Endnu et Ord om Menneske-Afretning, men ikke til dens Forsvarer.

At ville trætte morianer hvide er som bekendt et forgæves arbejde. Men lige så umuligt er det at overbevise den der ikke vil lade sig overbevis. Jeg appellerer til et uforblændet publikum som nok næppe vil påstå at prygl og anden mishandling skulle være nødvendige for at lære landets talrigeste klasse militære færdigheder eller at det bør kaldes "anstød af barmhjertighed" når man ytrer misnøje med det. At erklære ikke at ville fravige en mening, skønt man ikke formår at understøtte den med grunde, er visselig meget naivt. Men man bør formode at vedkommendes foresatte ville lære dem på ret måde at forstå og følge de lovbud der er anvendelig på omtalte genstand.

J. C. Lange.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5792).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.

En forefunden stor Uorden i Madame Taddeys Pavillon, sidstafvigte Søndag den 27de October.

At det bør være enhver ejer af et konditori, restauration eller andet offentligt sted en kær pligt at forekomme uorden og skødesløshed, især af den slags der har skade til følge, er vel ikke underkastet nogen tvivl, så meget mere som samme på den ene side befordrer ejerens eget gavn, og publikum også på den anden side kan og bør kræve det. - Men at dette ikke har været tilfældet nævnte søndag, vil nedenstående godtgøre.

Indsenderen ville med sin familie nyde nogle forfriskninger og begav sig derfor til den nævnte sted. Som en stor lykke fik vi endelig plads. Men efter nogen tids forløb blev vi af en i nærheden siddende aldrende dame advarede om at fraflytte pladsen, idet hun gjorde mig opmærksom på at hele ryggen og kraven af min frakke var overdryppet af talg fra en lige ovenfor anbragt skæv lyselampet. - De damer der befandtes i mit selskab, har vist uden tvivl oven nævnte dames opmærksomhed at takke for at deres pynt ikke blev ødelagt, hvilket havde været endnu mere beklageligt og derfor aflægger man også denne dame sin skyldigste tak.

At dette er en uorden der er højst utilgivelig, kan vel ikke nægtes eftersom det ikke er at formode at Fortuna skulle have været så gunstig at befri andre fra lignende ubehageligheder. Men da tværtimod måske mange er blevet hjemsøgte heraf, så finder indsenderen det ikke upassende her at anmelde sådant, dels for at anmode nævnte konditori om for fremtiden at iagttage mere orden og nøjagtighed ved sådan lejlighed end der blev udvist i søndags, da hun vist ikke erstatter det ruinerede tøjs tab, dels også for at vise hvor lidt omhu der udvises publikum på sådanne steder. Hvorpå anførte er tilstrækkeligt bevis.

At madame Taddey herefter vil give lignende højtideligheder og at hun da vil forebygge denne uorden er at formode, hvorfor til slut anmærkes til nøjere bedømmelse og behagelig efterretning at der enten burde anbringes lamper på væggene af den sort hvormed der var illumineret, eller også anbringes lige lampetter hvori der skulle brænde voks- og ikke talglys da det er begribeligt at disse især i den stilling hvori de sad, må dryppe.

Dette ville vel for ejerinden være noget bekosteligere, men efter den store søgning publikum forundte hende, og den takst hvorefter hun lod sig betale, kunne det på ingen måde blive hende trykkende.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5789-5791).

Redacteurens Anmærkning.

Italieneren Agostino Taddey var egentlig billedhugger, da han efter Christiansborgs brand i 1794 af C. F. Hansen blev hentet til København for at medvirke ved genopførelsen. Der var dog ikke noget at lave, så i stedet slog han sig på konditorbranchen. I 1813 serverede han fra  et telt i Frederiksberg Have forfriskninger - starten på Anton Jostys Konditori samme sted. enken overtog det efter hans død, og Josty i 1825. Enken flyttede fra Kongens Nytorv til Skindergade 45.

Hold Hænderne hos dig selv ved Hovedvagten.

Det er før gennem en offentlig bekendtgørelse blevet forbudt at ingen uvedkommende må nærme sig jerngitteret om hovedvagten på en distance af ti skridt. Alligevel må man dog højligt beklage at dette forbud næsten aldrig bliver ænset eller overholdt. Især af den simplere klasse af mennesker som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik. At dette overhæng alligevel tåles, kan kun tilskrives de herrer vagthavende officerers velvillighed og overbærenhed der ugerne hindrer folk fra at nyde denne uskyldige fornøjelse. Ikke desto mindre går dette overhæng undertiden for vidt og kan have farlige følger, især for små børn når disse forgabt i soldater og musiceren glemmer at tage hænderne til sig når jerndøren på nævnte rækværk lukke op og i. 

"Især mennesker af den simplere klasse som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik" (Hovedvagten på Kongens Nytorv)

Et sørgeligt eksempel på det så man for 14 dage siden på en dreng der stod ved døren og som i det samme blev lukket i, fik sin finger så aldeles knust og spoleret at han måske for livstid næppe vil kunne gøre brug af den. Yderst sjældent tages der synderlig notits af disse drenge, der således klynger sig fast ved nævnte døre, med mindre det hænder sig at hr. Schelund på den tid er nærværende, der da altid advarer dem om ikke at komme for nær rækværket eller også jager dem bort. Og at der ikke er sket skade oftere, kan vist nok alene tilskrives hans humane opmærksomhed. For om muligt at forebygge lignende optrin i fremtiden ville det være ønskeligt om det pålagdes den skildvagt som står tæt ved ovennævnte dør, at have strengere opsyn med at disse små børn holdt sig i behørig afstand fra nævnte gitterværk.

Muligt var det vel også at give indgangsdøren en sådan forandring at den ikke som nu klipper fingrene af dem der kommer for tæt på hængslerne.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5774-5776).

Den Kongelige Livgarde går stadig ruten fra Amalienborg mod Kongens Nytorv og den nu ikke længere eksisterende Hovedvagt. Dog uden musiceren, og måske også til irritation for trafikken på Store Kongensgade. Livgarden passer stadig på dronningen - og politiet på Livgarden.

Redacteurens Anmærkning

Underholdning var der ikke meget af på Politivennens tid, og slet ikke for "de lavere klasser". Men hovedvagtens vagtparade var en af de få. Den fortsatte indtil 1874 hvor Hovedvagten blev revet ned. 1874, da den blev revet ned. Vagtparaden kom på slaget 12 marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Torvet, hvor der som oftest var mange mennesker forsamlet for at høre og se den. Og hvis man skal tro Nordmanden Morten Frederiksens oplevelse af en vagtparade på Kongens Nytorv 1805, så kunne den se og lyde sådan: 

Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed.

I artiklen "Bøn i Rosenborggade" foreslog en skribent at  "oboisterne" fik et bedre sted at spille, istedet for et mudret område, (Politivennen nr. 761, lørdag den 31. juli 1830, s. 483-485) 

Forhaabentlig Slutning af Forsvaret i Sagen contra de militære Lærere.

Motto: Errare humanum, in error autem perseverare diabolicum est.

For ikke som anmelderen siger at bære vand til havet, vil også jeg indrette dette mit svar så kort som muligt hvilket er så meget lettere for mig da hr. J. C: Lange ikke med en stavelse har gendrevet mine grunde. Mit forrige stykkes vidtløftighed var en følge af nødvendighed. Jeg ville på engang sige alt hvad jeg troede at burde sige i den anledning for siden at blive fri. Jeg henholder mig derfor fuldkommen til mit foregående i henseende til sagen selv, og jeg genkalder ikke et ord af hvad jeg har sagt, da det altid var min vane at tænke før jeg skriver.

At mine indlæg ikke havde til hensigt at forsvare "hård og barbarisk behandling" ved de militære åvelser, har jeg ikke alene tydeligt erklæret, men endogså efter min overbevisning soleklart lagt for dagen. Og i mine tanker må den gode herre først bevise at den nærværende læremetode er hård og barbarisk (hvilket sikker vil falde ham meget vanskeligt) før han med grund kan sige at have slået mig med mine egne våben. Jeg har søgt at bevise nærværende fremgangsmådes absolutte nødvendighed - og det i den sag kyndige publikum må dømme om jeg har ret eller uret.

At hr. Lange i øvrigt tror den nu brugelige våbenøvelsesmetode (for ikke at bruge det i hans øjne så afskyelige ord "dressering", da jeg er meget føjelig af mig) er så ganske nye - viser tydeligt at han i det mindste før aldeles intet har kendt til disse øvelser, for ellers måtte han have vidst at netop nu bliver rekrutten behandlet så fortrinligt mildt at humanere fremgangsmåde aldrig har kunnet finde og aldrig har fundet sted. Men det er først i år at disse øvelser er foretaget på fri mark og således underkastet kritikker af folk som i et anfald af barmhjertighed har glemt at betragte tingen i sit rette lys og kun dømt efter deres egne falske begreber om tingene.

Om hr. Langes eller mit ræsonnement skal have fortrinet - det er en ting jeg ikke vil indlade mig i at bedømme. Dannelse har jeg i det mindste aldrig frakendt ham - uagtet hans ræsonnements og jeg vil aldeles ikke være så ubeskeden at hæve mig på hans bekostning. Men at ikke heller jeg står på kulturens laveste trin - tror jeg at have bevist. Uagtet han behager at kalde mit ræsonnement uklogt. Jeg forstår tingen hvorom jeg taler, hvilket han muligvis ikke gør. Mit forsvar er begrundet, hans angreb ikke. Lad nu publikum dømme hvis fremgangsmåde der er rigtigst og altså - klogest.

Dette er mit sidste i denne anledning. For vil hr. Lange ikke lade sig overbevise, så får han beholde sin mening for sig selv. Kun må han behage ikke at fornærme mig personlig, for ellers skal han stå mig personlig til regnskab da jeg ingenlunde har angrebet ham, men kun hans meninger.

København den 22. oktober 1822.
R. Mørch.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5770-5773).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 (ikke medtaget), Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.

Noget om Geburtsdags Presenter til Institutbestyrerinder.

Det er ikke nok at forældrene for deres børn må betale skolepenge og brændepenge, men en højst ubeskeden mode er det blevet og som næsten anses for en lov at så snart enten bestyrerindens eller hendes medbestyrerindes fødselsdag nærmer sig, bliver eleverne gennem en af disse erindrede om den forestående vigtige dag for at de kan belave sig på bidrag, hver klasse for sig, for hvilke indkøbes adskillige ting der bydes som et offer af barnlig taknemmelighed.

Kan dette ikke med sandhed kaldes højst ubeskedent således at sætte forældrene i skat?

Hvor mange stakkels familier har i disse tider ikke ondt ved at sammenskrabe blot skolepengene for hver måned? Hertil kommer den falske undseelse som går at den ene nødigt vil give mindre end den anden til gebursdagspresenten. Kort sagt, det er en uskik som bør hæves, hvilket kunne ske når institutbestyrerinderne frabad sig disse bidrag og forældrene ikke lod sig mærke med at hun havde nogen fødselsdag.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5769-5770).