Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Pastor Ussing og højtidsofferet. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing ved Ølkirken Valby har til julen udsendt en opfordring til beboerne i Valby-Vigerslev om ikke at glemme at betale højtidsoffer til præsten og kirkesangeren. Denne opfordring har fremkaldt stor forbavselse; for beboerne er allerede en gang i år blevet afkrævet præste- og klokkerpenge sammen med skatterne, og de mener derfor, at præstens private henvendelse ser højst mærkværdig ud.

Hr. Ussing er imidlertid ikke tilfreds med de penge, som han har fået ved præsteofferets afløsning, og derfor har han udsendt denne opfordring. Men der er næppe mange, der lader sig forlede til at ofre mere end nødvendigt til præstesækken, der jo i forvejen er fed nok. (6.600 kr. årlig!)

Pastor Ussing meddeler i sit cirkulære, at “den i København herskende kirkelige uorden har forledt mange til imod loven at fritage sig selv for højtidsofferet."

Det er dog næppe hr. Ussing, der skal afgøre, hvorvidt der er kirkelig uorden i København; for dette spørgsmål hører vel nærmest ind under kultusministeriets afgørelse. Og når de københavnske sognepræster ikke som pastor Ussing søger at få dobbelt offer, er der vel ingen anledning for ham til at blande sig ind i den sag.

Præstens “private" henvendelse er ledsaget af 2 konvolutter, en større, rød konvolut til sognepræstens og en mindre, hvid til kirkesangerens offer. Hr. Ussing ønsker altså så tydeligt som muligt at gøre det forklarligt for folk, at der er forskel på præst og degn, og at man har at ofre mere til den første end til den sidste.

På prædikestolen står præsterne og prædiker nøjsomhed og tålmodighed for de arbejdere, der må kæmpe mod sultens kvaler. Men selv våger præsterne med nidkærhed over, at ikke en øre går fra dem, men at deres store Indtægter tilflyder dem i så rigt mål som muligt.

Præsterne er kommet langt bort fra deres store mesters fodspor; for da Kristus vandrede her på jorden, udsendte han hverken røde eller hvide konvolutter.

(Social-Demokraten 2. januar 1902)

Andréa Nielsen om Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Er det til nogen Nytte at være Medlem af en Fagforening?

Dette Spørgsmaal bliver saa ofte rejst af Kvinder, naar rnan taler til dem om Organisationen. Vi skal der betale Kontingent 25 Øre om Ugen, siger de, hvad faar vi for de Penge; de, som staar uden for Organisationen, kan jo arbejde som vi andre, og de er fri for at betale Kontingent.

Ja ganske vist har de maaske Arbejde ligesaavel som de organiserede, men de staar aldeles retsløse overfor Arbejdsgiverne og maa finde sig i de Forhold, som disse mer eller mindre vilkaarligt byder. Thi veed Arbejdsgiveren, at hans kvindelige Arbejdere - i dette Tilfælde tænker jeg navnlig paa Syersker - staar i deres Organisation, er han nødt til at tage noget Hensyn ogsaa til deres Mening. Jeg skal ganske kort omtale, hvad en enkelt forretnings Syersker har opnaaet i de sidste Dage ved Organisationens Hjælp.

Omtalte forretning forfærdiger for største Delen Bomuldsarbejde, og Syerskerne havde der som saa mange andre Steder staaet ligegyldige overfor Organisationen, men efterhaanden som Tiden gik, sank Arbejdslønnen, og Syerskerne følte, at de stod magtesløse. De besluttede da at melde sig ind i Fagforeningen og sendte derefter en Skrivelse til Fagforeningen med Beklagelse over den stedfundne Lønreduktion. Nogle Møder afholdtes og en Henstilling til vedkommende Forretning om at betale højere Arbejdsløn blev ikke tagen til Følge. Syerskerne nægtede da alle at tage Arbejde Hjem paa de gamle Betingelser.

Rasende derover sendte Arbejdsgiveren en Skrivelse til Foreningens Bestyrelse med Fordring om at faa opgivet, hvem der havde givet Anledning til, at der blev rørt op i hans Sager, disse skulde afskediges af hans Forretning. Samtidig havde vi imidlertid indbudt ham til en Forhandling om Sagerne, og det kan kun siges, at den i alle Retninger førte til en tilfredsstillende Ordning for de organiserede Syersker. Saaledes maatte Arbeidsgiveren gaa ind paa at betale 18 og 20 Øre for smaa Drengebenklæder, som han for kun gav 15 -16 á 19 Øre for, det bliver en Merfortjeneste af 2 a 3 Øre pr. Par. eller, lavt regnet, at en Syerske syr 6 Par om Dagen, en Merfortjeneste af 12-18 Øre om Dagen, 72-108 Øre om Ugen. Og naar vi regner med 48 Arbejdsuger i Aaret, 56 Øre til 51 Kr. 84 Øre om Aaret.

Et andet Arbejde, Bomuldsbenklæder til Voxne, vil der i Fremtiden blive betalt 5 Øre mere for end hidtil; det bliver 30 Øre mere om Dagen, naar der opstilles samme Regnestykke som ovenfor nævnt, 90 Øre om Ugen og 43 Kr. 20 Øre om Aaret.

Og da Syerskerne havde erklæret, at de ikke vilde arbejde sammen med 2, som ikke var i Foreningen, gik Fabrikanten ind paa at afskedige disse, saafremt de ikke til 1ste December var blevne Medlemmer af vor Forening. Som man ser, førte vor Forhandling kun til Fordel for de organiserede Syersker; og saaledes er det selvfølgelig altid til Gavn og Nytte at staa i sin Fagforening.

De Tal, som her er fremsatte, maa mer end tydeligt nok vise, at de 25 Øre, som indbetales om Ugen til Foreningen, eller 13 Kr. om Aaret, kommer igjen med større Rente end nogen Bank kan give. Hav derfor ikke saa mange Betænkeligheder, eller lad Tiden gaa med at spørge til hvad Nytte.

Naar I skal være med i Arbejdet, da vær med som maalbevidste, organiserede Arbejdere, der forstaar at hævde deres Stilling og at blive respekteret.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 26. november 1901)

Andrea Johanne Marie Brochmann,  født Nielsen (1868-1954). Hendes forældre var cigarfabrikant Lauritz Christian Nielsen (1842-1918) og herreskrædder Anna Pedersdatter (1842-92) som var formand for de Kvindelige Herreskræderes Fagforbund. 

Andrea Nielsen var født i et socialdemokratisk arbejderhjem, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, aktiv i kvindebevægelsen (De samlede Kvindeforeninger) og var med til at udgive kvindeforeningernes tidsskrift "Hvad vi vil". Arbejderkvinderne havde i modsætning til den daværende kvindebevægelses overklassekvinder, dobbeltarbejde: husarbejde. Det havde kvindebevægelsens kvinder tjenestefolk til.

Andrea Brochmann gik 1875-83 på Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Da der ikke var råd til at hun blev lærer, blev hun i stedet herreskrædder. I Dansk Skrædderforbund var der blandt de mandlige svende uvilje mod kvinderne, og da Andrea Nielsen i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de københavnske systuer, sagde den daværende formand for skrædderforbundet at “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme kvinder”. Hun var formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF) 1887-1909 der i starten havde godt 35 medlemmer. Men holdningen i Dansk Skrædderforbund ændrede sig. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte en strejke (se artiklen Syerskerne i Provinsen, 14. april 1899). 1.000 kvindelige skræddere nedlagde arbejdet for at få udarbejdet en fælles prisaftale og dermed ensartede lønninger. Arbejdsnedlæggelsen varede i 14 dage og førte til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. (Se artiklerne herom på bloggen)

Andrea Nielsen var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Hun talte om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke. 

Andrea Nielsen blev gift 1905 med journalist, politiker Jens Peter Brochmann (1870-1937) og de to arbejdede sammen på avisen Social-Demokraten. 

Andrea Brochmann forblev formand indtil 1909, 1899-1909 tillige medlem af Dansk Skrædderforbund og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. Så udtalte hun at hun var “nervøs og træt” og desuden efter sit giftermål ikke længere i faget. 

I 1907 trak de socialdemokratiske kvinder sig ud af Kvindeforeningers Valgretsudvalg, og dannede Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening hvor hun var formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet - man ønskede ikke at optage særskilte kvindeorganisationer. Selv da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, fastholdt Socialdemokratiet modstanden mod særskilt kvindeorganisering. 

Andrea Brochmann på talerstolen ved et friluftsmøde på Kvægtorvet, et agitationsmøde i 1. kreds' vælgerforening i den store forgård til selve slagterhusene på Kvægtorvet. Der deltog flere hundrede. Ved mødet talte også Stauning og cand. mag Vilh. Rasmussen. Andrea Nielsens emne var kvindens stilling til skattebyrderne. (Social-Demokraten 19. august 1912). Fotoet er taget foran Øksnehallen, set mod det der i dag er Husets Teater og bag det Halmtorvet.

I forbitrelse over Socialdemokratiets kvindepolitik var hun i 1908 medstifter af Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) og efter 1912 tillige formand. Det var partiledelsen meget utilfreds med. Thorvald Stauning kaldte det “separatistiske tilbøjeligheder”. Da kvinderne for første gang kunne opstille til Folketinget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder: Andrea Brochmann og Helga Larsen. Det Radikale Venstre opstillede ni kvindelige kandidater. Kun Helga Larsen blev valgt. Først i 1929 (på bl. a. Sylvia Pios initiativ) dannedes socialdemokratiske kvindeudvalg. Senere blev hun valgt til Landstinget 1926-32 og 1933-40. 

Andrea Brochmann var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen. Her argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hun argumenterede  for opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg. 

Se også Silkehusets"s Syersker, om forholdene i 1902 Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation, 23. januar 1923.

Andréa Brochmann blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Urnen stod i kolumbariet indtil 1974, hvorefter den blev nedsat et ukendt sted.

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 1/7. (Efterskrift til Politivennen)

Oprindelig hed Ali Nouri (alternativ stavemåde: Ali Nuri Dilmec) Knut Gustaf Noring (Thorup?) og kom fra Sverige. Han var forfatter, lærer og bogsamler fra Malmö. I 1879 rejste han til Konstantinopel og konverterede til islam. I 1884 blev han gift med en tunesisk prinsesse. Samme år udnævnt til tyrkisk generalkonsul i Athen, senere Serbien, Krim, og Rotterdam. Sultanens formål var at han skulle spionere på hans modstandere, ungtyrkerne. Men i stedet gik Ali Nouri over på deres side.

Prinsessen hed Hairie (alternativ stavemåde: Hayrye) og blev som 18 årig bortgivet som brud til en tyrkisk pasha som var polygamist. Efter to år blev det hende for meget og flygtede fra Tyrkiet. Allerede da prinsessen var omkring 25 år, holdt hun foredrag i Europa og USA om forholdene i tyrkiske harem. 

Parrets sympatier for Ungtyrkere blev opdaget, og de faldt 1901 i unåde hos sultanen. Prinsesse Hairie undslap fra parrets hus i Konstantinopel der var under konstant overvågning af spioner, ved at nogle venner smuglede kufferter og hendes to børn ombord på et fransk dampskib til Galata i Grækenland. Det lykkedes hende at slippe uset ud af huset og køre til havnen. Hun ventede her i en kø indtil landgangen var ved at blive taget, hvorefter hun løb over en åben plads og sprang på skibet før nogen kunne nå at stoppe hende.

De rejste tilbage til Sverige og flyttede i de efterfølgende år rundt omkring, boede bl.a. også i København. I 1900-tallets første årti skrev Ali Nouri flittigt i vestlige medier og ofte citeret som ekspert på tyrkiske forhold. Da ungtyrkerne tog magten i Tyrkiet i 1909, rejste han tilbage til Tyrkiet hvor han levede i ubemærkethed til sin død. 

En tyrkisk prinsesse som Foredragsholder.

Fra London skriver en Korrespondent: Vor By kan i de kommende Uger vente siq noget splinternyt paa Forelæsningsomraadet, idet man for første Gang vil se en tyrkisk Dame, tilmed en Prinsesse, offentlig optræde som Foredragsholderske.

Den paagældende Dame, hvis Navn er Prinsesse Hairie Ben Ayad, er gift med Ali Nouri Bej, fhv. tyrkisk Konsul i Rotterdam Begge er ivrige "Legitimister", d v. s. Tilhængere af "Sultan" Murad, Abdul Hamids Broder, der har været holdt fængslet i Konstantinopel siden Broderens Tronbestigelse.

Murad, fortæller Prinsessen, er ingenlunde sindssyg, som Rygtet paastaar, men fuldstændig rask, baade i aandelig og legemlig Henseende. Hun agter nu sammen med sin Mand at begynde en Agitation i England til Fordel for Murad; allerede mens de opholdt sig i Tyrkiet forsøgte de derpaa, men opnaaede kun at blive sat under retslig Tiltale, af hvilken Grund de strax flygtede til Vestevropa.

Som en Slags Indledning til sit "Felttog" agter Prinsesse Hairie at holde en kort Række Forelæsninger. Disse vil dog ikke omhandle politiske Forhold, men kun dreje sig om den tyrkiske Kvinde, hendes Liv i Hjemmet, Haremets Mysterier, Slaveriet i Tyrkiet og andre Warner, som kun en tyrkisk Kvinde kan vide Besked om.

Prinsesse Hairis, der er den  første tyrkiske Dame af Rang, som offentlig viser sig i England, er en høj, mørk Kvinde med en smuk Figur og fine Ansigtstræk. Hun vil sikkert "gøre sig"

(Nordjyllands Arbejderblad 14. august 1901).

Princess after the Sultan

"THE secrets of the harem" are to remain secrets no longer. Simultaneously with the publication of M. George Dony's new book, "The Private Life of the Sultan," a lady of high degree has just come London to make a further expose. She proposes to begin a crusade against the degradation of her countrywomen, and after she has created a movement of reform to emanate from England, she will go to the United States.

This female knight errant of modern days is the Princess Hairie Ben Ayad, the wife of a former Turkish consul at Rotterdam, who has espoused the cause of the "Legitimist" party In Turkey and has, in consequence, been condemned to prison for ten years. He escaped to England and his wife has just joined him after numerous exciting experiences. The party of the "Legitimists"is in favor of the deposed sultan, Murad, the elder brother of the reigning monarch, Abdul Hamid. Murad has been in prison at Constantinople for over twenty-five years and his party claims that all evils in Turkey would be righted If he were restored to power.

The Princess Hairie bids fair to become the latest London fad and her movements are chronicled as if she were a personage of extraordinary Importance. She possesses great beauty, having a face of unusual refinement for the somewhat heavy brunette type of the east, and she carries herself in a regal way. She drives out with her husband frequently, but always veiled, wearing a long black satin cloak and hood, from which the veil hangs to the throat. In the house she loves to wear the close fitting garments of the European.

HAIRIE BEN AYAD; THE TURKISH PRINCESS WHO IS TELLING TALES ON THE SULTAN.

She is a daughter of the late Mahomond Pasha Ben Ayad of Tunis, who represented his country at the court of Franco during the time of Napoleon III and received several marks of honor from the emperor. He kept a magnificent harem of over 500, including his wives and female slaves, so that his daughter knows of things whereof she speaks, although her own husband has not indulged in the luxury of so many wives. She is the first Turkish lady who has ever set foot in Europe with the mission of making known the social condition of her native land, but she says that there are many other women in Turkey who would come forth In like manner If they dared, and that they are keenly conscious of their miseries.

The sultan himself seems to be the greatest polygamist. Although a law exists which permits a man to have only four wives at the same time and another which prohibits slavery, the sultan disdains to be bound by either law. But his greediness to adquire so many wives brings him no end of trouble, for each one becomes the center of a political faction as soon as she enters the royal palace. Many of them are very shrewd and ambitious, and sometimes not overly fond of his Imperial majesty. One of his wives was accused of conspiracy against him about a month ago, and the sultan shot her with his own hand. Another one was sent into exile as late as last week, being suspected of setting unto his majesty's bedroom. She was only saved from death because she had been a favorite wife for over fifteen years and she had a brother high in political power.

The sultan seldom condescends to marry legally any of his wives, according to the princess, unless he takes a fancy to the wife of one of his subjects who is powerful enough to refuse to give her up. The sultan then decrees her divorced and goes through the form of marrying her. If he becomes tired of a wife, one of his royal ministers receives her as a present whether the minister wants her or not. Another way of disposing of these wives is to present them to his political enemies, who dare not refuse them, and who thus take a spy into their own household in constant communication with the throne.

The women of Turkey could be well educated if the sultan and the religious teachers - who are his tools - would permit. But they have recently banished the English governesses from Turkish homes and they oppose the foreign schools, Catholic and Protestant, which have been established among them. The princess speaks very highly of the American school for girls at Constantinople, which, she says, is liberally patronized by the daughters of advanced Mussulmans, notwithstanding the opposition of the sultan. The priests try to keep the people, especially the women, In Ignorance. These priests are in the employ of the government; they are the official surveyors of the wards and delegated by the municipality to arrange the marriage contracts. But the priest acts in this respect more as a magistrate than as an official of the church and the marriage is merely a business contract. If the parents pay him an extra sum he will deliver a long prayer at the end, but otherwise not. The bride and bridegroom hold separate fetes in honor of their marriage. If either family has a large house the fetes are celebrated on the same day in different apartments, but If not they occur on different days.

The only thing in which the women score in Turkey is in the "dot." The husband must give a dowry to his wife If he marries her by law but what the wife brings remains still her own. Her husband has no legal right to appropriate It. It Is probable, however, that the poor Turkish woman as a general thing falls to enjoy this right, as well as so many others which are hers in law, but not In reality.

REBECCA A. INSLEY.

(The Illustrated Bee 20. oktober 1901)

Den egyptiske prinsesse, Hairie ben Aiad, søster til Cherif paschas gemal, datter af Mahmud Pascha Ben-Ayad. Ali Nouri Bey, egentlig Gustaf Noring. (Hvar 8 dag, 1901/1902 nr. 1 6. oktober 1901.

I oktober 1901 besøgte Ali Nouri København, i hvilken anledning Nationaltidende 28. oktober 1901, 2. udgave bragte et næsten helsides interview med ham på forsiden. Han var da blevet dømt til døden af sultanen. Her udtalte han sig i kraftige vendinger imod den sultan som havde overtaget styret efter sin broder ved at erklære ham for sindssyg. I artikler i aviserne (Nationaltidende 17. november 1901, Dagbladet (København) 20. marts 1902, Nationaltidende 4. september 1903 2. udgave.) vedblev han herefter at berette om paladsrevolutionerne og omskiftelserne i Tyrkiet.

Den kostbare Leg. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage har Artilleriet afholdt nogle ualmindelig kraftige Skydeøvelser ude paa Amager Fælled. Uafbrudt dundrer Skuddene ud over del flade Amagerland, og det er ikke ualmindeligt, at Lufttrykket laver en frygtelig Ravage i og paa Ejendommene.

I Kvarteret omkring Store Nygade mærkes Skydningerne saa stærkt, at Bygningerne ligefrem rystes i deres Grundvold. Forleden Dag fik en Familie, der bor der i Gaden, en ubehagelig Overraskelse netop som Følge af Skydningen. Just som en af de svære Kanoner var affyret, faldt to store Skilderier ned og blev slaaet i Stumper og Stykker. Hos en anden Familie sprang en Rude under det voldsomme Lufttryk.

Det er ikke alene om Dagen, at Amagerne ikke kan finde Ro for Kanontordenen. Undertiden skydes der ogsaa om Natten, og saa ligger hele Amager som et klart Lyshav fra de store nye elektriske Projektorer, som man i Anledning af Natmanøvrerne prøver for første Gang.

Skydningens værste Ulæmpe er dog den, at Arbejdet ved den store Dæmning oppe ved Taarnby maa hvile, medens den staar paa. Rystelserne er nemlig saa stærke, at det ikke kan være Tale om at fortsætte.

(Folkets Avis - København 10. august 1901).