Beviser for at Politibetjenterne ere for faa.

Jeg har altid troet at København ikke havde det tilstrækkelige antal af politibetjente eller patruljerende ordenskarle. Adskillige tilfælde som jeg i disse dage har bemærket, har endnu yderligere bestyrket mig i denne tanke.

Forrige søndag otte dage siden, den 3. februar, henimod 2 kom jeg gennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en sort som i gamle forrevne hestedækkener slæbte sig med nogen møje hen ad fortovene. Jeg standsede og med rørt hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels ulykkelige som langt fra ven og fædreland sukkende må døje en lige hård skæbne med sine brødre blandt de hvide kristne. Oh Claudius! Du har ret når du lader den sorte sige:

Weit von meinem Vaterlande. Muss ich hier verschmachten und vergehn, Ohne Trost, in Muh und Schande; Oh, die weissen Männer! Klug und schön! Und ich hab den Männern ohn Erbarmen Nichts gethan. Du im Himmel! hilf mir armen Schwarzen Mann!

Jeg så ham frygtsom og angst liste sig ind i en port, og med meget møje at støtte sit hovede mod muren. Jeg gik hen til ham også så medlidende til ham som jeg kunne, og da hans frygt og bedrøvelse noget havde lagt sig, kunne jeg af hans gebærder tilslutte mig at han måtte være blevet stødt over ende. Det blev klarere for mig ved at opdage spor af snebolde på hans ryg. Med de stive forfrosne hænder holdt han på hovedet mens bitre tårer under vedholdende suk, flød ned over hans udhungrede kinder. Jeg gav ham hvad jeg kunne, men hvor lidt til trøst i hans ynkværdige skæbne.

Et par timer derefter faldt min vej gennem Vognmagergade og ud af nr. 14 fra kælderen blev en sort kastet ud og i faldet sparket i ansigtet. Han blev revet tilbage i en hast og stuedøren slået i. Der blev et kvindemenneske tilbage i kælderhalsen der efter forespørgsel hvad ondt han havde gjort, men en skadefro mine sagde hun vidste det ikke, men han logerede der. 

Torsdagen efter den 7. gik jeg om morgenen k. 9 ned over Amagertorv og på snebjergene så jeg to vognmændskarle i hårene på hinanden. De ene kom meget til kort, for han var bestandig neden under, og da jeg fik hans ansigt at se, var det i det blodigste kød. Men nød og næppe fik han så megen tid at han kom over ende, men straks var den anden klar og skød ham tilbage så han faldt med hovedet ind under fødderne af hestene. Længere turde jeg ikke være blot tilskuer, ved denne spektakulære handling, og da jeg til lykke havde en god tjørn i hånden, så gav jeg voldsmanden en 3 til 4 gode rap så han måtte slippe. - Jeg sætter om hestene var blevet forskrækket eller en af dem havde gjort et sidetrin og forknust hovedet på den forslåede.

Kan disse tre eksempler ikke vidne med min tanke:at her i byen er mangel på politibetjente?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 701-704)

Redacteurens Anmærkning

Den tyske tekst stammer fra en vise af Matthias Claudius (1740 - 1815). Han havde selveste kronprinsens bevågenhed, idet denne i 1785 havde tildelt ham et legat for sine litterære kvaliteter. Det kan ikke udelukkes at skribenten netop ved at citere Claudius har villet vække kronprinsens opmærksom. I hvert fald læste den senere Frederik 6. Politivennen.

Med mit ubehjælpelige tysk lyde digtet oversagt til dansk vel nogenlunde sådan her:

Langt fra mit fædreland. Må jeg her forsmægte og forgå. Uden trøst, i møje og skam. Oh, I hvide mænd. Kloge og skønne! Og jeg har ikke gjort mændene uden barmhjertighed noget. Du i himlen! Hjælp mig arme sorte mand.

Danmark var på daværende tidspunkt en nation der handlede med slavegjorte. Mennesker fra kolonierne blev importeret som andre varer, res in comercio. Frie afrikanere og afrocaribere opholdt sig i Danmark, og synet af mennesker med mørk hudfarve var ikke ualmindeligt. De kom til Danmark som tjenestefolk som frie eller slavegjorte fra Dansk Vestindien hvor de blev afsat som statussymboler til hoffet, det fine borgerskab, ja selv til Sverige. En af de største "leverandører" var skatmester grev Heinrich Schimmelmann.

Artiklen er en af de meget få artikler i Politivennen som nævner deres skæbne i Danmark. Jeg har derfor lavet en særlig side med udvalgte artikler fra samtidens blade og aviser.

Om Sneens Bortførelse m.m.

Besynderligt er det hvor man er kommet på det indfald i nr. 43 af Politivennen at dadle øvrighedens foranstaltning med at lade sne og is henføre blandt andre steder også til Højbro Plads. At det er en uskik kan ingen der vil tænke over sagen, påstå. Og det var at ønske at magistraten og politiet ville til samme øjemed betjene sig af den del af Kongens Nytorv hvor vognmandsvognene holder, nemlig ved sandkisten, ligesom man gjorde i året 1789. Pladsen er en offentlig gade, og det er utidigt spørgsmål på hvis bekostning den er blevet det. Når man bare vil overveje at ikke fjerdedelen så meget sne kan bortkøres, dersom det skulle bringes udenfor stadens porte, så kan ingen uegennyttig være misfornøjet med at den ligger på steder hvorfra passagen aldeles ikke spærres. Vognmændene der ikke kan køre et svært læs med færre end fire heste, tager for at køre en favn brænde fra magistratens oplag til St. Annæ Plads allerede 10 til 12 mark. Må man da ikke med glæde se at den megen sneælte bortkøres så hurtigt som muligt.

Så kært det er indsenderen af nærværende at man på en fornuftig måde påanker fejl ved det offentliges bestyrelse, og foreslår noget bedre, så ubehageligt er det når sådan dadel så aldeles forulykker som i foranførte tilfælde. Også finder han det meget skødesløst at der  Politivennen ingensinde er anmærket at gadernes renligholdelse i vinter har været aldeles upåklagelig, og at vedkommende har gjort alt for at få sneen bortkørt. I næst forrige uge var der dagligt foruden dem som efter akkord skulle besørge bortkørelsen, halvfjersindstyve vogne i dette øjemed på gaderne. Og i denne uge har de fået hjælp af artilleriets materialvogne. Sandt nok, magistrat og politi kunne undgå adskillig ubeføjet dadlen når de selv bekendtgjorde hvad anstalter de træffer og hvorfor de ikke kan gøre mere.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 689-691)

Bøn til Økonomi- og kommercekollegium, eller til lav og høj Magistrat

Da det er sandt, som ved anstillet undersøgelse straks kan erfares, at vi kobbersmede ofte befinder os i den største forlegenhed for kobber til vores næringsdrift, og vores underhold da det som fås ved fabrikken ofte skorter, var det da ikke muligt at kollegiet, hvis ellers dets virkekreds tillader det, ville skaffe et kvantum kobberplader hertil, hvoraf mestre, der ikke har råd til at forskrive, kunne købe for en snes daler ad gangen? Eller skulle magistraten, høj eller lav, ikke burde eller ville anskaffe sligt oplag? For når en fattig mester skal nødes til at købe sit materiale af den rigere, så ser det kun slet ud med erhvervet.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 686-687)

Skilderhuse om? hvordan? og hvor?

Til Politivennen!

Jeg bor på Gammel Mønt, og min næringsvej kræver at jeg ofte må gå ud. Herved er jeg kommet i nøje bekendtskab især med min egen gades fortove som desværre (brolægningskommissionen må vide hvorfor) er yderst mådelige, og virkelig så dårlige, smalle, belemrede med trapper, poster, kælderskure og andet lignende at jeg undrer mig højligt at Deres gadepatrulje ikke kommer også herom. En af de største ulejligheder er denne at i stedet for flade sten, finder man på dette fortov når det ellers først er lykkes at finde fortov, næsten lutter runde eller spidse sten, dog i det stykke imellem Sværtegade og Antonistræde er på østre side et stykke godt fortov hvor jeg ofte vederkvægede mine fødder indtil en officer til ulykke afbrød passagen ganske og aldeles ved at plante et skilderhus derpå. Min ærgrelse hver gang jeg for dettes skyld har været nødt til at raske ud i skarnet, har bragt mig til at øde nogle tanker p disse tingester, og disse tanker sender jeg Dem hermed. 

Det første spørgsmål om? har jeg fundet bør for tiden besvares med ja.

Det andet spørgsmål hvordan? har givet mig mere at tænke over. Og jeg finder da at de som her er i brug, slet ikke svarer til hensigten.. Man indser at et skilderhus bør kunne sikre den vagthavende soldat mod storm, kulde, hagl og lynild, uden at han dog hindres fra at være vagt. Det er at have det opsyn som er pålagt ham. Altså (forudsat at skilderhuset skulle behold den nu brugelige skabelon som dog så vidt burde forstørres så man kunne sidde) br skilderhuset være tæt kunne drejes om, have en dør og ruder på alle sider, tillige være forsynet med en afleder.

Jeg kommer nu til det tredje spørgsmål hvor? og svarer: allevegne hvor statens forsvar, orden og sikkerhed behøver vagter udsat. Derfor ivrer jeg ikke imod skilderhuse på fæstningsværker, udenfor banker og fulde skatkamre, men på ingen måde kan det militære pedanteri billiges at henstille et sådant skur på gader og stræder midt i den dybe fred hvor den følge foruden det stygge udseende, ikke kan undgås at gående får frataget deres frie vej.

i krigstider er sådanne skilderhuse måske nødvendige i en erobret stad udenfor de sejrrige officerers bolig, og der kunne en eller flere fuldt bevæbnede officerer ikke være af vejen. Men København er ikke erobret, vore officerer er heller ikke så ilde lidt at de behøvede at frygte for angreb på deres personer.

Siger nogen at det er honnør at en fuldt bevæbnet mand dagdriver uden for min dør, så svarer jeg ikke, for på gal mands tale bør ikke svares.

Man kan ikke indvende at en officer kan behøve en karl til sin opvartning, for skildvagten opvarter ikke. 

Der er da på ingen måde nogen fornuftig grund til disse skildvagtposter ved høje officerers bopæl, men vil man endelig have dem, vil, så lad skildvagten have sin post i portrummet, dørgangen eller på trappen, i stedet for at fylde på fortovet.

Jeg for min del ville være høflig fornøjet om den krigsmand for hvem der skildres på Gammel Mønt, ville lade sin vagt når vagt skal være, stå indenfor porten, så jeg igen kunne fortsætte min vej i lige linje.

-18-

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 683-686)

Gammel Mønt. Sværtegade ligger udenfor fotoet til venstre. Antonigade endnu længere væk, men husrækken er revet ned siden Politivennens tid og erstattet af nyere byggeri. Vi kan således ikke se hvor skilderhuset blev opført. Husrækken fra Sværtegade mod nord giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Halvnøgne Børn på Tiggerindernes Arme i den stærke Kulde

Er nøden virkelig så stor og er hjælpen så ringe, at koner med spæde børn nødes til at om på gaderne i denne stærke frost for at betle. Eller gør en skændig kvinde det ikke meget mere af dovenskab, og slæber disse usle halvnøgne børn om med sig, for at opægge desto mere til medlidenhed, uagtet de derved udklækker krøblinge og uslinge. Burde ikke fattigvæsnet og politiet række hinanden hånden til at forebygge noget sådant.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 681-682)