12 juni 2025

Den lille Kulpillers tragiske Død. (Efterskrift til Politivennen).

Tegning fra Social-Demokraten 18. maj 1911 i anledning af begravelsen af den lille kulpiller.

Foto med undertitlen: Ejendommelige ceremonier - præsten indvier graven - kvinden til venstre (x) er moderen. Foto af Aftenbladet (København) 18. maj 1911.


 Den lille kulpiller

I går eftermiddags foregik der en gribende højtidelighed på den katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Foreningen "Barnets Værn" lod afsløre en mindesten over den lille dreng, der den 12. maj blev dræbt af havnetoget, da han var i begreb med at pille kulstumper op.

Til trods for det ubehagelige vejr havde flere hundrede mennesker indfundet sig ved graven. Forsamlingen afsang en salme, hvorefter

Folketingsmand P. Sabroe

holdt en gribende tale, der bragte tårerne frem i de flestes øjne. Han udtalte:

"Der knytter sig for os ingen særlig sensation til den lille kulpillers død. De særlige omstændigheder ved denne vakte for et øjeblik hele hovedstadens opmærksomhed. Om han langsomt var sultet, frosset eller pint ihjel, ville - fraset enkelte - kun den socialistiske del af hovedstaden have interesseret sig for den lille proletar.

Der er i dette frygtelige barnedrama et par betegnende træk, som til overflod viser kapitalistsamfundets brutalitet. 

Vi kommer og tilbyder den fattige, polske moder at ville begrave barnet. Vi vil ikke have ham i fattigvæsenets sorte kiste. Som vi taler herom med moderen, kommer viceværten ind og tilråber moderen:

"Vær glad ved hans død. Han var endt i tugthuset. Han stjal som en ravn."

Ja, han stjal de kul, som faldt ned fra kulvognene. Derfor var han tyv.

Og det er også rigtigt at i tugthuset sidder mange, hvis eneste forbrydelse er, at de som barn nægtedes et barns glæder. Der burde egentlig på den mindesten, som vi afslører i dag, have stået de ord, som undslap den lille kulpiller, da man på hospitalet ville klippe i hans gamle, pjaltede bukser:

"Åh, De må ikke klippe i dem, for mor er så fattig og har ikke tid til at sy dem sammen."

De ord er sande, og de vil blive klassiske. Når I som er børn og unge, en gang om mange år med jeres børn står foran den lille kulpillers grav, vil I fortælle dem, hvad den fattige, polske dreng sagde, da han lå på operationsbordet.

Peter Sabroe. Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det er desværre sandt. Mange børn som den lille kulpiller, der havde et hjerte af guld, må ende i fængslet. Men hvis skyld er det? Uden at fortrække en mine ser den herskende overklasse, at der er tusinder af børn, som lider nød og forkommer. Overklassen praler af sin kultur og sin kunstsans, men den er blottet for den åndsdannelse som slår ud i omsorg for de levende mennesker. Ja, der er endog nogle af vore rige landsmænd, som vil have ført udviklingen tilbage, og som viser hen til de polske arbejdere, som værdige til efterlignelse for de danske arbejdere.

Men så meget stærkere må vi hver dag ruske samfundet op af sin døs. Vi må have samfundet til at forstå at af alle kulturspørgsmål er det sociale det vigtigste.

VI tror på livet. Vi håber på livet. Vi arbejder og vi bygger rundt i alverdens lande en stærk og mægtig organisation, som beskytter alle børn mod fattigdom, forbrydelse, drukkenskab og præstetyranni.

For nogle år tilbage indebrændte juleaftens morgen 5 børn på Skejby Mark ved Aarhus, mens far og mor var på herregårdsarbejde. Vi rejste disse børn et mindesmærke. Det var ikke herregårdens trælle, som mindedes de 5 børns frygtelige endeligt. Det var ikke de rige eller gårdmændene. De forstod overhovedet ikke, hvorfor man tænkte på børnene. Men landarbejderne forstod os. Deres sociale instinkt sagde dem, at vi var deres venner.

Således vil det også gå i dag. De russere og polakker som står her, vil skrive hjem eller fortælle, når de kommer hjem, om de danske arbejdere, som rejste den lille kulpiller dette smukke minde. Og de vil tænke over det i Polen og i Rusland.

Denne mindesten betyder for vore dages kultur mere end Frue kirkespir. Over den lille polske drengs grav rækker vi hinanden broderhånden og sværger, at der skal blive kæmpet til vort sidste åndedræt for det fattige barn."

Derefter faldt dækket for mindestenen.

Den er af marmor og har følgende inskription:

Den lille Kulpiller
Martin Norwak
5 Aar
Overkørt af Havnetoget
12. Maj 1911.

Københavns Arbejderfamilier satte
ham dette Minde.

Derpå afsang de tilstedeværende: "Dejlig er Jorden", hvorpå hr. Sabroe afsluttede højtideligheden med at sige:

Vi rejste ikke dette minde for arbejdets mand, men vi har rejst det for den lille knægt, der måtte ofre sit liv, da han hjalp til med at afhjælpe nøden. Det var endda ikke for sin egen moder, at han pillede kul, men han hjalp en anden dreng, hvis moder havde 7 børn. Lad os kæmpe for alle små børn, og dermed en tak til alle, der har bidraget til dette mindesmærke.

Derpå defilerede de mange mennesker forbi den lille kulpillers mindesten.

(Social-Demokraten, 27. december 1911. Til artiklen var desuden et foto)

Begravelsen af den lille kulpiller. Peter Sabroe taler. Foto fra ovenstående artikel fra Social-Demokraten.

Bornholms Social-Demokrat fra samme dag tilføjede at drengens forældre boede i en af Christianshavns store lejekaserner, og de sad småt i det. Avisen beskriver monumentet som en ovalformet marmorplade.

11 juni 2025

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)


Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.


Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.


(Social-Demokraten 13. november 1911)

Fra Arbejdets Mark. II. (Efterskrift til Politivennen)

 

Lokomotiver under Reparation.

Vort Billede i Dag viser en .Scene fra Statsbanernes Centralværksted. Det er Lokomotivværkstedet. Her føres alle Maskiner ind til Reparation. Den store Hal, der rummer mellem 25 og 30 Lokomotiver, er stadig optaget, og alene ved Reparationer beskæftiges der daglig halvtredie Hundrede Arbejdere. Det er en Fornøjelse at se, hvor let, der tumles med de mægtige Lokomotiver. Ved Hjælp af svære Taljer løftes de fra Sporene, saaledes at de hænger frit svævende i Luften. Elektriciteten er her en god Hjælper. Et Tryk paa en Knap, en hvislende Lyd skærer igennem Hallen, og i samme Nu bliver alle Hjul og Remskiver levende.

I denne Larm høres ingen Menneske-Stemme. Hver Mand er paa sin Plads. For Arbejderne gælder det om at have Øjnene med sig. Den mindste Fejl kan betyde Død eller Lemlæstelse. Men Arbejderne tænker ikke paa Farerne. Som Myrerne i en Tue maser de frem mod den vældige Kolos, der hænger i Taljerne. Med senestærke Arme gribes der om Hammer og Nøgle. Den store Damphest, der nylig foer pustende ud over Landet, slæbende Mennesker og Gods efter sig, maa nu finde sig i at blive bastet og bundet af Menneskehænder. Stykke for Stykke piller Arbejderne de tusindpundige Maskindele fra hinanden. Det gaar først ud over Hjulene. De er blevet kantede og skal nu have en Omgang paa Drejebænken. Derefter kommer Turen til de "ædlere" Dele i selve Damphesten. Hver Ting maa nøje efterses; thi om nogle Dage skal den atter fare susende ud over Landet, og da gælder det om, at der ikke er glemt noget. Det kan komme til at dreje sig om Meneskeliv . . . Det véd den sortsværtede og svedende Arbejder. Derfor gaar han og Kammeraterne endnu en Gang en Runde om Maskinen, før den faar Lov at slippe ud af Lokomotivernes »Sygehus«.

Vi staar netop og stirrer ud over denne travle Virksomhed, da i det samme Fabrikpiben sender sin gennemtrængende Lyd ud over Kalvebod Strand. Det vældige Maskineri stopper op. Hammer og Skruenøgle lægges til Side. Kort efter vandrer de mange Hundrede Arbejdere ud til de smaa Hjem i Vester- og Nørrebros Sidegader. Vi -kaster et langt Blik ud over Kalvebod Strand. Vor Tanke gælder den store By. Kun faa af dens Beboere aner, at der her ude, langt fra Byens Tummel, findes vældige Statsbaneværksteder med Hundreder af flittige Arbejdere, der nu vandrer ind mod den By, hvor de skal finde en Smule Hvile til Dagværket atter begynder næste Morgen.

(Social-Demokraten 10. oktober 1911).

Magnus Bech-Olsen som Cirkusdirektør. (Efterskrift til Politivennen)

I 1903 - et par år efter Magnus Bech-Olsens kamp mod Belling - var interessen for brydekampe dalet til nærmest nulpunktet, og da Bech-Olsen endelig i oktober 1903 blev besejret af Jess Pedersen, syntes Bech-Olsen blot at have været tilfreds med at have tjent penge på at være med i matchen. Han mødte igen John Pohl 24. og 27. oktober 1906 i Hannover. Første gang uafgjort, næste gang sejrede han over Bech-Olsen. Han havde kampe helt op til 29. april 1910 mod Georg Lurich, men det synes mere at have været show-kampe.

Magnus Bech-Olsen, København 20. juli 1896. I forbindelse med en kamp med tyskeren Pohl.

Sideløbende med sin karriere som bryder drev han "Bræddehytten" i Helgolandsgade i København. Da han solgte cafeen i 1903 skiftede den navn til "Hyttefadet". Senere Cafe Bech-Olsen på Vesterbrogade på hjørnet af Reventlowsgade. 

Cafe Bech Olsen på Vesterbrogade 10. oktober 1908. Det må være Reventlowsgade som forløber i forgrunden med cyklisterne. Kbhbilleder. Public Domain.

Brydesporten var omgærdet af mistanke om aftalt spil. Så det var ikke helt uden grund at i 1903 anlagde Bech-Olsen sag mod Kristeligt Dagblads pastor P. E. Dyekjær som havde udtalt skarp kritik af hans brydekampe. Dyekjær havde beskyldt brydekampene mellem Roeber og Bech-Olsen for at være humbug. Sagen trak yderligere ud gennem 1903 da Roebers impressario John Schmidt skulle have udtalt at kampene var aftalt. Hertil krævedes at Bech-Olsens sagfører rejste til New York for at afhøre vidnet, men Bech-Olsen ville ikke betale de 300 kr. det kostede. Sagen i Hof- og Stadsretten udviklede sig 1904 til en omfattende afhøring af vidner og trak ud. Under retssagen kom det frem at bladets redaktør J. F. C. Mathiesen ikke delte Dyekjærs synspunkter, og fandt det undere bladets værdighed at føre sag - især med udsigt til enten at betale en mulkt eller 15 dages simpelt fængsel. Han indgik derfor forlig. Først to år efter opgav Dyekjær dog kampen og tilsluttede sig forliget. Som lød på 500 kr. som bladet betalte Bech-Olsen i erstatning.

A/S Kjøbenhavns Tændstikfabrik havde 1897-1902 Bech-Olsen på deres etiketter.

Omkring 1907 startede Cirkus Bech-Olsen et omrejsende cirkus. I november 1908 fornærmede Bech-Olsen en jernbaneportør på Nordbanegården. Bech-Olsen forklarede at portøren havde fremsat en bemærkning om "disse larmende sigøjnere!" (Bech-Olsen plejede at overnatte på fine hoteller). Hertil skal Bech-Olsen om konduktøren havde udtalt enten "bondekarl" eller ifølge Bech-Olsen selv "sådan en hertug". Der blev stort postyr, og politiet blev sat på sagen. Han forlod den efterfølgende retssag i politikammeret da han opdagede at han i rapporten stod anført som forretningsfører i stedet for cirkusdirektør.

Annonce for Cirkus Bech-Olsen, København 3. december 1913.

En cirkusbygning blev opført på Ladegårdsgrunden i 1909 i træ, renoveret og genopført i 1910 med plads til omkring 2.000 tilskuere. Den 18. juli 1911 udspilledes et drama mellem socialdemokraten Peter Sabroe og Bech-Olsen i Hjørring. Sabroe ville inspicere Bech-Olsens cirkus, han havde været mistænksom over for piskeslag inde fra teltet, og ville se om der foregik dyrplageri. Der udspilledes sig en hidsig ordudveksling, hvorunder cowboyen Jack Joyce stak Sabroe et par lussinger. Han fik efterfølgende en bøde på 20 kroner. 

Cirkus Bech-Olsen

Lille Interview med Bryder- og Cirkuskongen.

Det er oppe paa Bernina. Cirkusdirektør Bech Olsen er netop gaaet opbord i den tredie Blodbøf. Vi sidder og ser beundrende til.

- Der er noget om at man skal leve regelmæssigt, siger Bech og hælder 1/4 Flaske engelsk Sauce ud over Bøffen. Det styrker og giver Sundhed og godt Humør. Det var blevet galt med Maven sidste Vinter, saa beordrede Lægen mig til at leve mere stilfærdigt og ikke overfylde Maven. Nu nøjes jeg med to Bøffer til Frokost, og naar det - som i Dag - er Festdag, tre.

Vi spørger Bech om, hvilken Fest det er, han fejrer.

- Ja, ser De, jeg har i Formiddag faaet ordnet mine Vinterforretninger. Er det ikke Anledning nok til at feste? Jeg mener "Jo". Min Sæson paa Aaboulevarden begynder den 16. - Kellner, ring til Kjerteminde og hør, om det blæser ligesaa Infamt dér! Den Blæst koster mig en Masse Penge. Den lader jo af og til Teltet danse Sømandsreel.

Vi spørger Bech om, hvordan hans Sommersæson har været, om det er sandt, at han har tjent 50.000 Kr. derude i Provinserne.

- Træk 20 fra, saa stemmer det. Det er Kaspar, det dejlige Dyr, og saa Sabroe - ja, for han har skam været en glimrende Reklame for mig. Kaspar skal ikke mere optræde i København. Ham vil jeg holde ude i Provinserne. Min Teltcirkus skal nemlig bestandig turnere rundt. Med andre Ord, jeg bliver Dobbeltdirektør til Vinter. I den Anledning vil jeg lade mit Overskæg fikse op, og jeg har taget under Overvejelse at lade mig klippe rødhaaret.

Bech, der har sat den tredie Bøf til Livs, bestiller 3 beskedne Stykker Ost, 1 Kaffe og 1 hel Smørkage.

- Man skal ikke overfylde Maven! - siger han og knaser de tre Stykker Ostemad sammenlagt

Interviewer.

(Aftenbladet (København 7. september 1911) 

I november-december 1911 afholdt Cirkus Bech-Olsen en international brydekonkurrence. Bech-Olsen trak atter i brydetrikot - nu i en større udgave, hvor man brødes med forskellige i en turnering - til publikums store jubel, og stuvende fulde huse. Ikke alle anså det dog for morskab. Nr. 4 (Michailoff) angreb efter kampene flere af sine modstandere, og politiet måtte skride ind og fjerne ham med magt. Cirkus Bech-Olsen afholdt også bokse- og brydekampe. 

Den 19 september 1916 åbnede Bech Olsen sit cirkus på Åboulevarden under mottoet: "Skal der være gilde, så lad der være gilde ..." måske med henvisning til den eneste andet cirkus i København dengang i Jernbanegade. Den 31 marts 1917 kørte Bech-Olsen med stor kraft ind i et vejtræ på Jagtvej, men slap dog uskadt. Bech Olsen fik en cafe opkaldt efter sig på Værnedamsvej 15 (Jean Schultz). 

De sidste sæsoner inden 1919 forsøgte han at videreføre sit cirkus som biograf "Kæmpe Biografen". Bygningen blev nedrevet 1919. 1917 flyttede familien Bech-Olsen til Nørresundby hvor han døde i 1932. Sønnen Magnus "Manne" Eitel Vilhelm Bech-Olsen (1890-1952) videreførte Cirkus Bech-Olsen indtil 1934.

Oline og Magnus Bech-Olsens gravsted på Vestre Kirkegårds lapidarium. Stenen er fjernet fra sin oprindelige plads, men flyttet til lapidariet, hvor man skal kigge godt efter den, da indskriften næsten er eroderet væk. Han valgte at skrive cirkusdirektør Magnus Bech-Olsen, og der står tilsyneladende intet om hans fortjenester indenfor brydning. Foto Erik Nicolaisen Høy

10 juni 2025

Marcus Rubin og de danske Sønderjyder. (Efterskrift til Politivennen)

I 1909 var Marcus Rubin medlem af en kommission nedsat af ministeriet Zahle til undersøgelse af hvorvidt statsembedsmænds virksomhed kunne forenes med anden indtægtsgivende virksomhed. Kommissionens betænkning viste at statsembedsmænd i betydeligt omfang "gnavede ben" (uden at nævne navne). Der blev undersøgt 533 embedsmænd under statens centraladministration: 55 overordnede dommere, 136 underdommere, 28 generaldirektører, direktører og departementschefer, 60 kontorchefer, 131 fuldmægtige og 123 administrative. 306 havde bivirksomheder med i gennemsnit 1706 kr. årlig indtægt. Dog var forskellene store: af 28 generaldirektører havde 18 bivirksomheder til en gennemsnitlig årsindtægt på 5374 kr.



Marcus Rubin, 1895. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I majnummeret af "Preussische Jahrbücher" 1911 skrev Marcus Rubin artiklen "Deutschland, Nordschleswig und Dänemark von einem Dänen." Artiklen udkom i september i "Tilskueren". Artiklen opfordrede tyskerne til at forstå den sønderjyske befolknings stemninger og undlade forsøgene på at germanisere danskerne der. Artiklen anerkendte at Pragfredens § 5 var borte, og plæderede for et godt naboforhold mellem Danmark og Tyskland. Den konservative presse i Danmark kastede sig over artiklen for at tage stilling for tysk side og Rubin blev fremstillet som en mand uden fædrelandsfølelse. Man mente ikke regeringen kunne dele hans opfattelse, men artiklen var i forvejen kendt og billiget af udenrigsministeren, af H. P Hanssen og andre. I august udsendte regeringen en erklæring om at hovedsynspunkterne i artiklen var i overensstemmelse med den danske regering. Dette udløste en endnu større reaktion fra Højre. I februar 1912 var der en heftig forespørgselsdebat i Folketinget.


De danske Sønderjyder.

En fornuftig Udtalelse.

Marcus Rubin har skreven en Artikel i tyske Aarbøger om Forholdet mellem Danmark og Tyskland. Den har vakt megen Opsigt og er bleven stærkt diskuteret. "Nationaltidende" har bl. a. spurgt Landdagsmand Kloppenborg Skrumsager, hvad han mener om Artiklen. Herpaa har han givet følgende Svar:

Paa Deres Opfordring meddeler jeg Dem gerne følgende:

Jeg forstaar Generaldir. Rubins Afhandling som et velment Forsøg paa at bane Vej for et bedre Naboforhold mellem Danmark og Tyskland.

Hvor heldig Hr. Rubin har været med dette Foretagende, kan der jo disputeres om, men jeg kan godt forstaa, at den danske Regering udtaler sin Tilslutning til Hovedpunkterne.

Under alle Livets Forhold er et godt og redeligt Naboforhold af stor Betydning, men det har større Betydning for Stater end for de private; thi Staterne kan ikke flytte fra hinanden.

Saadan maa da Danmark ønske sig godt og redeligt Naboskab til den stærke sydlige Nabo, som aldrig flytter bort. De to Folk har ogsaa gennem Aarhundreder omsat store aandelige og materielle Værdier med hinanden, og uden for Norden er vi Danskere vel ingen nærmere beslægtet med end Tyskerne.

Jeg maa ogsaa yde Hr Rubin min Tilslutning til hans Arbejde for at klarlægge Tyskerne, at de i Medgang og Modgang har Fred mod Nord, og at det danske Folk ikke mere tænker paa krigerisk Tilbagevinding af Nordslesvig.

Jeg vil ikke nægte, at 1864 og den dermed følgende statslige Adskillelse af Nordslesvig fra Danmark er en Kendsgerning, men lige saa kraftig en Kendsgerning er det, at det danske Folk fremdeles bor og har hjemme i Nordslesvig, at vi Danskere i Nordslesvig elsker vort gamle Fædreland, sørger og glæder os sammen med det og stadigt samler os kraftigere om de Værdier, vi ejer som Folk.

Denne Samling til Arbejde for det Danske i Nordslesvig vil være stærkt som Thors Hammer, saa længe Prøjserne forfølger os for vor Danskhed.

Overfor Riget, vi er kommen til at tilhøre, vil vi altid gøre vore Pligter, men naar man undertrykker os stærkest, vil vi allermest haabe paa, at Verden og Prøjserne maa blive bedre, og at Udviklingen maa bære derhen, at man anerkender Folkenes Selvbestemmelsesret som det bedste Grundlag for Statsdannelse.

H. D. Kloppenborg Skrumsager,
Landdagsmand.

Hr. Kloppenborgs nøgterne Betragtninger er aabenbart et Slag i Ansigtet paa de danske Militarister. Han giver sin Tilslutning til de, der mener, at en krigerisk Tilbagevinding af Nordslesvig er en Umulighed. En Forening af Nordslesvig med Danmark vil kun ske ved, at man anerkender Folkenes Selvbestemmelsesret som det bedste Grundlag for Statsdannelse.

Det er netop det samme Synspunkt, som Socialdemokratiet gør gældende. Og der gives kun et Middel til at denne Opfattelse kan føres ud i Livet, og det er, at Socialdemokratiet kommer til Styret i Tyskland og andre Lande i Europa.

(Kolding Social-Demokrat 30. august 1911)

Hans Diderik Kloppenborg Skrumsager (1868-1930) var født i det nordligste Nordslesvig (syd for Kongeåen). Han aftjente sin værnepligt 1889-(1892?) i den preussiske hær. 1908-1918 var han medlem af den preussiske landdag i Berlin. Her arbejdede han imod fortyskning af den dansksindede befolkning i Nordslesvig. Efter 1. verdenskrig arbejdede han sammen med H. P. Hanssen, men blev efterhånden tilhænger af Flensborglinjen. 1920-1928 var han medlem af landstinget for Venstre. 

Rubins omdiskuterede artikel i Preussische Jahrbücher (se dansk oversættelse her på bloggen) forsvarede han med at man måtte sætte en skarp grænse mellem det statsretlige og det nationale. Højre-pressen faldt over ham, mens socialdemokratiske og Venstre-aviser anså det for tåbeligt at ville tilbageerobre Nordslesvig ad militær vej. Da Rubin samme år fik en orden, blev dette af Højre-pressen kædet sammen med sagen.