Sagen Procurator Klein Actor ctr. Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Hoegh. (Efterskrift til Politivennen)

(En Arrestant for Pæderasti idømt Baal og Brand, og en Medarrestant for Attentat paa samme Forbrydelse, anseet med 5 Aar Forbedringsarbeide.)

(Paadømt den 27de December 1843.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag actioneres Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Høegh for Omgængelse imod Naturen og for uteerligt Forhold, Sidstnævnte tillige for. Løsgængeri.

Efter vedholdende Benægtelse har Arrestanten Sandorff endeligen tilstaaet den 18de Septbr. sidstleden paa en Mark ved Falconeeralleen at have ladet Arrestanten, Høegh bedrive Pæderasti med sig, og har han navnligen vedgaaet, at immissio seminis har fundet Sted. Arrestanten Høegh har vel ikke været at bringe til Bekjendelse om den ham saaledes paasigtede Forbrydelse, men saavel ved Sandorffs Forklaring som ved de edelige udsagn af tvende Personer, der tilfældigen vare komne tilstede og have iagttaget Arrestanterne, skjønnes der at være fremkommet tilstrækkeligt Beviis for, at denne Arrestant har attenteret paa at have unaturlig Omgang med Arrestanten Sandorff, hvorimod det for hans Vedkommende ikke tør statueres, at effusio seminis har fundet Sted. Forsaavidt Arrestanten Høegh derimod actioneres for Løsgængeri skjønnes han ikke at have udviist noget saadant Forhold, at han under denne Deel af Sagen kan dømmes.

Arrestanterne, af hvilke Sandorff er 19 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri samt Hæleri, og Høegh, der er 23 Aar gammel, tidligere har været straffet, foruden for forskjellige militaire Forseelser, tvende Gange for Tyveri, og tvende Gange for Løsgængeri, ville for de dem nu overførte Forbrydelser være at ansee, Sandorff efter L. 6—13-15 og Høegh med en i henhold til dette Lovbud bestemt arbitrair Straf, der efter Omstændighederne skjønnes at kunne bestemmes til 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshuus. De ville derhos in solidum have at udrede Actionens Omkostninger, hvorunder Actor, Procurator Klein, og hver af Defensorerne, Secretair Schønberg og Procurator Bang, tillægges i Salair hver 5 Rbd. Sølv.

Den befalede Sagførelse har været lovlig. 

         Thi kjendes for Ret: 

Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Høegh bør straffes, den Første med Baal og Brand, den Sidste med Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshuus i 5 Aar, samt, Een for Begge og Begge for Een, udrede Actionens Omkostninger, hvorunder Actor, Procurator Klein, og Defensførerne, Secretair Schønberg og Procurator Bang, tillægges i Salair hver 5 Rbd. Sølv.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Juridisk Ugeskrivt, bind 5, 1843-1844, s. 523-524)

Dødsdommen ikke blev eksekveret. I Højesteret blev Sandorff og Høegh dømt til hhv. 2 og 3 års forbedringshusstraf. Hvis Højesteret havde dømt livsstraf, var han formentlig - som kutyme var - af kongen blevet benådet til tugthusstraf. Til gengæld melder historien ikke noget om hvorfor Sandorff nu "slap" med 2 år, mens Høegh "kun" fik straffen nedsat til 3.

Nytaarsgratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Nytårsgratulanterne blev beskrevet i artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. Men traditionen vedvarerede:

- Aaret nærmer sig stærkt sin Ende, og ved dets Vexel kunne vi vente som sædvanlig at blive bestormede af Nytaars-Gratulanter. Denne Skare har i de senere Aar tiltaget i en saa forbavsende Grad, at mangen en Familieforsørger ei uden Bekymring imødeseer denne Tributs Affordring; selv den under heldigere Kaar gaaer med Ængstelighed disse Gratulationer imøde; thi det hører ei til Sjeldenhederne at blive insulteret af de sig indfindende Personer, naar det Ydede ei svarer til deres Forventning. Det er vist den høie Tid, der sættes Grændser for denne Uskik, og vi haabe, der gives Mange, som med Glæde ville række Haanden til at raade Bod paa det om sig gribende Onde. At man saa længe har fundet sig i dette utilladelige Prelleri bør vistnok snarere tilskrives en falsk point d'honneur end Mangel paa Kraft og Selvstændighed. At være den Eneste, som modsætter sig Strømmen, er vel just eiheller meget behageligt, og man aabner da som oftest hellere den nødtørftig fyldte Pung, end udsætter sig for offentlig Omtale. Men da der i vor Tid just ikke er Mangel paa Foreninger, mon da den, der ville danne sig i det Øiemed at hæve dette upassende, nedværdigende og tid- og pengefortærende Trygleri, vilde være een af de mindst hensigtsmæssige? Mon den ei i flere Retninger kunde virke heldbringende? Mange ere af den Formening, at man bør afvente Hjelpen fra høiere Steder; at et Lovbud skulde forbyde al Gratulation; at samtlige Autoriteter skulde vaage over, at deres Underordnede ei nedlode sig til sligt Betleri; men hvorfor skulle vi, maaskee i længere Tid, vente til saadan Hjelp blev os buden, naar vi føle, at vi strax ere i Stand til at hjelpe os selv? Et Onde af den Natur er det langt lettere for os selv at tilintetgjøre, end de bedste Anordninger. Vi saae t. Ex., at Oldermanden for Urtekræmmerne for nogle Aar tilbage roesværdigen fornyede en Lauget forlængst given Anordning imod Tilgifter etc.; havde det da været Enhvers kraftige Villie at hæve en Uskik, vilde der have været en passende Leilighed. Mange ville vel ogsaa indvende: at en Deel af Gratulanterne ere saa slet aflagte, at de ei kunne bestaae uden Gratulation; at ved Tjenestefolks Antagelse er der som oftest taget Hensyn til de vante Nytaars-Gratificationer, saa de ei uden dem vilde kunne komme ud af det med den dem reglementerede Løn; men, spørge vi, er det da en passende Maade at lønne paa? Vilde dog Folk tydeliggjøre sig, hvor langt hellere de maatte give deres Tyende nogle Rigsdaler mere i Løn om Aaret, og strengt overholde, at de intet Nytaar modtog fra dem, hos hvem Husets Fornødenheder kjøbes, hvor gavnligt vilde det ei være, saavel for Kjøber som for Sælger? Maatte vore Handlende kun indsee, at de vilde have lige god Afsætning uden Nytaar og Drikkepenge; hvilken Sum vilde de ei derved aarlig spare, og hvor meget vilde de ei vinde i Agtelse, i det mindste hos den bedre Deel af deres Kunder, naar de undlode at give deres Tyende den Lokkemad, som hine dog egentlig maae betale. En god Begyndelse vilde det være, hvis Enhver ei vilde give sine egne Folk Nytaar og strengelig forbyde dem, at modtage Noget af Andre. 12-17.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. december 1843)

Maleri af David Monies (1812-1894), fra o. 1855 og fremstiller en vægter som er på nytårsvisit i en families køkken. Statens Museum for Kunst.

Vragerbroen. (Efterskrift til Politivennen)

Vragerbroen. Dersom der, som man fortæller har existeret en Forpagtningscontract, hvorved de paa Stadens Vragerbroe opførte 6 Slagterboder ved Gammelstrand, vare overdragne i Forpagtning tilligemed den tilliggende Plads til nu afdøde Hr. Knud Seid, paa hans Livstid, saa tillader Man sig at henstille til D'Hrr. Borgerrepræsentanter, hvoraf flere ere "Medlemmer af Stadens Forskjønnelsescomitee" om der ikke nu kunde være Grund til at ønske disse Slagterboder, tilligemed det til sammes nordre Ende stødende Huus, der, hvis det ikke allerede tilhører Communen, dog sikkert let lod sig erhverve, nedrevne, og derved den frie Plads der omgiver Slottet, forstørret; den smukke Facade af de tilsvarende Huse og Gaarde ved Gammelstrand vilde da blive friere, men isærdeleshed vilde da Thorvaldsens Museum befries fra en styg Gjenboe. Hvorvidt ogsaa Stadens Veierbod her maatte kunne komme i Betragtning, overlade vi til Vedkommende at overveie, og have kun her villet antyde, at den almindelige Mening allerede er paatænkt paa vedkommende Steder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. december 1843)

Om de Kjøbenhavnske Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Een af den senere Tids Fortjenester har det været at belyse flere brøstfældige Forhold i vort kjøbenhavnske Communalliv. Man har saaledes ved at drøfte de uhyre Bekostninger ved Begravelser bragt det derhen, at Borgerrepræsentationen har taget under Overveielse, hvorledes Folk kunne faae bedre Raad til at dø på Kjøbenhavns Grund. Man har viist Laugsforholdene en saa stor Opmærksomhed, at man har beregnet Udgifterne ved de forskjellige Mester- og Svendeprøver. Man har skjænket vort Drikkevand en saadan Omhu, at der vel ogsaa snart vil blive tænkt paa noget Alvorligt i denne Henseende. I flere Retninger er der saaledes givet ret kraftige Stød, som nok, om kort eller land Tid, ville hver for sig drive deres Saf from til gavnlige Resultater. Under saadanne Julemærker er der slet ingen Grund ti at tøve med at bringe nok et Forhold paa Bane, et Forhold, som kun leilighedsviis har været omtalt, men som derfor ikke er af mindre Vigtighed end noget af de nysnævnte. Som Overskriften antyder, er det naturligviis de kjøbenhavnske Bryllupper, vi hermed have for Øie.

Da kirkelig Vielse er gjort til Pligt for dem, der ville indtræde i Ægteskab, skulde man vistnok troe, at Staten eller Lovgivningen gjorde Alt for at lette Fuldbyrdelsen af denne høitidelige Ceremoni. Andetsteds er det vel ogsaa saaledes. Men Kjøbenhavn gjør en mærkelig Undtagelse i denne Henseende fra det øvrige Danmark. Det er sikkert ofte forekommet Flere end os uædelt, for ikke at sige uchristeligt, hvorledes man sammendynger en Mængde Honorarer og AFgifter paa Indtrædelsen i Ægteskabet, uagtet dette jo hos os gjelder for et Sacrament. Det er ret ligesom om man vilde benytte de Øieblikke, da Hjerterne, stemte for høiere Tanker og rettede mod Fremtiden, vare mindre opmærksomme paa det TImelige, for at faae dem til at gjøre Udgifter, hvorved de under andre Omstændigheder maaskee mere vilde krympe sig.

En Beregning af de Udgifter, som medgaae til et kjøbenhavnsk Bryllup er meget vanskelig at opgjøre. I Stadens forskjellige Menigheder ere Udgifterne ikke ganske de samme, og, hvad der er Hovedsagen, der haves ingen Taxt for Betalingen til de forskjellige Kirkebetjente, hvis ubegribelige Mængde man ved en saadan Leilighed ret lærer at kjende. Dernæst give Alle naturligviis ikke lige meget, og endeligt er det jo umuligt at erfare, hvor meget Enhver rykker ud med. Til Veiledning meddele vi her en Opskrift over Udgifterne ved et Bryllup i Trinitatis Kirke, idet vi strax bemærke, at vi ingenlunde have udsøgt dette Document for at finde mærkelig store Tal, men at det angaaer et jævnt Middelstands-Bryllup. Rækken af Udgifter er som følger:

Skolens Rettighed ....... 1 Rbd. = Mk
Vielsespenge.................4    -      =  -
Præsten........................10     -      =  -
Klokkeren......................4       -     =  -
Overgraveren................3      -      =  -
Undergraveren.............1      -      3  -
Organisten....................2      -      =  -
Cantoren.......................2      -      =  -
Graverkarlen.................=     -       3  -
Feiekonen.....................=     -       3  -

Skolens Rettighed, hvorved forstaaes en Afgift til Metropolitanskolen, er meget gammel; den blev nok til 1701. Den hidrører fra den Tid, da Skolerne stode i en ganske anden Forbindelse med Kirken end nuomstunder. Heller ikke havde Skolen denne Rettighed for Intet. Den Gang besørgede Skolens Disciple Sangen i Kirken, og Intet var derfor rimeligere, end at de fik et Slags Vederlag derfor. Men vil man nu have Sang ved sit Bryllup, kommer man til at betale Cantoren og hans Kordrenge aparte derfor. Det er gaaet med "Skolens Rettighed", som med saa mange andre Begunstigelser, Metropolitanskolen nyder paa de kjøbenhavnske Borgeres og Indbyggeres Bekostning. Til Metropolitanskolen afgives der saaledes aarlig 790 Rbd. af Præstepengene, ligesom den har en betydelig Indtægt af Begravelserne, uden Overdrivelse vistnok henved 7000 Rbd. om Aaret. Disse tvende sidste Intrader have selvsamme Oprindelse som "Skolens Rettighed" ved Brudevielser. Nu have disse Afgifter bestaaet saalænge, at Skolen vel kan ansees for at have nydt sin Rettighed og al sin Rettighed, om end Sangen i Kirken i sin Tid ikke skulde være bleven tilbørlig honoreret. Vil man saaledes vedblive at opretholde de Rettigheder, hvoraf en Indretning i Fortiden under ganske andre Forhold er kommen i Besiddelse, efterat disse forlængst have erhvervet sig selv, da gjr man Uret mod de Nulevende, uden engang at være retfærdig mod de Døde. Og undersøger man Forholdet rigtigt, er det da strengt taget en kjøbenhavnsk Skole, hvortil Kjøbenhavns beboere under forskjellige Former skatte saa strengt? Visselig ikke. Metropolitanskolen staaer ganske i samme Rapport til Staten som til Landets øvrige Latinskoler. Metropolitanskolen er ikke nogen Skole for Kjøbenhavn; den er en Skole for hele Landet. Efter Skolevæsenets seneste oeconomiske Ordning skyde alle tidligere specielle Indtægter sammen i den almindelige Skolefond, hvoraf atter Udgifterne ved alle Skolerne bestrides. Saaledes er det ikke egenlig til Landets almindelige lærde Skolevæsen, at kjøbenhavneren yder "Skolens Rettighed" lige fra det Øieblik, han stifter Familie og indtil det Moment, da han nedsænkes i Graven. Men, saavist som Landets lærde Skolevæsen er almindeligt, saavist er der ingen afgjørende Grund for at beskatte Kjøbenhavnerne i nogensomhelst Henseende dertil fremfor alle øvrige Borgere i hele Landet. "Skolens Rettighed" ved Brudevielser er vel den mindste af hine forskjellige Skoleafgifter; men den kan være ubeqvem nok for de Enkelte, og, har den i og for sig ingen fyldestgørende Grund, da er der ingen Anledning til længere at haandhæve den. Iøvrigt er der også et lille Agrement eller Tillæg forbundet med denne Udgift; thi den Universitetspedel, som oppebærer Afgiften, undlader ikke gjerne at bemærke, at, da det er en glædelig Begivenhed, falder der maaske en Smule Skriversalair af, og, Herre Gud, skal man af med saa meget, saa kan man sagtens undvære et Par Skilling med.

Vielsespenge er også en for Kjøbenhavn særegen Afgift. Den existerede tidligere for hele Landet. Allerede i 1778 blev der givet Haab om dens Ophør, og som Følge heraf ophævedes den 1792, undtagen for Kjøbenhavn og dens Grund, hvor den indflyder i Kæmnerkassen. Endnu 1814, da der sad en Commission til at ordne Kjøbenhavns oeconomiske Væsen, var der Tale om at afskaffe Vielsespenge. Men i det kgl. Rescr. af 31 Mai 1814 hedder det, at der var ingen Anledning til at lade en Afgift, som havde bestaaet saa længe, fragaae Stadens Kasse. At Ælden imidlertid ikke kan være afgjørende Grund til at lade en Afgift bestaae, kan der neppe være 2 Meninger om. Om Nogen kan føre et bedre Forsvar for denne Skat, vide vi ikke. Os forekommer det ikke blot heelt synderligt, at lade en Skat bestaae i en enkelt Stad, medens den er ophævet i det øvrige Land; men det har unegtelig ogsaa noget høist Modsigende ved sig, at Staten vanskeliggjør de Uformuende en ved Lov paabuden Handling, hvis Fuldbyrdelse er det Hele saa vigtig som Ægteskabets Stiftelse. Den Omstændighed, at Afgiften tilfalder Communen, fortjener neppe at komme i Betragtning, allerede fordi Vielsen ikke mere vedkommer Communen end andre kirkelige Functioner, som Barnedaab, Altergang og Begravelse, hvoraf man dog ikke har været opfindsom nok til at tage Byskatter. At de øvrige kjøbenhavnske Communebyrder hvile paa en ganske solidere Basis, Nytte og Brug, er da ogsaa bekjent nok. Man har nok snarere ladet Vielsespengene bestaae, fordi man betragtede Communens Adkomst dertil som en Eiendomsret, der var historisk begrundet og derfor uantastelig. Hos Byens nuværende oeconomiske Bestyrelse vil en saadan Betragtningsmaade visselig ligesaa lidt finde overveiende Talsmænd, som det vil blev anerkjendt for hensigtsmæssigt at beskatte den første den bedste Indretning, ene for at drive Penge op. Hvor der kan blive Udvei til henimod en halv Million aarlig, der kan vel ogsaa skaffes Raad til et Par Tusinde mere - og høiere andrage Vielsespengene neppe, da adskillige mindre Formuende, navnlig Haandværkssvende, slippe med 2 Rbd.

Den første mærkelige Forskel mellem de omhandlede verdslige og geistlige Udgifter er, at disses Størrelse, som ovenfor antydet, er aldeles ulovbestemt. Et sligt Forhold kunde maaskee passe paa en Tid, da der gjaldt en mere harmonisk Samstemning mellem Præsterne med Kirkebetjentene paa den ene og Menigheden paa den anden Side. Under de nu herskende Synsmaader lader et saadant Forhold sig vanskelig gjennemføre til begge Parters Tilfredshed. Endskjønt det (i Frdn. 13 Marts 1683) er bestemt, "at Præsterne maae ei foreskrive Nogen, hvad de vil have for Copulationer, men lade sig nøie, med hvis (hvad) Enhver efter sin Evne af egen Villie vil give", saa vide dog Alle meget vel, at det ikke gaaer an at byde vore kjøbenhavnske Præster rene Bagateller. Vi have navnlig Underretning om, hvorledes en kjøbenhavnsk Sognepræst i flere Tilfælde gjør Fordring paa 10 Rbd., hvis han skal ansees betalt og "fornøiet", og, for at vise, hvorvidt slige ulovlige Fordriner kunne gaae endog hos dem, der af Alle mindst burde dyrke jordisk Mammon, ville vi tilføie, at et sligt Krav er blevet gjort til en ung practiserende Læge, uden faste Indtægter, og uden at den paagjeldende Sognepræst personlig blev brugt til Vielsen. I det paagjeldende Tilfælde blev den præstelige Paatrængenhed rigtignok viist tilbage; men slig Styrke have, som bekjendt, langtfra Alle. Men det er endnu mere i Forhold til de underordnede Kirkebetjente, end ligeoverfor Præsten, at man kunde ønske en Taxt for deres Fordringer. Det har noget yderst Ubehageligt for den, der staaer i Begreb med at træde for Alteret, at vide sig i den Nødvendighed, enten at betale, hvad der forlanges af ham eller ogsaa udsætte sig for mulig Chicane. Og hvor mange vide vel, hvad de have at betale? Det er, for at nævne et Exempel, senest ved Cancelliets Skrivelse af 4 Marts 1815 foreskrevet, at for Tillysning fra Prædikestolen kan ei fordres Betaling. Alligevel fordres Sligt; i det mindste gjør Klokkeren ved Trinitatis Kirke, hvilken Kirke vi efter vor ovenfor anførte Bemærkning især have havt for Øie, Krav derpaa saavel af den fattige Svend som af den velstaaende Borger. - Ligesom det ikke er let at see, hvad Graverne have med Brudevielser at bestille, saaledes bliver man høist forundret, efterat have betalt baade Klokker og Overgraver heelt rundelig for at reengjøre og pynte Kirken, og Undergraveren - fordi "det er Skik" - at blive gratuleret af Graverkarl og Feiekone i selvsamme Anledning. - Det er bekjendt nok, at de fleste Graver- og især Klokkertjenester her i Byen ere rige Præbender; men det er ogsaa bekjendt, at Indhaverne af disse Bestillinger have mere Lykken og Tilfældet end egen sær Dygtighed at takke for deres Ansættelse. Os forekommer det uforeneligt med Nutidens Begrebet at beskatte en heel Commune til Fordeel for nogle enkelte Individer, der aldrig have indlagt sig nogen besynderlig Fortjeneste. Hvad der skulde være i Veien for at regulere Kirkebetjentenes Indtægter taxtmæssig, indsee vi ikke. En saadan Fremgangsmaade, som Statens Borgere leilighedsviis efter Forholdenes Medfør bør erlægge.

Skjøndt mange Brudevielser medtage flere Udgifter, end dem, vi have valgt til Exempel, indrømme vi dog, at det overveiende Fleertal ikke betales saa høit som den, vi foran have benyttet til Exempel. Summen der var 28 Rbd. Men om vi nu end nedsætte Udgiften til et Gjennemsnitsbeløb af 15 Rbd., hvilket vistnok er en Deel under Virkeligheden, udgjør dog den aarlige Udgift ved Brudevielser i Kjøbenhavn, hvor der ifølge det statistiske Tabelværk efter 32 Aars Beregning finder 892 Copulationer Sted aarligt, det betydelige Beløb af 13,380 Rbd. Føies dertil Præstepenge, der udgjøre i det mindste 12,000 Rbd., og Indtægten ved Barnedaab, Begravelser og Confirmationer, saa vil det ikke kunne negtes, at den kjøbenhavnske Geistlighed er vel aflagt i Almindelighed, endog uden Hensyn til ikke ganske uvæsentlige Agrements, som fri Bolig, Huusleiehjelp og deslige. Dette forholder sig vistnok ogsaa i Virkeligheden saa, da bestandig flere og flere af Kjøbenhavns Beboere lade sig vie i de nærliggende Landsogne, især i Frederiksberg. Men hvo kan fortænke den Ubemidlede, der er henviist til egen Subsistents i, at han tyer udenfor sit Hjem, naar her affordres ham det Tredobbelte af, hvad han andetsteds kan slippe med? Et saadant Forhold burde nok snarere opfordre den kjøbenhavnske Geistlighed til at drive paa en lempeligere Ordning af det Bestaaende. Det er nu engang den kjøbenhavnske Geistlighed egent, ikke at blive klog af Skade. Da Præstepengene reguleredes, faldt Offeret meget; men i Stedet for at vedligeholde sidstnævnte Indtægt ved godvillig at nedsætte Præstepengene, har Geistligheden stedse stræbt at drive Præstepengene til den størst mulige Sum, og deraf er Følgen bleven, at Offeret er saa godt som aldeles ophørt, uagtet det endnu er lovbefalet. - Iøvrigt ville vi sluttelig bemærke, deels at Udgifterne ved Stuebryllup ere omtrent de samme som ved Vielser i Kirker, da Kongebrevet eller Vielsesbevillingen medtager det, der i dette TIlfælde spares fra Kirkebetjentene, deels at der undertiden, i det mindste hos een Præst, afkræves dem, der have Vielsesbrev, uden Videre et Par Rigsdaler "til de Fattige" - om det er til Fattigvæsenets Fattige siges ikke, samt endelig, at der ved nogle af Stadens Kirker skal finde ganske særegne Udgifter Sted, t. Ex. til Sangværket (der ikke har existeret i 36 Aar), til Nicolai Skole osv., uden at vi dog nærmere kjende disse Afgifters Størrelse, Øiemed og HIstorie.

Imidlertid gives der en anden og vigtigere Side en den oeconomiske, hvorfra man kan og bør betragte den uforholdsmæssige Udgift, hvormed de kjøbenhavnske Bryllupper ere belastede, og det er den moralske. Det er en bekjendt Sag, at i det kjøbenhavnske Almueliv gaae de naturlige eller saakaldte polske Ægteskaber i Svang i et Omfang, som opfordre til at gribe andre og kraftigere Forholdsregler, end Tilfældet hidtil har været. Hvorledes Byens locale Omstændigheder egne sig til at fremkalde slige ulovlige Forbindelser vedkommer os mindre her. Nok er det at bemærke, at Bekosteligheden ved Vielser er efter alle Sagkyndiges Mening en medvirkende Aarsag til de naturlige Ægteskabers Mængde. Er det lykkedes os at give et Begreb om Mængden af de med kjøbenhavnske Brudevielser forbundne Udgifter, vil det ogsaa være indlysende, at de ere den Fattige næsten uoverkommelige. Den, hos hvem Begrebet om den kirkelige Vielses Betydning ifølge Opdragelse og Livsforhold, ikke kan forudsættes synderlig levende, foretrækker kun alt for let det frie Samliv for en Udgift, der ifølge hans trange Kaar ere ham alt for enorme, selv om de staae langt under det Gennemsnitsbeløb, vi har udfundet for Bekostningen ved en kjøbenhavnsk Vielse. Her er en viid Kreds for Geistligheden at virke i den ægte christelige Aand. For ikke længe siden blev det andetsteds fremhævet, at den kjøbenhavnske Geistlighed ikke er synderlig villig til aldeles at eftergive Betaling for Vielsen af fattige Folk, der leve i Concubinat. Saavidt vort Kjendskab gaaer, maae vi stadfæste denne Bemærkning. Men vi troe ikke, at just det heldigste Middel til at indskrænke de frie Ægteskaber og gjøre Folk det muligt at "komme ordentlig sammen", bestaaer i at fritage dem, der allerede leve i Concubinat, for Vielsesudgifterne. Herved kunde man nok meget mere give Ligesindede en Opmuntring til at træde ind i et Concubinat, thi netop derved fik de Udsigt til at kunne "slippe for Præsten", det vil sige for at betale ham. Den sikkreste Operation vil nok snarere være at nedsætte Vielsesudgifterne saa lavt som muligt, eller efter Omstændighederne endog eftergive dem for de lavere Stænder. Derved er i det mindste Adgangen til lovbundne Ægteskaber aabnet saavidt muligt, og mere kan der ikke forlanges af det Offenlige. Men at Ondet maa gribes an fra en ny Side forekommer os uimodsigelig: den præstelige Formaning og Øvrighedens Entholdelsesbefalinger blive som oftest mere til Spot end til Gavn; og kan Samfundet enten i oeconomisk eller moralsk Henseende være tjent med, at en Familie, der er stiftet udenfor Loven, jages fra hinanden?

Skulle vi i faa Ord gjentage, hvad vort Ønske er, da var det især, at Skolens Rettighed og Vielsespenge bortfalde, at der bliver fastsat taxtmæssige Bestemmelser for Betaling til Præst og Kirkebetjente, og at der ved dennes Regulering, nævnlig hvad de fattigere Classer angaaer, tages fortrinligt Hensyn til disses Tarv.

Det er vel især fra Præsterne, at man burde vente Sagen bragt paa Bane. Men de pleie ikke at være meget redebonne til at tale, naar der risqveres en mulig Afgang i deres tilvante Indtægter. Derfor stole vi mere paa Magistraten og især Borgerrepræsentationen, der er Borgerskabets nærmeste Værn. Meget vil være at forhandle, inden Sagen kan bringes til Endelighed. I et Forhold som det paagjeldende, der gjennem Familierne daglig griber ind i Communens Interesse, er enhver Opsættelse et offenligt Tab. Begyndelsen kan derfor aldrig skee for snart.

(Kjøbenhavnsposten 15. november 1843)

Julebazarer. (Efterskrift til Politivennen)

Industriforeningens julebazarer blev forløberen til Østergadebutikkernes juleudstillinger. Den blev afholdt første gang i 1841 i Gothersgade ridehus - med juletræ. 

Hotel d'Angleterre som det nok har set ud dengang julebazaren fandt sted der. Foto med ukendt ophav og årstal. Public Domain, Københavns Museum.

Året efter på Hotel d'Angleterre og så på Kongens Nytorv i 1843/44. Den blev omtalt i Kjøbenhavnsposten, 8. november 1843:

Man er allerede stærkt ifærd med Opførelsen af den omtalte Træbygning paa Kongens Nytorv til en Julebazar. Den kommer til at staae i Retning med Gothersgaden mellem "Hesten" og den Side af Torvet, der begrændses af Kongensgade og Bredgade, hvor den indtager en Deel af Torvet, der ellers saagodtsom slet ikke befærdes, saa at den altsaa i det høieste kun med Hensyn til Udsigten kan være generende. Om derimod ikke de Bestræbelser, der ligge til Grund for denne og lignende Planer til at forskaffe Udsalgssteder et mer og meer tiltrækkende Udvortes, ere genrende for Mange, og lede til en unyttige eller vel endog skadelig Concurrence, hvorved ofte en altfor betydelig Deel af den nødvendige Drifts-Capital anvendes til Boutikernes Udsmykkelse, er et andet Spørgsmaal, som endnu ikke synes tilstrækkeligt overveiet hos os.

Kongens Nytorv mellem Store Kongensgade (venstre) og Bredgade (højre). Angivelsen af træbygningens størrelse kan ganske enkelt ikke passe. Omregnet i meter bliver det 250 gange 31 meter. Da Kongens Nytorv er højst 150 meter mellem de to gader. Og selv vinkelret på ville den fylde helt ned forbi det Kongelige Teater.

Bygningen blev beskrevet i Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 23. oktober 1843:

Tømmermester Hüttmann har tilbudt sig at forfærdige den Bygning, som til Industriforeningens Julebazar skal opføres paa Kongens Nytorv mellem store Kongensgade og Bredgade. Denne Bygning, som forbliver Hr. Hüttmanns Eiendom, men af ham bortleies til Industriforeningen for 3000 () for den til Bazaren bestemte Tid, bliver bygget i meget grandieus Stiil, 400 Alen lang og 50 Alen bred, og vil blive decoreret paa en høist elegant Maade. I Leie skal betales af Boutikeierne 5 () for hver Qvadratalen paa den ene Side og 21 () paa den anden Side, uden at der iøvrigt erlægges nogen Afgift af det Solgte. Det Overskud, som ved Leien og Udsalget af Entrébilletterne, der betales med en Mark, hvoraf 8 () godtgjøres, maatte indkomme, skal senere fordeles mellem Leierne af Boutikerne. Disse, hvis Antal er meget stort, ere næsten alle bortleiede, og skal der alene af Modehandlere og Modehandlerinder have meldt sig over 30. Hr. Hüttmann agter til næstkommende Sommer at benytte Bazarbygningen, der er transportabel og hvis Opførelse skal koste henved 10,000 (), som en Dandse- og Concertsal i Tivoli, hvor en saadan sikkert vil være velkommen  (**). 

Opførelsen skete tilsyneladende som efterbevilling, for sagen blev behandlet ved borgerrepræsentanternes møde den 2. november 1843, hvor det fremgik at Commiteen for Industriforeningens Julebazar havde ansøgt om tilladelsen, med åbent fra 8. december til 8. januar. Man anførte dog at tilladelsen til at opføre træbygninger på byens pladser kun blev givet undtagelsesvis, og mod en "recognition" på 200 Rbd. Dette blev kommenteret i Politivennen 1454, 10. november 1843, samt i Politivennen nr. 1455, 17. november 1843, s. 738-740. I Politivennen nr. 1456, 24. november 1843 luftedes bange anelser for hvad bazaren ville medføre af negative ting.

Af annonce i Berlingske den 14. december 1843 fik man et indtryk af hvad der blev udbudt:

Bazar

Mit Udsalg i Industriforeningens Julebazar paa Kongens Nytorv er blevet forsynet fra den Kgl. danske Porcellains-Fabrik med et stort Assortiment brillante gulddecorerede og malede Vaser, Kopper og mange forskjellige mindre Gjenstande, Biscuit-Figurer og Basrelief med og uden Guld, modellerede efter Thorvaldsens Originaler, og fra Hr. Feilbergs Voxlys-Fabrik med couleurte Julelys, Voxstabler og hvide Bordlys, samt fra Hr. Holmblads Fabrik med Stearin-Lys. Tillige forefindes et Parti af mine bekjendte fine og ordinaire Cigarer. Alt udsælges til billige og bestemte Fabrikspriser, og har jeg den Ære at anbefale det som passende Jule- og Nytaards-Presenter.

R. Rømer.

I Politivennen nr. 1460, 22. december 1843 blev bazaren beskrevet efter åbningen,og Rømer blev også nævnt. I Fyens Stifts kongelig ene ... den 27. januar 1844 kunne man læse om bazaren:

Paa den kbhnske Julebazar skal der med Hensyn til den Qvæstion, som undertiden fandt Sted imellem de Handlende og Bazarcomiteen, om hvad der maatte betragtes som indenlandsk eller ikkeindenlandske Industriegjenstande og Varer, undertiden være opstaaet ret morsomme Conflicter. Saaledes solgte en Gartner Poppegøier. Disse, meente Comiteen, kunde ikke betragtes som indenlandske Varer, hvilket Gartneren dog modsagde med den Paastand, at de vare komne fra de danskvestindiske Besiddelser. Hertil replicerede et Medlem af Comiteen, at dette intet Beviis var, da Poppegøierne jo gjerne kunde være tilfløjne fra et fremmed Sted til hine Besiddelser, men Gartneren nedslog alle Betænkeligheder med det slaaende Argument, at alle Poppegøierne talte Dansk, hvorefter der ikke anvendtes Noget mod deres Salg. - En anden Conflict med Hensyn til samme Qvæstion var af forskjellig Natur. En fremmed Diplomat kjøbte en Blomsterbouquet af en smuk Boutiksjomfru, og da han betalte den meget spendabel med 5 Rbd., fik han et Kys i Tilgift. Et af Comiteens Medlemmer udtalte sig paa en kraftig Maade mod dette Salg, men Boutiksjomfruen paastod sin Ret, idet hun anførte som Grund, at saavel Bouquetten som Kysset var indenlandsk Industri.

Det efterfølgende år blev julebazaren afholdt i Industriforeningens lokaler på Østergade, og i de lejede lokaler i auktionsholder Salchows lejlighed på 1. sal. Grunden til det var klager fra de omkringboende beboere, ifølge Berlingske den 29. november 1844:

Imod Bazarbygningens Opførelse paa Kongens Nytorv ligesom ifjor, har der reist sig Hindringer, idet Beboerne paa Torvet have beklaget sig over at Bygningen betog dem Udsigten. Comiteen have derfor, foruden den nævnte Plads, ogsaa i sit Andragende om Tilladelse til Opførelsen af en Bazar, foreslaaet Høibroplads langs Sandkisten fra Høibro til Hotel Royal eller, hvis der skulde være noget til Hinder herfor, St. Annæplads. Med Hensyn til Høibroplads gjorde sig den samme Grund gjeldende derimod, som paa Kongens Nytorv, og desuden er Pladsen ved Hotellet for snæver og kan iøvrigt ikke undværes til de Torvebesøgendes Brug. Hvad nu den tredie Plads angaaer, mod hvis Afbenyttelse der intet fandtes at erindre, saa antog Comiteen ikke den Deel af samme, der blev den anviist, nemlig imellem Amaliegaden og Vandet, bag ved Slagterboden, for hensigtsmæssig, og man maatte derfor til at see sig om andetsteds. Man ansøgte nu Hs. Maj. Kongen om Tilladelse til at opføre Bygningen i Kongens Have, ved Enden af Gothersgade og med Indgang ad den derværende Jernport, men Tilladelsen indløb saa silde, at Vedkommende, der havde paataget sig Bygningens Opførelse, paa Grund af Tidens Korthed saae sig nødsaget til at træde tilbage. Da Udsigten saaledes var Comiteen berøvet til i Aar at faae en Bygning opført til Julebazar, søgte den at faae et passende Locale tilleie, men deels er der, som bekjendt, stor Mangel paa rummelige Localer her i Staden, deels vare Fordringerne paa det eneste Sted, der kunde have været benyttet, saa store, at man ikke fandt det tilraadeligt at indlade sig derpaa. Ogsaa med Hensyn til Brøndsalen i Gothersgade, der tidligere har været overladt til dette Brug, frembød der sig i Aar Vanskeligheder, som ikke lod sig overvinde. Comiteen valgte derfor den eneste Udvei, der endu stod aaben, nemlig at afbenytte Industriforeningens Locale i Forbindelse med den under samme værende Etage, som Leieren har overladt Comiteen imod en moderat Godtgjørelse.

Østergade 30. Bygningen er nedrevet. Jeg mener det må være her Industriforeningens lokaler lå.

Industriforeningens lokaler lå Østergade 63, og julebazaren var på 1. og s. sal. Dvs på hjørnet af Kristen Bernikows Gade og Østergade. Bygningen eksisterer ikke længere. Den var åben lørdag den december, med åbningstider 12 middag til 10 afren på hverdage, kl. 4 til 10 eftermiddag på søn- og helligdage. Det var forbudt at spise, drikke og ryge i lokalerne. Tilstrømningen blev bedre end nogensinde, ifølge Kjøbenhavnsposten den 28. december 1844:

Industriforeningens Julebazar synes iaar at have bedre Fremgang end noget af de foregaaende Aar, idet den allerede har været besøgt af omtrent 23,000 Personer *). Denne stærke Conflux maa uden Tvivl fornemmeligt tilskrives den Iver at forene et Juletræ med Adgangen til at besøge Bazaren, saa at man nu i Stedet for som de forrige Aar at erholde godtgjort Halvdelen af Betalingen for Entreen i det, man kjøbte, faaer Ret til at forsøge sin Lykke med at trække en Gevinst paa Juletræet. At der herved er skaffet en stærkere Freqvents af Besøgende, synes afgjort; Spørgsmaalet bliver derfor kun, om de Udsælgende ere ligesaa tilfreds med denne Foranstaltning, og dette er, efter hvad der er blevet os sagt, Tilfældet, idet Afsætningen i det Hele har været meget god. Det er iøvrigt en Selvfølge, at den iaar anvendte Lotteri-Indretning har det samme Særkjende som alle lignende Lykkespil, at den, der vinder noget klækkeligt, er fornøiet, medens de Tabende blive utilfredse, hvortil rigtignok kommer, at der for at blive rigtig fornøiet udfordres den dobbelte Lykke: at vinde og at vinde det, man ellers vilde have kjøbt sig. 

*) I Aaret 1841 var der omtrent 16,000 Besøgende, i 1842 omtrent 18,000 og i Aaret 1843, da Localet var i en dertil paa Kongens Nytorv opført Bygning, omtrent 34,000 Besøgende.

Ideen bredte sig hurtigt til Østergade og dernæst hele Strøget. Og i 1845 til det øvrige land, ifølge Fyens Stifts Kongelig ... den 11. november 1845:

Odense. Ligesom Man her i Byen har paatænkt en Julebazar for Kunstnere og Haandværkere, saaledes seer Man den samme Idee optaget i flere andre Byer udenfor Hovedstaden. I Nestved er allerede alle Bazar-Boutikkerne optagne; i Jylland blev den samme Entreprise i Fjor gjennemført med Held paa flere Steder. Her i Odense er til Dato indtegnet 16 Deeltagere, og den ene Etage er saaledes besat; derimod er endnu det bedste Lokale tilbage i 3die Etage, som er et Rum, der udeelt gaaer over hele Bygningen, og vil under det af Gaard-Eieren paatænkte Arrangement blive det smukkeste og meest indbringende. Vi troe at burde henlede vore dygtige Kunstneres og Haandværkeres Opmærksomhed paa Sagen, idet vi formene at Ideen kan svare Regning, og at den, udført, vil bidrage til at vise Industriens Standpunkt i et gunstigt og fortjent Lys.

Julebazaren i Odense blev afholdt i "Gaarden No. 577 paa Odense Store Torv" med 16 butikker, åbent 4 eftermiddag til 9 aften. 

Fribefordring. (Efterskrift til Politivennen)

Fribefordring. Her i Byen, hedder det fra Aalborg i Byens Avis, har for kort Tid siden været holdt Krigsret i Anledring af Tiltale mod en Lieutenant ved den herværende Bataillon for Indblanding i en Politibetjents Functioner ved Passagen til Kirken under en stedfunden Vielse, og blev Lieutenanten - hvis Handlemaade, om endogsaa uberettiget, dog neppe var ganske uforanlediget - ved Krigsrettens Dom idømt tre Dages Hovedvagtsarrest og Sagens Omkostninger. Sagen er i sig selv for ubetydelig til at fremhæves, hvis ikke, netop ved Siden af dens Ubetydelighed, et Curiosum herved vel var Opmærksomhed værdigt. En Lieutenant kan nemlig fordre sig dømt af en Krigsret, der skal være sammensat af to Officerer af hver af de forskjellige Grader, og da Officeerscorpset her for Tiden ikke var fuldtalligt, maatte der til Krigsretten forskrives tre Officerer fra Randers. Disse tre Officerer med en Tjener kom hertil paa tre Vogne og reiste ligesaa tilbage. Imellem Randers og Aalborg finder ved Fribefordringer, Udgangsstedet iberegnet, 5 Skifter Sted, altsaa i nærværende Tilfælde med 6 Heste paa hvert, hvilket ialt frem og tilbage har gjort en Reqvisition af 60 Heste fornøden. 3 Officerer med en Tjener, 30 Kudske og 60 Heste have altsaa maattet sættes i Extra-Bevægelse for at bringe denne i sig selv ubetydelige Sag til retlig Afgjørelse. Hvor mange Tønder Land, der med disse 60 Heste og 30 Karle i den til denne Reise anvendte Tid under Opholdet og Forsømmelsen, kunde have været pløiet, vilde ikke være uinteressant at udregne. Forøvrigt er det et stort Spørgsmaal (?) om der til en Retssag af denne Beskaffenhed, hvor Omkostningerne maa komme til at paahvile den Dom kaldte, kan gjøres Krav paa Fribefordringer, og skal det efter Forlydende ogsaa være Agt at reise Klage herover hos Amtsraadet. I alle Tilfælde synes det ogsaa som om d'Hrr. Officerer vel kunde have ladet sig befordre herhid paa Dagvogn eller anden billig og bekvem Leilighed, da Fribefordringen allerede udgjør et saa stort Tryk for Landmanden, at han nok kunde have ventet sig forskaanet derfor i Sager af saa ubetydelig Natur.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. november 1843).

Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten gjorde i stigende grad opmærksom på den helt urimeligt høje straf for småtyverier som også ramte fattige der reelt intet andet alternative havde. Et eksempel på en sådan artikel den 2. november 1843 (uddrag):

Under en mod Huusmand Hans Rasmussen Gramboe i Tommerup By under Odense Herred anlagt Sag blev det ved Tiltaltes egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Omstændigheder tilstrækkeligt oplyst, at han, der tidligere har være anseet med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for et høist ubetydeligt Tyveri, Natten mellem den 20de og 21de Mai sidstleden har begaaet Indbrud i Rasmus Rams Gaard i Tommerup og sammesteds borttaget en til 10 Rbd. vurderet Fjerding Smør og endeel røget Flæsk af Værdi 1 Rbd. 14 Sk. Hans Forklaring angaaende Maaden, hvorpaa Tyveriet er udøvet og Motiverne til samme er i det Væsentlige følgende. Da han, der er 36 Aar gammel, har Kone og 5 Børn at forsørge - alle hans Børn ere saa smaa, at ingen af dem kan tjene noget, idet den Ældste, en Steddatter paa 14 Aar, maa gaae i Skole saa godt som hver eneste Dag, og Moderen har nok med at passe de 4 mindre, der bestaae af en Dreng paa 7 Aar, en Pige paa 6 Aar, en Pige paa 3 Aar og et spædt Barn - saa har han tiligemed hans Familie ofte været udsat for Mangel, ja endogsaa for Sult, uagtet han, om hvem Sognefoged Niels Jørgensen har bevidnet, at han er en ualmindelig dygtig Arbeider, har anvendt den største Flid paa at erhverve sit Livsophold. Paa den Tid, da han begik Tyveriet, lagde han Tørv hos en Gaardmand i Sognet, men kunde dog, om han end arbeidede fra Solens Opgang til dens Nedgang, uden at tage Middagshvile, ikke tjene mere end 2 Mk. om Dagen, hvilket maa ansees for utilstrækkeligt til at skaffe 7 Mennesker Føde. Han har oftere været drevet af Nød til at søge Understøttelse hos forskjellige Personer, der ogsaa stundom have understøttet ham og hjulpet Familien med Levnetsmidler, men det forekom ham ubilligt saaledes at vedblivende at falde dem til Byrde. Hos Gaardmanden, hvor han lagde Tørv, har han optaget Forskud paa det, han ved Tørvegravningen skulde tjene. Dagen førend han begik Tyveriet havde han ikke Brød i Huset, og maatte under Arbeidet ved Tørvelægningen, uagtet han efter Accorden skulde holde sig selv med Kost, bede Huusbondens Konge om et Stykke Brød, hvilket han ogsaa erholdt og var al den Føde han fik den Dag. Da han om Aftenen kom hjem, og Kone og Børn intet havde faaet at spise den Dag, greb Fortvivlelsen ham, og han besluttede at tilvende sig Levnetsmidler ved at bestjæle En eller Anden, og da han kjendte Leiligheden paa den Gaard, hvor han arbeidede, vendte Tanken sig til samme. Omtrent ved Midnatstid kom han til samme, overskar med en Lommekniv 2 Sprosser i en Aabning af Gavlen og kom paa denne Maade ind i Huset. Da han fornemmeligt søgte Brød, gik han strax til Mælkekammeret, hvor han var trængt ind, ind i Gangen og fra denne ind i Bryggerhuset, men efter forgjæves at have søgt Meel eller Brød, gik han tilbage til Mælkekammeret, tog der en Flæskeskinke og en Fjerding Smør, som han bar bort og skjulte. Den Nat kunde han ikke spise noget, hvorimod han næste Middag, da Konen og Børnene ingen Føde havde faaet, hverken den foregaaende eller denne Dag, men nu havde forskaffet et Brød for laante Penge, gav dem et Stykke Flæsk paa 1/4 Pd. at spise til Brødet. Da Tiltaltes Forhold ligefrem henhørte under Bestemmelserne i Frdn. 11 April 1840 § 12 andet Membrum, blev han af Lands- Over samt Hof- og Stadsretten anseet for begaaet Natligt Indbrudstyveri med 6 Aars Fæstningsarbejde. Høiesteret forandrede denne Straf til 7 Aars Fæstningsarbeide, hvilket formeentlig maa ansees som en Følge af, at Tiltalte tidligere er dømt for første Gang begaaet Tyveri og saaledes ikke nu efter den bestaaende Lovgivnings Bud kunde afsone sin Brøde med minimum af den for Indbrudstyveri om Natten i § 12 andet Membrum fastsatte Straf. - Det staaer til at vente, at der ad Benaadningens Vei vil blive virket for at formilde den efter Lovgivningens i det concrete Tilfælde rigide Bestemmelser idømte haard Straf; thi det vilde være altfor grueligt, om en saadan Straffebestemmelse blev gjort gjeldende under Omstændigheder, hvor Bevidsthed om Lov og Ret utvivlsomt hos Enhver, der havde en hungrende Familie at forsørge, maatte vige for den langt mere paatrængende Nødvendighed ikke blot til sig selv, men til dem, man skylder den størst mulige Opoffrelse.   

(Kjøbenhavnsposten 2. november 1843)

Et Par Bemærkninger angaaende Helsingørs-Diligencen, anbefalede til Generalpostdirectionens Opmærksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

 Inds. heraf, som ikke forhen har havt Leilighed til at afbenytte Deligencebefordringerne, har i den senere Tid et Par Gange benyttet samme i den Vogn, som gaaer imellem Kjøbenhavn og Helsingør om Natten, og kan ikke negte, at han har beundret den Omhu for Passagerernes Beqvemmelighed, der saavel er viist ved Vognens Indretning, som ved alt øvrigt dertilhørende baade materielt og personelt. Man erkjender strax, at Intet er sparet, hverken fra Over- eller Underordnedes Side, for at befrie den Reisende for enhver Ubehagelighed, som ellers er forbundet med at reise, og i denne Erkjendelse er det at man henvender sig til høie Vedkommende med følgende Bemærkninger:

1) Med Hensyn til Afgangstiden Kl. 11 om Aftenen, da er denne vistnok meget velvalgt for den Vogn, som afgaaer fra Kjøbenhavn, hvor der er en Mængde Aftenfornøielser, saasom Comedier m. fl., som Pluraliteten af de Reisende vistnok gjerne ville nyde uden at være nødte til at tabe noget deraf for den tidligere Reises Skyld; men for den Vogn, som gaaer fra Helsingør, da var Kl. 10 eller maaskee endog Kl. 9 en mere passende Tid, især i Vintermaanederne. Helsingør er, saavidt Inds. har havt Leilighed til at bemærke, temmelig fattig paa offentlige Forlystelser, eller endog paa Tidsfordrivsmidler, saa at 3-4 Aftentimer ere temmelig haarde at faae Bugt med i denne By, naar man er der som Forretningsmand og ikke har adgang til Familiekredse, hvilket vel er Tilfældet med en stor Deel af Diligencebenyttende. Forretningstiden naaer sjeldent længere end til Kl. 7; naar man saa har 2 Timer til Spisning, Ordning og Indpakning af sine Sager, da ønske de Fleste vistnok at komme afsted Kl. 9. Byens Beboere ville vistnok ogsaa i Regelen ligesaa godt kunne indrette sig til at reise Kl. 9 som Kl. 11. De fleste Familiers Sengetid er vel Kl. 10, skal noget Medlem reise først Kl. 11, kommer der dog ikke rigtig Ro i Huset førend dette er borte. En saadan Ventetid er ogsaa under saadanne Omstændigheder kjedsommelig. Det synes saaledes vist, at med Hensyn til Afreisen er den tidligere Tid mere beqvem end den sildigere, spørgsmaalet er derefter om Ankomsttiden her til Kjøbenhavn, der da vilde blive Kl. 3 om Natten, ikke er mere ubeqvem end den nuværende Ankomsttid Kl. 5. Det kan ikke negtes, at Kl. 3 om Natten er en ubeqvem Tid at komme tilbyes paa, men det samme kan siges om Kl. 5, især om Vinteren. Helsingorianeren, der reiser hertil med Natdeligencen, med den Bestemmelse næste Dag eller Aften at reise tilbage, er yderst forlegen med de 2-3 Timer, han har at tilbringe inden han kan begynde sine Forretninger; søge og betale Logis krymper han sig ved, da Tiden han har godt deraf er saa kort; offenlige Steder, i det mindste saadanne som Diligencereisende ønske at besøge, ere ikke aabne; der er næsten Intet tilovers for ham uden at drive om paa Gaderne, og dette er vist ikke mindre end Behageligt især efter 6 Timers Reise om endog Veiret er godt; om ondt Veir vil vi ikke engang tale. Kommer han derimod hertil Kl. 3, da vil vist Ingen betænke sig paa at give nogle Mk, for at erholde 4 a 5 Timers Ro og Hvile, der gjør ham bedre skikket til sine Forretningers Udførelse. Der kan neppe være Spørgsmaal om den Herboende ikke heller vil komme 2 Timer tidligere hjem. Een Omstændighed er der endnu, som anbefaler den tidligere Afgang af Helsingørs-Diligencen, og den er at de 2 Diligencer undertiden indtræffe paa een Tid i Hirschholm. Det var da ikke utænkeligt, at en Reisende kom til at gaae iden urigtige Vogn; det er vel af de Tilfælde som ikke let eller ofte indtræffe, men utænkeligt er det ikke, og det blev fortalt, at det een Gang er skeet, om det er sandt veed Inds. rigtignok ikke; med det veed han, at det kunde have høist ubehagelige Følger for Paagjeldende. Der synes saaledes ikke Lidet at tale for det Forslag, at oftnævnte Deligence afgaaer fra Helsingøer Kl. 9 i Stedet for Kl. 11 om Aftenen, og indstilles derfor samme til den høie Generalpostdirections Overveielse.

2) Temperaturen i Deligencen er i Almindelighed saaledes, at den Reisende ikke generes af Kulde, naar han er nogenlunde reiseklædt og der er flere Passagerer med, hvilket nok næsten altid er Tilfældet. Det Eneste man har Vanskelighed ved at holde varme er Fødderne; derpaa vilde kunne hjelpes betydeligt ved at lægge et Teppe af tykt laadent Skind paa Bunden af Vognen, der kunde befæstes med Stropper, saadan at det let kunde tages ud, deels for at renses, deels for at borttages, naar Veiret ikke nødvendiggjorde det. Dettes Anskaffelse og Vedligeholdelse vilde jo være en Udgift, men da saamange Omstændigheder bevise, at Directionen ikke skyer nogen Udgift, der kan forskaffe den Reisende Beqvemmelighed, og da Erfaringen stadfæster, at dette Princip er fuldkommen rigtig, saa haaber man dette Ønskes Opfyldelse.

Diligencen har formentlig ikke kørt ad Strandvejen til Helsingør, men taget Kongevejen. Her gennem Fredensborg. Dengang nok uden skove, men man får et indtryk af det kuperede terræn.

3) Luften i Deligencen er som oftest trykkende og ubehagelig især naar der er mange Passagerer og Veiret ikke tillader at have Vinduerne aabne; om dette kunde ændres ved at angringe et slags Skorsteen med Dæksel over i Loftet, uden at derved frembragtes Træk eller andre Ulemper, større end dem, der skulde forebygges, tør Inds. ikke tiltroe sig Kundskab nok om til at gjøre nogen Indstilling om, og henstiller blot samme til Vedkommendes Overveielse.

4) Hvorvidt det for Pluraliteten vilde være behageligt, om Vognen var oplyst indvendig, tør han ei heller yttre nogen Mening om. For ham selv, der ikke har kunnet bringe det til at sove i Diligencen, vilde det være en stor Behagelighed, da det er betydeligt kjedeligt at sidde i flere Timer og høre paa 5 a 6 Snorkere, uden at have nogen Tidsfordriv. Var Vognen oplyst kunde man jo ved Læsning forkorte Tiden, men maaske de sovende Medlemmer ere af anden Mening, og dette Ønske maa derfor ansees for individuelt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. november 1843) 

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Det tidligere omtalte af Handelshuset Jacob Holm & Søn udrustede store Hvalfangerskib har i disse Dage været ifærd med at lægge ud af Havnen, hvorved det imidlertid er stødt paa en uventet Forhindring, idet Aabningen mellem Knippelsbro var for snæver til at lade det passere igennem. Skibet, der er bygget i Finland, er vel tidligere gaaet igjennem Broen, men uden at være ladet og derfor flydende høiere end dets bredeste Deel, hvorimod det nu, ladet med de med Vand fyldte Tranfade, gaaer dybere. Man har derfor været nødsaget til at tage noget af Skibets Sideklædning, hvilket dog ikke videre vil opholde dets Afgang.

(Kjøbenhavnsposten, den 1. november 1843)

Dronninglund-mordsagen: Drabene i Stagsted, 30. oktober 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen berettede sjældent noget fra Nordjylland. Heller ikke om en særdeles omfattende volds- og mordsag i Skæve Sogn (Dronninglund Herred, Hjørring Amt). Sagen udsprang af en drabssag. Der blev nedsat en kommision som skulle kulegrave sagen (kommissoriet kan læses i Fædrelandet 16. november 1841). Og det endte med at 181 blev tiltalt. Udover de 7 som var med til drabene, blev kun 1 frifundet, 22 blev dømt til fæstningsarbejde (heraf 10 på livstid), 40 til forbedringshuset og resten til strenge fængselsstraffe. 2 slap med mulkt. 

Den oprindelige sag drejede sig om selvtægt, sagen er stadig kendt i Nordjylland, idet der er opsat en mindesten over de som slog beboerne ihjel. Kjøbenhavnsposten den 6, april 1843 fortalte om detaljerne (uddrag):

Ved en forsamling paa en Legestue i Langholt i Skjæve Sogn Løverdag den 30te Octover 1841 vare de to Brødre Chresten Pedersen og Lars Pedersen Barkholt samt Christian Nielsen, ogsaa kaldet Skov-Christian geraadede i Klammeri og Slagsmaal med en Deel andre der Tilstedeværende, hvorved betydelige Voldsomheder have fundet Sted og hvor benævnte 3 Personer, efterat have saaret nogle af deres Modstandere med Knive, igjen af disse ere tilføiede voldsomme Beskadigelser med Vognkjeppe og en med Jernlod forsynet Bismer, hvorhos de 2 af dem bleve udjagede i en i Nærheden værende Dam, saa at de ilde tilredte og kun med Vanskelighed naaede til deres Hjem, hvor Christian NIelsen, der opgav at have været besvimet af Slagene og i bevidstløs Tilstand, og som var tilføiet en Skramme i Panden, maatte begive sig til Sengs, hvilken han dog næste Dag kunde forlade, hvorimod Barkholterne, efter hvad om deres Tilstand er oplyst, havde erholdt voldsomme Slag og vare opsvulmede, saa at deres Klæder maatte afsprættes, ligesom de blødte stærkt af Saar i Hovederne, og begge vare blaae og blodige fra Halsen til det nederste af Skuldrene og over Armene, som de ikke kunde røre, hvorhos Chresten Pedersen Barkholt endog maatte blive liggende paa Veien i et Bøsseskuds Afstand fra sit Hjem, hvor han blev funden liggende paa Maven med Hænderne under Ansigtet, og hvorfra han saa godt som maatte slæbes hjem, da han ikke kunde støtte paa Benene. Efter Hjemkomsten vedbleve begge Brødrene Barkholt at være i den grad afkræftede, at de ikke blot maatte hjelpes tilsengs, men vare tildeels i de følgende Dage saa svage, at de ikke kunde taale at være oven Senge, og at Chresten Pedersen endog besvimede, naar han kom op for at faa Sengen redt. Den følgende Mandag den 1ste November om Aftenen Kl. 9-10, medens Barkholterne endnu befandtes sengeliggende og afkræftede af de dem Løverdagen forud tilføiede Læsioner og Skov-Christian ogsaa have forføiet sig tilsengs i deres fælles Bopæl i Stagsted Hedehuus, ogsaa Hospitalet kaldet, og hvor i det af Barkholterne beboede Værelse tillige opholdt sig disses Moder, Maren Olesdatter og Søster Ellen Pedersdatter, samt deres Brødre Lars Christian Pedersen, Akrestinus Pedersen og Jens Pedersen, af hvilke de 3 sidste ogsaa havde begivet sig tilsengs, og i det Værelse, hvor Skov-Christian havde Ophold, tillige paa den Tid vare tilstede dennes Moder Johanne Nielsdatter og Søster Ellen Marie Nielsdatter samt Almisselem Maren Nielsdatter, og medens der endnu brændte Lys i begge Værelser, hørtes flere Personer at nærme sig Hospitalet. Disse Personer vare Sognefoged Lars Jensen af Hellum, Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Søren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt samt Lars Jensen Kroge af Hellum, Jens Christian Pedersen og Anders Pedersen, begge af Østergaard i Stagsted. Af disse brøde de 4 førstnævnte ind i Huset og overfaldt de tilstedeværende Personer med Slag af Knipler, hvorved Christian Nielsen, Lars Pedersen Barkholt, Maren Olesdatter og Chresten Pedersen Barkholt omkom og 5 af de øvrige Tilstedeværende tilføiedes flere Slag. Ifølge den afholdte Obduktionsforretning over Ligene, maae de tilføiede Mishandlinger, der vare særdeles betydelige baade i Henseende til Mængden og Qualiteten, antages at have været af en Beskaffenhed, at de absolut have medført Døden. Med Hensyn til Hensigten med de 4 førstnævntes Ankomst til de Dræbtes Bolig, da angive de, at de vel ikke egentlig havde det Forsæt at slaae nogen af de Paagjeldende Ihjel, men derimod, da Barkholterne og Skov-Christian vare saa farlige for Andres baade Personer og Gods, at give dem saameget, at man kunde være sikker paa, at de i det mindste ikke for det Første skulde begynde igjen paa deres Udaads-Gjerninger, og da Maren Olesdatter ligeledes var vel bekjendt som en Skarns- og Tyve-Qvinde, var det bestemt, at hun ogsaa skulde have noget med, og de agtede derfor ikke videre paa, at de Mishandlede skrege og bade for dem, at man vilde spare deres Liv. De andre 3 i Følget have derimod paastaaet, at deres Hensigt kun var at følge med til en forehavende Ransagning paa Hospitalet, uden at de tænkte paa at deeltage i Voldsomheder. Hvad de specielle Omstændigheder angaae, da maae vi henvise til Dommens fuldstændige og detaillerede Referat og tilføie kun, at Slutningen af Domspræmisserne for disse 7 Tiltaltes Vedkommende lyder saaledes: "Arrestanterne have dernæst til deres Undskyldning bedet bemærket, at der under den almindeligt udbredte og høist forfærdende Usikkerhed for Personer og Gods, som i flere Aar havde existeret der paa Egnen, isærdeleshed næredes en høi Grad af Mistanke til og Frygt for de aflivede Barkholter og Skov-Christian, ifølge disses høist farlige Characteer og Personlighed, da disse Personer vare berygtede ikke blot forsaavidt de i en Række af Aar havde drevet deres Tyverier som Næringsvei, men tillige fordi de vare væbnede med Knive, som de ikke skyede ved givne Leiligheder at drage frem og true og overfalde med, og var der i Almindelighed paa Egnen en saadan Frygt for disse Personer, at Ingen turde gaa rolig tilsengs nogen Nat, og at de Omboende ei heller turde foranledige dem anholdte af Øvrigheden, for at de ikke siden skulde, hvad de ligefrem truede med, tage Hevn over dem, som havde anmeldt dem, og tilføie dem yderligere Skade paa Person og Gods; og bidroge Barkholternes yngre Sødskende, som gik omkring og betlede, ogsaa for en Deel til at udbrede denne Skræk, da de bade Folk om at tage sig ivare for deres ældre Brødre, at de ikke satte Ild paa Husene, hvorom de Yngre formodentlig vare instruerede af de Ældre, for saa meget desto bedre at gjøre deres paatrængende Betlerier gjeldende. Peder Hansen har endvidere bemærket, at han i den afvigte Høsttid var bleven forfulgt af Skov-Christian og Chresten Barkholt i Allerup Bakker, hvor de vilde have overfaldet ham og den Sidste endog stukket ham med en Kniv, idet han sagde, at nu skulde de tales ved om Støvlerne (hvorved han sigtede til, at Arrestanten engang havde anholdt ham i Sæby med et Par stjaalne Støvler), men Arrestanten, som til Lykke førte sin Hammer, gav Skov-Christian et Slag med samme, og var herpaa saa heldig at slippe fra dem og frelste Livet. Saa har Arrest. Peder Jepsen ogsaa opgivet engang at have været i et lignende Tilfælde, idet han blev overfaldet i Skoven af Barkholterne og Skov-Christian og kastet overende, men, da han lod, som hans Broder var i Nærheden og kaldte paa denne, slap han, uden at blive tilføiet videre Skade. Sluttelig have Arrestanterne enhver for sig erklæret, at de inderligen have angret den af dem begaaede Brøde og indstillet dem under Kongens Naade. Vel findes nu de af Arrestanterne afgivne Forklaringer saavel om de aflivede Personers tyvagtige og farlige Characteer, som om den i Egnen verserende Usikkerhed i det Hele for Person og Gods, samt om den deraf flydende Frygt, der overalt og i lang Tid havde hersket blandt Beboerne, navnlig for de aflivede Personer, tilstrækkelig bestyrkede ved de iøvrigt under Sagen herom tilveiebragte Oplysninger, hvoriblandt maae mærkes de fremlagte Domsacter, som udvise, at de aflivede Personer ideligen have været under Justitiens Forfølgning, og kun paa denne Maaade lader det sig forklare, hvorledes Arrestanterne, der ifølge de dem meddeelte Vidnesbyrd, ikke blot ingensinde have begaaet nogen Ulovligt, men meget mere stedse enhver i sin Stilling have været erkjendte som brave og almeenagtede Mænd og hvoraf de 4 ere bosatte og Familiefædre, have kunnet ansee dem opfordrede til at fremstaae som et Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og i deres Almue-Enfoldighed betragte dem og deres Omgivende for ligesom at være stædte i en Nødværgestilstand imod det Udskud af Menneskehed, der i saa lang Tid havde udgjort Egnens Plage, og imod hvilket de ikke havde vidst andet Middel end selv at tage sig til Rette, og at fare frem paa den Maade, som skeet er. Men hvormeget de anførte Omstændigheder end i moralsk Henseende kunne tjene til at nedsætte deres Brøde, findes samme dog ligesaa lidet ifølge Lovgivningens Grundsætninger, som med Hensyn til den væsentlige Forstyrrelse, som herved er skeet i den almindelig og offentlige Retsorden, at kunne komme i Betragtning til Undskyldning, end sige til Retfærdiggjørelse for det af Arrestanterne udviste Forhold, og Arrestanterne Lars Jensen, 44 Aar gammel, Søren Jepsen, 32 Aar gl., Peder Jepsen, 24 aar gl. og Peder Hansen, 32 Aar gl., ville saaledes for den af dem udviste forbryderiske Virksomhed være at ansee efter Fdn. af 4de Octbr. 1833 § 10 cfr. Lovens 6-6-1 med at have deres Liv forbrudt, og Arrestanterne Lars Krog, 26 Aar gl., Anders Pedersen, 25 Aar gl. og Jens Christian Pedersen, 21 Aar gl., ifølge bemeldte Anordnings §§ 25 og 27 cfr §§ 2, 3, 5 og 13 med Straf af Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus, som bliver at bestemme for enhver af de 2 F'ørstnævnte i 2 Aar og for den Sidstnævnte i 1 Aar". - Under Sagen er opdaget et overordentligt Antal for Forbrydelser, idet de fleste Tiltalte have begaaet mange, 1 endogsaa 63, Forbrydelser.

Det tidligere Museet i Try (Vendsyssel): Bismeren som blev brugt til at gennembanke brødrene, og øksen som moderen brugte til at forsvare sin sønner. (Screenshot fra tv-udsendelse: Martin Schmidt-Nielsen).

Til denne fremstilling tilføjede "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 9. april 1843 følgende kommentar:

Ligesom denne Undersøgelse har givet sørgelige Oplysninger om den Forvildelse, hvortil Mistillid til Retfærdighedens lovlige Organer, og Frygt for forstokkede Forbrydere kan henrive Mænd, som hidtil have ført en ustraffelig Vandel, saaledes ligger der i den langvarige Usikkerhedstilstand for Personer og Eiendomme, som ved Undersøgelserne er oplyst, en høist indtrængende Opfordring til den Reform, hvortil den hidtilværende Organisation af Landpolitiet saa stærkt trænger. Den Masse af uligeartede Forretninger, som paahviler de Embedsmænd der skulle vaage over Retssikkerheden paa Landet, i Forbindelse med mange Jurisdictioners betydelige Udstrækning, og den med lang Afstand fra Tingstederne forbundne Ulempe, som meget bidrager til den Udvillie, der spores ikke blot hos Almuen, men langt mere almindeligt, hvor det gjelder om betimelig og fuldstændig Anmeldelse af forøvede Uordener eller Forbrydelser - ere uden Tvivl de Hovedmangler, som en tilfredsstillende Reform vil have at hæve. Saalænge - paa den anden Side - Justitspleien i første Instants skal vedblive at være ulønnet Arbeide, eller, om man vil kun ufuldstændigt lønnes derved, at Arbeide af mindre vigtig, og, i alt Fald, langt mindre besværlig og ansvarsfuld Natur, lønnes uforholdsmæssigt høiere end det er værd, ville alle andre Reformer neppe vise sig tilstrækkelige. 

Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 13. april 1843 havde yderligere detaljer om mishandlingerne, bl.a. at Ellen Marie Nielsdatter var gravid, uden dog at kvæstelserne havde skadet hende eller barnet:

Man (kan) dog ikke uden Gru læse Beskrivelsen af de udøvede Mishandlinger og den Ubarmhjertighed der udvistes imod de ulykkelige mishandlede Offere, der forgjæves, under Løfte af at skulle tilstaae og fremtidig afholde sig fra alle Tyverier, endnu i Dødsstunden anraabte om Skaansel af deres jammerlige Liv. Paa Skov-Christian var saaledes den venstre Overarm knækket i smaa Stykker, Læggebenet i hele sin Længde knust, Skinnebenet ligesaa, flere Arterier og Seener overrevne og betydelige Saar i Hovedet tilføiede. Lars Peter Barkholt, der med et Reeb om Halsen var slæbt nøgen ud i Skoven, og Chr. Pet. Barkholt havde ligeledes modtaget voldsomme Contustoner og Læsioner, der ikke kunde Andet, end være absolut dødelige; men skrækkeligt synes dog Moderen, Maren Olesdatter, at have været mishandlet. Venstre Arm var brudt med udstikkende Beenender; midt paa venstre Been fandtes Brud i smaae Stykker, ligesaa paa nederste Deel af Laaret; Læggebenet brudt nedenfor Knæet; midt paa Benet og nedad begge Knokler aldeles knuste; Bruddene paa høire Laar, høire og venstre Been alle knuste og indvendig under Huden saa sønderslagne, at Muskler, Beensplinter og extravaseret Blod vare saaledes sammenblandede, at der ikke kunde kjendes Andet, end nogle enkelte Seener; venstre Skulderblad knuust i mange Stykker og 5 Ribben brækkede. 

Sagen blev husket i lang tid efter. Viborg Stifts-Tidende gengav sagen den 25.  26. og 27. februar 1880. Her er sympatien udelukkende på de dømtes side. I Slagelse-Posten, 10. januar 1894 og Randers Amtsavis 11. januar 1894 var man mere skeptisk, og påpeger at retssagen netop viste at mange andre end de dræbte havde været involveret, bl.a. at en af lederne var sognefoged Christen Nielsen. 

Desuden er der udgivet en del kilder, bl.a. Urban Hansen: "Tyvebanden paa jydske Aas. Historisk skildring fra aarene omkring 1840 i Vendsyssel" (1920) og "Vendelboerne der hjalp sig selv. Den dronninglundske commissions-dom. Afsagt i Sæby 13. marts 1843" (1919). 

Mindestenen ved Stagsted. Se tekst nedenunder. (Foto: Martin Schmidt-Nielsen).

At sagen stadig rumsterer i området, fremgår den mindesten som i 1976 blev rejst på stedet. Her er sympatien helt klart på de dømtes side: 

HER LÅ ASYLET, STAGSTED HEDEHUS. I. H. 1841 TOG 7 VENDELBOER LARS JENSEN HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLIM, PEDER HANSEN AUNKJØT, SØREN JEPSEN KRATTET, PEDER JEPSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDERSEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED - KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE - LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG HUSETS LOVLØSE BEBOERE." 

Persongalleri

Gerningssted: "Hospitalet" (fattighuset) i Stagsted

Faderen Peder Christensen  var ikke til stede på gerningstidspunktet. Moderen,  Maren Olesdatter blev sammen med to af børnene, Christen Pedersen Klog (1815-1841) og Lars Christian Pedersen Klog (1824-1844) slået ihjel, mens de 5 andre søskende så til og overlevede mishandlingerne: Else Pedersdatter (1818-1847). Ole Pedersen Klog (1827-ca. 1850). Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905) og Jens Pedersen Klog (1835-1897). Derudover blev Christian NIelsen Skov slået ihjel.

Peder Christensen Klog (Barkholt). o. 1781-18?, gift 15. marts 1817 i Skæve kirke med Maren Olesdatter (o. 1788-1841). Viborg forbedringshus i 1839, 8 måneder for hæleri (2. gang), sammen med Skov-Christian. Indsidder. 1824 husmand. Slutningen af 1830'erne flyttet med familien til i fattighuset på Stagsted hede. Han var ude da drabene skete i 1841. Blev september 1843  som ærlig slave dømt til fæstningsarbejde i Stokhuset i København, hvor han i hvert fald sad i 1845 og 1850, måske for blodskam mod sin datter, Else Pedersdatter, omkring den tid, hvor drabene fandt sted på Stagsted hede. Else angav stortyven Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, som far.

De 4 dræbte:

Chresten Pedersen "Klog" "Barkholt". (1815-1841).

Lars Pedersen "Klog" (1822-1841). "Lars Pedersen Barkholt", Søn af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Dømte han d. 15. august 1839 til 8 måneders forbedringshusstraf i Viborg for 1. gangs tyveri. Landsoverretten stadfæstede dommen og afsonede 1839-1840. Dræbt på Stagsted hede i november 1841.

Christian Nielsen Skov. (1821-1841). "Skov-Christian". Søn af husmand Niels Nielsen Skov og Johanne Nielsdatter. Faderen var død som almisselem i 1826, hvorefter moderen flyttede senest 1840 ind i Stagsted hospital. 22. september 1838 idømt en tugthusstraf på livstid. Forinden skulle han kagstryges. Sagen blev appelleret til både Landsoverretten i Viborg og Højesteret, hvor dommen blev stadfæstet. Men ved kgl. resolution 13. juni 1839 blev straffen formildet til 2 års forbedringshus og den vanærende straf på kroppen bortfaldt. Dømt for indbrudstyverier, og andre ikke kendte forbrydelser. Løsladt d. 1. august 1841, og han dræbt tre måneder senere. 

Christians ældre bror Christen Nielsen Skov (1809-1832) døde i Viborg tugthus. Han blev 1827 fængslet tyveri. I 1828 idømt livsvarigt tugthusstraf for tyverier.

Christians ældre bror, Hans Nielsen Skov (1811-1892) var i 1834 arresteret for tyveri under værnepligten. Senere medlem af den berygtede Aalborg-bande. I 1841 idømt 6 års fæstningsstraf, som han afsonede i Stokhuset i København. Herefter lovlig. Forfalden til druk, og hængte sig selv i 1892.

Christians storesøster, Ane Margrethe Nielsdatter (1817-efter 1855) hælede broderen Christians tyvekoster. Idømt 2 års forbedringshus. Løsladt i sommeren 1846. Senere igen arresteret, men tilsyneladende derefter holdt sig på lovens vej. 

Maren Olesdatter (?-1841), arresteret for 2. gangs tyveri og idømt 2 års forbedringshus i august 1837. Løsladt 14 dage efter at hendes mand kom til Viborg. Da Peder blev løsladt i april 1840, sad hans kone atter arresteret i Sæby, i øvrigt sammen med deres ældste søn Klog-Christen.

Datteren Anine Cathrine Marie Simonsdatter boede endnu hos sin mor i Stagsted hospital i 1845, men herefter har det ikke været muligt at følge hendes skæbne. Hendes mor Else døde i 1847.

De overlevende børn:

Lars Christian og Ole blev konfirmerede hhv. 1839 og 1841. I februar 1840 boede de hos deres storesøster i Stagsted hospital, mens faderen sad fængslet i Viborg og moderen arresteret i Sæby. Lars Christian havde klumpfod og modtog fattighjælp fra sognet. Han døde kun 20 år gammel og dødsårsagen blev opgivet som ”brækning”. Ole kom ud at tjene på egnens hovedgårde (Hejselt og Knudseje). Under våbenhvilen 1848-49 blev han udskrevet som soldat ved 11. Infanteribataljon, men døde under den følgende vinters våbenhvile.

Christen Pedersen Klog (1815-1841). Søn af tjenestekarl, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Februar 1840 i arrest i Sæby sammen med sin mor.

Jens Pedersen Klog. (1835-1897). Søn af husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. I pleje hos en spindekone i Karmisholt i Skæve sogn, mens forældrene sad bag tremmer i Viborg og Sæby. Flakkede om med den berygtede kvinde Ane Johanne Christensdatter (1837-1900) fra Vrejlev sogn, også kaldet ”Store Hanne”, ”Sangerinden” og ”Støvleskaftet”. Jens Klog forsvandt ud på vejene igen, var en overgang hyrde på Ormholt gods, men endte i Stagsted hospital. Her brød han sig ikke om at være og flyttede i stedet ind hos ”Ulv-Stine” i Krathuset.

Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905). Gift 11. april 1857 i Hørby med Cathrine Sørensdatter. Stinus holdt sig på den rigtige side af straffeloven. I 1853 aftjente han sin værnepligt ved 1. Jægerkorps, og da krigen brød ud i 1864 meldte han sig som stillingsmand og gjorde krigen med ved 14. Infanteriregiment. Da erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i 1848-50 og 1864 blev indstiftet i 1876, søgte Stinus også og fik sin medalje. Før og efter krigen hutlede Stinus sig gennem tilværelsen som landarbejder, som hyrde og som skærveslager på landevejen mellem Sæby og Aalborg. Som gammel mand måtte han nødtvunget rykke ind i Volstrup fattighus i Krattrup. Her blev han interviewet af Urban Hansen som et af de sidste vidner til begivenhederne på Stagsted hede i 1841.

Else Pedersdatter. (1818-1847). Datter af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Boede alene med sine yngre brødre i Stagsted hospital i februar 1840. Faderen sad ved den tid i Viborg forbedringshus og moderen sad som arrestant i Sæby. I marts 1842 fik hun en ”uægte” datter, som den berygtede stortyv Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, angiveligt var far til. Måske var faderen snarere Else egens far, Per Klog. Else havde en klumpfod. Hun døde af en halssygdom i maj 1847.

De 7 gerningsmænd

De 4 som brød ind i huset

Lars Jensen. (1798-1864). Søn af husmand Jens Andersen og Bodil Larsdatter. Gift 1. gang 20. december 1822 med Else Svendsdatter. Gift 2. gang 1. marts 1833 Ide Ane Jacobsdatter. Dødsdømt i 1843, nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Udlært træskomager. Indsidder i svigerforældrenes gård, Vestergård, i Hvilshøj. Flyttet til sin gamle mor. Købte 1834 en gård i Stendal. Omkring 1840 blev Lars sognefoged for Hellum sogn. Mistede gården, da Lars blev dømt for mord. Da han vendte tilbage i 1848, flyttede han ind til kone og børn i fattighuset Hellum Hospital. Omkring 1855 lykkedes det dog familien at købe et nyt husmandssted, Dalhuset, i Hellum Bakker. Fik 8 børn før drabene, 2 efter frigivelsen. 

Søren Jeppesen (1810-1860). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 17. december 1833 med Mette Marie Nielsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Boede med sin familie i faderens gård, forpagtede omkring 1840 gården Krattet i Hellum sogn. Efter løsladelsen flyttede familien ind i Kirkegårdshus i Hellum sogn, men flyttede i 1853 til Jerslev sogn og tre år senere til Lyngså i Albæk sogn, hvor de levede under fattige kår. Ingen af stederne fik de eget hus, men var altid ”indsiddere”, dvs. at de sad til leje hos andre. Fik 2 børn, alle før dommen.

Peder Jeppesen. (1818-1884). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 1. gang 26. oktober 1849 Maren Larsdatter. Gift 2. gang 9. september 1870 med Inger Christensdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848.

Peder Hansen. (1810-1862). Søn af jæger ved Jyske Jægerkorps Hans Mortensen og ugift Johanne Mortensdatter, Karmisholt. Gift 1. gang 28. december 1838 med Mathilde Jacobsdatter. Gift 2. gang 1. april 1859 i Skæve kirke med Jensine Severinsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Han blev benådet i 1848. I begyndelsen af 1830’erne forpagtede Peder Hansen et sted på Katholm mark i Hellevad sogn, men kom så i 1838 i ægteskab med enken på Aunkødt mølle og overtog møllen og blev samtidig stedfar til to børn.

Deres 3 medimplicerede. 

Jens Christian Pedersen. (1822-1887). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 23. april 1850 med Karen Marie Sørensen. Idømt 2 års forbedringshus i Viborg. Han ankede dommen til Højesteret, som dog stadfæstede den. Han blev løsladt i sommeren 1846. Overtog faderens gård i 1849. Købte omkring 1862 gården Tangen. Fik 12 børn i perioden 1851-1870.

Anders Pedersen. (1817-1893). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 22. september 1854 i Torslev kirke med Mariane Pedersdatter. Dømt som delagtig i drabssagen til 1 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1845. Moderen Ane Margrethe tilstod at have lånt drabsmændene (der havde planlagt deres mission i Østergård) en lygte. Hun blev idømt 3 x 5 dage på vand og brød. Udvandrede med hele familien far, mor og fem børn i alderen 5-14 år til Nebraska i USA. 

Lars Jensen Kroge (1816- ). Søn af gårdfæster Jens Jensen og Kirsten Nielsdatter. Gift 1. gang 28. maj 1841 med Ingeborg Ovesdatter. Gift 2. gang 5. juli 1850 med Maren Larsdatter. Blev som delagtig i drabssagen idømt 2 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1846. 8 børn, alle født efter hans fængselsstraf.

Bespiisningsanstalten i Middelfart. (Efterskrift til Politivennen)

Bespiisningsanstalten i Middelfart begyndte, efter "Hemp. Avis", sidstafvigte Vinter sin Virksomhed den 1ste December og fortsatte den indtil Begyndelsen af April. I dette Tidsrum uddeeltes 2700 Portioner Mad til Huusarme uden Betaling, medens 1009 Portioner solgtes for en Betaling af 3 sk. pr. Portion. Portionerne bestode, som sædvanlig, af 1 Pot Søbemad, foruden dertil hørende Kartofler, og 5 a 6 Lod Flesk eller 7 a 8 Lod Kjød samt 8 Lod Brød. Formedelst Vanskeligheden ved at erholde Grønkaal, havde Anstalten denne Gang kun 2 Slags Retter at verle med, nemlig Suppe med Kjød og Ærter med Flesk. Maden, med hvis Tillavning og Uddeling 10 Borgere atter velvillig havde paataget sig Tilsynet, var særdeles god og blev af Anstalten betalt med 6½ sk. Portionen. - Det er øjensynligt, at Interessen for denne velgjørende Indretning stedse varer; thi den sidste Indsamling havde et endnu heldigere Udfald end de foregaaende, og der haves for Øieblikket en Kassebeholdning af næsten 90 Rbdlr. Ligesom denne almindelige Velvillie har Krav paa den varmeste Taknemmelighed, saa berettiger den ogsaa til det bedste Haab for Anstaltens fremtidige Virksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. oktober 1843).

Districtslægen. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. I Anledning af Districtslæge Rauchmauls dødelige Afgang bemærker "Aalb. Av.": Den ved dette Dødsfald indtraadte Embedsvacance giver Leilighed til en Forandring i de herværende Lægedistricter og øvrige dertil knyttede offentlige Functioner, som tidligere har været bragt paa Bane og foreslaaet, og som sandsynligviis paa vedkommende Steder paany vil blive kaldt i nyttig Erindring, for denne Post bliver besat. Den tidligere jberørte Plan gaaer nemlig ud paa, at dele det ved Fjorden allerede adskilte Lægedistrict i tvende Distrikter: et paa den nordre og det andet paa den søndre Fjordside, til hvilket Sidste Hellum Herred vistnok hensigtsmæssigen kunde føies, hvilket ogsaa lod sig udføre nu, eftersom den i dette District nylig ansatte, i Hobro bosiddende. Læge har overtaget dette Embede mod at finde sig de betydeligere Forandringer, det maatte komme til at undergaae. Lægen i det nordenfjordske District vilde da faae Bopæl i Nørresundby, hvor Savnet af en bosat Læge føles meget stærkt, og da tillige den oftere paatænkte Anlæggelse af et Apothek der - sandsynligviis som Filial fra de herværende Apotheker efter den disse rimeligviis tilkommende Fortrinsret - hermed sættes i Forbindelse. Lægen i det sydlige District vilde komme til at boe i Egnen af Lindenborg, midtveis imellem Aalborg og Hadsund, hvor den større Afstand fra Kjøbstad ogsaa gjør Savnet af en fast ansat Læge føleligere, hvilket ogsaa de private Ansættelser af Læger i denne Egn, saavel i selve Distriktet som i dets Nærhed (nemlig i Gudumlund, paa Thorstedlund og Viffertsholm) udviser. Hidtil har man vel næsten udelukkende bundet sig til den Anskuelse, at Distriktslægerne bor boe i Kjøbstad, men det Fejlagtige heri som Grundsætning bliver alt meer og meer indlysende , ligesom det ogsaa ligger i Sagens Natur, at en Læge ligesaavel som enhver anden offentlig Functionair, ja en Læge vel endog allersnarest, bør boe faa meget som muligt i sit District eller i dettes meest befolkede Deel. Den Grund, som der vel for ogsaa fornemmelig fremkaldte Lægeembedsmænds Bosættelse i Stæderne, nemlig at man antog, at der udenfor disse ikke vilde frembyde sig tilstrækkelig privat Praxis, er nuomstunder ogsaa bleven betydelig svækket, eftersom Landbefolkningen baade er bleven større og mere kultiveret, og en Trang til at søge Læge derved daglig gjør sig meer og meer gjældende; ligesom ogsaa det endnu ikke ringe Antal Qvaksalvere paa Landet viser, at der maa være endeel Beskjæftigelse for dannede Læger, som den nu meer oplyste Landbostand udentvivl altid vilde foretrække, naar ikke den lange Afstand fra deres Bopæle ofte gjorde det nødvendigt at søge Qvaksalverne. Hvad nu navnlig Distriktslægens Ophold i Aalborg By angaaer, da er dette for Byens Vedkommende faa meget mindre nødvendigt, eftersom denne allerede, foruden Districtslæge, tæller (Fattiglægen incl.) 5 i Embede ansatte Læger, foruden 2 privat praktiserende, og vel altsaa som Stad efter sin Størrelse maa antages tilstrækkelig forsynet med Læger. Naar Districtlægen eller Distriktslægerne ved en saadan intenderet Deling af Distriktet fik Bopæl og Embede udenfor Aalborg, vilde ogsaa den for Tiden, og allerede i meget lang Tid factisk vacante, og som særskilt Embede yderst slet aflagte, Fattig- og Hospitalslæge-Post, samt Lægefunktionen ved det civile Sygehuus og den hidtil ogsaa af Distriktslægen interimistisk udførte, og for vor By desværre saa vigtige Politilæge-Bestilling hensigtsmæssigen kuude underlægges Stiftsphysicatet som Stadsphysicat, under hvilket saaledes alle offentlige Lægesunctioner her i Byen, eller hele den offentlige Sundhedspleie, samlet kunde blive underlagt. Da Sanitetsvæsenet her i Byen vistnok allerede trænger til en kraftig Reform i det Hele, og, efter Byens offentlige moralske og physiske Tilstand, til et vedvarende omhyggeligt Lægetilsyn: vilde en Oprettelse af et saadant Stadsphysicat, som koordineret det herværende Stiftsphysicat, upaatvivleligt for Byen her være til stor Baade, og henlede vi derfor foreløbigen Opmærksomheden paa denne Gjenstand, som vi haabe, hos vedkommende Autoriteter vil blive sat i Bevægelse og underkastet en omhyggeligere Drøftning. At alle, deu offentlige Sundhedspleje saavel som Ovarautainevæsenet etc. vedkommende, Anliggender paa lignende Maade, som her omtalt, i Helsingør ere samlede underlagte Physicatet, tør vistnok ved den Liighed, der i Størrelse og ogsaa i flere lidet behagelige Tilstande findes imellem nævnte By og Aalborg, allerede tale anbefalende for, at et lignende Princip blev efterfulgt her i Byen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. oktober 1843)

Artiklen stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling den 23. oktober 1843. Andreas Frederik Rauchmaul blev 46 år gammel. Han var distriktslæge i Aalborg Distriktskirurgiat 1838-1843 og distriktslæge i Frisenborg Lægedistrikt 1824-1837. Han angives at være død af nervefeber, hvilket formentlig var tyfus da man anså det for en nervesygdom.