En falsk Greve. (Efterskrift til Politivennen)

I Begyndelsen af denne Sommer kom et ungt Menneske fra Sverrig til Kjøbenhavn og indlogerede sig i et større Hotel garni under det velklingende Navn Grev Joseph de Lamberg. Uagtet Hr. de Lamberg aldeles ikke havde noget tiltalende Ydre, lykkedes det ham dog i utrolig kort Tid ved Hjælp af et godt Snakketøi og en høi Grad af Frækhed at gjøre Bekjendtskab med nogle yngre Medlemmer af Aristokratiet, ja, han skal endog have ladet sig melde ind i den adelige Klub. Det ene Bekjendtskab førte det andet med sig, og Grev Joseph kom gjennem sine unge aristokratiske Venner i Bekjendtskab med en aldre adelig Dame, Baronesse N. N., som syntes godt om ham og jevnlig bød ham hjem til sig. Under disse Besøg faldt Samtalen i fortrolige Øieblikke ganske naturlig paa Grevens Familieforhold, og det faldt da ligesaa naturlig, at Greven betroede sin ældre Veninde, at han, en Ætling af det fyrstelige Hus Lichtenstein, paa Grund af politiske "Umtriebe" havde seet sig nødsaget til at forlade sin Hjemstavn i en saadan Hast, at han havde havde glemt sine legitimationspapirer og tilstrækkelige Penge til at leve for. Den gamle Dame, der mindedes Ordsproget Noblesse oblige, bad sig unge Ven om at tage tiltakke med hendes Bistand, men først efter lang Modstand gik Greven ind paa hendes ædelmodige Forslag. Baronessens Penge kom forøvrigt ret tilpas, thi i den senere Tid havde Greven ikke scet rigtig "gentlemany" ud, men nu skete der en Forandring, og Mange ville vistnok kunne erindre under Sommersaisonen i Tivoli at have seet den unge Udlænding, der paraderede med Frakke, Vest og Beenklæder af blaat Fløil, en rødstribet Skjorte og et glimrende rødt Silkehalstørklæde. Den gamle Baronesse kom imidlertid til at holde mere og mere af den unge Mand, og da hun, der besidder en betydelig Formue, ikke har umiddelbare Arvinger, besluttede hun at sikkre ham sine Penge ved Adoption. En saadan retslig Handling krævede lidt juridisk Sagkundskab, og Baronessen, der ikke selv besad denne, men tidligere havde havt Leilighed til at nyde Godt af en af det kjøbenhavnske Opdagelsespolities Overbetjentes gode praktiske Forstand, sendte Bud til denne og udbad sig hans Raad. Overbetjenten indfandt sig, hørte Baronessens Fortælling om den unge hjemløse Greve og kom til at see og tale med denne. Denne Samtale skulde imidlertid have sørgelige Følger. Opdagelsesbetjenten havde strax med det denne Stand ejendommelige Instikt Færten af, at der her var noget Galt paa Færde, eller at Greven, som han udtrykte sig, "var en forklædt Barbeersvend", og han anstillede derfor underhaanden en vidt omfattende Undersøgelse, som ogsaa tilsidst førte til det forrustede Resultat. Grev Joseph de Lamberg, Ætlingen af det fyrstelige Huus Lichtenstein, viste sig at være en Skolelærersøn fra det nordlige Sjælland, som havde bestaaet Afgangsexamen ved et Seminarium med en daarlig tredie Karakteer og derpaa flakket om i Sverrig. indtil han nu forsøgte sig i de aristokratiske Kredse i Hovedstaden. Forleden blev Greven under det kjøbenhavnske Polities Opsyn kjørt ud til sin fattge Fødeby.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. oktober 1869).

Forslag til forbedring af Arbeidsklassens Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ringkjøbing Amts-Avis" bekjendtgjør Landboforenings-Sekretair P. E. Pedersen af Hee Følgende, som vi ogsaa ville anbefale vore Læsere heri Egnen at tage under nærmere Overveielse og mulig Efterligning:

Enhver, der i længere Tid har syslet med de kommunale Anliggender, har med Bekymring erfaret, at det efterhaanden er gaaet tilbage med Arbejdsklassen, Huusmændene, Indsidderne og Dagleierne, og paa mange Steder trues desaarsag det almindelige Fattigvæsen med Byrder, del i Længden vil have ondt ved at bære; der fremkom af denne Grund i et Kommunal- og Landbomøde Forslag, om at der burde gjøres Noget til Forbedring af denne Klasses Kaar, og i denne Anledning blev der nedsat en Komitee paa 7 Medlemmer. Ved Mødet, denne Komitee afholdt i Slutningen af Mai, enedes man om adskillige Punkter, betræffende Aarsagerne til den paapegede Tilbagegang i Arbejdsklassens Kaar og Midlerne til den forønskede Forbedring heri; men da man fandt, at den udkastede Plans Gjennemførelse vilde kræve en kraftig Medvirkning af de kommunale Bestyrelser, Sogneraadet og Bestyrelsen for de Fattiges Kasse, saa ansaae man det for rigtigst at indbyde Delegerede fra disse Bestyrelser, og ved tvende Møder med dem og i sidste Kommunal- og Landbomøde enedes man om nedenstaaendc Betænkning, der altsaa maa betragtes som udgaaet baade fra Kommunal og Landdoforeningen og fra næsten alle kommunale Bestyrelser i Ulfborg-Hind Herreder.

Man antager, al de almindelige Aarsager til den tiltagende Armod i Arbeidsklassen er:

1) En forsømt eller mangelfuld Børneopdragelse, saa der ikke fra den første Tid indpodes Barnet den ønskelige Sands for Sædelighed, Orden og Selvopholdelse. For at hæve dette Onde foreslaaes, at der i hver Kommune til næste Sommer oprettes idetmindste eet Børneasyl, hvorhen enhver Moder i den omhandlede Klasse kunde om Hverdagen hele Sommeren sende de mindre Børn, i Regelen fra det fjerde til det 7de Aar, og hvor de af en Lærerinde, der er i Besiddelse af de ønskelige Egenskaber, kunde heldigen paavirkes og modtage en gavnlig Forberedelse for Skolen. Der vilde herved vindes saare meget for den arbejdende Klasse, idet begge Forældrene kunde med mere Tryghed og Stadighed søge Arbeide hele Dagen, naar de vide deres Børn overladte i saa gode Hænder, og desuden tør det ventes, at de Smaae ville nyde en heldigere Opdragelse under stadig Opsigt og Veiledning af en saadan Lærerinde, end der kan haabes i Hjemmet, hvor Børnene sjældent finde en passende Beskjæftigelse i denne Alder og hvor de let overlades for meget til dem selv. Man tør antage, at hvert Barns Ophold i Asylet vilde koste henved 1 Mk. ugentlig, hvilket for Sommerhalvaaret vilde beløbe sig noget over 4 Rd. Denne Betaling udredes af Kommunens Kasse for egentlige Fattiglemmers Børn, medens de Fattiges Kasse, understøttet af Kommunens Kasse, betaler for de Uformuende. De Bemidlede, forsaavidt de benytte Asylet, betale naturligviis for deres egne Børn, og samtlige Børn forsynes fra Hjemmet med den fornødne Føde.

2) Den Uskik at sende Børnene ud paa Tiggeri, istedetfor at holde dem til stadig Skolegang og anden nyttig Virksomhed. I denne Anledning foreslaaes, at der, hvor den private Godgjørenhed ikke strækker til, sørges for de Fattige i Sognet paa en hensigtsmæssigere Maade end ved egentlig Almisse, saa alt Betleri i tilsidst kunde ophøre. At de Fattige fra fremmede Sogne aldeles ikke burde gives Noget, er en Selvfølge. For at hæmme Betleriet maa man særdeles opfordre til privat Godgjørenhed, ligesom man ogsaa ret indstændigt maa lægge de Formuende i Kommunen paa Sinde at betænke de Fattiges Kasse, der jo i Grunden er Sognets nærmeste Understøttelses-Forening, noget bedre end hidtil i Regelen er skeet.

3) Mangel paa bekvem Leilighed for Tyende og den arbeidende Klasse til at gjøre de opsparede Smaasummer frugtbringende til Nytte for de kommende Dage. I saa Henseende foreslaaes, at der i Kommunerne oprettes Spare- og Laanekasser, som kunne modtage og frugtbargjort deslige Smaasummer. "Dansk Landbotidende", forrige Aargang, anbefaler varmt saadanne Kasser ved at angive flere Steder, hvor de trives godt og stifte megen Gavn Sammesteds findes ogsaa en fuldstændig Anviisning til deres Indretning og Bestyrelsesmaade.

4) En mangelfuld Fattiglovgivning, der ofte hindrer den redelige Arbeider i at opholde sig paa et Sted, hvor han kunde finde Erhverv, og ofte hindrer Sogneraadene i at anvende den fornødne Tvang mod de Lade. Alle erkjendte Fattiglovgivningens Brøst; men da Sagen nu er tagen under Overvejelse af rette Vedkommende, saa indskrænkede man sig til at udtale det Ønske, at det ret snart maatte lykkes Lovgivningsmagten at fremme den paapegede Reform.

5) For at Arbeidsløshed ikke let skal finde Sted, til Bekymring for den Stræbsomme og til Undskyldning for den Magelige, ansees det for særdeles ønskeligt, at der i hvert Sogn oprettes en arbeidsgivende Komitee, der saavidt muligt, til hver Tid kan anvise den Søgende passende Arbejde, og som efter bedste Evne bør søge at fremhjælpe Huusfliden ved at indkjøbe og videre forhandle alle i Sognet producerede Huusflidsgjenstande, forsaavidt de have nogen Værd, og ved at anskaffe Materiale, hvor det findes fornødent. Denne Komitee dannes af Bestyrelsen for de Fattiges Kasse og 2 eller 4 udvalgte Mand. De fornødne Pengemidler tages af de Fattiges Kasse, og hvor de stedsindende Midler ikke maatte strække til, tilskyder Kommunens Kasse med Amtets Samtykke det Manglende.

8) Man turde ogsaa formene, at mangen en Huusmand kunde skaffe sig en bedre Indtægt af sin lille Jordlod ved flittigere end hidtil at bruge Spaden i sin Fritid og paa anden Maade at vise den større Opmærksomhed.

Disse Forslag anbefales til alle Vedkommendes behagelige Overveielse og Benyttelse.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  4. oktober 1869).

Tiltale for voldelig Adfærd og Meddelagtighed deri. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 11te f. M. om Eftermiddagen indløb der Anmeldelse til nordre Birks Politikammer om, at J. J. Binneballe af Hjortespring Søndagen forud om Aftenen var bleven mishandlet i den Grad af den i Nærheden af ham boende P. C. Petersens Hustru, Laurine Jacobsen, at der endog var Fare for hans Liv. Som Følge heraf blev der strax anstillet nærmere Undersøgelse i saa Henseende, og en Svensker ved Navn Anders Riegelson, der havde Tilhold hos Laurine og af Binneballe sigtedes for at have været Laurine i væsentlig Grad behjælpelig ved de ham af hende tilføiede Mishandlinger, bilagdes med Arrest, da han paa det Bestemteste benegtede enhversomhelst Delagtighed heri, hvorimod Laurine, der strax vedgik at have bibragt Binneballe de Slag, hvoraf han led, forblev paa fri Fod. Ifølge Binneballes Forklaring vare de nærmere Omstændigheder ved denne Sag følgende: Da han den paagjældende Aften, efter at have besøgt en ved Siden af Laurine boende Bekjendt, var passeret forbi hendes Vindue og paa Veien tæt udenfor Huset stod i Samtale med to andre Personer, kom hun ud af Huset og skældte ham ud samt beskyldte ham og hans Ledsager for at have kiget ind ad hendes Vinduer, hvilket ingen af dem havde gjort. Binneballe havde derfor opfordret hende til at gaa ind og passe sig selv samt fulgt bag efter hende ind i hendes Stue uden dog at tilføie hende nogen Overlast. Saasnart hun var kommen indenfor, var han imidlertid strax bleven overfalden baade af Arrestanten og af Laurine, idet den Sidstnævnte slog løs paa ham med en tyk Bøgestav, og den Førstnævnte, efter hvad han antog, med en Kniv bibragte ham flere Stik i Hovedet, hvorhos endnu en tredie Person, der ligeledes var tilstede i Stuen, spændte Ben for ham, saa at han faldt. Tilsidst lykkedes det ham dog at undkomme og krybe ud ad Døren, hvorpaa han af sine Ledsagere, der vare blevne paa Veien udenfor Huset i nogen Afstand fra dette og saaledes ikke havde kunnet se, hvad der foregik inde i det, blev hjulpen hjem i en meget ynkelig Forfatning, saaledes at han strax efter at være kommen ind i sin Stue ladte Bevidstheden og i længere Tid var besvimet. Medens denne Binneballes Forklaring, forsaavidt angaar, hvad det passerede udenfor Laurines Bolig, saavel forinden Binneballe gik derind, som efter at han atter var kommen ud derfra, ganske stemte med hans Ledsagere, der begge hørte, at Døren blev smækket i efter ham, og af hvilke den ene tillige hørte, at Laurine raabte: "Hold bare fast", have begge de Tiltalte bestemt negtet, at Døren skulde være bleven lukket, efterat Binneballe var kommen ind, at der skulde være blevet raabt, som anført, eller at Riegelson skulde have havt nogensomhelst Del i den mod Binneballe anvendte Vold, idet Riegelson, der først vil være kommen tilstede, efterat laurine alt havde bibragt Binneballe flere Slag, tværtimod kun vil have opfordret hende til at holde op og hjulpet ham ud, ligesom Laurine ogsaa stadig fastholdt, at hun alene havde bibragt ham de ham tilføjede Læsioner med den under Sagen tilstedebragte Bøgestav, der fandtes at være l½ Alen lang og omtrent 4½ Tomme i Omkreds. Hun mente at have været fuldt berettiget hertil, idet hun paastod, at han og hans Ledsager, medens hun sad og syede i sin Stue, havde kiget ind ad Vinduet til hende, og at han, da hun var gaaet udenfor og havde bebreidet ham dette, havde taget fat i hende, puffet hende ind i Huset, og fulgt bagefter hende i en Krog i Stuen mellem Vinduet og en Kiste og knebet hende i Armene samt revet hendes Tøi itu, indtil det endelig var lykkedes hende at komme fra ham og gribe den ovennævnte Stav, med hvilken hun da havde slaaet løs paa ham, hvor hun kunde træffe, indtil Riegelson var kommen til fra et Værelse ved Siden af og havde faaet hende til at høre op hermed. Endelig negtede begge de Tiltalte, at nogen tredie Person havde været tilstede i Stuen ved den omhandlede Leilighed og spændt Ben for Binneballe, hvilket heller ikke under Sagen kunde oplyses, ligesaa lidt som nærmere Overensstemmelse mellem de afgivne modstridende Forklaringer var at opnaa. Ifølge den tilvejebragte Lægeattest havde de Binneballe, som ovenfor anført, tilføiede Mishandlinger foranlediget, at han havde to Saar oven i Hovedet, det ene omtrent en Tomme langt, det andet noget mindre og af en saadan Dybde, at Hovedets Ben vare blottede, foruden nogle mindre betydelige Saar, ligesom Hovedet ogsaa i det Hele var overordentlig ømt; derhos havde han paa Kroppen adskillige Mærker af Slag, idet navnlig venstre Arm var stærkt ophovnet, og disse Beskadigelser havde medført Fare for en Lungehindebetændelse, som dog blev hævet. For dette Forhold blev Laurine, som er 41 Aar gammel og tidligere havde været straffet for Tyveri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne koster, nu ved nordre Birks Extraret i Medfør af Straffelovens § 203 jfr. § 40 sidste Led, anset med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, hvorimod Riegelson, mod hvis Benegtelse af at have tilføiet Binneballe nogensomhelst Omlast der ikke kunde tilveiebringes et til at fælde ham tilstrækkeligt Bevis, ved Dommen frifandtes for Aktors Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 28. september 1869)

Indkvarteringen i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Om Indkvarteringen i Aarhuus. Ved Tilbagerejse, fra Leiren ved Hald fik Størstedelen af Tropperne anvist Kvarterer hos Borgerne i Aarhuus i 1 eller 2 Dage. Under sidste Krig, da Indkvarteringsbyrden ved mange Leiligheder var i den Grad trykkende for Befolkningen, at man umulig kunde eller vilde gjøre Fordring paa saadanne Kvarterer, som tilkomme Underofficerer, blev der kun undtagelsesvis budt disse saa daarlige eller jammerlige Kvarterer som dem, adskillige af Aarhuus Borgere fandt det passende i de omtalte 1 eller 2 Dage at byde Underofficerer, der vendte tilbage fra Leirtjenesten. Hos Bagermester Meyer i Meilgade, hvor en Oversergent af Artilleriet fik anvist Kvarter, bestod dette af et Karlekammer med et Udhus foran, hvilket i længere Tid havde været benyttet og endnu benyttedes til Hønsehus; af Værelsets grønne Vinduesruder fandtes en aldeles ude. Bordet i Kamret havde Skade paa det ene Ben, saa at det vist neppe kunde staa alene. Hos en Partikulier Jørgensen paa Nørregade fik en Oversergent af Ingeniørkompagniet anvist Kvarter i en Rullestue; da Oversergenten erklærede, at han ikke kunde benytte dette Kvarter, blev det forandret til et bedre. Et tredie Kvarter hos en Bagermester Theil i Studsgade var et mørkt og meget snavset Pigekammer uden nogetsomhelst brugeligt Møblement. De tre Underofficerer, som skulde benytte disse Kvarterer, havde alle Skriveri, som under saadanne Forhold stal udføres i deres Kvarterer. Det er derfor let forstaaeligt. at disse, navnlig de hos de to Bagermestre, ikke kunde være tilfredsstillende, hvorfor den hos Bagermester Meyer indkvarterede oversergenter strax for egen Regning indkvarterede sig i et Hotel. Den hos Bagermester Theil indkvarterede Artilleriunderofficeer anmodede sin Vært om at sætte ham istand til idetmindste at kunne arbeide hjemme, og der anvistes ham da en Stue indenfor Butiken, hvor Familien opholdt sig; men formodentlig har dette Underofficerens berettigede Forlangende opbragt hans Vært, thi den paafølgende Nat lukkede denne sin Port og negtede sin Indkvartering at komme ind i Huset, uagtet det udenfor kunde høres, at der var Folk oppe i Bageriet. Underofficeren saa sig derfor nødsaget til at indlogere sig for det følgende Døgn i et Hotel.

I Betragtning af, at Opholdet Paa saa kort og Pinen altsaa snart overstaaet, fandt de Paagjældende sig ikke foranledigede til at gjøre Anmeldelse om den dem saaledes overgaaede Behandling, der i saa Fald vilde være undergaaet en Forandring; men da det ikke er f. Ex. Bager Theils Skyld, at den Underofficer, der var indlogeret hos ham, ikke kom til at tilbringe en  Nat paa Gaden, da der netop den foregående Dag havde været Marked i Byen, og alle Hoteller derfor vare overfyldte, ligesom man paa ingen Maade vil lade det gaa upaatalt hen, at danske Borgere have fundet det passende at behandle danske Soldater, der komme fra en lang og anstrengende Tjeneste og trlnge idetmindste til Hvile og Ro, paa den Maade, som her er omtalt, og da man endelig ikke kan se bort fra, at Sligt kun lidet er skikket til at opmuntre Soldaterne i deres ofte besværlige og vanskelige Hverv, har jeg fundet det rigtigt at bringe Sagen frem for Offentligheden og derved ialtfald bidrage til at forebygge gentagelser. -l.

(Dags-Telegraphen (København) 13. september 1869)

Borgervæbningen og Gadetumult i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aalborg skrives i Gaars-Nr. af "Aalbp.": Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgercorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgercorpsets Parade, og begge Parter mødte mandsstærke paa Exerceerpladsen, hvorfra de først deeltoge i Folkeforlystelsen at drage med Corpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allegade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Deel af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene. Politiet kom nu tilstede; men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen. Der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede ad; men endnu en Timestid, efter at Spektaklen var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden, uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med, for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 25. august 1869)

Optøier. Aalborg, den 24de Aug. (Abvst.) Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgerkorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgerkorpsets Parade, og begge Parter mødte mandstærke paa Exercerpladsen, hvorfra de først deltoge i Folkeforlystelsen at drage med Korpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allgade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Del af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene; Politiet kom nu tilstede, men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen; der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede at, men endnu 1 Times Tid efterat Spektaklet var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk. Det Hele var et Høist uhyggeligt Optrin, og det kunde dog saa let have været undgaaet, dersom en eller anden Befalingsmand, som var Vidne til Opløbet, strax havde faaet Militæret til at gaae hver til Sit. Hvad dog uden stort Besvær maatte kunne have været opnaaet. Hovedaarsagen, skulle vi indrømme, maa søges hos den uvorne Gadeungdom, som vi plages med heri Byen fremfor alle andre Steder.

(Thisted Amtsavis 26. august 1869).

Aalborg, den 27de August.

Der er nu ogsaa for Aalborgs Vedkommende Udsigt til en tidsvarende Ophævelse af Borgervæbningen. Medens i Horsens og Aarhuus Byraadet have taget Initiativet i denne Sag, er her Justitsministeriet kommet Randet i Forkjøbet, idet det under 18de ds. har tilskrevet Stiftamtet saaledes: "Efter at det ved Lov om Værnepligt af 6te Marts d. A. § 47 er blevet fastsat, at Tjeneste i Kjøbstædernes Borgervæbninger eller Politiecorps - med de midlertidige Undtagelser, der indeholdes i § 3 - ikke kan affordres Nogen, der hører til Forstærkningen, kan Ministeriet ikke ansee det for rigtigt, at de endnu i enkelte af de større Kjøbstæder bestaaende Borgervæbninger opretholdes, og Ministeriet er derfor sindet at nedlægge allerunderd. Forestilling om Ophævelse af Borgervæbningerne i Odense, Aalborg, Randers, Aarhuus og Horsens - dog saaledes, at der i Forbindelse med disse Kjøbstæders Brandcorps af det ældre i Linien og Forstærkningen udtjente Mandskab oprettes mindre Politieafdelinger samt en Ophævelse af de i disse Kjøbstæder værende Borgervæbningsfond som saadanne og deres Henlæggelse under Brandfonden" osv.

- Forinden Ministeriet foretager Videre i anførte Henseende har det imidlertid villet give vedkommende Byraad Leilighed til at yttre sig i Sagen, som saaledes nu forelægger til Erklæring her. Det kan vel ikke være Tvivl underkastet, at ogsaa Aalborg Byraad vil afgive et Votum, der kan fremme den hurtigst mulige Afskaffelse af en Institution, der er lige saa byrdefuld for dens Medlemmer som den er uden al Betydning i militair Henseende, medens Politiet efter den tilsigtede nye Ordnings Ikrafttræden vil faae en Medhjælp, der ikke alene i Ildebrandstilfælde, men ogsaa ved mange andre Lejligheder vil kunne bidrage til Opretholdelse af Orden, som det - hvor som her, Politiets Mandskab er yderst utilstrækkeligt, men Politiet iøvrigt, trods alle hadefulde Angreb, er lige saa godt som i de fleste andre Provindsbyer - i mange Tilfælde er umuligt at tilvejebringe uden Assistance af respectable Indvaanere, som langt lettere finde Gehør ligeoverfor Spektakelmagere end Militairpatrouiller, - der sædvanligt kun irritere Stemningen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1869)

Gadeptøierne i Aalborg. "Aalborgposten" har fra Politifuldmægtig Johnsen modtaget en skrivelse i Anledning af sin Meddelelse om Optøierne. Det hedder bl. A. i denne Skrivelse: "Jeg blev ikke nogensinde denne Aften "overvældet og kastet til Jorden"; derimod er holdt jeg en enkelt Gang, da jeg ved et opstaaende Slagsmaal rev de stridende Parter fra hinanden, et Par mindre blide Skub af nogle haandfaste Jenser som ilede en Kammerat til Hjælp. Det af Avisen berørte Knivstik opdagede jeg først imorges ved at set en lille Rift i min Frakke, og jeg veed kun at have omtalt det i Spøg, da jeg hørte, at det Rygte gik her i Byen, at jeg var baaren blødende bort fra Valpladsen. Det forholder sig neppe rigtigt, at endnu en Times Tid, efterat Spektaklerne vare begyndte, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive overfalden af Drengene. Da det var lykkedes Politiet omtrent ½ Time, efterat Borgervæbningen var aftraadt, ved Hjælp af Militairpatrouiller at jage de sammenflokkede Soldater adsplittede, patrouilleredc det i længere Tid i de Gader, hvor Optøierne havde været, uden at blive Vidne til noget saadant Overfald. Nogle halvvoxne Drenge samlede sig vel udenfor Dramatiken paa Algaden, men da en enkelt af dem var bleven anholdt, fulgte hele Sværmen i nogen Frastand med ned til Arresthuset, hvor den, da Ingen havde Lyst til at gjøre Kammeraten Følgeskab, hurtigt skiltes ad".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1869)

Ordningen for købstædernes vedkommende blev ophævet i 1873, i København dog først i 1909. Omfattet var borgere som havde ret til at drive borgerlig næring, dvs. ikke tjenestefolk og håndværkersvende.

Byrådet i Aalborg behandlede den 30 august 1869 en skrivelse fra justitsministeriet om en udtalelse om borgervæbningens ophævelse, og udvalget udtalte at det anså ophævelsen for tidssvarende og særdeles hensigtsmæssige. Erklæringen blev tiltrådt af overbrandinspektøren og tiltrådt med akklamation af byrådet.

Efter en studie af Bern. Middelboe: Parti af Østeraagade i Aalborg. Illustreret Tidende nr. 552, 1870.