Kludesamlerne på Lossepladsen i Holmbladsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Konkurrence paa Lossepladserne

Kludesamlerne gøres arbejdsløse, fordi de gaar Renovationsarbejderne i Vejen.

Socialminister Steincke, der vel nok højere Grad end nogen anden Politiker har de Fattiges Tillid, modtog i Gaar tre Udsendinge fra Kludesamlerne paa Amager.

De kom for at anmode Ministeren om at bruge sin Indflydelse til at skaffe dem Adgang til at "klunse" paa Lossepladsen ved Holmbladsgade, der er spærret for alle andre end de kommunale Lossepladsarbejdere som skal holde Pladsen i Orden.

Kludesamlerne forklarede Ministeren, at de tidligere kunde holde en helt ordentlig Indtægt ved at "klunse" paa Lossepladsen - men nu var deres Erhverv ødelagt, og at endte vel med, at de maatte melde sig til Fattigvæsenet.

Er Klunserne i Vejen?

De medbragte et Eksemplar af Social-Demokraten" for 5. November, hvor Ministerens Tale under Arbejdsløshedsdebatten er refereret og de pegede paa følgende Udtalelse af Ministeren:

"Arbejderne nærer stor Frygt for, at de skal blive tvunget til at søge Hjælp hos det Offentlige. Som Minister modtager man mange Anmodninger om Hjælp og Anmodninger om Adgang til Arbejde. Saaledes modtog jeg Fredag Aften et Brev fra en arbejdsdygtig 38-aarig Arbejder med Hustru og Børn. Han vilde have Lov hl at ernære sin Familie ved at samle Affald fra Kommunens Lossepladser. Han har nemlig blevet vist bort af Arbejderne paa Pladserne, som selv havde en Fortjeneste ved at samle Affaldet. Saa fortvivlet kan Forholdene tegne sig for Arbejderne".

Socialministeren behandlede de tre Kludesamlere med al mulig Elskværdighed, men maatte iøvrigt nøjes med at henvise dem til en af Arbejderrepræsentanterne i Borgerrepræsentationen og se at faa ham til at tale deres Sag.

Kludesamlerne maatte altsaa gaa med uforrettet Sag. Men dertil er der jo intet at sige, da Sagen ikke kan falde ind under Socialministeriets Omraade.

Tidligere har Kludesamlerne henvendt sig til Borgmester Hedebol, der gav det Svar, at naar han havde spærret Lossepladsen paa Amager, var det fordi, "Klunserne" gik Renovationsarbejderne i Vejen.

En Kludesamler kan holde 12-13 Kr. om Dagen.

Kludesamlerne er imidlertid ikke til Sinds at give op. De nærer Frygt for "at søge Hjælp hos det Offentlige" - og dermed ligesom blive udstødt af Samfundet. Men vil Borgerrepræsentationen tage Hensyn til deres Krav?

Det er jo ikke noget meget paaagtet Samfundslag, det, Kludesamlerne danner. Naar det omtales, er det gerne med et Smil. De fleste andre Borgere vil ikke gerne tage dem og deres Gerning alvorligt.

Og dog er Kludesamlerne haardt arbejdende og fuldkommen nyttige Samfundsborgere og al Respekt værd.

Maaske vil det overraske at høre, at en Kludesamler paa en normal Arbejdsdag paa Lossepladsen kan tjene 12-13 Kr. - Saa meget er det gamle Ragelse, som bliver kastet I Skraldespandene, værd. I Aarets Løb er der paa Lossepladserne opsamlet Metaller, Klude. Flasker. Gummi. Cykledele og lign. for maaske over 100,000 Kr. Klunset sælges til Opkøbere, hvis Forretninger er meget betydelige.

Vil de kommunale Arbejdere være ene om at klunse?

En "Klunser", som i Gaar henvendte sig til os, fortalte, at han i Løbet af Sommeren havde lavet mindst 20 Cykler af enkelte Dele, som han havde fundet paa Lossepladsen. Han har tidligere været CykIesmed med egen Forretning. Paa Lossepladsen kunde han genoptage Virksomheden og tjene til Livets Ophold. Men nu da Borgmester Hedebol har lukket af for Skraldet, maa han tænke paa at henvende sig til Fattigborgmester Kristensen om en lille Hjælp.

- Se en Gang paa mit Tøj, sagde han til os. Det er jo ikke videre fint, men det er alligevel til at gaa i. Vil De tro, at det er fundet paa Lossepladsen næsten alt sammen - for det er det. Baade Strømperne, Støvlerne, Gamascherne, Bukserne. Slipset og Kasketten er pillet op fra Lossen. Og Hængelampen der hjemme i Stuen og jeg ved ikke hvad! Altsammen fundet paa Lossepladsen.

Vi kan godt passe os selv, naar vi "klunser", og der er ikke noget med at gaa de kommunale Arbejdere i Vejen. Hvorfor skal vi tvinges over paa Fattigvæsenet ? Var det ikke rimeligere at lade os faa Lov til at "klunse". Den eneste Maade, vi kan gaa de kommunale Arbejdere i Vejen paa, er ved at pille det "Kluns", som de selv vil have. Jeg skal ikke nægte, at vi er Ukammerater med dem.

Han tilføjede, at paa Lossepladsen ved Enghavevejen er det stadig tilladt Kludesamlerne at komme.

En Udtalelse af Borgmester Hedebol.

Saa vidt Kludesamlerne. - 

Borgmester Hedebol, med hvem vi i Morges havde en Samtale om Sagen, betoner, at Lossepladsen er en Arbejdsplads.

Og paa en Arbejdsplads skal der være Orden, sagde Borgmesteren. Og det er der særlig Grund til at holde fast ved, naar det gælder Lossepladsen paa Amager, der er farlig, fordi den gaar ned til Vandet. Lossepladsen ved Enghavevejen byder ikke paa de Vanskeligheder.

For Resten, sluttede Borgmesteren, er Sagen aldrig før blevet mig fremstillet paa denne maade.

Steen.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).

Kludesamlernes daglige Liv.

Et Besøg hos de Mennesker, der er tilfredse med lidt.

Kludesamlere og deres Hustruer, fotograferet ved Holmbladsgade.

- Værsgo', De skal ikke være bange for at sætte Dem ned - for her er ingen miren Dyr.

Kludesamleren peger paa sin Divan, og jeg tager frygtløs Plads ... Jeg er paa besøg i hans Hytte - Hus kan man ikke godt kalde hans Beboelse, der kun er 5 Alen lang og 4 bred og af Træ.

- Nej, De skal ikke være bange for at faa noget paa Dem her, vedbliver han Jeg gaar jo nok paa Lossen og roder, og alt, hvad jeg ejer og har, er fundet i Skraldet; men derfor kan jeg vel godt være renlig. Vil De bare se mit Tøj - det er ikke videre elegant, for det er pillet op Stump for Stump. Men jeg kogte det ud og skrubbede det godt igennem, inden jeg tog det paa.

Kludesamleren er en høj, sund og frisk udseende Mand i 40 Aars Alderen. Han lyser af godt Humør og Evne til at tage Tilværelsen, og hvad han siger er altsummen klart og forstandigt og uden Udpyntning af nogen Art.

- Vi kunde have det saa godt herude, siger han. Borgmester Hedebol skulde bare komme ud og se os. Han tror vist vi er nogle værre Radiums kandidater, men fakta saa kan der gaa Maaneder mellem, at jeg smager saa meget som en Bajer, og saadan er det ogsaa med mine Kammerater. Og naar De ser Dem omkring herinde, vil De saa ikke indrømme mig, - jeg maa være et meget ordentligt Monneske. Det er jo ikke nogen Herskabsbeboelse, men man kan da ikke nægte, at her er rent og pænt.

Kludesamleren viser mig sine Ejendele - og spørger, om man skulde tro, de var fundet paa Lossepladsen.

- Bordet der - fundet paa Lossen. Vækkeuret - ja, det er et godt Ur; det trængte bare til en Omgang Petroleum, da jeg fandt det. Primusapparatet, Tæppet paa Divanen, Kaffekanden Kopperne - altsammen pillet op. Lampen - først fandt jeg Beholderen, en rigtig god Beholder, ikke, - saa fandt jeg en Fod, der kunde bruges til den, og nogen Tid efter dumpede jeg over Brænderen. Glasset har jeg købt. Men der findes ikke bedre Lampe i Kongeriget Danmark.

Saa gaar vi udenfor for nt bese Hytten udvendig. Den er beklædt med Linoleumsstykker, og Kludesamleren fortæller, at lunere Beboelse end denne her lille Villa skal man lede længe efter. Derpaa fører han mig ind i sit Værksted, et Træskur, hvor han sætter fundne Cykledele sammen til flotte og solide Cykler, saa gode som ny. Det er altsaa en hel Samlefabrik.

- Men somme Tider er jeg bange for, om saadan et fundet Stel skulde stamme fra en stjaalen Cykle, bemærker han. For Resten er det jo underligt at se, at Folk smider gode Sager ud. - han peger paa nogle Dæk og Slanger, som hænger paa et Søm paa Væggen, og henter frem gamle Hjul, Sadler, Styr og Forgafler: Den Losseplads er en Guldgrube, siger jeg Dem, en ren Guldgrube. Naar disse her Sager er sat sammen, og Stellet har faaet for 35 Øre Lak, saa er der Cykler i Landskabet ...

En af hans Kammerater, en lavstammet fast Mand med kloge, men næsten haarde Øjne, er kommet ind i Cykleværkstedet. Han tilbyder at vise mig sit Hus. Han er gift og har 2 Børn. Han ser næppe saa tilfreds ud som den anden, men han har jo også en Familie at forsørge, hvad Cyklesmeden ikke har.

- Maa jeg lige gøre opmærksom paa, siger Cyklesmeden, at Vinduet der ogsaa er fundet paa Lossen, og Dørkarmen - det er Kammen af en gammel Sofa.

Nu gaar vi hen til den lavstammede Kludesamlers Bolig, et rigtig godt Kolonihavelysthus med tre Rum. Og saa her er næsten hver Stump Indbo fundet paa Lossepladsen. En af de Ting, som Manden viser frem med størst Fornøjelse er en lille Bageovn til at opvarme med et Primusapparat. Den var noget itu, da han fandt den, men en lille Reparation har gjort den anvendelig. Konen har nylig bagt i den, og Manden opfordrer mig til at smage pan Brødet. Jeg faar en Skive, og den smager ud mærket.

Jeg gaar omkring i Huset og ser paa Sagerne. Alting er velholdt og propert. Messingtøjet - fundet paa Lossepladsen naturligvis - er straalende og nypudset, og Gulvene som blæst. Det er ordentlige Mennesker der bor her. Det Indtryk fik man for Resten i alle de Hytter, jeg besøgte. Kludesamlerne paa Lossepladsen ved Holmbladsgade er solide, ædruelig og flittige Folk. De har skabt sig Deres egen lille Verden. Lad dem bare faa Lov til at beholde den.

Konen viser mig Børnene, der ser sunde og friske ud. - de har øjensynlig ikke taget Skade af at bo i Nærheden af en Losseplads ... Og nu holder den høje kludesamler, som er den mest veltalende af Selskabet, paany et rask lille Foredrag.

- Skidt med om vores Haandtering er fin eller ej, for hvem vil nægte, at den er nyttig. Jeg har lige læst en Artikel i et Ugeblad om, hvordan alt Affaldet fra lossepladserne i Amerika bliver lavet om til ny Ting ... Hvis vi var unyttige Mennesker, saa kunde jeg forstaa Magistraten, naar den forbyder os at klunse. For det med at gaa Arbejderne i Vejen, tror jeg ikke paa ... Nu har jeg været nødt til at søge Hjælpekassen. Tidligere kunde jeg tjene 10 Kr. om Dagen og var aldrig i Pengetrang. Nu er det oven i Købet Nat med Koksene ...

Da jeg vil tage Afsked med de sympatiske Mennesker, siger Cyklesmeden:

- Stik lige med hjem og se mit Bibliotek. For jeg har Bøger. Naturligvis pillet op fra Lossen. Dem ligger jeg og studerer om Natten

Steen

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Foto fra Lossepladsen ved Holmbladsgade, bragt i Horsens Social-Demokrat 5. februar 1932 i anledning af at 3 renovationsarbejdere havde drukket gift i den tro at det var likør. Flasken havde en etikette fra Carl I. Michaelsen & Co.s Likørfabrik. Flasken stammede fra spækhøker Wren, Halfdansgade 28. Han havde fyldt dem med forskellige rensemidler. Den ene af arbejderne døde, den anden blev opgivet, mens den tredje var stærkt lidende. Spækhøkeren hævdede at flasken indeholdt rabarbervin, men det var nok snarere nitrobenzol.

Kommunen sætter de Husvildes Formand paa Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

En meget opstigtsvækkende Fogedforretning i Gaar.

Naar man "nedbryder Disciplinen"...

Røre foran Ejendommen, Sigerstedgade 4, under Ejnar Nielsens udsættelse i Gaar. To betjente holder Vagt ved Effekterne.

Der fandt i Gaar en meget opsigtvækkende Begivenhed Sted ude i Sigerstedgade, hvor en af Kommunens Husvildeafdelinger ligger. Husvildesammenslutningens Formand, Ejnar Nielsen, blev med sin Familie sat ud af den Lejlighed, han i den sidste Tid har maattet kalde sit Hjem. Han protesterede, men der hjalp naturligvis ingen kære Mor. En Lastbil holdt foran Gadedøren, og Familiens fattige Bohave blev bragt ud og læsset paa den.

Et meget pinligt Indtryk gjorde det, at se Fru Nielsen, der er baade svanger og alvorligt syg, blive baaret ud til en ventende Sygevogn.

Familien har iøvrigt allerede tre Børn.

I forholdsvis Ro.

Udsættelsen forløb under forholdsvis Ro. Det var jo ikke Kommunens Mening at overgive Familien til Gaden, hvor det jo er strengt forbudt at slaa Lejr. De fattige Mennesker skulde bare transporteres til en anden Husvildeafdeling

Hvad er Aarsagen?

En Udtalelse fra Magistratens 3. Afdeling. 

Om Aarsagen til Udsættelsen har Kontorchef P. E. Müller i Magistratens 3. Afdeling udtalt, at Husvildesammenslutningens Formand er "et af Afdelingens urolige Hoveder".

Grunden til, at han overføres, erklærede Kontorchefen, er, at han har arrangeret Husvildemøder i Gaarden til Sigerstedgade Nr. 4, uden først at anmode om Tilladelse dertil.

Den kvindelige Vicevært: Nielsen er en Urostifter!

Husvildeafdelingens Viceværtinde, Frk. Bentzen, med hvem vi til Morgen har haft en Samtale, slutter sig til Kontorchefens Udtalelser. 

Ogsaa hun mener, at det var nødvendigt at flytte Einer Nielsen, naar han uden Tilladelse holdt Husvildemøder i Ejendommens Gaard. Hun kalder Nielsen en "Urostifter". 

- Men er det da ikke meget rimeligt, at de Husvilde holder Møder og fremlægger deres Sag for Offentligheden? spørger vi.

 Jo - der er ingen Ting, vi hellere vil, end at de holder Møde. Men de Husvilde skriver under paa en Række Regler, og naar de ikkeholder dem, maa vi skride ind.

- Skal Overførelsen af Ejnar Nielsen til en anden Afdeling betragtes som en Straf?

- Straf - ? Nej. Vi kan bare ikke have ham i denne Afdeling. For Resten har han faaet et bedre Værelse, hvor han er kommet hen.

- Hans Kone var meget syg . . . 

- Hun var syg i Fjor, og da blev det sagt til hende, at hun burde undgaa at sætte flere Børn i Verden. Ved Flytningen i Gaar blev der paa alle Maader sørget for hende, f. Eks. blev hun tilset af en Sygeplejerske... Men De maa hellere henvende Dem til Borgmester Viggo Christensen, som jo er øverste Myndighed.

Samtale med Borgmester Viggo Christensen.

- Hvorfor han man flyttet Ejnar Nielsen? spørger vi derefter Borgmester Viggo Christensen.

- Ejner Nielsen er ikke rigtig egnet til at bo under de Forhold, svarer Borgmesteren. Men det er jo slet ikke usædvanligt, at vi flytter om paa de Husvilde.

- Er det en Disciplinærstraf, der er overgaaet Einer Nielsen?

- Straf er det ikke. Men vi kan jo ikke sætte Folk ud som de private Husejere kan ....

- Hvis Manden igen overtræder Husvildeafdelingens Regler - hvad vil man saa gøre ved ham?

- Det kan jeg virkelig ikke sige noget om paa nærværende Tidspunkt

- Han bliver vel ikke skilt fra sin Familie - f. Eks. sendt paa Sundholm?

- Nej! Nej!

- Er Ejner Nielsen et uroligt Hoved

- Jeg maa bede Dem undskylde mig. Jeg har travlt. Jeg staar lige og skal af Sted til et Møde.

Besøg hos Ejner Nielsen.

Vi træffer Einer Nielsen i Bergthorasgade 54 det saakaldte "Marokko", hvor han faaet et Værelse, der vel er større end det i Sigerstedgade men som ser alt andet end hyggeligt ud. Væggene er hullede, forrevne og snavsede.

- Det er ikke godt, naar der kommer Haandværkere, mens man er syg, siger Konen, som ligger til Sengs midt i Flyttevirvaret og ikke er i Stand til at bringe Værelset i Orden.

Ejnar Nielsen beklager sig over. at lian ikke har faaet nogen Motivering for at blive flyttet. 

Først tænkte han paa at protestere mod Flytningen, anmodede om to Dages Frist. Men Fogden kunde naturligvis ikke opsætte Sagen.

Det mærkeligste var, at Kommunen ikke havde opgivet ham et Sted at flytte hen. Men ved en HenvendeIse til Raadhuset fik han anvist Lejligheden i Bergthorasgade. Saa opgav han sin Protest.

- Jeg holdt ogsaa paa, at vi skulde give efter, siger hans Hustru. Der var jo Politivagt derude.

(Aftenbladet (København) 23. oktober 1929).

Tegning af Ejnar Nielsen, Nationaltidende 8. maj 1930. Ejnar Nielsen fortsatte arbejdet lidt endnu i Husvildesammenslutningen. Fx på et møde 21. november 1929 ved et møde hvor han fremviste lysbilleder fra husvildeafdelingerne, samt et pænt stykke ind i 1930. Efter et møde i Borups Højskole den 7. maj, hvor bl.a. Poul Henningsen optrådte og støttede Nielsens udtalelser, ser det imidlertid ud som om han forsvandt fra offentligheden. Artiklen fra oktober fortæller at hans kone var gravid - og må have født omkring det tidspunk. Og hendes bemærkning til sidst antyder måske heller ikke fuld opbakning bag hans aktiviteter.

Hjørnet af Sigerstedgade og Ingerslevgade. Nr. 4 ligger udenfor billedet til højre, længere nede ad Sigerstedgade mod Sønder Boulevard, og ligner de viste opgange.

Det gamle, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Peder Hvidtfeldts Gaard, som nu skal ombygges.

Ejendommen Peder Hvidtfeldtsstræde 9, hvis maanedlange Tomhed har vakt Forbauselse.

Del har vakt en Del Forundring, at den gamle Ejendom Peder Hvidtfeldt Stræde 9 lige siden midt i Sommer har staaet tom og ubeboet, Forhus saa vel som Baghus. Og man har spurgt os, hvorledes dette kunde gaa for sig i disse Bolignødstider. At der var Tale om Nedrivning, syntes utænkeligt, idet man gik ud fra, at den historiske Gaard, hvortil Admiral Peder Hvidtfeldts Navn er knyttet, var fredet.

Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Hvad der skal foregaa, er simpelthen det, at den gamle Ejendom skal ombygges og indrettes med moderne Lejligheder og Forretningslokaler. Indtil i Februar i Aar ejedes Gaarden af Trikotagefabrikanterne Sørensen og Westergaard. De solgte den da til et Konsortium, repræsenteret ved Sagfører Chr. Emil Clement, der opsagde de gamle Lejere til Fraflytning.

Dette synes altsaa i Betragtning af de 4 Maaneder, der siden er hengaaet uden at noget er sket, at have været i god Tid, men efter hvad Sagfører Clement til Morgen meddeler os er Ombygningen af Peder Hvidtfeldt Gaard nu umiddelbart forestaaende.

(Aftenbladet (København) 21. oktober 1929).

Kartoffelmarkerne tømmes. (Efterskrift til Politivennen)

Den ventede Frost sætter Fart i Arbejdet.

De smaa Fingre yder værdifuld Hjælp.

Endnu er Konstruktørerne af Landbruget tekniske Hjælpemidler ikke naaet til at fremstille Maskiner, der selv kan pille Kartoflerne op af Jorden og putte dem i Sække. Men de har forlængst erstattet Plovens og Gravgrebens Brug i Kartoffelrækkerne med udmærket arbejdende Kartoffeloptagere, der baade henter knoldene frem, ryster Jorden af dem og spreder dem pænt ud over de jævnede Rækker.

Naar Maskinerne har indledet Optagningen, er det altsaa Menneskene, der maa fortsætte, og her yder Børnene en særdele værdifuld Hjælp. Det kan nok værre de smaa Fingre kan rappe sig, og en lille Dreng eller Pige med lidt øvelse faar ofte Spanden fuld før en voksen Person. Almindeligvis faar Optageren hver niende Spandfuld af kartofler som Betaling for Arbejdet, saa i Kartoffelmarkerne kan Børnerigdom for en Gangs skyld være en Fordel. Men Kartoffelhøsten varer jo kun saa kort, og Børnearbejdet er - heldigvis - forlængst begrænset til saadanne ekstraordinære Sæsonbegivenheder.

(Aftenbladet (København) 21. oktober 1929).

Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.