Nicoline (Line) Christine Luplau 1823-1891. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagsforkæmperen Nicoline (Line) Christine Luplau (22. april 1823 - 10. september 1891) blev gift 11. december 1847 med sognepræst Daniel Carl Erhard Luplau og sammen fik de Marie (1848). 

Line Luplaus Jordefærd.

I Gaar Middags blev Fru Luplau begravet fra Frederiksberg Kirke. Den lille Kirke var næsten fuld, mest af Kvinder, hvis Sag det jo var den Afdøde havde viet sine Kræfter i de sidste Aar, og det var ogsaa dem, der havde baaret de fleste Blomster til hendes Kiste.

Ved Kisten foran Alteret stod "det kvindelige Arbejderforbunds" Banner, de kvindelige Herrestræderes, de kvindelige Væveres og Tjenestetyendeforeningen "Enigheds" Faner.

Efter at Kirkens Kor havde sunget en Salme, holdt Pastor Ewaldsen en Bøn.

Derpaa traadte den Afdødes Mand, forhv. Præst i Varde, i Ornat hen til Kisten, og holdt en lang gribende Tale, hvori han dvælede ved Minderne fra de mange Aar, han havde tilbragt sammen med hende. Sygdommen havde tidt tynget hende, men hun opfyldtes atter af Livsglæde. Energi og Dygtigbed. Og under Sygdommen fattede hun Planer, som hun saa, naar hun blev rask, fuldførte. Hun traadte al Tid frem med aaben Pande, hun hadede Løgn og List. og det var al Tid for de Forurettede, hun arbejdede. En hjærtelig Tak for alt, hvad Du bar været for os, en hjærtelig Tak fra hende, der sidder, vort eneste Barn, Marie, som ikke kan fatte, Du er gaaet fra os, en Tak fra alle de mange, mange Venner fjærnt og nær, som lærte Dig at kende og forstaa Dig. Og tilsidst en dyb og inderlig Tak fra mig, min elskede Brud. Det er mere end halvtredsindstyve Aar siden, jeg første Gang mødte Dig. Tak for alt, hvad Du har været for mig.

Kirkens Kor sang endnu to Sange, hvorefter Kisten blev baaret ud til Ligvognen og kørt til Kirkegaarden ved Fasanvejen. Her forrettede Pastor Luplau selv Jordpaakastelsen.

(Social-Demokraten 19. september 1891).

Gravstedet på Solbjerg (Park)kirkegård er nedlagt.

Fru Line Luplau.

Forrige Fredag Aften afgik ved Døden efter mange Aars periodisk tilbagevendende Sygdom en af de Forkæmpere for Kvindesagen, hvis Energi var størst, hvis Syn paa Sagen var klarest, og hvis Ord vor blandt de vægtigste, Kvindesagen vedrørende her til Lands, nemlig Fru Nicoline Christine Luplau, f. Monrad, almindelig kjendt som Fru Line Luplau.

Hun fødtes den 22de April 1823 i Greis i Jylland; Faderen var Præst og hed Monrad. Line var en Kusine til den bekjendte, højt begavede Biskop Monrad. I en Alder af 2½ Aar flyttede hun efter Faderens Død sammen med Moderen og Brødrene til Sorø, og der levede hun til sit 16de Aar, læste meget og stod i stadig Forbindelse med Lærdommens og den aandelige Dannelses Sæde i Sorø: Akademiet.

16 Aar gammel rejste hun med Moderen til Kjøbenhavn, og dér blev hun kjendt med den daværende Institutbestyrer i Hillerød, senere Præst D. C. E. Luplau, med hvem hun den 11te December 1847 giftede sig. Det eneste Barn af dette Ægteskab er en Datter, Marie Luplau, der er bekjendt som Malerinde.

I nogle Aar boede Ægteparret i Hillerød, men flyttede siden til Sønderjylland, hvor Luplau blev Præst og virkede som saadan, indtil han i 1864 maatte forlade denne Del af Landet. Han var saa en lang Tid hist og her, blandt andet Hjælpepræst for Provst Bojsen i Ribe; han fik i 1866 Ansættelse som Præst i Varde, hvorfra han i 1888 søgte og fik sin Afsked. Siden da har han med sin Hustru boet i Kjøbenhavn.

Lige siden "Dansk Kvindesamfund"s Stiftelse i Aaret 1871 var Fru Luplau Medlem deraf, og efter som Aarene gik, og hun ældedes, kom hun mere og mere i Forgrunden for Kvindebevægelsen, hvis Talsmand hun baade i Tale og Skrift var.

Det Punkt i Spørgsmaalet om Kvindens Ligeret, hun særlig rettede sin Opmærksomhed paa og agiterede for, var Valgretsspørgsmaalet. Uden at overse, hvad der ellers var at gjøre, formener vi, at det første og betydningsfuldeste Fremskridt, Kvinden maa gjøre, gaar i Retning af større økonomisk Selvstændighed. Men i hendes Øjne var det afgjørende, at Kvinderne ved alle Valg stad paa Linje med Mændene, og det var ud fra denne Betragtning, hun i Foraaret 1889 fik stiftet den kvindelige Valgretsforening, hvis Forstanderske hun var, til Sygdom nu i Forsonet tvang hende bort fra Posten. Det var ligeledes ud fra samme Betragtning, at hun ved Valget til Folkethinget i 1890 interpellerede Scharling og Philipsen i 4de Kreds om deres Stilling til Kvindernes Valgret og fik andre Kvinder til det samme andre Steder. Hun forstod at slaa til Lyd for sin Sag i det hele taget.

I Rømersgade afholdtes i sin Tid nogle maanedlige selskabelige Sammenkomster med Foredrag, Musik, Oplæsning osv., ofte besøgt af 4-500 Mennesker. Disse Sammenkomster var foranstaltet af Fru Luplau, der mente paa denne Maade at kunne bringe de forskjellige Samfundsklasser t nærmere Berøring med og bedre Forstaaelse af hverandre. Er denne Maade at forberede det sociale Spørgsmaals Løsning paa end næppe af større Værdi, saa vidner det dag om, at Line Luplau havde Øjet aabent for, hvor det var, Skoen trykkede, havde Hjærte til at lindre Trykket og Energi nok til at gribe ind, hvor hun troede at kunne udrette noget. 

Ved hendes Død har Kvindebevægelsen tabt en af sine bedste Støtter, energisk og foretagsom som hun var, myndig siges der maaske, men med Indrømmelse af en Elskværdighed tillige, der gjorde hendes Magt saa meget større.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 24. september 1891).

Line Luplau boede med sin mand i Hillerød 1845-1853, i Nordslesvig indtil 1864, Varde 1866-1888. Hun var med til at stifte en filantropisk hjælpeforening for fattige og var en af de første kvinder som holdt tale ved en grundlovsfest. I 1872 blev hun medlem af Dansk Kvindesamfund, ligesom også datteren og ægtefællen. Hun protesterede i 1887 mod at styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig lov til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav fordi hun ikke mente det hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund, det gjorde derimod kvinders stemmeret og valgbarhed.

Hun støttede oppositionsgruppen Kvindelig Fremskridtsforening (KF) oprettet 1885 og sad i 1886 i nogle måneder i bestyrelse under Matilde Bajers lederskab. Da manden blev pensioneret, flyttede hun til København og var blandt indbyderne til KFs første nordiske kvindesagsmøde i København 1888. Line Luplau anså kvinders repræsentation i Rigsdagen som afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvinders favør og valgret som et retfærdigt ligestillingskrav de allerede magtede at leve op til.

Forholdet til KF blev dårligt da hun sammen med Louise Nørlund i 1889 stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF). Se indslaget om Erna Juel-Hansen, del 3. Foreningen havde især støtte fra en række mandlige socialdemokrater og Venstrepolitikere, fra venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen. Hendes helbred begyndte at blive dårligt, og i foråret 1891 forlod hun formandsposten i KVF af helbredsmæssige årsager. Foreningen blev opløst 1898. 

Om datteren Marie, se indslaget Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). Hendes maleri af kvindevalgretskampens pionerer blev i 1917 ophængt i rigsdagsbygningen. Forgrundsfigur er kunstnerens mor Line Luplau.

Efter maleri af Marie Luplau: Fra kvindevalgretskampens første dage. Stående: V. T. Holst - Jakob Nielsen - A. C. Meyer - Poul Sveistrup - Kirstine Frederiksen - Mathilde Bajer - Frederik Bajer - Anna Sachmann - Astrid Christensen - Line Luplau, f. Monrad - H. Trier - Louise Nørlund - Sofie Horten - Marie Luplau - Mary Steen - Ragnhilde Holst - Karoline Testmannn. Siddende: Johanne Krebs - Elizabeth Grundtvig - Johanne Meyer - Nielsine Nielsen - A. F. Lamm - Birgitte Berg Nielsen - Nathalie Larsen. Wikimedia.

Syg og fattig. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Blegdamsvej 92 boer en fattig Kone ved Navn Bengta Petersen, der har 3 Børn at forsørge. Manden har for Aar siden forladt hende, og hun har saa ernæret sig og Børnene ved at handle ved Dørene. Men i dette ublide Vejr har hun paadraget sig en Underlivsbetændelse og ligger nu syg og hjælpeløs.

Vi besøgte hende i det tarvelige Hjem, hvor der var rent og propert, og hvor den udtærede Kone laa i Sengen. Hun klagede over, at hun ikke vidste noget levende Raad til at skaffe sine 3 Børn Mad. Hun havde nu kun 6 Øre tilbage, og det forslog ikke en Gang til Brød til dem. Hun selv var nødt til at mangle, hun sørgede blot for at Børnene fik et Stykke Brød, men nu kneb det. Lægen havde foreskrevet hende Mælk og Hvedebrød, men det maatte hun slaa en Streg over. Naar Sulten blev for stærk, saa smagte hun en Bid Rugbrød hos Børnene, men det kunde hendes svage Mave ikke taale, og det tunge Brød fordoblede Pinslerne. Nu havde hun sat sit Tøj ud, i Gaar gik en Naboerske med den sidste Kjole, og der var ikke andet tilbage end at gribe til Sengklæderne og levere ogsaa dem til Pantelaaneren. For de stakkels Børn kunde da ikke sulte? Men hun gruede for, at hun nu, saa svag og udpint som hun var, at hun saa skulde komme til at ligge paa det bare Gulv . . .

"Hvad skal en fattig og syg Moder gøre naar 3 Børn raaber paa Mad ? . . . Jeg kan ikke udholde at høre det! ... Gid jeg dog var rask og kunde tjene noget til mine Smaa !" ...

Og med Bagen at den lange, smalle, magre Haand tørrede hun Taarerne af de gustne indfaldne Kinder, hvor Sult, Nød og Sygdom i Forening har gnavet deres skarpe Mærker.

Vi spurgte, om hun havde henvendt sig til Fattigvæsenet om hjælp, og Spørgsmaalet bragte et Øjeblik Blodet op i de ligblege Kinder.

"Til Fattigvæsenet? Nej - saa vil jeg før sulte! Gaar jeg til Fattigvæsenet og beder om Hjælp, saa risikerer jeg at blive sendt hjem til Sverig, hvor jeg er født, men hvor jeg kun føler mig som en Fremmed. Nu har jeg boet her i København i 16 Aar og her føler jeg mig hjemme ... Nej før end at gaa til Fattigvæsenet, saa haaber jeg paa, at gode Mennesker vil hjælpe mine Børn med et Stykke Mad ... De kan da ikke nænne, at mine Børn skal sultet... O, jeg gruer for, at jeg skal komme til at ligge paa det bare Gulv ..."

Da vi kom udenfor, blinkede Solen lys og varm over den store, grønne Fælled. Hvilken Kontrast til dette fattige Hjem, hvor den syge Moder sukker for sine Børn! ...

Gid hendes Haab om de gode Mennesker ikke maa være forgæves. Hun boer Blegdamsvej Nr. 92, Døren Nr. 9, St. i Baggaarden.

(Social-Demokraten 17. september 1891).

Den nuværende bygning på adressen er fra 1937, så den omtalte er nedrevet.

En jydsk Fattiggaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vidneforhørene.

I Sagen Kattrup Sogneraad kontra "Horsens Arbejderblad" blev Redaktør Harald Jensen frifunden og Sagens Omkostninger ophævet. Alligevel turde det være af Interesse at fremdrage forskellige Enkeltheder i Vidneforhørene, hvorved Læserne vil saa et lidet lysteligt Indblik i det Liv, der leves paa vore Fattiganstalter.

Vi uddrager altsaa i det efterfølgende de væsenligste Punkter af den til Amtet indsendte Klage, som gav Anledning til Sagsanlæggelsen, samt Vidnernes Forklaring herover.

* * *

Spørgsmaalet om, hvorvidt der paa Fattiggaarden findes et Reglement, besvaredes saaledes:

1ste Vidne, Indsidder Johan Petersen, Overby Mark (der har opholdt sig et halvt Aar paa Fattiggaarden), "ved ikke, om det omspurgte Reglement findes paa Fattiggaarden eller fandtes, da Vidnet var indlagt der". 2det Vidne, Jens Smidt Pedersen (der er blind), kan i den omspurgte Henseende kun forklare, at han aldrig har hørt Tale om, at der var noget saadant Reglement for Fattiggaarden. 3die Vidne, Laurs Petersen af Kattrup, ved heller ikke noget om et saadant Reglement. 5te Vidne, Bernth Sørensens Enke, har ikke set noget saadant Reglement og antager, at hun vilde have set det, hvis det havde været ophængt paa et for Lemmerne let tilgængeligt Sted.

Hersker eller herskede der tidligere en saadan Uorden paa Fattigggaarden, at Lemmerne ofte var befængt med Utøj?

Vidnet Johan Petersen forklarer:

"Paa den Stue, hvor Vidnet først var indlagt, og hvor der foruden Vidnet var anbragt 8 Fattiglemmer, var alle Lemmerne befængte med Utøj (Lus)." Senere blev Vidnet flyttet over paa en anden Stue, hvor han nok kunde holde sig ren, men nogle Dage efter kom han igen til at ligge paa førstnævnte Stue, hvorfra han dog flyttedes efter at have besværet sig til et Sogneraadsmedlem. Grundene til denne Besværing angav han at være, at Lemmerne paa Stuen var befængt med Utøj eg dels den Omstændighed, at flere af dem var drikfældige, hvorfor der jævnlig var en slem Brændevinsdunst paa Stuen"."

Endvidere forklarer Vidnet: Han har ikke bemærket, at Lemmernes Strømper og Undertøj blev skiftet i den Tid, han var paa Fattiggaarden, og anfører i denne Forbindelse, at han en Gang ved Foraarstid i Fjor har set, at et af Fattiglemmernes ene Strømpeskaft var i den Grad befængt med "Gnidder" (Luseyngel), at Vidnet ikke kunde se en ubefængt Plet paa en Krones Størrelse paa Skaftet, ligesom han bemærker, at Skaftet ikke kan være blevet saaledes enten i 13 Dage eller en Maaned.

De øvrige Vidner bekræfter helt eller delvis denne Forklaring. Vidnet Bernth Sørensens Enke forklarer, at medens hun var paa Fattiggaarden var i alt Fald de fleste af Lemmerne jævnlig befængt med Utøj (Lus).

Et andet Vidne bemærker, at et kvindeligt Lem var i den Grad befængt, at Utøjet krøb udenpaa Klæderne.

Har de paa Fattiggaarden anbragte Børn Lov til a t komme paa enhver af Stuerne, og kommer de ogsaa paa de Stuer, hvor der er syge, som ikke vedrører Børnene?

Vidnet Johan Petersen forklarer: De paa Fattiggaarden anbragte Børn har faktisk Adgang til alle Stuerne paa Fattiggaarden, ogsaa til de Stuer, hvor der er syge, som ikke vedrører Børnene. Vidnet Jens Smith Pedersen bekræfter dette og tilføjer, at det aldrig er blevet paatalt, at Børnene saaledes løb omkring paa alle Stuerne.

Sker det, at Fattiglemmente undertiden faar Prygl, Hug og Slag, og har De set nogen blive tildelt saadant, og da af hvem?

To af Vidnerne erklærer, at de har set Bestyrerens Hustru tildele et kvindeligt Lem 2 Slag med flad Haand paa Kinden. 

Bliver ordenlige og ædruelige Personer anbragt paa Stue sammen med uordenlige og fordrukne?

Vidnet J. Petersen henviser til sin tidligere Forklaring om, at han bad sig flyttet til en anden Stue, fordi han var stuvet sammen med drikfældige Personer i et Værelse, hvor der jævnlig lugtede af Brændevin. Vidnet tilføjer, at han ikke selv nyder eller har nydt Spiritus, og at han anser sig selv for at være ordenlig. Vidnet Jens Smith Pedersen har for sit Vedkommende ikke været anbragt paa Stue sammen med uskikkelige eller fordrukne Personer. Det kan - siger han - ske, at saadanne Personer ailbringes sammen med ordenlige og ædruelige Personer, idet de Personer, der indlægges paa Fattiggaarden, formentlig anbringes, hvor der er Plads til dem.

Kan De sige, at Kosten, Lemmerne faar paa Fattiggaarden, som Regel er yderst tarvelig og lidet nærende? Har Middagsmaden ofte været sveden?

Vidnet J. Petersen kan efter sin korte Erfaring ikke sige det omspurgte. Kosten bestod navnlig af Mælkemad, og denne var jævnlig sveden, ligesom den Øllebrød, Lemmerne fik om Morgenen, jævnlig var sur, navnlig i Sommertiden.

Vidnet Jens Smith Pedersen bekræfter dette, tilføjende, at Lemmerne mest faar Mælkemad, men at denne ikke er saa god efter at Fattiggaarden er bleven Interessent i Andelsmejeriet.

Bliver voksne Personer af forskælligt Køn undertiden anbragte i samme Stue (ogsaa om Natten), skønt de ikke er ægteviede?

Vidnet J. Petersen forklarer, at paa den Stue, hvor han først var anbragt, laa der foruden 3 voksne Mandfolk og 3 Drenge, et Ægtepar; paa en anden Stue paa Fattiggaarden laa der 3 ældre Kvinder, 2 Pigebørn og en gammel Mandsperson. De laa ogsaa paa Stue sammen om Natten. Paa Anledning forklarede Vidnet endvidere, at i den førstnævnte Stue var der ganske vist et Skillerum, men en Dør, som i Reglen stod aaben ogsaa om Natten.

Vidnet J. P. Pedersen mindedes i den omspurgte Henseende, at et gammelt Fattiglem ved Navn Hans Christensen i Forening med sin Hustru i nogle Aar, ogsaa om Natten, delte Værelse med nogle kvindelige Fattiglemmer. Efter at hans Hustru var død, forblev han i et Aarstid i samme Værelse, som han stadig delte med nogle Kvinder, indtil han i Fjor Sommer afgik ved Døden efter at have været sengeliggende i nogen Tid, Vidnet antager "i ca. en Maaned . . .

* * *

Det er altsaa under disse Forhold lykkedes at konstatere følgende om Forholdene paa Kattrup Fattiggaard:

1) Der findes intet Reglement for Lemmernes og Bestyrerens Forhold. I al Fald har Lemmerne ikke set noget saadant Reglement.

2) Lemmerne er gennemgaaende befængt med Utøj, enkelte endog i en temmelig uhyggelig Grad. Et Vidne udsiger, at han ikke har set Lemmerne stifte Strømper og Undertøj i den Tid, han har været paa Fattiggaarden.

3) De paa Fattiggaarden anbragte Børn færdes overalt paa Fattiggaarden. De kommer sammen med fordrukne og uordenlige Personer og sover paa Værelse sammen med saadanne.

4) Det er konstateret, at Bestyrertilden bruger "slaaende Argumenter" overfor Lemmerne.

5) Ordenlige og ædruelige Personer anbringes paa Stue sammen med uordenlige cg fordrukne Individer.

6) Mælkemaden, som udgør den væsenlige Del af Lemmernes Kost, er ofte sveden, og Øllebrødet surt. Mælkemaden er ikke saa god, efter at Fattiggaarden er bleven Interessent i Andelsmejeriet.

7) Voksne Personer af forskelligt Køn, som ikke er ægteviet, sover paa Stue sammen om Natten.

Dette er altsaa, hvad den moderate Venstremand Hr. Bojsen og hans Sogneraad har faaet ud af Processen. Det maa indrømmes at være et Resultat, som er til liden Ære for Sagsøgerne. Ikke alene har de maattet døje den Tort at ligge under i Retssagen, men deres Fattiggaard har faaet et Skudsmaal tegnet, som heller ikke kan være synderligt tiltalende for Folk, der i Kraft af deres Stilling som "Demokrater" burde vogte sig for sligt.

(Social-Demokraten 12. september 1891).

Den egentlige fattigforsorg startede i 1803 med et reglement for fattigvæsenet opbygget med en sognekommission. Fattiggården i Kattrup (opført 1837) lå i ”Vestergård” Gl. Kattrupvej 30 i Møballe. Fattigforsorgen fungerede indtil man i 1842 oprettede sognekommunerne og herefter var fattigforsorgen en af sognekommunens opgaver. I Kattrup pastorat var Kattrup Fattighus (opført 1837) et ud af 3 fattighuse indtil 1868. De blev afløst af ”Fattiggården i Kattrup” eller ”Forsørgelses- og arbejdsanstalten”. Beboernes arbejde bestod bl.a. i at ribbe fjer, spinde og karte garn, spinde hør, binde uldgarn og binde måtter. I 1868 boede der 14 fattiglemmer på fattiggården, i 1890 27 beboer, heraf en stor del enlige kvinder med børn. I 1910 var antallet af beboer faldet til 7 og i 1937 boede der kun 4 fattiglemmer på gården. Fra 1887 til 1913 var Jens Mikkelsen og hustru bestyrer på Kattrup fattiggård. Fattiggården blev solgt i 1937.

Mishandling af et Pleiebarn m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestantinden Frederikke, der er gift med Sømand M., med hvem hun har to Børn forlod i Oktober Maaned f. A. sit Hjem, en Landsby mellem Horsens og Aarhus, hvorefter hun tilskrev sin Mand, at hun var reist til Amerika, medens hun i Virkeligheden var reist til Kjøbenhavn med den Tiltalte Peter K. der ligeledes var gift i Jylland, og vare Arrestantinden og den Tiltalte, efter at have boet en kort Tid i Kjøbenhavn, flyttet til Sundbyøster, hvor de levede som Ægtefæller under det falske Navn Tander. 

I Begyndelsen af Marts Maaned d. A. fik de efter Aviserne Karen Petersens den 19. Juli 1890 fødte Barn Carl Christian Petersen i Pleie for en maanedlig Pleieløn af 14 Kr., og da Barnet, der maa antages tidligere at have havt "engelsk Syge", men som iøvrigt var rask og livlig, da de modtog det, efter et Par Maaneders Forløb blev syg og oftere klagede og jamrede sig, henvendte Arrestantinden, da en i samme Hus boende Kone opfordrede hende til at søge Lægehjælp, sig paa Polikliniken i Walkendorffsgade, hvor den vagthavende Læge, der erklærede, at Barnet havde engelsk Syge, paalagde Arrestantinden, foruden at anvende det paa en Recept, som han medgav hende, anførte Middel, at give Barnet nymalket Mælk fire Gange daglig samt et Bad hver Aften. Arrestantinden undlod imidlertid, ikke fordi hun manglede Raad dertil, men af Ligegyldighed, at efterkomme disse Forskrifter, idet hun dog et Par Gange vil have givet Barnet et Bad, medens hun vedblev at give Barnet den samme Næring som hidtil, nemlig halvskummet Mælk. 

Et Par Dage efter, at Arrestantinden havde været hos Lægen, saa vidt hun erindrer en af de første Dage i Mai Maaned d. A., faldt Barnet fra hende ned paa Gulvet, medens hun sad og vadskede det, ved hvilken Leilighed Barnet brækkede den venstre Overarm, hvad Arrestantinden strax bemærkede, men hun undlod i den Anledning at søge Lægehjælp eller at foretage Nogetsomhelst, uagtet Barnet øjensynlig led meget herved, navnlig naar Arrestantinden tog Barnet op for at vadske det, idet det uafladelig skreg og jamrede sig. 

Efter ca 14 Dages Forløb, da hun, paa Grund af at Barnet begyndte ar bevæge den brækkede Arm, antog, at den var voxet sammen, henvendte hun sig til en i Nærheden boende saakaldet "klog" Kone, Medtiltalte Henriette, med Barnet, da dets øvrige Tilstand var slet, for at faae Raad hos hende herfor, og erklærede denne, til hvem Arrestantinden ikke omtalte, at Armen havde været brækket, at Barnet havde den engelske Syge, og at det skulde indgnides med en Salve, hvorefter Barnet, da Tiltalte Henriette var syg og sengeliggende og saaledes ikke selv kunde behandle det, af hendes Søstersøn, Arbeidsmand S., der var tilstede ved denne Leilighed, strax blev indgnedet med en Salve, som Tiltalte leverede , hvorhos hun ordinerede som Næring for Barnet Semoulegryn, kogt i Vand samt Fisk og anden let Føde. Arrestantinden indskrænkede sig derefter til i 4 a 5 Dage at give Barnet Semoulegryn, kogt i Vand, men da denne Næring forekom hende utilstrækkelig, kogte hun Grynene i halvskummet Mælk.

Onsdagen den 20. Mai var Madame T., der tidligere havde havt det paagjældende Barn i Pleie, og som havde hørt, at Barnet var sygt, kommet op til Arrestantinden for at se til Barnet, og hun fandt det da i en elendig og ussel Tilstand, fuld af Urenlighed og Bylder og tilsyneladende i stærk Feber. Da hun tog Barnet op for at gjøre det rent, laa det i en Pøl af Urin, idet der var bredt et Stykke Voxdug under det, og Barnet, der ogsaa havde Bylder paa Kroppen, var efter Konens Forklaring som kogt i det varme Vand, hvori det laa, ligesom det ogsaa var saa forpint, at det næsten ikke kunde græde. Den Skjorte, Barnet var iført, var ganske stiv af Udflod fra Bylderne og af den Salve, hvormed det var bleven indgnedet, idet det i 6 Dage ikke havde faaet rent Linned paa, og den stive Skjorte havde skaaret ind i Barnets Hals lige over en stor Byld. Da Madame T. forlangte en Skammel og en Svamp, for at Barnet kunde blive vadsket rent, viste det sig, at Arrestantinden ingen af Delene havde, idet hun, naar hun skulde gjøre Barnet rent, brugte uldne og linnede Klude. 

Efter Madame T's bestemte Forlangende blev der nu hentet en Læge, og denne erklærede, at Barnet skulde indlægges paa Hospitalet, men da dette endnu ikke var skeet den 23. Mai, havde Madame T. med Barnets Moders Samtykke taget Barnet med sig hjem , og det blev derefter under 28. f. M. indlagt paa Kommunehospitalet, men afgik allerede den 31. f. M. ved Døden. Barnets Moder, der kun hver fjortende Dag kunde tilse Barnet, har forklaret, at medens Barnet i den første Tid efter at være kommet i Pleie hos Arrestantinden, ikke syntes at blive daarligt passet, forandrede dette sig senere, og da hun den 19. Mai efter længere Tids Forløb tilsaae Barnet, var det Klokken imellem 12 og 1 om Eftermiddagen endnu ikke gjort i Stand fra den forrige Dag, hvorfor hun tilskrev Madame T., om denne ikke kunde tage Barnet igien, da hun ikke vilde lade det blive længere hos Arrestantinden, og flere i det samme Hus som Arrestantinden boende Personer havde hørt Barnets stadige Skrigen og Jamren, hvad der foranledigede dem til at henvende sig til Arrestantinden med Spørgsmaal om, hvad der var i Veien, hvortil denne havde svaret, ar Barnet Intet feilede, men at dets Skrigen hidrørte fra, at det ikke vilde gjøres i Stand. 

Ved Indlæggelsen paa Kommunehospitalet var Barnets Tilstand saaledes, at Reservelægen efter Anmodning af vedkommende Overlæge, med Bemærkning, at Barnet bar utvivlsomme Mærker af Mishandling eller grov og skjødesløs Behandling, henledte Politiets Opmærksomhed paa det omhandlede Forhold. Efter den foretagne Obduktion af Liget anføres som Dødsaarsag katarrhalsk Lungebetændelse, og bemærkes det i Forretningen med Hensyn til Bruddet af Armen, at der midt paa Diafysen findes en ved fibrøs Callusmasse forbundne med Deviation saa vel i Længderetning som med vinkelbøining helet Fraktur, medens det i Konklusionen iøvrigt anføres, at Liget ikke har Tegn paa ydre Vold, men der fandtes et meget slet og ufuldstændig helet Brud af venstre Overarmsknogle, som skjønnes at have fundet Sted for henved en Maaned siden; desuden frembød Liget Tegn paa Raptus (engelsk Syge), en Sygdom, som særlig skyldes uhensigtsmæssig Ernæring og som i betydelig Grad nedsætte Børnenes Modstandskraft mod andre Sygdomme. Herefter kunde Arrestantinden ikke ansees ved sin Behandling af Barnet at have forvoldt dets Død, men vilde hendes Forhold overfor det til hendes Omsorg betroede Barn være at henføre under Straffelovens § 202. 

Hvad angaaer den Tiltalte K, da har han nægtet at have været vidende om, at Barnet havde brækket Armen, hvorimod han har indrømmet at have set, at Barnet var fuld af Bylder og at have bemærket, at Barnet i de sidste 3 Uger stadig skreg og jamrede sig, saa at det havde været paa Tale mellem ham og Arrestantinden, at de vilde flytte ind i et andet Værelse om Natten, for at faae Ro for Barnets Skrigen, hvad der dog ikke blev til noget, ligesom han i det hele har været vidende om den slette Behandling og Mangel paa Pleie, Barnet var Gjenstand for; men han har desuagtet undladt at søge Lægehjælp, for at skaffe det til hans og Arrestantindens Omsorg betroede Barn nogen Lindring, og vilde han som Følge heraf ligeledes være at anse efter Straffelovens § 202.

Derhos ville saavel Arrestantinden som den nævnte Tiltalte, der have erkjendt, at de ikke havde Tilladelse til at have Børn i Pleie,som Følge heraf begge være at anse efter Lov Nr. 79 af 20. April 1888 § 2 jfr. § 9. 

Hvad endelig angaaer den Tiltalte, Henriette, da er det godtgjort, at hun har taget det under Sagen ommeldte Barn under Behandling for engelsk Syge, idet hun har ladet det indgnide med en Salve, der bestaaer af lige Dele Althea- og Sene-Salve, og herfor forlangt i Betaling 1 Kr. Ifølge den under Sagen fremlagte Lægeerklæring kan den foretagne Indgnidning med Salven ikke antages at have gjort nogen Skade, hvis Indgnidningen ikke er gjort meget indtrængende og paa hudløse Steder, hvorved nogen Irritation kan være frembragt. Da den Tiltalte ikke har nogen Berettigelse til Lægepraxis og ikke har nogen Lægekundskab og har indrømmet, at hun helbreder for Benedder og lignende Sygdomme, samt kurerer Smaabørn for "engelsk Syge" ved Indgnidning med en paa Apotheket kjøbt Salve, og da denne af hende udøvede Lægepraxis, om end de af hende brugte Salver maa ansees for ufarlige, dog indirekte kan gjøre Skade ved at forhindre, at der i rette Tid af de Paagjældende søges kyndig Lægehjælp, vilde hun være at anse efter Lov 3. Marts 1854 jfr Forordning af 5. September 1794 § 5. 

Den af Arrestantinden og de Tiltalte forskyldte Straf bestemtes ved Amager Birks Extrarets Dom, for Arrestantinden Frederikke, der er født i Aaret 1866 og som ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder, for den Tiltalte K., der er født i Aaret 1850 og heller ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til simpelt Fængsel i 14 Dage, hvorhos de hver især vilde have at betale en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 20 Kr., og for den Tiltalte Henriette, der er født i Aaret 1810 og som tidligere er straffet for Kvaksalveri, til en Kjøbenhavns Amts Fattigkasse tilfaldende Bøde af 80 Kr.

(Dagens Nyheder 28. september 1891. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld.)

Nyt Besøg på Hellebæk Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

For et Par Maaneder siden bragte vi to Artikler om Hellebæk Klædefabrik ved Helsingør. Fabriken maa imidlertid have haft paa Følelsen, at dens Forhold ikke just var saa glimrende, at de egnede sig til offenlig Omtale. Den sendte os derfor Kongens Foged paa Halsen med et af de sædvanlige Forbud, samtidig med, at den anlagde Sag mod os.

Vi trøster os naturligvis til at kunne bevise Rigtigheden af det vi har skrevet, men for at være endnu mere sikker i vor Sag aflagde vi forleden et nyt Besøg paa Hellebæk for at faa yderligere Bekræftelse paa vore tidligere Oplysninger. Da vi saaledes atter har havt Lejlighed til at se os om paa Hr. Direktør Hamanns Domæne, kan han fornuftigvis ikke have noget imod, at vi supplerer vore Meddelelser og offenliggør den ved Forbudene stoppede Afslutningsartikel i Forbindelse med andre Smaating, vi senere har observeret.

Arbejderboligerne ved Hellebæk Fabriker.

En af Lejlighederne i de gamle Huse, hvor vi forleden var inde, bestaar af 3 smaa, meget tarvelige Værelser og Køkken. Naar det regner, driver Fugtigheden igennem Loftet, og vi saa endnu de store, mørke Skjolder i Loftet, hvor det Vaade var slaaet ned. Regnens Indtrængen har endog nødsaget Beboerne til i det ene Værelse at tage Gardinerne ned.

I det ene af Værelserne er Loftet ikke en Gang afpudset. I Stedet for er der paasat en Slags Pap, der selvfølgelig er ude af Stand til at modstaa Regnens Indflydelse. Det viste sig ogsaa, at denne Pap paa flere Steder var gaaet itu og hang ned i store Laser tilligemed et tykt Lag sort Snavs eller Tangsmuld. Det kunde ikke ses, om dette muld har været anvendt til Udforing og Underlag for Pappet, eller om det var trængt igennem fra Loftsrummet ovenover Men Faktum er, at det dryssede ned i Hovedet paa Beboerne, og det hele gjorde tilsammen Lejligheden i hej Grad uhyggelig.

Som Bevis paa, hvor skrøbelig Murværket er, kan anføres, at Muren mellem 2 Værelser i ca. 6 Uger har været gennemhullet. Hullets Omfang skal have været ca. 2 Alen i Højden og l Alen i Bredden, og der kunde endnu ses tydelige Spor af, hvorledes Hullet for nylig var blevet udfyldt og opmuret. For yderligere at slotte den faldefærdige Mur, har man været nødsaget til ude fra Vejen at opmure en bred Pille, der staar skraat fra Fortovet ind mod Huset og afstiver, det.

Ogsaa Gavlen i samme Hus har udadbuende Tendenser. Her har man for at støtte maattet indsætte et Par Jærnankere i Muren.

I det ene Værelse er Højden til Loftet 3 Alen og 4 Tommer, i de andre Værelser lidt højere.

I Forstue og Køkken er der Stengulv. Hvorledes Opholdet i Kokkenet maa være, særlig i den kolde Aarstid, man forstaa deraf, at der i Loftet er et ca. 2 Alen langt og 1 Alen bredt med Lem, hvor Vinden suser igennem.

Dørkarmen fra Køkkenet til Værelset er kun ca. 62 Tommer høj - en Mand af Middelstørrelse kan altsaa ikke passere igennem uden at maatte bukke sig.

- I en anden Lejlighed var der meget fugtigt. Ogsaa her gaar Regnen gennem Loftet, der er saa raaddent og hensmuldrende, at det ser ud til at kunne pilles itu med Fingrene, og der er slaaet Bræddestumper over de værste Revner. Ogsaa Væggene er revnet i denne Stue og saa meget skrøbelige ud.

En tredie af Lejlighederne bestaar af 1 Værelse og Køkken med Stengulv. Her er der ingen Forstue, Adgangen er direkte fra Gaarden. Værelset maalte Højden 3 Alen og 10 Tommer, i Bredde og Længde 8 Alen. Her boer en Familie, bestaaende af Mand, Kone og et lille Barn. De benytter Loftet til Soverum, og Adgangen hertil er ad en i Køkkenet staaende stejl Stige op gennem en Lem i Loftet. Det maa være forbunden med meget Besvær for Konen at balancere op og ned her med sit lille Barn.

Loftet, der skal agere Sovekammer, og hvor der midtvejs stod 2 Senge, er af en saa uhyggelig Beskaffenhed som vel mulig. Det er nemlig ikke paa nogen som helst Maade indrettet til Beboelse. Sengene staar umiddelbart under det skraa, spidst opløbende Tag med selve den nøgne Tagstensbeklædning, der er saa mangelfuld, at vi talte ca. 20 større Huller mellem Tagstenene foruden alle de mindre Huller og Revner, hvorigennem Sol, Regn og Blæst havde fri Passage. Der er selvfølgelig ikke Vinduer eller lignende. For at skaffe Lys er der udtaget 2 Tagsten og i Stedet indsat 2 Glastagsten - det er det Hele.

Loftsgulvet er i en yderst maadelig Forfatning, sammenflikket af en Mængde Bræddestumper, der ligger i Bakker og Dale og er skrøbelige og gennemhullede. Et af disse Brædder, ca. 1 Alen langt, var gaaet fuldstændig løst og sunket ned mod den neden under værende Forskalning. Det er indlysende at Passagen over Loftet er forbundet med Fare, særlig er Beboerne ved det omtalte løse Brædt udsat for at komme alvorligt til Skade ved at træde gennem Loftet ned til Stueetagen.

Paa Loftet fandtes der to Trækskorstene, ca. 1 Alen høje og ½ Alen brede Trærør. Disse store Huller der gør Tjeneste som primitive Ventiler til den neden under værende Del af Huset, der efter Forlydende benyttes til Asyl.

Ventilerne i Forbindelse med de mange Huller i Tagstenene bevirker selvfølgelig en meget stærk Gennemtræk, der særlig i kølige Nætter og naar det regner, maa gøre Loftet fuldstændig uskikket til Sovested for Mennesker.

Vi saa flere Steder store vaade Pletter, hvor Regnen havde styrtet ned gennem Tagstenene og flød henad Gulvet, ja endogsaa Sengklæderne var vaade af Regnen, saa Beboerne maa jo sætte Sundheden til ved at sove under saadanne Forhold.

Foruden at Loftet i det Hele taget gjorde et meget uhyggeligt Indtryk, var det selvfølgelig skiddent og sort som Følge af alt det Snavs og Sod, der uhindret fyger ind gennem Huller og Revner, og det blev ydermere benyttet til Oplagsplads for en stor Stabel Brænde.

Ind til de tilstedende Loftsrum er der afskilt med Brædder, der imidlertid er saa gennemhullede og aabne, at Enhver kan se ind til dette tarvelige Sovested. Man kan forestille sig, hvor genert det maa være for Familien, at sove paa et saadant Loft, hvor Blæst og Regn frit suser ind og de er udsat for at blive overgivet af Uvedkommende.

Arbejderboliger ved Bøssemagergade i Hellebæk, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Reglementet.

Selvfølgelig har de paa Hellebæk Fabriker et Arbejdsreglement, og lige saa selvfølgelig indeholder det kun Pligter for Arbejderne, der binder dem paa Hænder og Fødder. Vi skal blot, som Bevis paa deres Afhængighed, anføre, at de efter Reglementet ikke tør forlade Fabrikslokalet, selv om der er Stansning i Arbejdet, uden at spørge Mestrene om Tilladelse. Og enhver vil da kunne indrømme os, at det er stift forlangt, at ældre, gifte Folk lig Skoledrenge skal spørge, om de maa gaa ned i Gaarden for at forrette deres Nødtørft. Vil de gaa udenfor Fabrikken for at købe sig en Flaske Øl, skal de have ikke mindre end Bestyrelsens Tilladelse, og det er saa meget mere ubehageligt, som det Vand, der findes i Fabriksgaarden, er komplet udrikkeligt for Mennesker navnlig i de varme Sommerdage. Det har en modbydelig Smag og er kun en Samling af Overfladevand og Tilløb fra Damme, der rummer Gud ved hvor mange Sygdomsbakterier.

Ingen, der arbejder paa Fabriken, maa være Medlem af nogen socialdemokratisk Forening af hvad Navn nævnes kan. Derimod gøres der alt, for at faa Arbejderne ind i Højres Foreninger. At vi har Foreningsret her i dette Land, tages der lige saa lidt Hensyn til her som saa mange andre Steder.

Af Mulkter er der en Uendelighed, som kan idømmes for de mindste Ubetydeligheder. Desforuden er der en Række Paragrafer saa lang som et ondt Aar, og de binder Arbejderne i den Grad paa alle mulige Omraader, saa skulde de overholdes strængt efter Bogstaverne, var det næsten umuligt at arbejde paa Fabriken. Men som et Tugtens Ris svæver de bestandig over deres Hoveder vel egnede til at ramme dem ved passende Lejligheder.

En af Mestrene forsøgte i Eftersommeren sidste Aar at lokke Arbejderne til at underskrive paa, at de underkastede sig dette Reglements Bestemmelser. Han forsøgte med den elskværdigste Mine at fortælle dem, at det hele intet betød, men kun var en ren Formalitetssag. Men Arbejderne var heldigvis klogere end som saa, og det var kun saa, som han fik til at hoppe paa den Limpind.

At det ikke er Mestrene, som selv finder paa den Slags Ting, fremgaar af, at Fabrikernes nye Bestyrer benytter enhver Lejlighed til at spille Trumf ud mod Arbejderne. Da han for nylig forlangte, at der skulde flytte 2 Familier sammen i en Lejlighed, lod han dem vide, at hvis de ikke flyttede sammen, blev de smidt ud. Er der nogen som helst Meningsforskæl, erklærer han blot, at vil Arbejderne ikke, som han vil, saa kan de "skruppe af", han kan faa Folk nok fra sit Hjemland: Sverig, og oven i Købet til 5 a 6 Kr. om Ugen, saa behøver han ikke som nu at give 7, 8 a 9 Kr. i Ugeløn.

Det gamle Ord: "Som Herren er, saa følger hans Svende", staar naturligvis ogsaa til her. Adskillige af Mestrene følger troligt i deres Overordnedes Fodspor. Søndagen efter Grundlovsdagen i Fjor var der Arbejderfest i Snekkersten, og en af Arbejderskerne bad om at være fri, saa at hun kunde komme med til Festen, der begyndte Kl. 2. Men det blev hende nægtet, og der blev arbejdet paa Fabriken fra Kl. 6 Søndag Morgen til Kl. 4 Eftermiddag. I Aar er denne Udpining af Arbejderne som bekendt bleven forbudt ved Lov, der sætter det officielle Stempel paa, hvor utilstedelig den er.

Selv en Mand som Portneren nægter sig ikke den Fornøjelse at gøre sine Foresatte tilpas ved paa alle Maader at fortrædige Arbejderne og navnlig Arbejderserne. Men da hans Meriter ikke godt kan offenliggøres i et Blad, skal vi ikke gaa i Detailler med den Herre.

Sygekassen.

Paa Fabrikerne findes der en Sygekasse, hvortil Arbejderne tvinges at yde Bidrag. Betalingen er 1 Kr. i Indskud og 25 Øre om Ugen for Mænd og 15 Øre for Kvinder og ens for alle Aldre. Men derimod er Adgangen til Stemmeret ved Valget af Bestyrelse osv. ikke lige for alle, idet de, der ikke er fyldt 22 Aar, er uden Stemmeret og saaledes berøvet al Indflydelse paa Forvaltningen af deres egne Penge. Bestyrelsens Sammensætning kan man vel nok tænke sig til efter denne Forholdsregel. Vi skal for Fuldstændighedens Skyld tilføje, at der er mange Arbejdere paa Fabrikerne, navnlig Kvinder, som er under 22 Aar.

* * *

Af de her skildrede faktiske Forhold vil man kunne se, at det just ikke er den rene Lystighed at være Arbejder paa Hellebæk Fabriker. Hvad enten de særdes blandt Fabrikernes Maskiner, eller de hviler sig hjemme i deres slette Boliger, lever de under højst uheldige Vilkaar. Det er da kun saare naturligt, at de slutter sig sammen i en Fagforening for at værne om deres Interesser og stritte imod, at de ikke skal synke ned i endnu daarligere Forhold. Men det er en Brand i Næsen paa Ledelsen, og den modarbejdes naturligvis paa alle Punkter. To af dens Formænd og en Kasserer er allerede afskediget, blot fordi de stod som Ledere af Foreningen, og det bliver næppe derved.

Desværre er der ogsaa blandt Arbejderne nogle, som har et saa ringe Syn for deres egen og deres Fagfællers Stilling, at de gaar Kapitalisternes Ærinde og modarbejder deres Kammerater. Dels gør de vel dette af modbydeligt Øjentjeneri for at opnaa smaa Begunstigelser paa andres Bekostning, dels er der virkelig dem, som, naar de blot faar lidt Mad i Maven og har et Hul at sove i, ikke stiller synderlig større Fordringer til Livet. Overalt blandt Arbejderne hørte vi saaledes Tale navnlig om en svensk Pige, som paa alle Maader gik sine Kolleger i Vejen. Dels har hun, som selv har været Medlem af Fagforeningen, optraadt som Skruebrækker, og dels modarbejder hun Fagforeningen af al Ævne, ligesom hun har skaffet ikke mindre end 5 Arbejdere deres Afsked én efter en.

Det var ønskeligt, om saadanne Arbejdere vilde tænke lidt over de Udsigter, der aabner sig for dem, hvis de henstæbte alle deres arbejdsdygtige Aar paa Hellebæk Fabriker. Vi kan ikke se noget andet Maal for dem end Fattiganstalten i Tikøb, hvis de da ikke er saa heldige at dø før de bliver helt udslidt. Og det er der jo ganske vist Udsigter til, naar man tager Hensyn til det sundhedsnedbrydende, mere eller mindre langsomt dræbende Arbejde, de hver Dag træller i, og som vi udførligt har skildret i vore foregaaende Artikler.

(Social-Demokraten 18. august 1891).

De to omtalte artikler var blevet bragt den 28. og 29. maj 1891 og medførte et øjeblikkeligt fogedforbud foranlediget af fabrikken.

Parti fra Bøssemagergade i Hellebæk, 2023. Foto Erik Nicolaisen Høy.