De fattiges plage. (Efterskrift til Politivennen)

Badesæsonen begyndte i Gaar for de fattige. Deres plage er den lange Fangedæmning, der skiller Gasværkshavnen fra Kallebodstrand.

Et stort Skur er rejst paa Dæmningen, og herfra skyder en Bro sig som et langt Tusindben ud til de aabne Badehuse, hvor Afklædningen foregaar. Det er Kommunens Badeanstalt.

For den moderate Pris 2 Øre bliver man fra Land færget over til Molen af en brunskægget Sømand. Derpaa afleverer man sin Billet til Opsynsmanden i Skuret, og Vandet staar til Disposition.

Kontrolløren, der bærer flad Kasket med Københavns Vaaben paa Facaden, betragter spørgende min høje Hat.  Jeg beroliger ham ved at erklære at det ikke er min Hensigt at bade. Jeg er blot kommen for at tage det lille Folkebillede i Øjesyn.

- Min Herre, siger han, De kan roligt bide her. Ingen Badeanstalt i Kallebodstrand har saa frisk Vand som denne. Kloakerne munder ganske vist ud lige i Nærheden, men alt det skidne Vand løber baade med Norden- og Søndenstrøm bag om Dæmningen gennem Gasværkshavnen. Det er bestandig klart paa denne Side.

Et Blik paa Vandet synes at bekræfte denne Paastand. Det er klart og grønt som ved Gilleleje.

Det vilde paa Stedet friste mig til et Bad, hvis ikke en latterlig Fordom holdt mig tilbage.

- Det bedste Bevis, fortsætter den utrættelige Opsynsmand, er, at mange pæne Folk bader her

- I Fjor havde vi hele Sæsonen igennem en Kaptajn, der havde prøvet alle de andre Anstalter, men som endelig resolut foretrak at bade mellem Smedesvende og Friskoledrenge. Han kom hver Dag og havde aldrig Grund til at beklage sig hverken over Vandet eller over Prisen.

Endelig betroede Manden mig, at han om Vinteren var Guldsmed, og at han var henrykt over at kunne ligge paa Landet ved dette luftige og livlige Badested.

Imens plumper den ene magre brungule Drengekrop i Vandet efter den anden. Allerede paa denne Sæsonens første Dag er Besøget stærkt Der opstaar smaa Bataljer paa Dybet, de pjasker hverandre Øjnene fulde, de lister lumsk bag om hverandre og giver Dukkerter, mens en gammel Bademester paa Broen raaber efter dem med slesvigsk Akcent.

- Anstalten har - efter hvad den elskværdige Opsynsmand meddeler et stort og taknemmeligt Publikum.

Om Morgenen tidligt er det Haandværkere, der skal paa Arbejde, Havnearbejdere, Søfolk og endogsaa Komis'er,der paa Grund af det tidlige Tidspunkt mener sig sikrede mod Skandalen. Efter Middag er det serieuse Publikum forsvundet. Det er da næsten udelukkende Drenge, der nærmest lader sig lokke ved Udsigten til den dobbelte Rotur over Gasværkshavnen.

Ved Aftentide gaar Havnens Folk paa ny til Bunds i Stranden - og som Følge heraf er siden denne Anstalts Oprettelse sværtede Kuldragere hjemfaldne til Mythen.

Nu er Sæsonen atter begyndt, og jeg opfordrer paa det kraftigste ubemidlede Folk til at benytte sig af den dobbelte Fordel i Pris og Vand, der er budt dem her, fremfor det betalende Publikum, der erlægger det tyvedobbelte og stiger mere snavsede op af Vandet, end de gik deri.

Sidste Aar var der Dage, hvor Antallet af de besøgende hævede sig til 1800. 1800 Gange 2 Øre giver 36 Kroner. Hvis det vil gaa lige saa livligt i Aar, kan Kommunen maaske endogsaa sikre sig et net lille Overskud af sin Filantropi. Eller hvis den ikke vil være det bekendt, vil det ende med, at der paa de aabne Skures Grund rejser sig et pragtfuldt Badeetablissement med lukkede Kamre og Hynder paa Sæderne, medens rige Folk gaar inde paa Land, forbandende Belvedere og Venedig, og kiger misundeligt over til de fattiges plage.

Guy.

(København 2. juni 1891).

Kalvebod Strand var i hele 1800-tallet et populært sted for badeanstalter. Her en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 15. maj 1869. Badeanstalten Venedig startede ved Flådens Leje nogenlunde ud for hvor operaen ligger nu, men måtte flytte ud til Kalvebod Strand for enden af nuværende Eskildsgade/Absalonsgade. Af den grund hed Eskildsgade dengang Badevej, fra 1886 Knudsgade - kendt for prostitution - hvorfor den atter i 1906 kom til at hedde Eskildsgade.. Anstalten blev anlagt allerede i 1850'erne, og fra Nyhavns Hoved var der formedelst 12 skilling fri sejltur fra Nyhavn Hoved, inkl. håndklæde. En af badekonerne, Stine Andersen, Havnevej fyldte 81 i 1919. Som alle andre badeanstalter forsvandt den da området blev opfyldt. Allerede i 1895 skrev aviser at den var nedlagt, og i hvert fald 1905 forsvandt de sidste rester. En anden anstalt hed St. Helena.

I 1875 var der sket et opmudringsarbejde. Strømmen var derfor blevet raskere og vandet som følge af det renere. Den daværende badeanstalt, Rysenstens Badeanstalt var den eneste søbadeanstalt. Den var populær og ventetiden ofte ½ til 1 time. I 1874 blev svømmebadene flyttet over på Amagersiden. Men badesanstaltens tilstand blev stadig kritiseret.

Om Legepladser i Udlandets Byer. (Af Rigmor Bendix i "Berl. Tid."). (Efterskrift til Politivennen)

Da Oprettelsen af Legepladser staaer paa Dagsordenen her, vil det have sin Betydning for os at se, hvorledes man i Udlandet har grebet Sagen an.

I London stiftedes i 1883 en Forening Metropolitan Public Gardens Association, med det Formaal at forsyne Hovedstaden med aabne Anlæg og Legepladser. Den søger, i Følge Foreningens 7de Aarsberetning 1889, at erhverve Grunde dertil, særlig i de tættest befolkede, fattigste Dele af Byen, og desuden Ret til at udlægge, beplante og sætte Bænke paa de nedlagte Kirkegaarde, paa ubenyttede og paa indhegnede Pladser, dels til Hvilepladser, for ældre, dels til Legepladser, som forsynes med Grus, Græs, Bænke, Gymnastikapparater og "anden Tiltrækning for Børn". En forstandig og skjønsom Mand har Tilsyn med hvert Anlæg og hjælper Børnene visse Tider af Dagen med simple Legemsøvelser.

Foreningen søger dernæst at faa disse Pladser overdragne til en af de offentlige Institutioner for at kunne anvende sine Midler til Indretningen af nye Anlæg. Dette kan nu gjøres i Følge to Parlamentsakter, der tilsigte at forøge Antallet af aabne Pladser og forbyde Bebyggelse af nedlagte Kirkegaarde.

Foreningen anser alt, hvad der bidrager til Befolkningens Sundhed og fysiske Velvære, for horende ind under sit Omraade. Den virker for Indførelsen af Gymnastik i Forberedelsesskolen, for Aabningen af Skolegaardene i Fritiden, for Anbringelsen af Gymnastikapparaler i disse og for Lærerkræfter til at sætte Gymnastiken igang, desuden for Oprettelsen af Badeanstalter og Svømmebassiner. Den søger at faa plantet Træer og sætte Bænke efter en stor Maalestok; af Bænke har den allerede anbragt 800. Den arbejder paa at samle paalidelige Oplysninger om fattige Kvarterer og henlede det Offentliges Opmærksomhed paa Overbefolkning og andre sociale Onder. Dens Aarsbidrag vare i Fjor 45,000 Kr, et enkelt 9000 Kr. Desuden blev et Fond til de Arbejdsløse paa 81,000 Kr. overladt Foreningen til Anlæggelsen af Haver.

Siden Foreningen i 1883 begyndte sin Virksomhed, har den faaet anlagt 41 Haver og 8 Legepladser med et Areal af 157 Tdr. Land, til omtrent en halv Million Kroners Værdi.

Hvad der giver den saa stor Betydning, er, at den virker sammen med de offentlige Institutioner, særlig Londons Grevskabsraad eller Byraad (London County Council). De vise den største Imødekommen mod Foreningens Ønsker og Planer og søge ofte dens Raad og Bistand. Dens Formand er Jarlen af Meath, Medlem af Byraadet og Formand for dettes Udvalg for aabne Pladser.

Baade Foreningens Sekretær og dens Anlægsgartner ere Kvinder. Et Sted har en Kvinde Opsynet, og hun holder i Følge Beretningen fortrinlig Orden, skjønt Nabolaget hører til de værste. I adskillige Parker er Gartneren Opsynsmand; i den livligste Besøgstid arbejder han saa ikke.

Det er ikke forbudt at gaa i Græsset i Haverne. De Besøgendes Opførsel roses jævnlig i Beretningen, endogsaa som "fortræffelig", hvor der er almindeligt Opsyn. Mange af Haverne ere overordentlig stærkt benyttede og paaskjønnes mere og mere. 

Der nævnes i Beretningen 127 londonske Anlæg. Selvfølgelig ere de fleste tilvejebragte af det offentlige; de repræsentere uendelig større Summer, end det private Initiativ kunde skaffe tilveje. For saaledes blot at nævne et Par af de største: Viktoria Park er ca. 180 Tdr. Land stor og har kostet 2 Millioner Kroner. Der er en Gymnastikplads og en Sø, hvori om Søndagen indtil 25,000 'Mennesker have badet sig. Der er 21 Betjente. Epping Skov med 10 Betjente er 4000 Tdr. Land stor, altsaa dobbelt saa stor som Dyrehaven, Charlottenlund og Ermelunden tilsammen, og har kostet 4½ Mill. Kroner; en tredie har kostet 5½ Mill. Kroner.

I 1889 er der dannet en særskilt Forening til Oprettelsen af egentlige Legepladser, da dette kun er et Sideformaal for den store Forening. To store Foreninger, National Health Society og Ladies Sanatory Association, søge ogsaa ved den offentlige Velgjørenheds Hjælp stadig at oprette nye Legepladser i de engelske Byer, hvor Ungdommen da under Lærernes Tilsyn drive Gymnastik-, Fægte-, Løbe-, Bold-, Springe- og Marsjøvelser. Som bekjendt har enhver engelsk Landsby sin Exiquetplads. De stedlige Myndigheder ere forpligtede til at lede og slotte Ungdommens Friluftsliv.

I Bradford findes 7 store Legepladser, anlagte med en Bekostning af 3½ Million Kroner, i Birmingham 9, i Leeds 5, i Manchester 11. I Edingburgh ligger en saadan Plads paa 15 Tdr. Land midt i Byen og er meget stærkt benyttet til alle Slags Lege og Spil.

I 1888 dannedes i Frankrig "Ligue Nationale de l'Education physique". Tilslutningen er almindelig over hele Landet. Særlig sluttede Skoleverdenen sig til Tanken: Rektorerne, Inspektorerne ved Akademierne, offentlige og private Skolebestyrere og Bestyrerinder og Universitetets mest fremragende Medlemmer. Municipalraadet har ligeledes optaget Ungdommens Leg paa sit Program.

Foreningens Hovedformaal er Leg og Spil i fri Luft. Øverst paa dens Program staar derfor Tilvejebringelsen af Legeplads med Grønsvær ved enhver Skole, hvor Skolerne daglig maa skaffe Eleverne Tid til at møde.

Følgende er Uddrag af et Brev fra Ingeniør Henning Hornemann, der personlig har indhentet authentiske Oplysninger fra Reglementerne, paa Politipræsekturet, Seinepræfekturet m. m.

"Reglementerne i Statens og Staden Parises offentlige Haver tillade Leg og Spil, som ikke skade Blomster og Statuer. Betjentene ere instruerede om nøje at paase dette, men ellers at vise den største Imødekommen overfor Børn. Der findes baade Betjente ved Indgangen og Betjente som gaa rundt i Haven og inspicere, saaledes i Tuilerihaven 15, hvoraf 6 have Vagt ad Gangen.

I alle offentlige Haver er Leg og mindre Boldspil tilladt, ligeledes at grave i Gruset, dog ikke dybe Huller; men der findes næsten al Tid Grushobe til at fornye Gangenes Belægning med o. l. Efter Ansøgning fra et Selskab til Sportens Fremme blev der for 4-5 Aar siden yderligere forbeholdt Børn større aabne Pladser i de Anlæg, der ere store nok dertil (Tuilerierne, Bois de Boulogne, Luxembourg, Vincennes) til Spil som Croquet, Fodbold, Lawn-Tennis osv., og der anlægges nu ingen ny Have uden saadanne.

Politiet tillader Leg paa Boulevarder og Gader for Børn over 5 Aar, og hvor Legen ikke standser Færdselen. Dette sker dog aldrig, da Gadernes Bredde og især Fortovene altid give tilstrækkelig Plads.

Paa alle større Torve er der ogsaa rigelig Plads, og i alle Kvarterer findes Squares og Gaarde, hvor Leg tillades. Politibetjentene ere altid imødekommende og især i Haverne er det ingen Sjældenhed, at de hente Bolde ned fra Træerne vsv. Overalt, hvor Børn pleje at lege, er der oprejst smaa Boder med Tøndebaand, Piske vsv. ligesom Kageudsalg."

Rejsende faa gjerne et højst fornøjeligt Indtryk af Børns Leg i de offentlige Haver og paa Boulevarderne i Paris, hvad man ofte hører dem fortælle om.

I mange af Tysklands Byer er der i de senere Aar indrettet Lege- og Gymnastikpladser for Børn ; fra andre foreligge Forslag til saadanne.

I Leipzig have Forældre- og Lærerforeningen anlagt flere Legepladser i Byens Forstæder, hvor Leg og Legemsøvelse drives stærkt. Den først indrettede Plads er 4 Tdr. Land stor og har en Bygning, hvor Børnene kunne søge Ly i Uvejr, og en Bopæl for Opsynsmanden, hvor de Besøgende kunne faa Forfriskninger. Frivillige Lærerkræfter hjælpe Børnene tilrette med al Slags Gymnastik og Legemsøvelse. Børnenes Leg blev om Sommeren snart til Børnefester, efterhaanden Folkefester; allerede i det første Aar trak 800-1000 Børn under Gruppe-Førere og Førersker op til Festpladsen, og Folk strømmede til i Tusindvis. De andre Forstæder fulgte Exemplet og indrettede Legepladser. Efter disses Aabning ere Ungdommens gale Streger næsten ganske ophørte; det paa en Gang frie og ordnede Liv paa Legepladserne virker forædlende baade paa Unge og Ældre. 

Desuden er der anlagt Pladser til Børns Leg f. Ex. i Dresden, Munchen, Berlin, Brunsvig, Bonn, Gurlitz og Altona.

I Hamborgs Skolesynode stillede Skoledirektionen Forslag, som blev næsten eenstemmig vedtagne, om Anlæggelsen af Legepladser, store nok til Boldspil og Lign. og Anskaffelsen af kunstige, gratis Skøjtebaner.

Overingeniør Meyer holdt nylig et Foredrag ved en hygieinisk Kongres i Brunsvig, hvori han fremhævede Vigtigheden af aabne Pladser og Legepladser. "Her burde være Sandbunker; det vilde berede Børnene stor Fornøjelse. Legepladserne burde saavidt mulig være forsynede med et halvtags Skur til Ly mod Regnen. Man skal ikke være for ængstelig ved at tillade Færden paa Græsset; i England anlægges faste Plæner med kort Græs til Tumleplads for Børn og Voxne. Det er absolut fejl at lade en Gartner være eneraadende ved Anlæggelsen og den senere Behandling af offentlige Haver, da en saadan tager for meget Hensyn til den gartneriske Del af Opgaven og for lidt til det almene Brug."

Grusbunker som de omtalte findes i Stockholm, i Frankfurt, Berlin og andre tydske Byer. I Berlins Thiergarten have Drengene ogsaa Pladser anviste, hvor de maa grave i Jorden og opkaste "Fæstningsvolde".

Berlin synes i Henseende til Legepladser at staa tilbage for adskillige tyske Byer, særlig med Hensyn til organiseret Leg og Gymnastikapparater. Et Selskab har vel for sine Medlemmer indrettet et Anlæg, hvor der er Croquet, Criquet, Lawn-Tennis, Vipper o. m.; om Vinteren er der kunstigt, farefrit Skøjteløb. Men da Aarsbidraget er 20 Mk., kan dette Anlæg ingen Rolle spille for den talrige Skoleungdom. Dog findes der mange mindre Legepladser, forsynede med Grusbunker, Bænke og simple Borde.

I Amsterdam findes der 2 indhegnede og beplantede Legehaver, indrettede af Selskabet til "Folkeforlystelsernes Forædling". Den største er 4000 Meter. I Haven findes en Bygning til Opholdssted for Portneren, et Magasin til Legeredskaber, Aftrædelsesværelser, et med Gulv forsynet Telt til Pigernes Leg, samt en overdækker Keglebane og en Masse Gymnastik- og Legeredflaber: 4 store Gynger, 4 Vipper, 4 Kværnspil, 2 Klattremaster, ½ Dusin Stylter, Tønder, Springtove, Trillebøre, en Vogn, Croquetspil, Criquet, Fodbold, et Trug med Sand og Skovle derved.

Foreningens Medlemmer have efter Tur Opsyn. Legen tilses og ledes af en lønnet Direktør (en Gymnastiklærer) og en Assistent. Desuden er der 20 Drenge og 20 Piger, som hjælpe med ved Legen, og til at paase, at hvert Barn benytter Redskaber efter Tur og hindre Slagsmaal og siet Opførsel, som de skulle melde til Direktøren. Deres Løn er Adgang til Haven en Time før de andre Børn. De flinkeste faa nu og da en Komediebillet i Præmie. Dette "Oppassersystem" har vist sig nyttigt og praktisk. Portneren holder Haven i Orden.

Haven er aaben i de 3 Sommermaaneder fra Kl. 5-8 for ikke-betalende Børn imellem 6 og 14 Aar. For Abonnerende (3 Frcs. for 3 Børn) er den aaben Onsdag og Løverdag fra 2-4. I September er den aaben for Alle.

--------

Om Tilladelsen til at lege paa Gaden, hedder det i et Brev fra Mr. Stufles, Chief Clark i det engelske Politi: "Jeg er af Hovedstadens Politikommissær bemyndiget til at underrette Dem om, at der i London ingen Regler findes for Børns Leg paa Gaden, men Politiet blander sig ikke uden Nødvendighed i Børns Leg i stille Gader. Naturligvis forbydes farlige Lege."

I Gøteborg findes der, efter Oplysninger indhentede hos Politidirektøren af den derværende danske Generalkonsul, heller ingen Bestemmelser i Politivedtægten om Børns Leg paa offentlig Gade, Vej og Plads; Alt afhænger af Politiets Skjøn. Dette Skjøn er meget liberalt, Leg med Tøndebaand og Legevogne, Paradisspil o. Lign. er tilladt rundt om i de offentlige Anlæg, og Børnene have Lov til at trille med Tøndebaand i de mindre befærdede Gader. Privatskolerne, navnlig Pige- og Pogeskoler, have ikke Legepladser, men det er Børnene tilladt at lege paa Gaden udenfor Skolerne, hvilket i ingen Henseende har vist sig forstyrrende for Trafiken.

I Holland have alle Børn Lov til at lege paa Gaden, hvor det ikke forstyrrer Ordenen eller hindrer Færdslen.

"Der synes virkelig ikke at være nogen anden By end Kjøbenhavn, hvor Leg er absolut forbudt i Gaderne, eller nogen By, i hvis Anlæg Legetilladelsen er saa indskrænket som i vore", - bemærker Forf.

* * *

Men hvad vilde hun sige om Slagelse, hvor Byens eneste offentlige Anlæg, som Kommunen direkte og indirekte har støttet og til Dels skabt - er lukket for Børnene?

Og det finder man sig taalmodigt i.

(Slagelse Avis 1. maj 1891.)

Rigmor Stampe Bendix (1850-1923). Datter af en lensbaron, men lod sig borgerligt vie til den jødiske musiker og komponist Victor Bendix, og ateist. Stiftede i 1891 Københavns Legepladsforening, og formand for denne til 1921. Hun var banebryder for legepladser med sandkasser. Redaktør af Kvindernes Blad, der blev udgivet som tillæg til Nationaltidende, Dagbladet og Dagens Nyheder Indtil 1904. 

Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

At Wilma Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Rubinstein sin egen Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach er der ikke noget besynderligt i.

- - -

For Musikforeningen fik dog ingen af dem den Betydning som Søskendene Neruda. Hvem mindes ikke dette uforlignelige Sammenspil, hvor Sydens Glød og Nordens Poesi havde indgaaet en saa forunderlig Forbindelse, og Wilma Nerudas Violinspil, hvis Ynde og kvindelige Finfølelse var forenet med en hel mandlig Kraft og Energi? I Musikforeningen debuterede hun med Mendelssohns Koncert, hvis aandfulde Skjønhed vel næppe nogen har fortolket som hun. Hun vandt Hjærterne saa hun i en hel lang Aarrække, 1865-1869, bestandigt kom igjen, atter og atter lige velkommen. Oftest var det i Kammermusik hun deltog, spillede de gamle Klassikere, Mendelssohn, Schubert og Schumann, sammen med Foreningens faste Kvartet, hvortil i de tidligere Aar hendes Søster, Marie Neruda, sluttede sig som Sekundviolin. Enkelte Ting som Mozarts G mol-Kvintet, Schuberts A mol-Kvartet, de Bachske Solosager eller Sonaten af Rust staa endnu som lysende Minder om hin Tid.

Nydelsen af hendes Kunst hørte imidlertid til de forgængelige Glæder, thi fast Fod fik hun aldrig her i Kjøbenhavn. Det blev imidlertid Tilfældet med det yngste Blad af det Neruda'ske Trekløver, Violoncellisten Franz Neruda. Først maatte han dele Eren med sit Søskende-Ensemble, men snart vandt han selvstændig Betydning. Som Solist optraadte han første Gang i Musikforeningen i Decbr. 1864 med en Koncert af Goltermann, men, hvormeget han end i denne Retning formaar at yde, blev det som bekjendt ikke i Egenskab af Solospiller at hans Betydning kom til at ligge. Han blev derimod Kammermusikens første Mand herhjemme. Hvad han har udrettet og udretter som Kvartetspiller, som Stifter af Kammermusikforeningen, som Befordrer af Liv og Interesse overalt, ligger udenfor disse Blades nærmeste Indhold. I Musikforeningen var han snart som hjemme, baade i Orkestret og Kvartetten. Til Billedet af et idealt Musikforenings-Orkester fra den Tid hører, foruden Gade ved Dirigentpulten og Tofte og Schjørring ved første Violinerne, absolut Franz Neruda paa den for Øjet fremtrædende Plads som første Violoncellist. I endnu højere Grad var han Sjælen i Kvartetten som den uundværlige Fjerdemand ved Siden af Tofte, Schjørring og Vilh. Holm.

(Festskrift i anledning af Musikforeningens halvhundredsaarsdag, 1886).

Wilma (Wilhelmine) Norman Neruda. Illustreret Tidende nr. 1071, 4. april 1880.

Ved den 3die og sidste filharmoniske Koncert, der havde et lidt uens artet sammensat men interessant Program, optraadte Hr. Franz Neruda som Solist, og det var vist nok en fuldgod Erstatning for Mdm. Minnie Hauks Sang at høre ham spille. Til Ere for vort Publikum, der kun altfor ofte i Koncertsalen alt fremmed Fortrin giver", skal det straks siges, at det modtog og takkede Hr. Neruda med et saa kraftigt og umiddelbart frembrydende Bifald, som havde han været en af disse fremmede". Nerudas Spil, der i øvrig i mange Henseender minder om hans Søsters, synes mig da ogsaa fuldt ud at kunne sættes ved Siden af de store" Solisters, vi har hørt i de senere Aar. Et inderligt, varmt og dog behersket Foredrag er det der først og fremmest giver hans Spil en saa høj Rang. Det er ikke Neruda om at gøre at brillere med tekniske Vanskeligheder skøndt han kan overvinde dem uden at det mærkes for ham ligger Vægten paa at skabe Musik. Den bedste Støtte i sin Stræben herefter har han foruden i sit allerede i Følge Afstamningen gennemmusikalske Naturel i den dejlige Tone, han kan aflokke sit Instrument, en Tone, der er lige skøn i sin Stigen og i sit Fald. Hr. Neruda foredrog, foruden nogle mindre Ting, et nyt Koncertstykke af egen Komposition, der paany viste, at denne beskedne Musiker ogsaa sidder inde med en betydelig skabende Evne. Stykket havde prægtige, brede Motiver, af hvilke navnlig det første var meget ejendommeligt (Sidetemaet havde des værre i sin Begyndelse en stærk Wagnersk Mindelse) og deres videre Behandling var fuld af fine og navnlig i harmonisk Henseende interessante Træk. Havde Hr. Neruda ikke lagt Kadencen omtrent midt i Stykket, vilde det ikke som nu have gjort Indtryk af at være længere end det i Virkeligheden var.

(Tilskueren 1888. Uddrag).

I de folgende år optrådte Neruda især sammen med Neruda-kvartetten.

Kgl. Kammermusikus Fr. Neruda som Orkesterdirlgent. Det vil erindres, at der før Kapelmester Joh. Svendsens Ansættelse her i Kjøbenhavn var Tale om at faa Fr. Neruda til at overtage Pladsen. Hvorvidt denne formelt blev ham tilbudt, huske vi dog ikke, men I hvert Fald var Neruda vistnok utilbøielig til at anføre Orkestret her, idetmindste til stadige Opera-Foreflillinger. Som et Telegram har meddelt, ledede han derimod Kapellet i Stockholm ved en Symfoni-Koncert i Lørdags. Der spilledes Gades "Michel Angeo". Mozarts "Jupiter-Symfoni" med Slutnings-Fugaerne samt nogle Smaating af Neruda. Dennes Ledelse af Orkestret roses i stockholmske Blade. Der lagdes mere end almindelig Vægt paa Nuanceringer og paa Slagsikkerhed i Indsatserne, hvorhos Neruda menes at have brugt lidt hurtigere Tempo, end man var vant til. Om han skal dirigere mere, vides ikke, men man lader ikke til at have Noget derimod og er i hvert Fald foreløbig tilfreds med Experimentet i Lørdags.

(Nationaltidende 15. oktober 1890).

Den 21. december 1890 døde Niels V. Gade. Han  var dirigent for Musikforeningen, et centrum for hovedstadens musikalske liv. Blandt de som kunne efterfølge ham, nævntes Johan Scvendsen og Franz Neruda. Begge født udenfor Danmark. Endvidere Victor Bendix. 

Musikforeningens Dirigent.

Efter flere mindre Skærmysler har der udviklet sig en hel Diskussion, der spænder ligefra "Musikbladet" til "Politiken", om hvem der skal være Gades Efterfølger paa Musikforeningens Dirigentplads. De forskellige Partier - eller rettere sagt Kliker under forskellige kritiske Pavers Ledelse - udtolder en fast utrolig Emsighed for at skaffe deres mer eller mindre præsentable Kandidater Naade for de vælgende Repræsentanters Øjne. Udenfor Kirkerne har to Blade taget Ordet t Spørgsmaalet. Først "Dagens Nyheder", hvis "Rz" hidtil ikke har villet fuldt ud med Sproget, men øjensynlig anser Victor Bendix for kvalificeret, og dernæst "Politiken", hvori Ch. K. erklærer, at Valget kommer til at staa mellem Bendix og Neruda, da Emil Hartmann "helst vil være fri for den brydsomme Ære at blive Dirigent i Musikforeningen".

En Ting synes alle Parter enige om: Dirigentpladsen bør besættes med en dansk Mand, og det saa meget mere som en norsk Komponist er kgl. Kapelmester, og man nødvendigvis maa faa det Indtryk, at vort Land er aldeles blottet for Dygtigheder, hvis Spidserne i vort Musikliv altid hentes udenvælts. Men alle Parter enige herom, synes Valget af Dirigent ikke at kunne volde d Hrr Repræsentanter uoverkommelige Vanskeligheder. Der kan kun være Tale om én Mand, som er absolut kvalificeret baade som fremragende Komponist og fremragende Dirigent, en Mand, som Gade selv har udpeget til sin Efterfølger, Victor Bendix. Af hans Dygtighed som Dirigent fik man et fyldestgørende Indtryk forleden paa hans store Orkesterkoncert; ved Indstudering Koncerten assisterede han i sin Tid Gade, der satte megen Pris paa hans Medvirkning, saa ogsaa paa dette Omraade vil han kunne løse Opgaven til alles Tilfredshed. Som Komponist indtager han en anset Plads i den yngre Skole, han er i sine Arbejder fremfor alt en ypperlig Tekniker, en gennemdannet og smagfuld Musiker. Kort sagt. Bendix fyldestgør alle de Krav, som maa stilles til den Mand, der skal lede Musikforeningen.

Han har Energi, Personlighed og véd. hvad han vil, og ad hvilke Veje han vil styre. Har Musikforeningens ledende Mænd det rette Blik for den Forenings Vel, de er satte til at varetage, vælger de uden at blinke Bendix til Dirigent og lader sig ikke vildlede at de Ravneskrig, der lyder, at den Kritik, der, at alt andet end noble Motiver - har søgt at reducere Bendix' Virksomhed baade som Orkesterdirigent og Komponist.

Skulde man imidlertid forbigaa Bendix - vi er forberedte paa alt - saa vælge man blot Professor Emil Hartmann! Han bærer et i det danske Musikliv berømt Navn, er en elskværdig og omgængelig Mand, der sikkert vil kunne komme godt ud af det baade med Solister, med Kor og Orkester og holde Foreningen det gamle Spor. Uden at være nogen overlegen Personlighed, vil Emil Hartmann kunne føre de gode Traditioner fra den Gade'ske Tidsalder videre, og Betydningen heraf kan ikke undervurderes.

Om Hr. Franz Neruda kan føre disse Traditioner videre, anser vi for tvivlsomt. Han er bekendt herhjemme som en ypperlig Virtuos paa Violoncel, men sine Kvalifikationer som Orkesterdirigent har han kun haft Lejlighed til at lægge for Dagen i Stockholm. Dertil kommer, at Indstudering af Korværker skal være en lukket Bog for ham, saa der er mange Grunde til at fraraade Valget at Hr. Neruda, foruden den vægtigste: at han af Fødsel og Nationalitet er Ungarer, og at det er latterligt at sætte en fremmed i Spidsen for vort nationale Musikliv, for hvis inderste Nerve han maa savne det rette Blik og den rette Forstaaelse.

For os er der da intet Valg. Vi siger ikke: Valget maa staa mellem Victor Bendix og Emil Hartmann. Nej. Viktor Bendix synes os ubetinget den Personlighed, der bør overtage den betydningsfuldeste af de Poster, som blev ledige ved Gades Død, og vi haaber, Musikforeningens Repræsentanter vil betænke sig to Gange, førend de træffer et andet Valg. De bør erindre, at det er deres Forenings Fremtid, det drejer sig om, Spørgsmaalet om den stadig skal indtage Førerstillingen blandt Hovedstadens musikalske Foreninger eller blive overfløjet af yngre, energiske Konkurrenter. Det er saa at sige et Livsspørgsmaal, der skal afgøres.

Og at Victor Bendix er Manden for at holde Musikforeningen "paa Højden", derom er der ingen Tvivl. Han har et a åbent Blik for Tidens Rørelser paa Musiklivets Omraade, og han vil søge at skaffe nye Mænd Borgerret i den gamle Forening ved Siden af, at han stadig dyrker de gamle Guder. Og han vil endelig indse Betydningen af, at de unge ikke skudbes til Side, men hyppig faar Lejlighed til at plædere deres Sag for Publikums Domstol. Vi siger da: Vælg Victor Bendix til Dirigent, skønt han staar de ledende Kliker fjærnt, vælg ham, skønt han hverken er Professor eller Ridder af Dannebrog, vælg ham, til Trods for Pavernes og Punch's Forfølgelser som den energisk-ansporende Dirigent og fremragende Komponist, han ubestridelig er.

D'Hr. Repræsentanter har Ordet!

Carl Behrens.

(København 10. april 1891).

Ved bestyrelsesmøde i Musikforeningen den 10. juni 1891 viste afstemningen 12 stemmer på Emil Hartmann og 12 på Franz Neruda (J. P. E. Hartmann, Emil Hartmann og Lund var fraværende). Der blev herefter indkaldt til et nyt bestyrelsesmøde. I juli 1891 kom det frem at Neruda ikke ville komme til at dirigere de philharmoniske koncerter i Stockholm, derimod kapelmester Henneberg. I august 1891 blev det så afgjort at det blev Emil Hartmann. Kapelmester Johan Svendsen besluttede efterfølgende at overlade Franz Neruda dirigentposten i halvdelen af de filharmoniske koncerter. I september viste det sig imidlertid at Hartmann slet ikke var valgt, men at repræsentantskabet skulle afgøre sagen. I oktober fik Franz Neruda posten som dirigent for Musikforeningen i Stockholm. Hans første optrædende som dirigent ved de filharmoniske koncerter blev vel modtaget af aviserne. Det samme gjaldt ikke Emil Harmann som dirigent for Musikforeningen - hans præstation blev omtalt som mindre god. Fra starten af 1892 indledte Neruda-Kvartetten atter en provinsturne som blev en stormende succes. Han dirigerede også filharmonien, og selv avisen "København" måtte erkende hans talent som dirigent, dog var tilhørerskaren svundet ind.

Dirigentvalget i Musikforeningen.

Det foretages i Aften, og der skal efter Sigende være en Mangfoldighed af Kandidater. Foruden Victor Bendix og Neruda baade Rung og Malling, Asger Hammerik og Robert Hansen, der i disse Dage kommer hertil paa Besøg fra Leipzig.

Vilde Administrationen og Repræsentantskabet deres Forenings sande Tarv, enedes man uden videre Diskussion om at vælge Victor Bendix, en Mand, som vilde vide at holde de kunstneriske Traditioner vedlige og bevare Gades Forening mod det truende Forfald. Naturligvis har Bendix' Modstandere i og udenfor Pressen haft travlt i disse Dage med at modarbejde hans Valg, men vi haaber, at Musikforeningens ledende Mænd følger deres egen inderste Overbevisning om, hvad der er Foreningens Vel og ikke bryder sig Spor om Uvedkommendes Indblanding.

Mellem Bendix og Neruda kommer Valget til at staa. De andre Herrer har næppe Chancer - ikke en Gang den fremadstræbende Hr. Malling. Vi haaber, at Valget maa blive til Held for Foreningen, saa dens urolige Tider omsider kan være endte og det sunde kunstneriske Arbejde i Musikens Tjeneste atter begyndt.

For et Ansvar kan de Herrer, som styrer dens Arbejde, imidlertid ikke siges fri: Ansvaret for, at man ikke allerede i Fjor valgte den rette Mand.

Presto.

(Københmavn 31. maj 1892).

Musikforeningen.

Som Læsere af "Børs Tidende" vil have erfaret af det udførlige Referat som Bladet den SJode ds bragte af Musikforeningens Generalforsamling, bekræftedes ved danne, alt hvad vi i en Dagen forinden offentliggjort Artikel havde forudsagt

- - -

Langt vigtigere end diee Valg er dog for Foreningens Fremtid. Spørgsmaalet om den fremtidige Dirigent.

Naar der paa Generalforsamlingen var Tvivl om hvorvidt Dirigenten skulde vælges paa et eller flere Aar og naar Lovene med Vilje intet udtrykkeligt fastsætter herom saa er det maaske ganske praktisk - for mulig indtræffende Tilfældes Skyld - men man maa dog rigtignok haabe, at den faktiske Regel bliver den, at Dirigenten ansættes uden nogen bestemt Tidsgrænse. Hvem vil med Lyst og Iver kunne arbejde for en Forening, naar han ikke er sikret mod at blive vraget og sendt væk efter en Sæsons Forløb! Hvem vil under slige Forhold kunne udrette noget virkeligt for Foreningen og - hvem vil overhovedet overtage Ledelsen paa slige Vilkaar -

Lovene - saaledes som de blev ændrede og vedtagne - bestemmer nu at Foreningens Koncertdirigent vælges af Plenarforsamlingen (Repræsentanter i Forening med Administration) uden at denne er bunden af nogen Indstilling fra Bestyrelsen. Kun i Tilfælde af stemmelighed skal - saavidt vides - Administrationen have Afgørelsen i sin Haand.

Det skulde da synes som om Hr Franz Nerudas Valg herefter var sikret. Dersom nemlig de samme Herrer der ifjor stemte paa ham, ogsaa i Aar giver ham deres stemmer, er han valgt idet de, der ifjor samlede sig om Hr Emil Hartmann, nu ikke har nogen Kandidat, men har delt sig mellem d Hrr Viktor E. Bendix, Otto Malling, Asgar Hamerik og Fr. Rung. Det vilde imidlertid tyde paa liden Menneske kundskab at stole paa Folks Paalidelighed og standhaftighed i slige Spørgsmaal. Maaske en og anden der forrige Gang holdt paa Neruda, i Aar faar Lyst at stemme paa Viktor Bendix eller en anden Kandidat. Tusende - ofte ganske løjerlige, Hensyn og Indflydelser gør sig gældende ved den Slags Afgørelser. Der er desuden to Omstændigheder som yderligere lader En befrygte, at Hr Nerudas Chancer ikke er aldeles paalidelig. For det første har han ved Overretssagfører Harald Petersens Død mistet sin ivrigste, mest energiske og hengivne Agitator - I Øjeblikket synes ingen at tage sig af Hr. Nerudas Sag Og dernæst skal der i selve den Kreds der tidligere var hans nærmeste, have rejst sig Stemmer for at vælge Kapelmester Svendsen til Dirigent. Denne sidste Tanke kan kun tjene til at splitte Hr. Nerudas Venner og gøre dem usikre. I Virkeligheden kan der ikke være Tale om at vælge Hr. Svendsen. Hans Virksomhed ved Teatret hvor han dog i de senere Aar kun har udrettet saare lidt - kræver al den Tid og Kraft, han kan ofre den, hvilket bedst ses deraf at han Aar for Aar har indskrænket sin Virksomhed som de filharmoniske Koncerters Leder, og selvom disse Koncerter om det forlyder, snart ophører, saa er Hr. Svendsens plads dog i alt Fald ikke i en Forening, hvor Hovedvægten er lagt paa Korsang og andre vokale Ydelser - dem det just er Hr. Svendsens svage Side at lede.

Forhaabenlig faar denne Kandidatur da ingen Betydning. At de andre Kandidater synes Hr. Asgar Hamerik ikke at have nogen Stemning for sig. væsenlig fordi han og hans Ævner er omtrent ukendte her. Hr. Otto Malling har desværre i mange Aar arbejdet under smaa Forhold der har nødt ham til at nøjes med at præstere ufuldfærdigt Arbejde, allerede af den Grund er det et Spørgsmaal, om Musikforeningen kunde staa sig ved at vælge ham. Og om Hr Malling saa vel som Hr. Rung gælder det at de jo alt har deres egne Foreninger, i hvilke de med Rette er skattede og har udrettet meget fortjenstfuldt hvorfor da tage dem bort derfra, tilmed da i alt Fald Hr. Rung vanskelig kan erstattes i Cæcilieforeningen. 

Kun om Hr. Bendix kunde der være alvorlig lale, og vi tvivler intet Øjeblik om, at Foreningen vilde være udmærket tjent med ham som Dirigent. Naar vi dog mener at d'Hrr, der ifjor stemte paa Hr Neruda gør rettest i ogsaa at holde paa ham iaar, saa er Grunden først og fremmest den, at vi ikke skønner rettere, end at han af alle Kandidater er den under hvis Ledelse Musikforeningen gaa den smukkeste og roligste Fremtid i Møde. Han er en fortrædelig Musiker og en overlegen nobel Personlighed, han har en stor og varm Kærlighed til sin Kunst, en rig Kundskabsfylde og en udsøgt fin Smag. Dernæst forekommer det os, at Musikforeningen skylder Hr Neruda denne Oprejsning, efter at den vragede ham for en ringere ifjor tilmed da han har benyttet Vinteren til at dokumentere sin fremragende Dygtighed som Dirigent, og endelig har Hr. Neruda i sin kunstneriske Fortid og i selve sit Navn en Prestige der ikke er uden Betydning ved denne Afgørelse

Forhaabentlig bliver da Hr Neruda i Aften valgt til Musikforeningens Dirigent.

(Kjøbenhavns Børs-Tidende 31. maj 1892).

Efter en meget kort debat i Musikforeningen blev Franz Neruda valgt til Dirigent 31. maj 1892, han ledede samtidig den stockholmske musikforening. 

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 4/6. (Efterskrift til Politivennen).

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Cyklekørsel. (Efterskrift til Politivennen).

Cykling er i dag noget enhver dansker kender til. Sådan var det ikke i "90'erne", 1890'erne. altså.

"Cyklen og dens anvendelse i hæren" var en lille pjece udgivet af premierløjtnant A. Lobedanz i 1889 som beskrev cyklens historie og anvendelse i forskellige landes hære. I Danmark var der et par år tidligere lavet forsøg i Jylland med 3 øvede "bicycleordinantser". Disse kom til den konklusion at kørsel udenfor hovedvejen og de bedste private veje var umulig.  

Aarhus Amtstidende kunne 23. februar 1891 fortælle om hvordan cyklen blev anvendt i datidens England, især inden for sport, men også almindelige legemsøvelser. I de følgende artikler fra 24. og 25. februar kom man så ind på cyklismen i Danmark.

Velocipede-Kapløb, afholdt ved Bordeaux den 1ste November 1868. Efter "Le Monde Illustré". Tegningen viser at kvinderne var involveret i cykelsport meget tidligt. I teksten oplyses det: "De tre bare Pagedragt; den Fjerde havde rødt Liv og Skjørt, og en hue med nedhængende Guldkvaster paa hoevedet. Illustreret Tidende 29. november 1868.

Cykling i Danmark.

Il.

Men nu i Danmark. Ja, cyklisterne kan jo for så vidt ikke klage herhjemme, som deres vilkår har forbedret sig betydeligt i de senere år. Men ser vi fx hen til England og de engelske forhold, opdager vi let hvor langt vi endnu står tilbage, hvor meget der endnu kan gøres. En sådan ting blot som den, at det i et nyt toldlovforslag af regeringen findes heldigt at lægge en told på cykler og derved en skat på cyklesporten, viser i sig selv hvorledes den bevidsthed at cyklesporten alene i rent legemeudviklende retning har sin betydning for ungdommen, for folket, jævnsides med al anden god legemsøvelse, endnu kun har vundet ringe udbredelse.

Den opfattelse, som for en halv snes år siden da bicyklerne begyndte at komme hertil, herskede hos de 9/10 af befolkningen mht. cykling at den var gøgl, at de der drev den sport, var narre. Den er vel i det hele modificeret noget, men den er ikke engang i denne krasse form ganske forsvundet, og har end en sund og ædruelig opfattelse af cyklesporten vundet en meget betydelig udbredelse, går der dog endnu en meget stor procenttal af vort gode danske folk rundt med den opfattelse, at cyklisterne dog alligevel er nogle ret naragtige væsener, nogle børn som man ikke skal tage noget hensyn til, og hvis sport man helst burde forbyde, da den kan genere fredsommelige medborgere i deres gode danske søvnige drysseri.

Alfred Benzon: Bicykle Klubbens væddeløb i Tivoli, 1885. 1882 arrangerede Dansk Bi-cykle Klub Danmarks første cykelvæddeløb i Tivoli. Dansk Cyklist Forbunds Jubilæumsaarsskrift, 1930.

Nej, endnu er cyklisterne herhjemme ikke nået så vidt at de har den almene opfattelse for sig, og de er ikke selv uden skyld deri. Vi danske har nemlig den uheldige egenskab, at vi holder umådelig meget af at smådrille vores medmennesker, når vi bare kan komme afsted med det, og de unge i særlig grad.

Jeg tror der er få cyklister der vil kunne sige sig fri for - især i begyndelsen af deres cykletid - stundom at have gjort sig en glæde af at forskrække fodgængere som de har passeret, og som ikke har mærket deres nærmelse.

Men det sætter ondt blod. Og ved kørende har cyklister ofte gjort det samme: ikke vist den tilbørlige hensynsfuldhed. Men det er naturligvis en af hovedbetingelserne for at overvinde modvilje eller vrangvillie og skabe velvilje at tage det tilbørlige hensyn til dem, hvis velvilje man vil vinde. Imidlertid er dog cyklesporten gået godt frem og den synes også at være ledet ind i et godt spor. Der har efterhånden dannet sig en mængde klubber rundt om i landet - der er vel nu et halv hundrede stykker - og disse klubber har som regel optrådt og efter evne fået deres medlemmer til at optræde på den ene side hensynsfuldt og på den anden side dog energisk.

I løbet af de 9 - 10 år cyklesporten har været kendt her i landet, har den da også vundet tilhængere i stedse stigende grad. Det var særlig, da den lave maskine, safetyen, kom frem, denne mærkelige maskine, der - ved hjælp af et par tandhjul og en kæde - var i stand til at følge med de høje maskiner som nok var flotte, men som også var temmelig farlige; det var særlig da den kom at cyklisternes tal forøgedes. 

Man vænnede sig til at se dem, man så de kom rask af sted og at disse køretøjer jo var meget bekvemme, og man omvendte sig og blev selv cyklist, og der er i øjeblikket vel 6.000 cyklister landet over. Og af dette store tal falder vel nok halvdelen på København, men landets andre byer kan dog for en stor del møde op med langt betydeligere procenttal cyklister i forhold til indbyggerantallet end København. Et faktum som er glædeligt, for så vidt som det viser hvorledes sporten har bredt sig - den er kommet fra København og har så taget mere og mere af landet med sig, selv vore mindste købstæder møder op med mange cyklister, ja enkelte med en imponerende mængde.

Landet - udenfor byerne - er i følge sagens natur, kan man vel sige, ikke endnu kommet med, men cykling er dog også der begyndt at vinde indpas og der findes endog landklubber.

Danmark er unægtelig et land hvor cyklesporten burde finde glimrende eksistensbetingelser, et fladt land - ingen bjerge og kun få og små højdedrag - og et land hvor den jævne bebyggelse har skabt et talrigt forgrenet net af veje som forbindelsesled mellem alle landets punkter. Vort land burde altså være et Eldorado for cyklister. Men det er det ikke alligevel ikke på langt nær. Og først og fremmest fordi vore veje kun er tarvelige, og fordi cyklisterne, om de end tåles, ikke har sympati hos autoriteterne og kun til dels hos folket.

Vore veje er som helhed taget slette. De største strækninger af hovedlandevejene, kongevejene, de store forbindelsesårer går ganske vist i reglen an, enkelte er endog fortræffelige. Men de allerfleste af de andre veje - selv i og for sig betydningsfulde og befærdede veje - er mere eller mindre elendige, nogle under al kritik. Og selv partier af hovedlandeveje, særlig i nærheden af de større byer, er også kun tarvelige. Og fejlen ligger i vejenes anlæg, det er ikke rationelt nok, ikke grundigt nok gjort.

I Norge fx er alle de nyere veje i ypperlig stand, det er en ren fornøjelse i fuld fart på sin cykle at lade stå til henad vejen, der skumples man ikke, så man tror man skal få en hjernerystelse.

Man vil måske indvende: Ja, vore veje anses dog ellers for gode, og det befordringsmiddel, for hvilket vejene dog egentlig er byggede og som det derfor nærmest kommer an på, at vejene tilfredsstiller, nemlig vognene, kan dog fortræffeligt bruge vejene som de er. Ja, Gud bevares, det ville naturligvis være fordringsfuldt, for fordringsfuldt, om cyklisterne ville forlange at der skulle tages hensyn til dem, når de kørende var tilfreds (selv om cyklisterne - hvad der vel snart sker - benytter vejene lige så meget som de firhjulede køretøjer med heste for), men sagen er den, at de kørende i grunden taget slet ikke er tilfreds. Der er næppe en - han skulle da have et ganske ekstra kombineret fjedersystem på sin vogn - der tør påstå, når han skal være ganske ærlig, at han ikke skumples og rystes temmelig nederdrægtigt på de allerfleste af vore veje. Men de kørende tier, de er nu fra gammel tid ikke bedre vant, det er som det nu er, og de tror ikke det hjælper, fordi de kvækker op om det.

Nu er det ganske vist så at cyklisten, særlig fordi han kommer langt hurtigere afsted, behøver bedre veje end en vogn. Men vejene burde selvfølgelig være i det mindste så gode, at vore jævnt luntende køretøjer kunne køre nogenlunde roligt og lydløst henad dem, og ikke som nu hvor de skumples og rystes, og hvor de gør et spektakel, så man kan høre dem i en fjerdingvejs afstand.

Nu, efter at i fjor de ny gummiringe "Cushion" og "Pneumatic" er kommet frem, vil dette forhold, vore dårlige veje, imidlertid for fremtiden ikke tilnærmelsesvis få den betydning som tidligere. Disse nye ringe kan - på grund af deres konstruktion - absorbere de fleste af de skub og stød, vejenes ujævnheder nødvendigvis giver de hjul, der triller henover dem.

(Aarhus Amtstidende, 24. februar 1891)

Cykling i Danmark.

III.

Så er der den anden ting, den manglende sympati. Vores autoriteter som jo desværre i det hele taget udmærker sig ved en betydelig konservatisme og ved en besynderlig mistro til det nye i tiden, det være sig som i åndelig retning eller i materiel henseende, har fra begyndelsen af stillet sig køligt og skeptisk over for cykling og over for dens nytte.

Forholdet har jo været således - her som andre steder - at cyklen i begyndelsen da den særlig fremtrådte som høj maskine, ordinary, blot benyttedes til sport, og dette nye hurtige aparte køretøj forskrækkede ikke få af vore fredelig vante heste - og da også ikke få af vort rare, men mindre livlige folk. Autoriteterne anså de få mennesker, der satte sig op på sådan et apparat, for spradebasser og gøglere, som gjorde en del fortræd, og som der ingen grund var til ikke at lægge nogle små hindringer i vejen, hindringer, som måske også kunne virke til gavn og beskyttelse for sky heste og sky mennesker.

Og der kom politibestemmelser for cyklister om at ringe, om at stå af for hver vogn, om at køre med lygte om aftenen o. s. v., om at cyklisterne ikke måtte køre der og der. Bestemmelser hvoraf nogle kunne have deres berettigelse, når de fremtrådte i en lempeligere form, men af hvilke en del er således at cyklisterne, med åbenbar ret deri kun ser udtryk for uvilje mod dem og deres sport, mangel på åbent og frit blik på forholdene og en fuldstændig misforstået værnen om det bestående og dets ubetingede ret over for alt moderne.

Og jo mere cyklesporten - trods sådanne hæmsko - har vundet udbredelse, det værre synes dette forhold at blive. Jeg skal således minde om den berømte politibestemmelse af birkedommer Oldenburg i Københavns Amts nordre Birk, og om forbudet mod at køre på gaderne i Stege.

Befolkningen var - særlig ude på landet - i cyklesportens første år i det hele taget højst uvillig stemt mod cyklisterne. Landboerne kunne ikke indse, at sådan noget sprinkelværk kunne være andet end et dumt stykke legetøj, som blot forskrækkede deres heste og bragte dem selv i fare for at vælte, og det faldt dem slet ikke ind, at de optrådte egenmægtigt, end sige at de tilsidesatte cyklisternes ret, når de forlangte, at cyklisterne skulle stå af og holde stille 300 alen før de 2 parter mødtes. Og de gik ofte langt videre; adskillige er de piskesmæld, som landboerne har langet ud over cyklisterne, ledsagede af grovheder og skældsord. Ja mange har højlydt udtrykt deres forbavselse og forargelse over at cyklisterne skulle have lov til at færdes på vejene.

Nu er det værste stød forbi. Landboerne har vænnet sig til dem - og deres heste har til dels vænnet sig til dem, og om end forholdet langtfra almindelig er venskabeligt, så er det i alt fald til dels blevet venskabeligt og overalt betydeligt forbedret. I byerne er forholdet tåleligt, og til dels rigtig godt, ja i mange småbyer er cyklisterne næsten byens kæledægger. Den opfattelse af cykling, som af sport i det hele taget - legemssporten, der hersker i England, er imidlertid en opfattelse, som herhjemme kun i ringe udstrækning har vundet udbredelse. Der mangler derfor cyklisterne her hjemme den store moralske - og derigennem også materielle - støtte som de engelske sportsmænd har gennem deres landsmænds sympati og respekt for sporten.

Det danske folk er ikke nået stort videre end, at det tåler cyklesporten. Forholdet er i alt fald ikke andet og bedre end et køligt venskabeligt. Vore cyklister har derfor måttet bygge deres sag op på deres egen tro på og begejstring for deres sag.

Og de har dog fået udrettet meget. De har fravristet landets ungdom flere og flere proselytter, de har vendt stemningen fra at være fjendsk til at være i alt fald indifferent, og de har langsomt men sikkert podet mere og mere af deres egen tro på deres sag ind i befolkningen.

Forældre give deres børn lov til at køre på cykle, ja lader sig endog overtale til at forære dem maskiner, og en selv ældre folk kører endogså selv. Lægerne har begyndt at indrømme cyklesportens gavn, befolkningen ser på væddeløbene og konkurrence, og cyklisternes første mænd bliver kendt udenfor deres egen kreds, sportsmændenes kreds.

Cyklen i praksis er et stadium, vi endnu er et godt stykke fra. Og det er en stor skam - men det ligner os - at vi ikke kan få øjnene op for cyklens brugbarhed som befordringsmiddel. 

At landpostbudene forsynedes med stærke cykler, er en reform, som ligger så lige for, at en blot nogenlunde livlig administration let måtte få øje på den, og det er en reform, som i kraft af den omstændighed, at en cyklist let tilbagelægger en 3 gange så lang vej om dagen som en fodgænger, oven i købet ville frembyde mulighed for besparelser. Forretningsfolk burde selvfølgelig også benytte cyklen, og ikke - om end de havde lyst - lade den tanke fare af frygt for at blive udleet.

Postkortet fra Grænge Station (Lolland) mellem 1900 og 1913 viser at cykler senere blev anvendt af fx postbude. Postkort, H. J. Jensen. Ukendt ophavsmand. 

Vor gode, gamle danske frygt for på nogen måde at gøre anderledes, end alle andre gør, dette usalige kujoneri, som er en af de værste hindringer for reformer og fremskridt i vort lille snobbede samfund. I en enkelt henseende har dog vor statsstyrelse haft øje for cyklen som et brugbart instrument; jeg tænker på den anvendelse, man er begyndt at gøre af cyklen i hæren.

Nu, efter at de nye gummiringe, cushionringene især, er kommet frem, nu, da derved en af de værste ulemper, den stødende kørsel over ujævn vej, er fjernet, tør man dog forhåbentlig vente, at cyklens anvendelse i praksis vil få et godt skub fremad, så at nogle flere end de par snese - mest handelsrejsende -, der nu er fornuftige nok dertil, vil få øjnene op for nytten og behageligheden ved denne betydningsfulde opfindelse, og vil være i besiddelse af den smule fordomsfrihed, en beslutning om at benytte sig af den, udkræver.

Cyklisternes organisation er herhjemme - til dels vel på grund af de ovenfor skildrede forhold - kun dårlig. Der var en gang en, hele landet omfattende, union, men det gik den ilde - den opløstes. Nu findes der, foruden de lokale klubber, centralforeninger for de enkelte landsdele, som ganske vist søger at skabe deres medlemmer fordele og behageligheder ved udøvelsen af deres sport, men resultatet er ikke stort, og mest fordi betingelserne ikke er gode. Der mangler den rette samfølelse og den rette begejstring for sagen hos de enkelte, der mangler penge og der mangler, som påvist, velvilje hos dem vis velvilje har betydning for cyklisterne.

Det går vel fremad, men der er langt igen. Hvad vore hjemlige sportslige resultater angår, er vi i de sidste år begyndt at oppe os. Vel er vi nogle hestelængder bag englænderne, men under hensyn til vore mindre heldige forhold, må det dog siges at vi er kommet ganske godt med. Vi er således fuldt på højde med nordmændene og langt forud for svenskerne. Det er "Dansk Bicykle Klub", den københavnske - og vor ældste - cykleklub, der her stadig har ført an.

Da der, ved dens anstrengelser, for nogle år siden blev bygget cyklisterne en - den gang god, nu allerede noget lille - bane ved København, en rigtig cyklebane, fik væddeløbssporten bund at bygge på. Af vore bedste danske væddeløbsresultater skal jeg nævne: 1 eng. mil i 2 m. 50 sek., 1/4 engl. mil. 37 3/5 sek., 1 dansk mil i 14 m. 11. sek. og 6 danske mil i 1 t. 28 m. 11 sek. Af præstationer på landevej skal vi nævne 18 danske mil i 6 timer og 31 1/8 min. i 12 timer.

Med safety'ens fremkomst blev der fart i cyklesporter herhjemme. Mon vi med de nye gummiringes opfindelse tør håbe på at cyklingen vil slå fuldstændig igennem og blive hvad den fortjener, en nationalsag.

Safety.

(Aarhus Amtstidende, 25. februar 1891)