Paa inspektion. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Theodor Petersen, Københavns første politiinspektør, er ikke en mand, der ligger på den lade side.

Mens så mange andre i disse sommerdage kun tænker på at pleje sin egen magelighed, er hr. Petersen udelukkende optaget af det gemene bedste.

I forgårs aftes foretog han således en razzia gennem Tivoli for med egne øjne at undersøge etablissementets moralske tilstand.

Det er så længe siden, hr. Petersen var dragonløjtnant. formodenlig har han derfor ikke ment sig selv i besiddelse af et tilstrækkelig fagmæssigt syn på Tivolis syngende småpiger, for han havde sikret sig pålidelig sagkyndig assistance af en direktør og en kammerjunker.

Først afsøgtes "Fregatten. Besøget vakte her sensation. Thor Jensen erklærede med et diplomatisk smil, at "det måtte han finde sig i", og frk. Paula rødmede kendeligt ved synet af inspektørens knebelsbart, Rantzau alene sad rolig, tryg i bevidstheden om, at de fem nordstjerner ikke på noget punkt frembød den ringeste blottelse.

Muligvis af denne grund syntes kammerjunkeren at kede sig, hvorfor han hurtig gav signalet til opbrud. Fra "Fregatten" gik turen til "Kisten".

Politiinspektøren med selskab tog her plads på galleriet, hvad der havde en almindelig udvandring af Demimondens damer til følge.

Også hr. Carlson syntes nervøs. Han lod Ella Stella optræde så hurtig som mulig for at få det farligste skær klaret først, og Ella Stella, der havde en korrekt følelse af situationens alvor, mødte i sin mest ærbare dragt og sparkede ikke så meget op, at der blev noget for inspektøren at kigge efter.

Derimod blev der heldigvis på et andet punkt plads for inspektørens indskriden. Nogle franske sømænd, der havde slået sig ned i hans nærhed, følte sig så opildnede af Marseillaisens toner, som hr. Buron jun. hamrede frem af sin stortromme, at et par af dem gav sig til at omfavne hinanden i fælles rørelse over Frankrigs storhed. Men hr. Petersen, i hvis øren de revolutionære toner nødvendigvis måtte skurre, kunne naturligvis ikke lade sådant passere. Han lagde retfærdighedens hånd tungt på sømændenes skulder og talte dem indtrængende til. Og sømændene der måske ikke fattede ordene, forstod til gengæld den autoritet, der lyste ud af hr. Petersens blik, og de satte sig forknyt ned og tav ganske stille.

Lidt efter forsvandt hr. Theodor Petersen og hans følge. Tilbage blev et publikum, som

mødtes i forståelse af at øvrigheden ikke bærer sværdet forgæves.

Joli.

(København, 21. juli 1893). 

Faldefærdige Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Farvergade.

Ejendommen Nr. 23 i Farvergade, der af Ejerinden, Madam Klausen, i en Aarrække har været benyttet til Bordel i alle Etagerne, er nu bleven rømmet. Beboeunderne maatte flytte ud, da Huset truede med at styrte sammen, og der har i største Hast maattet anbringes svære Afstivere lige fra Kælderen til Kvisten.

Ejendommen staar paa en meget sumpet Grund, der forværredes ved, at der ikke i Kælderen findes noget Kloakafløb. Allerede for flere Aar siden begyndte Huset at synke, og for 2 Aar siden styrtede en Del af Slueetagens Gavlmur mod Nr. 21 sammen og blev erstattet med en enkelt Stens Mur, ovenikøbet med Stenene stillet paa Kant.

Der blev dog ikke den Gang taget videre Notits af Husets forfaldne Tendenser, og saa blev det rent galt i Vinters under den lange Sneperiode, da Grundvandet samlede sig i betydelig Mængde og yderligere undergravede Grundmuren, saa baade Gulve og Vinduer skraanede til Siderne. For et Par Nætter siden blev en af Pigerne vækket ved ejendommelige knasende Lyd fra Murværket, som om det hele skulde styrte sammen, og ved næste Morgen at se nøjere efter opdagedes det, at den tilstødende Gavlmur i Nr. 21 var sunket et helt Kvarter.

Bygningsinspektøren gav nu Ordre til, at alle Pigerne skulde flyttes ud og Ejendommen afspærres. Haandværkerne maatte skyndsomt nedbryde Kvistetagens Gavl i Nr. 23, og da de begyndte at røre ved den sunkne Gavlmur i Stueetagen i Nr 21, styrtede et Stykke paa ca. 6 Alens Længde og 3 Alens Højde sammen.

For at forhindre yderligere Ulykker er nu som sagt hele Ejendommen afstivet med tykke Bjælker i hver Etage; Murværket skal opføres fra nyt og føres ned i Grunden til en Dybde af 8 Alen.

Saavel Nr. 21 som Nr. 23 er over halvandet hundrede Aar gamle, i hvert Fald ved man sikkert, at Grunden til Nr 21 er købt i 1729, altsaa for 164 Aar siden. I den Tid tog man det ikke saa strængt med Byggereglerne, - Gaardsrummene er kun faa Alen i Kvadrat, - og paa et af Løngangsstrædes Bindingsværks Baghuse, der vender ud hertil, staar Muren en Bue, saa Tavlen nede fra Brostenene og op til Toppen af Taget danner omtrent denne Figur (. For nogen Tid siden var man nødt til at sikre Muren ved Indsættelsen af Jærnankere.

Man faar i det Hele taget i disse faldefærdige, smaa, gamle og knebent indrettede Huse et Indblik i, hvilke usle Beboelsesforhold mange af Byens Befolkning lever under.

(Social-Demokraten 14. juli 1893).

Foreningsretten og Gasværksarbejderne. (Efterskrift til Politivennen)

Maler J. Jensen stillede i Aftes til den øvrige Borgerrepræsentation denne Forespørgsel :

"Hvilke Grunde har Magistraten til at nægte Arbejderne paa Københavns Gasværker og elektriske Lysstation Ret til at indgaa Foreninger?

Hr. Jensen gennemgik Sagens Historie. 1. April 1892 oprettede Gasarbejderne en Forening ved Navn "Belysningsarbejdernes Forbund for København og Omegn" til Fremme af Medlemmernes økonomiske og andre Interesser. Ca. 500 indmeldte sig, men en Maaned efter blev det Arbejderne forbudt at være Medlemmer af Forbundet, og de maatte ved et Dokument, fraskrive sig Retten dertil. Medens Forhandlingerne herom og en Forhøjelse at Lønnen for en Del af Gasværksarbejderne stod paa, erklærede Magistraten, at den ikke kunde forhandle med Forbundet, da dette havde Smag af en Fagforening, og i en Fagforening maatte ingen Gasværksarbejder i F. sin Kontrakt indtræde. Dette Forbud var imidlertid ikke gældende for de senest antagne Arbejdere, saa at de ældre vel kunde antage, at det ogsaa for dem maatte være sat ud af Kraft.

Selvfølgelig maatte Arbejderne falde tilføje. Fra Gasværksbestyrelsens Side var der sat Brødløshedens Trumf paa, og det, ikke at maatte danne Forening, var dog et mindre Onde end at miste sine Subsistensmidler.

Sidste Vinter har Gasværksarbejderne imidlertid paa flere Møder drøftet Sagen, og Resultatet blev, at der sendtes en Deputation til Borgmester Ølgaard med Anmodning om, at Gasværksarbejderne maatte blive løst fra den dem paatvungne Forpligtelse. De gjorde opmærksom paa, at de ikke søgte Foreningsret for at fremtvinge noget, men mente, at der ikke var nogen Grund til at berøve dem den i Grundlovens 87 hjemlede Ret til at danne lovlige Foreninger; ti den gjaldt alle Borgere uden Undtagelse. Noget bestemt Svar erholdt Deputationen ikke, men man havde Grund til at formode, at Borgmesteren ikke vilde tage Hensyn til den fremsatte Anmodning. 

Nu for ikke længe siden anmodede Gasværksarbejderne mig om at stille denne Forespørgsel. Jeg skal da fremhæve, at det ligger i Tiden, at de enkelte slutter sig sammen til Værn om fælles Interesser. Naar Landmænd, Haandværkere, Handlende, Embedsmænd osv gør dette, roser alle dem derfor; men gør Arbejderne det selv samme, finder man det højst uberettiget. Arbejdsgivere berøver kun altfor ofte Mænd og Kvinder Brødet til Straf for Indtrædelse i Organisationer til Fremme af deres økonomiske interesser.

Et Blad ("Avisen") skrev forleden i Anledning af min bebudede forespørgsel, at der hørte "en næsten utrolig Dristighed" til at stille den, og at det maatte haabes, at Magistraten stadig vilde nægte sine Arbejdere Foreningsret, fordi de derved gjorde sig selv til "Slaver". - Maa jeg da spørge, om alle de Mennesker, der i disse Dage overalt har sluttet sig sammen til Bekæmpelse af Stores, om de derved har gjort sig til Slaver? De har jo dog gjort akkurat det samme, som Arbejderne gør, nemlig organiseret sig til Værn for deres Interesser, og det endogsaa med Trusel om Boycotting og andre yderst kraftige Kampmidler. Desuden forekommer det mig, at det maa være lettere at føre en Forhandling til Ende med organiserede Arbejdere end med saadanne, hvor kun den enkelte har Ansvaret for sine Handlinger.

Jeg ser derfor ingen fornuftig Grund til, at Magistraten opretholder sit efter min Anskuelse ulovlige Forbud mod, at Gasværksarbejderne indtræder i Foreninger og jeg anmoder om, at det maa blive ophævet snarest muligt. Det vil være en Retfærdighedshandling og vil ikke skade Kommunens Interesser paa noget Punkt.

De gamle Borgerrepræsentanter

syntes i høj Grad utilpasse ved at maatte paahøre Udviklingen af slig forfærdelig Socialisme i den elektrisk oplyste Sal med de skinnende Glasprismer. Mange havde rejst sig op trippede uroligt omkring; Professor Thomsen gik fra Kayser til Hagemann og mange andre for at udtrykke sin Harme over, at den kostbare Tid spildtes paa saadanne "almindelige Sager".

Borgmester Øllgaard svarede paa Embedsvegne, at ikke alle Gasværksarbejdere ønskede at indtræde i en Fagforening; at det var betydet den føromtalte Deputation, at Magistraten maatte modsætte sig dens Ønske; at Gasværksbestyreren ikke kunde finde sig i, at dens Arbejdere gav sig ind under nogen anden Myndighed end Bestyrelsens, og at der bestod et godt Tillidsforhold mellem de to Parter.

Overretsassessor Larsen fortalte, at hvis Assessorerne i Overretten rottede sig sammen i en Fagforening til Forbedring af deres daarlige økonomiske Kaar og skrev "Tilgang frabedes" i "Social-Demokraten", da vilde de hjemfalde til Straf, saa de havde det i saa Henseende ikke et Haar bedre end Arbejderne. Heller ikke Bakkus og Venusforeninger var det Grundlovens Mening at beskytte; den maatte blot ikke angribe dem ad administrativ Vej.

J. Jensen mente ikke, at det var Hr. Larsen forbudt at indtræde i "Juridisk Forening" og dér forhandle om en Forbedring af sine Kaar. Han replicerede til Borgmester Øllgaard og paaviste ved Eksempler fra Sukkerhuset i Helsingørsgade og Burmeister & Wains Værft, at Strejker meget vel kan opstaa blandt uorganiserede Arbejdere.

Hagemann priste de engelske Trades Unions i Forhold til de danske Fagforeninger og mente, at de gode Lønningsforhold paa Gasværkerne vel maatte kunne opveje Arbejdernes manglende Foreningsret.

J. Jensen afsluttede Forespørgslen med detaljerede Oplysninger til de forskellige Talere. - Mødet havde varet i to Timer.

Socio.

(København 11. juli 1893).

Peter Elfelt: Vestre Gasværk, 1916. Kbhbilleder. Public Domain.

Københavns første gasværk var Vestre Gasværk (1857) som lå hvor nu den hvide kødby ligger (Gasværksvej minder om det). Se foto. Det blev nedrevet 1831. I 1878 kom Østre Gasværk til

Københavns første elektricitetsværk, den elektriske station i Gothersgade 30 åbnede i marts 1892. I 1882 havde gaslygter ellers fuldstændig erstattet tranlamperne. Værket fik gennem tiderne forskellige funktioner. I 1994 blev det distributionspunkt for elektricitet og fjernvarme. 

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. maj 1890, 2. udgave kunne man se denne annonce indsat af en gas- og vandmester i Store Kongensgade nr. 5.

Ingeniørkorpset. (Efterskrift til Politivennen)

Mytteri i Ingeniørkorpset.

X Kjøbenhavn, den 22. Juni.

En Begivenhed, som sikkert ikke har haft sin Lige her i Landet i den sidste Menneskealder, er hændet i det her i Byen garnisonerende Ingeniørkorps. Henved halvandet Hundrede Mand har demonstrativt undladt at stille til Øvelse og har derved uden Tvivl gjort sig skyldige til Straf for Mytteri.

Det vil sige, at havde det været i Krigstid, var hver tiende Mand bleven skudt ned; nu bliver Straffen vel for Ophavsmændene Forbedringshusarbejde eller i alt Fald en høj Vand- og Brøds-Straf.

Det var i Forgaars Eftermiddags, da Kompagnierne skulde stille til Øvelse, at 1ste, 2det og 3dje Kompagni saa godt som helt udeblev. Der mødte foruden Underkorporalerne kun 5-6 Mand af hvert Kompagni. Ingen af Befalingsmændene havde anet noget om, hvad der var i Gære, og der blev stor Bestyrtelse.

Senere har man erfaret, at der i nogle Dage forinden er gaaet Lister omkring blandt Mandskabet, paa hvilke de skulde tegne sig, som vilde være med til Mytteriet.

Der blev nu sat Extravagt ved Indgangen til Kasernen, og efterhaanden som de "strejkende" Soldater kom hjem - ved 10-Tiden - blev de nappet og ført op til den vagthavende Premierløjtnant, Ramsing.

Næste Morgen tidlig blev der givet Indberetning til Chefen, Oberstløjtnant Nøkkentved, og han beordrede øjeblikkelig Kasernearrest for alle de opsætsige, medens et Krigsforhør blev ansat til samme Dags Middag, altsaa i Gaar. Forhøret varede fra Kl. 12-8, og efter dette Forhør blev 10 Mand sat i Fængsel; man havde ikke Plads til flere i det militære Arresthus.

I Dag er de halvandet Hundrede Mand bleven udkommanderet til extra Exercits i Glaciet, og et nyt Forhør afholdes i Eftermiddag af Auditør Jespersen. Man har endnu i dette Øjeblik ikke udfundet de virkelige Ophavsmænd til Mytteriet; men for hurtigst muligt at finde dem, forhører man i Dag først og fremmest de mere enfoldige Individer blandt Soldaterne.

Om Aarsagen til Mytteriet er følgende oplyst: Oberstløjtnant Nøkkentved, som i Løbet af de sidste Aar er tiltraadt Ingeniørregimentet, har indført en længere Øvelsestid end den almindelige. Han har foruden den sædvanlige Formiddagsøvelse fra 7-1 indført Exercits om Eftermiddagen fra 4-5. Herover er det indkaldte Mandskab bleven forbitret, særlig fordi det for en stor Del er Folk, der har privat Arbejde udenfor Tjenestetiden, og det er dem, der har sat "Strejken" i Scene. De har saa faaet en Del af det faste Mandflab til at gaa med, medens Ingeniørrekruterne, som slet ikke ligger paa Kronprinsessegades Kaserne, er uberørte af Historien.

Hvad Udfaldet af Sagen i sin Helhed vil blive, er det naturligvis vanskeligt i dette Øjeblik at have nogen Mening om. Der vil blive mange Forhør, før Dommen kan fældes; men at en Mængde unge Menesker fra Landets forskjellige Egne vil komme til at bøde haardt for det ubesindige Skridt, de er gaaet med til, kan siges med Sikkerhed.

(Aarhus Amtstidende 23. juni 1893).

Kronprinsessegades Kaserne, Artillerikasernen, lå i Kronprinsessegade 46 A-E. Dele af den stammer fra 1803 tegnet af Philip Lange. Forhuset og baghuset fra1805-06 af Andreas Hallander og J.H. Rawert. Fotograf Mogens Falk-Sørensen (1907-1975): Kronprinsessegade 46. Ingeniør Kaféen (Musik & Dans). Kbhbilleder. CC-BY.

En afsluttet Revolution.

7 Aars Forbedringshus og 180 Dages Fængsel, deraf de 90 paa Vand og Brød - dette blev altsaa det foreløbige Resultat af den Affære, som man med et stort Ord har kaldt Oprøret blandt Ingeniørerne.

Vi vil ikke sige, at de oprørske Ingeniører bar sig klogt og forstandigt ad, da de blev borte fra den Eftermiddagsøvelse, hvortil Hr. Nøkkentved havde kommanderet dem. Men at paastaa, at de lavede Resolution ved den Lejlighed, synes os heller ikke noget passende Udtryk. Lad os sige, at de lavede en Dumhed, og lad os være enige om, at 7 Aar 180 Dages Fængsel er en god Betaling for saa tarvelig en Præstation.

Det revolutionære er nemlig en Ting, der aldeles ikke ligger for en skikkelig dansk Jens. Næst efter sin vidt berømte og højt besungne Tapperhed er den danske Landsoldat nærmest kendelig paa sin sjældne Fredsommelighed og sit udpræget godmodige Gemyt, og hvis der ikke netop tilfældig er en Stormagt eller to, hvis Massakrering for et Øjeblik lægger Beslag paa hans Tid og hans Heltemod, er den tapre danske Landsoldat det medgørligste, taalmodigste og overfor al hidsig Blodsudgydelse mest alholdne Væsen, der nogensinde har baaret paa en Sabel.

Det laa da i Sagens Natur, at nogen egenlig Fare for Armeens Opløsning, Statens Omvæltning og den monarkiske Regeringsforms Ophævelse laa der ikke i de 99 Pionerers Udeblivelse fra den nævnte Øvelse. Den eneste Fare, der var forbunden med Revolten, var Faren for, at der ikke skulde blive tilstrækkelig Plads i Arresten, og de fremskuende Mænd, der straks forudsagde, at her vilde Revolternes Følger først og fremmest vise sig, har i en beklagelig Grad set deres Spaadom gaa i Opfyldelse. Arrestlokalerne viste sig altfor utilstrækkelige, det blev de første sørgelige Virkninger af dette uhyggelige Oprør.

De 99 Rebeller vilde nok have Ekstratjeneste, men de vilde ikke have den i den Form, hvori Hr. Nøkkentved bød dem den. De var fattige Folk, der havde ondt ved at afse den Smule Fortjeneste udenfor Militærøvelserne, som de hidtil havde kunnet erhverve sig, og de fandt ikke, at den uudholdelig stærke Varme i og for sig var en plavsibel Anledning til at gøre disse Øvelser mere omfattende, end de havde været i den mindre varme Periode.

Saa borgerlig jævnt var det Maal, disse lnsurgenter havde sat sig. Og de søgte ikke at naa det ved at udgyde Blod, men ved ganske stille at blive borte. I deres Hjærters Enfold troede de, at der ikke kunde ligge noget fornærmeligt eller for Statens Sikkerhed truende i denne Maade at lave Oprør paa. Krigsretten har nu belært dem om, at selv denne forholdsvis ublodige Form for et Oprør dog maa takseres til et meget betydeligt Kvantum Forbedringshus, mørk Arrest og Vand og Brød. Selv den skikkeligste og enfoldigste Rebellion vurderes af en Krigsret efter højeste Takst

Den afsagte Dom over de 99 Syndere er en Beroligelse for det opskræmmede Samfund, der heraf ser hvor nøje der vaages over, at enhver Parthaver i en saadan for et Lægmandsøje tilsyneladende ubetydelig Sag faar rigeligt, hvad der tilkommer ham. Men den er tillige en smuk Triumf for Oberstløjtnant Nøkkentved, der med Rette kan gøre opmærksom paa, at uden ham var der ikke kommet noget ud af det hele.

Og endelig afgiver den nu tilende bragte Rejsning et nyt Bevis for, at hvad der i revolutionær Retning nærmest ligger for vor lille Nation ikke saa meget de store og epokegørende Omvæltninger, hvorved der vendes op og ned paa alting, som de mere beskedne og stilfærdige Revolutioner, der svarer til Befolkningens jævne Naturel og ender uden anden Forstyrrelse end den, som det tilmaalte Vand, Brød og Forbedringshus maatte hidføre i de paagældende Insurgenters regelmæssige Levevis.

(København 11. juli 1893).

Oberstløjtnant Christian Ditlev Nøkkentved Nielsen (1843-1922) var uddannet på landkadetakademiet 1859-1861. Han var næstkommanderende ved ingeniørregimentet og ved fæstningsingeniørkommandoen. I slutningen af juli 1893 blev oberstløjtnant Nøkkentved forflyttet og erstattet af den tidligere guvernør i Vestindien, oberst Arendrup. Denne sidste annullerede ekstraøvelsen. Kompagnichefterne blev beordret til at møde ved øvelserne. Han blev oberst i 1903. Efter sin afsked var han inspektør ved Roskilde adelige jomfrukloster 1908-1910 og overvejinspektør 1910-1920. 

Valgene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigerne og Socialdemokraterne.

Bestyrelsen for "Vælgerforeningen for Nordslesvig" offenliggør følgende Valgparole:

"Valgdagen, den 15. Juni, gav os ikke det endelige Svar paa Spørgsmaalet om, hvem der skal repræsentere anden Valgkreds i den følgende Valgperiode. Den 24. Juni skal der derfor foretages Omvalg mellem de regeringsvenlige Partiers Kandidat Jebsen og Socialdemokraten Mahlke. Skøndt vi ikke have det afgørende Ord, hvad dette Omvalg angaar, da det frisindede Partis ynkelige Standpunkt i denne Kreds paa Forhaand har afgjort Valgets Udfald, finde vi det dog rigtigst at klare vor Stilling overfor vore Meningsfæller.

Vi føler os overbeviste om, at ingen dansk Mand under de foreliggende Omstændigheder vil stemme paa Jebsen, ikke blot fordi han har en betænkelig Lyst til at bevilge flere Soldater og større Skatter, men navnlig fordi han som Regeringens Tilhænger er medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Nordslesvig. Mahlke maa vi selvfølgelig betragte som et mindre Onde, baade fordi han eventuelt vil stemme imod Hærloven og imod nye Skattelove, og særlig fordi Socialdemokraterne offenlig har udtalt deres skarpe Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse. Men da Socialdemokraterne, samtidig med at de er fremkomne med ret tilfredsstillende Udtalelser i den Retning, har begyndt en stærk og hensynsløs Agitation over hele Nordslesvig, endog i første Valgkreds, hvor den er fuldstændig udsigtsløs for deres Parti, kun kan skade os, gavne Regeringen og støtte Nordslesvigs Fortyskning, har de derved stillet sig selv i et saadant Forhold til den danske Sag, at vi bestemt maa anbefale vore Meningsfæller ikke at deltage i Omvalget.

Saa vidt os bekendt har de Frisindede ved Omvalgene besluttet at stemme paa den regeringsvenlige Jebsen, altsaa imod Socialdemokraten Mahlke. Det er det, "Vælgerforeningen for Nordslesvig" kalder "det frisindede Partis ynkelige Standpunkt'.

Og i samme Manifest, hvor dette siges, erklærer Vælgerforeningen, at heller ikke den vil stemme paa Mahlke. Men hvorledes kan dette være et godt og forsvarligt Standpunkt, naar de Frisindedes tilsvarende Holdning betegnes som ynkelig? Det er aabenbart en Forvrøvling af den gode Vælgerforening! 

Den følgende Forklaring er ikke bedre. Det indrømmes, at Socialdemokratiet har udtalt en skarp Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse; men, siges der, vi vil alligevel ikke stemme paa dette Partis Kandidat, fordi det har drevet Agitation over hele Nordslesvig, ogsaa i 1ste Kreds, hvor Danskeren Johansen blev valgt!

Men de tyske Valg er jo netop indrettede saaledes, at Partierne i første Valgomgang har en moralsk Forpligtelse til at opstille Kandidater saa vidt muligt overalt, og de kan gøre det uden at træde andres Ret for nær. I første Valgomgang tæller hvert Parti sine Stemmer, og hvis ingen af Kandidaterne faar absolut Majoritet (altsaa et Flertal, der er større end samtlige Modstanderes tilsammen) finder Omvalg Sted mellem de to, der har flest Stemmer. Og først her, altsaa i 2den Valgomgang, der finder Sted paa Lørdag, kan de, der ikke kommer til Omvalg, stemme paa andre Partiers Kandidater uden at tilsidesætte deres eget Partis Interesse.

Bebrejdelsen mod Socialdemokratiets Agitation er saaledes i højeste Grad uberettiget og tilmed inkonsekvent, da de Danske selv har opstillet Kandidater i alle Slesvigs fire Kredse, skønt de kun havde Haab om at opnaa Valg i den ene. Men de vilde tælle de danske Stemmer, ligesom Socialdemokratiet vilde tælle de social demokratiske, og det sidste er vel lige saa berettiget som det første.

Nej, hele Manifestet er kun en dum Undskyldning. Faktum er, at de danske Slesvigere med Ligegyldighed vil se paa, at en Mand, der, som de selv siger, er "medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Slesvig", bliver valgt! Faktum er endvidere, at de indirekte er med til at fælde den Kandidat, som skarpt har misbilliget den nationale Undertrykkelse! For denne aldeles uforsvarlige Holdning laver Manifestet Undskyldninger, som vore slesvigske Brødre kun har liden Ære af. Og vi skal sige dem, at hvis Omvalget i 2den Kreds var kommen til at staa mellem en Dansker og en tysk Hærlovsven og national Undertrykker, da havde Socialdemokratiet aldeles utvivlsomt stemt paa Danskeren.

Men Sagen er, at de danske Slesvigere i større Grad er Estrupske Højremænd end danske Patrioter, og de har i dette Tilfælde som ofte før af deres Højrefanatisme ladet sig forlede til at svigte deres nationale Pligt! De vil naturligvis høste Tak derfor af Højrebladene, men alt, hvad der virkelig er dansk, frisindet og demokratisk her i Landet, vil ikke takke dem!

(Social-Demokraten 22. juni 1893).

De danske stemmeberettigede undlod i vidt omfang at stemme, og det blev den nationalliberale Jebsen som blev valgt.