Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. (Efterskrift til Politivennen)

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. At Fattigunderstøttelsen er en Sag, der kræver megen Taalmod og mange Lærepenge, kan ikke benægtes. Det Liv og den Interesse, der i de sidste Aar er vakt her i Staden herfor, har imidlertid efterhaanden paa en glædelig Maade klaret Synet for Fattigdommen og Midlerne derimod, og om der end staar overordentlig meget tilbage at ønske, saa synes det dog, at Sagen stedse bringes ind i mere praktiske Spor. Et nyt Led i denne Udviklingskjæde er den Forening, som vi for kort Tid siden have havt Lejlighed til at omtale, og som synes at være gaaet ud fra den samme Plan, der oprindeligt er udkastet af Tømmerhandler Mottlau. Medens Understøttelsesforeningernes Opgave er at værne imod øjeblikkelig Nød, bevare den borgerlige Selvstændighed, opmuntre Æresfølelsen og stolte Selvvirksomheden, har den nærværende Forening fornemmelig sin Opmærksomhed henvendt paa Fremtiden, paa de Familier, der gjennem Børnene skulle begrunde en ny Slægt. Det maa staae klart for enhver alvorlig Iagttager af Forholdene her i Byen, at de Kaar, de fattige københavnske unge Piger leve under, i høi Grad gjøre dem uskikkede til i sin Tid at blive selvstændige Huusmødre, og at de paa en sørgelig Maade ere blottede for alle de Betingelser, der ere nødvendige for dem til at styre en Huusholdning, hvor Fattigdom kræve den største Orden, Sparsommelighed, Flid og Ihærdighed, for at det ikke skal blive et Liv fuldt af Nød og Elendighed.

Den Maade, hvorpaa Foreningen tænker sig at skaffe disse Betingelser til stede, er følgende: Den søger fattige, opvakte Børn, som i Skolen vise Lyst og Evne til at lære Noget, og sætter sig da i Forbindelse med Familier, hvor Huusmoderen er villig til i Løbet af et Par Aar før Confirmationen at øve Barnet i al Slags Tjenestepigegjerning. Foreningen staaer da som et Mellemled mellem Forældrene og Familierne, saa at disse i alle Sager kun faae med dens Medlemmer at gjøre. Det kan ikke betvivles, at Barnet ved disse Aars Veiledning vil blive skikket til efter Confirmationen at kunne overtage en Tjeneste, og at det Haandelag, der i den Tid kan udvikles, og den Sands for Orden, Reenlighed og Sparsommelighed, der kan bibringes hende, ikke alene vil have en væsentlig Indflydelse paa hendes egen Fremtid, men ogsaa vil være til Gavn for de Huusholdninger, der vil blive hende betroet som Tjenestepige.

Vi ville derfor varmt anbefale elle Huusmødre, for hvem denne Sags store Betydning staaer klart, ikke at skye deres Deel af Arbeidet, men at gjøre Enhver Sit til at støtte deres Fremtid.

Planens Gjennemførelse skyldes væsentlig Justitsraad Boyesen, der som Inspecteur ved Fattigvæsenet har havt rig Leilighed til at erfare, hvor stor Trangen er til Omsorg i denne Retning. Pastor Evaldsen er Foreningens Formand, hos hvem nærmere Oplysninger kunne faaes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1870)

Foreningen blev stiftet 21. juni 1870. Formålet var at få piger af "hæderlige forældre" med gode vidnesbyrd i skolen optaget i huse hvor de ved siden af stadig fortsatte skolegang, under husmoderens tilsyn vænnedes til at tage del i husgerningen. De 12-13 piger viste sig at være så glubende sultne at de familier hos hvem de blev anbragt, havde besvær med at finansiere dette. 

Som nævnt var pastor Ewaldsen formand for bestyrelsen, der desuden bestod af kammerråd Harboe (kasserer) og bankdirektør i Nationalbanken Jakob Christian Fabricius, sekretær (1840-191). Foreningen skal ses i sammenhæng med industrisamfundets gennembrud. Fabricius (1840-1919) var embedsmand, etatsråd, komponist og musikorganisator. Han havde før deltaget i arbejdet med en understøttelsesforening før han sammen med en pastor Ewaldsen. I midten af 1880'erne udkastede ham en plan for finansiering til opførelse af billige arbejderboliger, men da havde socialdemokratiske og radikale politikere allerede gang i tilsvarende projekter. Der blev  vedtaget en lov om byggeri med statstilskud der dog aldrig blev udnyttet, og først efter 1. verdenskrig kom der for alvor gang i opførelsen af almennyttige lejeboliger. 

Skolelæreransættelser. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Hjørringegnen. (Meddelt.) Nedenstaaende meddeles som et Vidnesbyrd om, at Landbefolkningens Sands for hvad der angaaer Skoleundervisningen er saaledes vakt, at man ikke skyer endog betydelige Pengeofre for at fremme, hvad man i denne Henseende anseer for gavnligt. Da Lærerembedet i vort Nabosogn, Sønder-Harritslev, ved Lærer Nielsens Afgang med Pension var bleven ledigt, indsendte samtlige Beboere et Andragende til Biskoppen om at faa beskikket den hidtilværende Hjælpelærer C. Jørgensen i Embedet, med hvem Alle havde været saa særdeles tilfredse. Da Alders-Hensyn ikke desmindre bevirkede, at Biskoppen ansatte en Anden, sammenkaldte Beboerne strax et Møde, paa hvilket tilveiebragtes 700 Rd., der bødes den kaldede Lærer for at denne skulde træde tilbage, hvilket ogsaa bragtes i Orden. Ved derpaa atter at henvende sig til Biskoppen fik man endelig sit Ønske opfyldt med Hensyn til Hr. Jørgensens Kaldelse. Lærer Jørgensen er en meget duelig Mand, der i sin Skole opretholder en Orden og Tugt, som desværre savnes i saa mange andre Skoler. De saakaldte Grundtvigianere paastaa rigtignok, at Børnenes Lærelyst skal vækkes ved at der ideligt fortælles dem Eventyr og Sagn, medens de derhos faa Lov til at gjøre hvad dem lyster, men denne Fremgangsmaade kan umulig være den rette, saasandt som den hellige Skrift siger, at den, som elsker sit Barn, tugter det tidligen. Børn ere jo dog ogsaa saa delagtige i den almindelige menneskelige Skrøbelighed, at det ikke gaaer an ubetinget at stole paa, at der i alt Væsentligt kan bygges paa deres gode Natur, saa den skulde mere eneste Grundlag og Rettesnor for Undervisningen. Jeg haaber, at Meddelelsen om det forholdsvis betydelige Offer, Beboerne af Sønder-Harritslev have bragt for at holde paa den Lærer, de havde Tillid til, maa være som en Røst, der paaminder Andre om heller ikke at knibe for meget paa Tid eller Penge, hvor det gjælder Børnenes Vel og Oplysningens store Sag. Det Ord bliver mere og mere sandt, at Kundskab er Magt.

Vennebjerg ved Hjørring, den 5. Novbr.

En Ven af Oplysning.

(Aarhus Amtstidende 14. november 1870).

(Forlangt indrykket.)

Vi bede godhedsfuld optaget i "Aarhus Amtstidende" Følgende om Koed Sogneraad. Det har indstillet 3 Seminarister, hvoraf en skulde konstitueres som Lærer ved Koed Skole i den herværende Lærers Sygdom. Der var ialt anmeldt 12 Ansøgere, hvoraf Beboerne ønskede en Seminarist Hansen, der en Tid havde været i Koed og deltaget i Undervisningen, hvorfor en Indstilling, underskrevet af c. 50 Beboere, blev givet til Sogneraadet om at virke for hans Konstitution. Sogneraadet viste da ikke alene Beboerne den Hensynsløshed ar udelukke Hansen af Listen til Indstillingen, men satte endog en, der efter Sogneraadets egen Erklæring havde de daarligste Karakterer, paa Listen. Han skal dertil, efter Sigende, være en Grundtvigianer. Denne er rigtignok en nær Paarørende af det ene Sogneraadsmedlem, som er en meget velhavende Mand, og som rimeligvis har paavirket de andre Medlemmer af Sogneraadet. Havde Sogneraadet udvalgt de 3 bedste af Ansøgerne, saa havde det havt Lidt til sin Unskyldning, skjøndt det dog var hensynsløst lige over for Beboerne.

Hvis De altsaa i Deres Blad vilde indrykke dette Stykke, da vilde De de vise de mange tilsidesatte Beboere en stor Tjeneste.

Flere Beboere i Koed Sogn.

(Aarhus Amtstidende 5. januar 1871)

(Forlagt indrykket)

Den Betydning, som en Lærers Undervisning og Ledelse af Ungdommen i og ved Skolen har for de Vedkommendes Fremtid, giver mig Anledning til at fremkomme med Nærværende.

Hvorledes skeer Indstilling til et Lærerembede?! For kort siden gjorde Sogneraadet Indstilling til Lærerembedets Besættelse her ved Tinning Skole; faa Dage forud havde samtlige Beboere af Distriktet indgivet Begjæring til Sogneraadet om at saa den konstituerede Lærer, Hr. Pedersen, kaldet til Embedet, idet nævnte Hr. Pedersen var os bekjendt fra en længere Vakanse for et Par Aar siden, da han ogsaa var konstitueret, og da han ikke alene havde givet vore Børn god Lærdom, men ogsaa lærte dem en god Opførsel. Tog nu Sogneraadel nogen Notits heraf ved Indstillingens? Kun ved en ren Tilfældighed, idet en af Beboerne fra Distriktet, som netop var tilstede i Mødet, ved en Henvendelse fra Formanden fik Anledning til at udtale, at hvis Hr. Pedersen ikke kom paa Indstillingslisten, vilde der vist reise sig en stærk Opposition i Distriktet mod Sogneraadet; Formanden gav da det Tilsagn, at hvis "nævnte Beboer" ikke vilde støtte en saadan Opposition, men derimod søge at dæmpe Demonstrationer, om saadanne fremkom, da vilde han, "Formanden", sørge for, at Hr. Pedersen kom paa Listen; dette maatte nævnte Beboer gaa ind paa, og kun saaledes kom Hr. Pedersen som Nr. 3 med paa Listen!

Nu kunde man spørge: Hvem kjender Læreren bedst, enten Forældrene, som jevnlig hører Børnene paa deres Lektier og herved mærke deres Fremgang, eller Sogneraadet, om hvem det vist gjerne kan siges, at det ikke har Lejlighed til at kjende enten Lærer eller Børn i den Betydning? Svaret er let at give. Har Raadet maaske hørt Sognepræsten, hvis Dom, til hvilken Side den end gaaer, vist maa være meget tvivlsom, da han kun 2 Gange om Aaret i et Par Minutter hører hvert enkelt Barn. Hans Dom bør derfor neppe være afgjørende ligeoverfor en Begjæring fra Alle i et Distrikt, som have saa nøie Kjendskab til den Begjærte.

Spørger man, hvem kom saa som Nr. 1 paa Listen, bliver Svaret: En, som er født her i Sognet og som har Slægt og Frænder blandt Beboerne; En, som er Alle her i Distriktet aldeles utaalelig og ufordragelig; En, som gjør Fiasko, hvor han kommer; En, som Biskoppen heller ikke fandt værdig til Embedet her i Foldby, endskjøndt Raadet til dette Embede ogsaa havde stillet ham som Nr. 1 paa Listen. En saadan har vort Sogneraad bestemt for os!

Dog, hvem kom som Nr. 2 paa Listen? En, som ved Frændskab er holdt frem af Formanden efter egen Udtalelse, men som ikke har de bedste Karakterer blandt Ansøgerne.

Naar man nu seer en saadan Opstilling, og veed, at ikke alene den af os Begjærte, men af ganske udmærkede Ansøgere, som virkelig vilde være en ren Vinding for enhver Skole, ere skudte tilside ligeoverfor hine To, hvad skal man saa sige til en saadan Fremgangsmaade! - See, saaledes sker Indstilling til et Lærerembede her i Søsten-Foldby Kommune; og vilde vi Beboere i Distriktet være Sogneraadet særdeles meget forbunden, ved fra dette at see en troværdig Erklæring og Forklaring af denne deres Handlemaade.

Paa flere af Beboernes Vegne.

3. H.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Kjøbenhavns Vestre Kirkegård

Københavns Vestre Kirkegård blev i går indviet i anledning af den første begravelse med en tale af stiftsprovst Rothe. Ved indvielsen var flere af stadens præster og af magistratens medlemmer til stede.

Vi benytter denne lejlighed til at gøre opmærksom på at når vi efter magistratens første bekendtgørelse meddelte at vejen til den nye kirkegård går ad "Vesterfælledvej", var dette ikke rigtigt, idet vejen, således som de senere bekendtgørelser viser, går ad "Enghavevejen".

(Dags-Telegraphen (København), 3. november 1870.)

Graveren Bahnson boede i den gamle jernbanes vogterhus ved indgangen til kirkegården for enden af Vesterfælledvaj, med adgang desuden fra Enghavevej ved den gamle jernbane. Der var desuden adgang via Carlsbergviadukten.

Begravelser annonceredes yderst sjældent. Jeg har i det første år af kirkegårdens historie kun kunne finde to i Mediestream:

Christina Marie Jensen, født Tofte. Død 14. januar 1871. Gift med blikkenslager J. Jensen. Begravelsen fandt sted 22. januar. Og

Lucie Christine Foslund, f. Andersen. 64½ år. Begravet 26. marts 1871.

Albert Rüdinger: Markvej på Vestre Kirkegårds nuværende terræn. 1880. Selv om maleriet er 10 år efter anlæggelsen, fortæller det måske lidt om hvordan der så ud også i 1870. (Ved Vestre Kirkegårds 100-årsjubilæum, side 7.) 

Emma Hansine Dahl. (Efterskrift til Politivennen)

Emma Hansine Dahl og dele af hendes familie var i flere generationer forbrydere. Ved folketællingen i februar 1860 sad Frederik Dahl og hans to søstre, Emma og Juliane i Stadens Civile Arresthus på Nytorv. Emma var gift med jernstøbersvend Niels Rasmussen og mor til to piger, og Juliane var gift med Peter Jeppesen, der var instrumentmagersvend. Hun havde på det tidspunkt fået fire børn. Oplysningerne mellem avisartiklerne nedenfor stammer i alt væsentligst fra: (Birgit Meyer Andersen: Af en mistænkelig, tyvagtig familie. Historiske meddelelser om København, 2021. side 194-220)

Tyveri. Under en af Kriminal- og Politiretten den 14de Februar paakjendt Justitsag blev det ved de afgivne Forklaringer, i Forbindelse med de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger, godtgjort, at Arrestanten Frederik Julius Dahl - der er 34 Aar gammel og senest ved Høiesterets Dom af 23de April 1847 anseet med 8 Aars Rasphuusarbeide - og Arrestantinderne Emma Hansine Dahl, Rasmussens Hustru, og Juliane Elisabeth Dahl, Jeppesens Hustru, samt Tiltalte Inger Christine Olsen. Arrestanten Dahls Hustru, have gjort sig skyldige i Tyveri, idet de navnlig i Løbet af de sidste 8 Maaneder før deres Anholdelse ere gaaede omkring i Byen for at see Lejlighed til at stjæle, og paa den Maade have de deele i Forening, deels hver for sig forøvet henimod 100 Tyverier, hvorved Gjenstande til en Værdi af omtrent 2000 Rdl. ere bortstjaalne. Arrestanten blev dømt til Tugthuusarbeide i 12 Aar. Arrestantinden Rasmussen, der er 30 Aar gammel og tidligere straffet, til Forbedringshuusarbeide i 3 Aar. Arrestantinden Jeppesen, der er 37 Aar gammel og i 1843 frifunden for Aktors videre Tiltale, til lige Arbeide i 2 Aar, og Arrestanten Dahls Hustru, der er 29 Aar gammel og ikke tidligere straffet, til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Dagbladet (København) 14. marts 1860).

Lillebroderen Carl Christian Dahl og Frederiks kone blev sammen med 17 andre tiltalt for forskellige forhold. De to søstre havde overtalt den 25-årige klejnsmedesvend Carl Christian at Frederik havde sølvtøj pantsat hos pantelåner Terp under falsk navn. Carl Christian besøg hos pantelåneren kom til at koste ham 14 dages fængsel. Han ser dog ikke ud til senere at være kommet på kant med loven.

“Emma Hansine Dahl, Rasmussens Kone, født i Kbhvn: 21/11 29, oftere straffet, senest med 2½ Aars Forbdh: Arb: for Sølvtyveri; er af en mistænkelig, tyvagtig Familie. 55”. Fotograf: Harald Kampff, Vesterbro 10 (forr: Accisebod), Kbh. [1864]. Emma blev skilt i 1862. Genealogisk Forlag. 

Efter udståelse af de 3 års forbedringshusarbejde fortsatte Emma Hansine sammen med Juliane  tyverier. I 1864 fik hun yderligere 1½ års forbedringshusarbejde. Og i 1870 blev hun igen pågrebet:

Tvveri og Hæleri. Det oftere for Tyveri straffede Fruentimmer, Arrestantinden Emma Hansine Dahl, Rasmussens Hustru, der i længere Tid havde været mistænkt for at begaa Butiktyverier, indfandt sig en Dag hos en Høker i Pilestræde, hvor hun kjøbte noget Smør, og medens Høkeren bukkede sig for at tage Penge af Skuffen til at give hende tilbage paa en Sølvdaler, benyttede hun Leiligheden til at tilvende sig et Stykke Rullepølse, der laa paa et Fad paa Disken, og puttede det i sin Kurv, hvorpaa hun efter at have faaet Penge tilbage forføiede sig med det Stjaalne ud ad Butiksdøren, men hun blev strax efter sin Bortgang anholdt. Tidligere havde hun et Par Gange fra en Urtekræmmer-Butik stjaalet noget Ost, hvilket Tyveri hun ogsaa vedgik. Da hun ved sin Anholdelse blev funden i Besiddelse af en Mængde forskjellige Gjenstande, og der var Formodning om, at disse mulig kunde være Stjaalne, blev der herom indledet Undersøgelse, saavel imod hende som imod hendes Søster, Juliane Elisabeth Dahl, Jeppesens Hustru, og Inger Kirstine Olsen, Dahls Hustru. Under den anstillede Undersøgelse blev det bl. A. ogsaa oplyst, at Arrestantinden i Aaret 1863 efter foregaaende Aftale mellem hende og Dahls Hustru om at begaa Tyveri havde i en Eiendom i Klædeboderne fra en kurv, der stod i en aabenstaaende Entree, stjaalet en kjole og en Nederdel til en Ridekjole, ialt af Værdi 23 Rd., hvilke Gjenstande Dahls Hustru, der imidlertid ventede udenfor paa Gaden, efter Tyveriets Udførelse modtog af Arrestantinden, hvorefter de delte det Stjaalne mellem sig. Arrestantinden, der senest ved Dom af 8de November 1864 for 3die Gang begaaet Hæleri har været straffet med 1½ Aars Forbedringshusarbeide, havde endvidere tilstaaet, at hun, forinden denne Dom blev afsagt, havde fra Friskolen i Sankt Hansgade stjaalet en Frakke og nogle Gardiner m. m., som hørte til Skolens Inventarium. Den stjaalne Frakke forærede hun til sin Søster, Jeppesens Hustru, der modtog den, uagtet Arrestantinden forinden havde fortalt hende, at den var stjaalen. For disse to sidstnævnte Tyverier fandtes Arrestantinden imidlertid ikke at kunne idømmes nogen Tillægsstraf, idet de, hvis de vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor hun ved den nævnte Dom blev straffet, ikke vilde kunne have bevirket nogen større Straf end den, der ved denne Dom blev hende tilkjendt. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden anseet med 1 Aars Forbedringshusarbeide, og de Tiltalte - af hvilke Dahls Hustru og Jeppesens Hustru begge have været straffede henholdsvis med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød og 2 Aars Forbedringshusaibeide - med Fængsel paa Vand og Brød, den Førstnævnte i 6 Gange 5 Dage og den Sidstnævnte i 4 Gange Dage.

(Dags-Telegraphen (København) 15. oktober 1870).

Johanna Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Den 30te Juni d. A. bemærkede to Personer, der passerede Kirsebærgangen, at der ude i Stadsgraven udfor St. Pederstrædes Mølle flød et Barnelig, som skjønnedes at være i en forraadnet Tilstand. De gjorde Anmeldelse herom til Politiet, der besørgede Liget bragt til Almindeligt Hospital, hvor der blev foretaget en legal Sektion af det, hvis Resultat bragte Lægerne til den Slutning, at Barnet havde været 2 Aar eller noget derover gammelt, og at det ca. 1 eller 2 Uger iforveien var kastet i Vandet som Lig, uden at det dog var muligt paa Grund af dets forraadnede Tilstand at iagttage noget Tegn paa Kvælning eller anden voldsom Dødsmetode. Da der var bundet et Tørklæde med 2½ Pd. Jord om Ligets Lænder for at tynge det md under Vandets Overflade, maatte det antages, at Barnet med Forsæt var kastet ud i Stadsgraven. Politiet satte sig derfor i Bevægelse for at finde den Skyldige, og det bragtes efter 10 Dages Forløb i Erfaring, at en svensk Pige, der formodedes at være Barnets Moder, var kommen i Tjeneste i "Skomagerkroen". Denne Pige, hvis Navn er Johanna Pedersdatter eller Pehrsson, blev nu anholdt og arresteret og afgav strax en aabenhjertig Tilstaaelse om, at hun var den Skyldige, idet hun den 24de Juni d. A. havde med Overlæg skilt sit den 7de November 1868 udenfor Ægteskab fødte Barn, Anne Sophie Pedersen, ved Livet. De nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen blev begaaet, ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden, der, som bemærket, er født i Sverige, efter Opgivende den 3die April 1843, altsaa 22 Aar gammel, ankom hertil Landet i Slutningen af April Maaned 1866 og tjente derefter forskjellige Steder paa Sjælland. I en af disse Tjenester blev hun besvangret af sin Kjæreste, en Tjenestekarl, der senere er udvandret til Amerika. Det ved denne Forbindelse avlede Barn anbragte hun efter dets Fødsel i Pleie, for Størstedelen paa egen Bekostning, hos Forskjellige, senest i Begyndelsen af afvigte Juni Maaned hos en Husmandskone i Landsbyen Ordrup under Leire Herred. Til denne Kone skulde Arrestantinden strax betale 2 Rd. for Barnets Pieie, og da hun ikke var i Besiddelse af dette Beløb, anmodede hun, efter hvad hun under Sagen har paastaaet, sin daværende Madmoder om et Forskud paa sin Løn, hvad denne dog vedblivende har benegtet. Da hun fik Afslag, gik hun til en Nabo. hvor det lykkedes hende at faa Pengene tillaans, men da hun kom tilbage, blev hun af Madmoderen bortvist af Tjenesten, fordi hun uden hendes Tilladelse var gaaet dette Ærende. I sin Fortvivlelse over denne Bortvisning, hvorved hun blev uden Erhverv og som Følge deraf ude af Stand til at betale for sit Barns Underhold, besluttede hun at dræbe Barnet for saaledes baade at befri sig selv fra en tung Byrde og Barnet sin fremtidige Savn af Livets Goder. For at undgaa Mistanke vilde hun udføre sit Forsæt her i Staden, og den 23de Juni hentede han derfor sit Barn hos den omtalte Husmandskone, for hvem hun foregav, at hun vilde sætte Barnet i Pleie hos sine Forældre i Sverige; hun kjørte tilligemed Barnet med en Bekjendt her til Staden, hvor hun ankom den næste Dags Morgen Kl. mellem 5 og 6. Umiddelbart efter Ankomsten begav hun sig op paa Volden og bemærkede fra den udenfor St. Pederstræde liggende Bastion, at der var Vand nedenfor Volden. Hun havde fra Begyndelsen af ikke tænkt paa, hvorledes hun skulde iværksætte sit Forehavende, og først paa Veien til Kjøbenhavn havde hun taget dette Moment under Overvejelse. Ved Synet af Vandet bestemte hun sig til at kvæle Barnet med Haanden og derefter kaste det ud i Vandet. Hun krøb derfor med Barnet, som hun stadig bar hos sig, ad Voldskrænten ned til Fæstningsgraven, hvor hun gav det en Bolle og noget Mælk, som hun havde havt med paa Reisen. Efterat det havde fortæret disse Fødemidler, lagde hun sin høire Haand paa Barnets Mund og Næse, hvilke hun trykkede saa tæt sammen, at Barnet umulig kunde drage Aande. I denne Stilling holdt hun Barnet i 2 til 3 Minuter, indtil det blev aldeles blaat i Ansigtet og lukkede Øinene uden senere at aabne dem, og da hun var fuldstændig overbevist om, at Barnet var dødt, afførte hun det nogle af dets Klæder, fyldte et Tørklæde, som det havde havt om Hovedet, med Jord og bandt dette Tørklæde om Laarene paa Barnet, hvorefter hun kostede Liget ud i Vandet, i hvilket det strax sank tilbunds. Efterat have fuldbragt denne Gjerning opholdt Arrestantinden sig her i Staden indtil Aften og tog da paany ud i Sjælland, hvor hun fik den omtalte Tjeneste i Skomagerkroen. Under Sagen har Arrestantinden, der overalt har erhvervet sig gode Vidnesbyrd, og som har holdt meget af sit Barn, og hvis Gjerning - for at bruge Defensors Ord - skyldes hendes ved de foreliggende fortvivlede Forhold for en Tid misledede Dømmekraft, udtalt, at hun oprigtig har angret sin Forbrydelse og ønsket, at den ikke var skeet, og skjøndt hun efter Udførelsen for ikke at vække Mistanke har maattet vise sig munter og glad, paastod hun dog, at hun siden hint Øieblik ikke har havt Ro i sit Hjerte. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet.

(Dags-Telegraphen (København) 30. september 1870).

Højesteret stadfæstede dommen den 8. november 1870. Ved kongelig resolution af 26. november 1870 blev hun benådet med at hensættes til tugthusarbejde på livstid. 

Skoemager Kroen ved Dyvelslyst og Ordrup i Lejre Kommune. Efter sigende Danmarks ældste post- og diligencekro. Efter artiklens oplysninger må det være her hun var tjenstepige. Foto Erik Nicolaisen Høy.