I foråret 1884 begyndte Jens og Johanne Kirkeby sammen med to andre familier i Fjaltring og Trans ved Lemvig at holde friskole i et lejet lokale "Kryk i ly” (bygningen lå i læ for en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans) som protest mod kommuneskolen hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remser, og hvor der ikke blev lagt megen vægt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De tre elever steg hurtigt til flere, og forældregruppen blev støttet af sognepræsten i Fjaltring-Trans, Markus Anker Secher Lund besluttede lade Jens Kirkeby, Trans uddanne til lærer. Det skete to vintre på Askov højskole. I 1887 fik skolen sin egen bygning midt mellem Fjaltring og Trans. Sammen med friskolen byggede man også forsamlingshuset og brugsforening. Fjaltring Friskole findes endnu
Ny Friskolebygning. Paa Gaarden "Skalshøj"s Marker i Fjaltring ved Lemvig blev i Lørdags Kransen hejst paa en ny Friskolebygning, som Friskolelærer J. Kirkeby lader opføre. Side om Side med denne skal der i Sommer bygges en folkelig Forsamlingsbygning og Øvelseshus; Materialerne ere alt tilførte. Bygningen rejses ved Aktier a 10 Kr. Overslagssummen er ca. 3000 Kr.
(Jyllandsposten 11. juni 1887, 2. udgave).
Jens og Johanne Kirkeby ledede skolen indtil 1894. Han drev sit lille jordlod ved siden af og var med til at starte Fjaltring og Ferring brugsforeninger. Der blev ikke pålignet de enkelte medlemmer bestemte bidrag for børnenes undervisning; men man gav efter evne.
Fjaltring Friskole gennem 75 år
Af Christen Christensen
Det er i dette forår 75 år siden, Fjaltring Friskole begyndte sin virksomhed. Det vil derfor være naturligt at stoppe op et øjeblik og forsøge at kaste lys over det liv, som er levet i og gennem friskolen i denne lange årrække. Meget er gemt og glemt for altid. Kun lidt er nedskrevet gennem tiderne. De mennesker, der har været med i friskolens arbejde, har levet livet og været klar over, at det levende liv aldrig kan indkapsles i museumsskabe. Alligevel kan de småtræk, som her er samlet om friskolens virke gennem de 75 år, måske være med til, at vi kan føle, hvad der er levet og virket, og samtidig hjælpe os til at forstå, at hvor store forandringer, der end er sket i det ydre, så er det fundamentale i vort skolearbejde dog stadig det samme. Det står for os som en dyb sandhed, at fremtiden gror af dyre minder.
Før begyndelsen
De egentlige årsager til en tings oprindelse lader sig altid vanskeligt udrede. Når det drejer sig om oprettelsen af Fjaltring Friskole, synes det dog, som om præsten M. A. S. Lunds virke i Fjaltring er den betydeligste grundpille. Markus Anker Secher Lund kom til Fjaltring som præst i 1869 og var den første præst på stedet, som var præget af det grundtvigske livssyn. Pastor Lunds forkyndelse var som et forår på egnen og satte sig dybe spor hos mange mennesker. Den gammelpræstelige stivhed havde han intet af. Lund kom hurtigt på en naturlig talefod med store dele af menigheden. Selvfølgelig følte en del i begyndelsen forargelse over en præst, der var „dus“ med „almindelige“ mennesker, og som kunne finde på selv at hente et læs mursten på et teglværk. Men det var kun småtterier, som hurtigt overskyggedes af Lunds personlighed.
Netop på grund af sit jævne væsen ejede Lund en evne til at komme i kontakt med mennesker. Der samledes en stor menighed i kirken om søndagen for at høre Lunds forkyndelse. Foruden sognets egne beboere taltes også adskillige sognebåndsløsere fra omliggende sogne, der ønskede Lund som præst. Ofte samledes man efter gudstjenesten i præstegården. Engang havde Lund indbudt sin forgænger Meinert til at prædike. Da Meinert bagefter så præstegården fyldes med mennesker, udbrød han henvendt til sin kone: Sådan skulle vi have haft det. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Meinert havde været en dårlig præst. Tværtimod er det nævnt, at Meinert var den, der såede, og Lund vandede.
Også ungdommen samledes gerne i præstegården, når Lund og hans kone indbød. Lund kunne selv være med i legen og morskaben på en naturlig måde. Denne evne til at omgås mennesker på en ligefrem måde bevirkede, at både unge og ældre henvendte sig til Lund om hjælp, når mere alvorlige ting trykkede. Og han var i stand til at yde hjælpen. Lund var en munter og livsglad mand, dybt engageret i tidens rørelser, men der hvilede altid alvor bag munterheden.
Pastor Lunds frisind er fremhævet som hans særkende. Det stod for alvor sin prøve i 1875, da valgmenigheden i Bøvling oprettedes. En kreds stod i begyndelsen vaklende over for spørgsmålet, om man skulle danne valgmenigheden eller løse sognebånd til pastor Lund i Fjaltring. Der holdtes flere møder om sagen, hvor pastor Lund selv var med. Da han skønnede, at der var styrke nok til at oprette en valgmenighed, opfordrede han til dette, frem for at søge at styrke sin egen position. Pastor Lund følte sig altid som tjener i åndelige spørgsmål og var stor nok til at tilsidesætte sit eget.
I 1881 flyttede Lund til præsteembedet i Vium ved Viborg. Hans virke gennem 12 år i Fjaltring havde sat sig dybe spor, og han vedblev fremdeles at stå i levende forbindelse med mange af vennerne i Fjaltring, hvad en omfattende brevveksling vidner om.
En udførlig skildring af Lunds liv findes i bogen: Præsten M. A. S. Lund. Den er udgivet i 1915 af Jens Damsgård.
Oprettelsen af Fjaltring Friskole og de første år
Et af de nulevende mennesker, der bedst har rede på friskolens første tid, er Mads Kvist, Ferring. Han fortæller følgende:
Den kreds, der fortrinsvis sluttede op om pastor Lund og hans forkyndelse, var nok fortrinsvis den yngste del af menigheden. Nogle af disse mennesker ville ikke gerne sende deres børn til kommuneskolerne, hvor religionsundervisningen var gammeldags med lærebog på remse, og der ingen vægt blev lagt på at fortælle bibelhistorie og danmarkshistorie for børnene. De blev derfor enige om at tage en mand af deres egen midte som lærer. Det blev Jens Kirkeby, Trans. Han havde en lille ejendom "Kryk i ly" med vistnok 2 køer. Navnet havde ejendommen, fordi den lå i læ af en stor bakke vest for gården "Løkke" i Trans.
Jens Kirkeby rejste da i 2 vintre 1882-83 og 1883-84 til Askov højskole for at få uddannelse til lærergerningen. Fra Askov [½ linje ulæselig]
I sommeren 1887 blev friskole og forsamlingshus bygget i Fjaltring. I forsamlingshusets nordende fik den nyoprettede brugsforening butik. Den begyndte med 36 medlemmer, og Jens Kirkeby, der flyttede med til Fjaltring som lærer, var tillige brugsuddeler i begyndelsen. Forretningen var kun åben 2 eftermiddage om ugen i de første år. Snart blev arbejdet som uddeler dog for omfattende ved siden af lærergerningen. Men Jens Kirkeby fortsatte som regnskabsfører for foreningen, så længe han var i Fjaltring. Desuden var han også medvirkende ved oprettelsen af brugsforeningen i Ferring.
Til skolen var der købt så megen jord (vel ca. ½ tdr. land), så der på dette og et halvt engskifte på Bøvling klit kunne holdes en ko. (Engskiftet har formodentlig hørt til "Kryk i ly"). Jens Kirkeby forstod at få stort udbytte af jorden. Men pengelønnen var også lille, da de fleste af friskolefolkene var småkårsfolk. Hans Herping var den økonomisk bedst stillede i kredsen, og han følte selv, at han var forpligtet til at udrede det forholdsvis største beløb i penge. Pengelønnen var kun 400 kr. årlig i de 10 år, Jens Kirkeby blev i Fjaltring.
Alle var klar over, at lønnen var lille, så der måtte ydes tilskud til Hanne Kirkebys spisekammer med både sigtekager og lejlighedsvis slagtemad. En lønningsmåde som ikke ville passe til nutiden, men dengang fandtes ganske naturlig.
Hvad undervisningen angik var Jens Kirkeby en udmærket fortæller af bibelhistorie og danmarkshistorie. Til hjælp ved bibelhistorien havde han en stor billedbibel. Det eneste, vi lærte udenad, var tabellerne. Om vinteren havde vi husflid i 1-1½ time hver torsdag og mandag eftermiddag. Det var en mangel ved undervisningen, at Jens Kirkeby ikke kunne synge, og at Hanne Kirkeby også kun havde liden evne i den retning, men der var flere af børnene, der var gode sangere, deriblandt særlig Peder Rubys og Niels Rubys børn.
Hvad det samlede antal af børn i skolen angår, mener jeg at kunne huske, at vi var 18 i den ny skole efter sommerferien i 1887. Der var så jævn fremgang, indtil Jens Kirkeby rejste 1. maj 1894, da tror jeg nok, vi var ca. 50.
Fra 1. maj 1894 havde vi Christen Christensen Aaes som lærer. Han var kun 18-19 år gammel og skulle på seminarium i Silkeborg efter sommerferien. Ham husker vi bedst for hans udmærkede sangstemme og hans gode fortælling af verdenshistorien. De ældste af os havde haft ham som skolekammerat en vinter. Han blev nemlig konfirmeret af daværende sognepræst i Dybe-Ramme N. P. Chr. Nielsen, i hvis hjem han opholdt sig til konfirmationsforberedelse. Fru Nielsen var hans moster. Han gik så til skole i friskolen 4 dage om ugen.
Efter sommerferien fik vi sjællænderen Ole Olsen til lærer. Han var også en god lærer. Jeg gik ud af skolen ved min konfirmation i april 1895.
(Christen Christensen: Fjaltring Friskole gennem 75 år. I: Hardsyssels Årbog 1967, s. 106-124, uddrag af de afsnit der handler om Jens Kirkeby).
Jens Kirkeby var uddeler til 1890 hvorefter det blev Kresten Lisby (1890-1921). Han var bondesøn og dermed ikke bestemt til at kunne blive uddeler. Ifølge Fjaltringhistorie havde han det godt med bestyrelsen og var vellidt i det hele taget. Søn og sønnesøn videreførte uddelerjobbet indtil 1968.
I 1893 var der en avisdisput mellem en lærer J. Kallesøe og Jens Kirkeby. Det fremgår ikke hvor Kallesøe var lærer, men artiklerne bærer måske præg af et dårligt forhold mellem de to lærere:
Fjaltring Brugsforening.
I "Lemvig Folkeblad" Nr. 27 findes en Meddelelse om Fjaltring Brugsforenings Generalforsamling, og der skrives:
"Det blev paatalt, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om for Fremtiden at raade Bod herpaa."
Dette kan vist ikke forstaas anderledes, end som en Anke mod Foreningens Førelse, og det finder jeg ikke samstemmende med, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen.
Der blev rigtignok af Lærer Kallesø, Trans, anket over, at en vis Vare af Foreningens var til højere Pris, end han havde kjøbt den for andetsteds. Men da Foreningen kun holder af første Kvalitet, og der er betydelig Prisforskjel paa de forskjellige Kvaliteter af samme Vare, saa er det jo en Selvfølge, at der let kan faas til lavere Pris, end Foreningen kan levere sin Vare til, men at den laveste og billigste Pris i saa Henseende er et og det samme, er vist meget tvivlsomt, og i de fleste Tilfælde tror jeg, Forholdet vil være omvendt.
Forsamlingen forespurgtes ogsaa i den Anledning, om den ønskede, at Foreningen skulde holde en Kvalitet til lavere Pris, og dertil blev af flere svaret et bestemt Nej, og ikke en eneste yttrede noget om, at det kunde være ønskeligt.
Jeg antager, at Kallesø tog Fejl paa Prisforskjellen og mente maaske 1/3 af, hvad han angav, og hvordan Værdiforholdet var mellem Foreningens Vare og den, han havde kjøbt, havde han ingen Mening om, og om han har haft Fordel eller Tab ved at kjøbe til den lavere Pris, kan enhver have Lov til at mene om, hvad man vil..
Det var vist den almindelige Mening ved Generalforsamlingen, at Foreningen først og fremmest bør sætte som sit Maal at holde første Kvalitets Varer og til saa billige Dagspriser som muligt, og da det er i den Retning, Foreningen hidindtil har været ført, kan jeg ikke finde nogen Mening i den "raaden Bod", som Meddeleren har bebudet.
Der er delte Meninger om, om den talrige Forsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations Virksombed, men maaske den lille Bemærkning af Meddeleren derom skal kunne tjene til at retlede de vildfarende.
Jens Kirkeby,
Fjaltring Friskole.
(Holstebro Dagblad 22. februar 1893).
Et Svar til Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby, Fjaltring.
Fra J. Kallesøe, Trans.*)
Naar Hr. Friskolelærer Jens Kirkeby som "Lemvig Folkeblad" Nr. 45 tror at holde sammen paa Fjaltring Brugsforening og sin Stilling ved samme eller den gamle Forretningsorden ved i Særdeleshed at komme om min Dør, skal jeg ikke nægte, at jeg tror, at Manden er paa Afveje, thi ikke nogen af de Dele har noget Tilknytningspunkt i min Person, skjønt Brugsforeningen har min Sympati, men jeg skal dog gjærne tjene ham i at optage den mig tilkastede Handske.
Først et Par Spørgsmaal: Hvorfor hentyder Hr. Jens Kirkeby sig saa specielt til mit Navn, da der dog var andre, som fremdrog lignende Ting? og hvorfor holder han sig til en enkelt Vare (Mel), da dog flere andre blev omtalt?
I og for sig kunde Dette være mig ligegyldigt; jeg spørger kun for de udenforstaaendes Skyld, som muligt følger Sagen med Interesse, og da navnlig fordi, at Sagen fra hans Side mest ligner et personligt Opgør, hvis Oprindelse jeg slet ikke har nogen Anelse om eller kjender noget til.
For Hr. Jens Kirkeby synes Personen et være det væsentlige; jeg skal dog ikke følge ham deri og saa vidt muligt i det efterfølgende lade Personen ligge og holde mig til Sagen.
I Meddelelsen om Generalforsamlingen i Faltring Brugsforening i "Lemvig Folkeblad" stod der, at Foreningen havde adskillige Varer til for høje Priser, og man var enig om at raade Bod derpaa.
Herpaa svarer Hr. Jens Kirkeby saaledes: "Dette kan vist ikke forstaas anderledes end som en Anke mod Foreningens Førelse, og dette finder jeg (Jens Kirkeby) ikke samstemmer mod, hvad der fremkom som almindelig Mening ved Generalforsamlingen."
Hertil skal jeg først bemærke, at Hr. Jens Kirkeby forekommer mig at være lige saa uheldig med at finde Generalforsamlingens rette Mening som f. Ex. en vis Mand med at finde Grundlovens rette Aand. De faa nemlig ud af alt, at alt tjener dem tilgode.
Jeg faar da erindre om, at der ved Generalforsamlingen var Valg af tre Styrelsesmedlemmer. (Jeg skal ikke denne Gang komme ind paa, hvorledes Formanden sekunderet af Jens Kirkeby behandlede denne Sag, men have det in mente.) Een af den gamle Styrelse gjenvalgtes med een Stemmes Overtal samt to ny Styrelsesmedlemmer med stort Overtal af Stemmer, og deraf finder saa Hr. Jens Kirkeby det i Sandhed mærkelige Resultat, at alt, hvad der fremkom som den almindelige Mening ved Generalforsamlingen samstemmede med den gamle Styrelse og dermed ogsaa med ham.
Vil Hr. Jens Kirkeby saa ikke sige mig, tror tror han Generalforsamlingen satte ny Medlemmer ind i Styrelsen? Opfatter han personligt dette som et Tillidsvotum? Og tror han sin Stilling som Forretningsfører ved Brugsforeningen er sikrere nu end før?
Min Mening er dog denne, at Valget af en Opposition mod den gamle Forretningsorden og en Tilkendegivelse af, at Styrelsen skulde tage sig lidt mere af Tingene. Valget var vidt heller ikke den gamle Styrelse absolut behageligt.
Jeg vil nu haabe, at Generalfor samlingen ikke har forstaaet Valget paa samme Maade som Hr. Jens Kirkeby, thi saa var det først galt; i sidste Tilfælde er det jo kun uheldigt for Jens Kirkeby.
Jeg kan nu ikke forstaa, at Hr. Jens Kirkeby saaledes farer i Blækhuset og som en drabelig Helt vil slaa sig til Ridder paa min Bekostning. Mine Udtalelser paa Generalforsamlingen synes lige saa lidt som de andres at æske til Holmgang eller at kunde give daarligt Humør, men Hr. Jens Kirkeby er virkelig i daarligt Humør - han er jo ligefrem arrig. - Skulde Grunden da være den, at Styrelsen af Brugsforeningen var i saa pæne Hænder, at ingen turde spørge til dens Befindende, selv i velvalgte Ord, uden at anses for "læstig", eller er det Grunden, at d'Hrr. "Ingen Mukken i Geledderne" vil have, "Vi alene vide" o. s. v. Som sagt, jeg forstaar det ikke. Jeg synes ikke Generalforsamlingen kunde faa et Bæger til at løbe over, selv om det i Forvejen var fuldt, (med mindre det da alligevel skulde være Valget) og dog er det sket.
Hr. Jens Kirkeby kommer med en temmelig selvfølgelig Forklaring over, at det bedste er det dyreste, noget, jeg ingen har hørt benægte; men Hr. Jens Kirkeby maa undskylde, at dette jo virkeligt ikke udelukket, at ogsaa Brugsforeningerne kan faa det bedste for dyrt.
Naar Hr. Jens Kirkeby ligefrem paastaar, at Fjaltring Brugsforening kun holder Varer af bedste Kvalitet, saa er dette mildest talt en urigtig Paastand.
Naar han dernæst antager, at jeg har ment 1/3 af Prisforskjellen o. s. v., skal jeg gjærne skænke Hr. Jens Kirkeby denne sin Antagelse. Ved Generalforsamlingen havde han den bedste Lejlighed til at korrigere mine Udtalelser, hvorfor ikke da slaa til Lyd for sin Tredjedel. Nu skal jeg kun notere, at denne Dag erkjendtes min Paastand uden Modsigelse.
I den lille Meddelelse var der, synes mig, en rigtig passende lille Bemærkning om, at maaske ikke alt var saa godt, som det burde være. Der var intet Referat, og jeg skal heller ikke denne Gang indlade mig derpaa, fordi Hr. Jens Kirkeby saluterer (naturligvis efter højere Ordre): men ikke desto mindre skal jeg dog være d'Hrr. til Tjeneste med en saadan, om det muligvis skulde ønskes.
Endelig skal jeg sige Hr. Jens Kirkeby min personlige Mening om Brugsforeninger i Almindelighed og Fjaltring Brugsforening i Særdeleshed, skjønt jeg naturligvis ikke tvivler paa, at den i mindste Maade influerer paa en Mand, der er saa svært inde i Sagerne som Hr. Jens Kirkeby er. Den lyder saaledes: Naar en Brugsforening paa Landet har en Omsætning paa over 30,000 Kroner, maa den kunne tage Konkurrencen op med enhver Forretning uden højere Priser end disse, kan den ikke det, er der sikkert Fejl i Ledelsen. End videre skal en Brugsforening ikke være et spekulerende Handelshus, - der, saaledes som f. Ex. Fjaltring Brugsforening, lige efter Jul ligger inde med et Varelager paa 7,000 Kroner, ca. 1/4 af den hele Omsætning; dette er sikkert ufornuftigt, thi Brugsforeningens Bestyrelse plus Forretningsfører har i Almindelighed hverken Dygtighed eller Uddannelse nok til at føre en Spekulation igjennem uden Tab.
Her i Fjaltring har Brugsforeningen paa de almindeligste Varer samme Pris som Kjøbmændene. Ja, men saa har vi jo Overskudet. Lad os tale saa smaat om Det. Enhver Kjøbmand vilde vist med Glæde betale den for kontant Betaling.
Endelig maa jeg yde Hr. Jens Kirkeby min Tak, fordi han ved sin, om jeg saa maa sige, Ubehjælpsomhed giver mig Lejlighed til at sige et Par Ord om den talrige Generalforsamling. Han skriver saaledes: Der er delte Meninger om, om den talrige Generalforsamling, som var til Stede, kan betragtes som et Udtryk for Interesse for Foreningen eller som Frugten af en enkelts Agitations-Virksomhed.
Jeg vilde gjærne spørge Hr. Jens Kirkeby, hvad han tror, Folk møder efter ved Generalforsamlingerne, hvis det ikke skulde være Foreningens Anliggender? Det lader forresten til, at Hr. Jens Kirkebys Interesse stopper op ved Foreningen.
I vore Dage, da vi har saa mange Foreninger, slappes Interessen tit og ofte, og man glemmer at møde ved deres respektive Generalforsamlinger. Bestyrelsen møder kun med det reviderede Regnskab for at vælge sig selv igjen, indtil ogsaa de bliver kjed af Komedien. Ja, saadan gaar dette i Almindelighed, hvor Medlemmerne ikke møder. Bestyrelsens Interesse slappes, og Foreningen dør hen. Men omvendt gaar det, naar Medlemmerne møder talrigt op, hvor de har Lov til at tale, ved Generalforsamlingerne, for at kritisere eller vedtage Bestyrelsens Beslutninger; og det gaar da gjærne saadan, at Bestyrelsens Dygtighed og Energi voxer i samme Grad, som Medlemmerne møder talrigt.
Medlemmer af Foreninger mød derfor talrig til Generalforsamlinger, naar I ønsker, at det skal gaa jer Forening godt. Dette er næsten en Pligt.
Naar Hr. Jens Kirkeby sigter maaske mig for at have agiteret for, at mange skulde møde til Generalforsamlingen, maa jeg desværre benægte at have gjort noget i den Retning; men hvis jeg havde agiteret noget, maa Hr. Jens Kirkeby undskylde, at jeg med hans Tilladelse vilde have betragtet det som en Ære for mig.
Det synes virkeligt ogsaa, at Hr. Jens Kirkedy er gnaven over den talrige Generalforsamling, og han er dog en Frihedsmand. Man bør ikke forundres længer. Menneskets højeste Dyd er nok Egenkjærlighed
*) Forsinket længe, da Pladsen har været optaget af andet Stof.
(Lemvig Folkeblad 16. marts 1893).
Friskolelærer Jens Kirkeby i Fjaltring forlader sin Virksomhed dersteds og rejser til Tranekjær paa Langeland, hvor han skal overtage en vel lønnet Plads som Bestyrer af en Brugsforening. Det blev ham for anstrængende i Fjaltring at betjene baade Friskolen og Brugsforeningen, og da der tilbødes ham en god Plads paa Langeland, har han taget imod denne. Jens Kirkeby er vel kjendt som dygtig og trofast Arbejder i kristelig, folkelig og politisk Henseende, og han vil blive savnet af mange Venner paa Lemvig Egn.
Fjaltring Friskole vil selvfølgelig blive fortsat ogsaa efter Jens Kirkebys Bortrejse - I Sommer er antaget en Slægtning af Valgmenighedspræst Nielsen til Lærer. Denne vil optages paa et Seminarium, og Fjaltringboerne har imidlertid Lejlighed til at se sig om efter en anden Lærer. Jens Kirkeby, der selv ejede Friskolebygningen, har solgt denne til et Interessentskab af 3 Mænd, der komme til at eje hver en Fjerdepart af samme, idet Jens Kirkeby selv vedbliver som Ejer af den ene Fjerdepart.
(Holstebro Dagblad 16. maj 1894).
Friskolen her paa Egnen.
- - -
I Fjaltring derimod lagdes med Kirkeby og Hustru som Lærerfolk et Grundlag for en Friskole, der i al sin beskedne Størrelse og Fremtræden stadig har været et Mønster for Samhørigheden mellem Hjem og Skole. Det Enhedens Baand, der gennem Pastor Lund knyttedes mellem Vennerne af det grundtvigske Livssyn har hvilet med Traditionens aandelige Magt over Fjaltring-Trans Friskolekreds. Jens Kirkeby var en af disse lykkelig begavede Mennesker, der kan gøre meget ud af det lidet. Hans lille Jordlod paa nogle faa Skæpper Land blev drevet med beundringsværdig Omhu. Han ordnede Sagerne ved Igangsættelsen af Fjaltring og Ferring Brugsforeninger. Hans og Husfrues Væsen, Hjem og Virke bar altid Præget af den skønneste Harmoni, og siden deres Tid kendes næppe Brud paa den gode Overlevering i Fjaltring Friskoles Historie.
- - -
(Lemvig Folkeblad 3. januar 1924)
Det har ikke været muligt gennem internet og aviser at finde ud af hvordan det gik med Jens og Johanne Kirkeby på Langeland. De dukker først op da Jens Kirkeby døde i 1910, og da ser det ud til at de boede i Ballerup.
Jens Kirkeby, Fjaltring. * 23. mai 1844. + 2. februar 1910. Johanne Kirkeby, Fjaltring. * 26. december 1845. + 14. juni 1920. Peter Petersen, samt et ulæseligt navn. Gravsted på Vestre Kirkegård. I dødsannoncen fra februar 1910 skrev Johanne Kirkeby at de boede i Ballerup. I takkeannoncen skrev hun: "Jeg fik ret at mærke at Ordet: I Nøden skal man Venner kende, har sin Sandhed. Johanne Kirkebys dødsannonce var underskrevet Kirstine Kirkeby Petersen, P. Petersen og Elna Kirkeby Petersen." Foto Erik Nicolaisen Høy.
