Tancredo Sophus August Topp von Huth: Stigende Skepsis. (Efterskrift til Politivennen).

I 1889 dannedes "Magnetisk Forening" som holdt foredrag og seancer i et stort lokale ved Nørrevold. Ligeledes tidsskriftet "Magneten". På det tidspunkt var stemningen i pressen vendt, og bladet "København" satiriserede over von Huth:

Von Huth  hos  Hs. Exc. Nellemann.

Efter det heldige udfald af audiensen hos hs. majestæt kongen, følte hr. Huth sig opmuntret til at aflægge justitsministeren en lille magnetisk visit.

Hr. von Huth fastede derfor i 3 dage, - nød kun en lille finger til frokost, et par negle skarp sauce til middag og en salt kno før han gik til sengs - og i går kørte han så afsted til ministeren, denne gang ledsaget af hr. C. Albertsen, der under armen bar en stor kasse af et hemmelighedsfuldt udseende.

Såsnart hr. v. Huth og hans ledsager var anmeldt, steg de ud og modtoges yderst forekommende af ministeren, der forespurgte, om hr. Huth havde befundet sig vel, da han var ministerens gæst på Christianshavn.

H. v. Huth takkede og greb pludselig ministerens hånd, så excellencen stift i øjnene et halvt minut og sagde derefter med overbevisning: Nu sover De.

Da hs. excellence ikke tilbøjelig til at indrømme dette, forandrede Hr. v. Huth taktik og spurgte, om det måtte være ham tilladt at forklare den magnetiske metode. Ministeren gav tilladelsen, og hr. v. Huth begyndte. Han trykkede excellencen ned i en stol og følte på hans baghoved, derefter strøg han ham ned ad ryggen og spurgte, om ministeren mærkede livskraften. Hs. excellence benægtede det. Hr. Albertsen tog da den såkaldte magnetiske massage til hjælp. Han begyndte på ministerens ene knæ med små, venlige slag, - samtidig bearbejdede hr. v. Huth ryggen.

Da hs. excellence stadig benægtede at kunne føle noget særligt, blev de to herrer temmelig ophidsede. Med en meddelelse om at det skulle gå, smed hr. v. Huth frakken, og det magnetiske arbejde begyndte på kraft. Hr. v. Huth gned løs på ministerens isse, mens hr. Albertsen hamrede løs paa sammes mave - under vedvarende udtalelser om, at den magnetiske metode var et fortræffeligt rusmiddel. - Hs. excellence begyndte på dette tidspunkt at ømme sig. Dette tegn modtog de to audienssøgende med glæde, hvorfor de forøgede deres anstrengelser. - Hr. Albertsen meddelte nu, at han begyndte at få betænkelige hudafskrabninger på hånden. Ministeren stønnede højt, og sveden sprang af hr. v. Huths pande.

- "Det går nok" - "Bliv bare ved" - opmuntrede de to hinanden Da pludselig - uden at hs. excellence anede det - tog hr., Huth et reb frem og surrede om ministeren, og i et nu havde hr. Albertsen åbnet kassen og taget sin magnetiske maskine frem. Hs. excellences hænder blev anbragte mellem alle de mærkelige magneter og hjul, og hr. Albertsen begyndte at dreje.

Det gav et sæt i ministeren Og straks gled et sejrssmil over hr. v. Huths ansigt - og hr Albertsen drejede løs. Ministeren stønnede. - De sære instrumenter rev og sled i excellencens fingre - og hr. Albertsen drejede ubarmhjertigt løs. Ministeren begyndte at bede for sig. - Hr. v. Huth fordrede en erklæring om, at oddkraften havde virket. - Ministeren, der led de rædsomste Kvaler, afgav den under høje véråb og kom fri.

Med gru så ministeren på sine blodige hænder. Hr. von Huth bemærkede det og sagde smilende: Det har taget på Deres excellence, men De er jo også begynder; må jeg have den ære at overrække Dem et eksemplar af "Magneten" (magnetisk papir). Man lægger sig det på hjertet og bliver straks rask.

Hr. von Huth og hr. C. Albertsen forlod derpå audienssalen med en allerunderdanigst tak for hs. excellences sympati for sagen

Don Enrico.

(København, 15. august 1889. Artiklen er en satire over von Huths helbredelsesmetoder).

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Optræden paa Fælleden m. m. (Efterskrift til Politivennen).

Se foregående afsnit om von Huth. Han blev gift med en spiritist i 1891, og efter at han havde fået afslag mod at praktisere, rejste de til Sverige. Han dømt efter en gammel kvaksalverilov som mange fandt utidssvarende, idet hans virksomhed blev anset som gavnlig og uegennyttig. I 1893 kastede v. Huth sig over spiritismen, begyndte at holde foredrag om det og planlagde at udgive et spiritistisk tidsskrift.

På Fælleden (1889) var næsten 2.000 mennesker mødt op på Nørrefælled. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning. Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

En ny naturkraft.

Prof. Rorschelt i Leipzig fandt i 1891 en naturkraft af lignende art som elektricitet og magnetisme. Han havde konstrueret et såkaldt "solæter-stråleapparat" bestående af forsølvet kobbertråd i små spiraler, hvilket skulle udøve en mærkelig indflydelse på folk.

Nu har den bekendte magnetisør hr. Huth opnået de samme virkninger med et lille knippe bygaks, siger han. Når man ophænger et sådant knippe med de mange, fine, spidse avner ien snor et par tommer over et menneskes hovede, så udøver det på følsomme personer en ejendommelig prikkende eller tyngende fornemmelse som føles i hovedet og ofte ned gennem kroppen eller også i håndfladen når man holder den under aksene. Hr. Huth mener at det muligvis er en slags magnetisme der her giver sig til kende. I øvrigt kan læserne jo selv prøve om de kan fornemme denne "naturkraft". Bygaks er det allenfals ikke så svært at få fat i.

(Fredericia Dagblad, 8. december 1893).

v Huth døde af flere års tiltagende hjertesygdom i sit hjem, 15. november 1920.

Tilliden til magnetismen  holdt sig lang tid efter. I et brev fra 21. april 1929 til forfatteren Henrik Pontoppidan anbefaler H. J. Hansen ham at prøve en sådan: 

De erindrer måske, at en baron og premierløjtnant (eller ritmester) ved husarerne, Wedell-Wedellsborg, var gal væddeløbsrytter, og det endte med, at han styrtede og slog sig fordærvet. Han led frygteligt; lægerne kunne ikke hjælpe ham synderligt. Hans broder, der var dr. phil. i matematik (er forlængst død), kom i den tid af og til hos os. Han fortalte om broderens smerter og at lægerne ikke kunne hjælpe. Vi kendte en smule til cand. pharm. S. v. Huth, der på sine ældre år havde nedsat sig som "massør", det vil sige: han masserede ikke, men holdt på folk eller strøg hen af dem – og hans mærkelige såkaldt magnetiske evner kunne borttage smerter i mange tilfælde eller styrke for nervesvaghed. En praktiserende læge på Frederiksberg sendte sine rekonvalescenter til ham, når de var medtagne af længere sygdom. Jeg gav så dr. Wedell det råd, at de skulle se at få v. Huth til at prøve på at behandle den ødelagte officer. Man fulgte rådet; det kneb med at få ham til at tage sådan ud på sygebesøg, men endelig gik han ind derpå, og dr. Wedell fortalte mig ikke så længe efter, at Huth havde gjort den værkbrudne broder smertefri, altså uden medicin, blot ved strygning. v. Huth døde desværre for adskillige år siden, men skønt hans evner er sjældne, er der dog enkelte, der har noget lignende. v. Huth boede Rolighedsvej 5 (Frederiksberg) og jeg ser i telefonbogen, at der nu bor en fotograf v. Huth, utvivlsomt hans søn. Måske lever fru Huth også. Jeg er tilbøjelig til at antage, at sønnen (eller eventuelt hans moder) kunne opgive Dem navnet på en eller anden person, der har lignende evne. Måske kunne Deres brodersøn lægen også nævne Dem en sådan "magnetisør"; de fleste læger kan ikke lide sådanne personer, betragter dem vist oftest som charlataner, og det er mange af dem vel også, men ikke alle; v. Huth var det slet ikke. Hvis De ved en slig blid behandling af en "magnetisør" kunne blive befriet for Deres ansigtssmerter, ville det da da nok være værd at forsøge det, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro på, at der er mulighed derfor. Derfor skriver jeg dette lange brev.

I brevet angives von Huths adresse til Rolighedsvej 5, mens de øvrige artikler skriver Platanvej. I folketællingen 1880 angives han til at tilhøre Frederiks Kirkes Rode på Christianshavn.

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Fra Brygmester til Magnetisør. (Efterskrift til Politivennen).

Cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) var først brygmester på Tvedes Bryggeri på Frederiksberg. Fra ca. 1887 virkede han som meget søgt "massagør" der praktiserede håndspålæggelse. Han holdt foredrag foråret 1888 foredrag for fulde huse, og tusindvis af tilhørere om sin metode og dens forhold til kvaksalveriloven, som han nylig var blevet dømt efter, og han skrev flere bøger herom. 

For kvaksalveri blev en på Gl. Carlsberg ansat kemiker von Huth forleden idømt en bøde fordi han ved hypnotisme (og lidt homøopatisk medicin) havde kureret en ung pige der var opgivet af lægerne, for lamhed. Den dømte spørger nu i bladene:

En hr. K. lidende af en ringende lyd i hovedet som en specialist i øresygdomme efter længere tids forgæves behandling havde erklæret ikke at kunne gøre noget ved, forpint og fortvivlet af søvnløshed, traf jeg med morfinrecepten i hånden som sidste udvej for at komme til at sove. Jeg frarådede morfinen og anbefalede magnetisme, gjorde forsøg på stående fod med strygninger og ved at blæse sagte ind i ørerne. Få minutter efter føltes en iøjnefaldende bedring som efterfulgtes af en fem timers søvn om natten. Daglig behandling i en halv snes dage, god søvn og patienten var helbredt. Gratis behandling, ingen medikamenter, hverken indvortes eller udvortes! Er dette strafskyldigt?

Man skulle ikke synes det.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1887).

En lam helbredt af S. v. Huth.

En arbejders hustru, Bothilde Christensen, kom i går op på vort redaktionskontor for at berette om den mærkværdige kur, hun havde gennemgået. Konen var fire og halvtreds år, noget astmatist, men ellers fuldkommen rørig og åndsfrisk. Så meget mere forbavsede blev vi ved hendes fortælling, hvilken vi hermed bringer til vore læseres kundskab.

Jeg synes, det er synd, at magnetisører skal straffes som kvaksalvere", sagde hun, "sådan som der stod i bladet forleden, for efter hvad j e g kan bevidne, er der såmænd ikke kvaksalveri skabt i det. De skulle bare vide, hvordan det er gået m i g. Ja, sådan som De nu ser mig, gør De Dem slet ikke noget begreb om, hvordan jeg har set ud. De kan tro, jeg har været et plaget menneske Siden 1869 har jeg lidt af svære underlivssmerter! jeg har haft hvad de kalder en livmodersvulst, og desuden en pinagtig brokskade. I de sidste fem år har jeg oven i købet været omtrent lam i den venstre side, så jeg ikke kunne løfte armen og ligefrem måtte slæbe mig frem og klynge mig op og ned ad trapperne. Brystet har jo også været galt på mig, sådan med hoste og astma, og en betændelse har jeg også haft, her i venstre side, mellem tre ribben. Så for det meste kunne jeg jo næsten hverken stå eller gå."

"Har De da ikke søgt lægehjælp?"

"Bevares vel, jeg har været femten gange på hospitalet, og alle Københavns professorer har såmænd haft mig under behandling og brugt mig som prøveklud. Lige meget hjalp det jo! Nej, men så var det i fredags - fredag den 29. juni, det glemmer jeg ikke! - så kom jeg ind hos en manufakturhandler ude på Nordvestvej. Og han sagde til mig, at jeg skulle gå til denne hr. Huth, som magnetiserer folk. Så prøvede jeg da også på at slæbe mig derud, det er jo helt ude på Platanvej, men da jeg var kommet til Valdemarsgade, kunne jeg ikke mere. Jeg sank om på en stentrappe, og de måtte hjælpe mig ind i en sporvogn, ellers havde jeg såmænd aldrig nået så langt.

Det kneb jo også for mig at komme ind gennem gården og op i hr. Huths lejlighed. Da jeg satte mig ned var mit hovede så tungt som bly, jeg havde en tyk tåge for øjnene, og tale kunne jeg ikke. Men da hr. Huth havde gjort nogle strygninger og givet mig tre mundfulde vand at drikke, kunne jeg både rejse mig og tale. Så førte hr. Huth mig lidt rundt i haven, og da vi kom ind, gav han mig vand og strøg igen ned over mig. Da han havde gjort det tre gange, kunne jeg med stor appetit spise tre stykker rugbrød - og når De nu tænker Dem, at jeg ikke har smagt rugbrød i de sidste 10 år! Underlivssmerter har jeg ikke mærket til siden den dag."

"Hvor mange gange har hr. von Huth gentaget kuren ?"

"Jeg var derude søndag eftermiddag og så i går, onsdag, det bliver tre gange. Jeg har siddet, sådan som jeg sidder her, med mit sjal på, kun når hr. Huth har skullet kurrere mig for hovedpinen, måtte jeg tage hatten af. Ellers har han strøget mig uden på overtøjet og givet mig vand at drikke. Og der er såmænd ikke noget kvaksalveri ved det vand, for det er Guds klare vand, som jeg selv har set hr. Huth tappe af posten på en flaske, og så stryger han uden på flasken med den ene hånd og vandet smager ganske rent. Jeg har jo også fået en flaske af det med hjem for at drikke, hvis smerterne skulle komme. 

"Og hvordan er det gået med lamheden?"

"Som De ser: den er ganske og aldeles borte. Jeg kan gå nok så rask, og armen bevæger jeg uden at det generer mig en smule."

Og hun vist os at hun både kunne løfte armen i vejret og lægge den helt om på ryggen, om det skulle være. Brokskaden pinte hende ikke mere. Underlivssmerterne var borte og astmaen håbede hun at kunne blive af med. Hun troede fuldt og fast på den magnetiske kurs kraft. Da hun sagde forvel, var det i det bedste humør og med livlige bevægelser.

(Social-Demokraten 6. juli 1888)

Dette og lignende tilfælde har måske inspireret forfatteren Henrik Pontoppidan til at skrive indlægget "En Kvaksalver" i Politiken 23.7.1888. I et brev til Edvard Brandes 30.7.1888 bad han om at måtte anmelde en nyudkommen bog om S. v. Huth. Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

For stort besøg.

Vi meddelte for kort tid siden en beretning om, hvorledes hr. S. von Huth havde helbredet en arbejders hustru, Bothilde Christensen, der siden 1869 havde lidt af svære underlivssmerter og af en pinagtig brokskade, foruden at hun havde hoste og astma og omtrent var lam i den venstre side. Konen havde været femten gange på hospitalet, hvad der ikke havde hjulpet hende det mindste, idet hun nærmest mente der at være blevet brugt som prøveklud. Denne mærkelige helbredelse kun ved hjælp af magnetiske strygninger har naturligvis vakt stor opmærksomhed rundt om, og hr von Huth har fået det at føle ved den mængde af henvendelser, der er rettet til ham både mundtlig og skriftlig, og som hvis han havde kræfter til at magte det alt sammen, rimeligvis ville have til følge, at han tog al søgningen fra de autoriserede professorer og øvrige læger, der for eller uden betaling har ret til at praktisere og forsøge deres større eller mindre dygtighed på deres lidende medmennesker.

Det kan hr. van Huth imidlertid af forskellige grunde ikke. Han har gennem bladene måttet anmode alle de mange syge, der trænger til hjælp, om at henvende sig til dem, der giver sig af med magnetisk behandling, og at han kun arbejder for udbredelse af kendskab til og tro på den nævnte behandling. 

Som et andet bevis på hvor stærk trangen er til andre helbredelsesmetoder end dem, der sædvanlig anvendes af lægerne mod forskellige sygdomme, er den mængde besøg, den ovenomtalte kone, madam Christensen, siden sin helbredelse har haft i sit hjem. Hun meddelte os under et besøg i går at de mange forespørgsler der rettes til hende, er nær ved at tage livet af hende, da hun ikke kan holde ud at tale så meget, og desuden er nær ved at sulte ihjel, fordi hun ikke kan få lejlighed til at fortjene noget under alle de talrige besøg.

Der har været "fine damer", professor- og doktorfruer imellem, mener mad. Christensen. som skulle føle hende på tænderne for at få opdaget, om "Social-Demokratens" beretning ikke var urigtig: der er kommet lidende, som ville have trøst og oplysning angående hendes sygdom, for at sammenligne den med deres egen; der har været forskellige mandlige og kvindelige spioner, som ville have hende til at fortælle sin helbredelseshistorie for mulig derigennem at fange hr. von Huth. der enten skal dømmes som troldmand eller som kvaksalver, hvis man kunne få konstateret, at han tog betaling for sine kure.

Selvfølgelig har det intelligente og energiske frederiksbergske politi heller ikke ligget på den lade side. Der indfandt sig nemlig også en af politifuldmægtig Holcks uniformerede tjenere, som med hensyn til høflighed og velopdragenhed fuldt ud stod på højde med sin chef. Han gik straks løs på sagen og ville absolut have madam Christensen til at bekende hvor meget hun havde givet von Huth for kuren, og da der ikke var noget at få at vide i denne retning, gik han over til det næste spørgsmål: Om von Huth ikke havde rørt om i vandet, hun fik at drikke, med fingrene. Svaret var en bestemt anmodning om at gå, hvilket den frederiksbergske "opdager" langt om længe bekvemmede sig til. Senere kom han igen civil, stolende på at han i almindeligt borgerligt tøj ville være ukendelig, men skønt der under andre forhold kunne være noget i denne tanke, slog den dog ikke til her. Han blev straks genkendt og forsvandt derpå skyndsomst.

Resultatet af disse besøg er som ovenfor omtalt imidlertid at madam Christensen anråber folk om at skåne hende for besøg, dels for sit helbreds og dels for sit udkommes skyld. 

(Social-Demokraten, 27. juli 1888)

Tvedes Bryggeri hvor von Huth arbejdede, eksisterer ikke mere. Det lå på Vesterbrogade 140 og bygningerne findes stadig. På Vesterbrogade 144 over døren er indsat denne mindeplade for Hans Jørgen Tvede.

Magnetisør S v. Huth. 

Efter at de sidste meddelelser om hr. S. v. Huths vidunderkure er kommet i offenlighedens kundskab, har der været en så overdentlig tilstrømning til hans bolig på Platanvej at han ligefrem har set sig nødsaget til at rømme af landet for en kort tid for at få nogen ro. Fra alle dele af provinserne kommer lidende rejsende til mirakeldoktoren, og da han selvfølgelig kun kan beskæftige sig med et mindretal af dem, har mange måttet rejse forgæves. Han har nu bekendtgjort at han foreløbig ikke befatter siq med magnetiske kure, idet han henviser de syge til forskellige mænd i København der i mere eller mindre grad er i besiddelse af de samme evner som han. (En af disse - en dame - er imidlertid blevet idømt en bøde af 80 kr for at have foretaget magnetiske kure). Selv er han imidlertid rejst til Tyskland i et par uger for at rådføre sig med bekendte magnetisører og muligvis finde ny veje til videre udvikling af hans kurmetode. Imidlertid venter mange med længsel på hans tilbagekomst, og da han i det hele taget synes at være blevet en af vor tids "berømtheder", kan det måske interessere mange at få lidt nærmere kendskab til ham. Kandidat S. v. Huth er født i Maribo den 17. februar 1848 og er en søn af toldassistent T. v. Huth (sønnesøn af den mere bekendte general og statsminister V. v. Huth). Han fik sin skoleundervisning i byerne Husum og Slesvig og kom i 17-årsalderen på Vajsenhusapoteket i København, hvor han trods en arbejdstid, der varede fra 6 morgen til 11 aften, dog fik tid til på egen hånd at læse til præliminæreksamen. I 1870 blev han kandidat i farmacien med 1. karakter, og kort efter fik han ansættelse som inspektør på Gl. Carlsberg. Etter få års virksomhed her tiltrådte han, dels på egen bekostning, dels med understøttelse af det Reiersenske Fond en længere udenlandsrejse for grundig at uddanne sig videre i bryggerifaget. Han besøgte bryggerakademiet i Worms, tog derefter plads som simpel arbejder på flere større bryggerier i Tyskland (især i Bayern), Frankrig og Østerrig og vendte endelig efter 18 måneders fravær tilbage til hjemmet. Her gik han først nogen tid på Carlsberg Laboratorium, fik senere ansættelse hos brygger Wiibroe i Helsingør og på Rabeshaves Bryggeri og overtog endelig for fire år siden sin nuværende plads som brygmester på Tvedes Bryggeri, hvor han har indrettet sig et laboratorium for mikroskopisk bakterie-, gær- og ølundersøgelse. Da den bekendte hypnotisør Carl Hansen for et par år siden kom til København. overværede hr v Huth en af hans seancer, som vakte hans interesse og opmærksomhed, hvorfor han gjorde sig bekendt med en stor del af den fremmede litteratur der omhandlede denne videnskab. Hypnotismen fandt dog ikke hans sympati på grund af den fare der for lægmands vedkommende er forbundet med den; derimod fik han samtidig øje for magnetismens betydning for lægevidenskaben, og han gav sig til at studere Messners og hans efterfølgeres værker. Særlig var det dr. phil. friherre von Reichenbachs skrifter, der tiltalte ham og som nu danner grundlaget for hans helbredelsesmåde. Medens disse studier stod på, gjorde han tilfældig bekendtskab med en amerikansk behandlingsmåde efter det såkaldte magnetiske princip, og da denne behandlingsmåde både var simpel og ofte havde næsten vidunderlige virkninger, optog han den, gående ud fra, at den var kaldet til at gøre sig gældende som et uskyldigt, men probat middel i mangfoldige tilfælde i det daglige liv. Metodens anvendelighed blev straks prøvet i praksis med godt udfald, og dette gav efterhånden mere tro og tillid, så at han snart ved studium, forsøg, iagttagelse og omtanke fik dannet sig et solidt grundlag at bygge videre på.

Således godt udrustet med teori og praksis ville skæbnen eller tilfældet at hr. S. v Huth skulle blive talsmand for en tilsyneladende meget primitiv, men ikke desto mindre betydningsfuld helbredelsesmåde, som til dels har været kendt og udøvet fra Arilds tid, men grundet på mange omstændigheder ikke har kunnet komme til sin ret. Hvorvidt det vil lykkes hr v. Huth at få tilvejebragt en almindelig erkendelse af at denne evne til at helbrede er givet ethvert menneske (ganske vist i noget forskjellig grad) vil fremtiden vise. Har han ret i denne sin påstand, kan det jo kun være ønskeligt at kendskabet til en så ufarlig helbredelsesmåde udbredes i så vide kredse som muligt. 

(Middelfart Avis, 29. juli 1888).

Mere præcist var han søn af kammerråd Tancredo Vilhelm Philip Georg von Huth (1817-1888). Hans bedstefar var den indflydelsesrige Heinrich Vilhelm von Huth (1717-1806), oprindelig fra Sachsen, men fra 1765 gjorde han karriere i Danmark, hvor han under Struensee blev chef for Artilleri- og Ingeniørkorpsene. Han deltog i statskuppet 1784 hvorefter han fungerede som statsminister til sin død. Selvom han 1776 var dansk statsborger, talte han aldrig dansk.

Kvaksalveri, magnetisk behandling og massage.

(Af S. v. Huth i "Aftenbl.")

Atter er en magnetisør blevet dømt for kvaksalveri, uagtet han ingen medikamenter har anvendt og som honorar kun modtaget, hvad de taknemmelige patienter har givet ham, for ikke at tale om at han gratis har helbredt mange fattige, og at bevislig ingen overlast er tilføjet nogen ved behandlingen. Magnetisk behandling bedømmes som kvaksalveri, mens massage går ram forbi, uagtet ingen kan benægte at magnetisme anvendes i begge tilfælde, grundet på at begge fremgangsmåder består i manipulationer med hænderne.

Forskellen mellem disse er den at der ved massage gnides og stryges på det blotte legeme med anvendelse af kraft og opad, ved magnetisk behandling derimod stryges nedad uden kraftanvendelse med svag eller ingen berøring og i reglen uden på klædningen. Massage er som oftest ubehagelig og langsomtvirkende, magnetisk behandling altid særdeles behagelig og som regel hurtigvirkende. Den førstes resultater står langt tilbage for den sidstes, og ingen som har prøvet begge dele, vil være i tvivl om valget. Magnetisme anvendes altså ved begge behandlingsmåder, og det vil være vanskeligt at sætte en bestemt og fornuftig grænse for hvor tilladeligheden hører op og strafskyldigheden begynder; man må derfor forbavses over at domstolene kan dømme den ene og frikende den anden behandlingsmåde.

J.P.Jensen, Nørrefarimagsgade, har kun behandlet patienter som har opgivet at søge den sædvanlige lægehjælp, og han har opnået resultater, som må sætte alle, selv lægestanden, i forundring. Medikamenter har han ikke brugt, og betaling har han ikke forlangt, uhelbredelige har han helbredt kun ved benyttelsen af sine hænder. Dette kaldes kvaksalven og forbydes.

Hvad lægerne ikke kan helbrede, har han helbredt og således bevist, at den nye lægemetode har en stor betydning og bør komme til sin ret. Dette er imidlertid en sag som publikum eventuelt selv må tage i sin hånd. Som bevis for hvad Jensen har udrettet, og hvorfor han er blevet dømt, tillader jeg mig at give et kort uddrag af nogle helbredelser, for hvilke han har attest.

En lille pige blev under behandling hos en øjenlæge fuldstændig blind og så nervesvækket og mat, at hun ikke kunne gå. Efter to behandlinger kunne hun se med det ene øje, efter tredje blev synet fuldstændigt på begge øjne. Snart efter var hun helbredt og matheden forsvundet.

En mand som i ca. to måneder havde været plaget af hovedpine og svimmelhed, således at han intet kunne foretage sig, samt i ca. 9 år havde lidt skrækkelig af gigt, blev helbredt ved fire behandlinger.

En dreng, som på grund af sammentrækning af legemet, der berøvede ham ro både nat og dag, næsten var blevet en vanskabning, om hvem flere af Københavns første læger udtalte at de ikke kendte sygdommen, blev ved første behandling i høj grad lindret og efter fire behandlinger fuldstændig helbredt.

En mand som var plaget af gigt i arme og ben, led forfærdelige smerter, blev helbredt fuldstændig ved en behandling som varede ca. 15 minutter. Han stod straks op af sengen og kunne næste morgen passe sit sædvanlige arbejde.

En kone som i flere år havde lidt af nervøs hovedpine og været sengeliggende i fire uger, mærkede ved første behandling betydelig bedring, og efter anden behandling var sygdommen næsten fuldstændig forsvundet.

En patient der led af nervesvækkelse, blev fuldstændig helbredt ved første behandling.

En patient der led i meget høj grad af sukkersyge og plaget i høj grad af gigt, blev efter fire ugers forløb fuldstændig helbredt både for sukkersyge og gigt.

En pige der led af blegsot i ca. 3 år, som forgæves havde søgt alløopater og homøopater, blev helbredt ved en halv snes behandlinger.

Når ovenstående mærkelige helbredelser kan foretages af en lægmand uden lægevidenskabelig dannelse, så må det for det første tyde på at metoden er meget simpel, men god, for det andet at den i sagkyndiges hænder vil kunne drive det til endnu større resultater, og for det tredje at den har en betydning for det lidende samfund, som ikke bør undervurderes. For den arbejder hånd i hånd med naturens selvhjælp, medens medicinen meget ofte virker stik imod.

(Horsens Folkeblad, 23. august 1888).

Von Huth vedblev i de kommende år med at udsende lignende opremsninger af tilfælde hvor kuren virkede.

Et besøg hos S. von Huth.

Vi følte trang til at besøge denne mærkelige mand. Altså opspurgte vi hans adresse og begav os på vej.

Ude i en lille villa på Platanvej bor den i øjeblikket af københavnerne så meget omtalte magnetisør. Ganske let er han ingenlunde at få i tale, hans magnetiske virksomhed har truet med at gribe forstyrrende ind i hans borgerlige livsstilling; derfor underretter store plakater på hans dør de besøgende om, at han ganske mangler tid til at beskæftige sig med syge og lidende, hvorimod han henviser til forskellige herrer og damer, der helbreder efter hans metode.

Dog helt slipper den moderne mirakelmager ikke - mange lidende medlemmer af menneskeheden kommer alligevel over den tærskel, hvor vidunderkurene går for sig - hr. Huth gør, når det er ham muligt, undtagelser fra regelen.

Efter et par gange at have søgt husets herre forgæves, lykkedes det omsider en eftermiddag at træffe ham. Dog stilledes der ventetid i udsigt, hr. Huth var netop beskæftiget med en patient.

Deres meddeler førtes op i hans arbejdsværelse, et tarvelig udstyret rum, opfyldt af alskens, til et kemisk laboratorium henhørende remedier. På et af værelsets vægge var et stort, omhyggelig indramme bryggeri-diplom fra Worms, i hvilket hr Sophus von Huth fik attest for "vorzüglich bestandenen Examen". Under dette testimonium sås en Gambrinus, tronende mellem Lager- og Exportbier. Æskulap-insignier ledte man forgæves efter. Intet fakultet har i så henseende hædret hr. Huth - men desmere har det store publikum påskønnet ham.

- Omsider høres trin, og et øjeblik efter har man manden for sig. En lille, firskåren herre på omkring de 50, tyndhåret, fuldskægget, ansigtsudtrykket ret energisk, Øjnene gemte bag farvede briller, Min første forespørgsel er fra en boghandler, som meget ønsker at forlægge en bog om dette aktuelle emne.

"Hvor skal jeg få tid til at skrive den," svarer Huth - "min brygmester-stilling optager den største del af min dag, og resten helliger jeg mine patienter. Men jeg vil forresten skrive en bog, når kun tid og lejlighed gives."

"Tør jeg straks gøre et spørgsmål, hr. Huth; anser De den kraft, De anvender ved Deres kure, for at være hovedsagelig fysisk eller psykisk?"

Et lille, skarpt blik bag brillerne - et blik, som stræber at opdage om han står overfor en troende eller ikke-troende - og svaret lyder:

"Måske hovedsagelig psykisk, men absolut også fysisk. De kan selv prøve" - og Huth griber min arm, hvorefter han i et par tommers afstand stryger ned ad den med sin højre hånd.

"Hvad føler De nu?"

"Jeg synes, jeg føler en vis kølig fornemmelse."

Hr. Huth foretager derpå nogle strygninger på samme arm med sin venstre hånd "Hvad føler De nu?"

"En lignende, men noget varmere fornemmelse."

"Ser De - hvori troer De, forskellen  ligger?"

Jeg erklærer ikke at vide det.

"Det er forskellen mellem positiv og negativ. Min højre arm frembringer en noget anden virkning end den venstre. De kan overbevise Dem om det på en anden måde. Tag blot to glas vand, hold det ene i højre, det andet i venstre hånd. Smag så på vandet efter nogle minutters forløb, og det ene glas vand vil smage friskt og godt, det andet vammelt og modbydeligt."

"Hvorledes forklarer De så dette?"

"Forskellen mellem positiv og negativ, lig polerne i en magnet."

"Hm! - Tror De, som Mesmer, at der findes et magnetisk fluidum i det menneskelige legeme?"

"Sikkert! Dette kan De også overbevise Dem om. Spær Dem med en anden inde i et aldeles bælgmørkt rum, hvor ikke den ringeste lysstribe trænger ind. Bliv rolig siddende der en time eller to - og De vil for det første blive overbevist om at det er en fejl anskuelse at menneskene ikke kan se i mørke. Og hvad vil De dernæst se? De vil se det magnetiske fluidum omgive hele legemet som en glorie! Og så det mærkeligste: på højre side vil det lyse i en anden farve end på venstre. Blålig og gullig fx - Fuld forklaring af magnetismens fænomener kan jeg jo ikke give - jeg har kun forholdsvis kort tid beskæftiget mig med den . . . min bog skal være for lægfolk , den videnskabelige begrundelse overlader jeg til andre - jeg holder mig kun til de fakta, mine øjne har set."

"De kure, De har udført?"

"Ja. Små Mirakler har det undertiden været. Fx på en gammel kone; hun var halv blind eller så i det mindste som gennem en tåge. Og kunne ikke gå - jeg behandlede hende nogle minutter .... så sprang hun op og råbte; Åh, Herregud, nu kan jeg jo både se og gå!"

"Den virkning må da utvivlsomt være frembragt ad psykisk vej."

"I dette tilfælde, ja . . . men - den brokskade, konen led under?" forsvandt den også?" 

"Næsten, ja."

Nu var jeg mere end forbavset og så lidt tvivlende på hr. Huth. ..Ikke fuldstændig helbredt, naturligvis - men dog så vidt, at hun havde betydelig mindre men af den end hidtil. Hendes astmalidelser bedredes også."

"Apropos! Brystsygdomme - mener De også, at lungelidelser, som fx tuberkler, kan helbredes ved magnetismen?"

"Upåtvivlelig. Bakterierne dræbes ved magnetismen."

"Ved strygninger i afstand fra kroppen?"

"Ja - ved hjælp af det magnetiske fluidums kraft."

"Magnetismen må altså kunne overflødiggøre alle apotekersager. Dog nu et middel som kinin, febersygdommenes bekæmper, - vil det også være overflødigt?"

"Ja! Særlig mod febersygdomme er magnetismen gennem sine beroligende virkninger uvurderlig."

Nå - tænkte jeg - der er i hvert tilfælde ingen prutten med mirakelvirkningerne; men jeg sagde blot:

"Ja. Belyses burde unægtelig denne sag - jeg for mit vedkommende har dog den tro, at virkningen bunder i bevidst eller ubevidst hypnotisme, og først og fremmest er afhængig af tro på magnetismens kraft."

"Ja, stærk tro er heldig, men ikke nødvendig, da magnetismen, som jeg siger Dem, også virker fysisk. Men undskyld mig nu et øjeblik, der venter en patient dernede - jeg skal straks være hos Dem igen."

Derefter forsvandt hr. Huth ud gennem døren og lod mig en stund være ene med mine tanker.

(fortsættes.)

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 10. september 1888. Artiklen fortsattes 2 dage efter. Dagen efter refereredes der til artiklen fra 10. september og en seance samme dag hos v. Huth.)

Et besøg hos S. von Huth.

Medens hr. Huth var borte, grundede jeg lidt over disse mirakuløse ting. Jeg kom uvilkårlig til at tænke på Aage Hyttens felttog mod magnetismen, og hans ord i så henseende: - Selv om det lykkes ved magnetismens hjælp at befri et menneske for smerter, så sker det dog kun i kraft af indbildningen; den sygdom, der er smertens kilde, går dog sin gang og fuldbyrder sit værk - sundheden er et bedrag, deri ligger netop faren." Jeg huskede fortællingen om, hvorledes en læge, der skulle helbrede en art hypokondri, brugte det samme middel som en klog mand, idet han tog et stykke bændel, slog 17 sløjfer derpå og gav patienten det med ordre om dybeste tavshed, og den hyperkondre mand blev for resten af sit liv - sangviniker; ligeledes anekdoten om slet og ret pebermyntevand, der blev udgivet for en særdeles kraftig medicin, etc. etc. Jeg tænkte fremdeles på om ikke homøopatien også hyppig kurerer ved troen og ved at lade livskraften selv helbrede.

Medens jeg var ved disse betragtninger over livskraftens helbredende evne, naturens egen, store, lægende kraft (der efter de sidste videnskabelige forsøg er så eminent, at afhuggede lemmer kan vokse sammen med legemet igen), kom hr. Huth tilbage. Han medbragte nu en flaske, i hvis hals han uafladelig holdt sin højre hånds pegefinger. "Så, nu er jeg for så vidt færdig med min patient - jeg skal kun have magnetiseret dette vand til hende."

"Magnetisere vandet?"

"Javel. Hun kommer af og til og får en flaske. Det hjælper hende."

"Og De magnetiserer det kun ved at holde Deres finger i flaskeaabningen."

"Ja, Noget af min livskraft overføres derved på vandet og gennem vandet til patienten. Man har forskellige benævnelser for dette: "helbredende livskraft-stof" eller "fluidum", hvad De nu vil kalde det. Jeg kalder det Od."

"Tør jeg spørge, hr. Huth, er det efter eget eller andres system, at De magnetiserer?"

"Nærmest efter en tysk magnetisør, som hedder Heichenhach. Men i øvrigt har jeg anskaffet mig en mængde udenlandske værker, som slet ikke er kendt herhjemme. Jeg vil have æren af at have gjort opmærksom på magnetismens undere her i Danmark, - jeg ved ved mig selv, at jeg derved vil gøre mit fædreland en tjeneste. Nedsatte jeg mig som magnetisør og modtog patienter for betaling, kunde jeg tjene en formue, men jeg har dog ikke lyst til, at det skal gå mig således som fx magnetisør Jensen i Nørrefarimagsgade, at blive sat fast en skønne dag."

"Når magnetismen indeholder en sådan vidunder-lægedom; kan man jo nok forstå, at lægerne værner om deres levebrød."

"De ville dog med tiden blive tvunget til at bøje sig for kendsgerningerne og selv optage den samme helbredelsesmetode."

"Unægteligt, medicinsygdommenes tal er vist legio. - men man har jo også særlig i den senere tid ved vandkure, gymnastik og massage søgt at komme bort fra medicinforgiftnignerne."

"Min metode står højt over alle de andre - ikke mindst ved den bekvemme måde den kan udøves på. Jeg stryger ikke på legemet, men kun i afstand fra det - jeg fordrer ikke patientens afklædning, men stryger udenpå klæderne."

"Hvorfor hævder De, at magnetisøren altid skal stryge nedad?"

"Fordi strygningerne skal følge nervernes hovedretning - har De en smerte i armen, og jeg stryger opad, kan ondet flytte sig og sætte sig fast i Deres skulder - ved nedadstrygningerne derimod ligesom drager jeg smerterne ud gennem Deres fingerspidser. Så vidt jeg kan skønne, vil De i øvrigt være meget modtagelig. De vil, når De bliver syg, let selv kunne kurere Dem, blot ved den magnetiske kraft i Deres eget legeme - ved strygninger langs det syge sted."

"Og De tror ikke, lidt skepsis overfor magnetismen vil have noget at sige?"

"Meget lidt. Kendsgerninger må De bøje Dem for. De vil kunne gøre erfaringer i så henseende, selv uden at fejle noget. Stryg Deres Arm tilstrækkelig, og De vil evne at gøre den aldeles stiv."

"Altså hypnotisme!" 

"Ja, magnetisme og hypnotisme ligge jo meget nær ved hinanden; men de er dog ikke et. Når en af mine patienter kommer til mig, og hans arm ved hypnotisme er blevet ubøjelig, stryger jeg enten nogle gange vandret, ud til siderne, eller puster blot på armen, og den hypnotiske virkning bliver øjeblikkelig bogstavelig blæst bort."

"Man brugte jo for en del år siden veritable magneter og tillagde dem helbredende virkning."

"Overtro. Uden den magnetiske kraft hånden, der fører dem, er de intet værd."

"Man var også engang af den tro, at en hund som sov umiddelbart op ad legemet, kunne befri for gigtsmerter, idet den drog gigten fra mennesket over i sig. Anser De ogsaa det for overtro?"

"Ubetinget ikke. Jeg kan ved at magnetisere en anden få smerterne over i min egen krop, men kan da atter befri mig selv for dem - stryge dem bort. Enhver vil, halvt ubevidst, hyppig have erfaret den magnetiske kraft. Ved hovedpine for eksempel Man lægger uvilkårlig hånden på hovedet, og man får et øjebliks lindring. Men den kraft, der skaffer denne lindring, kan videre benyttet, helt skaffe hovedpinen bort. 

Hr. Huth og jeg talte endnu længe sammen om dette nye vidunder-helbredelsesmiddel som enhver i højere eller ringere grad selv er i besiddelse af, inden jeg med tak for alle modtagne oplysninger tog min hat og bød farvel.

På vejen til mit hjem tænkte jeg en del frem og tilbage over denne for menneskeheden epokegørende opdagelse, og til mine tanker knyttede sig et fromt ønske om at i dette tilfælde humbuggens værtshus ikke måtte bygge alt for tæt ved troens kirke.

X

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 12. september 1888)

I oktober 1888 forbød autoriterne i den schweiziske kanton Neuchatel magnetisme som både socialt og moralsk skadeligt.

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Sagsanlæggelsen mod S. v. Huth. (Efterskrift til Politivennen)

Den sag der i fjor blev anlagt mod kand. S. v. Huth, venter ifølge en provinskorrespondent endnu stadig på sin afgørelse. Hr. Huth har flere gange mødt i retten med patienter og overbevist assessorerne om at der hverken var humbug eller trolleri ved hans kunst, og dommerne nærer efter sigende heller ingen tvivl derom. Der er imidlertid gamle lovbestemmelser som er overtrådt, og sagen vil utvivlsomt føre til hr. Huths domfældelse. Han har imidlertid jævnligt i den senere tid forhørt sig om et resultat på undersøgelsen, men retten har stadig svaret at den først skulle dømme en magnetisør Albertsen som politiet ikke kunne finde. Ret mærkeligt er det imidlertid at denne Albertsen står opført i vejviseren, og da hr. Huth opsøgte ham på hans bopæl, erklærede han at han ikke havde nogen som helst anelse om at han blev eftersøgt af politiet.

Den tidligere omtalte bog om naturlægemetoden som v. Huth udgav i slutningen af forrige år og som tryktes i et oplag af 3.000 eksemplarer, blev udsolgt i løbet af et par uger. For otte dage siden blev yderligere trykt 2.000 eksemplarer, men også dette oplag er så godt som udsolgt. Det lader altså til at interessen for sagen endnu fremdeles er i tiltagen.

(Social-Demokraten, 7. februar 1889).

Ricard-Affæren. (Efterskrift til Politivennen)

En slem Historie for Politiet

Vi meddelte i Søndags følgende Nyhed, hvis Ophav er Politiets egne Protokoller:

I Gaar Morges Kl. henad 3 drog et højrøstet og støjende Selskab af Herrer og Damer gennem Nygade og Vimmelskaftet kommende fra en Natbeværtning og tilsyneladende ikke saa ganske ædru. Da den posthavende Betjent anmodede Selskabet om at optræde noget mindre støjende, tog et Par juridiske Studenter Ordet, nægtede at passere Gaden og brugte Ukvemsord mod Betjenten, hvoraf Følgen blev, at de begge blev ført til Politistationen paa Nørregade, hvor de i nogle Timer blev overladt til deres egne Betragtninger.

Bag denne lille, uskyldige Notits gemmer sig imidlertid en større Affære, som for det første er et nyt Vidnesbyrd om Raahed i Politietaten, og som for det andet sikkert vil drage ubehagelige Følger for vedkommende Politimænd efter sig. De to i Notitsen omtalte Studenter er nemlig Sønner af selve Justitsministeriets Departementschef C. F. Ricard, og de har indsendt en Klage til Politidirektøren. Af den faar man et helt andet Indblik i Sagen, og da der er al Grund til at tro, at de to unge Mænd, Stud. theol. O. H. Ricard og Stud. jur. F. C. J. Ricard, har givet en fuldstændig sandfærdig Fremstilling af det passerede, kan man i en vis Forstand glæde sig over, at det netop er dem, som er bleven ilde behandlet af Politiet. Thi naturligvis vækker det mere Opsigt, naar der gøres Uret mod selve Justitsministerens Departementschefs Sønner, end naar der gøres Uret mod et Par fattige Arbejdere, og Opsigt maa der til for at komme Uretfærdigheden hos Retshaandhæverne til Livs.

Begivenheden, hvorom Klagen drejer sig, fandt Sted Natten mellem den 15. og 16. ds. og dens Hovedindhold er følgende :

Kl. var mellem 2 og 3, da de to Studenter passerede Hj. af Kongens Nytorv og Østergade. De blev her tiltalt af en islandsk Student, som forsøgte Tilnærmelser overfor en Kvinde, men de indlod sig ikke med ham. I Vimmelskaftet lagde de saa Mærke til, at nogle der staaende Betjente opfordrede Kvinden til at "passere Gaden" samt tilføjede hende Slag og Skub i Ryggen. Pigebarnet græd og sagde, henvendt til Brødrene Ricard: "Saadan bliver man behandlet". Stud. jur. Ricard tilbød derefter Pigebarnet at gaa ved Siden af ham og Broderen, indtil hun kom forbi, men dette ærgrede aabenbart en af Betjentene, som raabte et Skældsord efter Brødrene. Da stud. theol. Ricard nærmede sig Betjenten for at se hans Numer, kaldte Betjent 208 ham for næsvis og bød ham "passere Gaden".

Imens var stud. jur. Ricard og det omtalte Pigebarn bleven antastet af Betjent 497, som ogsaa bød dem det stadige "passer Gaden!" og brugte Udtrykket "saadan en Fyr, der gaar med løsagtige Fruentimmer". Stud. jur. Ricard svarede høfligt, at han formentlig havde Lov at gaa med Pigebarnet, hvorhen han vilde, men da Betjenten truede ham med Stationen, gik Studenten straks ind herpaa og erklæredes da for anholdt. Den omtalte Kvinde var imens forsvundet. Studenten tog imidlertid sin Broder og en Hr. Wilhelm i, der stod blandt de omstimlende Mennesker, til Vidne paa det passerede. Heraf tog Betjent 208 Anledning til at gribe stud. theol. Ricard i Kraven og erklærede ogsaa ham for anholdt, idet han udtalte, at den næsvise Knægt godt kunde følge med."

De Anholdte førtes til Nørregades Station, og paa Vejen holdt Betjentene dem haardt i Armen. Da stud. jur. Ricard klagede over det haarde Tag, erklærede Betjenten, at "nu skulde han faa at føle, hvordan man klemte stærkt" og tog derpaa saa haardt, at der bagefter var synlige Mærker deraf. Tillige slog han 2 Gange Studenten i Ansigtet, skønt begge Brødrene fulgte godvilligt med og ikke var berusede.

Paa Stationen blev de to unge Mænd kastede ned paa en Træbænk, og da man rev Huen af Teologen, anmodede denne om en heftigere Behandling. Nr. 208 svarede ved at give ham en Lussing. Under Rapporten til Overbetjenten blev Brødrene tiltalt raat, Juristen fik af 208 et Slag i Hovedet, og Teologen ruskedes, saa han vaklede, hvorpaa Betjenten erklærede, at "han er saa fuld, at han ikke kan staa paa Benene." Da Brødrene opgav deres Faders Navn, erklærede Overbetjenten, at om de saa var Sønner af 14 Departementschefer skulde han nok tumle dem. Han beordrede dernæst, at de Anholdte skulde blive paa Stationen; den ene af dem blev saa smidt ind i den forreste, den anden i den bageste Vagtstue. Juristen blev grebet i Brystet og kastet ned paa en Bænk. Alle Genstande, de havde paa sig, blev dem frataget.

Mens de to Anholdte nu sad i Kasjot, var de Genstand for megen Chikane. Bl. a. blev Theologen af den vagthavende Betjent 411 rusket i Armen og anmodet om ikke at spille Halløj med Politiet. Han havde været saa uforsigtig at bede om et Glas Vand. Broderen truedes med at blive indsat i Detentionslokalet, hvis han ikke sad rolig. Mennesket havde nemlig tilladt sig at bevæge Benene. Anmodningen om at faa sendt Bud til Forældrene blev ligefrem afslaaet. I al Fald kunde det ikke ske før Kl. 6 om Morgenen.

Da Natbetjentene Kl. 6 kom hjem, blev Brødrene flyttet ind paa en Bænk i Vagtstuen, hvor Betjentene bl. a. børstede deres støvede Klæder af og regalerede de to unge Mænd med diverse Spydigheder. Kl. 6,40 blev der nedskrevet Rapport, og Kl. 6 3/4 fandt endelig Løsladelsen Sted efter ca. 4 Timers Ophold paa Stationen.

Efter at være sluppen ud, gik de to Studenter til Stadslægen og fik Attest for de Knubs, de havde modtaget. Lægeattesten lød bl. a. paa et opsvulmet Øje og blaa Pletter paa Armene. Den er sammen med Klagen tilsendt Politidirektøren.

At denne, efter at have gjort sig bekendt med Affæren, er bleven i høj Grad pinlig berørt, vil fremgaa deraf, at han personlig har taget Undersøgelsen i sin Haand. Det første Forhør over Betjentene fandt allerede Sted i Forgaars.

Og selv Højrepressen er bleven rusket op af sin ellers saa søvnige Ligegyldighed overfor slige Begivenheder.

"Dagens Nyheder" mener, at Begivenheden vil drage alvorlige Følger efter sig for Betjentenes Vedkommende, og Bladet siger, at "den Behandling, der her blev dem til Del, grænser til det utrolige i Retning af Hensynsløshed."

"Avisen" kalder Betjentenes Optræden for "Myndighedsmisbrug" og siger, at

"Grunden hertil er vel ikke mindst, at de to unge Jurister staa vore højeste juridiske Autoriteter saa nær som muligt. Det er, godt at Sagen bliver undersøgt til Bunds: man kan da se, hvorledes Politiet optræder, naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med."

I denne Udtalelse ligger gæmt en knusende Kritik af det bestaaende Retssystem.

Vi lever jo efter Sigende i en Stat, hvor der hersker "Lighed for Loven". Men hvoraf kommer det da, at der skal ske en saadan Begivenhed som den her nævnte, førend Pressen harmfuld vender sig mod den Slags Politi, som begaar Myndighedsmisbrug, "naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med"?

"Social-Demokraten" har hyppig fremdraget lignende Politihistorier som den ovennævnte. Historier, der har stillet Politiet i et endnu værre Lys end her er sket. Paa Valgaftenen i April 1892 huggede Politibetjentene ind paa fredelige Arbejdere i Arbejdernes eget Hus i Rømersgade, saa selv Overbetjentene maatte erklære at staa magtesløse overfor deres Undergivnes Bersærkergang, men her fik Politidirektøren ikke travlt med at lede Undersøgelsen.

Naar det derimod gaar ud over Departementschefens Sønner eller naar f. Eks. Politiet vilde storme ind i Hr. Nellemanns Hus for at staa løs, saa skynder den høje Politidirektør sig.

Og vi har de Snese Gange haft Klager i vort Blad over inhuman Optræden af Politibetjente. Det er ikke mere end et Par Maaneder siden, at en svensk Arbejdsmand blev banket af i Viborggade. Han indgav Klage. Dommeren i den offenlige Ret afviste den. Han skrev her i Bladet. Ingen tog Notits af ham. Han stævnedes til et Møde i Retten og dømtes, som det altid gaar, naar først den offenlige Ret har faaet en stakkels Djævel fat, til en Bøde. En af vore egne Medarbejdere blev en Gang i Sommeren 1892 uden mindste Anledning overfuset af en Betjent og groft behandlet. Sagen hævedes. Der manglede naturligvis, som al Tid, Vidner. Tilsidst bliver det en ligefrem Sport for Politiets daarligere Elementer, særlig om Natten, at overfuse Vejfarende, enten uden egenlig Grund eller ved at gore det mest mulige ud af en Ubetydelighed, som et forsonligt Ord straks kunde fjærne.

Er de hæderlige Elementer i Politietaten tjent med en saadan Optræden? Vi tror det ikke. Men skønt vi derfor er glade over d'Hrr. Ricards resolute Optræden, tør vi ikke love os det ud af Sagen, at Arbejdere og Smaafolk vil faa det synderlig bedre med de daarlige Ordenshaandhævere.

For disse Godtfolk vil fremtidig blot tage sig i Agt for de fine Frakker og være forsigtige, "naar de ikke ved, hvad Folk de har med at gøre."

Politidirektøren, der jo nu har vist at være en Retfærdighedens ivrige Forkæmper, maa derfor skære dybere, hvis han vil Myndighedsmisbrugene til Livs.

I en anden Artikel her i Bladet om Ordenspolitiet vil man se, hvad selv et Højreblad mener om den Side af Sagen, der vedrører Politiets Organisation.

"Ordens"politiet.

. . . Politiet maa omhyggeligen vogte sig for at fortrædige Befolkningen ved ufornøden Indblanding i Forhold, der ikke krænker den offenlige Orden.
Politi-Instruks af 7de Juni 1869.

Politiaffæren mod de to Studenter Ricard har givet Højrebladene Stof til Eftertanke. I Aftes har "Nationaltidende" endogsaa hele 2 Artikler om Politiet, en om dets Organisation og en om de Instrukser, det burde holde sig efterrettelig.

Den første Artikel er betitlet "Ordenspolitiet" og kritiserer træffende hele det Grundlag, hvorpaa Politiets Organisation hviler.

"Nationaltid." mener, at Hovedskavanken er den Maade, hvorpaa Politiet rekruteres. Det er væsentlig Bønderkarle, som efter endt Soldatertjeneste faar Pladser som Betjente, og da de ikke har Dømmekraft nok om, hvorledes de skal tage det københavnske Publikum og desuden er vant til militært Despoti, bliver de daarlige Ordensvogtere, saa sandt som uoplyste og tyranniserede Mennesker i Reglen misbruger den Magt, de eventuelt faar i Hænde.

Saadan ser Højrebladet paa Rekrutteringen af Politiet.

Men hvorfor rekrutteres Politiet da ikke paa en mere betryggende Maade? spørger "Nationaltid.". Og Svaret er:

"Ganske simpelt fordi den Gage, der bydes - 700 Kr. - er saa ringe, at mere formaalstjenlige Folk ikke kan faas. En Karl fra Landet, der er vant til at faaet Par Hundrede Kroner i Løn om Aaret, og hvis Fordringer til materielt Velvære kun er smaa, han lader sig lokke af de 700 Kr. og maaske af den Myndighed, han bliver forlenet med, men andre ikke."

Saadan mener Højrebladet om Hr. Nellemann som Arbejdsgiver.

Og i Tilslutning til, hvad vi har skrevet for Aar og Dag siden, skriver "Nationaltid." følgende om Politiledelsen:

"En anden Grund til de menige Betjentes Higen efter at komme Folk til Livs, maa søges i den Omstændighed, at der fordres et vist Antal Rapporter af dem om Dagen. Hvis en Meddelelse, vi har faaet, er rigtig, hvad vi har al Grund til at tro, saa er der endogsaa en Politikreds her i Byen, hvor Assistenten forlanger 10 Rapporter af hver Betjent fra en Dagvagt og 5 fra en Nattevagt. Kan en Betjent ikke berette om saamange Forseelser begaaede af Byens Borgere i den Tid, han har haft Vagt, saa faaer han en for ham nedsættende Vedtegning i Assistentens Protokol. Men denne Ordning kan jo kun føre til, at Gadebetjentene gaar i stadig Spænding for at finde noget at notere; og at de ofte kommer til at forulempe Folk uden Grund, er indlysende. Dette fremgaar ogsaa deraf, at en Mængde af de Sager, der er indankede for den offenlige Ret ganske simpelt afvises. I sidste Instans er det vel nok den meget strænge Politiinstruks, der er Skyld i dette Forhold, men Politiassistenterne burde vide at lempe sig; forstaar de ikke det, bør Inspektøren for Ordenspolitiet tage sig af Sagen.

Skønt Højrebladet er forsigtigt i sin Udtryksmaade kan man dog let se, at det i ovenstaaende Udtalelser ligefrem beskylder Politiledelsen for at tvinge Betjentene til at begaa Myndighedsmisbrug.

Der er iøvrigt det at bemærke til "Nationaltidende"s Udtalelse om Bønderkarlene, at det desværre synes, som om i det Hele taget de mindre gode Elementer faar Lov at flyde ovenpaa. I Sagen med de to Studenter har f. Eks. den ene anklagede Betjent et lavt Numer (208), saa han er næppe helt ung i Tjenesten. Og de andre synes heller ikke at være Aarsunger.

Der er Grund til at tro, at det er Politiledelsen, som bærer Hovedansvaret for den Aand, der synes at raade hos en Del af Korpset. Den lave Løn og Arbejdsmaaden med Rapporterne bærer efter vor Mening Hovedskylden. Publikums Indignation bør derfor naturlig gaa lidt højere end til Politistationerne. Det kan forstaas, at naar Statens øverste Ledere ikke respekterer Lovenes Instrukser, men i aarevis har krænket Befolkningens Retsfølelse, saa har de nidkære provisoriske Betjente og den gamle raa Zünstighed hos visse Politimænd ikke nødig at tage saa meget Hensyn til Folk.

Men derom siger "Nationaltidende" intet.

(Social-Demokraten 21. september 1893).

Departementschef Christian Frederik Ricard (1830-1908) var 1865 blevet først konstitueret, senere chef for ministeriets 1. departement. Han havde indflydelse på de forskellige justitsministre der sad i hans embedstid indtil 1904. 

Hans søn Frederik Cecil Jean Ricard (1870-1931) blev student 1887, cand. jur. 1895. Han blev 1910 overretssagfører, 1913 birkedommer på Læsø, 1915 assessor i landsoverretten i Viborg og 1919 dommer i vestre landsret. Han var under pseudonym desuden medforfatter på et halvt hundrede revy- og teaterstykker.

Lillebroderen Olfert Herman Ricard (1872-1929) blev cand. theol. 1895. 1896-1908 var han sekretær ved Københavns KFUM, 1902-1915 generalsekretær for KFUM i Danmark. Han var 1908 kapellan ved Sankt Johannes Kirke, 1917 sognepræst ved Garnisons Kirke. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Politidirektør Eugen Petersen benægtede i Social-Demokraten den 22. september 1893 at der stilledes krav om et vist antal rapporter om dagen. han forholdt sig dog ikke i øvrigt til affæren med de to juridiske studenter. 

Den 21. september 1893 blev Nørregades politistations overbetjent Carl v. Huth, inspektionsbetjent Andersen og betjent Fensmark afskediget pga. misbrug af politimyndigheden overfor de to studenter. Betjent Olsen fik en mulkt på 15 kr. for at have kaldt dem for stropstudenter. Overbetjenten blev afskediget for ikke at have påtalt forulempelserne. Inspektionsbetjent Andersen var blandt de betjente som var trængt ind i forsamlingshuset i Rømersgade og slået løs på deltagerne. Da der efterfølgende blev klaget, afvist politidirektør Eugen Petersen anklagen. Den ene af de afskedigede betjente androg om kriminel undersøgelse:

Sagen Ricard.

Andragende til Justitsministeren om kriminel Undersøgelse.

Den ene af de 3 afskedigede Politifunktionærer har i Gaar indgivet følgende Andragende:

Til Justitsministeriet!

Jeg undertegnede Niels Peter Hansen Fensmark, boende Knabrostræde 21, 2. Sal, er den 23. d. M. efter Politidirektørens Ordre øjeblikkelig afskediget af Politiets Tjeneste i henhold til en en Klage fra d'Hrr. Stud. jur. Brødrene Ricard, til hvis Anholdelse Natten mellem den 15. og 16. September d. A. jeg i min daværende Egenskab af patruljerende Politibetjent har medvirket.

Jeg anser mig for i høj Grad forurettet ved denne pludselige Afskedigelse, der er foregaaet uden at jeg har faaet Lejlighed til at forsvare mig eller føre Vidner mod de mod mig fremsatte Beskyldninger for Overtrædelse af min Instruks.

Jeg tillader mig derfor at andrage om, at Sagen maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer, saaledes, at hele Affæren kan blive fuldt belyst ved Vidneforklaringer, og hvorved der efter min Formening sikkert vil fremkomme et ganske andet Syn paa min og d'Hrr. Ricards Forhold ved den Lejlighed.

Til Støtte for dette mit Andragende om kriminel Undersøgelse tillader jeg mig at anføre følgende Punkter:

Den ene af d'Hrr. Ricard har tidligere gjort sig skyldig i Gadeuorden i Farvergade, hvor daværende Politibetjent 185, Frederiksen, anholdt ham og indbragte ham til Stationen. Ved en anden Lejlighed har endvidere en af d'Hrr. forstyrret Forestillingen i Nørrebros Teater, hvilket foranledigede hans Anholdelse ved Inspektionsbetjent 108, Jensen, og Ricard idømtes en Bøde i den offenlige Politiret.

Angaaende Affæren, der medførte min Afskedigelse, tillader jeg mig at paapege følgende :

Da d'Hrr. Brødrene Ricard - af hvilke den ene var beruset - Natten mellem den 15. og 16. September d. A., Kl. 2 2/4, passerede Vimmelskaftet i Følge med et større Selskab og et Fruentimmer, gjorde de sig skyldige i Gadeuorden ved at skraale op, støje osv. Mine gentagne Paamindelser om at de skulde forholde sig rolige, frugtede intet, og da den ældste af Brødrene Ricard endvidere truede mig med Afskedigelse, fordi jeg udførte min Pligt, fandt jeg mig foranlediget til at anholde ham.

Den yngste af Brødrene Ricard kom nu til og forsøgte at forhindre Anholdelsen ved at gribe fat i Broderen for at trække ham fra mig. I Følge Instruksen er jeg i et saadant Tilfælde endog berettiget til at bruge mit Vaaben. Dette gjorde jeg imidlertid ikke, og dette mener jeg taler til min Fordel. Jeg indskrænkede mig derimod til kun at holde fast i den ældstes Arm, dog ikke fastere end det var nødvendigt for at forhindre ham i at undløbe. Og jeg var saa meget mere nødsaget til at holde den Anholdte i Armen, som han anraabte sine Kammerater i Selskabet om at komme sig til Hjælp, og jeg altsaa med Grund kunde befrygte, at han ved Flugt vilde forsøge at unddrage sig Anholdelsen.

Paa Stationen viste det sig, at den yngste Ricard var i saa høj Grad beruset, at han bl. a. dinglede ind over Skrivebordet, hvor daværende Overbetjent Huth sad og skrev. Hr. Huth maatte skyde ham fra sig og rejse ham op.

Jeg tillader mig at gøre opmærksom paa, at de her omtalte Punkter ikke er kommen frem ved Politidirektørens Undersøgelse; men jeg formener, at de i en meget væsentlig Grad maa være i min Favør.

For det første har den yngre Ricard søgt at forhindre en Anholdelse, og herfor maa han være strafskyldig. For det andet har den ældre Ricard søgt at unddrage sig sin Anholdelse ved at tilkalde Hjælp fra sine Kammerater, hvilket ogsaa var utilbørligt. Jeg var altsaa nødsaget til at tage ham i Armen.

For det tredie var som sagt den ene af Brødrene kendelig beruset.

For det fjerde omtaler d'Hrr. Ricard i deres Klage kun, at der har været et Selskab paa 3 Personer i Vimmelskaftet, medens der i Virkeligheden var 10-12 Personer samlet, der omringede det omtalte Fruentimmer.

Det her anførte anser jeg maa være tilstrækkeligt til at begrunde en kriminel Undersøgelse, hvor jeg kan saa Lejlighed til at fremføre Vidner og forsvare mig. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at Resultatet af en saadan Undersøgelse vil bevise, at jeg har handlet fuldt forsvarligt og i Følge min Instruks. 

I Henhold hertil andrager jeg om, at ovennævnte Sag maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer.

København, den 27. September 1893.

Ærbødigst

R. P. Hansen Fensmark.

Hr. Fensmark har ikke henvendt sig til sine to afskedigede Kolleger om i Fællesskab at foretage denne Henvendelse til Justitsministeren, da Overbetjent v. Huth for Tiden stræber efter at faa sin Pensionsret anerkendt, medens Inspektionsbetjent Andersen antagelig ikke vil foretage videre i Sagen.

Hr. Fensmarks Ønske om en kriminel Undersøgelse og Dom vil sikkert kunne paaregne Offenlighedens fulde Sympati. Politidirektøren er i Følge Lovgivningen ikke berettiget til i et Tilfælde som nærværende at benytte Afskedigelse som Straf. Saa meget mere uberettiget vil man derfor anse denne pludselige Haardhjærtethed, som den anvendes i en Sag, hvor Talen er om hans Departementschefs Sønner. Netop her burde Politidirektøren have holdt sig tilbage og overladt Afgørelsen til Domstolene, under hvilke Sagen henhører i Følge Loven af 11. Februar 1863, § 16.

Politidirektøren har ikke indset dette. Forhaabenlig vil Justitsministeren kunne forstaa, at just denne Udvej er den heldigste ikke mindst for Politiet selv.

Der er her det besynderlige Tilfælde, at Departementschef Ricard i Følge sin Embedsstilling modtager Andragendet eller i al Fald skal udtale sig om det; men det er jo sikkert nok, at ingen mere end han vil tilraade, at Betjent Fensmark faar sit Ønske opfyldt.

(Social-Demokraten 28. september 1893).

Den 6. oktober 1893 henvendte Fensmark sig i justitsministeriet. Departementschef Ricard henviste ham til justitsminister Nellemann. Denne ville ikke udtale sig at klagen var overgivet til politidirektør Eugen Petersen til undersøgelse. Den 31. oktober 1893 fik Fensmark meddelelse om at Eugen Petersen havde ikke fandt anledning til nogen undersøgelse.

I mellemtiden havde v. Huth tilstillet Magistraten og Borgerrepræsentationen et andragende. Det blev afvist, og han måtte lade sagen gå til højesteret. v. Huths sag synes i følge Social-Demokraten 27. august 1901 at være endt med at han i al diskretion (fra politidirektørens hemmelige kasse?) fik udbetalt pensionspenge hver måned. v Huth tog sig affæren meget nær. Han blev ansat som forvalter i kulfirmaet Flindt & Drost i 1894 og en kort periode efter. Hans helbred var imidlertid ikke godt og han åbnede en cigarforretning ved Langebrogade på Christianshavn. Han fik tilkendt 500 kr. om året af kommunalbestyrelsen et par år indtil han døde i 1906.

Andersen anlagde sag ved retten for tabt arbejdsfortjeneste. Her blev Eugen Petersen frikendt i 1901, altså 8 år efter. Han arbejdede en tid som kontrollør ved Tivoli. Sagen var enestående i den forstand at ingen andre klager over politiets myndighedsmisbrug fik dette udfald.

Om Farimagsvejen.

(Indsendt)

Man stemmer så ofte sin mening om offentlige vejvisere og virkelig ikke uden grund, efter landevejenes beskaffenhed at jeg iler at meddele publikum den efterretning jeg har fået i disse dage om Farimagsvej at den nemlig ikke ligger under magistraten, men at den er fra magistraten overdraget vejkommissionen med en anselig sum penge til istandsættelse. Der er nok næppe en mand i levende live savnet så meget som den hæderværdige general Huth. Hans virksomhed har vi at takke for de skønne veje som for en del eksisterer. Han tænkte og kunne beregne den uendelige nytte som hurtig og let kommunikation stifter i landet. Kun Farimagsvej der med al den efter ildebranden påførte grus ligger endnu urørt, er til skam for København. Skulle man tro at efter fire år ikke engang de steder er jævnet hvor forhøjelse betegner grusets påførelse, men at der dumpes endnu ned der over som over en jordbunke i en bondeby.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2659-2660)

Redacteurens Anmærkning.

Der er vel tale om den tyske general Heinrich Wilhelm von Huth (1717-1806) som i 1765 var kommet til Danmark og 1766 udnævnt til generalløjtnant. Han var bl.a. statsminister efter statskuppet i 1784 og bl.a. forbedrede fæstningsværkerne. Han talte tysk til sin død og er begravet i Skt. Petri Kirke.

Det Borgerlige Artillerie (I) 1789-1829. (Efterskrift til Politivennen)

Såvel Seidelin som Kristensen var medlemmer af det borgerlige Artilleri - og blev officerer i samme. Derfor lidt baggrundsmateriale delt i 2. Dette første er om den periode hvor Seidelin og Kristensen var med. Se anden del andetsteds på bloggen.

Københavns Borgervæbning blev oprettet 1573 med en kongelig befaling. Borgerne blev værnepligtige, så de kunne mobiliseres til byens forsvar. Derudover havde de vagttjeneste, senere også som brandkorps og ved ceremonier. Dets måske største bedrift var under Københavns Belejring 1658-1660.

Den øverstbefalende var stadsøverste eller stadsoberst.  Den første var Frederik Thuresen. Fra 1676 stadshauptmand. Stadshauptmanden havde bla. a. ansvar for at borgerne var i god form og havde nok ammunition i hjemmet. Han havde fra 1772 rang af oberst.

Hvert af byens kvarterer havde et kompagnier, anført af en kaptajn. Kun syge, svage eller allerede gjorde tjeneste i livgarden eller flåden kunne unddrage sig tjenesten. Derudover var der en række underofficerer og en adjudant, der eksercerede med borgerne og en mønsterskriver, der holdt overblikket over de indrullerede borgere.

Vægterkorpset fra 1683 overtog flere af borgervæbningens arbejdsopgaver, fx vagttjenesten. Nu skulle borgerne kun stå vagt i særlige nødstilfælde og fortrinsvis på byens volde.

1789 dannedes det borgerlige artilleri af J. P. B. Junge (-1807). Under medvirken af general Huth (-1806). Det bestod af 2 kompagnier, senere samme antal som infanteriet, nemlig 12, inddelt i 3 bataljoner. Uniformen bestod af det civile tøj blot med en kompagnikokarde på hatten og en rød patrontaske med det kongelige navneciffer. Under oberst Hallander blev der indført uniformer. 

På Seidelin og Kristensens tid, i 1801 blev landets borgervæbninger indrettet med to afdelinger: 1. afdeling for egentlige borgere (som den tidligere borgervæbning) og 2. afdeling for unge mænd uden borgerskab som skulle stå for deciderede militære udfald. Hvilket jo nok skyldtes at mange borgere var blevet ældre herrer.

Det borgerlige artilleri stod bag Københavns volde under bombardementet i september 1807. Den engelske general Cathcart skrev at "der maae have været et stort Antal Milits og Borgere samt anden uregulair Styrke - og - deres Stykker bleve vel betjente." Af enkeltepisoder nævnes bombenedslaget ved krudtkassen, hvor overkonstabel af det borgerlige artilleri Peter Spand og Frantz Gedei gjorde sig bemærket. I alt døde der 6 artillerister under kampene. Der var i alt 1266.

Efter Københavns belejring dannede borgerskabet et militær bestående af 10 kompagnier, anført af en kaptajn. Januar 1808 forøgedes det borgerlige artilleri med 2 kompagnier (7. og 8.). Fra 1808 foregik administrationen via en borgerlig indrulleringskommission, bestående af stadshauptmanden, byens brandmester og en deputeret fra Danske Kancelli. Februar 1808 oprettedes den første exercerskole under kommando af stabskaptajn ved 6. kompagni S. C. Wedege. Som lærere udnævntes 17. juni løjtnanterne Severin, K. Kristensen, Holm, Simonsen, Bramhelst, Roed, Matthiesen og Lindbom.

Ved stadshauptmand J. J. Mylius' død 1808 blev han afløst af Andreas Hallander. Ved hans død i 1828 blev oberstløjtnant Gabriel Wegener stadshauptmand. 1831 Bernhard Thortsen. Korpskommandør for artilleriet var Johan Philip Weilbach.

Udover 1801 og 1807 kom det borgerlige artilleri ikke i kamp. Men så sent som i 1864 regnedes det stadig som en del af forsvaret ved et eventuelt overfald på København. Det blev fx præsenteret for general de Meza som udtalte at "det maaske ikke varede længe, førend det borgerlige Artilleri kom til at virke i Forening med det kongelige til Fædrelandets Forsvar." Måske mest som en høflighedsgestus. 

I 1870 blev Københavns Borgervæbning nedlagt.

Den 20de November er ved det udi Kiøbenhavns opettede borgerlige Artillerie-Corps de Lange bestilt til Capitain ved det første Compagnie, og Peter Matthias Beenfeldt til Capitain ved det andet dito.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 1. december 1789)

Der er tale om senere hofblikkenslager (se nedenfor) Peter Mathias Beenfeldt (Bentfeldt), født  29. januar 1738. Borgerskab som blikkenslager 12. august 1765. udførte bl.a 2 moderne sirlig udarbejde blik kakkelovnsskærme i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Dødsfald. Kiøbenhavn. Den 18 Octbr: Fassbindermester og Oberfyrverker ved det borgerlige Artillerie Hr. Johannes Dahler, 30½ Aar.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 24. oktober 1791).

Befordringer. Under 24 August sidstl. er ..... Capitainen ved det borgerlige Artillerie, Blikkenslagermester Peter Benfeldt, til at være Hofblikkenslager.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 21. november 1791).

Nyheder.

Tirsdagen den 31 Julii, H. K. H. Kronprindsens Formælingsdag, blev Grundstenen lagt til det Monument, som efter frivillig Subscription opføres ved Stadens Vesterport. H. K Høihed, som efter Indbydelse havde naadigst tilsagt at ville lægge den, ankom Kl. 5 Eftermiddag til Stedet, hvor Borgerskabet, anført af Stadshauptmanden, med deres samtlige Ober- og Underofficerer, stod under Gevær, og hvor det borgerlige Artillerie under Major Boye Junge havde taget Post i Nærheden med et Batterie Kanoner. Ved Ankomsten blev H. K. H. modtagen af Magistraten, Stadens 32 Mænd, samt af de Mænd, som bestyrelsen af Monumentets Opførelse er anbetroet, og blev hilset med Skud fra det borgerlige Artillerie under militair Musik fra Borgerskabet. da han indtraadte i et ved Indgangen for ham opslaaet Telt, hvorr de Kongel. Statsministre vare nærværende, overgaves ham, efter en kort Tiltale, en Guldplade, som i Grundstenen skulde lægges, og hvorpaa disse Ord vare indgravne:

"Aar efter Christi Fødsel 1792 satte eenige Borgere her en Støtte af Steen til Minde om deres Konges, Christian den Syvendes, Velgierninger mod Danmarks Bondestand, især ved at læse den fra Stavnsbaandet."

H. K. Høihed sted derpaa ned i Fordybningen, fulgt af dem, der havde modtaget ham, lagde Grundstenen, og i denne formeldte Gruldplade; da imidlertid det borgerlige Artillerrie atter affyrede 27 Skud, som bleve besvarte fra det Kongel. Kiøbenhavnske Skydeselskab, og fra det borgerlige Skydeselskab. Dernæst nedlagde de, som bestyre Opførelsen, H. K. Høiheds Fødsels-Medaille, ved Siden af Indskiftspladen. Da denne Høitidelighed var til Ende blev H. K. Høihed, i det han gik tilbage giennem Teltet, med erkiendtlig Ærbødighed takket; hvorefter han begav sig tilbage til Frederiksberg. Paa Tilbageveien, som paa Veien til Stedet, saluteredes fra Borger-Artilleriet, samt fra bemeldte Skydeselskaber. Ved Skydebanen traadte Fuglekongen og Selskabets Dommere ud, og ved det her moniske Selskabs Sommersted opførdes Musik, under hvilken en Mængde af Dameer fra Husets Balkonere og Vinduer nedkastede Blomster for H. K. Høihed, da han kom forbi tilbage. Høitideeligheden foregik med megen Orden i Paasyn af en overmaade stor Mængde Tilskuere.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 1. august 1792).

Brandmajor Boye Junge var leder af slukningsarbejdet ved Gammelholm i 1795. Han var på 6 ugers orlov for at tage medicin og måtte hentes på sin ejendom på Gamle Kongevej. Branden forværredes af at mandskabet nægtede at adlyde ham, før de havde fået ordre fra Holmens chef som ikke sådan var til at finde. Forvirringen gjorde at på trods af tilstrækkeligt mandskab, sprøjter osv. spredte ilden sig og blev til den store bybrand 1795. Han blev af en kommission senere anset for at gøre det for ham alt mulige for at slukke branden.

Cancelliet har forelagt Hs. Majestæt en af Chefen for det borgerlige Artilleri-Korps i Kiøbenhavn, Major Boye Junge, forfattet Plan, dette Korpses Forøgelse, m. m., betræffende, i hvilken  Anledning det har behaget Allerhøistsamme at resolvere: at det borgerlige Artilleri maa forøges med et 3die Kompagni, samt med en Premier Major, en Second Major og 3 Stabs-Officerer; Majorerne og Kapitainerne ved dette Korps ere tillige forundre saadan Rang, at hine rangere med Kapitainer, Kompagni-Cheferne med Premier Lieutenanter, og Stabs-Kapitainerne med Second-Lieutenanter i Armeen; at det skal være saavel Stadshauptmanden, som Chefen for det borgerlige Artilleri og Brand-Majoren uformeent, at foreslaae til Over-Officerer Personer, som bestode fornøden Duelighed og ere bekiendte for retskafne Mænd, hvad enten de tilforn hørte til det ene eller til det andet af disse Korps, og at de alle tre maae være berettigede, at antage Under-Officerer, Personer af et andet Korps, naar disses første Chef dertil giver sit Samtykke; atde Tambourer og Pibere ved det borgerlige Artilleri, som ikke ere Professionister og følgelig ikke kunne nyde godt af Korpsets Privilegier, maae ernære sig som Øltappere eller Høkere, uden at tage Borgerskab.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 9. februar 1801).

Under Generalitetet: ..... Den fra det borgerlige Artilleri-Korps nylig afgange Prem. Lieutenant P. Eegerod forundt Afsked med Karakter af Stabs-Kapitain, og Tilladelse at bære Feldttegnet og Korpsets Uniform.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 23. marts 1801).

Major Boye Junge og det borgerlige artilleri stod på Qvintus den 2. april 1801. Det var imidlertid ikke meget man kunne stille op derfra for at beskyde de engelske skibe. Desuden var mandskabet tilsyneladende ikke så øvede til at lave retningsforanderinger uden at komme til at ramme egne skibe. 

Under 18de September har det behaget Hs. Majestæt i Anledning af Major Boye Junges Forslag allernaadigst at befale: At det borgerlige Artilleie Corps i Kiøbenhavn skal forøges med et 4de Compagnie og at Øltappere, Marskandisere og Vertshusholdere, skulle, naar de have vundet Borgerskab, antage Tieneste derved, uden dog at fritages for de Afgivter, de som Borgere skal erlægge til Byen.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender 7. oktober 1801).

Andreas Flint (1767-1824): Johan Peter Boye Junge (1735-1807). Tømrermester, officer, brandchef, København. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er frit af ophavsret.

Den 11te blev Major Andresen, som i Stormen den 5te October tilsatte Livet paa Overfarten fra langeland til Fyen, bragt til sit Hvilested paa Assistentskirkegaarden uden for Nørreport. Det borgerlige Artilleriekorpses Underofficerer bare ham under Ledsagelse af en overordentlig Sørgeskare af alle Stænder til Graven, hvor han blev nedsat under en skiøn Sørgesang af Digteren Frankenau. Sangerinderne Mad. Frudendal og Dahlen, samt de Hrr. Frydendal og Dupuis indfandt sig uventet og forhøiede ved deres skiønne Stemmer det Rørende i denne usædvanlige Jordefærd. Endeel unge Piger bestråede Graven med Blomster. Høitideligheden endtes med 3 Salver af en Kommando af det borgerlige Artilleriekorps.

(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser 16. november 1802).

Afgangne Major Andresens Begravelse, som i sidste Avis blev ommeldt, fandt Sted Torsdagen den 11te d. M., til hvilken Dag den var bleven udsat. Da Veiret var meget smukt, havde en talrig Mængde Tilskuere allerede om Morgenen tidlig forsamlet sig i Nærheden af Sørgehuset paa Hiørnet af Stranden, skraaes over for Holmens Kirke. Toget var meget glimrende. Det aabnedes af 9 Hautboister, hvis Instrumenter vare behængte med sort Flor, og som blæste Sørgemelodier. Paa dem fulgte et Kompagnie Borgerlige Artillerister, alle i deres Mundering. Næst efter blev Liigkisten baaret skifteviis af Underofficererne ved Korpset. Et talrig Følge ledsagede Liget til Jorden, og over 60 Karether kiørte bag efter. Paa assistentskirkegaarden blev afsungen en Kantate af Digteren Frankenau. Sangerinderne Mad. Frydendal og Dahlen, samt deHerr. Frydendal og Dupuis indfandt sig uventet og forhøiede ved deres skiønne Stemmer det Rørende i denne udsædvanlige Jordefærd. Endeel unge piger bestrøede graven med Blomster. Høitideligheden endtes med 3 Salver af en Commmando af det borgerlige Artilleriekorps. Samme Dags Aften blev  hos en i Hovedstaden etableret Fransk Restaurateur givet en stor Soupe til fleere end 200 af Liigskaren. Ligeledes blev  de Gemene og Underofficererne af det borgerlige Artillerie beværtede.

Skuespiller Knudsen har ogsaa ofret følgende Blomst paa afg. Major Andresens Grav:

"Første Gang Du letted mig min Kummer,
Da min Reises Maal var Konstnernavn,
Nu Du hviler født i Gravens Slummer,
Alle vi beklage her Dit Savn.

Aldrig skal jeg glemme da Du rakte
Mig din Haand, som Fædrelandets Ven,
Da paa Qvintus Du saa trofast sagde:
Knudsen! bliv, og lad os staae som Mænd.

Nyelig lød ved Modergrav min Klage,
Nu jeg sukker ved en Vens Forliis:
Ak! Andresen kommer ei tilbage,
Flyder Venskabs Taarer ham til Priis".

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 17. november 1802).

I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 10. november 1802 var aftrykt et digt af hans våbenbrødre med 8 vers.

Uddrag af Bülows Kopibog.

Nr. 10 den 8de Januar 1803.
Til Hr. Generalmajor Stricker.

Min kjære Generalmajor Stricker! Da De nu er beordret tillige med Helsingør Magistrat og Major Boye Junge at udtage Brandkorpset samt organisere det borgerlige Artilleri og om muligt at indlede det, at Borgerskabet ogsaa tager Del i dette Korps som mer hensigtsmæssig for Stedet end det nuværende borgerlige Militair; saa maa jeg paalægge Dem at lette alt til denne Hensigt og gjøre Sagen saa behagelig for Indvaanerne som muligt. At det fuldkommen ej kan opnaas ved et borgerligt Korps, er begribeligt; men dette er ej heller fornødent, da der blot udfindes, at De vide, hvad der til dens Bestemmelse udkræves, som for Exempel et borgerligt Artilleri blot det, hvad der hører til et Garnisonsartilleri i egentlig Forstand. 1)

Deres hengivne Frederik, K. P. 

1) Vedtegnet: "NB egenhændig".

Næstforrige Uge betiente det borgerlige Artilleries Over- og Underofficerer under Kommando af Major Hallander to paa Amager opkastede Batterier af 6 Kanoner 2 Morterer og 2 Haubitzer. Bomberne og Granaterne faldt til Kienderes Fornøielse særdeles vel, i Skiven traf 9 Kugler og den ene Skive blev nedskudt. Forrige Onsdag blev ligeledes manøvreret paa bemeldte Batterie under Kommando af Major Lange og man rammede udmærket vel.

(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser 24. juni 1803).

Uddrag af Kommandokontorets Kopibøger.

I. Nr. 142 Kjøbenhavn den 27de Februar 1804.

Til Generalitetet.

- - -

Chefen for det borgerlige Artillerikorps her i Staden, Hr. Major Boye-Junge, skal til Belønning for hans udviste Flid ved at danne det borgerlige Artillerikorps her i Staden til et vel ordnet Korps som nu og for hans udvist Iver og Nidkjærhed ved Organisationen af Helsingørs hele Borgervæbning til et Artillerikorps, udnævnes til Obrist af Infanteriet.

Jen undlader ikke ved denne Lejlighed at berette Kollegiet, at jeg under Dags Dato har tilskrevet Kancelliet, at Major Boye Junge nu skal fratræde den ham som Chef ad interum tillagte Kommando over det borgerlige Artilleri i Helsingør. Ligeledes, at efter det nu udarbejdede Reglement, som af det danske Kancelli vil vorde Hans Majestæt Kongen forelagt til allerhøjeste Approbation, saa vil det helsingørske borgerlige Artillerikorps komme til at bestaa af 1 Chef, 1 Major, 3 Kompagnichefer, 3 Stabskapitajner, 3 Premierlieutenanter, 6 Secondlieutenanter, 1 Regimentskirurg, 1 Avditør, 6 Fyrværekre, 3 Kommandersergenter, 30 Bombarderer, 60 Oberkonstabler, 6 Tamburer, 3 Pibere og 240 Underkonstabler, som inddeles i 3 Kompagnier.

- - -

Det forstaar sig vel af sig, at saa vel Kammerherre Hauch som Major Boye Junge bærer borgerlige Epauletter, altsaa saadanne som Stadshauptmanden i Kjøbenhavn. 

Den 5 d. M. blev afg. Major ved det borgerlige Artillerie Raadmand Philip Lange begravet paa Assistents Kirkegaarden uden for Kbhvns Nørreport med Militair Honneurs.

(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis 12. april 1805).

Den 16 August holdtes tredie Gang Examen ved det københavnske borgerlige Artilleri, som toges af følgende Herrer Fyrverkere: Bremøe, Holm, Bech, Comistabili, Weisvigt, Warner, samt af Hr. Bombarder Bruun.

(Dagen 27. august 1805).

Den 17de og 21de dennes udmarcherede den munderede Deel af det Kbhvnske borgerlige Artillerie, i to Batailloner, til de paa Amager dertil opfatte og med Mørsere, Kanoner og Houbitser forsynede Batterier. Saavel Kast som Skud svarede til Corpsets velbekiendte Færdighed, og endskiøndt Veiret var ustadigt, samledes dog en stor Mængde Tilskuere. Den 24de mødte ogsaa den umunderede Deel af Corpset ved samme Batterier og øvedes ligeledes i at skyde til Skiven og kaste til Maalet.

(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis 1. august 1806).

Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn har i denne Tid tabt to af sine hæderværdigste Mænd. Den som virksom Borger og Chef for det borgerlige Artillerie saa fortjente Oberst Johan Peter Boye Junge endte sine gavnrige Dage den 22 Februari i en alder af 72 Aar. Hans stedsevarede Iver for Korpsets Dannelse og Fremskridt, og hans muntre Aands Virksomhed, der aldrig blev forstyrret ved hans høje Alder, gjør hans Gavn dobbelt smertelig og hans Minde udødeligt i alle Fædrelandsvenners Bryst. ...

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 27. februar 1807).

I Gaar Formiddags blev afdøde Oberst Boye Junges Liig biesat i St. Peders Kirke her i Staden. Hans Jordefærd var meget høitidlig og ledsagedes med al den Militair-hæder, der tilkom hans høie Charge. En Bataillon af det borgerlige Artillerie, kommandeert af Hr. Major Hallander, trak Kl. 10½ under Sørgemusik op fra Laboratoriet paa Christianshavn med 3 Kanoner i Spidsen. Paa Gammel Torv opstilledes Bataillonen i Linie. Liget blev nedsat i Vognen, men af Korpsets Lieutenanter strax deraf udtaget og baaret til Kirken. Toget som gik i følgende Orden:

1) En Bataillon af Artillerie.

2) Officerer og Marskalkerne.

3) Liget, foran hvilket den ledige Ligvogn kiørte.

4) Liigfølget, som var meget talrigt og anseeligt, 

tog Veien omkring Springvandet paa Gammeltorv og derefter ned af Nørregade, hvor Bataillonerne atter opstilledes for Kirken. Kanonerne bleve stillede paa Kirkegaarden mod Kapellet, og 3de Skud blev givne med dem, da Liget var nedsat; herpaa fulgte trende Salver af den hele paraderende Bataillon. - Fra Skydebanen hædredes ogsaa med Minutskud, da den Afdøde 2 Gange har været Selskabets Konge.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 4. marts 1807).

Over-Konstabel ved det borgerlige Artillerie-Korps i Kiøbenhavn, I. Brinckmeyer, har under 16de d. M. faaet Tilladelse i en Tid af 4 Uger at forevise offentligt et optisk Theater i Kiøbstaden Helsingøer, imod at erlægge en passende Kiendelse til Stedets Fattigvæsen, efter Overenskommelse med Øvrigheden.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 20. april 1807)

I Onsdags udmarscherede det Kiøbenhavnske borgerlige Artillerie-Corpses Over- og Underofficerer - med klingende Spil, og anførte af Chefen, Hr. Major Hallander, Kl. 7 om Morgenen, paa Amager, hvor de med 14 Kanoner og 2 Haubitzer skiøde til Skiven og kastede Granater, med den Færdighed dette Corps er bekiendt for. 2 af Skiverne bleve strax skudte ned, og maatte atter opsættes. - En stor Deel af de Hrr. Over- og Under-Officerer samledes siden paa Skydebanen, i et Vennelag, som Chefen og Hr. Major Würtzen af det Kongelige Artillerie beærede med deres Nærværelse.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 26. juni 1807).

Under Københavns bombardement besatte det borgerlige artillerikorps Københavns hovedvold. Her betjente de 27 stikker kasteskyts og 119 kanoner. 

Den 26 Sept. blev en Skræder, som staaer ved det borgerlige Artilleri og er svensk af Fødsel, arresteret paa Grund af den Mistanke, at han har syet Søemandsklæder til Marinere, som deserterede under denne Forklædning. Han blev anholdt ved Østerport, da han kom gaaende med en Mariner, som har de Klæder under Armen, han havde syet til ham.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 12. oktober 1807)

Under 19de d. M. er igiennem det danske Cancellie i Kiøbenhavn udfærdiget et Reskript til Kiøbenhavns Magistrat af følgende Indhold: Da Chefen for det kiøbenhavnske borgerlige Artillerie-Corps, Major Hallander, har andraget, at der er optaget Spørgsmaal om, hvorvidt det kan tillades borgerlige Artillerister, at reise til Markederne, for der at falholde de af dem forfærdigede Vare, og han herom har forlangt Resolution, saa tilkiendegives, at, da de borgerlige Artillerister i Kiøbenhavn ere forundte Rettigheder lige med Frimestere, og det ikke kan formenes disse at reise til Markederne med deres Arbeide, bør Saadant ligeledes være Professionisterne ved det borgerlige Artillerie uformeent, til hvilken Ende det fornødne Markeds-Pas, naar dette, ved deres Chefs Vidende, forlanges, bør meddeles dem.

(De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender 26. oktober 1807).

Iblandt de talløse Bomber, Granater etc., hvormed Fienden hjemsøgte os, faldt en paa Rosenkrandses Bastion tæt ved Krudtkassen, som var vel forsynet med Karduser. Overkonstabel Peder Spang havde det Mod, at kaste sig over den med et vaadt Klæde, hvorved den blev slukket, og derved Krudtkassen sat i Sikkerhed, hvis Antændelse kunde have foraarsaget Ødelæggelse paa Bastionen. Borgerlig Artillerist Frands Gedei gik ham med lige Kiekhed tilhaande i dette farlige Arbeide. Corpsets Chef, Hr. Major Hallander, som fandt, at denne raske Handling fortiente at udmærkes lod begge kalde til sig og, i Overværelse af Stabsofficererne og Compagniecheferne forærede paa Corpsets Vegne, hver et skiønt indvendig forgyldt Sølvbæger i Form af en Vase, paa hvis ene Side var anbragt en brændende Bombe i basrelief og paa den anden den Indskrivt: "Belønning for udviist Mod", omgivet med Krigsarmatur. Omkring Randen af det ene var indgravet: "Givet af det Borgerlige Artillerie-corps i Kiøbenhavn til Overkonstabel Peder Spang." Og paa det andet: "Givet af det Borgerlige Artillerie-corps i Kiøbenhavn til Borgerlig Artillerist Frands Gedei." Paa Siden af begge: "Den 3die September 1807."

(Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender 11. november 1807). 

Andre staver navnet Frantz Gedey.

Da en Laugsforsamling for Guldsmed Laugets Svende er berammet at holdes hos Undertegnede førstk. Fredag eftermiddag den 15 Julii Kl. 3; saa vilde de Herrer borgerlige Artillerister og Friemestere, der have Tilladelse at holde Svende, indfinde sig for at betale deres Svende de anbefalede Tidepenge, i manglende Fald om Sygdom indtræffer, under de ei det af Laden som dem tilkommer, ei heller bekommes Beviis til at reise.

Kiøbenhavn, den 13 Julii 1808
L. C. Linde
Oldermand for Guldsmed-Lauget.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 13. juli 1808)

Avancement, Forflyttelse og Afgang ved det Landmilitair-Etat.

... 8) Sec. Lieut. C. H. Seidelin af Kiøbenhavns borgerlige Artillerie udtræder formedelst svageligt Helbred af Nummer, og ansættes a la suite ved Corpset med Forbehold af Avancement efter hans Anciennitet, imod at han, efter hans Tilbud, holder uden Godtgiørelse forberedende Forelæsninger for Corpsets Underofficerer i de Dele af de mathematiske Videnskaber, som de skulle lære til deres Officeer-Examen. 9) Bombarderer C. N. Westerholt af bemeldte borgerlige Artillerie, udnævnes herved til Sec. Lieut. ved samme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 26. februar 1810).

Under 25de Juli: 2. Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie meddeles Premierlieutenant J. J. Lange, Afsked i Naade fra den borgerlige militaire Tjeneste. Secondlieutenant G. C. Knoblauch udnævnes til Premierlieutenant, og Commandeersergeant C. A. Siegumfeldt til Secondlieutenant.

(Dagen 5. august 1819).

Under den 2den August:

1. Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie meddeles Capitain P. T. Høyer Majors Caracteer, Capitain A. Seidelin forsættes til Chef for det vacante 7de Compagnie, caracteriseret Capitain N. R. Bang udnævnes til Chef for deet 10de Compagnie, dog indtil videre kun med 200 Rbd. aarlig Gage, Premierlieutenant P. W. Colstrup meddeles Capitains Caracteer, Secondlieutenant C. F. Clausen udnævnes til Peremierlieutenant, og Commandeersergeant C. E. Schiøtt til Secondlieutenant.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 18. september 1820).

Under 13de Februar:

1. Premierlieutenant J. A. Ebbesen og Secondlieutenant C. L Jacobsen, begge af Kiøbenhavns borgerlige Artillerie, afskediges, efter Ansøgning og formedelst Svagelighed, i Naade fra den borgerlige militair Tjeneste, og i Anledning af denne Afgang udnævnes: Secondlieeutenant p. Petersen til Premierliuetenant, samt Fyrverker D. P. Møller og Commandeersergeant J. W. Schiøtt til Secondlieutenanter, hvorhos den ældre Underofficeer H. J. Kiempe forbeholdes Secondlieutenants Anciennetet, samtlige ved bemeldte borgerlige Artillerie. 2. Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie skeer følgende Afgang og Avancement: Major P. F. Jacobsen og Capitain R. H. Beck, begge Compagniechefer i Corpset, afskediges i Naade fra den borgerlige militaire Tieneste, Capitain J. P Weilbach, Dannebrogsmand, meddeles Majors Caracteer de caracteriserede Captainer L. J. Maag og P. A. Colstrup udnævnes til Compagiechefer, den førstnæsvnte for 1ste og den sidstnævnte for 6te Compagnie, dog begge indtil videre kun med 200 Rbd. aarlig Gage. Secondlieutenanterne P. A. Kaarsberg og J. Eberlin til Premierlieutenanter, samt Commandeersergeanterne D. W. Klein og C. E. Heichelmann til Secondlieutenanter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende - og Dagen -  29. marts 1822).

Under 15de Mai: ... 3. Secondlieutenant J. J. Wolff, af Kiøbenhavns borgerlige Artillerie, afskediget formedelst Svagelighed og efter Ansøgning i Naade fra den borgerlige militaire Tieneste, og Commandeersergeant C. Christensen forfremmet til Secondlieutenant ved bemeldte Artillerie.

(Dagen 5. juli 1822).

En hæderlig, virksom og brav Mand, Oberstlieutenant Wedege, er død i disse Dage. I 15 Aar havde han været exerceermester ved det borgerlige Artillerie, og saalunde givet en stor Deel af Hovedstadens Borgere den første Militairruddannelse. Som Bataillonscommandeur ved Feltartilleriet havde han erhvervet sig Kongens Bifald og Medborgeres Agtelse.

(Aalborg Stifts Kongelig allene privilegerede Jydske Efterretninger og Avertissements-Tidender, som forsendes med Brevposten overalt i Danmark og Hertugdømmene 5. maj 1823). Der er tale om Søren Christian Wedege.

Efterskrevne borgerlige Artillerister af 10de Compagnie, nemlig:

Nr. 28. hans Grabmann, fød i Ditmarsken,
Nr. 72. Ole Larsen Nærum, fød i Nærum, og 
Nr. 135. Jørgen Larsen Langesøe, fød i Laaland,

hvis Permission er udkøben, uden at de have indfundet sig ved Compagniet, eller have været at opspørge, indkaldes herved til at møde uopholdeligen hos Undertegnede.

Christianshavn, den 11te marts, 1826.

Bang.
Capt. og Chef for 10de Compagnie.
borgerlige Artillerie.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 11. marts 1826). I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 22. juni 1826 ses en lignende eftersøgning af 4 jyske og sjællandske artillerister.

Avancement, Forflyttelse og Afgang ved Vor Landmilitair-Etat.

Under 23de Januar.

1. Caracteriseret Capitain ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie G. C. Knoblauch meddeles formedelst svageligt Helbred, efter Ansøgning, i Naade Afskeed fra den borgerlige militaire Tieneste. 2. Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie skeer følgende Avancement: Capitain C. Christensen meddeles Majors Caracteer, caracteriseret Capitain C. F. Clausen udnævnes til Chef for det 8de Compagnie, Premierlieutenanterne B. P. Schmidt og P. Petersen bevilges Capitains Caracteer, Secondlieutenanterne L. W. Henriques og M. Westrup forfremmes til Premierlieutenanter, og Bombardeer B. B. Benedictson til Secondlieutenant. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 17. marts 1826).

Avancement, Forflyttelse og Afgang ved Vor Landmilitair-Etat.

Under 10de Mai.

4. Secondlieutenant af Kjøbenhavns borgerlige Artilleri F. F. Güllich er, efter Ansøgning og formedelst svageligt Helbred, afskediget i Naade af den borgerlige militaire Tjeneste. Ved bemældte borgerlige Artilleri ere Kommandeersergeanterne A. C. Richatt og J. P. Sielle samt Bombardererne H. F. G. Kraruk, J. Rosenkilde og A. E. Meyer udnævnte til secondlieutenanter.

(Dagen 8. juni 1826).

Under den 25de April:

... 3. Den ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie staaende caracteriserede Major H. F. Prætorius afskedigedes efter Ansøgning i Naade af den borgerlige militaire Tieneste. 4. Ved bemeldte borgerlige Artillerie skeer følgende Avancement, nemlig: Capitain J. F. Rames meddeles Majors Caracteer, caracteriseret Capitain P. Petersen udnævnes til Chef for det 12te Compagnie, dog indtil videre kun med 200 Rdd. Gage. Premierlieutenant P. C. Hagen meddeles Capitains Caracteer, Secondlieutenant N. Nørager udnævnes til Premierlieutenant og Bombardererne O. Bech og J. T. Y. Jantzen til Secondlieutenanter. ... 6. Den fra Kiøbenhavns borgerlige Artillerie afgaaede Underofficeer M. E. M. Bressendorf meddeles herved Afskeed af den borgerlige militaire Tieneste som Secondlieutenant.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 8. juni 1827).

Peter Christian Hagen døde natten mellem den 20. og 21. maj 1833, 44½ år gammel efter nogle dages sygeleje.

Under 11te Juli:

... 2. Secondlieutenant ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie C. F. Wisbye udtræder efter Ansøgning af Nummer og sættes 4 Aar a la Suite ved bemeldte borgerlige Artillerie.

Under 15de Juli:

... 2. Premierlieutenant ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie H. C. Gielstrup afskediges, efter Ansøgning og formedelst svagelighed, i Naade af den borgerlige militaire Tieneste. I Anledning deraf udnævnes Secondlieutenant E. A. Lerra til Premierlieutenant og meddeles Secondlieutenant a la suite H. P. Hansen Premierlieutenant Caracteer; begge ved bemeldte borgerlige Artillerie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 27. juli 1827).

Naar Sorg og Bekymring gjæste vort Huus, og vi da møde kiærlig Deeltagelse, saa tiltales vort bekymrede Hjerte med Trøstens velgjørende Ord. De Følelser, som denne Deeltagelse vækker, nød jeg ved min salig KOnes Jordefærd. Med Taknemmelighed skal jeg stedse mindes den Ære, som Dhrr. Overofficierer og Underofficerer af det borgerlige Artilleri beviste hende ved at bære hendes afsjælede Legeme til Graven. Min ærbødoge Tak til disse Herrer, som til Enhver, der uanmodet ledsagede hende til hendes sidste Hvilested, modtage de her. Ligeledes takkes Hr. Dr. tehologiæ Johannsen for den Trøst og Beroligelse mit sorrigsfulde Hjerte modtog af ham ved Graven.

C. L. Rense

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 24. august 1827).

Under 22. August:

Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie udnævnes Bombardererne H. W. Richter og N. C. Christensen til Secondlieutenanter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 14. september 1827).

I en Alder af heimod 80 Aar er Oberstlieutenant og Bataillons Commandeur ved det kjbenhavnske borgerlige Artillerie, Joachim v. Topp, afgaaet ved Døden, og nylig fandt hans høitidelige Begravelse Sted. Fra Sørgehuset bares Liget af Lieutenanter, under Sørgemusik af det borgerlige Infanteries Musikcorps, og med et Følge af henimod 200 Personer, til Trinitais Kirke, ved hvis Indgang det borgerlige Artilleries Musikcorps var placeret. I Kirken blev Kisten nedsat foran Choret, og Hr. PRovst Øllgaard holdt en Tale over den Afdøde, hvorpaa Liget bares ud paa Kirkegaarden og Hs. Høiærværdighed forrettede Jordpaakastelsen, efter hvilken der affyredes afvexlende trende Kanonskud og trende Geværsalver af en Bataillon af det borgerlige Infanterie.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 10. januar 1828).

Se også særskilt afsnit om Andreas Hallander. 

Under 3die April: 1. Bataillons-Commandant ved Kjøbenhavns borgerlige Infanterie, Oberstlieutenant G. Wegener udnævnt til Stadshauptmand over Kjøbenhavns borgerlige Infanterie og Artillerie. ... 3. Bataillons-Commandeur ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie, Major E. L. Rense meddeele Afsked i Naade af den borgerlige militaire Tjeneste med Pension. 4. Bataillons-Commandeur ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie, Major J. P. Weilbach, Dannebrogsmand, meddeelt Oberstlieutenant Caracteer og udnævnt til tillige at være Commandeur for bemeldte borgerlige Artillerie. 5. Capitain og Compagniechef ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie A. Seidelin udnvænt til Major og Bataillons-Commandeur ved bemeldte borgerlige Artillerie.

(Dagen 10. maj 1828).

Frederiksberg Slot, den 1ste Juli:

... 5. Capitain C. F. Clausen, Compagniechef ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie, afskediget, efter Ansøgning og formedelstd Svagelighed, i Naade af den borgerlige militaire Tieneste og udnævnes caracteriseret Capitain E. R. Westerholdtd til Chef for det ottende Compagnie af bemeldte borgerlige Artillerie, dog indtil videre kun med 200 Rbd. Gage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 11. juli 1828).

Frederiksberg Slot, den 20de August:

Secondlieutenant ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie J. R. Bach afskediges efter Ansøgning i Naade af den borgerlige militaire Tieneste med Premierlieutenants Caracteer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 10. november 1828)

Dødsfald.

Sørgeligst bekjendtdgjøres for Slægt og Venner, at min Søn, L. M. Henriques, Garvermester og Capitain ved det borgerlige Artilleri, er ved Døden afgaaen den 27de i denne Maaned. Vi skilles ad, vi sees igjen.

J. M. Henriques.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 29. december 1828).

Under 18de Januar: .... 2. Ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie er Secondlieutenant a la suite C. F. Holmblad indtraadt i virkeligt Secondlieutenants Nummer, og Bombardererne P. T. Schovelin og C. L. Scheel udnævnte til Secondlieutenanter.

(Dagen 13. februar 1829).

Under 13de Marts:

... 2. Major og Compagniechef ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie C. Kristensen afskediges, efter Ansøgning og formedelst Svagelighed, i Naade af den borgerlige militaire Tieneste med Pension. 3. Premierlieutenant ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie V. W. Egeroed afskediges formedelst svagelighed i Naade af den borgerlige militaire Tieneste. 

Under 25de Marts:

1. Capitain ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie J. F. Lindblom beskikkes til tillige af være Exerceer-Inspecteur ved bemeldte borgerlige Artillerie. 2. Ved Kiøbenhavns borgerlige Artillerie meddeles Capitain P. V. Collstrup Majors Caracteer, caracteriseret Capitain E. M. Møller, Dannebrogsmand, udnævnes til Chef for 11te Compagnie, Premierlietenant H. H. Groth tillægges Capitains Caracteer og Secondlieutenant a la suite G. C. Horst Premierlieutenants Caracteer, Secondlieutenanterne H. H. Herforth og M. W. Gass forfremmes til Premierlieutenanter og Bombardererne H. J. Hansen og M. S. Winding til Secondlieutenanter. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 17. april 1829).

Avancement, Forflyttelse og Afgang ved Landmilitaire-Etaten.

- - -

Under 3die April: 1. Bataillons-Commandant ved Kjøbenhavns borgerlige Infanterie, Oberstlieutenant G. Wegener udnævnt til Stadshauptman over Kjøbenhavns borgerlige Infanterie og Artillerie. - - -3. Bataillons-Commandeur ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie, Major C. L. Rense meddeelt Afskeed i Naade af den borgerlige militaire Tjeneste med Pension. 4. Bataillons-Commandeur ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie, Major J P. Weilbach, Dannebrogsmand, meddeelt Oberst-lieutenants Caracteer og udnævnt til tillige at være Commandeur for bemeldte borgerlige Artillerie. 5. Capitain og Compagniechef ved Kjøbenhavns borgerlige Artillerie A. Seidelin udnævnt til Majo og Bataillons-Commandeur ved bemeldte borgerlige Artillerie. 

(Dagen 10. maj 1829).

Der var også lignende meddelser om dette efter Kristensens afgang. Men de bringes ikke her. Se også næste afsnit 1830-1849.

Se endvidere: J. Garbrecht: Sværd og Banner. Kort Historisk Beretning om H. M. Kongens Livkorps og Livjægercorps, det borgerlige Infanterie og Artillerie, samt Brandcorpset i Kjøbenhavn. 1831.