Herredsfoged Knud Nielsen Seith 1858-1917. (Efterskrift til Politivennen)

K. N. Seith blev kandidat 1888, herefter fuldmægtig (amtsrådssekretær) hos amtmand, baron Wedell i Frederiksborg indtil 1891. Amtsfuldmægtig hos grev Brockenhuus-Schach i Svendborg 1891-1905 (Brogade 25). Birkedommer i Faaborg 1905-1911. 1911-1917 herredsfoged i Kalundborg.

En Tjenestepige faar 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Fra Herredsfoged Seiths Virksomhed.

Den uskyldige Pige nedbrydes fuldstændig af Arrestopholdet.

Der er i Gaar ved Hof- og Stadsretten faldet en Dom, der har mere end almindelig Interesse, 

Den stiller nemlig vore Underdommeres Maade at behandle Fattigfolk paa i det skarpeste Lys - et Emne, der netop i disse Dage, hvor Jespersen-Affæren vækker saa stor Opsigt, har Krav paa Offenlighedens Opmærksomhed.

Det drejer sig om en 22aarig Tjenestepige Marie Sørensen, der er født i Kallundborg og er Datter af en derboende Enke.

Marie kom i Tjeneste hos den kendte Godsejer Lawaetz paa Kallundborg Slots Ladegaard. Nogen Tid efter viste det sig, at der blev stjaalet nogle Penge - ialt en Snes Kroner - fra Pigerne paa Gaarden og en Mejerielev. Ogsaa fra Marie forsvandt der 6 Kroner, som hun gjorde Anmeldelse om sammen med de andre Piger.

Herredsfoged Knud Seith i Kallundborg arresterede efter nogle Dages Forløb Marie Sørensen som mistænkt for Tyveriet.

I Forvejen havde Statsbetjent Nansen optaget Rapport og havde som sin uforgribelige Mening udtalt, at det var Marie, der var den Skyldige.

Da hun protesterede herimod, sagde Statsbetjenten: Jeg behøver ingen Forklaring. Jeg kan bare tage Dem med!

Herredsfoged Seith beholdt Marie fængslet i 18 Dage - fra den 18. Januar til 6. Februar 1913.

Marie hævdede stadig sin Uskyldighed, men Herredsfogden vilde ikke høre Tale herom.

Fængselsopholdet nedbrød ganske den unge Pige. Hun blev nervesyg, og der maatte vaages over hende i Arresten. Senere flyttedes hun til Arrestens Sygehus.

Herredsfogden fortsalte endog her sine Forhør over den stærkt lidende Vige og udtalte meget overlegent, at Pigens Sygdom var "Skaberi"!

Endelig maatte Herredsfogden løslade Marie Sørensen - selvfølgelig uden nogen Art af Undskyldning eller Beklagelse.

Den stakkels Pige vilde formodentlig vedblevet at have Mistanken hæftet paa sig, hvis ikke kort efter den virkelige skyldige var bleven sat fast.

I selve Kallundborg arresterede Politiet nemlig en ung Pige for Tyveri. Under Forhørene tilstod hun - der havdo været ansat hos Godsejer Lawaetz - at hun havde stjaalet Penge fra Mejerieleveri og de 5 Kr. fra Marie Sørensen.

Marie Sørensens Uskyldighed var dermed bevist, og ved Hof- og Stadsrettens Dom tilkendtes der hende i Gaar 300 Kr. i Erstatning.

I Rettens Præmisser hedder dit bl. a.:

Efter Sagens Omstændigheder gik Retten ud fra, at Citantinden ogsaa var uskyldig i da andre hende paa.sigtede Tyverier, og da Citantinden paa Grund af en hende ved Arrestationen tilføjet Nervelidelse endnu i Midten af April Maaned havde været ude af Stand til at tage en Plads i Stedet for den paa Kallundborg Slots Ladegaard, som hun havde mistet, og hvori hun havde været siden 1. Novbr. 1911, blev Erstatningen tilkendt hende som ovennævnt.

Til 300 Kroner vurderes altsaa denne stakkels Piges Lidelser, hendes deraf opstaaede Sygdom og det Tab, hun har lidt.

Men det drejer sig jo ogsaa "kun" om en Tjenestepige!

(Social-Demokraten 15. juli 1913).

Retspleje.

Herredsfoged Teith og den uskyldige Pige.

Endnu et Blad af det danske Retssystems Historie.

Oprørende Enkeltheder.

Vi meddelte forleden, at en ung Pige - Tjenestepige Laura Sørensen - var bleven tilkendt 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest, som hun havde udstaaet under Herredsfoged Seith i Kallundborg. Laura var beskyldt for at have stjaalet ca. 15 Kr. fra sine Medtjenerinder. og først da den rigtige Tyv blev opdaget, kom Laura Sørensens fuldstændige Uskyldighed for Dagens Lys.

Vi skal anføre nogle interessante Eksempler paa, hvorledes den stakkels Pige blev behandlet i Arresten.

Efter at Statsbetjent Hansen i en 14 Dages Tid havde drevet sine Undersøgelser i Sagen, indfandt han sig en skønne Dag paa Kallundborg Slots Ladegaard, hvor Pigen tjente, og tog hende i Forhør. Han sigtede hende for at have begaaet Tyveriet, og da Pigen forfærdet bad ham give en Grund til sin Mistanke, svarede han: "Jeg kan bare tage Dem i Nakken og sætte Dem over - jeg skylder ingen Forklaring."

Pigen blev derefter anholdt og fra første Færd behandlet som overbevist Forbryder.

Laura hævdede hele Tiden sin Uskyldighed, men Herredsfogden og Betjenten sagde til hende, at hun var "fuld af Løgn", og Herredsfogden tilføjede, at hun "kunde ligesaa godt tilstaa straks - for der var jo ingen anden."

Det eneste Grundlag for Herredsfogdens Mistanke var, at Laura med en Tjenestepiges Løn næppe kunde være saa velklædt.

Statsbetjenten sigter Laura for at staa i Forhold til de mandlige Elever.

Maden i Arresten kunde Laura omtrent intet spise af. Hun bad Arrestbetjenten om at skære Brødet lidt tyndere, da hun ikke var rask, men han sagde, at det maatte ikke være tyndere end - ½ Tomme! Han tilføjede haanligt: "Hun lærer s'gu nok at spise!"

Slotsbetjenten har aabenbart udført den samme Rolle som Betjent Jensen overfor Gaardejer Jespersen. Han sagde stadig til Pigen i Arresten:

"Tilstaa De bare! De faar en betinget Dom!"

Da Laura stadig nægtede, blev Betjenten vred og erklærede, at hun havde staaet i Forhold til de mandlige Elever paa Gaarden. Pigen var forlovet, og det var derfor en utrolig Sjofelhed af Slotsbetjenten at udtale sig saaledes.

Paa Grund af de sjælelige og legemlige Lidelser blev Laura Sørensen syg og maatte paa Sygehuset. Men end ikke her fik hun Lov til at være i Fred.

Herredsfoged Seith fo'r en Dag rasende hen imod hendes Seng, som om han vilde slaa Pigen, og brugte ganske ubeherskede Ord.

"Det er mig ganske ligegyldigt, om De tilstaar", raabte han. "Jeg er overbevist om, at De er den skyldige. Men De er proppet af Løgn! De skal nok komme i Arresten igen, og selv om De bliver syg, skal De nok faa Lov at blive der - - -"

Nu staar Laura Sørensen fuldstændig renset. Men hvad har hun faaet som Erstatning for alle de udstaaede Lidelser, for den hende tilføjede Tort og Skam, for Sygdommen, hvis Efterveer hun endnu sporer? 300 Kr. har Retten tilkastet hende og mener vel, at hun skal sige Tak til!

Men man tænke sig Muligheden af, at den virkelige skyldige aldrig var bleven fundet. Selv om Laura var undgaaet Fængslet, havde hun t hvert Fald for Resten af sin Levetid haft Mistanken hæftet paa sig. Og Erstatning havde hun heller ikke faaet.

Og hvad sker der den Herredsfoged, der optræder saaledes som vi ovenfor har skildret det?

Intet! Han sidder uantastet i sit Embede. Han forfremmes maaske oven i Købet!

I alle andre Livets Forhold bliver en Mand fjærnet fra sin Plads, naar han begaar graverende Fejlgreb. En dansk Dommer af Hr. Seiths Slags bliver siddende til sin Dødsdag - hvis han da ikke som Hr. Seiths Forgænger i Embedet, Borgmester Stricker, begaar ligefremme Forbrydelser.

(Bornholms Social-Demokrat  22. juli 1913).

Om forgængeren Robert Stricker se afsnit 2/3 (Byfoged i Kalundborg 1903-1908) om denne

Chefen for 8. bataljons 2. kompagni kaptajn Kruse var indlogeret hos Seith i november 1914. Seith blev i december 1915 underkastet en operation i København og blev udskrevet ved juletid. Han tog herefter på rekreation. Han beklædte igen sin post i starten af marts 1916.

Dødsfald

Herredsfoged K. N. Seith.

Efter længere Tids tiltagende Svaghed er Herredsfoged i Arts og Skippinge Herreder K. N. Seith i Formiddags afgaaet ved Døden.

Forsaavidt kom Døden pludseligt som Herredsfogden endnu, de allersidste Dage særdedes ude.

Men hans Helbred var svagt; i de sidste 2 a 3 Aar har han været syg og uarbejdsdygtig. Det var Tarmlidelser, han plagedes af, og gentagne Gange maatte han underkaste sig Operationer uden dog at opnaa den tilsigtede Helbredelse

Herredsfoged Seith, der blev 59 Aar gl., kom her til Kallundborg i Oktober 1911 fra Faaborg, hvor han beklædte Embedet som Birkedommer i Brahetrolleborg og Muckadell Birker.

Kun 6 Aar blev altsaa Herredsfoged Seiths Virksomhed her. Egentlig kendt af Egnens Befolkning kunde han ikke naa at blive i de faa Aar, særlig da Sygdommen jo tvang ham til at være saa hyppigt borte fra sit Embede. Men han var en dygtig og human Embedsmand og en elskværdig Personlighed med stor national Følelse.

Blandt Personalet paa Herredskontoret var han meget afholdt.

(Kalundborg Avis 3. september 1917).

- Højesteret afsagde i Gaar Dom i en Sag mellem Bregninge Bjergsted Sogneraad og Gartner O. P. Sørensen, der i 1912 efterfulgte Proprietær Omøe som Formand og Kasserer for Sogneraadet. Der var da noget Underskud i Kassen, som Omøe dækkede. Snart efter fratraadte Sørensen, og der var da et Underskud paa ca. 2750 Kr., hvoraf Sørensen dækkede de 750 Kr., medens han hævdede, at de 2000 Kr, ikke hidrørte fra hans Formandstid. Sogneraadet anlagde Sag mod ham, og ved Arts-Skippinge Herreds Ret blev han dømt til at betale de 2000 I Kr. Overretten kom paa Grundlag af en af Revisions- og Forvaltningsinstitutet foretagen Opgjørelse til det Resultat, at der ved Sørensens Tiltræden havde været et udækket Beløb paa 2000 Kr., hvorfor Overretten frifandt Sørensen og paalagde Sogneraadet Sagens Omkostninger med 300 Kr. samt idømte Herredsfoged Seith, Overretssagfører Aage Schultz og Underretssagfører Th. Werner Bøder paa henholdsvis 40, 50 og 25 Kr. for Forhaling af Sagen.

(Jyllandsposten 12. oktober 1918).

Seith var i mellemtiden afgået ved døden, så hans bøde bortfaldt.

Herredsfoged Knud Seith 30.10.1858-3.9.1917. Sønnen Aage Seith 4.10.1890-?.11.1920. Hustru Jane Cecilie Seith (4.11.1862). Derudover var der to døtre: Edith og Jane samt sønnen, inspektør John Knox-Seith (1894-1959) som da han var ansat i ØK i 1922 blev  gift med forfatteren Estrid Ott (1900-1967). De boede et år i Finland og senere ti år i USA. I 1933 flyttede familien til Danmark. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Attentat mod Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Et Attentat mod Statsbanerne.

En tysk Montør anholdt.

For et Par Dage siden opdagede man, at nogle Afbrydere var fjernede paa den store nye elektriske Luftbane, der tjener til at føre Kul fra Gasværkshavnens Skibe til Statsbanernes Depoter. Man opdagede Mærværket saa betids, at enhver Ulykke blev afværget. I værste Tilfælde kunde det have hændt, at en af Tipvognene var styrtet ned paa den stærkt trafikerede Dybbølsgade.

Forskellige Mennesker havde set en tysk Montør, der havde været beskæftiget ved Broens Opførelse, luske om paa Strækningen over Dybbølsgade, hvor han nn intet havde at gøre. Montøren, der hedder Heinrich Schmidt, havde i Vidners Overværelse fortalt, at han følte sig krænket paa Statsbanerne, fordi han ikke havde opnaaet Ansættelse og at han nok skulde forstaa at hævne sig.

Disse sammenstødende Omstændigheder gjorde, at Maskinbestyreren i første Maskinkreds indgav Politianmeldelse paa Montør Schmidt. Denne er bleven anholdt og taget i Foriiør, men nægter foreløbig enhver Forbindelse med Hærværket.

Fjernelsen af de elektriske Afbrydere paa Luftbanen har ikke foraarsaget nogen egentlig Skade, da Statsbanerne selv var i Stand til at erstatte dem med interimistiske Anordninger. Der er derfor ikke sket noget Afbræk i Driften paa Grund af det uhyggelige Tyveri.'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. august 1913).

Fænomener på hundekirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

For mange mennesker - særlig dem der aldrig selv har haft hunde, katte eller andre husdyr - kan det måske se noget mærkeligt ud at dyrevenner lader deres firbenede yndlinge højtidelig begrave og derefter værner om deres lille gravsted.

Men har man en gang haft fx en trofast og klog hund, vil man forstå disse mennesker. Og man vil i alt fald ikke kunne holde med dem der søger at krænke dyrevennerne - selv om det sker under en forholdsvis vittig form.

På gartner Preislers hundekirkegård (ved siden af Garnisons Kirkegård) findes en marmorsten over en hund som hed "Jus". Nu har en vittig person gjort nogle tilføjelser til navnet så der er kommet til at stå "En stor (s)Jus 25 øre." Hvor kan nogen nænne at bære sig sådan ad?

Et andet sted er det "tidens tand", der har frembragt en morsomhed. Til et hundegravsted er benyttet en gravsted der har stået på en rigtig kirkegård. Men nu er den sidste påmaling der indeholdt dyrets navn, visket ud så at man læser: "H. Hansens familiegravsted".

Hansens familiebegravelser rummer altså en hund!

(Aftenbladet (København), 26. juli 1913).

30-aarig Stiftelsesfest og Faneindvielse. (Efterskrift til Politivennen)

 

De kvindelige Herreskræderes ny Fane.

I Søndags Aftes afholdt De kvindelige Herreskræderes Fagforening af 1883 en Dobbeltfest i Rømersgades Festsal. Der var 30-aarig Stiftelsesfest og Indvielse af en ny Fane.

Der var kommet saa mange festklædte Damer og Herrer til Stede, som Salen og Balkonen kunde rumme.

Efter at de mange Gæster havde afsunget en af V. P. A. forfattet Sang, paabegyndtes en smuk og munter Aftenunderholdning. De assisterende var Skuespillerinde Fru Johanne Fritz-Petersen og Skuespiller Arvid Ringheim samt Skrædernes Sangkor.

Stærkt Bifald hilste de Assisterende efter hvert Nummer.

Festen var i det hele meget smuk og stemningsfuld.

Formandinden, Fru Anna Johansen, bød Velkommen. Hun mindede om, at for 30 Aar siden samledes nogle Kvinder blandt Herreskræderne for at drøfte Situationen. Resultatet blev, at Fagforeningen dannedes. Det var kun et lille Træ, der blev plantet; men de faa Kvinder, der stod samlede om det, vaagede over det, plejede og passede det. Der var nok, som ville ødelægge det. Træet voksede og fik en mægtig Krone, hvorunder 1200 Medlemmer nu søger Ly. De ældre Kammerater, som dannede Organisationen, skylder vi stor Tak. Den gamle Fane har ført de kvindelige Herreskrædere et godt Stykke fremad mod bedre Kaar. Ved 25 Aars Stiftelsesfesten afslørede vi en meget smuk Fane. Desværre var der for 3 Maaneder siden nogle ondskabsfulde Mennesker, som brændte den. Det lykkedes saa hurtigt at anskaffe en ny, at vi i Aften kan afsløre den. 

Dermod lod Fru Johansen Dækket falde, og udtalte Ønsket om, at alle Kvinder, som arbejder i Skræderfaget, inden ret længe maa samles under den ny Fane. Et Leve herfor!

Et mægtigt Bifald fulgte efter Hurraraabene. Den ny Fane bestaar af en rød Silkedug. I øverste Hjørne tilvenstre findes et søgrønt Felt, hvori Fagmærket er anbragt. Paa Fanen læses i forgyldte Bogstaver:

De kvindelige Herreskræderes Fagforening, stiftet 13. September 1883.

Gør din Pligt, kræv din Ret.

Fra Stockholm indløb følgende Telegram:

Varme Tanker fylder vort Sind paa 30 Aars Stiftelsesdagen. Et firefoldigt Leve.

Anna Sterky,

tidl. Formand for De kv. Herreskræderes Fagf.

Signe Svensson,

Rejsende Agitator for svensk Skræderforbund.

Forretningsfører Vill. Arup holdt derpaa Festtalen for Foreningen. I et interessant Foredrag skildrede han, hvorledes Skræderne Fag havde udviklet sig under Fagforeningsbevægelsen. De Priskuranter, der nu eksisterer, var aldrig kommet til Verden, saafremt man ikke havde haft Fagforeningen. Arbejderne skal dog ikke være tilfreds med de vundne Resultater, men bestanding vedligeholde den gærende Uro, til de faar det fulde Udbytte af Arbejdet. Et er sikkert: Kvinderne vilde i dette Øjeblik ikke have haft den Løn, de nu har, saafremt de ikke havde staaet indenfor Organisationens Ramme. Jeg er lige hjemkommen fra den internationale Kongres. Ved denne blev det oplyst, at de kvindelige Herreskrædere i Danmark stod øverst i Rækken af Landene, hvad Løn og Arbejdsforhold angaar. Der findes endog Lande, hvor Mændene arbejder for en Løn, der er lavere end den, de kvindelige Herreskrædere har her i Landet. Naar Forholdet er saaledes, da skyldes dette udelukkende organisationen.

Hr. Arup omtalte derefter Fanens Symbol og ønskede til Lykke med den ny Fane. Arup sluttede sin Tale med at fremsige en af ham selv forfattet meget smuk Prolog. Et Leve for de kvindelige Herreskræderes Fagforening og deres nye Fane (Hurraraab og stærkt Bifald)

Fru Andrea Brochmann bragte som Foreningens tidligere Formand Organisationen en Hilsen. Lad os samles under den nye Fane, der i Spidsen for Organisationen skal bringe Lykke i de mange Hjem. (Bifald).

(Social-Demokraten 16. september 1913)

Fagforeningen blev dannet 13. september 1883 af nogle kvinder der arbejdede hos skræder Loenfeldt (Landemærket). Skrædernes Fagforening var dannet ca. 10 år før. Den første formand var mand, Wagner (1883-1884), dernæst kvinder: Olivia Ankersen (1884-1887), Anne Jensen Sterky (1887-1890, Nielsen 1890-1892, Elna Larsen 1892-1897 og Andrea Brochmann (1897-1909). Sidstnævnte var datter af den tidligere formand Nielsen. Ved 25 års jubilæet var der 1.100 medlemmer.

Anton Marius Jensens: Afskediget Haboøre-Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Anton Marius Jensen forsøgte sig i 1913 som vinhandler på Vesterbro i København:

Demokraten (Århus) bragte den 6. juli følgende foto af Anton M. Jensen udenfor sin butik i Colbjørnsensgade.

Anton M. Jensen.

Fra Præst til Vin- og Tobakshandler.

Et Besøg i Forretningen.

Købh., Onsdag.

Et gammelt Ord siger, at vi Mennesker skal gaa paa Jorden, selv om den er gloende.

Faa har maaske faaet sandheden af disse Ord haardere at føle end den tidligere Præst i Harboore, Hr. Anthon M. jensen.

Engang - ja, det er det jo snart nogle Aar siden - gik han som ung teologisk Kandidat ud til en Livsgerning med Tro paa sig selv og sin Sag. Og i 1913, nu sidder han i en Vin- og Tobaksforretning i en af Vesterbros Sidegader i København. Det er da Modsætningernes Apotheose.

Hvem har forøvrigt ikke hørt den tidligere Harboørepræsts triste Livsskæbne omtalt. Han kom jo som Præst op til den berømte Fiskeregn ved Vesterhavet, blev Hyrde for Harboøre Menighed og Familiefader i Harboøre Præstegaard.

Her paa Jyllands øde Vestkyst, i en barsk Natur og og i evig Kamp med Havet levede, og gør det den Dag i Dag, en Befolkning, som Forholdene og Tilværelsen havde givet stærke og dybe, men ogsaa haarde Sind. Pastor Jensen kom snart i en sindsoprivende og efterhaanden landsberømt Strid med sin Menighed. Han prækede mod den altfor strenge og sorte Helvedesfære. Menigheden rejste sig imod ham Det var, som sloges Staal mod Flint. Der stod Gny og vældige Gnister as Striden. Provst og Biskop maatte blande sig i den. Pastor Jensen har maaske været vel uforsigtig i sin optræden overfor de gejstlige Overordnede. I alle Tilfælde fik han brat sin Afsked. Siden har hans Livsskæbne været tung og trist.

Han stod jo nu saa at sige paa bar Bakke, med en stor Familie og uden Kapital. Den sikkert ikke videre vraktiste Mand ejede ikke den rette Evne til at glide ind i andre og nye Forhold for der at skabe sig en Levevej. Hans Liv blev en lang og slidsom Kamp mod Armod og sygdom. Det vil huskes, at for nogle Aar siden indeholdt Bladene et Opraab om at hjælpe ham, undertegnet af flere kendte Mænd og Kvinder. Selv lod han i de københavnske Middagsblade indrykke Annoncer, i hvilke han tilbød tig til alt muligt Arbejde, der ikke krævede Faguddannelse.

Men det hjalp ikke Hr. Anthon M. Jensen paa ret Køl, og sligt er jo ogsaa kun som en Draabe i Havet. Saa har han da nu, som alt meddelt, grebet til den Udvej at etablere sig som Vin- og Tobakshandler! Før Forretningen lukkede op, udsendte han Reklameplakater med Meddelelse om, at fhv. Præst i Harboøre, tidligere Løjtnant Anthon M. Jensen aabnede en Vin- og Tobaksforretning og anbefalede sig til Kundernes Bevaagenhed osv. efter de gængse Mønstre...

Vi svinger fra Vesterbro gade ned i Colbjørnsensgade og standser foran den store Ejendom Nr. 8. I Kælderen ligger en Butik, og paa Butiksvinduerne staar, at indenfor er Anthon M. Jensens Vin- og Tobaksforretning, samt dennes Telefonnummer. Altsaa er vi paa det rette Sted og gaar nedad Trappen ind i Butiken, et ganske net udstyret Lokale, hvor Sollyset dog sikkert aldrig kommer. Ved Siden af ligger et  mindre Værelse og bag ved Butiken et større, i hvilket vi ser Vintønderne ligge paa Rad.

Bag Disken staar en høj og mager, noget ludende Mand med rødblondt Fuldskæg og et Haar, der er begyndt at blive tyndt. Hans Jakke er knappet helt op i Halsen, saa man ikke ser Flippen. Manden gør et baade genert og nervøst Indtryk, ser nødigt paa Kunden, hellere ned i Disken eller paa Gulvet. Det er Harboørepræsten.

Vi forlanger tre Cigarer af Mærket Crown, men hører ikke den livlige og smarte københavnske Detajlhandlers: "S'gerne Herre!" Anthon M. Jensens Hænder søger nervøst samlende henover de paa Disken udstillede Cigarmærker. Saa kommer det med en underlig haard og stødvis Stemme: "Det Mærke tror jeg ikke, vi har". Men i samme Øjeblik træder en elskværdig og rolig ung Mand til - øjensynlig Hr. Jensens Søn - og anbefaler et andet Mærke, en af Adlers Cigarer. Han har en ganske anderledes Forretningsrutine end Faderen, som man mindst af alt skulde tro nogensinde har været Løjtnant. Midt mellem Vinflasker og Cigarkasser er og bliver han den stille, tænkende Theolog fra Præstegaardens Studereværelse. Han vil aldrig komme op i Sø- og Handelsretten om Tirsdagen, naar der stal dommes efter Hr. Muus' Reklamelov.

Hvor længe har Forretningen været aabnet, spørger vi.

- I otte Dage, svarer Hr. Jensen.

- Gaar den godt?

Atter trykkende Tavshed. Hr Jensen ser ned i Gulvet. Der var saa meget, vi vilde have spurgt ham om. Men vi synes, det er Synd, thi vi kan se paa ham, at yderligere Spørgsmaal vil pine ham. Han ønsker nu blot Resten af sine Dage at faa leve i Fred og et taalsomt Udkomme af Forretningen til sig og Familie.

Endnu engang ser vi os om i Butiken med Cigarkasser og Vinflasker paa Hylder og Jernbanelister opklæbede paa Væggene. Saa gaar vi, haabende i vort stille Siud, at denne Forretningsmand, som vist slet ikke er Forretningsmand, alligevel maa faa en god Forretning.

Skæbnen har været haard nok mod Anthon M. Jensen. Nu kunde den nok smile lidt til ham

(Skagens Avis 3. juli 1913).

Det var skæbnen ikke, samme måned lukkede forretningen. Hans pension var på 585 kr. årligt, som dengang var nok til at forsørge sin kone der var holdt op med at arbejde som sygeplejerske for at passe det yngste af deres 3 børn.

Harboørepræsten endnu en Gang.

Venstr. Flkbl." har fra den tidligere Harboørepræst, Pastor emer. Anton M. Jensen, der nu bor i Sorø, modtaget følgende:

Dersom nogen kan ønske til Festen i Jul
at faa lavet et Digt ti sin Ven;
men om Rimene raadvilde kryber i Skjul
- det kan hænde den flittigste Pen -
er det heldigt, der findes en rimelig Mand,
der kan lave det her i en Fart
- om man bare vil komme og sige sin Stand
og sit Ønske - da hjælpes man snart.

Anton M. Jensen,
Pastor emer
Løjtnant,
Vestergade, Sorø.

(Skive Folkeblad 10. december 1914).

I Sorø drev han et lille pensionat, forfattede lejlighedssange og oversatte engelske bøger. I august 1917 oplyste Aalborg Amtstidende at han var staldforpagter (hestepasser) på Lynæs Kro. I spiritistorganet "Budbringeren" bad folk hjælpe sig til en plads i København da han ikke var tilfreds med denne stilling. I november 1917 oplyste Herning Avis at han var havemand i Hjallelse ved Odense. I februar 1918 var hans adresse Bakkedal, Taastrup.

En Præst der ønsker Kontor- eller Lagergærning.

Fra den tidligere Harboørepræst, der nu bor i Hinnerup, har Aarhus Amtstidende modtaget følgende:

- Jeg er ikke tjent med at sidde alene herude paa Landet, hvor jeg intet som helst har at virke med undtagen literært Arbejde, der, som bekendt, er en Udsæd, der bærer Højt ad Aare - om Gud vil.

Jeg ønsker Kontor-, Lager- eller Lærergærning.

Der staar paa en svensk Runesten, at under Verdens sdiste Tider skulde Præster vordde Bønder og Bønder Vidundere. Kan man fæste Lid dertil?

Med Tak for Optagelse.

Ærbødigst.

Anton M. Jensen
Løjtnant i Fodfolks-Forstærkningen,
Pastor emr. Harboøre og Engberg Menigheder under Ribe Stift. 

(Lolland-Falsters Folketidende 1. april 1919).

Han oplyste selv i 1920 at han siden intet job havde. I Mediestream er en annonce fra april 1921 hvor han søger arbejde "af en eller anden art. (Dog ikke Jordarbejde)". Hans adresse var da Mejlgade 57 o. g. i Århus.

I 1940 blev der opsat en præstetavle i sakristiet i Harboøre Kirke. Den var skænket af pastor A. L. Andreasen og hustru. På tavlen er ikke medtaget pastor Anton Jensen. På Harboøre Kirkes hjemmeside står der at harboøreboerne ikke ønskede at få hans navn på præstetavlen. 

Året efter døde han 1941 som en fysisk og psykisk nedbrudt mand.