Anmodning til Vandcommissionen.

Det sker ikke sjældent, især om sommeren at vandmangel finder sted på Christianshavn, på grund af reparation på vandrenderne. Nogle borgere samme sted har flere gange anmodet vandkommissionen om at måtte blive orienterede om hvornår vandrender skal optages og vandet bliver borte. Men da sådant varsel aldrig, eller i det mindste sjældent, sker, hvilket man formoder hidrører fra vedkommende lavere betjentes skødesløshed, så tillader man sig at melde sådant for den respektive kommission, med anmodning om at det måtte blive vedkommende alvorligt pålagt at give varsel om vandets standsning da adskillige næringsbrugere der bruger vad til deres håndteringer derefter kan rette sig, og undgå tab ved vandets uventede bortbliven. Man har så meget mere det håb at denne anmodning opfyldes som man når vandskatten opkræves, ikke ser nogen dekort i samme på grund af indtruffen vandmangel.

(Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 340-341.)

Vægterhuset i Amaliegaden.

I den nedre ende af Amaliegade ved Fattigboligens mur står et vægterhus hvis begge sider benyttes af de lavere klasser som et sted for al uhumskhed, til forargelse for genboerne og ulempe for de spadserende på fortovet, hvoraf de sidste er nødt til at hoppe over to strømme der løber ud i rendestenen fra nævnte vægterhus.

Det er højst upassende at man i en af stadens hovedgader og som fører til esplanaden som dagligt besøges af de kongelige herskaber og en stor del af publikum, tåler et så ækelt og vederstyggeligt syn. Og man tør af den grund håbe at de ansvarlige vil foranstalte dette vægterhus flyttet ind i fattigboligens gård og sørge for at muren og det omtale sted rengøres.
 
Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 338-339.

Redacteurens Anmærkning

Der klages igen over huset 6. december 1834. 

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Bygning nr. 37 i Amaliegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads.

I gamle dage var det en stor sjældenhed at pibning fandt sted i Skuespilhuset, fx i Rahbeks, P. A. Heibergs, Todes, Olufsens, Sanders, Samsøes skribentår. I en lang række af år eksisterede kun fire udpibninger, nemlig af en madame Rosenkilde der ansås for berygtet, af Wivets enke- og ligkasse, hvilket blev foranstaltet af vedkommende bogholdere og bude ved sådanne indretninger, endvidere af et usselt stykke eller dårlig opera hvis navn man har glemt. Hvad ikke indeholdt noget usædeligt eller aldeles usselt, blev enten tålt når forfatteren ellers besad fortjenester eller man tav og blev borte: Straf nok for en mådelig forfatter! 

Nu derimod hører dette piberi til dagens orden: Lapsevæsenet går så vidt at næsten ingen yndling anser sig for en dygtig karl før han på denne vis har aflagt et slags prøve på djærvhed og manddom. Allerede i skoleårene spirer modet til disse helte gerninger, og håbefulde ynglinge på 15 til 16 år følger dristigt de noget ældres fodspor. Derfor kan nu om stunder ingen af vore digtere, end ikke de største og mest fortjente, sige sig fri for at have stået i "teatrets gabestok"; ja vores egne skuespildigtere er man tværtimod ældre og sindigere tiders brug langt strengere mod end imod de fremmede. I en tid af omtrent et år er tre af prof. Heibergs stykker udpebet, hvoraf det ene endog var aldeles originalt, og de andre to var heibergske bearbejdelser af navnkundige franske forfatteres skuespil som måske hist og her havde nogle frie udtryk, men dog var langt fra at kunne stilles i række med en Don Juan af Hauch som af nogle er rost, eller operaen Don Juan og Beaumarchais frivole komedier som af al magt beklappes. 

Det er altså tydeligt at dette gemene piberi - som aldrig ville tåles ved en aftenunderholdning for penge i Knirsch' eller lignede saloner, langt mindre i klub- eller selskabssale - kun oprinder af partihad og til dels kådhed. Således så man ved udpibningen af det næstsidste heibergske stykke en hel del skoledrenge på 15 til 18 år blandt de ivrigste pibere: sikkert kunstdommere som smagen har ære af at tælle blandt sine talsmænd! Oehlenschlägers Rübezahl var man dog langt høfligere mod - man klappede ved de første forestillingen, den sidste lod man tavs gå over scenen.

Spørgsmål: er det ikke på tide at lade en sådan råhed forsvinde? Skal man også på dette punkt ligesom i så mange andre vedligeholde middelalderens usle pøbelånd? for uregerlighedsånden er det dog vel nok at yttre sin misfornøjelse ved råben, trampen, hyssen og anden vældig støj uden just at tage sin tilflugt til enlyd som, når den ved dag eller nat lader sig høre på gader og stræder, belønnes med frit husly i råd- og dommerhusets nedre afdeling.
Laur. J. Hansen

(Politivennen nr. 906. Løverdagen den 11te Mai, 1833. Side 331-333).

Ønskelig Oplysning om en Post i Kjøbenhavns Fattigvæsens Regnskab.

Indsenderen heraf har ofte undret sig over den betydelig sum som i dette regnskab årligt anføres for kontorsager, brevporto etc. under det almindelige fattigvæsen. Da nemlig lønninger til kontorbetjente og bude såvel som brændsels- og belysningsudgifter beregnes særskilt, og Fattigvæsenet næppe har nogen udbredt udenlandsk og kostbar korrespondence, så er det noget påfaldende at fx i året 1831 er for det almindelige Fattigvæsen medgået 1.629 rigsbankdaler, 64 skilling blot til skrivematerialer, protokoller, trykte skemaer og deslige, samt brevporto, mens de samme udgifter for  Almindeligt Hospital - hvor bogføringen og deslige ikke kan være ganske ringe - kun beløb sig til 175 rigsbankdaler, 22 skilling. Der må af den grund sikker under den rubrik indflyde en del andre udgifter, som gør summen så stor, og hvorom man kunne ønske at de ansvarlige ville meddele nogen nærmere oplysning.

Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 329-330.

Skærpet Instrux for Censorerne af trykte Skrivter og Blade.

Det Kongelige Danske Kancelli har den 25. april udstedt og i Kollegialtidende for 27. i samme måned kundgjort følgende instruks for vedkommende embedsmænd til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet:

"Da foruden anden misbrug af pressen, i den senere tid personlige angreb imod enkelt mand har taget mere og mere overhånd i de offentlige blade, i særdeleshed sådanne, hvis forfattere allerede er dømt for overtrædelsen af Trykkefriheds-Anordningerne, hvilket så meget mere bliver krænkende for de vedkommende, som den disse blade ifølge deraf afgivne påtegning "må trykkes" af menigmand kan anses som hjemmel for de i samme brugte udtryk, så har hans majestæt, for at sætte grænse for dette uvæsen, allernådigst befalet kancelliet at tilkendegive alle de embedsmænd, til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet, at de, under den dem ved forordningen af 27. september 1799 § 28 pålagte ansvarlighed, på det nøjagtigste har at efterkomme, hvad nævnte forordning og øvrige anordninger har foreskrevet, med hensyn til den dem således betroede forretning. Hvad i særdeleshed angår den i ovennævnte forordnings § 20 påbudne censur over de skrifter og blade hvis forfattere er kendt skyldige i trykkefrihedens misbrug, da ligesom censor ingenlunde er indskrænket til at udslette det som er af den natur at det med vished kan forudses at måtte af domstolene erkendes for strafværdigt, men derimod er berettiget og pligtig til at udslette alt, hvad han selv finder at være utilbørligt, således bør han herved ikke blot tage hensyn til, hvad der kan være fornærmende eller skadeligt for det offentligt, men også tl hvad der kan krænkende eller fornærmende for private med borgere, så at intet tåles der bærer tydeligt præg af æresskænderi eller som kan skønnes, under allegori, ironi eller anden sådan indklædning at gå ud på  at udbrede krænkende beskyldninger mod nogen." 

(Politivennen nr. 905, Løverdagen den 4de Maii 1833, s.324-326) 

Redacteurens Anmærkning

Anordningen var en af enevældens reaktioner mod de demokratiske vinde som blæste i det øvrige Europa. I Holsten blev Uwe Jens Lornsen arresteret for at gøre opmærksom på det løfte Frederik 6. havde givet holstenerne i 1815 om en stænderforsamling. Desuden var der startet en halv snes nye blade. (Se fx Kjøbenhavnspostens omtale af Lornsen, 15. juni 1833, s. 464).