Rundetaarn og dets Omgivelser. (Efterskrift til Politivennen)

Af Carl C. Christensen.

En af de vanskeligste passager her i byen er den strækning af Købmagergade, som går forbi Rundetårn. På det modsatte fortov, ved Regensen, har man arkitekt Martin Borchs udmærkede buegang, der har gjort dette fortov dobbelt så bredt, som tidligere, om end på bekostning af Regensens stueetage, som blev borttaget til fordel for det nye fortov. På Rundetårnssiden er fortovet så smalt, at der kun er plads for en person: to personer kan i alt fald kun med nød og næppe knibe sig forbi hinanden; har en af dem en barnevogn med, af de moderne kasseformede, må modgående fodgængere uvægerlig ud i den stadig stigende trafik af travle automobiler og hæsblæsende cyklister.

Den i artiklen omtalte smalle passage mellem Rundetårn (tv) og Regensen (th). Købmagergade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Mange projekter har man fremsat for at råde bod på ulemperne med byens snævreste passage, men intet er kommet længere end på papiret, der vistnok er havnet i en eller anden betænkningskommissions papirkurv.

For mange år siden foreslog professor Rosen for ramme alvor at flytte Rundetårn, hvilket ganske vist ville hjælpe overordentlig meget, men Rundetårn ved siden af Studenterkirken, Trinitatis Kirke, ville dog næppe tage sig godt ud, hverken som en art kampanile uden klokker eller forbundet med kirken ved en muret forbindelsesbygning i lighed med den mellem den første nationalbank og Børsen.

En anden plan gik ud på at bryde en gennemgang mellem tårnet og kirken, hvad der var mere mening i, således at fortovet ved Købmagergade udelukkende benyttedes af dem, der enten skulle bese tårnet, Astronomisk-historisk Museum eller observatoriet.

Denne plan blev heller ikke til noget, skønt den dog skulle synes at være praktisk og at kunne blive gennemført uden at virke skæmmende for tårnet eller for kirken.

Den tid kan ikke være fjern, da man må skaffe bedre færdselsforhold ved Rundetårn. Trafikken bliver på dette sted vanskeligere med hver dag, der går; de stakkels fodgængere føler sig dag for dag mere og mere ildestedte, så der "må iles dermed for visse årsagers skyld".

En eneste trøst har fodgængerne, men den er kun ringe: at forholdene ved Rundetårn og ved dets omgivelser har været langt, langt værre før, hvilket man næsten skulle betragte som umuligt.

Indtil året 1817 var Trinitatis Kirke og kirkegården omgivet af en høj ringmur, der strakte sig fra det sidste hus på Store Købmagergade, (hvor nu Priors hofboghandel er) i flugt med dettes facade, hvorved fortovet blev meget smalt, til Rundetårn; på den anden side af tårnet fortsattes ringmuren ud på fortovet ved Landemærket, langs dette og hen til det første hus på højre side af Landemærket. Kirkegården strakte sig herfra, bag om Kirken og helt hen til Købmagergade, men den faldt i to afdelinger, adskilte ved den offentlige gangsti, Trinitatis Kirkegang, der førte fra Store Købmagergade til Springgade (den nuværende sidste del af Pilestræde).

Trinitatis Kirke set fra Købmagergade, med Landemærket gående ind til venstre. Området var kirkegård, adskilt Købmagergade med ringmuren. På den anden side af kirken førte en gang mellem Købmagergade og Pilestræde gennem kirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Om søndagen var kirkegangen hovedsagelig opholdssted for kirkens kordrenge, der her morede sig med at spille klink eller med slagsmål, mens præsten stod på prædikestolen og kordrengenes tjeneste ved orglet således var overflødig.

Indgangen til kirkegangen var gennem en portal i ringmuren mod Købmagergade, og fra selve gangen følte en låge ind til den del af kirkegården, der nu er lagt med stenfliser og benævnes Trinitatis Kirkeplads. Over gangen ind til denne afdeling fandtes et bræt med følgende forgyldte indskrift i meget mangelfuld bogstavering:

Til vor borgerskab og hiemmen
vor Guds Folk sin vile Faaer
Falder veien herigiennem
Trinitatis Kirkegaard.

Dette bræt blev i 1806 bortfjernet på Initiativ af det i datiden allestedsnærværende og alt påankende blad "Politivennen".

Foruden grave med tilhørende ligsten fandtes der her i året 1800 også opsat et lysthus formentlig til brug for kirkens underordnede funktionærer, der her på sommeraftner kunne nyde deres medbragte smørrebrød med tilbehør af sopkener, sluttende med et glas rompunch i forbindelse med nydelsen af den velstoppede merskumspibe.

Ingen tog datiden forargelse af at der blev spist og drukket på en kirkegård; det var noget, der hørte til dagens orden, þå Assistens Kirkegård var det i begyndelsen af forrige århundrede ret almindeligt, at småfolk, der besøgte deres slægtninges grave, dækkede dug på ligstenen, hvorefter man velbehagelig lejrede sig om denne, medens man nød sin aftensmad.

Foruden at være begravelsesplads med tilhørende lysthus, blev Trinitatis Kirkegård også benyttet som oplagsplads for en vinhandler Knud Sørensen, der for denne benyttelse af kirkegården betalte en halvårlig leje af 10 Rdlr.

Den del af kirkegården, der vendte mod Landemærket, var den bedst holdte. Det var her man jordede digterne Johann Ewald og Johan Herman Wessel.

Den mur, der omgav kirken, generede færdslen i meget høj grad på byens snævreste sted med byens smalleste fortov. Ganske vist kan gadetrafikken i begyndelsen af det 19. århundrede ikke sammenlignes med nutidens, men allerede den gang var den generende nok.

Østergade-Amagertorv-Købmagergade-krydset, kaldes således i 1798 af "Politivennen", for "ulykkespletten for gående". Og bladet tilføjer: "Her krydse Vogne og Kareter hinanden i eet væk, og for det meste dreje omkring Hjørnerne med saadan Fart, at endog de til denne tummel mest vante Mennesker stundom have ondt ved at passere uskadt". Dette er altså skrevet for 133 år siden, men de selvsamme ord kan om det samme gadehjørne skrives i 1931, og ved Rundetårn var forholdene for 133 år siden blevet betydelig værre, end de tidligere havde været; denne forværrelse var dog ikke en følge af stigende trafik. Den skyldtes kirkens bestyrelse.

Som man måske vil erindre, var der i muren ved Helligåndskirken mod Niels Hemmingsensgade anbragt en del salgsboder, de såkaldte lærredsboder, der forsvandt ved kirkens restaurering i 1880 efter at have været dér i ca. 150 år. Boderne gav kirken en vis årlig indtægt, og det var vel denne, der forårsagede, at styrelsen for Trinitatis Kirke, som i sin tid ejedes af Universitetet, besluttede at opføre nogle lignende boder ved foden af Rundetårn på fortovet mod Købmagergade og Landemærket.

Boderne toges i brug i året 1798. Der var i alt 8, som med et gårdsrum mod Rundetårn, fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket. De var ret rummelige, forsynede med vinduer og døre, med glasruder, men nogen hensyn til grundstykket mod absolut forskønnelse for Rundetårn var de ikke, og at nogen arkitekt (en sådan må der vel have været) har kunnet nænne at gå med til at klistre disse salgsboder på foden af tårnet, skulle man næsten forsværge.

Blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød- & melhandlere. Prisen for butikerne var fra 21 Rdlr. til 35 Rdlr. halvårlig.

I 20 år forblev disse lidet skønne, for færdslen meget generende bygninger stående som appendiks til Rundetårn, skønt der ofte hørtes røster, som krævede dem fjernet.

I året 1817 bestemmer man, at der skal fejres en kirkelig mindefest den 31. oktober i anledning af 300 årsdagen for Luthers opslag af de 95 teser på kirkedørene i Wittenberg. Trinitatis Kirke skulle i den anledning restaureres, men man benyttede lejligheden til at ryddet de grimme boder af vejen. Og ikke nok dermed. Såvel Magistraten som politidirektøren insisterede på at hele ringmuren nedbrydes, at et stakit opsattes som erstatning, og at fortovet mod Købmagergade skulle udvides med et par alen, ligesom fortovet mod Landemærket skulle have en bredde af 3 alen.

Ved kongelig resolution af 30. april 1817 blev planen ført ud i livet, og i september måned nedbrød man ikke blot boderne, men også hele muren der erstattedes med et stakitværk. Byen skulle betale kirken 11.000 rdlr sølv, men med hensyn til grundstykket mod Købmagergade kom det til proces, og ved Hof- og Stadsretten af 16. september 1822 tilkendtes der kirken for 171 kvadratalen grund en erstatning på 855 rdlr. sølv, hvorimod den ikke fik noget som helst for resten af jordstykket her, 377 kvadratalen. Kirkegården mod Købmagergade nedlagdes i 1879 samtidig med at kirkegangen forsvandt, dennes udmunding i Springgade var dog allerede tidligere blevet lukket med Hambroes Badeanstalt, og hvor kirkegården havde været, indrettedes nu en stor, indhegnet grøn plæne, på hvilken dobbeltmonumentet for Ewald og Wessel blev opstillet. I henved 50 år forblev dette prunkløse anlæg her; så blev det sløjfet og erstattet med den nuværende flisebelagte kirkeplads.

Rundetårn, en af byens seværdigheder, er i ydre og indre omtrent som da det stod fuldført i 1642; kun har det fået vinduer med jernstænger for, i stedet for de åbne luger som i det i sin tid havde og som gav anledning til adskillige selvmord, idet folk styrtede sig ud gennem lugerne. I 1816 oplyste et datidigt blad at i løbet af få år var 4 mennesker omkommet på denne måde.

I ældre tider sad kogekoner ved opgangen til tårnet og forhandlede de nu forsvundne "kirsebær på en pind" til 1 a 2 skilling, hjertebrød, "kindtænder", (dvs. Bismarcksklumper, hvilket navn de fik efter 1864), Johannesbrød og alle de mange datidige delikatesser der kunne få et barns tænder til at løbe i vand.

Nu er Rundetårn atter blevet astronomisk observatorium, og det rummer byens yngste, mindste og billigste museum, "Astronomisk-historisk samling", hvis tilvejebringelse kun har været forbundet med minimale udgifter.

Carl C. Christensen.

(Nationaltidende, 19. februar 1931, 2. udgave).

En lille Passiar om Stjernehimlen. (Efterskrift til Politivennen)

Lederen af Urania Observatoriet og Rundetårns Observatorium, magister Luplau Janssen fortæller om stjernebilleder og stjerneskud.

Paa Dronning Olgas Vej i en hyggelig Villa er Urania Observatoriet, der tjener baade Videnskab og Skoleundervisningen, Installeret, og dér bor ogsaa Lederen, Magister Luplau Jansen, som vi beder om at fortælle os lidt om Stjernehimlen.

- Stjernehimlen er evig gammel og evig ny, siger Magisteren. Som Himlen ser ud, saaledes har den set ud i mange Tusind Aar. Der er ingen Forandring. I Odysseen har Homer skrevet om Stjernehimlen og nævnt forskellige Stjernebilleder - siden hans Tid er der ikke sket Forandringer, som kan ses med det blotte Øje.

- Er Stjernehimlen ens hele Aaret?

- Nej, det er den ikke, fordi Solen flytter sig mellem Stjernerne, og derfor har vi stadig forskellige Stjerner paa Nattehimlen.

- Er alle Aarstider lige gode til at "kigge Stjerner" i?

- For Astronomen er enhver Aarstid god, men for det almindelige Menneske, der ikke har den store Kikkert til Raadighed, maa Sommeren lades ude af Betragtning. Og i Resten af Aaret maa man sige,at de Maaneder, der bringer det bedste Vejr, er de mest egnede, d. v. s. Marts-April og August-September.

Stjerne og afstande.

Hvilke stjernebilleder ser man bedst i august og september? Ja, da har vi først og fremmest Svanen, Lyren og Ørnen der hver har sin klare stjerne: Deneb, Vega og Altair. Og lige over hovedet omtrent har vi Cassiopeia (det dobbelte W) og lavt i nordøst Tyren med den røde stjerne Aldebaran og Plejaderne. Lavt i nord har vi Carlsvognen, der sikkert er det mest kendte stjernebillede, så er der Mælkevejen der i disse aftner står lodret over Cassiopeja fra sydvest til nordøst, og som når lige op over hovedet på os. Netop i Svanen har den et af sine lyseste parter - Svanen har form som et stort kors. I sydøst står den store stjernefirkant Pegasus der fortsættes hen under Cassiopeja af stjernebilledet Andromeda der indeholder den eneste stjernetåge, rigtig kan ses med det blotte Øje, nemlig den store Andromedataage, der er et fjernt Stjernesystem, saa langt borte, at Lyset bruger ca. ½ Mill. Aar om at naa herned.

- Det var da uendelig langt borte -

- Nej, vi kender saamænd Dannelser, der er mindst Tusind Gange længere borte: vi kan endda sige, at vi i Øjeblikket Ikke alene studerer vort eget Stjernesystem, men vi er sa smaat begyndt paa at studere det System, der dannes af Stjernesystemer, hvorved jeg forstaar de saakaldte Spiraltaager. Det er nemlig den svenske Professor Lundmark i Lund, som har haft Held med sig til at faa gode Resultater ud af disse Studier.

- Er der nogle af Planeterne fremme for Tiden?

- Det er lidt smaat med Planeter. Først paa Aftenen kan man se Saturn lavt i Sydvest, men Jupiter og Mars, de staar først op omkring Midnat, saa det varer lidt, inden man faar Fornøjelse af dem, hvis man ikke er en Natteravn og studerer Himlen i de smaa Timer.

- Kan man have noget særligt Udbytte af at betragte Himlen, naar man kun har en almindelig Teaterkikkert?

- Ja, man kan saamænd have Fornøjelse ved at lære at kende Himlen med det blotte Øje alene. Netop om Efteraaret har man de mange klare Stjerneskud, og den, der er fortrolig med Stjernehimlen, er ogsaa i Stand til at indtegne deres Baner paa et Stjernekort. Og hvis der tillige tilføjes Klokkeslet, da kan saadanne Iagttagelser i mange Tilfælde have videnskabelig Betydning. Med Teaterkikkerter er der adskillige interessante, foranderlige Stjerner at følge, Jeg kan saaledes nævne den lille Stjerne: Granatstjernen i Kefeus. Den varierer ganske uregelmæssigt, og Iagttagelsen af den har ogsaa Værdi, men det gælder for øvrigt adskillige andre Stjerner, som kan studeres med beskedne Hjælpemidler. Et Fænomen, som særlig Landboerne vil kunne have Chance forat følge med Udbytte, er det gaadefulde Zodiakallys, hvorved forstaas en svag Lysning, der om Aftenen og om Morgenen kan ses rejse sig fra Solens Nedgangstidi1 mere eller mere skraa Retning oppe paa Himlen. Lyset har Form som en stor, skraa Pyramide, men man kan naturligvis først se efter det, naar det er fuldstændig Nat. Dets Natur er fuldstændig ukendt.

Naar Stjernerne falder.

- Hvad er et Stjerneskud?

- Et Stjerneskud er ikke en Stjerne. Det er en lille Sten, som Regel højst 1 - 2 Millimeter i Tværmaal, som ude fra Rummet kommer farende ind i Jordens Atmosfære. Det er for Resten den Slags Smaadele, hvoraf man formoder, at Kometerne er opbygget. Den kommer med stor Hastighed - indtil 70 Kilometer 1 Sekundet - naar den farer gennem Luften, bliver den glødende,og vi ser den da som en flygtig Ildstribe hen over Himlen.

Der er Plantevækst paa Mars.

- Er der noget nyt om Mars?

- Ja, Marsstudiet har jo gjort meget stærke Fremskridt i de sidste 5 Aar, saadan. at man nu med temmelig stor Sikkerhed tør udtale, at der er Plantevækst deroppe paa Mars. Man har nemlig konstateret, at der findes baade Ilt og Vanddamp l Marsatmosfæren, og tillige, at Temperaturen deroppe om Dagen stiger til ca. 14 Grader over Frysepunktet. Der er da næppe nogen Tvivl om, at de Strækninger paa Mars, som vi ser grønne om Sommeren og blege om Vinteren, virkelig om Sommeren dækkes af en Plantevækst. Og skulde man gætte paa, hvad det er, kommer man nærmest til at tænke paa Polarvegetationen her paa Jorden. Marsforsknlngen maa sikkert siges at være paa et meget interessantere Stade nu end den Gang, man lod Fantasien befolke den med Væsener, der ligesom de gamle Ægyptere gravede Kanaler. Man maa her lægge Mærke til, at vi jo med Kanaler forstaar noget, der er fremkaldt ad kunstig Vej, som f. Eks. Kanalerne i Frederiksberg Have. Det maa dog bemærkes, at Opdageren af disse mere eller mindre regelmæssige Striber paa Mars, Italieneren Schiaparelli, aldrig har sagt, at det var Kanaler . . . han meddelte at han havde set "canali" på Mars. I England blev det oversat til "canals", men det burde have været oversat ved "Channel", der betyder stræder ... den lille misforståelse har affødt en kæmpemæssig litteratur.

Selv et Rumskib kan ikke komme overalt.

- Hvis det nu kunde lykkes Folk at rejse ud i Rummet, vilde det saa have stor astronomisk Betydning?

- Det tror jeg ikke, det vilde have; man kunde muligvis naa til at besøge Maanen; men man vilde sikkert Ikke faa stort mere at vide, end man nu ved. Og i det fleste tilfælde ville de store afstande i rummet og de rejsebesværligheder der kunne være tale om, gøre rumfarterne så uhyre langvarige at de ingen betydning ville få. For øvrigt ligger astronomiens største gåde nu til dags i solens indre - og derhen kan man ikke komme på grund af temperaturen der står i tusindvis af grader -- og så i atomernes indre ... der gemmes måske de dybeste gåder, og derhen kan man jo nu heller ikke komme pr. rumskib. 

Se paa Manen -

- Hvad er det mest pragtfulde Himmellegeme?

- Før i Tiden vilde jeg have troet, det var Mars, men nu véd jeg, at det er Maanen, og der er heller Ikke noget saa skønt og lnteresssant at se paa - kigge paa Maanen, det kan enhver faa noget ud af. Ser man på Månen lige ved første kvarter når de egne der har morgen og hvor skyggerne altså er lange, er midt på måneskiven, er synet så betagende at det ikke kan beskrives. Jeg forstår godt den herre der en aften oppe på Rundetårn sagde til mig: "Det er så smukt at nu går jeg hjemog henter min kone, for det skal hun se!"... Derimod er det en skuffelse at se fuldmånen, for så er der egentlig kun en hvid, lysende Skive at betragte.

Planetarium og Folkeobservatorium.

- Hvorledes gaar det med Planetariet?

- Jeg har ikke direkte haft noget at gøre dermed, dermod har jeg Indgivet Forslag til Indretning af et Planetarium i Forbindelse med Observatoriet paa Rundetaarn; det er nemligt sikkert, at et Planetarium, der ikke benyttes som Supplement til et Observatorium, er en unyttig Ting, som oven i Købet ikke formaar at fastholde Interessen; økonomisk set er det derfor en daarllg Forretning

- Hvorledes er Rundetaarn til  Observatoriebrug?

- Det er et Ideelt Sted; der er faktisk ikke noget fra Byen, der generer deroppe, og saa er det jo fra gammel Tid berømt i Astronomlens Historie, idet Rundetaarn til 1891 blev benyttet som Unlversitetsobservatorium - - der er Ikke nogen By i Verden, der har et saa godt Folkeobservatorium. Installationen deroppe er praktisk, saaledes at det er muligt at tilfredsstille selv et meget stort Antal Besøgende saa fuldt ud, at det hurtigt har vundet sig stor Popularlet. 

M. K-v 

(Randers Dagblad og Folketidende, 11. september 1930).

Urania-observatoriet lå på Dronning Olgas Vej 25 1897-1988. Bibliotekaren Carl Luplau Janssen havde overtaget det 1919 efter overtelegrafist Victor Nielsen. Det var muligt at besøge observatoriet mod entre. Efter hans død 1971 havnede kikkerten i Golfparken i Aalborg 1988 i det nyetablerede Urania Observatorium, hvor man stadig kan kigge stjerner. 

Epitaph: Adolph Sixto. (Efterskrift til Politivennen)

His life, a gay kaleidoscope,
Made humble plodders dream and sigh:
His death, so filled with Christian hope,
Has taught the Godless how to die.

Antonio Jarvis.

Once more the death-toll has sounded and in its encircling wave of silence carried away a prominent, illustrious and patriotic son of St. Thomas Virgin Islands of the United States, to the Great Beyond.

Adolph Francisco Sixto, died at his home two o’clock on Saturday morning July 5th, after what seemed to have been a short illness, as up until Tuesday of the same week he was seen moving about town. Paralysis seemed to have been the cause. His daeth marks a serious loss to the Race,

On the morning of July 4th after the gala parade had reached the field, friends who passed the way of his residence stopped to inquire about him only to learn and later spread the news of his precarious sick condition. Too late aware most of his friends who afterwards hurried to see him as consciousness had already taken leave.

St. Thomas has lost a Son that may not again be replaced in a few generations. Adoph Sixto (alias Ding) became known to us about 42 years ago. As a young man, he was a Stage Artist, and as such fired the ambition of many a youthful life to fit itself intellectually. Up to a certain period of his career, he held the commanding Cord of respect and admiration of the entire community that cheerfully moved in response to his touch.

Rivalling his professional career, were his successful activities, when he branched out as a dreamer of the future prosperity of his country and became the author of the book "Time and I, (or looking forward)"

Adolph Fraocisco Sixto was a man of wide experience, well read, with a storehouse of knowledge gained through extensive travels, having touched with his feet the soils on almost all the countries of North, Central and South America, the Bahamas, Windward and Leeward Islands, Porto Rico, Sto, Domingo, Haiti and Cuba.

During the last 6 years, he was twice sent by the people of St Thomas to the United States to make representation on their behalf. First on a political mission, and second on an economic one to advertise the Virgin Islands at the Sequ-Centenial, held at Philadelphia in 1926.

As a leader in Civic circles, or as a social worker, he may for many years not have been an outstanding figure, but who among us dares cast a stone at Nature and Nature’s handiworks?

Adolfo Francisce Sixto is dead. Died at the age of 71 years, at a time when he was about completing a historized volume containing the life of the Virgin lslands past and present, already advertised under the name

"The Three Carib Virgins’’. Dead in so far as the weakness of the senses given to human to penetrate into things inpenetrable. Dead, in so far as applied to our mortal bodies where in illusions make of us, beasts brutes, devils, angels, destroying evilly or constructing hopefully. But Adolph Francisco Sixto has disrobed the husk of mortality and received the wages of Sin, only to live on in the memory of generations unborn. His spirit unlike most of the forgotten dead sons of St. Thomas, cannot be buried as its footprints are reeorded on the Sands of Time. Men like James Chesterfield Roberts, Adolph Sixto and others who live only as sacrifices to illuminate the way for better conditions of their people can never die. His evening Sun is set but his Stars are forever brilliant.— "The Emancipator.”

(St. Croix avis 15. juli 1930).

Rundetaarn Planetarium. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye historisk-astronomiske museum oppe på Rundetårn.

Christian den Fjerdes gamle, herlige Rundetårn der trods sin for trafikken så uheldige beliggenhed er en af vore populæreste bygninger, går fra i dag en ny tid i møde - i aftes indvier nemlig borgmester, dr. Ernst Kaper det nye historisk-astronomiske museum og det folkelige observatorium deroppe. Allerede længe har observatoriet været tilgængeligt for offentligheden, og det har været meget stærkt besøgt. De mange gæster bliver hjulpet til rette af observatoriets elskværdige leder, magister Luplau Janssen og hans assistent og er overmåde interesserede i udforskningen af universets vidundere. Museet et derimod først nu blevet færdiginstalleret. I alt væsentligt skylder det kustode ved Det kongelige Bibliotek Harald Mortensen sin tilblivelse. Ved siden af sin biblioteksvirksomhed har Mortensen betydelige astronomiske interesser, og der er få der som han er inde i alt hvad der angår vor i landflygtigheden bortgangne, verdensberømte landsmand, astronomen Tycho Brahe. En del af de minder han har erhvervet, har Mortensen deponeret her i det historisk-astronomiske museum. Det første billede viser ham selv stående ved Claudius Rosenhoffs kikkert. Det næste viser montren med Tycho Brahe-relikvierne. I forgrunden ser man her en afstøbning af Tycho Brahes kranium. Yderst til højre ser vi magister Carl Luplau Janssen stående ved den store kikkert oppe i observatoriet oven på Rundetårn. Nederst til venstre er afbildet en model af Tycho Brahes dekorative observatorium "Stjerneborg" på Hven. Og endelig ser vi et interiør fra observatoriet i Rundetårn. Oprejst langs væggen står en afstøbning af Tycho Brahes i rødt udførte gravsted i Teynkirken i Prag.

(Nationaltidende, 7. februar 1930, 2. udgave).

 Rundetårn vågnet til nyt liv.

Vore billeder viser øverst til venstre det rekonstruerede planetarium, hvis dejlige blå og grønne farver desværre ikke kan ses på billedet. Til højre: et kig ind i astronomisk-historisk museum. I baggrunden til højre skimtes en stor gammel solkvadrant. I forgrunden en af de store montrer med de morsomme gamle måleinstrumenter. Til venstre i billedet: Bordet med de gamle, morsomt udseende astronomiske værker. Forneden i venstre hjørne et portræt af Folkeobservatoriets leder, magister Luplau-Janssen.

Tungt og massivt står det 300 år gamle Rundetårn midt i vor bys travleste gade. Et vidnesbyrd om en tid da man endnu troede, at videnskaben kunne dyrkes ved alfarvej. I knapt et århundrede derefter berømt over det ganske Europa som et mærkeligt bygningsværk og højsæde for berømte astronomer. Derefter sunket ned til en kuriositet, der havde en vis berømmelse, som man dog trak lidt på skuldrene af og forsømte en smule. Og endelig nu Folkesanatorium og museum for den ældste af alle naturvidenskaber. Det er en bevæget tilværelse, der dog ikke har formået at ryste tårnets solide grundvold.

I aftes indviedes det historiskastronomiske museum i overværelse af et stort antal indbudte gæster, blandt hvilke bemærkedes regensprovsten, professor Fabricius, viceprovsten, dr. Tune Jacobsen, professor Nørlund, magister Luplau-Janssen, professor Strømgreen, kustode ved det kgl. Bibliotek Harald Mortensen, universitetsbibliotekar Svend Dahl, tårnurfabrikant Bertram Larsen, borgmester Hedebol, overbibliotekar Carl S. Petersen, en mængde kommunale embedsmænd, borgerrepræsentanter og medlemmer af Trinitatis Kirkes menighedsråd.

Gæsterne samledes i Regenssalen, hvor borgmester Kaper holdt en kort tale. I brede træk skildrede han Rundetårns historie fra Christian den Fjerde i 1637 lagde grundstenen og til det nu er forynget. Borgmesteren takkede alle de mange, der havde medvirket ved værket, nemlig kustode Harald Mortensen, der havde skabt samlingen, og tårnurfabrikant Bertram Larsen, hvis rekonstruktion af planetariet var en virkelig bedrift, Borgmesteren var talerør for et ønske fra kustode Mortensen om en gave på 700 kr. til yderligere erhvervelser til museet. For egen regning ønskede borgmesteren, at universitetet ville lade rydde op i buskadset på observatoriebakken foran Tycho Brahes statue, så vor største astronom blev synlig fra gaden, og at København en gang ville rejse Tycho Brahe et værdigt mindesmærke nedenfor Rundetårn.

Derefter gik hele forsamlingen over i Rundetårn, hvor man med stor interesse studerede samlingen og det smukke planetarium der har plads under hvælvingen i buegangen.

I dag er museet og observatoriet åbent for publikum der sikkert i rigt mål vil benytte sig af lejligheden. For  resten har observatoriet siden det åbnede i juni i fjor, haft et uventet stort antal gæster, nemlig 9.000 mennesker. Alene på en dag i september var der 635 gæster.

(Aftenbladet, 8. februar 1930).

Den omtalte statue af Tycho Brahe ved Observatoriet (i baggrunden). I dag står den ikke omgivet af buskads, men kan stadig ikke ses fra gaden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et planetarium.

Et gammel værk i Rundetårn restaureret.

Observatoriet på Rundetårn fremviste i går aften for en indbudt kreds sin sidste seværdighed, nemlig et planetarium. Populært sagt er det et urværk der viser planeternes gang. Planetmaskinen er et værdifuldt stykke af Rundetårns gamle inventarium der på ny er kommet til ære og værdighed. Det er konstrueret i Paris af astronomen, politimester i København Ole Christensen Rømer og opsat i Rundetårn 1697. Efter Københavns brand blev det rekonstrueret af instrumentmager J. J. Lincke i år 1742. Ved denne rekonstruktion blev planetmaskinen der oprindelig viste det tychoniske system (med jorden i centrum) forandret til at vise det koperniske system. For midler tilhørende Rundetårn er det på ny blevet restaureret i året 1928 og delvis fornyet af tårnurfabrikant Bertram Larsen. Skiven er gengivet af konservator Svend Rønne. Vort billede viser forneden skiven og foroven planetmaskinen i Rundetårns sneglegang. 

(Isefjordsposten, 8. februar 1930)

Urnehaven på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Den anlægges på terrasser ned mod den idylliske sø.

Et blik ud over jordarbejdere der er i fuld gang og snart vil være afsluttet.

På Vestre Kirkegård hvor man hidtil har savnet en afdeling for urnebegravelser, er man nu i denne milde vinter der jo ikke hindrer jordarbejde, i færd med at anlægge en stor og smuk urnehave.

Skrænten ned til søen omdannes til terrasser, og her skal urnebegravelserne være. Afdelingen bliver ret stor, idet den skal kunne give plads til 800 gravsteder, de mindste på 1½ kvadratmeters størrelse, de største på 8.

Man er allerede omtrent færdig med jordarbejdet til det mellemste stykke af terrassen der er en fortsættelse af det arbejde der blev påbegyndt for en del år siden.

Samtidig med at man anlægger urnehaven, har man taget fat på en omregulering af søen.

Der vil blive ofret meget på at gøre anlægget stilfuldt og venligt - og som urnehaven kommer til at ligge, på terrasser med taxhække og unge træer, ned mod den idylliske sø, bliver den måske den store kirkegårds smukkeste parti.

Forøvrigt har disse arbejder, til hvilke magistraten som bekendt har bevilget 25.000 kr. skaffet beskæftigelse til en stor del af kirkegårdens løse folk som ellers ville gå ledige i vintermånederne. 

(Aftenbladet (København), 30. januar 1930).