Køer i Gotersgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiet opfordres til at tage sig en lille Smule af Færselsforholdene i Gotersgade, der i denne Tid medens Gasrørerne nedlægges, er ikke saa lidt besværlige, navnlig for Fodgængere.

Navnlig bør det efter vor Mening paa ingen Maade tillades, at der drives Kreaturer gennem denne stærkt befærdede Gade, saa længe den er underkastet det nuværende Arbejde. Det var et ligefremt oprørende Syn at se hvorledes en Driver i Torsdags Eftermiddag trak af med fem eller seks Køer der var sammenkoblede saaledes, at de var nødt til at gaa Side om Side. Paa Strækningen fra Landemærket til Møntergave var Gaden paa den ene Side opfyldt af en Jordvold, dannet af det opkastede Fyld, endvidere laa der store Stenbunker langs hele Strækningen, medens den anden Side indtoges af de store Jernrør. Hist og her holdt eller færdedes Vogne eller henlaa andre Forhindringer. Gennem hele dette Kaos blev de ulykkelige Køer trukne afsted, snart snublende over Stene, snart glidende ud paa det dem uvante Jernspor. Forskrækkede over alle disse Genvordigheder klemte de stakkels Dyr hverandre og styrtede halv vilde afsted, hvilket naturligvis kun bidrog til at gere dem Gangen endnu besværligere, ti de Yderste pressede af al Kraft paa de Mellemste, saa at disse næsten blev baarne, og altsaa ikke kunde faa sikkert Fodfæste. Den vedholdende Regn bidrog naturligvis sit til at gøre Transporten besværlig, og ved hvert andel Skridt saa man et eller to af de yderste Kreaturer ligge i en Stenbunke, hvorfra de kun med megen Besvær kunde rejse sig igen, men mere blev halet med af de Andre. Dette passerede Kl. 6½, men Kl. 8 gentog det samme oprørende Syn sig med en anden Drift Kvæg. Men der var det for den personlige Sikkerhed mindre Beroligende ved denne Drift, at den bestod af Tyre, der som bekendt meget let tager Herredømmet fra deres Vogtere, naar de bliver irriterede. Scenen i Peder Skramsgade forleden Dag vidner tilstrækkelig om hvad der kan befrygtes under slige Omstændigheder. Disse Tyre var sammenkoblede paa samme Maade som Køerne, og lige saa mange i Tal. Afsted gik det over Stok og Sten! Snart laa en Tyr i en Stendynge, snart var en anden kommen op at ride paa et af de store Jernrør; snart gled de, ligesom Køerne, ud i Sporet, medens de gjordes endnu mere forstyrredes af Drivernes idelige Tilraab og Stokkeslag.

Det var et Held, som ikke skyldtes Driverne eller det fraværende Politi, at de ophidsede Tyr ikke fulgte deres ulykkelige Medskabningers Eksempel, som forleden blev mishandlet i Peder Skramsgade.

I Beboernes, i det færdende Publikums Interesse, som ogsaa af Hensyn til de stakkels Kreaturer opfordrer vi Politiet til at paase, at Kreaturtransport ikke finder Sted gennem Gotersgade, saa længe det nuværende Rørlægningarbejde vedvarer, ligesom vi betragter det som givet, at Politiet fremtidig, naar en Gade eller Strækning skal ligge under Arbejde, forhindrer at slige Scener gentager sig, som de, der i Torsdags foregik i Gotersgade. 

(Social-Demokraten 13. juni 1875).

Grundlovsdag 1875. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovsfesterne begynde at glide ud af de officielle Hænder, og maaske er dette ganske heldigt, ligesom det paa sine Steder er det eneste naturlige. Naar saaledes - for at blive paa "Pladsen" - Kjøbenhavnerne Aaret rundt af deres egne Blade erfare, at Grundloven har belemret os med Institutioner (f. Ex. Folketinget) af højst tvivlsom Værd, saa vil ingen med Føje kunne undre sig over, at Kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigst at lade Grundlovsglæden blive indenfor "mindre Kredse". Det fortjener Paaskjønnelse, om Kjøbenhavn efter i Fjor at have forvexlet Grundloven med Tivoli og Hr. Rimestad med Etablissementets sædvanlige Aktører, lægger en Dæmper paa sin Grundlovsglæde, giver den et Udtryk, som kan svare til Glædens indre Spagfærdighed; det er et smukt Vidnesbyrd om den sunde Sans, som vi alle bør unde hinanden Besiddelsen af, og om den for os alle fælles Sky for at falde ind under Latteren. Den gode Erkjendelse er gaaet videre. De fleste af Kjøbstæderne, der ikke med deres gode Villie ere et Hestehoved bagefter Kjøbenhavn som politisk Stad, have ligesom Kjøbenhavn tænkt paa at lade dem om Grundlovsfester, som føle Trang til saadanne. I Randers Byraads Møde i Fredags erkjendte Borgmesteren saaledes i Følge V. Av., at "Festen vilde vinde i Friskhed og Naturlighed", naar Byraadet ikke befattede sig med den. Raadet syntes i det hele at dele denne Opfattelse og besluttede derfor ikke officielt at træffe Foranstaltninger til en Grundlovsfests Afholdelse, hvorimod man jo nok vilde mindes Dagens Betydning ved Flagning samt ved Musik paa "Skovbakken". Heller ikke i Aalborg synes Byraadet at være festlig stemt. "Aalb. Stiftst." meddeler nemlig, at "Arbejderforeningen af 1865" agter at stille sig i Spidsen for en Grundlovsfest, "for saa vidt Byraadet eller den tidligere Komitee ikke endnu maatte i denne Henseende give Livstegn fra sig." I Ribe har i Følge s. Bl. den der valgte Komitee frasagt sig sil Hværv paa Grund af den ringe Tilslutning, dog ikke, mener Bladet, forbi Ribe staar tilbage i Frihedssind. - Det kan beklages, at Autoriteterne end ikke ere saa meget med, at de med Udbytte kunne røgte et Hværv, der ligger saa naturligt for dem som Foranstaltninger til en Grundlovsfest; men er Sagen gleden dem ud af Hænderne, er det godt at de ikke befatte sig med den; Tabet derved er let forvundet, saa meget lettere, som der blandt selve Befolkningen udentvivl findes ti for een, som med Glæde ville sørge for, at Grundlovsdagen bliver mindet paa en Maade, der svarer til dens Betydning.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1875).

Grundlovsdagen feiredes heri Staden foruden ved de tidligere omtalte, af Communalbestyrelsen foranstaltede Leiligheder endvidere ved særlige Fester af forskjellige Foreninger. 

Deeltagerne i de saakaldte frie Fagforeningers Fest ordnede sig efter at vare ankomne pr. Jernbane til Klampenborg her paany i en Procession og droge med deres Faner og Musikcorps til Festpladsen ved den slesvigske Steen, som de naaede Kl 7. Her var der reist en med rødt Tøi og Grønt smykket Tribune, der foroven i en opgaaende Sol bar ""Socialistens" Motto: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder", og foran i tre adskilte Felter Ordene: "Frihed", "Lighed", "Broderskab". Samtidig med Festtoget ankom d'Hrr. Pio, Brix og Geleff til Vogns og hilsedes med levende, vedholdende Hurraraab. Festcomiteens Formand aabnede derefter Festen ved, efter at have budt Deeltagerne Velkommen, at oplæse en "Hilsen til Arbeiderne" fra Pio og Brix, der "efter den Behandling, de i 3 Aar have varet underkastede, ikke saae sig istand til mundtlig at opfylde den dem paaholdende Forpligtelse, at takke de danske Arbeidere for den dem viste Deeltagelse". Denne Hilsen, der sluttede med Løftet om, "at de heelt og udeelt ville vie deres Liv og Kraft, deres Evner og til Arbeidersagen", modtoges med stormende Jubel. Efterat derpaa en Hr. Andersen havde indtaget Dirigentpladsen talte Hr. Geleff om Grundloven, navnlig om dens Bestemmelser angaeende forsamlingsfriheden. Grundloven var i og for sig god, naar det, den indeholdt, blot blev opfyldt og overholdt; han sluttede med at udbringe et af den talrige Forsamling istemt: "Leve Grundloven". Derefter talte Hr. L. Toucher om Socialismen, Hørdum om Arbeidernes Fordringer, Mundberg for Kvinden og sluttelig Centralcomiteens Formand, Klein, om Centralisationen. Mellem Talerne blev der afsunget Sange, saa at den alvorlige Deel af Festen, skjøndt ingen af Talerne maatte tale i meer end et Qvarteer, først var endt Kl. omtr. 9, hvorefter Festen sluttedes ved at Deeltagerne deels toge ned til Bakken, deels spredte sig i Skoven.

- - -

Om Grundlovsdagens Festligholdelse i Kolding have vi modtaget følgende Brev fra vor Meddeler: Vor Byes "staaende Udvalg for Afholdelsen af Grundlovsfester i Kolding" bekjendtgjorde for nogle Dage siden, at det ikke fandt Anledning til iaar at indbyde til nogen særlig Grundlovsfest, da der uden dets Medvirkning fra anden Side var truffet Foranstaltninger i saa Henseende. Dog har Udvalget Omsorg for, at et Musikcorps drog om Morgenen igjennem de flagsmykkede Gader. Om Eftermiddagen afholdtes der en improviseret Grundlovsfest i den af Cancelliraad Kralund til Colding Commune skjænkede Lystskov "Marielund" kort ved Byen. Festen var meget vellykket og oplivedes af Fredericia Brigademusikcorps, som var kommen hertil i denne Anledning.

Den ovenfor omtalte Opfordring til en Grundlovsfest her i Kolding var udgaaet fra 60 Mænd, navnlig Folk, der i det Væsentlige slutte sig til det forenede Venstre. Man samledes paa Torvet og drog herfra i Procession med Musik til Konsul Graus Anlæg "Katrinelund", hvor Festen holdtes. Efterat Festcomiteens Formand, Consul Grøn, havde budt Forsamlingen Velkommen, holdt Folkethingsmand Berg Tale for Grundloven, en Gave, som vi skulde elske, holde høit i Ære og værne om. Folkets Kjærlighed til Grundloven skulde vise sin Styrke ved at bruge Valgretten langt mere end hidtil. Man havde truet med provisoriske Finantslove; men provisoriske Finantslove vare et Spøgelse, som man ikke behøvede at frygte for; thi der var Ingen mere, som troede paa Spøgelser. Forsamlingsfriheden, en af de kostelige Gaver, som var given os, var hist og her bleven truet, fordi Folket paa de forskjellige Steder havde holdt Møder om Søndagen. Taleren gad dog nok seet, om Øvrigheden for Alvor vilde forbyde politiske Sammenkomster om Søndagen; gjorde den det, ja saa maa man gaae hjem igjen, thi Øvrighedens Forskrifter skal man vise lydighed, og saa samledes man om Mandagen; men samtidig maatte man saa henvende sig til Justitsministeren for at faae den Grundlovsfortolkning klaret, der tilstedede Forbud mod Folkemøder om Søndagen. Taleren troede da, at det snart vilde vise sig, at Grundloven havde givet Folket Forsamlingsfrihed uden Hensyn til hvad Dag saadant berammedes til. Vor Grundlov, skjøndt stærkt beskaaren, indeholdt efter Talerens Mening Spiren til Fremvæxt. Havde Folket den rette Kjærlighed til Frihedens Gave, vilde det vide at pleie disse Spirer, saa at de kunde voxe til Velsignelse for Folket.

For Fædrelandet talte Folkethingsmand Buch, for Sangen Sadelmager Hansen, for Sønderjyderne Gaardeier Holst fra Sandbjerggaard, for Modersmaalet Redacteur Jørgensen og for Frederik den Syvendes Minde Lærer Høgmark fra Stoutrup.

Til Slutning afsang Sangforeningen "Brage" en Sang til "det forenede Venstre" af Bjørnstjerne Bjørnson, hvortil Berg knyttede nogle Bemærkninger om det Meget, B. Bjørnson havde udrettet for den folkelige Sag i Norden. Taleren udbragte et Leve for Nordens største Digter. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1875).

Henad Kl. 2 samledes Arbejderne paa St. Annæ Plads for derfra i et Antal af vel omtr. 4000, med en halv Snes Musikkorps og henved 50 Faner at drage gjennem Byen til Jernvejsstationen. I Tavshed og med sænkede Faner passerede Processionen forbi Frederik den syvendes Rytterstatue, paa hvis Fodstykke der henlagdes en Krans, ad Frederiksholms Kanal, Raadhusstræde og Frederiksberggade til Jernvejsstationen, hvorfra Toget i Løbet af et Par Timer befordredes til Klampenborg. Her opstillede Foreningerne sig langs ven til den slesvigske Sten førende Vej, og satte sig omtr. Kl. 6 i Bevægelse, efter at Politiet havde forment Pio, Brix og Geleff at passere til Vogns gjennem de lange Rækker. Hvor stor Mængden var, som omtr. Kl. 7 var samlet om den festlig smykkede Talerstol, have vi intet sikkert Skjøn over, men utvivlsomt maatte Forsamlingen tælles efter Titusinder. Saasnart man fik Øje paa d'Hrr. Pio, Brix og Geleff, som havde taget Plads paa Talerstolen, bleve disse fremkaldte og modtoges en for en, som de traadte frem, med stormende Bifaldsraab. Festkomiteens Formand, Hr. Holm, bød Velkommen og oplæste derpaa svigende Hilsen til Arbejderne, som Pio og Brix endnu vare for afkræftede til at fremføre mundtlig:

"Hilsen til Arbejderne.

Efter femten Maaneders Varetægtsarrest i Kjøbenhavns Tyvehuller, efter nitten Maaneders aandssløvende Cellefængsel i Vridsløse Forbedringshus ere vi omsider med undergravet Helbred og ødelagt Nervesystem blevne gjengivne til Lyset og Friheden.

Det paaligger os som vor første Pligt efter vor Frigivelse, at takke de danske Arbejdere for den Deltagelse i vor Skjæbne, som de ved enhver Lejlighed have lagt for Dagen, og da den Behandling, som vi i 3 Aar have været underkastede, har medført, at kun en af os i Dag vil se sig i Stand til at opfylde denne Forpligtelse mundtlig, ere vi andre to blevne enige om ved en skriftlig Henvendelse at forsøge paa at afbetale en Del af vor Taknemlighedsgjæld.

Da vi for fire Aar siden begyndte Kampen for den fjerde Stands Frigjørelse, vare vi os fuldt vel bevidste, hvilket uhyre Arbejde vi paatog os, og hvor ubetydelige vore Kræfter vare i Forhold dertil. Men vi stolede den Gang ligesom nu paa en Hjælper, der nok skulde overtage Broderparten af Besværligheden ved Gjennemførelsen af vor retfærdige Sag, og denne Hjælper var den danske Arbejderstand.

Vi ventede ganske vist ikke, at Arbejderne med Vaaben i Haand skulde omstyrte det bestaaende og uddele Samfundets Formue i lige Parter for derefter at forøde det let erhvervede i Fraadseri og Drukkenskab. Dette er kun en taabelig og meningsløs Løgn, opspundet af vore Fjender.

Men vi ventede og haabede, at den Sæd, vi havde bidraget til at udsprede, skulde bære Frugt, at Arbejderne vilde vaagne til Bevidsthed om deres Pligter mod dem selv og deres Børn, at de vilde hævde deres Selvstændighed og Uafhængighed og begynde den lovlige, fredelige Kamp for det Herredømme i Samfundet, som naturlig bør tilfalde dets arbejdende, værdiskabende Medlemmer.

Med dyb Glæde hørte vi derfor i vort stille Fængsel Rygterne om, hvorledes det ene Fag efter det andet sluttede sig sammen til Modstandsforeninger mod Kapitalens Overgreb, og om hvorledes Arbejderne selv i Tale, i Sang og i Skrift klart og forstandig tolkede deres Ønsker og meddelte hverandre deres Tanker. Thi kommer det først dertil, at Sandheden ikke længere er noget udenad lært, men noget indvendig følt, kommer det først dertil, at hele den fjerde Stand, enig og resolut, naar som en Mur mod Storborgernes Anmasselser, jo, da er Modstanden brudt, da er Sejren vunden, da vil der ikke længere blive Tale om Fængsel og Forfølgelse mod Sandhedens Forkæmpere, da kommer Turen til os at stævne Ting og holde Dom!

Men vil der end maaske løbe en Del Vand i Stranden endnu, inden den Tid kommer, saa kunne Arbejderne dog være stolte af, hvad der allerede er udrettet, thi den samme Sag, som i England og Tyskland og andre Lande har kæmpet sig møjsommelig frem i Løbet af flere Menneskealdere, har her i Løbet af faa Aar faaet en Udvikling, som tvinger alle politiske og religiøse Partier til at tage Hensyn til den. Og medens vore udenlandske Brødre ved fortvivlede Striker og store Pengeofre have maattet tilkjæmpe sig hvert Skridt henimod en taaleligere Tilstand, have Danmarks Arbeidere i de sidste Aar naaet os, om end langtfra ikke tilfredsstillende eller tilstrækkelig, saa dog følelig Forbedring i Lønningsvilkaarene, et Resultat, der hvor lille det end er. dog netop i Begyndelsen af Kampen bliver af tidobbelt Betydning, da det viser selv de ligegyldige, at den Vej, den er slaaet ind paa, er den rette, ligesom det styrker Modet og opflammer Villien til at trænge længere frem paa Selvstændighedens og Velværets Bane.

Frejdige og med rolig Samvittighed saa vi derfor vor sørgelige Skjæbne i Møde, og uden Anger eller Vaklen betraadte vi det uhyggelige Fængsel, der for en Række af Aar var bestemt til at være vort Opholdssted. Men vilde end Bevidstheden om vort Hværv og vor Pligt i Forbindelse med de jævnlige Efterretninger om Lærens voxende Udbredelse have været tilstrækkelig til al holde vort Mod oppe i Ulykkens Time, saa var dette dog ikke vor eneste Trøst.

I de ensomme Fængselstimer, naar Tiden sniger sig saa langsom hen, som var den ved at give Plads for Evigheden, naar Øjet trættes ved at stirre paa de snevre Cellevægge, da kommer Tanken om de fjærne, men deltagende Venner Pligtfølelsen til Hjælp; da svinder Bitterheden fra Hjærtet og Utaalmodigheden fra Sindet, da omvikler Erindringen og Haabet de tykke Jernstænger med duftende Blomster, da fyldes Fantasiens lystige Hal med de kjære Billeder af dem, for hvis Lykke og Velvære man strider, hvis Bifald man er stolt af, og i hvis Hjærter man ønsker at bo!

Saa aflægge vi da herved vor hjærtelige, vor dybfølte Tak til alle arbejdende Medborgerinder og Medborgere, en Tak for hver opmuntrende Linie, vi have modtaget, en Tak for hver venlig Tanke, de have sendt os. Med Guld og Gaver formaa vi ikke at vise vor Taknemlighed, men en Ting have vi, som vi kunne give: vort I Liv og vor Kraft, vore Evner og vor Villie; og selv i denne Kapitalernes og Guldets Tidsalder turde det dog endnu have nogen Betydning, naar et Menneskeliv helt og udelt sættes som Indsats for en ædel Sag!

Den 5te Juni 1875.

Med socialistisk Haandslag og Hilsen

Harald Brix. Louis Pio."

Derefter talte Geleff, modtaget og jævnlig afbrudt af Bifald, for Grundloven, idet han navnlig fremhævede Nødvendigheden af at holde paa alle Grundlovens Paragrafer, baade dem om Bevillingsretten og Forsamlingsfriheden (49 og 88) og derhos Løfteparagraferne særlig den, som lover Indførelse af Offenlighed og Mundtlighed i Retsplejen; thi af Erfaring vidste han, at der ikke i hele Verden, end ikke i Tyrkiet og Rusland, existerede en værre Retspleje end den danske. Træskærer L. Toucher talte for Socialismen som en Lære, der vilde Ret for alle. Skomager Hørdum om Arbejdernes Fordringer i politisk og økonomisk Henseende, fhv. Kbm. Mundberg for Kvindens Frigjørelse og E.W.Klein, Formand for Fagforeningernes Centralbestyrelse, for Sammenslutning mellem alle Arbejdere, hvorefter Tømrer Sørensen, Horsens, bragte en Hilsen fra de jydske Fagforeninger. Hermed var den officielle Del af Festen til Ende, og Deltagerne nød nu en Stund paa bedste Maade Livet i det grønne.

(Morgenbladet (København) 8. juni 1875).

Mordet paa Thyrsting Mark. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem 9. og 10. maj 1875 begik en tjenestepige mord på en 75-årig aftægtskvinde.

Mordet paa Thyrsting Mark. Den tidligere omtalt, myrdede Aftægtskone, Christine Nielsen, skulde have en temmelig stor Aftægt af Søren Laursen Kragsigs Ejendom paa Thyrsting Mark, og hun vilde have Alt. hvad der tilkom hende, og have det i forsvarlige Varer. Søren L. Kragsigs Kone, Henrikke Nielsen, stod i det Væsentlige for Styrelsen af Forholdene hjemme, da Kragsig altid er meget fraværende, ofte i Uger ad Gangen. (Han er Uhrmager og gaaer omkring og reparerer simple Stueuhre i Husene hos Folk i Omegnen.) Først for et Aarttid siden fik Kragsig den Ejendom, hvoraf Aftægten udredes, men hans Kone og Aftægtskonen kom snart i Uenighed og fjendtlig Stemning mod hinanden. De vare begge meget heftige og vanskelige, begge vist nok noget urimelige, dog er der ingen Tvivl om, at hvad der bødes Aftægtskonen, ikke var som det skulde være. Kragsigs' Datter, Nielsine Sørensen, 24 Aar gl., som for et Par Maaneder siden kom i Tjeneste paa Provstlund, var hjemme hos Forældrene i Vinter og vidste derfor god Besked om den Byrd, Aftægtskonen var for Forældrene, og den daglige Krig, den gav Anledning til. Hun og Moderen havde tidligere talt om, at det var godt om Aftægtskonen kunde dø, og hun havde da tilbudt at ville gjøre det af med hende. Da der den 1ste ds skulde leveres Aftægtskonen nogle Præstationer, bleve en Del af disse atter kasserede. Skjøndt Kragsigs Kone vist nok selv indsaa, at dette var berettiget, blev hun dog herover heftig forbittret, beklagede sig for Naboen og Enhver, hun traf paa, over Aftægtskonens Urimelighed og udtalte, at hun ikke kunde udholde at være sammen med hende. Dagen før Kristi Himmelfartsdag gik hun hen til Datteren paa Provstlund og overtalte denne til at dræbe Aftægtskonen. Under et opdigtet Paaskud fik Datteren Tilladelse til at gaa hjem den næstpaafølgende Lørdag Eftermiddag og at være borte til Søndag Middag. Kragsigs Kone skulde da sørge for, at der ikke var Andre i Huset end Aftægtskonen, hvilket hun ogsaa gjorde. Hendes Mand, vidste hun, skulde Lørdag Eftermiddag til Østeregnen efter Halm, kjørende med deres Stude, saa at han neppe kunde komme hjem for næste Morgen. Selv gjorde hun sig et Ærinde til Nørhoved, hvor hun blev Natten over, og saaledes var kun tilbage det yngste Barn, en Dreng paa Aar. Denne sendte hun hen til Peder Sandvads paa Thyrsting Mark og bad om, at han om Natten maatte ligge hos sin der tjenende ældre Broder, fordi hverken hun eller hendes Mand kunde komme hjem den Nat. Datteren Nielsine, der er noget svag paa Synet (hun gaaer med Briller) og som tillige synes at have været noget sygelig, fandtes usædvanlig livlig og tilfreds, efter at Moderen havde været hos hende og det var bestemt, at hun skulde hjem. Men efterhaanden som Tiden nærmede sig, syntes hun mindre oplagt til Rejsen og hun forhalede endog Afrejsen Lørdag Eftermiddag saaledes, at hun flere Gange af hendes Omgivelser blev spurgt, om hun ikke snart vilde afsted. Hun ankom til Forældrenes Hjem meget sent Lørdag Aften, og efter at hun havde overbevist sig om. at der Ingen var hjemme i Forældrenes Lejlighed, bankede hun paa hos Aftægtskonen. hvem hun fortalte, at der Ingen var hjemme, hvorefter Aftægtskonen tilbød hende, at hun kunde ligge hos hende samt stod op og lukkede hende ind. Hun lagde sig derefter paaklædt paa Sengen hos Aftægtskonen, men kunde dog ikke den Nat bestemme sig til at dræbe hende. Hun følte Ulyst og Ængstelse. Faderen kom hjem ved Daggry Søndag Morgen og Moderen henad Formiddagen. Da hun blev ene med Moderen, bildte hun denne ind, at Mordet ikke var bleven udført, fordi hun var bleven syg paa Hjemvejen, men lovede, at det nu skulde ske den paafølgende Aften eller Nat, naar hun da igjen kunde blive ene i Huset med Aftægtskonen. Dette lod sig ogsaa ordne, thi Kragsig skulde netop Søndag Eftermiddag til Træden, for at betale nogle Penge og gjøre nogle Uhre i Stand, og Konen tog sig til Ærinde, at ville hen ad Aften over til Lauding til en Skræderpige. og hun vilde da med det samme besøge sin Søn, der er Skræder og boer i Dauding. For at være sikker paa, at Manden ikke skulde komme for tidligt hjem, bad hun ham gaa fra Træden over Dauding og tage hende med hjem. Den lille Dreng blev atter sendt til Peder Sandvads. Mod Aftægtskonen var man hele denne Søndag meget venlig og opmærksom, trakterede hende med Mad og Kaffe, som om man vilde gjøre hende tryg. Om Datteren Nielsine hed det, at hun, da hun ikke var rigtig rask, ikke vilde gaa længere end til Bræstenbro Søndag Aften, da hun saa haabede derfra let at kunne komme til at kjøre til Provstlund lejlighedsvis næste Morgen. Hun behøvede derfor ikke at gaa saa tidligt. Hun forblev hjemme, efter at Moderen henimod Aften var gaaet til Dauding, og trakterede endnu efter den Tid Aftægtskonen, der malkede og trak Faarene hjem, med en Kop Kaffe. Efter at Aftægtskonen var gaaet tilsengs, hvilket dog blev temmelig sent, da hun havde for Skik ofte at være sildigt oppe, gik hun til hendes Vinduer og fortalt, hende, at hun ikke var kommen afsted til Bræstenbro endnu, fordi det regnede, og bad hende, om hun ikke maatte sidde ind, hos hende, indtil hendes Forældre kom hjem. Aftægtskonen stod ogsaa strax op og lukkede hende ind, men lagde sig derpaa igjen til Sengs. Nielsine Sørensen satte sig derpaa ned ind, i Stuen, hvor Aftægtskonen laa uden at tale videre med hende. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var falden i Søvn, gik hun hen til Sengen og kvalte hende nu uden at hun gjorde videre Modstand, idet hun med den ene Haand tog hende kraftigt om Halsen over Struben og med den anden Haand holdt hende for Munden. Hun siger, at Aftægtskonen kun udstødte ganske faa Skrig og Klagelyd. Hun mener, at hun neppe en Gang rigtig vaagnede til Bevidsthed, inden hun var død. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var død, forlod hun hendes Stue, lukkede Døren udvendigt og gik ud og lagde sig i Forældrenes Lejlighed. Da Moderen kom hjem om Morgenen, meddelte hun hende, at det nu var sket, og Moderen sørgede derefter for, at Døren til Aftægtskonens Lejlighed blev aflukket indvendigt fra med en for Yderdøren værende Skodde, idet hun efterat have skoddet Døren gik fra Aftægslejligheden over Loftet, for at det skulde se ud som om Ingen kunde have været inde hos Aftægskonen om Natten, og som om denne dog pludseligt var død en naturlig Død. Kragsig kom først hjem Mandag Formiddag mellem Kl. 8 og 9. og da en Nabokone, der var kommen derind, spurgte om Aftægtskonen var hjemme i Dag, var det først, at hendes Død blev bekjendt. Man svarede, at man ikke endnu i Dag havde hørt Noget til hende; derefter gik man til Vinduet og kaldte paa hende uden at faa Svar. Kragsig vilde nu strax have Døren brækket op for at se, hvorledes det hængte sammen, men den tilstedeværende Kone (Nabokone) tilraadede ham at tilkalde en Nabo, og dette skete da ogsaa. hvorefter man fandt Aftægtskonens Lig liggende uklædt regelmæssigt i Sengen, uden andre Tegn paa udvortes Vold end nogle Smaapletter omkring Munden og nogle Skrammer som af Tryk paa Halsen. Kragsig selv er vistnok uden Skyld i Forbrydelsen, i ethvert Fald paastaa baade hans Kone og Datter samt han selv dette. Datteren synes ogsaa at være gaaet modstræbende til Forbrydelsen. Da Moderen paa Provstlund begyndte at tale med hende herom, foreslog hun at forgive Aftægtskonen. Aftægtskonen var 75 Aar gl., men var en rask og stærk Kone. Kragsigs Kone er 53 Aar gl.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. maj 1875).

Paadømt Mordsag. Ved en ved Viborg Landsoverret den 6te ds. paadømt Justitssag, hvoraf Dommens Resultat i al Korthed alt er refereret i "Jyllandsposten", og under hvilken Nielsine Sørensen er tiltalt for efter Tilskyndelse af og foregaaende Aftale med Moderen, Henrikke Nielsdatter, at have Natten mellem den 9de og 10de Maj d. A. ved Kvælning aflivet den 75aarige Aftægtskone, Christine Nielsen af Thyrsting, ere de nærmere Omstændigheder ved bemeldte Daad i det Væsentige følgende:

Efter at Henrikke Nielsdatters Mand havde tilbyttet sig en Ejendom i Thyrsting, paa hvilken der hvilede en ikke ubetydelig Aftægt til ovennævnte Christine Nielsen, opstod der snart et spændt og daarligt Forhold mellem navnlig Henrikke Nielsdatter og Aftægtskonen, der i øvrigt efter Sagens Oplysninger skal have været noget vanskelig og urimelig. Efter at der jævnlig havde fundet Sammenstød Sted mellem Aftægtskonen og Henrikke Nielsdatter, beklagede denne sig ved slige Lejligheder derover til sin Datter Nielsine Sørensen, og ytrede navnlig hver Gang, at hun ikke længer kunde holde det ud sammen med Christine Nielsen, og at en af dem maatte fjærnes, hvortil Datteren, der troede, at Moderen dermed mente, at hun vilde tage sig selv afdage, ytrede, at hun kendte en, der nok skulde gjøre det af med Aftægtskonen, idet hun derved mente sig selv, medens Moderen antog at hun derved sigtede til en Karl, med hvem Datteren havde foregivet at være forlovet; dog blev der ikke ved denne Lejlighed truffet nogen bestemt Aftale om naar og hvorledes Gerningen skulde udføres; men Datteren havde opfattet det Forefaldne, som om der var truffet den Aftale, at Aftægtskonen skulde dræbes engang, naar passende Lejlighed dertil tilbød sig. Datteren fortrød imidlertid snart det Moderen givne Løfte, og, i den Tro, at denne skulde glemme alt, naar hun kom længere bort fra Hjemmet, paatog hun sig en Tjeneste 3 Mil fra sit Hjem. Men desuagtet kom Moderen en Dag i Slutningen af April hen til hende, og. idet hun gjentagende beklagede sig over Forholdet med Aftægtkonen, bragte hun atter dennes Drab paa Bane, og der blev nu truffet den bestemte Aftale, at Konen skulde aflives, men hverken Tiden eller Maaden, paa hvilken dette skulde ske, blev dog bestemt ved denne Lejlighed, hvilket først blev bestemt den 5te Maj, paa hvilken Dag Moderen atter kom hen til Datteren, og ytrede til denne i Samtalens Løb, at det nu var bedst, at det blev gjort af med Aftægtskonen, og det blev desaarsag aftalt, at Mordet skulde udøves Natten mellem den 8de og 9de Maj, og at Moderen skulde sørge sar, at saavel hun som Manden den Nat vare fraværende fra Hjemmet. Hvad Drabsmaaden angaar, da foreslog Datteren Forgivelse - efter hendes Udsagn, fordi hun nødig selv vilde lægge Haand paa Aftægtskonen - , men denne Maade modsatte Moderen sig og foreslog i Stedet - ved en betegnende Gestus - at anvende Kvælning, navnlig af den Grund, at denne Dødsaarsag vanskeligst kunde opdages, idet hun hertil føjede den udtrykkelige Betingelse, at Datteren ikke selv maatte udføre Gjerningen.

I Henhold til ovenstaaende Aftale fik Nielsine Sørensen nu Tilladelse til at maatte gaa hjem, men nølede, da hun følte stør Ulyst til at udføre Gjerningen, saa længe med at begive sig paa Vej, at hun først naaede Hjemmet henimod Midnat, og efter at hun havde forvisset sig om, at der ingen vor hjemme, gik hun hen til Aftægtslejligheden og kaldte paa Aftægtskonen, der lukkede hende ind og tilbød hende, at hun maatte opholde sig hos hende, til Forældrene kom hjem. Hun lagde sig da paaklædt hos henne, men formaaede af Frygt ikke at udvise nogen Voldshandling lige over for denne, og der blev derfor intet af Drabet den Nat, hvorover Moderen blev meget vred, og af Frygt for dennes Vrede lovede Datteren nu, at Gjerningen skulde blive udført den paafølgende Nat, naar Moderen saa vilde sørge for, at alle ligeledes den Nat vare borte fra Hjemmet. Om Aftenen, efter at Aftægtskonen var gaaet til Sengs, bankede nu Nielsine Sørensen atter paa hos hende, der ogsaa lukkede hende ind og tillod hende at forblive i Stuen, til Forældrene kom hjem, hvorpaa Aftægtskonen atter gik til Sengs, medens Nielsine Sørensen satte sig ved Vinduet, hvor hun, selv efter at Christine Nielsen atter var falden i Søvn, forblev siddende, da hun, ligeledes den Nat af Frygt, ikke turde lægge Haand paa Aftægtskonen, - indtil hun henved Midnatstid hørte sin Moders Stemme udenfor i Gaarden Hun blev nu bange for Moderens Vrede, hvis hun ikke udførte Udaaden, og gik derfor straks hen til Sengen, greb Konen med den venstre Haand fast om Halsen, medens hun med den højre Haand først tog Konen i Haaret og trykkede hendes Hoved fast ned imod Puden, og derpaa, da Konen, som i øvrigt ikke rigtigt vaagnede, gav nogle Skrig og klagende Lyd fra sig, klemte hende med denne Haand stærkt om Munden, for at hindre hende i at skrige, hvorpaa Aftægtskonen, der næsten ingen Modstand gjorde, blev liggende aldeles stille. Saasnart Nielsine Sørensen - der var angst og bestyrtet under Gjerningens Udførelse og var i en saadan Stemning, at hun ikke ret kan erindre det Passerede - bemærkede, at Christine Nielsen var død, forlod hun straks Aftægtsboligen og begav sig pur Vejen til Bræstenbro Kro, hvor hun agtede at overnatte; men paa Grund at Sygdom maatte hun vende om og gik til Sengs i sit Hjem, hvor hun laa, da Moderen om Morgenen kom hjem.

Som Motiv til ovenmeldte Mord har Henrikke Nielsdatter navnlig angivet, at hun ikke kunde udholde Samlivet med Aftægtskonen, og at det derimod ikke var for at frigjøres for Aftægtsbyrden, for hvis Skyld det aldrig kunde falde hende ind at faa Konen ryddet af Vejen, naar hun ellers havde været ordentlig og skikkelig, og hun tilføjede derhos, at hvis hun havde vidst, at Datteren selv vilde udføre Gjerningen, havde hun hellere opgivet det Hele, da hun ikke vilde have, at hendes Datter skulde udføre slig en Gjerning. Hun har imidlertid lige saa vel som Datteren - der har udsagt, at hun udførte Gjerningen efter Tilskyndelse af Moderen og for at befri hende for en Person, med hvem Livet bestandig var en Plage; men hun indrømmer dog ogsaa, at hun selv var vred paa den Myrdede, fordi denne en Gang skal have fremsat urigtige Beskyldninger mod hende, og hun kunde heller ikke nægte at have havt egen Fordel ved Forældrenes bedre Formuesomstændigheder som Følge af Aftægtens Ophør for Øje, idet hun i saa Fald havde faaet Løfte paa større Hjælp hjemmefra - forbrudt Udøvelsen af Drabet paa Christine Nielsen

Ved Underretsdommen ere Arrestantinderne, - af hvilke Nielsine Sørensen er født den 28de December 1850 og Henrikke Nielsdatter den 7de Februar 1823, og som ikke tidligere have været straffede - ansete efter Straffelovens § 190, for Henrikke Nielsdatters Vedkommende sammenholdt med §§ 52 og 54 og ere de begge dømte til at straffes paa Livet, hvilken Dom er stadfæstes ved Overrettens Dom af 6te d. M., og vil Udfaldet sandsynligvis blive det samme ved den eventuelle Højesteretsdom.

(Jyllandsposten 15. december 1875).

Som forventet stadfæstede Højesteret den 7. marts 1876 overrettens dom. Og som kotyme var, blev de blev begge benådet. 

Henrikke Nielsdatter (7. februar 1823 til 5. februar 1891) var 28. juli 1889 til 27. august 1889 hun indlagt på Kommunehospitalet. Hun blev løsladt 8. april 1890 fra fængslet efter kongelig resolution af 31. marts 1890. Hun havde 10 børn med Søren Laursen, Krasig. De var født mellem 1846 og 1866. 

Datteren Nielsine Sørensen var født 28. december 1850 og døde 20. maj 1932 på Forsørgelsesanstalten, Fabrikvej 2 i Horsens, 81 år gammel. 

Arbejdstilsynet. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbejdstilsynets Virksomhed indtil Udgangen af 1874 er der i Henhold til Fabrikloven afgivet Beretning. I Følge denne omfattede Tilsynet paa det nævnte Tidspunkt i alt 673 industrielle Bedrifter, der sysselsatte 2,632 Børn paa 10-14 Aar, 2,522 unge Mennesker paa 14-18 Aar og 16,248 voxne Arbejdere. I Løbet af 1874 er der i disse Arbejdssteder foretaget i alt ca. 1,600 Inspektioner, af hvilke henved Halvdelen falder paa Kjøbenhavn. Metalvarefabrikerne, Bogtrykkerierne og Cigar- og Tobaksfabrikerne beskjæftige tilsammen over Halvdelen af de unge Mennesker, i Tobaksfabrikerne alene anvendes henved Halvdelen af alle Børnene. I Forhold til det samlede Antal Arbejdere, som sysselsættes i de forskjellige Bedrifter, benytte Tændstik-, Tobak- og Cikoriefabrikerne det største Antal Børn. I Tændstikfabrikerne ere af de anvendte Arbejdere 44 pCt. Børn og 23 pCt. unge Mennesker, i Tobaksfabrikerne og i Cikoriefabrikerne henholdsvis 31 og 37 pCt. Børn, 12,5 og 2,4 pCt. unge Mennesker. Kvindearbejde benyttes forholdsvis mest i Papirfabrikerne (35,7 pCt. af det anvendte Antal Arbejdere) - Klude- og Papirsortering - i Uldvarefabriker (36 pCt.), i Bomulds- og Linnedvarefabriker (48 pCt.) samt i Tændstik-, Tobak- og Cikorie-, Chokolade- og Sukkervarefabriker (henholdsvis 20, 21,6, 41,8 og 28,7 pCt.) i det hele i saadanne Virksomheder, som ikke kræve nogen særlig Uddannelse. De unge Mennesker benyttes forholdsvis mest i Tændstikfabriker og i Bogtrykkerierne, for de sidste Bedrifters Vedkommende noget mere i Provinserne (28 pCt.) end i Kjøbenhavn.

Den forskjellige Udvikling af de Tilsynet undergivne Bedrifters fabrikmæssige Karakter har i flere Tilfælde gjort det meget vanskeligt at sondre imellem, hvad der skal høre under Loven, og hvad der skal holdes udenfor Tilsyn. Medens saaledes den Klasse Arbejdssteder, forene alle Betingelser for og udviser alle Særkjender paa at være virkelige Fabriker, nemlig Tilvirkning i det store, en udstrakt Anvendelse af Maskinkraft samt en Fordeling af Arbejdet i forskjellige Grene, der hver for sig ikke udkræve mere end en ren mekanisk Øvelse, erhværvet i kort Tid, findes der i Modsætning hertil en Række Bedrifter, i hvilket Arbejsvirksomheden forudsætter en vis særlig Uddannelse, og hvor de unge Mennesker ikke længere ere Fabrikarbejdere men Lærlinge. Af de egenlige Fabriker nævnes exempelvis Klædefabrikerne, Dampvæverierne, Papirfabrikerne, af den Art Bedrifter: Maskinfabrikerne, Jernstøberierne, Bogtrykkerierne m. v. Følgen af denne Forskjellighed er, at der har foreligget en Del Forespørgsler og Andragender, i hvilke Ministeriets Afgjørelse er æsket i de enkelte Tilfælde. Navnlig er der imod at blive inddraget under Tilsynet i enkelte Andragender fremhævet, at de i vedkommende Bedrift sysselsatte "unge Mennesker" ere "Lærlinge" og ikke Fabrikarbejdere; men ligesom Lovens § 1 ikke hjemler Ret til at tage Hensyn til den Maade, paa hvilken de nævnte Personer beskjæftiges, saaledes have Domstolene ogsaa udtalt sig imod en Adskillelse i Lærlinge og Fabrikarbejdere. En anden Vanskelighed ligger i den umærkelige Overgang, som nu findes mellem Fabriksvirksomhed og Haandværksbedrift; i Haandværksfaget, selv i de mindre Bedrifter, spores en Stræben efter at indføre en Arbejdsdeling lig den, der finder Sted i Fabrikerne, og omvendt ere "Fabriklærlingene" (navnlig i Provinserne) ofte stillede i samme Forhold til Fabrikanten som Haandværkslærlingen til Mesteren. Følgen heraf er, at af Bedrifter, der med Hensyn til Arbejdernes Forhold i det væsenlige ere ensartede, nogle undergives Tilsyn, andre ikke. Vel kan Tilsynet bøde noget paa dette Misforhold ved at inddrage under Loven en Del af de større Værksteder; men næppe vil der, hedder det i Beretningen, kunne være Tale om, at man ad administrativ Vej kan ophæve den Uensartethed i Behandlingen, som hidrører fra, at Virksomheder, der i det væsenlige ere ensartede, sondres efter mere tilfældige Forhold.

Fabriklovens § 2 paalagde Fabrikanterne at afskedige Børn under 10 Aar. Af saadanne fandtes henimod Slutningen af 1873 beskjæftigede i Fabriker 434, eller 16,9 pCt. af det hele Antal, som altsaa maatte afskediges; Loven har dog i denne Henseende udøvet en betydelig større Virkning. idet en stor Del Fabriker havde indskrænket, ja vel endog helt afskaffet Benyttelsen af Børn under 16 Aar for de paagjældende Oplysninger indsamledes. Det er navnlig i Tobakfabrikerne, at Antallet af Børnene er aftaget stærkest. Medens der saaledes i 59 Cigar- og Tobakfabriker i 1873 arbejdede 873 Børn under 14 Aar arbejdede der i de samme Fabriker i Slutningen af 1874 kun 687 Børn; altsaa en Nedgang af over 20 pCt. De fleste Fabrikanter i Fyn og Jylland beklage sig over, at de efter Lovens Ikrafttræden have vanskeligt ved at tilvejebringe det nødvendige Antal Børn; men at Vanskeligheden, vel endog med Fordel, kan overvindes, viser et Par Exempler, som anføres i Beretningen: I en større Tobakfabrik i Jylland har man ved en simpel Mekanisme ladet samtlige 5 Spindeborde, der findes i Fabriken, dreje af en voxen Mand, medens der tidligere til dette Arbejde benyttedes et Barn til hvert Bord, 5 om Formiddagen og 5 om Eftermiddagen; der er altsaa her sparet 10 Børns Arbejde. I den største Tobakfabrik i Jylland har man, ved at anvende Dampkraft sparet ikke mindre end 24 Børns Arbejde. I mange Fabriker erstattes Børnene med ældre Kvinder. Manglen paa Børn til Fabrikarbejde har fremkaldt en betydelig gradvis Stigning i Betalingen for Børnearbejdet. Medens der saaledes tidligere for 6 a 7 Timers Arbejde betaltes 5 a 8 Sk., er Betalingen for den samme Tid stegen til 8, 10 a 12, ja indtil 16 Sk. og derover. - 21 Overtrædelser af Forbudet mod Anvendelsen af Børn under 10 Aar ere blevne konstaterede og retslig forfulgte.

Af de Bestemmelser, ved hvilke Arbejdstiden for Børn reguleres, er utvivlsomt forbudet mod Natarbejde (i Tiden fra Kl. 8 Aften til Kl. 6 Morgen) den vigtigste. Forbudet har navnlig haft Betydning for de Glasværker, som drives Dag og Nat, idet der ved disse tidligere anvendtes Børn afvexlende om Dagen og om Natten i indtil over 60 Timer om Ugen. For at fortsætte Driften uforandret have Glasværkerne maatte ombygge Hytterne saaledes, at der blev Ovn-Stade til, at det dobbelte Antal Arbejdere paa en Gang kunne være i Virksomhed. Nu arbejdes der i Hvidtglashytterne kun i de 12 Dagtimer (Kl. 6-6) med Børnene delte i to Hold. De arbejde skiftevis om Formiddagen og Eftermiddagen og modtage i Fritiden 3-4 Timers daglig Undervisning i Fabrikskolerne.

Hvilken Indflydelse Lovens Forbud mod at lade Børn arbejde paa Søn- og Helligdage har udøvet, lader sig ikke afgjort, da der formentlig tidligere i de fleste Fabriker slet ikke, og i en Del mindre Fabriker kun af og til har fundet sligt Arbejde Sted. Til Lovens Bestemmelse om, at Børn kun maa arbejde 6½ Time om Dagen med ½ Times Frihed, er der føjet den Forskrift, at Arbejdstiden skal falde enten for Kl. 1 eller efter Kl. 11. Denne Forskrift, der deler Børnene i "Formiddags- og Eftermiddagsbørn", er af stor Betydning for Kontrollen med Arbejdstidens Længde. Ved Bestemmelserne om det Antal Timer, i hvilke Børn maa arbejde, er der de fleste Steder, i alt Fald udenfor Kjøbenhavn, dels fremkaldt en ikke ringe Nedgang i Børnenes tidligere Arbejdstid, dels forhindret en altfor ulige Fordeling af det ugenlige Antal Arbejdstimer. At Forholdene med Hensyn til Overholdelsen af Arbejdstiden for Børn ere gunstigere i Kjøbenhavn end i det øvrige Land, hidrører navnlig fra, at Skolegangen i Kjøbenhavn er daglig og henlagt til Tider paa Dagen, der forhindre Børnenes Anvendelse i Fabriker den Halvdag, i hvilken Skoletimerne ere lagte. Hvor Børnene derimod kun gaa i Skole enkelte Dage i Ugen, er det vanskeligere at kontrollere Overholdelsen af Loven med Hensyn til Arbejdstiden.

Med Hensyn til de kjøbenhavnske Børns Anvendelse udenfor Skoletiden har Tilsynet ved Skoledirektørernes Hjælp tilvejebragt Oplysninger, hvoraf det fremgaar, at af de godt 10,000 Børn, der besøge de offenlige kjøbenhavnske Almueskoler, søge c. 28 pCt., eller mellem 1/3 og 1/4 Beskjæftigelse udenfor Skoletiden, men kun 1/3 af dette Antal ved fast Arbejde i Fabriker eller Værksteder, Resten ved "Bygang". Af Drengenes samlede Antal (5,173) søger over 1/3 (35,7 pCt.) Arbejde, af Pigernes (5,154) kun 1/5, mest som Medhjælp i private Huse. Af Frederiksberg Skoles 1019 Elever anvendes 12,8 til Fabrikarbejde og 15,7 pCt. til Bygang. Af Valby Skoles 108 Drengeelever beskjæftigedes kun 15 pCt. med virkeligt Fabrikarbejde og ingen med Bygang.

For "unge Mennesker" har navnlig Afskaffelsen af Natarbejde (mellem Kl. 9 Aften og 5 Morgen) været af Betydning; thi vel er det kun i faa Arter af Bedrifter, at Natarbejde hører til den regelmæssige Drift, men paa den anden Side har det i visse Bedrifter fundet Sted meget hyppigt. I det hele er dette Forhold nu forandret; men forskjellige Undtagelser ere gjorte, saaledes ved Glasværkerne, for hvilke en Undtagelse siges at være af yderste Vigtighed, ved et større kjøbenhavnsk Blad-Trykkeri (Dagstelegrafen?), uden at der her ses at have foreligget nogen Nødvendighed for Undtagelsen, samt ved Roesukkerfabriken Lolland.

Med Hensyn til Arbejdsdagens Længde for voxne Arbejdere fremgaar det af indsamlede Belysninger, at næppe Halvdelen af de undersøgte Fabriker lader sig nøje med en Arbejdsdag paa 12 Timer med 2 eller 1½ Times Fritid, medens det samtidig viser sig, at en 14 Timers Arbejdsdag ikke længere er hyppig. Paa et Par Undtagelser nær ere alle Bedrifter med 15 Timers Arbejdstid og derover Dampmøller. Af en Mængde Andragender om at maatte lade unge Mennesker arbejde 13 eller 14 Timer daglig ere kun et Par bevilgede. Derimod er man for at fremme Indførelsen af en fælles almindelig 12 Timers Arbejdsdag gaaet ind paa indtil videre at bevilge en Række Andragender om Tilladelse til at lade Personer under 18 Aar arbejde 12 Timer med kun 1½ Times Frihed, idet man derved har opnaaet, at Fabrikanterne have indskrænket Arbejdstiden fra 13 til 12 Timer imod samtidig at afkorte Hviletiden fra 2 til 1½ Time. - For Overtrædelser af Lovens Bestemmelser om unge Menneskers Arbejde har der været anlagt 17 Retssager.

(Morgenbladet (København) 23. maj 1875).

Pintsetrafik. (Efterskrift til Politivennen)

Pindseløverdag ad Jernbanen igjennem Sjælland, Fyen og Jylland ligeud til Grændsen var en bevæget og temmelig anstrængende Reise. Det uhyre lange Iiltog til Korsør fortalte alt om Feriegjæster, som dampede hjem til Slægt og Venner eller ud til den nys udsprungne, lysegrønne Bøgeskov. Postdamperen var næsten overfyldt af Folk; man stod op ad hverandre og længtes efter det Øieblik, da Opvarteren sagde: "Nu er der Plads nede ved Bordet." I Nyborg var man mærkelig nok ikke tilstrækkelig forberedt paa et saa stort Antal Reisende. Først da man saae Mængden og havde faaet Toget fyldt, skulde flere Vogne kobles ind i Toget. Det tog Tid. Forsinket som man var alt fra Sjælland af, syntes det nu en Umulighed at naae Vamdrup i rette Tid for at komme med det preussiske Tog til Altona. Igjennem Fyen gik det imidlertid med i Jernbanefart i Ordets fuldeste Betydning. Vi fløi afsted! Men saa i Fredericia blev det meget meget værre. Reisende i hundredeviis saavel Nord som Øst fra vare samlede her; alene fra Fredericia skulde 5 a 600 Soldater med. Det vor udentvivl en stor Feil, at Dørene fra Ventesalene ud til Perronen ikke vore lukkede; thi derud strømmede paa eengang de Reisende, som skulde med Nordtoget, og ligeledes de, der skulde Syd paa med Iiltoget og det store Extratog, som vor beredt paa at følge efter. Jeg havde gjennemgaaende Billet fra Kjøbenhavn; men uagtet jeg indstændigt anmodede et halvt Dusin forskjellige Jernbanebetjente om en Plads, saa blev jeg dog skubbet tilside med den Erklæring: "Giv bare Tid, De kan jo komme med Extratoget der." En Mængde Soldater havde selv skaffet sig Pladser i det første Tog. Dryppende af Sved sled Betjentene i dem for at faae dem ud igjen. Billetter vare ikke til at faae. En Mængde kunde først faae Billet paa næste Station; dertil bleve Pengene indkasserede i Vognene under Kjørslen. Hvorfor man ikke under saadanne extraordinaire Forhold har et extraordinairt Billetudsalg aabent, er ikke let at forstaae. Underligt synes det ogsaa at være, at Telegraphen ikke havde gjort Fredericia nøie bekjendt med den store Mængde Reisende, som kom til fra alle Kanter; thi saa havde man have undgaaet megen Besvær og Forvirring og mange Ubehageligheder saavel for Publicum som for Banens Embedsmænd. Tilsidst kom der dog Orden i Sagerne; vi fore afsted, og jeg var glad ved at komme kun een Time for seent.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. maj 1875).