Tidssignal fra Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Når professoren bankede på ruden.

Da urmagerne ikke kunne få urene til at følges ad.

Kuglen på Nicolaj.

TIDSSIGNALET er ikke noget, der er opfundet specielt til radioen, hvad mange måske vil tro, det er en gammel historie.

Det er dog først i den nyere tid, at befolkningen har været så ivrig efter at erfare den rigtige tid, at signalet har spillet nogen større rolle. Før tog man det af mange grunde Ikke så højtideligt med tiden.

Uret er ganske vist en gammel opfindelse - selv på Gorm den Gamles tid kendte man det - men først med tandhjulets benyttelse kom der rigtig "gang" i "urene" - det var omkring år 1800. Uret var imidlertid i de følgende århundreder en sjælden og meget kostbar vare. De få ure, der fandtes, var gode nok, men de kunne selvfølgelig kun måle tiden, ikke angive den rette tid, hvis man ikke havde noget bestemt holdepunkt at Indstille dem efter.

På Christian IVs tid brugte man solen som tidssignal og stillede urene efter dem, og man var mere end tilfreds med den omtrentlige nøjagtighed, der kunne komme ud af det. Københavns borgere klarede sig stolt uden astronomernes hjælp.

"Tiden" blev bragt op til Runde Tårn med et almindeligt lommeur.

Først Struensee der bragte orden og plan i så mange forhold, ønskede også en ændring på dette område, og det blev pålagt professoren i astronomi, Chr. Horrebow at finde en metode der kunne få urene i byen til at følges ad. I 1771 indgav Horrebow sit forslag. Det gik ud på at der en eller to gange om ugen skulle gives et signal fra Rundetårn - et flag, der blev strøget Kl. 12 middag - og herefter skulle alle byens officielle urværker stilles. Urenes ejere skulle som betaling for signalet yde 10 rdl. årlig til observatoriet på Rundetårn.

Forslaget fik en i sandhed varm modtagelse. Der var jo ingen, de havde forlangt at få at vide, hvad klokken var, og man ville da i hvert fald ikke betale for det. Magistraten protesterede imod afgiften for sine fire ure - Rådhusets, Helliggejstes, Nicolajs og Frue Kirkes - og ejerne af byens andre offentlige ure gjorde det samme. Horrebow nedsatte så afgiften til det halve, hvorefter Kancelliet skyndte sig at sætte sagen i værk uden at høre ur-ejernes mening om det ændrede forslag.

Fra 1772 begyndte så signalet at virke. Men havde der ikke før været forvirring i urenes gang, så blev der det nu. Man forsøgte at rette sig efter flaget på Rundetårn, og man drejede og drejede på viserne, frem og tilbage, men der var ikke et ur i byen der kunne holde trit med observatoriets middagssignal. Befolkningen anede hverken ud eller ind, kun de mere begavede af urmagerne havde en anelse om, hvor mystikken var: Professor Horrebow brugte en helt anden tidsinddeling end almindelige mennesker.

Den 17. februar 1772 sendte oldermanden for urmagerne en skrivelse til Magistraten, hvori han oplyser, at signalet åbenbart bliver givet efter "solens gang", men at solens gang Ikke er nøjagtig, til tider hurtigere, til tider langsommere end "den sande tid". Urmagerne forlanger, at signalet skal gives efter den sande tid, da det ellers ikke vil være muligt for dem at få urene til at gå rigtigt. Magistraten forstod imidlertid ikke noget af det videnskabelige i urmagernes skrivelse og sendte den til Kancelliet med den oplysning, at urmagerne mente, at "signalet ej sker i rette tid eller akkurat". Kancelliet sender skrivelsen videre til Horrebow til erklæring, og der kommer en længere redegørelse fra den stejle videnskabsmand. Han oplyser, at der er en slags tid, den sande, efter solens gang, og middeltiden, der deler døgnet i 24 lige lange timer. Horrebow holder selvfølgelig på den sande tid, efter den skal lygterne tændes, efter den går solen op og ned, og efter den udarbejdes almanakken. Han anfører, at urmagerne skal kende forskellen mellem den sande tid og middeltiden, og så kan de jo godt stille deres ure efter signalet. Da kirkeurene alligevel "skal dagligen røres ved", kan man jo lige så godt stille dem efter den sande tid hver dag. Han giver urmagerne det råd, at de skal sætte to minutvisere på hvert ur, den ene til middeltid og den anden til den sande tid.

PROF. HORROBOWS skrivelse imponerede Kancelliet ved sin store videnskabelighed, og urmagerne fik ikke andet ud af deres besværing end det gode råd om de to visere. Imidlertid bevirkede Horrebows redegørelse, at urmagerne fik klaret deres begreber om de to slags tid, og et par år senere kommer de igen med en ansøgning til Magistraten, men denne gang kan de bruge betegnelserne rigtigt. Nu ville Magistraten prøve lykken hos universitetet, - Kancelliet og Horrebow var jo åbenbart enige, og man havde ikke glemt de ærgerlige 5 Rdl. - men sagen endte alligevel hos den strenge professor. Han gjorde dog nu den indrømmelse, at han hver måned ville indrykke i "Adresseavisen" en tabel over forskellen i sand tid og middeltid for hver dag; ligesom han i universitetets almanak ville lade optrykke den samme tabel for hele året. Fra den tid stammer altså den tabel, der viser, hvad klokken er, når det er middag i København, som endnu findes i Universitetets Almanak. - Straks efter døde imidlertid professor Horrebow, og hans efterfølger var ikke så principfast, så da urmagerne kom igen med en klage 1784, sejrede fornuften, og signalet fra Rundetårn gav herefter middeltiden.

Dette signal holdt sig nu det meste af 100 år. Hver onsdag og lørdag middag kl. 12 blev flaget strøget fra flagstangen på Rundetårn, og signalet kunne ses over hele byen og havnen, ja helt ud i Sundet og ned i Køge Bugt.

I 1857 BLIVER der igen røre om tidssignalet. Denne gang er det søfolkene, der klager. Det var efterhånden blevet almindeligt, at skibene var forsynet med ure, og det var af stor betydning, at skibsurene gik nøjagtigt, så man altid på havet var i stand til at bestemme den geografiske længde og dermed skibets beliggenhed ved hjælp af uret. Kritikken mod tidssignalel kom først til orde i "Tidsskrift for Søvæsen" i en artikel af orlogskaptajn Tuxen, der hæver, at signalet dels er upraktisk og dels ikke er nøjagtigt. En mand skal hejse flaget et kvarter i tolv, hvorefter en professor inde i observatoriet, når klokken er tolv, banker med fingeren på en rude og giver tegn til, at flaget skal stryges. Det kan aldrig blive nøjagtigt, hævder Tuxen, og det bør ikke være et flag, for det kan kun ses i blæsevejr og så endda kun fra to sider. Endvidere skal signalet efter hans mening gives i flere tempi, så folk kan få tid til at gøre sig klar med deres kronometre. Endvidere skal signalet gives  hver dag og ikke kun to gange om ugen.

Tuxens kritik frugtede Imidlertid ikke, men da Observatoriet flyttede til Østervold og "tiden" altså skulle bringes herfra og til signalet på Rundetårn med et almindeligt lommeur, holdt folk af sig selv op med at regne med signalet, nu kunne del umuligt være nøjagtigt mere. Da så Rundetårn skulle repareres 1867, foreslog Tuxen, der også var medlem af Folketinget, at man flyttede tidssignalet til Nicolaj Tårn og forbedrede det, så det kunde bruges af søfolkene. Det "antedeluvanske" tidssignal, som han kaldte det gamle, havde udspillet sin rolle.

Forslaget gik ud på at signalet skulde være en stor sort vidjekugle, som skulle hejses i to tempi, 5 minutter i 1 halvt op, 2 minutter efter helt op, og præcis klokken 1 skulle kuglen falde, udløst elektrisk gennem en særlig ledning fra observatoriet. Den astronomiske professor d'Arrest, der blev rådspurgt, holdt imidlertid på det gamle system med flaget og ville i hvert fald ikke tilråde den elektriske udløsning. Forslaget blev alligevel bragt til udførelse, men regeringen var dog blevet bange ved d'Arrests advarsel, og det vedtoges, at en mand hver dag skulde gå fra Nicolaj til Øster Vold efter "tiden" Inden forslaget skulle træde i kraft, blev det dog ændret, så den elektriske ordning blev lagt.

På denne måde virkede tidssignalet indtil 1909, da det blev flyttet ud i selve havnen og anbragt på taget af det store silopakhus Men indtil 1909 faldt "kuglen på Nikolaj" altså hver søgnedag klokken 1 præcis, men derimod ikke søn- og helligdage. En eneste helligdag faldt kuglen I de mange år, det var nytårsdag 1894. Fra nytårsaften 1893 klokken 12 nat skulle nemlig alle ure i landet stilles efter en ny tidsregning, den mellemeuropæiske, der var 9 minutter 41 sekunder foran den københavnske middeltid.

Mange vil endnu huske "kuglen på Nicolaj", men dens betydning kunne ganske vist ikke måle sig med den, radioens tidssignal har i vore dage.

Moses.

Struensee [ulæseligt] byens ure pænt skulle følges ad.

(Socialdemokraten 17. juli 1932, Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 13. august 1932, 2. udgave)

Hitler og jøderne. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers skrev for Social-Demokraten indtil omkring 1933. Nedenstående artikel er et eksempel på en sådan artikel. Senere, i 1934 meldte hun sig ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Herefter begyndte hun at skrive stærkt antisemitiske artikler. Eksempler på sådanne kan findes på denne blog ved at følge dette tag.

I sin bog "Ene Hvid gennem Liberias Urskove" (1931) skrev hun: "Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker."

Det håb, som blev stillet til ægtheden af den tyske folkesjæls socialdemokratiske indstilling, synes at skulle beskæmmes i samme grad som Hitlerbevægelsen vokser i styrke.

Den gamle Hindenburg er ved at trættes, og det kan ikke forundre. Måske ser han med det klarsyn- alderdommen undertiden har, at reaktionens mørke tætner sig over Tyskland i en grad, som han i hvert fald ikke tiltror sig kræfter og leveår nok til at tage kampen op med. Ingen aner i virkeligheden, hvor tæt det er. Optimisterne tilkender det kun en kort virketid. Da ingen ved noget sikkert om fremtiden, kan den ene opfattelse være lige så gyldig som den anden.

De som troede, at med kejserdømmets fald sprængte også den spændetrøje, der hidtil havde hindret verden i at se den tyske nations sande ansigt, er blevet akuffet. Der var nogle, der gik så vidt at påstå at Tysklands sjæl, den oprindelige, den i dybet endnu levende og kraftige folkeånd, var ånden fra Weimar, var Goethes frie verdensomfattende humanisme. De tog fejl! Den arrogante militarisme og det spytslikkende adels- og hofkryberi var trængt dybere ned, end lysseerne ville tro.

Der fortælles i Wien en meget gouteret historie om den gamle kejser Franz Josef. For ikke at gøre herskeren nervøs, havde man i flere år ikke sagt ham, at der var krig i Europa, og da man endelig langt om længe kom til det resultat, at nu var det dog vist bedst, han fik det at vide, svarede han "Hvad - hvad siger I? Er der krig I Europa? Det synes jeg ikke om - gå ud og sig til dem, at de skal holde op".

Hvis denne anekdote havde haft sit udspring i Berlin, ville den utvivlsomt have formet sig på modsat måde. Man indterper ikke gennem hundrede år historien om militarismens magt som det eneste saliggørende, uden at en nation tager skade på sin sjæl. Man forsøger ikke systematisk at dræbe forståelsen af den socialistiske idés skønne humanisme og verdenssamlende retfærdighed hos et folk, uden at det spores.

Når man ser det kaos, hvori det ulykkelige Tyskland for øjeblikket befinder sig, kan man ikke andet end føle dyb glæde over at tilhøre den danske nation, lad så ubehagelighederne ved landets lidenhed være nok så iøjnefaldende.

Jeg siger det ikke for at hovmode mig, men vort skolevæsen, vort sundhedsvæsen, vort voksende antimilitaristiske sindelag, det viser dog alt sammen, at vi er blandt de førende på vejen frem mod den sande kultur.

Og den nedadstigen mod mørket, som Hitlerbevægelsen profeterer om, vil give sig frygtelige udslag også på steder, som ikke er lige iøjnefaldende for alle.

Jeg tænker her på jøderne.

En jøde, der bor i Berlin, et af de fineste, et af de mest intelligente og storsindede mennesker, jeg har truffet, fortalte mig fornylig, at allerede nu kunne det spores, at Tyskland var ved at glide tilbage mod de middelalderlige fordomme.

Det var en daglig tilbagevendende oplevelse for hans to sønner, at de på vej til og fra skole blev bombarderet med snavs eller bananskaller af andre drenge, der samtidig morede sig overdådigt ved at råbe smæde- og øgenavne efter dem.

Jeg svarede, at det havde jeg dog Ikke ventet. Vi levede vel trods alt i 1932, og vi kaldte selv vort århundrede for oplysningens og fremskridtets tid. Forøvrigt naturligvis en betegnelse, der ikke er fri for at være temmelig humoristisk, selv om humoren er besk. Et århundrede, der føder en europaomspændende krig - humant! - Men jeg troede dog, at jødeforfølgelser, i hvert fald på enkelte undtagelser nær, måtte betragtes som et overstået stadium af nationalistisk snæversind.

"Men Hitler har jo sagt, at den dag, han får magten, begynder en systematisk jagt på jøder. Af sted skal de, bort fra hus og hjem, og hvad en ophidset folkeskare, der med lovens billigelse slippes løs på værgeløse individer, tør tillade sig, er det vist bedst ikke at tale om," sagde min jødiske ven.

Denne mand er fra Rusland; han ved, hvad han taler om.

I en lille by, hvor en slægtning af ham boede, i Sydrusland, begyndte en dag bønderne en udryddelseskampagne imod de der boende jøder. Fem og tyve unge mænd samlede sig for at forsvare kvinderne og børnene. Nitten af dem dræbtes og resten såredes så hårdt, at forfølgerne anså dem for at være døde. Medens husene omkring stod i flammer og de lemlæstede og voldtagne kvinders skrig endnu skar igennem luften, blev de alle fem og tyve smidt op på en arbejdsvogn, og en skare drukne og hujende bønder drog af sted med deres ofre for at kaste dem i et vandhul udenfor byen.

Da der imidlertid fandtes en kro ved vejkanten, standsede toget, for at bønderne kunne komme ind og fortsætte drikkeriet, og vognen med de døde og halvdøde jøder blev stående udenfor. Tilfældigt kom en læge, der boede I nærheden, kørende forbi, og han standsede for at se nærmere på vognens underlige læs. Han opdagede, at en hånd, som stak frem, bevægede sig, og han skubbende da de oven over liggende lig til side og fik håndens ejermand gravet ud. Det viste sig at den unge mand var en god bekendt af ham, og uden at blive opdaget af de fulde og skrålende bønder inde i værtshuset, tog han den sårede med i sin vogn, kørte ham til det nærmeste hospital og fik ham indlagt.

Efter et halvt års forløb var knivstikkene i hans legeme lægt. Det ene ben, som var aldeles gennemhullet af sår, var blevet sat af, og manden havde fået et kunstigt ben. Legemligt var han helbredet så godt, som det kunne lade sig gøre; sjælellgt vil han altid lide under en vis deprimeret skyhed, en uro, som stod han altid tæt foran en ny rædsel.

Han er kun en af mange. Hitlers voksende magt er en trussel, et sværd, ophængt i en tynd tråd. rede til at falde ved det første signal over tusinde uskyldige nakker.

Det er rigtigt nok, at Tyskland er ikke Gammel-Rusland. Vist ikke! Tyskerne er et oplyst folk, men et folk, der netop l de sidste dage ved slagsmål i Rigsdagen af folk som det selv for få år siden ville have betragtet som en umulighed, har bevist sin skæbnesvangre mangel på balance.

Nød, håbløshed og ledere, der kun kender een Gud, Hitler, kun een nation, som er jorden værdig - Tyskland - skal nok være i stand til at udføre underværker i retning af tilbagegang.

Den socialistiske idé er ret for alt, hvad der lever! Samarbejde mellem Modsætningerne! Forståelse af det nye! En sjæl, der redebont modtager verdens brogede mangfoldighed i sig. som vanddråben genspejler alle solens forskellige farver.

Millioner af mennesker har kæmpet for at lade deres eget væsen med dets medfødte snæverhed, goldhed og selviskhed genopstå forklaret af broderskabsfølelsens rene lys. Det første og sidste af alle humanisters evige bud har gennem alle tider været dette, at "vær imod andre, som du ønsker at de skal være imod dig."

Og n

Europa skulle være kulturens centrum, og hvad er kultur andet end udryddelse af råhed,

[timudø], fordummethed, uforståelse? Kan det så virkelig være muligt, at et helt folk, fredeligt, men uden fædreland, der trods alle dets fejl og mangler - men hvilket folk har ikke mangler - dog har tilført verden så store værdier, skal ansessom skadelige dyr? I så fald er det i sandhed militarismens ånd, der her fejrer en sejr, der burde få menneskeheden til at skjule sit ansigt i skam over at være mennesker - og samtidig så lidet menneskelige i den høje betydning, hvori ordet bruges.

Retten i spydstagen - det er krigens løsen! Den forbenede nationalisme er dens ægtefødte barn! Dertil - og så til, at kampråbet: "Alt for os - intet for andre", skal gjalde mod de dødsskræmte ofres øren, er der kun en såre kort vej.

Ulykkelige Tyskland, dersom dets historieskrivere om hundrede år også skal indskrive ordet "jødeforfølgelse" på dets elendigheders liste!

Olga Eggers,

(Nordjyllands Social-Demokrat, 14. juli 1932)

Voldtægtsforsøg på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Voldsmanden fandtes i forbryderalbummet.

I forgårs anholdt opdagelsespolitiet en mand ved navn Eigil Petersen der har været straffet flere gange bl.a. for kirkegårdstyverier. Nu har han imidlertid gjort sig skyldig i en endnu alvorligere forbrydelse. 

Ved 7-tiden tirsdag aften overfaldt han på Vestre Kirkegård en ung dame som han slæbte om bag nogle buske hvor han søgte at voldtage hende. Det lykkedes hende imidlertid at slå sig så fri af ham, at hun kunne råbe om hjælp, hvorefter forbryderen flygtede.

Den unge dame kunne senere gennem forbryderalbummet udpege Eigil Petersen som den mand der havde overfaldet hende, og det varede derefter ikke længe inden han blev anholdt. Petersen er derefter blevet fængslet, og foruden for en del tyverier so han nu har tilstået sig skyldig i, vil han nu få en meget alvorlig straf for sit voldtægtsforsøg.

(Social-Demokraten, 26. juni 1932).

Alberti blev i går stedet til hvile. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsen foregik i stilhed på Assistens Kirkegård.

Den en gang så stormægtige justitsminister hvis fald var så dybt og uopretteligt, fik i går en ganske stilfærdig begravelse på Assistens Kirkegård. Om formiddagen kl. 11 samledes nogle af den afdødes venner og slægtninge i Rigshospitalets kapel, hvor den hvide kiste stod dækket med mange kranse og med tændte lys ved hovedenden.

Efter salmen "Alt står i Guds faderhånd", talte pastor Husom fra Kildevældskirken ud fra profeten Zacharias' ord: "Herren har rejst sig fra sin hellige bolig. Stille for hans ansigt alt kød!" Præsten kom ikke ind på Albertis livshistorie. Han rettede nogle trøstens ord til dem der sørgede ved den afdødes bortgang og sluttede med en bøn for afdødes sjæl. 

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" sang et kort "Dejlig er jorden", mens venner af den afdøde bar kisten ud til rustvognen.

Jordfæstelsen fandt sted på Assistens Kirkegård, ikke i noget af familien Albertis to gravsteder her, men i et afsidesliggende gravsted tilhørende en fjern familie ved navn Westergaard. Gravstedet ligger helt ud mod Nørrebros Runddel.

 Pastor Husom forrettede jordpåkastelsen.

 (Social-Demokraten, 21. juni 1932).

Foto fra Dagens Nyheder, 21. juni 1932 af ligbilen og følget på vej til Assistens Kirkegård.

P. A. Albertis gravsted på Assistens Kirkegård. Busken havde på et tidspunkt overgroet korset. Men her (januar 2021) er det blevet klippet fri igen. Indskriften er ganske ulæselig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvorledes foregår en psykoteknisk Undersøgelse? (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i psykoteknisk Laboratorium

MAN HAR fornylig diskuteret den praktiske Betydning af Københavns psykotekniske Laboratorium.

Som bekendt kan enhver Dreng, der er færdig med sin Skolegang, her faa sine Evner og deres Begrænsning videnskabelig undersøgt.

Modstandere af det psykoteknisk  Laboratorium har hævdet, at man aldrig - og navnlig ikke ved Hjælp af Maskiner - paa Forhaand kan sige, hvad en Dreng egner sig til at være, da Flid, Udholdenhed, Ærgerrighed, Fremdrift o.s.v. vil spille ind.

Formaalet med det psykotekniske Laboratorium er imidlertid slet ikke at sætte enhver paa sin rette Plads. Sund Fornuft siger jo, at et Menneske udmærket kan egne sig fortræffeligt til flere forskellige Ting.

Nej! det psykotekniske Laboratorium har et Motto, der har et langt videre Perspektiv, nemlig: inden paa den gale Plads.

Det er her, Indsatsen gøres, og allerede nu - blot 8 Aar efter laboratoriets Oprettelse - kan det opvise smukke Resultater. 

Lige saa naturligt, som at et Menneske kan egne sig lige godt til flere forskellige Stillinger, lige saa selvfølgeligt er det, at det ikke egner sig for en Række andre. Her blot et Par Eksempler - plukket ud tilfældigt af "Bunken".

En Dreng var blevet sat i Lære som Finmekaniker, men efter et halvt Aars Tid maatte han opgive det, fordi han havde Haandsved og de Ting, han bearbejdede, derfor rustede mellem Fingrene paa ham.

En anden Dreng havde taget Hyre som Jungmand, men da han et Par Aar senere skulde ind paa Styrmandsskolen, opdagedes der en ret udpræget Nærsynethed. Saa var den Vej lukket.

Endelig var en Dreng kommet i Lære som Cigarruller, men Gang efter Gang viste det sig, at hans Fingerfærdighed langtfra var paa Højde med Kammeraternes.

Som Læseren ser, er det ikke nødvendigt at ty til saadanne Yderligheder som Tilfældet med den farveblinde Lærling i Farvebutiken for at finde virkelig Begrundelse for det psykotekniske laboratoriums Eksistens. Det er den Slags Fejltagelser, som en Undersøgelse forebygger.

Magister Bahnsen i Færd med at underkaste en ung Mand den psykotekniske Undersøgelse.

Men hvordan foregaar nu denne Undersøgelse? Der raader mærkelige Vrangforestillinger herom. Ja, en Provinsavis antydede endog en Dag, at den foregik paa en Maade, at Drengen blev sat ind i en mægtig Kasse og herinde blev røntgenfotograferet.

Det er en noget anden Opfattelse, man faar, naar man en Dag aflægger "Gerningsstedet" et Besøg. Laboratoriet har til Huse i det gamle Vartovs Bygning og ledes som bekendt af Magister Poul Bahnsen.

Først bliver Drengen underkastet en grundig Lægeundersøgelse, der først og fremmest tager Sigte paa Øjne, Hjerte og Lunger.

Den første Prøve er tilsyneladende ret barnlig, men ikke desto mindre temmelig afgørende for to Punkter Hukommelsen og Taalmodigheden. Drengen faar nemlig udleveret en Æske Klodser, og efter at have set dem ligge rigtigt i Kassen, skal han selv prøve paa at faa dem anbragt. Nogle Drenge bliver hidsige, naar Forsøget mislykkes i de første Omgange, andre kan omtrent huske Klodsernes Stilling i Æsken, flere opgiver Nedlægningen o.s.v.

Dernæst faar Drengen udleveret en Tøjklemme, der er gaaet fra hinanden. Nu skal han prøve sin Fingerfærdighed ved at sætte den sammen igen.

Saa anbringes han foran et Tremometer, for at man kan se, om hans Haandelag er i Orden. Han faar i Haanden en Metalstift, som han skal føre gennem en Række Riller og Huller uden at berøre Randen. Ryster han paa Haanden, saa Stiften rører Metalpladen, tændes en lille Lampe henne paa Siden, og man kan altsaa ganske tydeligt afgøre, hvor mange Gange Drengen kommer godt fra det, og Optællingen af Berøringerne kan efter denne Prøve, som efter alle de andre sammenregnes med de andre sammenregnes, saaledes at man ogsaa faar Forholdet mellem den enkelte Drengs Præstation og den gennemsnitlige Præstation.

Man prøver herefter, om Drengen kan slaa en Række Hammerslag med lige stor Styrke. Fornemmelsen over for sin egen Kraft er en meget vigtig Evne hos Smede og Snedkere f. Eks. som maa kunne afpasse Slagenes Styrke.

Saa er vi naaet til Prøven paa, om Drengen kan arbejde med begge Hænder samtidig. Det gælder om at dreje paa to Haandtag samtidig i et ganske bestemt med for hver Haand stadig skiftende Tempo, saaledes at en Metalplade, hvorpaa der er tegnet en Figur, bevæger sig hen under en Skrivestift, saaledes at denne tegner den punkterede Linie.

Øjemaalet har jo i en Mængde Virksomheder stor Betydning. Her forsøger man at lade Drengen paa Øjemaal finde Centrum I en Cirkel og tegne en ret Vinkel og endelig dele en Linie lige midt over.

Aandsnærværelse er jo heller ikke overflødig i vore Dage, hvor bl. a. Trafiken kræver den daglig. Det er af afgørende Betydning at kunne reagere hurtigt.

Paa et Apparat, so Drengen nu sættes foran, kan man med en Hundrededel Sekunds Nøjaglighed maale den Tid, et Menneske er om at opfatte et Stopsignal og reagere med den forlangte Bevægelse.

Naar Drengen er naaet hertil, er den væsentligste Del af Prøven overstaaet. Der sluttes af med et Par Hukommelsesforsøg. Magister Bahnsen nævner en Række Ord, der ikke direkte har Forbindelse med hverandre, og Drengen skal saa søge at genfortælle dem.

Naar Prøven er færdig, kan Magisteren afgøre, hvad den Dreng Ikke egner sig til - og hermed er meget vundet, meget Tidsspilde og mange Skuffelser forebygget.

Nix.

(Social-Demokraten 29. maj 1932)