Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia 1816-1892. (Efterskrift til Politivennen)

Baron Gedalia.

Han blev henved 76 Aar gammel, havde længe bevaret sin energiske Natur, men var dog efterhaanden kjendelig ældet, havde nu i Maaneder været svag, og naar hans Lig snart skal føres til "det gode Sted", som hans Troesfæller sige, er Døden, ogsaa rent menneskelig seet, her kommen i rette Tid for den gamle Mand, der havde ført saa mangen en haard Kamp i Livet.

Der var sikkert en ualmindelig Dristighed hos ham. At han blev "sin egen Lykkes sadelmager", hvad han med Hentydning til sin første Stand som Haandværker holdt af at fremhæve, stiller ham vel ikke fra mange Andre; kun Faa fik alligevel Lykkens Hjul til at rulle for sig i saa store Svingninger. Da han i 33 Aars Alder i 1849 etablerede sig som Vexellerer, udfoldede han ikke blot den største Iver, men viste stort Talent, ihvorvel det skortede ham paa elementære Kundstaber, hvis Betydning han vel eiheller værdsatte tilstrækkelig. Med godt Hoved og utrættelig Arbejdsomhed mente han at kunne erstatte, hvad der syntes ham mere eller mindre pedantisk i Forretningens korrekte Førelse.

Det hang sammen med hans Væsen i det Hele og blev bestemmende for hans Skjæbne, han havde Ild i sig, hans Forstand var hidsig. Hans Fantasi brændende, hans Forfængelighed kogte over alle Bredder, Plump og plat forstod han end ikke at give sig Skin af fin Dannelse, men busede paa og blandede sig i saa Meget, at han med nødvendig Nemesis en Dag maatte falde. Thi med sin Races bedste Fortrin forbandt han aldrig den Smidighed, som paa den ene Side grændser til Snedighedens falske, forførende ydmyghed, paa den anden Side til llar Værdsættelse af alle Livets mødende Magter. Gedalias Klogskab strakte ikke saa vidt, at han kunde lempe sig og og toge det rigtige Maal af sig selv og af Andre. Han var en stor Begavelse, men manglede Ligevægt, forbi han manglede Opdragelse i dette kloge Hoved var der et tomt Rum hvor Takt skulde have Sæde - en intellektuel Brist, mere end en moralsk, skjøndt selvfølgelig ikke uden Sammenhæng med hans Karakter.

Ret betegnende vandt han derfor mindre Tillid her i Landet, hvor man lettere kunde gjennemskue ham, end i Udlandet, hvor hans Talenter og Dristighed bedre vare i Stand til at blænde. Det klinger næsten løierligt, men skal dog være fandt, at han i 1870 kunde faae sine brede Fingre ind i det sine Væv, som var det franske Tronfølgespørgsmaal. At han, som allerede nogle Aar i Forveien var bleven Portugals Generalkonsul, nu tillige erhvervede sig en obskur italiensk Barontitel, betyder mindre, selv om det var karakteristisk nok for ham, Men at han drømte om at spille en stor-europæisk Rolle og var paa Veie dertil, er lige saa eiendommeligt, som det er forstaaeligt, at han alligevel langtfra naaede Maalet.

Han satte sig da et andet, ikke mindre uopnaaeligt, her i Fødelandet. Tietgens Laurbær have hindret Flere i at sove rolig. Gedalia drev de til en hemmelig og aabenbar Konkurrence, hvor hans Hastighed tog Magten fra ham selv uden at giøre kjendeligt Indtryk paa Modstanderen. "Den danske Landmandsbank" var han saaledes med til at stifte, og flere store Foretagender tog han paa sig, var af og til heldig, forgreb sig alligevel paa stedse større Muligheder og endte med at gaa helt i Stykker paa Kalundborgbanen. Det var i 1875, og hermed sluttedes egenlig hans Livs store Skuespil, hvori der jo ikke var saa Lidt af en Komedie. Thi det lader sig ikke nægte, at naar Gedalia gav sig til at spille de store Roller, virkede han ikke mindst som Komiker. Der var for grelle Misforhold mellem hans Villen og Kunnen, hvad Evnen til at holde en første Klasses sociale Position angaaer. Mindst af Alt fattedes der Manden Hjerte: han var god, og han var godgjørende i stor Stil, ingenlunde blot med Brask og Bram. Han var, om end ikke ulastelig, dog vistnok saa brav og retskaffen som de Fleste. Men han var ikke født og opvoxen til at bære den fine Dragt eIler den fornemme, herskende Stilling. Ilden i ham drev ikke blot Intelligensen i Veiret, men hidsede ham, og Forfængeligheden god Olie til Ilden. Halvt respekteret, halvt despekteret, gjerne anerkjendt for mange gode Egenskaber, men uundgaaelig fulgt af Smil, der ikke vare smigrende - saadan var Gedalia i sine Velmagts Dage, da han gav Baronen her i Byen. Men Komedien sluttede, og Tragedien begyndte.

Han drog bort, han kom tilbage, han begyndte forfra, og han arbeidede ufortrøden, snakkede ikke mindre uendeliq og gjorde derved sig selv mest Skade. Nu kunde Folk jo tage ham mere fra oven nedad, hvad vel ei heller forsømtes. Og dog var det vel snarest saa, at Sympathien netop voxede for ham, mens man saae den aldrende Mand, hos hvem ogsaa det Ydre var mærket af Kampens Slid, arbeide og arbeide. Derfor glædede det Mange, da han slap ret heldig gjennem en kriminal Anklages Skjærsild, og det turde i lige Maade være, at ikke Faa havde ønsket ham et bedre Udfald af Høiesteretsdommen, ved hvilken Børsens Ret til al holde ham exkluderet imidlertid blev rettelig stadfæstet. Dette Slag var hans sidste, og nu sank han hen i Betydningsløshed. Sligt skeer sjælden uden Skyld, og Gedalia havde utvivlsomt Skyld i sin tragiske Skjæbne. (Naturligvis vil dog Ingen sige, at han blev en tragisk Heros. Men som han i Livet, trods al Latterlighed, dog ikke blot vandt Position en Tid lang, men virkelig, om end betinget Anerkjendelse og Sympathi fra mange Sider, saaledes skal han ogsaa ved sin Bortgang fra dette Livs Scene mindes, ikke blot som en eiendommelig ret kuriøs Person, men som en virkelig Kraft, der kun manglede det lille "Kun", der hedder Ligevægt mellem Evnerne.

(Nationaltidende 11. marts 1892. 2. udgave).

Ukendt fotograf: baron, bankier Gedalia, Gottlieb Abrahamson (13.4.1816-10.3.1892). Deet kongelige Bibliotek.

G. A Gedalia

døde i Forgaars Eftermiddags.

Fra fattig Sadelmagersvend havde han arbejdet sig op til at blive en af Kjøbenhavns mere velhavende Veksellerere. Han ejede, da hans Formue var størst, omtrent 600.000 Kroner. Men han tilsatte Formuen mange Aar før sin Død og døde som en fattig og stærkt gældbetynget Mand.

Gedalia var en udannet, men snu og flittig Købmand. Han begyndte sin Virksomhed paa en Tid, da der ingen privat-Banker fandtes her i Kjøbenhavn, og hvor de bestaaende Veksellererforretninger havde et gammeldags, primitivt Tilsnit. Gedalia gav hurtigt sin Veksellererforretnmg det halvt bankmæssige Tilsnit, der nu er akcepteret af de fleste kjøbenhavnske Veksellererforretninger. Han modtog Indlaanspenge og gav Rente deraf, hvad Nationalbanken ikke gjorde, og mange store kjøbenhavnske Handelshuse benyttede hans Firma til Opbevaring af deres disponible Penge, saaledes som de nu benytter Bankerne. Han skaffede sig Forbindelse med udenlandske Bankhuse udstedte Veksler og Akkreditiver paa dem og lod dem besørge Køb og Salg af Obligationer og Spekulationspapirer, hvad Datidens kjøbenhavnske Veksellerere ellers ikke indlod sig paa, og han samlede som Kunder for sit Firma største Delen af Kjøbenhavns spekulationslystne Publikum.

Saaledes kom hans Forretning hurtigt i Vejret. Indlaanspengene gav ham Midler til Forretningens Drift og til Kreditgivning Omsadlingerne paa Udlandet, der koncentreredes i hans Haand, skaffede ham hos Udlandet store Bankhuse en vis Anseelse, og de antog barn i mange Aar for rigere og bedre funderet, end han var.

Da "Privatbanken" stiftede og begyndte at virke, forandredes Gedalia's Stilling. Privatbanken gjorde de Forretninger hvorpaa Gedalia indtil havde omtrent Eneret. Den gav Henter af Folio- og Indlaanspenge og knyttede med Udlandet Forbindelser der blev baade mere intime og mere omfattende end Gedalia's. Indlaanskunderne forlod ham efterhaanden, de foretrak, som naturligt var, et Pengeinstitut, hvis Aktiekapital var kendt, og hvis Regnskab offenliggjordes, fremfor en Privatmand med tvivlsom Formue. Og Tabet af Indlaanskunderne svækkede Gedalias Magt hvad Udlandets Bankierhuse hurtigt mærkede, saa at de blev mindre facile overfor ham, end de tidligere havde været.

Privatbanken havde ingen Vanskelighed ved at tilvende sig Broderparten af Gedalia's bedste Forretninger, og dette saa meget mindre som Gedalia aldrig havde været nogen billig Bankier. Selv der, hvor hans Opgørelser havde et billigt Udseende, var de det i Virkeligheden saare sjældent, og Privatbanken havde svigtet sin Opgave, om den ikke havde taget Forretningerne. Men Gedalia blev dybt rammet baade i sine pekuniære Interesser og i sin Forfængelighed. Han fattede et uudslukkeligt Had til Privatbankens første Direktør og satte senere Tietgen i Forbindelse med alle de Ulykker, der væltede ned over ham. Og da Gedalia var en snakkesalig Mand, spredtes der efterhaanden fra hans Mund ud over Kjøbenhavn et Sagn om en staaende Kamp mellem de to Mænd. Folk, der stod Børsen fjærn, troede paa Sagnet, og da Højesteret for nogle Maaneder siden gav Grosserer Societetets Komite Medhold og holdt Børsen lukket for Gedalia, skildrede et kjøbenhavnsk Dagblad Sagen som en Episode af Ariernes Kamp mod Semiterne. Tietgen, Repræsentanten for den ariske Race, havde besejret Semiten, Gedalia! Og saa var det i Virkeligheden den forrige Formand for Grosserer-Societetets Komité, afdøde Etatsraad Moritz Melchior, fra hvem Forbudet var udgaaet, og Sagen imod Gedalia var en Arv, som Tietgen havde overtaget fra Melchior.

Gedalias bedste Kunder forlod han da efter Privatbankens Dannelse. Han beholdt alligevel ikke saa faa. Dels var han ikke sært kræsen i sit Valg, dels besad han en stor Overtalelses- og Indsmigrelses-Ævne Ikke blot overfor Smaafolk, det kan saaledes nævnes, at han havde vidst at indgyde Finansminister Fonnesbech en Tillid, som denne iøvrigt kom til at betale ret dyrt. Fonnesbech lyttede til hans Raad som Finansminister og som Privatmand; han solgte efter G.'s Tilskyndelse store Poster af Statskassens solide Papirer og ombyttede dem med andre, mindre kendte, og han betroede ham store Beløb af sine egne Midler, saa at han senere blev stor Kreditor i Gedalia's Fallitbo.

Paa Kjøbenhavns Børs fandt Gedalia imidlertid aldrig nogen Tiltro. Dette havde en dobbelt Grund. Den ene var den at Børsfolk egenlig aldrig troede han havde noget, og det var en Overraskelse, da Revisionen af hans Konkursbo oplyste, at han paa et vist Tidspunkt havde ejet 600,000 Kr. Den anden Grund var den, at hans og Børsens Moral ikke stemte helt overens. En af Betingelserne for at være velset paa Børsen er den, at man staar ved de Forretninger, man har gjort. Om der udveksles skriftligt Dokument eller om der kun er gjort mundtlig Aftale, er ligegyldigt - det kendes næsten ikke paa Børsen, at man fragaar en indgaaet Forretning. Men naar man handlede med Gedalia, var man næsten altid en Smule usikker. Den Besked eller det Nik, der sædvanemæssigt gælder for et ubetinget Ja, fortolkedes undertiden af ham anderledes og man overraskede, nu og da ubehageligt, naar man opdagede, at den Forhandling, der mentes afsluttet, maatte genoptages.

Selv da Gedalias Kundekreds og Magt var betydelig indskrænket, vilde han dog aldrig være ved det, og hvad Privatbanken kunde gøre, det mente han ogsaa at være Mand for. Dette var hans Orm og han Ulykke. Den første Gang, det gik haardt ud over ham, var vel 1870-71 efter den tysk franske Krig. Frankrigs Regering havde betroet Privatbanken at modtage Subskription paa det første Milliardlaan. Gedalia bekendgjorde, at ogsaa han kunde modtage Tegning. Og for ret at overtrumfe Privatbanken, meldte han sine Forretningsvenner, at de kunde tegne gennem ham uden at stille nogen som helst Kavtion. Af denne Grund blev der tegnet hos ham overordenlig store Beløb, men da han indsendte Tegningerne til sin Pariserbankier og bad ham besørge dem, nægtede den franske Regering at modtage dem, medmindre der stilledes fuld Kavtion. Gedalia trak saa en Veksel paa London for Kavtionens Beløb og indsendte denne til Paris - den franske Regering lod Vekslen præsentere i London - Betaling nægtedes - og Gedalias Tegninger blev strøgne. Han kunde da ikke levere, hvad han var forpligtet til, og en af Subskribenterne, Wechslerbank i Berlin, der havde benyttet hans Mellemkomst til Tegning af mange, mange Millioner, anlagde et Erstatningssøgsmaal imod ham og vandt det.

Gedalia vilde dernæst bygge Jærnbane, saa godt som Tietgen gjorde det; men han satte saa meget til paa sine Entrepriser, at den danske Regering senere gav ham en Aarsunderstøttelse af Hensyn til det Tab, han havde lidt paa den Jærnbane, som Regeringen gennem Kontrakt med ham havde faaet billigt.

Det Foretagende, hvortil Gedalias Navn længst vil være knyttet, er den danske Landmandsbank. Det var ham, der fattede Ideen dertil, og ham der skaffede Penge fra Udlandet. Bankens Dannelse var for ham tildels et Led i den stadige Kamp med Tietgen. Han var her heldig i Valget af Direktør, han udpegede den nuværende Etatsraad Glückstadt til Posten og skaffede her igennem Banken den finansielle Capacitet, der har gjort Landmandshanken til, hvad den er.

Tabene paa det franske Laan og paa Jernbanebygningeme var større, end Gedalia kunde bære dem. Han forsøgte at kæmpe, men maatte opgive det. Hans Bo blev taget under Behandling som fallit, og han selv rejste til Amerika. Det lykkedes ham ikke at bane sig Vej derovre, han vendte tilbage til Kjøbenhavn, men skønt han havde bevaret noget af sin tidligere Energi magtede han ikke at have sin Forretning i Vejret.

I de sidste Aar var han kun en Skygge at sig selv; han døde syg og nedbrudt.

(Kjøbenhavns Børs-Tidende 12. marts 1892).

Gravsted på Mosaisk Vestre begravelsesplads: Baron G. A. Gedalia. Storkors og commandeur R. af D. f. 12 april 1816 d. 10. maj 1892. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Grundlovsfesten forbudt! (Efterskrift til Politivennen)

Højre er i Aar saa optagen af Guldbrylluppet, at de har besluttet, ikke at afholde nogen Grundlovsfest. Festlighederne i Anledning af Guldbrylluppet varer i 4 Dage og Natter og kun 6 Dage derefter indtræffer Grundlovsdagen. Højres Ledere mener da, at Partiet bliver saa mat i Sokkerne af de 4 Dages Anstrangelser, at en Grundlovsfest 6 Dage derefter kun vilde blive dem en dyr Fiasko.

Socialdemokratiet, paa hvem Guldbrylluppet ikke vil tage saa haardt, har derimod ingen Grund til at opgive vor sædvanlige Mønstringsdag den 5. Juni, og Socialdemokratisk Forbund har derfor atter i Aar indgivet Andragende til Politidirektøren om at maatte fejre Dagen paa vanlig Vis. Herpaa har Politiet givet et Afslag med følgende Motivering :

Den 5. Juni er 1. Pintsedag og i Henhold til Helligdagsloven kan der slet ikke gives Tilladelse til nogen som helst Fest den Dag. Vi ønskede da at afholde den 2den Pintsedag, men det forbødes os at samles paa Boulevarden og brage i Procession gennem Gaderne. Det hele Politiet vilde give Tilladelse til paa den Dag var, at vi maatte samles paa Fælleden ganske som den 1. Maj.

Der blev spurgt Politidirektøren, hvorfor vi ikke kunde saa Lov til at gaa i Procession 2den Pinsedag, der jo kun er som en almindelig Søndag. Svaret lød, at vort Tog var et politisk Tog, og der gaves ikke Tilladelse til politiske Processioner udenfor Grundlovsdagen.

Vi skal nu vise, hvilken ny Hensynsløshed dette er mod Arbejderpartiet, hvorledes man bestandig vover at satte Arbejderne udenfor de Regler og Rettigheder, der gælder for andre Statsborgere.

Autoriteterne er ikke uvidende om, at det, at forbyde Processionen, er at forbyde hele Grundlovsfesten. Det, som giver Festen sin Karakter, er netop Masseudfoldelsen gennem Gaderne, Husenes Udpyntning, Flagene, hele Røret, som Toget vækker, og som gør det til en virkelig Demonstration. Hvis vi ikke den 1ste Maj havde holdt Mødet om 8 Timersdagen paa Fælleden, havde det maaske endda kunnet gaa, men en Maaned efter, saa at sige at holde det samme Møde om igen, det maa enhver kunne sige sig selv er en Umulighed. Kun fordi Politiet vidste dette har de sandsynligvis strakt sig til at tilbyde os at holde Majdagen om igen.

Pintsedag maa vi altsaa slet ikke holde Fest, men Kristi Himmelfartsdag (selve Guldbryllupsdagen) kører Kongeparret og dets Følge gennem Byen; der raabes Hurra i de menneskefyldte Gader, flages og pyntes op, men det forstyrrer ikke Helligdagsfreden.

Paa Højbroplads staar hele den samlede Kommunalbestyrelse og holder Taler midt paa aaben Gade, men det forbydes os at gøre det samme i en afsides Krog paa Fælleden. Om Aftenen kører de atter gennem Byen, der skal illumineres fra Kl. 9 til 11½, men det forhindrer ikke Fejrelsen af Kristi Himmelfart, medens vor Grundlovsfest ikke kan forlige sig med den Hellige Aands Pintsesøndag.

Endnu grellere bliver det, naar man ogsaa sammenligner 2. Pintsedag og Søndagen den 29. Maj. Det forbydes os at gaa i Procession, fordi politiske Processioner aldrig tillades udenfor Grundlovsdagen. Dette Forbud falder samtidig med, at man forbyder os at benytte Grnndlovsdagen. Men i Aftes indeholdt "Berlingske Tidende" en Fortegnelse over "Guldbryllupsforanstaltningerne i København". Heri hedder det:

"Om Søndagen Kl. 4 vil der blive bragt Majestaterne Hyldest af et stort Folketog, udgaaende fra Rosenborg Eksercerplads, ad Gothersgade, Store Kongensgade, Toldbodvejen, Amaliegade til Amalienborg Plads. Efter Opfordring af den Komite, som forestaar Ledelsen af dette Tog, vil Kommunalbestyrelsen gaa i Spidsen for Toget."

Vi foreholdt Politidirektøren, at man her gav Højre Tilladelse til det, man nægtede os. Det var intet politisk Tog, svarede Hr. Eugen Petersen. Jo, saamænd er det saa, og vi skal levere Beviset. Der har været ført Forhandlinger mellem de Liberale og Højre om, at de Liberale skulde deltage i Toget. Som Betingelse fordrede de Liberale, at Toget ikke maatte faa Karakter af nogen politisk Demonstration, men det vilde Højre ikke gaa ind paa. De vilde have Lov til at udfolde deres partipolitiske Bannere fra alle Højres Vælgerforeninger og de øvrige Faner, hvorpaa Indskriften siger, at det er det politiske Højreparti, som demonstrerer. Det vilde de Liberale ikke gaa ind paa og saaledes er det slaaet fast, at Toget Søndag den 29. Maj er et rent og skært politisk Højretog.

Politidirektøren tillod sig endvidere den vittige Bemærkning, at det jo stod os frit for, saa mange vi var, at slutte os til Højres Tog. Det samme kan vi med lige saa god Ret sige om Socialdemokratiels Tog den 5. Juni; det staar alle frit for - selv d'Hrr. Ministre og Ploug og Matzen - at slutte sig til vor Procession, men vi tænker, at d'Hrr. har lige saa lidt Lyst dertil, som vi til at fylde op i Højres Rækker.

Forholdene er altsaa lige med Hensyn til de to Tog, begge er de politiske og Adgangen aaben for alle. Desuagtet forbydes vort Tog, men Højres tillades, skønt det demonstrerer for en privat Familiefest, medens vort er en Festligholdelse af Landets eneste Frihedsdag, der hvert Aar plejer at blive feiret. Og saa forsøger man at klare sig ved en Usandhed oven i Købet.

Dette er den nyeste Illustration til den "lige" Ret, man nyder, naar man hører hjemme blandt Arbejderne og naar man er indrulleret i Højres Geledder. Det gaar gennem alt, stort og smaat. Lighed for Loven, Kampen for Brødet og nu ogsaa Retten til at gaa gennem Byens Gader.

Skade kun, at de ikke helt kan undvære Arbejderne, thi saa forbød de dem da overhovedet at være til.

(Social-Demokraten 8. maj 1892).

Den 9. maj 1892 indsendte bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund en ansøgning til Krigsministeriet om at afholdt et offentligt møde for Grundloven den 6. juni i Rosenborg Slotshave. Såvel krigs- som indenrigsministeriet afslog anmodningen.

Uvillige Præster. (Efterskrift til Politivennen)

En herværende Præst har nægtet at udføre den lovbefalede Mægling mellem et Par Ægtefolk, der ønsker Separation. Der er klaget over ham til Kirkeministeriet.

Præsterne stiller sig ofte meget uvilligt ved Udførelsen af deres Embedshandlinger. Nogle nægter at døbe Børn af borgerlig viede Forældre, andre nægter at ægtevie fraskilte; med Hensyn til Jordpaakastelse ved Ligbrænding har Præsterne ogsaa gjort Knuder.

Præsterne er Statens Embedsmænd. Alligevel tillader de sig den mest forskælligartede og modstridende Fortolkning af Statens Love og almindelig Praksis, og jeg er ved deres Uvillighed at forulæmpe særlig den ubemidlede Befolkning.

Det er almindeligt, at Præsterne stiller sig uvillige overfor Separations- og Skilsmissesager. Nogle Præster forlanger saaledes, at Ansøgningen til Øvrigheden først skal leveres til dem (Præsterne), medens andre paa ingen Maade vil mægle, uden Andragendet først leveres til Øvrigheden. Enkelte forlanger skriftlig Begæring, og atter andre vil kun have en mundtlig. Og saaledes svajer disse kirkelige Lovfortolkere i det uendelige, samtidig med, at den gejstlige Mægling ofte øves med saa megen Energi, særlig overfor de lettere paavirkelige Kvinder, at Separation forhindres, og det endog i Tilfælde, hvor et fortsat Samliv er ensbetydende med Ulykker og Lidelser for Ægtefællerne.

Gejstlighedens Medvirken paa dette Omraade er baade skadelig og overflødig og burde afskaffes. Borgerlig viede Ægtefolk, der vil separeres eller skilles, er fritaget for Præsternes Indblanding, men de kirkeligt viede er ikke saa heldigt stillede. Og vi kan vel næppe vente nogen Forbedring i dette, før den længe ønskede almindelige og forpligtende borgerlige Vielse bliver indført.

Baade Vielse og Skilsmisse bør være en fuldstændig borgerlig Handling, hvor Kirken ikke har noget at sige. Den gejstlige Mægling ved Separation og Skilsmisse er ogsaa af en ganske ny Oprindelse, den blev først indført 1811 paa Foranledning af Biskop Münter.

Af Overretssagfører Oskar Johansens Meddelelser i "Retshjælpens" Aarsberetning ses det, at et meget stort Antal Separationsbegæringer indgives af begge Ægtefæller i Forening, og der opnaas i saa Tilfælde i Reglen Separation blot ved Paaberaabelse af Gemytterne i Uoverensstemmelse. I det ovenomtalte Tilfælde, hvor Præsten har nægtet at mægle, er ligeledes Andragendet underskrevet af begge Ægtefæller, der ogsaa som Separationsgrund anfører Gemytsuoverensstemmelse, og Andragendet er for saa vidt fuldstændig i Orden. Men desuagtet finder Præsten pludselig for godt at stille sig paa Bagbenene. Han skyder sig ind under den Paastand, at Andragendet ikke er "ensidig", det vil sige: han forlanger en Klage fra den ene Ægtefælle over den anden, før han vil udføre sin Pligt: at mægle.

Da Præstens Forlangende er stik imod Praksis, er der som sagt klaget til Kirkeministeriet, der antagelig vil give den stridige Kirketjener en Tilrettevisning. Og da i det hele taget Præsternes Holdning i disse Sager bereder Publikum en hel Del Besvær, er der i Klagen til Ministeriet tillige anmodet om, at der maa blive foreskrevet bestemte Regler, hvorefter d'Hrr. Præster saa har at rette sig, indtil det oprindelige Forhold kan blive genindført.

Saa snart Kirkeministeriets Svar indløber, skal vi offenliggøre det.

(Social-Demokraten 1. maj 1892).

Demimonden paa Kafé. (Efterskrift til Politivennen)

 I

Det er ikke saa grumme længe siden, at det var umuligt for Københavns Damer at vise sig paa en Kafé.

De Tider er heldigvis forbi.

Og vor kære By har dog lidt efter lidt i denne Henseende faaet noget af en Hovedstads Præg. En Sommersøndag, naar Vesterbros brede Passage er sort af Mennesker, naar Vognens lydløst ruller ned ad Asfalten og Solen blinker i Prins Christians Sabel, naar den borgerlige Strøm glider gennem Bredgade paa Vej til og fra Langelinje, - titter fornøjede og nysgærrige Kvindemennesker ud gennem hver en Kafés Rude.

Og efter Teatertid, naar á Portes og Wivels Døre er i uafbrudt Gang, tror man sig et Øjeblik i en By paa en hel Million.

Stedse hyppigere bør Damernes Toiletter og lystelige Pludren live op blandt de vrantne Hængehoveder, der i saa lang Tid gjorde sig til Eneherskere over Borde, Blade og Dominospil.

Sér vi hen til, hvorledes Storbyernes Kaféer og andre offentlige Lokaler befolkes, har vi jo endnu et godt Skred frem!

Og Strømmen har, selv efter vore bekendte smaa Forhold, været saa nogenlunde rart fordelt. Dagen tilhørte Kaféerne, Natten Udskænkningskældrene. Her smuttede de mere lyssky Eksistenser ned efter Paraden i Variétéernes Loger og paa Kistens Balkon, her vidste man, de kunde træffes, men omvendt ogsaa, hvor man kunde undgaa dem. Man behøvede ikke paa sin Stamkafé at modtage et genkendende Nik fra det gustne Væsen, der om Natten havde været saa elskværdig en passant at vælte Kaffen for at kunne indlede en Konversation ad denne ikke længere usædvanlige Vej, eller at kaste en et Stykke hugget Sukker i Hovedet, fordi hun havde hørt noget om Konfettikampe.

Men det er ikke længer saa!

Demimonden er steget op af Kælderhalsen og breder sig i Entresollernes Restaurants i det fulde Dagslys.

I den fra Udstillingsaaret renommerede, gule "Millionæske" ruller de op for Døren.

Med gyldne Baand om Haaret bundet i en Nakkeknude, og føjende Slæb paa Kjolen, prætenderer de deres Ret til Absinthen og de franske Blade. Det er gærne en Kommis, Russtudent eller en Maler, der anser en dristig Præsentation af en letbenet Dame som noget for Kunstneren ejendommeligt, som faar Lov til at være Gelejder. Til Gengæld faar han Tilladelse, til Søndag Middag, medbringende en Flaske Portvin, at konversere hende paa Søngen, medens hun endnu udhviler sig fra den sidste debauche.

Paa Kaféen gøre de søde Piger sig bemærket af alle Gæsterne, retter deres Frisure foran Spejlet, forlanger højrøstet Skrivemappen og lér demonstrerende af Courrier's Obskøniteter. De jager den lille Mand rundt til alle Borde for at hente Blade, som de interesseret gennemkigger , fordi de kender Journalisterne af Udseende og har opsnuset deres Mærker. Ved Buffeten tinger de selv om de bedste Kager med den straalende og bukkende Vært, der, komplet forfjamsket af de bruseode Skørter, tror, at hans Kafé er paa Veje til at blive Samlingsstedet for Københavns Highlife. Imens debaügler de ugeneret med Stamgæsterne. De maaler de tilstedeværende Damer som Kolleger og Konkurrenter, og afgiver deres smaa intime Bemærkninger under Ledsagelse af let forstaaelige Øjekast paa Objektet for Kritiken. Naar de har besøgt Stedet en tre fire Gange, kalder de Opvarterne ved Fornavn og forlanger Gummi til Absinthen.

I Strøgkaféernes Vinduer tiltvinger de sig Hilsen fra forbipromenerende Nattebekendtskaber, de an-ér for kapable til at give Middag og saaledes udfylde den kedelige Pavse før Lygterne tændes

Og Kelnerne, der vænner sig til dette Leben, besigtiger nøje den Dame, man uforsigtigen tager med, idet de mener at genkende hende som den, der fik "et Krus" paa Kredit sidstafvigte, og anviser konfidentilt den mørkeste Baas i det skumle Lokale.

Og bringer "Courrier" -

Nu vel! Vi er ikke bornerte, men ---

Ganske vist er intet rimeligere end at tage sin lille Veninde med paa en pæn Kafé, naar man véd, at hun opføter sig beskedent, er ydmygt klædt og holder sine Øjne hos sig selv. Men det er ikke morsomt, naar man mut og helligdsgsgnaven vil krybe ind i et Sofahjørne, og ved at læse "Gil Blas" glemmer, at det er Skærtorsdag eller en enorm lang Fredag, at blive overgloet af de Flaner, der har aborderet én hos Riise eller Rydberg, og som i en kun svagt aidsen pet Konversation meddeler deres Kavalér vor private Kontrovers fra forrige Nat.

Lad dem i Guds og alle Helgenes Navn faa én eller to Kaféer - det er en ret profitabel Geschäft - , lad dem muntre sig her med en kvartstegt And, en halv Leoville og grøn Chartrerne til Kaffen Saadan som i Verdensbyernes mer end bekendte Knejper, - bare vi faar en ganske lille Plads for os selv.

Ti som det nu gaar, er det absolut irriterende. Og hvad risikerer ikke det stakkels Mandfolk, der er forlovet, og naiv nok til at ville vise Kæresten det uskyldige Sted, hvor han har tilbragt saa mange ensomme Ungkarletimer!

Især naar han, som undertegnede, foruden den forlovede har en lille Hund med (Foks-Terrier, præm Gøteborg 91), og der da opstaar en rørende Genkendelse iscene mellem to.

Saalunde gik det

Glen.

(København 25. april 1892).

Dorph-Petersens Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

Den sidste Tid har været usædvanlig rig paa Jubilæer i Theaterverdenen. Efter det store Dobbeltjubilæum paa det kgl. Theater er Turen nu kommen til Privatteatrene. Folketheatret lægger for med Dorph-Petersens Jubilæum; derefter følger Fru Gjørling har den 25. Oktober, og i Begyndelsen af 93 vil Direktør Abrahams kunne feire 25-Aarsdagen for sin første Optræden paa det kgl. Theater som Albert Ebbesen i "Elverhøi".

Begivenheder i den sceniske Kunsts Verden ere jo fortrinsvis i Kridthuset hos vort hjemlige Publikum - som forøvrigt alle andre Steder, hvor Theatre findes. Ingen anden Kunstart kommer i saa nær Rapport til Publikum, og der opstaaer derigjennem en Art personlig Forbindelse, som selv den populæreste Forfatter, Maler eller Komponist aldrig lærer at kjende. Det er derfor ganske naturligt, at Skuespillerjubilæer faner en egen Fortrolighedens Charme, thi de Mange, som den paagjældende Kunstner har virket for Aften efter Aften, under Melpomenes strenge eller Thalias smilende Maske, kunne her give personligt Møde og sige Tak for de forløbne Aar.

J. F. Dorph-Petersen hører blandt de første af dem, som med en god Samvittighed kan tage mod den Hyldest, der ikke vil udeblive ved hans 25-aarige Jubilæum. Privattheatrene fordre strængt Arbeide af deres Personale, dobbelt strængt, fordi der ikke blot kræves det store Kvantum Tid og Flid, men fordi Arbeidet ofte maa anvendes paa Theaterstykker og Roller, der kunstnerisk set byde lidet fristende Opgaver for de Skuespillere, der betragte deres Virksomhed som mere end et Levebrød. Det er de bedste af dem, som ikke alene bevare Respekten for den Kunst, de udøve, men ogsaa gjennem en lang Aarrække arbeide sig bestandig videre frem.

Det har i særlig Grad været Tilfældet for Dorph-Petersens Vedkommende. Der ligger en betydelig Udvikling mellem den Dag, da denne Skuespiller debuterede paa det kgl. Theater, og til iaar, hvor han holder sit 25-aarige Jubilæum. Efter at have været i tre Sæsoner ved det kgl. Theater - og bl. A. spillet Halling i "En Spurv i Tranedans", Cienzo i "Den Yngste", Jokum i "En Søndag paa Amager" foruden adskillige mindre Roller - kom Dorph-Petersen i 1870 til Folketheatret, hvortil han senere uafbrudt har været knyttet. En af hans Debutroller var den unge Student Wahl i "Kanarifuglen", og skjøndt man den Gang næppe havde nogen klar Forestilling om Rækkevidden af Debutantens Evner, kom han dog hurtig ind i Repertoiret og naaede snart det ikke altid lønnende Standpunkt at maatte spille alle mulige Roller.

Fra Dorph-Petersens første Skuespilleraar vil man især huske hans unge Studenter. De kunde stundom være lidt ubeherskede baade i Plastik og Replik; men de havde en egen frisk Elskværdighed og dertil et Præg af god, solid Dannelse, der viser, at en Studenterexamen, - eller i hvert Fald en omhyggelig Opdragelse - ingenlunde er nogen uvæsenlig Tilgift for en Skuespiller. Allerede i sin første Folketheatersæson spillede Dorph-Petersen saa forskjellige Ting som Poul Frank i "Hverdagsfelt", Charles i "Revuen" og Tamerian i "Den svage Side". Og Omraadet udvidedes Sæson efter Sæson til at omfatte alle Genrer, fra den bredeste Folkekomedie og kaadeste Farce til det franske Drama og Lystspil. Det er et høist broget Kalaidoskop af Privatheater-Repertoire, der frembyder sig, naar man gjennemgaaer de henved 300 Roller Dorph-Petersen har spillet.

Men i al denne Overflod er der adskillige Ting, man vil huske. I Folkekomedien hans troværdig og bredt gjennemførte Ib i M. V. Bruns "Gjøngehøvdingen", Thompson i "Hvem er han" og den fortræffelig karakteriserede Mr. Jingle i "Pickwick-Klubben". Ogsaa i Farcen har Dorph-Petersen kunnet slaa sig løs med ægte Temperament. Men de Opgaver, som har staaet Skuespillerens Hjerte nærmest, har dog utvivlsomt været de halvt komiske Karakterroller i dansk Lystspil, og han har paa dette Felt ydet saa god scenisk Kunst, at den bør anerkjendes uden alt Forbehold. Vi skulle blot nævne enkelte Figurer som Henrik Grønberg i "For Alvor", Jørgen i "Feriegjæsterne", Jens Driversen i "Audiensen", dovne Madsen i "Skovridergaarden" og i "Revuen" Nicolaisen, der ikke paa en Gang kan slaa lilletromme og have Barn i Kirke. Og endelig fra denne Sæson Dorph- Petersens Udførelse af Konsul Bose i "Sportsmænd", der med en sjælden Enstemmighed i Dagbladskritik fik Testimonium for at være saa god og fint giennemført Komedie, som der overhovedet bliver spillet paa vore Theatre.

Dorph-Petersen har havt den værdifulde Egenskab at han har øvet sin Kunst med lige stor Kjærlighed og Respekt. Selv hvor Opgaven var ringe, har han sat al Evne og Arbeide ind paa at naa det bedst mulige Resultat. Han er derved naaet langt frem og hører nu til de uundværligste Kræfter ved det Theater, han virker ved, nøie passende ind i Folketheatrets gamle, solide Stab. Og man ved ogsaa, at han er en trofast og hjælpsom Kammerat, en Mand, der - selv i fuldeste Maal pligtopfyldende og gentlemanlike - ikke stiller strængere Fordringer til andre end til sig selv.

Publikum, som paa Jubilæumsaftenen vil fylde Huset, vil med god Grund bringe Folketheatrets Jubilar en oprigtig Tak for de forløbne Aar og hjertelige Ønsker for hans Fremtid.

(Dagens Nyheder 25. april 1892).

Lindström, Georg (Sophus Georg August) (31.8.1866-16.12.1923) fotograf: Dorph Petersen, Jens Frederik Siegfred (9.4.1845-20.12.1927) skuespiller, teaterdirektør. 1890-1923. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Godsejersønnen (Barfredshøj ved Taastrup), skuespiller og teaterdirektør Jens Frederik Siegfried Dorph Petersen studerede først landvæsen, men senere skuespiller. Hans debut var på Det kongelige Teater 1867. Efter nogle år skiftede han til Folketeatret. Han blev i 1872 gift med skuespillerinden Julie Sødrings datter Rose. Skuespillerkarrieren indstillede han i 1898 og blev herefter inspektør og instruktør ved Folketeatret, fra 1900 direktør. I 1908 - efter udsigten til konkurrence fra Det ny teater - trak han sig tilbage fra teatret som en ret velstående mand, bl.a pga indtægterne fra forbryderkomedien "Sherlock Holmes". For den kunne han købe et landsted. Dette solgte han nogle år før sin død. Han boede i Kronprinsessegade.

J. E. S. Dorph-Petersen * 9 april 1845 + 20 decbr 1927. Rose Dorph-Petersen født Sødring * 12 april 1850 + 24 april 1927. * Gotfred Tvede * 7 oktbr 1863 + 30 decbr. 1947. Bodil Marie Tvede, født Dorph-Petersen * 24 decbr 1873 + 8 marts 1964. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 30. Svigersønnen Christen Gotfred Tvede var arkitekt, bl.a. for Østasiatisk Kompagni og Det Classenske Fideicommis. Hans tegnestue var blandt de største. Han blev i 1895 gift med Bodil Marie Dorph-Petersen. Tvede er urnebegravet. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2019.