Fra en Fattiggaard. (Efterskrift til Politivennen)

For et Par Dage siden kom der en Mand - Skomager Petersen paa Nørrebro - til os og beklagede sig over, at hans Broder mod sin Villie blev holdt indespærret paa Fattiggaarden og Arbejdsanstalten i Hillerød. Vi tog med ham derned for at undersøge Sagen.

Maltgører Niels Petersen, en Mand paa 58 Aar, arvede for nogen Tid siden ca. 1200 Kr. efter to Brødre. Desuden ejede han selv i Obligationer med Pant i en Jordlod en lignende Sum, saa han i alt besidder ca. 2400 Kr. Under Skiftet blev hans Tarv varetaget af en Prokurator i Hillerød, som siden har havt hans Penge og Papirer i Forvaring og i Februar Maaned nægtede ham at faa en Øre af dem, men derimod forlangte, at han for egen Regning skulde lægges ind paa Arbejdsanstalten.

Manden led og lider endnu af Nervegigt i Benene, og da han ingen Penge maatte faa, var han nødt til at bøje sig og blev lagt ind paa Anstalten den 26. Februar. Her har han siden nydt akkurat den samme Behandling som Fattiglemmerne, men maatte ikke alene betale for sit Underhold, men ogsaa købe de Sengklæder, han skulde benytte, samt give 1 Kr. om Maaneden til den Mand, der passede Fællesstuen, han laa paa, og 1 Kr. til en Kone paa Anstalten. Selv fik han af sine Penge 10 Øre om Dagen til Puddersukker og lignende Smaafornødenheder, men Tilladelse til at købe en Flaske Hvidtøl kunde hverken han eller Fattiglemmerne faa.

I de 5 Maaneder, han har ligget paa Anstalten, har Lægen ikke en eneste Gang set til hans syge Ben, aldrig spurgt om han fejlede noget, eller Insektøren har draget Omsorg for, at Lægen tog sig lidt af ham. Han ønskede derfor at komme ud for at blive indlagt paa et Hospital, men det blev ham nægtet den ene Gang efter den anden. Ligeledes har man 3 Gange forment hans Broder Adgang til at besøge ham.

Vi spurgte ham, om det var hans bestemte Villie at tage ud, hvortil han svarede Ja. Inspektøren havde hidtil bestandig sagt, at han ikke kunde komme ud uden skriftlig Tilladelse fra Prokuratoren, som havde hans Penge. Vi gik derfor til denne, for at saa at vide, med hvilken Ret man holdt ham indespærret, men fik ikke herpaa noget fyldestgørende Svar. Prokuratoren henviste os i øvrigt i et og alt til Borgmesteren som den eneste, der kunde tage Bestemmelse i denne Sag. Vi kunde ikke indse, at Borgmesteren havde det fjærneste med Niels Petersen at bestille, denne var saa fri en Borger som nogen Mand i Landet. Kun fik vi at vide, at Borgmesteren var opfordret til at erklære ham umyndig, og at dette skulde støttes paa, at en meget gammel Læge for første og eneste Gang havde været inde at tale med ham i næppe to Minuter, uden at der derved var fremkommen det fjærneste, som kunde tyde paa, at han trængte til en Værge.

Fredag Morgen korte vi da i Forening med Niels Petersens to Brødre op paa Anstalten og krævede af Inspektøren, at han øjeblikkelig skulde give ham fri. Efter en Del  Indvendinger, navnlig den, at vi først skulde have en skriftlig Tilladelse fra Prokuratoren, satte vi endelig vor Vilje igennem hos Inspektøren. Da vi sagde bom, at ikke Alverdens Borgmestre og Prokuratorer kunde holde Manden tilbage i Anstalten mod hans Vilje, og at han paadrog sig Ansvaret for Deltagelse i denne Ulovlighed, gav Inspektøren tabt og Niels Petersen sad faa Øjeblikke efter paa Vognen i Gaarden.

Vi havde samtidig givet en Mand Ordre til at bære hans Sengklæder med, men til vor Forbavselse modsatte Inspektøren sig dette, med den løjerlige Motivering, at dem skulde han ikke bruge paa Hospitalet. Vi havde dog ikke Lyst til at Manden skulde "forære" sine Sengklæder til Anstalten, og saa kom de ned Vognen. En halv Time efter kørte han med Toget til København, og vil nu blive indlagt paa Hospitalet.

Ret ejendommeligt er det, at man gentagne Gange har gjort Forsøg paa at afkøbe ham hans Arv for en billig Penge. Men han var klog nok til ikke at gaa paa den Limpind. Derimod havde han en Broder, som solgte sin Arv til en af Byens Politibetjente for 50 Kr., og kort efter viste det sig, at Arven var paa 148 Kr. Sælgeren var absolut uvidende herom, da han gik ind paa Handelen, men om Betjenten var det, er en anden Sag. En anden Broder fik man til at sælge sin Arv for 600 Kr., og ogsaa her viste det sig at det var en god Forretning for Koberen, idet Arven udgjorde 1928 Kr.

(Social-Demokraten 6. juli 1890).

Skansegården, Skansevej 2 var opført i 1868 som fattiggård og arbejdsanstalt for Hillerød Købstad, Frederiksborg Slotssogn og Nørre Herlev.

En dygtig Haandværkers Levnedsløb. (Efterskrift til Politivennen)

Stille og ubemærket er i forrige Uge en gammel dansk Haandværker afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, skriver "Haandværkerbladet". Lauritz Brandt fortjener imidlertid fuldt vel at mindes blandt den Kreds af Mænd, han tilhørte; thi ikke blot var han en god og brav dansk Haandværker, men Skriftstøbemaskinens Opfinder har ogsaa Krav paa at fremhæves i denne Egenskab som en Mand, der hædrede sit Land og sit Folk ved sin betydningsfulde Opfindelse. "Haandværkerbladet"s Redaktør, der maaske var en af de første, som i sin Tid henledede Opmærksomheden paa Brandt, griber derfor gjærne denne Lejlighed til at minde om ham.

Lauritz Brandt blev født i Svendborg den 6te September 1807. Hans Fader var Klejnsmed i Faaborg, og hos ham lærte han Professionen, hvorefter han i 1827 som Svend drog til Kjøbenhavn, hvor han forblev til 1829. Saa begyndte hans "Vandreaar". Med Ranselen paa Nakken og Stokken i Haanden drog han af Sted, dog ikke, som de fleste Haandværkesvende paa den Tid, til Tyskland, men til Rusland. I St. Petersborg henlevede han et Par Aar, sysselsat ikke blot med Arbejder i sit egenlige Haandværk. men ogsaa med alle Haandemekaniske Arbejder, saasom mathematiske Instrumenter o. desl. Fra Rusland gik Rejsen til Tyskland og Østerrig, hvor han gjæstede Prag, Wien, Munchen, Køln, Berlin og flere Byer og navnlig opholdt sig i længere Tid i den prøjsiske Hovedstad. Under sit Ophold i Tyskland ægtede han 1839 i Missdach i Bajern Anna Kerrn.

Efter at have set sig godt om i Evropa drog Brandt til Amerika, og her falder største Delen af hans senere Liv. Strax efter sin Ankomst til New York arbejdede han i Aarene 1840-43 hos det bekjendte Skriftstøberfirma David Bruce jun., og her forfærdigede han sine første Skriftstøbemaskiner. Der var Tale om, at han skulde gaa i Kompagni med Bruce, men dette blev ikke til noget, og han rejste saa til Europa for at udnytte sin Opfindelse der. I 1844 overlod han sit Patent til det bekjendte Skriftstøberfirma Ed. Haenel i Berlin, men det pekuniære Udbytte deraf var ikke stort, og Ære høstede han ejheller meget af, da Haenel i sine Cirkulærer fortiede Opfinderens Navn, saa at man i Tyskland snart tillægger Haenel, snart Steiner i München eller andre Æren for Skriftstøbemaskinens Opfindelse.

Ogsaa andre Gjenvordigheder maatte Brandt døje i Tystland, saaledes den, at en Landsmand, der arbejdede i hans Værksted, og som han havde vist megen Tillid, forlod ham for at gaa til F. A. Brockhaus i Leipzig, hvor han grundlagde et nyt Værksted, som imidlertid kan præsterede daarlige Arbejder og derfor bragte Maskinstøbningen i Miskredit. Misfornøjet forlod Brandt Tyskland og vendte hjem til Danmark, for hvilket Land Skriftstøber Fr. Fries i 1846 havde kjøbt Patentet, og hvor han byggede flere Maskiner, deriblandt tre for Fries, som endnu existerer. Senere byggede Fries selv flere Maskiner, men trods Forandringer i Konstruktionens Enkeltheder ligner de i alt væsenligt Brandts oprindelige. Ogsaa til Sverige afsattes flere Maskiner, særlig til den bekjendte dygtige Journalist, industridrivende og Politiker Lars Hierta, der havde afkjøbt Brandt det svenske Patent, som imidlertid efter Overenskomst overdroges Bogtrykkerfirmaet P. A. Norrstedt & Søner. En ligeledes her i Landet bygget Maskine kom til Hamborg. 

I 1848 vendte Brandt tilbage til New York og grundlagde der et Værksted, som udfoldede en betydelig Virksomhed, og hvorfra en Mængde Maskiner er udgaaede til alle Verdensdele: Evropa, Amerika, Asien (Ostindien og Kina). Forretningen var nu bleven lukrativ, og med en ved Flid og Dygtighed erhvervet Formue kunde Brandt i 1859 trække sig tilbage til Privatlivet efter at have overdraget sit Værksted til en dansk Medarbejder. N. Erlandsen, der som fattig Dreng havde været i Huset hos hans Forældre i Faaborg og derefter var kommen over til ham i Amerika. Brandt vedblev at bo i New York, hvor han nød høj og vel fortjent Anseelse i den danske Koloni, men han følte dog af og til Trang til at besøge den gamle Verden og glemte selvfølgelig da ikke at gjæste sit Fædreland, til hvilket han vedblev at nære varm Kjærlighed. Under et Besøg her i 1869 havde han den Sorg, da han maatte vende tilbage til New York, at maatte efterlade sin syge Hustru paa Diakonissehospitalet, hvor hun næste Aar afgik ved Døden af Kræft.

Endnu godt og vel en halv Snes Aar forblev Brandt i Amerika; men i 1881 vendte han tilbage til Danmark for at tage varigt Ophold her, og i Kjøbenhavn henlevede han sine sidste Aar. Som 83-aarig Olding døde han i den By, til hvilken han kom første Gang for 63 Aar siden som ungt Menneske. Hans Liv har været langt og bevæget; men det har ikke været levet forgjæves, thi i hele den civiliserede Verden nyder man godt af hans Snille.

(Morgenbladet (København) 4. juli 1890).

Lauritz Brandt blev begravet fra kapellet ved Fasanvejen (Solbjerg Kirkegård) fredag den 2. juli 1890.

I flere amerikanske gennemgange af maskinerne fremgår at det var David Bruce som i 1838 opfandt maskinen og at Lauritz Brandt stjal opfindelsen og solgte den i Europa under sit eget navn, hvorfor man helt op til midten af det 20. århundrede i Europa kunne se omtaler af maskinerne som Brandt maskiner.

Man kan se lidt om ham og hans værktøj på en hjemmeside. Heraf fremgår det at Brandt havde værksteder forskellige steder  mellem 1842 og 1880 i New York. Han fremhæves flere steder som en pioner.

Stakkels Gamle! "Almindeligheden." (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Amaliegade ligger der en anselig Graastensbygning med mange smaa, tærnede Ruder. Bag Ruderne hænger rød- og hvid stribede Gardiner det ene Fag ved Siden af det andet i en sørgmodig, ensformig Uendelighed Og i Vinduerne ser den forbigaaende der tilfældigt og ligegyldigt eller af Nysgærrighed vender Blikket derop, Gammelmands- og Gammelkone-Ansigter titte frem. Rynkede, furede Ansigter af lerbrun Teint under hvide Haar eller gammeldags Kapper, indfaldne, dybtliggende Øjne, hvis matte Blik med Livets sidste Kræfter, Planten lig, søger imod Solen, der lyser bredt og varmt derude over den vide, kedelige Gade og svømmer i Lyshav over den aabne Amalienborg Plads.

Tæt ved Siden af den Ejendom, der tilhører det rige classenske Fideicommis, ligger Bygningen, de gamle, fattige og syge Folks Hjem, hvis Navn er "Almindeligt Hospital", i daglig Tale "Almindeligheden."

Tungt og sløvt snegler Livet sig til dagligdags hen derude bag de graa Mure. Paa dette Sted er Haabet forlængst ladt ude, her lever kun Vrag af Menneskeliv, der intet længer ønsker og begærer. Livet udenfor deres snevre Stuer og Gange kommer dem ikke ved. Sjældent trænger et Glimt derude fra ind til dem gennem de tærnede Ruder. Og lykkeligst er de af de gamle Stakler, hvis Tankeliv kun bevæger sig i samme Kredse som i Barndommens længst tilbagelagte Dage, - for hvem Drømmene om det svundne er blevne til det virkelige Liv, medens Livet udenfor, det Liv paa Gader og Stræder, i Handel og Vandel, Liv i Kærlighed og Had, i Ærgerrighed, i Begær, i Skuffelse og Savn - alt det kun er et Skin.

Stormen, lad den kun tude,
Bølgen, lad den kun slaa,
Drømmenes Kyst den lyse,
kan de dog aldrig naa.

"Almindeligheden" i Fest.

Saa kommer der en skønne Dag Liv paa "Almindeligheden" - som nu sidst igaar.

Hospitalet har nemlig en Inspektør, Kruse er hans Navn, der sidder inde med alle de Egenskaber, der er ønskelige hos en Forstander for en Anstalt som denne. Han har først og fremmest Kærlighed til da gamle Stakler, der er betroede til hans Varetægt, han véd, hvor lidt der kan fornøje dem og sørger for, at nu og da en lille Fest med Oplæsning og Musik kvikker en Smule op i deres ensformige Liv. Og i Reglen er han saa heldig at kunne skaffe sig en saadan kunstnerisk Assistance, der bedst falder i Hospitalslemmernes Smag.

Inspektør H. V. Kruse. 1890. Udsnit af foto fra Københavns Museum. Fri af ophavsret.

Det er ikke fine, nymodens Rariteter, de gamle forlanger. Det gælder at finde Toner, der anslaar de rette Strænge, vækker de slumrende Minder og lokker de halvtglemte Smil frem og faar de halvtfortørrede Taarekilder til at flyde.

Spil igen de gamle Melodier, dem, vi nynned' i vor Barndoms Tid.

Denne stiltiende Appel rettedes igaar til

Hr. Balduin Dahl.

I Hospitalets Gaard - Grønnegaarden kaldet - skulde Koncerten afholdes. Fra den tidlige Morgen var den pyntet til Fest. Foran Økonomibygningen var der rejst en smagfuld Tribune, dekoreret med Skjolde og Flag, med grønne Planter og Laurbærtræer. Arrangementet skyldtes d'Hrr Assistent Madsen og Overportner Ehlern.

Omkring Tribunen var Bænke og Stole stillede op.

Saa dirrede den mægtige Malmklokke sine Toner ud over Grønnegaardens Træer, kaldende paa gammel om just ikke paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg til den evige Hvile

Og gamle Kvinder og gamle Mænd kom rokkende ud fra de mange Stuer og Gange, somme ved Krykke, somme ved Stav, men alle klædte i deres bedste Puds. Herregud, om saa Moderne var lidt forældede, om enkelte af dem skrev sig fra Frederik den sjettes Tid og de fleste fra vore Bedsteforældres Dage! -

Saa kom det store Øjeblik.

Ind trén, fulgt af sit flinke Orkester Hr. Balduin Dahl. -

Hr. Dahl er - det havde vi paa Forhånd opdaget - svært populær ude paa "Almindeligheden". En gammel Kone, med hvem  vi havde Lejlighed til at underholde os, fandt, at han var sød. Vi måtte give Konen ret.

Hun havde kendt ham fra Filosofgangen, hvor i sin Tid hans Fader, Musikdirektøren for Pantomimen paa Tivoli, havde boet, "Aa, Gud, hvor han var smuk den Gang." Og dejlig er han endnu med sit hvide Skjortebryst og sit flotte Overskæg, men lidt fed var han jo bleven.

Og for anden Gang gav vi den gamle Ret!

Koncerten.

Med megen Smag havde Hr. Dahl valgt sit Program.

Han lagde for med Bryllupsmarchen af Mendelsohns "Skærsommernatsdrøm".

Og alle lyttede andægtig til. Der var Stilhed som i en Kirke. Man saa Miner fortrække sig, Taarer rulle ned over de gamle, rynkede Kinder. Kun Hr. Balduins celebre Fysiognomi var evigt og uforanderligt det samme.

- Størst Lykke gjorde Hartmanns "Liden Kirsten", Lanzkys "Fantasi over danske Sange" og N. W. Gades "Brudevals" af "Et Folkesagn". Særlig det sidste Nummer maatte atter og atter gentages:

Livet er som en skøn Melodi,
dog stundom er den svær at nemme . .

- Til Finale intonerede Orkestret Nationalsangen "Kong Kristian stod ved højen Mast", der maatte spilles to Gange.

Saa traadte en gammel, hvidhaaret Dame paa 86 Aar, Madam Gøtsche, frem og overrakte under Taarer Hr. Dahl en dejlig Urtekost.

Hr. Dahl var synlig rørt. En Taare listede sig ned over hans Kind og blev hængende i den venstre Spids af Mustachen, hvor den glimter omkaps med Ridderkorset paa hans Bryst. -

Post festum.

Det varede længe, før de gamle kunde bekvemme sig til at rømme Pladsen. Der var jo saa meget at snakke sammen om. Omsider maa de dog afsted. Portneren bærer de syge op i deres Senge. Inspektørens tre flinke Sønner bistaar ham trolig med at hjælpe de Gamle.

En Kreds af indbudne tager dernæst Stuerne paa Hospitalet i Øjesyn. Her ligger i Sengene de stakkels værkbrudne, der ikke har været i Stand til slæbe sig ned i Grønnegaarden. Dog ogsaa for dem har Tonerne lydt.

I Stuen Nr. 43 hilser vi paa vor gamle Ven, William Rasmussen. Han er kun sytten Aar og mangler begge Ben! Naturen har været haard hans Legeme, men hans Aandskraft er uforstyrret, han synes endogsaa at være i ret godt Humør.

En bekendt Højreredaktørs Frue sidder ved hans Seng.

"Tak for "Dagens Nyheder" siger Staklen og maa jeg ogsaa takke Dem for "København". De to Blade læser jeg hver Dag. De er udmærkede. Det maa være to kloge Redaktører. Men jeg tror alligevel at  Hr. Carstensen er den klogeste, for han bliver aldrig dømt for Presseforseelser."

Vi tillader os et diskret Smil. -

Snart efter belaver vi os saa smaat paa at forlade Hospitalets Domæner. Vi kommer ikke derfra før forekommende mennesker har underrettet os om, at en ny Fest af lignende Art i en nær Fremtid vil glæde "Almindelighedens" Lemmer, og at Sangeren Hr. Güthler - kendt fra "Højres Arbejder- og Vælgerforening" - og Oplæseren, Hr. Fotograf Albert Schou hertil har tilsagt deres Assistance.

Meget kønt af de Herrer!

Swife.

(København 28. juni 1890).

"Lemmer" på Almindeligt Hospital. Ingen årstal. Københavns Museum, fri af ophavsret.

Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891) var på daværende tidspunkt 56 år. Han var dirigent og komponist, født i en familie med flere musikere. Han spillede som dreng i Pantomimeteatrets orkester hos sin far og som ung i forskellige i militærorkestre. 1864 leder af Tivolis hornorkester (harmoniorkester). Efterfulgte 1873 H. C. Lumbye som dirigent i Tivolis koncertsal. Han stod lidt i skyggen af den store dirigent, og det blev ikke bedre da han 1881 lod orkestret spille en af de tyske kejserriges mange "nationalmelodier", "Heil dir im Siegerkranz" under feltmarskal Helmuth v. Moltkes besøg i Tivoli - det var ham der stod i spidsen for Preussens hær i 1864. Han fik imidlertid orkestret opgraderet til  symfoniorkester, der turnerede i Danmark, Skåne og Hamborg (1890), og uropførte Carl Nielsens strygersuite op. 1, i 1888. 

Selv skrev han lejlighedsmusik, valse, polkaer, marcher, galopper mm. En af de kendteste er Frederik VIII's honnørmarch. Det skete dog først 22 år efter hans død, da Frederik blev konge. Marchen opnåede folkelig status under navnet ”Ning-nu-marchen”. Det musikalske tema fik nemlig folk til at synge ”Vil du med på bevært-ning nu?” når Livgarden marcherede gennem Københavns gader. Derudover Riberhus-marchen som stadig spilles af livgarden. 

Han døde ret ung, knap 57 år og blev begravet først på Holmens Kirkegård, men 1905 flyttet til Garnisons Kirkegård. Gravstedet er nedlagt.

Politiets Petersen'er. (Efterskrift til Politivennen)

II

Theodor Petersen.

Det er vel en halv menneskealder siden, at der henne på Pilestrædes politistation fandtes en overbetjent, hvem hans overordnede spåede snarligt avancement, og på hvis ophøjelse hans underordnede tænkte med bæven, for han var streng indtil smålighed, talte altid med en røst, som kommanderede han en deling ude på Fælleden, og overholdt militærbarsk disciplin.

I det private liv en elskværdig og omgængelig personlighed, og skønt han er som født og skabt til at bære uniform, kunne det mange gange falde ham ind - lige imod Crones dagsbefalinger - at vandre til og fra stationen samt inspicere de patruljerende betjente i civil påklædning.

Forøvrigt et højst karakteristisk ydre: skarpe, stærkt markerede, næsten mefistofelitiske ansigtstræk (NB. efter den Aage Foss'ke tradition), der yderligere fremhæves af glorødt hår og skægvækst, hertil en høj og slank, mager, senestærk og knoklet figur.

Han hed Theodor Christian Mogens Petersen, født 1842, student 1862, juridisk kandidat med anden karakter 1869, senere løjtnant ved dragonerne.

I 1877 blev han politiassistent i St. Kongensgade-distrikt; efter Clausens død første politiinspektør, chef for ordenspolitiet.

På en måde gik betjentenes frygt i opfyldelse; en hidtil ukendt militærstramhed gennemførtes, mulkter og andre straffe regnede ned over de ulykkelige, der havde begået en af disse rædselsfulde forbrydelser som at knappe uniformen til venstre, når dagsbefalingen lød: til højre.

"Dragonen", som den ny inspektør kaldtes af de menige, blev snart upopulær indenfor politiets rækker; og snurrigt nok, det var, som havde han rent glemt, at den tid ikke lå fjern, da han qua betjent ikke havde handlet ganske i overensstemmelse med en, så med en anden dagsbefaling.

Publikum manglede han også især grad evnen til at stille sig i passende rapport til; der var en vis sabelklirren i hans tone, som ikke tiltalte jævne københavnske borgere; og bedre blev det ikke, da han hin mindeværdige juli-aften i National sprang op på en stol og højrød i kammen udtordnede: "Enhver, der piber eller hysser under præstationerne, bliver werfet."

Sådan et udtryk syntes borgerstanden vel studentikost, og hele Korns elskværdige smidighed var fornøden for at hindre det ulmende oprør i at bryde løs.

Specielt blandt beværterne var han i sin tid yderst ildeset; der klagedes over hans bryske tone, over hans kuriøse gåen-i-detaljer med kortskørtede danser- og sangerinder og den slags.

Tiden, der læger alle sår har imidlertid kastet et sonende skær over Theodor Petersens martialske skikkelse. Ganske vist, han er fremdeles streng, efter manges mening for streng, men ligesom det må indrømmes, at der efter Clausens ledelse tiltrængtes en alvorlig afstivning af disciplinen, således anerkendes Petersens retfærdighedsfølelse af hver pligtopfyldende betjent.

Og publikum har efterhånden vænnet sig til ham og er nået til erkendelse af, at han ikke er så slem, som han ser ud til.

Indenfor beværternes kreds hersker vel endnu en del, ikke uberettiget misstemning, men også på dette område er der sket fremskridt ; i hvert fald er der ingen, som tør påstå, at den nuværende første politiinspektør tager personlige hensyn, lader skydebane- eller andre uvedkommende indflydelser gøre sig gældende.

Kort sagt, vi trækker vel på smilebåndet, når Theodor Petersen rykker frem i spidsen for sine beredne betjente, men vi glemmer dog ikke, at der er adskilligt, man bør være ham taknemlig for, - ikke mindst, at han har holdt Københavns gader rene for gendarmer.

Corar.

(København, 29. juni 1890).

Krucifix paa Romersk Katolsk Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke længe siden, at der til den herværende katolske menighed fra Münster ankom et pragtfuldt relikvieskrin bestemt til at gemme en eller anden katolsk helgens ben eller rettere saagt nogle deraf. Nylig har atter den samme menighed i udlandet ladet udføre et andet, specielt for den bestemt kunstværk. Det er et monumentalt krucifiks af sandsten som præsekten har bestilt og som skal rejses på den nye katolske kirkegård der er beliggende ude ved kommunens Vestre Kirkegård. Også dette arbejde er præsteret i Münster hos en derværende billedhugger ved navn H. Fleige der specielt arbejder for den katolske kunstindustri, og som for resten afgik ved døden få dage efter dets udførelse på sin 50-årige fødselsdag. I de katolske lande findes der en skole som støtter sig til en gammel tradition for kunst og håndværkere der udelukkende arbejder på sådanne genstande, som benyttes til katolsk ritus, og som jo ofte består af guld eller sølv med prydelser af ædle stene. Det har imidlertid vakt nogen beklagelse at vore katolikker når de ville have sådanne arbejder, ikke lader dem udføre her i landet hvor man meget vel kan præstere det som forlanges

(Bornholms Avis og Amtstidende, 23. juni 1890).

Krucifix på den katolske kirkegård. Det står i centrum af den cirkel hvor de højtstående katolikker ligger begravet foran kapellet. Foto Erik Nicolaisen Høy.