Uden videre at ville drøfte de forskellige bekendtgørelser angående de nye bekvemme holstenske postkaret eller den i samme fremsatte bemærkning at postmesteren i Slesvig er disses opfinder, da vedkommende dog altid vil beholde den fortjeneste at have istandbragt denne gode indretning, vil anmelderen kun som et sidestykke af ganske modsat art fortælle, hvorledes man passerer med ageposten fra Hamborg over Oldesloe til Kiel.
Når man kommer fra det hannoveranske hvor man kører i ret elegante bekvemme postkareter, og ikke hverken på afgangsstedet som man forlader til bestemt klokkeslæt, eller på vejen, erfarer unødvendige ophold eller forhaling, så skulle man næppe tro at det på denne side af Elben var så højst forskelligt og ubehageligt ligeledes at lade sig befordre med den agende post der vel ikke findes på Danmarks hovedrute, men dog på en i det mindste om sommeren stærkt besøgt vej. Anmelderen lod sig indskrive på det danske postkontor i Hamborg, og fik den besked præcis kl. 4 eller hellere endnu noget tidligere at være til stede da posten så afgik. Da han kom til bestemt klokkeslæt kom til posthuset, så han imidlertid at man netop havde begyndt at pakke på vognen og fik lov til at gå bort igen, og først 3/4 time efter den fastsatte tid kørte posten afsted.
Allerede inden vi ganske var ude af Hamborgs forstad, blev der gjort holdt da postillonerne var tørstige. I Wandsbeck blev der holdt 3 gange, først en times tid ved posthuset, dernæst et andet sted hvor postillonerne slukkede deres tørst, og endelig et tredje sted hvor hestene fik lidt vand og foder. En sådan tredobbelt holden er dog vel det urimeligste som tænkes kan, da alle tre dele meget godt kunne besørges på et og samme sted, og det vist nok langt hurtigere, således som det sker på andre steder. I Arensburg fandt ligeledes et langt ophold sted. Fra Hamborg af kørte vi i en med sejldug bedækket vogn, hvilken indretning til visse er meget hensigtsmæssig, da man således er beskyttet mod ubehageligt vejr, og for hvilken gode indretning den rejsende bør yde tak til de ansvarlige. Men det morsomste var at vi fra Arensburg af måtte køre på en åben vogn skønt det om eftermiddagen gode vejr havde forvandlet sig til et ubehageligt koldt regnvejr, og man desuden om natten nok helst ønsker en bedækning over sig. Man sagde os vel at indretningen endnu ikke var ganske i stand. Men da den er meget simpel, kunne den vistnok herne have været færdig på engang overalt, eller også kunne i nødstilfælde den færdige vogn køre to stationer for på denne måde at forekomme sådanne mere end ubehagelige afvekslinger. I Oldesloe fik vi atter en overdækket vogn, skønt vejret var godt, og vi nu gerne havde ladet solen skinne på os for at blive rørre igen. Derfra til Segeberg på en vej af to mil holdt vi nok omtrent fem gange (engang var der næppe en fjerdingvej fra kro til kro), og måtte finde os i at vente indtil postillonerne havde snapset og afpassiaret indenfor. Da vi ytrede at vi ønskede at komme videre, svarede de at det var dem kært, men de ønskede det nu ikke, og havde heller ikke nødig, før til et vist klokkeslæt at være i Segeberg, og de for resten kunne holde på vejen så tit som de ville. - Denne indretning at postilllonen kan holde stille efter behag, fordi sandsynligvis den ham tildelte tid er for lang, og kan lade den rejsende sidde ude i regn og slud efter eget tykke, er virkelig fortræffelig.
I Segeberg hvorfra vi ligeledes kørte i bedækket vogn, måtte vi betale for dette overtræk skønt det vistnok var rimeligt ikke at tage betaling for en sådan indretning så længe som den ikke er ganske fuldendt, da det er latterligt at betale på en station for at have overdækning mod solskin når man på den næste igen må lade sig gennemregne.
I Pløn forefaldt et par pudsige historier. Anmelderen er ofte passeret Pløn, men aldrig med agende folk, og havde ikke troet midt i Holsten at ville blive afkrævet pas da dette kun en eneste gang i krigens tid mødte ham i Itzehoe, og derfor havde lagt sit pas i kufferten som blev forseglet i Oldesloe. Imidlertid erfarede han her af postmesteren at passet ganske nødvendigt måtte påtegnes, og at posten i andet fald ikke turde befordre mig videre. Skønt jeg nu anførte årsagen hvorfor mit pas lå i kufferten, og at jeg i Kiel tilbørlig ville legitimere mig når en notits herom blev medgivet posten, og at jeg gerne ville betale alle derved forårsagede omkostninger, og skønt jeg desuden tror personlig at være kendt af postmesteren, vedblev han dog at gentage at det ville blive vanskeligt om ikke umuligt at komme bort. I al fald trøstede han sig med øvrighedens tilladelse som jeg også uden mindste vægring fik da mine grunde her fandt lettere indgang. Da jeg dernæst fra posthuset ville gå hen til gæstgiverstedet hvor jeg var vant til at tage ind, kom postmesteren atter og sagde at jeg ikke måtte gå til hvilket gæstgiversted jeg ville, men skulle og måtte tage ind i et nær ved posthuset beliggende værtshus. En sådan påstand eller hvad man ellers skal kalde det, var endnu aldrig mødt mig før på nogen rejse, og jeg gentog da at jeg ikke efterkom den, da det var besynderligt at jeg ikke kunne tage forfriskning hos bekendte eller hos hvem jeg ville, da det jo siden blev min sag at være til rette tid nærværende for afreisens skyld. Men han vedblev sin påstand at alle passagerer måtte tage derind, hvilket jeg dog naturligvis ikke tog videre notits af.
Forresten gik rejsen hurtigst fra Pløn til Kiel hvor jeg ved ankomsten foresatte mig aldrig mere med ageposten at ville passere Pløn hvor man måske også engang kunne få i sinde at foreskrive hvad jeg skulle spise.
(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4297-4303).
"Den 2. februar i denne uge da en sådan formodentlig
fordi han ikke fik betaling for det, da han skulle åbne en stol for
adskillige kommunikanter udbrød: "Her skal man også gå og gøre
opvartning for dem!" (Helligåndskirken 2015. Eget foto).
