Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!

Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 

At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.

(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre. I Dagen 2. november stod følgende annonce (bemærk at Thomsens adresse nuv. Admiralgade 27-31/Holmens Kanal 22 ikke eksisterer længere. Nu ligger der et arkitekttegnet hus fra 1960 Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge):

Efter adskillige Eieres og Leieres Anmodning har jeg besluttet at aabne et Contoir for der at modtage og meddele Anvisninger fra Eier til Leier om ledige Værelser og Leiligheder, hvortil Protocoller qvarteerviis forfattet, og altsaa hastig overskuelig, skal blive ført og foreviist Enhver paa Forlangende; og da dette Arbeide beqvemt lader sig forene med de Forretninger, jeg, som bekiendt, i en Række af Aar har foretaget mig og som jeg stedse vedbliver, især da de Opmaalings Forretninger over hele Staden der ere i min Værge tillige kunde opgive Leiere næsten ethvert Værelses Størrelse, saa tør jeg vente at endeel af  Publikum, der ønsker at benytte sig af denne Indretning, ogsaa i slig Henseende ville henvende sig til mig, der er at træffe hiemme fra Morgenen 7½ til 11 og fra 1 til 5 Eftermiddag.

Thomsen, boende i Admiralgade No. 244, 1ste Sal, første Huus paa Høire Haand fra Holmens Kanal.

Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.

Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:

Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.

København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With

Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).

Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.

Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.

With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.

(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.

Nødværge mod lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter

Ethvert nyt foretagende i særdeleshed hvis det afviger fra det sædvanlige, må altid forvente at blive modtaget med stiklerier og lægges hindringer i vejen som ofte kan være vanskelige nok at få ryddet bort. Således blev også mit tilbud om at give undervisning i skrædderprofessionen opfattet med giftspydende anmærkninger og ussel satire. Ja selv de som jeg fornemmelig ville søge at gavne, lagde mig hindringer i vejen for min plans udførelse. Selvbevidst om min sags godhed smilede jeg kun ad de første og ved tålmodighed og standhaftighed overvandt jeg de sidste, så at jeg nu rolig kunne fortsætte mit begyndte forehavende. 

Men misundelse og had som aldrig hviler, opkogte og fordrejede gamle historier. Opspandt ubegrundede og falske rygter som skulle skade mig hos den bedre del af publikum, der havde prøvet og billiget mit foretagende. På flere steder og for betydelige embedsmænd har man fordømt mig som den der var skyld i lavets ruin. Og at jeg i året 1818 skulle have frataget lavets interessenter den fortjeneste som de kunne have haft ved at sy munderinger for det kongelige varedepot, idet jeg havde nedsat arbejdslønnen for selv at få alt arbejdet. Sådanne rygter som desværre kun alt for ofte bliver troet uden at sandheden af samme er bevist, kan skade både mit navn og min borgerlige stilling. Derfor nødsages jeg til at fremsætte en sandfærdig og bevislig fortælling om denne munderingssag og overlader det upartiske publikum at dømme mellem mig og mine forfølgere.

Efter at jeg i henved 15 år havde været bisidder eller såkaldt repræsentant ved skrædderlavet blev jeg en aften i januar måned 1818 tilsagt at møde på lavshuset for at tage nogle prøvemunderinger i øjesyn som var tilsendt lavet fra den kongelige skræddersal for at dette kunne bestemme til hvilken pris sådanne kunne forfærdiges. Samt tillige at høre oplæse en skrivelse fra det kongelige varedepots kontor hvori forlangtes nogle tusinde soldatermunderinger syet af lavets interessenter i en tid af 5 måneder.

Derpå blev i følge opstået uenighed mellem forsamlingen indbyrdes foretaget votering hvor udfaldet blev at den ringeste slags eller såkaldte eksercermunderinger skulle kunne sys for 19 mark, den bedre nemlig rabatmunderingen for 20 mark og den i arbejde sværeset eller 3. mundering for 21 mark, 8 skilling.

Efter at nævnte beslutning var taget, hævedes forsamlingen, og kun nogle mestre forblev der, formentlig for at høre om der ikke ellers skulle foretages noget til besvarelse på nævnte brev fra kollegiet. Men til alles største forundring stak oldermanden, hr. skræddermester R. H. Beck brevet i sin lomme, gik hjem og glemte straks at indholdet af brevet angik lavet. Men gjorde derimod ved sin sædvanlige egenmægtighed dette til sin egen private sag. Han besvarede derpå brevet efter eget behag, uden på mindste måde at forevise det, endnu mindre lade samme undertegne af repræsentanterne.

Følgen deraf var at han blev ene om det arbejde som var tiltænkt lavet. Og han nød således uden nogen vidste et ord af det, det held at få skrivelse igen fra kollegiet hvori var bestemt sagt at det havde antaget og resolveret på hans forslag om nævnte betaling (dog uden at deri nævntes noget om rigsbankdaler mark eller skilling), hvilket vel syntes ham selv som os andre forunderligt.

Repræsentanterne blev derpå atter sammenkaldt for at møde RB hjemme hos oldermanden selv og i hans tilskærerkammer. Han oplæste derpå den nysnævnte skrivelse som han havde fået fra det høje kollegium, tilkendegav sin tilfredshed og udbad sig 1 mark pr. mundering i provenu for sine mange og store ulejlighed som han ventede at få ved at alene at bebyrde sig med alle munderingerne. Dette synes vel meget da det dog enten skulle tages fra den fattige arbejder eller falde kongens kasse til last.

Hr. oldermanden forbeholdt sig nu ved et magtsprog at han ingenlunde ville løbe på lavshuset for en gang at uddele munderinger og en anden modtage samme, uagtet han vel så at hans rene fortjeneste af 600 munderinger om ugen udgjorde 150 rigsbankdaler, hvilket ses af det efterfølgende. Dette måtte repræsentanterne indvillige i hvis de ikke straks ville høre grovhed og se hans sædvanlige opbrusen mod dem.

Følgen heraf var at munderingerne blev uddelte i flæng og spræng, så at når de aldrende eller fattige mestre kom og forlangte arbejde, fik de sædvanlig grovheder i stedet for det forlangte arbejde da der intet fandtes.

Da jeg i forvejen indså hvordan det ville gå, betingede jeg mig 200 styk munderinger om ugen. Hvilke jeg på ansvar ville lade sy godt og meddele trængende mestre hvad jeg ikke kunne klare syet på mit værksted.

Efter kort tids forløb beklagede de blandt lavets mestre som aldeles ingen munderingsarbejde havde haft, sig for mig over oldermanden at de var blevet dårligt modtaget af ham når de havde forlangt arbejde og påtalt deres ret. Ligeledes meldte hr. skræddermester Dahlberg mig at oldermanden havde godtgjort sig selv 8 skilling pr. mundering mere, end lavets repræsentanter (hvoraf denne mand selv var en) havde indvilliget ham, og anmodede mig om at tale lavets sag, da jeg var den ældste repræsentant.

En beskikkelse var nødvendig for at afæske oldermanden en lovlig lavsforsamling, hvortil d'herrer skræddermestre Dahlberg og Stoffel var mig behjælpelige. Men vi traf ikke hr. oldermanden hjemme. Han var på skydebanen. (Formodentlig for at fejre en højtid).
Jeg besluttede straks at skrive en begæring om en lavsforsamling og bragte samme hen på hr. oldermandens bopæl i overværelse af nævnte mænd.

Den forlangte forsamling blev foranstaltet til anden dags aften under præsidium af hr. etatsråd Hammerik, hvor jeg da talte lavets sag imod oldermanden i flere end en henseende.

Etatsråden fandt alle mine påstande begrundede. Iblandt andre ting foreslog jeg:

1. Et forbedret mesterstykke såsom det vi har, er af sådan beskaffenhed at det skaber staten tiggere i stedet for mestre.
2. At det må forebygges at ingen kom ind i lavet som interessent med mindre han virkelig var skrædder og ville udøve professionen på sit vundne borgerskab. (Det modsatte var nylig sket ved oldermandens egenmægtighed og dem af bisidderne som indvillige samme)

Med dette forslag for oldermanden op imod mig med ord som det siger I som en infam karl og det erklærer jeg her i hele forsamlingens nærværelse.

Ganske rolig hørte jeg på det og overlod det til forsamlingen hvad denne syntes om sådan opførsel. Etatsråden bad mig ikke at tage oldermandens opfarenhed til hjerte, skammede ham derpå ud, og bad os til sidst begge om at forliges, da han ikke ønskede nogen sag som var foregået i hans nærværelse, påtalt ved retten. Jeg adlød straks og lovede at hvad han ved sin opbrusenhed havde sagt, skulle være glemt og beklagede blot at Beck ikke mere var herre over sine lidenskaber.

I det jeg foredrog om de 8 skilling pr mundering som oldermanden havde beholdt, uden repræsentanternes vidende, bekendte han straks sin skrøbelighed med de ord at han ikke syntes at han kunne have mindre end 24 skilling pr. mundering for sin store ulejlighed. Dog tilbød han ligeså hurtigt at han ville betale enhver sine 7 skilling ud, så snart som de forlangt det.

Nu var 2200 munderinger allerede snart færdige og afleveret hos oldermanden, og man kan altså tænke sig at en sådan snært gjorde ham ondt, især da den traf uventet.

Jeg påstod endvidere at munderingerne for fremtiden absolut skulle udleveres til lavshuset fra depotet under opsyn af en af bisidderne, samt at ingen uden de mest trængende lavsmestre måtte tildeles dette en gang lavets tilkomne arbejde, så også at oldermanden aldrig måtte overfuse nogen aldrende og fattig mester med grovheder om han endog syntes at have grund dertil. (NB efter sin forstand).

Til dels indvilligede man mig alt, men at nogen bisidder måtte være til stede var efter de fleste repræsentanters mening urigtigt og overflødigt, hvorfor jeg måtte frafalde denne min påstand.

Forsamlingen hævedes og alle de tilstedeværende var tilfredse såvel med min klage som med min påstand.

Efter hr. etatsrådens var gået, erklærede oldermanden at hans hjerte aldrig havde sat i sådan en klemme som i de to timer han havde hørt mig tale om vores lav (enhver som læser dette kan let vide hvad det var der klemte ham), og jeg kunne ikke undlade at beklage ham som dog ellers var min formand.

Efter at vi nylig var blevet forligt, brød oldermanden straks forliget igen, nemlig idet han i et øjeblik da jeg var gået ned fra amtssalen i et nødvendigt ærinde, tog 13 mænd som var resten af hele forsamlingen, med sig og løb bort fra mig. Så at jeg efter 4 minutters forløb stod alene tilbage i salen. Jeg vil tro det var for ikke at sige godnat til den infame karl, hvilket prædikat han som meldt havde behaget at tillægge mig. Straks dagen derefter meldte jeg mig fra laden.

"Det passerede rygtedes samme aften ud på den kongelige skræddersal eller varedepot og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret". (Guldhuset, Rigensgade. Indtil 1818 var den kongelige militære uldmanufaktur her og beskæftigede 400 arbejdere. I 1820 hvor artiklen er skrevet, var der dog i stedet militærhospital. Fabrikationen var i stedet flyttet til Usserød - se foto senere. Eget foto).

Det passerede, nemlig forsamlingen i lavshuset, rygtedes samme aften ude i den kongelige skræddersal eller varedepot, og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret. Jeg forføjede mig derud og fandt til min største forundring at jeg nu kunne få munderingsarbejde på mit eget navn, og at kollegiet havde taget en anden beslutning med det arbejde hvorom den selvkloge oldermand havde kontraheret. Tillige at flere skræddere havde meldt sig for at forskaffe munderinger færdige, samt at lavet ikke fik nogen at sy til den høje pris mere.

Hvad var her at gøre? Jeg søgte nu at beholde noget hellere end intet, og efter at jeg havde hørt de nyere betingelser oplæst af en forfattet og undertegnet kontrakt med en skrædder hvis navn jeg også havde hørt og hvem jeg personlig havde set hos oldermanden, bekvemmede jeg mig til at forskaffe 200 stykker af simpleste slags syet i 8 dage for betaling af 16 rigsbankmark og 8 skilling pr. styk. Jeg undertegnede nu samme kontrakt som førstnævnte skrædder havde underskrevet og påtog mig 200 munderinger for en uge.
Mandagen efter modtog jeg nævnte 200 munderinger, delte de 110 ud igen i samme tilstand som jeg modtog dem til 18 skræddermestre som henvendte sig til mig om dem, og betalte disse med 16 mark 8 skilling pr. stk. da oldermanden samme dag var gået fejl efter munderinger på skræddersalen.

Opbragt over at man havde indladt sig med andre mænd end hr. oldermanden, blev han så vred (hertil kom at han straks tænkte på de 7.000 gange 24 skilling som han nu også gik glip af) at han øjeblikkelig løb hen på lavshuset, slog af ham selv opsmurt stor  plakat op på væggen i krostuen, hvori han fortalte alle sine lavsbrødre at jeg havde ødelagt hele munderingsarbejdet for dem. Også udspredtes det rygte at jeg havde sat lønnen derfor ned til 2 rigsbankdaler i stedet for 19 mark *). Ja man drev det endog så vidt at hr. skræddermester Bonnesen med mange flere modtog munderinger samme dag i store partier for 2 rigsdaler pr. mundering i arbejdsløn. Således virkede denne løgn på hans venner.

Straks derefter syede lavets mestre samme slags munderinger for 9 til 10 mark stk. Jeg derimod tog ikke mod en eneste efter at de 200 var færdige. 

Nu spørger jeg:

1. Var jeg den nederdrægtige og egennyttige som søgte at bedrage kongen, staten og lavet eller hvem var det?
2. Var jeg den som ved nogen løgnagtig opdigtelse nedsatte arbejdslønnen til 2 rigsbankdaler stykket for det her omtalte munderingsarbejde, eller hvem var  det?
3. Hvem er den som fortjener at forfølges, foragtes krænkes på ære og gode navn, når jeg således fralægger mig hr. oldermandens udtryk eller skældsord, er det da ham eller mig?

Dette tror jeg vil for det første være nok for at standse kabalens ondskab mod hvilken jeg venter og håber at fejre

D. With

*) Hvorfor ikke 19 mark 8 skilling

(Politivennen nr. 218. Løverdagen den 4de Marts 1820, s. 3489-3502)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528 og i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556. 

Utilbørlig Kattejagt

For nogen tid siden sås 5 flåede katte liggende bag posten i nichen ved Trinitatis kirkemur. For omtrent 8 dage siden sås 3 sådanne katte på en renovationsvogn i Adelgade og til samme tid fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det. Dette viser nok så meget at en utilbørlig jagt efter disse kreaturer igen finder sted. Men da disse dyr er højst nødvendige for dem der plages af utøj, da mange mænd der ejer en god kat, ikke ville miste den endog for mange penge, så var det ønskeligt om man kunne opdage en sådan kattetyv. 

De herrer buntmagere til hvem sådanne skind falbydes, gøres herved opmærksom på at de handler urigtigt når de køber disse, om de endog gør nok så godt et marked. For det er tredje mands ejendom hvortil sælgeren ingen ret har. De handler derimod mere i overensstemmelse med ret og pligt når de anholdt de falbudte varer og angiver falbydere til politiet. Herved ville kattetyvene blive opdaget, kattejagten forebygget, og hver mand beholde sin kat i fred.

(Politivennen nr. 217. Løverdagen den 26de Februar 1820, s. 3477-3479)

"For nogen tid siden fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det." (Amaliegade. Redacteuren har ikke kunnet lokalisere nr. 361. Eget foto).

Bøn fra Store og Lille Torvegaden paa Christianshavn.

Politiets udviste virksomhed for at tilvejebringe fred, rolighed og orden mellem stadens indbyggere er allerede alt for almindelig bekendt til at berøres her. Men de afstedkommende uroligheder af og til ildesindede mennesker i staden har nødsaget politiet til at kalde nattegadevægterne til hjælp for i forening ved patruljering om muligt at forhindre sådanne, måske endnu oftere gentagne optøjer. Derfor burde der efter indsenderens mening tages hensyn til hvor sådanne vægtere nogenlunde bedst kunne undværes. 

"Den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, må påtage sig opsynet med Store Torvegade. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt." (Lille Torvegade. Den gik fra Knippelsbro til Christianshavns Torv og fortsatte derefter som Store Torvegade. Amagerport lå fjernest omtrent ved træerne. Torvegades bredde på 25 meter stammer fra en udvidelse i 1920'ernes "gadegennembrudsmani". Så kun den ene vejside er bevaret fra Politivennens tid. Eget foto)

Beboerne eller indbyggerne i de gader ville da ikke have mindste årsag til klager derover. Men at en vægter som ofte er en aldrende mand, skal have 2 besværlige lange poster at bestride, synes anmelderen at ville bringe til de høje ansvarliges opmærksomhed. Og til eksempel anføres at den vægter som er betroet Lille Torvegade på Christianshavn, tillige i ovennævnte tilfælde må påtage sig opsynet med Store Torvegade sammesteds. Disse 2 gader går som bekendt lige fra Amagerport og til Christianshavns Kanal ved Knippelsbro. Det vil vist være aldeles umuligt selv for den strengeste og bedste vægter at bestride denne post og vedligeholde den behørige orden og rolighed på så langt et distrikt. Så meget mere som da de 2 nævnte gader er de mest befærdede af alle Christianshavns gader og stræder. 

Indsenderen vover derfor at ytre sin ærbødig mening om at en vægter fra Bådsmandsstræde, Lille Kongensgade eller anden sådan lille gade bedre kunne undværes og tages til assistance ved ovennævnte patrulje.

Skulle dette finde høje vedkommendes bifald og opmærksomhed, ville vist  flere med indsenderen glæde sig over det og med taknemmelighed påskønne den høje øvrigheds omhu for det almenes bedste.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3451-3452)

Redacteurens Anmærkning

Med de nævnte optøjer menes formentlig efterdønningerne af den såkaldt Jødefejde. Denne var skudt i gang 3. september 1819. Bl.a. som følge af den uheldige politidirektør Hvidberg eskalerede disse eksplosivt de følgende dage, så politiet måtte søge hjælp først hos vægterne, senere af militæret, fx Hovedvagten på Kongens Nytorv og Kastellet. Store menneskemængder overfaldt i første omgang jøders boliger, men fra 6. september gik optøjerne over til at have karakter af en revolte så regeringen måtte træde ind med militær støttet af Borgervæbningen. Først omkring den 14. september lykkedes det at få nedkæmpet urolighederne. Under overfladen fortsatte det dog, hvor der var anledning til store forsamlinger fx 28. og 30. september 1819 og igen 28. januar 1820 på kongens fødselsdag. 

Torvegade var på Politivennens tid opdelt i Lille og Store Torvegade, hvor Lille Torvegade var strækningen tættest på Knippelsbro, se i øvrigt foto.