Kæresteri i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen).

I aftes klokken seks hørte spadserende på Købmagergade en højst mystisk banken på den svære dør, der lukker for Rundetårn. I den tågede, klamme luft lød den sære banken dobbelt uhyggeligt, og der samlede sig da også i løbet af et par minutter en betydelig menneskemasse, som med blege kinder og strittende ører lyttede til.

Der var ganske stille på gaden, kun den underlige banken hørtes tydeligere og tydeligere. Situationen var lige ved at blive trykkende. Hvem ved hvad enden var blevet, hvis ikke to af lovens håndhævere med den åndsnærværelse, der er disse folk egen, havde lånt en nøgle hos en urtekræmmer i nærheden og med den lukket døren op. Med høj og værdig stemme råbte nr. 203: "Er her no'en?", mens 106 med lempelig hånd ryddede pladsen foran døren.

Efter en liden stunds forløb viste sig for det undrende folk to mennesker - en mand og en kvinde. De havde nydt en stille hyrdetime i Fjerde Christians gamle observatorium; men havde glemt at komme ud, da hr. Ankjær lukkede af.

Mens 203 lukkede døren af, fjernede de sig, røde i hovederne over at deres unge kærlighed havde fået så mange vidner.

(København, 10. oktober 1893).

Ordenspolitiets chef om Ricard-affæren. (Efterskrift til Politivennen).

Politiinspektør Theodor Petersen udtalte i forgårs til en af "Avisens" medarbejdere at Ricard-affæren ingenlunde afficerede politiet, som er vant til utilfredshed fra publikums side.

- Det er uheldigt, at netop en så højtstående embedsmands sønner er blevet anholdte, men de har sikkert irriteret vedkommende betjente ved mindre velovervejede udtalelser. Ikke desto mindre burde betjentene snarere have anholdt det fruentimmer, der gav anledning til affæren, end de to herrer Ricard.

Hvad mishandlingerne angår, overdrives disse meget; dog har betjentene utvivlsomt misbrugt deres myndighed og vil i den anledning ikke undgå straf.

Der anholdtes mellem år og dag tusinder for natteuorden, deriblandt mange fine folk som til daglig leve eksemplarisk. Opfører de anholdte personer sig ikke udfordrende eller anmassende, søger politiet altid at dække over skrøbelighederne, og den brutale kraft anvendes kun overfor alfonser, på hvem hverken bøder eller fængselsstraf virke.

De menige betjentes instruks lyder på, at de skulle anvende mildhed, hvor hensynet til den offentlige sikkerhed på nogen måde tillader det rapporterne forlanges godt skrevne, men det er usandt, at en betjents dygtighed bedømmes efter det antal rapporter, han afleverer.

Selvfølgelig kan det ikke undgås, at betjente en gang imellem forløber sig, men det er da som oftest publikum, der bringer de ikke erfarne betjente ud af ligevægt, og da kan det jo hænde, at der forefalder scener, som helst burde undgås.

Vi politiofficerer har netop forleden talt om at det var en mærkelig rolig periode vi var kommet ind i, uden et eneste angreb på politiet, men vi havde nok med det samme have banket under bordet, for nu går det jo livligt løs med klagerne; og dog driver vel også den byge snart over.

Mon den ikke snarere udlader en længe sammendraget strøm af uvilje og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. september 1893). 

Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). (Efterskrift til Politivennen)

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Af Fru Johanne Meyer.

De to Kunstnerinder, hvis Billeder vi i Dag præsenterer vore Læsere, har allerede i længere Tid haft et anset Navn i Kunstnerverdenen, og mange vil erindre deres ikke ubetydelige Billeder fra de aarlige Udstillinger paa Charlottenborg. Som virkelige Personligheder besidder deres Billeder ogsaa hver sin Ejendommelighed, men som intime Venner, der sympatiserer i mangt og meget, og som stadigt lever sammen i det daglige Liv, maa de naturligvis ogsaa blive meget fælles i Opfattelse.

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Siden 1875 har Frøknerne Mundt og Luplau levet sammen og gjennem et trofast Arbejde været hinanden til Støtte og Hjælp ogsaa i Kunsten. De kritiserer hinanden og søger Trøst og Opmuntring hos hinanden under Arbejdet; de studerer sammen, og de rejser sammen.

Deres Skoledannelse som Kunstnere fuldendte de i Tyskland, hvor de opholdt sig i 9 Maaneder, da det den Gang var umuligt her hjemme i Danmark at studere nogen Model. I 1878 oprettede de en Tegneskole, som temmelig hurtigt naaede stor Betydning; samme Aar udstillede de første Gang. 1882-83-84 ophævede de Hjem og Skole for at studere Kunsten i Paris og Italien. Frankrig virkede imidlertid aldeles fortryllende paa de unge Kunstnerinder, de følte sig saa stærkt greben af den franske Kunst; Naturen og Kunsten, alt bandt dem der, og de mente at tjene deres Kunst bedst ved at blive der alle tre Aar, dels i Paris, dels i Bretagne. Fra Frankrig hjemsendte Frøken Emilie Mundt et af sine bedste Børnebilleder. I 1885  flyttede de atter til Kjøbenhavn og byggede Hjemmet og Skolen op efter en langt større Maalestok, og hvem der har haft den Ære at besøge dette Kunstnerhjem paa Gl. Kongevej 136, hvor Dagligstuen er et mægtigt Atelier, fyldt med dejlige Kunstværker af de flittige Kunstnerinder, glemmer sent det Skjønhedsindtryk, der modtages, og de elskværdige og gjæstfrie Værtinder.

Skolegjærningen er imidlertid deres Kjæledægge, og hvis man taler med deres Elever, kan disse ikke blive trætte af at fortælle, hvor rigt deres Liv er blevet under de aandfulde og geniale Lærerinder, hvis Personlighed er bleven et med deres Kunst. Deres Kjærlighed til Kunsten er saa stor, et vi ligefrem frygter for at støde deres Skjønhedsfølelse ved Jaskeri, fortalte Eleverne. Ved Undervisningen kommer deres forskjellige Naturer frem, thi medens Frøken Emilie Mundt stirrer i stille Fortvivlelse paa Elevernes Fejltegninger, saa purrer Frøken Marie Luplau sig i Haaret, idet hun udbryder i Harme: Hvor kunde De dog gjøre det. Kjærlighed til Kunsten er lige stor hos dem begge, og Eleverne omfatter de paa ægte kvindelig Vis med personlig Interesse og søger at udvikle dem efter Ævne og Naturel og bliver Venner med dem under Arbejdet. De optager i deres Kunstskoler baade Elever, der skal forberedes til Akademiet, og viderekomne, som ikke ønsker det.

Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Emilie Mundt og Marie Luplau i deres stue på Frederiksberg. 1886. På væggen hænger maleriet "Fra asylet i Istedgade", 1886. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Som Kunstner er Frøken Emilie Mundt særlig Børnemaler. Det er navnlig i hendes Fortællemaade, i hendes Børnebilleder, hun er kommen højst, og hvori næppe nogen Kunstner er kommen hende nær. Dog er hun ogsaa Portrætmaler af høj Rang. Man vil erindre hendes "Et stort Dameportræt i rød Atlaskeskjole", som var udstillet for nogle Aar siden, og og som vakte megen Opsigt paa Udstillingen. Et Portræt af hendes Broder, 2 store Asylbilleder og en Mængde mindre Børnebilleder: "Den førstefødte", en ung Moder, der fremviser sit Barn for gamle Bedstefader. "Gaardinteriør fra en Landsby" blev kjøbt af Tombolaen, og "Forventning", et dejligt Billede af en lille Pige, der sidder paa et Bord, medens en større Søster parterer en Appelsin, blev kjøbt af Aarhus Kunstforening. 

Frøken Marie Luplau har hidtil haft sin Styrke i Landskabsmaling, som ofte har faaet den Ros af Kunstnere: "ja, det er virkelig Natur". Saaledes "Regnvejr fra Bretagne og et større Billede "Aftenstemning fra Sydsjælland". Dog har Frøkenen i de senere Aar begyndt at udstille Portræter. Saaledes vil man erindre et Billede af hendes Fader, Pastor Lauplau, i Legemsstørrelse, som gjorde umaadelig Lykke. Ligeledes blev hendes Billede "3 Brødre", som udstilledes i Aar, meget vel modtaget.

Frøken Emilie Mundt kunde først begynde sin kunstneriske Uddannelse efter sit Hjems Opløsning, hvorimod Frøken Luplau fandt Støtte og Forstaaelse i sit Hjem, saa hun i 20 Aars Alderen fik fuldstændig fri Hænder, og Frøken Luplau siger ofte: "Jeg skylder min storslaaede Moder stor Tak for hendes dybe Forstaaelse af mit Tarv, at hun trods det Ramaskrig, der rejste sig fra hendes spidsborgerlige Omgangskreds, fuldstændigt gav den unge 20-aarige Pige fri Hænder til at rejse, hvorhen hun vilde."

Ogsaa i filantropisk Henseende findes et varmt Hjærte hos de to Kunstnerinder, de adopterede et lille 7 Maaneder gammelt Barn, som yderligere forhøjer det hyggelige i Hjemmet. Ogsaa Sport, Gymnastik og Friluftslivet har en stor Tiltrækning for dem, og de har begge, skjønt over 40 Aar gamle, begyndt at cykle og benytter Cyklen baade til Nytte og Glæde.

At Kvindesagen selvfølgelig har en stor Interesse for dem, behøver næppe at nævnes, naar man ved, at Marie Luplau er en Datter af Fru Line Luplau, der bogstaveligt satte sit Liv ind paa denne Sag, og man sporer ogsaa hos de populære Kunstnerinder, som begge staar i yderste radikale Fløj, et levende Ønske om, at der snarlig maa naas absolut lige Ret og Adgang til alt for Kvinde som for Mand.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 23. september 1893).

Begge blev begravet på Solbjerg Kirkegård.

Emilie Mundt: Fra Asylet i Istedgade (1886). En asylmoder og 32 individuelle børneskildringer. Emilie Mundt/Nivaagaards Malerisamling. Materialet er fri af ophavsret.

Indbrud i "Jødens Bule". (Efterskrift til Politivennen)

 En Arbejdsmand, der levede af tilfældigt Sjov, mødte i Forgaars to Læredrenge paa Gaden og gav sig i Snak med dem.

Hans Hensigt var at faa at vide, paa hvilke Nybygninger deres Mestre arbejdede.

Drengene der ikke anede Svig, fortalte hvad de vidste og saa skiltes de.

Lidt efter kom en af Drengene i Tanker om, at han havde glemt et Stykke Værktøj, han skulde bruge i "Jødens Bule', eller rettere paa den Nybygning, som er under Opførsel hvor før "Jødens Bule"- udestod paa Kristianshavn.

Han løb tilbage for at hente det, men traf til sin store Forundring den samme Mand. der havde tiltalt ham paa Gaden, i Færd med at opbryde en Slagbænk med Værktøj.

Paa Drengens Forespørgsel, hvad han havde i Bænken at gøre, svarede han, at han ledte efter en Spade, og sagde yderligere for at dupere Drengen, at han skulde sige til sin Mester, at han snart vilde komme ud paa Bygningen, da han havde noget at tale med ham om.

For en Forsigtigheds Skyld lukkede Drengen først Værktøjsbænken godt af og skyndte sig derpaa hjem til sin Mester - Gas og Vandmester Thomsen i Blaagaardsgade - hvem han fortalte det passerede.

T. anede straks, at der var Ugler i Mosen, og kørte øjeblikkelig ud til Bygningen, hvor han fandt Bænken opbrudt paany.

Han meldte Sagen til Politiet og forklarede, at han havde en Arbejdsmand der før havde arbejdet hos ham, mistænkt for at være Gærningsmanden, da Drengenes Beskrivelse passede paa ham.

I Forgaars endelig mødte Hr. T.'s Søn, der endnu ikke er konfirmeret, Tyven paa Østergade og havde saa megen Omtanke at foranledige ham anholdt.

Paa Stationen tilstod Tyven dette og mange andre Tyverier, som han havde paa Samvittigheden

(København 22. september 1893).

Naboejendommen Overgaden oven Vandet og Voldgade (hvor fru Heiberg havde boet) blev i 1894 forhøjet med en etage, samt en del små udhuse fjernet til fordel for en stor bygning.

Strejken paa Odense Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

I "Fyns Venstreblad' for i Fredags skriver en Næringsdrivende følgende : 

Striden mellem Glasværket og dets Arbejdere, der allerede har været staaende paa syvende Uge, synes nu at skulle føres ind paa et Omraade, hvor dens ødelæggende Følger vil komme til at berøre ogsaa andre end de stridende Parter; man er nemlig begyndt at føre en saakaldet økonomisk Krig. Glasværket begyndte med at foranledige Politiets indledende Skridt til at udvise de strejkende Glasmagere, som er Udlændinge, og Arbejderne er fulgt efter med at paabegynde en Boykotting af de Handlende, som fører Varer fra de Firmaer, som staar i Forbindelse med Fyns Glasværk.

Vi kan vistnok alle være enige om, at skal Striden fortsættes længe paa denne Maade - og det tør befrygtes -  saa vil der blive bragt Forstyrrelse, Tab og Elendighed i mange Kredse, som hidtil har betragtet Striden som sig uvedkommende. Men fra det Øjeblik, da de Næringsdrivende her i Odense saa vel som i de andre Byer, hvor de Strejkende for Tiden har Udsendinge ude, skal tvinges til at tage Standpunkt for eller imod Glasværket, og skylder Fyns Glasværk os, der saaledes drages ind i Kampen, en nøjere Redegørelse for Kampens Aarsag, og hvad der egenlig ligger Værket og dets Arbejdere imellem, end Glasværket hidtil har nedværdiget sig til.

Mens der fra Arbejdernes Side i deres Blad "Social-Demokraten" saavel som i "Fyns Venstreblad" er fremkommet flere Indlæg og Redegørelser, er der til Dato fra Glasværkets Side kun fremkommet et - et - Indlæg i Sagen, og hvad deri er fremført, er i hovedsagen benægtet af Arbejderne.

Glasværkets Bestyrelse hævder i sin Redegørelse, at Arbejdernes Gennemsnitsfortjeneste var 22 Kr. 82 Øre, mens Arbejderne erklærer, at deres Gennemsnitsfortjeneste kun var 14-18 Kr. pr. Uge, "og," siger Arbejderne, "vi har foreholdt Hr. Hey hans Udregnings Urigtighed, og han har overfor os erkendt, at han har lagt vor Bruttoindtægt til Grund for sin Beregning og undladt at fradrage vor (Glasmagernes) Udgift til vore Hjælpere, 8 a 10 Kr. ugentlig pr. Glasmager." Dette har Arbejderne offenliggjort og bedet Hr. Hey oplyse Offenligheden om, hvorledes hans Udregninger var baserede, men endnu har Hr. H. ikke svaret. Hvorledes forholder dette sig, har Hr. H. virkelig angivet Arbejdernes Fortjeneste 8 a 10 Kr. højere, end den for de flestes Vedkommende egenlig er? Kan dette virkelig være muligt, og mon ikke Hr. Hey paa Sagernes nuværende Stadium var Odense Borgere et Svar skyldig herpaa?

Endvidere erklærer Arbejderne, at Striden, der, som erkendt fra begge Sider, brød ud derved, at Fabriken nægtede at beskæftige Arbejderne hele Ugen igennem - alene skyldes en Beregning fra Glasværkets Side og med Forsæt er fremkaldt for, at Glasværket, der lige overfor Tuborg Fabriker i København under en Mulkt af 10,000 Kr. havde forpligtet sig til at levere 1 1/4 Million Flasker indenfor et bestemt Tidspunkt, - ved en Strejke kunde blive løst fra denne ubehagelige Forpligtelse, som Glasværket grundet paa erhværvede slette Materialer og en daarlig Ovn ikke kunde overholde.

Med andre Ord, Arbejderne siger, at Odens Glasværk behøvede Strejken for at frelse sine 10,000 Kr., som det ellers uundgaaeligt havde kommet til at punge ud med til Tuborg.

Ogsaa denne svære Beskyldning har Hr. Hey ladet ligge uimodsagt. Dette er saa meget desto uheldigere, som der er flere Ting. der tyder paa, at Arbejderne har Ret i deres Paastand.

Det er en Kendsgærning, at Odense Glasværk flere Gange for at opfylde sine Forpligtelser mod Tuborg har maattet købe Flasker paa andre Glasværker til højere Priser, end de maa aflevere dem til for. Ligeledes erklærer Arbejderne, at de for Retten vil beedige, at Glasværkets "Hyttemester" har erklæret, at det var umuligt med den gamle Ovn at arbejde regelmæssigt (og det behøvedes, for at Leveringen til Tuborg kunde effektueres)

Arbejderne gaar videre endnu i deres Bevisførelse. Det Udvalg af Fagforeningens Bestyrelse, som Hr. Hey underhandlede med, og som han selv erklærede at være kommen overens med, siger nemlig (ogsaa under Eds Tilbud), at Hr. Hey til dem har sagt, at Striden maatte betragtes som en Strejke, "for ellers skal vi betale 10,000 Kr. til Tuborg".

Hr. Hey! Maa vi Borgere her i Odense, der nu synes at skulle komme til at bløde for denne Strid, ikke faa lidt Besked om, hvorvidt alt dette er sandt, og om de virkelig har "behøvet Strejken"?

Jeg talte i Gaar med en af Arbejdernes Tillidsmænd; han erklærede, at Striden nok kunde sluttes, hvis Glasværket vilde anerkende Fagforeningen og tage alle de gamle Arbejdere igen, det andet Spørgsmaal om sikret stadigt Arbejde "er ude af Verden nu, da Ovnen er bygget om", sagde han.

Ja, men I har jo brudt Eders Kontrakt over for Fabriken, ved at I holdt op, og I kan derfor ikke forlange at blive antagne igen, indvendte jeg.

Kontrakten mellem os og Glasværket eksisterer ikke mere, sagde han, den har Glasværket selv brudt i Vinter, idet det ved at forøge vor Arbejdsydelse pr. "Hyttehundrede" har forøget 'vor Løn med indtil 15½ pCt.

Hvad angaar Spørgsmaalet om Fagforeningens Anerkendelse, da synes Hr. Heys hele Optræden at være noget vaklende og modsigende. Han erklærede i sin Tid, at han nok vilde anerkende Fagforeningen, men ikke forhandle med den. Hm! Er dette ikke noget Sludder? Hvorledes vil nemlig Manden bære sig ad med at "anerkende" en repræsentativ Institution, som Fagforeningen ubetinget er, naar han ikke vil forhandle med den? Det kan han simpelt hen ikke.

Dette hans umulige eller meningsløse Standpunkt har da ogsaa bragt Kludder i Forhandlingerne og bidraget ikke lidet til, at Striden er brudt ud og endnu holdes gaaende.

Det fremgaar af de fremkomne Oplysninger om Forhandlingerne - og da ikke mindst af de Oplysninger, som Hr. Hey selv har fremsat - at en Forhandling fra først af mellem Glasværkets Bestyrelse og Fagforeningens dito langt snarere havde havt en fredelig Løsning til Følge end de Forhandlinger, der er førte mellem de paa Hr. Heys egen Opfordring tilfældigt valgte Deputationer. D'Hrr. (Fagforeningens Bestyrelse) var bedre at komme ud af det med, har Hr. Hey jo selv skrevet; men, Hr. Hey, herved har De jo selv erkendt, at Deres Standpunkt: "ingen Forhandling med Fagforeningen", har været galt.

Hvad vi, der, som det nu synes, kat have Bryderier af Striden, maa forlange, er derfor, at der kommer en Forhandling i Gang med Fagforeningen og det saa snart som muligt.

At enhver af de stridende Parter maaske er krigslysten nok til at ville sejre", er nok muligt, men vi Borgere, der kommer til at bære en ikke ringe Del af Krigsomkostningerne, har et billigt Krav paa, at Sagen for os bliver rigtigt oplyst og frem for alt hurtigst muligt afgjort. N. N.

(Social-Demokraten 5. september 1893).

Strejken paa Odense Glasværk

Nye Afsløringer om Fabrikens Fremgangsmaade overfor Arbejderne.

I Anledning af en Artikel i Odensebladene, hvori Bestyrelsen for Fyens Glasværk erklærer, at alt hvad Arbejderne har skrevet om Striden er "forsætlige Fordrejelser og frække Usandheder", svarer Arbejderne følgende:

"Hvis d'Hrr. havde kunnet bevise, at et eneste Ord, af hvad vi har skrevet, har været Usandhed, saa havde de ikke ventet over en Maaned med at fortælle Folk, at de ikke skal tro et Ord af, hvad vi har skrevet. Nej, da skulde de nok have draget os til Ansvar derfor, da Gud og hver Mand véd, at d'Hrr. har baade Politi, Øvrighed og Avtoriteter paa sin Side.

Vi har ventet saa længe med at besvare deres Artikel, for det første fordi vi ansaa den for saa usømmelig og brutal, at den ikke var et Svar værd, og for det andet fordi andre Borgere her i Byen har taget Ordet i vort Sted og opfordret Hr. Hey til som Formand for Aktieselskabet at fremkomme med en Redegørelse, som kan bevise, at Bestyrelsen for Glasværket har Ret, eller at vi har fordrejet noget eller fremsat nogen Usandhed. Men det har hverken Hr. Hey eller nogen af de andre Bestyrelsesmedlemmer kunnet. Det kniber bet vist haardt for de høje Herrer, thi Sandheden vil de ikke komme frem med, og bevise, at det ikke er sandt, hvad vi har skrevet, det kan de ikke.

Men de høje Herrer maa have en høj Tanke om sig selv, da de i Stedet for at bevise noget nøjes med at raabe Socialistførere efter os og Socialistorgan til det lokale Blad, som har vist sig saa upartisk, at det har optaget saavel vore Artikler som Hr. Heys og hans Kollegers. Man skulde næsten ikke tro, at det har været voksne Mennesker, som har skrevet den nævnte Artikel.

D'Hrr. siger, at for Glasværkets Vedkommende er Strejken endt, og at begge Ovne er i Drift med Arbejdere, som ikke er Medlemmer af nogen socialistisk Fagforening.

Naar de Herrer tror, at det kan nytte dem noget, at de siger, at Strejken er endt, hvorfor har de da ikke rykket frem med det allerede den første Uge.

Men det mystiske er, at et Par Dage efter, at de Herrer skriver, at de har begge Ovne i Drift, saa bliver de nødte til at slukke den ene, saa der nu alligevel kun er en Ovn i Drift. Hver Mand véd jo, at vi har ikke forlangt andet end at faae Arbejde hver Dag i Stedet for at spadsere den halve Tid, og naar vi søgte at faae Formanden, Hr. Hey, i Tale for at ordne det i Mindelighed og faae Ovnen og Materialet forbedret til Fordel for saavel Fabriken som for os, da vil den høje Herre ikke tale med os, fordi vi var Medlemmer af Fagforeningen. Og saa bag efter rykker han - for at undskylde sin brutale Opførsel overfor os - i et Avisindlæg frem med den Usandhed, at vor Forening bestaar af uvedkommende. Da der var gaaet et Par Dage, gav han det Skin af, at han vilde forhandle med Fagforeningen, men saa forlangte han en Kavtion paa 1000 Kr., og da vi ikke kunde stille et saa stort Beløb, saa kunde vi ikke komme til nogen Enighed.

Den ene Dag, vi var sammen med ham, sagde han under Forhandlingerne, at vi maatte ikke tro, at det var ham, der var saa brutal imod os, han var nødt til at rette sig efter de andre Bestyrelsesmedlemmer. Dagen efter siger han imidlertid, at hvis vi ikke vil føje os efter ham, saa skal han gaa til alle de Yderligheder, han kan, for at skade os.

Og det har vist sig, at han har gjort alt, hvad han har formaaet i den Retning, og Politi og Byfoged har gaaet ham troligt til Haande. 

Alle vi, som var Udlændinge, blev en Dag i forrige Maaned kaldt op paa Politistationen, hvor vi blev underkastet et Krydsforhør, som om vi var Forbrydere, og de lagde til Grund herfor, at de vilde vide, hvad vi levede af, og til sidst blev det os betydet, at hvis vi ikke i en nær Fremtid søger at blive enige med Bestyrelsen for Glasværket og begynder at arbejde igen, saa bliver vi muligvis sendt over Grænsen.

Man ser heraf, hvilke Midler man bruger for at kue os, samt hvorledes Avtoriteterne fuldstændig stiller sig til de Herrers Raadighed. Men det er alligevel ikke lykkedes dem at splitte os ad, vi staar lige enige, og muligvis er det det, som irriterer de Herrer mest. De har søgt at faa os enkeltvis i Tale, de har skrevet til vore Koner for at faa os til at tage Arbejde under de nuværende Forhold, men da dette ikke lykkedes dem, saa sender de os Politiet paa Halsen med Trusler om at sende os ud af Landet, for der er vel ingen, der tror, at det er af Medfølelse for os at de spørger, om vi har noget at leve af.

Nej, de søger kun en Grund til at komme over os, faar de først Magt over Udlændingene, saa tror de, at de har vundet. De danske Arbejdere mener de, at de bedre kan sulte, til de falder tilføje. I 1889 da Fabriken gik Fallit og Arbejderne blev arbejdsløse midt i Vinteren i Februar Maaned, da faldt det ikke Bestyrelsen ind at anmode Politiet om at undersøge, om Arbejderne havde noget at leve af. Nej, den Gang fik vi Lov at passe os selv, og ligesaa i 1890, da vi begyndte med det nye Aktieselskab, og Arbejdet gik saa daarligt, at vi mange Gange maatte leve paa en Sulteløn; - den Gang forholdt Avtoriteterne sig tavse. Der findes næppe en Fabriksbestyrelse i Danmark, som har opført sig saa brutalt over for sine Arbejdere som Fyns Glasværk. De har tilbageholdt vor sidste Ugeløn og bagefter har de smidt os paa Gaden, uagtet Fabriken skylder os Penge. Naar Fabriken gik daarligt, da lod den stedlige Bestyrelse os tit vide, at de drev Fabriken kun af Naade mod Arbejderne, og var vi ikke tilfreds med det lidt, vi tjente, saa vilde de straks lukke Butiken. Og naar det saa efter lang Tids Forløb begyndte at gaa bedre, og vi kunde tjene en rimelig Løn, da var Forretningsføreren saa fræk at forandre Priskuranten, saa at vi kom til at arbejde meget billigere, og naar vi foreholdt ham, at det var urigtigt at forandre Priskuranten uden at sige os det, saa fik vi det noble Svar af ham, at var vi ikke tilfredse, saa kunde vi gaa. Man ser heraf, at saa længe vi har fundet os i alt, saa har det været godt, men saa snart som vi forlanger at blive respekterede som Mennesker, saa smider de os paa Gaden, ja de gaar videre endnu, de vilde ogsaa sende os ud af Landet. Det fremgaar jo af det hele, som om Bestyrelsen af en eller anden Grund har ønsket en Strejke, og derfor har blevet ved at trodse os saa lange, til vi saa os nødsagede til at nedlægge Arbejdet.

Strejkekomiteen.

(Social-Demokraten 13. september 1893).