Nekrolog: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

Illustration fra Henrik Cavling: Fra Amerika, bind 1 (1897)af Mogens Sommer i USA. I bogen findes - som nævnt nedenfor - et afsnit (side 288-289) Om Mogens Sommer.

M. A. Sommer.

En Lægprædikant.

Som meddelt er den meget bekendt Lægprædikant, Mogens Abraham Sommer Natten mellem Mandag og Tirsdag i forrige Uge afgaaet ved Døden i Aalborg, 72 Aar gl. Den afdøde gjorde flere Rejser til Amerika; derovre studerede han Lægevidenskaben og praktiserede som Læge i Chikago og blev Dr. med. fra et nordamerikansk Universitet. I Cavlings "Fra Amerika" findes hans Portræt med en Del biografiske Notitser. Han vendte omsider tilbage fra Amerika og købte et lille Hus ved Bredballe Strand, hvor han tog Bopæl, medens han havde Beskæftigelse paa et Udvandrerkontor. Da han i de senere Aar jævnlig har besøgt Ribe, hvor han havde Paarørende, sidst i Fjor Sommer, vil det antagelig interessere at høre, hvad Aalborg Stiftstidende skriver om hans urolige, mærkelige Livsførelse:

Bladet skriver:

Paa et lille fattigt Kvistværelse i en af vor Bys Sidegader døde stille og ensomt Hr. Mogens Abraham Sommer, 72 Aar gammel.

Sommer er født i Ribe, hvor hans Fader var en fattig Toldbetjent. Familjen er jødisk, men Mogens Sommer blev døbt.

Som Dreng kom han i Snedkerlære, men da han var noget svagelig, kunde han ikke taale det haarde Kropsiid, og han maatte derfor skifte og kom i Skræderlære, hvor han stod sin Læretid ud.

Han kom dog aldrig til at drive Haandværket. Da han var vel begavet og godt oplært, fik han Plads som Lærer et Sted i det sydlige Jylland, og han havde vel fortsat Lærergærningen, hvis ikke hans urolige Blod havde drevet ham i andre Retninger.

Allerede som ganske ung var han stærkt religiøs, vistnok paavirket af de saakaldte stærke Jyder. Han holdt meget af at prædike for Folk, og da han var godt skaaret for Tungebaandet og havde en smuk velklingende Stemme, holdt Folk af at høre ham tale. Men den Gang taalte Præsterne ikke Lægprædikanter, og mindst af alt kunde det taales, at Lærerne gav sig af med den Slags. Han fik forskellige Tilhold om at ophøre med sine Prædikener, og da han tilsidst drev det saa vidt, at han en Søndag til Messegudstjenesten i Stedet for at oplæse en trykt Prædiken, gav sig til at prædike paa egen Haand fra Kordøren, var Maalet fuldt, og Sommer maatte forlade Skolegærningen.

Han begyndte saa at virke udelukkende som Lægprædikant, først i det sydlige Jylland og paa Oerne, senere - i Begyndelsen af 60'erne - oppe i Nordjylland, hvor han havde fast Bopæl i N.-Uttrup. I 50'erne var han bleven paavirket af Søren Kierkegaards Skrifter, og han gav sig nu til paa sin Maade at fortsætte Søren Kierkegaards deformation, uden at han egentlig nogen Sinde naaede til at forstaa Kierkegaard. Derfor blev Sommers Virksomhed en underlig Blanding af religiøs Opvækkelsesagitation og bitre Angreb paa Statskirken og Præsterne.

Sommer har aldrig stillet store Fordringer til Livet. Skønt han havde Familje, levede han dog paa de Smuler, han kunde indbjærge paa sine Møder, hvor han efter Foredraget solgte sine Smaaskrifter, som han selv forlagde. Det var lutter Smaapenge. Markstykker og Fireskillinger, en sjælden Gang kunde en særlig god Ven give ham en Daler, siden Sommer kunde komme ud af det med lidt.

Og saa maatte han endda i lange Tider sidde i Arresten for at afsone de Bøder, han paadrog sig ved sine Skrifter. Var han let i Munden, saa var han endnu lettere i Pennen. Han vejede ikke Ordene, før de blev nedskrevne, og i Tiden omkring 1868 havde han den ene haarde Dom efter den anden over sit Hoved.

Saa kom 1870-71, da Socialistbevægelsen begyndte at komme frem i Kjøbenhavn. Sommer, der i sine Skrifter yndede at betegne sig som de undertryktes Ven, fandt, at hans Plads maatte være i Arbejdernes Rækker. Han rejste til Kjøbenhavn, lod sig indskrive i Skrædersvendenes Fagforening og søgte at faa Del i i Agitationsarbejdet; men overfor disse mere praktiske Spørgsmaal følte han sig ikke rigtig hjemme, og han opgav saa det Arbejde.

Sommer havde gentagne Gange været i Amerika, hvor han ogsaa havde virket som Lægprædikant. Han forlod nu ganske Danmark og tog fast Plads der ovre, og skønt han da var nogle og fyrretyve Aar gammel, besluttede han dog at begynde Livet fra nyt af.

Han havde her ovre syslet lidt med den homøopatiske Medicin, som han benyttede baade i sin Familie og til fremmede. Nu begyndte han ved et amerikansk Universitet at studere Medicin og han tog ogsaa Doktorgraden. Saa nedsatte han sig som Læge i Chikago med det for en amerikansk Læge uundværlige Apotek ved Siden af. Og han opnaaede nok at faa ikke saa lille en Praxis.

Men Sommer var og blev en hvileløs Mand. Hans Lægevirksomhed kunde ikke binde ham til det Sted, hvor han havde fæstet Bo, og han foretog ofte længere Ture som Lægprædikant omkring i Landet.

Da han saa endelig fik Hjemvee efter Danmark og gjorde en længere Tur her hjem for at besøge gamle Venner, gik hele hans Virksomhed i det fremmede Land fuldstændig tabt, og Sommer, der da var en gammel Mand, stod nu paa bar Bund.

De sidste Par Aar har han boet i Aalborg. Hans Kræfter vare brudte, saa han ikke mere kunde drage omkring og holde Møder. Og selv om Kræfterne virkelig havde tilladt ham at genoptage sin gamle Levevis, vilde det intet have hjulpet. Tiden var gaaet fra ham. Der var slet ikke mere Bund for alle hans Forkyndelser her hjemme.

Han havde her lejet sig et lille Tagkammer, hvor han levede ensomt og vistnok i meget knappe Kaar. Hans Værtinde, en fattig Kone, plejede ham, saa godt hun kunde, og var ogsaa hos ham, da han stille og roligt sov ind.

Sommer har alle sine Dage været en ensom Mand. Han tilhørte intet som helst bestemt Trossamfund. Overfor dem alle stod han kritisk og afvisende. Han døde som en stakkels ensom Mand paa det fattige Tagkammer.

(Ribe Stifts-Tidende 13. februar 1901).

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og Højesterets dom over hans skrift "Indøvelse i Christendommen", 1874 andetsteds på denne blog.

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Pastor Anton Marius Jensen: Afskedigelse. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, er, i den Hensigt at bringe en mildere og sandere Lære og Kristendomsbetragtning ud blandt den forskræmte og vanskøttede Befolkning, søgte og fik Harboøre Præsteembede, er af Forholdene imod sin Vilje bleven inddraget i teologiske Stridigheder.

Da jeg ikke tror paa og derfor ikke vil forkynde Helvedes Uendelighed, fik jeg af Stiftets Biskop en Reprimande, mod hvilken jeg protesterede.

Da herefter Ministeriet paa Biskoppens Klage ikke saa tydeligt udtalte sin Mening om Præsternes Forhold over for Læren om Helvedes Uendelighed eller Ikke Uendelighed, at enhver knude forslaa den, blev jeg for at saa Klarhed i dette Spørgsmaal nødt til atter at tage Sagen op.

Min Artikel "Skal vi saa sove videre?", der samtidig tilgik "Berlingske Tidende" og Dagbladet "København", men som "ikke svarede til Bladets Aand", remitteredes af førstnævnte Blad og kun optoges af sidstnævnte, har nu ved sin Skarphed haft den forønskede Følge:

At foranledige, at Ministeriet ved tydelig Udtalelse eller ved at afsætte mig tilkendegav, om man som Præst i Folkekirken kan tale mod Helvedesstrassens Evighed eller ej.

Da nu Ministeriet har indskrænket sig til paa Kirkeraadets Indstilling at dadle min skarpe Optræden som usømmelig og udtale (hvad alle Mennesker ved), at Læren om det evige Helvede er vor Kirkes Lære, men at der ogsaa findes Folk, som tænker anderiedes - saa har jeg opnaaet det, som jeg vilde, idet jeg har faaet konstateret, at den danske Folkekirke er saa frisindet, at den ikke afsætter sine Tjenere, selvom de i Læren om Helvede afviger fra den augsburgske Konfession.

Jeg agter derfor ikke at følge deres Raad, som tilskynder mig til at protestere mod Ministeriets mindre smigrende Betegnelser af min Optræden ved at søge min Afsked af Kirkens Tjeneste; men jeg agter rolig at tante de Skrammer og Saar, som jeg har høstet i Kampen, og søge min Tilfredsstillelse i, at jeg ved dem har købt den Klarhed, søm mange ønskede, Klarheden øver, al en Præst i den danske Folkekirke uhindret as den højeste Autoritet offentlig kan udtale som sin Overbevisning, at der intet endeløst Helvede findes.

Harboøre, den 20. November 1900

Anton M. Jensen

Sognepræst.

(Lemvig Folkeblad 24. november 1900)

Vestjylland

Den 14. december.

Mod Pastor Jensen, Harboøre, indeholder "Kristeligt Dagblad" for Torsdag et Angreb af Fisker P. Madsen Købmand, Harboøre.

Bladet ledsager Artikelen med følgende Efterskrift:

"Idet vi med Forbehold over for enkelte Udtryk optager foranstaaende Artikel, tror vi dog at burde tilføje den Bemærkning, at Pastor Jensens Dage som Sognepræst for Harboøre-Engbjerg Menighed vistnok snart er talte. Ikke blot har den Demonstration, som han har foretaget over for Kirkeraadets og Ministeriets Afgørelse, gjort sin Virkning paa højere Steder; men et opsigtsvækkende Foredrag, han forleden har holdt om noget, som han kalder "Den ny reformation", har temmelig sikkert gjort hans Forbliven som Præst i Folkekirken umulig."

(Lemvig Folkeblad 15. december 1900)

Tegning fra Kolding Folkeblad 5. februar 1901 af pastor Jensen.

Pastor Jensen, Harboøre. Kort før Pastor Jensens Afskedigelse har et Par af Folkekirkens Præster, Morten Pontoppidan i Greve og Monrad ved Marmorkirken i Kjøbenhavn, udtalt sig om hans Stilling.

Pastor Morten Pontoppidan striver i sit Blad "Frit Vidnesbyrd" om Pastor Jensens Bog "Kristendom for mig" :

"Denne Bog af Harboørepræsten er en af de største Glæder, jeg længe har haft. Det er. som om jeg havde været ude at høre Lærker synge vg følt friske Vinde blæse.

Saadanne Folk skulde vi have - ikke blot i Harboøre, men ogsaa til at prædike Kristendom for Arbejdere i Kjøbenhavn.

Der er ganske vist noget ureglementeret ved det. Kristendom - eller rettere ved den Teologi. Men hvad kan det hjælpe, at det forkyndte et reglementereret, naar ingen vil have med det at gøre?"

Pastor Monrad har i "Dansk Kirketidende skrevet en Artikel, hvori betones, at han langt fra deler Pastor Jensens Opfattelse; men desuden skriver:

"Vi skal indrette Folkekirken saaledes, at Rationalisterne kan taale den, og at vi kan taale den. For vi undgaar dem alligevel ikke. Faar vi ikke Rationalismen proklameret, saa faar vi den snigende, indtil den bliver stærk nok til at afsløre sig selv og kaste os andre ud. Vi skal ikke sætte os imod, men tværtimod gøre vort til, at de snarest mulig kan faa et Ritual og en Alterbog, som de med Redelighed kan betjene; men vi bliver ved vort Ritual og vor Alterbog, ved vor Daab og Daabspagt og ved vor Altertjeneste - efter vor bedste Overbevisning om Herrens Indstiftelser. Vi bør indrette Folkekirken saaledes, at Nationalisterne kan være i Folkekirken med Redelighed .... Vi vil ikke formene nogen Rationalist for hans religiøse Overbevisnings Skyld at tjene i den store gudelige Opdragelsesanstalt, som hedder Folkekirken.

Men rigtignok kun paa en eneste, ufravigelig og ueftergivelig Betingelse . ... Vi vil ikke have kristeligt Broderskab med Pastor Jensen i Harboøre og de andre Herrer af den ny Reformation. Vi vil ikke være tvungne til at betjene med Daab eller holde Nadverfællesskab med dem som har en anden Bekendelse af Kristus end vi."

(Holstebro Dagblad 2. februar 1901).

Harboøre-Sagen

Harboøreboerne taler om at danne en Frimenighed.

Pastor Jensen protesterer mod Afskedigelsen.

Fra Harboøre skrives til os:

Pastor Jensens Afskedigelse har vakt stor Harme over alt her ude, og Beboerne føler sig i høj Grad forurettede ved nu at blive berøvede deres Præst.

Pastor Jensen har i den korte Tid, han har været her, vundet en stor Vennekreds. Hans venlige Omgang med Fattig som Rig har gjort ham afholdt i vide Kredse. Der er megen Tale om at dannne en Frimenighed her ude, men det kan jo komme til at knibe noget med Midlerne.

Store Dele af Befolkningen er imidlertid kommen paa det rene med, at noget maa der gøres, dersom vi ikke alle med Tiden skal tyranniseres af den mørke Læres Prædikanter - Pastor Jensens Afskedigelse er jo et talende Bevis paa, at Højres Kirkepatroner støtter Vilhelm Beck i hans Forfølgelse mod anderledes Tænkende. Man føler, at om Tolerance bliver der ikke Tale fra den Kant, og Kløften mellem Missionen og de, der kaldes Vantro paa Harboøre, er nu udvidet i saa frygtelig en Grad. at det vil tage lange Tider for at faa den udjævnet. Sidste Vinter var der 500 Mand her ovre, der sluttede sig til Pastor Jensen, og de staar om ham endnu den Dag i Dag.

Deres Modstand mod det utaalelige Regimente, som Missionen har udøvet, vil blive vedvarende. Disse 500 er langt fra alle fattige Folk. Der er blandt dem flere af Harboøres mest velhavende Familjer, saa det er ikke helt usandsynligt, at der kan dannes en Frimenighed her ude.

Bliver en saadan dannet med Pastor M. Jensen som Præst, vil den saa stor Tilslutning ikke alene fra Harboøre, men ogsaa fra de tilgrænsende Sogne.

Tyranniet fra Indremissionen gaar nemlig her over alle rimelige Granser.

En Fiskehandler kom saaledes forleden ned til en Indremissionsmand for at sælge Fisk. Manden vilde ogsaa gærne købe, indtil han opdagede, at Fiskehandleren ikke tilhørte den samme religiøse Retning som ham.

Da Opdagelsen var gjort, var al Tale om Handel ogsaa ophørt.

Saaledes kunde der fortælles Træk i snesevis.

Smaahaandværkere som Skomagere, Skrabere o. s. v. maa enten rejse fra de Egne, hvor Missionen har Magten, eller ogsaa maa de slutte sig til dem.

Man forstaar let, hvilket modbydeligt Hykleri, der opavles paa denne Maade.

Hr. Jensen har virket knapt nok to Aar paa Harboøre, og det har just ikke været de blideste Kaar, han her har faaet.

Først brændte hans Præstegaard og en Del af den Bogsamling, som han samlede til Harboøreboerne, og nu, just som han bedst fik Fodfæste i Menigheden, kommer Afskedigelsen. der for øvrigt lyder saaledcs:

"Vi Christian osv. Vor synderlige Bevaagenhed! Vi giver Dig hermed til Kende, at vi ville have Sognepræsten for Harboøre og Engbjærg Menigheder under Ribe Stift udi vort Land Nørrejylland, Hr. Anton Marius Jensen, entlediget fra det ham betroede Embede med Forbehold af Spørgsmaalet om eventuel Pension for ham og hans eventuelle Enke til senere allerhøjeste Afgørelse".

"Politiken"s Korrespondent meddeler, at Bispen desuden kortelig opfordrer Pastor Jensen til at "indgive Beretning om sit Embedes Beskaffenhed og Erklæring angaaende Pensionsspørgsmaalet" samt oplyser ham om, at han maa holde Afskedsprædiken.

Med denne administrative Afgørelse mener Pastor Jensen ikke at kunne være tilfreds. Den er lovstridig, paastaar han. En Præst kan kun for usædelig Vandel afsættes administrativt, ellers maa der Dom.

Pastor Jensen prædiker derfor paa Søndag som ellers og forbereder sig til eventuelt næste Søndag at sige sit sidste Ord i Harboøre Kirke.

De "Vantro" forbereder et Protestmøde i Pastor Jensens Favør, forlangte almindelig Valgret for alle Fag og Korporationer faar deres Hammerich.

De Hellige er glade og takker Jesus og venter sig nu en rigtig hellig Præst. De forbereder ogsaa stort Møde.

Hvor de vil nyde Frugten af de mange indsendte Klager over Pastor Jensen

Et Telegram til "Aarh. Stiftst." fortæller, at Kongen har været ked over den Indstilling, der fremkom fra Biskop Götzche i Ribe angaaende Harboørepræstens Afskedigelse. Kongen syntes ikke, der var Anledning til saa streng en Fremfærd mod Pastor Anton M. Jensen, der saa varmt har taget sig af sine Sognebørns Interesser. bl. a. ved at skaffe dem et godt Bibliotek - men over for de ansvarlige gejstlige Autoriteters bestemte Indstilling bøjede Kongen sig og underskrev Afskedigelsen.

Vort Broderorgan "Demokraten" skriver, at der i Aarhus er Tale om at danne en Frimenighed med Jensen som Præst.

"Politiken"s Korrespondent siger, at Pastor Jensen i en Samtale med ham har udtalt følgende:

"Selv agter jeg muligt at forblive her i Harboøre, leje mig et Hus og med Pen og Mund fortsætte Kampen mod Indremissionen og Dogmetroen og være til Nytte for mine Venner her, det meste jeg kan, saa at paa dette Omraade mit afbrudte Præstearbejde kan fortsættes af mig som Privatmand. - -

Forøvrigt kan jeg kun anerkende at være afsat som Præst for Harboøre og Engbjærg Menigheder. Herpaa og ikke paa andet lyder Entledigelsesdokumentet. Jeg betragter mig fremdeles som Medlem af Folkekirken, som Præst der, og maa være berettiget til at søge nyt Embede, saa længe jeg ikke faar Dom for Vranglære. Og jeg gad dog se, om Götzsche og Bjerre tør lade mig faa en saadan Dom. Hvor er det komisk med Bjerre! Han har selv for kort Tid siden i denne sin Fødeegn udtalt sig fordømmende om Indre-Mission, det er vidnefast - og nu gaar han Missionens Ærinde.

Pastor Jensen sagde desuden om sig selv, at han i religiøse Forhold var frisindet til det yderste, lige som han politisk set var Fremskridtsmand og stemte sammen med Venstre og Socialdemokraterne, og han sluttede med at sige:

Mit Selvforsvar er min faste Tro paa Gud som vor kærlige Fader, til hvem vi trygt kan henvende os. Kun den kan naa den fuldkomne Tro, som uafbrudt arbejder paa at have en ren Samvittighed. Mm Tro er fornuftig begrundet, jeg vil en empirisk-psykologisk Kristendom. Jeg er Fremskridtsmand, som sagt. Derfor har den reaktion«« Regering lyttet til Missionens Hylen imod mig - mig, der lukkede for Missionens evige Helvede - og har lukket mig ude fra Kirken. Men jeg siger nu som for: Vi maa have Dogmet som Fundament for Kirken væk snarest muligt. Det var en Opgave for den kommende Venstreregering.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 4. februar 1901.

Vestjylland.

Den 4. Februar.

Bevægelse paa Harboøre. Fra Harboøre skrives til Rit. Bur. Søndag Aften :

I Eftermiddags Kl. 3 afholdt Pastor Jensens Menighed Møde paa Harboøre Badehotel. I Mødet deltog ca. 400 Mænd og Kvinder af Harboøre-Engbjerg Menighed.

Mødet resulterede i at indgaa til Folketinget med Bøn om. at Tinget vil støtte Menigheden i dens Bestræbelser for at beholde Pastor Jensen paa Harboøre, eventuelt som Valgmenighedspræst. Tinget anmodes om at bevilge et Beløb paa Finansloven for Aaret 1901-02 til Hjælp til Afholdelse af de dermed forbundne Udgifter.

Forsamlingen valgte 4 Tillidsmænd, nemlig Købmand C. L.Rønn, Fiskeriformand P. Mollerup, J. Pinholt og Stationsforst. Bjørnsholt, alle af Harboøre. De tre sidstnævnte blev endvidere valgt til, saa snart ske kan, at rejse til Kjøbenhavn for personlig at virke for Sagen.

"Den Stemning, der herskede paa Mødet, gav sig Udslag i nedenstaaende Tillidsadresse til Pastor Jensen: 

Vi undertegnede Beboere i Harboøre Engbjerg Sogne, hvis fulde Tilslutning De har haft i stigende Grad i den Tid, De har været vor Sognepræst, maa meget beklage det Skridt, som Kirkens øverste Myndighed har foretaget over for Dem ved at give Dem Deres Afsked. Efter hvad vi kender til Dem - og vi kender Dem nu saa temmelig godt - , er vi enige om, at yderst faa Præster i Landet formaar at tale saa sandt og godt som De, og det aandelige Udbytte, vi har haft af Deres Prædikener, vil ingen kunne tage fra os. De har vist os Vejen til Gud ganske simpelt og klart uden Omveje. De har lært os to Ting: at Gud er Kærlighed, og at han er vor Fader og elsker o« med evig Kærlighed. Derfor siger vi Dem Tak af et dybt rørt Hjertes Trang. Gud velsigne Dem, hvor end Deres Vej vil gaa. Det ved vi, at i Sandhed og Kærlighed vil De altid blive."

Alle de tilstedeværende underskrev Adressen

(Lemvig Folkeblad 5. februar 1901)

Forsamlingshus paa Harboøre.

De sidste Tiders Begivenheder i Harboøre Sogns Menighed har stillet et længe dybt følt Savn af et Forsamlingshus i Forgrunden; idet den Trang til Oplysning og til Bevarelse af det Resultat, der alt er naaet, i vort fattige Sogn, ønskes fortsat.

I Forsamlingshuset tænker vi at indrette Lokale for Folkebiblioteket med tilhørende Læseværelse.

Biblioteket har nu en kneben Plads i Præstegaarden, men vil blive husvild, naar Pastor Jensen fraflytter samme.

Undertegnede tillader os derfor paa den store Del af Menighedens Vegne, som ikke hører til Indremission, at bede vore Meningsfæller støtte dette vort Foretagende ved et Pengebidrag, som godhedsfuldt bedes tilstillet en af de undertegnede Komitemedlemmer eller Redaktør Lilholt, Lemvig.

Komiteen for Opførelsen af et Forsamlingshus i Harboøre:

A. M. Jensen
entl. Sognepræst

J J. Dahl
Lærer

O. Bjørnsholt
Stationsforstander

J. J. Pinholdt
Købmand.

E. Winkel
Fisker.

(Lemvig Folkeblad 17. februar 1901)

Efter pastor jensen blev Jørgen Christian Berthelsen (1872-1957) i august 1901 indsat i embedet præst. Han var der indtil 1923. Herefter overtog han embedet i Skanderup efter - pastor Moe. I sin indtrædelsestale lod han forstå at han tilhørte Indre Mission. Dog næppe så pietistisk som flere af hans forgængere. På et efterfølgende møde fik han da også af missionen at vide at han tog alt for varsomt på synden. Pastor Jensen fortsatte en tid med at prædike i hotellets store sal, og for en stor menighed.

Præstegården stod klar til indflytning i september 1901. Den kom i starten til at huse begge præster, idet pastor Jensen havde ret til at bo der indtil 1. februar 1902. Pastor Jensen forsøgte at tale med ham, men ellers boede de uden at sige noget til hinanden væg mod væg. Pastor Jensens pige forsynede pastor Berthelsen med fødevarer.

I sin tid som præst ved Harboøre og i årene derefter skrev han: Kristendom for mig. Tolv Hverdagsprædikener, 1901. Harboøre Historier. Ti Hverdagsprædikener, 1902. Hvad kan jeg være bekendt at tro?, 1902. Er Livsgaaden løst, 1904; Han skrev en samling religiøse digte: Tillæg til Salmebogen for frisindede Kristne, 1901 og 1906. I 1951 udkom en 2. udgave under titlen Salmebog for frisindede kristne.

Det lykkedes i efteråret 1901 for 5.000 kr. at opføre et forsamlingshus som blev indviet 24. november 1901. Det kunne rumme ca. 300 mennesker. Kunstmalerne Ebbe Kornerup og Bjerre havde udsmykket med kalkmalerier. Forsamlingshuset blev også brugt til gymnastik. Og i julen 1901 talte pastor Jensen, hvilket han i en årrække gjorde ved højtider. I august 1911 var det imidlertid slut. Aktionærerne i forsamlingshuset solgte det til tømrer Flansmose for 1.300 kr. Han indrettede det til værksted og bolig. Aktiekapitalen blev tabt.

I februar 1901 var pastor Jensen indbudt af den københavnske forening "Det Fri Kirkesamfund" til et diskussionsmøde i Koncertpalæet. Salen var overfyldt, og adskillige rigsdagsmænd var til stede. Præsterne udeblev dog. Forsamlingen vedtog en resolution hvis hovedpointe var at præsteløftet blev afløst af et andet der kun forpligtede præster til at lære efter deres bedste overbevisning om hvad kristendommen er. Pastor Jensen blev herefter hyldet.

Men herefter synes det at være gået stærkt ned ad bakke for ham. 

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

Jacob Holm & Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

Samtidig med at Senior Cheferne for Firmaet Jacob Holm og Sønner som igaar omtalt i Dag kunne feire 40 Aars Dagen for deres Indtræden i Firmaet, undergaar dette en betydelig Forandring. Den ene af Jubilarerne, Grosserer Vald. Holm og hans Søn Hr. Georg HoIm udtræde nemlig i Dag af Firmaet, medens til Gengjæld den Sidstnævntes Broder, Hr. Oscar Alfred Holm og to Fættere, d'Hrr. JohS. Sophus Holm og Poul Erik Holm, begge Sønner af Etatsraad Chr. Holm, fra i Dag af indtræde som Deltagere i Firmaet.

Firmaet Jacob Holm & og Sønner kunde Juledag feire sin 105 Aars Fødselsdag. Saa længe er det nemlig siden, at Jacob Holm i Torvegade Nr 21 startede den første Urtekramforretning paa Christianshavn, og af den har Firmaet udviklet sig til sit nuværende Omfang. Jacob Holm var Søn af en Skoleholder paa Næstvedegnen. Faderen døde 1774, da Jacob, der var den yngste af fire Børn, kun var 4 Aar gammel, og Moderen kom til at sidde i smaa kaar, saa at Drengen ikke fik anden Uddannelse end den i Landsbyskolen paa den Tid almindelige. Selv vilde Jacob helst være Slagter, men Moderen satte ham i Urtekræmmerlære i Næstved, hvorfra han efter udstaaet Læretid tog til Kjøbenhavn og fik Plads hos sin Broder, der var etableret paa Hjørnet af Vestergade og Gammeltorv. Her tjente Svenden sine 100 Rdlr. om Aaret, og af dem lagde han saa meget til Side, at han efter fire Aars Forløb voxede sig til selvstændig Etablering paa Kristianshavn. Store Summer havde han dog naturligvis ikke til at begynde med, ikke støtte end. at det Hele medgik til Butikens Indretning, saa at Varerne maatte tages paa Kredit; det Eneste af dem, han havde betalt kontant, var 12 Pd. Chokolade

Det lykkedes imidlertid Jacob Holm at føre Bevis for, at ikke enhver Urtekræmmer, der etablerer sig paa kredit, behøver at gaa i Stykker. Hans Udholdenhed og Flid i Forbindelse med hans medfødte Anlæg for Handelen bragte Forretningen til at antage stedse større Dimensioner, og dette gav ham Mod til at forsøge sig paa andre Omraader. Urtekræmmerens Butik udvidedes til en en grosForretning. der henflyttedes til Eiendommem Nr. 8 i Strandgade, og da Omsætningen stadig øgedes, voxede Lysten til selv at tilvirke nogle af Varerne. For at skaffe Grund til saadanne Fabriksvirksomheder kjøbte Jacob Holm 1805 Eiendommen "Olieblad" paa Amager. Her opførtes 1807-8 en Oliemølle og et Stampeværk for Hamp, og Møllen gav allerede det første Aar en Fortjeneste af 30.000 Rdlr, og der blev da paa Møllens Grund bygget en Limfabrik. Aaret efter anlagdes en Sejldugsfabrik i Dronningensgade, 1810 grundlagdes Sæbesyderiet, og endelig blev Reberbanen paa Amager paabegyndt 1811. Det var nu en meget stor Virksomhed, Jacob Holm drev, og han besluttede da 1817 at opgive Detailhandelen i Torvegade og flytte til Nr. 4 i Strandgade som blev kjøbt og nogle Aar senere ombygget. De daarlige Aar i Aarhundredets Begyndelse synes ikke at have hæmmet Jacob Holm i hans Virksomhed, og han udvidede den stadig. I 1825 oprettede han en saaledes en Stivelsesfabrik; men allerede forinden var han slaaet ind paa Skibbyggeriet og Rhederiforretningen. Først havde han forpagtet Wilders Plads, saa kjøbte han selv to Skibsværfter i Strandgade, og her byggede han bl. A. Dampskibet "Frederik VI". Paa det ene af Værfterne opførtes en ny Oliemølle, der dreves med Dampkraft og var forsynet med hydrauliske Presse. Paa Sandøen oprettedes et Trankogeri til Afkogning af den Spæk, som hjembragtes af to Skibe, som Holm selv hvert Aar sendte til Grønland paa Sælhunde og Hvalrosfangst. I Aaret 1836 byggede Holm dernæst den første Ophalingsbedding. Allerede 1833 købtes Appelbyes Plads, i hvis Grænseskjel til Langebrogade de saakaldle Holms Huse bleve byggede; 1840 kjøbtes Asiatisk Kompagnis Plads og 1844 Larsens Plads, saa at Jacob Holm i mange Aar var den største Bolværksejer i Kjøbenhavns Havn, men tillige den største Skibsrheder. Han ejede saaledes 1840 fem Barker, ni Brigger, to Skonnerter og to kuffer. Af Skibene gik to hvert Aar til Grønland, to gik til Vestindien, Resten i Fragfart paa Amerika og Ostindien. Et af sine Skibe udsendte Holm paa Hvalfangst i Sydishavet, og han havde gjentagende et godt Resultat deraf.

I en Alder af 89 Aar døde Jacob Holm 1845; men han havde allerede fra 1836 optaget tre af sine Sønner i Forretningen, der saa fik Navnet Jacob Holm og Sønner. De fortsatte efter Faderens Død Firmaet i hvilket saa ved Nytaar 1861 de to i Dag jubilerende Herrer Holm, begge Sønnesønner af Jacob Holm, optoges. Endelig rykkede 1895, da Firmaet havde bestaaet i 100 Aar, den fjerde Generation af Familien ind i Forretningen, idet d'Hrr. Georg og Christian Holm optoges i Firmaet. I de siden Jacob Holms Død forløbne Aar er hans Firma blevet fortsat paa en Maade, der har gjort, at det en Gang erhvervede, anseete Navn stadig er bevaret. Den store Skibsværfts- og Rhederi-Virksomhed er opgivet, idet alle "Pladserne" solgtes i Begyndelsen af Halvfjerdserne. For nogle Aar siden blev dog den saakaldte Holms Plads, paa hvilken Fabriksvirksomheden nu drives, kjøbt tilbage; Endvidere kan det bemærkes, at Reberbanen er bleven udvidet med en Sejlgarnsfabrik. Olie-, Sæbe- og Limfabrikationen fortsættes uforandret.

(Dagbladet (København) 1. januar 1901).

Jacob Holm og Sønner flyttede i 1970'erne. Nu Amager Centret. Jacob Holm (1770-1845).