Oprør paa St. Croix 1895. (Efterskrift til Politivennen).

I maj 1895 kom danske aviser i besiddelse af et telegram som fejlagtigt berettede om en opstand på St. Croix. Det blev hurtigt dementeret, men i mellemtiden bragte avisen København nogle baggrundsartikler.

Oprøret paa St. Croix.

Hvad Øjenvidner beretter. - Den sidste Opstand. - Negere og Plantere. - Den forurettede sorte Hånd. - Oprørets Arnested. - Den danske Hærstyrke. - Hvad skal vi med de Øer. - Et heldigt Projekt. - Noget for Reedtzs-Thott. - Guvernøren og hans Udsigter. - Hvad de Øer kunde være værd. - Hvorledes man behandler de Sorte.

Det Telegram, der kom i Gaar fra Vestindien om, at Hs. Maj. Kongen af Danmarks sorte Undersaatter havde gjort Oprør, vakte i Agurketidens sure Dage en ikke ringe Opsigt her i Byen.

Oprør i den danske Stat!

Man syntes det saare æventyrligt og spurgte hinanden: var det dertil Kongen hentydede ved Hartmanns Jubilæum, da han udtalte en for Hs. Majestæts Beskedenhed karakteristisk Tvivl om, at han kun havde Venner i sine elskede Riger og Lande. Man skulde have forsvoret, at Majestætens Tanker just i dette højtidelige Øjeblik skulde have svævet saa vidt som over Atlanterhavet, samtidig med. at Allerhøjstsamme med en fast beundringsværdig Sikkerhed satte Grænsen for den Højde, Danmarks største Tonekunstner kunde naa, ved det Insignium i Brillanter, der hører til Dannebrogsordenens Storkors.

Naa, det tilkommer ikke os at ræsonnere derover. Men Tilfældet ser ud som en Tanke.

I hvert Fald kaster Ritzaus Bureaus Telegram af i Gaar et grelt Lys over de af Kongens Lande, hvor Solen staar i Zenith, naar vi Andre ligger med Dynerne over Ørene.

Det er anden Gang i mindre end 15 Aar, at Negrene tager sig for paa blodig Vis at konstatere, at de ikke just befinder sig vel under de paa vore vestindiske Øer herskende Forhold.

Det var Danmarks Ære i længst forsvundne Tider at gaa i Spidsen for at afskaffe Slavehandelen. Det var Danmarks mindre ærefulde Tilskikkelse længere end de fleste andre Stater at have holdt Negrene paa vore faa Besiddelser i et Afhængighedsforhold af Plantageejerne, der søger sin Lige over alt i det fjærne Vestindien.

Opstand paa Opstand har vist, hvor slet vi har styret disse Øer, hvor langt vi har været fra at indfri de humane Løfter, vi gav, da vi gik i Spidsen for Nationerne ved Negerhandelens Afskaffelse.

Ved at gennemgaa Øernes og Negeropstandens Historie kan vi ikke undgaa at faa ud deraf, at det danske Styre gennem gaaende har været slet, at vi hellere burde overlade det til Andre.

Vi har kun haft Kval af de Øer.

En Tid betalte de sig vel. Men vor slette Regering af dem, vor urimelige Forsømmelse af St. Thomæ udmærkede Havn, der kunde være blevet en Stabelplads for det ganske Mellemamerikas Handel, gjorde, at de nu er os en Byrde, der evig vil tynge vor Statskasse med en urimelig Afgift - for Øjeblikket er den paa henved ½ Mill. Kr. aarlig.

Havde vi i gode Tider tænkt paa en Frihavn der, hvor den hele gavmilde Natur har lagt alt tilrette, vilde vi have trukket gode Renter af Besiddelsen og Øernes Befolkning have været lykkelige og rige i Stedet for, at de nu er fattige og fortrykte.

Som det er nu, er de vestindiske Øer kun til Besvær og Udgift. De har gennem Aarrækker dannet et Stridspunkt paa Finansloven mellem de vekslende Folketingsflertal og de mindre vekslende Regeringer. Hr. Estrup har sendt flere Penge derover, end han vilde være i Stand til at tilsvare med baade Kongsdal og Skaffegaard Gaarde og Godser.

Derfor har der ogsaa i oppositionelle Kredse og mange andre Steder været rejst det Spørgsmaal:

Kan vi sælge de vestindiske Øer?

Dertil kan svares: Ja!

Vi har i alt Fald været lige ved at sælge dem. Nordamerika bød os i Slutningen af Tredserne en Sum af 27 Mill. Kr. for Øerne St. Thomas og St. Jan. Hvad man vilde beholde St. Croix for, begriber vi ikke. Handelen kom ikke i Stand. Vi har Øerne endnu, og det er maaske endda godt, at vi har dem.

Ikke fordi vi skulde tjene Guld paa dem. Den Tid er forbi. Men i en Stormagts Hænder er de sikkert Penge værd. Og den Tanke, at Tyskland skulde købe dem af os er ingenlunde ilde. Vi kunde, som det ofte er blevet sagt, bytte med det tyske Kejserrige og faa den nordlige Del af Slesvig tilbage,- en Udvej alle Danske vilde imødese med Glæde, og som alle Parter vilde være særdeles vel tjent med.

Dog, vi skal ikke tale meget om alt dette. Vi gaar over til at omtale den i Kongeriget Danmarks Historie ret oplivende Begivenhed, at der er gjort et lille oprør. Det er den Slags Ting, vi ikke er vant til paa denne Side af Jordkloden, saa vidt Kongens Lande strækker. Og vi maa med Skam bekende, at vi har meget mere Respekt for de sorte "Landsmænd", der i disse Dage staar for danske Riffelkugler, fordi de finder sig misregerede, end for de hvide Danske, Fynboer og Jyder, Sjællandsfarer og andre, der i den sidste halve Snes Aar krøb til Korset og blev Højremænd, da de ikke mente at kunne klare sig længere som Oppositionsmænd og med Rifler.

Ære være for saa vidt Negrene fremfor de hvide Slaver af Estrupiatet!

Hvorfor gør Negrene Oprør?

Ja, hvorfor? Fordi de ganske simpelt hen lever under umenneskelige Forhold. Vi har af Folk, der for nylig har været i Vestindien hørt, hvorledes de behandles. I "Politiken" skildredes deres Kaar fornylig, maaske endda i lyse Farver af Bladets Korrespondent, Hr. Ignotus (Henrik Cavling), og han oplyser, at vore sorte Landsmænd maa nøjes med en Dagløn af ca. 50 Cents daglig. D. v. s., maalt efter den Værdi, Pengene har paa disse Øer omtrent det samme som 50 Øre i gode danske Penge.

At de under disse Forhold henfalder til Laster af alle Arter, bliver sløve og dovne, bestialske og ligegyldige for de Ting, der ellers interesserer civiliserede Mennesker, er saare naturligt. Men at de ikke er saa gale endda, det beviser, at naar Elendigheden, Forurettelsen, det hvide Regimentes Tryk i Smaat og Stort bliver dem for grovt, saa rotter de sig sammen - om At kvæle Udsugerne!

At de har Energi dertil, beviser, at der er Krummer i dem til et bedre Arbejde end de gør for Tiden.

At disse godmodige Mennesker gør Oprør, vil forbavse de Hvide. Men lad os se:

Hvorledes de Sorte behandles.

Den Befolkning, der nu atter har rejst Hovedet mod deres Undertrykkere, bestaar jo hovedsagelig af Negere. Og naar man kender lidt til Forholdene i Vestindien, kan man ikke forundre sig over, at de stakkels Sorte griber til Vaaben.

Thi hvorledes er deres Stilling derovre? Der eksisterer nominelt ikke mere Slaveri i Vestindien. Men det er ogsaa kun nominelt, at Negerne er fri Mænd. De har faktisk ikke Spor af Ret overfor deres hvide Undertrykkere.

En Neger kan behandles akkurat, som hans Herre lyster - - han være Dansk, Amerikaner, Irlænder eller Englænder Vi kender Snese af Eksempler paa den oprørende Uret, som disse i Grunden godmodige og villige Mennesker maa lide - ja, vi skammer os næsten ved at sige - af egne Landsmænd i de fede Bestillinger derovre.

Vi har hørt Øjenvidner fortælle t. Eks. om den skammelige Maade, endogsaa meget højtstaaende Militære - vi kunde nævne Navne - behandler de stakkels Negerkvinder. Og ve disse Skabninger, om de falder paa at klage!

En Negerpige har fortalt os, at hun en Aftenstund, netop som hun kom ud fra Kirken, blev overfalden af en dansk Løjtnant, der paa aaben Gade etablerede en Kamp med den værgeløse Kvinde, der med sønderrevet Tøj maatte flygte fra Voldsmanden. Slige Optrin hører nok ikke til Sjældenhederne, og det nytter i et saadant Tilfælde ikke en Smule at klage hverken til Politi eller de militære Overordnede. En sort Piges Vidnesbyrd gælder ikke en Gang til Wandsbeck, selv om hun har den soleklareste Ret.

Under saadanne Forhold lever Negerbefolkningen i Byerne, og at de ikke er bedre ude paa Landet, hvor Plantageejerne har den fuldstændigste Hals- og Haandret over deres Arbejdere, er en Selvfølge.

Og endelig koger det hede Blod over, vi faar disse blodige Opstande, der forvandler de smilende Plantager paa St. Croix til rygende Brandtomte.

Her har det sin Interesse at betragte

Oprørets Arnested,

Vor skønne vestindiske Ø St. Croix bærer med god Grund Navnet "the pearl of the Westindies". Den har alle Tropeklimaets Behageligheder og meget faa af dets Ulæmper. Den stadig blæsende Passatvind mildner Varmen, der for os Evropæere ingenlunde er generende som i andre hede Himmelstrøg. Varmen stiger meget sjældent, i de saakaldte Orkanmaaneder fra Juli til Oktober, til over 28 Grader Reamur, og der er kun nogle ganske faa Graders Forskel mellem Aarets varmeste og koldeste Maaned, det er den evige Sommers Land.

Øen, der har en langagtig Form med den største Udstrækning fra Vest til Øst. er meget kuperet, grønne Sukkermarker afveksler med venlige Lunde, hvor bredbladede, majestæ- tiske Kokuspalmer rager op over de ovrige Træer, Bananer, Kokus osv.

Gennem Øen fører fortrinlige, haarde og jævne Veje, flankeret af de mægtige Kokus og Kaalpalmer. Rundt omkring paa Øen ligger Plantagerne spredt i et Antal af ca. 100 og omkring hver findes der en Samling af de elendige Negerhytter, der huser Arbejderne.

løvrigt er der en stor Forskel paa Øens Fysiognomi i dens østlige og vestlige Del. Østenden henligger til Dels uopdyrket, opfyldt med Akasier, Agaser og andre tornede Vækster, medens dens vestlige Del er optaget af smilende Sukkermarker og Palmelunde.

Som bekendt findes der paa St. Croix to Byer, Christianssted og Frederikssted. Christianssted er den største og har ca. 5000 Indbyggere. Frederikssted ligger ved Vestenden og blev som bekendt særlig haardt medtaget under det store Oprør i 1878. Christianssted er en venlig lille By, her findes det stadselige Gavernementshus, flere Kirker, et Fort osv. Tæt udenfor Byen ligger det store Centralsukkerkogeri.

Til at beskytte de hvide Plantere holder vi en hværvet Hær i disse fjærne Besiddelser. Om den blot et Par Ord:

den dansk vestindiske Hærstyrke

lever som Gud og Hvermand ved under saare miserable Forhold. Vi har regelmæssig hvert Aar, naar Hyringen af de vestindiske Soldater foregik, omtalt de rentud skandaløse Vilkaar, der bydes disse vore Landsmænd i det fjærne Tropland.

Deres Lidelser begynder den Dag, de forlader København, naar de sammenstuves som Kreaturer i en af Melchiors Koffardiskibe. Hvad disse Mennesker døjer paa den to Maaneders Tur over Oceanet, kan enhver tænke sig!

Og naar de saa endelig betræder Vestindiens Jordbund, saa begynder først deres Lidelser for Alvor. De pakkes sammen i en Kaserne, hvor de om Dagen plages af en kvælende Hede og om Natten holdes vaagne af Moskitoer og Væggetøj.

Som vi mange Gange har omtalt, bestaar deres Lønning i 15 cent pr. Dag -  omtrent af samme Værdi som 15 Øre herhjemme - og herfor maa de stakkels Mennesker skaffe sig Frokost, Aftenmad og desuden bestride øvrige Fornødenheder. De faar rigtignok en Kop Kaffe om Morgenen - uden Fløde - og saa en Slags Middagsmad. Men den skal være af en saadan Beskaffenhed, som en af Soldaterne har udtrykt sig for os - "at Kaptajnens Hund rynker paa Næsen deraf". Dyret er bedre vant.

Til den slette Forplejning kommer nu den aldeles meningsløse Beklædning. I et Klima, hvor Termometret viser 28 Graders Reamur i Skyggen bærer Soldaterne samme Uniformsfrakke og Kasket som herhjemme! det kan man kalde Menneskeplageri.

I det Kostyme drives Soldaterne ud paa Marschture i Tropesol og ikke en smule anderledes klædt er de, naar de maa forrette Vagttjeneste i de forholdsvis kølige Nætter.

Er det derfor noget Under at vore vestindiske Soldater bliver et let Bytte for det dræbende Klima, at Malaria og gul Feber gør saa rig en Høst blandt dem! En Soldats Begravelse er paa St. Croix en ganske hverdagsagtig Begivenhed, som ingen tager nogen Notits af, Hvad deres numeriske Antal angaar, da ligger der ca. 150 Mand paa St. Croix, men som det allerede viste sig under Revolten i Slutningen af Halvfjerserne maatte man ty til fremmed Hjælp, og overfor en større Rejsning vil den nuværende Styrke netop paa Grund af Soldaternes miserable Kondition - maaske vise sig magtesløs. Der er jo ikke meget, der animerer dem til at kæmpe under "Dannebrog" og vi kan godt faa at høre om blodige Optrin paa de skønne Øer i Halvfemserne. Som ret betegnende for de fortvivlede Forhold, Soldaterne lever under kan anføres, at de ret jævnlig forsøger at flygte bort fra Øerne.

Maaske vil da atter Telegrafen melde om Rædselsgærninger fra Antillernes Perle om Mord og Brand, forøvet af de ophidsede Negere - ligesom for en Snes Aar siden, da "queen Mary" lod den røde Hane gale paa St. Croiz Plantager.

Det et ved disse Soldater, det lever under saa triste Forhold, det nu udbrudte Opret skal dæmpes.

Hvorledes et saadant Oprør udvikler sig vil man forstaa, naar man husker paa 

Den sidste Opstand.

Den 30te September 1878 skinnede en glødende Sol paa fredelige danske Udflyttere i det fjærne Vestindien. Dagen derpaa svang Negerne paa St. Croix Brandfaklen over den faatallige hvide Befolknings rige Landsteder.

Den 1ste Oktober er Skiftedag paa St. Croix. Daarlige Tider og Planternes Paaholdenhed havde gjort, at Marknegernes Lønninger var gaaet ned til omtrent det halve. Frederiksted var opfyldt af en larmende Hob sorte Arbejdere, der for en billig Pris drak sig fulde i frisk Rom. "Onkel Toms Hytte" er en Idyl, hvis blide, underdanige Niggere ikke har meget tilfælles med Antillernes letbevægelige "colored men".

I Fuldskab gjorde Negerne Opstand, og det var ikke ædru Folk, der efterhaanden afbrændte omtrent 80 Plantager

Løjtnant Ostermann var den første Officer, der paa Statens Vegne rykkede frem mod Oprørerne. Ham fulgte kun 25 Mand. Den lille Troppestyrke marscherede om Natten til Frederiksted, hvor de døddrukne Niggere nemt spredtes.

Imidlertid galede den røde Hane over 74 Plantager. Kun 24 Sukkergodser slap fra de Sortes Hævn.

Overalt, hvor Hvide havde Tilhold, brændte det, medens Negerbyerne sparedes. I det første Anfald dræbtes tre Hvide, to menige Soldater og Planteren Fontaine; senere maatte Oprørerne alene bære Tabet i Kampen.

Allerede den 2den Oktober ankom Guvernør Garde pr. "Arno", en engelsk Damper, fulgt af ca. 50 Soldater. I "Arno"s Kølvand løb "Desirade", "Du petit Thomas" og "Bourdonnaise", tre franske Krigsdampere, der hurtigt kastede Landgangstropper ind paa St. Croix, hvor der en Tid lang stod en hæftig Kamp om Toldbygningen i Kristiansted.

Ude paa Landet kæmpede man i blindt Raseri om Plantagen "Annas Hope". Her hjalp Mandskabet fra en engelsk Orlogsmand Danskerne med at vinde Sejr over de sorte Lømler.

Paa faa Dage knustes Opstanden i over 200 Negeres Blod. Utvivlsomt vinder de danske Vaaben med tilbørlig fremmed Understøttelse atter en Sejr, en af den Slags Sejre, Pyrrhus vandt.

Thi det er sikkert, at det lille Kongerige Danmark ikke har Raad til at holde oprørske Kolonier.

Opstanden i 1878 sluttedes i 1881 med en Højesteretsdom, hvorefter nogle Negre blev hensatte i livsvarigt Fængsel og enkelte Plantageejere fik adskillige danske Kroner til derfor at opbygge deres Landejendomme.

Dansk Ligegyldighed har skabt en sørgelig Situation paa vore smaa vestindiske Øer; dansk Brutalitet vil sandsynligvis endnu en Gang fejre en Sejr overfor slet væbnede, uvidende, desperate Negere, der har gjort Revolte, fordi deres hungrende Koner og Børn har overbevist dem om, at "Massa" spiser mere end han kan taale, medens "Jem" og hans Unger maa nøjes med et udpint Sukkerrør.

- - -

Vi har her saa upartisk som muligt skildret Forholdene paa vore vestindiske Besiddelser, og vi spørger nu:

Hvad skal vi med de Øer?

Som man ser er det ret jævnligt, at d'Hrr. Negere gør Opstand paa vore Øer.

De har en udpræget Lyst til at slagte deres hvide Brødre derovre. Disse "Brødre" er i ringe Grad danske. Men de skal beskyttes af danske Soldater, hvis tarvelige Vilkaar vi har skildret. Vore mishandlede Jenser, saa faa de er, skal gaa i Uden for Planterne, der vel sjældent har talt og daarligt forstaar et dansk Ord.

Hvad skal vi da med de Øer?

Vi har kun Udgift af dem. Vi kan aldrig vente andet. Vi smider aarlig store Summer ud til dem, og vi faar intet igen. Hvorfor beholde dem?

Her var

noget for Reedtz-Thott.

Det var meget bedre end at være "Frejr", om han indledede en Forhandling med Fyrst Hohenlohe hvorved vi fik vore danske Nordslesvigere tilbage, og Kejser Wilhelm en Flaadehavn midt i Amerikas Farvande.

Prøv det, Hr. Reedtz-Thott. Der er Lavrbær at hente!

Naar der er Tale om at sælge de Øer, har vi jo Prisen sat nogenlunde i rede Penge ved de tidligere Handeler. Skal der tuskes, saa vil Landomraadet og Menneskemængden gøre Handelen saa nogenlunde af sig selv.

Vi beder blot Hr. Thott med Kommitterede tænke derover.

Efterskrift.

Det danske Finansministerium, der bestyres af Kammerherre Lüttichau til Thjele, en Herre, af hvis brave, danske Væsen vi just ikke venter os Underværker, har, efter hvad Ritz. Bur. i Aftes vidste at meddele, Intet erfaret om Negeroprøret.

Det er der dog ikke noget mærkeligt i. Standards Telegram med de flygtede Plantere er næppe til at misforstaa. At Hr. Lüttichau siden faar bedre Besked, vilde i alt Fald stemme med Sagernes Gang under sidste Oprør

(København 23. maj 1895)

Ubekendt fotograf: Centerline. Hovedlandevejen mellem Christiansted og Frederiksted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

De sorte Rebeller.

St. Croixnegerne.

Hans Majestæts sorte Undersaatter paa St. Croix er atter blevne aktuelle, deres strænge Herrer, Planterne, søger at flygte for de sorte Mænds Knive og Brandfakler.

Uagtet Danmark i over halvandet Aarhundrede har ejet St. Croix, er Kendskabet til den Befolkning, der beboer vore eksotiske Kolonier i Almindelighed meget ringe. Det times jo forholdsvis faa Landsmænd at stifte Bekendtskab med de solbeskinnede Øer, og vore Soldater, der repræsenterer Majoriteten af Danske i Vestindien, ser i Reglen ikke Moderlandet mere, de enten lægger deres Ben paa St. Croix eller gaar efter endt Tjeneste til Amerika.

I disse Dage kan det derfor maaske være af Interesse at høre lidt om Negerne paa St. Croix. Og vi vil da straks begynde med at sige, at de forekommer os at være en meget sympatetisk Menneskerace.

St. Croixnegerne falder naturligt i to Klasser, By- og Landnegere, der udviser betydelig Forskel i Levevis. Vi skal hovedsagelig her beskæftige os med Bybeboerne, saaledes som vi kender dem fra Byen Christiansted.

Det er en Fejltagelse at tro, at man her har at gøre med et vildt, uciviliseret Folkefærd, der gives en god Del intelligente Sorte.

Man bebrejder Negerne, at de er dovne og Ingenting gider bestille. Og hvorvel vi indrømmer, at den sorte Mand elsker at tilbringe sin Dag siddende under Husenes Gallerier, saa holder Teorien om Dovenskaben dog ikke Stik, Negerne vil gærne bestille noget, naar de bare kan kapre sig en "job". Men f. Eks. i Christiansted er Markedet saa overfyldt med Arbejdskraft, at en Mængde Arbejdere maalte sulte ihjel, hvis ikke deres tarvelige Fordringer til Livet og den gavmilde Natur hjalp dem.

En Neger kan nemlig leve for utrolig lidt. Han behøver egentlig ikke at have Arbejde mere end et Par Dage om Ugen for at kunne bjærge sig. Og alligevel er Forholdene saa usle paa St. Croix, at den sorte Mand griber enhver Lejlighed til at komme bort fra Øen til Amerika. Men det er med blødende Hjerte han tager Afsked med sin skønne, sollyse Ø.

Negerne elsker - til deres Ulykke, - den friske Rom, og det Liv, man bliver Vidne til i Shopperne, hvor den berusende Drik serveres til Kl. 8 Aften - da et Kanonskud fra Byens Fort forkynder, at alt skal være lukket og slukket - er baade vildt og støjende. Imidlertid har Forfatteren af disse Linjer aldrig set en beruset Neger paa Christiansteds Gader. De drikker videre og sover Rusen ud i deres elendige Hytter, og her forefalder da mange Gange blodige Optrin.

Hos en fuld Neger sidder Kniven nemlig løs, han bruger den for et godt Ord og under et almindeligt Skænderi stikker han den i Brystet paa sin Kontrapart. Vildmanden faar sin Dom - nogle Aars Tugthus - og føres til Skræk og Advarsel gennem Byens Gader med bundne Hænder foran en bereden Betjent og naturligvis efterfulgt af en Sværm af Nysgærrige.

Negerkvinderne er i Almindelighed mere sympatetiske end Mændene. De er fortrinlige Tyender, og fortjener deres Ophold enten derved eller som Gadesælgersker. Med de store Træbakker - altid anbragt paa Hovedet - vandrer de gennem Gaderne falbydende det Utal af de fortrinlige Frugter, St. Croix frembringer, Appelsiner, Bananer, Mangoer, Annanas o. s. v. En Negerpige bærer sjældent eller aldrig noget i Haanden, alt placerer hun paa Hovedet lige fra en Ølflaske til en Spand Vand. 

Som Regel gælder det, at baade Mænd og Kvinder, naar de er unge, er stadselige Folk med en Holdning og Gang, vi Evropæere maa misunde dem. Mændene bærer i Reglen kun en Uldskjorte og Benklæder, og den uundgaaeiige Kniv i Bæltet, Kvinderne derimod altid Kjoler af lyse og lette Stoffer og et spraglet Tørklæde slynget turbanagtig om Hovedet.

Negerboligerne, selv i Byen, er af meget primitiv Art, det, der først falder i Øjnene ved Besøget i en saadan Hytte, er den store ofte smukt forarbejdede Træseng med Moskitonættet.

Landboerne har man især Lejlighed til at iagttage, naar de om Lørdagen kommer til Byen med deres Produkter, Frugter, Grøntsager, Trækul o. s. v. Da danner Christianssteds Torv et broget Skue, der nok er værd at betragte.

Som bekendt er Negernes Moralbegreber og især deres Forestillinger om Ægteskabet betydelig afvigende fra vore. En Negerinde har gærne flere Børn med en Mand, før hun bestemmer sig til at gifte sig med ham. Hun ræsonerer ikke helt ulogisk. Saa længe jeg ikke er bunden til ham, kan jeg dog løbe min Vej, hvis han skulde falde paa at banke mig.

Uagtet der f. Eks. i Christiansted undervises i Dansk i Skolerne, forstaar Negerne dog i Reglen ikke et Muk af Moderlandets Sprog - et Land, som de jo ogsaa i enhver anden Henseende vil vedblive at være fremmed for.

Massa.

(København 24. maj 1895)

Fra Vestindien.

Oprør.

I Anledning af den senere dementerede Telegrafefterretning om Negeroprør paa St. Croix, skriver "Politiken"s bekjendte Medarbejder Ignotus, som ved et længere Ophold paa Øerne har haft Lejlighed til at satte sig ind i Forholdene:

Forholdene paa St. Croix ere nu saadanne, at man kan vente en Katastrofe hvert Øjeblik. Det synes, som om Regnmængden aftager paa St. Croix. Sidste Vinter har man haft mindre Regn end gjennemsnitlig i de foregaaende 10 Vintre, og Sukkerhøsten, der i disse Dage kjøres hjem til Plantagerne, er mindre end en Middelhøst. Dette fik endda vare. Men samtidigt er Prisen paa Sukkeret gaaet ned til 1½ vestindisk Cents (5 Øre) pr. Pund. Det vil sige, at Planterne nu maa sælge deres eneste Produkt for mindre end det halve af, hvad de fik for det førend Negeropstanden i 1878. Og de vestindisk Landmænd, hvis Indtægter saaledes er reducerede til det halve, kan paa Grund af farlige Forhold ikke værge sig mod de daarlige Tider ved ny Drift, f. Ex. ved at indrette Mejerier eller lægge an paa Kvægavl. Det eneste, de kunde gjære, var at dyrke Kaffe, Muskat og Kakao, men der vilde hengaa 5 Aar, førend de første Gang høstede disse ny Produkter, og selvfølgelig kan de ikke undvære deres Indtægter i et saa langt Tidsrum.

Forholdene er altsaa ligefrem fortvivlede for Planterne. Deres Jord giver dem kun et eneste Produkt, som de maa sælge for den halve Pris. Og samtidigt er deres Udgifter stegne næsten til det dobbelte. Mon maa nemlig erindre, at den vestindiske Planter baade er Jordbruger og Fabrikant. Han avler Sukkerrør paa Jorden og fremstiller deraf selv Fabrikatet i sin Sukkermølle. Men til dette Arbejde bruges Negre, og disses Fordringer er siden Oprøret stegne, samtidigt med at deres Arbejdsevne er formindsket. Den danske Regering har jo - meget prisværdigt forøvrigt - begyndt at udstykke Regeringsplantagerne mellem Øens Squatters, de sorte Husmand, der . er Negerbefolkningens Kjærne. Disse Squatters, der langsomt er blevne Selvejere, arbejder ikke mere paa Plantagerne. Lidt efter lidt er Plantagearbejdet mellem Negrene sunket ned til at blive Arbejde af en lavere Orden, og Følgen er bleven den, at Plantagerne faar de daarligste Arbejdere, Løsgangere og Oldinge, der kun udretter det halve Arbejde for den fulde Løn.

Under disse kritiske Forhold har Planterforeningen paa St. Croix i Løbet af de sidste Maaneder afholdt en Række Møder, og som sædvanlig har Planterne besluttet at indgive forskjellige Ansøgninger til Guvernementet. Disse Ansøgninger gaar dels ud paa at erholde Understøttelse af det gamle Emigrationsfond, dels paa at erholde en saa stor direkte Støtte fra Hjemlandet, at Jordbesidderne derved blev sat i Stand til at forandre Sukkerdyrkningen til Dyrkning af Kakao, Kaffe og Muskat. Men vil Moderlandet ofre mere paa disse Øer, der allerede forud giver et aarligt Underskud af over en halv Million Kroner?

Hvad vil der da ske? Det er ikke vanskeligt at forudsigt. De Trefjerdedele af Planterne er saa fattige, at de efter denne Høst ligefrem vil mangle Midler til at udplante ny Rør. Følgelig vil den største Del af Negerbyerne opløses, endnu flere Rørmarker vil blive overdækkede af det frodige vestindiske Ukrudt, og endnu flere Plantager vil blive forvandlede til saakaldte Kvægplantager, der giver Græs til nogle Køer, men intet Arbejde for de Sorte. Fra disse Plantager, som man desværre allerede nu ser saa mange af paa Øens Østende, søger Negrene til Byerne, der i Forvejen er overbefolkede. Saaledes har Forholdene udviklet sig de sidste Aar, og de 1000 Hvide, der lever paa Øen, ved, hvilken Fare, de gaar i Møde den Dag, da de 17,000 Sorte mangler Brød. Denne Dag kan desværre ikke være fjærn. Det ganske naturlige Spørgsmaal, som da paatrænger sig, er Spørgsmaalet om, hvorvidt Militæret vil være særkt nok under en saadan Situation.

Det nytter nemlig ikke at skjule, hvad dog Enhver ved i Vestindien, at Negrene i Løbet af de sidste Aar har bevæbnet sig til Tænderne med Revolvere, Hagelbøsser og Winchesterrifler, som de imod Loven har smuglet ind fra Portorico. Mod denne sorte Hær, i hvilken Kvinderne altid har vist sig at vare de mest blodtørstige, kan Guvernementet stille 151 Mand. Af denne Styrke ligger der i Kristianssted 110 Mand, hvoraf de 10 dog sædvanlig er indlagte paa Hospitalet. Af Officerer findes 2 Løjtnanter, samt Kapt. O. P. Ditlevsen, der var med i Oprøret 1878. Til Fortet hører 2 Ottepunds Forladekanoner, forspændte med 4 Heste og førte af en Underofficer til Hest. Ved Hjælp af disse Kanoner kan en Sukkermark bestryges med Granater. Foruden Garnisonen i Kristianssted ligger der i Frederikssted ca. 40 Mand, der kommanderes af en Løjtnant. Paa St. Thomas endelig ligger 85 Mand, men disse er fjærnede 10 Mile fra St. Croix, og der findes som bekjendt ingen Dampskibsforbindelse mellem Øerne.

Den samlede Styrke paa alle 3 Øer er altsaa ca. 230 Mand - mod ca. 30,000 Negre. Erfaringen fra tidligere Opstande har vist, at Udfaldet af en Kamp ikke saa meget afhænger af Soldaternes Antal som af Officerernes Snarraadighed og Mod. Forhaabenlig vil det dog lykkes at komme over de fortvivlede Forhold paa St. Croix uden Blodsudgydelse. Med Bly stiller man dog ikke Negrenes Sult. Klarere og klarere viser det sig, at Moderlandet kun har 2 Udveje: enten at tråde til med ny, store Ofre eller ogsaa helt at opgive Oen. Den nærmeste Fremtid vil vise, at der er intet andet Valg.

Aarhus Amtstidende 25. maj 1895.

Den kendte Politiken medarbejder var Henrik Cavling der anvendte pseudonymet Ignotus, og som just havde besøgt øerne.

Group of children at Santa Cruz. Fra artiklen "Black Peril of the Danish Isles", Omaha daily bee,16 marts 1902

Kvinde-Gymnastikpræsentation. (Efterskrift til Politivennen)

Koncertpalæets store Sal var igaar Aftes til Krigsassessor Paul Petersens Præsentation af "den danske Kvindegymnastik" fyldt med et udsøgt Publikum, i hvilket næppe et Navn manglede af dem, der veier i vor Gymnastikverden, og som for Resten talte et ualmindelig stort Antal nydelige unge Damer, blandt hvilke forhaabenlig deres Medsøstres elegante Øvelser have gjort Propaganda for Gymnastikens gode Sag.

Præsentationen aabnedes med en lille Speech af Krigsassessoren, der indprentede Publikum Legemsøvelsernes udmærkede Nytte for Legemets Sundhed og Skjønhed, og manede Folk til at aflade med den Sløvhed og Dovenskab, som i al for høi Grad prægede vor Nation. Hr. Paul Petersen omtalte derefter Anledningen til denne Præsentation: Fra forskjellige Sider havde man ønsket, at han skulde reise med et udvalgt Hold til det forestaaende Skolemøde i Storkholm, og for først at vise Kjøbenhavn gymnastikinteresseiede Publikum dette Hold og mulig skaffe Penge til at dække en Del af Rejseudgifterne, var Fremvisningen her arrangeret.

Herefter marcherede 80 unge Damer i hvide Bluseliv med blaa Slips og korte, mørkeblaa Kjoler ind paa Scenen. Deres taktfaste Gang og præcise Tilsynekomst samtidig fra de tre Døre, gjorde strax det bedste Indtryk.

Saa begyndte Øvelserne, afvexlende "frie Øvelser": Gang- og Løbeøvelser, Armføring og Kropdrejning osv. og Apparatøvelser: Armbom, Spring paa Springbord, Barre, Række o. Lign. Dette i tre Hold udførte de unge Damer samtidig forskjellige Øvelser, hvad der saa livligt og skjønt ud, men gjorde det noget vanskeligere nøie at følge Enkelthederne, der dog - navnlig i Barre syntes særdeles seværdige. Det var vel heller ikke Meningen; Hensigten var jo at vise en Samling unge Damers Gymnastik, hvor der aldrig godt kan blive Tale om de Kraftpræstationer, som Mændene excellere i, men hvor Alt først og fremmest skal tage sig ud, i Kraft af den Gratie og naturlige Ynde, der nu en Gang er det svage Kjøns stærke Side.

Og unægtelig tog det sig ud.

Aldeles nydeligt var det, naar de unge Damer til klingende Melodier gjorde Menuettrin, viste Smidighedsøvelser, sprang i Høiden og i Længden, eller udførte en saa vanskelig lydende Øvelse som "gangstaaende Buevridning". Og Indtryk gjorde det unægtelig, naar de unge Piger under Øvelserne istemte smukke Sange som "Flyv Fugl, flyv" i Takt til Legemsbevægelserne eller marscherede ud med hinanden i Hænderne, syngende "Kong Kristian stod ved høien Mast". Det var saare forstaaeligt at Publikum da klappede, saa det drønede i Salen.

Vist tog det sig ud. Af og til næsten lidt for meget.

Der kunde til Tider være en ganske lille Smule operamæssigt eller balletagtigt ved det Hele. Og er det nu ogsaa rigtig praktisk med disse Sange til Legemsøvelser i et ikke altfor stort Rum, hvad Gymnastiklokalerne jo ikke altid er? Luften er der ikke altid den bedste, og Hals- saavel som Brystsygdomme kunne overføres fra den Ene til den Anden paa den Maade.

Lad det nu være hvad det være vil. Krigsassessor Paul Petersen maa være en aldeles fremragende Lærer at dømme efter den Taktfasthed, den Sikkerhed, der var over den hele Præsentation. Der er Ingen Tvivl om, at han bør tage med sit Damehold op for at gjøre Propaganda mellem Stockholmerne for den danske Kvindegymnastik.

Saa kunne Svenskerne passende gribes af lige saa stor Begejstring for dansk Gymnastik, som adskillige Folk herhjemme nære for svensk Gymnastik.

(Dagens Nyheder 23. maj 1895).

Vel ankommet i Stockholm lod professor Tørngren, bestyrelsesmedlem på skolemødet, Petersen vide at de danske kvinder gymnastik præsentation lå aldeles udenfor skolemødets program. Det lykkedes alligevel at få det gennemført. Aftonbladet den 10. august 1895 noterede at publikum overvejende var dansk. Det dementeredes dog af Dagens Nyheder. Den svenske gymnastikforkæmper major Black skal høfligt have sagt at han aldrig havde set så smuk kvindegymnastik. Holdet gav yderligere to præsentationer, en for pressen og en for medlemmer af det skandinaviske gymnastiklærermøde.

Fotograf Richard Andvord: Koncertpalæet, 1895. Bredgade. I dag mere kendt som Odd Fellow-palæet. Det kongelige Bibliotek.

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Assessor Ussings Afhøringer (2), Fra 2. Maj 1895. (Efterskrift til Politivennen).

Assessor Ussing afhørte indtil 2. juli 1895 de implicerede politibetjente, journalister og andre vidner i sagen. Herefter gik sagen til doms.

Et vidnesbyrd i sædelighedsskandalen.

I går formiddags fortsatte assessor Ussing sine forhør over journalisterne.

Efter at en provinskorrespondent og en forretningsfører havde afgivet deres forklaring, mødte en journalist der fremkom med et for Sædelighedspolitiet graverende vidnesbyrd.

Blandt de i den Hasselbalchske affære indstævnede vidner var, som det måske erindres, et fruentimmer md. J. fra Rådhusstræde der havde spillet en rolle i sagen og mentes at vide god besked fordi hun står i Iivlig rapport til de offentlige fruentimmer. Hun løber dem nemlig penge med meget høje renter, ligesom hun skaffer dem beklædningsgenstande i ublu priser. Forretningen giver naturligvis et betydeligt overskud, og der er tilmed det mærkelige ved den at madammen så godt som aldrig lider noget tab. 

Det var forklaringen af dette fænomen journalisten meddelte assessoren, idet han meddelte at denne ågerske protegereres af Sædelighedspolitiet der bistår hende med indbringelsen af de udestående fordringer og sjældent kræver en af de det undergivne piger forgæves.

Sigtelsen er som man vil se, af den alvorligste art og vil hvis den kan dokumenteres, rette et dødbringende stød mod politiet og dets forsvarere. Skulle det virkelig være tilfældet at Sædelighedspolitiets betjente har ladet sig bringe til at gå den slags ærinder og øve pres mod fruentimmerne for at få dem til at betale, vil det vidne om en korruption som ikke nok så mange ord og dementier vil kunne besmykke eller skjule.

Vi venter i spænding på hvad resultat hr. Ussing skal komme til på dette punkt.

(Aftenbladet, 8. maj 1895).

En mand med fremsyn

Politidirektør Eugen Petersen hører ikke til det velbekendte politi der altid kommer, når det hele er forbi. Han har tværtimod en forbavsende evne til at komme for tidligt. Vi skal ikke her brede os over, at han kom for tidligt til sit politidirektørembede. Vi holder os alene til de senere dages begivenheder.

Her forekommer det os da, at hs højvelbårenhed kom temmelig tidlig med sin meddelelse om, at Korn havde "illegitime forbindelser". Efter den langsomhed, hvormed alle andre opdagelser er gået for sig i denne sag, er der al grund til at spørge politidirektøren, hvorledes han så tidligt kunne kende Korns kæresteforhold, når han ikke kendte dem før Korns selvmord.

Men kendte han dem før, så ville enhver anden også have regnet sig til, at Korn havde underbalance. - Når hr. Ussing er færdig, håber vi, at dette punkt finder en plads i hans redegørelse.

Dernæst kom politidirektørens gennem hr. borgmester Hansen afgivne redegørelse for tidlig med dens kraftige påstande om, at alene Korns underslæb og Meyers obligation var rigtigt af alt det, der hvirvledes op om Sædelighedspolitiet. Hr. Ussings undersøgelser turde allerede have vist det.

Tredje gang, politidirektøren kom for tidlig, var, da han gav sine sædelighedsbetjente lov til at sagsøge "København". Heraf har navnlig Smukke Petersen haft en rigtig forståelse; han erklærede straks, at han troede dog nok, at han ikke ville anlægge sag. Også de andre har fundet tidspunktet løjerligt valgt, just som kriminalretten sad. Kun hr. Meyer har med fortvivlelsens mod bebudet sag mod os.

For fjerde, men næppe sidste gang, kom politidirektøren for tidlig med at konstituere Smukke Petersen i Meyers sted. Det kunne uden skade for folks tro på politiledelsens fremsynethed have ventet det par dage, indtil hr. Ussing havde fået afsagt sit arrestdekret.

Der er kun en eneste ting, som vi ikke finder, at hr. politidirektøren er kommet for tidlig med, og det er hans ansøgning om afsked fra en post, hvor det er slemt at komme for sent, men under tiden værre at komme for tidligt.

(København, 20. maj 1895)

Skandalen.

Forhørene - Smukke-Petersen nægter - Hr. Ussing som kommissionsdommer.

Assessor Ussing fortsætter i dag sine forhør, og han er nu så vidt at det er de kvindelige vidners tur.

Når sagen dog ikke skrider så hurtigt fremad, som ønskeligt var, skyldes det Smukke-Petersens mærkelige holdning. Den gamle, erfarne politimand var så naiv at tro at han kun behøvede at nægte for at slippe helskindet ud af affæren, hvilket naturligvis kun vil bevirke at han kommer til at sidde så meget længere.

Blandt andet har Petersen ikke villet være ved at han vidste besked med nogen af afdelingens intimere historier, og dog har alle afdelingens betjente kunnet bevidne at han arbejdede hånd i hånd med Meyer, og at han alene fik lov til at overvære de mere private konferencer for lukkede døre i overbetjentens kontor.

Der er dog håb om at han snart vil blive medgørligere. Som meddelt er der stadig vagt i hans celle, da man frygter for at han der nu pludselig bliver tvunget til en uvant afholdenhed, skal finde på at lægge hånd på sig selv. I de dage han har været i arresten, er han faldet så meget af, at han næsten ikke er til at kende. 

*

Det er ikke alene her i byen at sædelighedsskandalen har givet anledning til undersøgelser. Den har været livlig omtalt i de fleste provinsblade, og det har derfor været nødvendigt at afæske vedkommende redaktioner en forklaring. Det har bl.a. været i Slagelse hvor politimester Bang har haft redaktør Jensen af "Sorø Amtstidende" for sammen med en del folk fra omegnen der mentes at sidde inde med oplysninger fra tidligere tid.

Også til Jylland vil undersøgelsen strække sig, og da der er sandsynlighed for at der der kan fås oplysninger af stor betydning for sagenm, vil assessor Ussing muligvis selv foretage afhøringerne for hvis skyld det da bliver nødvendigt at udruste ham med myndighed som kommissionsdommer.

Vi får da måske alligevel en kommission omend af en anden beskaffenhed end den forlangte.

(Aftenbladet, 20. maj 1895).

Da "Smukke Petersen" blev arresteret.

Assessor Ussing skulle altså - skriver "Dnb" - i fredags træffe bestemmelse om hvorvidt der skulle afsiges arrestdekret eller ej over den anholdte H. P. Petersen, konstitueret overbetjent i Sædelighedspolitiet.

De 3 gange 24 timer udløb kl. 3 eftermiddag. 

H. P. Petersen blev hentet op fra arresten og underkastet et nyt, langt forhør om de kendte sigtelser mod ham, dels for at have modtaget bestikkelser, dels for på anden måde at have gjort sig ulovlig fordel af sin stilling som sædelighedsbetjent.

De indrømmelser som den anholdte her måtte gøre, var af en sådan natur at de ikke kunne fri ham for at ombytte "anholdelsen" med "arrestationen".

Ved 3-tiden sås assessor Ussing komme ud fra 2. kriminalkammer og ile gennem rettens forsamlingshal ind til den samlede ret.

Et øjeblik efter viste den anholdte betjent sig i det rum hvis vægge dannes af de uhyggelige "skabe".

Han var ledsaget af et af kammerets betjente der i sin venstre hånd bar et hvidt papir: arrestordren.

Konstitueret overbetjent H. P. Petersen var af assessor Ussing erklæret for arrestant.

Den gamle mand der i 29 år har været i politiets tjeneste, går nu ved betjentens side ned til arresterne gennem de trapper og korridorer ad hvilke han selv i tidens løb har ført så mange syndere fra forhøret til cellen.

Han er iført grå sommerdragt og bærer sort filthat. Han går gennem salen med bøjet hoved og hilser synlig genert på de opdagere og kammerbetjente der sidder på bænkene langs vinduerne. De sidste dages begivenheder synes at have taget stærkt på ham

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 20. maj 1895).

Højre om sædelighedssagen. 

Den døende avis skriver i går følgende om sædelighedssagen:

"For øvrigt mener jeg, at først når denne sag af regeringspartiets venner bringes frem i Rigsdagen, vil der være håb om at udrette noget. Alt andet bliver kun til oppositionsvrøvl."

Disse ord er betegnende for Højres kærlighed til sagen: Kun når partiet selv kan få lov at løse spørgsmålet, vil det være med - og det endda kun efter at det forgæves har søgt at vride sig fra det. At ordene er lagt Midnatsmissionens formand, grev Moltke i munden, bør man næppe opholde sig ved. Han er næppe fanatisk nok til at udtale dem, selv om et døende Højreblad er dumt nok til at skrive dem.

Nå, - oppositionen har trumfet sagen så langt frem, som den er kommet. Skulle nu Højre være mørt nok til ikke ikke at turde vise den fra sig, skulle det oprigtig glæde os, der tog det første tag.

(København, 20. maj 1895)

Overbetjent P. T. Meyer

Det vil sikkert interessere de alier fleste af vore læsere at se, hvorledes den mand ser ud, der spiller en hovedrolle i den uhyggelige sædelighedsskandale. Den nys så mægtige Meyer ligner nu en knækket lilje; vort billede viser Sædellghedspolitlets souschef som han så ud, mens han endnu var dydens næstfornemste vogter i København.

Hr. Meyer har ofte beklaget sig over, at de ham underordnede betjente kun besad ringe dannelse. Han har talt om sit anstrengende slid, men først pressen har til denne beklagelse føjet en ganske naturlig bemærkning om store, uregelmæssige indtægter, rigeligt balsam for de trætte tale- og skriveorganer.

Den lille firskårne Meyer kom til verden i 1843 og fik 24 år gammel politihjelmen på sit brunlokkede hoved. Kun i to år sled Meyer gadefliserne, hans overordnede fik nemlig snart lejlighed til at optage hans evner ved et skrivebord, og vi træffer derfor den blidt og høfligt talende mand i Sundhedspolitiet, hvor han arbejdede i fire år. Så gik han over i Sædelighedspolitiet. Politiinspektør Carsten Petersen lærte hurtig at sætte megen pris på M., hvem han altid kaldte den skikkelige, pæne mand.

Ved at vise ærbødighed opefter, og affabel venlighed nedefter, nåede Meyer snart at blive ledende overbetjent i sin afdeling. Under sine skiftende chefer, C. Petersen, Thorsen og Korn, befæstede Meyer sin store indflydelse, der delvis var baseret på indgående kendskab til sædelighedsaffærernes intime detaljer.

Kollegerne døbte M. "den lille konge", og når en bordelværtinde ydmyg trådte over Meyers tærskel, sagde man, nu giver kongen audiens. På et vink af overbetjenten lukkedes alle døre og den smilende forretningsdame tog ærbødig plads på en tarvelig stol foran Meyer, der tronede i en højrygget lænestol. Hvad Værtinden afhandlede med M. fik ingen at vide dengang. Nu bringer hr. Ussing forhåbentlig indholdet af disse interessante samtaler for dagens lys.

(København, 20. maj 1895)

Den store skandale

Forhørene i går
Korn forsøger bedrageri
Hvad Meyer gjorde.

Der er falden en mærkelig tavshed over Højrebladene. "Berlingske"s tale om "ædle vrøvlehøveder" og "oppositionsjournalisters forbindelser i skøgeverdenen" er forstummet. Den døende avis taler ikke mere om oppositionens "egne kastanjer", den har nu travlt med også at få lidt af stegen og rager troligt rundt i asken efter nogle smuler; kun engang imellem kvækker den lidt mod os, fordi den er så fattig.

Og forandringen er forståelig. Da "Smukke Petersen" blev erklæret for arrestant, følte de ædle herrer på den anden side, at sagen var drevet så vidt frem, at den ikke mere lod sig reducere til nul og nix. Men de skulle have sparet sig fra først af. For den skandale, vi med ihærdighed har forfulgt, gjort vort til at oplyse, vil ikke vise sig egnet til at dysses ned med nogle flabede angreb på os eller andre kolleger.

Det viste arrestation, vistes det ved "Smukke Petersen"s. Men endnu værre er det, der oplystes i går. I forhøret i går fremstod nemlig to pantelånere - foruden nogle bordelejere og piger - , og af dem forklarede den ene, at Korn havde forsøgt at bedrage ham. Det gik således til:

En dag for ikke så længe siden kom en herre ind i pantelånerens forretningslokale, hilste og spurgte på pantelånerens ærbødige genhilsen:

- Kender De mig?

- Ja, det gjorde pantelåneren nok. Det er jo hr. Politiinspektør Korn.

- Nå ja, det gør jo heller ikke noget. Men det er rent galt med de 4 cykler, som De har lånt på til d'Hrr. . . . Dem må vi have. Men det er jo et stort beløb for Dem, og jeg kommer da her for at tilbyde Dem det halve af lånesummen, for at De ikke skal tabe for meget.

Nu ved man at på tyvekoster taber pantelånerne hele lånesummen, så tilbuddet syntes fristende. Men pantelåneren var ikke fra dagen før. Han kendte sine pappenhejmere og holdt standhaftigt på: Alt eller intet.

Hr. Korn gik bort i vrede; men næste dag blev alle 4 cykler indløste med den fulde lånesum, 400 Kr., plus renter. Det var "bedre folks børn", der havde pantsat cyklerne. At skaffe dem igen lå i øvrigt uden for hr. Korns sædelighedsembede.

Det er jo kedeligt, sagde borgmester Hansen, at alle de er døde, hvem sagen vedrører. Og man kunne synes det kedeligt nok, at Korn er død nu. Men det er ret ligegyldigt. Om de alle var døde, og sagen alligevel kunne oplyses, ville det kun glæde os - for d'hrr.s egen skyld, hvem det nu vil gå ud over.

For os er personerne ligegyldige. Vi lægger ingen vægt på personerne uden som bærere af systemet. Derfor er det her omtalte kornske tilfælde af værdi. Det viser korruptionen i det grelleste lys. Hvorledes er vel et korps med sådan en chef? Vi føjer til, for en ordens skyld, at pantelånernes afhøring skyldes oplysninger fra "København".

- I øvrigt synes Sædelighedspolitiet at have haft meget med pantelånerne at gøre. Også hr. Meyer har slidt pantelånernes trapper for at akkordere om panters tilbagelevering. Men endnu synes det kun oplyst, at hr. Meyer har pruttet på renterne, i øvrigt i de hidtil behandlede tilfælde uden held.

Som man ser: Der er god grund til ikke at skrive i "Berl. Tid." om skøger eller i den svindsottige om de kastanjer, vi skal brænde os på.

(København, 21. maj 1895)

En slagen mand

Smukke Petersen

Det er ikke mere end godt og vel otte dage siden at Smukke Petersen blev indsat i arresten.

Det har taget så stærkt på ham at han nu er næsten en dødssyg mand, ligesom hans sindsstemning er meget nedtrykt.

I går har man måttet indlægge ham på Kommunehospitalet. Han havde til opsynet klaget over stærke smerter, og hen på eftermiddagen måtte lægen hentes.

Denne beordrede ham straks indlagt på hospitalet hvor han fik plads på officiantgangen under dr. med. Mygge der fungerer ved 3. afdeling.

Her ligger han under streng bevogtning både dag og nat; da han jo ellers havde nem lejlighed til at begå selvmord. Og det ville under sagens nuværende standpunkt være et uvurderligt tab om han så lejlighed til at breberøve sig livet, det ville unddrage assessor Ussing betydeligt materiale. 

Hr. Mygge vil også vide at han har en kostbar patient at våge over. Af hans lov og død afhænger måske manges skæbne. 

Hans sygdom er et hjerteonde i forbindelse med begyndende vattersot. 

(København, 24. maj 1895).

I de sidste uger af maj afhørte assessor Ussing omkring 16-18 vidner dagligt, og blev efterhånden fritaget fra andre opgaver, så han udelukkende kunne hellige sig sædelighedssagen. 

Autoriterer og vidner.

Under udviklingen af den famøse sædelighedsskandale har vi ofte haft lejlighed til at pege på det uforsvarlige i den optræden, overbetjent Meyer viste overfor en del af de eventuelle vidner i sagen.

Hr. Meyer kaldte som bekendt en del af de under hans opsigt stående piger op til sig, formanede dem til at holde bedrageren Korns minde i ære og ikke sige noget ondt om ham, der havde været dem så god.

Hvilken hensigt hr. Meyer har haft med sin tale, skal vi overlade til hr. assessor Ussing at udrede. Vi skal kun holde os til den virkning talen kunne gøre. Og virkningen turde ligge lige for næsen. Der er ingen tvivl om at de piger, der hørte på talen, opfattede den som en formaning til at undlade at give de oplysninger, de måtte sidde inde med om forholdene i Sædelighedspolitiet. Det vil med andre ord sige at de under visse forudsætninger måtte gå ud fra, at det ville være d'hrr i Sædelighedspolitiet behageligt om de for retten forklarede falsk. Og der er heller ingen grund til at tro andet, end at flere af disse piger kunne have alvorlige grunde til at overveje, hvilket der ville være dem ubehageligst: enten at overhøre formaningstalen og forklare rigtigt eller lægge sig den bag øret og forklare falsk. Det er derfor vi så ihærdigt har fordret Meyer fjernet fra hans plads, indtil undersøgelsen var forbi. 

Nu er der vel dem der kan mene at der ingen grund var til at frygte bestræbelser fra politiets side i retning af at forhindre en indgående og rigtig oplysning af sagen. Men disse godtroende beder vi først overveje det ovenfor udviklede og dernæst huske på at man har set mærkeligere ting før.

Vi skal her blot minde om, at i den af os tidligere omtalte sag som afdøde inspektør for 3. afdeling, Thorsen, anlagde mod læge Prochowsky, førte denne sidste en række piger som vidner. De blev afhørte og bekræftede deres udsagn med lovens ed. Men bagefter lod politiinspektøren dem kalde op i sædeligskælderen, og der optage rapport over dem på en sådan måde, at de fragik deres beedigede forklaringer, for så vidt de var generende for politiet.

Og da sagen siden hævedes af Thorsens enke, var der alligevel ingen, der faldt på at anstille undersøgelse om, hvorledes denne uoverensstemmelse mellem vidneforklaringer og rapport var fremkommet. Et spørgsmål som måske hr. Meyer véd besked om, og som politidirektør Eugen Petersen ikke burde være uvidende om. 

Af denne sidste sag og hr. Meyers og senere andre betjentes formaninger til de under dem stående piger vil man sikkert få god grund for en ikke ringe mistillid til vore autoriteters omgang med de vidner der i en eventuel sag kunne genere dem.

Hvad vidnerne vil forklare når de kommer for skranken efter at være formanede af de deri interesserede, kan ingen vide, selv om man véd, hvad de vidste i forvejen.

Men det er heller ikke altid man har kunnet vide, når man er kommet et stykke hen i en proces, hvilke vidner man har tilbage at føre. Det er hændt og det ganske åbent for publikums øjne, at vidner er forsvundet på kortere eller længere tid, netop som de skulle føres i en celeber sag, autoriteter til gene.

Et af de smukkeste eksempler er her den Scavenius-Ingemann Petersenske vidnesag, hvor det trods megen ihærdighed aldrig lykkedes at holde et vidne fast, endda politiet havde hals- og håndsret over vedkommende pige.

Denne sag, der ikke er uden interesse under sædelighedsskandalen og måske også kendt af hr. Meyer, skal vi i en senere artikel behandle til oplysning for hr. assessor Ussing og ærede læsere.

(København, 25. maj 1895)

Vi har modtaget følgende:

Da det rygte har udbredt sig at det er undertegnede der bl.a. under betegnelsen "betjent Petersen" er omtalt i pressen som arresteret i den for tiden ved kriminalretten verserende såkaldte Sædelighedssag, ville jeg være Dem, hr. redaktør særdeles taknemmelig hvis dette falske rygte måtte blive dementerede i "Aftenbladet"

København den 20. maj 1895

Ærbødigst
Adolf J. Petersen
Overbetjent i Københavns Sundhedspoliti.

(Aftenbladet, 21. maj 1895).

København uden Sædelighedspoliti.

Opløsningstilstand.
Damerne i Tivoli.
De nye mænd.

Tilstanden er i øjeblikket faktisk den: København er for tiden så godt som uden nævneværdigt Sædelighedspoliti.

Alt er i opløsning - de underordnede uden virkelig ledelse, de "ledende" rådvilde og forfjamskede institutioner genstand for den ganske bys hånlige overlegenhed.

Hvorledes skulle det være anderledes - ?

En af politiets ældste betjente den konstituerede overbetjent, i arrest adskillige af hans kolleger stærkt kom promitterede Meyer benådet med en "permisssion" fra hvilken han aldrig når tilbage til sin stilling som inspektør, en ganske ung og uerfaren mand, der allerede synes træt og nok nærer alvorlige betænkeligheder ved at søge fast ansættelse - og over dem alle, som kransekagens topfigur - al, hvilken ynkelig figur! Hr. Eugen Petersen.

Hvilket billede af en ærefrygtindgydende politiinstitution!

Således er stillingen i øjeblikket, og vi bedrøves ikke yderligere over at det er således. For at nå til det ry, måtte det gamle først tilintetgøres.

Men der er grænser for alt, også for den tid, vi helt kan undvære et Sædelighedspoliti. Lige så hurtigt og resolut det gamle burde brydes ned, ligeså energisk burde det ny bygges op. Og der er nu gået 2 måneder siden Korns revolver udledede det kaos hvorunder vi for øjeblikket lever. 

At alt nu er i opløsning, vil enhver kunne overbevise sig om. Sædelighedspolitiet er ganske gået i stå, dets folk er dels sat ud af virksomhed, dels bange for at virke. Den før så hidsige menneskejagt er næsten ganske indstillet, af anholdelser finder de færrest mulige sted. 

Vil man have det håndgribeligste bevis på hvor lidt respekt Sædelighedspolitiet i øjeblikket nyder, behøver man kun at ulejlige sig ind i - Tivoli.

Et blad opkastede i går det spørgsmål om damer kunne gå alene i Tivoli, og det æskede sine læseres mening i dette spørgsmål der var et af "århundredets vanskeligste".

Vi skal nu ikke foregribe bladets læseres dom i en sag af så verdenshistoriske betydning. Men det kan sikkert slås fast, at som forholdene for øjeblikket er, kan ingen dame uden at risikere sit rygte, gå alene noget steds i Tivoli. 

Takket være det dødvande der nu er indtrådt i politiets virksomhed, er det populære etablissement oversvømmet af tvivlsomme og ganske utvivlsomme "damer" der endog overtræder selv de mest direkte bestemmelser om de steder hvor de må færdes.

Vi lægger al skylden derfor på politiet, eller rettere sagt manglen på politi og intet af den på direktionen. Den har ved at ophæve den gamle bestemmelse at en dame ikke kunne få kort til Tivoli uden en navngiven herres garanti - en ganske fornærmende og meningsløs bestemmelse - kun handlet godt og rigtigt, og den kan ikke stå ved sit tælleapparat og forlange dydsbevis af sine gæster. Når forholdene er blevet som de er, skyldes det som sagt, ene og alene det Sædelighedspoliti der om det havde nogen autoritet, kunne forhindre skandaler af en sådan art. 

---

Men Tivoli giver kun et eksempel på opløsningen udenfor afdelingen. Det kunne suppleres med adskillige andre.

Spørgsmålet bliver da: hvor længe skal de nuværende, ganske umulige forhold vedvare? Bliver der snart gjort en ende på dem?

Det siges at der indenfor spidsernes snævre kreds hersker adskillig ubestemthed angående ordningen og de nye folk som må antages. Vi tror det så gerne. Politidirektøren siges at have udset en betjent i opdagelsespolitiet til at afløse Meyer, fra anden side gøres det gældende at det er nødvendigt, navnlig da inspektøren er så ny i tjenesten at beholde en af de gamle der er kendt med forholdene, endelig ved man ikke hvilke og hvor mange af de gamle man vil beholde - - - kort sagt: Forfjamskelse over hele linjen!

Afgørelsen skulle ikke synes så vanskelig. Undersøgelsen må vel til dato have givet så meget resultat at det kan ses hvem der er skikket til at forblive i politiets tjeneste og hvem ikke. Man behøver jo ikke her at spørge om deres forhold er kriminelle eller ej.

Og så: Bort med alle dem på hvem der hviler blot den allermindste plet!

Ingen utidig skånsel, ingen øllebrødsbarmhjertighed! Det ny politi vi må have, må fra første færd være uden lyde, om det skal have held til at vinde den autoritet det gamle har forskertset.

Var det mon så uoverkommeligt for andre end for hr. Eugen Petersen?

(Aftenbladet, 22. maj 1895).

Kvindelige Kaffe-Pilleri-Arbejdere! (Efterskrift til Politivennen)

Hvad der bydes kvindelige Arbejdere!

Den første Industri Frihavnen

Slavereglement - 8 Øre i Timen!

Forleden Dag kom tre Kvinder op paa vort Kontor og fortalte os følgende :

De arbejdede sammen med ca. 70 andre Kvinder som Kaffepillersker i Frihavnen for Grosserer Ferd. Andersen & Komp. Ved dette Arbejde kunde de tjene ca. 3 a 4 Kr. om Ugen med en Arbejdstid fra Kl. 8 Morgen til Kl. 6 Aften, afbrudt af ½ Times Frokost og 1 Time til Middag. De havde saaledes 8½ Times Arbejdstid hver Dag, og med denne Arbejdstid kan de flinkeste Arbejdersker som nævnt tjene 3 a 4 Kr. om Ugen eller i det højeste 8 Øre i Timen.

Arbejdet bestaar i at pille Kaffebønner. Det foregaar paa den Maade, at Kvinderne, der faar udleveret et bestemt Kvantum Bønner til Rensning, først "folder" det fine Støv fra gennem et Sold og derefter med Fingrene piller alle Urenheder, daarlige Bønner osv. fra Kaffen. Arbejdet er baade usundt og besværligt. Det betales i Akkord med ca. 1 1/4 Øre pr. Pd. Arbejdslokalet er i Pakhus Nr. 1 paa den østlige Frihavns-Mole, helt oppe i øverste Etage.

Nu er der maaske enkelte, som tænker, at en saa ussel Fortjeneste kan man da ikke byde Kvinder, som arbejder regelmæssig, og derfor gaar ud fra, at de her omhandlede Arbejdersker gaar til og fra deres Arbejde omtrent efter eget Forgodtbefindende, men dette er saa langt fra Tilfældet, at der endog hersker den mest punktlige Orden i Hr. Andelsens Kaffepilleri, og at Kvinderne er underkastet et Arbejdsreglement, der tager sin Lige i drakoniske Bestemmelser. Vi skal gengive nogle af disse Bestemmelser in extenso.

Med Hensyn til Antagelsen af Arbejdersker hedder det :

"Ved Antagelsen skal enhver Arbejderske opgive sit Navn, Bopæl og tidligere Beskæftigelse, samt forevise saadanne Legitimationspapirer, som haves. Dernæst skal Vedkommende meddele sit Navns Underskrift paa at være gjort bekendt med nærværende Bestemmelser.

Opløsning af Arbejdsforholdet kan fra Arbejderskernes Side kun ske med 3 Dages Varsel, hvor imod Arbejdsgiverne, naar Foranledning foreligger, kan ophæve det til enhver Tid uden Varsel.

Pligtforsømmelser, der absolut medfører Afskedigelse:

a) Udeblivelse fra Arbejdet uden gyldig eller bevislig Grund,

bj Misligholdelse i væsenlig Henseende af nærværende Reglements Bestemmelser.

c) af ovennævnte Grunde kan afskedigede Arbejdersker ikke nogensinde senere atter erholde Ansættelse i vort Pilleri eller modtage Anbefaling fra os.

Arbejdstiden. Den regelmæssige daglige Arbejdstid begynder om Morgenen Kl 8 og ender om Zlsloien Kl. 6. Om Lørdagen, ligesom paa Dage, der gaar forud for en Helligdag, sluttes Arbejdet Kl 6½

Følgende Hviletider er fastsatte: Frokostpause ½ Time. Middagspavse 1 Time

Søn- og Helligdagsarbejde finder som Regel ikke Sted. En eventuel nødvendig blivende længere eller kortere Arbejdstid bliver særlig meddelt Arbejderskerne og maa efterkommes af disse. Ligeledes er de forpligtede til at arbejde paa Søn- og Helligdage efter Forlangende og indenfor de af Loven fastsatte Tilfælde.

..... Under Arbejdstiden tør en Arbejderske kun forlade Arbejdet efter særlig indhentet Tilladelse fra den Foresatte, og tør ikke afslutte før det almindelige Signal hertil er givet. Orlov skal indhentes personlig hos den Foresatte og stedse paa den forudgaaende Dag. Lønnen og dens Betaling. Arbejdet sker i Akkord og Akkordtaksterne bekendtgøres af Bestyrerinden .... Arbejderskerne er forpligtede til straks ved Modtagelsen at eftertælle Lønnen og feriere Reklamationer kan der ikke tages Hensyn til.

Forhold under Arbejdets Udførelse. Samtlige Arbejdersker er forpligtede til ubetinget at efterkomme Bestyrerindens Anordninger. Klager af enhver Art henstilles til dennes Afgørelse ....

For Kontrollens Skyld skal Proviantkurve osv. ved Bortgangen fra Arbejdsrummet holdes aabne.

Enhver Arbejderske er forpligtet til selv at paase Rigtigheden af Vægten af det hende leverede Kvantum Kasse til Pilning, idet hun ved Afleveringen maa tilsvare samme Kvantum, som er hende leveret."

Som man ser udmærker dette Reglement sig lige meget ved sin daarlige Form som ved sit brutale Indhold, og det giver i Sandhed ikke Kaffe-Plantageejeres Slavebestemmelser noget efter i Vilkaarlighed. Arbejderskerne skal sige op med 3 Dages Varsel, men kan afskediges uden videre. De skal uvægerlig arbejde over, naar det forlanges, samt arbejde Søn- og Helligdage "i de Loven fastsatte Tilfælde". Denne Bestemmelse synes at være et Forsøg paa at bilde Kvinderne ind, at der findes en Lov, som indeholder Paabud om Søn- og Helligdagsarbejde.

Arbejdslønnens Størrelse bekendtgøres af Bestyrerinden. Denne Dame har tillige Hals- og Haandsret over Arbejderskerne, idet hun afgør alle Klager. De maa ikke forlade Arbejdsrummet uden hendes udtrykkelige Tilladelse, skønt der ikke en Gang er Adgang til at saa en Drik Vand i dette Rum, lige saa lidt som Arbejderskerne kan vaske sig oppe, men maa gaa ned paa Pladsen. Bestyrerinden har da ogsaa ment, at de meget godt kunde gaa hjem om Aftenen uden først at vaske sig! Ikke sandt, det er en ægte Kvinde, der mener, at hendes Søstre godt kan staa Dagen igennem i et smudsigt, støvfyldt Rum og saa bagefter marschere gennem Gaderne med Snavset paa sig.

Bestemmelsen om, at Arbejderskerne selv skal efterse Vægten af den udleverede Kasse og svare det samme Kvantum ved Afleveringen, benyttes til at reducere deres Løn ganske betydeligt, idet der aftrækkes dem fra 15 til 30 Øre, naar der mangler blot et halvt Pund Støv eller Affald paa en Sæk Kaffe, og det er jo indlysende, at det ikke er let at faa alt med.

Hvorledes Reglementet haandhæves fremgaar af, at da Arbejderskerne for nogle Dage siden forlangte 2 Øre pr. Pd. at pille, blev de, der førte Ordet, afskedigede, og de øvrige fik den Besked, at vilde de ikke arbejde for den Løn, der betaltes, saa kunde de gaa.

Karakteristisk er ogsaa Bestemmelsen om, at Arbejdstiden foran Søn- og Helligdage slutter ½ Time senere om Aftenen. I Modsætning hertil gaar Bestræbelserne alle andre Steder ud paa, at Arbejdet, og da særlig for kvindelige Arbejdere, skal slutte tidligere Dagen før en Søn- eller Helligdag i rigtig Erkendelse af, at Kvinder, der oftest har et Hjem at passe, skal have lidt mere Fritid netop paa de Dage for at kunne gøre nødvendige Indkøb og andre smaa Forberedelser til Helligdagen.

Den Slags Smaating tænker Hr. Andersen eller maaske hans Famulus Hr. J. Siesbye, som har underskrevet Reglementet, ikke paa, for dem er Kvinderne kun Arbejdsdyr, der har at slide, naar det behager dem. Pokker med, hvordan det gaar Børn, Mand og Hjem, og det skal jo indrømmes, at der ikke bliver meget af Hjemmets Hygge, naar en Hustru kun faar 3 a 4 Kr. om Ugen for 6 Dages Arbejde. 

Hr. Andersens Kaffepilleri er, saavidt os bekendt, den første Industri i Frihavnen, og vi vil ikke haabe, at de efterfølgende Virksomheder vil byde Arbejderne lige saa slette Vilkaar, thi saa tror vi ikke, København vil faa megen Glæde af det industrielle og kommercielle Liv, der skulde udvikle sig i dette "Udland i Indlandet".

(Social-Demokraten 16. maj 1895).

Kaffe-Pilleri

I Anledning af vor Artikel i Torsdags anmodede Hr. Grosserer Ferd. Andersen os om at tage hans Kaffepilleri i Øjesyn.

Vi tog straks mod Tilbudet og drog ud i Frihavnen, hvor Pilleriet er installeret i Tagetagen paa Østmolens store Pakhus.

Man kommer derop ad en just ikke absolut magelig, men dog ret praktisk Trappe. Arbejdslokalet er meget højt (ca. 6 Alen), rummeligt og lyst, idet det har Vinduer baade paa Siderne og i Taget.

Straks indenfor Døren er anbragt et Vaskebord med 6 Vaskekummer, lige som der er Stativer, hvor Kvinderne kan hænge deres Tøj. Paa den modsatte Side af Gangen er anbragt de mere "geheime Apartementer", saa vi maatte give Hr. Andersen Ret i, at Arbejderskerne ikke havde nogen tvingende Grund til at gaa ned i Arbejdstiden.

De tre Kvinder, som havde klaget til os over Manglen paa Vand i Lokalet, havde imidlertid alligevel Ret paa det Tidspunkt, hvor de fremkom med deres Klage, nemlig for en halv Snes Dage siden (vor Artikel havde henligget nogen Tid af Mangel paa Plads); thi den Gang var Lokaliteterne, der toges i Brug fra 1. Pias. endnu ikke fuldstændigt ordnede. Forresten mangler endnu Installeringen af elektrisk Lys, som der dog først bliver Brug for til Efteraaret. Opvarmningen skal besørges ved Damp fra Frihavnens Centralanlæg. 

Med Hensyn til Arbejdsreglementet erklærede Hr. Andersen, at dette var oversat fra Tysk og at han ikke havde tænkt sig det gennemført efter Bogstaven, samt overhovedet havde til Formaal at behandle Arbejderne saa humant som muligt.

Arbejdsfortjenesten er ikke stor, men dog noget større end de 3 Kvinder havde fortalt os. Det fremgik nemlig af de os forelagte Bøger, at svede Kaffepillersker gennemgaaende kan tjene omkring 7. undertiden 8 Kr. om Ugen med ti Dages Arbejde. Prisen for Pilning er 1 1/4 Øre pr. Pd., og kan efter Hr. Andersens Forsikring ikke sættes højere, da han selv kun kan faa 1½ Øre pr. Pd., og mindre end 1/4 Øre kunde han efter sin Erfaring ikke have for Tillæg af Lokale, Maskiner, Administration osv. Han erklærede, at sattes Prisen højere, vilde Arbejdet enten blive udført i Udlandet eller ogsaa, som tidligere, paa Straffeanstalterne

*

Vi maa vi indrømme, at naar fraregnes den for mange Arbejdersker lange Vej kan der næppe tænkes noget livligere Arbejdslokale end det i Frihavnen. Man har nemlig herfra en aldeles henrivende Udsigt over saavel Frihavnen, som Indrerheden og Sundet. Men ved Siden af denne Poesi glemmer man dog ikke den skærende Prosa, at Kvinder, for at konkurrere med Udlandet eller vore Strafanstalter, maa arbejde 8½ Time daglig i 6 Dage om Ugen og tilmed gaa en lang Vej for at tjene i bedste Tilfælde 7 a 8 Kr., en Del af de mindre duelige naaer ofte ikke højere end til 5 a 6 Kr. Det er Frikonkurrencens Frugter, som man ganske vist ikke kan gøre den enkelte ansvarlig for, men som desuagtet er lige grimme og maner til Kamp mod et System, der tvinger Kvinderne ind paa Arbejdsmarkedet, uden at yde dem et Vederlag herfor, stort nok til at de kan leve sorgfrit.

(Social-Demokraten 22. maj 1895).

Kaffepilleriet lå i Pakhus 1 (opført 1894) på Østmolen og blev senere kendt som Pakhus 4, eller Dahlerups Pakhus. Det er tegnet af Dahlerup og er fredet. Foto Kbhbilleder. Erik Nicolaisen Høy (2019).

Andersens kaffepilleri blev formentlig udkonkurreret af A/S Nordisk Kaffe-Kompagni, stiftet 1896. Hovedsædet lå i Frihavnen, og dets pakhus og kontorbygning (tegnet af K. A. Ludvigsen) samt brænderi (Valdemar H. Hammer) lå på Gittervej ved siden af Nordisk Fjer. Bygningerne findes i kraftigt ændret udgave stadig.

Polske Roearbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

De flygtende Polakker.

Politi og Slaver.

Højre-Godsejernes skammelige Misbrug af fremmed Arbejdskraft, og det danske Politis Lakajvillighed til at behandle de Fremmede som Slaver har nu faaet Lejlighed til at brænde sig ind i den offenlige Bevidsthed ved den Skandale, der fandt Sted i Torsdags i Gedser, da 17 polske Mænd og Kvinder forsøgte at løbe væk fra Godsejernes Slaveri, men blev indhentede, tildels indfangede og med Magt bragt tilbage af det danske Politi.

En Læge, der tilfældigvis kom med Toget til Gedser, skriver til "Avisen" om denne Scene:

"Da de Rejsende steg ud af Toget (fra København), hørte man høje Klager fra Mændene, blandet med Kvindernes lydelige Graad, idet hele Flokken med Iver forsøgte paa, men idelig forhindredes i at komme ombord paa det Dampskib, der netop skulde afgaa til Warnemunde (Polakkerne var nemlig om Natten gaaet paa deres Fødder fra det lollandske Gods til Gedser). De elendige paaklædte Mennesker forsøgte at kaste deres usle Byldter ombord, af hvilke nogle faldt i Vandet, men Flokken blev stadig drevet tilbage af nogle faa Personer, som dog ikke kunde magte dem Alle.

Tilsidst forfærdedes Passagererne, som med Forundring og Harme standsede for at se paa dette uforstaaelige Optrin, ved at se, hvorledes en Mand af Flokken, som i den yderste Fortvivlelse stred for at naa Dampskibet, blev revet om af en velpaaklædt robust Herre tilligemed en uniformeret Mand og blev udsat for en højst oprørende Behandling: Støvler og Klæder flaaedes af ham, paa Hænder og Knæ med Fortvivlelsen malet i Ansigtet krøb han hen ad Jorden henimod Dampskibet med de to Mand over sig, tildelende ham hæslige Slag, som man kun kan tænke sig et Dyr i Raseri, og tilsidst blev han slæbt ind i Stationsbygningen, hvor han indespærredes.

Imidlertid lykkedes det nogle enkelte af Flokken at slippe ombord, og af dem erfarede de Rejsende under Overfarten til Warnemunde, at det var polske Arbejdere, som ved Løfte om god Betaling var lokkede til Danmark til Fabriksarbejde, og som nu, efter at være skuffede i Henseende til Løfternes Opfyldelse, havde nedlagt deres Arbejde og med Magt forhindredes af den Agent, som havde lokket dem til Danmark, i at vende tilbage til. deres Hjemland. De havde 2 Timer før Togets Ankomst indfundet sig paa Jærnbanestationen for at komme ombord.

Kan en saa oprørende og raa Behandling, der bragte En til at mindes Fortællingerne om Negerslavernes Behandling i "Onkel Toms Hytte", være tilladelig i vore Dage i et frit Land som Danmark?"

Det er et Højre blad og en Højre mand, der saaledes maa røbe, hvor barbarisk raa Politibetjentene og de danske Godsejere optræder mod værgeløse og fattige Fremmede, der ikke forlanger andet end at komme tilbage til deres Fædreland, som man har narret dem fra.

-

(Social-Demokraten 11. juni 1895. Uddrag).

De polske Arbeidere paa Lolland.

I lolland-falsterske Blade, særlig i Venstrebladet "Nakskov Tid.", er der fremkommet Beretninger om de polske Roearbeideres Flugt, som i nogle Enkeltheder afvige fra de os af vor stedlige Korrespondent tilstillede Meddelelser og endnu mere fra andre, i herværende Blade fremkomne Skildringer. Vi ere selvfølgelig ude af Stand til at tage Parti i denne Strid, men anse det efter Omstændighederne for rettest som Supplement til vore tidligere Meddelelser at gjengive "Nakskov Tid".s Beretning. Den lyder saaledes :

Paa Grundlovsdagen forsvandt 23 af de paa Gammelgaard, tilhørende Godeeier Konow, arbeidende Polakker. Medene "Aufseheren" og de øvrige polske Arbejdere endnu laa og sov, forlade de 23 Gaarden og begave sig tilfods paa Vei til Gjedser for derfra at fortsætte Reisen hjem til deres Fædreland. Da Flugten blev opdaget, blev der strax truffet Foranstaltninger til at faae Flygtningene stansede i Farten, hvilket fra retslig Side set let lod sig gjøre, da de havde faaet Forskud paa deres Løn og desuden havde medtaget de Kartofler, de havde faaet udleveret til Føde i 14 Dage. De kunde saaledes anholdes for Forsøg paa Bedrageri. Et Extratog blev leiet, og snart dampede en Politibetjent, "Ausseheren" og Avlsforvalteren til Gjedser for at faae fat i Desertørerne. Med Aftentoget reiste endvidere Politifuldmægtig Fleischer fra Nakskov med en Arrestordre i Lommen. I Nykjøbing tog han Vogn til Gjedser, og da han var kommen Halvveien hertil, traf han det eftersøgte Selskab, der laa og sov i Grøften. Han tog dem alle med til Gjedser, hvor de installeredes paa en Gæstgivergaard; næste Morgen skulde de returnere til Gammelgaard. Saaledes gik det imidlertid ikke. Da det tydske Postdampskib skulde til at afgaa, grebe Polakkerne deres Byldter og løb ombord i Skibet. Fem kom dog frivillig tilbage, og en blev anholdt; de andre dampede afsted ad Tydskland til. At 17 af Polakkerne saaledes slap af Sted, var nærmest Stationsforstanderens Skyld. Han nægtede at lade Skibet opsætte sin Afgang saa længe, at de alle kunde blive anholdte. Rimeligvis bliver der indgivet Klage over hans Optræden ved denne Leilighed.

Grunden til Rømningen kan ikke antages at være Strenghed fra "Aufseheren"s eller hans Hustrus Side overfor Polakkerne, og heller ikke, at disse ikke have faaet den akkorderede Løn. Skjøndt "Aufseheren" havde Ret til som Sikkerhed for Kontrollens Overholdelse hver Uge at tilbageholde et vist Beløb af Lønningerne, havde han ikke alene ikke gjort dette, men endog givet Karlene og Pigerne Forskud. Ganske vist var der en Uoverensstemmelse tilstede med Hensyn til Lønnen, men denne laa i, at Pigerne, der vare antagne mod en daglig Løn af 1 Mk. 10 Pf, forlangte 1 kr. 10 Øre. Pigerne vare dog egenlig ikke utilfredse eller kede af Danmark; det var Karlene, der havde Rømningslyster, og de tvang Pigerne til at følge med.

I et senere Nummer af samme Blad hedder det: Under uheldige Veirforhold kan Roearbeide som alt andet Markarbeide have sine Ubehageligheder, men det er dog et overmaade let Arbeide, som endog Gamle og Svage kunne udføre, navnlig under Veirforhold som de, vi have havt i dette Foraar. Og det er paa ingen Maade alene Godsejere, der benytte fremmed Arbejdskraft i deres Roemarker; mange Gaardmænd maa gjøre det Samme, fordi det er ganske umuligt at skaffe tilstrækkelig dansk Arbejdskraft. Desuagtet er det dog kun en lille Del af Roearbeidet, der udføres af Fremmede; Roedyrkerne forsyne sig først med den hjemlige Arbeidskraft, her er at opdrive, ogsaa allerede af den Grund, at den fremmede Arbeidskraft aldeles ikke er billig. En polsk Roepige koster Roedyrkeren ca. 300 Mark for Sommeren.

De fremmede Arbeidere have næsten overalt Akkord, og at deres Arbeide efter Omstændighederne er vellønnet, fremgaar af, at de hele Sommeren igjennem sende Penge hjem. Naar der i nogle Blade har været klaget over den Kost, der af Godseierne gives dem, er hertil alene at bemærke, at alle Arbejderne have det efter deres eget Ønske saaledes, at de koste sig selv. De bo i gode, sunde, velindrettede Boliger og Lokaler, og naar de Søndag Formiddag i store Flokke komme til Nakskov for at gjøre deres Indkøb, gjort de ingenlunde Indtryk af at være "Slaver". Deres Klædedragter ere ordenlige og renlige, men i skrigende Farver, og de selv ere vel tilfredse og pludre rask paa deres besynderlige Maal. At en og anden, navnlig af de mandlige Arbeidere kan komme til at smage lidt for meget paa det billige danske Brændevin, siger sig selv.

(Dagens Nyheder 13. juni 1895).

De første 400 polske sæsonarbejdere kom i 1893 fra Østpreussen til Lolland for De Danske Sukkerfabrikker for at arbejde i sukkerroemarkerne. En landarbejder kunne passe ca. 2 tønder land. I 1893 dyrkede man omkring Nakskov i alt 4.348 tønder land med roer, og i 1919 var det samlede areal i Danmark opdyrket med roer ca. 76.087 tønder land. Der var altså brug for en massiv tilførsel af arbejdskraft i roesæsonen.

Modsat hvad Dagens Nyheder skriver var arbejdet i roemarkerne hårdt. Det var kun i begyndelsen at de blev sat til at hakke, luge og optage sukkerroer. Når der ikke var arbejde på fabrikkens marker, blev pigerne udlejet til lokale landmænd, hovedsageligt godsejere, som havde brug for en større arbejdsstyrke. Ligeledes blev de indlogeret i såkaldte polakkaserner. 

Aufseheren skulle sørge for at arbejdet blev udført. Han fik højere løn end roearbejdernes, foruden goder såsom at forvalte en mindre købmandsvirksomhed på kasernen. Det var ikke ualmindeligt, at arbejderen blev lovet højere løn og bedre arbejdsforhold end dem de fik. Der har sikkert været forskel på Aufsehere, men det var ikke usædvanligt at han øgede arbejdstiden,  opkrævede beløb for forskellige ydelser som indkøb og tøjvask, snød eller stjal fra pigerne. Andre steder havde de polske arbejdere et godt forhold til deres Aufseher.

For sæsonarbejdere blev i 1908 vedtaget “Lov nr. 229 af 21. august 1908 om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft”, hvor registreringen blev pålagt arbejdsgiveren. Han skulle melde arbejdernes ankomst senest 4 dage efter ankomsten, og arbejdernes antal, deres nationalitet og hjemland foruden deres formand, tidsrummet for arbejdet, arbejdets art og deres bolig skulle registreres. Desuden skulle arbejderne straks efter ankomsten have en kontrakt med arbejdsgiveren.

Ophøret med at importere polske arbejdere til de danske roemarker skyldtes ikke en mekanisering af sukkerroedyrkningen eller ændrede dyrkningsforhold men en politisk indsats for en udskiftning af arbejdsstyrken fra udenlandske til danske arbejdere. Det vedblev indtil 1929. De fleste rejste hjem, men ca. 3.-5.000 bosatte sig permanent.