Ricard-Affæren. (Efterskrift til Politivennen)

En slem Historie for Politiet

Vi meddelte i Søndags følgende Nyhed, hvis Ophav er Politiets egne Protokoller:

I Gaar Morges Kl. henad 3 drog et højrøstet og støjende Selskab af Herrer og Damer gennem Nygade og Vimmelskaftet kommende fra en Natbeværtning og tilsyneladende ikke saa ganske ædru. Da den posthavende Betjent anmodede Selskabet om at optræde noget mindre støjende, tog et Par juridiske Studenter Ordet, nægtede at passere Gaden og brugte Ukvemsord mod Betjenten, hvoraf Følgen blev, at de begge blev ført til Politistationen paa Nørregade, hvor de i nogle Timer blev overladt til deres egne Betragtninger.

Bag denne lille, uskyldige Notits gemmer sig imidlertid en større Affære, som for det første er et nyt Vidnesbyrd om Raahed i Politietaten, og som for det andet sikkert vil drage ubehagelige Følger for vedkommende Politimænd efter sig. De to i Notitsen omtalte Studenter er nemlig Sønner af selve Justitsministeriets Departementschef C. F. Ricard, og de har indsendt en Klage til Politidirektøren. Af den faar man et helt andet Indblik i Sagen, og da der er al Grund til at tro, at de to unge Mænd, Stud. theol. O. H. Ricard og Stud. jur. F. C. J. Ricard, har givet en fuldstændig sandfærdig Fremstilling af det passerede, kan man i en vis Forstand glæde sig over, at det netop er dem, som er bleven ilde behandlet af Politiet. Thi naturligvis vækker det mere Opsigt, naar der gøres Uret mod selve Justitsministerens Departementschefs Sønner, end naar der gøres Uret mod et Par fattige Arbejdere, og Opsigt maa der til for at komme Uretfærdigheden hos Retshaandhæverne til Livs.

Begivenheden, hvorom Klagen drejer sig, fandt Sted Natten mellem den 15. og 16. ds. og dens Hovedindhold er følgende :

Kl. var mellem 2 og 3, da de to Studenter passerede Hj. af Kongens Nytorv og Østergade. De blev her tiltalt af en islandsk Student, som forsøgte Tilnærmelser overfor en Kvinde, men de indlod sig ikke med ham. I Vimmelskaftet lagde de saa Mærke til, at nogle der staaende Betjente opfordrede Kvinden til at "passere Gaden" samt tilføjede hende Slag og Skub i Ryggen. Pigebarnet græd og sagde, henvendt til Brødrene Ricard: "Saadan bliver man behandlet". Stud. jur. Ricard tilbød derefter Pigebarnet at gaa ved Siden af ham og Broderen, indtil hun kom forbi, men dette ærgrede aabenbart en af Betjentene, som raabte et Skældsord efter Brødrene. Da stud. theol. Ricard nærmede sig Betjenten for at se hans Numer, kaldte Betjent 208 ham for næsvis og bød ham "passere Gaden".

Imens var stud. jur. Ricard og det omtalte Pigebarn bleven antastet af Betjent 497, som ogsaa bød dem det stadige "passer Gaden!" og brugte Udtrykket "saadan en Fyr, der gaar med løsagtige Fruentimmer". Stud. jur. Ricard svarede høfligt, at han formentlig havde Lov at gaa med Pigebarnet, hvorhen han vilde, men da Betjenten truede ham med Stationen, gik Studenten straks ind herpaa og erklæredes da for anholdt. Den omtalte Kvinde var imens forsvundet. Studenten tog imidlertid sin Broder og en Hr. Wilhelm i, der stod blandt de omstimlende Mennesker, til Vidne paa det passerede. Heraf tog Betjent 208 Anledning til at gribe stud. theol. Ricard i Kraven og erklærede ogsaa ham for anholdt, idet han udtalte, at den næsvise Knægt godt kunde følge med."

De Anholdte førtes til Nørregades Station, og paa Vejen holdt Betjentene dem haardt i Armen. Da stud. jur. Ricard klagede over det haarde Tag, erklærede Betjenten, at "nu skulde han faa at føle, hvordan man klemte stærkt" og tog derpaa saa haardt, at der bagefter var synlige Mærker deraf. Tillige slog han 2 Gange Studenten i Ansigtet, skønt begge Brødrene fulgte godvilligt med og ikke var berusede.

Paa Stationen blev de to unge Mænd kastede ned paa en Træbænk, og da man rev Huen af Teologen, anmodede denne om en heftigere Behandling. Nr. 208 svarede ved at give ham en Lussing. Under Rapporten til Overbetjenten blev Brødrene tiltalt raat, Juristen fik af 208 et Slag i Hovedet, og Teologen ruskedes, saa han vaklede, hvorpaa Betjenten erklærede, at "han er saa fuld, at han ikke kan staa paa Benene." Da Brødrene opgav deres Faders Navn, erklærede Overbetjenten, at om de saa var Sønner af 14 Departementschefer skulde han nok tumle dem. Han beordrede dernæst, at de Anholdte skulde blive paa Stationen; den ene af dem blev saa smidt ind i den forreste, den anden i den bageste Vagtstue. Juristen blev grebet i Brystet og kastet ned paa en Bænk. Alle Genstande, de havde paa sig, blev dem frataget.

Mens de to Anholdte nu sad i Kasjot, var de Genstand for megen Chikane. Bl. a. blev Theologen af den vagthavende Betjent 411 rusket i Armen og anmodet om ikke at spille Halløj med Politiet. Han havde været saa uforsigtig at bede om et Glas Vand. Broderen truedes med at blive indsat i Detentionslokalet, hvis han ikke sad rolig. Mennesket havde nemlig tilladt sig at bevæge Benene. Anmodningen om at faa sendt Bud til Forældrene blev ligefrem afslaaet. I al Fald kunde det ikke ske før Kl. 6 om Morgenen.

Da Natbetjentene Kl. 6 kom hjem, blev Brødrene flyttet ind paa en Bænk i Vagtstuen, hvor Betjentene bl. a. børstede deres støvede Klæder af og regalerede de to unge Mænd med diverse Spydigheder. Kl. 6,40 blev der nedskrevet Rapport, og Kl. 6 3/4 fandt endelig Løsladelsen Sted efter ca. 4 Timers Ophold paa Stationen.

Efter at være sluppen ud, gik de to Studenter til Stadslægen og fik Attest for de Knubs, de havde modtaget. Lægeattesten lød bl. a. paa et opsvulmet Øje og blaa Pletter paa Armene. Den er sammen med Klagen tilsendt Politidirektøren.

At denne, efter at have gjort sig bekendt med Affæren, er bleven i høj Grad pinlig berørt, vil fremgaa deraf, at han personlig har taget Undersøgelsen i sin Haand. Det første Forhør over Betjentene fandt allerede Sted i Forgaars.

Og selv Højrepressen er bleven rusket op af sin ellers saa søvnige Ligegyldighed overfor slige Begivenheder.

"Dagens Nyheder" mener, at Begivenheden vil drage alvorlige Følger efter sig for Betjentenes Vedkommende, og Bladet siger, at "den Behandling, der her blev dem til Del, grænser til det utrolige i Retning af Hensynsløshed."

"Avisen" kalder Betjentenes Optræden for "Myndighedsmisbrug" og siger, at

"Grunden hertil er vel ikke mindst, at de to unge Jurister staa vore højeste juridiske Autoriteter saa nær som muligt. Det er, godt at Sagen bliver undersøgt til Bunds: man kan da se, hvorledes Politiet optræder, naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med."

I denne Udtalelse ligger gæmt en knusende Kritik af det bestaaende Retssystem.

Vi lever jo efter Sigende i en Stat, hvor der hersker "Lighed for Loven". Men hvoraf kommer det da, at der skal ske en saadan Begivenhed som den her nævnte, førend Pressen harmfuld vender sig mod den Slags Politi, som begaar Myndighedsmisbrug, "naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med"?

"Social-Demokraten" har hyppig fremdraget lignende Politihistorier som den ovennævnte. Historier, der har stillet Politiet i et endnu værre Lys end her er sket. Paa Valgaftenen i April 1892 huggede Politibetjentene ind paa fredelige Arbejdere i Arbejdernes eget Hus i Rømersgade, saa selv Overbetjentene maatte erklære at staa magtesløse overfor deres Undergivnes Bersærkergang, men her fik Politidirektøren ikke travlt med at lede Undersøgelsen.

Naar det derimod gaar ud over Departementschefens Sønner eller naar f. Eks. Politiet vilde storme ind i Hr. Nellemanns Hus for at staa løs, saa skynder den høje Politidirektør sig.

Og vi har de Snese Gange haft Klager i vort Blad over inhuman Optræden af Politibetjente. Det er ikke mere end et Par Maaneder siden, at en svensk Arbejdsmand blev banket af i Viborggade. Han indgav Klage. Dommeren i den offenlige Ret afviste den. Han skrev her i Bladet. Ingen tog Notits af ham. Han stævnedes til et Møde i Retten og dømtes, som det altid gaar, naar først den offenlige Ret har faaet en stakkels Djævel fat, til en Bøde. En af vore egne Medarbejdere blev en Gang i Sommeren 1892 uden mindste Anledning overfuset af en Betjent og groft behandlet. Sagen hævedes. Der manglede naturligvis, som al Tid, Vidner. Tilsidst bliver det en ligefrem Sport for Politiets daarligere Elementer, særlig om Natten, at overfuse Vejfarende, enten uden egenlig Grund eller ved at gore det mest mulige ud af en Ubetydelighed, som et forsonligt Ord straks kunde fjærne.

Er de hæderlige Elementer i Politietaten tjent med en saadan Optræden? Vi tror det ikke. Men skønt vi derfor er glade over d'Hrr. Ricards resolute Optræden, tør vi ikke love os det ud af Sagen, at Arbejdere og Smaafolk vil faa det synderlig bedre med de daarlige Ordenshaandhævere.

For disse Godtfolk vil fremtidig blot tage sig i Agt for de fine Frakker og være forsigtige, "naar de ikke ved, hvad Folk de har med at gøre."

Politidirektøren, der jo nu har vist at være en Retfærdighedens ivrige Forkæmper, maa derfor skære dybere, hvis han vil Myndighedsmisbrugene til Livs.

I en anden Artikel her i Bladet om Ordenspolitiet vil man se, hvad selv et Højreblad mener om den Side af Sagen, der vedrører Politiets Organisation.

"Ordens"politiet.

. . . Politiet maa omhyggeligen vogte sig for at fortrædige Befolkningen ved ufornøden Indblanding i Forhold, der ikke krænker den offenlige Orden.
Politi-Instruks af 7de Juni 1869.

Politiaffæren mod de to Studenter Ricard har givet Højrebladene Stof til Eftertanke. I Aftes har "Nationaltidende" endogsaa hele 2 Artikler om Politiet, en om dets Organisation og en om de Instrukser, det burde holde sig efterrettelig.

Den første Artikel er betitlet "Ordenspolitiet" og kritiserer træffende hele det Grundlag, hvorpaa Politiets Organisation hviler.

"Nationaltid." mener, at Hovedskavanken er den Maade, hvorpaa Politiet rekruteres. Det er væsentlig Bønderkarle, som efter endt Soldatertjeneste faar Pladser som Betjente, og da de ikke har Dømmekraft nok om, hvorledes de skal tage det københavnske Publikum og desuden er vant til militært Despoti, bliver de daarlige Ordensvogtere, saa sandt som uoplyste og tyranniserede Mennesker i Reglen misbruger den Magt, de eventuelt faar i Hænde.

Saadan ser Højrebladet paa Rekrutteringen af Politiet.

Men hvorfor rekrutteres Politiet da ikke paa en mere betryggende Maade? spørger "Nationaltid.". Og Svaret er:

"Ganske simpelt fordi den Gage, der bydes - 700 Kr. - er saa ringe, at mere formaalstjenlige Folk ikke kan faas. En Karl fra Landet, der er vant til at faaet Par Hundrede Kroner i Løn om Aaret, og hvis Fordringer til materielt Velvære kun er smaa, han lader sig lokke af de 700 Kr. og maaske af den Myndighed, han bliver forlenet med, men andre ikke."

Saadan mener Højrebladet om Hr. Nellemann som Arbejdsgiver.

Og i Tilslutning til, hvad vi har skrevet for Aar og Dag siden, skriver "Nationaltid." følgende om Politiledelsen:

"En anden Grund til de menige Betjentes Higen efter at komme Folk til Livs, maa søges i den Omstændighed, at der fordres et vist Antal Rapporter af dem om Dagen. Hvis en Meddelelse, vi har faaet, er rigtig, hvad vi har al Grund til at tro, saa er der endogsaa en Politikreds her i Byen, hvor Assistenten forlanger 10 Rapporter af hver Betjent fra en Dagvagt og 5 fra en Nattevagt. Kan en Betjent ikke berette om saamange Forseelser begaaede af Byens Borgere i den Tid, han har haft Vagt, saa faaer han en for ham nedsættende Vedtegning i Assistentens Protokol. Men denne Ordning kan jo kun føre til, at Gadebetjentene gaar i stadig Spænding for at finde noget at notere; og at de ofte kommer til at forulempe Folk uden Grund, er indlysende. Dette fremgaar ogsaa deraf, at en Mængde af de Sager, der er indankede for den offenlige Ret ganske simpelt afvises. I sidste Instans er det vel nok den meget strænge Politiinstruks, der er Skyld i dette Forhold, men Politiassistenterne burde vide at lempe sig; forstaar de ikke det, bør Inspektøren for Ordenspolitiet tage sig af Sagen.

Skønt Højrebladet er forsigtigt i sin Udtryksmaade kan man dog let se, at det i ovenstaaende Udtalelser ligefrem beskylder Politiledelsen for at tvinge Betjentene til at begaa Myndighedsmisbrug.

Der er iøvrigt det at bemærke til "Nationaltidende"s Udtalelse om Bønderkarlene, at det desværre synes, som om i det Hele taget de mindre gode Elementer faar Lov at flyde ovenpaa. I Sagen med de to Studenter har f. Eks. den ene anklagede Betjent et lavt Numer (208), saa han er næppe helt ung i Tjenesten. Og de andre synes heller ikke at være Aarsunger.

Der er Grund til at tro, at det er Politiledelsen, som bærer Hovedansvaret for den Aand, der synes at raade hos en Del af Korpset. Den lave Løn og Arbejdsmaaden med Rapporterne bærer efter vor Mening Hovedskylden. Publikums Indignation bør derfor naturlig gaa lidt højere end til Politistationerne. Det kan forstaas, at naar Statens øverste Ledere ikke respekterer Lovenes Instrukser, men i aarevis har krænket Befolkningens Retsfølelse, saa har de nidkære provisoriske Betjente og den gamle raa Zünstighed hos visse Politimænd ikke nødig at tage saa meget Hensyn til Folk.

Men derom siger "Nationaltidende" intet.

(Social-Demokraten 21. september 1893).

Departementschef Christian Frederik Ricard (1830-1908) var 1865 blevet først konstitueret, senere chef for ministeriets 1. departement. Han havde indflydelse på de forskellige justitsministre der sad i hans embedstid indtil 1904. 

Hans søn Frederik Cecil Jean Ricard (1870-1931) blev student 1887, cand. jur. 1895. Han blev 1910 overretssagfører, 1913 birkedommer på Læsø, 1915 assessor i landsoverretten i Viborg og 1919 dommer i vestre landsret. Han var under pseudonym desuden medforfatter på et halvt hundrede revy- og teaterstykker.

Lillebroderen Olfert Herman Ricard (1872-1929) blev cand. theol. 1895. 1896-1908 var han sekretær ved Københavns KFUM, 1902-1915 generalsekretær for KFUM i Danmark. Han var 1908 kapellan ved Sankt Johannes Kirke, 1917 sognepræst ved Garnisons Kirke. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Politidirektør Eugen Petersen benægtede i Social-Demokraten den 22. september 1893 at der stilledes krav om et vist antal rapporter om dagen. han forholdt sig dog ikke i øvrigt til affæren med de to juridiske studenter. 

Den 21. september 1893 blev Nørregades politistations overbetjent Carl v. Huth, inspektionsbetjent Andersen og betjent Fensmark afskediget pga. misbrug af politimyndigheden overfor de to studenter. Betjent Olsen fik en mulkt på 15 kr. for at have kaldt dem for stropstudenter. Overbetjenten blev afskediget for ikke at have påtalt forulempelserne. Inspektionsbetjent Andersen var blandt de betjente som var trængt ind i forsamlingshuset i Rømersgade og slået løs på deltagerne. Da der efterfølgende blev klaget, afvist politidirektør Eugen Petersen anklagen. Den ene af de afskedigede betjente androg om kriminel undersøgelse:

Sagen Ricard.

Andragende til Justitsministeren om kriminel Undersøgelse.

Den ene af de 3 afskedigede Politifunktionærer har i Gaar indgivet følgende Andragende:

Til Justitsministeriet!

Jeg undertegnede Niels Peter Hansen Fensmark, boende Knabrostræde 21, 2. Sal, er den 23. d. M. efter Politidirektørens Ordre øjeblikkelig afskediget af Politiets Tjeneste i henhold til en en Klage fra d'Hrr. Stud. jur. Brødrene Ricard, til hvis Anholdelse Natten mellem den 15. og 16. September d. A. jeg i min daværende Egenskab af patruljerende Politibetjent har medvirket.

Jeg anser mig for i høj Grad forurettet ved denne pludselige Afskedigelse, der er foregaaet uden at jeg har faaet Lejlighed til at forsvare mig eller føre Vidner mod de mod mig fremsatte Beskyldninger for Overtrædelse af min Instruks.

Jeg tillader mig derfor at andrage om, at Sagen maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer, saaledes, at hele Affæren kan blive fuldt belyst ved Vidneforklaringer, og hvorved der efter min Formening sikkert vil fremkomme et ganske andet Syn paa min og d'Hrr. Ricards Forhold ved den Lejlighed.

Til Støtte for dette mit Andragende om kriminel Undersøgelse tillader jeg mig at anføre følgende Punkter:

Den ene af d'Hrr. Ricard har tidligere gjort sig skyldig i Gadeuorden i Farvergade, hvor daværende Politibetjent 185, Frederiksen, anholdt ham og indbragte ham til Stationen. Ved en anden Lejlighed har endvidere en af d'Hrr. forstyrret Forestillingen i Nørrebros Teater, hvilket foranledigede hans Anholdelse ved Inspektionsbetjent 108, Jensen, og Ricard idømtes en Bøde i den offenlige Politiret.

Angaaende Affæren, der medførte min Afskedigelse, tillader jeg mig at paapege følgende :

Da d'Hrr. Brødrene Ricard - af hvilke den ene var beruset - Natten mellem den 15. og 16. September d. A., Kl. 2 2/4, passerede Vimmelskaftet i Følge med et større Selskab og et Fruentimmer, gjorde de sig skyldige i Gadeuorden ved at skraale op, støje osv. Mine gentagne Paamindelser om at de skulde forholde sig rolige, frugtede intet, og da den ældste af Brødrene Ricard endvidere truede mig med Afskedigelse, fordi jeg udførte min Pligt, fandt jeg mig foranlediget til at anholde ham.

Den yngste af Brødrene Ricard kom nu til og forsøgte at forhindre Anholdelsen ved at gribe fat i Broderen for at trække ham fra mig. I Følge Instruksen er jeg i et saadant Tilfælde endog berettiget til at bruge mit Vaaben. Dette gjorde jeg imidlertid ikke, og dette mener jeg taler til min Fordel. Jeg indskrænkede mig derimod til kun at holde fast i den ældstes Arm, dog ikke fastere end det var nødvendigt for at forhindre ham i at undløbe. Og jeg var saa meget mere nødsaget til at holde den Anholdte i Armen, som han anraabte sine Kammerater i Selskabet om at komme sig til Hjælp, og jeg altsaa med Grund kunde befrygte, at han ved Flugt vilde forsøge at unddrage sig Anholdelsen.

Paa Stationen viste det sig, at den yngste Ricard var i saa høj Grad beruset, at han bl. a. dinglede ind over Skrivebordet, hvor daværende Overbetjent Huth sad og skrev. Hr. Huth maatte skyde ham fra sig og rejse ham op.

Jeg tillader mig at gøre opmærksom paa, at de her omtalte Punkter ikke er kommen frem ved Politidirektørens Undersøgelse; men jeg formener, at de i en meget væsentlig Grad maa være i min Favør.

For det første har den yngre Ricard søgt at forhindre en Anholdelse, og herfor maa han være strafskyldig. For det andet har den ældre Ricard søgt at unddrage sig sin Anholdelse ved at tilkalde Hjælp fra sine Kammerater, hvilket ogsaa var utilbørligt. Jeg var altsaa nødsaget til at tage ham i Armen.

For det tredie var som sagt den ene af Brødrene kendelig beruset.

For det fjerde omtaler d'Hrr. Ricard i deres Klage kun, at der har været et Selskab paa 3 Personer i Vimmelskaftet, medens der i Virkeligheden var 10-12 Personer samlet, der omringede det omtalte Fruentimmer.

Det her anførte anser jeg maa være tilstrækkeligt til at begrunde en kriminel Undersøgelse, hvor jeg kan saa Lejlighed til at fremføre Vidner og forsvare mig. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at Resultatet af en saadan Undersøgelse vil bevise, at jeg har handlet fuldt forsvarligt og i Følge min Instruks. 

I Henhold hertil andrager jeg om, at ovennævnte Sag maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer.

København, den 27. September 1893.

Ærbødigst

R. P. Hansen Fensmark.

Hr. Fensmark har ikke henvendt sig til sine to afskedigede Kolleger om i Fællesskab at foretage denne Henvendelse til Justitsministeren, da Overbetjent v. Huth for Tiden stræber efter at faa sin Pensionsret anerkendt, medens Inspektionsbetjent Andersen antagelig ikke vil foretage videre i Sagen.

Hr. Fensmarks Ønske om en kriminel Undersøgelse og Dom vil sikkert kunne paaregne Offenlighedens fulde Sympati. Politidirektøren er i Følge Lovgivningen ikke berettiget til i et Tilfælde som nærværende at benytte Afskedigelse som Straf. Saa meget mere uberettiget vil man derfor anse denne pludselige Haardhjærtethed, som den anvendes i en Sag, hvor Talen er om hans Departementschefs Sønner. Netop her burde Politidirektøren have holdt sig tilbage og overladt Afgørelsen til Domstolene, under hvilke Sagen henhører i Følge Loven af 11. Februar 1863, § 16.

Politidirektøren har ikke indset dette. Forhaabenlig vil Justitsministeren kunne forstaa, at just denne Udvej er den heldigste ikke mindst for Politiet selv.

Der er her det besynderlige Tilfælde, at Departementschef Ricard i Følge sin Embedsstilling modtager Andragendet eller i al Fald skal udtale sig om det; men det er jo sikkert nok, at ingen mere end han vil tilraade, at Betjent Fensmark faar sit Ønske opfyldt.

(Social-Demokraten 28. september 1893).

Den 6. oktober 1893 henvendte Fensmark sig i justitsministeriet. Departementschef Ricard henviste ham til justitsminister Nellemann. Denne ville ikke udtale sig at klagen var overgivet til politidirektør Eugen Petersen til undersøgelse. Den 31. oktober 1893 fik Fensmark meddelelse om at Eugen Petersen havde ikke fandt anledning til nogen undersøgelse.

I mellemtiden havde v. Huth tilstillet Magistraten og Borgerrepræsentationen et andragende. Det blev afvist, og han måtte lade sagen gå til højesteret. v. Huths sag synes i følge Social-Demokraten 27. august 1901 at være endt med at han i al diskretion (fra politidirektørens hemmelige kasse?) fik udbetalt pensionspenge hver måned. v Huth tog sig affæren meget nær. Han blev ansat som forvalter i kulfirmaet Flindt & Drost i 1894 og en kort periode efter. Hans helbred var imidlertid ikke godt og han åbnede en cigarforretning ved Langebrogade på Christianshavn. Han fik tilkendt 500 kr. om året af kommunalbestyrelsen et par år indtil han døde i 1906.

Andersen anlagde sag ved retten for tabt arbejdsfortjeneste. Her blev Eugen Petersen frikendt i 1901, altså 8 år efter. Han arbejdede en tid som kontrollør ved Tivoli. Sagen var enestående i den forstand at ingen andre klager over politiets myndighedsmisbrug fik dette udfald.

De Fattiges Boliger. Skt. Pauls Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

Billeder fra det mørkeste København.

Man vil forstaa og undskylde, at vi har holdt en lille Pavse. Naar man flere Dage har haft med et saadant hus at gøre, som det vi sidst tog under Behandling, føler man Trang til at trække Vejret et Øjeblik. 

I Dag gaar vi videre i vore Skildringer fra de Fattiges Kvarterer. Og vi gør det om muligt med endnu Interesse og Iver end forhen. Thi naar vi dog ser noget Resultat af vort Arbejde, saa er vi glade og føler os opmuntrede til at arbejde videre.

Og et Resultat har vi opnaaet. Ikke alene har man siden vore Artiklers fremkomst taget fat paa Reparationer og Forbedringer i Vognmagergadekvarteret og Egnen omkring Holmensgade, men ogsaa paa Christianshavn kan man spore vor Gang gennem ligneden Foranstaltninger. Ja, vi maa til vor største Forbavselse endogsaa tilstaa, at selv det tit nævnte Hus i Borgergade ikke er gaaet Ram forbi. Man er travlt beskæftiget dernede med Reparationer. Ganske vist havde vi hellere set alt der  nedrevet til Grunden; men noget er son bekendt, bedre end ingenTing. 

Dermed slaar vi os til Taals.

- Fortsætter man sin Vandring fra Borgergade 29 ned mod St. Pauls Kirke, træffer man snart paa en hel Del Smaagader, som vi vil samle under den fælles Betegnelse

St. Pauls Kvarteret.

Med Rette kan vi behandle dette Kvarter under de Fattiges Boliger; thi det er næsten udelukkende fattige Arbejderfamilier, som fylder de høje Huse fra Kælder til Kvist, fattige Arbejderfamiljer, som kun kan tænke paa Husly, ikke paa bekvemme og hyggelige Lejligheder.

Som allevegne i den indre Bys Arbejderkvarterer er

Gaardene

meget smaa. En aaben Rendesten sender sine Dunster op gennem Baghusenes aabenstaaende eller ituslaaede Vinduer. Et aabent Pissoir, anbragt under Trappehvælvingen eller i et Hjørne af Gaarden forøger Stanken, og ildelugtende Strømninger fra Retiraden, hvis Dør saa at sige aldrig er lukket, gør Atmosfæren næsten uudholdelig. Men, som en Arbejder dernede sagde til os, der er to Ting, som kan faa Mennesket til at udholde alt; for det første Nødvendigheden, for det andet Vanen.

Vi begav os for en Tid siden ind i saadan en Gaard i Prinsensgade. Den lange snævre Gang gennem Forhuset var helt fyldt med Mennesker, navnlig Kvinder og Børn. Forbavset herover spurgte vi, hvad der var i Vejen; men før vi fik Svar, havde vi allerede opdaget Grunden. Et ganske ungt Menneske stod midt i Gaarden og fægtede i Luften med en Salmebog. Et Par Mænd og Kvinder stod omkring, ligeledes med Salmebøger i Hænderne. Det var

Gaardmissionen,

som man saa ofte støder paa i de fattige Kvarterer.

" - - - ti Gud elsker alle Syndere", raaber det unge Menneske med hæs Stemme, "vend Eder derfor til ham hellere i Dag end i Morgen! Kom til ham, kom Venner! Kom ! Men I skal helt, - helt vende Eder bort fra denne Verden, ellers gaar i fortabt, ellers vil Djævlen - - - " og han blev hidsig og ilter og udmalede for de fattige Tilhørere, hvilket Helvede, der ventede dem.

Saa blev en Salme afsunget, og de mørke Missionærer forsvandt i en anden Gaard.

Men endnu en Stund rugede de truende Ord over Stedet. Konerne diskuterede med dæmpet Stemme. Børnene saa i Begyndelsen lidt forbavsede ud. Enkelte fandt, at det var "et sandt Ord", han havde sagt; de fleste holdt dog paa, at vore Missionsfolk med deres mange Millioner kunde virke til en hel anden Lykke og Velsignelse blandt Byens fattige, end de gør. Og det gav vi dem Ret i. Ord har vi nok af, Lad os faa Handlinger ud fra de Ord: "De som har to Kjortler, deler med dem, som ingen har!"

Moder og Søn.

Da Tilhørerne var gaaet bort, saa vi os omkring. Gaarden var af lang og begrænsedes paa de to Led af Gavle fra tilstødende Ejendomme. Disse Gavle var høje og dannedes af Bindingsværksmure. Det er ingen Overdrivelse, naar vi siger, at den ene af dem hildede over én Alen, regnet fra Grunden til Spidsen! Paa Midten slog den en vældig Bugt indefter. Jo mere vi saa paa den, desto farligere forekom den os.

I c. 3 Alens Afstand fra den laa Gaardens Sidehus. Paa første Sal stod en gammel Kone og en ung Mand paa godt og vel en Snes Aar og saa ud af Vinduet.

"Naa, De hørte nok ogsaa paa Missionærerne!"

- "Ja, og nu trækker vi frisk Luft ovenpaa den Straale", sagde den unge Mand gemytlig, idet han pegede ned paa de smudsige Retirader, som laa saa at sige lige for Næsen af dem.

"Maa vi se Deres Lejlighed? Vi er fra "København"?"

"Naa, er De derfra? Ja, det maa De saa gærne. Men her er jo ikke megen Stads," svarede han og saa smilende til sin Moder.

. . Vi gik op ad en snæver, mørk Trappe, der var vældig beslaaet med Jærn og Tøndebaand, for at de mange Træsko ikke skulle slide den op i altfor kort en Tid. Paa første Sal modtog Sønnen os og førte os ind i Lejligheden, som iøvrigt kun bestod af et eneste Værelse og et Køkken. Dette sidste kom vi først ind i - det gør tillige Tjeneste som Entré - og her faldt vi straks i Forbavselse over, at der ikke var et eneste Vindu! Naar nogen var i Køkkenet, maatte der brændes Lys hele Tiden, hvad enten det var Dag eller Nat Paa vort Spørgsmaal forklarede Sønnen, at der vel oprindelig havde været et lille Vindu i Muren ud til Trappen, men af tre Grunde havde de nu slaaet "Hullet" til med et Stykke Pap. For det første var Trappegangen jo saa mørk, at der næsten slet intet Lys kom derfra; for det andet var det generende at have alle og enhver, som gik op i Huset, til at se ind i Køkkenet, og for det tredje havde nogle Smaabørn et Par Gange forsøgt, hvorvidt man kan slaa en Rude i Stykker med et Æg, og paa deres Køkkenrude var Resultatet altid spændt saaledes af, at Ruden var gaaet i Smadder, medens Ægget havde sat sig fast paa den modsatte Væg!

- Stuen var ca. 5 Alen paa hver Led. Der var kun faa Møbler, men alt, hvad vi saa, var pænt og pudset.

Den gamle Kone sad i sin Stol, saa lang Dagen var. Hun var paa sine sidste Dage blevet lam og kunde ikke selv flytte sig. Med straalende Øjne fortalte hun os om sin Søn, der var Arbejder paa "Holmen"; hvor god og kærlig han var imod hende, hvordan han efter Dagens strænge Arbejde skyndte sig hjem, og hvorledes han altid sørgede for en hel Dags Spise til hende, før han gik om Morgenen.

"Havde jeg ikke haft ham," sluttede hun, "saa havde jeg nu siddet paa "Gaarden"!"

... Og den unge raske Knøs blev helt rød i Hovedet over al den Ros.

Sikke noget Snak, Moder! sagde han.

Men det var nok ikke noget rent "Snak" endda, og derfor kunde vi ogsaa oprigtig lykønske baade Moder og Søn, da vi forlod det tarvelige Hjem for at gaa til andre.

(København 31. august 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Paa Gaden.

Gaa en Gang herned i Kvarteret ved Aftentide og se paa det Liv, der udfolder sig. Læg Vejen ad Østergade for at kunne anstille en Sammenligning. Mens Herrer og Damer her joner op og ned ad Asfalten i slappe Kolonner, koketterer mellem Butikernes elektriske Blus eller jager hinanden, som man ellers jager Vildt, kommer Arbejderen der hjem fra sin Dagsgærning træt og og sulten. Foden falder tungt mod den knudrede Stenbro, Træskoenes "Klap, Klap" giver Genlyd i de smalle Gader. Fra Solen stod op har han slidt - slidt baade Humøret og Kræfterne væk.

Dog nej! De smaa bitte sprællende Fyre, som rask stormer ham i Møde og nu slaar de korte Arme omkring hans Ben for at "holde ham", skal snart faa Fa'r til at lé. Med et rask Tag snapper han en 2-3 Stykker og svinger dem i Luften, saa de jubler af Glæde.

"Aa, gør det lige en Gang til!" smiler de smaa. Og han gør det en Gang til og to Gange til, og endda kan han løbe omkap med dem hjem til den lave Gadedør, som fører op til hans fattige Hjem.

Der er Forskel paa Stederne som der er Forskel paa Folkene. Det ene Sted en forfinet Snærpethed, det andetsted en jovial Hjærtelighed; hist et ødelæggende Dagdriverliv, her det rastløse Arbejderliv.

Lad os i Dag begynde med at kigge ind til en saadan Arbejder, som netop nu er kommet hjem fra sin Arbejdsplads.

Sølvgadens Kaserne er naturligvis den første paa Pladsen. Men enhver vil vide, hvor Kvarterets

Kaserne Nr. 2

er beliggende. Har man set den en Gang og navnlig været oppe i den, glemmer man den aldrig. Set udvendig fra tager den store Kolos sig hel mægtig ud. I rigtig Erkendelse af, at der til alle Tider vil være nok af fattige Mennesker, som søger sig et eller to Værelsers Lejligheder, har Bygmesteren her for en Gangs Skyld brugt gode Materialer til Bygningens Udenomsværker. Selv den brede Trappeopgang tager sig i sin nylig reparede Tilstand hel storladen ud. Men allerede paa første Sal er det forbi med det "store". En lang smal Gang, der strækker sig paa langs fra den ene Ende af Etagen til den anden, giver os med ét Oplysning om i hvis Midte vi befinder os, og de mangfoldige Døre paa Gangens højre og venstre Side bekræfter vor Formodning: vi staar ved Dørene til de fattiges Boliger.

- "Kom ind!"

Vi træder over den smalle Dørtærskel og staar i Stuen eller Lejligheden, om man vil, ti der er kun et eneste Værelse.

Henne ved Vinduet sidder en Mand paa omtrent 40 Aar. De barkede Hænder, den kraftige, noget undersætsige Skikkelse, den hele Holdning røber os Arbejderen, lange før vi har opdaget den stribende Bluse, som hænger henne i Værelsets ene Hjørne. Paa hver af hans Knæ sidder en lille Glut til Hest og deklamerer:

"Ride, ride ranke!
Hestens Sko er blanke" -

Men der er flere end 2 Barn, der er 7, hvoraf dog den ældste, en Pige paa 15 Aar, har faaet en Plads fornylig. I det lille Køkken er Konen ifærd med at koge Kartofler. Hendes Mand vil saa gærne have noget varmt, naar han kommer hjem om Aftenen. Nu skal de have varme Kartofler og Smørrebrød !

Manden, der var Jordarbejder, var beskæftiget rundt omkring paa de forskellige Bygningspladser. Vi spurgte ham, hvormeget han kunde fortjene ved det.

"Det er noget forskelligt," svarede han, "men gennemsnitlig kan jeg vel have 2 Kroner om Dagen."

"Men med en saa ringe Sum kan de da ikke ernære 9 Mennesker! udbrød vi.

"Nej, men min Kone tjener ogsaa lidt ved at vaske. Vi maa jo knibe og spare alle Vegne - endog paa det daglige Brød!"

Vi saa os omkring i det krogede Værelse, hvor et Par Senge, et tæppebelagt Bord og nogle Stole udgjorde hele Møblementet.

Her er "Lejligheden"

"Hvilke Folk bor ellers her i denne Kaserne?" spurgte vi,

"Her bor saa mange forskellige Slags. Mange Arbejdsfolk, mange Enker, enlige gamle Kvinder og nogle Syersker; - men her bor jo ogsaa meget Ros!"

Hvad Manden videre fortalte, skal vi høre i næste Artikel.

(København 4. september 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Kaserne Nr. 2.

Vi skildrede i en Artikel i Gaar det kønne huslige Forhold hos en fattig Arbejderfamilie i den store Kasernes 1-Værelses Lejlighed. Med sine syv Børn maatte hun nøjes med det usle Rum.

Men kunde de endda bo i Fred, opdrage deres Børn med lyse Billeder for Øje! Men nej. Det er Fattigdommens sørgelige Følge, at Lasten bor Dør om Dør med den. "Her bor saa meget Ros!" sagde Manden, idet han lod et bekymret Blik glide hen over de smaa. 

Som Eksempel fortalte han os

en sørgelig Scene,

som næsten daglig foregaar der i Ejendommen i samme Etage, som han boede.

I en 1-Værelses Lejlighed af samme Form, som hans egen, boede 4 Mennesker: Mand, Kone og et Par mindre Børn. Manden, der en Gang havde været en dygtig og solid Betonarbejder, havde i en lang arbejdsløs Vinter slaaet sig i den Grad til Drik, at han nu meget ofte fik et Anfald af ligefrem Delirium. I saadanne Øjeblikke var han som rasende. Ikke alene ødelagde han den Smule Bohave eller Porcellæn, som hans Hustru ved strængt Arbejde havde skrabet sammen, men han kunde endogsaa overfalde hende med Spark og Slag. Alligevel holdt hun inderlig af sin Mand og troede fast paa, at han igen vilde blive til den stræbsomme, hæderlige Arbejder, han en Gang havde været. Værst var det naturligvis for de stakkels Børn, som græd af Skræk, hver Gang Scenen tildrog sig.

"Og saa bor her ogsaa saa mange Pigebørn," fortsatte Manden.

"Pigebørn! - Her bor da ikke offentlige Fruentimmer?" spurgte vi.

"Nej, offentlige er de paa en Maade ikke; men de er vist ikke stort bedre end dem, der sidder bag Tremmerne," svarede han. "Det er skandaløst, at ens smaa Børn hver Dag skal se paa disse Tøses Gøren og Laden. Derhenne - ind ad denne Dør, bor f. Eks. én!"

Han talte om

de københavnske "Trækkere",

som ved Aftentid sværmer omkring paa de mest befærdede Gader og i Danseboderne for at faa fat i et Mandfolk, som vil følge dem hjem paa deres Horekammer og der betale dem nogle Kroner for en Times Utugt. Det er Kvinder med lade Tilbøjeligheder, som hellere vil ernære sig ved Letfærdighed end ved ærligt Arbejde, og som i Smug konkurerer med Bordellerne. Opdagerne er deres Skræk, ti faar Politiet Bevis for deres Geschaft, bliver de straffede, og kan efter Gentagelse risikere at blive sat ind paa de offentlige Huse.

Efter at have taget Afsked med den venlige Arbejderfamilie, bankede vi paa Trækkerens Dør for blot at se et Glimt af det indre.

"Værsgo!" blev der svaret.

Paa en lav, mørkbetrukken Chaiselongue laa hun paa Ryggen og dampede paa en Cigaret. Haaret var i Uorden, og det røde Liv helt opknappet. En tømt Vinflaske, som stod paa Bordet imellem et Par væltede Glas, vidnede om et nyligt aflagt Herrebesøg. Paa Gulvet laa noget Linned, paa en Stol et Skørt, Servanten stod aaben, og Vandfadet var fuldt til Randen af snavset Vand.

Hun blev liggende og saa paa os med sløve Øjne. "Undskyld, vi gik fejl!" sagde vi, idet vi gik igen.

Men derude i den lange Gang og paa Trappen holdt de mange smaa Børn op med deres Leg, da de saa en Herre komme ud fra hende - hende, den slemme Pige, som Forældrene havde forbudt dem at tale med.

(København 6. september 1893).

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 5/6. (Efterskrift til Politivennen).

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

Optanter i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nyheden der blev rapporteret fra Slesvig til et københavnsk telegrafkontor, om at danske undersåtter bosiddende i byerne Haderslev og Aabenraa efter ordre fra provinspræsidenten for Slesvig-Holsten foreløbig ikke skal naturaliseres, har mødt ubetinget godkendelse fra den nationalistiske tyske befolkning i vores Nordmark. Det var sandelig bydende nødvendigt for Tyskland at modvirke den ufred der i årevis var blevet begået under dække af optantspørgsmålet af dansk propaganda. Nu er de tyske administrative myndigheder endelig blevet instrueret i ikke at naturalisere danske optanter i de samfund, hvor de tysksindede har opnået flertal eller har udsigt til at opnå et i den nærmeste fremtid. Hermed er der taget et absolut nødvendigt skridt til at beskytte det truede tyske sprog i Nordslesvig. Regeringen følger blot tvingende politiske årsagers påbud når den anvender passende midler til at forhindre yderligere anti-tysk agitation. Hadpropagandaen mod tyskere, systematisk næret og rettet fra Danmark, har været bemærkelsesværdigt dygtig til at udnytte det mest sårbare punkt i den nordslesvigske befolkning ved fejlagtigt at fremstille de tyske myndigheder som værende stræbende efter undertrykkelse, ja, fuldstændig udryddelse, af det danske sprog og nationalitet i al deres adfærd og endelige mål. I virkeligheden forfulgte de tysksprogede dekreter det prisværdige formål at beskytte tyskerne i Nordslesvig, som blev intimideret og undertrykt på alle måder af de danske, pro-danske styrker. I de samme religiøse kredse, der har banet vejen for dansk fanatisme gennem deres lunkne mangel på karakter, klages der naturligvis over vilkårlighed og overgreb, og der snakkes om en påstået masseflugt fra den preussiske statskirke planlagt på den dansk-nordslesvigske side. Den danske presse i Nordslesvig hvis selve grundlag er truet af de tyske sprogdekreter, og ikke mindre den danske presse generelt, taler dog om en sådan intention, eller rettere truer den. Men det er indlysende for enhver der er bekendt med den danske propagandas natur, at dette ikke er andet end skræmmekampagner, og skræmmekampagner er ikke noget for os. Regeringen kan være sikker på alle patrioters støtte til sin nuværende fremgangsmåde.

München, 17. August.

Die aus Schleswig einem Kopenhagener Telegraphenbureau gemeldete Nachricht, daß ans Anordnung des Oberpräsidenten der Provinz Schleswig-Holstein dänische Unterthanen, die in den Städten Hadersleben und Apenrade ansässig sind, vorläufig nicht naturalisirt werden sollen, findet in der nationalgesinnten deutschen Bevölkerung unsrer Nordmark unbedingte Zustimmung. Es war in der That dringend geboten, von deutscher Seite dem Unwesen zu steuern, das seit Jahren unter dem Deckmantel der Optantenfrage von Seiten der dänischen Propaganda getrieben wurde. Jetzt endlich sind die deutschen Verwaltungsbehörden angewiesen worden, dänische Optanten in solchen Gemeinden, wo die Dentschgesinnten die Mehrheit erlangt oder Aussicht haben, sie in naher Zukunft zu gewinnen, nicht zu naturalisiren. Hiemit ist ein durchaus nothwendiger Schritt znm Schutze des bedrohten Deutschthnms in Nordschleswig geschehen. Die Staatsregierung folgt einfach dem Gebote zwingender politischer Gründe, wenn sie die rechten Mittel zur Verhütung weiterer deutschfeindlicher Agitationen anwendet. Ueberaus geschickt hat die von Dänemark aus systematisch genährte und geleitete Propaganda des Deutschenhasses die nordschleswig'sche Bevölkerung an ihrer empfindlichsten Stelle zu fassen gewußt, indem sie ihr vorspiegelte, die deutschen Behörden gingen in ihrem ganzen Verhalten und in ihren Endzielen ans Unterdrückung, ja völlige Ausrottung der dänischen Sprache und Nationalität aus. In Wirklichkeit haben die deutschen Spracherlasse den löblichen Zweck verfolgt, die von Seite der Dänenfreunde in jeder Weise eingeschüchterten und unterdrückten Deutschen un nordschleswig'schen Gebiet nach Gebühr zu schützen. Ans denselben geistlichen Kreisen, die bisher dem dänischen Fanatismus durch ihre laue Charakterlosigkeit die Wege ebneten, wird freilich über Willkür und Vergewaltigung geklagt und von einem angeblich auf dänisch-nordschleswig'scher Seite geplanten Massenaustritt aus der preußischen Staatskirche gefaselt. Allerdings wird in der durch die deutschen Sprachenerlasse in ihren Wurzeln bedrohten dänischen Presse in Nordschleswig und nicht minder in der eigentlich dänischen Presse von einer derartigen Absicht gesprochen oder vielmehr mit einer solchen gedroht, aber es liegt für Jeden, der die Art und Weise der dänischen Propaganda kennt, auf der Hand, daß es sich dabei eben nur um Bangemacherei handelt, und Bangemachen gilt für uns nicht. Die Staatsregierung darf bei ihrem jetzigen Verhalten der Zustimmung aller Patrioten gewiß sein.

(Allgemeiner Zeitung 17. august 1893).

Giftmordsagen fra Nyby. (Efterskrift til Politivennen)

Under 14. August skrives der til os fra Holsted: Den arresterede Mette Marie Laursen, Carl Schultz Kone, fra Nyby, der, som tidligere meddelt, efter ca. 3 Ugers Arrest har aflagt Tilstaaelse om at have begaaet Mordet paa deres Aftægtskone, er meget angerfuld over den begaaede Forbrydelse. Samvittigheden slog hende navnlig, da hun om Aftenen paa samme Dag, som hun bagte den skæbnesvangre Pandekage, fik Underetning om de gamle Kones Død, som hun jo maatte indse var en Følge af Giften. I Tiden forinden hendes Arrestation blev hun tidt og ofte ramt af Samvittigheden og græd lidt i Enrum over sin sørgelige Lod og den skrækkelige Hemmelighed, hun ene bar paa. Arrestantinden er 35 Aar gammel, født den 10. December 1857 i Aastrup og har været gift i 9 Aar med Carl Schultz, der var 37 Aar gammel og fra Vorbasse; i Ægteskabet er der 5 Børn, den Ældste 9 Aar og den Yngste, der er med i Arresten, 11 Uger. Hun har faaet en forsømt Skolegang og Opdragelse; hendes Hjem paa Aastrup Mark laa nemlig 1 hel Mil fra Skolen, saa hun maatte nøies med den Undervisning, hendes Moder kunde give hende i det lille Hiem, hvorefter hun blev afhørt ved den aarlige Examen i Aastrup Skole. Kun 12 Aar gammel maatte hun bort fra Hjemmet og ud at tiene i Nabosognet Faaborg, her blev hun konfirmeret efter 2 Vintres Forberedelse til Erstatning for den mangelfulde Skoleundervisning. Hun har kun havt 3 Tjenester, 2 i Faaborg og 1 i Brørup; den første var paa 4 Aar, den næste 7 og den 3. 2½ Aar, hvilket tyder paa, at hun har været afholdt. Fra Tjenesten i Brørup blev hun gift og flyttede med Manden til Holsted, hvor de boede i 8 Aar paa en god lille Eiendom og klarede dem jevnt og ærligt. Denne Eiendom bortbyttede Manden ifjor Sommer med Stedet i Nyby, paa hviIket hæftede 2200 Kr. Gjæld foruden Aftægten til den ombragte Kone, hvilken Aftægt androg en Værdi af 150 Kr. om Aaret og bestod i en kontant Ydelse af 60 Kr. og Naturalpræstationer for Resten. Til Stedet hører 32 Tdr. Land Ager og ca. 5 Tdr. Land Eng af ringere Beskaffenhed; der holdtes 3 Køer, 1 Kvie og 2 Trækstude og foruden Pantegjælden og Aftægten havde de ogsaa løs Gjæld at slaaes med. Strax da Byttehandelen, var afsluttet, fortrød Manden denne, navnlig paa Grund af den paaheftende, forholdvis betydelige Aftægt til den gamle Kone og bød forgiæves Sælgeren 100 Kr. for at lade Handelen gaa tilbage. Paa Grund af, at de havde mange Børn at forsørge, og da Stedet iøvrigt kun var daarligt og lidet indbringende, vare deres Kaar meget smaa og blev mere og mere forviklede, saa at de 3. Gang, de skulde svare Aftægten, ikke kunde præstere denne til Tiden. Baade Manden og Konen vare ansete for meget respektable, arbeidssomme og stræbsomme.

Den myrdede Aftægtskone, Marie K. Andersdatter, Kr. H. Rasks Enke var 77 Aar gammel, hun boede i Vittrup hos Niels M Henriksen; de sidste Par Aar havde hun havt Ophold i Vittrup, men længtes stadig efter sit gamle Opholdssted i Nyby, hvor hun havde boet i 45 Aar paa Stedet, som gav hende Aftægt. Hun havde længe næret Ønske om at ville aflægge et Besøg i Nyby og havde en Gang meddelt Aftægtsyderen, at hun i Løbet af Sommeren haabede at faae sit Ønske opfyldt. Hun, der var særdeles livsglad og havde udtalt, at hun godt kunde leve 10 Aar endnu, sit saa den 5. Juni det af hende længe nærede Ønske opfyldt og aflagde Besøget i Nyby - hendes sidste - hos Aftægtsyderen. hvor hun ret skulde gjøres tilgode med Pandekager.

(Dagens Nyheder 16. august 1893).