11 juli 2014

Forslag til en nye Skat istedet for Tallotteriet

Kopskat på hundene var en meget lovlig skat. Vi regner blot 100.000 gårdmænd i Danmark, lige så mange husmænd, nu en rottehund til hver af disse sidste og to til de første og 1 mark årlig i kopskat af hver hund, ville dog udgøre mere end 50.000 rigsdaler årlig. Altså mere end indtægten af hele tallotteriet, og en god måde at få dette hundespil jaget ud af landet med hunde.

Ulykkelig er virkelig bonden hvis han ikke til sin gård have løse rottehunde som jagtejerne ikke kan skyde. Og skal en rottehund miste forbenet, bære stor klods, kan han ikke opkradse rotternes rede af agrene og herved stifte den største nytte. Når hunde først renser ageren og siden laderne for rotter, vil det først blive let for kattene at holde de få rotter i ave som skælvende opholder sig i tagene og på kornlofter.

Rotternes mængde i søelvinterne skræmmer kattene bort, ja tilbringer dem mange slags sygdomme. Hver rotte fortærer over to skæpper korn en vinter, så det er vist ikke ligegyldigt for en bonde at have hundreder af disse gæster i laderne og rundt om i husene, for ikke at tale om den ulykke de anretter på tagene og husenes grunde og fodstykker. At sætte gift for rotterne krymper bønderne sig ved, for de har ikke råd til at miste høns, gæs, ænder og svin tillige med rotterne. Ja endog mennesker må svæve i frygt hvor der bruges rottekrudt. En rotte havde slæbt med sin hale gennem hvedemel, hvoraf blev bagt kager og et selskab af 7 personer var nær blevet forgiftet af det rottekrudt den dels havde haft i sin hale, dels spyet ud i melet selv da rottekrudtet var blandet i melet, altså ukendeligt.

Dernæst bør en bonde når han er udskiftet, især have løse vagtsomme rottehunde der kan ved nattetid bortskræmme løsgængere og tyve fra hans gård.

Men alle disse fordele bryder jagtdespoterne sig ikke om. De skyder bøndernes små køtere, og advarer dem end ikke om at binde dem. Ja, de vil jo ikke tilgive at jagten må følge grunden, men tror at arvet eller pengekøbt forret er dem hjemmel nok for at ødelægge bondens flid med urimelig jagt.Og tør de ikke på visse steder skyde selv, da søger de ved processer at tvinge selvejere til at afholde sig fra at skyde på deres små marker for at den værdige nabo jorddrot kan have vildt nok hos sig - når vildtet har fristed i bøndernes ejendoms små enemærker. Oh! at kongen ville pålægge denne hundeskat og d give enhver bonde tilladelse til at holde rottehund der af ingen jorddrot eller jagtberettiget skytte måtte skydes.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 820-823)

C. W. Eckersberg: Udenfor Tallotteri-Kolletionen. 1808. Statens Museum for Kunst. 

Politiefterretning fra Svendborg

Så lidt jeg er for at udlægge mig med dem der regner sig blandt de såkaldte store, så lidt kan jeg dog tåle at se de største uordener upåankede gå i svang Deres blad giver mig derfor anledning til at melde Dem følgende: - Iblandt de adskillige uordener som for nærværende tid finder sted i Svendborg, såsom møddinger der ligger på gaderne, daglig påhæng af tiggere såvel som byens egne som landstrygere fra egne langt borte fra, gaderne jammerligt opførte, tømmer der ligger på fortovene langt ud på gaden og så fremdeles, - tildrog sig den 11. april d. m. at en stor jagthund tilhørende baron Juul som for nærværende tid bor i Svendborg, på gaden angreb en snedkersvend og bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet er så ophovnet at man med megen møje tvivler om karlens helbredelse. Hunden er endnu ikke skudt, og vil formodentlig i selskab med de andre løse hunde i byen hvis tal er legio, snart anrette flere rædsomme ødelæggelser.

Dette skulle jeg ikke undlade at melde hr. Politivennen, og udbeder mig tillige dette indført i Deres blad for om muligt herved at vække vedkommende af en så skadelige lethargie.

Svendborg den 13. april 99.

Johannes Halvblind.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 819-820)

Vee og Klage over ubillig Medfart!

Om jeg husker ret, har jeg i Deres blad, Politivennen, læst klager over arme sortes mishandling af den ubarmhjertige blanke. Ja, jeg har læst det, men ikke uden at ynke de mishandlede og beklage de uhyrer der endnu i vores kultiverede tider begår sådant mod de mennesker der som oftest hos os og især i denne strenge vinter er i den ynkværdigste tilstand. Næppe ville jeg også have troet af sådant kunne finde sted hvis jeg ikke selv havde været øjenvidne til en lignende adfærd mod en af disse ulykkelige der den 31. marts af en mængde kåde drenge blev overfaldet, ikke alene med næveslag, men endog med en vældig stenregn.

Ak, men ikke alene den sorte forbander blankes hårde og umenneskelige medfart. Nej, endog selv fra blankes kummerbankende barm hæver sig nu og da frugtesløse klager over martrende pinsler. Det ville her blive for vidtløftigt at opregne en mængde af sådanne ulykkelige der desværre findes nok af. Kun vil jeg anføre et eksempel der som jeg tror, fortjener alles, men især de ansvarliges opmærksomhed, og om muligt afhjælpelse (hvilket jeg ikke tvivler på). Det er nemlig en kone der henved nogle og tyve år har under de beklageligste smerter tilbragt livet på Skt. Hans Hospital, ikke på dets sygestuer, nej i dets såkaldte dårekister som jeg troede næppe engang burde bruges til de ulykkelige der i galskab skader. Ja, her har hun, siger jeg ligget så mange år i en skummel hule på det tørre strå, vel beklaget af mange, men aldrig hjulpet. Mon der dog endnu ikke kunne føjes anstalt til at lindre hendes smerter? Jo, gid at al ulykke så let kunne forebygges. Jeg tør da håbe at de ansvarlige for menneskehedens skyld vil formilde, om ikke andet, så dog hendes, i så ynkelig en tilstand, umenneskelige leje.

J. Kummersven.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 817-819)


Dårekiste.Fra vestre Fængsels Museum.

10 juli 2014

Uordener

1) Burde jødebageren på hjørnet af Ulfeldsplads og Gråbrødretorv ikke tilholde sin kusk at han rengjorde fortovet og satte sin vogn derpå hvor den altid har stået i forrige tider, da han skødesløst lader den stå på gaden hvor folk skal passere. De må i det sted gå i dyndet eller langt udenom, og om aftenen stå i fare for at falde over stangen eller vognen og slå lemmerne itu.

2) To drukne mennesker blev af vægterne natten mellem den 6. og 7. denne båret op på Charlottenborg. Af dem døde om morgenen den ene og den anden blev bragt syg på hospitalet. Derfor spørges de ansvarlige om de ikke vil bære omsorg for at sådanne folk bliver bragt i arresten på en bedre måde, end nuværende urimelige at surre dem fast på en stige, måske mange har ved denne fundet sin død! Se Politivennnen nr. 21.

3) I huset nr. 184 i Fiolstræde 2. sal bor en mand som hedder Vegner som ved nattetid kaster ting ud af vinduet der let kan knuse godtfolks hoved. Dette kan husets folk bevidne.

4) Burde der ikke tænkes på at bortrydde det snavs som udkastes af husene i Nyhavn på Charlottenborgs side, som ved der at ligge i store bunker i rendestenen har standset vandet som nu oversvømmer gaden og den den lig et gadekær i en bondeby.

5) For enden af Nørregade er ved Nørrevold blevet i vinter henført en mængde sne og skarn. Denne dynge forøges hele tiden med døde hunde og katte, kallunskarn og andre uhumskheder, og sikkert ved lidt varmere vejr vil give meget skadelige uddunstninger.

(Politivennen.Hæfte 4, No. 51, Den 13 April 1799, s 815-816) 

Erklæring til Hr. Postfører Langballe.

Da der er indløbet brev til udgiveren fra postfører hr. Langballe hvori han begærer at kende navnet på den mand der i nr. 45 af Politivennen indrykkede et avertissement: Fragment af et brev fra Fyn, så har udgiveren straks tilstillet indsenderen af nævnte fragment hr. Langballes opfordring, og af ham fået følgende svar:

"I anledning af hr. Langballes meget ærede af 4. april 1799 til udgiveren af Politivennen hr. bogtrykker Seidelin, hvori hr. Langballe påstår at være i højeste måde fornærmet over et i Politivennen nr. 45 (ano)nymt forfattet avertissement under navn af Fragment af et brev fra Fyn, hvori hans navn er nævnt og ham skal være tillagt store usandfærdige beskyldninger i anledning af en præst og en styrmand, begge fra Holsten som er gået over isen mv. og forlangt tillige den mand som har indsendt det i Politivennen, måtte opgives, skal jeg give mig den ære at melde at anledningen til anmeldelsen af denne begivenhed ikke har været at fornærme hr. Langballe som en bekendt brav mand, men blot at gøre en underlig begivenhed kendt. Beskyldninger mod Langballe har nok ingen kunnet finde foruden hr. Langballe selv som finder dem endog, Gud ved på hvad grund, store usandfærdige. 

At ellers denne underlige begivenhed må være sand, viser boghandler Iversens Fynske Aviser nr. 18 og 21, nr. 18 fortæller at den 7. februar 1799 var en ung præst nemlig Mejer og en styrmand, nemlig Pedersen, begge holstenere ankommet til Nyborg fra Sprogø som uden vejviser ubekendte med egnen havde vovet at som hr. Langballe kalder det, at gå over isen og derved udsat sig for yderst livsfare mm. I nr. 21: at 2. Hamborg postsmakke er afgået fra Nyborg d. 9. februar om middagen kl. 12 slæt og at den 10. i forrige måned er ankommet til Nyborg den danske post om eftermiddagen kl. 3. Og at byfogden i Nyborg Bek må vide nøje besked om hele denne sag, viser hans i Iversens Fynske Avis nr. 39 og 40 indførte bekendtgørelse således lydende:
"I anledning af det i Iversens Avis under 20 dennes af Politivennen indførte om posten, Hr. Mejer med flere, må jeg anmærke at anmelderen formodentlig har anset det entydigt at blive mulkteret og at give noget til de fattige (var gaven utvungen?) altså erklæres det åbenbar urigtigt at jeg ved denne affære har pålagt præsten og styrmanden nogen mulkt, hvortil også desuden var inkompetent. Men at disse gode herrer frivilligt efter deres disput med Langeballe gav først 2 rigsdaler, som præsten straks forøgede til 3 til byens fattige, er således virkelig passeret" Nyborg den 27. november 1799. Bek.
Denne oplysning kan vel være nok for det første.

København den 9. april 1799
Pseudonymus.

(Politivennen.Hæfte 4, No. 51, Den 13 April 1799, s 812-815) 


Redacteurens Anmærkning

Den omtalte artikel fra nr. 45 findes her på bloggen. Debatten afsluttes i nr. 65.