Et Uhyre i Dyrehaven

En ting som ved denne lejlighed bør bemærkes er at der ligeledes i Dyrehaven findes en lurendrejer, som til sin lyre synger de liderligste og (i egentligste forstand) pøbelagtigste viser. Når man nu vil betragte sagen fra sin rette side og overveje hvor mange slags folk og af hvor forskellig kultur der forsamles for at fornøje sig, så kan man med rimelighed gøre dette spørgsmål: Hvorfor tillades dette rå menneske på sådan en skammelig måde med sin liderlige sang at ophidse den grove sanselighed hos den uoplyste mængde og tigge på denne nederdrægtige måde?

Ofte har jeg set unge mennesker med største begærlighed stå i mængde omkring ham for at høre på ham og uden tvivl har det ikke gode følger med sig.

I, hvis pligt det er at våge over og befordre moralen blandt jeres medmennesker, hør mine ord og bortjag for bestandig dette uhyre

F+y

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1035-1036)

Et Syn og nogle Samtaler uden for en Kollektors Huus.

Hvor skadeligt tallotteriet er staten og hvilken hoben ulykker det har forvoldt og daglig forvolder, ved enhver som bekymrer sig om medbrødres vel. Hvor meget og hvor grundigt der af vores Heiberg, Rahbek, Tode og flere af landets ædle og oplyste mænd er skrevet om dette spils skadelighed, ved vi lige så vel som at det hidtil har været uden mindste virkning. Hvor umuligt det derfor ville være at tale noget mere derom indses let. Kun vil jeg her melde noget om en forsamling af mennesker uden for kollektørens på hjørnet af Kronprinsens- og Købmagergade sidste fredag straks efter postens ankomst. En forsamling der tildrog sig min og sikkert mange flere opmærksomhed. Her så man mennesker næppe behængte med så mange pjalter som kunne skjule deres af hunger og andre elendigheder hentærede legemer, oplivede af håbet om deres lykke, inden de udkomne numre blev bekendt. Her hørte man de grunde hvorpå hver enkelt byggede sit håb, og hvor forvisset de var om lykkens yndest. Her kunne man komme til kundskab om deres lidte tab, og hvilken høj tid det nu var for dem at få det erstattet. 

En havde næsten fra tallotteriet begyndelse været interessent deri og ikke vundet mere end 5 til 6 amber, hvilke han og vel hundrede gange så meget til igen havde forspildt. En anden havde i en kortere tid spillet og ikke været lykkeligere end at en gang i mellem have fået et udtræk, hvilket langt fra ikke vejede op imod hans tab. 

Jeg indlod mig i samtale med et ligeledes beklagelsesværdigt menneske, en efter udseende 70 års gammel mand, hvis dragt vidnede om sandheden af hvad han fortalte mig, nemlig at lykken i en halv snes år havde drevet gæk med ham, uagtet han dog i den tid årlig havde ofret 16 til 20 rigsdaler på dens alter, at han altid beholdt de numre som han fra begyndelsen havde spillet på og ikke som mange andre hver trækning havde haft megen møje med at tilvejebringe det sædvanlige indskud, og at han hvis lykke ikke denne gang havde tilvinket  ham bifald, vidste ingen udveje til at skaffe penge til den kommende trækning. Jeg ville have forhørt mig om han nod nogen understøttelse fra nogen af vores publike stiftelser, da jeg vel kunne se at han ikke ved arbejde var i stand til at tjene noget. Men numrene ankom just i det samme, og han med de andre trængte ned hos kollektøren for der at høre lykkens resolution. Denne som vist nok i det mindste i dette spil aldrig har behaget mange, kunne jeg af de flestes sukke og nedslagne ansigter tydelig mærke heller ikke nu må have været meget behagelig. 

En aldrende kone, hvis tab syntes ikke at gå hende så nær til hjerte, forsikrede nogle andre af hendes lige så uheldige medspillende om at dette skulle være den sidste gevinst lotteriet fik af hende, og at hun for fremtiden aldrig ville vove en skilling mere deri, blev hun endog i syner eller drømme åbenbaret alle fem numre. Når hun bliver denne sin beslutning tro, og enhver spillende følger hendes eksempel, da først - og vist ikke før - kan man vente at se dette så utallige ulykker forvoldende spil ophævet.

d.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1031-1034) 

Ubehageligheder i Rosenborggade

En meget formuende mand har det ulykkelige tilfælde, nu tredje gang i 7-8 år at falde i en periodisk sindssygdom og galskab, som efter vejrligets indflydende beskaffenhed på ham sædvanlig plejer at vare et par måneder.

De foranstaltninger som for nærværende tid er taget med ham, næst det at han efter Addresseavisen nr. 178 af stadens Magistrat viselig er erklæret umyndig indtil videre, er at han holdes under vagt i sin egen gård nr. 102, men har frihed at komme i gården og dens have, og hvor han da såvel nat som dag huserer rasende til ubehageligste uro for de omkringboende folk. Og da han, som bekendt er, ejer en bopæl på landet, hvorfra man vistnok ikke klogelig har søgt at få ham ind hertil staden, da stedet der skal have alle de mulige fordele, som kan tjene til hans helbredelse, såsom bekvemme værelser, have, skov og marker, et fersk kildebad, den sunde søluft, også meget let tilvejebringende saltvandsbad og overalt, alt det som efter omstændigheder kan synes fornøden og tjenlig for hans helbreds genkomst, som dog vist ønskes, så synes det at være underligt, at vedkommende ikke betjener sig klogelig af det nævnte sted, ved at føre ham derhen under sikker gelejde, give ham en medikus eller kirurg med for at blive hos ham, som besidder den sjælsstyrke, ikke for ukvemsord eller et håndslag at banke ham, indtil hylen og jammerskrig, men med tålmod behandle ham som et beklageligt menneske, der fortjener sand medynk, sålænge denne uheldige periode varer. Man vil hernæst agte på, om dette ufornærmelige andragende og forslag respekteres, da naboer og omkringboende ønsker sig befriede for så vigtig ubehageligheder.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1029-1031)

Der står ingen adresse i Rosenborggade der her ses fra Tornebuskegade. Det Kongelige Bibliotek.

Erklæring i Anledning af det i No. 45 mod Hr. Postfører Langballe indrykkede Bidrag

I anledning af en i Politivennen nr. 45 for året 1799 indført tildragelse ved Storebælt har hr. postfører Langballe som Politivennens læsere er bekendt, forlangt at vide navnet på den mand som har ladet denne tildragelse indrykke. At opgive dennes navn var hverken udgiveren eller indrykkeren uvillig til. Kun måden hvorpå hr. Langballe forlangte samme gjorde at anmelderen ikke så straks kunne bestemme sig til at give hr. Langballe den forlangte oplysning. Man lod derfor indføre den erklæring som findes i Politivennen nr. 51 og som tydeligt går ud på at man aldeles ikke har haft til hensigt derved at fornærme Langballe som en bekendt brav mand. Imidlertid har hr. Langballe siden personlig talt med anmelderen og for ham godtgjort at denne erklæring ikke kunne være tilstrækkelig til at forebygge at jo hans uvenner - hvoraf han som en i sit fag virksom og stræbsom mand, vist har mange som af ondskab og misundelse ville gribe endog den mest ubetydelige lejlighed til at nedsætte hans sande fortjenester - kunne endnu finde anledning til endog ved erklæringen selv at gøre dem lystig på hans bekostning. 

Anmelderen har derfor fundet det rimeligt ikke alene at gentage ovennævnte erklæring: "At anledningen til denne begivenheds anmeldelse ikke har været at fornærme hr. postfører Langballe som en bekendt brav mand, men endog tilføje: at hr. Langballe har berettet mig at præsten hr. Mejer havde endog berøvet ham de 2 bådshager. Redskaber som enhver der er bekendt med ibådes transport ved hvor uundværlige disse er. At præsten selv skal have forsikret at han ikke for nogen gevinst vovede sig oftere således, at det som han gav hvad enten det kaldes mulkt eller frivillig gave, var hans eget fri tilbud efter at han var blevet overbevist om hvad skade savnet af disse bådshager kunne have medført posten og endelig at det ikke skal forholde sig således som anmelderen og den derefter at de fynske aviser gjorte slutning at postfører Jespersen gik over samme dag fra Nyborg til Sprogø med 2 poster og bragte Langballe de ham berøvede bådshager mv.

Enhver upartisk dommer vil altså efter denne forklaring ikke kunne tillægge hr. Langballe nogen efterladenhed i sit embedes udførelse. Især når tillige overvejes at fordi 2 enkelte og ledige personer ville vove at gå over, var det ikke sagt at hr. Langballe som havde så mange personers liv og velfærd under sin værge, burde vove at gå en øjensynlig fare i møde. Hvortil endnu kan føjes, som jeg tror ingen fornuftig tænkende vil kunne modsige: at om det endda havde været rigtig som det dog ikke skal være at hr. Jespersen var gået fra Nyborg med 2 poster mens hr. Langballe kom på Sprogø med den ene for at føre over til Nyborg, var det derfor ikke sagt at hr. Langballe kunne have gået fra Sprogø da isens situation ved Sprogø som Jespersen ikke kunne vide ved Nyborg, kunne have været langt anderledes end den var så langt man kunne bedømme den fra Nyborg. 

Overalt håber jeg som ved flere lejligheder har vist at være hr. Langballes sande ven at der næppe vil kunne fremstå nogen som kan nægte hr. Langballe dette at han såvel i sit embede som ved mange lejligheder uden for samme hvor i blandt jeg vil alene nævne to bemærkelsesværdige, nemlig de 2 gange Nyborg har været hjemsøgt af ildebrand, har vist sig ikke alene som en ivrig og virksom embedsmand, men også som en moralsk god og ædel mand. Dette er den erklæring som jeg skylder hr. Langballe og som jeg skylder sandhed. I øvrigt har jeg selv uden hans anmodning opgivet ham at jeg havde indrykket den påankede tildragelse og overlader ganske til ham at handle som han finder for godt, da jeg i al fald ikke frygter for noget og følgelig heller ikke skal krybe i skjul under det opdigtede, men denne gang endnu efter hr. Langballes positive anmodning brugte navn.
Pseudonymus.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 65, den 20 Julii 1799, s 1025-1029)

Redacteurens Anmærkning

De øvrige indlæg i denne debat kan ses i nr. 45 og i nr. 51. 

Forsvar indsendt fra G. T. Baron Juel paa Taasinge (i Anledning af No. 52)

P. M.
I Politivennen nr. 52 finder jeg uventet mit navn indført under 13. april fra Svendborg "At min hund havde angrebet en snedkersvend som bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet var så ophovnet at man med megen føje tvivler om karlens helbredelse. Item at hunden ikke endnu var skudt, men vil formodentlig anrette flere rædsomme ødelæggelser."

At hunden af troskab for sin herre søgte snedker Svendsen som ved en hændelse gik for nær til min hest jeg red på, og at han fik et lille ubetydeligt sår på benet som inden 3 dage var ganske lægt, det er sandt. Og det bevidner vedfælgende 2 attester af en doctor medicinæ og en distriktskirurg hvortil jeg referer mig. Men derfor har jeg endog af rimelig medynk og menneskekærlighed bidraget min skærv, ja endog straks bortsendt hunden på landet. Men derfor bør en hund ikke skydes, ej heller anses så gal som den der tør understå sig i at lyve for et helt publikum, og -- jeg gad godt vide hvem dette ondskabsfulde menneske har været! Jeg respekterer hr. Politivennen, hvem han end er, at han laster det onde. Men skade når uartige mennesker indberetter ham usandheder til sin næstes beskæmmelse eller fornærmelse hvorfor jeg ønsker dette indrykket i næstkommende blad, som vist vil gøre Politivennen ære og mig satisfaktion.
Svendborg den 2. juli 1799
Baron C. F. Juel.

De 2 påberåbte attester lyder således:

Jeg er aldeles ikke af den mening at snedkersvenden Niels Hansens sygdom skulle have været en følge af det hundebid som S. I. hr. baron Juels hund tilføjede ham. Da ingen af tilfældene under sygdommen kan siges at have nogen lighed med de der følge på farlige hundebid. Men hans sygdom var snarere foranlediget ved den strenge kulde vi i denne hårde vinter har haft da han har haft dårligt leje og pleje som ufejlbarlig må gøre et førhen usundt legeme værre.
Dette bliver af mig som den der har haft ham under kurr efter forlangende troværdigt attesteret.
Svendborg den 22. juni 1799
W. Murer
Physicus chirurgus

På anmodning af hr. distrikts-kirurg Murer besøgte jeg med ham engang snedkersvenden Niels Hansen i hans sygdom og fandt at de tilfælde hvoraf han så syg, aldeles ikke kunne anses som frembragt af hundebid, men burde henregnes til en skjult chreumatisk feber der just havde udbrudt.
Svendborg den 27. juni 1799.
B. Bøjesen

D. M. 

Hr. baronen har taget mig således på den ømme side at jeg ikke ville undlade at indrykke ovenstående skønt manglende den anstændige tone planen (se nr. 1) udfordrer. De af dette bads læsere der sætter uendelig større pris på mennesker end på hunde, uden derfor at ringeagte disse, vil næppe være fyldestgjorte ved retfærdiggørelsen. Hr. baronen tilstår faktum, men kalder indberetningen usandfærdig mens attesterne ikke beviser enten at såret var ubetydeligt eller at det lægtes inden tre dage. Det ville være kuriøs at vide hvor betydelig en snedkersvend skulle bides eller hvor mange snedkersvende der skulle bides ubetydelig før en hund burde (ikke til straf, men til forebyggelse) skydes. Indsenderen af det påankede i nr. 52 har imidlertid angivet mig sit navn og stand.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 64, den 12 Julii 1799, s 1014-1017)