"Den dovne Dreng" (1): Bølle. (Efterskrift til Politivennen)

"Den dovne Dreng", eller August Peder Jensen, var omkring århundredskiftet 1900 en af de mest berygtede og frygtede bøller i København. Angiveligt skulle han være søn af en pukkelrygget kvinde, "Blonde Lise" fra en kælder i Møntergade som døde som 30-årig. Men det er formentlig blot en vandrehistorie. 

August Peder Jensen blev født 3. november 1857 på Sletten i Asminderød sogn. Hjemmet var fattigt, og der var 6 søskende. Faderen var til tider drikfældig. August rejste hjemmefra med gode kundskaber og tjente til sit 18. år på landet, skiftede ofte plads. Herefter rejste han ind til København og levede af tilfældigt arbejde. Han slog sig tidligt på flasken. Ved folketællingen i 1880 sad han på Ladegården i København. Ved folketællingen i 1885 (28 år) var han kreaturfører og logerende i baghuset bag Sankt Gertrudsstræde 8. Nogen "dreng" var han ikke (43 år), da han blev indsat i Horsens Tugthus (folketællingen 1901).  

Han ernærede sig tilsyneladende dels ved tyverier, dels ved det mindst anset arbejde, fx kreaturtrækker (man trak kvæg fra Kvæsthusbroen til Vesterbros Kvægtorv). Desuden var han temmelig voldelig. 

Denne artikelserie består af tre dele: Nedenstående som omfatter perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

Hans første straf var i 1877 sammen med sin bror.  Derefter fulgte en lind strøm af straffe på vand og brød, for tyveri, vold, vold mod betjente: 1877, 1880 (2 gange), 1882, 1884 og 1887. 8 måneders forbedringshus for ran i 1886 (afsonet i Vridsløselille?). 180 dages tvangsarbejde for vold i 1898 (Ladegården?). Tre gange sad han i Horsens: 1889, 1895-97 og 1899-1901:

På egen hånd.

En person ved navn August Peter Jensen som tidligere oftere havde spillet terninger i en herværende beværtning og herved efterhånden tabt ikke så få penge til en bagersvend Johansen, besluttede at fravende denne nogle penge for at holde sig skadesløs for sit tab. I dette øjemed begav han sig den 4. april d. å. ind i den pågældende beværtning hvor han ventede at træffe Johansen. Han traf ham også siddende ved et bord, i spil med nogle andre personer, og da han så at Johansen havde en tikroneseddel beroende i en kop ved siden af sig på bordet, satte han sig åbenlyst i besiddelse af den for at tilegne sig den. Efter at være opfordret til at udlevere den, nægtede han dette, og da han noget efter forlod beværtningen uden at tilbagelevere sedlen, fulgte Johansen og beværtningens bestyrer efter ham og foranledigede ham anholdt, inden han fik lejlighed til at benytte pengene. Jensen er ofte straffet og henhører under politiets protokol over mistænkelige personer. Han blev for sit omtalte forhold anset af kriminalretten med forbedringshusarbejde i 8 måneder efter straffelovens § 231, 1. led, jfr. ! 237.

(Dagens Nyheder, 18. juni 1886).

"Den dovne Dreng"s første ophold i Horsens Tugthus var 7.maj-7. november 1889. Hans dom på 8 måneders forbedringshus for vold blev afkortet til 6. Her sad han fordi han"har nu efter med magt at være ført ud af et logishus af en politibetjent udøvet vold mod denne ved at slå ham ansigtet og sparke ham over benene. Anfører beruselse som grund til forbrydelsen".

"Den dovne Dreng"

I går ved firetiden var det celebre Brøndstræde atter vidne til et af de folkeskuespil der af og til opliver kvarteret.

Hovedpersonen i dramaet var denne gang den såkaldte "dovne Dreng", en af Brøndstrædes mere fremragende personligheder.

Han havde for en gangs skyld rystet mageligheden af sig og givet sig til at slå løs på en kammerat nede i en beværtning.

Her som i "Magdalene" viste to betjente sig pludselig på scenen og ville trække af med hovedpersonen. Men her var ingen Wiehe, og bersærken måtte følge med.

Da han var bragt op på gaden, brød hans natur sejrende igennem: Han lagde sig plat ned i en rendesten og gad ikke røre et lem.

Et rap af politistaven fik ham til at lette lidt på sig, men derefter syntes han absolut uimodtagelig for ydre påvirkning.

Så var der ikke andet for end at 4 betjente måtte bære den dovne dreng i triumf ind på Pilestrædes station.

Stykket lønnedes af det talrige publikum med livlig applaus, men om nogen fremkaldelse blev der ikke tale.

(København, 31. januar 1893).

I juli samme år slog han om sig som rasende da fire betjente slæbte afsted med ham. I november 1893 var Stærke Jens og den dovne Dreng anklaget for vold mod politiet. Jens fik en bøde på 80 kr, mens "Drengen" sad arresteret. Han afsonede 500 kr i mulkt. Han blev løsladt i december, og straks efter løsladelsen anholdt igen. August 1894 sparkede og slog han en betjent og fik en bøde på 200 kr. som skulle afsones.  

De københavnske bøller. 

Aftenbladet meddeler :

Søndag aften ved titiden fandt der i Brøndstræde et uhyggeligt optrin sted.

I den bekendte beværtning på hjørnet af Brøndstræde, "Dukkehjemmet", havde der hele aftenen igennem været svært spektakel, og hvert øjeblik måtte værten tilkalde politiet, når naturen gik over optugtelsen. De værste spektakelmagere var den bekendte "Peder Saft" og "Den dovne Dreng", August Peter Jensen. Ikke så snart havde politiet været dernede, før de begyndte igen, og da de til slut blev udvist af lokalet, gjorde "Peder Saft" al den modstand, han formåede.

Omsider kom han dog op på gaden, men da betjenten ville have ham med på stationen, sprang "Den dovne Dreng" pludselig til og forsøgte at rive ham fra betjenten, nr. 144 Jørgensen. Denne holdt dog for fast, men herover blev bøllen så rasende, at han trak en lang lommekniv med opslået blad og stødte den med al sin kraft lige ind imod betjentens bryst, idet han brølede, at nu skulle han dø. Heldigvis prellede kniven af mod betjentens fløjtekæde, der sprængtes midt over.

Betjenten, der så at der var fare på færde, trak nu resolut sin stav og gav fyren et slag med den i panden, så han styrtede bagover med flækket pande.

De mange bøller der havde vovet sig frem, tog nu flugten, og betjentene kunne samle den  faldne bandit op og i en vogn køre ham til Kommunehospitalet. Her måtte lægerne sy såret sammen, og da hans tilstandvar ret betænkelig, beholdt man ham foreløbig derude.

Under tumulten så "Peder Saft" lejlighed til at undvige.

(Fredericia Dagblad, 31. juli 1895).

En lignende artikel under titlen "Fra Københavns Whitechapel" i Dannebrog, 30. juli 1895. I oktober 1895 tilstod han at han havde købt en kniv for at dræbe betjenten som han mente havde behandlet ham uretfærdigt. Han havde ellers indtil da påstået at han var beruset. I december 1895 blev han idømt 2 års forbedringshus for at have stukket en betjent. I marts 1898 var han ude igen. I juli 1898 blev han dømt for at have efterladt en tyr han skulle transportere, uden for en beværtning, hvor tyren senere gik ned og smadrede en del. I november 1898 blev han idømt 180 dages tvangsarbejde for overfald på en arbejdsmand.

Den dovne Dreng og Pip-Johan.

Den dovne Dreng som ellers har sit domicil i Vognmagergade, var i går kommet ud på Vesterbro for at besøge sin gode ven, Pip-Johan.

Efter en lille hjertestyrking i et værtshus fandt de to bøller at det kunne være en vederkvægelse at få et bad, og de fulgtes da ad ned til Kalvebod Strand, hvor de gik i vandet påen badeanstalt ude ved det nye godsbaneanlæg.

Efter at have boltret sig lidt i vandet, foreslog den dovne Dreng at de skulle have lidt sjov, hvad Pip-Johan straks var med på. 

Og begge svømmede nu hent til damebadeanstalten, dukkede under vandet og i næste nu viste de sig inde i bassinnet hvor de udstødte nogle cimbriske hyl. Selvfølgelig opstod der den vildeste panik mellem de badende damer, der lød høje råb og hvin om hjælp, dog var rædslen ikke så stærk at der blev besvimelser eller krampetilfælde.

Da nu de to spilopmagere havde moret sig tilstrækkeligt over den malheur de havde frembragt, dukkede de igen ned under vandet og forsvandt fra bassinnet. Men panikken var derfor langt fra forbi. De badende damer var bange for at fredsfortyrrerne atter skulle vise sig.

Betjeningen på badeanstalten måtte derfor sende bud ind til Svendsgade station efter politi, og langt om længe kom der en betjent. Men naturligvis til ingen verdens nytte. Den dovne Dreng og Pip-Johan var nu ikke til at opdage. Og endelig faldt de opskræmte gemytter til ro.

(København, 25. juli 1899).

En ondsindet bølle.

I går var den berygtede bølle og slagsbroder August Peter Jensen, også kaldet "Den dovne dreng" kommet på krigsstien.

I en beværtning i Pilestræde optrådte han som bersærk og lod sin styrke gå ud over tre forholdsvis fredelige svenskere der fik prygl efter noder. 

Til sidst måtte værten tilkalde politi for at få "drengen" sat ud. Der mødte to kæmpestærke betjente, men det forskrækkede ham ikke.

"Drengen" for ind på betjentene og forsøgte at vælte dem omkuld, men det mislykkedes af gode grunde totalt. Derimod blev bøllen forsvarlig snærret i et reb og transporteret til den nærliggende station

Her lykkedes det ham at hævne sig på en af betjentene.

Da "Drengen" skulle sættes ind i detentionslokalet, slog han døren så hårdt sammen om betjent Linbergs ene finger, at den blev omtrent knust og betjenten måtte til hospitalet.

Efter den bedrift bliver der en rum tid fred for "Den dovne Dreng", nu skal han nemlig en tur ud på Ladegården og øve i at slå sten.

Det smager ikke. 

(København, 6. oktober 1899).

Den dovne Dreng arresteret.

Forskrækkede vidner.

Omsider i går fandt politiet sig beføjet til at sikre sig den berygtede voldsmand August Peder Jensen, eller "Den dovne Dreng", efter at han i de sidste tre uger havde fået lov til at gå løs, skønt han havde slået tre svenskere, en politibetjent og en kone halvt fordærvet.

Det var assessor Thybjerg ved 1. kriminalkammer der besørgede den samfundsnyttige gerning. "Drengen" var mødt i feststemning til forhøret, og udenfor på gangen stod alle hans venner fra karteret for at nyde det sjældne syn at se ham blive ført over i arresten. At han ville blive arresteret, var han nemlig selv på det rene med, og da dommeren, efter at have holdt forhør over ham i over en time, gjorde ham bekendt med at han ville blive arresteret, erklærede han, at andet havde han heller ikke ventet.

Helt kapitulerede han dog ikke. Han nægtede endog ligeud alting, og skønt ikke mindre end syv vidner aflagde ed, forsøgte han endnu at holde på sin benægtelse.

Nu havde assessoren først heller ikke nogen støtte i selve de overfaldne, der så godt som alle til at begynde med holdt med bøllen, og reducerede hans overfald imod dem til det mindst mulige. Da disse forklaringer imidlertid var i modstrid med det passerede, måtte assessoren gøre dem bekendt med følgerne af deres urigtige forklaringer og et par af dem forklarede så, at de havde vidnet således af frygt for at blive slået fordærvet igen når "Drengen" muligvis endnu samme dags eftermiddag kom på fri fod. 

(Aftenbladet (København), 26. oktober 1899).

Den dovne Dreng blev efterfølgende idømt 2 års tugthusarbejde. Aviserne annoncerede flere gange at han var død, dog uden at være det.

Retten afsagde 2 års tugthus og blev afsonet 19. december 1899-19. december 1901, for følgende forhold: "1) på en beværtning overfaldet 2 af gæsterne med slag i hovedet (den ene i øjet) og søgt at tildele en 3. gæst slag i ansigtet, 2) ved sin umiddelbart efterfølgende anholdelse slået døren til detentionslokalet kraftigt i, hvorved en politibetjent fik - hvad fangen også tilsigtede - en af sine fingre i klemme, og 3) sparket en kone for brystet ... Han undskyldte sig med, i hvilken tilstand han ikke ved, hvad han foretager sig". 

Under opholdet opførte han sig "I det hele upåklageligt forhold. Upåvirket", fx august 1899: 176 cm, sund ansigtsfarve, kraftig figur, stærke lemmer, blondt hår, grå øjne, noget flad næse. På højre hånd tatoveret: A.P.J. C.M.R. 1886. 

Marie Villads(en) 1832-1910: Kildekonen i Søndermarken 2/4. (Efterskrift til Politivennen)

 Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

Pastor Ifversen ved Smed Gunthels Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Pastor Ifversen har jeg modtaget nedenstaaende Brev, som jeg herved offenliggør og besvarer, idet jeg ingen Anledning finder til at føre privat Korresponvance med Hr. Ifversen herom. Brevet er saalydende:

Helligkors Kirkebolig, R.

10. Juni 1896.

Hr. Landsthingsmand Knudsen!

Foranlediget ved en Artikel i "Social-Demokraten" af i Gaar finder jeg det rigtigst at tilstille Dem disse Linier til en nærmere Forklaring af mit Forhold ved Smed Gunthels Begravelse.

Jeg indser - og indsaa - fuldtvel, hvor pinligt det maatte være - baade for Fanebæreren saa vel som for alle dem, der blandt de tilstedeværende delte de Anskuelser, der repræsenteredes ved Fanerne - naar disse blev viste bort ved Jordefærden. Men baade Familien, Følget, Fanebæreren, De, Hr. Landsthingsmand, og jeg selv kunde have været sparede for den kedelige Affære, dersom man fra "Socialdemokratisk Forbund"s Side havde loyalt overholdt det Paabud, om hvilket jeg ikke kan tro, De kan være uvidende, nemlig at tilladelsen til Faners Tilstedeværelse ved Jordefærd forud (c: Dagen forud) skal indhentes hos den Præst, der forretter Begravelsen. Jeg havde da med den eller dem, de var kommen til mig i dette Hværv, kunnet vidne Sagen og - om fornødent - i en fredelig Forhandling kunnet motivere min Nægtelse af de to Faners Tilstedeværelse; thi jeg havde i hvert Tilfælde nægtet denne, men det, som nu skete, havde været undgaaet; men at det skete, bærer alene "Socialdemokratisk Forbund"s Ledelse eller de, der ved denne Lejlighed har haft med de to Faners Anvendelse ved Ligfølget at gøre, Skylden for.

Det her anførte skal altsaa egenlig ikke være en Bebrejdelse for, at der - i og for sig ingen Tilladelse blev søgt, thi det er sket før, og jeg har ikke opholdt mig derover, men jeg vil kun derved udtale min Beklagelse af, at Forbundet - eller andre rette Vedkommende - ikke selv søgte at hindre det, som nu for alle blev saa pinligt.

Paa Graveren kan Skylden vanskelig lægges, thi han ved, at jeg altid ellers lader Faner komme ind i Kapellerne. Derfor man jeg formode, at han, sikker paa min Iagttagelse af mit sædvanlige Forhold, ved denne Lejlighed uden at reflektere nærmere over, hvilke Faner der var, har ladet dem bringe ind for at lette Handlingens hurtigere Udførelse.

Naar Bladet bebrejder mig, at jeg intet gjorde for at hindre Graverkarlene i at borttage de Brædder, De stod paa ved Graven, medens De talte, da maa jeg minde om, hvad De heller ikke kan være uvidende om, at De ingen som helst Ret havde til at tale ved Graven. De tog Dem den. Jeg fandt mig derfor slet ikke beføjet til at gribe ind i den Sag. De forglemte Dem selv og det Sted, hvor De stod, ved de Ord, De tillod Dem at tale.

Hvad andet urigtigt, der i nævnte Artikel er indeholdt, er af mindre Betydning. En nærmere Udvikling her af mine Grunde for at nægte "Socialdemokratisk Forbund"s Faners Tilstedeværelse ved de Jordefærd, som jeg har med at gøre, vil, antager jeg, være temmelig spildt Ulejlighed. Kun dette: der er mange af Arbejderne, der ved, at jeg sympatiserer med adskilligt i den moderne Socialisme, og det er, hvad jeg ikke lægger Skjul paa for nogen; men det er mig umuligt som Kristen - og jeg finder, at det man være enhver troende Kristen - at staa under de paagældende to Faner, især den med Inskriptionen "Folkets Vilje" osv " Det er ikke et bestaaende System eller lign., jeg vil forsvare ved denne Vægring, men et System, der, hvor mange Sandhedselementer det end indeholder, dog inderst inde er et stort verdenshistorisk Bedrag, jeg maa undslaa mig for at hylde.

Maa jeg blot endnu tilløje, at der fra min Side intet har været og ikte heller fremdeles er til Hinder for, at andre Faner - politiske (altsaa ogsaa soc.-dem. Vælgerforeningsfaner), saglige og private - er til Stede ved Jordefærd. Men jeg ønsker ikke, at noget lignende som der, der skete i Søndags, skal gentage sig. Derfor anmoder jeg høfligst Dem, Hr Landsthingsmand Knudsen, som den, der er Forretningsfører for "Socialdemokratisk Forbund", om at gøre Deres til, at dette Forbunds tvende Faner ikke nogensinde mere kommer til Stede, hvor jeg skal forrette Begravelse.

Venligst

Deres ærb.

Jul. Ifversen.

Den almindelige Regel, Præsterne følger med Hensyn til Faners Tilstedeværelse ved Begravelser er, at Tilladelse dertil gives ved selve Begravelsen. Hr. Ifversen følger aabenbart den samme Regel, eftersom det stemmer overens med hans "sædvanlige Forhold", at Graveren, naar Fanerne føres frem udenfor Kapellet, lader dem føre ind. Hertil maa han altsaa have Hr. Ifversens Billigelse. Denne almindelige og af Hr. Ifversen selv benyttede Regel, blev ogsaa fulgt ved Begravelsen i Søndags. Fanerne holdtes udenfor Kapellet indtil de fik Tilladelse til at komme ind. Skylden for det "pinlige" der skete - skal vi ikke hellere sige usømmelige - paahviler altsaa Hr. Ifversen og ingen anden, idet han krævede Fanerne sat ud efter at der var givet Tilladelse til at føre dem ind.

Nu vil Hr. Ifversen have, at der skal gælde andre Regler for "Social-demokratisk Forbund"s end for andre Faner. Der skal for de førstnævnte søges Tilladelse "Dagen forud". Jeg finder for mit Vedkommende ingen Anledning til at akceptere denne Social-demokratisk Forbunds Faners Nedsættelse i anden Klasse. Det behager maaske Hr. Ifversen mere, at vise os ned ad sine Trapper end at jage os ud af Kapellet, men denne Tilfredsstillelse agter jeg i hvert Fald ikke at berede ham. Heller ikke agter jeg at tage hans almindelige Forbud mod Forbundets Faners Tilstedeværelse ved de Begravelser, han forretter til Følge. Naar en afdød Partifælles Paarørende ønsker Fanernes Tilstedeværelse ved Begravelsen, vil Tilladelse dertil blive søgt paa den Maade, som gælder for alle andre Faner. Det bliver da Hr. Ifversens Sag at jage dem bort i hvert enkelt Tilfælde. Han skal ikke saaledes ved et Pennestrøg anmasse sig Ret til en Gang for alle at forbyde Socialdemokratisk Forbund at hædre afdøde Partifæller.

Hr. Ifversens Indrømmelse af, at han med Vilje ikke foretog noget for at hindre Graverkarlen i at borttage de Brædder, hvorpaa jeg stod, behøver sikkert ingen Kommentar. Han vidste, at disse Brædder laa over en aaben Grav. Han maa have hørt, at den ene af Graverkarlene gjorde den anden opmærksom paa, at det Brædt, hvorpaa jeg stod, skulde blive liggende hvor det laa og ikke flyttes, og han maa have set, at den anden Karl desuagtet rev og sled i det, saa det næsten var umuligt at staa derpaa. Men han gjorde intet for at hindre denne brutale Adfærd. Var det lykkedes Karlen at rive Brædtet bort og jeg som Følge af denne Brutalitet og med Hr. Ifversens præstelige Billigelse var styrtet ned i Graven og sandsynlig vilde være kommen til Skade, saa var vel rimeligvis af Hr. Ifversen bleven betragtet som værende "Guds Vilje". Og hans præstelige Samvittighed vilde sandsynligvis have fundet en god Trøst deri, at jeg ikke først havde bedt em hans Tilladelse til at tale, hvilket under de foreliggende Forhold selvfølgelig ikke kunde falde mig ind. Maaske havde han endog fundet en vis Tilfredsstillelse i en saadan Udgang.

Naar en Præst og en Graverkarl kan vise en saadan Adfærd ved en Grav, saa er det sikkert ingen Forglemmelse af sig selv eller Stedet, at en Lægmand staar frem og takker en Afdød for hans Virksomhed.

Hr. Ifversens Udtalelser om Socialismen vil jeg skænke ham. Der er næppe mange, der lader sig dupere af hans foregivne Sympati for "adskilligt" i denne, og naar han vil tale om verdenshistoriske Bedrag, gjorde han sikkert bedre i at vende sig andre Steder hen end til Socialismen.

P. Knudsen.

(Social-Demokraten 14. juni 1896).

Fotograf Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Borgmester P. Knudsen (1848-1910). Det kongelige Bibliotek.

Den socialdemokratisk politiker og fagforeningsmand P. Knudsen var på daværende tidspunkt Socialdemokratiets formand (1882-1909), medlem af Landstinget 1890 og medlem af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. I 1897 blev han indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation, 1902 rådmand og i 1909 borgmester for 3. afdeling. I 1875 var han med til stiftelsen af Handskemagernes Fagforening. 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. Desuden næstformand i De Samvirkende Fagforeninger i København 1886-1898 og for De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898-1909.

Pastor Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Wiinblad meddelte i Torsdags i Folkethinget, hvorledes Pastor Levinsen var optraadt ved en Begravelse paa Vestre Kirkegaard. Vi har om denne Sag modtaget følgende:

Søndagen den 29. Marts blev Kassereren for Kularbejdernes Fagforening, A. V. Larsen, begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Skønt Larsen var borgerlig viet, havde Provst Levinsen lovet Enken at tale ved Baaren, og man var naturligvis nysgærrig efter at høre, hvad Provsten vilde sige, da han var den første, der nægtede at tale over borgerlig Viede. Et meget stort Følge af Kolleger og Partifæller fra 13. Kreds samt Kularbejdernes Fagforenings og 13. Kreds' Faner var til Stede. En høflig Anmodning til Provst Levinsen om Tilladelse til at bære Fanerne ind i Kapellet, blev besvaret med: "Nej, det behøves ikke, hele Ceremonien varer kun et Par Minuter!" Og han holdt Ord. Provsten stillede sig op ved Siden af Kisten og udtalte:

"Da det ved Lov er hjemlet, at ingen Præst maa tale ved en Baare, naar den Afdøde er traadt ud af Folkekirken, vil jeg gøre Enken den Tjeneste at kaste Jord paa. Af Jord er Du kommen osv."

Derpaa tre Skuffer Jord, og skyndsomst forlod Provsten Kirkegaarden.

Ved Graven ønskede Typograf Louw at sige et Par Ord, men en Graver forbød det ved at meddele, at ingen maa tale ved en Grav, før "Avtoriteternes" Tilladelse forud var indhentet. Louw indskrænkede sig derpaa til at sige Axel Larsen det sidste Farvel fra Kammerater og Partifæller.

Den Optræden, Provst Levinsen udviste ved denne Lejlighed, vakte lydelig Mishag blandt alle Tilstedeværende, og Provsten beviste yderligere, at en borgerlig Begravelse uden Præsternes Assistance ofte er meget mere højtidelig.

(Social-Demokraten 11. april 1896).

Druknehuset flytter til Pontonflaade. (Efterskrift til Politivennen)

Druknehuset ved Langebro var bestemt til druknede i Kalveboderne. Det kunne være selvmordere, badende fra badeanstalterne, søfolk eller fulde mennesker som var faldet i vandet i Kalveboderne. Og i sjældne tilfælde også myrdede som var forsøgt skaffet af vejen. Det angives også at være brugt som vagthus for soldaterne fra Rysensteens Bastion. Det ene rum benyttedes senere til sprøjtehus, mens det andet til druknehus. Bygningen lå overfor Blox omtrent der hvor Lille Langebro nu lander på Københavnssiden.

Druknehuset ved Langebro. Fra Beboerne af Stederne Nr. 131, 133 og 10 i  Vestervoldgade er der til Politidirektøren indgivet et Andragende om, at Druknehuset ved Langebro maa blive flyttet, idet de heri henlagte Lig, navnlig om Sommeren, udbrede en næsten uudholdelig Stank, ikke at tale om det uhyggelige Skue, hvortil Beboerne ofte blive Vidne ved Anvendelsen af Bygningen. Andragendet er støttet af Inspektøren for Ryssensteens Søbadeanstalt, der har anført et Par Exempler paa de Ubehageligheder for de besøgende af Badeanstalten, som Druknehusets Beliggenhed medfører. Andragenderne henvise til Vagtbygningen i Kigkuren som et formentlig mere passende Sted for Druknehuset. Den fremførte Klage forekommer os i den Grad begrundet, at det tør antages, at Politivirektøren snarest mulig vil tage Sagen under Overveielse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1869).

Her er to eksempler på annoncer i aviserne hvor politiet efterlyser pårørende til ikke-identificerede lig:

Herover: Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. september 1854. Lignende notitser fandtes med jævne mellemrum i aviserne, her Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 16. oktober 1880 (nedenfor):

Beboernes klager hjalp ikke noget. Borgerepræsentationen behandlede emnet et par gange. Fx nævnte borgerrepræsentant Thune det ved mødet den 29. november 1874 og foreslog at man brugte det planlagte epidemihospital i stedet. I september 1886 bemærkede borgerrepræsentant Larsen at Druknehuset befandt sig i en sørgelig tilstand, og at hvis det fortsat skulle blive stående, om det så ikke kunne forbedres indeni.

Dagbladet 23. september 1887 kunne meddele at man agtede at opføre et nyt Druknehus til 2.300 kr på en af havnevæsnet overladt plads ved Frederiksholms Kanal mellem Kongens Bryghus og Jernbanebroen over kanalen. På det tidspunkt skal Druknehuset ikke have været benyttet "i lange tider" (Folketidenden - Ringsted 29. september 1887), i stedet brugte man St. Johannes Stiftelsens lighus i Ryesgade, men det modsiges af adskillige notitser i aviserne. Sagen blev taget af dagsordenen igen og blev aldrig realiseret.

Kjøbenhavns "la Morgue". Fra Hovedstaden skrives til os: I en By under en saa stærk Udvikling som Kjøbenhavn vil der altid være Et og Andet, som i Ly af gammel Vedtægt og Slendrian, eller fordi det fuldstændig er gaaet i Glemmebogen over ny omfattende Reformer, skjuler sig i en Krog som en Antikvitet og først kommer for Dagens Lys, naar der ryddes op i Krogene og man uvilkaarlig kommer til at spørge: hvorfor ligger det der?

Saadan er det gaaet med "Druknehuset". Ryssensten bliver Sommeren igjennem besøogt af mange Badegjæster, der ikke kunne undgaa at lægge Mærke til den usle, faldefærdige Bygning i Nærheden af Badeanstalten, og hvorom de Færreste vide, at den har den Bestemmelse, den har. Men saa en skjønne Dag se de en Forulykket blive halet i Land af en Baad, og Liget paa en temmelig ugenert Maade blive behandlet som en Vareballe indtil det, under en stor Tilskuerskares Paasyn, havner inde paa en af Brixene i den skumle Hytte, og Forargelsen over det Sete bringer maaske en af de Tilstedeværende til "at skrive i Bladene" og give det første Stød til at Druknehuset kan blive jevnet med Jordens Overflade for at give Plads for noget bedre og mere passende.

Og det kan der i Sandhed trænges til. Det forsikkres for bestemt, at Rotter skulle grassere i den Grad i Druknehuset ved Langebro, at da for et Par Aar siden en ung Mand druknede, og hans Lig blev henlagt til Eftersyn paa bemeldte Anstalt, fandt hans Slægtninge det halve af hans Ansigt fortæret af Rotter, saa at det næsten var fuldstændig ukjendeligt, og gruopvækkende at se. Ligene af de Forulykkede maatte ikke fores ind i Druknehuset før en Betjent var kommet til Stede, og havde givet Tilladelse dertil, og imidlertid samledes en nysgjerrig Hob, bestaaende mest af Gadeungdom, omkring det enten helt eller utilstrækkeligt tildækkede Lig af den Forulykkede, og det regnede ned med raa Vittigheder. 

Det er dette lille forborgne Stykke Fortidslevning, som er halet frem for at gives Løbepas. Et nyt tidssvarende Druknehns vil snart rejse sig paa den gamle Tomt, men naar en Gang Kjøbenhavns Mysterier udkommer i nyt Oplag, vil del gamle Druknehus saa en Plads i Skildringerne af Sæder og Skikke i det nittende Aarhundrede.

(Viborg Stifts-Tidende 25. oktober 1887)

Hensynsløs Behandling af et Lig. For nogle Dage siden, da to Mænd var ude for at bade sig i Kalvebodstrand, stødte de pludselig paa Liget af en 8-Aars Dreng, som var forulykket ved Badning, og som i nogen Tid forgæves havde været eftersøgt. De to Mænd bragte Liget op i Baaden og roede over tit Landgangsstedet ved Langebros Dampmølle, hvor de anmeldte det passerede til to til Stedeværende Politibetjente, der straks gav dem Ordre til at bringe Liget ind i Druknehuset. Denne Ligtransport foregik nu paa følgende Maade: De to Mænd tog det aldeles nøgne Barnelig i Hoved og Ben og bar det over Gaden, ad Vestervoldgade til Druknehuset. Da der var lukket, bar de det videre ind paa Gaardspladsen bag Druknehuset. hvor de et Øjeblik lagde det ned. Efter at Betjentene her forgæves havde søgt efter Opsynsmanden, blev Liget atter lumret ud paa Gaden og derfra igen ind i Gaarden. Imidlertid var Opsynsmanden kommen til stede og Liget blev indlagt i Druknehuset.

Denne uhyggelige Ligtransport samlede naturligvis en Del Mennesker, der alle var enige om at dadle Politiets Behandling af Liget. 

Nøglen til Druknehuset opbevares paa et bestemt Sted, som altid er tilgængelig for Politiet, og her findes tillige en Transportbaare. Betjentene har næppe været uvidende herom, men har snarere villet spare sig for den Ulejlighed at hente Baaren.

G

(Social-Demokraten 4. juli 1888)

Druknehuset omtaltes stadig mindst en gang månedligt i aviserne. Den 28. maj 1894 var der i Borgerrepræsentationen forslag til et nyt lighus eller druknehus ved Trangraven.Under debatten kom det frem at der var anbragt 24 lig i 1893 i Druknehuset. Forslaget blev henvist til et udvalg. I mellemtiden fortsatte Druknehuset ved Langebro i 1895 og et stykke ind i 1896.

Notits fra Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 10. juni 1896.

Så skete der noget: Ovenstående notits oplyser at der er anbragt i en pontonflåde i Trangraven ved den Kgl. grønlandske Handels Plads til erstatning for Druknehuset ved Langebro. I snart efter, i juni 1896 meldtes det første lig optaget i Druknehuset ved Trangraven. Her fortsatte notitserne om druknede som blev indbragt her, indtil juni 1905 hvor omtaler af Druknehuset i Trangraven brat ophører. Ligene blev som regel bragt til St. Johannes Stiftelse. På daværende tidspunkt

Fritz Theodor Benzen: Druknehuset ved Langebro. Opført 1806 og nedrevet 1902. Fotoet må være fra huset allersidste dage. Der er tilsyneladende opsat en afspærring og såvel facade som døre, tag og vinduer i forfald.. Kbhbilleder. Public Domain.

29. august 1901 stod Druknehuset stadig, men nu benyttet til øloplag.  I juni 1902 var området ved den nye Langebro blevet ryddet, inklusiv det "faldefærdige Druknehus" i dets sidste år blev brugt som oplagsplads for havnevæsnets materialer.

Druknehuset som "fake" historie.

I forbindelse med anløbsstedet for en teknikerkanal under havnen eller anløbssted for hoved-elkabel mellem H. C. Ørstedsværket og Christianshavn blev der bygget et lille hus på hvad der dengang blev kaldt "Djævleøen". Gennem dette kunne man komme ned i tunnelen når det først var pumpet tør for vand. Pumpen til dette arbejde blev opbevaret i huset. I forbindelse med nybyggeriet på Enghave Brygge opkom nogle påstande om at huset var "Druknehuset". Som det fremgår af det ovenstående, er det ikke rigtigt, og på husets opførelsestidspunkt i 1920'erne blev druknede kørt direkte til Rigshospitalet. Huset blev i 2023 flyttet og kendes nu som cafe med navnet "Anløbet".

Ikke Druknehuset! Men derimod pumpehuset på sin oprindelige plads på Engholmene ved Fisketorvet i København. Som det ses har det ingen som helst lighed med det oprindelige Druknehus, og er i øvrigt opført to årtier efter at man havde erstattet druknehuse med ambulancer og direkte transport til Rigshospitalet. Pumpehuset kan nu ses på Christians Langs Plads hvor det er blevet cafe.