Tidssignal fra Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Når professoren bankede på ruden.

Da urmagerne ikke kunne få urene til at følges ad.

Kuglen på Nicolaj.

TIDSSIGNALET er ikke noget, der er opfundet specielt til radioen, hvad mange måske vil tro, det er en gammel historie.

Det er dog først i den nyere tid, at befolkningen har været så ivrig efter at erfare den rigtige tid, at signalet har spillet nogen større rolle. Før tog man det af mange grunde Ikke så højtideligt med tiden.

Uret er ganske vist en gammel opfindelse - selv på Gorm den Gamles tid kendte man det - men først med tandhjulets benyttelse kom der rigtig "gang" i "urene" - det var omkring år 1800. Uret var imidlertid i de følgende århundreder en sjælden og meget kostbar vare. De få ure, der fandtes, var gode nok, men de kunne selvfølgelig kun måle tiden, ikke angive den rette tid, hvis man ikke havde noget bestemt holdepunkt at Indstille dem efter.

På Christian IVs tid brugte man solen som tidssignal og stillede urene efter dem, og man var mere end tilfreds med den omtrentlige nøjagtighed, der kunne komme ud af det. Københavns borgere klarede sig stolt uden astronomernes hjælp.

"Tiden" blev bragt op til Runde Tårn med et almindeligt lommeur.

Først Struensee der bragte orden og plan i så mange forhold, ønskede også en ændring på dette område, og det blev pålagt professoren i astronomi, Chr. Horrebow at finde en metode der kunne få urene i byen til at følges ad. I 1771 indgav Horrebow sit forslag. Det gik ud på at der en eller to gange om ugen skulle gives et signal fra Rundetårn - et flag, der blev strøget Kl. 12 middag - og herefter skulle alle byens officielle urværker stilles. Urenes ejere skulle som betaling for signalet yde 10 rdl. årlig til observatoriet på Rundetårn.

Forslaget fik en i sandhed varm modtagelse. Der var jo ingen, de havde forlangt at få at vide, hvad klokken var, og man ville da i hvert fald ikke betale for det. Magistraten protesterede imod afgiften for sine fire ure - Rådhusets, Helliggejstes, Nicolajs og Frue Kirkes - og ejerne af byens andre offentlige ure gjorde det samme. Horrebow nedsatte så afgiften til det halve, hvorefter Kancelliet skyndte sig at sætte sagen i værk uden at høre ur-ejernes mening om det ændrede forslag.

Fra 1772 begyndte så signalet at virke. Men havde der ikke før været forvirring i urenes gang, så blev der det nu. Man forsøgte at rette sig efter flaget på Rundetårn, og man drejede og drejede på viserne, frem og tilbage, men der var ikke et ur i byen der kunne holde trit med observatoriets middagssignal. Befolkningen anede hverken ud eller ind, kun de mere begavede af urmagerne havde en anelse om, hvor mystikken var: Professor Horrebow brugte en helt anden tidsinddeling end almindelige mennesker.

Den 17. februar 1772 sendte oldermanden for urmagerne en skrivelse til Magistraten, hvori han oplyser, at signalet åbenbart bliver givet efter "solens gang", men at solens gang Ikke er nøjagtig, til tider hurtigere, til tider langsommere end "den sande tid". Urmagerne forlanger, at signalet skal gives efter den sande tid, da det ellers ikke vil være muligt for dem at få urene til at gå rigtigt. Magistraten forstod imidlertid ikke noget af det videnskabelige i urmagernes skrivelse og sendte den til Kancelliet med den oplysning, at urmagerne mente, at "signalet ej sker i rette tid eller akkurat". Kancelliet sender skrivelsen videre til Horrebow til erklæring, og der kommer en længere redegørelse fra den stejle videnskabsmand. Han oplyser, at der er en slags tid, den sande, efter solens gang, og middeltiden, der deler døgnet i 24 lige lange timer. Horrebow holder selvfølgelig på den sande tid, efter den skal lygterne tændes, efter den går solen op og ned, og efter den udarbejdes almanakken. Han anfører, at urmagerne skal kende forskellen mellem den sande tid og middeltiden, og så kan de jo godt stille deres ure efter signalet. Da kirkeurene alligevel "skal dagligen røres ved", kan man jo lige så godt stille dem efter den sande tid hver dag. Han giver urmagerne det råd, at de skal sætte to minutvisere på hvert ur, den ene til middeltid og den anden til den sande tid.

PROF. HORROBOWS skrivelse imponerede Kancelliet ved sin store videnskabelighed, og urmagerne fik ikke andet ud af deres besværing end det gode råd om de to visere. Imidlertid bevirkede Horrebows redegørelse, at urmagerne fik klaret deres begreber om de to slags tid, og et par år senere kommer de igen med en ansøgning til Magistraten, men denne gang kan de bruge betegnelserne rigtigt. Nu ville Magistraten prøve lykken hos universitetet, - Kancelliet og Horrebow var jo åbenbart enige, og man havde ikke glemt de ærgerlige 5 Rdl. - men sagen endte alligevel hos den strenge professor. Han gjorde dog nu den indrømmelse, at han hver måned ville indrykke i "Adresseavisen" en tabel over forskellen i sand tid og middeltid for hver dag; ligesom han i universitetets almanak ville lade optrykke den samme tabel for hele året. Fra den tid stammer altså den tabel, der viser, hvad klokken er, når det er middag i København, som endnu findes i Universitetets Almanak. - Straks efter døde imidlertid professor Horrebow, og hans efterfølger var ikke så principfast, så da urmagerne kom igen med en klage 1784, sejrede fornuften, og signalet fra Rundetårn gav herefter middeltiden.

Dette signal holdt sig nu det meste af 100 år. Hver onsdag og lørdag middag kl. 12 blev flaget strøget fra flagstangen på Rundetårn, og signalet kunne ses over hele byen og havnen, ja helt ud i Sundet og ned i Køge Bugt.

I 1857 BLIVER der igen røre om tidssignalet. Denne gang er det søfolkene, der klager. Det var efterhånden blevet almindeligt, at skibene var forsynet med ure, og det var af stor betydning, at skibsurene gik nøjagtigt, så man altid på havet var i stand til at bestemme den geografiske længde og dermed skibets beliggenhed ved hjælp af uret. Kritikken mod tidssignalel kom først til orde i "Tidsskrift for Søvæsen" i en artikel af orlogskaptajn Tuxen, der hæver, at signalet dels er upraktisk og dels ikke er nøjagtigt. En mand skal hejse flaget et kvarter i tolv, hvorefter en professor inde i observatoriet, når klokken er tolv, banker med fingeren på en rude og giver tegn til, at flaget skal stryges. Det kan aldrig blive nøjagtigt, hævder Tuxen, og det bør ikke være et flag, for det kan kun ses i blæsevejr og så endda kun fra to sider. Endvidere skal signalet efter hans mening gives i flere tempi, så folk kan få tid til at gøre sig klar med deres kronometre. Endvidere skal signalet gives  hver dag og ikke kun to gange om ugen.

Tuxens kritik frugtede Imidlertid ikke, men da Observatoriet flyttede til Østervold og "tiden" altså skulle bringes herfra og til signalet på Rundetårn med et almindeligt lommeur, holdt folk af sig selv op med at regne med signalet, nu kunne del umuligt være nøjagtigt mere. Da så Rundetårn skulle repareres 1867, foreslog Tuxen, der også var medlem af Folketinget, at man flyttede tidssignalet til Nicolaj Tårn og forbedrede det, så det kunde bruges af søfolkene. Det "antedeluvanske" tidssignal, som han kaldte det gamle, havde udspillet sin rolle.

Forslaget gik ud på at signalet skulde være en stor sort vidjekugle, som skulle hejses i to tempi, 5 minutter i 1 halvt op, 2 minutter efter helt op, og præcis klokken 1 skulle kuglen falde, udløst elektrisk gennem en særlig ledning fra observatoriet. Den astronomiske professor d'Arrest, der blev rådspurgt, holdt imidlertid på det gamle system med flaget og ville i hvert fald ikke tilråde den elektriske udløsning. Forslaget blev alligevel bragt til udførelse, men regeringen var dog blevet bange ved d'Arrests advarsel, og det vedtoges, at en mand hver dag skulde gå fra Nicolaj til Øster Vold efter "tiden" Inden forslaget skulle træde i kraft, blev det dog ændret, så den elektriske ordning blev lagt.

På denne måde virkede tidssignalet indtil 1909, da det blev flyttet ud i selve havnen og anbragt på taget af det store silopakhus Men indtil 1909 faldt "kuglen på Nikolaj" altså hver søgnedag klokken 1 præcis, men derimod ikke søn- og helligdage. En eneste helligdag faldt kuglen I de mange år, det var nytårsdag 1894. Fra nytårsaften 1893 klokken 12 nat skulle nemlig alle ure i landet stilles efter en ny tidsregning, den mellemeuropæiske, der var 9 minutter 41 sekunder foran den københavnske middeltid.

Mange vil endnu huske "kuglen på Nicolaj", men dens betydning kunne ganske vist ikke måle sig med den, radioens tidssignal har i vore dage.

Moses.

Struensee [ulæseligt] byens ure pænt skulle følges ad.

(Socialdemokraten 17. juli 1932, Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 13. august 1932, 2. udgave)

Hitler og jøderne. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers skrev for Social-Demokraten indtil omkring 1933. Nedenstående artikel er et eksempel på en sådan artikel. Senere, i 1934 meldte hun sig ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Herefter begyndte hun at skrive stærkt antisemitiske artikler. Eksempler på sådanne kan findes på denne blog ved at følge dette tag.

I sin bog "Ene Hvid gennem Liberias Urskove" (1931) skrev hun: "Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker."

Det håb, som blev stillet til ægtheden af den tyske folkesjæls socialdemokratiske indstilling, synes at skulle beskæmmes i samme grad som Hitlerbevægelsen vokser i styrke.

Den gamle Hindenburg er ved at trættes, og det kan ikke forundre. Måske ser han med det klarsyn- alderdommen undertiden har, at reaktionens mørke tætner sig over Tyskland i en grad, som han i hvert fald ikke tiltror sig kræfter og leveår nok til at tage kampen op med. Ingen aner i virkeligheden, hvor tæt det er. Optimisterne tilkender det kun en kort virketid. Da ingen ved noget sikkert om fremtiden, kan den ene opfattelse være lige så gyldig som den anden.

De som troede, at med kejserdømmets fald sprængte også den spændetrøje, der hidtil havde hindret verden i at se den tyske nations sande ansigt, er blevet akuffet. Der var nogle, der gik så vidt at påstå at Tysklands sjæl, den oprindelige, den i dybet endnu levende og kraftige folkeånd, var ånden fra Weimar, var Goethes frie verdensomfattende humanisme. De tog fejl! Den arrogante militarisme og det spytslikkende adels- og hofkryberi var trængt dybere ned, end lysseerne ville tro.

Der fortælles i Wien en meget gouteret historie om den gamle kejser Franz Josef. For ikke at gøre herskeren nervøs, havde man i flere år ikke sagt ham, at der var krig i Europa, og da man endelig langt om længe kom til det resultat, at nu var det dog vist bedst, han fik det at vide, svarede han "Hvad - hvad siger I? Er der krig I Europa? Det synes jeg ikke om - gå ud og sig til dem, at de skal holde op".

Hvis denne anekdote havde haft sit udspring i Berlin, ville den utvivlsomt have formet sig på modsat måde. Man indterper ikke gennem hundrede år historien om militarismens magt som det eneste saliggørende, uden at en nation tager skade på sin sjæl. Man forsøger ikke systematisk at dræbe forståelsen af den socialistiske idés skønne humanisme og verdenssamlende retfærdighed hos et folk, uden at det spores.

Når man ser det kaos, hvori det ulykkelige Tyskland for øjeblikket befinder sig, kan man ikke andet end føle dyb glæde over at tilhøre den danske nation, lad så ubehagelighederne ved landets lidenhed være nok så iøjnefaldende.

Jeg siger det ikke for at hovmode mig, men vort skolevæsen, vort sundhedsvæsen, vort voksende antimilitaristiske sindelag, det viser dog alt sammen, at vi er blandt de førende på vejen frem mod den sande kultur.

Og den nedadstigen mod mørket, som Hitlerbevægelsen profeterer om, vil give sig frygtelige udslag også på steder, som ikke er lige iøjnefaldende for alle.

Jeg tænker her på jøderne.

En jøde, der bor i Berlin, et af de fineste, et af de mest intelligente og storsindede mennesker, jeg har truffet, fortalte mig fornylig, at allerede nu kunne det spores, at Tyskland var ved at glide tilbage mod de middelalderlige fordomme.

Det var en daglig tilbagevendende oplevelse for hans to sønner, at de på vej til og fra skole blev bombarderet med snavs eller bananskaller af andre drenge, der samtidig morede sig overdådigt ved at råbe smæde- og øgenavne efter dem.

Jeg svarede, at det havde jeg dog Ikke ventet. Vi levede vel trods alt i 1932, og vi kaldte selv vort århundrede for oplysningens og fremskridtets tid. Forøvrigt naturligvis en betegnelse, der ikke er fri for at være temmelig humoristisk, selv om humoren er besk. Et århundrede, der føder en europaomspændende krig - humant! - Men jeg troede dog, at jødeforfølgelser, i hvert fald på enkelte undtagelser nær, måtte betragtes som et overstået stadium af nationalistisk snæversind.

"Men Hitler har jo sagt, at den dag, han får magten, begynder en systematisk jagt på jøder. Af sted skal de, bort fra hus og hjem, og hvad en ophidset folkeskare, der med lovens billigelse slippes løs på værgeløse individer, tør tillade sig, er det vist bedst ikke at tale om," sagde min jødiske ven.

Denne mand er fra Rusland; han ved, hvad han taler om.

I en lille by, hvor en slægtning af ham boede, i Sydrusland, begyndte en dag bønderne en udryddelseskampagne imod de der boende jøder. Fem og tyve unge mænd samlede sig for at forsvare kvinderne og børnene. Nitten af dem dræbtes og resten såredes så hårdt, at forfølgerne anså dem for at være døde. Medens husene omkring stod i flammer og de lemlæstede og voldtagne kvinders skrig endnu skar igennem luften, blev de alle fem og tyve smidt op på en arbejdsvogn, og en skare drukne og hujende bønder drog af sted med deres ofre for at kaste dem i et vandhul udenfor byen.

Da der imidlertid fandtes en kro ved vejkanten, standsede toget, for at bønderne kunne komme ind og fortsætte drikkeriet, og vognen med de døde og halvdøde jøder blev stående udenfor. Tilfældigt kom en læge, der boede I nærheden, kørende forbi, og han standsede for at se nærmere på vognens underlige læs. Han opdagede, at en hånd, som stak frem, bevægede sig, og han skubbende da de oven over liggende lig til side og fik håndens ejermand gravet ud. Det viste sig at den unge mand var en god bekendt af ham, og uden at blive opdaget af de fulde og skrålende bønder inde i værtshuset, tog han den sårede med i sin vogn, kørte ham til det nærmeste hospital og fik ham indlagt.

Efter et halvt års forløb var knivstikkene i hans legeme lægt. Det ene ben, som var aldeles gennemhullet af sår, var blevet sat af, og manden havde fået et kunstigt ben. Legemligt var han helbredet så godt, som det kunne lade sig gøre; sjælellgt vil han altid lide under en vis deprimeret skyhed, en uro, som stod han altid tæt foran en ny rædsel.

Han er kun en af mange. Hitlers voksende magt er en trussel, et sværd, ophængt i en tynd tråd. rede til at falde ved det første signal over tusinde uskyldige nakker.

Det er rigtigt nok, at Tyskland er ikke Gammel-Rusland. Vist ikke! Tyskerne er et oplyst folk, men et folk, der netop l de sidste dage ved slagsmål i Rigsdagen af folk som det selv for få år siden ville have betragtet som en umulighed, har bevist sin skæbnesvangre mangel på balance.

Nød, håbløshed og ledere, der kun kender een Gud, Hitler, kun een nation, som er jorden værdig - Tyskland - skal nok være i stand til at udføre underværker i retning af tilbagegang.

Den socialistiske idé er ret for alt, hvad der lever! Samarbejde mellem Modsætningerne! Forståelse af det nye! En sjæl, der redebont modtager verdens brogede mangfoldighed i sig. som vanddråben genspejler alle solens forskellige farver.

Millioner af mennesker har kæmpet for at lade deres eget væsen med dets medfødte snæverhed, goldhed og selviskhed genopstå forklaret af broderskabsfølelsens rene lys. Det første og sidste af alle humanisters evige bud har gennem alle tider været dette, at "vær imod andre, som du ønsker at de skal være imod dig."

Og n

Europa skulle være kulturens centrum, og hvad er kultur andet end udryddelse af råhed,

[timudø], fordummethed, uforståelse? Kan det så virkelig være muligt, at et helt folk, fredeligt, men uden fædreland, der trods alle dets fejl og mangler - men hvilket folk har ikke mangler - dog har tilført verden så store værdier, skal ansessom skadelige dyr? I så fald er det i sandhed militarismens ånd, der her fejrer en sejr, der burde få menneskeheden til at skjule sit ansigt i skam over at være mennesker - og samtidig så lidet menneskelige i den høje betydning, hvori ordet bruges.

Retten i spydstagen - det er krigens løsen! Den forbenede nationalisme er dens ægtefødte barn! Dertil - og så til, at kampråbet: "Alt for os - intet for andre", skal gjalde mod de dødsskræmte ofres øren, er der kun en såre kort vej.

Ulykkelige Tyskland, dersom dets historieskrivere om hundrede år også skal indskrive ordet "jødeforfølgelse" på dets elendigheders liste!

Olga Eggers,

(Nordjyllands Social-Demokrat, 14. juli 1932)

Voldtægtsforsøg på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Voldsmanden fandtes i forbryderalbummet.

I forgårs anholdt opdagelsespolitiet en mand ved navn Eigil Petersen der har været straffet flere gange bl.a. for kirkegårdstyverier. Nu har han imidlertid gjort sig skyldig i en endnu alvorligere forbrydelse. 

Ved 7-tiden tirsdag aften overfaldt han på Vestre Kirkegård en ung dame som han slæbte om bag nogle buske hvor han søgte at voldtage hende. Det lykkedes hende imidlertid at slå sig så fri af ham, at hun kunne råbe om hjælp, hvorefter forbryderen flygtede.

Den unge dame kunne senere gennem forbryderalbummet udpege Eigil Petersen som den mand der havde overfaldet hende, og det varede derefter ikke længe inden han blev anholdt. Petersen er derefter blevet fængslet, og foruden for en del tyverier so han nu har tilstået sig skyldig i, vil han nu få en meget alvorlig straf for sit voldtægtsforsøg.

(Social-Demokraten, 26. juni 1932).

Alberti blev i går stedet til hvile. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsen foregik i stilhed på Assistens Kirkegård.

Den en gang så stormægtige justitsminister hvis fald var så dybt og uopretteligt, fik i går en ganske stilfærdig begravelse på Assistens Kirkegård. Om formiddagen kl. 11 samledes nogle af den afdødes venner og slægtninge i Rigshospitalets kapel, hvor den hvide kiste stod dækket med mange kranse og med tændte lys ved hovedenden.

Efter salmen "Alt står i Guds faderhånd", talte pastor Husom fra Kildevældskirken ud fra profeten Zacharias' ord: "Herren har rejst sig fra sin hellige bolig. Stille for hans ansigt alt kød!" Præsten kom ikke ind på Albertis livshistorie. Han rettede nogle trøstens ord til dem der sørgede ved den afdødes bortgang og sluttede med en bøn for afdødes sjæl. 

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" sang et kort "Dejlig er jorden", mens venner af den afdøde bar kisten ud til rustvognen.

Jordfæstelsen fandt sted på Assistens Kirkegård, ikke i noget af familien Albertis to gravsteder her, men i et afsidesliggende gravsted tilhørende en fjern familie ved navn Westergaard. Gravstedet ligger helt ud mod Nørrebros Runddel.

 Pastor Husom forrettede jordpåkastelsen.

 (Social-Demokraten, 21. juni 1932).

Foto fra Dagens Nyheder, 21. juni 1932 af ligbilen og følget på vej til Assistens Kirkegård.

P. A. Albertis gravsted på Assistens Kirkegård. Busken havde på et tidspunkt overgroet korset. Men her (januar 2021) er det blevet klippet fri igen. Indskriften er ganske ulæselig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ellen Reumert (1866-1934). (Efterskrift til Politivennen).

Ellen Marie Sophie Reumert (1866 - 1934) var forfatterinde med stor succes i sin samtid. I samtiden var hun mest kendt for et meget omfattende forfatterskab. Et indtryk af hvad hun skrev og hvordan det blev modtaget får man af nedenstående artikler. Ellen Reumerts far var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre. Noget hun beskrev i erindringsbogen "To lykkelige Hjem" (1919). Hun blev undervist hjemme. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen uddannede sig inden for musik og underviste i klaver. Hun blev 1890 gift med sin fætter Alexander Reumert (1856-1912), inspektør på Carlsberg. Hun var i familie med Poul Reumert. 

Senere startede hun sit forfatterskab, som hun som ung havde startet under pseudonymet Knud Hagen i 1892: "Novelletter". Hun udsendte dog nu bøger i eget navn. Hendes skue- og syngespil, "Tvillinger" blev opført 1904 på Folketeatret. "Sofaen" opførtes samme sted 1913. "Aflad" gik på Casino 1908. "Firkløveret" på Det Ny Teater 1912. "Jul" på Blancheteatret i Stockholm 1916. 

Kasino

Aflad - Gerda Krum.

Historien om den pæne mand der forlader sin fattige elskerinde så snart hun er med barn, for at gøre et rigt parti, er jo ikke nogen ny historie. Den er heller ikke behandlet på nogen ny måde af fru Ellen Reumert i det stykke, Kasino spillede i aftes. Fru Reumert hamrer ufortrødent løs på de sentimentale strenge som emnet frembyder, og som sjældent forfejler deres virkning. Og hun har tilsat en slutningensscene hvor den barnløse bourgeoisifrue mødes med den fattige pige som har slidt sig til døde for sin lille dreng, og hvor de to kvinder måler deres livs lykke med hinanden. Denne scene som i øvrigt blev spillet smukt af fru Marie Dinesen og frk. Dietrich, gjorde det af med resten af publikums modstandskraft.

Men der er ingen grund til at tage fortrydelse af fru Reumerts stykke, velment som det utvivlsomt er, med en passende spot mod de fine fruers hovmodige selvretfærdighed.

(Social-Demokraten, 7. marts 1908, 2. udgave)

En af hendes bøger blev anmeldt af A. C. Meyer i Social-Demokraten:

Ellen Reumer:

"Lænker".

Fortællinger. (Udkommet på I. L. Lybeckers Forlag.)

Forfatterinden Ellen Reumert har i den foreliggende bog samlet tre fortællinger og en lille dramatisk skitse. Af fortællingerne er bogens første, som bærer titlen "Gerda", ubetinget den bedste.

"Gerda", der fremtræder som en brevveksling, handler om en ung pige. som skal giftes med en præst. Han har just overtaget sit embede, der lægger meget beslag på hans tid. Imens er Gerda omsværmet af glade fætre, og en af dem attrår den unge. ubefæstede pige. Ulykken kommer over hende en dag, da hun er på cykleudflugt med fætteren. Hun giver sig hen til ham, skønt hun elsker sin præst, og først bagefter former det skete sig for hende som en forbrydelse, på hvilken hun ingen forklaring kan give.

Den tilsyneladende mærkværdighed, at en kvinde elsker en mand og giver sig hen til en anden, lader sig psykologisk forklare af Gerdas flagrende uskyld, der kender sit mål, men ikke kan nå det og i en tilstand af omtåget længsel kaster sig i fætterens arme. Forfatterinden har ikke gjort forføreren til en usympatisk person, beskæftiger sig overhovedet ikke med ham udover det der bringer Gerda i ulykke. Fortællingen refererer, hvorledes forholdet bliver åbenbart for alverden fordi Gerda skal være moder. Hun er vel blevet gift med præsten, men fødslen vil falde seks måneder efter vielsen. Hun oprives af en frygtelig sjælekamp, men ender med at betro sig til Præsten. Det kommer til en voldsom scene. Han slår hende, løber sin vej som en gal mand og vender om for at tilgive sin hustru, tids nok til at frelse hende fra at blive begravet i søen i hvis tavse vande hun ville ende sin tilværelse. 

Præsten beslutter at tage sit kors på sig, at trodse sine sognebørns kritik og foragt og sejre eller falde med hustruen ved sin side. For ingen uden hans gamle moder, hvem han har betroet alt, har anelse om, at det er en anden end netop præsten som har ejet hendes elskov i utide.

Denne Konflikt er udmærket smukt fortalt. Gerda offeret for et øjebliks svaghed, føres billedlig talt tornekranset og lænkebunden frem for den strenge dommer, hvis navn er kristelig moral. Hun får et dødfødt barn, men da hun første gang efter fødslen besøger kirken, viger folk til side for hende og straffende øjekast hudfletter synderinden. 

Men Præsten taler om kristelig kærlighed og tilgivelse, og han tvinger den hårde dommer til Mildhed. Og atter synes solen at smile til de to mennesker. Gerda bliver atter Moder. Dog - skæbnen synes ikke at unde hende nogen lykke. Hun dør fra mand og barn, den stakkels

lille Gerda, som måtte bøde så bitterlig hårdt for et øjebliks letsind.

Har Fru Ellen Reumert i denne fortælling villet andet og mere end give en ung kvindes tragiske skæbne? Løftes dette smertens ris ikke mod selve dommeren, som sidder gusten og marmorkold i sit dommersæde? Så smukt og rørende denne historie er fortalt, fører den læserens sympati helt og holdent på den unge kvindes side.

Den digteriske facon i fortællingen kan der for så vidt indvendes noget imod, som brevvekslingen kun i ringe grad præges af hver brevskrivers individualitet. Det er forfatterinden, som taler gennem hver af personerne, og hun gør utvivlsomt præsten noget for kvindagtig. 

Den næststørste af bogens fortællinger bærer titlen "Af Dr. Holmers Praksis", men er ikke noget sammenhængende hele. Den virker mere som en moralsk afhandling over visse forhold, som fx drankerens ret til at hundse sin kone uden at denne har lovens hjælp til at fordre ham anbragt på en helbredelsesanstalt.

Ved en fremstilling af denne art føres man lige ind i debatten om drankerloven, og hvad man end kan sige om den - litterær er den ikke.

Derfor kan man jo godt have glæde af at læse en novellistisk fremstilling af sygelige tilstande i samfundet, og fru Ellen Reumert er Gud ske lov aldrig kedelig.

Man lægger da heller ikke "Lænker" fra sig uden at have fået et dybt og varigt Indtryk af en ualmindelig kvindes forfatterpersonlighed. 

A. C. Meyer

(Social-Demokraten 15. juli 1910.)

Forfatteren Ellen Reumert som viser tre af sine værker. Fotograf: Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et eftermiddagsbesøg

hos

fru Ellen Reumert.

Aldrig før i mit liv har jeg set et par så mægtige kopper eftermiddagskaffe som dem fru Ellen Reumert og hendes mand, driftsinspektøren på Carlsberg, satte til livs, da jeg i går eftermiddags aflagde et besøg hos "Andedammen"s forfatterinde i hendes arbejds- og musikværelse. Man må være meget sund og ligevægtig for at kunne stå for en sådan dosis koffein!

Men hvad havde ikke en dame i forvejen sagt til mig, da hun havde fået et benægtende svar på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kendte fru Reumert: "Det er kedeligt fer Dem! Ellers ville De have været sammen med et af byens elskværdigste mennesker, sund og god og ligefrem, en dame med et udmærket humør og et fortræffeligt hjerte, en ypperlig pianistinde, moder og husmoder, og som forfatterinde . . . men det ved De dog måske?"

Jo, det vidste jeg dog. Jeg huskede både "Tvillinger", der gik på Folketeatret. "Aflad" fra Kasino, hendes bog "Lænker", der kom sidste år, og som gjorde megen lykke, og adskilligt andet af fruens snart ikke ringe forfatterskab.

Nu sad jeg overfor fru Reumert, og vi talte om fortid og nutid og fremtid, og jo mere, vi talte sammen, kom jeg til at tro på den karakteristik, der var givet mig, inden jeg kom derud.

Der var først den uforbeholdne anerkendelse af andres arbejde.

"Johannes Nielsen er ligefrem genial i sin iscenesættelse. Det første og utaknemmelige slid tog hr. Normann, medens Nielsen var syg; men nu går det jo bedre med helbredet, og som han kan arbejde! Det er ikke nogen blid omgang, - han tordner bravt, og man er efter disse lange prøver som en klud, men man lærer, lærer så uendelig meget af det. Man ser, hvor stor forskellen er på det, man har tænkt sig sådan eller sådan, og så på, hvorledes det ganske nødvendigvis må blive, når scenens krav melder sig. Om det så er skikkelserne, får de jo undertiden anden form. ... ja, der bliver såmænd ofte af replikker, man ikke har tænkt sig noget videre forbundet med, ting der aldrig er faldet en ind . . ."

Fruen ler med sin inderlige kluklatter, og så fortæller hun om den gode rollebesætning, der er

givet "Andedammen".

"Hovedpersonen, adjunkt Brasens kone, et menneske der traver lige ind i alle hjerter og som ordner alt til det bedste i den jydske, sladrende andegård, er fru Neiiendam. Jeg synes hun bliver god - hun sprudler jo af talent, og så er hun opfindsom . . . ellers spiller med Nelleman, fru Orlamundt, frk. Thorberg Sommer, Vewer, Albrecht Schmidt, fru Dinesen og frk. Kranse, så jeg kan ikke klage. 

Oprindelig skulle "Andedammen" have været oppe tidligere men så gik det jo så godt med "Karen, Maren og Mette", nu får vi se hvorledes det går mig! Om der er dialekt? Nej, absolut ikke. Den holdes alligevel ikke stykket igennem, og forøvrigt kunne handlingen lige så godt foregå i en anden landsdel end Jylland."

En gang imellem får vi et lille stikord fra hr. Reumert, der med rette beundrer sin frues energi, og de oplysninger, som disse stikreplikker giver anledning til, er bl. a., at "Andedammen" oprindeligt var i fire akter, men nu er skrevet ned til tre, (det var et slemt arbejde at plukke det hele fra hinanden! Trøst Dem. Frue! In der Begrenzung zeigt sich erst der Meister !), at Kasino med kyshånd har taget mod lystspillet "Gaflen", der skal op næste år med Sophus Neumann i hovedrollen, og at der om kort tid på Lübeckers Forlag kommer et alvorligt skuespil af fruen. "Solhøj".

"Det er mit yndlingsarbejde ... jeg har skrevet på det i flere år - og det venter jeg mig en del af. Det kan selvfølgeligt være meget tilfredsstillende at skrive en novelle, en bog, en roman . . . men skuespillet, den dramatiske produktion er dog den, der står mit hjerte nærmest. At se sine skikkelser vokse frem, høre dem sige de ord, man har givet dem - det er alligevel noget andet."

"Hvornår var det "Tvillinger" kom op?'

"Det var - jeg må se efter, for årstal kan jeg ikke med - det var den 4. december 1904 og det var ikke meningen, at det skulle være gået mere end til jul. Men så havde de jo mere livskraft, disse tvillinger, end vi havde tænkt, og de væltede endogså juleforestillingen "Maria Theresia" med Betty Nansen og spilledes - til sidst som eftermiddagsforestilling - til 16. maj. For "Aflad" der kom frem på Cafino for vistnok treår siden, fik jeg egentlig meget bedre anmeldelser, men det var sat op sammen med "Den lille pige med svovlstikkerne" - og to Dødsfald på samme aften, det var for drøveligt, så det gik ikke særlig længe."

"Andedammen" er jo et lystspil?"

"Jo. decideret lystspil!"

"Det er ikke satirisk i udpræget grad?"

"Ikke ud over det, der jo ligefrem ligger i titlen ... nej. sådan rigtig satirisk ... jeg tror, jeg er for godmodig anlagt til dertil!"

Hr. Reumert ser på sin frue og smiler - og siger uden at sige det - "det tror jeg med"

Crayon

(Nationaltidende, 24. marts 1911.)

Da Alexander døde 1912, ophørte forfatterskabet i en periode, men hun skrev mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor.

Hos Fru Ellen Reumert

Et Interview med Forfatterinden, som om faa Dage udsender to nye Bøger.

Fru Ellen Reumert i sit hyggelige Hjem ved Nørrevold, fotograferet til "Natonaltidende".

I vor Tid, da Ordet Nivelering staar med usynlig Skrift som Motto for Folk og fæ i alle Livets forskellige Forhold og Foreteelser, hvor alle Særprægsskel helst maa glide ud i een stor Udvisket - er det velsignet at træffe et Menneske, der er noget for sig, og som har mod til at vedkende sig at være det. 

Et saadant Menneske er Ellen Reumert.

Et godt Hoved, et stort, varmt Hjerte og udpræget Retfærdighedssans, medfødt Humør og kunstneriske Anlæg har været de Ingredienser, der - vel brug[] - har skabt hende et Navn, man []mer med som Menneske og som Forfatterinde. - Og saa er Fru Reumert myreflittig. Hendes Arbejdskraft er ukuelig. Det hænder, at man med Sorg hører, at nu er Fru Reumert daarlig af Lugebetændelse - meget medtaget af Gigt, har smaa, ubehagelige Mus i Knæene eller anden Daarligdom - og saa et Par Dage efter læser man [] af hendes gode, menneskelige Kronikker i De Ferslewske Blade, læser, at hun er ved at lægge sidste Haand paa en Bog, at en anden udkommer i Vers, og at hun overværer de sidste Prøver paa Teatret, hvor et af hendes dramatiske Arbejder skal frem.

- Men, siger Fru Reumert - vi sidder i hendes hyggelige Hjem og snakker om "Arbejdskraften" - husk, jeg har ikke andet end mit Arbejde, har hverken Mand eller Barn at passe og derfor Tid og Ro dertil. Og altid var Arbejdet den bedste Trøst i min Ensomhed. Uden det var jeg næppe heller kommet igennem de mange store Sorger, som Livet []ndte mig. Jeg tror, at naar jeg en Gang ikke mere kan arbejde, er Livet forbi for mig. Derfor føler jeg ogsaa, at mine mange Venner hilser ethvert Livategn fra mig, stort eller lille, skrevet for Gamle eller Unge, med Glæde. Jeg selv ved, at hvad enten dette bliver venligt eller uvenligt modtaget, er der altid noget af mit Hjerteblod blandt Linierne.

- Ja, og heldigvis ogsaa noget af Deres dejlige Humor, indskyder jeg. - Det maa da ogsaa have hjulpet Dem.

- Ja, siger Fru Reumert.- Sans for Humor er en god Forbundsfælle. Men saa let i Humor, som det kunde synes, er jeg nu slet ikke af Naturen. Her, som alle Steder, har Selvtræningen meget at sige. Der er altid blevet forlangt af mig, at jeg skulde være opmuntrende. Muligvis det slider, det er vel en større Lettelse at kunne give efter for vekslende Stemninger, men man lærer at beherske sig. I Skelby Præstegaard, mit Barndomshjem, var min Far 79. da jeg var 19. Han var en retfærdig, men meget streng og alvorlig Mand. Jeg husker ham sidde for Enden af Bordet og se ud over Børn og Unge. Selv lo han aldrig, fordi "Kristus ikke lo". - Det staar nu for Resten et Steds i Bibelen, at Kristus lo, siger Fru Reumert med en af sine morsomme Overgange fra Alvor til Munterhed. - Men det gjaldt altsaa om selv at være i godt Humør ... ogsaa naar den skævbenede Lars, Præstegaardskarlen, altid kom for at hente mig paa et Tidspunkt, da det morsomme lige skulde til at begynde.

Mor derimod havde et ukueligt Humør og var rædsom grinagtig. Alle Sorger gled af hende, ogsaa det at miste en Mængde smaa Børn, og hun var den, der var Midtpunktet for alle de Unge. som i Ferien samledes i den gamle Præstegaard - en af de rigtig gamle, helt fra det 16. Aarhundrede. Hun var ogsaa den, der kunde faa Fader glad og faa den gode, Kloge Mand til at glemme - i hvert Fald for en Tid - al den Alvor. der havde været i hans Liv.

Vi Børn gyste, naar vi hørte, at Fader, da han rejste op til Færøerne, hvor han var Præst i 10 Aar, var i Havsnød, og at hans Haar blev hvidt paa en eneste Nat Men jeg lærte af Mor. Det kom mig til Gode i mit Ægteskab med min Fætter Alexander Reumert, for alle vi Reumerter er hidsige og impulsive. saa det var jo godt, at en af os havde lært at beherske sig, ler Fru Reumert. - Tænk, vi blev for Resten forlovede paa Lammefælleden, min Mand og jeg! Naa, jeg kender et Par. som blev forlovet i en Hestestald - Stedet har ogsaa mindre at sige. l i blev i hvert Fald meget lykkelige.

Uvilkaarligt kommer man til at tænke paa Alex. og Ellen Reumerts dejlige Hjem paa Carlsberg, hvor to Mennesker havde en sjælden Evne til at gøre det til en Fest at komme. Og videre gaar Tankerne til Fru Reumerts smukke Bog om de "To lykkelige Hjem" - Barndomshjemmet og Hjemmet sammen med hendes Mand. Foran mig staar en henrivende Tegning af den gamle Præstegaard, og jeg ved, at Fru Reumert er Mester for den.

- Ja, siger hun og følger mit Blik - der var mange, som undrede sig over, at jeg kunde skrive den Bog; de at hente mig paa et Tidspunkt, da det syntes, det var at udlevere sig selv og - sit eget. Men hvorfor egentligt? Naar man har været saa lykkelig, set og levet i saa meget smukt og ejendommeligt, hvorfor saa ikke give andre Del deri og muligt meddele dem en Glæde. Nu er min Bog kommet i 4. Oplag, saa nogle maa dog have glædet sig derover.

Pludseligt kommer jeg til at smile. En enkelt af de mange Smaahistorier fra Bogen rinder mig i Hu, den om den lille, tungnemme Mads, som daværende Ellen Kaarsberg skulde forsøge at lære Bibelhistorie. Efter en tids Forløb syntes den unge Lærerinde, at Drengen havde gjort Fremskridt, og hun indbød sin Moder til at overvære Eksaminationen. Det første Spørgsmaal kom værdigt: "Naa, lille Mads - hvem tror du saa paa?"

Mads saa op med sine store, blaa Øjne og svarede uden Betænkning: "Ælen - jæ - trour paa dej!"

Talen glider over paa Fru Reumerts Bondetyper, og jeg spørger, om hun i sin nye Ungpigebog, "En god Kammerat", ogsaa har haft levende Modeller.

- Noget af det. man har oplevet sammen med Mennesker, præger vel altid, hvad man skriver, og Begyndelsen af Bogen, som er henlagt til Præstegaarden. er selvfølgelig min egen Barndoms Ramme - ligesom jeg vel næppe kan sige mig fri for, at min Broder, afdøde Professor Kaarsberg. har været i mine Tanker, da jeg skrev om "Store Bror". Ellers har jeg væsentligst gennem den lille Fortælling gerne villet vise den Ungdom, som jeg elsker, hvori tit Børn saarer, ikke af Ondskab, men af Tankeløshed, hvor svært det er al være fattig, og hvor let det er at glæde den, der er det, fordi de er saa nøjsomme.

Jeg har haft meget med Børn og Unge at gøre. Efter min Faders Død gennemgik jeg Konservatoriet, spillede med Professor Neruda og begyndte saa for Alvor at undervise i Musik. Ogsaa senere, da min Datter voksede op, kom der mange Unge i vort Hjem.

- Og Deres nye Bog for Voksne? "To Fruer" er en god Titel .... fortæl lidt om den.

- Den handler - siger Fru Reumert - om den forskellige Maade, hvorpaa to Kvinder tager Deres Mands Utroskab. Den ene, en lille Kunstnerfrue, gaar efterhaanden paa Akkord med Livet, som det nu en Gang er, og trøster sig med. at hun, trods alt, ejer sin Mands Hjerte. Den anden faar sit Grundskud. Bogen er en Blanding af Lys og Skygge som selve Tilværelsen, og jeg haaber, at et Par Kapitler fra et lille, forstyrret Kunstnerhjem vil sætte mine Læsere i godt Humør.

- - -

Og saa gaar jeg - standser et Øjeblik udenfor Døren og ser den lille, firkantede Gaard med Vogne og Heste, et gammelt, københavnsk Gaardinteriør, der sammen med den gammeldags Port med Glasruderne skaber en morsom og egenartet Ramme om dens lige saa morsomme og egenartede Beboerske.

Ing. T.

(Nationaltidende 11. november 1925, 2. udgave).

Syngespillet "Synge-Jens" (1927) blev en eklatant fiasko. Hun udgav flere selvbiografiske bøger, "Mit Hjem paa Nørrevold" (1932). Hun døde af influenza og lungebetændelse.

Af alle danske forfatterinden er der ingen, der overgår fru Ellen Reumert i harmonisk menneskelighed. Det sociale spørgsmål eksisterer ikke for hende. Men hun skildrer en krans af skæbner ud fra sin rige erfaring og sin sanddru menneskelighed - der næsten er rigere og ægtere for hvert år der går ... (Har. B.)

(Social-Demokraten, 15. januar 1932)

Alexander og Ellen Reumerts gravsted på Vestre Kirkegård. Helt i tidens ånd er det Alexander som har fået et relief på gravstenen, ikke Ellen Reumert, selv om det måske er hende som mest fortjente det. Foto Erik Nicolaisen Høy.