Kommisionen for de dansk vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Øer. Vedkommende Folkethingsudvalg har med Th. Nielsen som Formand og Juel som Ordfører afgivet Betænkning over Lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer, der navnlig gaaer ud paa, at Statskassen skal overtage Udgifterne til Hærstyrken, og at denne skal forøges noget. Alle Udvalgets Medlemmer ere med Regjeringen enige i, at den første Foranstaltning, som Nødvendigheden byder at træffe med Hensyn til de dansk-vestindiske Øer, maa gaae ud paa at tilveiebringe den størst mulige Sikkerhed for Opretholdelsen af Ro og borgerlig Orden i Colonierne, forat saadanne Katastropher, som den, der i Slutningen af 1878 hjemsøgte St. Croix, kunne forebygges; men Alle have tillige været enige om, at man ikke kan blive staaende herved. Det ansees af hele Udvalget for at være af væsentlig Betydning, at der samtidigt træffes hensigtssvarende Foranstaltninger til at raade Bod paa de uheldige Tilstande, som navnlig i finantsiel Henseende i en Aarrække have været herskende paa St. Croix, for at denne fra Naturens Haand saa vel udstyrede Ø, om muligt, kan gjenvinde sin gamle velstand og derved atter blive istand til at dække sine Udgifter, da Moderlandet ellers i en uoverskuelig Fremtid vil faae betydelige aarlige Tab paa sine vestindiske Colonier. Medens der saaledes i Udvalget har været Enighed om de Formaal, som skulle søges opnaaede, har det derimod ikke været muligt tilvejebringe Overensstemmelse med Hensyn til de Midler og veie, ad hvilke disse Øiemed rettest bør realiseres, skjøndt Anskuelserne i alt Fald i et Punkt falde sammen hos det Fleertal og de to Miutretal, i hvilke Udvalget har deelt sig. Disse samstemme nemlig alle deri, at der bør tilvejebringes nøjagtige og paalidelige Oplysninger om de i Betragtning kommende Forhold, for at man kan vinde fuld Klarhed over disse og derved faae et fast Udgangspunkt for de Foranstaltninger, som ville være at skaffe til Øens Sikkring og Opkomst i Fremtiden, og Meningsforskjellen dreier sig i den Henseende væsentlig kun om den Maade. hvorpaa disse Oplysninger hensigtsmæssigst skulle tilveiebringes.

Fleertallet (Berg, Juel, Th. Nielsen og I. Pedersen) foreslaaer, at der paa St. Croix, foreløbig for et Tidsrum af 2 Aar fra denne Lovs Ikrafttræden at regne, nedsættes en midlertidig Regjeringscommission, bestaaende af 3 Medlemmer, blandt hvilke der maa findes en Retskyndig og en Landvæsenskyndig. Denne Commission, hvis Lønning fastsættes af Regjeringen, vil, ved Siden af at overtage Øens Styrelse under Finantsministeriets Overledelse, have det Hverv at undersøge saavel den økonomiske og sociale Tilstand som Administrationsforholdene paa Øen, samt tillige paa Grundlag af de derved vundne Erfaringer at indgive Forslag angaaende den endelige Ordning af de civil- og militair-administrative Forhold, samt om de Foranstaltninger, som hensigtsmæssigst kunne træffes for at hæve de økonomiske Tilstande paa St. Croix saaledes, at Øen kan blive istand til at udrede sine forfatningsmæssige Udgifter. For et Tidsrum af 2 Aar gaaer Fleertallet ind paa at forøge den vestindiske Hærstyrke som bestemt i Lovforslaget, men saaledes at Udgifterne udredes af Colonialkassen paa St. Croix. Forsaavidt denne ikke er istand dertil, bemyndiges Finantsministeren til af Statskassen at yde bemeldte Colonialkasse Laan, der dog ikke maa Overstige 200,000 Kr. om klaret i 2 Aar, Disse Laan ere rente- og afdragsfri i to Aar, men efter den Tid vil der af Laanet være at svare 6 pCt p. A. hvoraf 4 pCt. er Rente af den til enhver Tid skyldige Sum og Resten Afdrag. De Udgifter, som foranlediges ved den ommeldte Regjeringscommission, afholdes derimod af den danske Statskasse med et Beløb, der dog ikke maa overstige 50,000 Kr. om Aaret i 2 Aar. Fleertallet finder ikke at der er tilstrækkelig Grund til iaar at udsende et Orlogsskib til Vestindien, hvorimod det ansees for ønskeligt, at et Øvelsesskib i 1880-81 og saa fremdeles med Mellemrum dirigeres til Vestindien.

Et Mindretal (Bille, Stürup og Tvermoes) fremhæver forskjellige Reformer, der i Commissionsbetænkningen af 1879 ere omtalte som ønskelige. Mindretallet troer, at disse Spørgsmaal bedst og hurtigst kunde klares ved at der for den til Øiemedets Opnaaelse nødvendige Tid adjungeres den med udvidet Myndighed for St. Croix' vedkommende forsynede Regjeringsmyndighed et Par Mænd, der ere i Besiddelse af den fornødne juridiske, administrative og agronomiske Dygtighed til at staae Regjeringsmyndigheden bi ved en gennemgribende Undersøgelse af disse Forhold. Mindretallet formener, at et Tidsrum af 4 Aar vil være tilstrækkeligt saavel til at Klarhed over de nævnte Forhold kan tilvejebringes, som ogsaa til Iværksættelsen af de Foranstaltninger, man i Henhold til de indvundne Oplysninger maatte finde det rigtigt at træffe fra Statens Side til Ophjælpning af Øen, hvor Forholdene desuden til den Tid ville kunne haabes at have consolideret sig saaledes, at en endelig Bestemmelse angaaende Militairvæsenet paa Øerne kan tages. Denne sidste Foranstaltning, hvortil naturligt knytter sig Spørgsmaalet overhovedet om Regjeringsmyndighedens Repræsentant paa Øen, sorterer vel udelukkende under Administrationen, men Mindretallet har under Udvalgets Conference med Finantsministeren faaet det Indtryk, at Ministeren billiger Tanken i det nys Fremsatte, og at disse Spørgsmaal ville blive Gjenstand for nøie Overveielse fra Regjeringens Side. I Henhold hertil gaaer Mindretallet i alt Væsentligt ind paa lovforslaget for et Tidsrum af indtil 4 Aar. Endvidere foreslaaer Mindretallet at bemyndige Finantsministeren til i Finantsaaret 1880-81 at udsende en mindre Orlogsmand til Vestindien paa et Togt af ialt 7 Maaneder.

Et andet Mindretal (Clausen) tilraader at forkaste Lovforslaget og forbeholder sig at stille Forslag om at Folkethinget nedsætter en parlamentarisk Commission til Undersøgelse af de paa Sk. Croix bestaaende Forhold og disses Udvikling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1880)

2. behandlingen af Den vestindiske Lov foregik den 22. juni 1880. Finansminister Estrup modsatte sig flertallet, mens han accepterede Højres forslag. Afvisningen begrundede han med at det ikke levede op til intentionen om at tilvejebringe ro og orden og desuden bestemmelser vedr. en midlertidig regeringskommission som greb ind på administrationens område. Flertallets forslag blev vedtaget med 44 stemmer mod 29.

Drukkenskab i København. (Efterskrift til Politivennen)

Politidirektør Crone har i Anledning af en Artikel i "Dagbl.", hvori det bebrejdedes Politiet, at det ikke villigt nok arresterede Folk, som viser sig i drukken Tilstand paa Gaden, tilskrevet dette Blad bl. A. følgende:

Denne Udtalelse foranlediger mig til at tilstille Dem nedenstaaende Oversigt over Antallet af de Personer af begge Køn, der i de sidste 5 Aar her i Staden er anholdte for Drukkenskab eller tiltalte for de dermed nærmest i Forbindelse staaende Politiforseelser:

           Anholdte for Drukkenskab.     Tiltalte for uorden på/i

            Mdf. Frt. ialt.                          Gade     Værtshus Nattesæde

1875: 3118 152 3270                          1017        313          143

1876: 2893 153 3046                          1232        336          185

1877: 3771 151 3922                           1275       387          235

1878: 4284 133 4417                           1761        451         212

1879: 4425 209 4634                           2013        517         297

Disse Tal, der vel maa antages at være temmelig paalidelige med Hensyn temmelig paalidelige med Hensyn til Oplysninger om Drukkenskabsforholdene her i Landet, konstaterer for det første den almindelige Anskuelse, at den "frieste og mest oplyste Nation i Verden", saaledes som L. Pedersen og Konsorter siger ved Grundlovsfesterne, er temmelig fordrukken af en fri Nation at være, idet i 1879 mindst 8 af hvert 100 Mandfolk i København har været anholdte for denne Svaghed. Naar man ved, hvor sjældent det er, at berusede Folk faar Lov til at gaa hjem eller i det Mindste til at gaa alene hjem fra Selskaber og Drikkelag, saa kan man fra disse 8 store Mængder [en linje ulæselig] Sted i 1879, og som finder Sted hvert Aar. Drukkenskab er imidlertid et Særkende ikke for en fri og oplyst Nation men for en ufri og uoplyst, og det tør desværre betragtes som sikkert, at den Tilbøjelighed for stærke Drikke, som vi har tilfælles f. Eks. med Rusland, hænger nøje sammen med de fortryllede sociale og politiske Tilstande, der meget ligner hinanden i Rusland og Danmark. Det er kun gennem sand Frihed og Selvstyrelse, at Folket naar til den Modenhed og den Følelse af Pligtansvar over for sig selv, som afholder det fra alle Udskejelser.

Det andet, der konstateres ved Hr. Crones Tal, er. at medens Arbejdslønnen i Tidsrummet fra 1875-79 har været rask nedad gaaende, saa har Drukkenskaben med dens Følger været rask opad gaaende. Dette stemmer saa nøje overens med, hvad vi ofte har sagt, at Hr. Crone ikke har kunnet gøre os nogen bedre Tjeneste end at offenliggøre sin Statistik. Det følger egenlig ogsaa af sig selv, at naar Nøden tvinger Arbejderen til at lade sit Hjem forfalde, naar hans Stue staar kold og mørt, blottet for al Hygge, naar hans Hustru er tungsindig og hans Bern blege og forkrøblede, saa er han mest tilbøjelig til at søge paa Værtshus for at glemme sin Tilværelse i en Rus til nogle faa Øre. Det er sikkert ikke rigtigt; men den Dydsdragon, der haaner ham for det, burde sættes i hans Sted, saa vilde han faa at føle, hvorledes Næringssorgen kan knuge og slappe et Menneske paa Sjæl og Legeme. Den overhaandtagende Drukkenskab har sin Rod i Overdaadigheden paa den ene Side og Elendigheden paa den anden samt i den store Mængdes Ufrihed og Uvidenhed. At det er saaledes lader sig ikke modbevise, og dermed er Vejen givet for Enhver, der alvorligt og oprigtigt vil hidføre sunde Tilstande i Samfundet.

(Social-Demokraten 18. juni 1880).

Tyendesag om Bortviisning af Tjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag paastod en Tjenestepige en Proprietair i nordre Birk tilpligtet at betale sig Løn fra 1ste Januar til 1ste Mai d. A. 40 Kr., Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 76 Kr. 96 Øre samt Sagoomkostninger, alt under Anbringende af, at hun den 17de Januar d. A. uden Grund var bleven bortviist af sin Tjeneste hos Indklagede. Denne paastod sig frifunden. Det var in confesso under Sagen, at Klagerinden havde været fæstet i Indklagedes Tjeneste fra 1ste Novbr. f. A. til 1ste Mai d. A. for en maanedlig Løn af 10 Kr. foruden Kost og Logis, samt at Klagerinden den 7de Januar d. A. blev bortviist af Indklagedes Forvalter efter Indklagedes Ordre, men Sidstnævnte formeente i Tyendelovens Bestemmelser, særlig dens § 24, at have have tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Det var i saa Henseende deels ved Klagerindens egen Erkjendelse, deels ved de under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyst, at Klagerinden, der i de sidste 14 Dage forinden hendes Bortviisning havde lidt af en bolden Finger, for hvilken hun havde været Lægebehandling underkastet, og som havde forhindret hende i at udføre sit daglige Ardeide, - sammen med nogle andre af Gaardens Karle og Piger den 6te Januar d. A. om Aftenen, som det maa antages en 3 a 4 Timer fra Klokken omtrent 6 ttl 10, havde været borte fra Gaarden og tilbragt denne Tid hos en ligeoverfor Gaarden boende Kone, hvor de i Fællesskab havde nydt Øl og Kaffe og dandset indbyrdes. Klagerinden havde vel paastaaet, at der af Indklagedes Forvalter var blevet givet Folkene og derved ogsaa Klagerinden Tilladelse til at tilbringe den ommeldte Aften udenfor Gaarden. Men selv om der i saa Henseende ikke mod Indklagedes Benægtelse var ført noget Beviis for denne hendes Paastands Rigtighed, fandtes det dog at maatte antages, at Klagerinden ved det af hende begaaede Forhold ikke havde gjort sig skyldig i en saadan Forseelse, at dette kunde berettige Indklagede til uden Opsigelse strax at bortvise hende af Tjenesten, Det skjønnedes nemlig ikke, at hendes udviste Forhold, under specielt Hensyn til den Tid paa Dagen og det forholdsviis korte Tidsrum, paa hvilket hun, der paa den Tid desuden ikke var arbeidsdygiig, havde været borte fra Gaarden, selv om hun ikke havde nogen speciel Tilladelse dertil, naar hun dog ikke derved havde overtraadt noget udtrykkeligt Forbud, vilde kunne henføres under noget af de i Tyendelovens § 41 angivne Tilfalde, i hvilke Huusbonden er berettiget til strax uden Opsigelse at afskedige et Tyende. I Henhold til Foranstaaende og med Bemærkning, at der ikke mod Klagerindens Benægtelse af Indklagede var ført noget Beviis for hans Paastaand om, at Klagerinden havde viist en saadan Uduelighed eller Mangel paa Villie ttl at udføre den hende paahvilende Gierning, at han af den Grund skulde være berettiget til at bortvise hende, vilde Indklagede ikke kunne undgaae i Henhold til Tyendelovens § 46 at betale Klagerinden Løn for hele Tjenestetiden, 60 Kr,, med Fradrag af det Modtagne, 21 Kr. 66 Øre, altsaa 38 Kr. 34 Øre samt Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 75 Kr. 30 Øre, samt Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1880).

De militære Marketenderier. (Efterskrift til Politivennen)

Gamle Underofficer har nu ikke mange Retræteposter, hvortil han kan søge hen, naar man bliver uskikket til eller træt af Officertjenesten.

Alle de gode gamle kommunale Bestillinger, som Arrestforvarer, Politibetjent osv., hvortil han havde fortrinsvis Adgang, mistede den gamle Underofficer, i Følge Lov om Købstadskommnnernes Styrelse, den 31te Decbr. 1878. I K. f. H. Nr. 26 af 30/4 1880 har Krigsministeriet rigtignok bekendtgjort, at til den ledige Arrestforvarerpost i Hørup har Hærens faste Underofficerer fortrinsvis Adgang, men det maa jo være en Fejlskrift, ti en saadan Ret har Underofficererne aldeles ikke.

Medens der i rigeste Maal ved kgl. Resolution af 29de Sptbr. 1860 er sørget for gode Pladser (som Lokkemiddel naturligvis) til værnepligtige Befalingsmænd, Sekondtløjtnanter og Korporaler, ved Postvæsnet, Forstvæsnet, Jernbanerne, i Ministerierne osv., og der paa anden Maade er sørget for gode, magelige Pladser til gamle afskedigede Officerer som Afdelings- og Underafdelingschefer ved Forstærkningsbataljonerne og Københavns Væbning, samt som Udskrivningschefer, Kasernekommandanter, eller "Noget" i Ministerierne osv., saa har de gamle afskedigede Underofficerer nu ikke synderlig andet at kunne trække sig tilbage til, end nogle faa Kasernesergents- og Kaserneportnerpladser samt Marketenderipladser.

Disse sidste er unægtelig de bedste af alle, men de er ogsaa de vanskeligste at faa fat paa; derfor vil vi skænke dem nogen større Opmærksomhed end de øvrige.

Marketenderne i Kasernerne har som bekendt fri Bolig og fri Forretningslokaler efter stor Maalestok, de har mange Kunder tæt ved sig, næmlig 1 a 2 Afdelingers Underbefalingsmænd m. Fl. og Mandskab, fører i Almindelighed daarligere Varer og lavere Priser end lignende Handlende i Byen, endvidere har de Fanden til Morbroder, eller hvad vi vilde sige, en Kasernekommandant til Forsvarer. Tillige har Marketenderen i Reglen den store Fordel, at efter deres Død faar Enken i de fleste Tilfælde Lov til at fortsætte Forretningen saa længe hun lever, eller hun har Lyst dertil.

Hidtil ere Marketenderipladserne meget ofte blevne besatte med unge Underofficerer, Favoriter naturligvis, undertiden med Folk, der slet ikke har været Underofficerer. Man siger, at man paa visse Steder har kunnet tilkøbe sig saadanne Pladser, men det er en ren Bagvaskelse.

For Tiden har man her i Byen ikke mindre end 7 Marketenderienker, der fortsætte Forretningen. Marketenderipladserne i al Stilhed af Kasernekommandanterne der foreskriver Betingelserne for Antagelsen.

Som sagt, da de faste Underofficerers Retrætepladser nu ere indskrænkede meget betydeligt, vil vi deraf tage Anledning til herigennem at opfordre Krigsministenet til at vaage over, at det Lidet, der er tilbage, ogsaa virkelig kommer de gamle, veltjente Underofficerer til Gode i saa stor en Udstrækning som muligt.

Vor Tanke er næmlig den, at ligesaa godt som man i Almindelighed uden Skaansel jager Underofficersenken ud den samme Maaned som hendes Mand er afgaaet ved Døden, ligesaa godt bør man lade Marketenderenken flytte ud af Forretningen, i det Mindste dog senest et Fjerdingaar efter at Manden er død. Den ene bør ikke begunstiges mere eller betragtes som bedre end den anden; ti medens Underofficersenken som Regel intet ejer, undtagen maaske en Flok uforsørgede Børn, faar ingen eller maaske en ubetydelig Pension (Enken faar en Fjerdedel af den Pension der kunde have tilkommet hendes Mand), har intet Kendskab eller Hjælpemiddel til at sætte sig i en ny Levevej; saa er Marketenderenken i Reglen velhavende, forfaavidt man da ikke i altfor høj Grad har "gi'et Grossereren", er kendt med Forretningen, har Kredit og har let ved at etablere sig i en lignende Forretning andetsteds. Denne er saaledes langt heldigere stillet end hin.

Det forekommer os derfor at være ikke mere end billigt og retfærdigt at de omtalte 7 Marketenderenker, hvoraf nogle have fortsat Marketenderiforretningen i mange Aar, snart bleve afløste af 7 gamle veltjente Underofficerer, som ogsaa nok kunne have Lyst til paa deres gamle Dage at forbedre deres Vilkaar lidt ved en saadan Forretning.

For at en saadan Plads tillige kunde blive at betragte som et Gratiale for gamle veltjente Underofficerer, burde man sætte f. Eks. den Betingelse, at vedkommende Underofficer skal have tjent uafbrudt i Hæren i mindst 30 Aar, samt at Kasernesergenter og Kaserneportnere, der jo, deres Pension iberegnet, tjener paa en forholdsvis lille Løn, skulle have fortrinsvis Adgang til Marketenderipladserne.

Med en saadan Udsigt for Øje, vilde Kasernekommandanterne maaske ogsaa lettere faa dygtige Underofficerer til Kasernesergenter o. s. v. end nu.

Endvidere burde ledige Marketenderipladser, saavelsom Kasernesergents- og Portnerpladser offentlig bekendtgøres i Kundgørelser, ligesom nu de kommunale Bestillinger blive det, hvorefter enhver Lysthavende skulde kunne ordentligvis indgive Ansøgning, enten til Ministeriet eller til vedkommende Kasernekommandant.

Vi fremdrager dette fordi vi tror, at en saadan Ordning vil være til Gavn, ikke alene for de ældre Underofficerer, men ogsaa for Hæren.

Vi fremdrager det endvidere fordi Forholdene i de senere Aar, med Hensyn til Besættelsen af Marketenderipladserne, Forfremmelse og Afskedigelse af Underofficerer, Tildeling og Fratagelse af Kasernelejligheder osv. har været hist og her saa pjankede, saa uholdbare og saa uretfærdige, at, hvis det skal vedblive at gaa saaledes til, maa det snart betragtes som en Skam at være en ordenlig, hæderlig og veltjent Underofficer.

En gammel Underofficer.

(Social-Demokraten 11. juni 1880).

Fornærmelser mod Kongen. (Efterskrift til Politivennen)

Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 1ste ds. Dom i en fra Halsnæs og Frederiksværk Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en forhenværende Gaardmand for Overtrædelse af Straffelovens § 90. 

Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte om Formiddagen den 22de Novbr. f. A. var med sin Søstersøn, en Gaardmand i Thoruplille, hos hvem han er tilhuse, kjørt til Frederiksværk, og at han, der i den senere Tid er i høi Grad forfalden til Drik, drak endeel Brændeviin, saa at han om Aftenen, da de imellem Kl. 6 og 7 kjørte hjem, efter Gaardmandens Formening var noget omtaaget eller halvfuld, men dog ikke i høiere Grad, end at han kunde kjøre Hestene og samtale fornuftigt, ligesom han ogsaa, da de kom til Thorup Kro imellem Kl. 7 og 8, selv kunde staae af Bognen og gaae ind i Kroen, hvor han tilligemed Søstersønnen og 3 andre under Sagen som Vidner førte Personer, hver fik 3 Thevandsknægte. Under den sammesteds førte Samtale brugte Tiltalte de paatalte ærekrænkende Udtalelser om Kongen, hvormed han dog ophørte, da Kromanden udtalte, at han vilde slaae Tiltalte i Synet, dersom han gjentog sine Yttringer, hvorefter Tiltalte henledede Samtalen paa en ham tidligere overgaaet Ildebrand og derunder brugte ærekrænkende Ytttinger om en tredie Mand. Ved Afreisen maatte Tiltalte hjælpes op i Vognen og blev lagt i Bunden af samme, hvor han under Hjemkjørslen, som varede 10 a 15 Minutter, blev liggende. Ved Hjemkomsten var han som sædvanlig ikke ædru, men han forstod dog, hvad der blev sagt til ham, og kunde give rigtige Svar. 

Det fremgik nu vel af de afgivne Forklaringer, at Tiltalte havde været i høi Grad beruset, men det fandtes dog ikke at kunne antages, at han havde været uden Bevidsthed, navnlig da 2de Vidner havde forklaret, at han dog under Samtalen i Kroen var istand til rigtig at opfatte, hvad Andre sagde til ham, og til herpaa at give fornuftige Svar, og et Vidne havde givet en lignende Forklaring om Tiltalte efter Hjemkomsten.

Overretten stadfæstede derefter Underretsdommen, hvorved Tiltalte var anseet efter Straffelovens § 90 cfr. 39 med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, og paalagde ham Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1880).