Et Spørgsmål til en Kasuist i det Gejstlige

En præst på landet får begæring fra en i hans sogn boende møller, om den følgende mandag at ville kaste jord på en fattig omflakkende urmager, der var død på den sidst foregående fredag i hans hus. Liget bæres til kirken, men præsten møder ikke. Bærerne nødsages at sætte liget i våbenhuset. Da derpå godsejeren, for at forebygge skadelig uddunstning i kirken, lader præsten anmode om at foretage denne jordpåkastelse, svarer han: Jeg kender ingen lov, der forpligter mig dertil på en søgnedag, med mindre jeg får betaling for det. Overalt er der for travlt i denne tid, til at man kan komme til sogns, uden om søndagen.

Antaget at denne fortælling var et faktum, hvorvidt var da præstens udeblivelse og svar, hvorved den døde kom til at stå åben i kirken samfulde otte dage, overensstemmende med hans embedspligt eller ikke?

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724)

Redacteurens Anmærkning.

Oversigt over artikler i denne debat: 
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089

Endnu om de mange Hunde.

Jeg må atter beskæftige mig med kanomanien, eftersom jeg finder at ingen har endnu værdiget den nogen eftertanke. I disse dage på en af mine spadsereture talte jeg fra Klosterstræde til Østerport et hundrede og fyrre hunde på gaden, og jeg fulgte dog den nærmeste vej. Uden for porten mod Strandvejen havde jeg at udholde angreb af køtere på forskellige steder, den slemmeste ved Svanemøllen. På hjemvejen mødte jeg ved Østerport en af vores Nyboders indbyggere, formodentlig med hans kone og svigerinde, hver af fruentimmerne med en hvalp på armen og tre hunde i hælene. Er det ikke kanomani? Og er det ikke forunderligt at siden pålæg af alle slags må komme statens utilstrækkelige indtægter til hjælp, at der så ikke tænkes på at lægge en afgift på en sådan dårlighed der ikke har det mindste gode for sig, men kan have det rædsomste uheld til følge.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1722-1723)

Spørgsmaal ved Kongens Haveport.

Hvad er den egentlige årsag til at Kongens Have for dem som ønsker at spadsere om formiddagen, må åbnes af en karl. I stedet for som om eftermiddagen at stå åben. Jeg tror vel at denne karl ikke modtager drikkepenge for oplukningen, eller i det mindste ikke kræver dem, imidlertid ved jeg dog at fremmede har troet at de har været nødt til at betale for det. Undertiden er denne karl heller ikke så hurtig til at lukke op som man kunne forlange. Da den eneste årsag til denne lukning om formiddagen, og altså til at et menneske her spilder sin kostbare tid, formodentlig er frygt for at der på denne tid af dagen da der ikke er folkerigt i haven, måtte kunne stjæles et og andet, så måtte man ønske at det menneske der kan bestille andet end stå skildvagt, måtte afløses af dem der ikke skal bestille andet. En soldat ville spilde mindre tid og passe lige så godt på tyvene.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1721-22)

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

Jeg håber at man ikke vil beskylde mig for at være min plan utro eller at blande dette blad med andet end hvad der angår politi, når jeg endelig engang for alle og sidste gang (for alt før har jeg uden virkning rørt ved denne materie) påanker den utilbørlige og højst skadelige standsning søfarten fra og til København lider såvel ved toldklareringens nærværende gang som ved ind- og udfarten selv.

Dersom øjemedet er intet mindre end at løse mange hundrede sejlfærdige skibe, at skænke den higende sømand mange halve eller hele dage, ja ofte flere dage efter hinanden til at fremme sin fart og fortjeneste, at forebygge mange skibbrud, mange indefrysninger som en tvungen forsømmelse afstedkommer osv. osv., så er det vist nok ikke i strid med et blads plan der alene har almen navn, orden og sikkerhed til formål.

København skylder sin oprindelse den fordelagtige beliggenhed at være forsynet med en havn der har dobbelt ind- og udløb. Sørøverne kunne ikke undgå deres fortjente straf når vægteren fra Stejleborgs (det første slot som netop stod på samme sted som Christiansborgs Højbygning) Tårn gav signal om deres nærværelse i Sundet eller Dragørenden. Absalons vagtskibe der af signalet så fjendens kurs, stak ud ad den bekvemmeste udgang og tog luven fra den forbavsede røver der tillige så sig truet i ryggen af andre skibe som havde taget vejen ad den anden udfart.

Denne station af vagtskibe med deres mandskab, såvel som Stejleborgs besætning, gav anledning til håndværkeres, værtshusholderes, købmænds og skipperes nedsættelse på Slotsholmen hvor en lille købstad fandt plads der snart ved den bekvemme havn og dobbelt indsejling tog således til at den kvalte Skanørs, Malmøs, Helsingborgs, Helsingørs, Køges og det dengang vældige Roskildes handel og storhed. En stad der lidt efter lidt udbredte sig over på det nærliggende Sjælland og utilfreds dermed opfyldte moradserne, indpælede grundene og nåede således på den anden side det fjernere Amager og forenede med broer denne ø med Sjælland, hvorfra den før var adskilt ved et sund af en fjerdingmils bredde.

Den fordel havnens ypperlighed havde ydet Absalons vagtsnekker, frydede nu såvel stadens egne som fremmede skippere. En dyb og tryg havn, to store ankerfaste reder! Hvor få er de stæder der tilbyder den driftige sømand sådanne fordele? Især var den ene red (den nu såkaldte Kalvebod Strand) mageløs for sin størrelse og sit ly, skønt den ikke som den nordre, nu den eneste red var dyb nok for de største skibe.

Kalvebod Strand blev også derfor den indsejling som alle fartøjer fra småøerne og overalt syd fra søgte ad, når de ikke var alt for dybtgående. Her havde de fra Amagers sydvestlige pynt indtil staden en uhyre red, hvor grundene fra begge sider hindrer en voldsom søgang, og hvor de trygt kunne søge ly fra den af en sydøstenstorm ophidsede Østersø. Her søgte de ind i krigstider fra det forfølgende fjendtlige krigsskib, der blev holdt tilbage af de skærmende banker mens den nordre indsejling straks når en fjendtlig flåde spillede mester, var ganske spærret.

Kalvebod Strand var da også det belejrede Københavns madvej. Med tindrende øjne med broderfavntag modtog de københavnere der med stål og kugler så modig satte grænser for Karl Gustavs kæmpegang, den snilde smålandsskipper der ad denne bagvej bragte ham det eneste ham fattedes til at udholde kampen. København var blevet udsultet, og Danmark der, som Taarup siger, lå bag dets svage volde, havde været forsvundet af nationernes liste hvis indsejlingen gennem Kalvebod Strand ikke havde ydet de tapre danske kæmper den manglende føde.

Men denne indløbets gavnlighed hvortil selv Christian 5. der som yngling var indsluttet i den belejrede stad var vidne, glemtes ganske af ham da han nogle år efter af en falsk forstået økonomi eller for at forstærke fortifikationen af den udvidede stad, lod ikke alene med en stakade spærre Kalvebodløbet, men ganske ophævede al fart derigennem ved at forene begge toldboder til en på det nuværende sted.

København har siden den belejring vel være truet, men aldrig oftere indesluttet af en fjende. Men man sætter det tilfælde der dog er muligt, at en fjende havde belagt staden fra landsiden at vores flådes fraværelse, eller hvad vel er utroligt, men dog ikke umuligt, nederlag havde ladet fjendens flåde spille mester i sundet og Dragørrenden, eller at denne havde benyttet sig af lejligheden til at besætte det forsømte Saltholm og der at anlægge batterier, at København der mange gange næsten ikke er forsynet for 14 dage manglede proviant, at man ønskede at madskibe måtte liste sig ind, hvor tungt ville man da beklage at Kalvebodsrenden, den man da vel åbnede, ved at ligge ubesejlet i 100 år var blevet fuldkommen ubekendt, at ingen fartøjer turde gennem denne tryggere vej besnilde fjendens årvågenhed, og at der ikke engang var lodser der forstod at føre de ukyndige skippere ind.

Men hvor skadelig er ikke denne rendetillukning i selve freden. Smålandsskipperen der netop hen på aftenen har nået Grønsund eller Nyjordssundet, og med en gunstig vind kunne række København om natten frygter hvis denne ikke er meget klar, for at løbe ud da han kunne komme Saltholms eller Dragørs grunde for nær. Han bliver derfor liggende til dagen efter da vinden måske er løbet om, eller han løber i det højeste ud for at sætte sig til det dages under Stevns Klint hvor han dog hvis den ellers gunstige sydøst kuler op, ikke er sikker. Enhver sådan forsinkelse er af den mest skadelige indflydelse på sejladsen. Endelig ved enhver søfarende hvor ofte man med modvind og modstrøm kan være en og flere dage om at komme fra Dragør op forbi odden af Trekronersgrund for at holde ind til bommen. Imens man på den lysuldere Kalvebod Strand lettere ville kunne krydse sig op, og i alle tilfælde lå bedre.

Men er sømanden endelig kommet ind på reden, så møder ham den største vanskelighed hvor alle vanskeligheder burde have ende. Jeg mener i indgangen til havnen eller som man her kalder det, bommen. Gennem en åbning af nogle alen skal alle de skibe som skal til og fra København, ind- og udlades. Med varper og liner jager bådene mod hinanden mellem skibene der undertiden støder temmelig hårdt på hinanden og på broen. Den indgåendes udlægger og ræerfanges i den udgåendes takkelage. Ny standsning. Bådene knuses, skibene ramponeres, mandskabet bander, skråler og strabadseres, og tiden, den kostbare td, spildes. En vil frem før den anden. Den som ved bedst besked med at få sit varp foretrukket for den andens, ved måske mindre besked med hastigt at få toldbetjentene ombord for at forsegle. Han må altså sakke agter ud, for at den anden kan komme frem. Og netop som denne har sine liner i den bedste orden til at hale igennem, må indgangen lukkes.

For den fremmede der læser dette (københavnerne er så vant til det at det ikke anfægter dem) må vide at gamle og ny Københavns 70.000 mennesker og Christianshavns 20.000, item Amagers 5 til 6.000 ikke har adgang til hinanden uden over Knippelsbro der netop er bred nok for en vogn og to udgående personer, Langebro der ikke er bredere, og den alene for gående brugelige Flydebro som må lukkes op og altså ikke være bro, så ofte og så længe skibe skal ind- eller udlades af havnen, ja endog hver gang en båd skal ud eller ind.

Næppe er der nogen stad så usselt forsynet med broer som netop København.

Fortsættes

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1713-21)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsætter i Politivennen 1800, nr. 109. 24. maj 1800, s 1729-1735, nr. 113. 21. Juni 1800, s 1799-1804, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1833-1838 og afsluttes i nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854

Skipperslagshus.

Hvem skulle ikke formode at skippernes lagshus i København - den stad der har de tre femte dele af Danmarks handel, der tæller i dette lag så mange rige og formuende mænd, og fortjener at sættes i stædernes første rang for den herskende gode smag i bygningskunsten - måtte i det mindste være en anstændig og vel vedligeholdt bygning? Intet mindre, en ussel faldefærdig mørk rønne er lagshus for Københavns anseligste lag. At denne underlighed støder enhver sømand der har følelse af sin stands værdi, ja endog mange landmænd der ophøjet over fordomme ved at sætte pris på den så hæderværdige såmandsstand, behøver indsenderen næppe at anføre. Så meget er vist, at så længe skipperlagshuset ikke se anderledes ud, og så længe Brokkensbod står i sin nærværende forfatning, må enhver fremmed søfarende tænke hånt om nationens agt for sømanden, ja om sømandens agt for sig selv.

(Politivennen 10. maj 1800, Hæfte 9, nr. 107. s. 1705-1706)