Til Alle Tjenestefolk i Restaurationsfaget. (Efterskrift til Politivennen)

Der er Røre blandt Arbejderne i Restaurationsfaget, forbi Hotelejerne har dannet en Arbejdsgiverforening, som har begyndt sin Virksomhed ved at foretage Afskedigelser, særlig imellem Hotelkarlene, af rent ubetydelige Grunde og med Trusel om, at disse afskedigede Folk aldrig mere skulde faa Ansættelse i Faget. Foreningens Formaal angives at være, "at skabe et stabilere, sundere og hensigtsmæssigere Forhold mellem Principal og Personale".

Hvorledes man vil skaffe disse "hensigtsmæssige" Forhold, ses af følgende, hvori Foreningens Formaal er præciseret :

Medlemmerne maa ikke fæste eller antage en anden Kollegas Folk, naar Vedkommende ikke medbringer Bevis for at have modtaget Opsigelse, eller selv lovligt opsagt sin Plads, eller fratraadt samme efter Overenskomst. I Tyendets Skudsmaalsbog anfører Principalen fra og til hvilken Tid Tyendet er fæstet, i hvilken Egenskab og for hvilken Løn. Skulde et Tyende have bortkastet sin Skudsmaalsbog, maa det skaffe Bevis fra sidste Principal og en ny Skudsmaalsbog. Personalets lovlige Opsigelse af Plads attesteres af Principalen. Medlemmerne forpligter sig til paa Forespørgsel om et Tyende, at besvare samme i Overensstemmelse med Sandheden.

Altsaa ved Hjælp af den gamle, elendige og af Tyendestanden forhadte Tyendelov vil man forhindre enhver fri Meningstilkendegivelse. Man vil søge at opretholde Tyendelovens Paragrafer om Fængsel for Ulydighed mod en given Befaling, lige meget i hvad Retning denne gaar, og man synes endda ikke, at Tyendeloven er stræng nok. Nu er det nemlig forbudt Husbonden imod Tyendets Vilje et indføre nogetsomhelst om Tyendets Forhold i Tjenesten, men her vil man altsaa fordre, at Tyendet skal medbringe Bevis fra sidste Plads, hvorledes han eller hun har opført sig. Og er der af en eller anden Grund kommen et Ord imellem Parterne, da vil den paagældende Karl eller Pige i al Evighed være afskaaren fra at faa Beskæftigelse indenfor Restavrationsfaget. Samtidig vil man oprette et Anvisningskontor, som fuldstændig skal dirigeres af Arbejdskøberne, for at man herigennem kan trykke Lønnen ned saa langt som muligt.

Naar man læser om dette Formaal, føler man sig hensat til Frederik den 6.s Tid. Den nye Arbejdsgiverforening synes ogsaa kun at have ringe Kendskab til de nuværende Forhold: den kender saaledes ikke noget til frie Aftaler mellem Arbejdskøber og Arbejdsyder, heller ikke kan den tænke sig, at den kunde komme til at forhandle med en Fagforening. Nej, den kender kun Tyendeloven, og er den ikke stræng nok, saa laver man nogle krassere Bestemmelser, og derefter har enhver sig at rette.

Man har dog ogsaa tænkt paa at belønne Tyendet, thi naar en Tjenestekarl i ti Aar har fundet sig i den Behandling, der bydes ham, saa faar han overrakt en Guldmedaille (!) og for at gøre Ceremonien herved saa højtidelig som mulig, bliver den overrakt ham paa Foreningens Generalforsamling. Man tænke sig en Situation, hvor en Forsamling af Restavratører med et smørret Smil overrækker et saadant Pragteksemplar af en Tjenestekarl en Guldmedaille. Jeg tror dog ikke at nogen oplyst Tjenestekarl vil tage mod en saadan Udnævnelse, han vil sikkert ihukomme det gamle Ord, at "Ordner hænger man paa Idioter", og hvis han modtog den, vilde han kun opnaa at blive til Grin for sine Kammerater, og Særdeleshed for Publikum. Med disse Medaljer skulde ogsaa følge Diplomer, som skulde give Adgang til de bedste Pladser. Her søger man altsaa at fremme Kryberi og Spytslikkeri indenfor Tyendestanden, men jeg tror ogsaa, at der indenfor denne findes saa megen Æresfølelse og Solidaritet, at man ikke vil lade sig bruge til den Slags, thi hvis dette System blev fuldt gennemført, saa vilde snart alle Pladser være lige gode, eller rettere sagt lige slette.

Saaledes vil man altsaa søge at skaffe "gode, sunde og stabile Forhold" indenfor Hotelfaget, men for at Arbejdsgiverne ikke skal faa Held med sig i den Art Bestræbelser for at gøre vore Forhold endnu værre end de er, opfordrer jeg alle Tjenestefolk til at organisere sig: thi først gennem en Organisation vil det lykkes at gennemføre virkelige gode, sunde og stabile Forhold indenfor dette saavel som andre Fag.

Tjenestetyendeforeningen "Enighed" har nu i flere Aar arbejdet for at indføre bedre Arbejdsvilkaar for Tyendestanden, og dette er ogsaa lykkedes flere Steder, f. Eks. paa Hospitalerne og til Dels hos private Arbejdskøbere. Ligeledes har Foreningen oprettet et Anvisningskontor Laksegade 35 - fra 15. Oktober Laksegade 21, St. - aabent fra 7-3, hvor Anvisninger er gratis, saavel for Tyende som Principaler. Kontoret ledes af Bestyrelsen og her vil Tyendets Interesser blive varetagne bedre end paa et Kontor som fuldstændig dirigeres af selve Arbejdslederne.

Jeg vil derfor opfordre alle Tjenestefolk i Restavrationsfaget til at indmælde sig i Tjenestetyendeforeningen og igennem denne søge en Forhandling om Løn og Arbejdsvilkaar med deres Arbejdskøbere. Restauratørerne er af alle Arbejdskøbere de, som lønner deres Folk daarligst i Forhold til Arbejdstiden: saa godt som alle Hotelkarle maa nøjes med, hvad de tjener i Drikkepenge, og paa enkelte Hoteller beløber disse sig kun til gennemsnitlig 75 Øre a 1 Kr. om Dagen; det er derfor ikke saa mærkeligt, at en Karl ser at forsvinde fra en saadan Plads, naar der tilbyder sig noget bedre; dette vil man nu fra Arbejdsgivernes Side forhindre, ved at føre Kontrol med Tyendets Skudsmaalsbog, men saa er der ikke andet for Hotelkarlene at gøre end igennem Organisation at træffe den Bestemmelse, kun at tage Tjeneste pr. Uge, thi saa behøver de hverken at rette sig efter Tyendeloven eller have Skudsmaalsbog, saa vil de komme til at staa som fri Arbejdere overfor Arbejdskøberne.

For det kvindelige Tyende er Lønnen forholdsvis bedre, som Regel 16-18 Kr. pr. Maaned, og dette er en Følge af, at der i de senere Aar har været en stærk Mangel paa Piger, men Arbejdstiden er her uforholdsmæssig lang og Arbejdet meget anstrængende. For det kvindelige Personale vil der kunne opnaas Forbedringer baade med Hensyn til Løn og Arbejdsforhold; jeg vil derfor ogsaa indtrængende opfordre alle blandt Tyendet til at indmælde sig i Tjenestetyendeforeningen, ved Hjælp af en kraftig Organisation skal det nok lykkes os at sætte en Bom for Arbejdsgivernes reaktionære Lyster.

A. Hansen.

p. t. Formand for Tjenestetyendeforeningen "Enighed".

(Social-Demokraten 15. oktober 1899).

Ordningen med skudsmålsbøger blev afskaffet i 1921.

Kvindernes Valgret. (Efterskrift til Politivennen)

Der er gjennem to socialdemokratiske Rigsdagsmand blevet indbragt en Adresse i Rigsdagen om Kvindernes Valgret og Valgbarhed.

Det er et Par Fremskridts Kvindeforeninger, der have faaet denne pragtfulde Ide. Det tør maaske strax siges, at Faren for en snarlig Opfyldelse af Damernes lille rimelige Ønske ikke just ligger snublende nær.

Tiden er næppe heller ganske moden dertil. Og vilde man foretage en Folkeafstemning mellem Landets Damer, vilde man sikkert komme til det Resultat, at de allerfleste hverken ville eje eller have de politiske Rettigheder, som man er saa venlig at tiltænke dem.

Der ligger heri en overmaade rigtig Selverkjendelse. Thi en Kvinde kan, saa snart det gjælder Realiteten, være langt mere praktisk end vi Mænd. Men hun mangler formel Evne. Hun kan ikke skrive et Brev uden at tilføje en Efterskrift og skrive paa Kryds og Tværs langs Siderne. Hun sætter Frimærket skjævt paa. Hun veed aldrig dens Adresse, som hun skriver til.

Og i Debatten ligesaa. Hun savner al Evne til at holde sig til den foreliggende Sag. Hun foragter inderlig Dirigenten. Og hun lader paa den frejdigste Maade haant om Injurielovgivningen.

Man kan da tænke sig, hvorledes Debatterne i Rigsdagen under Kvinderegimentet vilde blive. Tænker man sig, at alle Folkethingets 114 Medlemmer vare Kvinder, vilde man nok ikke nøjes med at have 40 indtegnede Talere under en Finanslovsdebat. Der vilde være hverken mere eller mindre end - 114. Og Loven! Ak. Skattelove med smaa gemytlige Efterskrifter og en Toldlov med parenthetiske Indskud mellem Paragrafferne og elskelige Smaafejl i Angivelsen af Toldsatsernes Størrelse!

Der er dem, der mene, at det kvindelige Element allerede er mere end tilstrækkelig repræsenteret i Rigsdagen, om just ikke i Skjørter. Men alligevel bør man ikke afvise Kvindernes politiske Ret - som Fremtidstanke. Det er jo overhovedet det Hyggelige ved Fremtidstanker, at de ikke genere nogen levende Moders Sjæl og alligevel tage sig smukt ud som vajende Idealitetens Faner.

Men det bliver da en Fremtids Kvindetype, der maa bære Sagen frem.

Kun saa meget bør een Gang for alle siges det bliver aldrig til Noget med Kvindesagen saa længe dens Bærere klippe deres Haar kort og gaa med Herrelinned. Og den vil være død i det Øjeblik, da ogsaa Skjørter afskaffes.

Thi heri ligger den stærkeste Anerkjendelse af Mandens Overlegenhed og af, at Kvinden kun faae nogen Ret ved at blive ham lig.

(Nationaltidende 13. oktober 1899. 2. udgave).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Valby: "Venners Hjem" i Trekronergade. (Efterskrift til Politivennen)

"Venners Hjems" første hus.

Grundstensnedlæggelse i går.

I går formiddags fandt en sjælden højtidelighed sted i den del af Valby terræn, som er beliggende bag Vestre Kirkegård, umiddelbart ved det ny bryggeri Trekroner, idet grundstenen nedlagdes til Arbejder-Byggeselskabet “Venners Hjem"s første hus.

Vejret var strålende og gav ret lejlighed til at iagttage de forhold, hvorunder den ny koloni vil komme til at leve. Vejen går fra jernbaneterrænet ud mod Kallebodstrand med Amagerland i baggrunden. På den ene side er kirkegården, der dog ikke ligger generende nær, modsat breder sig det åbne bondeland. Her er højt, friskt og smukt, alle betingelser for at skabe en arbejderkoloni, og inden ret længe vil der rejse sig en række huse langs vejen, idet en kreds af afholdssamfundets medlemmer vil bygge på den anden side af vejen.

“Venners Hjem" havde ved festligheden i går samlet mange af medlemmerne, endvidere repræsentanter for Valbys og Københavns kommuner, journalister fra hovedstadspressen o. fl. Selskabets jurist, overretssagfører Peschardt åbnede det lille friluftsstævne med at oplæse den på pergament nedskrevne redegørelse for selskabets virksomhed, af hvilken det fremgik, at “Venners Hjem" er stiftet efter Initiativ af snedkerne L. Due og L. Tvenstrup ved et den 22. maj 1898 i “Folkets Hus" på Jagtvej afholdt møde. Der dannedes der en 20-mands forening, som dog, for at opnå billigt lån af staten, udvidedes til at tælle 52 medlemmer.

Tegningerne til foretagendet er udarbejdede af arkitekt Axel Erhard Petersen. Oprindelig havde man tænkt at bygge i Vanløse, men foretrak grundene i Valby, der erhvervedes af apoteker Alfr. Benzon for en pris af 1½ kr. pr. kvadratalen, i alt 62.400 kr. Statskassen tilsagde selskabet et lån på indtil 160.000 kr. og hermed var foretagendet sikret.

Husene skal opføres som dobbelthuse, indvendig adskilte fra hinanden. Hvert dobbelthus indeholder to boliger, og hver af disse kommer til at bestå af 4 værelser, 2 i stuen og 2 på 1. sal, samt køkken, udenomslejlighed og have. Til hver bolig vil høre et areal af 800 kvadratalen, hvoraf de 115 optages af bygningen.

Arbejdet ved disse huse udføres væsentligst af arbejderorganisationer. Tømrerarbejdet er overtaget af Tømrersvendenes Aktieselskab, snedkerarbejdet af Bygningssnedkernes Aktieselskab, malerarbejdet af Malernes Fagforening. Det øvrige arbejde er overdraget forskellige mestre. Murerarbejdet således til murermester Lindhardt. Den samlede entreprisesum er 163.707 kr. 86 øre, hvortil kommer beløbet for grundstykket, altså i det hele 226.107 kr. 86 øre.

Den årlige husleje for hver af de 52 familier vil andrage 235 kr., af hvilke de 80 kr. er afdrag. Efter 40 års forløb er huset gældfrit.

Den 26. september i år tog arbejdet på pladsen sin begyndelse og i går nedlagde borgerrepræsentationens formand, folketingsmand Herman Trier, grundstenen. Han holdt ved den Lejlighed en smuk lille tale, hvis hovedindhold var følgende:

“Vi samles her i en stemning, der nærmest svarer til den, der gør sig gældende ved det førstefødte barns dåb. Forskellen er kun at her har familien 52 børn. Vi ser billedet af familielivet med foden under eget bord, og hjemmenes små pletter breder sig til vi har et helt samfund. Dette er frugten af menneskeligt samarbejde, og tanken om hvad samarbejde kan udrette, er ledende i dette foretagende. Her virkeliggøres en stor tanke: Arbejderne, som selv opfører huset, og gid dette forsøg må falde godt ud. Lad også samarbejdet være det løsen, som behersker livet her. Om os har vi den smilende natur, storbyens stenforbandelse er brudt. En ny slægt vil vokse op i disse omgivelser, hvor vi er på grænsen mellem by og land. De som bygger her, skal selv have glæden og ansvaret, gennem samarbejde vil de skabe tilfredshed."

Efter et hurra for det nye foretagende takkede Peschart alle som på forskellig vis havde ydet sagen støtte. 

Under den smukke festlighed spillede hr. Hansen-Silds orkester nogle numre, og der blev afsunget en sang til tekst af Carl Ploug, tilrettelagt for tilfældet. Det sidste vers lyder således:

Vel bli'r vi aldrig herremænd
og vi vil gerne gå i spænd
med småfolk, vore lige;
men vi vil ikke drikke dus
med den, som spytter i vort Krus,
og herrer i vort eget hus
vi først af alt vil være.

Til slut indtoges forfriskninger og ved bordet, hvor deltagerne samledes, holdtes flere taler.

For at anskueliggøre den nye kolonis udstrækning skal vi anføre, at husrækken vil få en længde som fra St. Thomas i Frederiksberg Alle til Frederiksberg Haves indgang. Det hele terræns bebyggelse vil for Valby betyde en ret anseelig folkeforøgelse som bl. a. vil medføre nødvendigheden af nye skolebygninger.

(Social-Demokraten 7. oktober 1899.)

Trekronergade 73-75 er opført 1899, og et af de få dobbelthuse af denne type som ikke er alt for meget udsat for senere tilbygninger, fx kviste i tagetagen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

100 nye huse i Valby

Atter en grundstensnedlæggelse.

I fredags nedlagdes, som omtalt her i bladet, grundstenen til “Venners Hjem"s første hus i Valby, og 52 familier vil her, bag Jesuskirken, på den anden side jernbaneterrænet, finde deres fremtidige hjem.

Søndag middag nedlagde grundstenen til det første af 100 huse. som “Valby og Omegns Byggeforening" vil opføre længere ude, et stykke forbi kroen og i umiddelbar nærhed af den til Hvidovre førende kirkesti. Det antal, der her er tale om, omfatter 15 tønder land og er købt af enkefru Hoffmann for en sum af 57.500 kr. mod en udbetaling af 25.000 kr.

Byggeforeningen, som stiftedes den 18. Februar 1898, nærmest efter Initiativ af Valby Socialdemokratiske Forening, vil her opføre 100 huse i villastil, altså med en noget forskellig bebyggelse og ydre variation. En del af grunden vil indgå til anlæg af 12 meter brede veje samt plads til et stort købmandshus, et lille parkanlæg og en legeplads for medlemmernes børn. Hver huslod vil være 1700 kvadratalen stor, og heraf medgår de 300 til bebyggelse og gårdsplads. Resten bliver have. Hvert jus vil koste ca. 9000 kr. og giver plads for to familier, og der vil af ejeren til en begyndelse være at udrede en afgift af 550 kr. årlig, men efter 10 års forløb vil kolonisten kunne få skøde på huset. Til oktober flyttedag næste år vil samtlige 100 huse være færdige til beboelse.

Byggeforeningens arkitekt er hr. Julius Bagger, dens juridiske konsulent hr. overretssagfører J. Hartvigson.

Til fundamenterne har foreningen selv indkøbt materialet og lader arbejdet udføre på egen regning. Alle materialer til murerarbejdet er ligeledes indkøbt af foreningen, medens arbejdet er overdraget medlem Clausen for en sum af 1050 kr. pr. hus. Alle tømmermaterialer er købt af foreningen og arbejdet overdraget en mester.

Første prioritet søges tilvejebragt ved statslån.

Grundstensnedlæggelsen i går havde samlet et stort antal medlemmer med deres familier samt enkelte specielt indbundne. Foreningens formand, murer P. Mathiesen rettede en tak til de mødte, og snedker Bruhn oplæste det dokument, som skulle indsættes i en blykapsel og nedlægges i grunden.

Arkitekt Bagger holdt derefter talen for det nye foretagende, gav en fremstilling af arbejdet for sagen og ønskede medlemmerne held og lykke med deres vordende nye hjem. Hurra og Orkesterfanfare kronede hr. Bagger hjertelige ord.

Derefter talte kredsens folketingsmand, Oscar Hansen i få men smukke vendinger fra kolonien, hvis grundpiller skulle være flid, sparsommelighed og solidaritet. Et hurra hilste hr. Hansens tale.

Med musik i spidsen marcherede forsamlingen nu tilbage til den på terrænet opførte hyggelige træpavillon, som en gang skal trone midt på børnenes legeplads. Her indtoges forfriskninger og holdtes taler, bl. a. af overretssagfører Hartvigsen og folketingsmand A. C. Meyer , hvilken sidste ønskede de vordende husejere alt godt i deres lille landlige koloni,  men samtidig bad dem om vedblivende at mindes arbejdet på opførelsen af det store samfundshus. (Stærkt bifald),

Først kl. over 4 var den smukke højtidelig forbi.

(Social-Demokraten 10. oktober 1899.)

En begrundet Klage. (Efterskrift til Politivennen)

Telefonens praktiske Nytte paa Mols.

Siden Stormen forgangen Fredag har Ledningerne været i Uorden. Først gik der 5 Dage, da der aldeles ikke kunde telefoneres. Derefter gaar der et Sagn om, at et Par fremmede Mænd er set spaserende gjennem Knebel, kommende Syd fra. De blev set med et Stykke Reb, i hvis ene Ende der var bundet et Lod, formodentlig til Udredning af Slyngninger. Efter den Tid har vi nok kunnet telefonere, men paa den Maade, at man i Reglen faar alle andre Stationer end den man vil tale med og selve Centralen i Vrinders er - vistnok i navnløs Rædsel over Elementernes Rasen - bleven døvstum. Saadan er Situationen nu efter en Storm, men desværre er den i Almindelighed ogsaa saadan efter en almindelig kraftig Kuling, og formodentlig vil den vel desværre vedblive at være saadan ogsaa i Fremtiden. Det vilde være ønskeligt om rette Vedkommende kunde mande sig op til at gjøre idetmindste noget - egentlig burde der gjøres meget - for at Telefonledningerne her paa Mols saa vidt muligt altid kunde være i brugbar Stand, saaledes at de kunde være os til Nytte - jeg vil ikke tale om Fornøjelsen, thi den betales der nok for - i Stedet for som oftest at volde os Tidsspilde og Ærgrelse.

Knebel, d. 30. Septbr. 1800.

C. Madsen.

(Aarhus Amtstidende 2. oktober 1899).