En Pesthule paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Solen sidder brændende varm højt paa Himlen, og Middagsheden staar i tykke Søjler ned gennem Kristianshavns Smaagader.

Ud paa Amager til, ud i den fri friske Søluft, som dér vifter ind fra Øresunds rislende Vover!

Saaledes sukker Kristianshavneren. Vi følger ham.

Vi gaar forbi Vennelyst, og svinger ind ad en Vej til venstre.

- Hvad hedder den Vej, min Dreng, spørger vi en ung Mand, der sidder og ser melankolsk ned i en Grøft - Kløvermarksvejen, svarer han - Aha! tænker vi, et yndigt Navn, fuldt af Poesi og liflig Græsduft.

Da vi er kommet en 4 Minuters Vej ud, slaar en modbydelig Stank os i Møde. Det duftede, som naar man gaar forbi en aabenstaaende Retirade.

Det maa være en Tilfældighed, tænker vi, holder Haanden for Næsen og gaar videre.

Men jo længere vi kommer, desto modbydeligere bliver Stanken: en Lugt, der er en Blanding af raaddent Kød, Mug, Mudder og Ekskrementer. Hvor kommer den fra ?

Er her Renovationsplads? Nej. Losseplads? - Ja, der ligger lidt til højre for Vejen en saadan.

Vi gaar der hen. Det var ikke derfra.

Tilfældig sænker vi da Blikket ned og faar Øje paa en Grøft, halvt skjult af skyggende Græs.

En pløret, slimet Masse, isprængt en gulgrøn Væske, der ligger i Pytter spredt omkring paa graasort Mudder. En Millionhær af store, grønne Fluer sidder omkring den stinkende Pøl og æder sig tykke og fede.

Vi gaar over paa den anden Side af Vejen. Samme Grøft, samme stillestaaende Mudder, samme utrolige Stank!

Vi undrer os over, at et saadant Hul faar Lov at ligge, og gaar ned mod Stranden.

Men Stanken følger os den ganske Vej ; omtrent en kvart Mil paa begge Sider strækker sig den dybe Grøft med sit afskyelige Pløre, og hele Vejen surrer de store grønne Fluer og Myggesværme saa tæt omkring, at man formelig kan skære igennem dem med sin Stok.

Vi søger forgæves efter, hvad Afløb denne Pesthule har, og finder intet, og selv om vi havde fundet et, var vi ingenlunde trøstet dermed, ti Mudderet løber som bekendt ikke af sig selv.

Det ligger stille og forraadner i Luften.

Vi udspørger nogle Arbejdere.

- Ja, Stanken er slem, siger de, og Grøften kommer fra Benkogeriet derhenne. I Dag er det endda taaleligt her ude, for det er stille Vejr, men naar det blæser en Smule Vind, som f. Eks. ved Aftentid, da er det skrækkeligt, saa her lugter.

Hvem bærer Skylden for dette Svineri?

Benkogeriet renser op saa godt, de kan, siger de.

Grunden er Magistratens, Grøften i sin fulde Længde rimeligvis noget, der kommer den ved. Den løber i hvert Fald langsmed Amager Fælled.

Det var rart, om Sundhedspolitiet vilde ulejlige sig derud; ti det er ikke alene den enkelte Hest og de faa Køer, der græsser omkring paa Fælleden, som lider ilde ved Stanken, men langs Grøften ligger talrige Arbejderhaver hvori Ejere med Hustruer og Børn forfrisker sig om Søndagen efter Dagens Møje; og i den lune Aften bærer Vinden den farlige Stank ind over de fattige Hjem, hvor Vinduerne staar aabne for dog at forfriske det lumre Kammers lidt, mens den tunge, trætte Søvn soves i ulidelig Tagkammervarme og Os.

Og i hvert Fald kan alle - selv Magistraten - risikere at faa en af de store, grønne Fluer at sé, siddende paa det Kød, der om Middagen skal staa paa Bordet.

Og hvis Nogen vidste, at den Flue kom fra Kløvermarksvejen, da skal vi garantere ham for, at han ikke tog Steg til Middag den Dag.

Vi har hidtil altid været forvisset om, at Koleraen, hvis den kom, vilde søge sine første Ofre i Borgergades og Adelgades snævre Baggaarde.

Nu er vi ikke sikre paa, at ikke de første Ofre vil være at finde langs Grøften ved Kløvermarksvejens støvede Flader.

Dér lurer i det høje Græs en skjult og derfor dobbelt farlig Fjende.

Josva.

(København 17. juni 1893).

Fritz Theodor Benzen: Kløvermarksvej - nuværende Amager Strandvej. Møllen. september 1902. Kbhbilleder. Public domain.

Bøllebedrift paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen)

Her er Skærslibern -

I Gaar Eftermiddags Kl. 7 1/4 satte et Par gamle Skærslibere deres Trækvogn paa Blegdamsvejen ved Fredensgade for at gaa over paa Fælleden og spise deres medbragte Mad.

Nogle Bøller stod i Nærheden og saa til.

Straks da Vognen var forladt, gik en af dem hen og væltede den.

En af de gamle Skærslibere saa det, og foreholdt Bøllen det urigtige heri.

Som Svar fik han en knyttet Næve midt i Ansigtet, og da han søgte at retirere, fik han nok en og nok en, indtil hans Ansigt lignede en stor Blodpøl. - Saa grinede Banditten til sine Kammerater, der anerkendende grinede igen.

Men nogle Arbejdere, der var kommet tilstede, fandt dog Spasen for grov, og en af dem gik efter en Betjent. Forinden denne kom tilstede, havde imidlertid Bøllen fundet det klogest at forsvinde, og kun en af hans Kammerater var endnu tilbage. Ham forsøgte Betjenten at anholde for at faa Oplysning om Gærningsmanden; men det var ikke saa lige en Sag. Ti da Fyren mærkede hans Hensigt, smed han Huen af Hovedet og løb alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde, ud paa Fælleden. Efter en lang og ivrig Jagt lykkedes det endelig Betjenten at faa fat i ham.

Imidlertid havde selve Gærningsmanden nærmet sig forsigtig.

En rolig og støt Arbejder, der genkendte Slynglen, greb ham behændig og holdt ham fast, til Betjenten kom tilbage med Kammeraten. 

Under umaadelig Deltagelse førtes de da til Stationen.

Max.

(København 10. juni 1893).

Finansministeren for Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

 X Kjøbenhavn, den 8. Juni.

For en Del Aar siden blev en Del af Fredericiagade brolagt, deriblandt en Strækning, som gaar langs med Nyboder. Brolægningen af den sidstnævnte Strækning kostede 6732 Kr., og da Nyboder som bekjendt er Statsejendom, anmode Magistraten Ministeriet om at indbetale dette Beløb i Kommunens Kasse.

Med den Omhu for Statskassens Tarv, som altid har karakteriseret Ministeriet Estrup, nægtede Ministeriet dog at betale Beløbet, indtil det blev tvungen dertil ved en Dom. Ganske vist fandtes der en Lov af 1857 om Brolægning af Kjøbenhavns Gader, efter hvilken Kommunalbestyrelsen kunde tage Bestemmelse om, hvilke Gader der skulde brolægges, men Finansministeren mente ikke, at denne Lov kunde faa Anvendelse paa Nyboder. Saa blev der anlagt Sag mod Ministeriet vcd Hof- og Statsretten og under Procedurer her gjorde Magistraten gjældende, at Ministeriet en Gang tidligere uden at mukke havde betalt for Brolægningen af en Gadestrækning i Nyboder. Retten fandt dog ikke, at dette Fortilfælde indeholdt noget Bevis for, at Ministeriet overhovedet var forpligtet til at betale, og om den end heller ikke kunde give Estrup Medhold i hans Paastand om, at Nyboder var en selvstændig Kommune, som ikke havde noget med kjøbenhavns Kommune at gjøre, saa maatte den dog i det hele give Ministeriet Medhold og frifandt det derfor for Magistratens Tiltale.

Magistraten gav dog endnu ikke tabt, men indankede Sagen for Højesteret, og her blev den endelig paadømt i Dag. Det viste sig at være vel tiltænkt, at man ikke slog sig til Taals med Hof- og Stadsrettens Afgjørelse, thi Højesteret kom - som i saa mange andre Tilfælder - til det stik modsatte Resultat. Efter de Dispositioner, Regeringen havde trufet med Hensyn til den omhandlede Gadestrækning, maatte den betragtes som en Private tilhørende Gade, hvis Brolægningsvæsen henhørte under Kommunen, og Finansministeriet blev derfor kjendt pligtig til al betale det ovennævnte Beløb med Renter.

(Aarhus Amtstidende 9. juni 1893).

De karakteristiske Nyboderhuse var for længst nedrevet og erstattet af højere byggeri (se foto), men hørte stadig til Nyboder. Nyboder havde bl.a. eget politi, brandvæsen og skole. Administrativt var Nyboder underlagt Holmens admiral. Denne særstatus forsvandt gradvist og forsvandt ved kommunalreformen i 1970.

Ukendt fotograf: Fredericiagade set fra Rigensgade mod øst. Brolægningen ser ud til at være i orden. 1909. Kbhbilleder. Public domain.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Birkegade

En 21aarig Fabriksarbejderske, Johanne Petersen, der logerede i Birkegade paa Nørrebro, har i Lørdags Morges født i Dølgsmaal og derefter dræbt sit Barn.

Den unge Pige, der var forældreløs, arbejdede paa en Chokoladefabrik, hvor hun begyndte med 5 Kr., men nu havde 7 Kr. om Ugen.

Hun havde staaet i Kæresteforhold til en Student B, men da hun i Slutningen af forrige Aar mærkede, at hun var bleven besvangret ved ham, afbrød hun Forbindelsen.

Hendes Tilstand kunde for en Maaneds Tid siden ikke skjules, og hendes Værtinde bemærkede til hende, at hun jo var frugtsommelig. Men hun nægtede haardnakket, at dette var Tilfældet.

Værtinden fattede nu Mistanke om, at hun havde Ondt i Sinde, og passede omhyggeligt paa hende i den Tid hun var hjemme fra Aften til Morgen, for mulig at kunne komme til at overraske hende og forebygge en Forbrydelse. Blandt andet sørgede hun for at Pigen ikke kunde aflaase sin Dør, fortalte hende stadig om hvad hun læste i Bladene om forefaldende Barnemord og dels opdigtede saadanne, for mulig derved at skræmme hende til at afstaa fra sit Forsæt. Men Johanne var stadig lige haardnakket og ubevægelig, og erklærede endog, at det jo ogsaa var det bedste for saadanne Børn, at de døde.

I Lørdags Nat følte Johanne Veer. Hun stod op af Sengen og fødte staaende paa bare Fødder et velskabt, fuldbaaret Pigebarn, uden at der kom et eneste Skrig eller en Lyd over hendes Læber, og uden at hendes Værtinde, der sov i et Værelse lige ved Siden af og med aabentstaaende Dør, havde mærket det mindste.

Hun kvalte straks Barnet ved at stramme en Seglgarnssnor stærkt om dets Hals, slaa en Knude paa, og derefter yderligere at surre en Hatteblonde som en Løkke stramt om.

Barnet gav nogle smaa, halvkvalte Skrig fra sig, sprællede hjælpeløst med Arme og Ben, mens det laa paa sin umenneskelige Moders Skød - og saa var det død.

Johanne rev et Stykke ud af sin Klokke og viklede det om det lille Lig, hvorefter hun lagde dette ind under Sengen. Det var hendes Hensigt, saasnart hun uset kunde slippe ud, at gaa ud i en af Byens Udkanter og kaste Liget bort.

Saa pludselig, mens hun stod midt i sit blodige Værk, traadte hendes Værtinde ind af Døren og gav et Skrig af Forfærdelse fra sig ved at se, hvad der var sket. Gulvet og Sengen var oversvømmet med Blod og Pigen selv tilsølet deraf.

- Meld mig ikke til Politiet, meld mig ikke, skreg Johanne, jeg skal nok skaffe den der afvejen! - og hun pegede paa Pakken med Liget.

Værtinden kunde dog ikke føje hende heri Der gik Bud til Politi, Læge og Jordemoder, hvorefter Johanne besørgedes til Fødselstiftelsen, hvor hun indlagdes som Arrestant.

Saasnart hun er helbredet, bliver hun overført til Fængslet og anklaget for overlagt Mord.

(Social-Demokraten 7. juni 1893).

H. P. Holst død. (Efterskrift til Politivennen)

En af Landets ældste Digtere, H. P. Holst, er i Torsdags død i Kjøbenhavn i en Alder af 81½ Aar. Holst var ogsaa født i Kjøbenhavn og har opholdt sig her største Delen af sit Liv. I en Del Aar var han knyttet til Journalistiken, idet han fra 1852 til 1859 redigerede "Berlingske Tidende"s Føljeton. Paa det sidstnævnte Tidspunkt tog han efter en 22aarig Virksomhed som Lærer i Dansk ved Land- og Søkadetakademiet sin Afsked for at overtage Stillingen som "Berlingske Tidende"s Hovedredaktør, en Plads, som han dog kun beholdt et Aars Tid. Senere blev han Sceneinstruktør ved Slotsteatret.

Om H. P. Holst end i sin Ungdom var Ven og Omgangsfælle af vore første Digtere, opnaaede han dog aldrig selv at blive regnet blandt de største af Landets Skjønaander. Hans Poesi havde en udpræget lyrisk Karakter, men fattedes i alt for høj Grad af Originalitet. Oftest er hans Navn vel bleven nævnt som Forfatter til Smaasange ved festlige Lejligheden, navnlig hvor det gjaldt om at forherlige Landsfaderen; det er i saa Henseende karakteristisk, at det første Arbejde af Holst som vakte mere almindelig Opmærksomhed, var hans Mindekvad over Frederik den sjette (O Fædreland, hvad har du tabt, - din gamle Konge sover). Hans Virksomhed som Kongedigter var ingenlunde upaaskjønnet, thi han døde som Konferensraad, Kommander af Dannebroge og Dannebrogsmand, Ridder af den græske Frelserorden, af den svenske Nordstjerneorden, af den svenske Vasaorden, af den norske St. Olafsorden og af det russiske røde Kors.

Af hans Digte vil den literære Verden længst mindes hans Selvbiografi "Fra min Ungdom", medens den store Befolkning kun vil huske hans hans "lille Hornblæser", det eneste af hans Arbejder, der i Ordets videre Forstand er bleven populært. Sprogets Venner skylder ham Tak ikke blot for den noble Form, han altid iklædte sine Arbejder, men ogsaa for hans lange Virksomhed som Lærer i Modersmaalet; paa sidstnævnte Omraade har han i den bekjendte "Holst Læsebog" sat sig et smukt Minde.

(Aarhus Amtstidende 3. juni 1893).

Se også artiklen "Vil vi være det bekendt?" fra Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945.