Det Landbrug, der bør forsvinde. (Efterskrift til Politivennen)

Den Landmand, som maaske kun en enkelt Gang i sit Liv kan faa Raad og Tid til at aflægge et Besøg i Hovedstaden, bliver i Reglen altid forbavset ved at se, hvorledes megen Jord i denne store Byes Nærhed ligger hen, om ikke ganske ubenyttet, saa dog ofte drevet paa en meget forældet Maade. Den besøgende Landmand bliver højlig skuffet, idet hun ved, at en saadan Jord har altid, selv om dens Bonitet var mindre god, de Fordele fra den store By, der kan gjøre enhver Jord frugtbar. Han spørger forundret: "Men hvordan kan det dog være? Her ved Kjøbenhavn ventede jeg alting saa fuldkommeut."

Svaret maa blive: ja, det er Magelighed. Vi Mennesker kan ved at have det rigtig godt tidt henfalde til Ligegyldighed. Den heromboende Landmand afhænder alle sine Produkter, endog saadanne, som længere ude i Landet er usælgelige, saa uhyre let, ja altfor let. Han bliver meget tidlig Handelsmand, og det dermed forbundne Liv virker gjærne sløvende, saa Agerbrugets Udvikling i andre, mere sparsomme Egne overflyver ganske hans Driftsmaade. og uden at han mærker det. Hovedstadslivet virker i Almindelighed ligefrem demoraliserende paa den unge Bonde; fra Barnsben er hans meste Arbejde at kjøre ind med Mælk for at tage enten Gødning eller Bærme med tilbage. By- og Landevejslivet fører mange Fristelser med sig; tilsidst har enhver Beværtning og Kro Tiltrækningskraft, og der stiftes blandet Bekjendtskab.

Som Herren er, saa følger ham Svende. Folkeholdet bliver som Husbonden. I Reglen er det mangelfuldt praktisk uddannede Tjenestefolk af begge Kjøn, man finder saadanne Steder, gjærne Svenskere eller meget ofte saadanne Mennesker, som foretrækker at tjene for Føden med en vis Frihed efter at havt prøvet, hvad Lade- eller Fattiggaarden byder. Det er derfor intet Under, at endog den mest almindelige Bearbejdning af Jorden bliver mangelfuld og uordenlig i Forhold til den omhyggelige og nøjagtige Behandling, man nu sætter som en Nødvendighed i et velordnet Landbrug. Det, man andre Steder vaager over med den største Paapasselighed, nemlig Møddingen, er her altid i grænseløs Uorden, udsat for alle mulige Tab - naturligvis af den Grund, at Gødningen her er saa billig og let tilgængelig.

Selvfølgelig kan der gives hæderlige Undtagelser, men som Helhed staar Landbruget ved Hovedstaden ikke paa Højde med det. man kalder for det veludviklede danske Agerbrug. Efter Jordernes Beskaffenhed og Beliggenhed, da maatte Kjøbenhavns Omegn kunne opvise et Landbrug næsten som et Havebrug; mindre Ejendomme og mange flere Mennesker vilde kunne leve deraf.

Ogsaa ude i Landet kan der dog opvises Exempler paa Landbrug, som allerede for længe siden kun burde have været til i Historien.

I Nordsjælland, i umiddelbar Nærhed af Birkerød, er netop for faa Uger siden solgt en stor Ejendom, som fortjener at mærkes. Vanskelig faar man ret mange til at tro, at der har i lange Tider henligget 100 Tdr. god Jord i denne smukke Egn, nær ved en Jernbanestation, tilsidst ganske unyttet hen, medens det derimod er almindelig Kendt, at der findes mangfoldige dygtige Landarbejdere og Familier herhjemme, som sukker, fordi de ikke kan opnaa at faa en lille Plet Jord.

Gaarden, hvis Navn er Ebberødgaard, henligger som et tydeligt Vidnesbyrd om Tidernes næsten utrolige Omskiftelser. Medens den 1661 blev skjænket af Frederik den 3dje til Biskop Svane og taget i Brug, saa Jorderne og Egnens Naturskjønhed kom til deres Ret, saa henligger nu for Øjeblikket den store og smukke Ejendom som en sørgelig Ruin; kun de store Lindealleer, en Del Fiskeparker og Resterne af den store Gaard peger paa fordums Storhed. Ved at tage denne Ejendom i Øjesyn tror man sig hen flyttet enten til Stavnsbaandets Dage eller i Nutiden til Rusland paa en saadan Gaard, hvor Ejeren har maattet udaande i Siberien og Familien er udvandret.

Allerede saasnart man kommer indenfor Ebberødgaards Enemærker ad nærmeste Vej fra Birkerød, ses et Bindingsværkshus i Skovkanten med Skorsten og enkelte Indervægge, noget Tag, men uden ydervægge. En gammel Enke, som sidst beboede det, er for længst død, og siden har det ikke været Menneskebolig. Ved at følge en naturskjøn Skovvej, omgivet af Stengærder, hist og her med Udsigt til Dammene, begynder man snart at kunne se større aabne Græssletter, som ved et flygtigt Øjekast udviser at have ligget roligt hen fra Arilds Tid. men efterhaanden, som man nærmer sig, ses Spor af Ager. Snart viser Gaarden sig, omgivet af Have, beliggende paa en Bakke, i Læ af Rude Skov. Et forunderligt Skue - kun en eneste af de 9 Udlænger har beholdt de fleste af sine Vægge, de andre staar som Benrade og bærer paa de mørke Tagrester. Beboelsesbygningen er bedst vedligeholdt og opført af den hidtilværende Ejer, da han overtog Ejendommen 1832, og dog er den aldrig bleven helt fuldført. Staldbygningerne opdager man ved at se de adskillige Aar gamle store Møgdynger anbragte i deres umiddelbare Nærhed. Væggene er luftige og aldeles gjennemsigtige og er i de senere Aar først blevne tættede ved Hjælp af det indhøstede Hø.

Avlsredskaberne et for længe siden gaaede paa Aftægt og studes henliggende hist og her, selv Maskiner, som Tærskemaskiner og Slaamaskiner, kan man finde. Besætningen tæller kun 9 Køer og 2 Heste, medens Faar og Svin ikke længere besværer. Ude i den fri Natur - dog i Tøjr - befinder Tyrene sig nu nogenlunde vel; der er næringsholdigt Græs, men Vinterhaarene har de dog ikke endnu faaet fældede, og det har været en drøj Vinter for flere af de gamle Køer; ofte forkomne af Kulde har de ikke kunnet rejse sig ved egen Hjælp, naar de skulde malkes. De to gamle Heste venter kun paa Afløsning, den ene er naaet op til 32 Aars Alderen.

Der er i Fjor bleven saaet et lille Stykke Rug, ellers ligger hele den store Ejendom ganske rolig hen, hverken Plov i Marken eller Spade i Haven gjør Naturens Plantedække Uro, ja den halve Ejendom har i 40 Aar været ude af Drift, og enkelte Stykker har ikke været dyrket i nogens Minde, saa Lyngen begynder at trives paa Bakkerne, og de gode Græsvæxter fortyndes stærkt. Dog har de gamle Frugttræer i Haven ikke endnu ophævet deres Virksomhed, idet de hvert Efteraar stadig giver fortrinlig Frugt.

Naar Bestyrelsen for Idiotanstalten paa gl. Bakkehus har kjøbt denne Ejendom (for 10.000 Kr.) af den gamle Ejer, af hvis Haand Ejendommens Brugsværdi alt for længe siden er gleden ud. saa kan man være sikker paa, at nu vil denne historiske Ejendom snart træde ud i Nutids-Landbrugets Kapløb. Bestyrelsen agter at indrette Ejendommen til en Landbrugsanstalt for de aandssvage Mennesker, der kan vænnes til at udføre noget legemligt Arbejde, og det er et Foretagende, som sikkert alle hilser med Glæde og Velvilje. Det er kun underligt at se, at Ebberødgaard, som i sin Tid var Opholdssted for Datidens højeste Intelligens og Aandsudvikling. nu skal blive Opholdsstedel for Nutidens aandssvage, og dog - hvad ser vi ikke paa gl. Bakkehus, hvilken Omskiftelse fra Kamma Rahbeks Dage til de aandssvages nuværende Hjem og Opdragelsesanstalt.

Imidlertid er Ebberødgaard et haandgribeligt Bevis paa, hvad Ligegyldighed kan medføre, og et saa afskrækkende Exempel kunde muligvis have sin Betydning for os i Nutiden at iagttage, for selv om nævnte Tilfælde er et enestaaende Udslag for Forsømmelse, saa findes der dog Tilløb dertil hist og her.

(Morgenbladet (København) 5. juni 1890).

Den gamle Ebberødgård. Ebberødgård arbejds- og plejehjem for åndssvage. Bygningernes udseende kunne tyde på at fotoet er taget omtrent på artiklens tid. Oprettet 1892, ombygget 1916-23. 4 stk exterieurer, hhv. 2 af den gamle Ebberødgård, et af E. Pensionat og et af Hovedbygningen og arbejdshjemmet. Fotografier m. raster. Det kongelige Bibliotek.

Ebberødgård åbnede den 1. juni 1892 som arbejds- og plejehjem. En filial af Gamle Bakkehus. Anstalten rummede 200 voksne åndssvage. Med tiden udvidedes. I 1930`erne var der op til 1200 åndssvage. Her blev det tungeste klientel anbragt, især fra Københavnsområdet.  Anstalten fik hurtigt ry for dårlige fysiske rammer: store sovesale og udbredt brug af fikseringer. Ombudsmand 1971-1981, Lars Nordskov Nielsen (1924-2000) beskrev forholdene som uforsvarlige og forholdene forbedret, brug af tvangsmidler faldt markant. I 1980 ændrede Ebberødgård navn til Svaneparken i et forsøg på at komme af med sit dårlige ry.

Indre Mission og Sindssyge. (Efterskrift til Politivennen)

Om Sindssygdomme, fremkaldte af religiøs Paavirkning.

Under denne Overskrift findes en Artikel i det kirkelige Blad: "Fra Bethesda", udgivet af "kirkelig Forening for indre Mission i Kjøbenhavn". Artiklen er skrevet af Dr K. Helveg, Reservelæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, og har til Motto: "Lad os handle varlig med vore Medmennesker". Bl. A. oplyses Følgende: Sindssygeanstalten har til Opland de nordlige, af Jylland med sin Sydgrænse svarende til en Linie fra Vejle- til Nissum-Fjord. Fra dette Omraade bragtes der i 1880 til Anstalten 172 Sindssyge, og blandt disse fandtes der 14 Tilfælde, hvor den eneste eller dog væsentligste Aarsag til Sygdommen var religiøs Paavirkning. Af de 14 Patienter var 12 Kvinder og 2 Mænd.

Se vi efter, hvilke religiøse Retninger det er, som de var komne under Paavirkning af, saa finder vi for de 11 anført Indre-Mission, for de 2 "Frelsens Hær" i dog siges tillige om begge disse, at de havde nøje været knyttede til Indre-Missionærer, og endelig for 1, en Præst, der formodes at tilhøre den grundtvigske Retning.

I de fleste Tilfælde var det ved Lægprædikanternes Møder, at Skaden hentedes, og i 3 Tilfælde iøvrigt ved Lægfolks Paavirkning. Denne sidste er nok den farligste, fordi den kan gjentages daglig, og fordi Naboerne kjende hinandens svage Punkter: man kan se disse ivrige Mennesker ukaldede bore sig ind der, hvor de formoder en gammel Synd skjult, og hensynsløs bruge de stærkeste Midler for at kalde Syndserkjendelsen og Angeren frem.

Det er ikke den stærke, aandelige Bevægelse, der i og for sig er skadelig. Hvor har i vor Tid Politiken ikke rørt op i Gemytterne, og dog ser vi aldrig, at Nogen bliver sindssyg af den Grund. Heller ikke er særlig de religiøse Bevægelser farlige, saadanne har vi jo kjendt i mange Aar, og før var det dog yderst sjældent, at Nogen derigjennem førtes til Sindssygeanstalterne. Men Angsten virker med særlig Kraft; den er en Gift for Hjernen lige saa vel som Alkohol og Morfin. Undersøges de 14 Patienter paa det Spørgsmaal, hvad det egentlig er, der har voldet Skaden, saa findes, saa vidt det kan oplyses, at det er Angsten: det er den, der har bragt dem paa Sindssygeanstalten.

Forfatteren udtaler: "Gid Alle, der, støttede af Kirkens Autoritet, faar Magt over ubefæstede Sjæle, og som mener sig berettigede eller maaske forpligtede til at bruge Angsten som Middel til at fremme deres Gjerning, gid de altid vilde mindes, at Angsten er en Gift, og bruge den lige saa sparsomt og lige saa varsomt, som nu Læger bruge vore Gifte". Han gjentager de Ord, særlig rettede til den indre Missions Præster og grundede paa foreliggende Kjendsgjerninger: "Lad os handle varlig med vore Medmennesker!"

(Vendsyssel Tidende 17. maj 1890).

Præsterne og Sindsygdommene

Vi meddelte forrige Lørdag efter en Artikel i "Fra Bethesda" af Læge Helweg ved Aarhus Sindssygeanstalt, at der til nævnte Anstalt i 1889 bragtes 14 Sindssyge, hvis Galskab udelukkende eller dog væsenlig hidrørte fra "religiøs" Paavirkning.. De 11 var Disciple af indre Mission og de 2 af Frelsens Her, medens 1 var Præst, der nok nærmest hørte til den grundtvigianske Retning.

Sindssygeanstalten ved Aarhus optager Patienter fra de to Tredjedele af Jylland, og naar man ser hen til, hvad baade indre Mission og Frelsens Her præsterer, maa det indrømmes, at det er godt sluppen, naar Antallet af Anstaltens "Religions"-Gale ikke overstiger 14 i et Aar. Der hører jo nemlig temmelig gode Hjerner til at taale f. Eks. de Fremstillinger af Helvedes evige Svovlpøle, hvor de døde, genopstandne, men fordømte Mennesker ligger og svømmer omkring, rækkende af og til i deres ubeskrivelige Pinsel Arme og Ben forgæves bønfaldende op over de sydende og kogende Helvedespøles Overflade. Det var ikke mærkeligt, om de blev gale alle tilhobe, alle de, der i from Dumhed tror paa de kristelige Fordømmeres Tordentaler.

Men skønt det er forholdsvis godt sluppen med de 14, skulde man dog tro, at selv dette Tal maatte synes alle for højt, saa meget mere, som der jo hvert Aar er en Masse Selvmord, Barnemord og andre Mord, der falder paa samme Konto. Men det mener de "vakte" Præster imidlertid nok ikke, at det er. I hvert Fald har en af deres Repræsentanter, Pastor Gandil, Raabjærg, Vendsyssel, hævdet, at det ikke spiller nogen Rolle, at en Del af Menighedernes Medlemmer prædikes ind Galehusene. Om Folk bliver gale eller ikke ved at høre Prædikener, kan der ikke tages Hensyn til, mener Pastor Gandil. Det maa være nok, naar blot Prædikanterne handler i god Tro og den Hensigt at gøre Menighedsmedlemmerne til Guds Børn.

Efter Hr. Gandils Teori skal man altsaa have Lov til at anstifte alle mulige Forbrydelser, naar blot man tror, at Forbrydelsernes Udøvelse fremmer en god Sag. Dynamit, politiske Mord - ogsaa Fyrstemord - har altsaa i Virkeligheden en Forsvarer i Pastor Gandil. Dette er en ganske interessant Prøve paa, hvad ogsaa Statskirkens Præster i deres Fanatisme kan drive det til.

Oplysningerne om de 14 Religionsgale har vakt nogen Opmærksomhed her i Landet, og der er nogen Stemning oppe for ad Justitsens Vej at sætte en Stopper for Svovlpølstruslerne. Et herværende Blad siger i en Artikel Gaar, at dette er meningsløst, eftersom der fra et frisindet Synspunkt bør være Talefrihed, men det nævnte Blad overser Kærnen i det foreliggende Spørgsmaal. Sagen er jo nemlig den, at Lovgivningen giver Præsterne og overhovedet de religiøse Talehelte en privilegeret Særstilling, idet deres Paastande enten slet ikke maa angribes eller kun kan angribes under betydelig Fare. Prædikestolenes Prædikanter er sikre mod Modsigelse, hvor fanatisk de end dundrer løs, og ogsaa de øvrige er ganske godt garderede ved Straffelovens Bestemmelser, der sætter Fængselsstraf for den, "der driver Spot med eller forhaaner noget her i Landet bestaaende Religionssamfunds Troslærdomme eller Gudsdyrkelse". Hvad der er Spot eller Forhaanelse bliver et Dommerskøn som saa meget andet.

Religiøse Prædikanters Misbrug af deres Særstilling har altid været og er endnu en alvorlig Samfundsfare, og den tiltagende Fanatisme, der paa dette Omraade gør sig gældende, opfordrer stærkt til gennem Lovgivningen at træffe Forandringer i de paagældende Forhold.

(Social-Demokraten 1. juni 1890).

Om Indre-Missions Sindssvage

skriver Pastor Henning Jensen en Artikel i "Politiken". I den fremhæver han, at Antallet af de Mennesker, Missionen aarlig ødelægger fuldstændig i aandelig Henseende, kan sættes til ca, et halvt Hundrede, hvis Forholdet er det samme i Landets øvrige Daarekister, som det har vist sig at være paa Sindsygeanstalten i Aarhus.

I nævnte Artikel skriver han:

Enhver, der kender noget til denne Retning, ved nemlig, at det, som er dens religiøse Drivkraft, det er netop Angsten. Den indre Mission har mange Jærn i Ilden, den udfolder en stor Virksomhed og Energi, den har en glimrende Organisation, og den gør meget godt i den humane Retning. Men Formaalet for alle dens Bestræbelser, det er at vinde Sjæle, og Midlet, hvorved Sjælene vindes, er Angsten. Sig til den indre Mission, at den ikke mere maa bruge Angsten som Middel, og den vil svare, at dette er umuligt. Hele dens Grundbetragtning gaar ud paa at Menneskene kun ved Angsten for Helvede kan vindes for Himmerige. Den indre Mission er - naar man gaar til Bunds i dens Livsanskuelse - den mest nøgterne, praktisk-snusfornuftige Retning, der nogensinde har været i Kristenheden. Der er ikke Gnist af Poesi eller Idealisme i den. Dens Betragtning af Menneskeslægten er denne: De Mennesker er nogle store Slyngler og Skælmer; kunde de derfor slippe for Kristendommen saa gjorde de det helst. Skal vi derfor have dem til at tro, saa gælder det at sætte dem en ordentlig Skræk i Livet. At denne Betragtning ikke er smigrende, hverken for Menneskeslægten eller for Kristendommen, er indlysende. Om den er sand, vil vi lade staa hen. Men, at det er den indre Missions Betragtning, er vist.

Men naar Angsten for Helvede er det Middel, der benyttes for at vinde Tilhængere, saa gælder det at anvende dette Middel efter den største mulige Maalestok. Jo kraftigere det benyttes, desto flere Tilhængere har man Udsigt til at vinde.

Der bliver derfor - særlig fra Lægprædikanternes Side - et vist Kapløb om at kunne vinde Sjæle ved Hjælp af Angsten. Der er noget vist praktisk, forretningsmæssigt ved Missionen. Jo hurtigere Sjælen kan vindes, desto bedre. Men for at det skal kunne gaa rask, maa man se at benytte saadanne Ord og Billeder, der strax kan faa Angsten til at virke.

Hvis alle, der sluttede sig til Missionen, for fuldt Alvor gennemtænkte dens Lærdomme om Helvede saa maatte det ende med, at alle blev sindssyge. Thi hvad lærer den? Den lærer, at kun en meget ringe Del af Menneskeslægten bliver frelst. Hele den øvrige Del, Hedninger, Jøder, alle de Kristne, som ikke er fuldtud rettroende, de gaar til Helvede; og der pines de evigt, uophørligt mod Pinsler, mod hvilke de forfærdeligste her paa Jorden er en ren Børneleg. Det som nu fremkalder Sindssygen er den Tanke, at den Paagældende selv muligvis ikke er stærk nok i Troen til at undgaa dette. Eller man har maaske begaaet et eller andet, der anses som særligt syndigt, f. Ex. arbejdet paa en Søndag, og man mistvivler om, at dette kan tilgives. Thi enhver Synd gjør skyldig til Helvede. Man gaar og grubler ved dette, man ser frygtelige Syner, har skrækindjagende Drømme og det ender med Selvmord, Sindssyge eller da en Tungsindighed, som grænser dertil.

Men - man maa sige: heldigvis, - er de fleste Missionsfolk sikre nok paa Himmerige for deres eget Vedkommende. Denne Sikkerhed har for de fleste iblandt dem et religiøst Grundlag at hvile paa, - Retfærdiggørelse, - men mange Gange hviler den paa en utrolig Tillid til sin egen Fortræffelighed, eller paa at man hører med til de "Hellige", at at man gaar til gudelige Forsamlinger giver Bidrag til Missionen osv. Med Hensyn til det foreliggende Spørgsmaal er det ligegyldigt, hvori man søger sin Beroligelse. Hovedsagen er, at man kan faa Angsten neutraliseret og derved undgaa den truende Sindssyge. Væsenligt er der paa dette Punkt ikke nogen Forskjel paa Katholicismen og den indre Mission. Med praktisk Sans har begge etableret et System af Gærninger, der er beregnede paa at berøve Angsten sin værste Braad. Dog er den Sikkerhed, Katholicismen giver, ubetinget større, da hele Kirken med sin Autoritet staar inde for Tilstrækkeligheden.

Men hvis den indre Mission tog det for Alvor med sin Lære, saa vilde det dog tage en Ende med Forskrækkelse. Det er nemlig klart nok, at for et Menneske med Hjærte i Livet vilde den Tanke, at saa godt som hele Menneskeslægten gik til Helvede for at pines evigt med de grueligste Kvaler, Fantasien er i Stand til at optænke, være utaalelig. Det er absolut sikkert, at den som for Alvor tror dette, og tænker denne Tanke heltigennem, maa ende med at blive sindssyg.

Men nu viser det sig heldigvis, at denne Tanke ikke afficerer den indre Missions Tilhængere i nogen synderlig Grad. Der er ikke det mindste til Hinder for, at en Præst eller Lægprædikant, efter fra Talerstolen at have sendt de 99 pCt. af Menneskeslægten til Helvede for at pines evigt, strax efter ved en privat Sammenkomst af Venner kan være det fornøjeligste Menneske af Verden, fortælle morsomme Anekdoter, anbringe fortræffelige Vittigheder osv. Dette kan for Uindviede tage sig ud som Hjærteløshed. Man kan spørge, hvor det er muligt, at den Mand, der har saadanne Tanker om den frygtelige Skæbne, der venter hans Medmennesker, kan have et eneste glad Øjeblik. Og hvis han har det, er det saa ikke et Bevis paa, at han ganske mangler Medfølelse og Barmhjertighed? Paa ingen Maade! Den samme Mand vilde maaske ikke kunne taale at se et af sine Medmennesker lide en Time, uden at han vilde have den største Medfølelse og gøre alt muligt for at forkorte Lidelsen. Løsningen af denne Modsigelsens Gaade ligger i at han i Virkeligheden slet ikke selv alvorligt tror paa disse evige Helvedsstraffe, eller han har aldrig alvorligt gennemtænkt, hvad hele denne Forestilling rummer af Umenneskelighed, Ugudelighed og Barbari.

(Aalborg Amtstidende 4. juni 1890).

Sindssygdomme fremkaldt ved religiøs Paavirkning. Dr. K. Helveg oplyser, at han i Anledning af sin Artikel i "Fra Bethesda" om det med rivende Hurtighed stigende Tal paa sindssyge, indlagte paa Aarhus Anstalt hvis Sindssygdom skriver sig fra religiøs Paavirkning, har modtaget Brev fra en højerestaaende gejstlig, der er Medlem af Bestyrelsen for den indre Mission.

Brevet begynder saaledes:

"Idet jeg takker Dem, fordi De paa en saa mild og skaansom Maade advarer den indre Mission mod i alt for stærk Grad at bruge Angsten som Middel til at fremkalde Vækkelse, tillader jeg mig som Medlem af den indre Missions Bestyrelse at bede Dem nævne mig, hvilke Indre-Missionærer det er, der har handlet ufornuftig mod de Patienter som De omtaler i Deres Artikel. Hvis De vilde give os nogle Oplysninger i saa Henseende, skal ikke blot, naar Missionens Arbejdere samles til Sommer, en almindelig Advarsel gaaende omtrent i samme Retning som Deres Artikel blive givet alle Arbejdere i Almindelighed, men ogsaa de enkelte Personer, der har taget Fejl, faa en særlig Paamindelse.'

(Stubbekøbing Avis 12. juni 1890).

Paa deres frukter o. s. v.

Ifølge det danske indremissionsblad "Fra Bethesda" blev der til sindssygeanstalten i Aarhus forrige aar indbragt 14 sindssyge, hos hvem den eneste eller dog væsentligste aarsag til sygdommen var religiøs paavirkning: "Ser vi efter", siger Morgenbladet den 11te ds., "hvilke religiøse retninger det var, som de var komne under paavirkning af, saa finder vi for de elleves vedkommende anført "indre mission" og for de to "frelsens hær"; dog siges tillige og begge disse, at de havde nøie været knyttede til indre-missionærer. Den 14de var en præst, som formodes at have tilhørt den grundtvigske retning. I de fleste tilfælde var det ved lægprædikantemes møder, at skaden hentedes, og i 3 tilfælde forøvrigt ved lægfolks paavirkning."

(St. Olaf. Katholsk Tidende 22. juni 1890).

Religionsgalskaben.

Hvad der kan forekomme i det oplyste nittende Aarhundrede meddeler "Vends Tid." en Prøve paa 

En Pige, der tjente hos en Gaardmand i Vesterø paa Læsø, havde en Gang sidste Vinter faaet Tilladelse til at gaa til Indremissionsmøde; en bekendt Missionskone skal nok flere Gange have været efter hende for at faa hende med til Mødet. Hvad Missionæren ved nævnte Møde har sagt, ved jeg ikke, men efter den Tid begyndte hun at blive saa underlig, hun græd og klagede sig og sagde, at hun vist ikke vilde blive "frelst". Hun, der ellers havde været en flink Pige, tabte Lysten til alt og vilde ikke bestille andet end læse og synge Salmer; og det endte med, at hun løb af sin Tjeneste hen til en "hellig" Familie, for at - "det gode Værk, som var begyndt i hende, kunde fuldendes" - man vilde bedre der kunne uddrive Djævelen af hende. Der kom baade Profeter og Profetinder for at prøve deres "Kunst", men trods bønner, Prædiken og Salmesang, blev hendes Tilstand dog værre og værre, indtil hun en skøn Dag ogsaa rendte derfra hen til en anden hellig Familie, hvor det i de første Dage dog gik ret godt, men saa paa en Gang blev hun aldeles rasende, saa der maatte holde 3 Mand Vagt over hende, og Lægen, som straks blev hentet, var snart paa det rene med, at det var Missionsfolkene, der havde sat Griller i Hovedet paa hende, navnlig bad han Vagten om at passe paa, at Ingen kom ind for at prædike for hende. En Mand, der tilligemed to kraftige Mænd havde holdt Vagt en Nat fra 6 til 6, siger, at han havde fuldt op at gøre med at holde hende, skønt hun var bundet baade paa Hænder og Fødder. Naar hun ikke prøvede Kræfter med os, læste og sang hun hele Tiden, men hun kom sjælden til Ende os, hvad hun begyndte paa; naar hun kom midt i Fadervor, begyndte hun at bande i den Grad, at hun sammenflættede 3-4 af de drøjeste Eder, man kan tænke sig, til en, og alt imellem skældte hun de hellige ud for noget lumpent Rak, der kun vilde gøre Folk ulykkelige. I denne Tilstand laa hun ca. 8 Dage, indtil hun endelig blev kørt op i Fattighuset og indlagt i den derværende Sygestue, hvor Lægen saa besøgte hende hver Dag; her var hun kun ca. 14 Dage, før hun var fuldstændig befriet for Galskaben, saa flyttede hun i sin Plads, hvor man med Glæde tog imod hende, da hun er en meget dygtig Pige. Hun afholder sig nu fuldstændig fra Missionen. Dette er endnu ikke alt. Der er en Pige af samme Grund i Sindssygeanstalten i Aarhus, og flere unge Piger har været ved at miste Forstanden af samme Aarsag. -

Ikke sandt, - paa Frugterne skal man kende Træet.

(Social-Demokraten 13. juli 1890).

Indre Mission opererede ifølge en Ph. D. af Marie Meiers om 1940erne til 1980erne (2022) i et samfund hvor psykisk sygdom blev gemt væk. Op til midten af 1800-tallet, hvor de store sindssygehospitaler blev etableret rundt om i Europa, var "gale" eller "sindssyge" familiemedlemmer fortrinsvist familiernes ansvar. Og typisk forsøgte man at skille sig af med ved at få dem anbragt på galehuse eller fattiggårde. Ifølge en udbredt opfattelse var den syge var besat af Djævelen eller af trolddom, Guds straf over en familie. Denne opfattelse holdt sig helt op i 1940'erne og 1950'erne indtil psykiatrien var rimelig veletableret. Før da var det almindeligst at hemmeligholde eller skjule psykiske lidelser i familier. Især i stærkt religiøse miljøer som for eksempel landsbysamfund præget af Indre Mission.

Fonografen. (Efterskrift til Politivennen)

Fonografen i Tivoli

I Tivolis Udstlllingsbygning, hvor saa meget andet, baade mælende og umælende, har været forevist et højstæret Publikum, har nu den meget talende Fonograf opslaaet sit Telt og gjorde i Gaar Formiddag sin første Opvartning for en snævrere Kreds.

Fonografen har udstyret sit Avdiensværelse med stor Hygge og Smag; navnlig faar man al Agtelse for dens Kunstsans, naar man ser Væggene bedækkede med en stor Samling Malerier af nordiske Kunstnere; for yderligere Oplysnings Skyld er Priserne vedføiede, saa behøver man ikke at spørge om dem, og lige saa har Dekoratøren herttet sin Adresse ved de ikke uefne Draperier for Vinduerne, saa ved man, hvor man kan henvende sig.

Til Brug ved sin Optræden i Tivoli har Fonografen samlet sig et stort og udsøgt Repertoire og byder hver Uge paa nyt Program.

Det aabner strax med en af Perlerne i Samlingen: Phisters Monolog af "Jeppe paa Bjerget", anden Akt, i Baronens Seng. Det er aldeles beundringsværdigt, hvor tydeligt og distinkt hvert Ord af den berømte Monolog kommer ud af Fonografens Mund, med samme Betoning og Klangfarve, som man vil erindre fra den geniale Kunstners sceniske Fremtræden; man synes næsten at se Nathuen paa Jeppes Hoved og Kvasten dingle over Ansigtet paa ham.

Hvad Betydning en saadan Opbevaring af Replikformningen vil kunne faa for Traditionen, er aldeles uoverskuelig - at den nu vil kunne glæde alle de mange, der kun kjender Phisters Fremstilling af Omtale, er jo allerede ubetaleligt.

Samme Tanker faar man, naar man hører Schram synge Leporellos ikke mindre kjendte "Ingen Penge, Prygl desfler", eller hører ham foredrage den humoristiske Vise om "Tømmermanden med de 15 Børn"; og saa vidt er Fonografen allerede kommet, at man, uden at sætte Glasrørene i Øret, kan høre den helt ud i Stuen, uden at tabe en eneste Pointe, en eneste af de mange drastiske Nuancer.

Fonografen har endvidere af Prof. Phisters rige Repertoire indtaget Visen "Og jeg vil ha'e en Hjærtenskjær" af "Æventyr paa Fodrejsen"; Kammersanger Schram møder med Mefistofeles' Serenade af "Faust" og Jægerens Vise af "Elverhøj".

I den første Seance, fra den 29de Mai til den 7de Juni, bestaar Programmet endvidere af "Nyse-Vise", foredraget at en scenisk Fremtidsmulighed, Kammersanger Simonsen synger "Gurre", og et Blæseorkester spiller "Kong Kristian" og Marsch af "Figaros Bryllup".

Samtidig med Fonografen er udstillet "den amerikanske Kaligraf", der under en rutineret Behandling skal kunne skrive meget hurtig, og den Fordel er der i det mindste ved den, at den ikke kan give selv den skarpsindigste Grafolog den ringeste Anvisning paa den skrivendes Karakter - det skulde da være den Oplysning, at han har Raad til at anskaffe sig en saadan Skrivemaskine.

(Morgenbladet (København) 30. maj 1890).

Fonografen.

Det kgl. Theater skal efter Forlydende have anskaffet sig en Fonograf, og det er formentlig Hensigten at danne et systematisk Bibliothek, eller hvad man nu skal kalde en saadan Valsesamling, af dansk Kunst. Endnu lever en Række berømte Skuespillere og Skuespillerinder - Fru Heiberg og Fru Sødring, Phister, Hultmann o. s. fr. - der sikkert gjærne grundlægger Samlingen med udvalgte Prøver paa deres Kunst. Efterhaanden vil de nuvirkende Kræfter ved Theatret saa træde til. Kommende Tider og ufødte Kunstnere vil høste rig Nytte og Erfaring af Fonografens Evne til at lade Traditionen gaa i Arv fra Slægt til Slægt. 

Allerede Fonografen i Tivoli, som vi i Gaar nærmere omtalte, vil kunne lære os meget om Opfindelsens Fremtidsbetydning. Utvivlsomt vil den ogsaa Sommeren igjennem samle talrige Tilhørere. Af det righoldige Repertoire, som lidt efter lidt vil blive fremdraget, skal vi her nævne et og andet.

J. L. Phister har vist Fonografen særlig Opmærksomhed. Den gamle Kunstner efterkom strax beredvillig Opfordringen til at overgive forskjellige Scener af sine Glansroller til Efterverdenen. Han gav Møde uden Bog og reciterede med sin beundringsværdige Hukommelse Scene efter Scene uden at standse eller snuble. Faa Kunstnere kan som Phister slaa som den gamle Skoles Repræsentant, naar det gjælder Pietet mod Digteren og Troskab mod hans Text.

Foruden den i Gaar omtalte Monolog af "Jeppe paa Bjærget" og Skriverhans' Bondevise af "Æventyr paa Fodrejsen", skjænkede Prof. Phister Fonografen Oldfux som Tyskeren og som Peter Eriksen, begge Scener af "Den stundesløse", og endelig Henriks Monolog i 1ste Akt af "Den politiske Kandestøber".

Af Hostrup er ligesom af Holberg ikke lidet valgt af flere Kunstnere. Hr. Zangenberg har sunget "Man maa rejse til Fods" af "Æventyr paa Fodrejsen", Hr. Olaf Poulsen "Kejseren bor paa det høje Slot" af "Spurv i Tranedans". Endvidere har Hr. Olaf Poulsen sammen med Hr. Vald. Kolling spillet Ankers og Mads' Scene af "Soldaterløjer". Hr. Kolling har sammen med Hr. Meyer spillet de to Spidsborgeres Scener af "Gjenboerne". Og endelig har Hr. Kolling alene sunget Glæsers "En lille Hat".

Af bekjendte Koncertsangere kan tilsidst nævnes Operasanger Lundqvist og Hr. Salomon Schmit, saa Fonografen, der vil skifte Repertoire hver Uge, kan byde paa rig Afvexling.

(Morgenbladet (København) 31. maj 1890).

Disse Danmarks ældste lydoptagelser er bevaret i den såkaldte Ruben-samling efter generalkonsul Gottfried Ruben. Han optog 1889-1897 datidens berømte sangere og skuespillere på den nyligt opfundne fonograf. Han havde medbragt Thomas Edisons forbedrede fonograf til Danmark i efteråret 1889. Fra 1889 fungerede Ruben som generalagent i hele Skandinavien for fonografen, og sammen med sin kompagnon, optiker Cornelius Knudsen, etablerede han firmaet Edisons Fonograph-Compagniet i København. I forbindelse med demonstrationer for publikum forestod firmaet en løbende produktion af nye lokale indspilninger på voksvalser. De fleste af disse valser er efter al sandsynlighed gået tabt i løbet af årene. De, der er tilbage, kaldes i daglig tale for Ruben-samlingen. Rubens indsats betyder, at vi i dag har bevaret enestående optagelser fra en dansk teater- og sangtradition, som ellers ikke er tilgængelig. Optagelserne tæller bl.a. Peter Schram, Augusta Lütken, Louise Phister, Otto Zinck, Frederik Jensen, Emil og Oluf Poulsen samt Niels Juel Simonsen. Dertil kommer en række musikoptagelser. Voksvalserne med optagelserne bevares på Det Kgl. Bibliotek og flere af dem kan høres på internettet.

Pintse. (Efterskrift til Politivennen)

Paa pintsefart.

Freverik«berg.

de ivrigste Pintsemennesker staar op Kl 3 Pintsemorgen, for fra Frederiksberg Bakke at kunne overvære en Solopgang, for "at se Solen danse", som det traditionelt hedder. Naturligvis er der ingen af disse Pintsemorgenmænd og Kvinder, der i sit inderste tror paa, at Solen just den ene Dag i Aaret gaar op paa en mærkeligere eller skjønnere Maade end ellers. Men Traditionen i Forbindelse med en naturlig Stræben efter at gjøre denne Aarets eneste, til Friluftsglæder viede, absolute Fridag saa lang og indholdsrig som muligt behersker i den Grad Kjøbenhavn og dens Ungdom, at de Frederiksberg-Beværtere altid trygge og uden Risiko til hver tilbagevendende Pintsemorgen kan Næne extraordinære Dispositioner med Hensyn til Øl-, Kaffe-, Bolle- og Opvarterforsyningen.

Foruden Solen, Øllet, Kaffen, Bollerne og de nystrøgne Opvartere byder iøvrigt den smukke Have aldrig paa nogen særlig Overraskelse i Anledning af Festen, og naar Solen saa, som det hænder en Gang imellem, faar Forfald og slet ikke "leger med", endsige danser, kan det være slet nok bevendt med Feststemningen. Den pintsepyntede, ufordærvede Ungdom, som er mødt i den Hensigt ærligt at beundre Naturens poetiske Skjønhed i Dagbrydningen, bliver tavse og fortrydelige over Himlens aldeles malplacerede graa, grædefærdige Mine, over de triste Udsigter for Dagens Hovedbegivenhed: den store Fælles- og Andels-Familieskovtur, hvis samlende Midtpunkt er den store Madkurv, men hvis uafviselige Forudsætning er Solskin og Tørvejr. Og saa bliver det den mindre ufordærvede Del, de, der begyndte Pintsefesten Lørdag Aften og nu lusker sig ud efter Nattens Knejpe-Bakkanaler, der er Morgenstemningens menneskelige Bærere - en høirøstet uhyggelig erotisk-alkoholistisk Stemning. 

I Aar var Solen imidlertid venlig og smilende. "Dagmoders straalende Karfunkel" hæver sig rød og rund i festlig guldbræmmede Skyer og sender sin mandstærke Riddervagt paa Frederiksberg Bakke Straalerne lige i Linene.

De trætte, forvaagede Øjne maa lukke sig - det er ikke det Lys, de er vant til - , en upoetisk Gentleman laver sig til at gaa med et: "Lad os ikke staa her og glo, men komme hen og faa noget Øl". Hans Donna følger ham ned ad Bakken, og flere følger efter for at besætte Ølkjældernes solfrie Pavluner og Traktørernes skyggefulde Lysthuse. Men de sunde Øjne nyder den "gyldne Udsigt" over Stadens Mylder af Huse og Skov, af Taarne og Spir en god Stund endnu. Naar den bliver altfor blændende, trækker den unge Pige blot lidt ned i den bredskyggede hvide Straahat, hvorunder de friske Kinder gløder dobbelt i Pintsestemning og Sollys.

Saa gaar det hjemad til Dagens Fornøjelser, der gjærne skal begynde saa tidligt som muligt. Af disse Fornøjelser er der en Slags, der for hvert Aar vinder mere og mere Tilslutning; det er "det forenede Dampskibsselskab"s 

Lystture i Sundet.

Kl. halvotte gaar det første Skib til Helsingør og Helsingborg, anløbende alle Kyststationerne. Det skal blive en storartet Tur i det herlige Sommervejr.

For 7 allerede begynder der at blive Trængsel i Havnegade, og da den store Sunddamper Kl. 7 1/4 lægger Landgangsbroen over, er det paa et Øieblik fyldt fra øverst til nederst, fra For til Agter. "Færdig!" hedder det pludselig, og Landgangsbroen trækkes ind under et Sorgens-Udbrud fra den paa Kajen tilbagestaaende Mylder af skuffede Lvstturister. Det dages dog hurtigt. Næppe har Skibet lettet med sin glade Last, før et nyt lægger til og tager Resten om Bord. Og i Løbet af Dagen afgaar saa med korte Mellemrum nye Skibsladninger af Skovgjæster til de forskjellige nordsjællandste Kyststationer.

Af dem, der vilde nyde Dagen fra Morgenstunden af, blev kun faa i Klampenborg; de fleste tog til Skodsborg, hvor Skovene og den romantiske Bøllemose gjemmer alle en skjøn Naturs tillokkende Herligheder, og hvorfra den herligste Fodtur til Klampenborg kan foretages, naar man har set sig mæt paa det skjønne og spist sig mæt i det grønne.

En stor Mængde tog dog ogsaa helt til Helsingør. Med de mange Ophold under Vejs blev Klokken næsten elleve, inden man naaede i Havn her. Ankommen gik Turen, til Vogns og til Fods, sporenstregs ad "Marienlyst" og med den vidunderlig skjønne Strandpromenade ad Julebæk, Hellebæk og Aalsgaarde til. For de rigtige Naturens Børn, der ikke bryder sig om, at man ikke kan se fra det ene Bedested til det andet, er denne Tur noget aldeles udsøgt. Mellem Marienlyst og Aalsgaarde træffer man intet Spor af hjemlig Hovedstadskomfort, kun ved Stranden et lille Hus med en lille Have gjemt under en svimlende høi Skovskrænt og med den mest henrivende Udsigt over Sundet til svenske Kysten. Her faas "Øl fra Fad", Mælk, Kaffe, "Vand paa Maskine" m. m., altsammen til saa fabelagtig billige Priser, at hele den beværternæringsdrivende Del af Kystbefolkningen fra Skodsborg til Kjøbenhavn med Skam faar tilstaa, at de ikke kan optage Konkurrencen. Bliver Skovgjæsterne, som i Søndags, overfaldne af en yndig og velment, men ikke just særlig belejlig Regnskyl, kan det nok hænde, der bliver Liv i det lille Hus og den lille Have. Hver Stump Stol og Bænk bliver optaget. Mand, Kone og vævre Smaapiger anstrænger sig næsten over Evne for at imødekomme og betjene Giæsterne; fra alle Sider kommer de af Regnen jagede Skovgjæster, Herrer uden Paraply med ødelagte Silkehatte, Damer - ulykkelige Damer - med lyse Silke- eller Kniplingsparasoller over de hvide Straahalte med de prægtige, krusede Fjer.

Jens Møllers Boghandel (1878-1927). Postkort. Julebæk. Det kongelige Bibliotek.

Regnen varer stive to Timer, og Fortvivlelsen vilde være stor, hvis ikke en Smule Sangforening, trodsende Regn og Spot, fra Skovskrænten oplivede det sunkne Mod ved at afsynge forskjellige populære danske og svenske Sange i Pauserne mellem ØI-"Omgangene".

Men Regnen holdt op, uden at have spoleret hele Resten af Dagen. Og der blev Anledning til ny Fryd, nemlig over den grønne Frodigheds fornyede Friskhed og Syrenernes forstærkede Duft efter Regnen. Marienlyst med Hamlets Grav, Ofelias Kilde, Badehotellet med dets friske Park, dets udmærkede Restavrant og dets elskværdige Leder, Hr. Kaptejn Dahl, og Kronborgs Seværdigheder blev besøgt og beundret, inden man begav sig paa den 5 Timer lange Sørejse hjemefter.

Det var 1ste Pintsedag. 2den Pintsedag var trist og iskold og vel egnet til at holde Udflugtslysterne nede.

Anden pintsedag.

Huha, sikken et Vejr, da 2den Pintsedag oprandt. 1ste Pintsedag var vel til Dels en slem Dag, - men den anden var dog værre.

Himlen snavset og graa, med jagende tunge Skyer, Blæst, der, hujende fælt, fo'r gjennem Gaderne, ruskede i Trætoppene og jog Kastanieblomsternes Blade som Sne hen over Gader og Boulevarder - og saa bitterlig koldt.

Trøstesløst stirrede man ud ad Vinduet - hvad Kulde det dog blive til. Og Pintsetøjet, der knap var tørt endnu efter Gaarsdagens Regn, blev hængt bort - hvad nyttede det at pynte sig, naar Himlen aldeles ufejlbarlig lovede Masser aj Regn.

Somme foretrak saa at holde sig hjemme og se Tiden an, andre knappede Tøjet tæt til, fik Paraplyen i Haand og vovede sig ud. Huh! hvor det blæste, det gik gjennem Klæderne til Marv og Ben - man kunde saamænd gjærne, naar det ikke var for Skams Skyld, have trukket i Vintertøjet, for Grund til at prise Sommer var der virkelig ikte.

Af og til saa' det dog ud til, at det skulde blive lidt bedre. Solen stak Hovedet frem gjennem Skyerne og straalede varmt, saa Træerne atter stod grønne og man blev lidt varmet op. Men strax var der saa en stor sort Bussemand af en Sky, der hyllede dens Hoved ind, og en kort Regnbyge raslede over den syndige Jord, og det var alter koldt og uhyggelig, - -

Men Kjøbenhavnerne er nu engang et lystigt Folkefærd. Det kunde dog ikke gaa an, da Kl. 4 Helligdagsfreden var til Ende, saa at gaa om og hænge med Næbet. Fat tog jo nu Lystigheden i By og i Skov - Lystigheden, der havde hvilet i et Par Dage, der for forlystelsessyge Mennesker absolut synes en Uendelighed. Og fat tog derfor Kjøbenhavnerne paa at more sig saa godt, som Forholdene tillod det. -

I Tivoli.

Fra Facadebygningen vaiede Flag paa Flag, lystigt piskede om af Blæsten, makrelstribede Plakater meldte stor Fest, og saa Kl. 4 drønede de obligate Skud, og Indgangen var aabnet for Folket til Watts Regn.

Godt besat var der da allerede derinde af Drenge, der havde gaaet og frosset dét fra Morgenstunden og levet frugalt paa deres Smørrebrød i den græsgrønne "Botanismørkasse", og af lange Gardere, lyseblaa Husarer og smaa Infanterister, der maabende gik om og saa' paa alle de lukkede Herligheder og ventede paa, at Musiken skulde kalde til Dans paa den dertil indrettede aabne Estrade.

Trægt smækkede Tælleapparaterne, men efterhaanden blev der mer og mer Liv: det syntes virkelig, som om Tivoli, trods det høist uheldige Vejr dog skulde blive nogenlunde besat.

Men hvor var der dog koldt derinde - da Illuminationen straalede i al den kjendte Pragt, jog Vinden isnende om og lod Flammen flakke usikkert.

Ved koncertsalen travede Stamgiæsterne i hurtigere Tempo end ellers om og søgte at holde sig i Aande, - men udenfor var hver Plads besat, og trindt om paa Bordene dampede varme Toddyer. Det var ikke langt fra, at man overalt svigtede Nationaldrikken ØI og slog sig paa koghede Varer, for at holde Liv i sig.

I Fregatten var der lunt nede under Dæk - og dér stuvede Folk sig sammen og lyttede til Tyrolernes jodlende Sang. Ja om det saa var ved Arenatheatret, som ellers er lidt stifmoderlig behandlet fra Publikums Side, var der hele Tiden brillant besat. Der er derovre sket den prisværdige Foranstaltning, at Halvdelen af de mange reserverede Bænke til 50 Øre nu er inddraget, hvilket sikkert vil vise sig fordelagtig baadet for Tivoli og Værten, Hr. Bock.

Med Fyrværkeri sluttede Aftenen. og langsomt sluktes Illuminationens Masser af Blus.

Cirkus Busch

var det Etablissement, der nød godt af Himlens onde Lune.

Allerede tidlig paa Dagen begyndte Folk at belejre Billetkontorerne, for at faa Billet til Eftermiddagsforesiillingen.

Og da Forestillingen begyndte, var Cirkus fyldt lige fra Barrieren til op under Loftet, et broget. fornøjet Søndagspublikum af pyntede Smaafolk, hjemløse Fugle, Masser af Børn og Masser af Soldater.

Straalende glad viste Hr. Busch sig i Manegen under drønende Bifald - og da tilsidst Hestene ranke som Lys stod paa Bagbenene og rakte deres Forpoter mod Himlen, saa' det ganske ud, som om de med deres Direktør anraabte Himlen om, at det saaledes maatte blive ved.

Korr efter var der ogsaa udsolgt til Aftenforestillingen.

Særlig Frk. Weis hilstes med Jubel, da hun i vildt Ridt fo'r over Barriererne og lod Hesten stejle, saa man skulde tro, hun maatte styrte af det vilde Dyr.

Hr. Busch tog ind en smuk Skilling til al begynde sin egenlige Sæson med.

Paa Bakken.

Efter første Pintsedags Stilhed, da "Bakken" officielt aabnedes, tog nu Lystigheden fat, - al den gamle kjendte Lystighed, der er ens fra Aar til Aar, og et stort, gemytligt Søndagspublikum overværede Premieren og tog livlig Del i alt.

Lirekasserne larmede i Munden paa hinanden. Skuddene smældede ved Skydeapparaterne, med hvinende Elskerpar fo'r Gyngerne op i de høje Træers Kroner, Karussellerne fo'r om, og ridderlige Svende stak ufortrødent til Ringen, mens inde fra Teltene Sangerindernes skingrende Toner lokkede galante unge Mænd ind at "ligge paa Tallerkenen".

Hele det ejendommelige Sommerliv, der lokker Folk til Bakken og Kirstens Kilde og kulminerer St. Hans Nat, var nu vaagnet.

(Morgenbladet (København) 28. maj 1890).

Assessor Anton Peter Henrik Birch. (Efterskrift til Politivennen)

En vanvittig Dommer.

Assessor Birchs Optræden under Kininsagen

Som meddelt i Gaar er Assessor Birch bleven indlagt paa Kommunehospitalet som sindssyg.

Assessor Birch er altsaa pludselig fratraadt en af de Virksomheder, hvor der kræves baade en klar Forstand, personlig Uinteresserthed og ædel Tænkemaade. hvis ikke de Ulykkelige, som kommer ind i Politiets Forhørshvirvelstrom, skal komme til at lide haardt under en uretfærdig "Retspleje".

Hr. Birchs ulykkelige Skæbne skal jo efter Sigende være foranlediget ved Kininsagen, som synes at være ført saare uheldig af denne Dommer. Vi vil af den Grund minde om Hovedtrækkene i nævnte Kininsag, fordi vor Retspleje derved bedst stilles i sit rette Lys.

I Juni Maaned 1889 tilendebragte Højesteret den justitielle Behandling af større Tyverier, bl. a. af Kinin, som var forøvet i Alfred Benzons Fabriker af en der ansat Arbejderske. Denne havde leveret de stjaalne Varer til en Fru Groth, som var Medvider i Tyveriet, og Fru G., der handlede med flere Slags Varer, solgte bl. a. den stjaalne Kinin til Urtekræmmerne Hooge og Bertelsen og stjaalen Vanille til Urtekræmmer Christensen. Urtekræmmer Hooge, der ligesaa lidt som sine Kolleger vidste, at Varerne var stjaalne, solgte ud igen til Grosserer Hee, medens to andre Grossister, d'Hrr. Michelsen & Heinemann, købte Kinin hos Bertelsen

Naturligvis blev denne Kinin solgt af Fru G. til meget lavere Priser end Fabriken selv kunde levere den for. Men d'Hrr. Urtekræmmere, som ikke var kininkyndige, kunde ikke heraf drage Slutninger om uhæderlig Vandel hos Sælgerne. Derimod var Grosserer Hee i det mindste klar over, at Kininen var til Røverkøb.

Sluttelig blev saa paa Alfred Benzons Anmeldelse til Politiet d'Hrr. Hooge og Bertelsen arresteret og deres Sag givet Assessor Birch til Prøvelse. Man arresterede ogsaa Grosserer Hee og holdt ham i 17 Dage, hvorefter han kom paa et Sindssygehospital, men Resten af de stjaalne Varers Købere, Gross. Michelsens Heineman samt Urtekræmmer Christensen slap helt fri. Dette gik til paa den mærkelige Maade, at Assessor Birch forlangte af dem, at de skulde erkende, at "de vidste jo, Varerne var erhvervede af Fru G. paa ulovlig Maade". Da Urtekræmmer Christensen vægrede sig ved at afgive en saadan Indrømmelse, lod Birch ham vide, at han vilde blive arresteret, hvis han fastholdt sin Vægring, og da Christensen i nedtrykt Sindsstemning henviste til sin lille Forretning og sin fattige Familie, der vilde komme paa Fattiggaarden hvis han blev arresteret, svarede Birch med en fornyet Henvisning til Arrestation. Christensen afgav derpaa tilligemed de to andre Herrer den Erklæring, at de vidste, at Varerne var ulovlig erhvervede.

Disse Folk fik derpaa af Assessor Birch Lov til at gaa. Urtekræmmerne Bertelsen og Hooge derimod, som betemt nægtede at afgive en lignende Erklæring, blev af Hr. Birch holdt indespærrede i Varetægtsfængsel i 8 Maaneder.

Ved Kriminalretsdommen fik følgende Deltagere i Affæren Straffe: Tyven 2 Aars Forbedringshus, Fru Groth 2 Aars Forbedringshus, Bertelsen og Hooge hver 20 Dages Vand og Brød. Resten frikendtes.

Men ved Højesteret frikendtes Bertelsen, altsaa en Uskyldig, som Birch havde holdt i 8 Maaneders Fængsel, og hvis Forretning og Sundhed var ødelagt.

Kun Urtekræmmer Hooge, der har lidt under den samme Inkvisition som Bertelsen, blev dømt. Dog ogsaa for denne synes Straffen kun at være en Frugt af Kriminalrettens Forhørspraksis.

Og om denne kan der som Motto bruges en af Defensor ved Højesteret, Advokat Asmussen, fremsat Udtalelse :

"Han (Hooge) har forklaret, at han i Forhøret den 16. September var saa medtaget af Sygdom, Sult og Sorg, at han ikke vidste, hvad han svarede paa. Aktor indrømmede jo selv, at disse Forklaringer var afgivne under et stærkt Tryk."

Og om Assessor Birch siger Hooges Defensor :

"Undertiden har den ærede Forhørsdommer heller ikke været rigtig klar og undertiden altfor ivrig efter at saa ham (Hooge) til at tilstaa noget, han ikke kunde tilstaa."

Naar man et Øjeblik dvæler ved disse to Citater, faar man til Resultat, at en Dommer, som "ikke er rigtig klar" og "altfor ivrig", søger at tvinge en Mand, der paa Grund af Sygdom, Sorg og Nød ikke véd hvad han svarer paa, tvinge ham til at tilstaa noget, som den Tiltalte ikke vilde have tilstaaet, hvis han ikke var undergivet Indespærringens Lidelser.

Men i endnu højere Grad fremgaar dette af de mere specificerede Referater af Birchs Forhør over Hooge.

Omtalte 16 September blev Hooge, efter at have siddet flere Timer i et af Skabene, ført ind til Assessoren, som begyndte i en ret forsonlig Tone omtrent paa følgende Maade:

,Ja, nu véd jeg godt, Hooge, at De aldrig har vidst af, at Varerne var ulovlig erhværvede. Men er den Tanke aldrig faldet Dem ind, at noget saadant har været Tilfælde?"

Hooge havde knapt faaet Tid til at benægte dette, førend Birch gik fra Maadeholdet over i Raseri. Han foer hen mod Tiltalte og slog i Skranken, idet han rasende raabte:

"Saa kan jeg sige Dem, at De gaar lige lukt ind i Tugthuset cg at Varetægtsfængslet vil blive trukket ud i det uendelige!!

Straks derpaa gik han imidlertid fra Kogepunktet ned til Middeltemperaturen igen, idet han roligt, næsten indsmigrende føjede til:

"Men vil De gøre en saadan Indrømmelse kan jeg som Dommer love Dem, at Straffen næppe vil blive vanærende og at De kan vente øjeblikkelig Løsladelse."

Hooge, som var fortumlet af sine egne Lidelser og Assessorens Optræden, protesterede endnu, men saa svagt, at der i Protokoltilførslen kom til at staa en Indrømmelse af, at han havde kendt Tyveriet, og paa denne var det Kriminalretten fældede Dom og Højesteret stadfæstede. I et senere Forhør, omtrent en Maaned efter, da Protokollen for 16. September blev læst op, protesterede Hooge mod at have givet nogen Indrømmelse. Birch gjorde da Hooge begribeligt, at naar han vedblivende nægtede at have vidst af Tyveriet og fastholdt ikke at have tilstaaet den 16. September at være vidende herom, vilde Varetægtsfængslet blive trukket ud i en uoverskuelig Fremtid. Den herved hos den Tiltalte fremkaldte Frygt formaaede ganske vist ikke at hindre ham i at protestere mod en Tilstaaelse som den Birch havde ført til Protokols, men Protesten rokkede alligevel ikke ved den først af Birch dikterede Tilførsel.

Ved en anden Lejlighed lykkedes det kun den Tiltalte ved gentagen Indvending at faa et fuldstændig fejlagtigt Referat af sine Udtalelser ændret.

Man ser heraf, at Dommeren overfor den Tiltalte benytter sig af mange Slags Fremgangsmaader: Overgangen fra Mildhed til Vrede og tilbage igen, Trusel om Tugthus og Løfte om øjeblikkelig Løsladelse, og altsammen overfor et Menneske, hvis fysiske og aandelige Tilstand er saa svækket, at han mere lader sig sine Udtalelser diktere af Assessoren end denne lader Protokoltilførslerne diktere af den Tiltaltes Udsagn.

Og paa en saadan enkelt aflokket Indrømmelse, som nok bliver tilbagekaldt, men ikke slettes af Protokollen, dommes Arrestanten.

Om et af Vidnerne, en farmaceutisk Kandidat, lod Assessor Birch føre til Protokols :

"For Retten mødle Cand. pharm. Kolby, som for Resten er pukkelrygget."

Hvis man i Smag hermed skulde karakterisere den nu af Skæbnen saa haardt ramte Assessor Birch, maatte det hedde:

Retten lededes af Assessor Birch, som for Resten led af begyndende Sindssygdom (Asmussen: "ikke rigtig klar").

Nu kan det gaa an at møde som Vidne og være pukkelrygget, men hvad skal man sige om en Justits, der helt og holdent lægges i Hænderne paa en Mand, som gaar med Sindssygen i sig, en Mand, der næsten efter Forgodtbefindende skalter med de Tiltalte, der er under hans Behandling.

Og hvad skal man sige om en Retspleje, i hvilken slig Magtfuldkommenhed er den røde Traad ?

(Social-Demokraten 10. maj 1890).

Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Anton Peter Henrik Birch (4.1.1853-22.8.1899) jurist. 1879. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Assessor Anton Peter Henrik Birch var søn af rektor ved Metropolitanskolen, etatråd dr. phil Frederik Christian Carl Birch (1812-1889). Han blev student 1870 og juridisk kandidat 1876. Han var konstitueret  dommer i Landsoversamt Hof- og Stadsretten 1879-86, derpå dommer i Københavns Kriminal- og Politiret. I en artikel i "Fund og Forskning 2013" antydes at han var "formentlig homosexuel". Kininsagen (der startede i 1885) trak ud. I foråret 1887 satte Birch imidlertid gang i sagen og tog endog søndagene i brug.

I Social-Demokraten 26. maj 1887 var der en klage var værtshuholder Lars Hansen, Holmensgade 5, over assessor Birch som efter en tilsigelse til kl. 14.30, men på grund af gentagne udsættelser fra Birchs side først kl. 20.10 fik at vide at der var tale om at aflægge vidnesbyrd. Det skete så først kl. 20.45. Altså en ventetid på seks timer og tyve minutter.

Den 5. februar 1888 kunne Social-Demokraten berette om en tjenestepige som havde anmeldt sin husbond (en guldsmed) for voldtægt. Han benægtede det og blev løsladt efter 14 dage, hvorefter pigen blev anholdt for falsk anmeldelse og forklaring for retten. Hun sad fængslet i tre måneder, hvorefter et af assessor Birch afholdt forhør nåede frem til at hun ikke havde afgivet falsk vidneforklaring og blev løsladt.

I kininsagen forlangte forsvarerne assessor Birch afløst af en anden, og assessor Ibsen blev beskikket. I april 1890 meddelte Dags-Telegraphen at Birch led af nervegigt (neuralgi). Kort efter blev han indlagt på Kommunehospitalet som sindssyg. Efter at assessor Birch i september 1891 kom ud fra Kommunehospitalet blev han ansat ved den offentlige politiret hvor han skal have været en ikke alt for streng dommer. I aviserne nævnes dog også eksempler på at han fortsatte med at fængsle folk i længere tid, ligesom han holdt hånden over "fine folk". De sidste år af sit liv var han voterende dommer. Han var ugift og blev 46 år og døde 22. august 1899.

Birch indstiftede adskillige større legater (10-40.000 kr) til fordel for politikorpset, fængselsselskaber og forsømte børn.

Efter hans død vedtog Højesteret i 1912 at undersøge en sag fra 28. december 1884 hvor en skorstensfejerlærling Marinus Jensen blev idømt 8 års tugthus for at have kastet en sten ned i en skorsten der dræbte hans kammerat Christian Wøhler. Assessor Birch dømte lærlingen trods hans stadig benægtelse, og erklærede at hans tilståelse var blevet ham aftvunget. I kølvandet på denne sag fremkom der adskillige andre hvori aviserne påstod at de dømte var uskyldige. Birch kom således til efter systemskiftet 1901 at stå som eksempel for de fejltagelser der blev begået af slut-1800-tallets retssystem.