Fælles Urtid. (Efterskrift til Politivennen)

Den Forskeel i Uhrenes Gang, som i Kiøbstæderne i Provindserne ikke sielden finder Sted, har hidtil giort det vanskeligt med den behørige Nøiagtighed at controllere, hvorvidt Posternes Befordring blev udført i anordnet og befalet Tid. For at afhelpe denne Mangel, har Generalpostdirectionen med Hans Majestæts dertil givne allernaadigte Bemyndigelse, overdraget en sagkyndig Mand at bereise de forskiellige Hovedpostrouter i landet, for ved at opdrage Middagslinien enten paa Raadhuset eller Kierken i enhver Kiøbsted, at bevirke den fornødne Eensformighed i Uhrenes gang paa de forskiellige Stationer, hvilken Foranstaltning saaledes ikke allene vil være til Gavn for Postvæsenet, men og forskaffe vedkommende Kiøbsteder den Fordeel, at deres Uhre altid kunne vise det Klokkeslæt, som et efter Middeltid stillet Uhr bør angive.

Dagen, 14. august 1820.

"Secten" i Kjerteminde: De Opvakte (Efterskrift til Politivennen).

 Omkring 1820 opstod "den gudelige forsamlingsbevægelse" på Fyn, med nogenlunde samme kristendomssyn som "de opvakte" i Jylland, senere betegnet af vækkelsesprædikanten Peter Larsen (1802-1873) som "de stærke jyder". Myndighedernes reaktion gik ikke så meget på det ideologiske indhold som på at møderne ifølge datidens lovgivning var ulovlige (heraf navnet "forsamlingsbevægelse"). Hvor paranoid enevælden var overfor dens slags, fremgik klart gennem sagen mod dr. J. J. Dampe, se baggrundsartikel om dr. Dampe. Nedenfor bringes nogle samtidige avisartikler om bevægelsens udspring i Kerteminde i 1820. Af dem fremgår det at mens de lokales interesse var en diskussion om religion og opførsel, fokuserede myndigheder på om organisationen kunne ses en oppositionel gruppe. Bemærk at aviser bragte altid kun officielt godkendte holdninger.

Politivennenbegyndte først i 1837 at skrive om vækkelserne på et tidspunkt da de var mere omfattende. Jeg har lagt artikler på Live Blogging, bl.a. om baptisterne. På det tidspunkt var den politiske situation en helt anden. Kjøbenhavnsposten mente fx ikke at enevældens sædvanlige metode til at bekæmpe den slags - vold - var vejen frem. Men det er en anden historie. Nærværende er ment som baggrundartikel til disse.

Der er tale om den såkaldte "forsamlingsbevægelse". Medlemmerne gik i kirke, men afholdt også møder i egne hjem uden den lokale præst. De kunne derfor  retsforfølges efter konventikelplakaten fra 1741. Normalt var straffen bøder og fængsel. Og det var også hvad der overgik i hvert fald den i artiklerne nævnte Kristen Madsen (1776-1829) fra Bregnør. Han rejste ligesom i øvrigt "efterfølgeren", Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873) rundt i landet. Kristen Madsen var blevet vækket i 1819. Sekten mødte en anden bevægelse fra Christiansfeld. 

De lokale myndigheder forbud og forfølgelse af disse "gudelige forsamlinger", satte tilsyneladende endnu mere gang både i dem og i modbevægelser fra lokale indbyggere i form af stenkastning og uroligheder i Kerteminde og Drigstrup. I 1820 angives medlemstallet til omkring 54 medlemmer. 

Kancelliet udbad sig  den 16. januar 1821 hos biskop Plum, Odense nærmere oplysninger. Stiftsøvrigheden blev efterfølgende af Kancelliet beordret til at gøre det klart for snedker Rasmus Klink, skomagersvend Svane og Kristen Madsen som hovedmænd at de ikke måtte afholde forsamlinger, fordi det stred imod Forordningen af 13. januar 1741. Sekten fortsatte dog de nu ulovlig kendte aktiviteter, nu blot mere skjult. Det lader til at der egentlig ikke skete yderligere. 

En kancelliskrivelse i 1824 ophævede konventikelplakaten fra 1741. Det var såmænd Fyns guvernør - den senere Christian 8. der gjorde det. Statsmagten havde fundet ud af at bevægelsen ikke var rettet mod konge eller statsmagt. Og da de lokale ikke følte sig truede på deres tro, affandt man sig med sekten, måske som en flok tosser. Sekten selv blev et par årtier senere opslugt af vækkelsesbevægelsen, sygnede måske også lidt hen og blev internt splittet.

Starten af Sekten

Sekten var startet i 1819/20, og blev omtalt i aviserne fra januar 1821. En af de første var Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 4. januar 1821. Artiklen var modstander af sekten, og fremstillede lederne som nogen der var ude efter at tjene penge. Den giver dog også et indblik i hvordan aviserne så på hvad der foregik:

Kerteminde.

Her er opstået en fanatisk sekt, der udbreder sig mere og mere. En snedker, en skomager og den såkaldte blinde Louise er menighedens piller. Skomageren (den såkaldte Biskop) skal engang i yngre dage have fordrevet djævelen ud af en pige i Svendborg, men medisancen siger, pige fik 1 til 2 børn c: djævelen for ud i sådan en skikkelse. Snedkeren hvor forsamlingerne holdes, er tillige kræmmer. Jo flere proselyter, jo flere kunder: tager man ligkister hos ham, så fås gode køb, ligeså urtekramvare til gilder. Blinde Louise er en gammel hospitalslem, der skal have været en slem datter med sin moder, og håber nu ved bøn og sang at komme højt op i Himmerig. Forsamlingen holdes hver søndag efter aftensang, hvor der synges, bedes og prækes, indtil ånden kommer. Men dette sker ikke altid. Forstanderen for dem i sognet skal efter rygtet have været hos det vidunderlige barn, og sagt: at de kunne begrave det, når de ville, for sjælen var for længe siden i Guds Rige, det var kun legemet som spirer lidt. Nogle af Kerteminderne skal sige: der vil blive noget stort af dette barn, I sognet skal andagten drives indtil ækelhed, så de endog forsømmer deres daglige sysler. Forstanderen som efter rygtet går til alters hver 9. uge, (var) forleden hos degnen og ville tegnes. "Det ser ikke ud til, at det bliver altergang" siger denne. Hvad? hvorfor ikke? "Der er ingen tegnet endnu, og det er langt hen i uge", siger degnen. Jo jeg må sandelig; for synden trykker mig så såre. Sekten har udbredt sig i Maale, Wiby og flere sogne på Hindsholm. Dog er det næppe troligt, at enkelte af dem skal have understået sig at disputere med præsten under katekisationen.

Mere om sekten kunne man læse i et referat fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 8. januar 1821, oprindeligt fra Iversens Avis, hvori en af sektens medlemmer havde forsvaret sig. Denne avis ligger ikke på Mediestream. Artiklens forfatter går til angreb mod sekten såvel lovgivningsmæssigt som bibelsk:

Indsendt. 

Endelig fik man da i Iversens Avis nr. 2 d. å. engang noget at høre direkte fra sekten på Kertemindeegnen, og forfatteren skyldes tak, om ikke for andet, så fordi han derved stadfæster, at sådan et separatistisk samfund virkelig eksisterer i den danske kirke, hvor regeringen omhyggelig våger over religionsfrihed og så mange værdige kirkens lærere bestræber sig for at tolke Guds ord og undervise i sand kristendom.

Indsenderen af bemeldte indrykkelse, der forkynder sig selv som sektens ordfører og repræsentant (for bestandig hedder det: "Vores hovedsag", "Vi tror", "Vi har", "Vi holder os" o. s. v. ) slår i øvrigt om sig med andres forkætrelse, djævel og helvede, mens han i samme åndedræt vånder sig over de troendes spot, hån og forfølgelse, og ligner deri på et hår den salig Hauge og alle lignende sekter, som har ført det samme sprog. Hvorvel man ved, det er spildt arbejde at ville tale det slags folk til rette, lærer dog også historien hvilken fængende pest sværmeriet er, og til hvilke skrækkelige vildfarelser sådanne afsondringer omsider kan lede. Sekten fortjener derfor unægtelig opmærksomhed, og alene i denne hensigt holder man det for en vistnok lidet behagelig pligt, at gøre det offentlige nøjere bekendt med dens væsen. For altså at vise hvad grund der var til at omtale sekten offentlig - og hertil bør den, så lidt som noget andet samfund i staten, holde sig for god - vil anmelderen opvarte læserne med endnu et bidrag, som han har fra aldeles troværdig Kilde:

- I Drigstrup Sogn består sekten for øjeblikket af 54 medlemmer under forsæde af en forstander (C. M.), men der hverves daglig. De samles søn- og helligdage hos ham. Foruden dem fra sognet kommer mange fra Munkebo, Hindsholm - især til højtiderne - endog fra den anden side af Odense. Forsamlingerne begynder kl. 4 og vedvarer ofte til kl. 12 om natten: Mænd og koner, karle og piger, tværtimod forordningen af 13. jan. 1741 § 8. Deres hververier overgår alle grænser. Således blev en kone i sognet for et halvt år siden så forvirret og sindssyg, at manden, da han kom efter at denne fynske kvæker havde forsnakket hende en del vås, lod Præsten kalde for at berolige hende. En faders eneste datter har på denne farisæers råd forladt sin faders hus og tjeneste for at gå over til hans lære, skønt faderen er bekendt for en skikkelig og redelig mand. For omtrent et år siden blev en kone anmodet om at gå over til sekten; men undskyldte sig med, at hun ikke turde for hendes mand. "Hvad vil du bryde dig derom"? fik hun til svar, "vil du forspilde din evige salighed for at føje ham ;" "men hvad? om han jager mig på døren" "så må du komme til mig" - sagde skalken - jeg vil modtage dig." Denne svovlstikkerpræst har for nylig ved et barselgilde - han behager uopfordret at præke d. e. våse efter måltidet ved gilder - holdt en lang og vidtløftig tale, hvori han formanede alle tilstedeværende til at antage hans meninger og lade sig indlemme i hans selskab, under trussel af åndelig død og evig fordømmelse. Efter at have pustet en halv times tid, begyndte han på ny og snakkede uophørlig næsten i to klokketimer om denne materie anførende mangfoldige sprog til bevis; men som nogle af tilhørerne - al anvendt møje uagtet - ikke kunne finde i Bibelen."

Hvad synes læserne nu om denne prøve, hvoraf flere kunne følge? Er det ikke beklageligt, når mænd, der står på et højere kundskabs trin, og har helligere pligter at varetage - for derfor antager man indrykkelsens forfatter - vil gå i ledtog med sådanne galninge? Hvad vil al den skvalder om andres meninger sige? Er der ikke enten pure Galimatias eller forslidte kunstgreb, når hr. Ordføreren vil indbilde os, at sektens hovedsag er at sky synden og være gode kristne? Ret som det ikke var pligt for enhver, eller som var det endog forbudt, eller ikke lod sig udføre uden i hemmelige selskaber, hvor lærefaget som oftest forvaltes af enten vankundige eller opblæste dårer, der læser Bibelen som en vis! Ånder ikke hvert ord, klædt i ydmygheds dragt, den skammeligste hoffærdighed og ukærlighed? Hvem forfølges vel i vore dage for sine religionsbegreber!? Ren pølsesnak! Tværtimod er det netop jeres forfølgelsesånd, jeres ukristelige fordømmelsessyge, jeres indblanding i uvedkommende sager, jeres skinhellighed, jeres hyklermasker, vi laster. Fører I ikke et sprog, som gaves der ikke en kristen i landet uden jer, og dog! er I så himmelvidt fra den Kristi visdoms og kærligheds salige ånd, at om han atter vandrede her i tiden, ville I blive hans arrigste forfølgere, lige såvel som de skriftkloge, de farisæer, de øjentjenere, imod hvilke hans tale er så udmærket skarp. Eller vil I høre hans egen dom? Hvor bibelstærke I end er, holder I jer alene til det, som efter jeres vrange udtydning kan nære mysticismen. Hvorfor læser I ikke også steder som følgende: 

Matth. 15, 20. "Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaaer de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige " - Kristus. 
Matth. 11, 16 - 19. "Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er liig de smaae Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: Vi fløjtede for Eder -og I vilde ikke dandse; vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde? Thi Johannes kom, som hverken aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. Menneskene Søn kom, som æder og drikker, og de sige: See! en Fraadser og en Viindranker ! Tolderes og Synderes Ven!" - Kristus. 
Matth. 12, 50. "Hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himmelen, den er min Broder og Søster og Moder." - Kristus. 
Matth. 23, 15, 24. 28. 33. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer! I Øienskalke! at I drage om til Lands og Vands for at vinde en Tildrager, og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt være end I ere." - I blinde Veiledere! I som sie Myggen af, men nedsluge Kamelen. - I synes vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret. - I Slanger i I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?"- Kristus. 
Joh. 10, 37- 38. "Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke. Men dersom jeg gjør dem, og I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne; paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig og jeg i ham? - Kristus. 
Joh. 15, 14. "I ere mine Venner dersom I gjøre hvad jeg befaler Eder." - Kristus.
Det var nødvendigt at vise jer, at vi også kender skriften, og at jeres egne våben fælder jer. For enten er I ikke selv kristne, eller også I ikke holder andre derfor, og begge dele strider mod Guds åbenbarede ord.
Den 5 Januari 1821

Drigstrup Kirke. Kredit: Bococo / CC BY-SA (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0).

Påbud og opfølgning

Retsligt blev sekten tilsyneladende ikke af myndighederne anklaget for at være kættere, men for at holde forsamlinger. Det fremgår bl.a. af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 30. marts 1821:

Kerteminde d. 24. marts. I dag kommunikerede byfogden skomager Svane og snedker Rasmus Klink kancelliets resolution og forbud for den såkaldte sekt: "Ingen forsamling at måtte holde for eftertiden", hvormed politiet skal have strengt opsyn. Christen Madsen af Drigstrup Sogn var også indbefattet derunder; men han henhører under en anden jurisdiktion. - På Hindsholm er imidlertid opstået en ny profet, en skrædder, som også skal hverve, og spå en stor religionskrig i år i Danmark, hvori han selv er bered til at opofre livet etc. 

I Dagen, 26. maj 1821 berettes om hvordan de lokale myndigheder (sognefogden) greb ind overfor forsamlingerne:

Kerteminde, den 18. maj.

Sektånden vedbliver endnu at spøge her og i omegnen; men øvrighedens årvågenhed vil nok vide at dæmme for den. Første påskedags aften greb den påpassende og virksomme sognefoged i Drigstrup forstanderen sammesteds, just som han havde menigheden samlet. En af forstanderne herfra var i en anden landsby i samme hensigt; men da han mærkede uråd, slap han linklædet og flyede nøgen. Nogle kvinder er også begyndt at opfriske dette uvæsen, og at samles i det såkaldte Helved Hus. Forleden søndag var atter forsamling hos snedkeren, og da rådstuetjeneren, efter forgæves i al sindighed at have formanet dem til at skilles ad, omsider hentede byfogden, skal en tilstedeværende, som ellers i ingen henseende kan regnes til flokken, have protesteret temmelig kækt imod forsamlingens ophævelse. 

For en 14 dage siden holdt byfogden efter ordre fra stiftet, forhør over snedkeren og skomageren i anledning af at den første var truffet i Drigstrup Sogn som prædikant. Han skal også have opmuntret sine tilhængere til at stå fast, "når forfølgelsens time kommer." På anmeldelse om det samme til hr. herredsfoged Fristedt, lod denne ham også tilligemed degnen og sognefogden, indkalde for retten i Odense forrige lørdag, hvor snedkeren viste sig helt stiv, og sagde, at han ikke kunne love at holde op med sin præken som han troede ikke kunne forbydes ham. Nu menes at der bliver nedsat en kommission i denne anledning. (Hemp. Av.)

Sognefogdens indgriben synes i hvert fald på kort sigt at have en vis virkning, ifølge Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. juli 1821. Men uden at sekten helt standsede sine aktiviteter:

Kerteminde den 29. juni. Her holder sekten sig nu temmelig rolig. I Kjærbye, Drigstrup Sogn, traf sognefogden derimod om aftenen den 19. juni en forsamling af 12 personer, under forsæde af en fanatisk skanderborger, som på forespørgsel: i hvad anledning de var forsamlede? svarede: "for at handle om vor sjæls salighed." Sognefogden modtog hans pas til næste dag, da han måtte forføje sig ud af sognet, og tog vejen søværts til Sletten. I passet benævnes denne person: "Handelsmand Jens Frederiksen fra Skanderborg". For nogen tid siden var her på egnen også en selvgjort profet i skikkelse af en skræder fra Aarhuus i samme ærinde. I et af disse godtfolks yndlingsskrifter, "Om det evige Liv" kaldet, i 5 bøger, står blandt andet følgende smukke tirade: "Naar Menneskene ikke havde syndet, skulde de ei have døet. Adam kunde saa reist rundt om i Verden til hele Familien og sagt: See! nu er jeg 5000 Aar og har hverken Rynker, graae Haar eller er kroget; men endnu lige saa rask som paa Skabelsens Dag. O, hvor der skulde have været en Kyssen! (dette udtryk står nogle hundrede gange i Bogen). Menneskene skulde have avlet børn i de første 600 år af deres liv o. s. v. "

Styrets ængstelse for ikke-kontrollerede, offentlige talere/forelæsere gav sig bl.a. udslag i følgende plakat, offentliggjort i bl.a. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 7. august 1821. En plakat der synes at afspejle sagen om doktor Dampe:

Ved plakat af 25. juli d. å. har det behaget Hs. Majest. Kongen, med hensyn til den ret, at holde offentlige forelæsninger, for fremtiden allernådigst at anordne og fastsætte: "1) At ingen, der ikke som lærer ved Københavns Universitet, eller ved en anden af Hs. Majestæts sanktioneret læreanstalt dertil er særlig berettiget, må holde forelæsninger som enten offentlig anmeldes, eller på anden måde kan anses at have nogen offentlighed, med mindre det danske Kancellis tilladelse dertil først er erhvervet. -  2) At alle forelæsninger ved universitetet i forvejen skal være anmeldt i lektionskatalogen, eller hvis nogen dertil berettiget måtte efter at bemeldte katalog allerede er trykt, bestemme sig til at holde en forelæsning, at derom da forud bør ske anmeldelse til konsistorium; og 3) at lærere ved enhver anden af Hs. Majestæt sanktioneret læreanstalt som holder forelæsninger, skal, ligesom ved universitetet finder sted, anmelde samme i en lektionskatalog, eller til læreanstaltens foresatte."

Ikke desto mindre ser det ikke ud til at have haft den ønskede effekt, se Kjøbenhavs Skilderie, 27. november 1821:

Kerteminde, d. 21. novbr. Med sekten her på egnen som til trods for alle forbud ikke har ophørt med at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Andagten var som man kan tænke, helt forskellig: en mand blandt tilhørerne græd bitterlig, mens en gammel kone - sov. Men det værste var at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. Da præsten derefter ville tale ham til rette, viste han sig trodsig imod alle formaninger, beråbte sig som den slags mennesker da altid gør, på et indvortes kald; han kunne ikke nedgrave sit pund i jorden; Man burde adlyde Gud mere end mennesker etc.

Efter anmeldelse herom er nylig afholdt et politiforhør, hvori han tilstod alt, og sagen bliver nu indberettet til øvrigheden, som sikkert vil træffe de kraftigste foranstaltninger til at dæmpe dette uvæsen. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer, under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man og brugte alle de skingrunde, som ordgyderi og fanatisme kan indgive. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epidemi sig atter.

En anden version af samme hændelse, men med et andet indhold, fra Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 27. november 1821:

Kerteminde d. 21. novbr. Med sekten her i egnen, som, til trods for alle forbud, ikke har ophørt at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han, ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Men det værste var, at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet, at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epedemi sig atter. 

I Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 4. februar 1822 står en noget enkeltstående hændelse:

Odense. Under forhørene over sekterne fra Kerteminde-egnen er blandt andet også fremkommet en dumdristig ansøgning til en høj person, som disse helgener efter gammel priselig sædvane, har formastet sig til at indgive, og skal indeholde de skammeligste beskyldninger mod geistlige og verdslige embedsmænd. - Hvem ville vel tvivle om at det sker i de kristeligste hensigter, ikke for at fremme deres egen, men alene - Guds sag. 

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. marts 1822 konstaterer at sekten nu holder sig i ro, men man efterspørger også et opgør med deres tro:

Kerteminde den 26. marts. Sekten forholder sig nu nogenlunde rolig, siden de to medlemmer, der var arresterede, igen er løsladte. Imidlertid ønsker enhver retsindig at disse skinhellige må blive lønnede efter fortjeneste for de beskyldninger, de har vovet at pådigte agtværdige embedsmænd.

En kort notits i Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 19. juli 1822 antyder at myndighederne tilsyneladende har fået forsamlingen under kontrol, og er ret ligeglade med deres dommedagsforkyndelser. Efter denne artikel er der stille i aviserne om sekten:

Kerteminde, 2. juli. Sekten her i omegnen er endnu i fuld ånde, og får jævnlig besøg af tilhængere endog fra Norge. En af formændene holdt i forgårs en opbyggelig præken ved et barselsgilde og beklagede blandt andet at det var kommen så vidt, at man forbød dem at tale Guds ord, ligesom han også forsikrede at de ildebrande, man hørte tale om, og den hungersnød, markerne true med, var en Guds straf for vore synder.

Som nævnt blev forsamlingerne tilladt i 1824. Og herefter skrev aviserne om dem som obskure personer, se fx Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. juni 1826, hvor "de opvakte" fremstilles som lidt latterlige og overtroiske:

I disse dage har det Hoffmannske Kunstner-Selskab prægtig moret publikum og haft stort tilløb. Søndag den 11. d. lod det en luftballon opstige i Kerteminde, som steg temmelig højt og gik med meget held ad Drigstrup til. Her var som sædvanlig - de opvakte forsamlede, og ved synet af denne kommende gæst blev enige om at det måtte være et overjordisk væsen. Mens der rådsloges hid og did om, hvorledes man skulde modtage det, dalede luftballonen ved de i tøjr stående heste. En af disse slog hul i den, og nogle drenge gav den resten.

Senere fik bevægelsen følgeskab af andre vækkelsesbevægelser, og blev internt splittet. Men artiklerne her må ses altså ses som kilder til den allerførste spire til vækkelserne i Danmark.

Kjøbenhavn den 27de Juli. (Efterskrift til Politivennen)

Den Indretning til at oplyse Pladsen mellem Palaierne paa Amalienborg og nogle Gader i Nærheden med Gas, som Grosserer Mac Evoy, efter hans allerunderdanigste Tilbud, har foranstaltet, er nu færdig, og Gassen har, for at gjøre Forsøg med denne Oplysningsmaade, allerede flere Gange været tændt. I enhver af de dertil anskaffede smagfulde Lygter ere 3 til 9 saa klare og stærke Flammer, at man i 7 til 8 Skridts Afstand kan see og læse i en trykt Bog.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 2. august 1820

Marked i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Odense, den 18de Juli

I Gaar Eftermiddags tog de saakaldte store St. Knuds Marked en Ende med alle sine Herligheder. Det særdeles smukke Veir havde den egentlige store Markedsdag lokket Mennesker nok til Byen. Paa Boder, lige fra de meest Glimrende til af det simpleste Indhold, var der heller ingen Mangel. Kræmmerne havde derfor de bedste Aspekter til at reise bort med tomme Telter; men - ogsaa her hørtes allevegne Henriks Klage i Komoedien: "ingen Penge!" De faa Skillinger, Menigmand havde tilovers, gik i Vaffelbagerskens Lomme; skiøndt det giorde et lille Skaar i hendes Glæde, at Brandvæsenet og Politiet med megen Føiee havde forbudt at bruge Ild i et Fielleskur midt paa det aabne Torv, fyldt med lutter let antændelige Ting. Men Vaflerne skulde og maatte smages og med Glæde gaves 8 skilling Stykket; thi det hollandske Navn de bare og Opvarterindernes underlige Dingeldangel af Hovedtøi var jo allene Pengene værd, skiøndt man neppe havde givet 2 Skilling for et bedre Slags, lavede af danske Hænder. Den sande Essents, som imidlertid skulde fremholde Vaffelboutiquen, var Punsch, Limonade og Liquerer, som da ogsaa gjorde "mangt et Hoved ør og Mangen't Hierte glad. De som maaskee aldrig nyde den Lykke at skue disse Vaffelfabriker kunne trøste sig med, at det er hverken mere eller mindre, end et Slags transportabelt Krohuus, eller paa godt dansk Narrestreger, der, ligesom de andre, Wiener-Kongressen, Gyngerne o.s.v. omsider reent ville nedbryde Ideen om Markeder, en almindelige Omsætning af Flids- og Kunst Produkter, og hielpe til at udbrede Raahed og Pøbelaand, hvorfor ogsaa Boutiken maatte fredes med Militairvagt, for at afværge Spektakler.

Dagen, 22. juli 1820.

Mdm. Stutterheim (Efterskrift til Politivennen)

Ved slutningen af 1800-tallet havde den akademiske medicin som følge af systematisk forskning udviklet de behandlingsmetoder som vi forbinder lægevidenskab med i dag. En masse virkningsløse og skadelige behandlingsmetoder var afprøvet og kasseret. Men inden da, florerede folkemedicin, gamle husråd, kloge folk, trolddom og naturlæger som ganske almindeligt søgte midler for sygdomme. Med nogen grund, for lægevidenskaben i Guldalderen byggede hovedsagelig på den oldgamle græske sygdomsopfattelse, ofte ikke mere effektiv end den underskov af helbredsmetoder som var baseret på andre teorier. 

Nedenfor tre eksempler på sådanne: Frau Stutterheim fik stor succes selv om hun i samtiden blev stemplet af lægevidenskaben som kvaksalver. En københavnsk pendant til Frau Stutterheim fru Lassen som er udførligt behandlet i Politivennen. Og endelig fyrst v. Hohenlohe. Der var dog afgørende forskelle mellem dem, selvom deres virkemidler er ikke helt offentlige. Frau Stutterheims  fremstår endog næsten hemmelige: "Sympatimidler" byggede på en hundredår gammel tankegang om forbindelsen mellem immaterielle og materielle væsner, onde ånder og dæmoner. Stjernerne og det guddommelige liv kunne kurere. 

I Salmonsens Konversationsleksikon omtales Sympatimidler. Lægemidler, hvis virkning skal bero ikke på deres fysikalske egenskaber, men på en formodet, overnaturlig egenskab, der står i  "sympatisk" forhold til vedk. patient og derfor hos denne fremkalder betydelige virkninger, særlig på nervesystemet.

Madame Lassen virkede i København, og er behandlet i artikler i Politivennen som jeg har forsynet med supplerede noter og materiale:  27. maj 1823. 18 november 1826. 25. november 1826. Hun påstod dog modsat Frau Stutterheim aldrig at kunne kurere alle sygdomme. Begge blev undersøgt af statslige læger. Madam Stutterheim blev erklæret for kvaksalver, mens madam Lassen delvis blev anerkendt. Imod Sundhedskollegiets vilje, men overtrumfet af kongen. Og set med nutidens øjne havde mad. Lassen måske bare tilfældigvis stødt på desinfektion: Hun kogte plastre og behandlede patienter enkeltvis. På hospitalerne betød snavs og sammenstuvning af patienter ofte at lægerne ikke fik en chance.

Madam Lassen opnåede at være kendt og anvendt lang tid efter sin død. I "Slægten Grøn-Müller-Klein" (1905) omtales fra midten af 1800-tallet (og andre lignende beretninger findes):

I Bedsteforældrenes Hus var i mange Aar kommet en Kone til Vask; hun hed Babette. Nu var hun bleven ældre og kunde ikke taale det strenge Arbejde. Bedstemoder fik derfor den Ide at lære hende sine sympatetiske Kure og Midler. Der var imidlertid et aber ved at lære dette fra sig, nemlig at en Kvinde kun kunde lære en Mand det og omvendt. Der maatte derfor gaas Omveje; Bedstemoder lærte sin ældste Søn, Onkel Louis, det, og han igen Babette det. Hun boede i Borgergade og fik i Tidens Løb ikke ringe Indtægt ved dette sit nye Erhverv. En velstaaende og kendt Grosserer her i Byen viste sin Taknemmelighed overfor hende, da hun havde kureret ham, efter at han havde forsøgt alt andet, ved saa længe hun levede at betale hendes Husleje. Samme Babette strejfede forresten engang ind paa Faders Territorium angaaende en Patient med Rosen; dog fik han det aldrig at vide. Først for kort Tid siden har jeg tilfældig truffet Patienten, som ved at høre, at jeg nedskrev Erindringer fra tidligere Tid, fortalte mig, at de havde søgt Babette samtidig med, at Fader, som var Huslæge, kurerede paa hende, fordi de syntes, at Helbredelsen trak saa længe ud. Man hældte efter Babettes Raad lidt efter lidt den Medicin bort, som Fader havde ordineret; thi ikke for alt i Verden vilde hun støde eller fornærme sin Velgørerindes Svigersøn, og Fader var i den Formening, at hans Kur hjalp. Dette var naturligvis Uret, og hun fortalte, at hendes Fader— hun selv var den Gang en lille Pige — havde sagt: »Jeg smider den Kælling ned ad Trapperne, hvis jeg ser hendel Det er en Skam mod Dr. Grøn...."

Retssager mod behandling ved sympatimidler kendes Danmark så sent som i 1872 i Bjerge-Aasum Herred. 200 år efter lever deres behandlingsmetoder stadig videre i forskellige afarter. Et eksempel på en Sympatikur som kan illustrere nogle af de nedenstående tekster, er et "probat Middel imod Tungsindighed." Her indgår tallene 3 og 9, tavshed, nat:

Gaa Sant-Hansdags Aften paa Kirkegaarden og pluk stiltiende imellem familiernes Grave Kl. 9 9 Slags Blomster, om de er der at finde, ellers tag Blade og Knopper af hvad  som findes, indtil Tallet 9 bliver fuldt, kog deraf en The, drik den i 3 Aftener i Rad og hold saa op 3 Aftener, drik atter i 3 og atter hold op i 3, og saa drik igjen i 3 Aftener, bliver i alt 9 Aftener. Denne simple Middel har hjulpet mange Mennesker. Jeg har lært den·af en Kone født i Norge. A- U K. Ug 1858 i Juni A. u. Ulfborg. 

Nu til artiklerne om mad. Stutterheim. De blev publiceret i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. juli 1819 (nænsomt omskrevet til nutidigt sprog), og iøvrigt i en lettere forkortet version i Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende , 26. juli 1819:

Kvaksalversken Stutterheim i Holsten.

I tidsskriftet Originalien for maj måned d. å. læses fire breve fra det holstenske angående en kone ved navn madam Stutterheim, der på grund af sine kure, har gjort stor opsigt der i landet og er blevet draget til ansvar. Vi leverer her et udtog af disse brev.

Første brev.

Du ønsker, bedste ven nogle nærmere efterretninger om den gamle kone som er indbragt hos os i lænker. Vores formodning at hun måtte være en farlig forbryderske, retfærdiggøres rigtig nok ved den måde hvorpå hun indbragtes. Men hun er hverken brandstiftersken fra Neustadt, eller en morderske, men en spåkone, en menneske- og kvægdoktorinde, der har udøvet sine forretninger hemmeligt på forskellige steder i landet. Hun har fået endnu flere tilhængere end hun nogensinde havde før, da de mest ansete mænd interesserer sig for hende, så tiltager interessen for hende i den grad, at man allerede ret almindeligt taler om hende som om et vidunder. Hendes ry var også allerede draget med hende fra sted til sted ved hendes kuske og ledsagere. Hun skal have helbredt mennesker som lægerne ikke har kunnet hjælpe, og - du må længe nok le af det - uden medicin, ved Sympati, nogle urter og deslige. 

Af en troværdig ven har jeg erfaret følgende om hendes kure på et sted hvor hun før opholdt sig. Blandt 22 patienter var også en bondekone som havde almindelig krampe. For denne kogte hun selv en drik af tidsler og andre hensigtsmæssige urter i en kedel, under uforståelige sprog, og derpå siede hun dem gennem en bestemt særk, fx af et pigebarn. Om natten da det var stjerneklart, skød hun den syge med begge hænder lagt om hofterne, foran sig omkring i fri luft, lod denne se op til en bestemt stjerne, strøg, efter højtidligt lønsprog, hendes legeme, slog derpå begge hænder hvæsende op mod himlen, og ville forjage den lidendes onde til stjernen, ligesom visse folk sædvanligvis plejer at gøre det med høns. Tre aftner blev dette gentaget, og således kørte den syge, efter at hun havde tømt drikken og igen tilbørligt opkastet den, dernæst betalt 2 mark for denne og 6 mark for kuren, betydeligt bedre hjem igen. Ganske udmattet ankom patientinden nu til sine slægtning, som straks måtte sende bud efter en læge.

Andet brev.

Vort vidunder kommer, ganske imod dine spådomme og fornuftsberegninger, mere og mere til ære. Ikke alene adskillige af vores fornemste indbyggere, for ikke at tale om borgere, bønder og tiggere, går til hende. Men også to læger har besøgt hende og taler ingenlunde ufordelagtigt om hende. Du spotter over overtro. Vil du fremdeles tænke således når jeg forsikrer sig, at en lærd præst ikke alene skal have søgt råd hos hende for et medlem af sin familie, men endog for andre syge? Kan du endnu spotte over menigmands og gamle kællingers lettroenhed? Det vil være mange af os ubegribeligt hvorledes en mand skal have fortæret 9 stykker l... på smørrebrød som et middel for gulsot, hvilket middel blev ham tilrådet som Sympati. Skade at det lige så lidt ville hjælpe hos en syg som en afdød, og at disse små dyr må samles af tre brødre, hvilket er noget misligt, og så meget mindre kan anbefales som probat. 

Madam Stutterheim er født i en saksisk landsby, hvor hendes far skal have været stabslæge. 1813 kom hun i land med de sorte husarer ved hvilke hendes mand skal have tjent som fanesmed. Men han skal være død i slaget ved Sehstedt - og på denne måde kunne hun let besidde en skat af kundskaber. Upåtivleligt ville hun underkaste sig en tilbørlig prøvelse, dersom hun ikke havde bragt det så vidt, ganske hurtigt at kurere alle tilfælde på en hidtil fra alle bekendte lægemetoder afvigende måde - ved Sympati - bestående i befølen, bestrygen og stjernekiggeri! Hvilket fakultet havde nu heri bragt det så vidt at hun kunne holdet et kollokvium der? Heraf forfølgelsen af uindviede og vanføre. Også i vores stad har hun under sit ophold her fundet blandet andre en bestemt mod stander i en læge, der tillige allerede har klaget over hendes kureren, men det er hidtil ikke lykkedes ham at overbevise hendes tilhængere, trods alle de af ham anførte grunde om den overtro og det kvaksalveri som herved befordres, og den åbenbare skade som er en følge af de salver, skarpe vand og pulvere hun giver øjensyge og andre patienter. Man anser tværtimod hans utilfredshed for brødnid, da hans andre kolleger intet har foretaget mod hende. 

Ingen time på dagen har den gode gamle fred. Om aftenen vandres, haltes, og bæres hen til hende. Gerne ville jeg underrette dig noget om de kure der er lykkedes hende, om det var mig muligt, hvor almindeligt det end siges og fortælles. Ingen af de syge tør tale om sympatisøren, da det ville forhindre helbredelsen. Derhos blæser og regner det nu stærkt, og på sådan en tid kan hun ikke virke. Alle syge gives fortrøstning på lyse nætter og vindstille som fortrinligt skulle lette gigtsyges kur. Desuden må den syge mere eller mindre klæde sig af i fri luft, selv i den mest bidende frost, og holde de lidende dele mod stjernene. 

Et tilfælde kan jeg fortælle dig, hvilket gjorde almindelig opsigt. En skomager klager sin nød til hende, at han har en ko som ikke vil give mælk om dagen, hvorfor hans ægtefælle må malke den om natten. Madamen råder ham til at udspejde hvem der er hans arrigste fjende. Denne havde tre gange strøget koen mod hårene. Ifald samme igen ville stryge dem tilbage, så ville det onde være hævet. Manden drager med sin gjorte opdagelse tilfreds hjem, fortæller hvor han har været, at den kloge kone havde sagt ham alting, og at han nu nok skulle få fat på den slette karl. Den fredselskende ægtemage bliver bange, tror i hans tale at finde en hentydning på en soldat som hun kender, og som ganske fredeligt ind imellem havde holdt lyset for hende og gjort hende selskab når hun malkede Fra det øjeblik af giver koen igen mælk om dagen og ensstemmigt roser mand og kone den vidunderlige kur. 

Tredje brev.

Madam Stutterheim skal i tugthuset og derpå forvises ud af landet. Men hendes venner har tilbudt en betydelig kaution. Vogne fulde med krøblinge på ånd og legeme ankommer, ja selv skibe med sådanne folk ombord, letter anker. Det vrimler af folk der søger hjælp. Udenlands må hendes ry allerede genlyde. Fra det hannoverske ankom for nogle uger siden en possemyntmager med sin kone og et barn der kun endnu havde lighed med et menneske. Han anholdt om tilladelse til at opholde sig der i te dage, i hvilken tid hans barn skulle være helbredt. Men de gode folk måtte straks igen tiltræde deres tilbagerejse. 

Hvem hendes kure hidtil har hjulpet, vides ikke. Derudover hviler et hemmelighedsslør. Mange syge føler sig efter sigende allerede bedre ved hendes nærværelse - dog synes ingen at turde tale om sin helbredelsesmåde. 

Megen alarm gør nogle syge fra Hamborg der er helbredt ved Sympati. Men du kan ikke tro det, skønt du ikke er i stand til at modsige det. Jeg priser den af dig anførte gigtsyge spiseværts fikse tro. 

Vores distriktsfysikus ankom her for nogen tid siden efter højere befaling for ikke alene på embeds vegne at undersøge det fortsatte kvaksalveri, men tillige de derved forårsagede forfuskelser. Mennesker med benedder fandt man belagte med plastre, blinde havde man strøet pulver i øjnene og forårsaget dem derved unyttig smerte og hævelse. Seks slags medikamenter havde hos en lille pige af et lille bensår gjort en benhævelse med mange sår osv. Det vigtigste tilfælde ved undersøgelsen var en betydelig hævelse en fattig kone der var sendt herhen fra nabodistriktet, havde på fodballen. Sympatien skulle anvendes, ifald den kloge kone ville påtage sig at kurere hende. I modsat fald skulle den syge overgives en herværende læge til operation. Ligesom madam Stutterheim overalt antager alle syge, således antog hun også denne kone, og lovede at kurere hende. Ja, hun erklærede endog at den syge ufejlbarligt måtte dø når nogen læge opererede skaden. Men den syge blev, denne forjættelse uagtet, dagligt værre, og efter et par ugers forløb var hendes lidelser steget til den højeste grad. Endelig blev der tilkaldt en læge som tog sig af den syge, men på ny opbragt over sådan frækhed, anmeldte det på vedkommende sted. En af kvaksalversken givet spiritus med kamfer havde bevirket og forøget betændelsen i foden på sådan måde at benet måtte afsættes den syge lige ved hoften, i stedet for at ved en anden behandling eller når hævelsen tidligere var blevet skåret, foden havde kunnet være reddet. 

Nu er alle foranstaltninger føjet til at ingen mere skal komme til at lide ved kvaksalverskens Sympati og fuskeri. På højere befaling sidder hun nu under utilgængelig bevogtning og man venter den allerhøjeste stadfæstelse af den over hende afsagte dom. 

_____________________

I nr. 61 af samme tidsskrift læses under overskriften: "Bidrag til en historie om den vidunderlige kone i Holsten", følgende svar på disse breve: "Det er bekendt at denne kone har befriet adskillige mennesker for sygdomme, som ingen læge kunne kurere. Også mænd der beklæder embeder og hædersposter har talt med stor agtelse og berømmelse om hendes Sympati-kunst. Når man ikke mere vil tro sådanne mænd, så ophører jo al tillid til menneskeheden! Men vi har her selv en agtværdig borger der i en del år har været plaget af de skrækkeligste stensmerter, og som hverken de mest duelige læger kunne hjælpe eller ved brugen af mange bade har fundet lindring. Denne mand rejst til Itzehoe og takker endnu denne time Gud for at han gik til denne kone. For han er nu fuldkommen befriet for dette onde. Der kunne også indtræffe tilfælde der ikke altid kronedes med det lykkeligste udfald, men dette kan også finde sted hos de mest duelige læger uden at de er skyld i det. Den fornuftigt dømmende vil ikke straks fordømme lægen eller nægte ham kundskab og indsigt. For lægen er altid dog kun et menneske. - Ligeledes anfører brevenes forfatter en mand fra Hamborg der har været hos denne kone for at bruge denne kur. Dette har sin rigtighed. Denne mand har denne kone at takke for en stor del af sin generhvervede sundhed.

I Abend-Zeitung (Dresden), 12. april 1820 kaldes hun for "Die magnetische Wunderfrau i Warmbeck", 78 år gammel, sund og kraftig, enkel og from. Avisen fastslår at hun har kureret flere uhelbredeligt syge. Mere indgående blev hun beskrevet i "Kieler Beyträge", hrsg. von e. Gesellschaft Kieler Professoren, Bind 2. Taubstummen Inst., 1821, s. 427-449. Heri:  VI Erinnerung an die Frau Stutterheim Zunächst veranlasst durch das Archiv für den thierischen Magnetismus. Von C. H. Pfaff in Kiel.

I indledningen forklarer forfatteren grunden til at tage dette emne op igen flere år efter afgørelsen: nemlig at der vedbliver at fremkomme lignende teorier og behandlingsmetoder, og at disse derfor er værd at beskæftige sig med. Han refererer til et essay af professor Grohmann - daværende specialist i psykologi - som i et tidsskrift (u)frivilligt agiterede for "forkerte forfølgelse af usædvanlige magiske årsagsforbindelser og astrologiens entusiasme og beslægtede dårskab." Ligeledes at excorcisten Gassner endog er anerkendt af en professor Eschenmeyer. Artiklen opgiver også nogle informationer om hvem Frau Stutterheim var:

”Ms. Stutterheim blev født i en saksisk landsby, hvor hendes far var læge, skulle hun gifte sig med en flagsmeder til det prøyssiske regiment af de sorte husarer, og ledsagede ham til Holstein i 1813, hvor han blev ved mødet med Sehestedt og hans enke, undertiden som en spåmand, undertiden som en kvæg- og menneskelig læge fik et stort ry o. s. v . "

Jeg kan ikke afgøre, om de første omstændigheder er fuldstændigt funderet. Fru Stutterheim siger intet mere om sig selv i et fortroligt manuskript end at hun blev ført til Holstein af krigsforfølgelserne og bragt kunsten at helbrede mennesker og kvægsygdomme, der blev lært af hendes bedstefar, en saksisk militærlæge, for at komme væk. Selv foregiver hun at være kun 76 år gammel, sandsynligvis (i det mindste efter sit omdømme) meget ældre for at vække deltagelse, end hun virkelig er. 

Endelig et sidste eksempel på mirakeldoktorer fra Tyskland, fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 20. juli 1821:

T y d s k l a n d. Hvo der har den Ulykke at være blind, døv, stum eller halt, gjør nu bedst i at reise til Würtzburg, hvor der er opstaaet en halv gejstlig, halv verdslig Mirakeldoktor, som kuperer Alt hvad inkurabelt er og det endog uden nogen Slags Magnetisme. Man behøver blot at medbringe en ret fast Troe paa J e s u G u d do m. (ved hvilket ene Ord den gode Mand strax dokumentere hvis Udsending han er) og kunne aabne Munden til et Ja, naar han forespørger sig derom (Af de Stumme tager han vel i al Fald tiltakke med et Nik). I en Haandevending er da Miraklet skeet. Denne Profet er ingen anden end Domherren, Fyrst. v. Hohenlohe/Schillingsfürst, som prædiker i Kirken der fra Morgen til Aften, og har i en egen Skrivelse villet gjøre Borgemester og Raad vils paa, at Velsignelsen af hans durchlauchtige Mund virkelig kan udrette saa store Ting. Hvad de Vantroense angaaer, ih nu! til deres Omvendelse raabe alt 30 H j u l p n e (Rygtet lægger med sædvanlig Tjenstagtighed endnu et Nul til) med høi Røst: Probatum est! og den bayerske Statstidende (!) fortæller desuden, at Kronprindsen derved er bleven sin tunge Hørelse qvit. Hvad, have vi. da, yderligere Vidnesbyrd behov?

Den 5. november 1821 kunne Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende dog meddele at Hohenlohe ikke pt kunne helbrede noget, pga sit eget svage helbred. Han blev dog rask igen, for Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 13. december 1823 meldte om at han var i Prag, "hvor hans Mirakelkurer skaffer ham stort Tilløb." Den 19. februar 1825 meldt Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende at han var blevet domherre i Grosswardein i Ungarn. Han vedblev med at udføre mirakler langt op i 1820'erne og 1830'erne. I 1836 vedkendte han sig at være jesuit.