Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.

Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Børn i Storstadens Fattigkvarter. (Efterskrift til Politivennen)

Børnehaveleder, Frk. Anna Wulff fortæller.

I Modsætning til de private Børnehaver, der særlig søges af Middelstandens betalende Børn, er der ogsaa Folkebørnehaver, der tager sig af de fattigste og ulykkeligt stillede Børn i Hovedstaden.

En stor By som København rummer mange og fortvivlede Forhold, som de fattigste maa lide under, og Bolignøden har stadig gjort det værre. Naar man hører om, hvordan mangfoldige Familier lever, saa forstaar man bedre, hvor haardt der trænges til Hjælp, særlig for Børnene. Man tænke sig f. Eks. en Stueetage i andet Baghus i en 5-Etages Kaserne, hvor der selvsagt ikke kommer mange Lysstraaler. Lejligheden bestaar som oftest af eet Værelse, og i denne Lejlighed bor saa hele Familien, Far, Mor og 5-6 Børn; undertiden - under de forværrede Boligforhold - har der ogsaa været logerende. Dér er saa Børnene selvsagt udsat for alt det, som enhver god Far og Mor søger at skærme sit Barn for. I saaadanne Omgivelser kan der ikke blive Plads for rene, kønne Tanker eller for sunde Lege i frisk Luft. Dér vokser ingen Blomster mellem Brostenene, og der er ingen muntre Fugle; men der er Skarnkasser og Uhumskhed, raa Ord og al Slags Spektakel; og dér lærer Børnene alt hvad ondt og galt er.

Fra Børnehavenes første Aar.

Saa var der for en Del Aar siden et Ægtepar, Inspektør Bagger og Hustru, der prøvede paa at danne nogle smaa Folkebørnehaver, hvor de fattige Børn kunde værnes og have det godt, naar Far og Mor var paa Arbejde og Børnene overladt til sig selv. Men det hele gik kun saa smaat. Saa begyndte Krigstiden - og Bolignøden arriverede efterhaanden.

Frk. Anna Wulff, der imidlertid havde studeret Børnehavevirksomheden i Tyskland og helt ofret sig for denne Sag, kom hjem i Begyndelsen af Krigen, og den første Folkebørnehave aabnedes af hende i 1915. For at høre lidt om denne Sag, der er saa velsignelsesrig baade for Børnene og for deres Hjem, besøger vi Frøkenen, der bor ude "Bag Christianshavns Vold" i et kønt, nyt Hus, med Udsigt over Voldene og Voldgraven. Vejen dertil fører gennem Dronningensgade og Prinsessegade, der, trods de fornemme Navne og mange jævnt pæne Bygringer, dog rummer ikke saa faa Huse saa mørke og skumle og saa "forhistoriske", at man synes, Mennesker maatte gaa til Grunde derinde. Men der bor mange Mennesker og mange Børn.

- Her er De jo midt i Deres elskede Virksomhed, siger jeg til Frk. Wulff, hvis milde, blaa Øjne under det graanende Haar lyser, naar hun taler om Børnene.

Frk. Wulff om den første Begyndelse.

- Ja, siger Frøkenen, og Gud ske Lov, at Sagen begynder at gaa godt fremad. Jeg begyndte med 30 af de fattigste og elendigst stillede Børn. I Løbet af de otte Aar har vi nu faaet ca. 25 Børnehaver. I Begyndelsen kneb det med at faa Lokale; men saa henvendte vi os til nogle Præster og bad, om vi maatte benytte deres Menighedslokaler til vore Børnehaver. Det var under de ulykkelige Forhold i Krigstidens Begyndelse, hvor saa mange Mænd blev arbejdsløse, men hvor Kvinder kunde faa nok at gøre. Og mangen Mor, som aldrig var gaaet ud paa Arbejde før, maatte gøre det nu. Eller ogsaa fik hun Akkordarbejde hjem, - det var ofte værre endnu for de stakkels Mødre, for de skulde jo skynde sig med Arbejdet og maatte saa se Hjemmet forfalde og Børnene gaa for Lud og koldt Vand. I Forvejen havde jeg selv haft en privat Børnehave i 17 Aar, saa det var jo en god Forberedelse.

Jeg er ked af, at det ikke rigtig er trængt igennem i Provinsen, for jeg tror, at i de store Provinsbyer, navnlig hvor der er Industri, og hvor Mødrene maa forlade Børnene største Delen af Dagen, er der megen Trang dertil - Aalborg, Aarhus og enkelte af de andre større Byer kunde have mere Brug for disse Folkebørnehaver, tror jeg. For dér er ogsaa mange Børn, som vokser op under fortvivlede Forhold i smaa, bitte Lejligheder, hvor Børnenes Moral Absolut maa faa et Knæk.

Fra Begyndelsen tog Folkehørnehaverne sig kun af den pædagogiske Opdragelse; men efterhaanden udvidedes det hele. Børnene lærer at spise ordentligt og at spise, de kommer i frisk Luft, de hviler osv. 

Hvordan Dagen gaar.

Først faar Børnene Morgenmad naar de kommer; saa har de, efter Alder naturligvis, lettere Morgenarbejde: de tørrer Støv af, ser Potteplanter efter, vander og vasker dem, og har vi Fugle i Bur, lærer de at gøre dem i Stand. Saa vasker de Dukketøj, reder Dukkesenge, og der udvælges en lille Far og Mor, som dækker Bord og vasker op for "Børnene", - alle disse huslige Sysler interesserer dem meget. Saa er der Morgensang, og vi fortæller dem Historier og lærer dem Smaavers, - har en Mængde yndige smaa. Børnehavesanglege, som efterhaanden ogsaa faar Indpas i Skolerne; endvidere lærer de smaa, lette Haandarbejder, Lerarbejde osv.; ind mellem alt dette har de selvfølgelig Madtider, Lege og Hvile.

Naar de rigtig er optaget af et Emne, sørger vi for, at deres Tanker hele Tiden sysselsættes med det samme; alt, hvad der i den Tid læres og leges, er stemt med deri. Som nu f. Eks. i Efteraaret: vi har et Par smaa Haver her i Nærheden; Børnene har plukket Hyldebær og syltet dem, og bagefter laver de Gryder af ler; de tager Kartofler op og laver Kartoffelretter - og senere skærer de i Sølvpapir og brunt Karton en Kurv, som de klæber sammen i Facon; de sylter Græskar, som de selv har plukket, - alt dette er en stor Glæde for dem og ligesaa for Forældrene. Lærerinderne herude skifter i Dagens Løb, ellers kunde de ikke holde sig friske, for hvor søde Børn end er det virker trættende at skulle opdrage Dagen igennem.

Mange Menigheder hele Landet over staar bagved.

Dr. Kjer-Petersen har som Kommunelæge set, hvor forfærdende Forholdene i Hjemmene er, navnlig paa Vesterbro. Han har gjort et mægtigt Arbejde for Folkebørnehaverne, og det er ham, der har faaet organiseret det saa godt, at vi nu har faaet den ene Menighed børnehave efter den anden. Doktoren har, i Forbindelse med Fru Christiansen, faaet Landmenighederne - navnlig de jyske - saaledes interesserede, at de fleste københavnske Menighedsbørnehaver har en Landmenighed i Ryggen. Saaledes støttes vi af Ringkøbing, Skjern, Herning, Horsens, Silkeborg og flere andre, og denne Støtte er ganske overordentlig effektiv, fordi vi baade faar Penge og store Tøjpakker, navnlig da ved Juletid, ligesom flere af dem tager københavnske Børn ud paa Landet om Sommeren, hvad der er af ubetalelig Værdi for dem. Ikke saa underligt, at en lille Dreng sagde: "Det er dejligt at være kommen paa Ferie, for der er saadan en masende Mængde Himmel paa Landet".

Hver af disse Menigheder har saa en Repræsentant, der en Gang om Aaret kommer til København for at blive gjort bekendt med Arbejdet, for at se, hvorledes Børnene arbejder, og for at drøfte alle mulige Sager, der vedrører det hele.

Dr. Kjer-Petersen og Fru Christiansen rejser gerne paa Opfordring ud for at tale om Sagen. Børnehavelederne faar i større og større Udstrækning Anmodning om at komme ud til Provinsen og holde Foredrag, og da vi har fortrinligt Lysbilledmateriale, støtter det jo Sagen meget. At vi baade har Statstilskud og kommunal Støtte, er udmærket; men det meste skal alligevel dækkes ved private Bidrag.

Marie Kjeldskov.

(Roskilde Dagblad 29. november 1923).

Se også indslaget om folkebørnehavens 10 års jubilæum hvor Anna Wulff også omtales samt indslag om folkebørnehaverne 20. januar 1921 og fra 27. november 1926.

Anna Wulff (1874-1935) var datter af en mor der var optaget af de tyske pædagoger J. H. Pestalozzi og F. Fröbel. Børnehavelærerindeeksamen ved Fröbelstiftung i Dresden 1896-1897. I 1906 lejede hun lokaler på Karen Kjærs Skole på Nørrebro til Fröbel-Højskolen. Indtil sin død i 1935 uddannede hun der 544 pædagoger - hovedparten af 1930’ernes børnehavelærere.

I 1915 åbnede Anna Wulffs Folkebørnehave i Prinsessegade. Samtidig flyttede Fröbel-Højskolen bl.a. til Dronningensgades Skole og Christianshavns Døtreskole. Sammen med bl. a. kommunelæge R. Kjer-Petersen stiftede hun Folkebørnehaveforeningen af 1915 (senere Menighedsbørnehaverne). I modsætning til asylerne hvor uuddannet personale opbevarede og disciplinerede børnene, arbejdede folkebørnehaverne pædagogisk. Bl. a. måtte der højst være 30 børn pr. pædagog. I perioden 1915-36 blev der oprettet omkring 25 børnehaver i dette regi. 

Børnehavens familieudflugter rummede ofte op til 200 personer. Hun lejede et stykke jord på Amager Fælled og indrettede børnehavens have, hvor familierne også kunne opholde sig om søndagen. I børnehaven der lå på tredje sal, holdt man fugle, hvide mus og duer. 

Anna Wulff var medlem af det tyske Allgemeiner Kindergärtnerinnen Verein. I 1925 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. I 1920 blev Anna Wulffs søster Bertha Wulff medforstander for seminariet. Hun havde undervist der siden 1906. I 1928 oprettede de to søstre i samarbejde med forstanderen Thora Justesen fra Saxoly den første danske fritidshjemsuddannelse på Fröbel Højskolen.

Helge Andersen (1895-1923). (Efterskrift til Politivennen).

En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.

Havnearbejder Helge Andersen, der blev et Offer for Orkanen.

I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.

Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.

Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.

Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.

Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.

Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.

(Aftenbladet (København) 17. november 1923)

Kullosning i Gasværkshavnen. Dampskibet i baggrunden er dampskibet ROLF (I) (1871-1902) tilhørende Dampskibsselskabet Danmark A/S, som var et af De Carlske Rederier. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.

En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.

Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.

Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.

I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.

Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.

Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.

Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.

(Social-Demokraten 18. november 1923)

Kranfører H. Andersens Jordefærd.

En stemningsfuld Højtidelighed.

I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.

Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.

Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.

Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.

Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.

Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.

(Social-Demokraten 23. november 1923).

Frederik VII's Søn. (Efterskrift til Politivennen).

I Aftes ved Halvottetiden saa nogle Forbipasserende en ældre, stor og meget svær Mand sidde paa en Bænk ved St. Johannes Kirken i en underlig sammensunken Stilling. Da det var øjensynligt, at Manden var syg, tilkaldtes Politi og en Ambullance, i hvilken han kørtes til Kommunehospitalet, hvor han imidlertid udaandede kort efter Indlæggelsen.

Af Papirerne i hans Lommer fremgik det, at den Døde var en 65-aarig Marskandiser Jens Nielsen Bach, der boede alene i en lille Lejlighed i Læssøgade 20.

Han har ingen Slægtning her i Byen - kun en Broder ovre i Jylland.

(Aftenbladet (København) 8. november 1923).

Frederik VII's Søn død

Marskandiser Nielsen-Bach.

Forleden jordedes paa Assistens Kirkegaard i København den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme, Marskandiser Nielsen-Bach, der var en Søn af Frederik den 7de.

Som det ses af Billedet, er der en slaaende Lighed mellem Nielsen-Bach og hans Fader.

Marskandiser Nietsen-Bach har i mange Aar haft Forretning i Kælderen Læssøesgade 20, og i det omliggende Nørrebro-Kvarter var han kendt under Navnet "Frederik den 7des Søn" - ikke som en Original, men som virkelig Søn af "Frederik Folkekær",

Ældre Folk paa Nørrebro, der har levet paa samme Tid og kendt Frederik den 7de, fortæller, at "Nielsen Bach var Kongen op ad Dage". Hans hele Legemsbygning og Maade at være paa var som Frederik den 7des.

Og Marskandiser Nielsen-Bach lagde ikke Skjul paa, at han virkelig var en Kongesøn. Den, der fulgte med den gamle Marskandiser ned Kælderen og ind i Privatlejligheden, fik hurtigt Beviser paa, at han følte sig som Kongesønnen, den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme 

Paa den ene Væg hang to meget store Billeder af Frederik den 7de og Grevinde Danner, og mellem Billederne fandtes indrammet: Gud velsigne vort Hjem.

Marskandiser Nielsen-Bach pegede paa Kongens Billede og sagde til den indtrædende:

- Ja, det er min Fader, og Grevinde Danner, som De ser der, var i Virkeligheden min Stedmoder. Det lyder naturligvis mærkeligt at høre, at jeg er en Kongesøn, og Folk trækker paa Smilebaandet naar jeg fortæller det; men sandt er det alligevel. Jeg kan endda bevise det! - og saa fortalte han videre:

- Ser De. En Gang var Frederik den 7de i Kantonnement paa Fyn, og her lærte han min Moder, der var fynsk Bondepige, at kende, og Frugten af dette Bekendtskab blev mig. Mærkeligt nok fik min Fader kun dette ene Barn, skønt han var to Gange gift. Min Moder har ofte talt med mig om min Fader, og fra lille Dreng blev jeg paa Egnen kaldt for Frederik den 7des Søn. Men heller ikke Kongen lagde Skjul paa, at han var Fader til mig, hvad han har givet min Moder Beviser paa, og disse Beviser er jeg i Besiddelse af. 

Og det kunde hænde, at før den Fremmede forlod Marskandiser Nielsen-Bachs lille Kælderstue, da havde denne lagt Beviserne paa Bordet - Frederik den 7des egne Breve til den fynske Bondepige. Den sidste Kongesøn af den oldenborgske Slægt - han, der i lige Linie nedstammede fra Kong Kristian den 1ste - naaede aldrig at komme paa Danmarks Trone; men Tusinder af Mennesker har dog set Slægtsligheden, thi i mange Aar havde denne Kongesøn Plads foran et Biografteater, hvor han stadig hen vendte sig til Folket og med kongelig Røst udraabte: "De kommer straks ind! De kommer ind med det samme!" .

Marskandiser og Udraaber ved et Biografteater - det blev Kongesønnens Lod. I Stedet for i Roskilde Domkirke har hans jordiske Levninger nu faaet en Plads paa Assistens Kirkegaard - men paa hans Gravsten kommer næppe til at slaa: "Her hviler Kong Frederik VII's Søn, Marskandiser Nielsen-Bach".

(Social-Demokraten, 27. november 1923).