Nekrolog: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

Illustration fra Henrik Cavling: Fra Amerika, bind 1 (1897)af Mogens Sommer i USA. I bogen findes - som nævnt nedenfor - et afsnit (side 288-289) Om Mogens Sommer.

M. A. Sommer.

En Lægprædikant.

Som meddelt er den meget bekendt Lægprædikant, Mogens Abraham Sommer Natten mellem Mandag og Tirsdag i forrige Uge afgaaet ved Døden i Aalborg, 72 Aar gl. Den afdøde gjorde flere Rejser til Amerika; derovre studerede han Lægevidenskaben og praktiserede som Læge i Chikago og blev Dr. med. fra et nordamerikansk Universitet. I Cavlings "Fra Amerika" findes hans Portræt med en Del biografiske Notitser. Han vendte omsider tilbage fra Amerika og købte et lille Hus ved Bredballe Strand, hvor han tog Bopæl, medens han havde Beskæftigelse paa et Udvandrerkontor. Da han i de senere Aar jævnlig har besøgt Ribe, hvor han havde Paarørende, sidst i Fjor Sommer, vil det antagelig interessere at høre, hvad Aalborg Stiftstidende skriver om hans urolige, mærkelige Livsførelse:

Bladet skriver:

Paa et lille fattigt Kvistværelse i en af vor Bys Sidegader døde stille og ensomt Hr. Mogens Abraham Sommer, 72 Aar gammel.

Sommer er født i Ribe, hvor hans Fader var en fattig Toldbetjent. Familjen er jødisk, men Mogens Sommer blev døbt.

Som Dreng kom han i Snedkerlære, men da han var noget svagelig, kunde han ikke taale det haarde Kropsiid, og han maatte derfor skifte og kom i Skræderlære, hvor han stod sin Læretid ud.

Han kom dog aldrig til at drive Haandværket. Da han var vel begavet og godt oplært, fik han Plads som Lærer et Sted i det sydlige Jylland, og han havde vel fortsat Lærergærningen, hvis ikke hans urolige Blod havde drevet ham i andre Retninger.

Allerede som ganske ung var han stærkt religiøs, vistnok paavirket af de saakaldte stærke Jyder. Han holdt meget af at prædike for Folk, og da han var godt skaaret for Tungebaandet og havde en smuk velklingende Stemme, holdt Folk af at høre ham tale. Men den Gang taalte Præsterne ikke Lægprædikanter, og mindst af alt kunde det taales, at Lærerne gav sig af med den Slags. Han fik forskellige Tilhold om at ophøre med sine Prædikener, og da han tilsidst drev det saa vidt, at han en Søndag til Messegudstjenesten i Stedet for at oplæse en trykt Prædiken, gav sig til at prædike paa egen Haand fra Kordøren, var Maalet fuldt, og Sommer maatte forlade Skolegærningen.

Han begyndte saa at virke udelukkende som Lægprædikant, først i det sydlige Jylland og paa Oerne, senere - i Begyndelsen af 60'erne - oppe i Nordjylland, hvor han havde fast Bopæl i N.-Uttrup. I 50'erne var han bleven paavirket af Søren Kierkegaards Skrifter, og han gav sig nu til paa sin Maade at fortsætte Søren Kierkegaards deformation, uden at han egentlig nogen Sinde naaede til at forstaa Kierkegaard. Derfor blev Sommers Virksomhed en underlig Blanding af religiøs Opvækkelsesagitation og bitre Angreb paa Statskirken og Præsterne.

Sommer har aldrig stillet store Fordringer til Livet. Skønt han havde Familje, levede han dog paa de Smuler, han kunde indbjærge paa sine Møder, hvor han efter Foredraget solgte sine Smaaskrifter, som han selv forlagde. Det var lutter Smaapenge. Markstykker og Fireskillinger, en sjælden Gang kunde en særlig god Ven give ham en Daler, siden Sommer kunde komme ud af det med lidt.

Og saa maatte han endda i lange Tider sidde i Arresten for at afsone de Bøder, han paadrog sig ved sine Skrifter. Var han let i Munden, saa var han endnu lettere i Pennen. Han vejede ikke Ordene, før de blev nedskrevne, og i Tiden omkring 1868 havde han den ene haarde Dom efter den anden over sit Hoved.

Saa kom 1870-71, da Socialistbevægelsen begyndte at komme frem i Kjøbenhavn. Sommer, der i sine Skrifter yndede at betegne sig som de undertryktes Ven, fandt, at hans Plads maatte være i Arbejdernes Rækker. Han rejste til Kjøbenhavn, lod sig indskrive i Skrædersvendenes Fagforening og søgte at faa Del i i Agitationsarbejdet; men overfor disse mere praktiske Spørgsmaal følte han sig ikke rigtig hjemme, og han opgav saa det Arbejde.

Sommer havde gentagne Gange været i Amerika, hvor han ogsaa havde virket som Lægprædikant. Han forlod nu ganske Danmark og tog fast Plads der ovre, og skønt han da var nogle og fyrretyve Aar gammel, besluttede han dog at begynde Livet fra nyt af.

Han havde her ovre syslet lidt med den homøopatiske Medicin, som han benyttede baade i sin Familie og til fremmede. Nu begyndte han ved et amerikansk Universitet at studere Medicin og han tog ogsaa Doktorgraden. Saa nedsatte han sig som Læge i Chikago med det for en amerikansk Læge uundværlige Apotek ved Siden af. Og han opnaaede nok at faa ikke saa lille en Praxis.

Men Sommer var og blev en hvileløs Mand. Hans Lægevirksomhed kunde ikke binde ham til det Sted, hvor han havde fæstet Bo, og han foretog ofte længere Ture som Lægprædikant omkring i Landet.

Da han saa endelig fik Hjemvee efter Danmark og gjorde en længere Tur her hjem for at besøge gamle Venner, gik hele hans Virksomhed i det fremmede Land fuldstændig tabt, og Sommer, der da var en gammel Mand, stod nu paa bar Bund.

De sidste Par Aar har han boet i Aalborg. Hans Kræfter vare brudte, saa han ikke mere kunde drage omkring og holde Møder. Og selv om Kræfterne virkelig havde tilladt ham at genoptage sin gamle Levevis, vilde det intet have hjulpet. Tiden var gaaet fra ham. Der var slet ikke mere Bund for alle hans Forkyndelser her hjemme.

Han havde her lejet sig et lille Tagkammer, hvor han levede ensomt og vistnok i meget knappe Kaar. Hans Værtinde, en fattig Kone, plejede ham, saa godt hun kunde, og var ogsaa hos ham, da han stille og roligt sov ind.

Sommer har alle sine Dage været en ensom Mand. Han tilhørte intet som helst bestemt Trossamfund. Overfor dem alle stod han kritisk og afvisende. Han døde som en stakkels ensom Mand paa det fattige Tagkammer.

(Ribe Stifts-Tidende 13. februar 1901).

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og Højesterets dom over hans skrift "Indøvelse i Christendommen", 1874 andetsteds på denne blog.

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

Jacob Holm & Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

Samtidig med at Senior Cheferne for Firmaet Jacob Holm og Sønner som igaar omtalt i Dag kunne feire 40 Aars Dagen for deres Indtræden i Firmaet, undergaar dette en betydelig Forandring. Den ene af Jubilarerne, Grosserer Vald. Holm og hans Søn Hr. Georg HoIm udtræde nemlig i Dag af Firmaet, medens til Gengjæld den Sidstnævntes Broder, Hr. Oscar Alfred Holm og to Fættere, d'Hrr. JohS. Sophus Holm og Poul Erik Holm, begge Sønner af Etatsraad Chr. Holm, fra i Dag af indtræde som Deltagere i Firmaet.

Firmaet Jacob Holm & og Sønner kunde Juledag feire sin 105 Aars Fødselsdag. Saa længe er det nemlig siden, at Jacob Holm i Torvegade Nr 21 startede den første Urtekramforretning paa Christianshavn, og af den har Firmaet udviklet sig til sit nuværende Omfang. Jacob Holm var Søn af en Skoleholder paa Næstvedegnen. Faderen døde 1774, da Jacob, der var den yngste af fire Børn, kun var 4 Aar gammel, og Moderen kom til at sidde i smaa kaar, saa at Drengen ikke fik anden Uddannelse end den i Landsbyskolen paa den Tid almindelige. Selv vilde Jacob helst være Slagter, men Moderen satte ham i Urtekræmmerlære i Næstved, hvorfra han efter udstaaet Læretid tog til Kjøbenhavn og fik Plads hos sin Broder, der var etableret paa Hjørnet af Vestergade og Gammeltorv. Her tjente Svenden sine 100 Rdlr. om Aaret, og af dem lagde han saa meget til Side, at han efter fire Aars Forløb voxede sig til selvstændig Etablering paa Kristianshavn. Store Summer havde han dog naturligvis ikke til at begynde med, ikke støtte end. at det Hele medgik til Butikens Indretning, saa at Varerne maatte tages paa Kredit; det Eneste af dem, han havde betalt kontant, var 12 Pd. Chokolade

Det lykkedes imidlertid Jacob Holm at føre Bevis for, at ikke enhver Urtekræmmer, der etablerer sig paa kredit, behøver at gaa i Stykker. Hans Udholdenhed og Flid i Forbindelse med hans medfødte Anlæg for Handelen bragte Forretningen til at antage stedse større Dimensioner, og dette gav ham Mod til at forsøge sig paa andre Omraader. Urtekræmmerens Butik udvidedes til en en grosForretning. der henflyttedes til Eiendommem Nr. 8 i Strandgade, og da Omsætningen stadig øgedes, voxede Lysten til selv at tilvirke nogle af Varerne. For at skaffe Grund til saadanne Fabriksvirksomheder kjøbte Jacob Holm 1805 Eiendommen "Olieblad" paa Amager. Her opførtes 1807-8 en Oliemølle og et Stampeværk for Hamp, og Møllen gav allerede det første Aar en Fortjeneste af 30.000 Rdlr, og der blev da paa Møllens Grund bygget en Limfabrik. Aaret efter anlagdes en Sejldugsfabrik i Dronningensgade, 1810 grundlagdes Sæbesyderiet, og endelig blev Reberbanen paa Amager paabegyndt 1811. Det var nu en meget stor Virksomhed, Jacob Holm drev, og han besluttede da 1817 at opgive Detailhandelen i Torvegade og flytte til Nr. 4 i Strandgade som blev kjøbt og nogle Aar senere ombygget. De daarlige Aar i Aarhundredets Begyndelse synes ikke at have hæmmet Jacob Holm i hans Virksomhed, og han udvidede den stadig. I 1825 oprettede han en saaledes en Stivelsesfabrik; men allerede forinden var han slaaet ind paa Skibbyggeriet og Rhederiforretningen. Først havde han forpagtet Wilders Plads, saa kjøbte han selv to Skibsværfter i Strandgade, og her byggede han bl. A. Dampskibet "Frederik VI". Paa det ene af Værfterne opførtes en ny Oliemølle, der dreves med Dampkraft og var forsynet med hydrauliske Presse. Paa Sandøen oprettedes et Trankogeri til Afkogning af den Spæk, som hjembragtes af to Skibe, som Holm selv hvert Aar sendte til Grønland paa Sælhunde og Hvalrosfangst. I Aaret 1836 byggede Holm dernæst den første Ophalingsbedding. Allerede 1833 købtes Appelbyes Plads, i hvis Grænseskjel til Langebrogade de saakaldle Holms Huse bleve byggede; 1840 kjøbtes Asiatisk Kompagnis Plads og 1844 Larsens Plads, saa at Jacob Holm i mange Aar var den største Bolværksejer i Kjøbenhavns Havn, men tillige den største Skibsrheder. Han ejede saaledes 1840 fem Barker, ni Brigger, to Skonnerter og to kuffer. Af Skibene gik to hvert Aar til Grønland, to gik til Vestindien, Resten i Fragfart paa Amerika og Ostindien. Et af sine Skibe udsendte Holm paa Hvalfangst i Sydishavet, og han havde gjentagende et godt Resultat deraf.

I en Alder af 89 Aar døde Jacob Holm 1845; men han havde allerede fra 1836 optaget tre af sine Sønner i Forretningen, der saa fik Navnet Jacob Holm og Sønner. De fortsatte efter Faderens Død Firmaet i hvilket saa ved Nytaar 1861 de to i Dag jubilerende Herrer Holm, begge Sønnesønner af Jacob Holm, optoges. Endelig rykkede 1895, da Firmaet havde bestaaet i 100 Aar, den fjerde Generation af Familien ind i Forretningen, idet d'Hrr. Georg og Christian Holm optoges i Firmaet. I de siden Jacob Holms Død forløbne Aar er hans Firma blevet fortsat paa en Maade, der har gjort, at det en Gang erhvervede, anseete Navn stadig er bevaret. Den store Skibsværfts- og Rhederi-Virksomhed er opgivet, idet alle "Pladserne" solgtes i Begyndelsen af Halvfjerdserne. For nogle Aar siden blev dog den saakaldte Holms Plads, paa hvilken Fabriksvirksomheden nu drives, kjøbt tilbage; Endvidere kan det bemærkes, at Reberbanen er bleven udvidet med en Sejlgarnsfabrik. Olie-, Sæbe- og Limfabrikationen fortsættes uforandret.

(Dagbladet (København) 1. januar 1901).

Jacob Holm og Sønner flyttede i 1970'erne. Nu Amager Centret. Jacob Holm (1770-1845).

Fagskolen for Linnedsyning. (Efterskrift til Politivennen)

I 1899 oprettedes Fagskolen for Linnedsyning. I starten blev den modtaget positivt af såvel borgerlige aviser som Social-Demokraten. Dette skulle dog ændre sig:

Fagskolen for Linnedsyning.

Hvorledes godgørende Menneskers Penge misbruges.

"Fagskolen for linnedsyning har Lokale paa Nørregade 33 i to almindelige Værelser.

Bestyrelsen bestaar af:

Fru Carl Melchior, Nørrefarimagsg. 23, Fru Charlotte Norrie, født Harbou, Store Kongensgade 40, Fru Vigo Rantzau, Linnésgade 28, Frk. Vilhelmine Nerup, Kasserer, Dronningens Tværgade 7, Fru Dagmar Schmiegelow. Nørregade 18.

I Midten af Febr. f. A. udsendt denne Fagskole et Opraab, som fremkom alle Blade, og hvori det bl. a. hedder:

"Det er Meningen at lade Eleverne betale et lille Vederlag for deres Undervisning (10 Kr.), idet der dog ved Siden af vil blive oprettet Fripladser samt ydet gratis Undervisning til Elever, der ønsker at forurette deres Uddannelse udover den fastslaaede Tid, ligesom Eleverne ogsaa vil blive støttede ved Anskaffelse af symaskiner etc. Indmeldelse saavel af Medlemmer til Selskabet (mindste aarlige Bidrag 1 Kr.) som af Elever modtages osv."

I et Særtryk af Opraabet i "Kvinden og Samfundet" staar der endvidere:

"... haaber vi ved velvillige Bidrag at kunne bringe det til at give Elever, der ønsker at fortsætte Uddannelsen ud over denne Tid (dog ikke over 1 Aar), i al Fald gratis Undervisning og muligvis Betaling for deres Arbejde osv."

Derefter bliver der ligesom i det ovenanførte Opraab fremsat de forskellige velgørende Hensigter med det mulige Overskud.

I en Haandskrivelse til mig, der ledsagede dette Særtryk, staar der endvidere:

"Som De ser, staar der tydeligt, at Overskudet skal anvendes til Syerskernes Fordel."

Endvidere:

"Vore Love er i Trykken i denne Tid; De skal senere faa tilsendt et Eksemplar."

Eksemplaret af Lovene fik jeg aldrig, og da jeg nogen Tid efter henvendte mig i Fagskolen for at faa udleveret et saadant, blev der svaret, "at der slet ikke eksisterede Love (!). Det behøvedes ikke til det Foretagende".

Under et Besøg hos mig blev der sagt, at man agtede hvert Aar at afholde en offenlig Fremvisning af Elevernes Arbejde i Forbindelse med Salg, hvortil de bidragydende Medlemmer havde fortrinsvis Adgang.

*

"Fagskolen for Linnedsyning" begyndte derefter sin Virksomhed i Maj forrige Aar og har altsaa nu bestaaet i halvandet Aar. Der er ikke afholdt nogen offenlig Fremvisning. - Skolens Aarsberetning afgiver derimod et mærkeligt Eksempel paa "Filantropi" og "privat Industri".

I Følge denne Aarsberetning har Skolen uddannet 30 Elever. Det bliver altsaa 2½ pr. Maaned. For at faa disse Par enlige Sjæle bænkede nogle Timer om Dagen, har man anvendt 500 Kr. til Husleje, 399 Kr. 28 Øre til Inventar og 202 Kr 82 Øre til "andre Omkostninger. (Hvilke ?)

Blandt Foreningens Indtægter staar disse 30 Elevers Kontingent noteret med 315 Kr. Da de 2 Elever staar optegnede som ubemidlede Frigængere, maa nogle altsaa have betalt mere end de bestemte 10 Kr. I Syløn for Elevernes Arbejde har Selskabet haft en Indtægt af 1,012 Kr. 40 Øre. Det bliver ialt 1.327 Kr. 40 Øre eller gennemsnitlig lidt over 44 Kroner, som hver Elev har maattet bløde i Arbejde og Penge. De 2, som har haft Fripladser, er sluppen 10 Kr. billigere, forudsat at de ikke som Tak for Godgørenheden har maattet arbejde forholdsvis længere for Selskabet end de andre Elever.

Og det kalder man Filantropi!

Desforuden har Velgørenheden ydet i Bidrag en Gang for alle 831 Kr. og i aarlige Bidrag 449 Kr., tilsammen 1280 Kr.

Og det er brugt paa nær 2 (to) Kr. for at bibringe 30 unge Damer, af hvilke kun de 2 har været ubemidlede, lidt Øvelse i et af de usleste Fag, der eksisterer! Mage til slet Anvendelse af Velgørenhedens Penge skal man søge længe efter!

Paa Indtægtssiden staar endvidere noteret: Solgt Stof etc. 827 Kr. 61 Øre, Provision ved Indkøb 50 Kr., og andre Indtægter 29 Kr. 45 Øre. Paa Udgiftssiden endvidere: Indkøb af Materiale 703 Kr. 89 Øre og -  Kassebeholdning 2 Kr.

Det eneste, der ved dette Foretagende kan komme ind under Begrebet "Filantropi", er den saa vel aflagte Lærerindeplads. Den dominerer Udgiftssiden med 1706 Kr. 47 Øre (!). - Forinden Selskabet begyndte sin Virksomhed, havde man bestemt, at der skulde være 2 Lærerinder, hvoraf den ene skulde lønnes med 100 Kr., den anden med 30 Kr. pr. Maaned, i og for sig et urimeligt Misforhold i Gageringen. Men ved mit første Besøg paa Skolen fik jeg at vide. at der kun var en Lærerinde, og det skulde man ogsaa synes var tilstrækkeligt til et Par enkelte Elever. Ved mit andet Besøg forhørte jeg mig, om Eleverne fik Betaling for deres Arbejde, men fik til Svar: "Nej, det gør de virkelig ikke." Hvorledes skal det da forstaas, at de 1706 Kr. 47 Øre er opført under Rubriken: Gager og ekstra Arbejdsløn? (Til hvem?)

Selskabets samlede Indtægter er: 3514 Kr. 46 Øre. Dets samlede Udgift: 3512 Kr. 46 Øre. Til Rest i 2 Kr.

Af de 30 Elever har kun 7 drevet det til at præstere Svendestykke - i Følge Beretningen - i Form af en ulastelig syet Manschetskjorte. 2 Elever har man maattet opgive som umulige.

Som Modsætning til dette stort anlagte Apparat med det lille Resultat kan jeg anføre, at en af vore første Lingeriforretninger i mange Aar har antaget unge Piger og indøvet dem i den fineste Linnedsyning, men denne Forretning har ikke taget Betaling, men tværtimod straks ydet en lille Betaling, der saa efterhaanden er stegen. Det er da ogsaa et skammeligt Optrækkeri at tage Betaling af Folk for at "lære" dem Linnedsyning. Maskinen lærer de at behandle af Fabrikanten, og naar de saa ellers ved hvorledes man stal sætte Naalen til Sømning, Kastning og Knaphuller, kommer det Hele med Øvelsen, forudsat, at der er Haandelag og Akkuratesse til Stede; uden disse Egenskaber bliver der ingen Linnedsyerske, selv med nok saa megen Undervisning. - Nogle af vore første Forretninger kan levere fuldkommen skønt Arbejde, udført af vore københavnske Syersker, til Trods for, at de ikke har gennemgaaet nogen Fagskole.

Man kan derfor ikke undre sig over, at de 21 Elever har forladt Selskabet, inden de naaede til Svendestykket - hvad man beklager sig over i Beretningen. Da de er komne til Klarhed over, at de kun manglede Øvelse, har de naturligvis foretrukket at øve sig videre i deres Hjem fremfor at forære Selskabet deres Arbejde.

*

I Aarsberetningen siges, at de nylig afgaaede Elevers Fortjeneste variere fra 30 til 75 Kr. om Maaneden.

Det er nødvendigt at imødegaa denne flotte Udtalelse. Jeg skal derfor anføre, hvad jeg med Sikkerhed ved, at den sunde og raske, øvede, dygtige og flittige Syerske gennemsnitlig kan udføre. Tiden ansætter jeg til 9 a 10 Timers daglig uafbrudt Arbejde.

Damelinned:

2den Klasses Forretning,

2den Klasses Arbejde.

1 Chemisse med færdig broderet Bærekrave og Ærmer a 40 Øre : 2½ højst 3 Stykker daglig. Samme Facon med indriet Broderi s 50 Øre: 2 Stykker daglig. Benklæder, lukkede i Siden, med Linning for Knæene og Rynkestrimler á 50 Øre: 2 Par daglig. Natkjole med indriet Broderi eller Strimler, hele Brystet lægget (som Regel med 13) á 90 Øre pr. Stykke: 1 daglig.

1ste Klasses Forretning,

1ste Klasses Arbejde.

1 Chemisse med færdig broderet Bærekrave eller Linning og Ærmer á 85 Øre pr. Stykke; men her forlanges Kilerne kastede i, alle Indersømme syede efter i Haanden ligesaa Belægningerne i Ærmerne, alt med saa smaa, fine og tætte Sling, som det er muligt at sætte ved Siden af hverandre. Ingen Syerske kan forfærdige mere end en saadan Chemisse daglig. Her har vi altsaa en 1ste-Klasses Ugeløn paa 5 Kr. 10 Øre. 1 Natkjole, hele Brystet bestaaende af indsyet Broderi eller Kniplingsmellemværk, Læg. smalle Besætningslidser og Kniplinger, Ærmer og Krave ligeledes besatte, Ryggen lægget i ganske smalle fine Læg á 4 Kr. pr. Stykke: 4 Dages Arbejde, altsaa 1 Kr. pr. Dag.

Endnu kan nævnes det tarvelige Herre- og Damelinned, der forhandles af de almindelige Manufakturhandlere. Priserne paa dette er 30, 33 a 35 Øre pr. Stykke. Mere end 3 Stykter daglig kan som Regel ikke præsteres. Det bliver altsaa ogsaa omkring 1 Krone pr. Dag.

Herrelinned.

Her skal jeg holde mig udelukkende til vore eleganteste 1ste Klasses Forretninger, hvis Arbejde er forsynet med alle de fra Udlandet indførte Finesser.

For en Mansketskjorte med Hals- og Haandlinninger er Betalingen 1 Kr. 25 Øre á 1 Kr. 35 Øre pr. Styk. Ingen Syerske er i Stand til gennemsnitlig at sy mere end 1 om Dagen. Det bliver altsaa en Ugeløn paa 7½ st 8 Kr. Af Mansketskjorter med selvsyet pibet Indlæg og selvsyet sire- a femdobbelte Flipper og ligeledes selvsyede sire- a femdobbelte Mansketter, kan en Syerske ikke sy mere end 4 á 4½ Skjorte om Ugen.

Den allerhøjeste Betaling er her 1 Kr. 80 Øre pr. Styk. Det bliver altsaa 7 Kr. 20 á 8 Kr. 10 Øre ugentlig. Herfra skal saa regnes mindst 25 Øre til Udlæg gennemgaaende. I 6 Mansketskjorter er Knaphullernes Antal lavest 72, højst 96, dels dobbelte, dels 4 á 5 dobbelte. Afmærkning, Klipning og Syning af disse Knaphuller er for en dygtig og flittig Syerske mellem 1½, 1 3/4 a 2 Dages Arbejde.

For yderligere at pointere dette, skal jeg tilføje: Af de 2 Cim. store Mansketknaphuller i 5 dobbelte Mansketter kan en Syerske ikke præstere mere end 6 i Timen, smukkeste Syning.

Heraf kan man se, hvor megen Sandhed der er i Fablerne om, at 1 Syerske kan sy 2 a 3 elegante Mansketskjorter daglig.

Ved saavel Dame- som Herrelinned har jeg valgt saadanne Eksempler, som lettest anskueliggør Forholdet. Her er ikke medregnet den Tid, som Arbejdersken bruger til at bringe Arbejdet i Byen og faa nyt. Dette kan mange Gange tage flere Timer. Skal hun vente, medens Linnedet bliver klippet, eller skal hun komme igen, kan Forsinkelsen godt tage en kvart eller en halv Dag. Dette kan Syersken kun oprette ved Nattevaagen.

Lad os derfor se de Syersker, som har den "Dristighed" at fortælle, at de - endog i deres første Arbejdsaar - kan have en Indtægt af 75 Kr. pr. Maaned, og lad dem i Vidners Overværelse aflægge fuldgyldige Beviser paa deres fænomenale Dygtighed.

"Fagskolen for Linnedsyning" har i sin Tid sendt en forhastet Anmeldelse til Kvinderaadsmødet i London om denne "Institution", og Bestyrelsen vil nu trodse Sagen igennem og drage unge Piger ind til et saa slet lønnet og sundhedsnedbrydende Erhværv, som Linnedsyning er, men dette kan kun kaldes uforsvarligt. Og det er mere end uforsvarligt, naar nu ogsaa Selskabet forsøger ved lokkende Pral at drage endnu flere ind i Elendigheden.

Selskabet "Fagskolen for Linnedsyning" virker slet og ret som Leverandør af Arbejdskraft til Principalerne; den bør da og saa kun støttes af disse. Velgørenheden har absolut bedre Formaal at bruge sine Penge til end til at hjælpe Principalerne, medens d'Hrr. selv roligt folder Hænderne i Skødet og smiler ad Spasen.

I "Kvindernes Blad" for 18. Oktober oplyser Fru Birgitte Berg Nielsen, at Fagskolen for Linnedsyning tidligere kun har givet Undervisning til Syersker, som vilde uddanne sig til Erhverv, men nu tilbyder skolen ogsaa Undervisning til unge Damer. Undervisningen koster 10 Kr. maanedlig for 3 Timer hver anden Dag, og hver Elev kan deltage saa lang eller kort Tid, som hun ønsker; hun vælger selv, hvad hun vil sy, og medbringer selv Stoffet."

I denne Meddelelse findes der - tydeligt nok - ikke Spor af Filantropi. Men - i Slutningen af Aarsberetningen anmoder man dog Velgørenheden om at støtte dette Foretagende!

Er her da ikke Grund til at spørge: "Hvad er Meningen?"

I det forløbne Aar har der kun været to (2) ubemidlede Elever, og nu indbyder man de velhavende Damer.

Det kan blive en rentabel Forretning, hvis man kan faa Damerne til at betale 10 Kr. om Maaneden for at "lære" Linnedsyning.

Men, til Fordel for hvem anraaber man da Velgørenheden?

Det vilde sikkert interessere mange foruden Undertegnede at se Kortene paa Bordet.

Sarah Olivia Reitzel.

(Social-Demokraten 23. december 1900).

Charlotte Helga Norrie (1855-1940) var lærerinde og sygeplejerske efter at hendes far havde lidt et afbræk i sin officerskarriere som officer i Krigen 1864. Sammen med veninden Dagmar Schmiegelow var hun med til at stifte Woman Suffrage Alliance 1904 i Berlin . 

Sarah Olivia Reitzel. Sarah Olivia Reitzel (1854-?) var formentlig yngste datter af Christian Frederik Reitzel (1822-1890)

Hvad kan der gjøres for Kvinderne ?

III.

Af alle de Foretagender, der er sat i Gang af Kvinder, er "Fagskolen for Linnedsyning" vistnok det, der nærmest har til Hensigt at blive en Hjælp og Støtte for Arbejderkvinden.

Men hvor mærkeligt det end lyder, saa er der intet, som Arbejderkvinderne ser paa med større Mistillid.

Det har sin Grund.

"Fagskolen for Linnedsyning" er rejst af velstillede og velmenende Kvinder for at hjælpe Syerskerne til en Uddannelse, saa de kan paatage sig Udførelsen af det fineste Arbejde, som ellers indføres fra Udlandet. Hensigten med denne Skole er saa god og uegennyttig, at den ikke skal misforstaas og langt mindre miskjendes. Naar Syerskerne desuagtet er alt andet end taknemlige for den, da er Grunden den, at de nærer Frygt for, at den skal bringe et ganske andet Resultat end det tilsigtede.

De har intet mod Fagskole og Faguddannelse - tvertimod, ingen kan mere beklage Fuskeri og Udygtighed end de selv, thi de veed fremfor nogen anden, hvad dette skader Faget, men de gaar ud fra, at ingen virkelig Arbejderske, som skal leve af sit Arbejde, vil kunne benytte Skolen paa den Maade, den virker, og at det hovedsagelig bliver Middelstandskvinderne, som har delvis frit Ophold i Hjemmet, der giør Brug af den. Derved skabes en ny Konkurrence, som vil være endnu mere ødelæggende for Faget end Konkurrencen med det indførte fine Arbejde; thi den vil nu udstrækkes til at gælde over hele Linien.

Det kan her ikke nytte at indvende, at fattige Forældre kan lade deres Sønner staa flere Aar i Lære - om de vil have dem frem i Verden - de bør derfor ogsaa ofre lidt paa Døtrene.

Hvad en faglært Arbejder kan regne med som Udbytte af sit Arbejde for en 9-10 Timers Arbejdsdag, staar i saa skrigendd Modsætning til den Dagløn af 1-1,50-2 Kr. som en Syerske i det højeste kan regne med, at det umuligt kan ventes, at Fattigfolk skal bringe nævneværdige Ofre af Tid eller Penge paa en Datters Uddannelse til Linnedsyerske.

"Fagskolen for Linnedsyning" maa - dersom den skal blive til Gavn for dem, den er bestemt for - arbejde paa et lidt andet Grundlag end det oprindelige.

(Aftenbladet (København) 1. maj 1901).

Linnedsyerskerne og Fagskolen.

I.

Ved velvillig Imødekommenhed er vi bleven sat i Stand til at i tinge nogle avtentiske Oplysninger fra "Fagskolen for Linnedsyning" og dens Virksomhed - Oplysninger, som vil kunne tjene til at fjærne nogle Misforstaaelser.

Vi har tidligere paavist, hvorledes Syerskernes Mistillid til denne Skole bunder i Frygt for, at Resultaterne af dens Virksomhed skal blive noget ganske andet end det tilsigtede.

Faguddannelsen i sig selv er man fra alle Sider enig om er uundværlig, og Syerskerne beklager fremfor nogen anden at mange giver sig af med Linnedsyning uden at kunne udføre Arbejdet.

Men en Konkurrence med Middelstandskvinderne ynder man ikke.

Nu er de faktiske Forhold disse, at Fagskolen, der jo tager mod Elever fra en hvilken som helst Samfundsklasse, men ved Siden af Uddannelsen har det særlige Formaal at have Lønnen, meget indtrængende paalægger sine Elever aldrig nogensinde at underbyde Arbejdet - selv om de mulig er saaledes stillet, at de ikke selv skal leve af deres Arbejde Men forøvrigt har man gjort den Erfaring, at enten søger Eleverne til Skolen for derigjennem at opnaa et Erhverv, eller ogsaa lærer de kun Arbejdet for at sy til eget Brug. Linnedsyning er for trivielt et Arbejde at besatte sig med for den Klasse Medborgerinder, der kun savner Lommepenge; de gaar lettere til Broderisager.

Dernæst finder Fagskolen det under virkelige Linnedsyerskers Værdighed at befatte sig med saadant Arbeide som Lagerskjorter til 16 Øre.

Den Slags Arbejde skal en uddannet Syerske ikke anvende sit Liv til. Hun skal, naar hun er dygtig - og det er kun de dygtige, der kan hæve Faget, og derfor ogsaa dem, der særlig skal tages Hensyn til - opnaa Ugelønninger paa 15-17 Kr., hvad flere af Skolens Elever har.

Dette ser jo meget tiltalende ud.

Skolen har haft Elever paa Friplads fra de fattigste Hjem og haft den Glæde, at der er kommet dygtige Kræfter - næsten Genier - fra den Kant, hvorimod der fra bedrestillede Hjem har været Elever, som ingen Ting duede til - ligesom det omvendte Forhold jo ogsaa kan være Tilfældet.

Endelig giver Skolen de dygtige Elever Afgangsbevis, hvormed de kan henvende sig til Forretningerne, og hidtil har alle faaet Arbejde til god Betaling. Forretningerne savner dygtig Arbejdskraft for Tiden - vel at mærke dygtig.

ViI det nu være muligt at faa et Samarbejde i Gang, hvorved Fagskolen kan blive en Hjælp og Støtte for alle dygtige Linnedsyersker, og hvorigjennem der eventuelt kan oprettes et Magasin for deres Arbejde?

*

Syerskernes Møde.

Det er en stor Fejl af Linnedsyerne, at kun saa forholdsvis faa giver Møde til Foreningens Medlemsmøder.

Der foreligger Beretninger af stor Interesse fra samtlige Foreninger, og der behandles indre Forretningsanliggender af stor Vigtighed, og endelig har de Mødte en fornøjelig Samtaleaften i hverandres Selskab.

Saaledes forløb ogsaa Mødet i Aftes.

Ingen Klager, men lyst Haab til Fremtiden.

Det burde alle Foreningens Medlemmer være delagtigt i.

(Aftenbladet (København) 21. maj 1901).

Linnedsyerskerne og Fagskolen.

II.

Blandt Syerskerne hersker den Opfattelse, at lederen af Fagskolen aldrig selv har befattet sig med Linnedsyning som Erhverv, men blot som Direktrice i en forretning har haft Kjendskab til Faget, hvorfor der ogsaa skulde være nogle Mangler ved Undervisningen.

Det forholder sig ikke saaledes.

Vedkommende Dame har som ung Pige ernæret sig alene ved Linnedsyning - skjønt hun fandt Forholdene fortvivlede. Efterhaanden vandt hun dog frem opnaaede endelig en Direktriceplads i en større Forretning.

I sin Tid sagde hun til en hende nærstaaende Kvinde: "Dersom De en Gang kan gjøre noget, saa tænk paa Linnedsyerskerne, og henvend Dem saa til mig "

Det blev Begyndelsen til "Fagskolen for Linnedsyning".

Man mener, at den store Mængde indført fint Arbejde, som Forretningerne indforskriver, fordi vore egne Syersker mangler Uddannelse, maa kunne forarbejdes herhjemme og komme vore egne Arbejdere til Gode.

Det er Grundtanken for hele Virksomheden, og den skal ikke miskjendes.

Nu holder Fagskolen bestemt paa sit Særstandpunkt som Skole: Uddannelsen er dens Formaal. Men dermed er jo ikke udelukket, at der ved Siden kan reises et andet Foretagende - mulig til gjensidig Støtte.

Tanken om egne Magasiner for eget Arbejde vil for alle tænkende Kvinder have noget tiltalende ved sig. Og ganske sikkert vil Udviklingen ogsaa komme til at gaa i den Retning.

Vanskelighederne maa kunne overvindes.

Vi har hørt en Udtalelse som denne: "Til et saadant Foretagende hører 3 Ting: Syersker, Driftskapital og Kunder. Af disse er Syerskerne Nr. 1, har vi først dygtige Kræfter til Arbejdet, saa vil de andre 2 Ting ogsaa være der."

Det er der vist noget i.

Vi mener ganske vist, at Kjendsgjerningerne viser, at vi har dygtige Syersker, det er jo dog dem, der fortrinsvis fylder Grosserernes Lagre Og selv om der ogsaa bliver indført en Del fint Arbeide, saa bliver der dog ogsaa udført en Del her hjemme.

Indførselen er maaske endda den mindste Part.

Vi behøver blot at henvise til en Annonce fra et af vore største Etablissementer, hvori det hedder: "Alle Kostumer, Morgenkoler, Børnekjoler og Hatte, samt den største Del af Overstykker forarbejdes paa egne Systuer, der indtager hele Etablissmentets 4de Etage" - saa vil man forstaa, at vore egne Syersker dog ogsaa kan bruges, selv af de fineste Forretninger.

Vi er nærved at tro, at "Nr. 1" er vi nærmere ved at kunne møde med end Nr. 2: Driftskapitalen.

Hvem vil betro Kvinderne Penge?

(Aftenbladet (København) 22. maj 1901).

Methea Hoffmann (1858-?). (Efterskrift til Politivennen)

Blindeinstitutet. Under 24de Januar har Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet efter Begjæring afskediget Frøken Alfride Bruun og beskikket Frøken Methea Hoffmann til Tredielærerinde ved det kongelige Blindeinstitut fra Udgangen af Januar Maaned d. A. at regne.

(Dagens Nyheder 1. februar 1883).

Frøken Alfride Bruun var blevet gift, og afgik derfor fra stillingen. I de kommende år rykkede Methea Hoffmann op i systemet: I 1889 blev Frøken Rye entlediget og i stedet ansattes frøken Anna Eschricht som 3. lærerinde, Methea Hoffmann rykkede op som 2. lærerinde. Methea Hoffmann undervist i de egentlige skolefag. I 1895 fratrådte frøken Heyn pga. sygdom, og Methea Hoffmann blev nu 1. lærerinde og hun overtog nu en del af håndarbejdsundervisningen, Eschricht blev 2. lærerinde.

"En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892. Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift." 

(Det kongelige Blindeintituts historie.)

Pigernes arbejdsværelse på instituttet. Foto fra: Det kongelige Blindeintituts historie.

Hjem for arbejdsføre, blinde Kvinder.

Om kort Tid (efter den foreløbige Bestemmelse den 10. December) indvies paa Frederiksberg et "Hjem for arbejdsføre blinde Kvinder". Dette Hjem har flere Gange været omtalt i Pressen, uden at dets Tilblivelse dog er bleven udførlig skildret.

Tanken om at bygge et Hjem for arbejdsføre, blinde Kvinder er kommen til Live og bragt til Udførelse af Foreningen "Danmarks Blinde".

I Lighed med, hvad der findes i Tyskland, Frankrig, Belgien o. fl. a. Lande, kom man paa den Tanke at bygge et saadant Hjem her i Kjøbenhavn - eventuelt senere ogsaa i nogle Provinsbyer. Tanken var egentlig at bygge disse Hjem til 10 a 12 Personer, saaledes som de findes i Udlandet, og da Justitsraad Josephsen paa Mariendal var saa gavmild med at udskænke Grundstykker i filantropiske Øjemed, henvendte et Udvalg bestaaende af d'Hrr. Bestyrelsesmedlemmer, Grossererne S. Bønnelykke, J. Chr. Christensen og L. C. Wilden sig til Justitsraaden for at anmode om den ønskede Gave. De Herrer bleve meget venlig modtagne af Justitsraaden og Frue, som Begge viste megen Sympathi for Sagen, og efter nogen Tids Samtale gav Justitsraaden, paa Tilskyndelse af sin Hustru, bestemt Tilsagn om en Grund paa imellem 3 og 4000 Alen.

Man havde nu Grunden; men da Foreningens Bestyrelse ikke troede sig mægtig nok til selv at indsamle hele den fornødne Kapital, fattede man den Plan at danne en større Komite for at skaffe de nødvendige Penge til Veje. Tre Medlemmer af Bestyrelsen for "Danmarks Blinde" - de ovennævnte Herrer S. Bønnelykke og J. Chr. Christensen samt Grosserer I. C. Otto paatoge sig dette Hverv at søge Komiteen dannet.

Man henvendte sig først til Forstander Moldenhawer paa Blindeinstituttet, som strax tilsagde sin Assistance i dette Øjemed; dernæst til Selskabet "Kæden"s Formand, Baron Bille Brahe. Da Selskabet "Kæden" netop interesserer sig for Blinde og selv har med Tilskud fra Staten - et Blindehjem for Kvinder i Klerkegade, mente man, at det vilde være heldigt, om disse to Foreninger kunde gaa Haand i Haand og arbejde sammen. Selskabets Guvernement vilde imidlertid ikke qun Selskab arbejde sammen med Foreningen "Danmarks Blinde". Derimod havde det Intet imod, at nogle af dets Medlemmer medvirkede i Komiteen. Denne dannedes. To Damer fra Det kgl. Blindeinstitut", Frøknerne Hoffmann og Eschricht dannede Damekomiteen, hvori fandtes forskjellige kjendte Navne som Baronesse Bille Brahe, Geheimeetatsraadinde Goos, kgl. Skuespillerinde Fru Hennings, Kommandørinde Louise Jacobsen, Professorinde Augusta Paulli, Komtesse Marie Scheel o. fl. A. - Af Herrerne kunne vi nævne Exellencen, Geheimeetatsraad Goos, Grosserer Moses Melchior, Etatsraad J. Moresco, Dr. Eiler Hansen, Etatsraad Claus Schmidt, Forstander Moldenhawer og Overertssagfører Tegner (sidstnævnte to fra "Kæden"s Guvernement) endvidere de tre Herrer, som dannede Komiteen o. fl. A.

Nu er denne Tanke kommen til Udførelse. Paa Mariendalsvej paa den af Justitsraad Josephsen skænkede Grund paa ca. 3500 Alen staaer nu Bygningen rejst. Den skyldes Arkitekt Lerbeck. Bygningen er for saa vidt fuldstændig færdig og monteret til at optage 15 Kvinder og vil i den nærmeste Fremtid blive videre monteret. Den kan ialt huse indtil 42 Kvinder, sorn Alle faa deres særskilte, velmøblerede og indrettede Værelse med Centralvarme. Desuden findes der fælles Spisesal og Arbejdsværesle, Inspektør- og Portnerbolig, Badeværelser efter nyeste Konstruktion, Værelser for Tyendet o. s. v.

Bestyrelsen for Hjemmet bestaaer af de Herrer Excellencen, Geheimeetatsraad Goos (Formand). Forstander Moldenhawer (Næstformand), Grosserer Moses Melchior (Kasserer), Overretssagfører Tegner (Sekretær), Dr. Eiler Hansen (Hjemmets Læge), Grossererne S. Bønnelykke, J. Chr. Christensen. J. C. Otto og forhv. Godsinspektor Gøricke samt Frøkenerne M. Hoffmann og A. Eschricht. Man maa foreløbig begynde med at besætte 15 Pladser og stater paa. at Publikums sædvanlige Godgjørenhed vil komme dette Foretagende til Hjælp, thi for at Bygningen kan være aldeles gjældfri, mangler man endnu en Sum af 25-30,000 Kr.

K.

(Nationaltidende 27, november 1900, 2. udgave).

Frk. Methea Hoffmann, der er født her i Byen som Datter af afdøde Overlærer og Skoleinspektør Hoffmann (Overlærer Gertz' Formand), fejrer den 1. februar 25 Aars-Dagen for sin Ansættelse ved Blindeinstituttet i København.

"Kvindernes Blad" bringer i den Anledning Frk. Hoffmann en smuk Omtale i en Artikel og minder om hendes fortjenstfulde Arbejde for de blinde.

Frk. Hoffmann har udfundet mange praktiske Ting til Brug ved de blindes Undervisning, f. Eks. et ophøjet Kort over København, en "Hjælpebog for blinde Musikere" og mere. Endelig skyldes det hendes Initiativ, at et Hjem for arbejdsføre blinde Kvinder i 1900 blev indrettet paa Mariendalsvej i København, ligesom hun er medudgiver af et Tidsskrift "Budstikken" med Punktskrift.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. januar 1908).

Om "Kvindernes Blad" skrev Ragna Schou i "Kvinden og samfundet" nr. 8, 1905 bl.a.: 

... Naar et Blad kal­der sig Kvindernes, gør det i sin Titel For­dring paa at lade sine Læsere følge med paa alle Kvindernes Omraader, at repræsen­tere alle Kvinde-Interesser og repræsentere dem ligeligt - ellers burde det kalde sig „Damernes”, „Husmødrenes”, „Tjenestepiger­nes”, eller hvilke Interesser det nu fortrinsvis vilde repræsentere. Det har nu imidlertid kaldt sig „Kvindernes”, og det maa derfor forbavse, at det behandler en Sag som Kvinde­sagen, der interesserer en stor og det ikke den mindst betydende Del af Kvinderne saa meget, paa en Maade, der for det første rø­ber baade Mangel paa Forstaaelse og Mangel paa Sympathi. Disse to Mangler er dog ikke de værste, skønt man vist uden at være for fordringsfuld turde forudsætte begge Dele hos et Kvindeblad - men naar der saa tillige røbes en saadan Mangel paa Kendskab til det, der tales om, har man Ret til at blive for­bavset over, en saa stedmoderlig Behandling af en vigtig Side af Kvindernes Interesser.

Hvis „K. B.” kendte noget til Kvindesagen, kunde det ikke lade snart en, snart en anden af sine Medarbejdere skrive Artikler, der røber den fuldstændigste Misforstaaelse af Kvindesagens Indhold, samt i andre Artikler, der ikke omhandler Kvindesagen, indflette smaa Sidehug, der ser saa uskyldige ud, men er alt andet end uskyldige, da de kan give Læserne et fejlagtigt Indtryk af Kvindesagen, idet de lemfældigt lister en Kritik ind paa Folk uden at opfordre disse til at eftertænke, om denne Kritik nu ogsaa er berettiget.

Der havde bl. a. været en artikel i bladet hvor man latterliggjorde kvinder der kæmpede for stemmeret, hvilket "Kvinden og samfundet" mildest talt var stærkt uenig i. 

Methea Hoffmann

Efter 87 Aars Virksomhed maa Frk. M. Hoffmann i disse Dage paa Grund af en Gigtsygdom og et Benbrud, kun 61 Aar gammel, nedlægge sit Arbejde som Lærerinde ved det kgl. Blindeinstitut, skønt hun ellers har sin fulde Arbejdskraft. Hun er og har i Sandhed altid været de blinde en kærlig, deltagende Ven og trofast Støtte, altid rede med Raad og Daad tor at hjælpe, hvor der trængtes, baade Eleverne paa lnstitutet og de ældre Blinde rundt om, der ofte har meget vanskelige Kaar at leve under Foruden hendes store Dygtighed som Haandarbeidslærerinde for de kvindelige Elever, maa nævnes hendes Flid, Orden og Punktlighed i alt, hvad hun havde med at gøre. Hendes utrolig flittige Pren har skænket de blinde en rentud forbavsende Masse Noder og Bøger, som hverken hun selv eller de blinde ved Navn eller Tal paa. Sammen med fhv. Inspektør H. C. i Wildau stiftede hun for adskillige Aar siden de blindes eget Blad "Budstikken", der trykt med Punktskrift, sendes til alle blinde i Landet. For at hjælpe blinde Musikere har hun udarbejdet et stort Værk: "De blindes Nodesystem, sammenstillet med de seendes", i ophøjet Tryk, saa at de blinde Musikere ved Hjælp af dette kan faa deres Noder dikterede af seende, som ellers Ikke kender det Brailske Nodesystem, et Arbejde, der har været til stor Gavn for mange.

Men ogsaa de fattige tænkte hun paa. Hun stiftede "De blindes Juleindsamling", og fik interesserede Damer til at bistaa sig saa hver fattig blind i landet til Jul fik en Pakke med et eller flere nye Klædningsstykker, de forud havde ønsket sig. Hvor glædede Frk. H. sig sidste Jul, da hendes Indsamling var størte end nogen Sinde!

Hendes Hovedværk er dog "Hjemmet for arbejdsføre blinde Kvinder", paa Mariendalsvej, hvilket hun tog Initiativet til at faa oprettet, efter at hun ved et Par Rejser i Finland havde studeret  lignende Hjems Indretning. Hun tog det bedste af, hvad hun saa, til Rettesnor og fik bygget og Indrettet den Mønsteranstalt, som "Hjemmet" virkelig er, og som de blinde Kvinder ikke kan være hende taknemmelige nok for. Hun lagde selv Grundstenen til Huset i 1899 og det Indviedes den 10. December 1900, - hun har selvfølgelig lige siden været l Bestyrelsen.

Da Hjemmet nu har staaet I 20 Aar. er en Del af dets Beboere blevne op mod 70 Aar og kan trænge til Hvile, og det er nu Frk. Hoffmanns stadige Tanke at slutte Kæden af sine Arbejder for de blinde med at faa oprettet et Alderdomshjem, som i høj Grad tiltrænges, da "Hjemmet" helt er optaget. Hun støttes ivrigt i sit Arbejde af Frk. Krebs. Forstanderinde for "Hjemmet", og man maa inderlig haabe, at det maa lykkes de to Damer at faa samlet Midler til at faa begyndt, selv om Begyndelsen ikke bliver saa stor og imponerende som "Hjemmet" var.

Det er en Del af en stor, velsignelsesrig Virksomhed, der nu er sluttet, og megen Tak, og kærlige Tanker strømmer sikkert til Frk. Hoffmann fra hendes mange blinde Venner med ønsket om, at hun endnu i mange Aar maa faa Kræfter til at virke for den Sag. som hun allerede i sin tidlige Ungdom valgte til at være Livsopgave.

En Ven af de Blinde.

(Nationaltidende 28. april 1920)

Et eksempel på nodesystemet findes her. 

Hjemmet lå på Mariendalsvej 30, Frederiksberg. Det var en selvejende institution der 1934 blev statsanerkendt. 1936 opførtes en særlig værkstedsbygning, hvor hjemmets beboere kunne oplæres i vævning og maskinstrikning. Fra november 1958 blev erhvervsvirksomheden overtaget af A/S Blindes Arbejde. Hjemmet havde plads til 40 beboere. Desuden kommer 15 kvinder udefra, der kan beskæftiges i værkstederne.

Methea Hoffmann er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 18, nr. 44, sammen med Anna Hoffmann (se særskilt indslag her på bloggen) og Emilie Hoffmann. Anna Hoffmann var viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole Anna Hoffmann. Nederst Emilie Hoffmann (1867-1956).