Mens "Sædelighedsfejden" (1883-1887) hovedsagelig foregik blandt intellektuelle (Georg Brandes, Bjørnsson, Elisabeth Grundvig og andre), udkæmpedes der på samme tid en anderledes konkret kamp i gader og på landet på et religiøst grundlag rettet imod socialisme og usædelighed. En af frontkæmperne var gårdmissionæren Rasmus Buch Clausen. Herom dette indslag.
Clausen blev i aviserne nævnt med flere titler: "Indre-Missionær Clausen" (4. marts 1884), "missionær Clausen" (7. maj 1886). Clausen var tilknyttet Indre Mission, i København omkring "Bethesda". Denne førte på daværende tidspunkt en kamp mod lasten i de afsides berygtede gader. Støttet af kvinder der hørte til aristokratiet. Der blev afholdt møder, uddelt traktater og børneblade og evangelier. Især imod socialismen og usædeligheden.
Lars Peter Elfelt (1866-1931): Missionshuset Bethesda. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Den indre Missions Virksomhed i Hovedstaden.
Den indre Mission har udgivet sin årsberetning. Det er en hel lille bog der omfatter 108 sider. Man kan ikke undres derover, da der i samme omtales 12 forskellige virksomhedsområder. Alene i missionsbygningen Bethesda er der holdt henved 1500 møder eller foredrag i det forløbne år. I den store festsal have bl. a talt dr. teol. Kalkar (fornylig afgået ved døden), pastor S. Müller, indremissionærerne O. Christensen, Høyer, Blomberg og Stubkjær, lærer Lind, pastorerne Steen, Larsen, Sørensen, missionær Clausen etc. Så er der holdt religiøse foredrag i byen og dens forstæder, på kaserner og krigsskibe, i det indre og de store gårde og på Christianshavns Vold, i lejren på Lammefælled og andre steder. Mænd der have sluttet sig til missionen og som tilhører de højere stænder, har været med til ved midnatstid at føre kampen mod lasten i de afsides berygtede gader. Kvinder hørende til landets højeste aristokrati, har gjort deres til at blomstermissionen kunne opfylde sit Hverv. 4000 buketter og et stort antal småskrifter er blevet uddelte på hospitalerne. Hds. maj. dronningen, lensgrevinde Danneskjold-Samsoe, grevinde Moltke, talrige andre rigmænds hustruer og flere af de store handelsgartnere i og ved København have sendt deres skønneste blomster i vintermånederne til de syge og ofte derved fremkaldt et glædesudbrud og et taknemlighedens smil midt under al legemlig lidelse.
Selv fra det sydlige Frankrig er der sendt blomster til missionen. Det er den danske konsul i Cannes, Henry Deonna, hvis skønne Villa Florida omgives af en stor og dejlig have tæt op til Middelhavets strand, som har tænkt på de syge på Københavns hospitaler. Så har missionen i det forløbne år uddelt henved 100,000 traktater og børneblade samt omtrent 3000 evangelier.
Som sædvanlig er de afsnit af beretningen, som skildrer den indre missionskamp mod socialismen og mod usædeligheden, de interessanteste. Det et gård- og gademissionen samt Magdalenahjemmet, der her arbejder hånd i hånd. De offentlige møder der indvarsles i det Indre af de store gårde på volden og om vinteren i forsamlingssale rundt om i den store by, har enkelte gange været besøgt af indtil 1000 personer. Kampen har ofte krævet både mod og stor selvfornægtelse. Men den har også i ikke få tilfælde været ledsaget af velsignelse. Talrige eksempler fremdrages i beretningen om personer, der begyndte at bivåne møderne, idet de støjede og bandede, men som endte med at de fik tårer i øjnene, knælede ned og skilte sig fra socialisterne og fra deres kammerater. Endog en forhenværende ivrig focialistfører har omvendt sig, og der er mulighed for at han vil blive foredragsholder ved gårdmissionen. Af de talrige meddelelser angående kampen mod gudsbespottelse og usædelighed fremføre vi følgende: "I det indre af byen har der af gårdmissionen været afholdt store møder i to gårde. En aften blev der samlet en masse mennesker. Da ordet lød om synd og nåde, var der flere socialister som samlede sig om missionærerne (gårdmissionen er væsentlig blevet udført af pastor lic. Fenger, indremissionærerne Clausen, Wright og Bang samt nogle teologiske studenter) med knyttede hænder og fulde af afbrydelser. Da talen var til ende blev der sunget, men da disse urostiftere ville tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte mennesker kom hen og skammede socialisterne ud, men mange var glade ved ordet. En aften fik missionærerne lov til at holde møde i en gård i et kvarter, hvor der var megen usselhed og synd. Da børnene sang i den stille sommeraften, flokkedes folk om dem. Nysgerrige, forundrede og spottende ansigter sås. Da ordet lød, at Jesus er kommet at søge og frelse de fortabte, og hans blod renser for al synd, var der stor stilhed, og da mødet var endt, kom disse elendige mennesker og bad om traktater og evangelier. I en anden gård hvor man holdt møde, og hvor også mange elendige samlede sig, udmærkede en student sig ved sin spot. Han fik dog kun to venner med sig og forlod mødet til sidst. Da missionærerne en anden gang efter endt møde passerede en mørk port, råbte en spotter, som havde skjult sig der: "Farvel Du gamle fægtemester". Om vinteren går missionærerne hen til værtshusene og ind i logishusene og indbyder til møde i forsamlingssalene eller i Bethesda. Der forefalder da ofte scener blandt de halvdrukne gæster. I et logishus rejste en mand sig rasende, erklærede sig for fritænker og socialist og ville intet høre. Der blev svaret: "Jesus elsker Dem, har betalt Deres synders skyld på Golgatha og vil gerne føre Dem frelst hjem". Han rasede stærkere med knyttede hænder, hvorpå der blev sagt ham, at hvis han ikke omvendte sig, blev han evigt fortabt. Missionærerne forlod derefter huset. Otte dage efter indbød de atter til møde i Bethesda og omdelte "Indre-Missionstidende", hvori der lå et brev fra Børresen i Santalistan. Den mand der rasede sidst, var til stede og 14 dage efter atter. Da mødet var til ende, kom han hen til missionæren og sagde: "De er nok forundret ved at se mig her? Kender De mig ikke? Jeg er den som var i det logishus den aften De nok mindes, nu vil jeg vandre på en ny vej". Da der blev svaret ham, at det var det rette at give Gud sit hjerte og spurgte ham hvad der havde bevæget ham til at høre Herrens ord, svarede han at den bestemmelse havde han fattet ved at læse Børresens brev. To dage derefter kom denne 34-årige mand ud til missionæren og sagde med tårer i øjnene: "Jeg må forlade mine gamle venner, mit liv må forandres". Han fortalte bl. a., at han som 17 årigt ungt menneske var kommet til Hamborg på et værksted, hvor der var 2 a 300 svende. Der blev kun talt om socialisme, og Lasalles Skrifter var deres eneste læsning. De dygtigste af dem blev indsatte på en socialistskole og han havde været på en sådan i et år for at uddanne sig til socialistagitatør. I 4 år havde han berejst det tyske Rige og agiteret for socialismen og var til sidst blevet udvist. Også herhjemme havde han agiteret ved folkemøder. Det er missionens håb. at denne mand der som en brand blev revet ud af syndens og vantroens ild må blive herrens udvalgte redskab.
Som allerede bemærket, har de mænd der ved midnatstid søger at kæmpe mod lasten i afsides gader, en vanskelig opgave, fra kl. 9 a 10 til kl. 1 a 2 bliver denne mission drevet. Gerningen udføres af mænd i de forskelligste livsstillinger, ja endog aristokratiet har ydet sit værdifulde bidrag af personligt arbejde. Der bliver uddelt traktater og talt til mændene, som ville ind i lastens huler. De fleste høre ordet, men det sker også, særligt når de er berusede, at de slår og styrter sig ind i Satans synagoger, som er åbnede hele natten, mens værtshusene er lukkede. Der anføres i beretningen om denne missionsvirksomhed mange udtalelser, fremsat af mænd som søger at advare og påvirke. En ung mand bemærkede således: Det er jo slet ingen synd, men en nødvendighed, ellers havde staten ikke oprettet det, og det samme sige lægerne. Undertiden tiltales elegante herrer, undertiden dekorerede oldinge, der vakler ind i lastens huler. Ikke sjældent lade de sig påvirke, navnlig når der citeres et bibelord og deriblandt: "Horekarle og drankere skal Gud dømme."
(RIbe Stifts-Tidende, 7. maj 1886)
Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Rasmus Buch Clausen. (1840-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Tiltale mod Natmissionen.
Ved den offentlige politiret behandles i går en sag hvorunder missionær, fhv. proprietær Clausen var tiltalt for overtrædelse af politivedtægtens § 1. Sagen gik omtrent ud på følgende: Den såkaldte "Gårdmission" havde siden den 25. maj i ejendommen nr. 4 i Gåsegade ladet indrette et bedehus, hvor der hver aften fra 9-12 bliver afholdt møder med tale og sang, hvilket har bevirket, at der til overholdelse af den offentlige orden siden den dato hver aften har måttet anvendes 6-10 politibetjente, og den 26. cg 29. maj var sammenstimlen af personer så stærk, at politiet måtte afspærre gaden for begge adgange. Det nævnte lokale var lejet og etableret af fhv. proprietær Clausen under betegnelsen "Natmissionen", og det oplystes endvidere, at nævnte mission til de forskellige gader der i nærheden udsendte yngre mennesker, som ofte tiltalte de fordigående unge mænd med ord som "hankatte", "lyt ikke til fristelserne", "djævlens børn" og lign., og det omtaltes i rapporten fra vedkommende politiembedsmand, at da der i den nærmeste tid agtes oprettet lignende lokaler i Farvegade og i Magstræde, vil dette formentlig afstedkomme en del uorden, lokalet i Gåsegade er ca. 30 kv. alen stort; det kan rumme ca. 70 tilhørere, og her holder missionær Claussen, undertiden også præster, hver aften taler med høj røst, der synges religiøse sange, og dette kan høres i lang afstand. At disse møder ikke løber af uden spektakler af ildesindede personer er bekendt, ruderne i lokalet er mange gange slået ind, og missionær Claussen er 3 gange, når han gik derfra, blevet forulempet, og har endog fået prygl. Missionær Clausen gav møde i retten, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. Clausen mente at ansvaret, hvis et sådant var, måtte påhvile missionens formand, kammerherre Moltke, der imidlertid for tiden er bortrejst fra byen, og han mente ikke, at han havde talt højere end almindeligt ved disse møder , som er oprettede for at modardejde utugt. Overretsprokuratar Steinthal kunne ikke indrømme, at politiet var berettiget til at besvære sig over, at der i nævnte tilfælde måtte anvendes betjente; det forholdt sig ikke anderledes med de religiøse bevægetser end med de politiske bevægelser, og han mente at politivedtægtens § 1 kun angår forstyrrelser på gaden. Flere i sagen mødte politifunktionærer bekræftede, at forholdene i den nævnte gade bedres, for hver dag der går, opløbene bliver mindre, men der mangler endnu nogle ruder i lokalet, hvilke efter hr. Clausens udsagn ufortøvet ville blive indsatte. - Dommeren bemærkede, at politivedtægtens § 1 måtte være at anvende i nærværende tilfælde, dog havde han tænkt at slutte sagen med en advarsel. Efter at missionær Clausen og overetsprokurator Steinthal havde gjort nogle bemærkninger, sluttedes sagen ved, at hr. Clausen modtog en advarsel. Politivedtægtens § 1 lyder således:
1. På offentlig gade, vej eller plads må intet opløb eller sammenstimlen af folk finde sted, hvorved den offentlige orden forstyrres eller færdselen hæmmes. - I en anden sag, som ligeledes var rejst mod "Gårdmissionen", var denne tiltalt for ved fhv. proprietær Clausen at have lejet et lokale i Gåsegade 4, hvorefter der på facaden med c. 7 tommer høje bogstaver var malet to skriftsteder: "Du må ikke bedrive hor" og "Jesus annammer syndere," og anbringelsen af disse påmalinger var formentlig i strid med politivedtægtens § 57, der lyder således:
§ 57. Det bestemmes af Magistraten, på hvilke steder opslag af bekendtgørelser fra øvrigheden eller andre offentlige myndigheder må finde sted, og for kommunens regning belastes de dertil fornødne tavler anskaffede, vedligeholdte og renholdte, når ikke vedkommende ejere foretrække selv at foranstalte dette.
Bekendtgørelser angående teaterforestillinger, koncerter, Forevisninger og offentlige forlystelser, til hvilke politiets eller andre vedkommendes tilladelse haves, kunne ligeledes finde sted ved opslag, når ejeren af det sted hvorpå opslaget sker, dertil giver sit minde.
Andre bekendtgørelser er det ikke tilladt at lade offentligt opslå uden samtykke både af vedkommende husejer og politiet; dog undtages derfra opslag på en ejendom om, hvad der vedkommer de derboende personers næringsvej, bopælsforandringer og andre henvisninger, som knytte sig til opslagsstedet.
Lige som i forrige sag var hr. Clausen assisteret - som loven tillader - af overretsprokurator Steinthal, og efter den citerede paragrafs 3. stykke var tiltalen rejst. Steinthal gjorde straks opmærksom på, at der var indløbet en kardinalfejl; det var "Natmissionen" og ikke "Gårdmissionen," på hvem det eventuelle ansvar hvilede. Hr. C. erkendte at han, der selv var medlem af bestyrelsen for "Natmissionen", på bestyrelsens vegne havde ladet de omtalte skriftsteder påmale, og hertil havde han erholdt ejerens tilladelse, men han mente, at da man i skolerne indprenter børnene det anførte 6. bud så måtte det være tilladt at lade male Guds ord. Dommeren bemærkede, at den førstomtalte indskrift kunne vække forargelse, og politiets tilladelse var i hvert fald ikke indhentet til anbringelsen af det påmalede, hvilket han anså nødvendigt for at dette kunne forblive. Ligesom den foregående sag ville han ligeledes slutte denne med en advarsel når det påmalede ville blive fjernet, eller i hvert fald erstattede med andre inskriptioner. På foranledning af hr. St. blev sagen imidlertid udsat for at der kunne gives ham og hr. C. lejlighed til at konferere med missionens fungerende formand angående de på facaden malede skriftsteder.
(Nationaltidende, 18. juni 1886)
Tiltale mod Natmissionen i København.
Ved den offentlige politiret sluttedes i lørdags den mod natmissionen rejste sag angående de på ejendommen nr. 4 i Gåsegade påmalede skriftsteder. Proprietær Clausen gav møde, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. C. fremlagde en skrivelse fra grev Moltke hvoraf det fremgik at C. kun var gået grevens ærinde ved gennem assistent Rasmussen at have ladet påmale de tidligere omtalte skriftsteder hvilke er stridende mod politivedtægtens § 57. Overretsprokurator Steinthal mente på bestyrelsens vegne at politivedtægten ikke var overtrådt, og han havde andraget om at sagen måtte blive henvist til den samlede ret. Dette andragende kunne dommeren ikke tage til følge, men St. mente da at han ikke ønsked sagen afgjort med en advarsel. Efter nogle korte bemærkninger af proprietær, missionær Clausen, politiassistent Korn og overretsprokurator Steinthal, blev sagen da C. erklærede at han ikke ville modtage en advarsel, optaget til dom, og denne straks afsagt. Proprietær Rasmus Buch Clausen blev derpå foruden politiets tilladelse at have ladet male de omtalte to skriftsteder på facaden til ejendommen nr. 4 i Gåsegade, idømt en Københavns Kommunes kasse tilfaldende bøde af 10 kr., foruden sagens omkostninger. Sagen var hermed til ende, og adskillige tilhørere - hvoriblandt flere damer - der havde overværet forhandlingen, forlod retssalen. (Natt).
(Vejle Amts Folkeblad, 29. juni 1886).
Gåsegade 4 eksisterer ikke længere. Det blev nedrevet 1905 og indgik adressen i den matrikel 277 som ligger på hjørnet af Farvergade. Kbhbilleder har et foto beskyttet af ophavsret som viser hjørnet - endda med en politibetjent foran.
juli 1887 blev der afholdt et "sædelighedsmøde" i København. Her talte adskillige missionærer, pastorer mm. imod sædelighedens forfald, bla. Clausen. I august 1888 et nordisk sædelighedsmøde, også med deltagelse af Clausen. Clausen var en af de fem ledere af Midnatsmissionen. Foruden ham manufakturforhandler C. E. Krarup, greve og kammerherre A. Moltke, sognepæst Chr. Sørensen og gårdmissionær V. Wright. De erklærede sig åbent for af den konservative fløj.
Midnatsmissionen.
Em ny Hær rykker Ind i Hovedstaden
Hvad Missionen koster.
Tynde Resultater.
Naar Mørket lægger sig ned over Byen, og Gaslygterne sender deres søvnige Skin ned langs de skumle Smaagader, rykker Prostitutionens uhyggelige Armé frem.
Op og ned ad Gaden gaar de, disse ulykkelige Kvinder, alle med det samme Stempel i Ansigtet; de skarpe, udlevede Træk, det graadige Blik i de sløve Øjne, Gribbene, der stirrer efter Bytte!
Frem mod denne Armé rykker en lille Trop, blege Mænd med himmelvendte Øjne og besværgende udstrakte Hænder. Det er Midnatsmissionen. Den mørke Nat igennem patruljerer de gennem Smaagaderne, uddeler Skrifter og formaner hvert Menneske, de ser, til at omvende sig fra Lastens brede Vej.
Men Resultatet, de høster, er saare krankt.
Chefen for denne Trop, den Mand, der leder Slaget, er Hr. R. B. Clausen, Gaardmissionær som han kalder sig.
Vi aflagde ham forleden et Besøg i hans Bopæl i "Bethesda". Vi traf ham i en Kælderstue, der paa Grund af sin Størrelse og sin Dunkelhed absolut ikke gjorde noget hyggeligt Indtryk. Langs Væggene hang der bibelske Billeder og Opraab som: "Hold Guds Bud" - "Glæder Eder i Herren" - "Værer ædru, iførte Troens og Kærlighedens Panser". Alt med anmassende store og klodsede Bogstaver.
Hr. Clausen sad ved sit Skrivebord. De fleste af vore Læsere kender sikkert den høje, svære Mand med det skæve Hoved og det store, tvedelte Skæg; hans smaa plirrede Øjne hviler undersøgende paa den, han taler med.
Han fortæller med sin dybe Stemme:
Missionærens Livshistorie.
"Jeg er født paa Lolland, allerede som Barn var jeg meget gudfrygtigt anlagt og gik i Kirke mindst hver fjortende Dag, i en ung Alder blev jeg optaget paa en Præstegaard, hvor jeg lærte en ung Lærer at kende: han fortalte mig en Dag, at hans Præst havde sagt: Naar jeg er død, farer jeg lige lukt ned i Helvede.
Disse Ord af en Guds Mand slog mig; jeg blev "vakt".
Jeg blev i Tidernes Løb Proprietær, men Herrens Røst kaldte stedse paa mig og bød mig arbejde i hans Vingaard. Saa skilte jeg mig af med min Gaard og rejste her til København.
Paa den Tid var Missionær Wrigth kommen hertil fra England; han begyndte straks, som Missionærerne derovre paa den taagede Ø, at gaa omkring i Gaardene og synge Salmer og prædike Evangeliet for de fattige i Aaanden. Vi traf hinanden, sluttede os sammen og startede i 1886 Midnatsmissionen, for hvilken Grev Adam Moltke snart stillede sig som Formand."
Missionens Gang og Resultater.
"Vi begyndte med 14 Mand, blev snart 32; men nu", siger Missionæren med et Suk, "nu er vi kun 16".
- Der mødte os straks en hæftig Modstand, baade fra Befolkningens, Skøgernes og - Politiets Side. Jeg husker bl. andet en Aften, at en af "Pigerne" kastede mig et Kræmmerhus Kønrøg i Ansigtet, saa jeg blev ganske sort - "
- Som bare Fanden", var vi ved at indskyde, men bed det heldigvis i os igen.
"Saa snart vi viste os i en af Gaderne, blev vi modtage med djævelske Hyl og Raab, der samledes Opløb, blev Slagsmaal, nogle af os blev stukket med Knive, og utallige er de Gange, vi maatte møde i "den Offentlige" og betale Bøder."
"Den Gang havde vi heller ikke Eugen Petersen til Politidirektør", indskød vi.
"Desværre nej, Lov og evig Pris være ham ; ganske vist ynder han ikke Midnatsmissionen, men han har sagt, at han elsker Gaardmissionen, og det er jo en stor Trøst".
Den ny Hær.
Vi tillader os en lille Hentydning til den Forstærkning, Hr. Clausen nys har indkaldt fra Provinserne,
"Ja", siger han, "det er ganske rigtigt; der kommer hertil Byen 21 Missionærer, og de bliver lier i 14 Dage; vi udstationerer saa den ganske Armé baade Dag og Nat og paa den Maade skal vi nok "skyde en Bresche", - og Hr. Clausen ser meget fortrøstningsfuld ud.
"Tillad os et Spørgsmaal", siger vi, "hvor meget koster det at holde Midnatsmissionen paa Benene ?"
"Omkring en 1400 Kr. om Aaret - lavt regnet."
"Altsaa i de 8 Aar, den har bestaaet, har den kostet mindst henimod 12,000 Kr. Hvilke Resultater har de opnaaet for disse Penge?"
"Resultater, Resultater," siger Hr. Clausen forbavset og drejer sig paa Stolen, "nogle bestemte Resultater kan jo ikke saadan fremvises; vi har advaret mange mod at søge Lastens Huler, og der er ogsaa dem, der har fulgt Advarslen".
Ja, maaske drejet om ad en anden Gade; men har de vundet nogle af "Pigerne" for deres Sag?"
Et dybt Suk. - "Nej"
- - -
Vi tog saa Afsked med den hellige Mand.
Om faa Dage kommer hans ny Garde, Folk fra Provinserne, uden Spor af Forestilling om, hvorledes en By ser ud ved Nat. Og Gaderne vil blive livlige, naar disse Uerfarne skal til at lede det glade København bort fra den brede Vej!
U-d.
(København 12. august 1894).
En mærkelig mand.
Som meddelt i går er den af navn over hele landet kendte natmissionær Clausen død i København.
Han var en mærkelig mand i alle henseender. Han prædikede i gårdene og patruljerede ved nattetid i de snavsede gader hvor prostitutionen bor til huse. Her uddelte han gudelige traktater, advarede de unge og gamle mænd mod at følge kødets lyst, hvilket ofte gav anledning til mange tragikomiske scener i disse gader. "Pigerne" så i Clausen en mand der ville skade dem i deres lovlige, af staten beskyttede erhverv, og derfor gik de ofte angrebsvis til værks mod Clausen, og derved udspandt sin optrin som trodser alt i retning af gudsbespottelse og råhed.
Men dette afskrækkede ikke Clausen. Nat på nat blandedes hans ord i disse gader med drukne kvinders eder og latter, og ikke sjældent har man i de snævre gader set Clausen og det sminkede pigebarn hale i hver sin arm af en ung mand og næsten altid med det resultat at pigebarnet sejrede.
Således er verden, og trods al god vilje blev den ikke meget bedre ved Clausens hjælp.
(Nordjyllands Arbejderblad, 14. maj 1904)
Rasmus Buch Clausens gravmæle på Garnisons Kirkegård, udført af August Hassel. Ikke en af de mest kendte kunstnere. I København findes på Nicolai Kirke et relief over Hans Egede.
