(Efter en gammel Herres Fortælling.)
Fra min tidligste Barndom mindes jeg at have hørt tale om Krig som noget paa en Gang meget interessant og dog tillige meget frygteligt, og da jeg derfor i Sommeren 1807 hørte fortælle, at nu skulde vi selv have Krig, og det oven i Kjøbet ved Kjøbenhavn, blev min Nysgjerrighed i høj Grad pirret, og jeg levede i spændt Forventning om at erfare, hvorledes den egentlig tog sig ud. Da jeg derhos ofte havde hørt voxne Folk sige, at Kejser Napoleon var den eneste, som forstod at føre Krig, og at han tillige altid begyndte Krigen, var det mig imidlertid aldeles uforstaaeligt, at det kunde falde Englænderne ind at fuske ham i Haandværket, og jeg nærede en vis Tvivl om, at de danske og Stenkulsøens Beboere vare i Stand til at blive færdige med dette Kunststykke, før "Corsikaneren" kom og hjalp dem til rette dermed. Tiden, da jeg skulde faa min Tvivl opklaret, nærmede sig imidlertid med raske Skridt, og efter at alle Husets Folk i Løbet af nogle Dage havde talt om den engelske Flaades Ankomst til Sundet og den forestaaende fjendtlige Landgang, fik jeg en Morgen ved Tébordet at vide, at min Skolegang foreløbig maatte ophøre, da Fæstningsportene rimeligvis allerede samme Eftermiddag vilde blive lukkede. Jeg var den Gang kun noget over syv Aar gammel og blev derfor meget fornøjet over dette Arrangement, som jeg antog i høj Grad vilde lette mine Studier af Krigsbegivenhederne paa nært Hold. Mine Forældre beboede nemlig Petersdal ved Frederikssundsvejen i Udkanten af Nørrebro, der den Gang langt fra var saa stærkt bebygget som nu, og Petersdal var paa den Tid en Avlsgaard uden for Forstaden.
Da jeg altsaa var bleven fri for Skolen, begyndte jeg at løbe ud og ind ad Dørene for at spørge ethvert Menneske, der fandtes paa min vej, hvor naar Englænderne kom, og da endelig ud paa Eftermiddagen Tjenestefolkene samlede sig i Klynge ved Indkjørselsporten, skyndte jeg mig hen til dem for ikke at gaa glip af det med saa megen Længsel imødesete Skue. Det var en varm, solklar Dag, og over de allerede afhøstede Marker kunde man bag Uttersløv Mølle se en Støvsky hæve sig, som kom nærmere og nærmere. Kort efter saae vi over Bakkekammen en Blænkerkjæde af det engelske Infanteri, iført røde Trøjer, hvide Benklæder og lave sorte Chakots; fulgt af sin Reserve rykkede Kjæden ned mod Byen, i det den saa at sige afsøgte Terrainet Fod for Fod, og den var allerede kommen forbi os, før vi opdagede den egentlige Kolonne, som var meget stærk og sammensat af alle tre Vaabenarter. Snart var den hele Styrke samlet paa Markerne uden for Gaarden, og Resten af Aftenen var der et svært Røre imellem de fjendtlige Tropper, af hvilke nogle Afdelinger passerede forbi os ind mod Byen, medens andre toge Vejen hen ad Frederiksberg, alt medens beredne Officerer og prægtig klædte Husarer joge frem og tilbage. Det var allerede blevet temmelig sent, da jeg atter kom ind i Dagligstuen, hvor jeg traf min Moder i Samtale med en yngre, sorthaaret Officer, som sad paa en Stol ved Vinduet. Han bar Kaarde ved Siden, havde sin Chakot paa Skjedet og var ligesom de øvrige Krigsmænd iført en rød Vaabenkjole og hvide Benklæder, der vare tilsølede af Tørvejord til op paa Læggene. Da det var den første Englænder, som jeg fik at se i umiddelbar Nærhed, betragtede jeg ham meget nøje, og endnu efter 60 Aars Forløb staar Billedet af ham saa tydelig for mig, som om jeg havde set ham igaar.
Det var formodentlig denne Mands Opgave at bestille Kvarter for sine Kammerater; thi kort efter at han havde taget Afsked og var gaaet, begyndte disse at indtræffe, snart enkeltvis og snart flere i Følge, saa Huset var fyldt af dem og deres Oppassere inden Sengetid. Paa Marken bag Gaarden op mod Brønshøj havde imidlertid de menige travlt med at indrette en Bivuak af Straahytter, og overalt, hvor man vendte Øjet hen, saae man de engelske eller hannoveranske Soldater, der enten kogte Mad i Landevejsgrøfterne eller slæbte Halm, Buskværk eller Stænger sammen til deres Lejr, som oftest kun iførte Skjorte og Benklæder og med Ærmerne opsmøgede til Albuerne. I mit Hjem var Virksomheden naturligvis ikke mindre, og der blev flyttet omkring med Møblerne i alle Værelser for at give Plads for de ubudne Gjæster, hvis Tal sikkert ikke har været aldeles ringe, da de, paa et Par højere Officerer nær, fik Lov til i Fællesskab at tage Lejligheden, som den faldt. Jeg selv var naturligvis paa Færde overalt for at se, hvad der gik for sig, og efter at have været Vidne til, at Møblerne bleve flyttede ud af Spisestuen og denne omskabt til en Sovesal med to Rækker Senge paa Gulvet og en smal Gang i Midten, havnede jeg endelig nede i Havestuen. Det var egentlig først ved min Indtrædelse i denne, at jeg erfarede, at Krigen var en Tilstand, der gjorde Brud paa alle Vedtægter og Sædvaner, selv om disse tidligere vare blevne nok saa strængt overholdte; thi det første, som mit øje faldt paa, var et smukt, slebet Glaskrus, der til daglig Brug havde Plads paa min Moders Toiletbord, og som det i det mindste for mit vedkommende var halsløs Gjerning blot at røre ved. Nu stod det paa Bordet fyldt med Punsch tæt ved et Lys, og i Slagskyggen af Lyseskjærmen opdagede jeg en gammel, hvidhaaret engelsk Major med et rødt blussende Ansigt; han sad i en Lænestol og røg paa en kort Pibe, medens han nu og da tog et Drag af Kruset. Fra dette Øjeblik fik jeg Indtrykket af, at Englænderne vare komne for at gjøre ondt, hvorfor de ogsaa fra at have været nogle interessante Individer strax i min Bevidsthed sank ned til at blive nogle "ækle Mennesker", som ikke havde kunnet gjøre Regning paa min Medlidenhed, hvis "Napoleon var kommen og havde banket dem". I øvrigt vare baade Englænderne og Hannoveranerne Folk, hvis Vandel ganske i Almindelighed maatte betegnes som upaaklagelig saa vel for Officerernes som for de meniges Vedkommende. For min Erindring staa de engelske Officerer som en Samling af høje, velskabte og elegante Folk, der vare i Stand til med Lethed af fyldestgjøre enhver Fordring, som maatte blive stillet til dem i selskabelig Henseende. Saa snart nogle af Officererne forlode os, kom der strax andre i Stedet, og blandt dem, som i det mindste for Tid have været indkvarterede hos os, kan jeg nævne Hannoveraneren, Generalmajor v. Alten, og den engelske Brigadegeneral Baird. Jeg mindes aldrig at have hørt nogen højrøstet Samtale imellem de fjendtlige Officerer, som kunde tyde paa Uenighed, end sige paa Skjænderi indbyrdes, og medens de lige over for deres Kvartervært og hans Familie toge alle mulige Hensyn for ikke at saare disses nationale Følelser, behandlede de ogsaa Gaardens Tjenestefolk med Venlighed. Alt blev betalt til sidste Skilling, og hvor strængt denne Regel blev overholdt, samt hvor godt de højere Befalingsmænd i paakommende Tilfælde forstode at lære deres undergivne Mores, fik vi i mit Hjem engang et slaaende Bevis paa. Her havde nemlig Officererne indrettet deres Messe saaledes, at Husets Folk besørgede Madlavningen o. s. v. mod kontant Betaling, der tilvejebragtes ved Sammenskud af Deltagerne. Da Tjeneren nu en Dag, paa given Foranledning, affordrede en ung engelsk Løjtnant hans Andel, blev denne højlig fortørnet og overfusede ham i det Sted med Grovheder, og da min Moder tilfældigvis kom til stede i samme Øjeblik, fik hun for sit eget Vedkommende bl. a. et Løfte om Undervisning i, hvad det vilde sige at leve i et erobret Land. Netop som den rasende Roland imidlertid havde naaet Toppunktet af sin Veltalenhed, red General Baird ind ad Porten. Der behøvedes ikke mange Ord for at forklare Generalen Sagens Sammenhæng, og med et af Vrede blussende Ansigt raabte denne: "Betal strax"! Løjtnantens Raseri har formodentlig ikke haft Tid til at sætte sig, eller ogsaa har han ikke kjendt sin foresatte rigtig; thi han gjorde et Greb i Lommen og kastede en Haandfuld Sølvpenge hen ad Stenbroen. Øjeblikkelig lod Generalen ham opsamle dem alle igjen og give Tjeneren dem i Haanden, og saa snart dette var sket, fik han et Tilhold om at pakke sig, i det Generalen tilføjede, at han kunde understaa sig til nogen Sinde oftere at lade sig se inden for denne Port. Der skal i mit Hjem saa vel fra de højere som fra de lavere staaende Officerers Side til forskjellig Tid være fremkommet Udtalelser, der ikke alene tydede paa, at de langt fra billigede den Adfærd, som deres Regering fulgte lige over for Danmark, men at de ogsaa kun med Ulyst vare virksomme Deltagere i denne Expedition, og man vil derfor kunne forstaa, at det oven for omtalte Optrin vakte almindelig Mishag iblandt dem. Fra alle Sider blev der gjort Undskyldninger, og de højerestaaende Officerer lode derhos forstaa, at de i ethvert givet Tilfælde vare i Besiddelse baade af Evne og Vilje til at opretholde Mandstugten blandt deres undergivne, uden Hensyn til om disse. havde Plads i Geleddet eller foran Fronten. Som en Følge af, at Officererne havde lagt Beslag paa Gaarden, bleve vi i øvrigt ikke synderlig forstyrrede af de menige, af hvilke kun faa foruden Tjenerpersonalet viste sig inden for Gaardens Port.
Saa vidt jeg mindes, varede det kun et Par Dage efter Fjendens Ankomst, før vi for første Gang hørte Skydning fra Sundet, hvor vore Kanonbaade vare i Kast med de engelske Fartøjer; men det blev ingenlunde den sidste. Det gjentog sig tvært imod jævnlig, undertiden flere Gange om Dagen, og efterhaanden blev man næsten vant til denne Dundren fra Søsiden. Jeg for mit Vedkommende erindrer tydelig, senere gjentagne Gange at have set vore lange uhyggelige Kanonbaade i en Række ved Siden af hverandre som uhyre Edderkopper kravle hen over den spejlblanke Havflade mod et ulykkeligt engelsk Skib, der laa og drev paa Vandet som en Træklods uden at røre sig af Pletten, til Trods for at det var bedækket med Sejl fra øverst til nederst. I Regelen rygtedes det hurtig i Byen, naar Kanonbaadene vare paa Færde ude i Sundet, og enhver, som kunde, skyndte sig hen til et sted, hvorfra man havde Udsigt over Søen, for at blive Vidne til Kampen. Som oftest behøvede man ikke at vente længe, før lysende Glimt, der fore ud fra Baadene, ledsagede af hvid Damp og vældige Knald, underrettede Tilskuerne om, at Skudvidden for de 36-pundige Kanoner var naaet. Af den Slags Træfninger blev der baade under og efter Belejringen leveret mange i Sundet, og det faldt aldrig nogen ind at tvivle paa, at vore Søofficerer manglede enten Evne eller Vilje til at binde an med ethvert fjendtligt Skib, der kom i deres Nærhed, naar der blot var en fysisk Mulighed for et heldigt Udfald til Stede. Ingen nulevende, der ikke har kjendt "den gamle Flaade", vil kunne forstaa den Kjærlighed, hvormed hele Nationen omfattede den og dens Anliggender. Jeg er glad over, at det faldt i min Lod, og jeg mindes endnu med Interesse mange af Datidens bekjendte Søofficerer, hvoraf flere jævnlig vare Gjæster i vort Hjem, og blandt hvilke Olfert Fischer, Steen Bille, Admiral Vleugel, Brødrene Peter og Christian Wulff, Braun, der havde mistet sin ene Haand under Slaget i Kongedybet, o. a. fl. den Gang nøde en almindelig og velfortjent Agtelse. Hos ingen Stand nød dog Søofficererne den Gang større Anseelse end blandt Befalingsmænd og Matroser fra Handelsflaaden, og man saae aldrig f. Ex. Olfert Fischer passere forbi en saadan uden at modtage en dyb og ærbødig Hilsen.*)
Hørte man i Begyndelsen af Belejringen meget til Marinens Kanoner, er det dog Synd at sige, at Artilleriet paa Volden var uvirksomt; thi der blev skudt paa Englænderne med en Iver, som intet lod tilbage at ønske, og som var aldeles usvækket, saa længe de engelske Batterier vare ufuldførte. Undertiden, skjønt ikke ofte, hørtes Geværskuddene knalde, og det var Tegn til, at der paa et eller andet Punkt blev foretaget et Udfald fra Fæstningen. En Dag havde saaledes min Fader taget mig med sig et stykke ind ad mod Byen, da han ønskede med egne øjne at gjøre sig bekjendt med Sagernes Tilstand. Vi vare imidlertid endnu ikke komne forbi Assistentskirkegaard, før der faldt nogle Geværskud foran os, hvorfor vi efter en Officers Raad atter vendte om og gik hjem ad. Skydningen havde imidlertid vakt Alarm blandt Englænderne, af hvis Infanteri vi, baade til højre og til venstre for Vejen, saae flere Afdelinger rykke ind mod Byen. Paa Tilbageturen kom vi forbi et Sted, hvor man havde dannet en Slags Skyttegrav tværs over Vejen ved at gjennemgrave Kjørebanen. I Skyttegraven saa vel som bag de nærliggende Grøftevolde laa en tæt Række af hannoveranske Jægere, iførte grønne Trøjer, hvide Benklæder og en opkrampet Filthat med sort Fjederbusk, med deres Geværer foran sig; Fader sagde noget til dem paa Tysk, hvortil et Par af de nærmeste nikkede og smilte. Den Gang blev der imidlertid hurtig Ende paa Skydningen, og kort efter saae vi flere af de fjendtlige Afdelinger atter marchere forbi Gaarden, paa Vejen til deres Lejr. Derimod syntes Fjenden at blive langt mere foruroliget ved et større Udfald, som skal have været rettet mod Blaagaard, og som fandt Sted kort forinden eller strax efter den senere saa ilde omtalte Træfning ved Kjøge. Om Eftermiddagen, da jeg stod ude i Porten og kigede ned ad Vejen til Byen, saae jeg pludselig en Kjæde af det røde engelske Infanteri komme løbende af alle Kræfter forbi Gaarden i Retning af Brønshøj, medens en voldsom Geværild hørtes inde ved Søerne. Paa Kjørebanen holdt netop en hel Række aflange Krudtvogne. hvortil en Del Blokvogne med Kanoner og Morterer dannede Fortsættelsen, og som vare paa Vejen til Batterierne, der laa nærmere ved Byen. Saa snart Skydningen imidlertid begyndte, havde den hele Kolonne gjort Holdt, saa at en svær Blokvogn, paa hvilken der hvilede en vældig gul Morter, kom til at staa lige uden for vor Port; siddende paa deres Heste ventede Kuskene paa Udfaldet af Fægtningen, der paa et Tidspunkt syntes at være meget levende. Jeg for mit Vedkommende fik dog ikke Lov til længe at blive staaende ved Porten, før jeg blev afbrudt i mine Betragtninger, i det en Tjenestepige, i Henhold til højere Ordre, tog mig ved Haanden og førte mig ind i Dagligstuen. Imidlertid fandt jeg snart Lejlighed til at undfly og begav mig derpaa op paa Loftet ad en Stige, som en svensk Tjenestekarl, der tjente hos os, havde sat hen til en Luge. Samme Karl traf jeg paa Loftet, hvor han stod og saae ud ad Gavlvinduet: før jeg var naaet hen til ham, gjorde han imidlertid et Spring til Siden, i samme Øjeblik som Vinduet, han havde kiget igjennem, blev knust i Stumper og Stykker af en Kugle. Jeg havde hele Tiden haft Indtrykket af, at det hele Spektakel nærmest var etableret, for at Englænderne kunde faa Lejlighed til at skyde vore Vinduer itu med Pistoler; men skjønt min Frygt i saa Henseende, i det mindste for den ene Rudes Vedkommende, kun havde viist sig at være alt for vel begrundet, fik jeg dog aldrig at vide, hverken hvorledes vor Karl havde baaret sig ad med at andgaa Skuddet, eller om dette skrev sig fra et dansk eller engelsk Gevær. At det første ikke kan have været saa aldeles umuligt, fremgaar tilstrækkelig tydelig deraf, at dansk Infanteri paa den Dag skal have befundet sig paa Assistentskirkegaard; det fik jeg senere at vide af vor Karl, der for øvrigt ikke var meget talende, og som heller ikke vilde indlade sig paa, nogen Forklaring angaaende Sidespringet paa Loftet, hvor et rundt Hul i en Bjælke mange Aar efter endnu bar Minde om denne Tildragelse. Det er imidlertid troligt nok, at vor Ola var bange for at blive beskyldt for Kujoneri og derfor forbigik Historien om Vinduet med Tavshed, saa meget mere som han var overmaade stolt af selv at have været Soldat under "gamla Kung Gösta" (Gustaf III.) og af at have deltaget i "finska Kriget", den Gang Svenskerne laa ved Wiborg i Finland "ickun fyra Mil ifrån St. Petersborg". Den nærmeste umiddelbare Følge af det knuste Vindue blev, at jeg tillige med Ola valgte os et andet Observationspunkt, fra hvilket vi saae en hel Del saa vel engelsk Infanteri som Jægere rykke frem mod Assistentskirkegaard, hvor et Par Batailloner krøb over Muren og rykkede frem over Gravene med opplantede Bajonetter. Efterhaanden sagtnedes Skydningen, alt som den drog sig længere ind mod Byen, og snart horte den aldeles op; men for min Erindring staar det, som om Englænderne bleve staaende i deres Stillinger ved Kampens Opher, indtil Mørket faldt paa. Dette var endnu ikke indtraadt, da Ola og jeg kom ned fra Loftet, og da jeg ved at gaa over Gaarden troede at bemærke, at nogen bevægede sig inde i en Lo, gik jeg hen og kigede ind ad Døren. Der var ogsaa ganske rigtig tre hannoveranske Jægere derinde, af hvilke den ene havde et blodigt Klæde viklet om den venstre Arm, medens en af de andre sad paa Gulvet med Ryggen støttet mod Muren. Ingen af dem talte, og der syntes at være en mørk Alvor udbredt over deres hele Væsen. Naar jeg undtager General Baird, som fik en Kugle igjennem den ene Arm under Udfaldet i Classens Have, og som i den Anledning en Tid lang viste sig med Armen i Bind, vare de tre Jægere de eneste saarede, jeg har set under Belejringen.
Englænderne arbejdede ivrig paa at fuldstændiggjøre deres Batterier, og jævnlig passerede Vognkolonner med Materiel af alle Slags forbi Gaarden. Der kom imidlertid en kjendelig Uro over dem, da Rygtet om, at en dansk Hær blev samlet i Midtsjælland for at undsætte Kjøbenhavn, begyndte at udbrede sig. Det kan jo godt være og er vel ogsaa rimeligt nok, at man har udmalet dem Faren ved at have dette Korps i Ryggen som langt betydeligere, end den nogen Sinde har været; thi der blev fra deres Side truffet alle Anstalter til at kunne møde den truende Storm med Kraft for at kvæle den i sin Fødsel. Der blev sendt saa vel Fodfolk som Artilleri bort i Retning af Roskilde, og en Dag kom Sir Arthur Wellesley, den senere Feltmarchal og Hertug af Wellington, ud til Gaarden for at tage Afsked med de derværende Officerer. Jeg saae ham, da han kort efter kom ned ad Trappen for at stige ind i sin. Vogn, der holdt i Porten. Det var den Gang endnu en yngre Mand med blond Haar, blaa Øjne, et fint Ansigt og et ejendommeligt skarpt blik. En hel Del af de indkvarterede Officerer fulgte ham med blottet Hoved til Vognen, og paa den Ærbødighed, alle viste ham, var det kjendeligt, at han nød en betydelig Anseelse. Han var iført en rød kjole og bar derover en vid, lysblaa Kappe, og efter at være kommen til Sæde gjorde han en hilsende Bevægelse med Haanden, hvorpaa Vognen rullede ned ad Vejen forbi Assistentskirkegaard. Et engelsk Husarregiment, som havde holdt nogen Tid paa Vejen foran Gaarden, forsvandt kort efter i samme Retning. Det var prægtige Folk at se paa, disse Husarer med deres, med gule Snore besatte, røde Trøjer og beredne paa prægtige Heste. I en endnu langt højere Grad gjaldt dette imidlertid for Officerernes Vedkommende, hvis Dragt og Sadeltøj glimrede af Guldbroderi.
I mit Hjem vidste man meget godt, hvad Meningen var med Expeditionen, og Tilliden til, at Sagerne skulde komme i en for de Danske heldigere Gænge, voxede i samme Forhold hos Husets Folk, som Englænderne viste en spændt Uro med Hensyn til de kommende Begivenheder. Disse vare jævnlig Gjenstand for Samtale imellem mine forældre og de engelske Officerer, som, skjønt de naturligvis fra deres eget Standpunkt baade maatte vente og ønske, at den nærmeste Tid vilde bringe deres Vaaben Sejr, ingen Sinde med noget Ord skulle have krænket eller vel endog haanet mine Forældres danske Følelser. Det varede imidlertid ikke længe, før der kom Budskab om, at den engelske Expedition fuldstændig havde løst sin Opgave ved at oprive General Castenschiolds Korps i Træfningen ved Kjøge, og skjønt denne Efterretning vistnok baade har glædet og beroliget de engelske Officerer, vare disse dog saa langt fra at ytre deres Følelser paa nogen stødende Maade, at de tvært imod for min Moder, der var bristet i Graad, udtalte deres Deltagelse over hendes Sorg. Da Englænderne imidlertid nu vare blevne befriede for enhver Grund til Frygt for et Angreb i Ryggen, syntes deres Iver for hurtig at tvinge Fæstningen til Overgivelse kjendelig at voxe, og Transporten af Materiel til Batterierne forøgedes i samme Forhold, som Skydningen tiltog i Voldsomhed. Der blev tillige truffet forskjellige Forberedelser til en eventuel Storm paa Byen, og bl. a. blev Toppen hugget af alle Træerne i Alleerne og tildannet til Faskiner, som bleve henlagte i Grøfterne langs Landevejen. Flaaden landsatte et stort Antal Matroser, der skulde anvendes ved samme Lejlighed, og som baade i Henseende til Udseende og til Adfærd lignede nogle rene Banditter. Der forefaldt flere Sammenstod imellem dem og de engelske Landtropper indbyrdes; men at Befalingsmændene for disse sidste ved given Lejlighed ingenlunde toge blidt paa Matroserne, fik vi et slaaende Bevis for. En skjøn Dag overfaldt nemlig en fuld Matros en Flok Gæs, der tilhørte mine forældre og netop græssede paa Marken uden for Gaarden. Efter en meget larmende Jagt lykkedes det ham endelig at faa fat paa en, som han derpaa øjeblikkelig halshuggede efter alle Kunstens Regler ved Hjælp af Huggerten, som han havde i Haanden. Til al Uheld for Fyren havde der imidlertid været Vidner til denne blodige Daad. og da det ingenlunde var første Gang, at noget lignende var sket, blev Sagen meldt til de engelske Officerer, af hvilke en kort efter underrettede mine Forældre om, at Drabsmanden var anholdt og i Henhold til Krigslovene domt til at hænges næste Morgen. Stor blev nu mine Forældres Bestyrtelse, da det kun havde været deres Hensigt ved at rapportere Sagen at værne om deres Ejendom og ingenlunde at faa Synderen sendt ind i Evigheden, og begge maatte i Forening gaa fra den ene til den anden af de højerestaaende Officerer for at udvirke Mandens Benaadning. Enden paa Historien blev, da, at den myrdede Gaas blev afleveret i Køkkenet, og Matrosen demitteret, efter at hans Foresatte ved Hjælp af et ordentligt Livfuld Hug havde bestræbt sig for at indskærpe Forskjellen mellem de tvende Ejendomspronominer "mit og dit" i hans Erindring.
Det Tidspunkt, da Bombardementet skulde tage sin Begyndelse, var imidlertid naaet, og efter Officerernes Raad lode mine Forældre mig og mine to yngre Søskende bringe til Landsbyen Husum til en Gaardmand, hvis Datter var i vor Tjeneste. Jeg anede ikke, at en saadan Rejse forestod, da jeg en Morgen tidlig blev vækket, klædt paa og sat op i den store Holstenskvogn. Solen var endnu ikke kommen rigtig frem, da vi satte os i Bevægelse, og en tæt Taage hvilede over Marken. Vi passerede flere engelske Poster, og de engelske Halmhytter frembøde et ganske ejendommeligt Skue i den Belysning. Paa et Sted kjørte vi ind over Marken, og her stødte vi pludselig paa en enkelt Skildvagt, som stod med Fronten vendt bort fra Byen. Det var en Højskotte, iført rod Troje, lange grøntærnede Benklæder og med en Hovedbedækning, som var tæt omgiven af en Mængde sorte Strudsfjer; han blev ved at se lige ud og lod os kjøre, hvorhen vi havde Lyst, uden at værdige os et Blik eller et Ord.
I Landsbyen Husum kunde man kun høre Skydningen som en fjærn Torden; men det var aabenbart, at denne Lyd aldeles lagde Beslag paa alle Beboernes Tanker; de samlede sig uden for Gaarden for at lytte eller for at tale sammen, og alle Arbejder hvilte vistnok i de Dage, da jeg ikke mindes at have set dem bestille andet end at gaa ind og ud ad Dørene for at stirre ind mod Kjøbenhavn. En Nat var det rent galt. Manden, der ikke havde været i Seng, kom ind i Stuen og talte om, at nu var der nok gaaet Ild i Tømmerpladsen. Jeg laa i en stor bred Seng, og da Konen med et Forfærdelsesudraab rejste sig og gik med ham ud af Værelset, benyttede jeg mig af Lejligheden til at staa op, tage noget. Tøj paa og liste mig bag efter dem ud ad Porten for at se, hvad det var for en Tømmerplads, der brændte. Foran Gaarden var der samlet et stort Antal Personer af begge Kjøn og enhver Alder, og medens Mændene talte sammen, græd navnlig de ældre Kvinder og vred deres Hænder. Natten var meget mørk, og tunge Regnskyer bedækkede Himmelen, medens Kanonerne i det fjærne dundrede paa det voldsomste, og et mægtigt, brandrødt flammende Skjær betegnede Retningen, hvor Kjøbenhavn maatte søges.
Først ud paa Morgenstunden sagtnede Larmen i det fjærne og Uroen i Gaarden, og jeg faldt i Søvn for at sove til højt op ad Formiddagen. Et Par Dage efter fortalte Gaardmanden, at nu skulde Fjenden have Flaaden for at lade være at skyde mere paa Kjøbenhavn, og fra den Tid af hørte jeg virkelig heller ikke oftere Skydning. Rigtigheden af Bondens Fortælling blev for øvrigt stadfæstet af min Fader, som kort efter indfandt sig for atter at hente os hjem.
I mine forældres Hus saae alt ud som ved min Afrejse, og den eneste Forskjel, jeg bemærkede, var, at der ikke mere hørtes Kanonskud, samt at Englænderne tilsyneladende gik langt mere trygge og fredsommelige omkring end tidligere. At de imidlertid til andre Tider havde været eller kunde være strænge nok, opdagede jeg med Rædsel en Morgenstund, da jeg var truffen sammen med Gjenboens Sen, som var noget ældre end jeg, og med hvem jeg talte om de sidste Dages Begivenheder. Denne Dreng lovede at vise mig noget, som jeg ikke kunde gætte, hvad var, naar jeg vilde følge med ham ned til vort Havegærde, og da jeg indvilligede heri, og vi havde naaet vort Maal, sprang min Ledsager over Gærdet ned paa Marken. --- "Her ligger en Bonde, som de Engelske have skudt, fordi han var nysgjerrig og bag efter gik og fortalte de Danske, hvad han havde set her ude", sagde Drengen og pegede paa en Bunke sammenhobet frisk Grus. Jeg blev bange; men da jeg formodentlig har ytret nogen Tvivl med Hensyn til Rigtigheden af hans Beretning, godtgjorde han denne ved med en Kjæp at skrabe noget Grus bort fra et af Bunkens Hjørner, hvorved en Menneskehaand, hvis Flade vendte opad, og paa hvilken Fingrene vare krummede, kom til Syne. Vor Tjenestekarl Ola kom imidlertid til i det samme og tog os bort fra Stedet, i det han strængt forbød os oftere at gaa derhen; men skjønt jeg ikke mere gjensaa bemeldte Grusbunke, varede det dog længe, før jeg glemte det skrækkelige Syn. Om den afdøde virkelig har været en dansk Spion, som er falden paa sine Gjerninger, eller en engelsk Soldat, der er bleven skudt efter en Krigsrets Dom eller muligvis dræbt under Belejringen, er jeg ikke i Stand til at afgjøre. Liget, der ikke kan have ligget i nogen Fordybning, men derimod oven paa Jorden, var, som det fremgaar af det foranstaaende, kun ufuldkomment dækket af et Gruslag, hvorfor det ogsaa senere blev flyttet og rimeligvis begravet paa Assistentskirkegaard.
Et Par Dage efter min Hjemkomst fra Husum fulgte jeg med mine forældre paa en Tur ind til Byen, da Fader ønskede at vide, hvorledes det stod til med en Ejendom, han havde i Amaliegade, tværs over for det sted, hvor Kasino senere blev bygget. Vi havde Plads i en Holstenskvogn, og da Fæstningens Porte endnu stadig holdtes lukkede, maatte vi tage om ad Blegdamsvejen for at naa Østerbrogade. Paa denne Tur saae vi næsten overalt engelske soldater af alle Vaabenarter, dels enkeltvis og dels i mindre Afdelinger, hvis Antal syntes at voxe, efterhaanden som vi nærmede os Classens Have. Paa Dæmningen over Sortedamssø, midt for Tuteins Gaard, var anbragt et Sandsække-Batteri, hvis ene Fløj støttede sig mod Dæmningens Stenmur, medens den anden hvilede mod Bygningens Façade. Batteriet var, saa vidt jeg mindes, forsynet med tre Metalkanoner og blev bevogtet af Skildvagter med Bajonet paa Geværet. Da Vejen saaledes var spærret, vare vi nødte til at kjøre uden om Værket ved at passere ind ad Gaardens ene Port og ud ad den anden. Ad Kastelsvejen naaede vi med noget Besvær igjennem den yderste Port ind til Pladsen foran Kommandantboligen i Kastellet; men her gik vi aldeles istaa. Saa langt vi kunde se, var Pladsen sort af Mennesker, da nemlig Kjøbenhavnerne havde indfundet sig i et betydeligt Antal for at benytte Lejligheden til rigtig at tage Fjendens Soldater i Øjesyn, forinden man berøvede dem denne Nydelse ved at afspærre Kastellet fra Byen ved Hjælp af et Plankeværk, der imidlertid endnu ikke var fuldført. Trængselen forstørredes yderligere, da en hel Række af engelske Ammunitionsvogne i samme øjeblik kom ind fra Lejren foran Fæstningen, og vi havde derfor ogsaa en Del Vanskelighed ved igjennem den inderste Port at komme ind i Byen, der paa denne Kant ikke havde lidt synderlig Skade. Jeg mindes saaledes ikke paa denne Tur at have set et eneste af brændt Hus inden for Volden, uagtet baade Kugler og Granater flere Steder havde slaaet Huller i Murene eller oprodet Brolægningen. Skjønt vi kun opholdt os ganske kort Tid i Amaliegade, var det dog blevet mørkt, forinden vi paa Tilbageturen havde passeret Kastellet, og som Følge deraf bleve vi hvert Øjeblik anraabte af de engelske Poster, der dog ikke vare vanskelige at tilfredsstille. Vi fulgte den samme Vej tilbage som frem, indtil vi naaede Nørrefælled, som vi skraaede tværs over for at skyde Gjenvej. Dette var imidlertid et Foretagende, der ingenlunde var uden Fare, navnlig i Mørke, da Jorden nemlig i den Grad var fuld af Huller, som skyldte Sprængningen af de fra Fæstningen udkastede Bomber deres Tilværelse, saa at vi hvert Øjeblik vare i Begreb med at vælte. I den Anledning maatte vi ogsaa kjore meget langsomt, en Omstændighed, som i Forbindelse med Synet af flere af brændte Bygninger og splintrede Plankeværker ikke bidrog til at gjøre vor Hjemfart lysteligere.
Nogen Tid efter, da Fæstningsportene atter vare blevne aabnede, fulgte jeg igjen med mine Forældre ind i Byen. Hele Vejen var Toppen kappet af Træerne og, som allerede fortalt, anvendt af Englænderne til Faskiner, der endnu laa i Vejgrøfterne, medens Grenene nærmere ved Byen paa flere steder laa omkring Stammen. Volden saae noget ramponeret ud, da Jorden paa flere Punkter var skreden ned, saa at der var fremkommet Huller i Skraaningerne. Inden for Nørreport saae Byen ud som efter et Jordskjælv, og det var næsten ikke muligt at komme igjennem Frederiksborggade og over Kultorvet, da alle Bygninger der i Nærheden vare forvandlede til en Hob rygende Ruiner. Brandlugten, som vi allerede havde kunnet spore ude ved Peblingesøen, var i Gaderne overmaade stærk og overalt, hvor man vendte Øjet hen, saae man kun vaklende Mure, fritstaaende Skorstene eller sorte, forbrændte Bjælker. Tværs over lille Kjøbmagergade havde de sammenstyrtede Bygninger dannet en Vold, som vi passerede til Fods for ikke at vælte, medens Kusken selv maatte sørge for at naa hen til Rundetaarn med Vognen. Medens vi krøbe over Ruinerne, forekom det mig, som om mine Skosaaler bleve varme ved at komme i Berøring med Murstenene, der vel altsaa endnu ikke have været aldeles kolde. Af Mennesker saae vi kun faa, der enten gravede imellem Ruinerne eller vare i Færd med at nedrive de tilbagestaaende Mure og Skorstene. Rundetaarn saa vel som Kirken var blevet ramt af talrige Bomber, der imidlertid for Taarnets Vedkommende, efter at have frembragt halvrunde Fordybninger, atter vare skredne ned ad Muren og sprungne paa Stenbroen, som var opreven flere Steder. Jo længere man kom ind i Byen, desto mindre betydelig var Ødelæggelsen, skjønt den dog hele vejen kunde spores ved ituslaaede vinduer, Huller i Mure eller Brolægning, eller ved at Husenes Yderside var oversprøjtet med Smuds fra Gaden. Synet af den rædsomme Ødelæggelse gjorde et overmaade nedslaaende Indtryk, og jeg ønskede kun, at vi vare vel hjemme igjen. Da vi om Eftermiddagen vendte tilbage, mødte vi i Nærheden af Assistentskirkegaard et engelsk Ligtog, der bevægede sig hen i Retning af denne med et fuldstændigt Janitscharmusikkorps i Spidsen. Just, som vi naaede Toget, begyndte Musikken at spille en Marche, større og mindre Trommer hvirvlede og buldrede til samme Tid, medens Bækkener, Gongons og Klokkespil faldt ind med saa megen Larm, at det gav Gjenlyd fra alle. Sider, og vore Heste nær havde taget Magten fra Kusken. Foran Ligkisten, der blev baaren paa Skuldrene af fire Soldater, fortes florbetrukne Faner, og efter Følget, som dannedes af en Mængde Officerer i forskjellige Uniformer, sluttedes Toget op med en Afdeling Infanteri, med Geværet under Armen.
Efter at man i nogen Tid havde talt om Englændernes Afrejse, droge nogle Afdelinger af disse kort efter bort i Retning af Sundet, og et Par Dage efter var Lejren saa vel som Gaarden en Morgenstund tom, uden at jeg rigtig kunde forklare mig, hvorledes dette egentlig var gaaet til. Paa Forslag af Gjenboens Søn aflagde vi samme Dag i Følge med en af hans mindre Søstre et Besøg i den forladte Lejr. Det var underligt at vandre ene omkring imellem de lange Rader af Hytter, hvor der kort i forvejen havde hersket saa meget Røre. Vi vare inde i mange af dem, men opdagede intet Steds en eneste glemt Gjenstand. I Mangel af andet erklærede derfor min Folgesvend en Trillebør og tre Landmaalerstokke, som stode uden for en af Hytterne, for god Prise, og medens han læssede to af Stængerne paa Trillebøren og drog i Forvejen, fulgte jeg bag efter med den tredje paa Skulderen og den lille Pige ved Haanden. Vi fik imidlertid ikke megen Glæde af vort Bytte; thi da der kort efter udkom en kongelig Ordre om, at alle Gjenstande, som de engelske Tropper maatte have glemt eller efterladt, skulde afleveres til den nærmeste Øvrighedsperson, fratog man os, til Trods for vor Protest, saa vel "de engelske Lanser" som "den engelske Trillebør". Lejren blev sløjfet samme Efteraar, og den eneste Erindring om hin Tid, som min Slægt nu har tilbage, bestaar i et egenhændigt Brev fra "the Iron Duke". Englænderne havde nemlig lovet min Fader en Skadeserstatning af 1000 Lst., fordi Lejren havde været anlagt paa hans Grund. Da de imidlertid forsvandt uden at berigtige denne Gjældspost, rettede min yngre Broder, under et Ophold i England mange Aar efter, en Forespørgsel desangaaende til Hertugen af Wellington, hvis Svar imidlertid gik ud paa, at Skadeserstatningen ikke var eller kunde ventes at blive betalt af den engelske Regering, fordi denne betragtede sig som løst fra sine forpligtelser i saa Henseende ved den efter Kjøbenhavns Bombardement udstedte Krigserklæring
*) I Efteraaret 1806, da Arveprins Frederik blev begraven, var jeg Øjenvidne til Flaadekorpsets Parade i denne Anledning. Matroserne vare iførte blanke Hatte, Trøjer med store Kraver og blaa Benklæder og dannede Espalier fra Amalienborg til Østergade, med Huggerten ved Siden og de blanke Entrebiler paa Skulderen. Paa forskjellige steder i Rækken, som var forsynet med en Mængde Begfakler, fandtes mægtige Orlogsflag paa høje Stænger. Officererne vare klædte i deres lige saa elegante som smagfulde Gala-Uniform, der bestod i en med Guld stærkt broderet blaa Kjole og ditto ungarske Benklæder, uden paa hvilke de med Guldkvaster forsynede Støvler bleve baarne; en høj trekantet Hat, der blev baaren paa tværs af Hovedet, fuldstændiggjorde tillige med et stort hvidt Halstørklæde med nedhængende Ender Dragten, som var tillempet efter Datidens Mode.
O. F.
