Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Nogen særlig køn By er København ikke, og nogen fremragende renlig By kan vi snart blive enig om, at den heller ikke tør kaldes. Men findes her alligevel den Slags udprægede Proletarkvarterer eller blot Gader, hvor der er rigtig snævert og smudsigt og ækelt og sundhedsfarligt?

De allerfleste vil sikkert svare nej, og selv de, der i disse Tider flygtigt har kigget ind i de mest ilde omtalte Gaders Baggaarde, vil utvivlsomt ogsaa føle sig faldkommen trygge.

Sagen er den, at vor By altid er I en jævnt hen snavset By, hvor uhumske Fattigkvarterer ikke stikker stygt af mod blanke og elegante Asfaltgader, og der, hvor man dog ikke behøvede at søge Smudset for et Par Maaneder siden, har Frygten for Politiet drevet Folk til at skylle nd og desinficere, sae at det hele foreløbig gør et nogen lunde paalideligt Indtryk.

Men alligevel, - trods Klor og Karbol, trods Kost og Skyllevand, er der overalt - i Byens Udkant og Byens Hjærte - Gader eller enkelte Huse, hvor Snavset sæ at sige gror frem af Krogene, hvor de Rum, Menneskene bebor, er saa elendige, Gaardene saa smaa og vanskelige, at det simpelthen er umuligt at holde dem rene, - og hvor ærlig talt Folk heller ikke bekymrer sig stort om de Dele. Sund bliver vor By aldrig, før dø Kasser bliver revet ned, før nye, rummelige Arbejderboliger, der ikke er smækkede op af begærlige Byggespekulanter, bliver opførte i deres Sted.

Paa Kristianshavn.

Sikkert en af de Bydele, der har det daarligste Rygte Folk imellem. Der bor saa mange af de aller slettest situerede Arbejdere her ude, og deres tarvelige Boliger ligger klods op til Hovedgaderne.

Selv nu, hvor Lugten af Desinfektionsmidler slaar imod én fra hver Port der ude, kan man midt paa de mest befærdede Gader møde en kvalmende Strøm af Stank, der kommer, man véd ikke ret hvorfra, men som dagevis hviler over halve Gader.

Amagergade, Sophiegade, delvis Overgaden og Prinsessegade er igen de Gader, der gaar værst Ry af.

Der er nu Jødens Buler.

I Overgade 4 strækker de sig som en lang Smøge ind mellem høje Bygninger. Husene selv er kun to Etager høje; Gærden er lang og smal, med uappetitlige Udenomsbekvemmeligheder paa den ene Side og i Reglen overspændte med Tøjsnore, der bærer fattigt Linned og utrolig lappede og skidne Klæder til Udluftning; og inde i de Huller, der skal kaldes Lejligheder, er alt saa forfaldent og elendigt, Luften saa uren og forpestet fra Grunden, at det synes ufatteligt, hvorledes Mennesker kan aande her. Særlig Kælderlejlighederne, der paa Gaardsiden ligger godt ned under Jorden, er afskrækkende.

En Mand, der bor i Nabolavet, fortalte - betegnende for hvad Folk det er, som holder til i disse Gaarde - at han forleden Aften, da der var Slagsmaal i en af "Bulerne", gik ind i dem sammen med to Politibetjente. Han slap helskindet fra det, men Ordenens Haandhævere fik Prygl og blev smidt paa Porten..

Husene, der ejes af en rig Jøde, burde selvfølgelig være reven ned for længe siden.

Eller tag et Sted i Sophiegadens Begyndelse.

Stuens Glasrude bærer Paaskriften Pensionat; indenfor findes den uappetitligste og mest skidne Beværtning, som antagelig kan opdages her i Staden i gaar Bagdøren op, faar man et utydeligt Indblik i et forbløffende sort, lurvet og urenligt Køkken.

Gennem "Entréen", en ganske smal Gang, naar man ud i en Gaard, der er 5-6 Alen lang, men ikke paa noget Sted bredere end Gangen. Ned midt igennem den løber Rendestenen. Til højre Mur, til venstre Indgang til en Række mørke, vinduesløse Rum, der atter aabnes ind til andre bag ved. En Karl, som øjensynlig netop ved vor Ankomst har givet sig i Lag med at rense ud, forsikrer, at han ikke véd, hvad de Rum bruges til. Men i et af Rummene, til hvilket en Hønsestige fører op, findes et Leje af Straa, og en gammel Mandshat ligger gemt til Side - vel sagtens en Beboers eneste Garderobe .

I det Rum, hvor vi staar, opdager vi med Væmmelse, at Jordgulvet er dækket af friske Menneskeekskrementer.

Straks ved Siden af i Amagergade finder vi et noget lignende Hus. Gaarden er her ganske faa Kvadratalen stor, en krinkelkroget Vindeltrappe fører fra den op til smaa, usle Værelser, som Regnen siver ned over gennem det utætte Tag; hvor Loftet er saa lavt og Bohave, Vægge og hele Indretning saa skrøbeligt og elendigt, at man skulde tro, at et Vindpust maatte bringe det hele til at ramle sammen. 

Hvor nær det er derved, faar man lettest et Indtryk af ved at betragte et halvt nedrevet Hus, der aabenbart skriver sig fra samme Tid, ved Siden af. Bjælker, Mur og Bindingsværk er pilraaddent og kun nedrevet, fordi det ikke kunde holde længer.

Ikke desto mindre bliver det kun halvt nyt opført nu - den anden Halvdel kommer vel om et Aarstid. Derved er nemlig det vundet, at den ny Bygning, der vilde være ganske umulig efter alle nyere Bestemmelser, kan snydes ligesaa ussel og farlig som den gamle.

- Vi kunde lettelig fremføre en Række lignende Eksempler, om Pladsen tillod det. Her er kan beskrevet et Par af de vante.

Men selvfølgelig er det store Flertal af Huse baade rene og gode - i hvert Fald sammenlignet med disse.

Express.

(København 1. september 1892).

Ukendt fotograf, 1893. Overgaden oven Vandet nr. 4: Jødens Bule. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

"Jødens Bule" blev bygget 1704 ifølge inskriptionen over porten nr. 4 i Overgade. Ejendommen optog også halvdelen af Søndervoldstræde. Den bestod af kælder, stue og kvist. Rummene var små, der var lavt til loftet. Der var også en beværtning. Ved årsskiftet 1892/1893 havde ejerinden, enkefru Perlstein solgt ejendommen til tømmermester Søht, til nedrivning fra 1. marts. Ifølge denne artikel i var det Perlstein som ejede "Jødens Bule" . Den lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

28. marts 1893 berettede Demokraten (Århus) at Perlsteins søn var kommet ind i Vesterbro Samaritan og udtalt harme over at de folk der spiste der i stedet burde arbejde. Han oplyste at tømmermester Schøtz på Christianshavn manglede 50 mand. Ca. 150 drog derpå afsted for at finde tømmermesteren, men historien havde intet på sig.

En Præst og en døende Barselkvinde. (Efterskrift til Politivennen)

Forrige Lørdag er der i Helgesensgade 13 forefaldet en Scene ved et Dødsleje, der har givet Anledning til megen Misstemning i Kvarteret. Der paastaas nemlig, at en Præst, Pastor Holt ved St. Johannes Kirke, har nægtet at give en døende Barselkvinde  Alterens Sakramente.

Efter de af os indhentede Oplysninger forholder Sagen sig saaledes: Barselkvinden, en fattig Enke, var i Begyndelsen af forrige Uge nedkommen med Trillinger. Fødslen, der var meget besværlig og hvorved Læger maatte assistere, varede i to Dage. Det første Barn fødtes Mandag Aften Kl. 8, det andet Tirsdag Eftermiddag Kl. 4 og det tredje samme Dags Aften Kl. 9.

Patientens Tilstand efter Fødslen var saa betænkelig, at det var øjensynligt, hun ikke havde mange Dage at leve i. Der blev fra forskællige Sider, særlig af Husbeboerne, gjort alt muligt for at mildne hendes Lidelser, og en Sygeplejerske af det røde Kors vaagede over hende, bistaaet af en Dame, Fru B., der har Forretning paa Østerbro, og hos hvem Patienten havde gaaet til Haande i Køkkenet.

I Lørdags Morges mærkede den syge Kone, at det var paa det sidste. Hun udtalte Ønsket om at faa hentet en Præst saa at hun kunde blive "berettet", altsaa nyde Alterens Sakramente. Husets Beboere gik nu om til forskællige Præster, men uden Resultat. Nogle var ikke hjemme, andre havde ikke Tid, Pastor Steen sad paa sit Kontor og fortalte, at han havde travlt. Sygeplejersken, der ogsaa forsøgte sin Lykke, kom paa sin Vandring til Pastor Holt i Ravnsborggade, der efter at have erfaret, at den Syge var Enke og var nedkommen med Trillinger, erklærede, at under de Omstændigheder kunde han ikke give hende Alterens Sakramente!

Kl. 4 om Eftermiddagen kom Præsten til den Syge, altsaa ca. 4 Timer før hendes Død. Han havde ganske rigtig ikke Sakramentet med, hun fik altsaa ikke det ønskede. Fru B., der var til Stede, forklarer, at hun og Sygeplejersken maatte gaa ind i det andet Værelse, Præsten vilde være ene med den Syge. Fru B. forklarer videre, at hun gennem den halvaabne Dør hørte Præsten udtale sig til den Syge om, at hun (Patienten) ikke var gift, det var grusomt, hun laa jo her i Synd, og han spurgte, om hun rigtig havde foragtet sig selv, om hun havde tænkt over, at hun var en falden Kvinde, som kun kunde vente Helvede, hvis hun ikke søgte Jesus . . .

Fru B. blev saa indigneret over denne Tiltale til det stakkels døende Menneske, at hun uvilkaarligt stampede i Gulvet af Harme og gjorde nogle utaalmodige Bevægelser. Døren blev nu lukket i, og hun hørte ikke videre af Præstens "Berettelse".

Kort efter at Præsten havde forladt den Syge, ankom Jordemoderen, til hvem den Syge modfalden fortalte, at hun ikke havde faaet Alterens Sakramente. Jordemoderen, Fru Larsen i Ryesgade, har til os forklaret, at i Fald Præsten var fremkommen med de anførte Udtalelser i hendes Paahør, saa havde hun øjeblikkelig anmodet ham om at forlade den Døendes Leje.

Kl. 8 om Aftenen døde Patienten.

- For at være upartisk gik vi til Pastor Holt for ogsaa at høre hans Forklaring. Præsten indrømmede, at han til Sygeplejersken havde erklæret, at den Døende ikke kunde faa Sakramentet under saadanne Forhold. Hun var en falden, og af en saadan havde Kirken tidligere forlangt streng Bod; han gjorde kun sin Pligt ved at nægte at give Sakramentet. Vi henviste til Jesu Mildhed, og Præsten svarede nu, at Enken ogsaa godt kunde have faaet Sakramentet efter hans Besøg hos hende, da hun til ham havde erkendt sin Synd. Og han paastod sluttelig, at den eneste Grund til at hun dog ikke fik Sakramentet var den, at hun ikke selv til ham havde udtalt noget Ønske derom, da han var hos hende!

Til denne meget spidsfindige Forklaring bemærkede vi, at det var sandsynligt, at den Døende dengang var i en saadan Tilstand, at hun ligefrem ikke havde hverken Kraft eller Mod til at rette nogen Bøn desangaaende til Præsten. Men dette vilde han slet ikke indrømme. Naar hun ikke selv bad om det, saa var det vel sagtens fordi hun ikke ønskede det, sagde han. Da vi herimod bl. a. anførte hendes Beklagelse til Jordemoderen over ikke at have faaet Sakramentet, erklærede han kort og godt, at han tvivlede paa, at dette var sandt.

At han havde udtrykt sig med, at "den Syge var fordømt til Helvede", benægtede han ligeledes, idet han tilføjede, at han tværtimod havde ført en meget venskabelig og kærlig Samtale med den Døende, der var bleven forsonet med Gud.

I Samtalens Løb gjorde vi Præsten opmærksom paa, at Grunden til, at vi tog os af at undersøge denne Sag var den, at den var meget debatteret i Kvarteret. Publikum fandt noget modstridende deri, at medens alle andre Mennesker, baade Læger, Jordemoder, Husbeboere og Bekendte, med Omhu tog sig af den Døende for at søge at mildne hendes sidste Øjeblikke, saa havde Præsten, efter hvad Rygterne sagde, optraadt i stik modsat Retning. Og dette forargede i saa høj Grad, at vi fra flere Sider var bleven sendt Meddelelser om denne Affære.

Præsten fremsatte nu den Paastand, at Folk kom kun til os, forbi de vidste, at "Social-Demokraten" var saa villig til at oplage Klager over Præsterne.

Vi benægtede bestemt, at vi optog ubegrundede Klager, og det bedste Bevis var jo, at vi i nærværende Tilfælde ogsaa kom til ham (Præsten) for at høre hans Forklaring.

Det gør De kun, fordi De ikke vil risikere Proces! - erklærede Præsten Og han tilføjede som sin Mening, at det vist var med formeligt Velbehag, at vi bragte Klager frem i Bladet mod Præsterne. Han kunde ligesom læse mellem Linierne, at vi formelig frydede os derved, sagde han.

Vi indvendte selvfølgelig herimod, at Præsten fuldstændig tog Fejl ogsaa paa dette Punkt; vi angreb ikke Præsterne og deres Religion uden at de selv ved deres Optræden udæskede Kritiken, og vi henviste yderligere til det Programpunkt, der hver Dag staar i Spidsen af vort Blad: "Religionen erklæres for en Privatsag". 

Men den ufortrødne Præst kom stadig med sine mistroiske Svar, mens hans Øjne lyste af Fanatisme: Han troede ikke, at dette Programpunkt var vor oprigtige Mening!

- - -

Præsten var nu gaaet saa vidt i sin Elskværdighed, at Samtalen vanskelig kunde fortsættes. Vi gjorde ham kun opmærksom paa, at vi aldrig forudsatte Uærlighed hos de Præster vi kritiserede. Og vi sluttede med den Bemærkning, at det var mærkeligt, at Præsterne herhjemme i det hele taget stillede sig saa fjendtligt overfor Socialdemokratiet, da de derved handlede stik imod deres engelske Kaldsbrødre, idet en stor Forsamling af engelske Præster nylig har vedtaget paa deres Aarsmøde, at Socialdemokratiet er det Parti, der i sine Principer mest nærmer sig den kristne Lære.

Den slagfærdige Præst var atter parat og søgte at afparere dette Faktum med den dumme Bemærkning, at med det engelske Socialdemokrati var det en hel anden Sag, da der var stor Forskel paa engelske Socialdemokrater og tysk-danske Socialdemokrater! - - -

Nu havde vi faaet nok - vi havde jo gjort vor Pligt og hørt begge Parter, og her foreligger Referatet. Vi tog Afsked med Pastor Holt, der gjorde Indtrykket af at være en af de mest bornerte Indremissions-Mænd.

Men tænk: Hvis denne Præst virkelig tror, at den boende Kvinde farer til Helvede, naar hun ikke faar Sakramentet og derved Guds og Kirkens Tilgivelse i sin Dødsstund - hvis han virkelig tror, at hun bliver evig fordømt, hvor haardhjærtet maa denne Guds Mand da ikke være!

(Social-Demokraten 28. august 1892).

Johannes Hauerslev (5.5.1860-21.10.1921) fotograf: Præst Christen Jensen Holt (28.3.1866-9.7.1933). 1887-1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Christen Jensen Holt (1866-1933) var søn af den indremissionske gårdejer Jens Holt (1843-1926) og Bodil Holt f. Christensen (1845-1928). Han blev cand. teol. 1889 og deltog herefter i Indre Mission. Han var præst i Nazaret sogn i samtlige 42 år af sin embedstid.

Sønnen Paul Holt skrev senere om han at han "kendte ikke til Tvivl, og havde ikke nogen særlig Evne til at hjælpe i intellektuelle Vanskeligheder. Denne "Mangel" hang nu nok sammen med en meget udpræget Forstaaelse for, at Kristendom ikke er et intellektuelt Problem, men et eksistensielt Forhold. For Far var Syndserkendelsen det afgørende, og Hovedsynden var den menneskelige Selvretfærdighed. Han prædikede efter den indre missionske Disposition, ankret omkring Synd og Naade, Frelse og Fortabelse, Tro og Vantro, Retfærdiggørelsen ved Troen alene, nøje knyttet til Teksten."

1890 blev Holt ansat som kateket i St. Johannes Sogn, for den østlige spids af sognet. Jernkirken var en vandrekirke af bølgeblik og indviedes januar 1892 som forløber for Nazarethkirken. Holt var kirkens første præst.

Strømkæntring. (Efterskrift til Politivennen)

Bicyklesportens Overdrivelser begynder nu at fremkalde talrige Protester. Vi skal nedenfor gjengive to karakteristiske Udtalelser i saa Henseende.

I et Brev fra Kjøbenhavn til "Sorø Amtstidende" hedder det bl. a.:

"I den senere Tid hører det ligefrem til Dagens Orden, at Bladene bringer Meddelelser om Cyklister, der volder Ulykke ved hensynsløs og uforsigtig Kjørsel. I og for sig kan disse hyppige "Uheld" være tilstrækkelige til at bringe Cyklekjørslen i Miskredit hos det ikke-cyklende Publikum, men værre er det, at de Herrer Cyklemænd yderst sjælden optræder som Gentlemen, naar de har foraarsaget Skade. De pile om det nærmeste Gadehjørne for at slippe væk, uden engang at yde lidt Hjælp til den, de har paakjørt; de bliver grove og skjælder ud paa den, de har forulæmpet, og kan de endelig ikke unddrage sig alt Ansvar, saa søger de ved alle mulige Midler at slippe saa billigt som muligt.

Den sidste Politiefterretning om en Sag af denne Art lyder saaledes: "Den 22de Juni kjørte en Kontorelev ad Østergade med en Bicyklette; ved et Gadehjørne saa' han sig om og paakjørte derved en Barnevogn, hvori der var to smaa Børn. Disse kom heldigvis ikke til nogen Fortræd, men Vognen ødelagdes, og Moderen til Børnene, som kjørte Vognen, blev af Skræk paa Grund af sin Tilstand syg og maatte samme Dag indlægges paa Kommunehospitalets 3dje Afdeling, uden at den hende ved Overkørslen foraarsagede Skræk og en Del Lændesmerte har haft nogen skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand. Sagen mod den uforsigtige Bicyklist har en Gang tidligere været foretaget i Retten, hvor den unge Mand erklærede sig villig til at betale de Udgifter, der vilde blive Følge af den af ham foraarsagede Paakjørsel, men Sagen blev udsat for at afvente Konens Helbredelse. Nu mødte den unge Mand i Retten, ledsaget af en Slægtning; her gjorde Konens Mand - en Haandværker - Paastand paa at blive tilkjendt for Udgifter i Anledning af Konens Sygdom og for Barnevognens Reparation ialt et Beløb af 40 Kr., men han fik kun et Tilbud paa 10 Kr. Spørgsmaal om Erstatningen vilde derfor være at henvise til et privat Søgsmaal, hvorimod Cyklisten blev ikjendt en Bøde af 25 Kr. for sin Kjørsel."

Er nu ikke Haandværkerens Forlangende om 40 Kr. i Erstatning saa aldeles rimelig, og er Tilbudet om de 10 Kr. ikke rent ud uforskammet? Nu skal Manden gaa til "privat Søgsmaal", og det er en dyr Vej, men vi haabe da, at han henvender sig til "Retshjælpen for ubemidlede".

Det er Træk af denne Art, der gjør Cyklisterne forhadte hos en stor Del af Publikum. Man kan lidt nok forsikre, at Cyklen er en glimrende Opfindelse, der netop kan komme Samfundets brede Lag til Nytte - det hjælper ikke, naar Bladene Dag ud og Dag ind maa bringe Meddelelser om hensynsløs Kjørsel og unfair Optræden af Cyklister.

Tager de Herrer sig ikke i Agt. da kan det let komme dertil, at der træffes generende Foranstaltninger overfor dem. Vil de redde sig ved ilsom Flugt, eller vil de optræde som Bøller, i Tillid til, at de er ukjendte, da kunde det være ret passende, om Politiet foreskrev, at enhver Cykle skulde bære et stort Nummerskilt bagpaa; og møder de som mindreaarige i Retten for at smutte fra en Erstatning, da vilde det være paa sin Plads, om vi fik den Bestemmelse, at mindreaarige, naar de kjører paa Cykle, skal ledsages af deres lovlige Værge!

Cyklen har absolut Fremtiden for sig, men skal den bruges til Sport, maa den holde sig til afstukne og afstukkede Baner, og skal den anvendes som almindeligt Befordringsmiddel, da maa den underkastes lignende Regler som dem, der gjælder for andre Befordringsmidler."

Endelig bringer "Nationaltidende" i Gaar følgende Artikel:

"Hvem hilste dem ikke med Undren og Glade, da de kom, Bicyklerne, disse dristige, hurtige Landevejs Befordringsmidier. Del var sund Sport for Ungdommen, der trænger til Bevægelse - til Fart. Fritiden vilde ikke mere døses hen paa Kafeer, Friluftsturene gjøre Lemmerne trætte mod Aften. Dansebulerne og Natterestavranterne maatte tabe i Tillokkelse. Andre Interesser, sundere Interesser! Alverden blev nu Sportsmand. Det var som en Epidemi, der slog ned, en Mode, der skulde vare. Og havde man i Begyndelsen set med nogen Undren paa de nye Sportsmand, blev man efterhaanden fortrolig med dem, nu da man blev rendt paa Ærmet af dem hvert Øjeblik. Rendt paa Ærmet! De trættede en. Deres evindelige Kimen, deres mere og mere forcerede Fart gjorde nervøs. Tidligere sprang man med Fornøjelse i Vejgrøften, naar man mødte en af de Herrer paa "den høie"; det var jo saa sjældent at se, og saa morsomt, at man kunde staa længe og maabe efter ham. Og blev man væltet en enkelt Gang af en uheldig Bicyklist, Herre Gud. det tog man fra den gemytlige Side; det var ikke hver Dag, man oplevede noget saadant. Den Gang var der jævn Fart, og Sammenstødene var nærmest ufarlige. Men Tiderne forandrer sig! Hurtigheden tiltog. Rekorderne sattes, og som en Sværm af halsende Hunde fo'r Bicyklisterne henad vore Landevej. Der var Kapløb over det hele; de før fredelige Landeveje blev Væddeløbsbaner. Plads for Cyklisten! - De begyndte at trætte, deres hæsblæsende Jagen irriterede Nerverne, Synet var ikke længer saa smukt. Stillingerne som Regel klodsede paa Grund af de nyere Konstruktioner. Men det kunde i og for sig være en anden ligegyldig blot de holdt sig for sig selv. Men det var det, de ikke gjorde, de havde faaet Vind i Seilene. Ryet fulgte dem; deres Sportsfester florerede og fejredes. De troede sig Herrer paa Landevejene. Fra den taalte Tilværelse, de førte paa Vognenes og Fodgængernes Veje, troede de paa Grund af den Opmærksomhed, de vakte, den interesserende Omtale, de fik, at kunne kujonere Fodgængerne. De troede sig Nr. 1 dér, hvor de aldrig kunde føre andet end en taalt Tilværelse. Naar de med mer eller mindre Jærnbanefart kom farende, jog de Skræk i mange, adskillige i Grøften - skikkelige spaserende, der kun langsomt skred frem ad deres lovhjemlede Fodsti. Men Bicyklister holder ogsaa af Fodsti, og hvor Politiet er fjærnt, er der Cyklister, som ikke er bange for at rende Folk over Ende, hvis de ikke hurtigst muligt viger af Vejen for Naadigherren, der har Hastværk. Det minder en Del om de gamle Herremands Jagen med deres Firspand, mens Bønderne stod dybt bøjede paa Grøftekanten. Thi en Bicyklist er selvbevidst - han er ogsaa kulturbærende! Hvem der er Ophavsmand til denne Ironi, véd jeg ikke, men i hvert Fald tages den au serieux af Sportsmænd. Hvad Kultur og Cyklevæsen har at gjøre med hinanden, ses ikke; det maa vist bero paa en Begrebsforvirring. - Nu kan den paakjørte Bonde, alias Fodgænger, med et Suk se efter den flygtende Kultur; den er og bliver borte! - Men Spøg til Side! Bicyklisterne rummer en større eller mindre Fare for Landevejenes Fodgængere og Vogne. En gammel Bicyklist kan have adskillige muntre Æventyr med forskrækkede og væltede Folk paa sin Samvittighed. Men Bicyklisterne maa, for ikke at tabe for megen Sympathi i Befolkningen, være yderligere forsigtige, huske, at deres Plads med den nuværende Fart egentlig hører hjemme paa de lukkede Veje. En Rytter er som Regel galant, en Bicyklist er det aldrig! At Politiet ikke kan kontrollere dem overalt paa de vilde Landeveje, er en Selvfølge. Derfor maa Cykleforeningerne selv tage Sagen i Haand, indskærpe Cyklisterne atter og atter, at de altid og ved alle Lejligheder - viger af Vejen for Fodgængerne. Vogne og Jærnbaner er nødvendige; man maa finde sig i, at der nu og da sker Ulykkestilfælde ved dem; men Ulykkestilfælde ved Bicyklister behøver man ikke at finde sig i. Og at gjøre Ulykker paa andre kan Bicyklisten altid undgaa ved at vise Forsigtighed. Det er skandaløst, at en Bicyklist raaber: "til Side!" til en Fodgænger, der gaar paa en af Stierne langs Landevejene, og saaledes tvinger ham over i Grøften for at undgaa Sammenstød. En Bicyklist skulde altid kjøre ad selve Kjørebanen, eller i alt Fald et Stykke fra bøje udenom Fodgængeren. Væddeløb udenfor afspærrede Veje, saaledes som de tidt finder Sted, burde ikke tilstedes. Thi naar man nu og da hører om Ulykkestilfælde, foraarsagede af Bicyklister, hvor Bicyklisten har absenteret sig hurtigst muligt, efterladende den overkjørte til sin egen Skæbne, er der Grund til at raabe Vagt i Gevær! Og det maa saa blive Cyklisternes Sag at indskærpe hinanden indbyrdes de Kjøreregler, som den sunde Fornuft tilsiger og Fodgængernes Ukrænkelighed fordrer."

(Morgenbladet (København) 21. august 1892).

hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931). Mand og cykel, 1892. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Beduiner-Karavane i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I august 1892 optrådte en beduinerkaravane i København. Den ankom den 3. august 1892 med skibet "Carl" fra Kiel. Truppen bestod af ca. 30 personer, angiveligt fra en nordafrikansk stamme, samt egyptiske fellaher, berbere, nubiere mm. Men i nogle aviser mistænkte for at være "arabere, negre og jøder". De indrettede sig i Bernstorffgade i en teltlejr. Forestillingerne fandt sted på hjørnet af Bernstorffsgade og "Ny Vestergade". På daværende tidspunkt var området øde og Bernstorffsgade kun bebygget med lave skure. Ny Vestergade (eller Ny Vestergades Forlængelse) blev 1904 til Tietgensgade. Lejren må formodes at have ligget på overfor Tivoli, enten på Postkontorets, Hovedbanens eller elektricitetsværkets grund tæt på Tømmerpladsen. 

Beduinerne i Kjøbenhavn.

Da Paris samlede alle Verdens Nationer under sin vældige Milepæl, Eiffeltaarnet, græd Korrespondenternes Penne Flasker al Blæk i Henrykkelse over Kairogaden, hvis underlig fremmedagtige Liv paa een Gang torvirrede og imponerede. Nu er Kairogaden flyttet til Kjøbenhavn, skriver "Av.", og der er antagelig ikke mindre Grund til at falde i Forbavselse over den, naar den præsenteres i Reventlowsgade, end da den stod nede ved Seinens Bred. Overalt er der Boder og Basarer med røde Lædergjenstande og gyldent Dingeldangel. Og midt i disse Barakker ligger den store Arena, der meget mindet om de spanske Tyrefægtningspladser. Forestillingen toregaar under aaben Himmel, og ved Premieren i Onsdags var der aldeles stuvende fuldt.

Arenaen er en halv Snes Gange saa stor som en almindelig Cirkusmanege. I Baggrunden er rejst en vældig Dekoration, forestillende ægyptiske Pyramider og Templer, og midt i den lille Ørken, som den tomme Plads repræsenterer, er rejst en Lund al Palmer. En Karavane bevæger sig langsomt ind paa Pladsen med langsomt, dasende Kameler, der paa deres brede Pukkelrygge bære Børn og Kvinder. Saa tog det fat med en mærkelig broget Pantomime, der havde et vist tilforladeligt Præg over sig. Det var Billeder fra Livet i Ørkenen. Man saae Handelskaravaner blive overfaldne. Kamelrøvere, der bleve overrumplede og straffede med Bastonade under de nøgne Fodsaaler, en Negerby, der plyndredes, medens Beboerne under Aag førtes bort som Slaver, og endelig endte det Hele i en pragtfuld Fest med Ridt og Dans.

Ridtet var ingen Spøg. De, der husker Forhindringsløbene paa Eremitagen, ville her faa Nerverne kildrede til Gavns. Svingende Bøsserne og knaldende med de lange Løb: Luften fløj Rytterne afsted paa deres prægtige Heste, medens de lange Kapper flagrede i Luften. Af og til snublede et Dyr paa den endnu daarlige Bane, Hest og Rytter rullede i en Støvsky hen over Jorden, Publikum rejste sig og skreg, medens den vilde Jagt fortsattes forbi den Faldne, der hurtig kom op, grinende med de hvide Tænder i det mørke Ansigt og susende videre for at indhente sine Kammerater.

Dansene vare højst originale, navnlig en Kontredans mellem Mænd og Kvinder. De stod i Række over for hinanden, og Mændene begyndte at klappe i Hænderne sagte, langsomt og kaldende. Kvinderne nærmede sig til dem, og efterhaanden som de kom tættere, steg Lyden af Daskene i Hænderne, indtil den til Slut, da Kvindernes Række var kommen ganske nær, endte i et stormende Bifald, der atter døde hen som i sorgfuld Bedrøvelse, efterhaanden som Kvinderne atter fjærnede sig.

Den saakaldte arabiske Kalee er en nøjagtig Kopi af den, der under Udstillingen fandtes i Paris. Det lille, lave Telt er tæt behængt med Flag, der ere anbragte i lange Rækker under Loftet. I Baggrunden findes et lille Theater, og foran er anbragt Borde og Stole, mellem hvilke en mørk Beduiner tarer omkring med en Bakke med smaa bitte Kopper. Det er sort Kaffe, der serveres i disse Fingerbøl. Den er kogt med Sukker og er ikke gaaet igjennem Pose, saa at den er stærkt grumset, men den smager fortræffeligt.

Politiet har for een Gangs Skyld været liberalt og har tilladt Opførelsen at den saa ofte omtalte og ofte beskrevne Mavedans, der dog vrikkes i fuldt Kostume. Men Synet af Kvinderne, der i monoton Takt vride Legemet med slørede Øjne og Dolke: Haanden er alligevel baade interessant og ikke uskøn. Uden for var der fuldt foran de smaa Boder, hvor man saae Beduinerne lave Mad eller springe deres Nationaldanse.

(Jyllandsposten 6. august 1892).

Annonce fra Natinaltidende 28. august 1892.

Kronprinsen med familie så forestillingen den 16. august 1891. Den 17. august var samtlige lemmer på Almindelig Hospital indbudt til at overvære forestillingen kl. 4 til nedsat pris. Lemmerne, også over den sorte, søde kaffe omend de syntes at kopperne var lige lovlig små. Som det fremgår af ovenstående annonce måtte truppen nedsætte entrepriserne, da forestillingen gik lidt trægt. Herefter gik det tilsyneladende meget fint.

Giftelysten Araber.

Forleden Dag var der et sjældent Besøg oppe i Magistratens Lokaler paa Raadhuset i Kjøbenhavn. Det var 3 Medlemmer af den i Tivoli optrædende Arabertrup, iført deres maleriske Dragter, og hver med sin kjøbenhavnske Dame under Armen, deres respektive Forlovede. De unge Ørkensønner gjør nemlig, ligesom deres Landsmænd Beduinerlejren i Bernstorffsgade, stormende Lykke hos det smukke Køn, og den ene af de 3 Arabere har nu besluttet sig til at indgaa Ægteskab med sin Hjertenskjær. Da den unge Mand bekjender sig til Profeten Muhameds Lære og Damen tilhører Statskirken, skal de - som tilhørende forskjellige Troessamfund - altsaa have borgerlig Vielse, og i den Anledning var det saa de besøgte Magistraten.

Der mødte strax Araberen forskjellige Vanskeligheder. Den ny Fattiglov forlanger nemlig blandt andre mærkelige Ting ogsaa det, at alle Udlændinge, der vil indgaa Ægteskab her i Landet, først skal skaffe et Bevis fra deres Fødeland for, at de i Trangstilfælde tillige med Hustru og Børn vil blive modtaget af deres Hjemsted samt at ligeledes Hustru og Børn efter Mandens Død i Tilfælde af Trang vil blive modtaget af Mandens Fødeland. Med andre Ord: naar Araberen dør her i Landet, og hans danske Enke og danske Børn er trængende, saa skal de sendes til Faderens Fødeland, det fjærne Arabien!

Araberen erklæredr strax, at en saadan Attest vilde det være ham meget vanskeligt, ja næsten umuligt at skaffe, alene af den gode Grund, at han ikke vidste bestemt, hvor hans Hjemstedskommune eller Fødested er. Hans Forældre hørte til en omvankende Araberstamme. der paa gammel Vis drog med deres Hjord fra Sted til Sted i Ørkenen, og han er født et eller andet Sted i den umaadelige Ørken i Skyggen af en Kamel. Selv om den ægyptiske eller marokkanske Regering var villig til at udstede en saa mærkelig Attest, saa vilde det vare Maaneder, før den kunde indtræffe, og til den Tid er Araberen langt borte fra Kjøbenhavn paa sin Artistturnu til andre Hovedstæder.

Det blev faa besluttet at søge det danske Ministeriums Tilladelse til, at Ægteskabet kan finde Sted uden der lovbefalede Attest, og der var stor Sandsynlighed for at dette, paa Grund af de foreliggende særegne Omstændigheder, kunde gaa i Orden.

Men saa mødte der en anden og nok saa vægtig Hindring. Araberen vilde nemlig løse Kongebrev og i Henhold til den derved erhvervede Dispensation indgaa Ægteskab strax. Men vor forkludrede Lovgivning har nu den sære Bestemmelse, at der ikke kan indgaas borgerlig Vielse pr. Kongebrev, men kun kirkelig.

Her staar den unge Ørkensøn i en ubehagelig Situation overfor en civiliseret Stats hæmmende Baand. Uden Kongebrev kan han jo først faa Vielse om 3 Uger, og til den Tid er han ikke her i Byen, da Trupens Engagement med Tivoli udløber om en halv Snes Dage.

Der bliver saa vist ikke andet for, end at de unge Forlovede afrejser herfra og forsøger, om de i den næste Hovedstad kan vente mere Medgjørlighed og erhverve den varmt attraaede Ægtestabsattest.

Men Araberen tænker vist i sit stille Sind med et Suk paa Ørkenlivet i sit Hjemland, hvor der ikke var saa mange Omstændigheder og Formaliteter sorbunden med at knytte Hymens Lænker med de sortøjede Houris, hvor den hvidskæggede Scheiks Velsignelse var tilstrækkelig - og den kunde faas paa Stedet og paa Anfordring. Soc.-Dem.

(Kjøge Avis 19. august 1892).

Småtryk Beduinen-Karawane, 1892. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.

Anstødeligt.

Beduinerne har gjort en vis Lykke her i Byen. Det har interesseret de forfinede Københavnere at blive stillet Ansigt til Ansigt med den ufordærvede Naturlighed.

Det kan i og for sig ogsaa være morsomt at se Beduinernes Husliv. Vi hører ikke til dem, der fortaber sig i moralske Betragtninger over de uciviliserede Folkeslags Overlegenhed over os. Vi mener ikke, at de stakkels Barbarer har ondt af at gøre Bekendtskab med en højere Kultur. Det er i alt Fald en forholdsvis hæderlig Maade at tjene Livets Ophold paa, at lade sig vise frem for Penge, selv om det sker paa det intimeste Privatlivs Bekostning, saa at den flabede Evropæer faar Lov til at beglo unge, diende Mødre og paa anden Maade blande sig ind i Beduinernes indre Forhold, - fremfor at overfalde Karavaner, stjæle Kameler eller tjene Brødet paa nogen anden af de Maader, som det lader til Araberne til dagligdags betragter som fair.

Men én Scene støder det os at sé Araberne opføre, nemlig naar de holder Bøn.

Araberne stiller sig op og fremstøder nogle høje Udraab, falder dernæst næsegrus til Jorden og gentager dette flere Gange.

Udenfor staar Københavnerne og griner.

Det er dette Forhold, der støder os. Man kan have hvilke Tanker, man vil om Arabernes Religion, mene, at den staar højt eller lavt, vist er det i alt Fald, at Arabernes Religion og Tro er Udtrykket for en hel Nations højeste Ideal, dens dybeste Ideer om det ubegribelige.

Dette er for stort til at blive gjort til Genstand for en ørkesløs Mængdes Begloning og uforstaaende Grin.

Særlig vi Danske er tilbøjelige til at lé. Vi udler noget, ikke fordi det i og for sig er lavt eller latterligt, men fordi vi ikke forstaar det.

Dér staar Araberne og prisgiver det, de burde agte som deres helligste.

Udenfor staar vi og gør Nar.

Det er fejgt af Beduinerne, at de for at vække og vedligeholde Interessen hos fremmede Folk, i den Grad stiller sig blot, i den Grad bryder med enhver Undseelse, men vi gør os til deres medskyldige, naar vi finder os i, at Araberne selv stiller sig saa lavt.

Enhver Religion er Udtrykket for Folkets øjeblikkelige Idealer.

Hvad vilde man sige, om en Karavane kristne Mennesker travesterede deres Gudstjeneste til Løjer for uforstaaende Vildmænd? Beduinernes Bøn er forargelig og bør snarest fjernes fra Programmet.

Marcel

(København 22. august 1892).

Scheik Tarriff.

En Korrespondent til "Rand. Av." har havt den store Fornøjelse at blive forestillet for Høvdingen for den Beduinerkaravane, som for Tiden optræder i Hovedstaden, Scheik Tarriff, og fortæller Resultatet af dette Interview saaledes:

Af en af Karavanens økonomiske Direktører, en Muselmand med udprægede jødiske Træk, blev vi forestillet for den høje Scheik, hvis karakteristiske Hoved og imponerende Person stod godt til den klædelige Burnus c: Lærredsdragt, som løst kastet var slynget om den ranke Skikkelse. Ansigtet, hvis strænge alvorlige Præg talte om bevægede 70 Vintre, er indrammet af et graat, tætstudset Haar og et hvidt Underskæg, og ud af den mørke nøddebrune Hudfarve lyser de hvide Tænder som en Række skinnende Perler. Som Tegn paa Høvdingsværdigheden bærer Tarriff trende store Medailler, som ved sine Sølvsnore er befastede til - Næsen.

Uden at byde os tage Plads - hvilket forøvrigt var overflødigt, da der ingen Stole fandtes i hele Teltet - satte Scheiken sig ned paa Gulvet, medens han samtidig pegede paa vor Hat, en Gestus, Direktøren forklarede derhen, at han ønskede, at vi under Samtalen skulde staa med Hatten i Haanden.

Vi meddelte paa Tysk Scheiken Hensigten med vort Besøg, men da Svaret lød: "Abdalleh, Abdalleh", og vi ikke er dette ret mærkelige Sprog mægtig, indsaa vi strax, at den gik ikke. Saa fik vi Direktøren til Tolk, og af hans flydende Fransk erfarede vi følgende om Scheikens Liv:

- - - Tarriff er en ganske almindelig og ordinær Stratenrøver, hvis Bedrifter staar paa Højde med de bekjendteste evropæiske; han har altid næret en grænseløs Foragt for den lille Forskjel, der er paa Mit og Dit, og forøvrigt uddelt Dolkestød med en Rigmands Rundhaandethed.

Sin Barndom har han tilbragt i Saharaørkenen, denne uhyre Slette, hvis Grænser er fra Foden af Atlasbjergene til Nilens Bredder. Hvor Solen fra en skyfri Himmel brænder ned paa en død Verden, hvor ingen Fugl, ingen Fod efterlader Spor, ingen Tunge taler, ingen Skygge lægger sig kølende over denne evige, hede Død. Det er paa disse Nordafrikas Steppeørkener, saavel som paa de store Stepper i Syrien, Arabien, Mesopotamien og Vestpersien, at Beduinerne lever deres Normadetilvarelse, hvor de tilbringer deres Liv med Jagt og Krig og - Rov.

Og Tarriff har ingen Sinde gjort sin Stamme til Skamme. Han har været en af de første til at gaa mod Fjenden (helst dog, naar denne var i Minoritet), og til at luske omkring en intetanende Karavane, hvis rige Oppakning stak ham i Øjnene.

Tarriff er gift! Af hans otte Koner følger imidlertid kun en med paa Turen, og af 36 Børn har han kun tre med hertil - tre ligsaa grimme som paatrængende, hvis Pengeprellerilyst syntes indsuget med Modermælken. Ogsaa Moderen er grim, ja næsten styg, og hertil bidrager talrige gjenuem Ansigtshuden trukne Uldsnore - et "Middel" mod Hovedpine - mægtigt. Hagen er ved Hjælp af Pinde, der er stukne ind i Kjødet, skudt frem i en mere markelig end kjøn Spids, og i Næsen bærer hun en Ring i smag med den, gale Tyre trækker Livet rundt med. Hun og Børnene er i Modsætning til Scheiken barbenede - og vi maa - fordi vi fandt Anledning dertil - tilraade "madame" en mere udviklet Properhed.

Tarriff har kjøbt Konen, der er Datter af en anden Scheik, for 3 Geder og 1 Kamel, hvilket maa siges at være en ret rimelig Betaling for en slig menneskelig Drommedar; men hans Kjærlighed synes desværre at staa i Forhold til Kjøbesummen; Prygl skal nemlig være en af de huslige Retter i den beduinske Kogebog. De beduinske Ægteskaber knyttes uden nævneværdige Ceremonier, ligesom de opløses med et lakonisk: "Gaa hjem til din Moder", naar Manden er utilfreds med Konen. Det omvendte Forhold kjendes desværre ikke ....

Men Klokken er mange. Forestillingen skal begynde.

Avdiensen er endt ! Vi byder Farvel og rækker Scheiken vor Haand til Afsked; men formodentlig er det under hans Værdighed at give os et Haandtryk, han holder nemlig fornemt sin tilbage, idet han tilhvisker Direktøren nogle Ord.

Denne fortæller os, at Scheiken samler paa Sølvmønter, og at han gjerne faa, at vi kompletterede hans Samling med nogle store danske Mønter.

Vi erkjender, at det er en saare fornøjelig Sport, den pæne Mand driver, men .... De forstaar, vi har ikke vore Tokroner til den Pris.

(Kjøge Avis 27. august 1892).

Den 31. august afrejste karavanen med et ekstratog til Berlin. Efter afrejsen annonceredes et 200 alen plankeværk til salg. Maleren Valdemar Kornerup (1865-1924) malede et billede "Scener fra Beduiner-Karavanens Besøg i København: Arabisk Mavedans." som blev udstillet på Charlottenborg året efter. 

De stakkels Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Husbeboerne i en Ejendom i Vingaardsstræde anmeldte i Gaar til Politiet, at der paa en 2. Bagsal henlaa 3 hjælpeløse smaa Børn, hvis Moder har forladt dem efter i lang Tid at have ladet dem ligge for Lud og koldt Vand og i et utroligt Svineri.

Moderen, en 34-aarig Madam P. var i høj Grad forfalden til Drik. Hun var fraskilt sin Mand, med hvem hun havde 6 Børn, der var anbragt rundt om, og i de sidste Par Aar har hun boet i Vingaardsstræde sammen med en 54-aarig Enkemand, der trolig bragte sin Arbejdsfortjeneste hjem Huset. Af dette Samliv var der nu en 2-aarig Pige og to smaa, usle, 7 Uger gamle Tvillinger; desuden var der en 12 Aars Pige af Enkemandens første Ægteskab.

Konen føjtede om paa sin egen Galej, drak sig fuld og naar hun kom hjem opførte hun forfærdelige Scener til stor Forargelse for Husbeboerne, pryglede den 12 Aars Pige, saa hun om Natten forskræmt maatte flygte ud paa Gaden, og arrangerede større Batailler med Enkemanden, saa det skingrede over den lille, smalle Baggaard med de usle, lavloftede Rønner.

Naar Manden gik paa Arbejde om Morgenen, forlod den berusede Moder sine Børn og lod dem hensynsløst ligge uden Mad eller Pleje baade Dag og Nat. Den lille 2 aarige var forholdsvis heldigst stillet, hun kunde kravle ned ad Trapperne og fik lidt Mad hist og her hos de medlidende Husbeboere. Men forfærdeligt var det med de to smaa nyfødte Sjæle. De laa begge i en gammel, forrevet Vugge paa et Leje af Klude og med nogle Laser over sig.

For Resten var de splitternøgne, uden noget som helst Klædningsstykke til at beskytte dem. De laa fra Dag til Dag deres Urenlighed og de smaa, uplejede, skindmagre Legemer var fra Isse til Hæl bedækket med blodige Saar og Skorper. De skreg baade Dag og Nat af Sult og Smerter, og Naboerne gik saa ind for at ssge at stille dem tilfreds og give dem lidt Mælk, som de graadigt slugte. De laa i Reglen og suttede paa en Patteflaske fyldt med Vand!

Det er et Under at Børnene har kunnet udholde et saadant Liv. At de ikke allerede for længe siden er bukket under, er i hvert Fald ikke Moderens Skyld.

Hun tog ikke noget som helst Hensyn til de indignerede Naboers Bebrejdelser over hendes Mishandling af Børnene, eller deres Trusler om, at de vilde anmelde hende for Politiet. "De Unger, det forbandede Skab!" var hendes stadige Hilsen til sine Børn.

For en Uges Tid siden blev det dog efter en større Bataille selv Enkemanden for hedt og han flyttede bort. I Fredags forsvandt ogsaa Konen, og da hun ikke viste sig i flere Dage, fandt Husbeboerne , at nu vilde det være Synd for de uskyldige Børn, om de skulde lide længere. Saa anmeldtes som sagt Sagen for Politiet, der straks indfandt og foranledigede de Smaa indlagt paa St. Johannesstiftelsen.

Konen blev senere funden aldeles overstadig beruset, og er foreløbig indlagt paa Ladegaarden.

(Social-Demokraten 20. juli 1892).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Vingårdsstræde mellem Asylgade og Holmensgade (senere Bremerholm), set mod vest ca. 1905. Tv. A. Nicolaisens Café og Billard. Den fremspringende bygning midt i billedet er hjørnet af Holmensgade. Længst i baggrunden Admiralgade. 1900-1909. Billedet tørstemplet Johannes Hauerslev, Fælledvej 9. Foto Kbhbilleder. Mariboes Samling. Public Domain.