Barnemord i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnemord for Højesteret.

Den 31. Oktober i Fjor foregik der ved Randers et Barnemord, som vakte en Del Opsigt. En 24-aarig Tjenestepige, Christiane Pedersen, der var forlovet med en Tjenestekarl Simon Andersen, havde med denne to Børn, hvoraf det ene var sat i Pleje hos Simons Forældre.

Da Simon rejste ud som Sømand, kom hun, der var noget løs paa Traaden, i Forhold til en anden Mandsperson, med hvem hun fik et Barn der - for at Simon ikke skulde faa noget at vide - blev sat i Pleje hos en konduktør Poulsen i Randers. Det var Christiane Pedersens Mening at aabenbare Sagen for Simon, naar hun en Gang, som hun haabede, blev gift med ham.

Den nævnte Oktober Aften kom hun imidlertid til Konduktør Poulsen og hentede Barnet; hun vilde have det tilbage, sagde hun. Poulsens Kone opfordrede hende meget indtrængende til ikke at gaa saa sent ud med Barnet der laa og sov; men hun fastholdt sin Beslutning. Hun troede, at Poulsens Kone vilde tilbyde at tage Barnet til sig, hvad denne ogsaa nok havde Lyst til; hun undsaa sig imidlertid ved at fremkomme med noget Tilbud, fordi Christiane Pedersen al Tid havde giort sig ud for at sidde godt i det.

Hun gik nu ud af Byen omtrent en halv Times Vej og kom til et Vandhul, Saa vaklede hun i sit Forsæt og gik rundt en Times Tid, men da var hendes Beslutning moden. Hun klædte Barnet af og kastede det tre Alen ud i Pandet; det gik til Bunds, kom lidt efter op igjen, men gik saa til Bunds for sidste Gang. Mordersken gik nu tilbage til Randers, boede paa en Gjæstgivergaard og besøgte næste Morgen sine to andre Børn. Det sidste Sted, hun var, blev hun anholdt. Dagen efter Mordet blev Liget fundet af nogle unge Mennesker.

Medens hun sad arresteret, døde Simon Andersen af Kulosforgiftning i Bergen paa samme Tid, som hans Kæreste fik sin Dom ved Randers Kjøbstads Extraret. Den lød paa Dødsstraf og blev stadfæstet af Overretten.

Ved Sagens Behandling for Højesteret var Oct. Hansen Aktor. Han giennemgik Begivenheden, som den ovenfor er skildret, berørte hendes pekuniærs Forhold, der ikke var saa gunstige, som hun vilde give dem ud for, og hævdede iøvrigt, at hun efter alt, hvad der forelaa havde begaaet Mordet med Overlæg.

Naar Dokumentationen i Morgen tidlig er endt, vil Højesteretssagfører Salomon saa Ordet som Morderskens Defensor.

(Aarhus Amtstidende 2. december 1892).

Barnemordssagen fra Randers.

X Kjøbenhavn, den 2. Decbr.

Efter endt Dokumentation blev Proceduren i Barnemordssagen fortsat i Morges.

Som Defensor for den Tiltalte mødte Højesteretssagfører Salomon, der først henpegede paa Christiane Pedersens ulykkelige Horhold, idet Sømanden Simon Andersen slet ikke vilde hjælpe hende med at underholde de Børn, han var Fader til: han lod hende endog betale til det ene af dem hos hans egne Horældre. Hun nærede derfor heller ikke saa kærlige Følelser for ham, som Aktor syntes at mene. Forøvrigt var der Grund til at nære Tvivl om, at Christiane Pedersen var ganske normal. Hendes Forhold overfor Dragonerne tydede paa et meget let Sind, og man maa desuden erindre, at hun var frugtsommelig, da hun begik Forbrydelsen. Det er jo en bekjendt Sag, at Svangerskabet kan have Indflydelse paa de intellektuelle Evner. Selv om hun forud har været noget abnorm, kan dette desuden godt have været skjult for de Folk, hun havde været i Tjeneste hos. Sikkert er det, at der ikke i hendes tidligere Liv foreligger noget som helst, som kan give Tilknytning til en saadan moralsk Depravation, som maatte til for at myrde sit ½ Aar gamle Barn, uden at hun først havde gjort noget Skridt for at faa det anbragt.

Defensor havde foranlediget, at der for Højesteret kunde foreligge en Erklæring fra Sundhedskollegiet om Christiane Pedersens mentale Tilstand. Hun blev indlagt til Observation paa et Hospital, men Lægerne erklærede, at hun i mental Henseende var normal. Der er saaledes ikke mere for Desensionen at gjøre i denne Henseende.

Spørgsmaalet er nu, om det med Rette kan siges, at Mordet er begaaet med Overlæg. Det kunde ikke nægtes, at hun alt i nogen Tid havde syslet med det Fantasteri, om hun skulde tage Livet af sig selv eller dræbe sit Barn. Med disse Overvejelser gik Tiden indtil den 31. Oktober, idet hun med den formentlige Snedighed, som Fruentimmerne ynder at betjene sig af, søgte at faa konduktør Poulsen - hos hvem Barnet var i Pleje, og som holdt meget af det - til at tage den Lille til sig. Først den 31. Oktober om Morgenen fattede hun den Beslutning, at hun vilde dræbe Barnet, hvis Poulsens ikke af sig selv tilbød at tage Barnet til sig. Da dette ikke skete, besluttede hun sig til at begaa Mordet, men en Times Tid efter blev hun dog bange for sit Forehavende, og først efter nogen Vaklen udførte hun den skæbnesvangre Handling. Defensor vilde henstille, om man under disse Omstændigheder kunde sige, at Forbrydelsen var begaaet med Overlæg og saaledes krævede Dødsstraf.

Endnu vilde Defensor fremhæve, at der var al mulig Grund til at nære den største Medlidenhed med Christiane Pedersen. Hun havde stærke Følelser, Drifter, som hun ikke kunde betvinge; det blev hendes Ulykke. Hvis hun var bleven gift med sin Simon, var alt gaaet godt. Hun vilde rimeligvis have født ham en Mængde Børn, hvilket man i Bondestanden anser for en Velsignelse. Hun var, hvad man kalder et reelt Fruentimmer, der ikke vilde lyve; hun vilde ikke bilde Poulsen ind, at hun kunde betale for Barnets fortsatte Pleje, naar hun ved sig selv vidste, at dette var umuligt. I det hele fortjente hun Sympati, og Desensor vilde derfor indstille hende til Rettens mildeste Straf.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der lod paa Stadfæstelse af Overretsdommen (Dødsstraf) i Henhold til de deri anførte Grunde. Højesteret begrundede dog yderligere sin Dom deri, at Lægesynet havde erklæret Mordersken for fuldstændig normal.

(Aarhus Amtstidende 3. december 1892).

Skadeserstatningssag fra Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

27. Fra P. Pedersen af Holstebro om Invalideforsørgelse; ( Indbragt den 17de November 1892 af Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 5te Valgkreds, Clausager). Andrageren bemærker, at han blev indkaldt til Militærtjeneste 1859 og 1861 og deltog i Vinterfelttoget 1863-64, indtil han blev syg og kasseret. Indtil Sygdommen begyndte, har han altid kunnet udføre sin Tjeneste uden at mærke til noget Sygdomstegn og uden at være behandlet for noget Sygdomstilfælde. Før Indkaldelsen var han altid sund og frisk, ligesom intet Anlæg til Brystsyge, hvoraf han lider, har været sporet i hans Familie. Det var først under Operationerne i Jylland i Vinteren 1864, at han ved Anstrengelse og Kulde angrebes af Sygdommen og efter Hjemkomsten fra en natlig Patrouille indlagdes paa forskellige Lasaretter, indtil han 1ste Juli 1864 blev kasseret paa Grund af Brystsyge. Han har siden den Tid lidt af Sygdommen og har forgæves søgt Hjælp for den hos forskellige Læger. I de senere Aar er den saaledes tiltagen, at næsten alt Arbejde er umuligt for ham, saa at han, der er uden Formue, og hvis økonomiske Forhold ved Sygdommen ere aldeles ødelagte, ikke kan ernære fig og Familie. Da Ansøgninger om Invalideforsørgelse til Invalidebestyrelsen og Finansministeriet ere blevne afslaaede, fordi man ikke har fundet konstateret, at Sygdommen er en Følge af den militære Tjeneste, henvender han sig til Folketinget for ved dets Medvirkning at opnaa en saadan, da han anser det for godtgjort, saa vidt saadant overhovedet er muligt, at Aarsagen til Sygdommen ikke kan søges forud for hans militære Tjeneste, men alene i de Forhold, der vare forbundne med udførelsen af denne, der under alle Omstændigheder efter hans Formening har fremskyndet Udbruddet af Sygdomen og forværret den, saa at han tidligere end ellers og i langt større Omfang er bleven erhvervsudygtig.

Udvalget foreslaar Andragendet henvist til Finansministerens Undersøgelse.

(Rigsdagstidenden 1892-93)

Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra København)

For ganske nylig blev der i et herværende Hovedstadsblad fremsat Ønsket om, at Søndermarken maatte blive Københavnernes Boulogneskov, det vil sige, det Sted, hvor det København, der morer sig, det København, der er i Stand til at benytte visse Timer af Dagen til Spadsere-, Køre- og Rideture for at se og ses, kan tage hen i een strakt Promenadelinie fra Grønningen langs Bredgade, over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade ud til Tivoli, og derfra videre ad Vesterbrogade til Søndermarken.

Aa, ja, hvorfor ikke, hvis det kun gjaldt om at lede Strømmen af Spadserende til Fods, til Hest og til Vogns ud ad Vesterbro og Frederiksberg til og forøvrigt ingen Skade gjorde; men det er det netop, hvad det gør. 

Der blev taget til Genmæle mod dette Forslag og sagt, at ved en saadan Ordning, ville alle de gamle pensionerede Præster, og andre Pensionister fordrives fra deres nu saa fredede Enemærker, og det vilde være Synd for dem.

Det er sandt, det ville det; men det vil ogsaa være Synd for andre, nemlig for Menigmand, for Tusinder af fattige Folk og deres Børn.

De daglige Dage, er Frederiksberg Have og Søndermarken saa temmelig stille, folketomme er de dog aldrig, en og anden tager altid derud, enten alene eller i Følge med et lille Selskab. Parkerne derude er dog altid et Surogat for Skoven, der ligger alt for langt borte til at andet end unge og raske Ben kan gaa derud, og det at køre koster 50 Øre pro Persona; til Frederiksberg og Søndermarken derimod, kan gamle Ben trisse saa smaat af Sted, i jævn Passiar med Vennerne man følges med, og paa den Maade kan man nok komme i Skoven, uden at det koster for meget, der kan ogsaa blive lidt tilovers til en Kop Kaffe eller Chokolade, hvis det er Fødselsdag eller deslige. Og har man ikke Aftensmaden med sig, kan man magelig komme hjem til Thetid efter at have tilbragt en rar Dag ude i frist Luft og under de store, bredgrenede Træers kølige Skygge, hvor Par efter Par af de gamle Mennesker, der har boet paa Landet i det meste af deres Levetid, slidt og stræbt i en eller anden Livsstilling, og nu, det er blevet Aften, har slaaet sig til Ro i Hovedstadens Nærhed paa det stille idylliske Frederiksberg, spadser forbi, gamle og rokkende, støttet til hinanden, undertiden lige affældige begge to, og nydende i lange Drag Sommerdagens balsamiske, krydrede Luft, der stærk og bedøvende af de mange blomstrende Linde, lader dem i Mindet atter opleve deres Ungdoms fagre Drømme.

Det er om Hverdagene.

Om Søndagene derimod, da er der store Menneskemængder forsamlede herude fra den aarle Morgen. Det er Fattigfolk, egentlig ikke saa meget fra selve Frederiksberg og Omegn som inde fra Byen og inde fra Vesterbros og Nørrebros Sidegader.

Fattigfolk, det er maaske for meget sagt, men i alt Fald er det Smaakaarsfolk, der Ugen igennem lever i deres lille beklumrede Lejlighed paa et eller to Værelser uden Luft eller Lys, der er jo i Byen Tusinder og atter Tusinder af Lejligheder, hvor Gaarden set fra oven er at ligne ved en Brønd, fra hvis Dyb, der opstiger kvælende Stank, og fra neden ved en smal Tragt, ved hvis øverste Ende et Glimt af Himlen stimles, det er nu ikke for det, Lejlighederne paa Broerne kan være slemme og sundhedsfarlige nok, jeg kunde fortælle Hundreder af Eksempler derpaa, men vil her, hvor det egentlig ikke er Meningen at tale om Lejligheder, uden for saavidt, det staar i Forbindelse med deres Beboeres Berettigelse til at nyde frisk Luft og Synet af grønne Træer og Hvile i deres Skygge, mindst en Gang om Ugen.

Det var i Sommer, en varm solhed, Søndag Formiddag, at jeg gik op paa Nordvestvej 5te Sals Kvist til en Familie, hvis Smaabørn jeg havde lovet en Tur paa Landet.

Familien har to Værelser og Køkken; Manden er Urmagersvend, og saavel han som Konen og Børnene var rene og pæne. Værelserne var ogsaa nette; men der var en Atmosfære af Sol, stegt Flæsk og Røg, og Vorherre maa vide, hvad mere, saa at jeg, der dog ellers er saa temmelig vant til fattige Folks Lejligheder herinde og den daarlige Luft i disse, jeg fik nu ondt, og med en højst ubehagelig Kvalmefornemmelse maatte jeg indskrænke mig til at bede Konen om at komme hen til mig og saa skynde mig ud.

Da Konen kom, spurgte jeg hende om, hvor det kunde være, at Luften i deres Lejligheden var saa gennemtrængende usund. Hun forsikrede mig, at det ikke stod i hendes Magt at andre det. Luften i Lejligheden var, begrundet paa det usle Komfur, der altid røg, paa Solen om Sommeren, og Kulden om Vinteren, saa usund, at Lægen havde givet den Skylden for hendes egen og deres Smaabørns store Sygelighed; en lille Pige paa 10 Aar havde saaledes først begyndt at faa Tænder, da hun var 7 Aar gammel, og hendes Ben voksede krumme, alt som hun blev ældre, flere af de andre Børn led af Halssyge og Kirtelsyge paa forskellig Maade, men de havde nu boet i den Lejlighed i fjorten Aar, Værten kendte dem og tog det ikke saa nøje med Huslejen. Om det en og anden Gang gled over med Betalingen, naar det var smaat med Arbejdet, saa vidste han, at de var ærlige og at han fik sine Penge, naar det blev bedre Tider, derfor turde de ikke flytte, derfor satte de baade deres eget og deres Børns Helbred til, derfor, at de vilde være og anses for at være ærlige Folk, og saa maaste derfor, at de ikke var oplyste nok til at forstaa det forfærdelige Ansvar, de tog paa sig ved bevidst at bo i en usund Lejlighed.

Men for den Slags Mennesker og deres Lige maa netop Søndermarken vedblive at bestaa i hele dens ejendommelige, gammeldags Skikkelse, denne smukke Skov i Københavns umiddelbare Nærhed, hvor Folk har Lov at strække de modige Lemmer, hvor de har Lov til at lege og brede Dug paa den grønne Engbund og under de løvede Træers Kroner  og saaledes bøde en Smule paa den daarlige Luft, Lungerne har faaet tilført i Ugens Løb. Her behøver de ikke at genere sig, og de plages ikke af Solen som paa Fælleden.

Nej, det er Synd at tage Søndermarken fra disse, Synd at tage den fra de gamle Mennesker derude, og fra alle de andre som er glade for den.

Lad den fine og muntre Verden nøjes som hidtil med Langelinje, med Smedelinien og Strandvejen, men lad Frederiksberg være Folkets Ejendom.

S-h.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. november 1892).

Norske Hus i Søndermarken der skal efterligne et norsk landskab. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I Frijord! (Efterskrift til Politivennen)

Lidt udenfor Byen ligger den vidtstrakte Vestre Kirkegaard med Grave fra to og tyve Aar og Plads til mange fler. Der findes derude gamle, smukt anlagte Partier, som minder om en Lynpark i uregelmæssig Stil med mange Stensætninger og Pryd- og Slyngplanter paa alle Høje og t alle Fordybninger. Hver Fure mellem Stenene er bevokset. Hist og her skimter man Korsene, som fortæller, at det er Grave der ligger mellem det tætte Buskværk. Paa andre Steder findes store Strækninger med lange Rækker ny opkastede Grave; den bare Jord stiuner overalt igennem det brogede Tæppe af halvt visne Kranse og Blomster.

Efter Rang og Rigdom ligger de Døde derude. De flot anlagte Familiebegravelser gaaende i Arv gennem hundrede Aar og de købte for tyve Aar maa bøde paa de triste Strækninger af Jorden, som laanes de fattige, den knapt tilmaalte Frijord, hvor Gravene, næppe adskilte, høiner sig i ét, og Kors ved Kors gnider sig mod hinanden. Nøgenheden og de klodsede Trækors eller daarligt malede Blikplader fortæller tydeligt, at her hviler Fattigmands Støv, her hviler Samfundets Stedbørn, hvis Efterladte har andet at tænke paa end pynte op den lille Jordhøj, der gemmer den Dødes Støv.

Her kaster Byen sine fattige Borgere hen, naar de ikke længer kan være den til Nytte, naar Arbejdet i de skumle Værksteder og Fabriker har tæret al Livskraften bort. Her læsser den Ligene af sig - Ligene af de, som har ligget underst i den rasende Kamp for Brødet, som skaber dens Storhed, som bygger dens høje Kaserner og dens pragtfuld Bygninger, som frembringer Maskinerne, Fremskridtene og alle Livsfornødenhederne. Naar Hospitalernes Arbejde er endt, køres de Døde herud til Kapellet Til Søndagen graves saa den lange Fællesgrav, hvor Ligene Side om Side sænkes ned, hvor Samfundet viser dem den sidste Barmhjærtighed, laaner dem Jorden til at raadne i.

Alle Gravene kastes til samtidig. Jorden er fælles, som dækker alle disse Kister, der skubber til hinanden. I Fællesskad raadner de herude, alle disse Mænd, Kvinder og Børn, hvis Skæbne var fælles, den at være fattig. 

Kapellet, hvorfra Fattigbegravelserne foregaar, er et stort Træskur, inddelt i flere Rum. Midt for den ene Væg i et af Rummene staar Kisten, og bag ved den paa en Skammel træder Præsten op, mens Deltagerne samler sig rundt om i en Halvcirkel. Sveddryppende ekspederer Præsterne én efter én de Døde. Efter en kort Tale kastes de 3 Skovle Jord paa Kisten. Ofte er der næppe et Kvarter mellem hver Begravelse. Kammeraterne viser saa den Afdøde den sidste Ære og bærer Kisten til Graven, og mens Fagforeningens Faner vajer, sænkes Kisten ned.

Og Aar for Aar vokser denne Mark for Sygdom og Raadenskab, stadig gødes den med fler og fler Lig. Tæt udenfor Byen ligger denne fugtige, frugtbare Jord, hvis Hovedbestanddel er halvraadne Lig. Dunster stiger op deraf og driver ind over Byen, hvis Usundhed forøges.

Hvor længe endnu mon dette Barbari vil vare ved, som holdes for helligt, fordi Jøderne for 2000 Aar siden indførte den Stik at begrave de Døde?

Edvard Steenberg.

(Social-Demokraten 12. november 1892).

Vatfabrikens Brand.. (Efterskrift til Politivennen)

X Kjøbenhavn, den 10de Novbr.

Den mægtige Brand, som i Aftes lagde Nørrebros Vatfabrik i Aske, var den største, Kjøbenhavn har set i det sidste Aars Tid. Det har i forholdsvis lange Tider været en magelig lid for vore raske Brandfolk, hvis Officerer da ogsaa længe har været forberedt paa en større Ildsvaade. Statistiken sagde, at den maatte være nær forestaaende.

Af alt, hvad der lokker Kjøbenhavnerne, er der absolut intet, der kan maale sig med saadan en rigtig mægtig Ildebrand. Den virker ganske som en Folkeforlystelse i stor Stil. Alene Sprøjternes Raslen gjennem Gaderne og deres idelige højlydte klemten faar Hjerterne til at banke af forventning! den letbenede Ungdom følger Sprøjten i Hælene, selv om den kun stal hen og slukke en Skorstensild i den modsatte Ende af Byen, og drejer det sig om en større Historie, en Brand, der giør Himlen rød og lysner op i stor Afstand, saa stormes Droskerne af de voxne, og det gaar med størst mulige Hurtighed mod Brandstedet.

En saadan dragende Magt havde Vatfabrikens Brand ude i Blaagaardsgade. Det var allerede helt mørkt, da Ilden fængede i Fabrikens Stueetage, rimeligvis ved en Drengs Uforsigtighed, og i Løbet af et Kvarters Tid stod den hele Fabrik i lys Lue.

Den Næring, Ilden fik ved denne Lejlighed, var endnu gunstigere for Branden, end da Pakkassefabriken i Fjor gik op i Luer. Der var i Fabriken samlet uhyre Oplag af Bomuld, og paa Lofterne fandtes desuden færdige Bader til mange Tusinde Kroners Værdi.

Intet Under derfor, at der opstod nogen Panik blandt Fabrikens Personale, som kun bestod af en Snes Mennesker, overvejende unge Piger. De fleste af dem maatte flygte i største Hast, og man nærede endda Frygt for, at nogle af dem var indebrændte. Dette sidste viste sig dog heldigvis ikke at være Tilfældet! alle kom ud i god Behold, men ellers blev intet reddet. 

I mindre end en Time var den hele Fabrik forvandlet til en rygende Ruin, og i Dag staar de sværtede Ydermure og gaber midt imellem de gamle og ny Bygninger, som findes tæt omkring og som det kun med utrolige Anstrengelser fra Brandvæsenets Side lykkedes at frelse fra at lide samme Skjæbne. Ilden fik dog fat i en Bygning, der rummede et stort Bogbinderi, og her blev bl. a. et stort Oplag af Salmebøger og Protokoller ødelagte.

Adskillige Tusinde Mennester stormede ud ad Nørrebro til, medens Branden stod paa. Selve Blaagaardsgade holdtes strængt afspærret af en talrig Politistyrke, men alle de tilstødende Gader var som et bølgende Menneskehav. Navnlig ved Dronning Louises Bro frembød Branden et pragtfuldt Skue, idet den lyse Himmel afspejlede sig i Søerne og i de lange Husrækkers Ruder.

Fabrikens Ejer havde alt assureret, men Standsningen bringer selvfølgelig Tab baade for ham og hans lille Arbejderflok. Det var netop Aarets travleste Tid, i hvilken de rigtigt skulde tjene Penge til Julen.

(Aarhus Amtstidende 11. november 1892).

Fabrikken - firmaet Magnus & Ko. -  lå i en gammel toetages bygning i Blågårdsgade overfor Anker Heegaards jernstøberier, tæt på Blågårds Seminarium, Nørrebros Badeanstalt og Ulrichsens Stiftelse, der dog ikke blev omfattet af ilden. Den var en af de sidste bygninger fra før etagebyggeriernes indtog.