03 oktober 2015

Usømmelig Opførsel af en Kirkebetjent ved Helliggeistes Kirke

Det ville være højligt at ønske at sognepræsten ved Helligåndskirken ville sørge for at hans skriftebørn ikke i fremtiden vil blive overfuset ved kommunionen af en ubehøvlet kirkebetjent. Det var tilfældet fredag den 2. februar i denne uge da en sådan formodentlig fordi han ikke fik betaling for det, da han skulle åbne en stol for adskillige kommunikanter udbrød: "Her skal man også gå og gøre opvartning for dem!" Hvilket dog efter anmelderens opfattelse ikke er andet end hans pligt.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4305).

"Den 2. februar i denne uge da en sådan formodentlig fordi han ikke fik betaling for det, da han skulle åbne en stol for adskillige kommunikanter udbrød: "Her skal man også gå og gøre opvartning for dem!" (Helligåndskirken 2015. Eget foto).

Bøn om Befrielse fra altfor paatrængende Tiggerie om Søndagen ved Garnisonskirken.

Hvor glædeligt det end er og altid må være for den der har hjerte og evne til på rette tid og sted at række den virkelig nødlidende en hjælpsom hånd i disse neæsten for enhver trykkende tider, så kedsommeligt og ubehageligt er det dog når man om søndagen går til og fra Garnisonskirken at se sig ligesom belejret af en skre tiggerunger som med den mageløs påtrængenhed udjamrer deres gamle litani: Gud velsigne Dem, gode Herre! Rare frue! En lille skilling! Jeg er så sulten! etc. Mødrene til disse ulykkelige poder posterer sig da gerne så længe jagten går for sig, desværre ofte halvt beskænkede oppe i folks døre og porte i nærheden, for med åbne arme at modtage børnene med fangsten, den man undertiden både klamres og slås om og hvorved husets beboere inkommoderes ikke så lidt. Kun få hovedstæder er i besiddelse af et fattigvæsen som Københavns der gør alt hvad der efter omstændighederne kan gøres for at understøtte den trængende. Ja mange fattige har jo endnu som før deres såkaldte visse steder om lørdagen på hvilke de får almisse til helligdagen, så at man af den årsag med grund turde ønske sig befriede fra idelige overhæng om søndagen ved nævnte kirke.

Ligeledes besætter en mængde tiggere både store og små hver eftermiddag og aften fortovet på Kongens Nytorv fra hjørnet af Østergade til kaffehuset, såvel som trappen der fører op til sidste sted.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4303-4305).

En Stump af en Rejsebeskrivelse.

Uden videre at ville drøfte de forskellige bekendtgørelser angående de nye bekvemme holstenske postkaret eller den i samme fremsatte bemærkning at postmesteren i Slesvig er disses opfinder, da vedkommende dog altid vil beholde den fortjeneste at have istandbragt denne gode indretning, vil anmelderen kun som et sidestykke af ganske modsat art fortælle, hvorledes man passerer med ageposten fra Hamborg over Oldesloe til Kiel.

Når man kommer fra det hannoveranske hvor man kører i ret elegante bekvemme postkareter, og ikke hverken på afgangsstedet som man forlader til bestemt klokkeslæt, eller på vejen, erfarer unødvendige ophold eller forhaling, så skulle man næppe tro at det på denne side af Elben var så højst forskelligt og ubehageligt ligeledes at lade sig befordre med den agende post der vel ikke findes på Danmarks hovedrute, men dog på en i det mindste om sommeren stærkt besøgt vej. Anmelderen lod sig indskrive på det danske postkontor i Hamborg, og fik den besked præcis kl. 4 eller hellere endnu noget tidligere at være til stede da posten så afgik. Da han kom til bestemt klokkeslæt kom til posthuset, så han imidlertid at man netop havde begyndt at pakke på vognen og fik lov til at gå bort igen, og først 3/4 time efter den fastsatte tid kørte posten afsted.

Allerede inden vi ganske var ude af Hamborgs forstad, blev der gjort holdt da postillonerne var tørstige. I Wandsbeck blev der holdt 3 gange, først en times tid ved posthuset, dernæst et andet sted hvor postillonerne slukkede deres tørst, og endelig et tredje sted hvor hestene fik lidt vand og foder. En sådan tredobbelt holden er dog vel det urimeligste som tænkes kan, da alle tre dele meget godt kunne besørges på et og samme sted, og det vist nok langt hurtigere, således som det sker på andre steder. I Arensburg fandt ligeledes et langt ophold sted. Fra Hamborg af kørte vi i en med sejldug bedækket vogn, hvilken indretning til visse er meget hensigtsmæssig, da man således er beskyttet mod ubehageligt vejr, og for hvilken gode indretning den rejsende bør yde tak til de ansvarlige. Men det morsomste var at vi fra Arensburg af måtte køre på en åben vogn skønt det om eftermiddagen gode vejr havde forvandlet sig til et ubehageligt koldt regnvejr, og man desuden om natten nok helst ønsker en bedækning over sig. Man sagde os vel at indretningen endnu ikke var ganske i stand. Men da den er meget simpel, kunne den vistnok herne have været færdig på engang overalt, eller også kunne i nødstilfælde den færdige vogn køre to stationer for på denne måde at forekomme sådanne mere end ubehagelige afvekslinger. I Oldesloe fik vi atter en overdækket vogn, skønt vejret var godt, og vi nu gerne havde ladet solen skinne på os for at blive rørre igen. Derfra til Segeberg på en vej af to mil holdt vi nok omtrent fem gange (engang var der næppe en fjerdingvej fra kro til kro), og måtte finde os i at vente indtil postillonerne havde snapset og afpassiaret indenfor. Da vi ytrede at vi ønskede at komme videre, svarede de at det var dem kært, men de ønskede det nu ikke, og havde heller ikke nødig, før til et vist klokkeslæt at være i Segeberg, og de for resten kunne holde på vejen så tit som de ville. - Denne indretning at postilllonen kan holde stille efter behag, fordi sandsynligvis den ham tildelte tid er for lang, og kan lade den rejsende sidde ude i regn og slud efter eget tykke, er virkelig fortræffelig.

I Segeberg hvorfra vi ligeledes kørte i bedækket vogn, måtte vi betale for dette overtræk skønt det vistnok var rimeligt ikke at tage betaling for en sådan indretning så længe som den ikke er ganske fuldendt, da det er latterligt at betale på en station for at have overdækning mod solskin når man på den næste igen må lade sig gennemregne.

I Pløn forefaldt et par pudsige historier. Anmelderen er ofte passeret Pløn, men aldrig med agende folk, og havde ikke troet midt i Holsten at ville blive afkrævet pas da dette kun en eneste gang i krigens tid mødte ham i Itzehoe, og derfor havde lagt sit pas i kufferten som blev forseglet i Oldesloe. Imidlertid erfarede han her af postmesteren at passet ganske nødvendigt måtte påtegnes, og at posten i andet fald ikke turde befordre mig videre. Skønt jeg nu anførte årsagen hvorfor mit pas lå i kufferten, og at jeg i Kiel tilbørlig ville legitimere mig når en notits herom blev medgivet posten, og at jeg gerne ville betale alle derved forårsagede omkostninger, og skønt jeg desuden tror personlig at være kendt af postmesteren, vedblev han dog at gentage at det ville blive vanskeligt om ikke umuligt at komme bort. I al fald trøstede han sig med øvrighedens tilladelse som jeg også uden mindste vægring fik da mine grunde her fandt lettere indgang. Da jeg dernæst fra posthuset ville gå hen til gæstgiverstedet hvor jeg var vant til at tage ind, kom postmesteren atter og sagde at jeg ikke måtte gå til hvilket gæstgiversted jeg ville, men skulle og måtte tage ind i et nær ved posthuset beliggende værtshus. En sådan påstand eller hvad man ellers skal kalde det, var endnu aldrig mødt mig før på nogen rejse, og jeg gentog da at jeg ikke efterkom den, da det var besynderligt at jeg ikke kunne tage forfriskning hos bekendte eller hos hvem jeg ville, da det jo siden blev min sag at være til rette tid nærværende for afreisens skyld. Men han vedblev sin påstand at alle passagerer måtte tage derind, hvilket jeg dog naturligvis ikke tog videre notits af.

 Forresten gik rejsen hurtigst fra Pløn til Kiel hvor jeg ved ankomsten foresatte mig aldrig mere med ageposten at ville passere Pløn hvor man måske også engang kunne få i sinde at foreskrive hvad jeg skulle spise.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4297-4303).

Svar til Spørgeren om Paaskebrødet.

(Indsendt)

Det er virkelig en sandhed som indsenderen skylder at erklære: at hr. bagermester Piper i Adelgade har været meget villig og forekommende til at befordre det i Adresseavisen ytrede ønske, og at levere brødet til de priser som i spørgsmålet er opgivet, dog under den betingelse at hans bror, bagermester Piper på Vesterbro måtte påtage sig brødets bagning, hvortil han mente at denne var villig. Men hr. Piper på Vesterbro har ikke villet påtage sig brødets bagning på grund af at det er ham forment at bage hvedebrød til Københavns beboere med mindre han deraf betaler 19 rigsbankdaler sølv pr. lpd. i accisse, og således blev der intet af denne entreprise. Indsenderen forener i øvrigt sit ønske med det i Adresseavisen omtalte med det tillæg at det vist ville være godt om de herrer repræsentanter for det mosaiske trossamfund efter god gammel skik ville påtage sig bestyrelsen og leverancen af påskebrødet for herved ville al forprang ophæves. Imidlertid er der dog ved rygtet om hr. Pipers interesserede tilbud bevirket det gode at de to leverandører fra de foregående år der altid har været uening, nu af frygt for at miste deres planmæssige fordel Gud ske tak har sluttet fred og nedsat prisen til 16 skilling og 12 skilling lpd. som dog er 2 skilling mere end det godt kan leveres for.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februari 1821, s. 4290-4291)

Svar paa Spørgsmål i Politievennen No. 255.

I Politivennen nr. 255 er opkastet det spørgsmål om der af forhenværende rodemester hr. Thosem er anlagt sag mod mig. Men da hr. Thomsen i Politivennen nr. 256 har besvaret dette bekræftende, samt forkyndt at dommen til sin tid skal blive bekendtgjort, så finder jeg mig beføjet til at erklære: At sagen fra mine aldeles ikke har lidt noget ophold, samt at ikke alene dommen, men hele sagens akter skal blev bekendtgjort i trykken.

Schelund,
Guvernements- og Hovedvagtsofficer.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februari 1821, s. 4289)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Domsafsigelsen om artiklerne i Politivennen nr. 158, 170 og 181, 1819 er udførligt gengivet i Juridisk Tidskrift, 1823. Side 156-168). Nr. 31. Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade. I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821).

På det tidspunkt havde sagen udviklet sig til adskillige gensidige søgsmål. Men ikke om beregning af huslejesag, derimod hvorvidt parterne var fremkommet med injurier. På intet tidspunkt kommer sagsfremstillingen ind på om hovedcitanten Thomsen har beregnet galt eller ikke. Kontracitanterne er hhv Møller og Engelhardt. Selve sagsfremstillingen er for lang til gengive her. Men dommen lyder således (lettere sprogligt redigeret):
Thi kendes for ret: Hovedsøgsmålet afvises, for så vidt samme er grundet på det i Politivennen nr. 181 for året 1819 af kontracitanten kommissionær Møller indførte stykke. Kontracitanten Bogholder Engelhardt bør for hovedcitanten forrige rode- og justermester A. Thomsens tiltale i denne sag fri at være. Hvorimod hovedcitanten for den over bemeldte kontracitant i indlæg af 15. marts forrige år nedlagde påstand at han skulle bøde sine 3 mark, samt for de i bemeldte indlæg og bladet Dagen nr. 150 for året 1819 af hovedcitanten mod kontracitanten brugte fornærmelige udladelser, bør til Københavns Fattigvæsens hovedkasse bøde 60 rigsdaler sølv.
Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.
(Dommen stod i Politivennen nr. 288 Lørdag den 7 Juli 1821, s. 4636-4638).