Carl Jensen 1861-1895: Skandinaviens stærkeste Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Jensen.

Blikkenslager Carl Jensen.

Danmarks - og vi havde nær sagt Verdens - stærkeste Mand er en født Mønbo.

Blikkenslager Carl Jensen i Kjøbenhavn er nemlig født i Stege den 10. Maj 1861 og er Søn af daværende Opsynsmand ved Sindssygeanstalten, J. Jensen. Carl Jensen stammer saaledes fra en gammel østmønsk Bondeslægt, som i Tidernes Løb har leveret et ikke ubetydeligt Bidrag til den gamle Hestgarde.

Som Dreng gjorde han sig ikke bemærket ved overdreven Styrke, vel nærmest fordi han var en sindig og godmodig Natur, der ingen Tilfredsstillelse fandt ved at banke sine svagere Medborgere. Først da han som Læredreng i Kjøbenhavn fik Smag paa Sportslivet, kom hans udmærkede legemlige Egenskaber frem og fik den Udvikling gjennem Trænering, som er absolut nødvendig, hvor et stort Resultat skal naas, ligegyldigt i hvilken Retning. Navnlig var Skøjteløbning hans Kæphest, hvorfor han ogsaa drev det saa vidt som kun faa. At løbe fra alle andre med en stor Knægt paa den ene Arm og en anden paa Ryggen oversteg ikke hans Kræfter. Om Sommeren drev han Sejlsporten med lige saa stor Ivrighed. Den Sejlads han stiller op, kan just ikke al Tid henregnes til Lystsejlads, det sker nemlig som oftest, at han helst stikker til Søs under et Vejr, som populært betegnes paa den Maade, at 15 gamle Kjærlinger ikke kan holde en Jærnvægge i et Hjulspor. Det er netop hans Lyst at overvinde det vanskeligste, hvilket dog ikke betyder for hans Vedkommende Dumdristighed. Han er tværtimod meget beregnende og vover sig ikke over Grænsen. - Da Atlethklubben i Kjøbenhavn blev stiftet i 1889, blev han strax Medlem og fik samme Aar Foreningens Sølv- og Broncemedalje og har til Dato hævdet Pladsen som en smuk Nr. 1, saaledes ved sidste Præsentation ved Brydning og ved at bære 1900 Pd., en Vægt, som man for et halvt Aarhundrede siden vist generede sig for at lade et Par Bønderheste trække. To Gange har han været i Tyskland for at prøve Kræfter, første Gang i 1890 en international Atlethfest, hvor han vandt baade Bronce- og Sølvmedalje. Sidste Gang den 3dje April i Aar i Køln, hvor han foruden Medaljer og Diplomer paa gammel græsk Vis som Sejrherre blev bekranset med Egekranse med forgyldte Agern.

Ligegyldigt om man sætter Atlethsporten højt eller lavt, staar Carl Jensen som et smukt Exempel paa, at et stort Resultat kan naas selv af Dilettanter, naar der arbejdes energisk; thi professionel Kæmpe er han ikke, trods det, at han jo nemt kunde opnaa glimrende Engagementer ved Forlystelsesetablissementer hele Verden over. - Tværtimod ernærer han sin ikke lille Familje pænt som Blikkenslagersvend; kun sin Fritid deler han mellem Klubben og sin Baad, og naar han har kunnet faa Raad til at drive Sport med et saadant Resultat, kan det kun forklares ved, at hverken Beværtninger eller Spiritus, ja ikke en Gang Tobak har faaet noget Offer af ham. Uden Styrke til at holde sig fra disse Ting, havde han aldrig faaet Kræfter til at bære 1900 Pd.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 20. april 1893)

At Carl Jensen skulle have båret 1900 pund (950 kg) lyder ikke som vægtløftning. Moderne vægtløftere kan højst løfte ca. 500 kg. Der må være tale om hvor meget han har båret på sin krop fx på en træplade. Her er rekorden omkring 2.000 kg.

Danmarks stærkeste Mand styrtet ned fra 3. Sal.

I Torsdags ved Femtiden skete et sørgeligt Ulykkestilfælde paa Hjørnet af Rolfsvej og Yrsavej i København, hvor Brolægningsentreprenør Simon Jensen lader opføre et stort Bygningskomplex, ivet en af Københavns mest kendte Sportsmænd Carl Jensen mistede Livet under sit Arbejde Carl Jensen arbejdede for Firmaet W. F. Dahl & Søn, og var netop beskæftiget med at opmaale det Arbejde, han havde udført i Dagens Løb, da Ulykken skete. Sammen med flere Arbejdskammerater befandt han sig paa 3. Sal i Ejendommen og i Nærheden af Køkken trappehullet, der ikke var overdækket. For bedre at kunne bedømme sit Arbejde, lænede han sig baglænds ud over Trappehullet, idet han holdt sig fast i en Murpille, men til alt Uheld var denne nylig opmuret, Stenene gav efter, og Jensen styrtede ned fra den betydelige Højde. Hans Kammerater ilede til, men inden de naaede Huset, laa den ulykkelige allerede som en uformelig Klump paa en Bunke Skærver i Husets Kælderetage. I Faldet havde han slaaet et Par Kuldbøtter, og netop i det Øjeblik, Legemet naaede Jorden, slyngedes Hovedet med saa voldsom Kraft mod Trappeopgangens Murværk, at det kløvedes, og Blodet sprøjtede vidt omkring.

Alligevel var Jensen levende, da hans dybt rystede Kammerater bar ham ud fra Bygningen, men han saa forfærdelig ud. Det før saa stærke og smidige Legeme laa klumpet sammen til en Masse, ned over hans Ansigt flød Blodet i en stadig Strøm. Med stor Varsomhed blev han lagt i en Droske og kørt til Frederiksberg Hospital, hvor han døde strax efter Indlæggelsen. Kun en eneste Gang efter Faldet var han ved sin Bevidsthed og hviskede: Jeg dør.

Blikkenslager Carl Jensen var en i Sportskredse her og i Udlandet meget kendt Mand. Han var indtil nylig Skandinaviens stærkeste Mand, og med Held har han konkurreret med Udlandets mest kendte Atleter. Ved et stort Sportsstævne i Køln, hvor der bl. a. var samlet over et halvt Hundrede tyske Atleter, fik han saaledes anden Præmie. I 13 Aar har Carl Jensens Overlegenhed som Atlet været ubestridt, indtil han kort før sin Død blev besejret af Stockholmeren Ånderson, der kunde løfte 292 Pund op over Hovedet, medens Jensens Maximumsvægt var 270 Pund. For faa Dage siden prøvede Professional Atleterne fra Tivoli, Hallmeyer og Jagendorfer, at løfte hans Kuglestang, men maatte lade den ligge. Han mest imponerende Sportspræstation var dog den Sikkerhed, hvormed han kunde bære enorme Vægte.

Indtil for faa Aar siden bar han staaende 3000 Pund. Ogsaa som Bryder var hans Danmarks champion.

I 1889, da Folketingsmand A. C. Meyer traadte tilbage som Formand for- Københavns Atletklub, blev Carl Jensen valgt i hans Sted, og han har siden beklædt Formandsposten.

Den afdøde, der var meget afholdt af Kammerater og andre, der kom i Berøring med ham, har i F. "Polit." i en længere Aarrække arbejdet for W. F. Dahl & Søn. Han var 35 Aar og efterlader sig Enke og 5 Børn.

(Aalborg Amtstidende 31. august 1895).

Det nordøstlige hjørne af Yrsavej-Rolfsvej er opført 1892. Det sydvestlige 1918. Det sydøstlige 1895, så det må vel være det hjørne der har været under opførelse. 

Kjøbenhavns Athlet-Klub blev stiftet i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer og Norman Bryn. Siden fulgte andre hurtigt med, bl.a. den ældste bestående klub Hermod i 1893 (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er landets sjetteældste eksisterende klub).

Athleten Carl Jensens Begravelse.

Athleten Carl Jensens Begravelse var fastsat til Kl. 2 i Gaar Eftermiddag, men allerede Kl. 1 var der mødt Tusinder, af hvilke de forreste Hundreder bogstavelig talt stormede det store Kapel, da Dørene aabnedes. Der var en forfærdelig Trængsel, og mange af den Afdødes Venner kom slet ikke med i Kapellet. Ved store Begravelser viser det sig overhovedet absolut nødvendigt at udstede Kort til de Deltagere, der i Følge Slægt- eller Bekendtskab er berettigede til at faa Plads.

Men denne Masse Mennesker var paa den anden Side et talende Vidnesbyrd om den Yndest, Athletklubbens Formand nød i vide Kredse. Særlig var der mødt mange Kvinder, af hvilket man tør drage den Slutning, at Styrkesporten øver stor Tiltrækning paa det smukke og svage Køn.

I det oplyste Kapel stod den guldsirede Kiste, fuldstændig dækket af Kranse og Palmegrens. Paa de røde og hvide Silkebaand læstes Givernes Navne. Der var alle de her i Byen værende Athletklubber, Fodsportforeningen, Københavns Roklub, flere udenlandske Klubber, fra den Afdødes Kolleger, fra Murerne paa Bygningen, hvor Jensen faldt ned, fra Beboerne i Ejendommen i Saksogade, i hvilken han boede, ja selv de forhenværende Medlemmer i en opløst Forening ved Navn "Gefion", som Carl Jensen var Medlem af i sin grønne Ungdom, havde husket deres stærke g godmodige Ven ved at sende en smuk Krans til hans Kiste. I alt var der sendt over 76 Kranse, Palme- og Lavrbærgrene til den danske Kæmpes Ligfærd.

Omkring Kisten stod Blikkenslagerfagets fire floromvundne Faner, hvis Flige sænkede sig ned mod Blomsternes Rigdom.

Den dejlige Salme "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" lød gennem Rummet, hvorefter Pastor Basse traadte frem og holdt en til Lejligheden fortrinlig afpasset Tale, af hvilken vi giver et sammentrængt Referat:

"Skabningen et underlagt Forkrænkelighed og gaar Opløsningen i Møde. Denne unge Mand ejede et Overmaal af Kraft, men Døden er den stærkeste af alle Magter. Han hørte til de Mennesker, der som faa andre var udrustet med Legemskraft, og man kaldte ham "Danmarks Kæmpe". De Unge samledes ved ham til Idræt, de vil savne ham søm en god Kammerat. Han misbrugte aldrig sine Kæmpekræfter og havde næppe en eneste Uven. Han var en trofast og paalidelig Mand. Det hedder, at Arbejdet adler Manden, og hans Kammerater giver ham det Vidnesbyrd, at var hans Arbejdsdag end kort, saa har han anvendt den godt. Om Morgenen gik han paa sit Arbejde, hvorfra han ikke mere vendte tilbage til sit lille, fattige men lykkelige Hjem, hvor nu 6 Børn er ladet faderløse tilbage. En gammel Moder og en Hustru, som har baaret Livets Byrde sammen med ham, følger ham til det sidste Hvilested. Nu maa de leve i Mindet om de lykkelige Timer, afbrudt af den bratte Død. Hvorfor kom den? Der falder ikke en Spurv til Jorden uden Guds Vilje, og heller ikke han er ældet uden at Gud har villet det. Der er bleven en Plads tom i hans Hjem, men de tomme Pladser taler til os om de kære Minder."

Præstens Tale rørte mange til Taarer.

Salmen "Lær mig o Skov at visne glad" blev afsunget, hvorefter Kisten blev baaret ud af Kapellet af Københavns Athlet-Klubs Medlemmer, medens Hr. Jørgen Lindahl sang et Farvel.

Og henover Kirkegaarden bevægede sig det store Tog til den fjærnt liggende Grav, omkring hvilken de Tusinder af Mennesker grupperede sig. Da Præsten havde kastet Jord paa, takkede Athletklubbens Sekretær, Hr. Norman Bryn, de Tilstedeværende fra Carl Jensens Familie og Athlet-Klubben, og bragte en Hilsen fra Sportsklubber i Danmark, Norge og Sverig, hvorefter han sluttede med en Tak til den Afdøde for godt Arbejde og Kammeratskab.

Det mægtige Følge spredtes nu langsomt, medens den sørgende Hustru med de 6 smaa Børn og den øvrige Familie gik deres stille Vandring fra Graven, om gæmmer det forgængelige af en god Fader, brav Kammerat og udmærket Sportsmand.

(Social-Demokraten 5. september 1895).

Carl Jensen var repræsentant for arbejdersportsmænds tilbøjelighed til styrke fremfor hurtighed som blev foretrukket af over- og middelklassens mænd især i storbyerne  på daværende tidspunkt. En del kropsarbejdere dyrkede kraftsportsgrene som f. eks. vægtløftning, brydning og boksning. "Københavns Athlet-Klub" blev i 1888 oprettet som den første kraftsportklub - for mænd. Blandt initiativtagerne var den socialdemokratiske agitator A. C. Meyer og den socialdemokratisk sportspioner journalisten Norman Bryn. For at blive medlem skulle man kunne svinge en 70 pundskugle op i strakt arm. 

Samme år 1895 som Carl Jensen døde, dannede en tredje arbejdersportspioner sprøjtefører P. L. Jacobsen "Arbejdernes Idræts Klub" som dyrkede f.eks. gymnastik, brydning, boksning og atletik. Også den tiltrak mest faglærte arbejdere, men også andre end hvor kropsstyrke var afgørende f.eks. snedkere, malere og skræddere. Man havde dog også græsk-romersk brydning og boksning. 

Omkring århundredeskiftet blev showbrydning en folkefornøjelse. Se indslaget om Magnus Bech Olsen. Interessen for det forsvandt efter 1905.

Et Tilregnelighedsspørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Under en af Høiesteret den 11. ds. paakjendt Justitssag var et Fattiglem paa Laasby Fattiggaard tiltalt for følgende Forhold: Da Bestyreren af nævnte Fattiggaard, Tiltalte og en 14 Aars Dreng den 23. August f. A. vare beskjæftigede med at hjemkjøre Korn fra Gaardens Mark, og Tiltalte under Arbeidet havde viist sig uvillig og skjødesløs og navnlig havde væltet to Gange med den belæssede Vogn paa jævn Vei, irettesatte og udskjældte Bestyreren i den Anledning Tiltalte samt paalagde ham at gaae op paa Kornloftet for at hjælpe til der med at aftage Kornet, men dette nægtede Tiltalte paa det Bestemteste, og da Bestyreren skubbede til ham for at faae ham afsted, blev han vred og sparkede efter ham, der blev ramt paa Armen og derpaa gav Tiltalte et Slag med den flade Haand paa Siden af Hovedet, hvorover Tiltalte blev helt rasende og foruden at bruge de groveste Skjældsord mod Bestyreren med knyttet Næve slog denne i Ansigtet og ramte ham under det ene Øie, der blev helt underløbet med Blod. Denne Forklaring - der i alt væsenlig stemmer med, hvad den nævnte Dreng har forklaret til en Politirapport, dog at han har tilføiet, at Bestyreren skubbede til Tiltalte saaledes, at denne faldt omkuld, hvad denne ikke har kunnet modsige - erkjendte Tiltalte i det første den 30. August optagne Forhør for rigtig i dens Helhed, idet han dog strax efter endvidere udsagde, at han ikke vidste af, at han sparkede efter Bestyreren og blev vred, fordi denne slog ham og derefter handlede i Hidsighed; og i et senere Forhør havde han benægtet at have sparket Bestyreren, førend denne slog ham.

Tiltalte blev, efterat det Ovenanførte var passeret, af Bestyreren med to Tilstedekomnes Hjælp indsat i Fattiggaardens Arrest, men undveg strax derfra ved at brække Vinduet op og gik derefter ude paa Gaardspladsen raabende og skrigende samt udstødende Skjældsord og Trusler mod Bestyreren og vedblev hermed til langt ud paa Natten, da han endelig faldt i Ro og gik til Sengs. Ligesom Tiltalte saavel efter de derom foreliggende Forklaringer ved den ommeldte Leilighed teede sig som en Rasende, saaledes fremgik det af Sagens Oplysninger, at han, efter i 1891 at have anstiftet en hans daværende Husbonds Gaard overgaaet Ildsvaade, er bleven anseet for utilregnelig med Hensyn til denne Gjerning, for hvilken han end ikke blev sat under Tiltale. Han var i Anledning af den ommeldte Ildspaasættelse i ca. 3 Maaneder indlagt til Observation paa Sindssygeanstalten ved Aarhus, og i sin Erklæring havde Overlægen dengang udtalt, at Tiltalte er lidet udviklet i aandelig Henseende og lider af epileptoide Anfald, der ikke som sædvanlig have Form af Kramper, men som, naar de ere fuldt udviklede, ytre sig som Anfald af Raseri og i alle Tilfælde ere karakteriserede ved Bevidsthedstab, at han, der sandsynligvis havde havt et saadant Anfald i en tidligere Tjeneste ved en Leilighed, hvor hans Medtjener fandt Anledning til at binde ham, havde havt et lignende Anfald ved den ommeldte Ildebrand og ligeledes under Opholdet paa Sindssygeanstalten. Her havde han saaledes en Søndag, kort efter at han var kommen hjem fra en Gudstjeneste, været Gjenstand for et heftigt Raserianfald, under hvilket  han raabte, skreg og græd, slog Ruder ud og slog sig selv i Ansigtet, idet han raabte, at han havde syndet, bad Fadervor og bandede imellem hverandre. Han maatte overmandes og føres i Celle, hvor han maatte lægges i Tvang, da han blev ved at slaa sig i Hovedet, medens han græd og stønnede. Af det Passerede kunde han senere Intet erindre. Overlægen bemærkede yderligere, at Tiltaltes store Pirrelighed findes ganske almindelig hos epileptiske Personer. 

Vel havde nu Forhørsdommeren under Sagen erklæret, at Tiltalte ikke ved sin Optræden i Retten havde givet Anledning til Formodning om, at han ikke var sig sin Forstand fuldstændig mægtig, da han havde svaret klart og tydeligt paa de til ham rettede Spørgsmaal og havde kunnet give nøiagtig Forklaring om, hvad der var foregaaet, men efter hvad der saaledes forelaa dels om Tiltaltes Adfærd under eller umiddelbart efter hans ommeldte Sammenstød med Fattigbestyreren og indtil ud paa den efterfølgende Nat dels om hans Forhold ved tidligere Lejligheder ved hvilke han maa antages at være bleven overfaldet af Raseri, samt med særligt Hensyn til, at deslige Tilfælde ifølge Sindssygelægens Erklæring ere let udstille for at miskjendes havde Overretten funden Betænkelighed ved at gaae ud fra, at Tiltalte under Sammenstødet med Bestyreren, og navnlig da han bibragte denne Slaget i Ansigtet, havde været sig selv saaledes mægtig, at hans Forhold kunde belægges med Straf. Som Følge heraf var Tiltalte, der er 22 Aar gammel, ved Overrettens Dom bleven frifunden, medens han ved Underrettens Dom under Hensyn til Straflv. § 39 - ufuldstændig Tilregnelighed - var bleven anseet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 8 Dage.

Høiesteret kom ved sin Dom til et andet Resultat end Overretten, idet det i Dommen hedder, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke findes tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte har manglet Bevidsthed, da han imod Fattiggaardsbestyreren udviste det i Dommen fremstillede Forhold, hvorimod der ved Bedømmelsen af Straffen for dette Forhold vilde være at tage Hensyn til Strflv. § 39. Under Hensyn hertil og til Strflv. § 102 - idet vedkommende Bestyrer fandtes selv ved sin urigtige Adfærd at have givet Anledning til Tiltaltes Optræden - bestemtes Straffen til 8 Dages simpelt Fængsel.

(Dagens Nyheder 17. april 1893. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Sundhedsfarlig Forpleining. (Efterskrift til Politivennen)

Under en af Høiesteret den 12. ds. paakjendt Justitssag var en Proprietær i Vestervig Sogn tiltalt for følgende Forhold :

Den 16. Januar 1891 slagtede Tiltalte en ham tilhørende Ko, der i længere Tid havde været syg, navnlig lidt af en Betændelse i det ene Knæled, hvoraf der skød Materie, samt hostet stærkt, hvorhos den i de sidste 14 Dage, før den blev slagtet, ikke kunde reise sig og som den Dag, den skulde slagtes var saa ringe, at den paa en Slæde fra Stalden maatte slæbes ind i Laden, hvor Slagtningen foregik, og ifølge flere Vidners Udsagn var den om end ikke død forinden Slagtningen, saa dog i alt Fald lige paa det sidste. Ved Slagtningen viste det sig derhos, at den var befængt med Tuberkler, idet der navnlig paa Lungerne fandtes talrige lysegule Knopper, fyldte med Materie, af hvilke Tiltalte ifølge et Vidnes Forklaring under selve Slagtningen afpillede en Del, der fandtes paa Lungerne. Da Tiltalte forlangte, at Folkene paa Gaarden skulde spise ikke alene Kjødet, men ogsaa Indvoldene og Blodet, og disse nægtede dette, forinden der forelaa en Attest fra en Dyrlæge om, at Kjødet var brugeligt til Menneskeføde, fraskar Tiltalte det Stykke af Lungen, der var særlig angrebet af Sygdommen, og tog den næste Dag med det andet Stykke af Lungen samt nogle udskaarne Stykker af de indvendige Dele af Koen til en Dyrlæge i Hurup, der i en den 17. Januar 1891 dateret Erklæring udtalte, at han efter at have undersøgt den ham foreviste Del af Lungen samt Lever, Hjerte, Nyre og Stykker af Kjødet, ikke fandt, at der kunde være noget til Hinder for at anvende Kjødet til Menneskeføde. Da Tiltalte havde erhvervet denne Attest, foreviste han den for Folkene paa Gaarden og forlangte, at de nu skulde spise Kjødet af Koen, men en af Karlene, der havde sat sig i Besiddelse af det fraskaarne Stykke af Lungen, bragte den 18. Januar dette til Dyrlægen, der i en samme Dag udstedt Erklæring udtalte, at det ommeldte Stykke Lunge indeholdt talrige spredte smaa Tuberkelsvulster, men at Kjødet ikke af den Grund kunde kasseres som Menneskeføde, saafremt der ikke fandtes andre tuberkoløse Svulster i Bryst eller Bughulen, hvorhos han bemærkede, at den af ham Dagen forud afgivne Attest kun gjaldt Kjødet, men ikke Blodet og Indvoldene, som efter den sidst foretagne Undersøgelse bestemt burde kasseres. Endelig maa det antages, at bemeldte Dyrlæge Dagen efter paa Tiltaltes Opfordring kom tilstede paa Gaarden og foreholdt Folkene, at der ikke var nogen Fare ved at spise af Kjødet. Efterat være bleven gjort bekjendt med Dyrlægens Erklæring af 18. Januar, forlangte Tiltalte ikke længere, at Folkene skulde spise af de Blodpølser, der vare tilberedte af Koens Blod, men derimod forlangte han fremdeles, at Folkene skulde spise Kjødet, der var blevet nedsaltet, hvad de imidlertid fremdeles vægrede sig ved, hvorefter det maa antages, at Tiltaltes daværende Husholderske undlod at benytte det, og at han heller ikke befalede hende at gjøre det, men efterat han ved Maidagstid 1891 havde faaet en ny Tjenestepige, paalagde han hende at bruge Kjødet, der saae daarligt ud og var seigt, tillavet som Frikadeller i Forbindelse med Kjødet af nogle druknede eller paa anden Maade selvdøde Smaagrise og Spædekalve; da Folkene imidlertid fremdeles vægrede sig ved at spise det, forærede han i November Maaned 1891 Resten af Kjødet til hans daværende Røgter, for at denne kunde benytte det i sit Hjem, men dette viste sig at være fordærvet og raaddent og blev derfor nedgravet. Endvidere var det oplyst, at der i det sidste Par Aar paa Tiltaltes Gaard var død forskjellige Smaagrise og Kalve, hvis Kjød Tiltalte derefter benyttede til Føde for Folkene paa Gaarden uden i Forveien at have ladet det undersøge af en Dyrlæge, hvorhos med Hensyn til en af disse Grise, der døde kort før Julen 1890, og med hvis Kjød Folkene bleve bespiste Juleaften, nogle Vidner havde forklaret, at Tiltalte til dem havde udsagt, at den var død af Tuberkler, hvad Tiltalte dog ikke har villet erkjende. Endelig var det oplyst, at Tiltalte engang, da der paa Gaarden døde en Griseso - som nogle Vidner have forment af Mælkefeber, hvorom dog intet nærmere kunde tunnel konstateres - havde ladet Indvoldene nedgrave og Bugflæsket tage til Svineføde, hvorimod han benyttede det øvrige Flæsk, der blev nedsaltet, til Føde for Folkene paa Gaarden ligeledes uden i Forveien at have erhvervet Attest fra en Dyrlæge om Kjødets Uskadelighed.

Det kgl. Sundhedskollegium havde i en under Sagen afgiven Erklæring udtalt at Kjødet af den ovenomhandlede Ko maa ansees for sundhedsfarligt, naar det anvendes til Menneskeføde, da Dyret før Døden led af Suppuration i Knæet, desuden havde udbredt Tuberkulose og dertil synes at være død, før Slagtningen udførtes. Kollegiet havde derhos udtalt, at Kjød af selvdøde Dyr ordenligvis ikke bør benyttes til Menneskeføde og at navnlig Kjødet af de under Sagen omhandlede selvdøde Dyr maa anses for sundhedsfarligt som Menneskeføde, idet nogle af Dyrene utvivlsomt have lidt af Sygdom, før Døden indtraf. Idet der nu ikke vilde kunne tillægges den ovennævnte af Tiltalte hos Dyrlægen i Hurup indhentede Erklæring angaaende den nævnte Ko nogen Betydning, idet denne, hvad Tiltalte maatte indse, var afgiven under urigtige Forudsætninger, var Tiltalte for sit ommeldte Forhold ved Viborg Overretsdom bleven anset efter den for Vestervig Kommune gjældende Sundhedsvedtægt, som i sin § 6 forbyder, at Kjød af syge og selvdøde Kreaturer benyttes til Menneskeføde, medmindre der fra en Dyrlæge foreligger Attest om Kjødets Uskadelighed, med en Bøde paa 100 Kr., hvorimod hans Forhold ikke fandtes at kunne henføres under Straffelovens § 290. Under Sagen var Tiltalte yderligere sigtet for Dyrplageri, men herfor var han frifunden ved Overrettens Dom. Høiesteret stadfæstede Overrettens Dom i Henhold til de i samme anførte Grunde, Omkostningerne ved Sagens Appel til Høiesteret, som alene var sket paa det Offentliges Vegne, fandtes imidlertid at burde udredes af det Offentlige.

(Dagens Nyheder 17. april 1893).

Ipsens Terrakottafabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Imorgen Lørdag feirer Ipsens Terrakottafabrik, der har Lokaler paa Frederikssundsvei 78, sin 50aarige Bestaaen. Grundlæggeren af Fabriken Hr. R. P. Ipsen begyndte i 1843 paa Nørrebrogade i en Smedje, han havde leiet. Essen benyttede han som Ovn, og det Hele var af meget primitiv Natur. Ipsen, der var Bornholmer, havde lige udlært paa den kgl. Porcellænsfabrik. Det Første, han udførte i Terrakotta, var dekorerede Urtepotter; ved Dekorationen bistodes han af Prof. Hetsch. Da Fortjenesten i Begyndelsen kun var ringe, tillod Administratoren for den kgl. Porcellænsfabrik, Bergsøe, at Ipsen den ene Halvdel af Ugen arbejdede paa denne Fabrik og kun den anden Halvdel for egen Regning.

Et stærkt Opsving tog Forretningen, da Ipsen fandt paa at lave Vandkjølere; af disse solgte han Tusinder til de danske Besiddelser i Ost- og Vestindien. Det næste Skridt fremad betegnedes ved Fabrikation af Husgeraad af forskiellig Art, saasom Smørkander, The- og Kaffekander og Assietter af forskjellig Art, saaledes som man for en Del Aar tilbage saae dem paa Bordet i næsten enhver Husholdning.

I 1848 flyttedes Forretningen ud paa Frederikssundsvei, hvor den siden stadig er undergaaet Forbedringer og Udvidelser. Efterhaanden søgte Ipsen at bibringe sine Frembringelser saa smukke kustneriske Former som muligt. Denne Retning tog særlig stort Opsving i 1856, da man med Assistance af Prof. Hetsch og Maleren Schiønning tog fat paa at fremstille de senere saa berømte dekorerede Vaser. I 1874 gik man fuldstændig bort fra Dekorering ved Oliemaling og har siden da kun benyttet brændte Metalfarver. Dette betegner et Vendepunkt i den Ipsen'ske Fabrikation.

Som Bevis paa det Ry, de Ipsen'ske Terrakottavarer have i Udlandet, kan det anføres, at Fabriken har leveret Genstande bl. a. til Kunstindustrimusæerne i Haarlem og Amsterdam. Det første Sted syntes man saa godt om de leverede Ting, at man udnævnte Fru Ipsen til Æresmedlem af Kunstindustrimusæet.

Vi havde idag Lejlighed til at besee Fabriken paa Frederikssundsvei. Den beskjæftiger 43 Mennesker, deriblandt mange Damer, som dekorere og afpudse Terrakottagjenstandene. Materialet, der benyttes, er bornholmsk Ler, og Fremgangsmaaden, der følges, er den samme, som i enhver anden Terrakottafabrik, kun at man har naaet et saa høit kunstnerisk Standpunkt. Som Bevis paa Anerkjendelse i Udland og Indland kan Fabriken opvise ikke mindre end 33 Medailler i Guld, Sølv og Bronce fra en Række Udstillinger.

Blandt de Kunstnere, der have bistaaet ved Fabrikationen, kunne nævnes Professorerne Hetsch, Olrik, Peters, Jerichau og Stein, ligesom en stor Del yngre Billedhuggere have ydet deres Assistance, særlig ved Kopiering. Det kan saaledes nævnes, at Billedhugger Georg Jensen har udført den 18 Alen lange Alexanderfrise, som Firmaet udstiller i Chikago.

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1.1.1866-18.2.1931): Terracottafabrikant Bertel Ipsen; Frederikssundsvej 78. 1914-05. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den nuværende Leder af Virksomheden er Hr. Bertel Ipsen, en Søn af dens Grundlægger. Naar Fabriken paa Lørdag begynder paa anden Halvdel af sit første Aarhundrede, er det under de gunstigste Auspicier. Den Ipsenske Terrakotta hører til de Frembringelser, der høiner dansk Kunstindustri.

(Dagens Nyheder 14. april 1893).

R. P. Ipsen

Den 2. November 1815 saae Grundlæggeren af den bekjendte Terrakottafabrik, Rasmus Peter Ipsen Verdens Lys i Rønne paa Bornholm. Hans Fader var Skipper; men han selv kom ikke til Søs, dertil var han for svagelig. Først blev han da sat i Snedkerlære, men heller ikke det holdt han ud, og han blev 18 Aar gammel, inden han kom paa den Hylde hvor han hørte hjemme.

I Aaret 1833 søgte den kgl. Porcellænsfabrik nogle Lærlinge, og Rasmus Peter Ipsen blev antaget som en af disse. I sex Aar stod han i Lære, forinden han fik Ansættelse som Porcellænsdreier, paa forskjellig Maade protegeret af den Mand, der skulde blive en saa væsenlig Støtte for ham i hans senere selvstændige Virksomhed: gamle Professor Hetsch.

Ti Aar efter, at han var kommen til Kjøbenhavn, ønskede Ipsen at sætte Foden under sit eget Bord; han havde nemlig forlovet sig med Louise Christine Bierring, nu i 33 Aar hans Enke. Han optog da en Ide, som den kgl. Porcellænsfabrik havde ladet falde: Fremstillingen af Terrakotta, og han begyndte denne Virksomhed under de tarveligste og vanskeligste Forhold. Hans Midler vare kun smaa og hans Varer ikke endnu paa Moden. Han sled i det som en Hest, og fremad gik det da ogsaa. Efter 4 Aars Forløb havde han sammensparet saa meget, at han for 1410 Rdl. kunde kjøbe den Grund ved Frederikssundsveien, hvor Fabriker, nu ligger, og ved Hjælp fra forskjellige Sider fik han Bygningerne opførte.

Saa gik det stadig fremad. 1849 aabnedes et Udsalg inde i Byen og Fabrikens Virksomhed udvidedes som vi igaar have skildret det. Paa den Industriudstilling, der 1852 afholdtes paa Christiansborg Slots Ridebane, vakte de Ipsenske Fabrikata almindelig Opmærksomhed. og Fabrikens Ry voxede Aar for Aar. Men Ipsen selv havde efterhaanden slidt sig op. Kun 45 Aar gammel døde han den 12. September 1860.

Med Troskab mod de af ham skabte Traditioner har hans Enke, hans gamle Medarbejder Bonfils og nu i en lang Aarrække hans Søn Bertel Ipsen fortsat Fabrikens Drift saaledes, at den idag paa sin 50 aarige Fødselsdag staaer paa sin Berømmelses Tinde.

(Dagens Nyheder 15. april 1893).

Fotograf Johs. Petersen Ipsens Terrakottafabrik. Fabrik grundlagt af Peter Ipsen i 1843. Fabriksbygningen her blev opført i 1847. 1893. Kbhbilleder. Public domain.

Begravelse paa "Vestre". (Efterskrift til Politivennen)

Vestud for Søndermarken og Carlsberg, paa Højden, som skraaner ned mod Kallebodstrand, ligger de Snese og atter Snese Tønder Land, hvorud Byen ruller de fire Femtedele af sine Lig.

Sneen, Gravenes hvide Lagen, er forlængst afredt. Kun gabende Sprækker i den lyse Lerjord bærer Vidne om, at Snevandet er sivet ned i de Dødes Senge.

I Solskinnet mylrer Millioner af Fluer om Jordrevnerne, svælgende i Miasmernes Myriader. I det skarpe Lys ler Ligstenenes Marmor hvidt mod Solen. Hængepilene og Hegnpoplerne vil snart kunne skygge over dem.

Ad Fælledvejen drager de Efterlevendes Pilegrimsskarer med Blomster og Kranse, for ved Gravens Fodende mere levende at mindes dem, der gik forud.

En Søndag som i Gaar er Stierne paa begge Sider af den brede Vej sorte af Mennesker. Til venstre gaar de langs de gule Fængselsmure og Mosaisk Kirkegaards røde Stenvold, til højre er Hegn ud mod Marken og gamle Jærnbanevold, eller der er smaa Gartnerhytter, hvor den glemte Krans kan købes, og Gravstensbutiker med billig Marmor fra Stevns.

Frederiksberg Allé er mennesketom i Forhold. Istedgades Sporvej vil til Efteraaret gøre gode Affærer, naar den først bliver anlagt og ført ud til de Dødes Forstad.

Hver anden Familjeforsørger ejer sin Stump Jordlod paa Vestre, tre Alen lang, halvanden Alen bred. Og de fleste dyrker den selv.

Paa mange Grave ligger en Smule Rive og en Spade lænkede til Numerpælen ved Hovedgærdet. Med disse Redskaber drives om Søndagene sentimentalt Gartneri; men det er vanskeligt at faa vandet undtagen med Taarer.

For en Bagatel om Aaret besørger Kirkegaardsstyrelsen en Grav vedligeholdt. Dog Folk gør det hellere selv, eller de engagerer en Privatgartner, hvoraf der vrimler mellem Gravene. Disse Næringsdrivende maa ikke tiltale de Besøgende. Derfor nøjes de med at sværme om dem, at henlede bedrøvede Øjne paa deres medlidende Ansigter, og faa den Forretningssamtale indledet, hvorefter de tørster.

De er Dødshavens Andagtsforstyrrere, og der burde tages endnu strængere Forholdsregler mod deres Paatrængenhed, end der alt er gjort i Reglementet.

Paa en Søndag begraves ofte henimod en Snes Lig. De sorte Præster med Møllestenskraven om deres Hals vandrer fra det store til det lille Kapel og spaserer sig en Tur mellem Ligtalerne.

Der kommer et Følge paa en halv Snes Mand en Kvinde og et Par Børn. Fra det gamle Lighus drager det vest paa, ned mod de Fattiges Frijordslinjer. Fem Minutter efter er Ceremonien fuldbragt; to Graverkarle faar travlt med at "jorde til".

- - Men derhenne, ti Skridt fra Trækapellets Vedbensgavl, samler sig en hel Hær. Vel seks, syv Hundrede alvorlige Mænd søger Plads i Nærheden at en aaben "Familjegrav".

Graven er Arbejdsmand Carl Petersens, han, som sidste Søndag forbrændtes ved Gasværksbranden og siden døde deraf.

Det store Følge bestaar af hans Kammerater fra Værket, Kularbejdernes Fagforening og et Par Sygekassers Medlemmer. De fleste havde troet, at Begravelsen skulde foregaa med Pomp og Pragt og Orgelspil fra Stenkapellets Kirkeskib, ti Gasværket afholdt Omkostningerne. Men saa oplystes det, at den Afdøde var udtraadt af Folkekirken og i levende Live havde frasagt sig mere end det nødvendigste.

Derfor hentedes han stille fra den nøgne Hal, der benævnes, "Kisterummet", derfor blev Præstens Tale saa kort. Kun en Antydning af den Afdødes Særstilling, en Bøn om Fred for hans Sjæl, et Fadervor og tre Skovlfulde Sand trommende mod Laaget. Saa jordedes ogsaa han til, og Kransene med brede Silkebaand og sorte Inskriptioner fra Gasværkets Arbejdshold og Funktionærer lagdes dækkende over Lerklumpernes Uhygge.

Følget gik forbi den sortklædte, grædende Hustru med hendes fire smaa Børn og hilste, uden at hun saa' det.

Hendes Tanker var andet Steds henne. I de sidste Dage var de vundne for Religionen. Nu skulde der gaas i Kirke, nu Børnene døbes. Han, der tænkte for hende, var borte. Hun, den svage, drejede atter ind paa de magelige Veje, saa snart hun blev alene. Et sygt Sind har ingen Modstandskraft; Sorg og Ødelæggelse vinder Proselytter.

Hvor mange tog mon Kirken i Gaar ved Konfirmationen? Færre end i Gaar ved de aabne Grave!

Sven Svarte.

(København 10. april 1893).

Fra maj 1880 til udgangen af 1892 var der på Vestre Kirkegård blevet begravet:

Familiebegravelser       3.981 lig.
Linjebegravelser         23.655 lig.
Frijordsbegravelser    24.325 lig.

I alt                               51.961 lig.

Til sammenligning blev der på Assistenskirkegården begravet 10.032 lig, alle familiebegravelser. Fra 1893 blev der dog åbnet op for at den også kunne bruges til linjebegravelser.