Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.

Noget mere om samme Materie.

For nogen tid siden så jeg ved Hof- og Stadsrettens gård et sammenløb af folk. Min nysgerrighed bragte mig derhen og jeg hørte et par arbejdskarle, uden tvivl matroser, skælde og støje for som de sagde, fogdens folk havde narret dem. Jeg søgte at få nærmere underretning derom, og de fortalte at de havde om torsdagen opbragt til det afbrændte slutteri en rådden og stinkende druknet og var blevet lovet 4 eller 5 mark for det om middagen, men da de kom til kontoret, havde fogden ikke været der. De blev bestilt at komme dagen efter mellem klokken 12 og 1 da han vist var der. De kom der, men han var ikke kommet fra landet endnu. Folkene på kontoret skrev dem en seddel til et andet sted, og sagde at de der skulle få betaling.

De gik derhen, men en gammel mand som var der, ville ikke give dem mere end 3 mark. Herpå gik de atter på fogdens kontor igen for at ville have de anordnede penge. Men folkene sagde at de kunne ikke udbetale noget, men at de på et andet sted skulle udbetale efter sedlen. Mændene gik endnu engang derhen, men fik ikke mere, og nu var de fortrydelige. Dels for deres megen løben efter betaling, og dels fordi de ikke fik det afkrævede. De forbandede sig om de nogensinde oftere skulle tjene rettens betjente på den måde, hvortil de udøste skældsord mod adskillige.

Dette gav mig anledning til at tænke over dette forhold og at fremsætte:

a) Da sådanne transporter ugentlig indkalder og på sine tider 2, 3 til 4 gange, om da ikke faste folk kunne haves til dette brug.

b) Om den rettens betjent som det tilkommer at besørge de døde transporteret, ikke selv kan udbetale for transporten efter den trukne akkord med de ansvarlige og uvægerlig få betalingen igen på vedkommende sted.

Jeg har ladet mig underrette om at det skal være vanskeligt at få nogen til dette arbejde og det kunne måske blive umuligt at få nogen til det herefter når det rygtes at dragerne skal løbe fra Per til Povl om betaling og dog ikke få det afkrævede. For ikke at tale om det besynderlige at rettens betjentes akkorder ikke skal holdes, men af en anden måske mindre vedkommende kan kan omstødes, og at de ikke selv skal og kan præstere hvad de lover, det ellers enhver anden mand må. Mig synes derfor sådant forhold urimeligt mod den fattige arbejdsmand og let at kunnegeråde vedkommende til yderste ulejlighed, da fogden og betjentene vel næppe selv vil eller kan bortbære sådanne døde til det bestemte sted.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Julii 1799, s 998-1001)

Forslag ved fundne Dødes Transport

Jeg har desværre ofte været øjenvidne til at man transporterer døde druknede og undertiden forrådnede mennesker gennem gaderne fra Toldboden, Christianshavn, udenfor porten og andre steder på bærebøre eller stier hen til det afbrændte slutteri uden nogen dække eller skjul.

Menneskeligheden byder uden tvivl at sådanne ulykkeliges legemer ikke burde hånes, men behandles på en mere anstændig måde.

Det rædsomme syn kan have mange farlige følger for de følsomme nervesvage, for frugtsommelige og børn. Det forårsager undertiden opløb og uordentlighed på gaderne som ofte af de medfølgende ikke kan afværges, men disse derimod er udsat for ubehageligheder. Spørges nu:

1. Var det ikke muligt og nyttigt at lukkede børe, ligesom dem som bruges ved hospitalerne, kunne inventeres og bruges til transporter for de døde?
2. Skulle den mand som har med sådanne døde at bestille, ikke ville eller kunne udvirke en sådan nyttig foranstaltning?
3. Skulle vedkommende ville spare på højt en halv snes rigsdaler for at skaffe den ulykkelige døde en mindre skamløs behandling og befri publikum fra de gyselige syn og deraf flydende farlige og skadelige følger?

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Julii 1799, s 997-998)

Politibetragtninger fra Lolland.

En ikke uvigtig genstand for et velordnet politi er opsyn med almuens fornøjelser eller såkaldte lystigheder. Men det forstår sig dette opsyn og den deraf følgende indskrænkning må ikke overdrives, ikke således udvides at den de tærende klasser nærende almue ganske nægtes de selskabelige adspredelser og fornøjelser, disse deres medborgere får rigelig nyde. Kunsten er her som i alt at træffe middelvejen. Hvorvidt vores politianordninger som til dels forbyder, dels indskrænker fastelavnsløben, majsamlinger, sommerriden i by, høstgilder, julelege, krogang, søndagslystigheder, almuefornøjelser som snart alle ved denne Kristus-læren langt overstigede ælde synes at fordre lovgiverenes forsigtighed, hvorvidt siger jeg disse politianordninger har vidst forsigtig at træffe denne middelvej, er en rig materie til en både behagelig og højst nyttig undersøgelser, som man turde kunne vente bedst udført af en eller anden oplyst med landalmuen nøje kendt præstemand. Kun denne gang et par ord om de næsten overalt i Danmark i købstæderne som på landet i svang gående spillegilder, deres skadelige følger og årsagen hertil.

For at få en samlet skilling sættes en fedekalv, et lam, et syskrin, vel også et kostbarere mon som et lommeur eller sådant, en gang imellem også blot en stor hvedekage på terningespil. Spillegildet holdes ofte i tredje mands hus hvorved da både den som sætter sin ting på spil og den der låner sit hus hertil, hjælpes. For spillerne eller gæsterne skal dog have noget at leve af mens der ka

[Artiklen er uafsluttet, idet siderne 984-985 mangler.]

musiks pris så højt de lyster. Øskeligt derfor at dette stadsmusikanternes trykkende monopol straks måtte indskrænkes og med tiden ganske ophæves.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 62, den 29 Junii 1799, s 982-986)

Usikkerhed for Børn og deres Vogterinder i Rosenborg Have.

En strafværdig soldat i Rosenborg Have tiltalte torsdag den 20. juni om eftermiddagen mellem kl. 5 og 6 en efter al anseelse anstændig tjenestepige som på en borgers spørgsmål sagde at hun tjente en oboist i Borgergade hvis lille barn hun bar på. Pigen gik skamfuld fra en side til den anden for at undgå en ikke høflighed lovende samtale med denne påtrængende soldat som vedblev at forfølge hende. Da et par spadserende gik forbi, bad hun ham endelig på en sindig måde: De kan jo lade mig gå, jeg har jo ikke talt til Dem, De kender mig jo ikke, og jeg kender slet ikke til Dem. Studsende ved denne høflige og meget rimelig begæring tilstod han straks at han ikke kendte hende, hvilket han dog efter en lille betænkning igen modsagde, blev grov og brugte skældsord, hvortil pigen blot svarede: Lader De mig ikke gå i fred, tager jeg kending på Dem. Han derimod blev hidsig og udøste støjende store trusler, hvilke han upåtvivlelig straks havde fuldført dersom ikke en forbigående havde sagt til ham at han skulle betænke sig og om han ikke vidste at han var strafskyldig blot for sine trusler? Og en anden lod sig forstå at han ville tilkalde en officer som noget fra just gik gennem haven. Nu afstod han vel fra sit forsæt og blev tilbage. Men fræk gentog han nogle gange sine trusler, til når han traf hende igen, hvilket han nok skulle passe. 

En honet middelaldrende mand sagde at han ofte havde set denne soldat i haven ved to unge fruentimmer som passer hver sit barn og som den tid holdt selskab med ham, hvad enten han så havde påtrængt dem sit bekendtskab eller ikke. Pigens husbond rådes derfor dels for hendes og dels for sit eget barns skyld (for muligvis kan karlen holde sit løfte, træffe pigen igen bærende på barnet, ved urigtigt slag ramme barnet eller i det mindste slå pigen om, og derved beskadige det) at få opspurgt og afstraffet denne karl som havde sorte hår og var sortladen af middelmådig vækst, ikke før af lemmer, men ellers velskabt, efter anseelse nogle og 20 år, hans udtale indfødt københavnsk, iklædt en sort rund hat, en netsyet ny munderingstrøje med blå rabatter og efter sin stand ganske pyntelig. Husbonden vil formodentlig derved fortjene sig de borgeres tak som lader deres børn bære hen i haven da det samme ellers let kunne ske for dem.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 62, den 29 Junii 1799, s 980-982)