Socialismen og Arbeiderbevægelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift strider "V. A. Flkbl." bl. A. Følgende: Socialismen har i vort Fædreland sikkert gjort den Nytte, at man er kommen til at tanke mere over Smaafolks Kaar, og man er kommen til at sysselsatte sig med det saakaldte Arbeiderspørgsmaals Løsning. . . . Fremdeles har Arbeiderrøret bidraget til at vække Arbejdernes politiske Sands. Landboerne have lidt beklaget dem over, at Smaafolk i Byerne lod dem lede blindt hen; nu komme de og sige: "Vi ville ikke mere saaledes være et blindt Værktøi." Skulle vi da nu støde dem bort og skjælde dem ud for Socialister. Gjøre vi det, da vil det blive værst for os selv. Det er kun ved fælles Kamp, fælles Udholdenhed, vi kunne seire. De nylig vakte Folk maa ikke glemme, at der vil Udholdenhed til i Kampen, at Rom ikke blev bygget paa en Dag, og at de, selv i det bedste Tilfælde, ikke maa gjort sig overdrevne Forventninger om den Hjælp, som skal komme fra Lovgivningsmagten. - Om Pio, Geleff og Brix hedder det: Var Staten da eller maaske Kongedømmet i Fare, siden disse Mennesker dømtes saa haardt? Af Aktstykkerne i deres Sag fremgaar det, at det ingenlunde var Tilfældet. Prøjsen har gaaet ganske anderledes lemfældigt tilværks mod to socialistiske Førere, Bebel og Liebknecht, der havde en Betydning, som var meget stor, hvilket paa ingen Maade kan siges om vore. Pio siger meget betegnende i Forhørerne: "En Regning paa 50 Rd. kunde vælte os, hvor skulde vi da kunne tænke paa at vælte Staten?" Det fremgaar tydeligt nok, at der aldrig har existeret nogen bestemt Plan. Pio siger selv om Brix, at han ikke havde fjerneste Begreb om, hvad Socialisme var - - og han kaldtes endda Sekretær, men der førtes rigtignok ingen Protokol. Geleff var paa samme Maade Kasserer; ti han var aldeles uden Kasse saavelsom Penge. Han er Republikaner af Overbevisning; Pio derimod har ikke noget imod Kongedømmet, naar vi blot faa en socialistisk Stat. Højesteretsadvokat Nellemann viser slaaende, at de nævnte Herrer vel undertiden i "Socialisten" have slaaet paa den store Tromme, men de have egenlig intet lovstridigt udtalt. De store Ord finder han naturligvis meget for stærke og moralsk uforsvarlige; men han viser samtidigt, at Bevægelsens Ledere for 1843, f. Ex. Orla Lehmann, ogsaa brugte lignende stærke Udtryk. Deres lovstridige Færd begynder først, da de nægtede at adlyde Politiet den 4de Mai 1871 med Hensyn til Mødets Afholdelse paa Nørrefælled; derfor blev der af Forhørsdommerne rettet Forespørgsler til Isenkræmmerne, om der var solgt Vaaben og Ammunition, anstillet Undersøgelser i Kasernerne, om Tropperne vare blevne paavirkede. Det blev oplyst, at der ikke var solgt saa meget som en Knaldhætte, at der ikke havde været den ringeste Agitation blandt Soldaterne, at der kort sagt ikke var andet end hvad der forelaa aabenlyst og meget naivt aabenlyst.

(Aarhus Amtstidende 5. september 1873. 2. udgave).

Den demokratiske Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 16. august 1873 dannedes den demokratiske Arbejderforening ved et møde i Føniks. Det skete som en reaktion mod at den internationale Arbejderforening to dage tidligere var blevet forbudt og lokalerne besat af politiet.

Arbejdermødet

i Salonen Føniks i Lørdags Aftes havde samlet saa mange Deltagere, som Lokalet kunde rumme, samtidig med at de tilstødende Gader var overfyldt af Mennesker, som Pladsen i Lokalet ikke tillod at optage.

Omtrent Kl. 8½ traadte Snedker Pihl og Cigarmager Giessing frem paa Talerstolen og modtoges af Forsamlingens jublende Bifaldsraab. Snedker Pihl takkede for den store Tilslutning, der viste, at Arbejderne var mødt med Bevidstheden om, at Arbejderbevægelsens Berettigelse ikke kan undertrykkes ved et Magtbud. Han henpegede paa Nødvendigheden af, at Arbejderne sluttede sig sammen; ti det Magtbud, som nu var udgaaet mod Foreningen "Internationale" var i Virkeligheden ikke Andet end en Frygt for, at Arbejderne skulde gøre de dem ved Grundloven hjemlede Krav gældende. Arbejderbevægelsen kan ikke tvinges ved et Magtbud; det eneste Middel er at indrømme Arbejderne de Rettigheder, de gør og har Lov til at gøre Krav paa. Men disse Fordringer vindes ved en endrægtig Sammenslutning, og for at opnaa denne, skal en ny Forening stiftes, der skal værne om de os ved Grundloven hjemlede Rettigheder, hvilket Magthaverne vil søge at berøve os. Han meddelte derpaa, at han havde besluttet. at oprette "den demokratiske Arbejderforening" og havde taget Cigarmager Giessing som Medhjælper. Denne Beslutning hilsedes med Mængdens jublende Bifaldsraab, og efterat Giessing var bleven valgt til Dirigent, gaves Ordet til Cigarmager Johnsen, der i indtrængende Ord opfordrede Arbejderne til at starte sig til den nye Forening, hvis Formaal var ved alle Lovens Midler at virke hen til i politisk og social Henseende at opnaa fuldstændig Ligeberettigelse med de andre Klasser i Samfundet. Snedker Winther viste i fyndige Ord, at det Slag, som Magthaverne havde slaaet, var et Slag i Luften, idet de ikke ved et Magtbud kunde kue Folkeviljens stærke Strøm. Zimmermann henpegede paa del Samme, og Gartner Johansen talte til dem, der ikke vilde slutte sig til den nye Forening. hvem han gav det Raad at prøve den, for da senere at saa at vide, om det var Ret eller Uret, den vilde. Smed Weiss talte om, at det første Formaal man skulde lægge Bind paa, var Fordringen om den direkte Valgrets Indførelse, og hertil sluttede sig flere Talere som Snedker Carstensen. Smed Pflug, der i varme og indtrængende Ord anbefalede den nye Forening, som det største og stærkeste Værn mod Magthavernes Ønske: at kue den fjerde Stand, Arbejderne. Forsamlingen vedtog derpaa, at "den demokratiske Arbejderforening" skulde betragtes som stiftet, hvorpaa Snedker Pihl allerede den Aften lod midlertidige Medlemskort uddele. Man gik dernæst over til det andet Punkt paa Dagsordenen: "Hvorledes opfatter Arbejderne den over Arbejderførerne, Pio, Brix og Geleff fældede Dom?" Snedker Adam Petersen udtalte, at medens han før Højesteretsdommen havde udtalt sig i besindige og rolige Ord, saa kunde han nu ikke længere gøre dette, ti nu var Maalet blevet fuldt; nu var Taalmodigheden brudt, efterdi man havde dømt Mænd, der havde opoffret deres hele Stilling, som de simpleste Forbrydere. Snedker Winther udtalte, at den over de tre Arbejderførere fældede Dom er uretfærdig i Arbejdernes Øjne, og paaviste, ved at anføre Ytringer af Castelar, at det internationale Princip hersker ikke blot blandt Socialisterne, men ogsaa blandt Storborgerne. Smed Carstensen tvivlede om, at det ved den over de fængslede Arbeidersførere stadfæstede Dom var gaaet ganske til, som det skulde. Han henpegede paa, at Frederik den Tredje havde givet alle Borgere, Lov til at henvende sig til Kongen, naar deres Ret blev krænket, og viste, at kun Frederik den Syvende den 20de Marts 1848 havde fulgt dette af hans Forgænger givne Løfte. I lignende Retning havde en Mængde Talere Ordet, og navnlig viste Gartner Johansen i et grundigt Foredrag, at Friheden er i Fare, dersom man ikke opfylder Arbejdernes berettigede Fordringer. Redaktør L. Hansen haabede, at den over Arbejderførerns fældede Dom ikke kunde svække Arbejdernes Hengivenhed for de tro Førere, og ventede, at det første Skridt, den nye Forening vilde foretage sig, var at optage Pio, Brix og Geleff som Æresmedlemmer i Foreningen. Endnu talte Skomager Ørdum, Cigarmager Johnsen, Mekanikus Møller og snedker Petersen, der opfordrede Arbejderne til at bevise de ved et Ulykkestilfælde dræbte Arbejdere paa Burmeister og Wains Værft den sidste Ære ved i Søndags at møde i saa talrig Mængde som mulig, hvorefter Cigarmager Giessing i et glimrende Foredrag takkede Forsamlingen for den udviste Ro og Orden og udtalte, at Magthaverne skulde nu faa at se, at selv om de snørede Snørebaandene nok saa stramt til, saa vilde den frie Arbejder dog ikke lade sig kue tilbage ved et vilkaarligt Magtbud. Da de nuværende Magthavere havde Brug for os, da var vi Arbejdere, nu er vi kun Pøbel. Mænd, der direkte er importerede fra Kommunen; men det bor os da. naar vi saaledes forhaanes, at ihukomme Kristian den 2den, der foranstaltede det stockholmske Blodbad, og gjorde Hovmod et Hoved kortere. Den Gang som nu var det Storborgerne, de Fornemme, der var Grund til den skete Blodsudgydelse. Lad dem vogte sig. Arbejderne er nu vaagne!

Efterat en Resolution var vedtaget, der udtalte, at Arbejderne udtaler sin Harme over en Lovgivning, der kan dømme tre Mænd til haard Fængselsstraf, der kun vil Arbejdernes Vel, hævedes Mødet med stormende Bifaldsraab for de fangne Arbejderførere.

(Socialisten 19. august 1873).

Kjøbenhavn, den 26de August 1873. Der har, som naturligt er, hersket en mer end almindelig Spænding og Uro blandt Arbejderne her i den senere Tid. Begivenhederne ere jo ogsaa saa at sige fulgte Slag i Slag paa hinanden. Først Høiesteretsdommen over Dhrr. Pio, Brix og Geleff, saa Afslaget paa Ansøgningen om Benaadning, og endelig Forbudet mod den internationale Arbejderforening. Man maa imidlertid anerkjende den Ro og Besindighed, som Arbejderne under disse vanskelige Forhold ere gaaede frem med. At der er Alvor og Kraft i deres Virken har de sidste Dages Begivenheder givet fuldt Bevis for og det maa staa klart for enhver Upartisk, at den Vækkelse, som har sit Udspring fra de ovennævnte 3 Herrer, ikke mere lader sig nedslaa, om der end træffes nok saa mange Regeringsforanstaltninger imod den, men at den med Alvor og, som man tør haabe, med Ro vil arbeide sig frem til en virkelig og betydningsfuld Faktor i Samfundslivet. Det gjør godt under al den Blaserthed og Ligegyldighed for alle offentlige Forhold, som er saa fremherskende i Kjøbenhavn, naar undtages en enkelt lille Klike, at se Mænd - Arbejdets Mænd - træde frem og organisere sig, at høre dem tale Alvors-Ord til deres Kammerater og vide, at de føle Situationens Betydning, og det gjør dobbelt godt og er dobbelt glædeligt, naar man af de senere Tiders Begivenheder med fuld Forvisning kan stole paa, at der i den Kamp, som ogsaa fra denne Side føres mod Høirepartiet, kun vil blive anvendt gode og lovlige Midler, og at Bevægelsens første vilde Fantasterier forlængst er et overvundet Stadium. Strax efter Forbudet mod den internationale Arbeiderforening blev der, som allerede bekjendt, dannet en demokratisk Arbejderforening, for hvilken Snedker Pihl er valgt som Formand, og denne Forening tæller allerede et ret betydeligt Medlemsantal. - Dels for at skaffe denne Forening yderligere Udbredelse, dels for at høre Udtalelser om Dommen over Arbejdernes Talsmænd og mulig faa en Adresse istand til Hs. Maj. Kongen om deres Benaadning, blev der igaar Estermiddags afholdt et Arbeidermøde paa Nørrefælled, sammenkaldt af Snedker Pihl paa flere Fagforeningers Vegne. Politidirektøren havde dog givet Tilladelse til Mødet, men foreskrevet adskillige Regler for dets Afholdelse, og Arbejdernes Stemning mod Politidirektøren lagde sig tydelig for Dagen ved de Latterkor og "Aa"-Raab, som ledsagede Hr. Pihls Meddelelse om, at han var bleven kaldt op til "Etatsraaden" og navnlig ved Oplæsningen af Politidirektørens Navn under Tilladelsen "V, (Vee) Crone". Der havde til Mødet samlet sig flere Tusinde Mennesker, hvoriblandt ikke saa Damer, og om det end ikke kunde undgaaes at der faldt enkelte temmelig skarpe Udtalelser, saa maa man dog anerkjende, at der herskede den største Ro og Orden under Mødet. De fleste af de optrædende Talere, som Snedker Pihl, Adam Petersen, Snedker Winther, Cigarmager Johnsen, ere i Besiddelse af et ikke ringe Talent som Talere, og den Alvor og Kraft i Forening med den Ildfuldhed og Begejstring de udtalte dem med, viste, at det ikke var et Mundsveir for dem, men at det var en Sag, som de alvorligt og nøie havde overvejet, sluttet sig til og levet sig ind i. Ogsaa Tilhørernes Opmærksomhed viste, at de fulgte Sagen med Interesse, og navnlig viste den Bevægelse, der greb Mængden ved Johnsens Omtale af de dømte Førere, og hvad Arbejderne skyldte dem, at der hos Arbejderne er en levende Taknemmeligbed mod de Mænd, som have aabnet Øinene paa dem. Mødet sluttede med Vedtagelsen af de foreslaaede 3 Resolutioner. 

(Aarhus Amtstidende 28. august 1873).

Pihl blev senere dømt for sin denne affære, se indslaget Snedker Pihls Dom på denne blog.

Eksplosionsulykke i Hillerød. (Efterskrift til Politivennen)

Ulykken i Hillerød. Om denne ulykkelige Tildragelse, som kortelig er ommeldt i et Telegram, giver "B. Tid." følgende udførlige Meddelelse: I Onsdags Morges Kl. 7 1/4 fandt der en forfærdelig Explosion Sted i det Hr. Orloff Andersen tilhørende Klædefabrik, Hør- og Uldspinderi i Slotsgade i Hillerød. Aarsagen til Ulykken var, som det synes at fremgaa af det foreløbige Forhør, at Fyrbøderen Søren Nielsen, der nylig var kommen til Fabriken, trods gjentagne Advarsler havde anbragt en Stang mellem Loftet i Kjedelhuset og Kjedlens Sikkerhedsventil, saaledes at denne ikke kunde virke, formodentlig i den Hensigt at ville spare paa Dampen. Følgen var, at da man havde standset Maskinen for at bringe Drivremmen, der var gaaet af Drivhjulet, i Orden, exploderede Kjedlen pludselig med en saadan Voldsomhed, at ikke blot hele Sidehuset, i hvilket der foruden Kjedlen var et Sadelmagerværksted, men et Sidehus i den tilstedende Eiendom, hvor der var et Bageri, styrtede sammen til Grunden, skjøndt der var en Gyde af omtr. 1½ Alens Brede imellem de to Bygninger. Af Baghuset, i hvilket Spinderiet fandtes, styrtede det Halve sammen, saaledes at Maskiner, Mursten, Tagsten, Bjælker og Gasrør kastedes mellem hinanden i et forfærdeligt Virvar; Forhuset slog Revner i sin Grundvold, og et helt Hjørne af det, hvori Kjøkkenet befandt sig, bortskares. I mange Hundrede Alens Asstand vare alle Husenes Tage beskadigede, Vinduesruder itupaaede osv. Gaden udenfor var ufremkommelig paa Grund af nedfaldent Grus, Splinter, knækkede Gasrør og itustaaede Maskindele; Dampkjedlens mange Centner tunge Laag var ført igjennem Luften fra Sidehuset over Gaden og var faldet ned i Gjenboens Gaard, og som Exempel paa Explosionens Heftighed kan endnu nævnes, at en Bjælke foer omtr. 300 Alen gjennem Luften ind tgjennem et Vindue i Leidersdorsfs Hotel, hvor den slog et Taffeluhr istykker, og at et Damprør omtr. ½ Alen i Diameter af 14 a 15 Alens Længde førtes hen paa Taget af et temmelig langt bortliggende Hus. Desværre maa man beklage Tabet af mange Menneskeliv; i Sadelmagerværkstedet, der var nærmest ved Kjedlen, var der 4 Svende og 1 Dreng tilstede, som Alle omkom, hvorimod det i Bageriet paa den anden Side af Gyden, ved Borgmester Scholtens Ledelse, lykkedes at udgrave den ene af de i Bageriet værende tre Personer i levende Live efter en Times anstrængt Arbejde. De sex Lig fra Sadelmagerværkstedet fandtes ikke paa Stedet selv, men vare førte tværs over Gaarden, hvor de laa i en Række op ad en Mur under en Grusdynge. Sadelmagermesteren, Hr. Jørgensen, der opholdt sig i et tilstedende Værelse, blev slynget ud i Gaarden og besvimede, men laa frit, saaledes at han strax kunde bringes paa Hospitalet, hvor man nærer Haab om hans Liv, hvorimod en Pige, der tjente hos Proprietær Grønberg, der havde Leilighed paa 1ste Sal i Forhuset, blev haardt kvæstet, da Kjøkkenet faldt. Hun afgik ved Døden opad Dagen. I Fabriken selv omkom kun en Dreng, der var løbet ned, da Maskinen standsede, for at se, hvad der var paafærde, medens Fyrbøderen og en Mand, der var ham behjælpelig, og som begge vare i Kjedlens umiddelbare Nærhed, slap, den Første med nogle mindre Kvæstelser, den Anden uskadt. De Omkomne i Sadelmagerværkstedet vare: Sadelmagersvend Køhlert, Kjøbenhavn, Sadelmagersvend Christen Juul, der efterlader sig Kone og 3 Born, boende paa Gammelmønt i Kjøbenhavn, og som ankom til Frederiksborg Dagen forud, Sadelmagersvend Jensen fra Nykjøbing p. F., der ligeledes ankom Dagen forud, Sadelmagersvend Rasmus Jørgensen og Lærling Niels Wilhelmsen fra Uvelse. Sadelmagermester Jørgensen kvæstedes, som ovenfor omtalt, temmelig betydeligt. Hos Bager Petersen omkom Bagersvend Deppe fra Horsens og Lærling Paul Johan Christensen fra Hjørlunde. Bagersvend Gerlach fra Grenaa, der er gift, frelstes, og man nærer godt Haab om hans Liv. Foruden den hos Proprietær Grønberg tjenende Pige fra Dragstrup, der døde, omkom i selve Fabriken Drengen Lauritz Petersen fra Hillerød Overdrev, medens Fyrbøderen Søren Nielsen kun blev let kvæstet.

Hele den kongeligt Familie samt Storførsttronfølgeren med Gemalinde begave sig til Frederiksborg, kort efter at Ulykken var sket. De høie Herskaber tilstillede Borgmesteren en Sum af 900 Rd. til at lindre Nøden. Der er draget Omsorg for at begrave de Døde paa en passende Maade, og der vil blive udstedt Opfordring til at komme de Nødlidende til Hjælp. Eieren af Fabriken, Hr. Orloff Andersen, lider et meget betydeligt Tab, da han ikke havde forsikkret mod Explosion. 

(Aarhus Amtstidende 22. august 1873).

Knud Gamborg: Efter eksplosionen i Orlow Andersens Hørspinderi i Hillerød den 20. august 1873. Illustreret Tidende nr. 727, 31. august 1873.

Den Internationale Arbejderforening forbudt. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag den 14. august 1873 indfandt politiinspektør Hertz sig på den internationale Arbeiderforenings lokaler i København og meddelte foreningens formand Johnsen forbuddet mod foreningen. Denne og de øvrige medlemmer forlod herefter lokalet der herefter blev besat af politiet.

Da den fra Foreningen Internationale udgaaede Arbejderbevægelse for omtrent et Par Aar siden begyndte at gjære herhjemme, viste det sig hurtigt, som man maatte vente, at den blev ledet i en meget mislig Retning. Fra alle Sider blev dette stærkt fremhævet, og det manglede ikke paa Advarsler til Arbejderne om ikke at lade sig forlede af de lokkende Billeder, som de Ikke-Arbejdere, der opkastede sig til deres Førere, oprullede for dem. Den besindigere Deel af Arbeiderbefolkningen opfattede ogsaa med et sundt Blik for sit sande Del det Berettigede i disse Advarsler og fulgte dem. Men destoværre var der ikke Faa, der sluttede sig om de tre Førere, og derved bidroge til at forøge Betydningen af den samfundsopløsende Bevægelse, som disse havde sat sig til Formaal. Da det endog gik saavidt, at man opfordrede til at trodse Politiets Forbud mod der indvarslede offentlige Møde paa Fælleden den 5de Mai ifjor, bleve Autoriterne nødte til at skride ind, og Resultatet af den i den Anledning stedfundne Undersøgelse af hele den internationale Arbejderforenings og navnlig Førernes Virksomhed foreligger nu i den forrige Onsdag afsagte Højesteretsdom. Som en Conseqvents af denne har Justitsministeriet under Gaars Dato foreløbig forbudt "den internationale Arbeiderforening i Danmark" og samtidig til Fyldestgørelse af de i Grundloven givne Bestemmelser anlagt Sag imod den til dens endelige Ophævelse. Ministeriet har heri fulgt det af forskjellige andre Regjeringer fulgte Exempel, og vi føle os forvissede om, at enhver Ven af Fred og Orden med Glæde vil hilse dette Skridt til med Eet at gjøre Ende paa hele dette Uvæsen. Og vi tøve ikke mindre, at der herved er viist den virkeligt Arbeiderbefolkning en sand Tjeneste. Den Gjæring og Uro i Forholdene, som den internationale Forenings hele Optræden maatte fremkalde og har fremkaldt, vil forhaabentlig efter det skete Skridt nu hurtigt lægge sig og give Plads for en rolig Udvikling af Arbejderforholdene, der er lige ønskelig for Arbeiderne selv som for det Samfund, af hvilket de udgjøre et saa betydningsfuldt Led. Der er i de senere Aar allerede gjort ikke faa og ikke ubetydelige Skridt i Retning af at forbedre Arbejdernes Kaar paa en virkelig frugtbringende Maade, og de stedfundne Udskejelser fra Enkeltes Side ville forhaabentlig ikke i mindste Maade have svækket den Iver og Interesse for Arbeidersagen, der har lagt sig for Dagen fra saa mange Sider og paa saa mange Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873)

Den internationale Arbejderforenings danske Afdeling er, som en Løbeseddel igaar Aftes meddelte vore indenbyes Læsere, bleven foreløbig forbudt af Justitsministeren, der samtidig paalægger de stedlige Myndigheder at drage Omsorg for Forbudets Efterlevelse. Dette Skridt fra Ministeriets Side overrasker sikkert de Fleste, saa meget mere som man vel i Almindelighed var tilbøjelig til at tro, at den nu ved Højesteret afsagte Kjendelse over Dhr. Pio, Brix og Geleff var at betragte som en for Regeringen saa tilfredsstillende Opgjørelse med bemeldte Forening, at man ikke kunde falde paa at gaa yderligere med Hensyn til hele denne Sag, tilmed da jo endog nationalliberale Blade og Politikere have indrømmet baade at den danske internationale Arbejderforenings Holdning i den senere Tid var af et upaaklageligt Maadehold og overhovedet, at der mere og mere viser sig al Grund til ikke at slaa "danske Socialister" i Hartkorn med disses Navnefæller i adskillige andre Lande, der have afgivet Stoffet til de bekjendte Skræmmebilleder. Til alt dette kommer jo desforuden den Erfaringssætning, der allevegne og især i vor Tid stadfæster sig, at netop forbudte Foreninger let antage et for Samfundsordenen truende Præg, og at under alle Omstændigheder saadanne mindre berettigede Krav eller ligefremme Misforstaaelser, som kun Offentligheden kunde udlufte, hvilken Udluftning, som sagt, for den danske internationale Arbejderforenings Vedkommende var i den glædeligste og vitterligste Gang, æde sig ganske anderledes ind og blive ganske anderledes ondartede og indgroede, end hvor vedkommende Virksomhed ligger i alle Maader aaben for. Ifølge Grundlovens § 87, som Justitsministeren støtter sit Forbud paa, bliver der umiddelbart efter dettes Udstedelse at anlægge Sag mod Foreningen til dens Ophævelse, hvilken Sag i foreliggende Tilfælde vil blive anlagt mod Foreningens kjøbenhavnske Bestyrelse. Selvfølgelig vil hverken den midlertidige eller en mulig senere indtrædende endelig Opløsning af den saakaldte internationale Arbejderforening for Danmark faa nogen afgjørende Indflydelse med Hensyn til at knække den Bevægelse, der nu engang er kommen tilstede iblandt vort Lands Arbejderbefolkning. Det imellem Arbejderne tilvejebragte Sammenhold vil med Lethed kunne opretholdes under nye Former. Saaledes vilde f. Ex. samtlige de Arbejdere, hvis Anskuelser og politiske Formaal i alt Væsentligt falde sammen med det folkelige Parties, jo have al Anledning til at slutte sig i Egenskab af By- og Land-Filialer til bemeldte Parties velbekjendte, organiserede Foreninger, henholdsvis i Jylland og paa Øerne.

(Aarhus Amtstidende 15. august 1873)

Forbud mod Internationale. Politimesteren i Kjøbenhavns Amts nordre Birk har i Løverdags i Henhold til Justitsministeriets Circulaire af 14de d. M. samt i Henhold til Lov af 4de Febr. 1871 om Politiet udenfor Kjøbenhavn, dens § 7, nedlagt Forbud mod den opløste internationale Arbejderforenings Underafdeling for Skodsborg og Omegn, der har Locale i Nærum. Formanden, Smedesvend Kibernich af Skodsborg, for hvem Forbudet i Birkets Politiret er nedlagt, blev det bl. A. betydet, at Ingen længere maatte være Medlem af bemeldte, forbudte Forening, samt at Overtrædelse af Forbudet vil blive straffet med en Mulct af indtil 100 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 1 Maaned. 

Sag om overtrædelse af Forbudet mod Benyttelsen af den "internationale Arbeiderforenings" særlige røde Fane. Den 25de Juli s. A. blev der af den constituerede Birkedommer i Kjøbenhavns Amts nordre Birk i Henhold til Lov af 4de Februar 1871 angaaende Politiet udenfor Kjøbenhavn udstedt et Forbud, hvorved "det forbydes den "internationale Arbeiderforening" i Kjøbenhavn at benytte Foreningens røde Fane med Indskrift: Frihed, Lighed og Broderskab ikke blot ved en den 28de Juli f. A. paatænkt Fest i Jægersborg Dyrehave, men ogsaa ved enhversomhelst anden Leilighed i formeldte Birks Jurisdiktion under Strafansvar efter Loven, specielt den ovennævnte Lovs § 7, og blev dette Forbud Dagen efter, altsaa den 26de Juli f. A., ved Kjøbenhavns Politidirecteur forkyndt for Formanden for den internationale Arbejderforening i Kjøbenhavn, Carl Würtz. Trods dette Forbud, som ikke senere er blevet hævet, havde dog Foreningen ved en af den iaar den 5te Juni afholdt Grundlovsfest i Jægersborg Dyrehave benyttet bemeldte Fane, idet den af Bestyrelsens Formand hemmelig var bleven bragt ud til Foreningens Samlingsplads ved Klampenborg, hvor den holdtes tilhyllet indtil det Øieblik, da Festtoget afgik til Festpladsen ved den slesvigske Steen, idet den saa afhylledes bares i Optog tilligemed flere andre Faner til fornævnte Blads hvor den opplantedes ved Talerstolen og først nedtoges derfra, efterat Politimesteren havde Befalet dens Borttagelse under Trusel om Magts Anvendelse, hvis Befalingen ikke strax blev efterkommet. For dette Forhold vare den nuværende Bestyrelses Medlemmer, Formanden, Cigarmager Johnsen, Smed Adam Petersen, Væver Schneider, Snedker Nielsen, Smed Pflug og Skibstømrer Markus Prehn tiltalte ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret. Vel havde de til deres Undskyldning anført, at Bestyrelsens tidligere Formand, Carl Würtz, for hvem Forbudet var nedlagt, men hvis Forklaring under Sagen ikke har kunnet erholdes, da han er udvandret til Udlandet, ikke i sin Tid havde meddeelt Bestyrelsen eller Foreningen Noget om, at et saadant Forbud nogensinde havde varet nedlagt for Nordre Birks Vedkommende, at hele den ældre Bestyrelse var afgaaet, og at samtlige Tiltalte med Undtagelse af Johnsen først efter den 28de Juli f. A. vare blevne valgte til Medlemmer af Bestyrelsen, at der hverken i Foreningens Papirer eller dens Forhandlingsprotokol havde været at finde Noget til Oplysning om, at et sligt Forbud havde været nedlagt, samt at Bestyrelsens Formand, Johnsen, havde, uden at meddele nogen af Bestyrelsens Medlemmer sin Hensigt, hemmeligt bragt Fanen ud til Samlingspladsen og afhyllet den i det Øieblik, Toget afgik til Festpladsen, men disse Omstændigheder skjønnedes ikke at kunne disculpere de Tiltalte. Thi selv om Foreningens daværende Formand Würtz skulde have fortiet, at det her omhandlede Forbud var forkyndt for ham - hvilket forøvrigt modbevistes deels ved den Omstændighed, at en Annonce om, at et saadant Forbud var nedlagt mod Fanens Benyttelse ved Festen den 28de Juli f. A. stod indrykket samme Dag i Foreningens Dagblad "Socialisten", deels derved, at der, Ifølge de under Sagen afgivne Vidneforklaringer, umiddelbart førend Festen den 5te Juni sidstleden havde været afholdt flere Møder af Bestyrelsen paa Foreningens Contoir, hvor Spørgsmaalet om det Tilladelige i at benytte den røde Fane ved Festen var bleven omdebatteret, og hvor man kom til det Resultat, at Forbudet, hvorved man maa antages at have sigtet til et af Kjøbenhavns Politidirecteur tidligere nedlagt lignende Forbud, kun gjaldt for Kjøbenhavns Jurisdiktion men ved hvilken Leilighed Tiltalte Johnsen erklærede, at saafremt der existerede noget Forbud mod Fanens Benyttelse udenfor Kjøbenhavn, da vilde han paatage sig Ansvaret - saa kunde det dog ifølge det Foranførte ikke antages, at det heromhandlede Forbud havde været nogen Hemmelighed i Foreningen, om Bestyrelsen end maatte have draget dets vedvarende Bestaaen i Tvivl. Og var der end i Foreningens Protocoller og blandt dens Papirer ingen Oplysning funden angaaende Forbudet, saa havde tog Bestyrelsen den største Opfordring til forinden Festen at søge nærmere Oplysning paa Birkecontoiret om Forbudets Existents i Lighed med den Oplysning, som Formanden søgte paa Kjøbenhavns Politikammer angaaende Forbudet for Kjøbenhavns Vedkommende, men hvilket den undlod, og i ethvert Fald vilde der overfor det Offentlige ikke kunne tages Hensyn til en virkelig eller paaskudt Uvidenhed om et paa lovlig Maade for Foreningens og Bestyrelsens Formand nedlagt Forbud, om hvis Existents og Overholdelse det maatte være saavel den tidligere som den nuværende Bestyrelses Sag at skaffe sig Kundskab og at paasee, men for hvis Overtrædelse selvfølgelig Ansvaret maatte paahvile den Bestyrelse, der havde at paasee Forbudets Efterlevelse. Og da der eiheller kunde tages noget Hensyn til Medtiltalte Johnsens Erklæring om, at han vilde paatage sig Ansvaret, og at han ved at medbringe Fanen til Festen var gaaet frem paa en for Bestyrelsen og Foreningen hemmelig Maade, aldenstund ingen af Bestyrelsens Medlemmer, uagtet flere af dem troede, at det af Kiøbenhavns Politidirecteur nedlagte Forbud, som de indrømmede var dem bekjendt, ogsaa gjaldt for Nordre Birks Vedkommende, havde fundet sig foranlediget til at modsætte sig, at Fanen blev benyttet ved Optoget og paa Festpladsen, saa fandtes Ansvaret at maatte paahvile samtlige de Tiltalte, og fandtes Straffen ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets den 14de d. M. afsagte Dom i Henhold til Lov 4de Febr. 1871 § 7 at kunne bestemmes til simpelt Fængsel i 14 Dage for hver, hvorhos de in solidum forpligtedes til at betale Sagens Omkostninger.

Social-demokratisk Arbeiderforening. Paa et Møde i Phønixsalonen i Løverdags Aftes blev der efter Indbydelse af Snedker Pihl dannet en "social- demokratisk Forening". I den herom førte Discussion deeltoge næsten udelukkende Talere, bekjendte fra den forbudte "internationale Arbejderforening", som ogsaa kritiserede Høiesteretsdommen mod de tre Socialistførere. Efter Mødets Slutning, omtrent Kl. 12. samledes en stor Deel af Deeltagerne paa St. Kjøbmagergade, hvorfra de syngende Socialistmarchen drog gjennem Kronprindsensgade og videre ad Amalienborg stil. De fandt imidlertid Bredgade og St. Strandstræde afspærrede af Politiet, som drev Hoben tilbage og splittede den ad. Endeel af den samledes paany oq drog igjennem Viingaardstræde ad Christiansborg Slot til med Raabet: "Til Frederik den Syvendes Statue". I Fortunstræde bleve de standsede af en ny Politistyrke, som splittede dem ad, og hermed vare de natlige Optøier forbi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1873).

Forbuddet mod den internationale Arbeiderforening synes at skulle blive Sommerens vigtigste Begivenhed med Hensyn til den indre Politik. Ligesom Tilfældet er med alle andre Begivenheder, der naa at tildrage sig almindelig Opmærksomhed, bedømmes ogsaa dennes Oprindelse og mulige Virkninger meget forskjelligt fra de forskjellige Sider. Yderste Høire anser naturligvis det af Justitsministeren foretagne Skridt for særdeles prisværdigt og politisk klogt, idet dette Parti jo overhovedet ikke kjender andre Midler end det, der er bragt i Anvendelse. De egentlig Nationalliberale, forsaavidt man vil navne dem særskilt ved Siden af ovennævnte Parti, synes at helde til samme Betragtning, dog saaledes at enkelte af Partiets Blade lade en vis Tvivl komme til Orde angaaende hvorvidt Hensigten ogsaa tilfulde er opnaaet. Dette Standpunkt indtages f. Ex. af "Jyllandsposten", trods at dette Blad, som bekjendt, fra første Færd vilde, at en Arbeiderbevægelse i den Form, som Bevægelsen strax antog hertillands, skulde nedslaaes med Politi- og Militærmagt. Vor anden indenbys Værkfælle af samme Farve lever i glade Forestillinger om, at Arbeiderrøret nu er forbi, og at man idetmindste paa dette Punkt kan fortsatte den afbrudte traditionelle Søvn. De nationalliberale Kjøbenhavnerblade følge vi, rent ud sagt, ikke, men stole forøvrigt paa, at deres herværende Aflæggere i give os et tilstrækkeligt Indblik i det Standpunkt, i der indtages i Hovedkvarteret. Hvad derimod det folkelige Parti angaaer, da synes samtlige dettes Grupper at anse det omhandlede Forbud for en lidet heldig Foranstaltning, idet man fra denne Side efterhaanden med større eller mindre Beredvillighed har erkjendt, at den hele Bevægelse var paa bedste Vei til at antage del besindige og rolige Præg, som er eiendommeligt for vor Folkekarakter, og som i Virkeligheden ikke kunde antages svækket eller paavirket, selv om der i vedkommende Forenings Love maatte findes en lidetsigende Antydning, iøvrigt vist uden mindste praktiske Betydning, om en Art Forbindelse med den saakaldte internationale Arbeiderbevægelse i andre Lande. Et Spørgsmaal bliver det nu i alle Tilfælde om Udviklingen fremdeles vil vedblive i samme gode Spor, hvori den, som sagt, var ved at komme ind, og de, som udenfor Foreningen havde medvirket af yderste Evne til et saadant Resultat, kunne naturligvis ikke uden Bekymring se paa, at der bringes Midler i Anvendelse, der i saa Henseende neppe ere aldeles farefri. At de Arbejdere, som engang ere vakte, ikke sove ind igjen, anse vi for en Selvfølge, og ligesaa selvfølgeligt, at en stedse voxende Kreds vil blive inddraget under denne Opvækkelse. I saa Henseende vil jo saavel Arbeiderførernes Domfældelse som Forbuddet og den paafølgende Proces mod den danske internationale Arbejderforening øve en Virkning, ganske modsat, hvad man formodentlig har tilsigtet. Ti bortset fra alt Andet, maa de nævnte Forhold nødvendigvis vedligeholde og skjærpe Arbeidernes Opmærksomhed. Navnet Internationale kan man, hvis Dommen iøvrigt kommer til at gaa Foreningen imod, vel blive af med, men derved synes ikke at være vundet Nogetsomhelst. Ti det vil jo, som allerede fremhavet fra andre Sider, og som allerede forsøgt af Vedkommende, være den letteste Sag af Verden for de Arbejdere, som indse Betydningen af Enighed og Sammenhold, at finde nye Former for et Saadant uden at træffes af det udstedte ministerielle Forbud.

(Aarhus Amtstidende 19. august 1873).

Flere fagforeninger optog efterfølgende Pio, Brix og Geleff som æresmedlemmer.

Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).