Begravelse paa "Vestre". (Efterskrift til Politivennen)

Vestud for Søndermarken og Carlsberg, paa Højden, som skraaner ned mod Kallebodstrand, ligger de Snese og atter Snese Tønder Land, hvorud Byen ruller de fire Femtedele af sine Lig.

Sneen, Gravenes hvide Lagen, er forlængst afredt. Kun gabende Sprækker i den lyse Lerjord bærer Vidne om, at Snevandet er sivet ned i de Dødes Senge.

I Solskinnet mylrer Millioner af Fluer om Jordrevnerne, svælgende i Miasmernes Myriader. I det skarpe Lys ler Ligstenenes Marmor hvidt mod Solen. Hængepilene og Hegnpoplerne vil snart kunne skygge over dem.

Ad Fælledvejen drager de Efterlevendes Pilegrimsskarer med Blomster og Kranse, for ved Gravens Fodende mere levende at mindes dem, der gik forud.

En Søndag som i Gaar er Stierne paa begge Sider af den brede Vej sorte af Mennesker. Til venstre gaar de langs de gule Fængselsmure og Mosaisk Kirkegaards røde Stenvold, til højre er Hegn ud mod Marken og gamle Jærnbanevold, eller der er smaa Gartnerhytter, hvor den glemte Krans kan købes, og Gravstensbutiker med billig Marmor fra Stevns.

Frederiksberg Allé er mennesketom i Forhold. Istedgades Sporvej vil til Efteraaret gøre gode Affærer, naar den først bliver anlagt og ført ud til de Dødes Forstad.

Hver anden Familjeforsørger ejer sin Stump Jordlod paa Vestre, tre Alen lang, halvanden Alen bred. Og de fleste dyrker den selv.

Paa mange Grave ligger en Smule Rive og en Spade lænkede til Numerpælen ved Hovedgærdet. Med disse Redskaber drives om Søndagene sentimentalt Gartneri; men det er vanskeligt at faa vandet undtagen med Taarer.

For en Bagatel om Aaret besørger Kirkegaardsstyrelsen en Grav vedligeholdt. Dog Folk gør det hellere selv, eller de engagerer en Privatgartner, hvoraf der vrimler mellem Gravene. Disse Næringsdrivende maa ikke tiltale de Besøgende. Derfor nøjes de med at sværme om dem, at henlede bedrøvede Øjne paa deres medlidende Ansigter, og faa den Forretningssamtale indledet, hvorefter de tørster.

De er Dødshavens Andagtsforstyrrere, og der burde tages endnu strængere Forholdsregler mod deres Paatrængenhed, end der alt er gjort i Reglementet.

Paa en Søndag begraves ofte henimod en Snes Lig. De sorte Præster med Møllestenskraven om deres Hals vandrer fra det store til det lille Kapel og spaserer sig en Tur mellem Ligtalerne.

Der kommer et Følge paa en halv Snes Mand en Kvinde og et Par Børn. Fra det gamle Lighus drager det vest paa, ned mod de Fattiges Frijordslinjer. Fem Minutter efter er Ceremonien fuldbragt; to Graverkarle faar travlt med at "jorde til".

- - Men derhenne, ti Skridt fra Trækapellets Vedbensgavl, samler sig en hel Hær. Vel seks, syv Hundrede alvorlige Mænd søger Plads i Nærheden at en aaben "Familjegrav".

Graven er Arbejdsmand Carl Petersens, han, som sidste Søndag forbrændtes ved Gasværksbranden og siden døde deraf.

Det store Følge bestaar af hans Kammerater fra Værket, Kularbejdernes Fagforening og et Par Sygekassers Medlemmer. De fleste havde troet, at Begravelsen skulde foregaa med Pomp og Pragt og Orgelspil fra Stenkapellets Kirkeskib, ti Gasværket afholdt Omkostningerne. Men saa oplystes det, at den Afdøde var udtraadt af Folkekirken og i levende Live havde frasagt sig mere end det nødvendigste.

Derfor hentedes han stille fra den nøgne Hal, der benævnes, "Kisterummet", derfor blev Præstens Tale saa kort. Kun en Antydning af den Afdødes Særstilling, en Bøn om Fred for hans Sjæl, et Fadervor og tre Skovlfulde Sand trommende mod Laaget. Saa jordedes ogsaa han til, og Kransene med brede Silkebaand og sorte Inskriptioner fra Gasværkets Arbejdshold og Funktionærer lagdes dækkende over Lerklumpernes Uhygge.

Følget gik forbi den sortklædte, grædende Hustru med hendes fire smaa Børn og hilste, uden at hun saa' det.

Hendes Tanker var andet Steds henne. I de sidste Dage var de vundne for Religionen. Nu skulde der gaas i Kirke, nu Børnene døbes. Han, der tænkte for hende, var borte. Hun, den svage, drejede atter ind paa de magelige Veje, saa snart hun blev alene. Et sygt Sind har ingen Modstandskraft; Sorg og Ødelæggelse vinder Proselytter.

Hvor mange tog mon Kirken i Gaar ved Konfirmationen? Færre end i Gaar ved de aabne Grave!

Sven Svarte.

(København 10. april 1893).

Fra maj 1880 til udgangen af 1892 var der på Vestre Kirkegård blevet begravet:

Familiebegravelser       3.981 lig.
Linjebegravelser         23.655 lig.
Frijordsbegravelser    24.325 lig.

I alt                               51.961 lig.

Til sammenligning blev der på Assistenskirkegården begravet 10.032 lig, alle familiebegravelser. Fra 1893 blev der dog åbnet op for at den også kunne bruges til linjebegravelser. 

Vilhelmine Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Vilhelmine Møller (8. oktober 1845 - 24. december 1936) ansås som for barn og ung for at have en aparte fremtoning. Forældrene satte hende i pleje hos bedsteforældrene. Hun blev fængslet som 20-årig tjenestepige fordi hun havde stjålet mad til sin moder, der da var blevet enke med fire små børn.

Hun begyndte at komme i den indremissionske pastor Rudolph Frimodts menighed og senere tilknyttet en pigehøjskole. I 1880 blev hun ansat som plejemoder på børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg. I 1881 blev hun leder af det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro. 

Ukendt fotograf: Børnehjemmet Kana. Lille pige på altanen. 1905. Hjemmet lå på daværende Strandvejen 39 (adresse senere ændret). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

1889-1890 var hun med i den første bestyrelse for Kvindevalgretsforeningen. Hun skrev i  foreningens blad Hvad vi vil og i tidsskrifter for børnesagen. På grund af hendes humane synspunkter var hun en agtet person i børnehjemskredse. I 1893 tilstod hun at have myrdet en af børnehjemmets drenge for at skjule at hun havde stået i seksuelt forhold til ham.

Mord!

En Kvinde som Sædelighedsforbryder og Norder.

Vi omtalte i Søndags, at Forstanderinden for Børnehjemmet "Kana" paa Østerbro, Frøken Vilhelmine Møller, var bleven anholdt sigtet for Sædelighedsforbrydelse begaaet med en af Anstaltens Drenge.

I Gaar er denne Sag bleven fuldstændig oplyst.

Politiet meddeler

derom følgende:

I Midten af f. M. henvendte Bestyrelsen af Børnehjemmet "Kana" sig til Københavns Politi i Anledning af, at der var kommet Bestyrelsen Rygter for Øre om, at der mellem Asylmoderen Børnehjemmet "Kana" paa Strandvejen og en 15aarig Dreng i Hjemmet - Volmer Sjøgren - der pludselig var afgaaet ved Døden den 28de Februar d. A. skulde have bestaaet et usædeligt Forhold, og at hans pludselige Død mulig stod i Forbindelse hermed.

Asylmoderen nægtede saavel overfor Bestyrelsen som overfor Politiet, at der der var noget sandt i de mod hende rejste Beskyldninger; men da der gennem Politiet skaffedes forskellige graverende Oplysninger, blev hun anholdt af Politiet og den 22. f. M. arresteret, hvorefter Undersøgelsen mod hende henvistes til 4de Kriminelkammer, i hvilket Assessor Thiele er Undersøgelsesdommer.

Ogsaa her nægtede Arrestantinden i Begyndelsen sin Brøde; men hun tilstod dog kort efter, at der mellem hende og nævnte Dreng havde fundet et Forhold af nævnte Beskaffenhed Sted. Til Oplysning i Sagen foranstaltede Retten Liget af Drengen, der var begravet den 5te f. M., opgravet og obduceret. Ved Obduktionsforretningen, der foretoges den 20de f. M., lod Dødsaarsagen sig ej bestemt konstatere; men det oplystes dog, at den Formening, der var udtalt i den Attest, der udstedtes af den ved Dødsfaldet tilkaldte Læge, nemlig at Døden skyldtes en Blodprop, var urigtig. Forskellige Dele af Liget blev tagne i Forvaring, for at undersøges i Steins Laboratorium.

Arrestantinden, der blev holdt uvidende om, at Drengen var opgravet og obduceret, blev samme Dag konfronteret med Liget i St. Johannes Stiftelsens Lighus; men paastod der, at hun var uskyldig i hans Død, og at hendes strafbare Forhold til Drengen indskrænkedes til det, hun da havde tilstaaet. I et Forhør i Lørdags fastholdt hun sine tidligere Udtalelser; men i Aftes har hun, efter selv at have fremsat Ønsket om at blive stillet for Forhørsdommeren, for ham afgivet Tilstaaelse om, at hun, der stadig pintes af hvad der i sin Tid var forefaldet mellem hende og Drengen, og frygtede for, at Drengen, der skulde være konfirmeret den 9de d. M. og have forladt Hjemmet til Maj d. A., i sin Tid skulde røbe, hvad der var sket mellem dem, den 26de Februar om Formiddagen i noget Frugtsaft m. m., som hun gav Hjemmets ældre Drenge at drikke den Dag i Anledning af det mindste Barns Fødselsdag. har i det Glas, Drengen Volmer fik, blandet en Dosis Mikstur, hun selv havde faaet efter Recept, for at benytte som Sovemiddel, og derefter, medens han laa og sov, lagt et Par stærkt sammenlagte Uldtæpper tæt om hans Hoved, for at han "skulde sove hen". I hendes Hjem er forefundet en Medicinflaske med en lille Rest af den nævnte Mikstur.

Med denne Sag, som nu ved den Sigtedes egen Tilstaaelse er fuldt oplyst, forholder det sig saaledes.

Børnehjemmet "Kana" blev oprettet for 10-12 Aar siden af en Del varmhjærtede Mand og Kvinder, som fandt det uheldigt, at medens der i København og Omegn fandtes flere Børnehjem for Pigebarn, var der intet for Drenge. Institutionen har ogsaa slaaet godt an og Foreningen har nu Hjem paa Ceresvej (Frederiksberg), i Baldersgade 16 og paa Strandvejen 30 I dette sidste Hjem har den ovennævnte Bestyrerinde, Frøken Vilhelmine Møller, været ansat siden 1881. Hun blev af alle dem, der kom i Berøring med hende, anset som en i høj Grad brav, dygtig og samvittighedsfuld Kvinde. Hun var høj, svær, og gjorde et mandhaftigt Indtryk. Paa Talerstolen havde hun i fortrinlig Grad Ordet i sin Magt, og skønt hun maaske nok nu og da var lidt stræng ved Børnene, hængte de dog ved hende med stor Kærlighed.

Opdagelsen.

I Slutningen af Februar Maaned døde Drengen Volmer. Han var omtrent 15 Aar, skulde have været konfirmeret i Foraaret og derefter til Søs. Volmer døde pludselig. Om Middagen Kl. 12 gik han til Sengs og Kl. 4 var han død.

Efter dette pludselige Dødsfald kom en Kone, der havde havt 2 Sønner paa "Kana" op til Bestyrelsens Formand og erklærede, at hun havde følt sig saa ilde berørt af Volmers Død, at hun nu maatte sige, hvad hun vidste om Frk. Møller. Og mi forklarede Konen, at hun for et Aars Tid siden havde hørt sine Sønner tale hemmelig sammen om, at de vidste noget om "Moster"s (saaledes kaldtes Bestyrerinden mellem Børnene) Forhold til Volmer. Hun tillagde ikke dengang Samtalen nogen Vægt, men da hun nu hørte, at Drengen var død pludselig, følte hun sig forpligtet til at tale.

Formanden blev naturligvis i høj Grad bestyrtet over hvad han hørte og sammenkaldte øjeblikkelig Bestyrelsen og afholdt Forhør over Frk. Møller. Under Forhøret var hendes Svar afvigende og usammenhængende. Den ovennævnte Kones to Sønner, der begge er konfirmerede, blev kaldt ind og forklarede, at Volmer til dem havde sagt, at han havde havt legemlig Omgang med "Moster". Bestyrelsen spurgte nu Frk. M., om hun troede Drengene løj, og hertil svarede hun: Nej! men derimod mente hun, at Volmer godt kunde have fundet paa at fortælle dem noget saadant, da han, efter hendes Udsagn, ofte løj. Et af Bestyrelsens Medlemmer rejste nu det bestemte Spørgsmaal til Frk. M. om hun havde havt Omgang med Volmer, hvorpaa hun svarede, at "et saadant Spørgsmaal vilde hun skamme sig ved at svare paa". Da hendes Opførsel tilmed var noget besynderlig fandt Bestyrelsen det raadeligst at lade hende indlægge paa Kommunehospitalet til Undersøgelse af Sindssygelæge Pontoppidan. Efter en halv Snes Dages Forløb blev hun udskrevet og Pontoppidan erklærede da, at hun var normal, men derimod havde han opdaget at hun drak i en saadan Grad, at dette maatte have Indflydelse paa hendes Sindstilstand. Hun benægtede imidlertid Rigtigheden heraf og Bestyrelsen mener heller ikke nogensinde at have sporet noget saadant.

Da Hospitalsopholdet ikke havde givet noget egenligt Støttepunkt til Bedømmelse af hendes Stilling, følte Bestyrelsen det som sin Pligt at overgive Sagen til Politiet og indgav derfor den Klage, der bevirkede, at hun førtes lige fra Hospitalet til Arresten. Her har hun nu erkendt sine Forbrydelser. Dels at hun har havt Omgang med Drengen og dels at hun har ombragt ham for ikke at blive opdaget.

Bestyrelsen har holdt Forhør over over Drengene og spurgte, hvorfor de af dem, der vidste noget, ikke havde talt enten til Bestyrelsens Medlemmer, der hver Uge kom i Hjemmet eller til andre om Sagen, og herpaa har de bestandig faaet det Svar: "Vi nænte ikke at gøre det fordi Moster var saa god mod os allesammen."

Saasnart Bestyrelsen havde afholdt sit Forhør over Frk. Møller og der faaet den rejste Mistanke bestyrket, lod de straks foretage en fuldstændig Udrensning af Hjemmet paa Strandvejen. Medhjælpersker, Tyender og andre blev øjeblikkelig afskediget og andre antaget i deres Sted, og Frk. Hansen, der hidtil har bestyret et af de andre Hjem blev foreløbig ansat som Bestyrerinde.

Forhaabenlig staar man her overfor et enestaaende Tilfælde, der, hvor grimt og uhyggeligt det end er, ikke vil øve nogen Indflydelse paa den hele Institution, og i hvert Fald maa man indrømme, at der er handlet med den Energi og Omtanke, man kan kræve af Personer, der paatager sig et saa ansvarsfuldt Hværv som at opdrage ulykkelige eller forældreløse Børn.

(Social-Demokraten 5. april 1893).

Volmer Sjøgren blev begravet på Vestre Kirkegård. Det var her liget blev opgravet den 29. marts 18893 og obduceret. Politiken og Social-Demokraten skrev om sagen hver dag. Bl. a. blev den myrdedes moder og ansatte på børnehjemmet. Man mente at Vilhelmine Møller var blevet fordærvet af sin medhjælperinde enkefru Mackwitz - "den intime Veninde”. Der blev skrevet i hvert fald en skillingsvise om sagen.

Dengang var der i hele landet lidt over 50 børnehjem drevet for private midler fra velhavere. Det var først med Børneloven (1905) at børneforsorg blev et offentligt anliggende. Politisk fandt mordet på Kana sted på et for børnehjemssagen uheldigt tidspunkt.

Mordersken fra "Kana".

Sidste Nr. af Kvindebladet "Hvad vil vil" bringer nedenstaaende interessante Skildring af Frøken Vilhelmine Møller, der myrdede sin Elsker, den 15aarige Dreng Volmer Sjøgren. Artiklens Forfatterinde er Bladets Redaktør, Fru Johanne Meyer.

Frk. Vilhelmine Møller.

En æret Indsender bebrejder "Kvindebladet", at det ikke har udtalt sig om den uhyggelige Sag i Børnehjemmet "Kana", og spørger, om dette ikke er Fejghed.

Det er imidlertid en ganske anden Grund, der har bragt Bladet til at tie.

Jeg er nemlig af den Mening, at en Redaktør bør skrive i Overensstemmelse med den Kreds, for hvilken Bladet er Organ. Dette har jeg haft en bestemt Følelse af ikke at kunne i dette Tilfælde, idet et personligt Venskabsforhold til Frøken Vilhelmine Møller gennem en lang Aarrække vanskeliggør mig en Udtalelse fra et objektivt Standpunkt. Jeg har kendt hende som en begavet og sandhedskærlig Natur, som et saa opofrende og uegennyttigt Menneske, at jeg endogsaa efter hendes grufulde Daad maa sige: jeg har aldrig kendt noget bedre Menneske.

Man vil forstaa, at naar jeg indtager et saadant Standpunkt, sømmer det sig ikke for mig at udtale mig om den foreliggende Sag paa Redaktionens Vegne. At Ordet der imod er frit i Bladet i denne som i andre Sager, har jeg vist ved at give den ærede Indsender Lov til at udtale sig; men føler mig saa med det samme forpligtet til at svare, da jeg tror at have set dybere i Vilhelmine Møllers Sjæl end de fleste andre Mennesker. Jeg maa selvfølgelig bede mine Læsere forstaa, at jeg her ikke taler som Redaktør af Kvindebladet "Hvad vi vil", men at min Udtalelse kun er et personligt Vidnesbyrd, som Offentligheden kan tillægge saa lidt eller saa megen Vægt, den vil.

Først maa jeg svare E. W., at jeg ikke er enig med hende i, at vi Kvinder maa føle mere Skam, end hvis det var en Mand, der havde begaaet denne Forbrydelse. Personlig føler jeg Sorgen og Skammen lige dybt, enten det er en Mand, der ødelægger Smaapiger, eller en Kvinde, der ødelægger Smaadrenge. Jeg har aldrig sat Kvinden højere end Manden; tværtimod har jeg atter og atter betonet baade offenligt og privat, at vi forlanger samme Moral for Mænd som for Kvinder. Tilbøjeligheder og Lidenskaber er vel ens i Menneskenaturen, og disse kan være lige svære at beherske for begge Køn, og mon ikke netop Aarsagen til megen Urenhed i Samfundet er, at Forholdene tvinger den ærbare Kvinde til Askese, medens Manden i tøjlesløs Lidenskab nøjes med de Kvinder, der er tilfals for Penge paa aaben Gade?

Var Samfundsmoralen derimod saa menneskelig, at der var Ligestilling mellem Kønnene saaledes, at et naturligt rent Forhold i Sympati og virkelig Tilbøjelighed var muligt for de mange, da saa det vistnok bedre ud i vort Samfund.

Jeg ser mig ikke i Stand til hverken at forsvare eller forklare Vilhelmine Møllers Færd, den er mig en psykologisk Gaade, men jeg vil prøve paa at give nogle Oplysninger om hendes Person, der maaske for andre kan være et Vink til at forstaa lidt af den mærkelige Personlighed.

Hun er født i smaa Kaar og har levet en glædeløs Barndom, puffet og stødt som den grimme Ælling i Andegaarden for hendes sære Skikkelses Skyld. Kun altfor tarvelige  Skolekundskaber fik hun i Barndommen for denne rige og tørstende Aand, der sikkert kunde have bragt det vidt i Kundskabsfylde I Ud at tjene for sit Brød halvt som Barn og yderligere taale Regn og Rusk og Tornebuske. Arbejde og atter Arbejde, Nattevaagen og Slid, det bød man i rigt Maal denne taalmodige, kæmpestore, unge Pige, der kunde slæbe for to.

Allerede da grundede hun og tænkte - aah! hvor skal jeg faa Næring for min Aand.

Endelig fandt hun Vej til det religiøse. Kirken og en Menighed blev hendes bedste Sted ; her var der nogen, der tog venligt imod hende, hun var nu ikke længere ene, sammen med andre havde hun nu et Maal at arbejde for.

Og hun var et ærligt Menneske i det religiøse Forhold.

Særlig ømtfølende var hendes Hjærte overfor Samfundets "outcast children", disse hjemløse smaa, der maatte savne en hjælpende Moderhaand. At være noget for dem, det syntes hun maatte være dejligt, hun blev derfor ogsaa virkelig glad ved det, da hun i en Aarrække fik Lejlighed til at uddanne sin Aand, besøge Højskolerne, Vallekilde, Askov og Mors og faa Lov til at arbejde paa sig selv og uddybe sine store Evner for muligvis at paatage sig en opdragende Gærning.

Det var ikke enkelte Venner, hun nu vandt i sin Skoletid, men Hundreder af begavede Mænd og Kvinder ude i Landet blev hendes Venner. Hun var frastødende i sit Ydre, men uendelig sympatetisk, hvis man blot talte med hende i nogle Minuter. Hun tænkte klarere og dybere end de fleste og havde en rammende Vittighed til enhver Dumhed, men hendes Vittigheder saarede aldrig.

Hvilken ung Mand vilde ikke gærne tale med denne vittige og aandfulde Kvinde? Hun var ikke som de andre. Hun kunde behandle baade religiøse og menneskelige Spørgsmaal altid behersket og roligt. Hendes blide Øjne fortalte ikke om Lidenskab os Kamp, og aldrig røbede hun ved et Blik nogen sanselig Tilbøjehed, saa ingen Mand kunde mistænkes for at nære erotiske Følelser for hende; det forbød hendes Karleskikkelse.

Men sæt nu, at hun alligevel havde disse naturlige Tilbøjeligheder i det skjulte, blot stærkere end andre. Sæt, at hun med sin dybe religiøse Poenitense daglig dødede denne erotiske Trang, til den paa Slutningen af hendes Ungdomstid havde naaet Abnormiteten - Børnene - og hun Hysteriets Vanvid.

Alle læssede Byrder paa dette deltagende og hjælpsomme Menneske, baade aandelige og legemlige. Havde de unge en Kærestesorg, saa maatte de til Vilhelmine Møller, thi hun kunde vise dem til nyttigt Samfundsarbejde og Religionens Trøst; hendes stærke Sjæl kunde løfte dem over Sorgen til Frigørelse og Arbejde.

Led gamle Mennesker af Mismod, saa maatte de til Vilhelmine Møller,hun kunde bringe Haab i deres Sind og bringe dem til at le over deres selvskabte Bekymringer.

Var Børn forknytte, eller vilde de have Legetøj og Fornøjelser, saa kunde hun gærne spille Pjerrot á la Volkersen blot for at glæde de smaa.

Men sæt nu, at denne samme Vilhelmine Møller selv bar paa den hemmelige Sorg, at hun ikke havde naaet et Kærlighedsforhold; sæt, at alle disse Venner, der skulde have Trøst, yderligere hidsede og tyngede hendes erotiske Følelser og fremkaldte Nærvesvækkelse og Hysteri?

(Aalborg Amtstidende 3. maj 1893).

Forhørene var afsluttet i begyndelsen af juli 1893. I september 1893 fremkom i aviserne oplysninger om at Vilhelmine havde optrådt som mand overfor Volmer. Omkring oktober 1893 blev hun undersøgt af professor Stadfeldt som i en erklæring skønnede at Vilhelmine Møller var mere mand end kvinde. De misdannede kønsdele var snarere var mandlig. Under navnet Vilhelmi Møller blev han overflyttet fra Kvindefængslet til Mandsfængslet på Christianshavn. Kriminalretten dømte den 4. marts 1894 Vilhelmine Møller til døden.

Vilhelmi Møller.

Kanamorderen bedømt af en Læge.

Edvard Brands skiver i en Anmeldelse af en nylig udkommen Bog af Lege Henrik Stilhoff: "Et Tilfælde af mandlig Hermafroditisme":

Dette Skrift indeholder - man tør vel sige: endelig - en videnskabelig Dom i den berygtede Kanasag. - Dr. Stilhoff har faaet udleveret Sagens Akter, juridiske og retsmedicinske, Forhørsprotokoller og Lægeerklæringer og gennemgaar disse med en virkelig Dommers Upartiskhed. Hans Betragtning af Vilhelmine Møller - der under Sagen forvandledes til Wilhelmi Møller - falder hverken sammen med den offenlige Menings eller den juridiske Domstols, ved hvilken Wilhelmi Møller dømtes til Livsstraf (ved Benaadning formildet til Strafarbejde paa Livstid).

Hans Forbrydelse var, som man vil erindre, at han ved en Fest i Kana d. 28. Februar 1893 havde ombragt Drengen Volmer, til hvilken han havde staaet i et uterligt Forhold, ved Hjælp af en tilstrækkelig stærk Dosis Kloral.

Den offenlige Mening havde to Ankepunkter mod den formodede kvindelige Forbryder, dels naturligvis selve Mordet, dels - og sikkert ikke mindre - hendes Hykleri. Man erfarede nemlig, at Vilhelmine Møller var optraadt som i høj Grad religiøst greben og havde efter bedste Ævne paavirket Børnehjemmets smaa Beboere med Bibelkundskab og Religiøstlet. Men denne Kvinde, der paa en Gang predikede Moral og Religion og samtidig forførte de hende betroede Børn til Utugt for dernæst at dræbe dem - syntes Publikum et alle Lasters Kar, et Uhyre i menneskelig Skikkelse.

Da saa under Sagen det pludselig oplystes, at Forbryderen ikke var Kvinde, men Mand, bemægtigede denne overraskende og helt vidunderlige Hændelse sig hele Interessen ved Sagen. Denne fik ikke alene et mystisk, men næsten obskønt Præg, og da Lægeerklæringerne ikke offenliggjordes, da desuden Bladene naturligt nok nøjedes med Hentydninger, som i øvrigt vel al Tid virker langt obskønere end den ligefremme Sandhed, forvirredes den offenlige Mening mere og mere. Man kunde ikke tale højt om Sagen, og saa døde Interessen bort.

Da Dommen faldt den 22. Juni 1894 - da havde den strafskyldige siddet mere end et Aar i Varetægtsarrest "erfaredes denne Afgørelse med den største Ligegyldighed.

De juridiske Dommere dømte efter Straffeloven; om dens Anvendelse kunde der neppe herske Tvivl i dette Tilfælde, hvor Førbrydesien - Mordet paa Drengen - var aabenbar, tilstaaet og velbetænkt.

Dr. Stilhoff antager imidlertid, at en Jury vilde have dømt anderledes - at Resultatet var blevet et: Ikke skyldig.

Den lille fortræffelig skrevne Afhandling aabner for første Gang Lejlighed til at se Sagens Akter, særligt de veritable Lægeerkleringer. - Den egner sig ingenlunde til Læsning for unge Piger, men den tør anbefales dem, som hint mærkelige Tilfælde interesserede, og som kunde ønske at faa en Art Løsning paa Gaaden.

Umuligt bliver det ber at gaa ind paa Sagen, for saa vidt som det rent legemlige Moment faar Betydning. Kun det kan siges, at Wilhelmi Møller var et bundulykkeligt Menneske og saaledes mishandlet af den ubarmhjertige Natur, at der paa Forhaand syntes at være de formildende Omstændigheder til Stede, hvilke Juristerne ikke fandt. Professor Gædeken hævder ogsaa i en Erklæring, at en Abnormitet som Wilhelmi Møllers "al Tid maa betragtes som en meget stor Ulykke". Denne Betragtning vilde sagtens bleven delt af en Jury.

(Horsens Arbejderblad 14. juni 1895).

Da sagen i 1894 kom for Højesteret, indstillede forsvareren Vilhelmine Møller til rettens mildeste straf med kønsforvekslingen som formildende omstændighed, men han blev dog idømt dødsstraf, senere ændret til livsvarigt tugthus. Se uddrag af hans erindringer andetsteds på bloggen, samt benådningen i 1905.

Hoffotograf Mary Steen (1853-1939). (Efterskrift til Politivennen)

Fotografen og kvindesagsforkæmperen Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939) var kontoruddannet, men uddannede sig som fotograf i København og i Sverige. I august 1884 åbnede hun sit firma Amagertorv 4. 

Sagen Nr. 515/1885

Frøken Laura Bruun (Overretssagf. Sinding)

contra

Grosserer C. Hornemann (Overretssagf. Olsen).

-

En Grosserer anset beføjet til uden særlig Aftale at gaa ud fra, at han uanset det mellem ham og Modtagerne bestaaende Venskabsforhold skulde have Betaling for nogle fra hans eget Lager til Etablering af en Fotografforretning leverede Gasledningsapparater og for disses Opsætning. Vederlag derimod nægtet Grossereren for nogle af ham i samme Anledning indkjøbte og leverede Kobberstik; at Grossereren ved Indkjøbet af Kobberstikkene havde ladet Sælgeren udstede Regning til Fotografforretningen, anset irrelevant, da denne Omstændighed, hvorom bemeldte Forretnings Indehavere vilde have været uvidende, i alt Fald kun viste, at Grossereren havde forudsat at skulle have Dækning for sine Indkjøb, men ikke, at Modtagerne havde manglet Føje til at opfatte Forholdet som Gave.

(Afsagt den 22 November 1886) .

Under nærværende efter Hoved- og Kontrastævning procederede Sag har under Hovedsagen Hovedcitantinden, Frøken Laura Bruun, i Henhold til en hende den 5 Marts f. A. af Firmaet Mary Steen & Co. meddelt Transport af en Fordring paa 780 Kr. , som nævnte Firma ifølge ydet kontant Laan havde paa Kontracitanten, Grosserer C. Hornemann, og paa hvilken Fordring der er afbetalt 550 Kr., søgt Kontracitanten til Betaling af Restbeløbet 230 Kr. med Renter deraf 5 pCt. aarlig fra Hovedforligsklagens Dato den 5 Maj f. A., medens Kontracitanten, der ikke har fremsat nogen Indsigelse imod den hovedpaastævnte Fordring, under Kontrasagen under Anbringende af, at han for gjorte Udlæg og for leverede Varer har faaet tilgode hos Firmaet Mary Steen & Co. ialt 263 Kr. 74 Øre, og at det var Meningen, at dette Beløb skulde likvideres i Firmaets ovennævnte Fordring paa ham har paastaaet Hovedcitantinden tilpligtet at betale dels kontant, dels ved Likvidation i det hovedpaastævnte Beløb nævnte 263 Kr. 74 Øre med Renter 5 pCt. aarlig fra Kontraforligsklagens Dato den 7 September f. A. Hovedcitantinden har paastaaet sig frifunden i Kontrasagen, hvorhos begge Parter have paastaaet sig tilkjendt saavel Hoved- som Kontrasagens Omkostninger.

Det er in confesso imellem Parterne, at Kontracitanten, der i Efteraaret 1884 har været Deltagerne i Firmaet Mary Steen & Co. behjælpelig med Etablering af deres Forretning og derunder bl. A. med Udstyrelse af deres Lokaler, har tilstillet bemeldte Firmamedlemmer en Del Kobberstik m. m., som han i nævnte Øjemed havde indkjøbt, samt fra sit eget Lager leveret dem forskjellige Gasledningsapparater, som han tillige har bekostet opsat i deres Lokaler; men Hovedcitantinden gjør gjældende, at disse Ting, som Kontracitanten efter hendes Anbringende har anskaffet og leveret uden nogensomhelst Bemyndigelse eller Anmodning fra nævnte Firmamedlemmers Side, og uden at der ved Leveringen har været Tale om Betaling, ere ydede oftnævnte Firmamedlemmer som Gaver, og til Støtte for denne Opfattelse af bemeldte Ydelser har hun i det Væsentlige uimodsagt fra Kontracitantens Side anført en Mængde Omstændigheder, der vise, at der ved nævnte Tid bestod et særdeles venskabeligt Forhold imellem Kontracitanten og Deltagerne i bemeldte Firma. Til Støtte for Kontracitantens Paastand er kun oplyst, at han ved Indkjøbet af de ommeldte Kobberstik, som han selv har betalt, har ladet Sælgeren udstede Regning til Firmaet Frøken Mary Steen & Co.; men denne Omstændighed viser i ethvert Fald kun, at Kontracitanten har opfattet Forholdet saaledes, at han skulde have Dækning for sine Indkjøb, men derimod ikke, at Deltagerne i nævnte Firma, der efter Hovedcitantindens Anbringende vare uvidende om bemeldte Omstændighed og ikke havde Evne til at anskaffe saadanne Ting, ikke med lige saa megen Føje kunne have anset Leveringerne for Gaver.

Medens nu Hovedcitantinden efter det Anførte ikke findes at kunne tilpligtes at taale Likvidation i den hovedpaastævnte Fordring for Værdien af de Ting, som Kontracitanten har indkjøbt til de oftnævnte Firmamedlemmer, hvorved bemærkes, at Kontracitanten har protesteret imod Hovedcitantindens subsidiært fremsatte Paastand, at der gives hende Valg imellem at taale Likvidation for bemeldte Værdibeløb og at tilbagelevere de paagjældende Ting, skjønnes det derimod ikke rettere end, at Kontracitanten uden særlig Aftale har været beføjet til at gaa ud fra, at han skulde have Betaling for de fra hans eget Lager leverede Gasledningsapparater og for disses Opsætning, og de af ham herfor fordrede Beleb, ialt 57 Kr. 74 Øre, imod hvis Storrelse ingen Indsigelse er fremsat, ville derfor være at likvidere i det hovedpaastævnte Beløb, saa at Kontracitanten bliver at tilpligte at betale Hovedcitantinden 172 Kr. 26 Øre med Renter som paastaaet, medens Parterne iøvrigt ville være at frifinde for hiandens Tiltale.

Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves saavel i Hoved- som Kontrasøgsmaalet.

Stempelovertrædelse foreligger ikke.

Thi kjendes for Ret:

Kontracitanten, Grosserer C. Hornemann, bør til Hovedcitantinden, Frøken Laura Bruun, betale 172 Kr. 26 Øre med Renter deraf 5 pCt. aarlig fra den 5 Maj f. A., til Betaling sker. Iøvrigt bør Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger saavel i Hoved- som i Kontrasagen ophæves.

Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for retsvæsen 1887, side 329-331)

Hun blev hurtigt kendt og anerkendt af det finere selskab og eliten i København, især for sine interiørbilleder. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Kameraerne havde dengang svært ved at fotografere indendørs. I 1888 blev hun som den første kvinde udnævnt til kongelig hoffotograf, i 1896 for den danskfødte prinsesse Alexandra (senere engelske dronning).

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (28.10.1856-7.4.1934). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mary Steen

kgl. Hoffotograf.

Mary Steen gjør et sympatetisk Indtryk. Igjennem hendes beskedne Optræden fornemmes dog den stærke Personlighed, der som selfmade Kvinde har erhværvet sig en Plads blandt de bedste i sit Fag, er valgt ind i Bestyrelsen for Fotografforeninger, og agtet som Kollega.

Mary Steen er en Skolelærerdatter fra Sjælland, hun mistede tidlig sin Moder og var ved de smaa Kaar i Hjemmet nødt til selv at skaffe sig en Stilling. Hun modtog sin første Uddannelse til Forretningslivet paa Frk. Tertmanns Handelsskole i Kjøbenhavn, men følte sig mer tiltalt af den fotografiske Virksomhed. Ved sine lovende Ævner fik hun Rejselegat af det rejersen'ske Fond og vakte Dronningens Opmærksomhed ved sine smukt udførte Billeder. Den kgl. Familie benytter ofte hendes Atelier, og især har hendes vellykkede Interiør af de kgl. Familier vundet Bifald. Hun blev derfor udnævnt til kgl. Hoffotograf. I Forhold til sine Medhjælpere i Forretningen hylder Mary Steen den demokratiske Grundsætning, at der ydes lige Fritid i Arbejdstid mellem Chef og Medhjælpere.

I Selskabslivet er hun stille og reserveret i sin Omgang, men hvem der kjender hende paa nært Hold ved, hvor fængslende og interessant hendes Tale kan være. Desuden er hun ved særegne Lejligheder Taler og har skrevet nu og da i Tidsskrifter om Tidens Spørgsmaal.

Stærkest omfatter hun dog sin Forretning, den hun som Kvinde føler det som en dobbelt Æressag at føre i det rette Spor. Saaledes modtager hun aldrig Elever, uden de vil ofre flere Aar paa deres Uddannelse, da hun hader al Overfladiskhed og Fuskeri. Hun beskæftiger i sit smukke Atelier et temmelig stort Antal Damer, og hvilken Kjøbenhavner kjender ikke hendes smukke Udhængsskabe.

Forretningen er allerede nu i stor Stil og har en stor Kundekreds. Det er ikke alene Billedernes Udforelse, hun som ægte Kunstner forstaar at give Liv, men det er ogsaa hendes elskværdige Imødekommenhed, der drager Folk til Huset Mary Steen forstaar at bringe sine Klienter i Stemning for at lokke de mest tiltalende Træk frem i Billederne. Mary Steen gjør ikke alene sin Stand, men ogsaa Kvindekjønnet Ære.

J. M. 

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 5. april 1893)

1891-1896 sad hun i bestyrelsen for Dansk Fotografisk Forening som den første kvinde. Hun var desuden med i Dansk Kvindesamfund: medlem af bestyrelsen 1889-1892. Her udtalte hun sig bl. a. om reformdragten og generelt om at kvinder skulle ernære sig selv.

Den 1. maj 1895 annoncerede Mary Steen for et fotografisk atelier i kæmner Knudsens ejendom Jernbanegade i Hjørring. Det var formentlig hos Kirstine Lund (1852-1948) som fotograferede meget i Hjørring 1882-1909. 

Hun levede først sammen med en frk. Torp fra Norge som også var fotograf. Senere med maleren Olga Meisner-Jensen (1877-1949).

Fotografi af Mary Steen: Christian 9. på dødslejet. Dagens Nyheder 4. februar 1906.

På grund af tiltagende døvhed lukkede hun sit atelier i 1918 og solgte det til filmmanden Robert Schyberg. Hun er begravet på Assistenskirkegården hvor hendes tidligere kollega Helga Richter blev begravet i 1915 og senere også Olga Meisner-Jensen.

En Ligbrændings-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Ligbrænding.

Liget af grosserer H. Bjerrings søn, S. Th. Bjerring, blev i går kirkelig indviet af fripræst Carstensen i "Herrens Kirke" på St. Georgs Vej.

Midt i ugen vil liget blive brændt på krematoriet.

(København, 20. marts 1893).

Ligbrændring.

Den anden ligbrænding i København foregår i dag. Den afdøde der har bestemt i sit testamente at ville brændes, hedder S. Th. Bjerring og er søn af grosserer H. Bjerring. Efter et studieophold i Tyskland kom den unge mand for nogen tid siden tilbage, blev syg af brystsyge og afgik ved døden.

I følge hans ønske henvendte familien sig til sin præst, hr. Johannes Petersen ved Holmens Kirke og bad denne assistere ved begravelsen. Hr. Petersen nægtede imidlertid at ville deltage ved ligbrænding.

Familien har derfor måttet henvende sig til krematoriets præst, hr. pastor Carstensen ved Herrens Kirke. Her bisattes i går den afdøde ved en almindelig kirkelig højtid. I dag forvandles hans legeme i støv. 

(Aalborg Amtstidende, 20. marts 1893).

Ligbrænding.

I søndags modtog i København det første til brænding bestemte lig her i landet kirkelig indvielse. Højtideligheden fandt sted i en lille tarvelig frimenighedskirke, "Herrens Kirke" på Frederiksberg, hvis præst, hr. pastor Carstensen, er frisindet nok til at lyse kirkens velsignelse over dem der har ønsket at blive brændte, uanset om de har hørt til hans menighed eller ikke. Efter talen trådte præsten hen til kisten, der indeholdt liget af en ung mand, S. Th. Bjerring, søn af grosserer H. Bjerring, og udtalte i følge Polit. følgende ord:

"Så vil vi da indvie liget til forkrænkelighed, idet vi siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"

hvorefter han forrettede jordpåkastelsen. Fra kirken blev ligkisten båret ud på en rustvogn på hvilken den fulgt af den afdødes slægt førtes til krematoriet hvor brændingen vil foregå en af de første dage.

(Thisted Amts Tidende, 21. marts 1893).

Herrens Kirke blev oprettet 1878 af pastor N. F. Carstensen. Han var oprindelig fra Brødremenigheden, senere metodisterne indtil 1877. Kirken blev opført 1886 (arkitekt D. W. Leerbeck). Den ophørte med at blive brugt 1939, og blev nedrevet 1960.

En Ligbrændings-Begravelse

Grosserer Th. Bjerrings søn, om hvis ligbrænding vi forleden meddelte, skulle i torsdags begraves på Garnisons Kirkegård. Det vil sige, urnen med hans aske skulle nedsættes i den bjerringske familiebegravelse.

Kl. 1 kom grosserer Bjerring med familie til kirkegården. Samtidig kom pastor Carstensen der, som man vil erindre, holdt talen over den afdøde ved bisættelsen i Herrens Kirke, og ham fulgte løjtnant Jensen, en søn af ligbrændingsforeningens sekretær, og krematoriets bud som bar urnen.

Da alle var samlet, og pastor Carstensen beredte sig til at sige nogle ord, kom overgraveren Beckmann til og nedlagde i følge "Polit". en protest imod at der blev foretaget nogen som helst religiøs handling ved urnens nedsænkning i jorden.

Pastor Carstensen spurgte om hr. Beckmann var officielt bemyndiget til at skride ind. Graveren svarede at han havde en skriftlig ordre i lommen fra pastor Sørensen ved Garnisonskirken, og at denne ordre oprindelig var udgået fra biskop Fog. Da hr. Bjerring ikke ønskede at drive sagen på spidsen, blev urnen sænket i jorden under tavs andagt. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. april 1893, 2. udgave).

Jens August B. Schultz (1841-1888): Bruun Juul Fog (1819-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.  Biskop over Sjælland 1884-1896. 

En præst sat under tiltale.

Frimenighedspræst Carstensen er i følge "Natt." i henhold til justitsministerens ordre sat under tiltale for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 fordi han i sin kirke har foretaget bisættelse af afdøde bandagist Bjerring hvis lig bagefter skulle brændes.

Straffelovens § 107 lyder således:

"Den som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig myndighed der kun kan udøves i kraft af et offentligt embede, bestilling eller ombid, straffes, for så vidt handlingen ikke efter sin beskaffenhed medfører større straf, med bøder eller med simpelt fængsel indtil 1 år."

Hr. Carstensen er præst ved den herværende "Herrens Kirke"

(Social-Demokraten, 26. juli 1893).

Har vi religionsfrihed?

En præst tiltalt.

På Kong Georgs Vej ligger fredelig gemt mellem slanke villaer og sommerfriske haver, en lille rød bygning over hvis ene gavn et prunkløst kors mørkt tegner sig mod den lyseblå himmel.

Det er "Herrens Kirke" bygget 1885 af selve kirkens præst, pastor Carstensen der som bekendt i disse dage er under justitsministeriel tiltale. På denne idylliske lille plet samles en menighed på 600 medlemmer og dyrker deres Gud på den måde og poå den vis de finder rigtigst, danner en kristen menighed, trådt ud af Folkekirken, med hvis strenge dogmer den intet vil have at gøre, kort sagt, en frikirke.

Stille og fredeligt virker menigheden uden skrål eller anmassende propaganda. Man skulle da tro at den i et oplyst religionsfrit land kunne få lov til det, uantatt. Ikke desto mindre er den

Folkekirkens præster

en torn i øjet. Menighedens religion er nu også noget forskellig fra Folkekirkens. Pastor Carstensen, dens præst, benægter to af dennes væsentlige dogmer, det evige Helvede og kødets opstandelse, to ting som han med rette påstår er lidet stemmende med almindelig sund dømmekraft som med det ny testamente og utvivlsomt stridende mod Guds retfærdighed.

Pastor C. præker altså virkelig et mildt, humant evangelium. Men man kan ho godt forstå at denne lære er på tværs af såvel den højkirkelige lære som Vilh. Becks. Den tager ganske snerten fra den pisk, hvormed de statsunderstøttede præster driver ængstelige folk ind i deres tomme stolerader. Den lille fredelige menighed har derfor på denne kant en farlig fjende som næppe har været ganske uvirksom ved

Tiltalen mod pastor Carstensen.

Hr. C. er som stående ganske udenfor Folkekirken, naturligvis ikke forpligtet til at rette sig efter det af de danske biskopper udstedte meningsløse forbud mod præsters medvirken ved ligbrænding. Da derfor hr. bandagist Bjerring i marts henvendte sig til ham med forespørgsel om han var villig til at bisætte hans søn der skulle brændes på krematoriet på Fasanvej, svarede pastor C. uden betænkning "ja" - idet han dog samtidig gjorde hr. B. opmærksom på at en bisættelse i Herrens Kirke var enstydig med udtrædelse af Folkekirken.

Der er hr. Carstensens hele skyld, og derfor skal han tiltales. Man ser imidlertid nok hvad der ligger bag denne tiltale, der åbenbart er pousseret frem fra gejstlig side. Den er både et

Angreb på ligbrændingen og religionsfriheden.

Den danske gejstlighed vil ikke have lig brændt, og den vil ikke have en aanden kristen religion der er smukkere, mildere og forsonligere end deres egen med den evige ild og alle Helvedes pinsler.

Og gør nogen modstand, skal våbnene slås dem af hænderne. Hr. Carstensen tror selv at man har hans fængsling for øje for derved at ødelægge det arbejde, han nu i lange år har beskæftiget sig med, og hvis frugter han begynder at skimte.

Det er muligt at hensigten har været så, men vi er på den anden side overbevist om at vore domstole ikke er gennemsyret af sådan religiøs fanatisme og kun vil idømme en lille bøde for den mulige - men også kun mulige - formalistiske fejl her foreligger.

Publikums sympati

er hr. Carstensen sikker, både fordi den ensomme mand altid står det store publikum nærmere, og dels fordi her forligger spørgsmål om en sag, hvori så godt som alle er enige om at folkekirkens gejstlighed har optrådt splintrende forkert og ganske uforståelig bornert. Pastor Carstensen er en hjælpsom og elskværdig mand, har uden at være rig taget til sig 3 fattige børn, opdraget dem, og nu til sidst ved den bekendt brand i Falkoneralleen optog han i sit hjem en lille fattig, hjælpeløs pige der var døden i flammerne nær, og har siden beholdt hende.

Man får, selv om man er af andre meninger, respekt og tillid til denne præst, der ofrer sin formue på en kirke og sin tid og kraft på et så udpræget tålmodighedsarbejde som at pille de vrange gennem årtusinder nedarvede forestillinger ud af kristendommen i et land der er så stædigt og konservativt som dette.

Det er med disse følelser vi forlader den hyggelige lille plet, just som solen går ned bag de hviskende pile og den fri menighed samles til aftengudstjeneste bag den røde kirkes mure.

Josva.

(København, 28. juli 1893).

Jordpåkastelse ved ligbrænding.

Ved Frederiksberg birks ekstraret blev i forgårs afsagt dom i den af det offentlige anlagte sag mod frimenighedspræst N. F. Carstensen for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 (ulovlig tilegnelse af offentlig myndighed), fordi han den 19. marts d. å. i den for hans menighed opførte "Herrens Kirke" på Frederiksberg havde foretaget jordpåkastelse på liget af afdøde, til folkekirken henhørende bandagist S. Th. Bjerring, hvilket lig efter den afdødes fader forgæves havde henvendt sig til en af folkekirkens præster om at foretage jordpåkastelsen og under hensyng til at handlingen fandt sted i en til et udenfor folkekirken stående kirkeligt samfund hørende kirkebygning, og at Carstensen ikke optrådte eller gav sig udseende af at optræde som præst i folkekirken, idet han hverken var iført folkekirkeligt ornat eller benyttede det for folkekirken foreskrevne ritual - skønnede retten ikke at der kunne siges at foreligge en overtrædelse af straffelovens § 107. Yderligere bemærkes at påbuddet i kirkeritualet af 1685 om at jordpåkastelse af lig af folkekirkens medlemmer må antages forandret ved ligbrændingsloven af 1. april 1892 § 5, hvorefter det ikke kan pålægges nogen af folkekirkens gejstlige at forrette jordpåkastelsen i tilfælde hvor ligbrænding finder sted. Da loven nemlig ikke kan antages at berøre retten for folkekirkens medlemmer til kirkelig bistand, når de ønsker deres lig brændte, må af den nævnte bestemmelse følge, at der også kan benyttes anden bistand end folkekirkens præsters.

Pastor Carstensen blev altså frifundet og sagens omkostninger pålagdes det offentlige.

(Slagelse-Posten, 15. september 1893).

Sagen kom for Overretten, hvor Carstensen blev idømt en bøde på 100 kr. Herefter kom sagen i Højesteret oktober 1894, hvor Carstensen blev frifundet. 

Jens og Johanne Kirkeby. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1884 begyndte Jens og Johanne Kirkeby sammen med to andre familier i Fjaltring og Trans ved Lemvig at holde friskole i et lejet lokale "Kryk i ly” (bygningen lå i læ for en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans) som protest mod kommuneskolen hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remser, og hvor der ikke blev lagt megen vægt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De tre elever steg hurtigt til flere, og forældregruppen blev støttet af sognepræsten i Fjaltring-Trans, Markus Anker Secher Lund besluttede lade Jens Kirkeby, Trans uddanne til lærer. Det skete to vintre på Askov højskole. I 1887 fik skolen sin egen bygning midt mellem Fjaltring og Trans. Sammen med friskolen byggede man også forsamlingshuset og brugsforening. Fjaltring Friskole findes endnu

Ny Friskolebygning. Paa Gaarden "Skalshøj"s Marker i Fjaltring ved Lemvig blev i Lørdags Kransen hejst paa en ny Friskolebygning, som Friskolelærer J. Kirkeby lader opføre. Side om Side med denne skal der i Sommer bygges en folkelig Forsamlingsbygning og Øvelseshus; Materialerne ere alt tilførte. Bygningen rejses ved Aktier a 10 Kr. Overslagssummen er ca. 3000 Kr.

(Jyllandsposten 11. juni 1887, 2. udgave).

Jens og Johanne Kirkeby ledede skolen indtil 1894. Han drev sit lille jordlod ved siden af og var med til at starte Fjaltring og Ferring brugsforeninger. Der blev ikke pålignet de enkelte medlemmer bestemte bidrag for børnenes undervisning; men man gav efter evne.

Fjaltring Friskole gennem 75 år

Af Christen Christensen

Det er i dette forår 75 år siden, Fjaltring Friskole begyndte sin virksomhed. Det vil derfor være naturligt at stoppe op et øjeblik og forsøge at kaste lys over det liv, som er levet i og gennem friskolen i denne lange årrække. Meget er gemt og glemt for altid. Kun lidt er nedskrevet gennem tiderne. De mennesker, der har været med i friskolens arbejde, har levet livet og været klar over, at det levende liv aldrig kan indkapsles i museumsskabe. Alligevel kan de småtræk, som her er samlet om friskolens virke gennem de 75 år, måske være med til, at vi kan føle, hvad der er levet og virket, og samtidig hjælpe os til at forstå, at hvor store forandringer, der end er sket i det ydre, så er det fundamentale i vort skolearbejde dog stadig det samme. Det står for os som en dyb sandhed, at fremtiden gror af dyre minder.

Før begyndelsen

De egentlige årsager til en tings oprindelse lader sig altid vanskeligt udrede. Når det drejer sig om oprettelsen af Fjaltring Friskole, synes det dog, som om præsten M. A. S. Lunds virke i Fjaltring er den betydeligste grundpille. Markus Anker Secher Lund kom til Fjaltring som præst i 1869 og var den første præst på stedet, som var præget af det grundtvigske livssyn. Pastor Lunds forkyndelse var som et forår på egnen og satte sig dybe spor hos mange mennesker. Den gammelpræstelige stivhed havde han intet af. Lund kom hurtigt på en naturlig talefod med store dele af menigheden. Selvfølgelig følte en del i begyndelsen forargelse over en præst, der var „dus“ med „almindelige“ mennesker, og som kunne finde på selv at hente et læs mursten på et teglværk. Men det var kun småtterier, som hurtigt overskyggedes af Lunds personlighed.

Netop på grund af sit jævne væsen ejede Lund en evne til at komme i kontakt med mennesker. Der samledes en stor menighed i kirken om søndagen for at høre Lunds forkyndelse. Foruden sognets egne beboere taltes også adskillige sognebåndsløsere fra omliggende sogne, der ønskede Lund som præst. Ofte samledes man efter gudstjenesten i præstegården. Engang havde Lund indbudt sin forgænger Meinert til at prædike. Da Meinert bagefter så præstegården fyldes med mennesker, udbrød han henvendt til sin kone: Sådan skulle vi have haft det. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Meinert havde været en dårlig præst. Tværtimod er det nævnt, at Meinert var den, der såede, og Lund vandede.

Også ungdommen samledes gerne i præstegården, når Lund og hans kone indbød. Lund kunne selv være med i legen og morskaben på en naturlig måde. Denne evne til at omgås mennesker på en ligefrem måde bevirkede, at både unge og ældre henvendte sig til Lund om hjælp, når mere alvorlige ting trykkede. Og han var i stand til at yde hjælpen. Lund var en munter og livsglad mand, dybt engageret i tidens rørelser, men der hvilede altid alvor bag munterheden.

Pastor Lunds frisind er fremhævet som hans særkende. Det stod for alvor sin prøve i 1875, da valgmenigheden i Bøvling oprettedes. En kreds stod i begyndelsen vaklende over for spørgsmålet, om man skulle danne valgmenigheden eller løse sognebånd til pastor Lund i Fjaltring. Der holdtes flere møder om sagen, hvor pastor Lund selv var med. Da han skønnede, at der var styrke nok til at oprette en valgmenighed, opfordrede han til dette, frem for at søge at styrke sin egen position. Pastor Lund følte sig altid som tjener i åndelige spørgsmål og var stor nok til at tilsidesætte sit eget.

I 1881 flyttede Lund til præsteembedet i Vium ved Viborg. Hans virke gennem 12 år i Fjaltring havde sat sig dybe spor, og han vedblev fremdeles at stå i levende forbindelse med mange af vennerne i Fjaltring, hvad en omfattende brevveksling vidner om.

En udførlig skildring af Lunds liv findes i bogen: Præsten M. A. S. Lund. Den er udgivet i 1915 af Jens Damsgård.

Oprettelsen af Fjaltring Friskole og de første år

Et af de nulevende mennesker, der bedst har rede på friskolens første tid, er Mads Kvist, Ferring. Han fortæller følgende:

Den kreds, der fortrinsvis sluttede op om pastor Lund og hans forkyndelse, var nok fortrinsvis den yngste del af menigheden. Nogle af disse mennesker ville ikke gerne sende deres børn til kommuneskolerne, hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remse, og der ingen vægt blev lagt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De blev derfor enige om at tage en mand af deres egen midte som lærer. Det blev Jens Kirkeby, Trans. Han havde en lille ejendom "Kryk i ly" med vistnok 2 køer. Navnet havde ejendommen, fordi den lå i læ af en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans.

Jens Kirkeby rejste da i 2 vintre 1882-83 og 1883-84 til Askov højskole for at få uddannelse til lærergerningen. Fra Askov [½ linje ulæselig]

I sommeren 1887 blev friskole og forsamlingshus bygget i Fjaltring. I forsamlingshusets nordende fik den nyoprettede brugsforening butik. Den begyndte med 36 medlemmer, og Jens Kirkeby, der flyttede med til Fjaltring som lærer, var tillige brugsuddeler i begyndelsen. Forretningen var kun åben 2 eftermiddage om ugen i de første år. Snart blev arbejdet som uddeler dog for omfattende ved siden af lærergerningen. Men Jens Kirkeby fortsatte som regnskabsfører for foreningen, så længe han var i Fjaltring. Desuden var han også medvirkende ved oprettelsen af brugsforeningen i Ferring.

Til skolen var der købt så megen jord (vel ca. ½ tdr. land), så der på dette og et halvt engskifte på Bøvling klit kunne holdes en ko. (Engskiftet har formodentlig hørt til "Kryk i ly"). Jens Kirkeby forstod at få stort udbytte af jorden. Men pengelønnen var også lille, da de fleste af friskolefolkene var småkårsfolk. Hans Herping var den økonomisk bedst stillede i kredsen, og han følte selv, at han var forpligtet til at udrede det forholdsvis største beløb i penge. Pengelønnen var kun 400 kr. årlig i de 10 år, Jens Kirkeby blev i Fjaltring.

Alle var klar over, at lønnen var lille, så der måtte ydes tilskud til Hanne Kirkebys spisekammer med både sigtekager og lejlighedsvis slagtemad. En lønningsmåde som ikke ville passe til nutiden, men dengang fandtes ganske naturlig.

Hvad undervisningen angik var Jens Kirkeby en udmærket fortæller af bibelhistorie og danmarkshistorie. Til hjælp ved bibelhistorien havde han en stor billedbibel. Det eneste, vi lærte udenad, var tabellerne. Om vinteren havde vi husflid i 1-1½ time hver torsdag og mandag eftermiddag. Det var en mangel ved undervisningen, at Jens Kirkeby ikke kunne synge, og at Hanne Kirkeby også kun havde liden evne i den retning, men der var flere af børnene, der var gode sangere, deriblandt særlig Peder Rubys og Niels Rubys børn.

Hvad det samlede antal af børn i skolen angår, mener jeg at kunne huske, at vi var 18 i den ny skole efter sommerferien i 1887. Der var så jævn fremgang, indtil Jens Kirkeby rejste 1. maj 1894, da tror jeg nok, vi var ca. 50.

Fra 1. maj 1894 havde vi Christen Christensen Aaes som lærer. Han var kun 18-19 år gammel og skulle på seminarium i Silkeborg efter sommerferien. Ham husker vi bedst for hans udmærkede sangstemme og hans gode fortælling af verdenshistorien. De ældste af os havde haft ham som skolekammerat en vinter. Han blev nemlig konfirmeret af daværende sognepræst i Dybe-Ramme N. P. Chr. Nielsen, i hvis hjem han opholdt sig til konfirmationsforberedelse. Fru Nielsen var hans moster. Han gik så til skole i friskolen 4 dage om ugen.

Efter sommerferien fik vi sjællænderen Ole Olsen til lærer. Han var også en god lærer. Jeg gik ud af skolen ved min konfirmation i april 1895.

(Christen Christensen: Fjaltring Friskole gennem 75 år. I: Hardsyssels Årbog 1967, s. 106-124, uddrag af de afsnit der handler om Jens Kirkeby).

Jens Kirkeby var uddeler til 1890 hvorefter det blev Kresten Lisby (1890-1921). Han var bondesøn og dermed ikke bestemt til at kunne blive uddeler. Ifølge Fjaltringhistorie havde han det godt med bestyrelsen og var vellidt i det hele taget. Søn og sønnesøn videreførte uddelerjobbet indtil 1968.

I 1893 var der en avisdisput mellem en lærer J. Kallesøe og Jens Kirkeby. Det fremgår ikke hvor Kallesøe var lærer, men artiklerne bærer måske præg af et dårligt forhold mellem de to lærere:

Fjaltring Brugsforening.

I "Lemvig Folkeblad" Nr. 27 findes en Meddelelse om Fjaltring Brugsforenings Generalforsamling, og der skrives:

"Det blev paatalt, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om for Fremtiden at raade Bod herpaa."

Dette kan vist ikke forstaas anderledes, end som en Anke mod Foreningens Førelse, og det finder jeg ikke samstemmende med, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen.

Der blev rigtignok af Lærer Kallesø, Trans, anket over, at en vis Vare af Foreningens var til højere Pris, end han havde kjøbt den for andetsteds. Men da Foreningen kun holder af første Kvalitet, og der er betydelig Prisforskjel paa de forskjellige Kvaliteter af samme Vare, saa er det jo en Selvfølge, at der let kan faas til lavere Pris, end Foreningen kan levere sin Vare til, men at den laveste og billigste Pris i saa Henseende er et og det samme, er vist meget tvivlsomt, og i de fleste Tilfælde tror jeg, Forholdet vil være omvendt.

Forsamlingen forespurgtes ogsaa i den Anledning, om den ønskede, at Foreningen skulde holde en Kvalitet til lavere Pris, og dertil blev af flere svaret et bestemt Nej, og ikke en eneste yttrede noget om, at det kunde være ønskeligt.

Jeg antager, at Kallesø tog Fejl paa Prisforskjellen og mente maaske 1/3 af, hvad han angav, og hvordan Værdiforholdet var mellem Foreningens Vare og den, han havde kjøbt, havde han ingen Mening om, og om han har haft Fordel eller Tab ved at kjøbe til den lavere Pris, kan enhver have Lov til at mene om, hvad man vil..

Det var vist den almindelige Mening ved Generalforsamlingen, at Foreningen først og fremmest bør sætte som sit Maal at holde første Kvalitets Varer og til saa billige Dagspriser som muligt, og da det er i den Retning, Foreningen hidindtil har været ført, kan jeg ikke finde nogen Mening i den "raaden Bod", som Meddeleren har bebudet.

Der er delte Meninger om, om den talrige Forsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations Virksombed, men maaske den lille Bemærkning af Meddeleren derom skal kunne tjene til at retlede de vildfarende.

Jens Kirkeby,

Fjaltring Friskole.

(Holstebro Dagblad 22. februar 1893).

Et Svar til Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby, Fjaltring.

Fra J. Kallesøe, Trans.*)

Naar Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby som "Lemvig Folkeblad" Nr. 45 tror at holde sammen paa Fjaltring Brugsforening og sin Stilling ved samme eller den gamle Forretningsorden ved i Særdeleshed at komme om min Dør, skal jeg ikke nægte, at jeg tror, at Manden er paa Afveje, thi ikke nogen af de Dele har noget Tilknytningspunkt i min Person, skjønt Brugsforeningen har min Sympati, men jeg skal dog gjærne tjene ham i at optage den mig tilkastede Handske.

Først et Par Spørgsmaal: Hvorfor hentyder Hr. Jens Kirkeby sig saa specielt til mit Navn, da der dog var andre, som fremdrog lignende Ting? og hvorfor holder han sig til en enkelt Vare (Mel), da dog flere andre blev omtalt?

I og for sig kunde Dette være mig ligegyldigt; jeg spørger kun for de udenforstaaendes Skyld, som muligt følger Sagen med Interesse, og da navnlig fordi, at Sagen fra hans Side mest ligner et personligt Opgør, hvis Oprindelse jeg slet ikke har nogen Anelse om eller kjender noget til.

For Hr. Jens Kirkeby synes Personen et være det væsentlige; jeg skal dog ikke følge ham deri og saa vidt muligt i det efterfølgende lade Personen ligge og holde mig til Sagen.

I Meddelelsen om Generalforsamlingen i Faltring Brugsforening i "Lemvig Folkeblad" stod der, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om at raade Bod derpaa.

Herpaa svarer Hr. Jens Kirkeby saaledes: "Dette kan vist ikke forstaas anderledes end som en Anke mod Foreningens Førelse, og dette finder jeg (Jens Kirkeby) ikke samstemmer mod, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen."

Hertil skal jeg først bemærke, at Hr. Jens Kirkeby forekommer mig at være lige saa uheldig med at finde Generalforsamlingens rette Mening som f. Ex. en vis Mand med at finde Grundlovens rette Aand. De faa nemlig ud af alt, at alt tjener dem tilgode.

Jeg faar da erindre om, at der ved Generalforsamlingen var Valg af tre Styrelsesmedlemmer. (Jeg skal ikke denne Gang komme ind paa, hvorledes Formanden sekunderet af Jens Kirkeby behandlede denne Sag, men have det in mente.) Een af den gamle Styrelse gjenvalgtes med een Stemmes Overtal samt to ny Styrelsesmedlemmer med stort Overtal af Stemmer, og deraf finder saa Hr. Jens Kirkeby det i Sandhed mærkelige Resultat, at alt, hvad der fremkom som den almindelige Mening ved Generalforsamlingen samstemmede med den gamle Styrelse og dermed ogsaa med ham.

Vil Hr. Jens Kirkeby saa ikke sige mig, tror tror han Generalforsamlingen satte ny Medlemmer ind i Styrelsen? Opfatter han personligt dette som et Tillidsvotum? Og tror han sin Stilling som Forretningsfører ved Brugsforeningen er sikrere nu end før?

Min Mening er dog denne, at Valget af en Opposition mod den gamle Forretningsorden og en Tilkendegivelse af, at Styrelsen skulde tage sig lidt mere af Tingene. Valget var vidt heller ikke den gamle Styrelse absolut behageligt.

Jeg vil nu haabe, at Generalfor samlingen ikke har forstaaet Valget paa samme Maade som Hr. Jens Kirkeby, thi saa var det først galt; i sidste Tilfælde er det jo kun uheldigt for Jens Kirkeby.

Jeg kan nu ikke forstaa, at Hr. Jens Kirkeby saaledes farer i Blækhuset og som en drabelig Helt vil slaa sig til Ridder paa min Bekostning. Mine Udtalelser paa Generalforsamlingen synes lige saa lidt som de andres at æske til Holmgang eller at kunde give daarligt Humør, men Hr. Jens Kirkeby er virkelig i daarligt Humør - han er jo ligefrem arrig. - Skulde Grunden da være den, at Styrelsen af Brugsforeningen var i saa pæne Hænder, at ingen turde spørge til dens Befindende, selv i velvalgte Ord, uden at anses for "læstig", eller er det Grunden, at d'Hrr. "Ingen Mukken i Geledderne" vil have, "Vi alene vide" o. s. v. Som sagt, jeg forstaar det ikke. Jeg synes ikke Generalforsamlingen kunde faa et Bæger til at løbe over, selv om det i Forvejen var fuldt, (med mindre det da alligevel skulde være Valget) og dog er det sket.

Hr. Jens Kirkeby kommer med en temmelig selvfølgelig Forklaring over, at det bedste er det dyreste, noget, jeg ingen har hørt benægte; men Hr. Jens Kirkeby maa undskylde, at dette jo virkeligt ikke udelukket, at ogsaa Brugsforeningerne kan faa det bedste for dyrt.

Naar Hr. Jens Kirkeby ligefrem paastaar, at Fjaltring Brugsforening kun holder Varer af bedste Kvalitet, saa er dette mildest talt en urigtig Paastand. 

Naar han dernæst antager, at jeg har ment 1/3 af Prisforskjellen o. s. v., skal jeg gjærne skænke Hr. Jens Kirkeby denne sin Antagelse. Ved Generalforsamlingen havde han den bedste Lejlighed til at korrigere mine Udtalelser, hvorfor ikke da slaa til Lyd for sin Tredjedel. Nu skal jeg kun notere, at denne Dag erkjendtes min Paastand uden Modsigelse.

I den lille Meddelelse var der, synes mig, en rigtig passende lille Bemærkning om, at maaske ikke alt var saa godt, som det burde være. Der var intet Referat, og jeg skal heller ikke denne Gang indlade mig derpaa, fordi Hr. Jens Kirkeby saluterer (naturligvis efter højere Ordre): men ikke desto mindre skal jeg dog være d'Hrr. til Tjeneste med en saadan, om det muligvis skulde ønskes.

Endelig skal jeg sige Hr. Jens Kirkeby min personlige Mening om Brugsforeninger i Almindelighed og Fjaltring Brugsforening i Særdeleshed, skjønt jeg naturligvis ikke tvivler paa, at den i mindste Maade influerer paa en Mand, der er saa svært inde i Sagerne som Hr. Jens Kirkeby er. Den lyder saaledes: Naar en Brugsforening paa Landet har en Omsætning paa over 30,000 Kroner, maa den kunne tage Konkurrencen op med enhver Forretning uden højere Priser end disse, kan den ikke det, er der sikkert Fejl i Ledelsen. End videre skal en Brugsforening ikke være et spekulerende Handelshus, - der, saaledes som f. Ex. Fjaltring Brugsforening, lige efter Jul ligger inde med et Varelager paa 7,000 Kroner, ca. 1/4 af den hele Omsætning; dette er sikkert ufornuftigt, thi Brugsforeningens Bestyrelse plus Forretningsfører har i Almindelighed hverken Dygtighed eller Uddannelse nok til at føre en Spekulation igjennem uden Tab.

Her i Fjaltring har Brugsforeningen paa de almindeligste Varer samme Pris som Kjøbmændene. Ja, men saa har vi jo Overskudet. Lad os tale saa smaat om Det. Enhver Kjøbmand vilde vist med Glæde betale den for kontant Betaling.

Endelig maa jeg yde Hr. Jens Kirkeby min Tak, fordi han ved sin, om jeg saa maa sige, Ubehjælpsomhed giver mig Lejlighed til at sige et Par Ord om den talrige Generalforsamling. Han skriver saaledes: Der er delte Meninger om, om den talrige Generalforsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations-Virksomhed.

Jeg vilde gjærne spørge Hr. Jens Kirkeby, hvad han tror, Folk møder efter ved Generalforsamlingerne, hvis det ikke skulde være Foreningens Anliggender? Det lader forresten til, at Hr. Jens Kirkebys Interesse stopper op ved Foreningen.

I vore Dage, da vi har saa mange Foreninger, slappes Interessen tit og ofte, og man glemmer at møde ved deres respektive Generalforsamlinger. Bestyrelsen møder kun med det reviderede Regnskab for at vælge sig selv igjen, indtil ogsaa de bliver kjed af Komedien. Ja, saadan gaar dette i Almindelighed, hvor Medlemmerne ikke møder. Bestyrelsens Interesse slappes, og Foreningen dør hen. Men omvendt gaar det, naar Medlemmerne møder talrigt op, hvor de har Lov til at tale, ved Generalforsamlingerne, for at kritisere eller vedtage Bestyrelsens Beslutninger; og det gaar da gjærne saadan, at Bestyrelsens Dygtighed og Energi voxer i samme Grad, som Medlemmerne møder talrigt.

Medlemmer af Foreninger mød derfor talrig til Generalforsamlinger, naar I ønsker, at det skal gaa jer Forening godt. Dette er næsten en Pligt.

Naar Hr. Jens Kirkeby sigter maaske mig for at have agiteret for, at mange skulde møde til Generalforsamlingen, maa jeg desværre benægte at have gjort noget i den Retning; men hvis jeg havde agiteret noget, maa Hr. Jens Kirkeby undskylde, at jeg med hans Tilladelse vilde have betragtet det som en Ære for mig.

Det synes virkeligt ogsaa, at Hr. Jens Kirkedy er gnaven over den talrige Generalforsamling, og han er dog en Frihedsmand. Man bør ikke forundres længer. Menneskets højeste Dyd er nok Egenkjærlighed

*) Forsinket længe, da Pladsen har været optaget af andet Stof.

(Lemvig Folkeblad 16. marts 1893).

Friskolelærer Jens Kirkeby i Fjaltring forlader sin Virksomhed dersteds og rejser til Tranekjær paa Langeland, hvor han skal overtage en vel lønnet Plads som Bestyrer af en Brugsforening. Det blev ham for anstrængende i Fjaltring at betjene baade Friskolen og Brugsforeningen, og da der tilbødes ham en god Plads paa Langeland, har han taget imod denne. Jens Kirkeby er vel kjendt som dygtig og trofast Arbejder i kristelig, folkelig og politisk Henseende, og han vil blive savnet af mange Venner paa Lemvig Egn.

Fjaltring Friskole vil selvfølgelig blive fortsat ogsaa efter Jens Kirkebys Bortrejse - I Sommer er antaget en Slægtning af Valgmenighedspræst Nielsen til Lærer. Denne vil optages paa et Seminarium, og Fjaltringboerne har imidlertid Lejlighed til at se sig om efter en anden Lærer. Jens Kirkeby, der selv ejede Friskolebygningen, har solgt denne til et Interessentskab af 3 Mænd, der komme til at eje hver en Fjerdepart af samme, idet Jens Kirkeby selv vedbliver som Ejer af den ene Fjerdepart.

(Holstebro Dagblad 16. maj 1894).

Friskolen her paa Egnen.

- - -

I Fjaltring derimod lagdes med Kirkeby og Hustru som Lærerfolk et Grundlag for en Friskole, der i al sin beskedne Størrelse og Fremtræden stadig har været et Mønster for Samhørigheden mellem Hjem og Skole. Det Enhedens Baand, der gennem Pastor Lund knyttedes mellem Vennerne af det grundtvigske Livssyn har hvilet med Traditionens aandelige Magt over Fjaltring-Trans Friskolekreds. Jens Kirkeby var en af disse lykkelig begavede Mennesker, der kan gøre meget ud af det lidet. Hans lille Jordlod paa nogle faa Skæpper Land blev drevet med beundringsværdig Omhu. Han ordnede Sagerne ved Igangsættelsen af Fjaltring og Ferring Brugsforeninger. Hans og Husfrues Væsen, Hjem og Virke bar altid Præget af den skønneste Harmoni, og siden deres Tid kendes næppe Brud paa den gode Overlevering i Fjaltring Friskoles Historie. 

- - -

(Lemvig Folkeblad 3. januar 1924)

Det har ikke været muligt gennem internet og aviser at finde ud af hvordan det gik med Jens og Johanne Kirkeby på Langeland. De dukker først op da Jens Kirkeby døde i 1910, og da ser det ud til at de boede i Ballerup.

Jens Kirkeby, Fjaltring. * 23. mai 1844. + 2. februar 1910. Johanne Kirkeby, Fjaltring. * 26. december 1845. + 14. juni 1920. Peter Petersen, samt et ulæseligt navn. Gravsted på Vestre Kirkegård. I dødsannoncen fra februar 1910 skrev Johanne Kirkeby at de boede i Ballerup. I takkeannoncen skrev hun: "Jeg fik ret at mærke at Ordet: I Nøden skal man Venner kende, har sin Sandhed. Johanne Kirkebys dødsannonce var underskrevet Kirstine Kirkeby Petersen, P. Petersen og Elna Kirkeby Petersen." Foto Erik Nicolaisen Høy.