Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

Kvinden og valget. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Af Olga Eggers.

Ellen Key har kaldt det tyvende århundrede for barnets århundrede. Det kunne egentlig med lige så megen ret være kaldt kvindens århundrede.

Alt, hvad der kommer ind under begrebet "kvindesag" er først rigtig kommet til udfoldelse i løbet af de sidste nogle og tredive år, og ordentlig fart kom der selvfølgelig først i den, da vi i 1915 fik både valgret og valgbarhed. Og efter den tid blev de arbejdsfelter, hvor kvindernes evner ikke toges i brug, ret begrænsede, - dog passede man og passer den dag i dag omhyggeligt på, at mændene beholder de overordnede stillinger og kvinderne sættes til de mindre ansvarsfulde.

Dette forhold er hyppigt og hårdt blevet bebrejdet mændene fra mange sider, og uden at jeg på nogen måde vil undskylde eller undervurdere den selviskhed, der dikterer mændenes holdning overfor de kvinder, der tillader sig at konkurrere med dem om de fedeste embeder, så kan jeg alligevel ikke andet end søge en del af skylden herfor hos kvinderne selv.

De fleste kvinder synes nemlig at ligge under for en trang til at undervurdere sig selv. Ikke som kønsvæsner, men som menneskevæsner, - og denne undervurderen har i virkeligheden langt mere vidtrækkende og farlige følger, end man i reglen tænker over.

Det er overordentlig almindeligt at høre kvinder sige: "Jura og politik. - det forstår jeg mig ikke på, og hvorfor skulle jeg også det? Jeg har såmænd nok i alt mit mas med hus og børn for ikke at tale om mand. Skulle jeg så oven i købet plages med alt det vrøvl. Nej, lad mændene om det."

Men når kvinderne selv erklærer at de er inkompetente til at beskæftige sig med det alvorligste og betydningsfuldeste af alt - samfundshusholdningen, - hvorledes i alverden skulle de så kunne forlange, at mændene skulle tiltro dem særlige evner i denne henseende? Det er forøvrigt mærkeligt nok at kvinder går rundt og tror, at politik er "kedeligt". Der er dog utallige kvinder, som er fantastisk dygtige til at styre deres egen lille menage. Og mange gange kan man ærlig talt ikke lade være at tænke, at hvis politikerne, der jo skal lede statens husholdning, var lige så omsorgsfulde med hver lille ting, følte deres ansvar så overordentlig stærkt, som mangen en utrættelig og omhyggelig husmoder gør, så så det måske på mange måder bedre ud med statens økonomi.

Jeg tænker ofte på, hvad der fortaltes -og kommenteres - om Nina Bangs kamp mod sløseri og samvittighedsløshed i de såkaldte "småting". Særlig er den historie kendt, hvorledes hun en gang tilfældigt overværede, at nogle rengøringskoner pjaskede vand hen over et parketgulv i en eller anden sal. Der blev skrevet lange spalter om denne "smålighed" hos den kvindelige minister. Jeg husker, at et blad hoverende bemærkede, at der kunne man se, hvad der kom ud at sætte en kvinde på en sådan post. Dette træk alene var nok tid at bevise, i hvilken grad hun manglede udsyn og forståelse af, hvad der var væsentligt og hvad uvæsentligt, siden hun kunne spilde tid og kræfter på den slags bagateller.

Dersom forfatterne til disse artikler havde set deres egne hustruer være ligeglade med, hvor meget der blev ødet i deres eget hjem, havde de sikkert ikke talt sådan. Efter min mening beviste denne lille tildragelse netop, at fru Nina Bang havde øjnene med sig, og det at have blik for småting udelukker sandelig ikke, at sansen for de store ting er vågen, tværtimod. Dette gulv havde måske kostet statens husholdningskasse nogle hundrede kroner, mon hvem ved, hvor mange andre gulve der er blevet ødelagt og hvor meget andet end netop gulve, der er gået samme vej?

I en eller anden statistik stod der en gang anført, hvor mange tons koks, ubrændt eller halvbrændt, der daglig kastedes ud på lossepladserne fra Københavns skarnkasser. Jeg husker ikke tallet, men det var forfærdende. De fattige mennesker, der holder kulden fra døren ved at samle det op, kan tale med derom. Og det er dem såvist vel undt, men dersom statens husholdning blev så retfærdigt og økonomisk administreret, at kullene ikke behøvede at vandre den omvej for at fylde disse staklers kakkelovne, var det så alligevel ikke bedre?

Det er en ulykke for landet, når dets kvinder ikke gider beskæftige sig med politik og frakender sig selv evnen til at forstå den.

En politiker er en administrator af landets indtægter og udgifter, - til en vis grad altså bestemmes af den enkeltes økonomi. Ville de store skatter, som vi alle lider under, være så tyngende, dersom finanserne blev styrede af mænd, der kun havde det heles vel for øje og ikke lod sig lede af overklassehensyn. Vi ved alle at skatterne er stigende i forhold til indtægternes størrelse, men mon nogen for alvor tror, at det ikke ville have været tilfældet, dersom de konservative havde siddet enerådende ved roret?

Dersom kvinder blot ville forstå hvor overordentlig betydningfuldt det er for deres egen lille husholdning, deres egen pengepung, hvem det er, der bestemmer skatternes fordeling, så ville de nemlig ikke sige de ord, man alt for ofte hører, når man går på trapperne: Hvad kommer det mig ved - jeg har ikke tid til politik.

Hvor megen tid tror man egentlig at beregningerne for at få de alt for knappe husholdningspenge til at slå til har kostet? Hvis en brøkdel af de timer, kvinderne anvender til daglig og natlig spekuleren over, hvor man køber billigst, og hvorledes hver krone kan komme til at gøre nytte for to, blev brugt til at sætte sig ind i, hvad politik egentlig er og af hvilke politikere og fra hvilket parti de dårligst stillede kan vente hjælp, så ville meget i vort land se anderledes ud.

Nu har de konservative politikere på deres program kronenedskæring. Det er så partipolitisk set, viser en sådan ligegyldighed for det heles vel, at selv nogle af deres egne tilhængere vender sig åbenlyst imod tanken. Danmark er en i sammenligning med andre lande endda overordentlig heldigt stillet lille nation. Vi har de bedste muligheder for at komme gennem krisen og op over den, men - kvinderne må være med!

Kvinderne skal blande sig i politik, - det var disse ord, der for nogle år siden, blev brugt som et etasende hånsslagord: "Kvinderne skal ikke blande sig i politik!" 

Men det er netop det, de skal. Op imod de træede hjerners vrissen og snerren, mod den gammeldags forbenethed, der vil skubbe kvinderne tilbage til køkkenkrogen, stiller vi de friske krav om en udviklet, selvstændigt dømmende kvinde, der blander sig op i tingene, fordi hun ved, at hendes hoved sidder lige så godt på halsen som en mands, hendes hjerne kan både stave og lægge sammen og dømme om, hvilke synspunkter hun ønsker anlagt, når det gælder om hendes daglige brøds administration.

Kvinder - synes I ikke, I bør blande jer i politik? 

De mænd og kvinder skal til roret, der slås for en redelig fordeling af landets udbytte, for at vore børn skal få en uddannelse, der giver deres evner lov til at nå så vidt, som de formår. Der lader de beklagelsesværdigste af alle skabninger - de fattige syge - få ordentlig pleje. Der sikrer nationens gamle en tålelig alderdom. Der prøver på at bibringe hvert individ den forståelse af hans pligt som samfundsborger, så han eller hun ikke sætter sig blødt til rette på sin silkepude og siger: Det er naturligvis kedeligt for de arbejdsløse, at de skal gå om natten og fryse på gaderne, men jeg har i hvert tilfælde ret til at beholde min silkepude udelt.

Kvinde, bland jer i politik. Spørg ikke, om gulvet bliver vasket valgdagen. Det er fuldkommen ligegyldigt. Tænk kun på, at vi må og skal fremad. Vi skal drive det sociale hovmod en knytnæve i synet.

En kvindes stemmeseddel gælder nøjagtigt så meget som en mands. Tænk på det! Tænk på, at om jeres hænder er svage eller ru eller forslidte, - det spiller ingen rolle

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 5. november 1932).

Find andre artikler om Olge Eggers her på bloggen ved at følge dette tag. 

Søren Kierkegaards grav forsømmes. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsesvæsnet har overtaget pasningen, men lader graven gro til med græs.

Familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Til venstre pladen med Søren Kierkegaards navn.

MANGE FREMMEDE, som besøger København, opsøger også Søren Kierkegårds grav på Asslstens Kirkegård. De bliver forbavset. De ventede ikke at finde gravstedet over en mand, hvis navn stadig trænger længere frem i tænkningens verden, så skødesløst behandlet, uden blomster, uden spor af kærlig eller ærbødig omsorg.

Graven ser ud som om den passer sig selv. Indenfor gitteret hvor Søren Kierkegaard hviler i sine forældres gravsted, gror græsset omtrent som det vil, og der gøre intet for at forskønne den jord der skjuler Danmarks mest berømte og ulykkeligste tænker. Det er ikke familiens skyld. Begravelsesvæsnet har overtaget gravens pasning.

Der lever endnu slægtninge af Søren Kierkegaard, efterkommere af hans to søstre. Indtil for få år siden passede de familiegravstedet omhyggeligt og lod hver sommer roserne blomstre foran de simple, hvide marmortavler med de indhuggede navne. Det var en smuk, dansk grav, værdig både for Assistens Kirkegård og for mindet om tænkeren, den store skribent, for hvem også blomsterne betød skønhed. Men så anmodede Begravelsesvæsenet om tilladelse til at overtage gravens pasning. Kirkegårdens ledelse fandt det heldigst, at den efterhånden alene har forsorg for alle de berømte mænds grave.

Familiemedlemmerne blev spurgt, og alle gav deres samtykke.

Desværre varede det ikke længe før roserne forsvandt, graven dækkes nu kun af græs. 

Den ene, som ønskede roserne bort.

Men gravens fattige udseende skyldes næppe ligegyldighed fra Begravelsesvæsnets side. Det fortælles, at et enkelt familiemedlem har krævet alle blomster fjernet, fordi onkel Søren hele sit liv ønskede at være så ukendt som muligt og egentlig også burde være ukendt i døden. Begravelsesvæsnet gik ind på tanken og fjernede roserne.

De øvrige familiemedlemmer er både forundret og krænket over resultatet af, at de overlod pasningen til Begravelsesvæsnet De mener, at Søren Kierkegaards grav burde være som den

oprindeligt var, og i hvert fald ikke forringes i sit udseende. Det er ganske rigtigt, at Søren Kierkegaard forsøgte at skjule sig selv, mens han levede, et mausoleum med prangende sten ville absolut være upassende og imod hans ønsker. Men han ville aldrig have været fjendtlig mod blomster.

Hvad der nu vil ske med Søren Kierkegaards grav, får vi at se til sommer, når de andre grave blomstrer på Assistens. Vågne øjne følger begivenhederne. Og mange håber, at de fremmede ikke mere med rette kan spørge :

Er det virkelig alt, hvad Danmark har til overs for Søren Kierkegaard?

Vidi.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1932).

Mødrene, Krigen og - Fredens Mænd. Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Soc. Demokr. kronik d. 10.-11.-32

Af Olga Eggers.

Det er ejendommeligt og maner til eftertanke at se, i hvor høj grad medlemsantallet i fredsforeningerne og lignende organisationer udgøres af kvinder. 

Ved møder, hvor krigen og freden og hvad dermed står i forbindelse er sat på programmet, er højt regnet en fjerde-femtedel af tilhørerne mænd.

Efter dette måtte man have grund at formode, at disse spørgsmål bekæftigede kvindernes sind i langt højere grad end det var tilfældet med det andet køn. Og dette ville jo være en meget stor kompliment til "rokkehovederne", som vor kære fader Holberg så smigrende benævner os, et strålende bevis på, det kvindelige sind og den kvindelige hjerne var i langt bedre kontakt med udviklingen og civilisationens fremdrift end den mandlige.

Det bliver da virkelig også ofte regnet kvinderne til gode, at de er så villige til at høre, og selv om denne villighed også har andre årsager end blot saglig interesse, således som trang til at komme ud og se mennesker, lidt afveksling fra det huslige trummerum, så er den dog påskønnelsesværdig. 

Men der er en revers ved denne fint polerede medalje, og denne revers bliver særligt iøjnefaldende den sidste tid inden valgene. For det lader sig ikke nægte, og enhver, der har prøvet blot i nogen grad "at gå på trapperne" i agitationens tjeneste vil bevide det at man ofte støder på langt større ligegyldighed overfor politiske spørgsmål hos kvinderne end hos mændene.

Og denne kendsgerning forsyner mændene med våben, som det er såre vanskeligt at slå dem af hænderne.

På vore beskyldninger for med vilje at udelukke kvinderne så meget som muligt fra de ledende politiske stillinger, kan de med en vis berettigelse svare: Ja, hvad er der at gøre. I render jo nok til nogle møder, er medlemmer af nogle foreninger, men hvor ser vi i det daglige liv virkelig dybtrådte spor af jeres politiske interesse? I laver kvindelige fredsforeninger, for blot at tage dette ene eksempel, men hvor sætter I ind, når det gælder dagligt arbejde og daglig påvirkning? Og endnu en ting - næsten den vigtigste - hvordan har det sig med deres ansvarsfølelse overfor valgkandidaterne? I ved, at spørgsmålene krig eller fred, afrustning og nedrustning eller forøgede militærudgifter, det er altsammen noget som de kandidater I vælger, skal tage stilling til. Al den snak om de svage kvinder, som mændene lukker ude fra ledelsen, og som derfor ikke kan øve indflydelse, er bare løgn øg vrøvl. I kvinder er de fleste i tal. Den fattigste kvindes stemme gælder nøjagtig så meget som en ministers, når den kastes i valgurnen. Hvis kvinderne ville og var enige, havde de altså, ifølge deres talmæssige overlegenhed, magt til at sætte mændene ud af spillet. Og mere end det. Kvinderne ejer den indflydelse, som ligger i at være de opdragende. Hvad der i ungdommen nemmes, ej i alderdommen glemmes, siger det gamle ord. Få jeres ungdom til at følge i jeres spor. Se så resultaterne og kom ikke her og tal om magt- og kraftløshed.

Se, således kan mændene tale og det med rette.

Og hvad skal vi svare? Hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige: Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg ved, at krig er det mest barbariske, det mest ødelæggende, det mest forrående af alt. En levning fra fortidens barbari. I ved, at fra en krig kommer kun de få tilbage, og blandt dem er det største antal blinde, krøblinge eller således mærket af det helvede, hvis fanger de har været, at de aldrig bliver sig selv Igen. Og det er dem, I skulle blive gamle sammen med, dem I har elsket og ofret jer for.

I siger måske: Det kan ikke være stort værre, end det daglige liv nu er. Vi sulter, vi fryser, vi ser dem, vi holder mest af, lider nød og savn.

Ja, det gør I, mange af jer. Og hvorfor? Tænker I over hvorfor? Fordi de djævelske rustninger, de forbandede morderinstrumenter skal betales af de penge, jeres børn skulle have brød for.

Hvor er så skammen og skylden for den elendighed, verden sukker under? Hos jer, der ikke huskede på valgets betydning. Hos jer, der lod dag efter dag gå. År efter år gå, det ene valg komme efter det andet, uden at I brugte jeres indflydelse og sørgede for at få netop de mænd valgt, der havde svoret had til krigen og alt dens væsen

Der er et parti i hvis parole "broderskab" findes. Lad være som det ofte foreholdes dets medlemmer, at de ikke praktiserer begrebet til den yderste konsekvens. Vi er alle ufuldkomne, og selv om ånden er redebon, kan kødet være skrøbeligt, men retningen og vejen er angivet.

Der er et dumt ord som siger: Man skal ikke begære stjernerne. Meningen er vel denne, at man skal ikke sætte sig alt for fjerne og vanskeligt opnåelige idealer.

Derfor bliver de, som forkynder fredstankens evangelium, hånet. Der har været krig alle dage. Der vil være krig til dagenes ende forsikrer man. Som om det Ikke var noget, menneskeviljen bestemte. Som om noget andet i verden end menneskene selv tvang dem ud i den opgave at slå hverandre ihjel. Som om nogen i verden uden de selv udsatte kors og stjerner som belønning for de flest mulige mord.

Hvis de mænd, der ønsker pengene givet ud til giftgas i stedet for til brød tii de fattigste, kommer til roret, så har de kvinder, der ikke stemte, der ikke talte og virkede for at få andre til at tænke, skylden. 

Hvis børn i tusindtal skal fryse og høste, fordi der trods de dårlige tider bliver bevilget så og så mange millioner til geværer og patroner i stedet for til koks, så har de kvinder, der ikke så det som deres opgave og forpligtelse at stemme på Socialdemokratiets kandidater, skylden.

Hvis de ministre, der har bragt balance i forholdet mellem import og eksport, og som har slidt over evne for at finde udveje til at hjælpe de hjemløse, ikke igen kommer til roret, så er det de kvinder, der ligeglade, egoistiske og dovne løb fra ansvaret, som bærer skylden.

Den uskyldigt udseende papirlap man på valgdagen giver vælger i hånden, er i virkeligheden mere magtfuld end en tusindkroners pengeseddel.

Penge kan tabes, soldes bort og ødes på mange måder. Men den lille stemmeseddel er en røst, der bliver adlydt, og som lader befaling udgå til frelse eller til fordærv for landene.

Du blandede din stemme i det store kor. Den var kun en eneste tone, men sammen med millioner af andre toner blev den et orkester, der fik højene til at skælve.

Ville kvinderne verden over freden, og kun freden, så standsede med et slag al rustningsindustri. Menneskene ville ånde op i henrevet taknemmelighed over ikke længere at måtte frygte for deres børns og deres eget liv. Fortællingerne om brændte byer og blodige marker ville være som de grufulde eventyr, en syg fantasi har opfundet, og som man gyser ved at høre. Skattebyrderne, der nu ligger som en tyngsel over enhver, der blot har noget at betale med, ville lettes fra borgernes skuldre. Broer kunne bygges, moderne huse med de bekvemmeligheder der kunne hjælpe den forslidte husmoder ved arbejdet, kunne opføres.

Menneskeheden ville kunne afbetale på den skyld, den har pådraget sig overfor den generation, der måtte lide under krigen, og stå med god samvittighed overfor den nye slægt.

Den sekstende november er der valg igen. Hvis den danske kvindes fredsvilje gik som en sejrende magt over landet, dragende alle med sig i sin uimodståelige styrke, ville kvinder verden over tage budskabet om lysets sejr over mørket, fredens triumf over krigens onde ånd som den første forjættelse om den nye dag, hvor broderskabstanken skal sejre.

Olga Eggers.

(Social-Demokraten, 10. november 1932).

Find andre artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Til Minde om Tycho Brahe. (Efterskrift til Politivennen).

 

Da observatoriet for et par år siden blev indviet på Rundetårn, udtalte borgmester Kaper ønsket om at der blev rejst et minde for Danmarks berømte astronom Tycho Brahe ved Rundetårn. I fjor blev ønsket til virkelighed. Københavns Kommunes udsmykningsfond bestilte hos billedhugger Siegfred Wagner en buste af Tycho Brahe til opstilling på pladsen ved Rundetårn. Ovenstående ses busten.

Nu er den anselige buste der er udført i smuk blålig granitart, færdig og vil allerede i dag blive stillet op med tårnet som baggrund. Selv afsløringen der dog forløber uden højtidelighed, bliver først på mandag - 356 årsdagen for Uranienborgs grundlæggelse.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 6. august 1932).