Sofie Barrison: Grevinde Bernstorff. (Efterskrift til Politivennen)

Livets omskiftelser.

Fra hovedstaden skrives til os onsdag:

I går formiddag fik København besøg af en ung same, hvis livs roman i den senere tid har stået at læse i en mængde inden- og udenlandske blade. Grevinde Sofie Bernstorff indtraf nemlig hertil med morgentoget fra det sydlige udland og tog ind på Hotel d'Angleterre.

Den unge grevindes livsroman er interessant nok. Hun er kun sytten år gammel, lille og spinkel, men meget smuk. Hendes kønne lille hoved med de regelmæssige ansigtstræk er ombølget af det prægtigste gyldne hår, og de store, lyseblå øjne har et mildt og venligt præg. Kun 15 år gammel optrådte hun med sine tre søstre ved et amerikansk teaterselskab. Moderen, der er dansk af fødsel, men var gift med en englænder, ejede ikke midler til at give sin datter en anden opdragelse.

Imidlertid fik en dansk-amerikansk impressario, Fleron, øjnene op for de unge pigers sjældne skønhed, han indstuderede flere af døgnets populæreste melodier med dem, lærte dem at danse dertil og drog endelig på turné med de små krokoner, først i Amerika og senere i Europa.

Således gik det til, at man for halvanden måned siden kunne se de små "sisters Barrison" gøre furore i "Wintergartens" varieté i Berlin.

Den ene af de små Barrisons skulle dog få sin blomsterstrøede levevej som varieteuse afbrudt i den militærstramme Spreestad. En løjtnant i lansenererne, grev Bernstorff, der for øvrigt har levet 28 år længere i denne verden end hans nuværende frue, så den lille Sofie Barrison og blev forelsket i hende. Trods hans families modstand besluttede de at indgå ægteskab, og en skønne dag flygtede de elskende til London, hvor de blev borgerlig viede; derefter tog parret til Berlin og holdt kirkebryllup i Potsdam.

Nu er den lille grevinde indtruffet hertil på besøg hos sin herboende familie, og om nogle få dage rejser hun med sin moder til Rom, hvor hun skal træffe sammen med sin mand, grev Bernstorff.

Der er noget i, hvad en bekendt skuespiller sagde til mig, da jeg kom ud fra hotellet og fortalte ham om den små grevinde: Den lille gud Amor, det er dog en herlig indretning"

(Fyens Stiftstidende, 14. februar 1895).

En fynsk grevinde.

Sidste vinter optrådte fem små fynske piger under artistnavnet Barrison på en af Berlins største varieteer. Den ene af dem bar navnet Sofie, og i den grad bedårende hun en af den berlinske garnisons officerer at denne, den 40-årige grev Bernstorff, efter en ret romantisk bortførelse lod sig vie til hende på tyskernes nyerhvervede besiddelse, øen Helgoland.

Disse fem søstre hvis danske navn er Barejsen, kom purunge til Amerika for der at bryde sig en bane. En af en fik ansættelse som koristinde ved de mindre teatre i New York, og snart avancerede de og fik tag i publikums gunst. Så meldte en skønne dag den tidligere medarbejder ved "Herolden" Fleron sig som impresario og tilbød de fem søskende engagement for en længere turne. Han lærte dem forskellige danse- og sangnumre, og sammen med en ung amerikanerinde gik han derpå på langfart med "The Six Barrisons". De gjorde lykke overalt hvor de kom frem, og Fleron skovlede tusinder ind.

Fra Amerika drog turneen til kontinentet, og i Berlin, hvor "The Six Barrisons" blev hele seks måneder, opnåede de en succes som aldrig nogen før i denne stad. Der blev således solgt over 3 millioner fotografier af de små, populære sangdanserinder.

Men så fandt Sofie en skønne dag en fin greve, og uagtet Fleron truede og tiggede, var og blev hun borte. Men sin vordende gemal var hun flygtet til Helgoland hvor parret efter vielsen tilbragte hvedebrødsdagene. Senere tog greven til Rom og den unge grevinde til Danmark for at besøge sin slægtninge.

Så sidder en dansk korrespondent imidlertid forleden i en af verdens smukkeste varieteer - Neues Teater (det gamle Volksteater) - i Hamburg og blandt de optrædende er også de små Barrisons, og Sofie er med. En ven fortæller ham at det unge par straks efter bryllupsdagene blev skilt. Grevens forældre fik ham til at foreslå den unge kone skilsmisse og en erstatning på 40.000 blanke mark. Grevinden tog mod begge dele og så rejste hun til Danmark og han til Rom.

Nu er hun atter en af "The Six Barrisons", men hun er tillige den eneste af dem der kan pryde sit visitkort med en grevekrone, og hun gør det - den lille pige fra Fyns land.

(Social-Demokraten, 14. juli 1895).

Verschiedenes.

Berlin, 31. Jan. Zu der Frage, ob Sophie Barrison "Gräfin" ist, ermächtigen die nächsten Angehöringen des Grafen Wilhelm v. Bernstorff das "B. T." behufs Richtigstellung des im Gräftlichen Taschenbuch des Gothaer Almanachs 1897 gebrachten Vermerks, betreffend die Vermählung des Grafen Wilhelm "in zweiter Ehe am 26. Jan. 1895 zu London mit Sophie .... geb. .....", Nachstehendes zu veröffentlichen: "Die im Anschluss an jenen Vermerk gebrachten Erörterungen sind ebenso falsch, wie die Notiz im Almanach selbst, für welche die gothaische Verlags-anstalt übrigens der Familie Remedur geboten und sich wegen Aufnahme der ungenauen Nachricht entschuldigt hat. Ehe es zu einer Eheschliessung in London, beziehungsweise der Einlösung des vom Grafen Wilhelm an Sophie Barrison gegebenen Versprechens hat kommen können, hat der jüngere Bruder, Graf Albrecht Percy Bernstorff, der Landrath des Kreises Kyritz, intervenirt und durch geeignete Mittel Sophie Barrison zur Versichtleistung auf alle Eheanspruche bewogen. Eine Eheschliessung hat somit zwischen dem jetzt in China weilenden Grafen Wilhelm und der jüngsten der augenblicklich wieder in Berlin gastirenden Schwestern Barrison nicht stattgefunden, vielmehr ist dem sonst so wohlunterrichteten Gothaer Almanach ein Irrthum untergeschlüpft."

(Allgemeine Zeitung, 3. februar 1897).

Sladder eller børnemishandling: Plejemoder Bagger. (Efterskrift til Politivennen)

Nedennævnte sag er et eksempel på hvordan avisen København bragte en skandalehistorie som viste sig ikke at have noget på sig. Stort set alle aviser gjorde sig skyldig i sådanne journalistiske fejlgreb. Artiklerne fortæller dog noget om plejebørn som forretning .

En umenneskelig Plejemoder.

Oprørende Behandling af smaa Børn. "København" foretager en omfattende Undersøgelse af Sagen, hvorefter Politiet kan tage fat. 5 Børn døde i Løbet af faa Maaneder

Vi skal i Dag bringe vore Læsere en Række Afsløringer i en mystisk og højst uhyggelig Affære, som vi samtidig overgiver Politiet til nærmere Undersøgelse og Behandling. Vi forudskikker den Bemærkning, at samtlige vore Oplysninger selvfølgelig er hentede direkte og fra paalidelig Kilde, og at vor Fremstilling af hele denne opsigtvækkende Sag, der vil blive Hovedstadens Samtaleæinne i den nærmeste Tid, er saa langt fra det drastiske, at vi tværtimod har tilbageholdt adskillige Ting af Interesse, som vi mente kunde trænge til yderligere Bekræftelse, inden de fremdrages.

Men der er nok endda at berette:

Plejemoderen.

Paa GI. Strand Nr. 40, 2. Sal bor der en Dame, som i flere Aar har ernæret sig ved at have Børn i Pleje i Forening med at drive Pensionat. Hendes Navn er Frk. H. Bagger, hendes Alder godt op i Trediverne.

Frk. Bagger er en vanskelig Dame at omgaas. Tjenestetvende bolder det ikke ret længe ud hos hende, og mangfoldige er de Piger, der i Aarenes Løb har været i Kondition hos den skrappe Froken.

I 5-6 Aar har hun haft Plejemoder-Tilladelse og i den Tid haft en Mængde Børn i sin Varetægt. Børnene har hun som oftest faaet kort efter Fødslen, og Størsteparten af dem har haft til Mødre Damer af "bedre" Familje, som er "kommet galt afsted."

Hvad Øjenvidner fortæller.

Tjenestepigen Ingeborg, der har været hos Frk. Bagger fra 1ste December 94, til 1ste Februar d. A., fortæller følgeride om sit Ophold der i Huset.

Da hun tiltraadte Tjenesten hos Frk. B , havde denne 3 Plejebørn, og nogle Dage efter kom der 1 til.

Hver Mandag, Onsdag, Torsdag og Lørdag Aften var der Sang og Trala i Lejligheden. Frøkenen havde nemlig paa disse Dage nogle af den ret store Lejligheds Værelser udlejede til Foreningsbrug. Her festiverede skiftevis Sangforeningen "Pletten", "Foreningen af 9de Februar" og en Dilettantskuespiller-Forening og det, saa man kunde høre de glade Mennesker over hele Huset.

For nu at faa de smaa Børn, der var anbetroet hendes Omsorg, til at tie og sove trods al denne Kommers, brugte Frk. B. det Middel at dysse dem i Søvn med Opium. Man tænke sjg, at det er spæde Børn, et enkelt endog kun nogle faa Uger gammelt, Talen her er om, og som fik indgivet Opium - 5 Draaber i 10 Rhabarberdraaber. Frk B havde paa det strængeste paalagt Pigen, der hentede Opiumsdraaberne paa Apoteket, at sige til Enhver, der faldt paa at spørge, "at det var Frøkenen selv, der brugte Opium for Søvnløshed."

Endvidere sultede den kærlige Plejemoder bogstavelig talt de smaa Stakler, og ofte maatte Tjenestepigen, der ynkedes over Bornene, for sine egne Penge købe Mælk og Mad og give de Smaa det, naar Frøkenen ikke var hjemme.

Til et spædt Drengebarn, der var sygt, opskrev Doktor Salomonsen to Gange Medicin, men begge Gange kastede Frk. B. den i Vasken og gav Drengen Opiumsdraaber i Stedet.

Børnene døer.

I Begyndelsen af December Maaned døde et af Børnene, og Dagen efter maatte Tjenestepigen bære den lille Kiste ned til en ventende Droske og køre den til Kirkegaarden. Den 13. Januar døde den ovenfor omtalte lille Dreng, efter at Frk. B. havde haft ham i Pleje i 8 Dage.

Et Pigebarn, Else, blev saaledes mishandlet af Frøkenen, at Bedsteforældrene, der hor i Frederiksberg Allé 25, efter 3 Ugers Forløb tog det til sig.

Et Drengebarn, Aage Scheibelein, 3 Uger gammelt, blev forleden Dag paa Moderens Forlangende tilset af en Læge, erklæredes af denne at være bleven sygt paa Grund af, at man havde indgivet det bedøvende Dranker.

lalt er der i de sidste 4-5 Maaneder død 5 af Frk. Baggers Plejebørn.

For Øjeblikket har denne Plejemoder to Smaabørn i sin Varetægt: et 1-Aars Pigebarn, Margrethe Kjær, hvis Moder med det første rejser over til sin i Amerika boende Mand og lader Barnet blive tilbage, samt en 4-Maaneders Dreng, Wilfred, for hvem der bliver betalt af en Frisørinde, Fru L. paa Østergade.

Dette er, hvad vi i Dag ønsker at meddele om Frk. Baggers mærkværdige Plejemoder-Virksomhed og dens Resultater; og hermed beder vi Politiet tage Affære, men helst lidt energisk. Her er ingen Anledning til at betænke sig.

I Morgen

skal vore Læsere høre mere om denne sensationelle Sag.

-pf

(København 10. februar 1895).

Gammelstrand 40, th. Krogs Fiskerestaurant. Det var på 2. sal plejemoderen boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Plejemoderen

---

øvrigt bemærker vi, at en af vore Medarbejdere i Gaar aflagde et Besøg hos

Frk. Bagger.

Han beretter følgende:

Vi ringede i Gaar Eftermiddags paa Døren til Frk. Baggers Pensionat, GI. Strand 40.

Frøkenen lukkede os selv op. Hun er en ældre, spinkel Dame med et langt magert Ansigt, over hvilket der gaar hastige nervøse Trækninger; hun staar uafbrudt og lader Fingrene spille uroligt

Vi gaar gennem en stor højloftet Stue, hvis Vægge er dækket med Flag og Skjolde, under Loftet strakte sig en Mængde Vimpler, Møbler var der kun faa af; det saa ud som Stuen i Hast kunde laves til en Dansesal.

Derfra kom vi ind i et langt smalt Værelse, der helt optoges af to Senge; inde fra Stuen ved Siden af lød et lille Barns klynkende Graad.

- Det er ret ubehagelige Sigtelser, der er rettet imod Dem, ytrede vi blandt andet.

- Ja, svarede hun, men hvad skal jeg gøre ved det. jeg staar jo ganske ene og kan ikke fotsvare mig.

- De kan jo anlægge bag mod Bladet.

- Det har man ogsaa omtrent forlangt af mig i Plejeforeningen; men selv gør jeg det saa nødigt; saadan en Sag fører saa ma nge Ubehageligheder med sig.

- Unægteligt. - Forholder det sig rigtigt, at der i Løbet af kort Tid er død flere Børn fra Dem?

- Ja-a, i Løbet af et lille Aars Tid er der jo døde 5.

- De har fulgt hurtig paa hverandre?

- Ja, men det var ogsaa svage Børn.

- Hvormange Børn maa De have i Pleje?

- Fem.

- Har De aldrig haft flere?

- Jo-o, en Gang havde jeg jo seks.

Inde fra Værelset ved Siden af tiltager nu det lille Barns klynkende Graad; Frøkenen gaar ind, og vi horer, hvorledes hun i hæftig Tone søger at bringe det til Ro.

Lidt efter kommer hun ud med en lille Glut paa Armen, som hun kærtegner paa en overstrømniende hæftig Maade. Barnet trækker sig dog ligesom ængstelig tilbage fra hende.

- Kan De se, hvor frisk og sund det er? siger hun, ser det ud, som det lider Nød.

- Nej, ganske vist; har De ikke flere Plejebørn for Tiden.

- J» jeg har et til.

- Maa vi ikke se det

- Næ-æ, det sover for Tiden, og saa er det saa svagt og sygeligt, saa det ser ikke godt ud

- Der er mange Foreninger, der har Lokale hos Dem

- Ja, jeg har omtrent hver Aften optaget.

- I Forbindelse med Deres Pensionat maa det ikke give Dem saa lidt Arbejde. ø Kan De saa, naar De har 5-6 spæde og syge Børn i Pleje, passe dem paa rette og forsvarlige Maade 

- Jo- o, jeg har jo en Pige til det grovere.

Frøkenen tripper urolig frem og tilbage, de lange, magre Fingre piller nervøst ved Forklædet.

 - Tror De, der bliver mange Ubehageligheder ud af den Sag, spørger hun, den har taget saa meget paa mig, jeg har ikke af lutter Uro kunnet spise siden i Gaar Morges

- Har De aldrig givet Børnene Opium ? sporger vi videre

- Jo, jeg havde en Gang en lille Flaske fuld, som jeg brugte mod Mavekrampe, og da saa en af de Smaa blev urolig, gav jeg det et Par Draaber.

- Hvorledes kunde Børnene sove, naar der blev holdt Festiviteter saa nær ved Barnekamret.

- Jo, det var i Reglen meget rolige Børn allesammen.

- De har været til Forhør i Dag?

- Ja, jeg og min forrige Tjenestepige, Ingeborg - hende, der af Ondskab har udspredt de skammelige Rygter - var i Forhør i Dag paa Nørregades Station fra 10 til 4.

Vi talte videre med Frøkenen om Forholdene i hendes Pensionat og kom til det selvfølgelige Resultat, at i et Hjem, hvor private Foreninger omtrent hver Aften ofte til ud paa Natten, festiviteter, i et Hjem, hvor Bestyrerinden kun ved en Piges Hjælp skal forestaa en stor Husholdning, drive Pensionat, opvarte Foreninger og dertil passe fem spæde Børn, der kan disse ikke faa den omhyggelige Pleje, der er betryggende for deres Liv og Sundhed.

Vi tog Afsked med Frøkenen.

- Tror De, der bliver noget mere ud af den Sag, spurgte hun os vedvarende, j jeg vilde saa grumme nødig have det. - fører saa uiange Ubehageligheder (ned sig.

- Det kan sikkert også blive ubehageligt nok, indrømmede vi.

* * *

Fra Faderen til et af Frk. Baggers Plejebørn har vi modtaget et Brev, som vi med Udeladelse af enkelte Udtryk lier gengiver:

"København"s Redaktion!

Idet jeg med fuld Sympati følger Deres Afsløringer I Deres ærede Blad angnaende Frk. Bagger, kan jeg Ikke undlade at. udtale min oprigtige Tak for Deres Mod til at løre ved en ... . Dennes Meriter . , , Min lille Datfer, der nu er 8 Mdr. gl., har i 2 Mdr. for et Vederlag af 14 Kr. mdlg. været i liemles Varetægt, men da vi fik Øjnene op for hendes . , - som vi havde ondt ved at tro, skønt var vi ikke længe om at faa hende derfra; thi dér havde hun Ikke levet I 2 Maaneder til.

Hun var i den Grad udmattet, da hun kom derfra, og i den Grad angrebet af Hudløshed .... at det daarligt lader sig beskrive; desuden bavde hun i Ryggen saar som ....

Hvad Selskaberne angaar, da tog Frk. B , naar disse afholdtes, Børnene fra det varme Barnekammer og puttede dem ud i et iskoldt Pigekammer, og tog dem atter, naar Mødet var hævet, tilbage til det af Røg og Dunster fyldte Kammer.

Hvad denne Dames Renlighedssans angaar, da var den af en meget primitiv Beskaffenhed, idet f. Eks. Bleerne ikke blev vaskede, men taget lige fra Barnet, vredet og hængt til Tørring paa Kakkelovnen i Barnekamret. Som Følge heraf var der undertiden en Stank, saa Gud maa sig forbarme.

Mit Barns Hovedpude var, da vi fik den tilbage, aldeles stiv og ubrugelig af Opkastninger, som i Stedet for at blive afvasket havde faaet Lov til at tørre ind i Puden.

Jeg haaber, Hr. Redaktør, at De vil optage dette og staar alle øvrige Oplysninger til Deres behagelige Disposition.

Ærbødigst.

(Navn og Adresse).

*

Overfor den kendelige Lunkenhed, hvormed denne Sag er grebet an fra Politiets Side, haaber vi. at dette Brev vil gore sin Virkning. Ærede Kolleger i Pressen, som enten har tiet eller holdt sig "i Salveten", vil sikkert herefter lægge deres vægtige Stemmer i med til Gavn for alle de Plejebørn, der, efter "Politiken"s Mening, lider samme Skæbne som Frk. Møllers.

(København 12. februar 1895).

En umenneskelig Plejemoder.

En brysk Husmoder. Hun pryglede de smaa Børn. Sult. Prygl og Opium

Vor Artikel i Gaarsnummsret al "København" om Frøken Bagger har selvfølgelig vakt megen Opsigt. Overalt, paa Kafeer saavel som i de mange Hjem, hvor "København" til Stadighed er Gæst, diskuteredes Artiklen. Indignationen over Frk. B. og hendes raa Behandling af de uskyldige Smaabørn var almindelig og forhaabentlig sættes der nu uopholdelig en Stopper for hendes Virksomhed.

For Frk. Bagger selv kom vore Afsløringer som en Dynamitbombe, - saa uanet og overraskende dukkede de frem.

Hun er, som sagt, en Dame godt oppe i Trediverne. Hendes skarpe blege Ansigt med de haarde Træk, de bydende Øjne, der i Vrede knibes sammen, saa de bliver ganske smaa, hele hendes bestemte Holdning lader En straks se, at man her har en Kvinde for sig, der er vant til at befale og iommandere, og som ikke taaler nogen Modsigelse.

Som vi i Gaar skrev, at hun sultede de smaa Plejebørn, saaledes knappede hun ogsaa de stadigt skiftende Tjenestepiger, der var i hendes Brød, af paa Kosten Og det i den Grad, at flere af dem ikke holdt ud at blive hos hende mere end 3-4 Dage.

Om den Forening-Kommers, der hersker i Frøken Baggers Hus, og som skulde synes saa uforenelig med en Plejemoders Pligter, har en af Pigerne forklaret 

En Aften - Kl. var over 12 - havde Gemytligheden en særlig højrøstet Karakter i de til dette Brug udlejede Værelser af Frøkenens Lejlighed. Et lille Barn, der hidtil havde slumret sødelig i sin Vugge, vaagnede ved den megen Støj og gav sig til at græde. Pigen tyssede paa det og forsøgte, saa godt hun kunde, at faa det til at tie. Men Barnet vilde ikke være rolig; Frk. B. stod da op af Sengen og rev den Lille ud af den forskrækkede Tjenestepiges Hænder. Derpaa gennembankede den opbragte Frøken det lille Barn paa det ubarmhjærtigste, uden at Pigen vovede at protestere mod Mishandlingen. En saadan Respekt forstod Frk. B. at indgyde sit Tyende, - saa man forstå ar, at det er en Dame, der ingenlunde er til at spøge med.

For nogen Tid siden henvendte Moderen til en af Pigerne, der havde tjent hos Frøkenen og været Vidne til hendes besynderlige Maade at "pleje" Smaabørn paa, sig til Politiet og bad det gøre Frk. Baggers Forhold til Genstand for en nærmere Undersøgelse, da det vist ikke gik rigtig til i Børnehjemmet og Pensionatet paa GI. Strand.

Og hvad tror man saa, der svaredes Klagerinden paa Stationen?

Hverken mere eller mindre end, at det skulde hun ikke bryde sig det ringeste om.

Antagelig har Politiet nu en anden Opfattelse af den Ting.

En indgaaende Undersøgelse af, hvilke Sygdomme Børnene er døde af, hvad og hvor meget de har og der fik han Husly og et foreløbigt faaet at spise og drikke, hvorledes de er blevet behandlede, om de i Sygdomstilfælde har været undergivne Lægehjælp, om de har faaet den af Lægen ordinerede Medicin o s v . kan bringe mange rare Ting for Dagens Lys.

Viden er der ingen Mangel paa.

Hermed slutter vi - for i Dag.

-pf-

(København 11. februar 1895).

Plejemoderen.

Politiets Undersøgelser.

Det er nu konstateret, at den i Gaar omtalte Plejemoder, Frøken Bagger, virkelig paa egen Haand har givet et Par af Børnene Opiumsdraaber - efter hendes egen Forklaring dog kun et Par Gange ved stærke Diarrhoetilfælde. Det er ogsaa oplyst, at 5 af hendes Plejebørn er døde, dog ikke de to, der har saaet Opium; disse er nemlig det i Gaar omtalte Jødebarn Wilfred og Barnet Aage, hvis Moder gik til Politiet.

Ester Frøken Baggers Forklaring døde det første Barn, Drengen Svend Aage, i Juli f. A. af Hjærnebetændelse, det andet. Drengen Axel, døde i August af Diarrhoe, det tredie, et udøbt Drengebarn, døde i Oktober af Diarrhoe, det fjerde, Pigen Oda. hvis Antagelse ikke var anmeldt til Politiet. døde i November af Krampe, og endelig del femte, Drengen Severin, døde den 13. Januar d A af Diarrhoe.

Forskellige Læger har tilset Bernene og udstedt Dødsattesten, men den faste Læge, Frk. Bagger havde at henholde sig til, var Dr. Salomonsen paa Nørregade, der fungerede for Præmlejelskabet for Plejemødre, hvis Forstanderinde Frk. Petersen, ogsaa tilsaa Børnene.

Af Sundhedskommisstonens tilsynshavende Damer har dels en Fru Hammelev, der fungerede Uden Løn, tilset Børnene, og det ret hyppigt, hvorimod de i den senere Tid ar.fart- lønnede tilsynshavende Damer kun har mødt et Par Gange om Maaneden; ogsaa Sundhedskommissionens Læge, Eratsraad Hoff, har Inspiceret.

Faktum er, at trods alle disse Besøg af Læger, tilsynshavende Damer osv. har Avtoriteterne ikke opdaget Frøken Baggers dobbelte Forretning med Piejebørn og Værtshus!

Tilsyn mod Plejebarn.

Den her fremdragne Sag er særlig aktuel netop i disse Dage, da det i Rigsdagen er fremlagt et Forslag til Lov om Tilsyn med Plejebørn, der indebærer yderligere skærpede Bestemmelser overfor Plejemødrene.

Det har ved ovennævnte Sag vist sig, at de nuværende Lovbestemmelser ikke er tilstrækkelige - eller i hvert Fald at Autoriteterne ikke benytter dem med den fornødne Omsigt og Energi

Her i Byen er der ca. 15-1600 PIejebørn, som er undergivet Suiidhedskommissionens Tilsyn. Sundhedspolitiet og Dr. Hoff besigtiger først Lejligheden og herefter afgøres det, hvorvidt vedkommende Pleiemoder maa have et eller flere Plejebarn.

Sundhedskommmisionen har - med Stadslægen som direkte Foresat - 9 Damer, baade gifte og ugifte, til at føre Tilsyn med Plejebørnene. De lønnes med 400 Kr. aarlig 

Udenfor København bliver Plejemødrene gjort bekendt med de tilsynshavende Damers Navn og Bopæl, men her i Byen er der truffet en modsat Ordning: Plejemoderen kender ikke Damens Navn, og denne legitimerer sig ved sine Besøg i Plejehjemmene ved et Politi-Kort.

Det af Stadslægen og Dr. Hoff i Forening, der udvælger og ansætter Tilsyns-Damerne samt kontrollerer deres Virksomhed. Og Damerne er selvfølgelig pligtige til at af lægge Rapport til disse Embedsmænd.

Men baade Kontrol og Rappotering lader imidlertid ikke til at have været af den aller livligste Art.

I hvert Fald er det aldeles uforstaaelig at baade disse lønnede Tilsynsdamer og de mere erfarne Læger med Prof. Salomonsen og Etatsraad Hoff i Spidsen ikke ved deres Besøg hos Frøken Bagger har kunnet observere, at det var Foreningslokater, de kom ind i! Alene de opstillede Foreningsskabe maatte vække deres Opmærksomhed. Et enkelt Skab er med store Bogstaver paamalet Foreningens Navn: "Pletten" - det er en Skytteforenings, endvidere var der bl. a en katolsk Sangforening og en dramatisk Klub tilhuse.

Og lige saa mærkeligt er det, at Stadslægen, der jo modtager Beretning om alle de hyppige Dødsfald - altsaa 5 Plejebørn døde i Løbet af et halvt Aar - ikke deraf finder Anledning til at indskærpe et skrappere Opsyn med Plejehjemmet i den sidste Tid har jo Tilsynsdamerne aflagt sjældnere Besøg hos Pleiemoderen, i Stedet for at de tvertimod burde have kommel hyppigere og paa vidt forskellige lider af Døgnet

Det vil heraf tilstrækkeligt fremgå«, at Sundhedskommissionee ikke ævnet at køre et effektivt og virkeligt betryggende Tilsyn med Plejemødrene! hvem er nu sikker paa, om der ikke ogsaa i andre Plejehiem her i Byen er lignende Brøst og Mangler, som Sundhedskommissionen og dens Funktionærer ikke forstaar at skaffe sig Underretning om. 

En saadan Mangelfuldhed ved en Avtoritet  er imidlertid ikke forsvarlig, det bør hurtigst muligt udfindes hvor og hos hvem Fejlen ligger og saa bør der ufortøvet træffes mere betryggende Foranstaltninger

*

Politiet fortsætter Undersøgelserne i Sagen for at faa konstateret om PIejemoderen har  begaaet Misligheder. Foreløbig er det afgjort, at Børnene bliver taget fra hende; hun faar ikke længere Tilladelse til at have Plejebørn.

Frøken Bagger er iøvrigt af velstaaende Familie; bl.a. har hun en Broder, der er dansk Konsul i washington.

(Social-Demokraten 13. februar 1895).

F. C. B. Heinlein fra den katolske sangforening gjorde 13. februar Social-Demokraten opmærksom på at koret bestod af en halv snes damer og herrer, og sangmøder kun fandt sted søndag middag fra 12-2. Der var ikke tale om fest.

Frk. Bagger fik få dage efter anmeldelsen frataget sin tilladelse til at være plejemor. 

I februar 1895 kom politiet til det resultat at der ikke kunne foretages en sigtelse i sagen. Frk. Bagger havde tilstået at 5 børn var døde, men at årsagerne var diarre eller andre naturlige sygdomme. Hun indrømmede også at have haft 6 børn i pleje mod de 5 hun havde tilladelse til, hvorfor hun måske fik en bøde. Sagen blev herefter undersøgt ved kriminalkammeret. 

Kulden i Sporvognene. (Efterskrift til Politivennen)

Hvem af os gyser ikke i disse Frostdage for en længere Køretur med vore Sporvogne. At sidde stille i 10 Graders Kulde er ikke alene en kold Fornøjelse, det er ikke ganske sundt for svagelige Mennesker - og de benytter jo for en væsenlig Del Sporvognene.

Vi, der er raske, foretrækker vel ofte saadan en Vinterdag at gaa, men mange Gange nøder Tiden os til at benytte Sporvognene.

Naar Publikum er pisket til at ty til disse Indretninger, var der saa ikke Grund for de rige Selskaber til at gøre noget for det Publikum der Aaret rundt er deres Kunder og fylder deres Pengekasser.

Hvad om Sporvejsselskaberne sørgede for, at der under saadanne Frostperioder som nu, blev anbragt nogle Varmeapparater i Sporvognene.

Det vil sikkert ikke være saa overordentlig vanskeligt at installere saadanne Indretninger, der jo ikke er ukendt i Udlandet.

Og vi tror heller ikke den økonomiske Side af Sagen vilde tynge Selskaberne. Hvis der var en Smule lunt i Sporvognene, vilde de naturligvis i disse Frostdage blive benyttet af mange Mennesker, der nu foretrækker at gaa for at sætte Helbredet til i den nederdrægtige Kulde.

Sporvejsselskaberne er saa velsituerede, at de ikke bør gaa af Vejen for at gøre et Forsøg med at opvarme Vognene. Det vil finde Paaskønnelse hos Kunderne og rimeligvis blive til Glæde for Aktionærerne.

(København 8. februar 1895).

Bernhard Olsen (1836-1922): En ny sporvogn, konstrueret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Francois Petitgas. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns sidste Hattefabrikant.

Det var en Gang, at der i en af Axel Schwanenflügels Revuer blev sunget et Refræn, der lød saadan noget som :

Petitgas
Chapeau-bas
Ah - Ah - Ah ... .

Og der har vel næppe været én Kjøbenhavner, uden at han har været paa det rene med, hvem der blev sigtet til. At Petitgas blev nævnet i Forbindelse med en Chapeau bas, var nu heller ikke saa mærkeligt. Thi udenpaa den fine Hattebutik paa Kjøbmagergade Nr. 5 staar jo hans Navn i Guldbogstaver, og bagved den store Glasrude finder man altid et Udvalg af sidste Parisermodes Klaphatte og høje Silke-do.

- Francois Petitgas er efter at gamle Bodecker er død og har overdraget Forretningen til Sønnerne, Kjøbenhavns ældste Hattefabrikant. Som vore Læsere alt véd fylder han i Morgen sit 70de Aar, og det er i Anledning heraf, at "Dannebrog" i Dag skal fortælle et og andet om den gamle Hædersmands Liv og Virksomhed.

Petitgas fødtes i Paris den 30te Jan. 1825 og kom i en meget ung Alder i Hattemagerlære. I Paris ligger alle Hattefabrikerne i Kvarteret Marrés, kun faa Minutters Gang fra Hotel de Ville - Gader som Rue Beaubour, Rue du Temple, Rue Rambiteau osv.

Her fik Petitgas sine første Begreber om, hvorledes en Silkehat kommer til Verden, Men saa snart han var blevet Svend, drog han til Kjøbenhavn for her at grundlægge en selvstændig Virksomhel. Efter 4 Aars Forløb var han da sin egen Mand, og den 23de April 1857 aabnede han sin Hatteforretning Kjøbmagergade Nr. 5. Stedet saa den Gang langtfra saa fint ud som nu til Dags; der var smaa, bitte Vinduer og en ganske lille Butik - der maatte jo begyndes beskedent.

Nu ejer Petitgas selv Huset, og udenfor straaler om Aftenen 2 store elektriske Lamper, i hvis hvide Skjær den fine, lyse Butik ligger og bader sig.

Men den nu saa grundmurede Forretning har da ogsaa i Løbet af disse 38 Aar taget et mægtigt Opsving. Altid havde Petitgas det nyeste nyt paa Hattenes Omraade, og hans franske Svende forstod at give dem det rette Parisersnit.

Mindst én Gang om Aaret drager Petitgas da ogsaa selv ned til sit kjære Paris for at gjøre Indkjøb og studere de nyeste Faconer. Og at Kjøbenhavnerne har vidst at paaskjønne hans Virksomhed, fremgaar af, at mindst et Par Hundrede Tusind Hatte i disse 38 Aar er udgaaede fra den gamle Forretning paa Kjøbmagergade (gjennemsnitlig 5 a 6000 aarlig).

Petitgas er saaledes i Aarenes Løb blevet en velstaaende Mand. Han ejer saaledes i Charlotteniund sit eget Landsted, let kjendeligt paa Trikoloren, der paa Sommer-Søndage regelmæssig vajer udenfor.

Ved Siden deraf har han Ord for at være en grumme godgjørende Mand; en Mængde velgjørende Foreninger tæller i ham et virksomt Medlem.

Endelig noterer vi for Fuldstændighedens Skyld, at Petitgas selvfølgelig er Medlem af den herværende Forening af Hattemagermestre.

- Ved mange Lejligheder er hans smukke Arbejder blevne udmærkede og anerkjendte paa forskjellig Maade. Han har Sølvmedailler fra Udstillingerne i Stockholm (1866), Kjøbenhavn (1872 og 1888) og Paris (1867 og 1889) og endvidere Diplom fra 1888 og Broncemedaille for udstillede Arbejder ved sidste Pariserudstilllng

Den lille, sirlige Herre med det decideret franske Ydre vil forhaabenlig endnu i adskillige Aar kunne ses bag den store Spejlglasrude paa Kjøbmagergade, modtagende Kunderne med sit affableste Smil. 

Hans mange Venner, hvortil Dannebrog slutter sig, vil i Morgen bringe ham en hjærtelig Lykønskning.

Viggo

(Dannebrog (København), 29. januar 1895).

Francois Petitgas' første annonce for sin hattefabrik i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 25. april 1857. 

Annonce for Petitgas, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1857. Francois Petitgas døde 13. juni 1913, hans enke Caroline fortsatte forretningen indtil hun selv døde, 14. september 1917. 

Kort efter besættelsen bragte Nationaltidende, 11. oktober 1940 denne annonce for Petitgas. Bemærk at de stumme bogstaver T og S er tonet ud i hvidt. Kun de bogstaver som udtales, er helt sorte.

Hatteforretningen Petitgas, Købmagergade 5. Foto Erik Nicolaisen Høy. Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med begravelsen af Hadj Saib Ben Achmed i juni 1895 på Vestre Kirkegård.

Herman Bing (1845-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Bings Ligfærd.

Kjøbenhavn, den 29de Januar.

Det var et talrigt og repræsentativ Følge, som i Formiddags samledes paa vestre, mosaisk Kirkegaard for at vise den afdøde Politiker den sidste Ære. Det var en Mængde af den afdødes Kolleger i Rigsdagen, Høgsbro. Christensen-Stadil, Bojesen, Alfred Christensen, C. Hage. Wiinblad, Krabbe osv. Der var - kort sagt - det store Flertal af Oppositionens Rigsdagsmænd. Men ogsaa Modstanderne havde givet Møde. Saaledes ser man Højre- og Beskyttelsesmanden Wulff. Alle københavnske Blade er repræsenteret. De Ferslew'ske ved Ferslew, "Berling'ske" og "Avisen" ved deres Redaktionssekretærer. Oppositionsbladene ved saa godt som alle Medlemmer af deret Redaktion. Af andre kan nævnes Redaktørerne Vilh. L assen og Videbæk, Fred. Bajer, Povl Roed. Fernando Linderberg, Georg Brandes o. m. fl. I Følget ses ogsaa den talrige og indflydelsesrige Bing'ske Slægt, mange bekjendte Forretningsmænd. Og omkring alle disse kjendte Ansigter rammer sig de mange Vælgere, de smaa, hvis støtte, urokkelige Talsmand Bing al Tid var.

Kisten er skjult under et Utal af Kranse. Vi noterer: en smuk Sølvkrans fra Folketinget, Kranse fra "Politiken", "Politiken"s Redaktion, "Politiken"s Sættere og Trykkere, "Politiken"s Spesialkorretpondent i Berlin, "Aalborg Amtstidende", "Helsingør Dagblad", fhv. Kolleger i Landmandsbanken, Moriboaner-Samsundet, den liberale Vælgerforening i Helsingør, Typografernes Sangforening i Kjøbenhavn, "Kjøbenhavn", de forenede Papirfabriker, den liberale Vælgerforening. Aalborg folkelige Vælgerforening, Martsforeningen af 1887, Hvidovre liberale Forening, socialdemokratisk Forbund, og forenede, danske Bogtrykkere, den liberale Forening i Kjøbenhavns  A. 3. Valgkreds o. m. fl. Disse Kranse fortæller højt om den dødes Anseelse. Men alle de hundreder af smaa Kranse, som kommer uden Baand og Inskriptioner, kunde maaske tale fuldt saa højt til den afdødes Ære, idet de bringer Bud fra dem, hvis trofaste, opofrende Ven Bing var, fra dem, der aldrig gik uhjulpne fra hans Dør. 

De, der ikke før har overværet en Jødes Ligfærd, finder adskilligt at undre sig over. Man beholder Hatten paa. Ingen Kvinder maa komme ind i Kapellets Skib. De sidder ubemærket paa Pulpituret i Kapellets Baggrund. Ikke en Gang den dødes egne Børn tillader det jødiske Ritual at komme ved paa Gulvet - frem til deres Faders Kiste.

Efter at et Kor havde afsunget en Begravelsessalme, bygget over Davids 18. Salme, Vers 8 til 11, traadte Overrabiner Simonsen op paa en Talerstol midt foran Kirkegulvet. Han er en høj, kraftig Mand, som taler tydeligt og distinkt, en Smule svulstigt. Hans Tale er gjennemsyret af det gamle Testamentes Billedsprog.

Han begynder med at sige, at han skylder den jødiske Menighed en Forklaring, fordi han taler ved denne Ligfærd. Det er nemlig første Gang, at der i den jødiske Menighed bliver talt over en, som skal brændes. Han gør det efter mange lange Overvejelser, efter gjentagne Raadslutninger mellem Menighedens Ældste, efter dybt bevægede Samtaler med den dødes efterladte. Han har ikke forandret Anskuelse om, hvorledes en Ligfærd bør være indenfor den jødiske Menighed. Og han tror ikke paa de hygiejniske Lærdomme, som føres i Marken i den Anledning. De døde er ikke farlige for de levende. Hvis man virkelig for Alvor troede det, lagde man da de dødes Have saa nær opad de levendes Boliger? Han minder om, at i den jødiske Menighed beholder de døde deres Grave i Fred til Opstandelsens Morgen. Man bryder ikke Gravfreden efter saa eller saa mange Aars Forløb.

Det er hverken Menneskefrygt eller Menneskegunst, der har ledet min Beslutning - udtaler Overrabineren. De er ene og alene Hensynet til de efterladte. Jeg ved, at der er flere i min Menighed som misbilliger min Optræden. Men Herren kjender min Sjæl, han ser mine Tanker.

Den Mand, som her ligger død, stod i sit kraftigste Virke, da Døden bortrev ham. Og alle disse mange som er her vidner om. at han ikke har levet forgjæves. Fra alle Sider er der i disse Dage bleven sagt, at den afdøde var er retskaffen Mand, der ærlig og mandig stræbte efter det, som han ansaa for Ret for det bedste for sit Fædreland. Det var ikke personlig Ærgjærrighed eller Udsigten til Vinding, som drev ham. Han beflittede sig blot paa at gjøre sin Pligt som en god Borger i Landet. Og han var utrættelig til at arbejde for sin Overbevisning; intet Offer var ham for stort, naar det gjaldt den. Alt som Dreng var han begejstret for det, der senere blev hans Manddoms Daad. Hans Kammerater i den Forretning, hvor han var lige efter, han havde forladt Skolen, har fortalt, hvorledes han tidlig og silde var ivrig optaget af alt. hvad der angik hans Lands Velfærd, og hvor varm han kunde blive, naar Talen faldt paa Tscherning, som var hans politiske Ideal. I mange Henseender holdt han sig fjærnt fra den jødiske Menighed, men denne kan dog vidne, at det er en god Søn, som den er stolt af, ham vi her samles om. Og fra alle Sider - selv fra dem, mod hvilke han ofte udtalte krasse og stærke Ord - lyder det i Dag, at det er en god Borger, hvis Støv vi i Tag beviser den sidste Ære.

- - Derefter sang en jødisk Forsanger en jødisk Bøn paa Hebraisk. Sælsomt klang disse fremmede Ord ud over de mange Mennesker. Bagefter brusede: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" op imod Kapellets Hvælvinger. Mon det ikke var første Gang, at denne Salme klang der?

Saa traadte "Politiken"s Medarbejdere frem og bar Kisten ud.

Bagefter fulgte Følget med forskjellige Forenings Faner.

Kisten bæres ud paa en Vogn, der førte den til Krematoriet.

* * *

Paa Hjemvejen stod et Selskab foran paa en Sporvogn og diskuterede Udsigterne for Valget i Valby-Kredsen. "Højre tager vist Kredsen", var der en, som sagde.

"Nej, Højre skal nok lade være", sagde Kudsken med et lunt Smil. "Har vi først taget den, giver vi den ikke fra os. Nej, vi gjør ikke", sluttede han med et troværdigt Nik. "Det havde han ikke fortjent, som blev begravet i Dag".

Jeg synes at det var et smukt Eftermæle for Bing.

Mj

(Morsø Folkeblad 30. januar 1896)

Kusken fik ret. 

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Jens Petersen (1829-1905). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bings Begravelse.

København, den 31te. Januar.

Allerede i en efter københavnske Forhold tidlig Formiddagstime begyndte sørgeklædte Skarer at strømme ud mod det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. Kl. 11 skulde afdøde Folketingsmand Herman Bing bisættes for derester at føres til Ligbrændingsanstalten.

Kisten, som var fuldstændig dækket af Kranse, stod øverst foran Orgelet i det mægtige Kapel. Til venstre for kisten sad den afdødes Broder, Vexellerer Laurits Bing, som nylig blev valgt til Byraadsmedlem paa Frederiksberg, og en anden mandlig Slægtning. Derimod saas ingen Kvinder, ej en Gang den afdøde Folketingsmands tre smukke Døtre. De var efter jødisk Stik henvist til "Forgaarden", som i dette Tilfælde repræsenteredes af en lille Balkon over Hovedindgangen.

-

Til den fastsatte Tid er Kapellet ganske overfyldt. Et Kor synger nu først til Orgelets Tone en versificeret Oversættelse af en af Davids Salmer. Derpaa træder Overrabbiner Simonsen frem i den klædelige jødiske Præstedragt og holder Talen. 

---

Han sagde bl. a. : Som den store jødiske Profet i et Syn saa Herrens Uendelighed og modtog hans Kaldelse, saadan havde ogsaa Bing lyttet til en højere Røst og været rede til at kæmpe for den Sag, som han ansaa for den bedste. Allerede som Dreng var han begejstret for Friheden og begyndte allerede da at tale til sine jævnaldrende om Tscherning, som var hans største politiske Ideal. Aldrig forsømte han at gøre, hvad han ansaa for fin Pligt. Med et utrætteligt Haad virkede han tidlig og silde for sit Fædrelands Vel. Han var som den i de gamle Skrifter omtalte Vismand, der aldrig undte sig Ro. Da denne vise en Nat under det uafbrudte Arbejde fik Besøg af sin Datter, som bebrejdede ham, at han ikke søge Hvile, gav han til Svar: Der kommer en Gang en stor Nat, hvor vi har Tid til at hvile. Men jeg vilde da ikke kunne hvile i Fred, hvis jeg ikke har udnyttet hver Time i dette Liv. Saadan var han, ved hvis Baare vi staar. Utrættelig og uden Nag virkede han for sine Medborgere. Fred med hans Minde.

En jødisk Diakon med en mageløs Tenor sang derefter en hebraisk Solosang, hvorefter hele Forsamlingen til Orgelets Toner afsang: Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred. Dog ingen kender Dagen, før Solen gaar ned.

Liget blev af "Politiken"s Journalister baaret ud paa Vognen, medens Koret sang en af Davids Salmer, hvorefter Herman Bings jordiske Levninger blev ført til Krematoriet for at overgives til de altfortærende Flammer.

(Demokraten (Århus) 30. januar 1896, Randers Arbejderblad 31. januar 1896. Uddrag).

Herman Meyer Bing var søn af fabriksejer Meyer Herman Bing (Bing & Grøndahl). Fra 1872 kasserer i den nystiftede Danske Landmandsbank. Selv om han var opvokset i et nationalliberalt jødisk hjem, blev han påvirket af parlamentarisme, radikalisme og frihandel og var o. 1875 med til at skabe og organisere en venstrebevægelse i Købehavn. Medstifter af Københavns liberale vælgerforening 1883. I 1884 gav Landmandsbanken ham valget mellem banken og politiske virksomhed. Det blev det sidste. Han stiftede oktober 1884 sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes Politiken. Han var den største aktionær og blandede sig i redaktionelle anliggender, hvorfor Brandes m. fl. en halv snes dage i protest forlod bladet marts 1886. Under "strejken" ansatte Bing Henrik Cavling. Bing fik også H. P. Hanssen til at skrive om sønderjyske forhold i bladet. Fra 1889 opstillede han til folketinget, og sad der 1890-92. I 1895 blev han valgt i den nyoprettede Valby kreds - ellers en sikker Højre-kreds - mod indenrigsminister H. Hørring. Han døde året efter. (Efter Dansk Biografisk Leksikon)

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Reine J. de Blanck. Det Kongelige Bibliotek.