Spørgsmaal

Har de svenske undersåtter fortrinvis af kvindekønnet som kommer hertil, lov til at oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? Beboerne i Hammerum og Lysgård herreder i Nørrejylland der i nogle hundrede år har ernæret sig af dette arbejde, må sulte ihjel eller i tusindvis rejse ud af landet af mangel på fortjeneste. Og man har de skrækkeligste klager fra disse egne. I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, endnu mindre løbe om og påtrygle folk sine varer. Det gør tyskerne det samme med deres lærreder. De løber hus til hus for at sælge lærreder, og som oftest bedrager de folk med noget dårligt gods.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3570-3571)

Undersøgelse af bøndervogne ved en accisebod. Nørrejyske varer skulle ind her, ligeledes svenske varer der skulle ud fra København. Men grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige var lemfældig andre steder, og varer kunne nemt smugles uden om tolden på den lange kystlinje mellem Helsingør og København.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 224. 15. April 1820, s. 3607-3612.

Varsko i Læderstræde.

Hjørnehuset af Amagertorv og Læderstræde nr. 50 har ud til sidst nævnte gade en vaskerende der på grund af sin utæthed ved 1. sal kaster en del af sit urene indhold ned over fortovet og nøder de forbigående til at gå udenom, ifald de ikke vil have samme skæbne som anmelderen der uvidende om denne utæthed i forbigående blev overskyllet af urent vand der lignede ærtesuppe. Allerede for 2 år siden klagedes over denne rende i Politivennen at den tilsølede fortovet som på dette sted ingen afløbsrende har med al slags køkkenaffald så at man der kunne se hvad folkene i huset spiste til middage hele ugen igennem. Af denne årsag blev rendens åbning forneden forsynet med en prop. Men nu da renden har en åbning for oven, forårsager denne prop at en tynde urenlighed passerede gennem denne åbning og falder således over folks hoveder. Nu vilde det nok være det bedste at lade en blikkenslager afhjælpe fejlen.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3569-3570)

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *).

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 

3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.

Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.

C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.

(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528.

Det militære Varedepot. Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.

Søren Mathiesen: Det må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse
Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:

"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"

Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!

Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 

At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.

(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre. I Dagen 2. november stod følgende annonce (bemærk at Thomsens adresse nuv. Admiralgade 27-31/Holmens Kanal 22 ikke eksisterer længere. Nu ligger der et arkitekttegnet hus fra 1960 Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge):

Efter adskillige Eieres og Leieres Anmodning har jeg besluttet at aabne et Contoir for der at modtage og meddele Anvisninger fra Eier til Leier om ledige Værelser og Leiligheder, hvortil Protocoller qvarteerviis forfattet, og altsaa hastig overskuelig, skal blive ført og foreviist Enhver paa Forlangende; og da dette Arbeide beqvemt lader sig forene med de Forretninger, jeg, som bekiendt, i en Række af Aar har foretaget mig og som jeg stedse vedbliver, især da de Opmaalings Forretninger over hele Staden der ere i min Værge tillige kunde opgive Leiere næsten ethvert Værelses Størrelse, saa tør jeg vente at endeel af  Publikum, der ønsker at benytte sig af denne Indretning, ogsaa i slig Henseende ville henvende sig til mig, der er at træffe hiemme fra Morgenen 7½ til 11 og fra 1 til 5 Eftermiddag.

Thomsen, boende i Admiralgade No. 244, 1ste Sal, første Huus paa Høire Haand fra Holmens Kanal.

Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.

Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:

Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.

København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With

Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).

Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.

Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.

With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.

(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.