Den Store Sædelighedsskandale 1895: Krav om Kommission November 1895. (Efterskrift til Politivennen)

 I maj 1895 havde seks medlemmer af oppositionen med ordfører Philipsen i Borgerrepræsentationen forsøgt at få nedenstående forslag vedtaget:

"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "

I stedet for denne havde Højre-flertallet ved Koch, med 25 stemmer mod de 6 fået vedtaget denne resolution:

"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."

I stedet for at anbefale en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiet, fik man altså anbefalet at kommissionen skulle beskæftige sig generelt med bestemmelser om prostituerede. Da resolutionen måske var noget uklar, gik der tid med at Magistraten og justitsministeriet stillede spørgsmål om hvad en kommission egentlig skulle tage sig af. 

Sent i forløbet ændrede Københavns Magistrat holdning og anbefalede justitsministeren at Borgerrepræsentationens forslag om nedsættelse af en kommission blev taget til følge. 

Sædelighedssagen.

Det kan egentlig ikke siges, at Københavns Borgerrepræsentation har haft held med sig i sin ageren i sædelighedssagen. Der er nu gået omtrent et halvt år, siden spørgsmålet rejstes, men desuagtet er man ikke nået stort videre, end man var, da der begyndtes, mens derimod selve sagen er blevet en del forandret derved, at nogle af de værst sigtede personligheder i Sædelighedspolitiet er blevet afløste af andre og flere af de påklagede forhold er blevet forandrede, så at den omhandlede "kommission" i mellemtiden i alt fald snarest er blevet mindre aktuel.

Som det vil mindes, kom sagen oprindelig frem således, at de ser oppositionelle borgerrepræsentanter med Philipsen som ordfører i henhold til en systematisk og alarmerende agitation i pressen stillede forslag om nedsættelsen af en i dansk retspraksis hidtil ukendt "blandet kommission", der som en art velfærdskomite skulle kunne forhøre og undersøge til alle sider og eventuelt gøre indstilling om reformer på det nævnte område. Under forhandlingen i Borgerrepræsentationen. hvor navnlig højesteretsassessor Koch gjorde modstand mod den "blandede" kommission, blev forslaget imidlertid ændret og tilsidst vedtaget således: "Kommunalbestyrelsen opfordrer justitsministeren til at nedsætte en kommission for at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring i de gældende bestemmelser om tilsynet med fruentimmer, der søger erhverv ved utugt." Spørgsmålet om en her i bladet foreslået kommissionsdomstol var, mens sagen stod på dagsordenen, til dels blevet præjudiceret ved de omhandlede forholds henvisning til undersøgelse ved kriminalretten og et ligeledes her i bladet fremsat forslag om under de forandrede forhold at nøjes med nedsættelse af et udvalg - eventuelt et fællesudvalg - til undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet og til prøvelse af det bestående regulativ i København, fandt ikke tilslutning i Borgerrepræsentationen, hvor dog Lange gjorde sig til talsmand for et sådant udvalg. 

Dette skete i begyndelsen af maj. Derefter blev der vekslet skrivelser mellem Magistraten - som tog nogen reservation over for den foreslåede kommission og navnlig ønskede denne udsat, indtil den kriminelle undersøgelse var sluttet - Borgerrepræsentationen og justitsministeriet, indtil sagen i mandags kom til at foreligge i Borgerrepræsentationen påny, idet justitsministeriet da i overensstemmelse med Magistraten billigede, at en drøftelse af de gældende politiregulativs bestemmelser på dette område (dvs. Sædelighedspørgsmålet) finder sted. Ministeriet mener derhos, at en sådan drøftelse bør ske af delegerede fra kommunalbestyrelsen sammen med politidirektøren, og når ministeriet erholder meddelelse om til hvilke delegerede det af kommunalbestyrelsen er overdraget at føre de pågældende forhandlinger, vil ministeriet derfor være villigt til at overdrage til politidirektøren at deltage i samme, ligesom ministeriet også, dersom det eventuelle udvalg til sagens behandling enten, fordi det ønsker at give sine undersøgelser en større udstrækning eller af andre grunde måtte begære det, er villigt til at tilforordne udvalget anden sagkyndig bistand, som måtte stå til ministeriets rådighed." I anledning heraf var det, at forsamlingen i mandags vedtog følgende beslutning: "Idet Borgerrepræsentationen beklager, at ministeriet ikke har kunnet gå ind på den - i væsentlig uoverensstemmelse med Magistratens udtalelse af Borgerrepræsentationen ønskede form for kommissionens sammensætning, idet man derhos vedblivende måtte ønske, at også andre mænd uden for kommunalbestyrelsen, der repræsenterer forskellige anskuelser om de her omhandlede forhold, fik sæde i kommissionen, og idet man forudsætter, at kommissionen i henhold til ministeriets udtalelse i slutningen af dets skrivelse af 12. f. m. til Magistraten vil finde anledning til at gøre indstilling til ministeriet i denne retning, beslutter Borgerrepræsentationen på sagens nærværende trin at vælge 5 medlemmer til den i Magistratens skrivelse omhandlede kommission."

Denne af Borgerrepræsentationen således tagne beslutning må under de givne forhold siges at være noget vanskelig at forstå. Ved at gennemlæse det officielle referat af forhandlingerne den 8. maj, ser man nemlig, at højesteretsassessor Koch, der som flertallets ordfører ledede aftenens forhandlinger, vel udtalte sig noget ubestemt om den eventuelle kommissions opgave, men dog navnlig fremdrog, at der i politiregulativet var bestemmelser, der krævede omordning og prøvelse, mens han den gang - ligesom nu atter i mødet i mandags - principielt sted på det standpunkt, at lovordningen ikke nu bør fraviges eller ændres. Dermed er det selvfølgelig vel foreneligt, at man dog også kan drøfte spørgemålet derom, Iigesom andre medlemmer kan gå videre i så henseende: men det har dog lige fuldt sin store betydning, at det er regulativets ordning, man især har for øje. Dette bliver af så meget større vægt, når man erindrer, hvorledes Magistraten i sin skrivelse for nylig til Borgerrepræsentationen tydelig påviste, hvilke få punkter det er som lovordningen vedrører, mens de mange bestemmelsers ordning er henvist til regulativet, der for hver bys vedkommende, altså også for København, træffes af kommunalbestyrelsen og justitsministeriet. 

Det er på den anden side givet, at hverken justitsministeriet - vide justitsministerens tidligere stilling i Landstinget til spørgsmålet om en kommissions nedsættelse - eller Magistraten har været stemt for en kommission til at behandle det store og væsentlige spørgsmål om en ny lovordning, mens det vel også må erkendes, at her måtte initiativet siges nærmest at ligge hos lovgivningsmagten. Alt dette påviste Magistraten tydelig i sin skrivelse af 7. oktober til Borgerrepræsentationen, og det er der klart lagt for dagen, hvad sagen drejer sig om.

Under disse omstændigheder forekommer set os, at ministeriet og Magistraten giver Borgerrepræsentationen alt, hvad den kan forlange, når man ikke blot siger: Nu skal behandles alt, hvad der kan komme ind under regulativet; det skal behandles af medlemmer af kommunalbestyrelsen, med i hvilke justitsministeriet vil pålægge politidirektøren at samarbejde! Men når man så yderligere tilføjer: Kommer man da ved dette sit arbeide til at ønske enten flere kræffer med til gerningen, eller til at give stoffet et større område, så går vi med dertil! - Ja, da synes det os unægtelig, at forsamlingen derved får alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, og at den rolig kunne have ladet det forblive derved. Men, var man nu ikke enig deri, så burde man dog alvorlig have taget sagens realitet op og sagt: Skulle vi tage dette således, som det er os tilbudt, hvorved vi altså, hvis udvalget finder det rigtigt, kunne komme videre? Eller skulle vi sige: Det er os ikke nok; vi ville straks have en stor kommission og hele ordningen, også lovordningen, drøftet ! - Var man kommet til det sidste resultat, måtte man have vedtaget en udtalelse om at man ikke var fornøjet med ministeriets bestemmelse og tilsagn, men at man ville begære en større kommission og en videre opgave.

Men hvad gør man i stedet derfor? 

Man kaster sig over en enkelt sætning i Magistratens skrivelse, den nemlig, hvor Magistraten, efter udførlig at have fremstillet sagens virkelige hovedspørgsmål og begrundet, hvorfor man vil indskrænke sig til regulativet, så føjer til: "Og det er formentlig også dette område, som Borgerrepræsentationen - hvis forhandlinger tidligere er tilstillede ministeriet - i alt fald væsenlig har haft for øje ved sit forslag." Skønt denne udtalelse stemmer med ordførerens, assessor Kochs udtalelser, og skønt han atter i mandags gentog, at lovordningen formentlig ikke bør ændres, forarges man dog over, at det er i overensstemmelse med denne sætning, at ministeriet har truffet en afgørelse.

I Virkeligheden have Magistraten og ministeriet reelt vist al rimelig imødekommen; der er derved nået væsentlig hvad Borgerrepræsentationen har ønsket. Og så i stedet for at tage dette og drøfte sagen, kaster man sig over en under de givne forhold ingenlunde uberettiget udtalelse i Magistratens skrivelse! 

Herved er der opnået det, at forholdet er blevet ganske uklart. Man går med til, hvad ministeriet har tilbudt; men i det samme drejer man det om og siger: Idet vi tager det hvad vi ville, og ikke det, som ministeriet har villet ! 

Havde det ikke været rigtigere at tale tydeligt? Hvorledes kan man på den uklarhed og urigtighed som nu foreligger, nedsætte kommissionen?

(Nationaltidende, 7. november 1895, 2. udgave).

Amager-Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Amager-Politiet laver Skandale! 

Hvorledes borgerne behandles. - Drukne Betjente. - En Sædelighedsskandale. - Mørke Kældere og sorte Huller. - Brutal Behandling af anstændige Kvinder. - Om Forladelse. - Hvad mener Birkedommeren?

For ikke ret længe siden henledte vi Offenlighedens Opmærksomhed paa de retslige Tilstande, Amagerbefolkningen lever under.

Del var, da "Amagers Skræk", Politibetjent Kundbye i Dragør, uden gyldig Grund huggede los med sin Sabel paa et Par Tjenestekarle, der kom fra Dans i Kongelunden.

Man behøver imidlertid ikke saadanne Beviser paa, at Amager er, hvad man i daglig Tale trænende kalder "udenfor Lands Lov og Ret".

Kundby-Affæren, der fik det endelige Resultat, at den drabelige Betjent fik sin Afsked, har imidlertid mange Sidestykker.

Vi skal, for yderligere at paavise dette, fremdrage en Historie fra de sidste Dage.

En rasende spækhøker.

Paa Amagerbrogade 4 driver to ældre Frøkner, Søstrene Mønsted, Konditori.

Forrige Torsdag Aften, da Klokken var over elleve og Søstrene Mønsted havde lukket Forretningen, kom en Spækhøker Petersen, som bor paa Fredensvej, og forlangte, at de to Søstre skulde aabne Butiken for at sælge ham noget Øl.

Da dette blev nægtet Spækhøkeren, gjorde han, der var temmelig paavirket af Spiritus, et mislykket Forsøg paa at sprænge Butiksdøren. Han knuste derefter Ruden og begyndte at traktere den ene af Frøknerne Mønsted og hendes Medhjælperske, en Frk. Nielsen, med en udsøgt Samling af gemene Skældsord.

Udenfor paa Gaden, hvor Petersen stod, samlede der sig efterhaanden en Del sene Nattevandrere, som med stigende Opmærksomhed var Vidne til Spækhøkerens forargelige Tale. Da han imidlertid tillige udviste en sjofel Adfærd, sandt de to Kvinder, at han dog drev Spillet for vidt og tilkaldte

Politiet.

Betjentene Jensen og Sørensen indfandt sig straks paa Stedet. Men da disse, som - efter Frøknerne Mønsteds Mening - ogsaa var berusede, saa, at det var en af deres Drikkebrødre, der lavede Skandale, vilde de slet ikke indlade sig med ham. De gjorde derimod Grin med de to Damer og forlangte, at de skulde gentage Spækhøkerens Gemenheder.

Selvfølgelig kunde de to Damer ikke indlade sig paa ordret at gengive, hvad Petersen havde sagt, og de fremkom i den Anledning med Bemærkninger om, at det vilde de først gøre overfor Betjentenes Foresatte.

Herover blev imidlertid de to Betjente rasende, slog i Bordene og tordnede løs mod de to Damer, hvem de truede med Fængsel og Dont, hvis de ikke Ord for Ord gentog Spækhøkerens Uartigheder.

Kastet i Detentionslokalet.

Da Frk. Mønsted og hendes Medhjælperske blev ved at protestere, raabte Jensen:

- Ja, saa skal vi Fanden gale mig vise Jer noget andet. Nu er De anholdt !"

De to Tanter maatte net følge med til Amagers Politistation i Absalonsgade, og her gentog den samme Scene sig. Frk. Nielsen blev først underkastet et skrapt Forhør og presset til at gentage de gemene Udtryk. Hun nægtede dog bestemt dette, hvorfor Betjenten uden videre Formalitet satte hende ind i Detentionslokalet.

Da der nu blev anvist Frk. Mønsted et uhyggeligt, fugtigt og mørkt Rum, knækkedes hendes Mod, og Sætning for Sætning genfortalte hun nu, hvad Spækhøkeren havde sagt.

- Om igen, men mere langsomt! brølede Betjent Jensen, og stillede sig truende lige overfor hende.

Oprørt i sit Inderste, men tvungen af de brutale Betientes Magt, maatte hun derpaa, stadig under deres haanlige Latter, gentage Gemenhederne.

Endelig, da hun omstændelig for fjerde Gang havde føjet Betjentene i Gentagelsen af Raahederne, fandt de sig tilfredsstillet, og hun fik nu Lov tit at sætte sig ned for at der kunde optages en Rapport.

Om Forladelse?

Efter et Par Timers Ophold paa Stationen, kom en tredje Betjent de to Kvinder til Hjælp. Frk. Mønsted anmodede ham da om at hente Amager Birks Politifuldmægtig, Hr. Larsen, som har Bopæl paa Amagerbrogade.

Da Politifuldmægtigen kom og hørte Frk. Mønsteds Fremstilling af Sagen, lod han Frk. Nielsen hente ud af Detentionslokalet og demitterede derpaa begge Damer, med Løfte om stræng Undersøgelse af Betjentenes Færd.

Den næste Dag indfandt Politifuldmægtig Larsen sig imidlertid i Søstrene Mønsteds Forretning og forestillede dem, at Betjentene vilde faa deres Afsked dersom Sagen forfulgtes videre.

Frk. Mønsted frafaldt da videre Forfølgning af Sagen paa den Betingelse, at de to Betjente i hendes Forretning og i Vidners Paahør skulde bede hende og Frk. Nielsen om Forladelse. Da dette samme Dag skete paa en for Betjentene ret ydmygende Maade, blev Sagen dysset ned.

Men

hvad siger Birkedommeren,

Hr. Øllgaard, nu til de mange Klager og Forestillinger, som siden er indløbet til ham fra Befolkningen paa Amager om denne Sag? Han kan umulig stille sig paa samme Standpunkt som hans Fuldmægtig.

Denne Sag er saa uhyggelig, at den ikke bør dø hen uden Paatale.

(København 2. november 1895).

Politi-Skandalen paa Amager.

De to Betjente.

Vi indhentede i Gaar nogle nærmere Oplysninger om de to Amagerbetjentes, Jensens og Sørensens Forhold.

Jensen, der er en ældre Mand, er bekendt for at være en grov og hidsig Person, som ofte er beruset. Birkedommer Øllgaard har flere Gange advaret ham og stillet ham i Udsigt, at han ved den første Lejlighed, han paany forsaa sig, vilde faa sin Afsked paa graat Papir.

Almindelig Forbavselse har det derimod vakt, at Sørensen har kunnet slaa Følge med sin daarlige Kollega. Denne Mand staar nemlig højt anskrevet bos Birkedommeren og anses for at være meget afholdt af Befolkningen, mod hvem han altid har optraadt roligt og besindigt.

Sørensen har i alt Fald aldrig tidligere givet Grund til Klage, og naar han nu har bidraget saa vægtigt dertil, som i Gaar nævnt, har det formentlig sin Grund i, at han den samme Dag, som Skandalen fandt sted i Søstrene Mønsteds Konditori, havde bragt nogle Arrestanter til Vridsløse Straffeanstalt, og paa Vejen derfra havde faaet en Del at drikke.

At Birkedommer Øllgaard vil søge at dække over sine Betjentes Adfærd, er der imidlertid ingen Grund til at tro. Hr. Øllgaard er - efter hvad vi fra sikker Kilde erfarer - meget opbragt over den stedfundne Skandale, og han havde skredet ind mod de to Betjente straks, til Trods for sin Fuldmægtigs Mægling i Sagen. Birkedommerens Sygdom har imidlertid sinket Sagens Behandling.

Paa Tirsdag er Hr. Øllgaard imidlertid saa vidt restitueret, at han kan indfinde sig i Retten. Allerede da er det Hensigten at paabegynde Undersøgelsen mod Betjentene, der rimeligvis ikke vil slippe billigt fra den næsten utrolige Skandale.

(København 3. november 1895).

Amager-Skandalen.

 Betjentene slipper for Straf.

I Gaar Formiddags holdt Birkedommer Øllgaard Forhør angaaende Politiskandalen, og Resultatet blev, som vi forudsagde, at Sagen jævnedes uden Straf for Betjentene.

Foruden de forurettede Damer, Frøknerne Mønsted og Nielsen, var mødt de to Betjente, Sørensen og Jensen, samt endelig Ophavsmanden til det natlige Postyr, Høker Petersen.

For sin raa Opførsel overfor Damerne maatte Høker Petersen betale en Mulkt af 80 Kr. samt erstatte de ituslagne Butiksruder.

Politibetjentene derimod slap fri for Tiltale. Birkedommeren gav Damerne den Besked, at da de selv i Forvejen havde modtaget Betjentenes Undskyldning og erklæret sig tilfreds hermed, saa maatte Sagen dermed betragtes som afsluttet. Betjentene vilde imidlertid blive sat paa den sorte Tavle, og saa fremt de paany gjorde sig skyldig i nogen Forseelse, vilde dette medføre deres Afskedigelse.

Man maa forbavses over den mærkelige Lethed, hvormed Birkedommeren har forstaaet at glide over denne Fadæse. Den Slags Afgørelse er just ikke betryggende for Retssikkerheden paa Amager, ligesaa lidt som man forvente, at Disciplinen i Politikorpset derved styrkes.

Fuldmægtig Larsen, der paa egen Haand har foreslaaet Damerne at nøjes med en Undskyldning for at dække over de brutale Politimænd, ser altsaa sin Virksomhed godkendt af Birkedommeren, og der er nu en vid Mark aaben for ham at arbejde paa med underhaanden at søge eventuelle nye Politiskandaler neddysset paa samme Maade.

Men Politimyndighederne bør vide, at Befolkningen i Sundbyerne paa det mest energiske protesterer mod et Regimente, der udsætter Beboerne for den Slags Overgreb.

(Social-Demokraten 6. november 1895).

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Arrestvagtmester Julius C. O. Køhn. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestvagtmesterens Jubilæum

I Dag sejrer Arrestvagtmester J. C. Køhn 25-Aarsdagen for sin Indtræden i Politiets Tjeneste. Som næsten alle Politiets højere Funktionærer begyndte Køhn som Betjent i Ordenspolitiet. Det var den 1. Oktober 1870, og siden den Dag har den 1. Oktober flere Gange været en Mærkedag for ham. Den 1. Oktober 75 gik han nemlig fra Ordenspolitiet over til Sundhedspolitiet - ikke Sædelighedspolitiet - og den 1. Oktober 88 blev han Arrestvagtmester paa Kristianshavn.

Med Liv og Sjæl hengav han sig til det Hværv, at være "Høvedsmand paa Fæstningen" med de mange Ulykkelige, der ved egen, ved andres eller ved Samfundets Skyld for kortere eller længere Tid er spærret inde mellem sine Mure med smaa Gittervinduer. Det var et vanskeligt, et brydsomt Hværv, men han følte, at han ogsaa her kunde udrette noget godt. Han lader aldrig Fangen, der er betroet til hans Baretægt, føle Haan eller Ringeagt. Vagtmesteren er bestemt, stræng retfærdig mod alle uden Forskæl, og taler ofte indtrængendes mildt og alvorligt, hvor han mener det kan nytte; han kan sætte Godhed for Fangen, lede ham, saa Opholdet i Fængslet bliver mindre tungt, Haabet paa Frihed og Fremtid mere lyst. Naar Fangen bliver fri og kommer udenfor Fængslets Port, saa taber Arrestvagtmesteren ham af Syne og har ikke Tid til al følge ham. Men han bliver ikke glad ved atter at se en Fange, han nærede Tro til.

I de syv Aar, Køhn har været Arrestvagtmester, har han selvfølgelig stiftet Bekendtskab med mangen interessant og meget ulykkelig Fange og maa kunne fortælle mangen trist Historie. Men Arrestvagtrnesteren taler ikke meget, og mindst om sig selv; Dommen over hans Optræden i Fængslet vil han helst have de andre skal fælde. Og en af de Journalister, der har haft god Lejlighed til at studere Vagtmesteren, mens de har bødet for Presseforseelser, kunde vel ogsaa bedst give en Skildring af Jubilaren i Dag. Oppositionspressen har jo nok af dem: Hørup, Wiinblad, Ove Rode, Herm. Bing, Ole Gottfried, Sigv. Olsen, A. C. Meyer og adskillige andre af Socialdemokratiets Mænd, som Arrestvagtmesteren naturligvis ikke regner til Forbryderne, fordi deres "Forbrydelse" var en Skønssag, paadømt af dem, der havde en anden politisk Mening.

Den 1. September i Aar flyttede Hr. Køhn som Vagtmester fra det uhyggelige skumle Fængsel paa Kristianshavn til det nye, langt mere tidssvarende Vestre Fængsel, hvor han i Dag fejrer sit Jubilæum. A.

(Social-Demokraten 1. oktober 1895).

En Jubelolding i Fængslet.

Julius C. O. Køhn.

Vinterens klamme Taager dækker for al Udsigt til Vestre Kirkegaard; men frem af det meget graa dukker en stor uhyggelig Bygning - Vestre Fængsel.

Funktionærboligen ud mod Vestre Kirkegaards Vej ligner Fængselet udvendigt, men indenfor er der Hygge og Varme.

Her bor paa første Sal Arrest vagtmester Køhn, der i Dag fejrer sin 70-aarige Fødselsdag.

Man skulde forsværge, at Hr. Køhn var 70 Aar; saa rank og ungdommelig Mand skal man lede længe efter, og ligeledes, at han er Fangevogter, thi her er ingen Barkhed eller Melankoli, men Venlighed og Humør.

Vi har faaet et Interview med den muntre Jubelolding, der har sine Papirer i Orden.

Min Biografi.

- Navn Julius Constantin Charles Køhn.

Født: I København den 1. Februar 1846.

Stilling: Haandværkssvend.

Militær Stilling : Ingeniør 1868-69-70, skulde have været paa Underofficersskolen, kom paa Telegrafkontoret i Stedet.

Ordenspolitibetjent 1. Oktbr. 1870,

Sundhedspolitibetjent 1. Oktbr. 1875, Arrestvagtmester paa Christianshavns Arrest 1. April 1888. Ved det nye Vestre Fængsel 1. Oktbr. 1895. 

Dannebrogsmand 8. Januar 1897. 70 Aars Fødselsdag 1. Februar 1916. Afsked 1. Maj 1917.

- Nej, Fatter, siger Fru Køhn, du bliver saamænd nok -

- Det tror jeg ikke, siger den gamle Arrestvagtmester, thi den 1. Maj 1917 indvies den nye Del af Vestre Fængsel, og der skal en ung Mand til den Post, jeg mangler Ungdommelighed og Energi - men Jubilaren siger dette med en saadan Rankhed og Kraft, at han gør Ordene til Skamme.

- Vi blev ikke færdige mod Biografien, siger Hr. Køhn, i 1882 bløv jeg Bestyrelsesmedlem og Kasserer I Bræstrups Politi Stiftelse, og i Efteraaret 1896 Formand i Bestyrelsen.

Hos de gamle Politifolk i Nørre Alle 17 færdes jeg helst, og jeg er afholdt der, det har jeg mange Bæviser paa.

Jeg tror ogsaa, jeg forstaar at tage de gamle, ligesom jeg i de 46 Aar, jeg har haft med Fangerne at gøre, altid har forstaaet at blive afholdt af disse, der slet ikke er saa vanskelige at have at gøre med.

Fangernes Behandling

Man skal slet ikke tordne op eller være Bussemand, fortsætter Hr. Køhn; nej et Smil og et Haandtryk kan gøre Underværker, og jeg har altid beflittet mig paa at gøre godt mod Fangerne og deres Familie.

Det, der har holdt mig oppe i alle de mange Aar, er Gymnastiken, fra min Soldatertid var jeg en stor Gymnastiker, og jeg dyrker stadig denna sunde Sport.

Derfor er jeg endnu rask og rørig og har bevaret mit gode Humør. Jeg har heller ikke været syg en Dag eller sygemeldt.

Festen i Dag fejrer jeg i Stilhed, jeg samles kun med sin Hustru, min Søn, der er Postekspedient, og min Datter, der hygger for os her i Hjemmet.

Vi tror dog ikke Dagen vil gaa saa stille af, dertil er Hr. Køhn for afholdt baade af Over- og Underordnede, af de mange Hundrede Tusinde Fanger og deres Familiers Medlemmer og af de gamle i Bræstrups Stiftelse.

Han vil sikkert kunne føje en Mængde hjertelige Hilsener til den Bunke Breve og Prospektkort han gemmer fra Ind- og Udland med Tak fra Fanger og deres Familie for god og human Behandling.

Køhn er en sjælden Mand; han er den rette Mand paa den rette Plads, som han forhaabentlig vil kunne udfylde i mange Aar.

(Folkets Avis (København) 1. februar 1916).

I september 1925 boede han og konen i Smallegade 19, Frederiksberg og de kunne fejre guldbryllup.

Børnehjemmet af 1870. (Efterskrift til Politivennen)

Et Jubilæum.

Den 26. September 1895 er det 25 Aar siden, at det Børnehjem hvis officielle Navn staaer over disse Linier, begyndte sin menneskeskekærlige Virksomhed. Overmaade beskeden var  Begyndelsen, og beskedent er Arbejdet fortsat i de mange Aar, der ere forløbne siden da.

Det var Frøken Rosalie Petersen, den stadige Forstanderinde for Børnehjemmet, - en Dame, hvis Navn man trygt tør nævne ved Siden af de bedste Kvindenavne, denne Kvindeudstillingssommer har gjort almenbekjendte - det var hende, der i Aaret 1870, medens den fransk-tydske Krig rasede paa det Ubarmhjertigste., lagde Grunden til det fredelige Velgjørenhedsværk, der siden har fyldt hendes Liv og har gjort saa megen Gavn.

Overmaade beskeden var som sagt Begyndelsen. I et Par smaa Værelser optog Frøken Rosalie Petersen nogle faa forkomne Smaabørn. Men lidt efter lidt rygtedes hendes opofrende Virksomhed, og efterhaanden vandt hendes stilfærdige, men derfor lige energiske Arbeide i Humanitetens Tjeneste Sympathi hos forskjellige indflydelsesrige Mænd i Kjøbenhavn, der traadte til, dels med deres Erfaring, dels med Pengemidler. Blandt disse Mænd bør nævnes afdøde Provst Warburg, Lægen Etatsraad A. Brünniche, der endnu bestandig yder Børnehjemmet indsigtsfuld Støtte, Grosserer Johannes Holm, Oberstløitnant P. Fr. Rist o. fl. A.

Jo længere Tiden gik, desto større og dybere blev Frøken Petersens sørgelige Erfaringer om al den Nød og Elendighed, mange Smaabørn henleve deres Barndomstid under. Og efterhaanden udformedes hendes Formaal til et dobbelt: nemlig dels at overtage Pleiemodergjerningen for fattige hjælpeløse Børn af begge Kjøn og dels - og ikke mindst paa dette Felt har Frøken Petersen indlagt sig stor Fortjeneste i vort Samfund - at øve Indflydelse paa de optagne Børns Mødre ved i Børnenes første Leveaar at antage Mødrene som Ammer. I Børnehjemmets 2 Afdeling kunne Børnene forblive til deres fyldte 7. Aar. Mestendel gratis, undertiden mod et ringe Vederlag, hvor et saadant kan ydes. faae Børnene, under deres Ophold i Børnehjemmet af 1870 Kost, Pleie, Klæder og de større Børn Undervisning.

I Aaret 1870 lykkedes det i første Række ved Frøken Rosalie Petersens Udholdenhed og trofaste Kjærlighed til Opgaven, at faa bygget eget Hus til dette, Danmarks første egentlige, rationelt anlagte Børnehjem. I Ryesgade Nr. 80 og Helgesens Nr. 2 rustes der en i alle Maader passende og hygieinisk betryggende Bygning, i hvilken I Hjemmet siden da har fortsat og, saa vidt de privat ydede Aarsbidrag have kunnet strække til, udvidet sin Barmhjertighedsgjerning. Uden Støi, uden Reklame - maaske lidt overdrevent beskedent og bramfrit har Frøken Petersen Dag efter Dag i de henrundne femogtyve Aar af al sin Evne offret sig, sin Villiestyrke, sin Medynk, sit energiske Arbeide paa denne Sag. Og det maa glæde hendes varme Hjerte at se, at hun ikke har stræbt forgjæves; hendes eget Børnehjem slaaer og har nu gjennemgaaet de første kritiske 25 Aar, og rundt om, i Hovedstaden som andetsteds i Landet har der med hendes Hjem som Mønster reist sig andre Børnehiem, med selvsamme Formaal, Børnehjemmet paa Vodrofvei, Børnehjemmet Godthaab, Børnehjemmet Ilias Minde, Ornslev Børnehjem. o m. a., hvad de alle hedde.

Illustreret Tidende 22. september 1895 som også bragte artikler og flere fotoer i anledning af jubilæet.

I de 25 Aar har Børnehjemmet af 1870 reddet omkring 600 Børn fra Nøden eller - Døden. Ved første Øiekast synes dette Tal maaske ikke stort; men det maa holdes fast, at der stadig er virket i Stilhed, at Bidragene ere indsamlede ganske privat, og at de aldrig have været synderlig store - der lægges paa saa mange Maader Beslag paa den kjøbenhavnske Godgjørenhed. 

Vi have ved disse Linier gjerne villet henlede vore Læseres Opmærksomhed paa det forestaaende Jubilæum, der ikke vil blive festligholdt med Tale og Sang, men som Børnehjemmets trofaste Vennekreds, efter hvad der forlyder, agter at feire paa en Maade, der sikkert vil fryde Frøken Rosalie Petersen.

Enhver Fader eller Moder, der hjemme har Smaabørn, for hvem Livets Sol skinner ind i lune Kamre, bør - naar Veien engang falder ad Dosseringen til - aflægge et Besøg i Børnehjemmet af 1870. Og underligt skulle det gaa til, om ikke den Stemning fødtes i deres Indre, der afkoder - al Beundring for den flittige, opoffrende Kvinde, der skabte dette Livsværk, men allerførst dog Taknemmelighed for, at Ens egne derhjemme ere "paa den rigtige Side" og inderlig Lyst til efter Evne at sløtte den smukke Børnehjemssag.

Maaske vil Frøken Petersen ved at læse disse Linier synes, at den megen Omtale af hendes Børnehjem strider mod hendes stilfærdige Vaner; men skulde de skaffe Hjemmet blot een eneste ny, paalidelig Ven, da havde ikke været skrevne forgjæves - - det vil selv Frøkenen indrømme.

(Dagens Nyheder 20. september 1895).

Fotograf Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Forstanderinde Rosalie Mariane Augusta Birgitte Petersen (12.6.1835-1.3.1924). 1882-1932. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Børnehjemmet lå på hjørnet af Helgesensgade 2 og Sortedamsdossering. Bygningen eksisterer stadig. Daginsitutionen Rosalie der er opkaldt efter hende.

Rosalie Mariane Augusta Birgitte Petersen (1835-924) voksede op hos sine morforældre, Birgitte og Jacob Philipsen, i en stor købmandsgård i Pilestræde. Efter morfaderens død i 1852, flyttede mormoderen med børnene til Krystalgade 22.

I 1870 begyndte Rosalie Petersen at arbejde for de forældreløse eller børn i familier der levede under kummerlige forhold ud fra det omtalte værelse i Fiolstræde 3. Her boede fire ulykkeligt stillede børn og en kvinde ansat til at passe dem. Efter mormoderens død 1873 boede Rosalie Petersen sammen med børnene. 

Veninden Karen Holm skænkede nabogrunden til sin villa i Ryesgade til børnehjemmet som åbnede 1877 med plads til 32 børn i alderen et til syv år og med Rosalie Petersen selv som forstanderinde. Karen Holm skænkede endnu et stykke af sin grund. Rosalie Petersen i 1881 startede en pengeindsamling til opførelse af hjemmet for spæde børn som stod færdigt i 1890, Helgesensgade 2. 

Spædbørn af fattige ugifte mødre fik den dårligste pleje i de private plejefamilier, og Rosalie Petersen ønskede derfor også at lade spædbørn få ophold på hjemmet sammen med deres mødre. Hvis disse ugifte kunne få mulighed for at amme deres børn, mente Rosalie Petersen, at de ville blive så knyttet til dem, at de ikke længere ville sætte dem i pleje. Hjemmet kunne optage 36 børn og 18 mødre. Fra 1907 optog Børnehjemmet af 1870 kun spædbørn. Rosalie Petersen var da 72 år og trak sig tilbage som forstanderinde. I 1960 omdannedes den til en kommunal vuggestue. 

Det første private børnehjem i København blev oprettet af Josephine Schneider i 1874, men Rosalie Petersen var en af de første når det gjaldt mødrehjem. I 1979 oprettede børnehjemmets repræsentantskab en fond i Rosalie Petersens navn til støtte for børneforsorgen.

Se endvidere "Børnehjemmet af 1870. 1870-1970" udgivet i anledning af 100-årsjubilæet. 

Hun er begravet på Vestre Kirkegård i København, F-3-23B. Begravelsen foregik i dybeste stilhed. Gravstedet er formentlig nedlagt.